JERNESALT - dataset

Jernesalt

Dynamisk

komplementær

helhedsrealisme

Samfund

Eksistens

Sekularisering

Coronakrisen

E-Bøger

SAMFUND

Danmark

Flygtningekrisen

Muhammed-sag

EU og EUROPA

USA

Mellemøsten

Terrorismen

Miljø og klima

Medier

Polen

EKSISTENS

Værdier

Værdimanifest

Livskvalitet

Musik

Film

Kunst

Kunstblade

Etik

Litteratur

Psykologi

Erkendelse

SEKULARISERING

Verdsliggørelse

Virkelighed

Afdogmatisering

Oplysning

Sund fornuft

Ideer og ideologier

Frihed

Religion

Humor

2019-FILOSOFIEN

Forord

Krisen

Udfordringen

Håbet

Efterskrift

ESSAYS

RETORIK

ONTOLOGI

VIRKELIGHED

ENFOLDIG TALE

SKIDT OG KANEL

REDAKTION

PROGRAM

INTRODUKTION

INSPIRATORER

OVERSIGTER

EMNEINDEX

PERSONINDEX

LINKS

E-MAIL

utils prefix normal Forside Oversigter Redaktion At læse Jernesalt Sendemand Vrangsiden Kontakt

JERNESALT - eksistensogvirke

ARTIKEL FRA JERNESALT - 7.1.23.

Virkelighed, videnskab og eksistens

Videnskab
Fysikalismens modstand mod Bohr
Bohr, komplementariteten og korrespondensen
Psykologiens nødvendighed
Den eksistentielle opfattelse af virkeligheden
Kirkens svigt
Fremmedgørelse
Konsistensetik
Den komplementære helhedsrealisme
Henvisninger

Videnskaben Til toppen Næste

Det gamle års nobelpriser i fysik gik til de tre kvantefysikere Alain Aspect, John Clauser og Anton Zeilinger for eksperimenter med sammenfiltrede fotoner som først og fremmest har banet vejen for selve videnskaben om kvanteinformation. Det fortjener naturligvis stor opmærksomhed, men dagbladet Information kunne den 17. december overraskende annoncere årets sensation: Prisen for fysikkens største succes er at ingen længere ved hvad virkeligheden er. Og det bør ikke stå uimodsagt i medier der tør drøfte ideerne om virkeligheden, eftersom begrebet ikke er og aldrig har været entydigt. Men det er vigtigt at få greb om hvad det betyder i eksistentiel henseende

Alain Aspect lavede i 1986 et banebrydende forsøg hvor han afsendte to kvantefiltrerede fotoner og først efterfølgende påvirkede dem til en bestemt tilstand (spin-up eller spin-down) og - til sin egen overraskelse - måtte konstatere at de to fotoner ikke på forhånd var kodet til en bestemt tilstand. Forsøget bekræftede Niels Bohrs påstand om at en fotons tilstand først kan bestemmes ved måling eller anden indgriben, og ikke som Albert Einstein hævdede på forhånd var strengt determineret af den klassiske fysiks årsagslov.

John Clauser påviste i 1974 at sammenfiltrede fotoner overskred ’ulighedsprincippet’ som var formuleret af John S. Bell i 1964 ud fra tankeeksperimenter, og at de altså ikke var bestemt af skjulte variabler. Der var ubestrideligt tale om kræfter der ikke fulgte den klassiske fysiks årsagslov.

Anton Zeilinger har påvist at ’kvante-teleportation’ er mulig, hvilket vil sige at det er muligt at flytte to sammenfiltrede partikler væk fra hinanden over så store afstande at man kan observere den ene på en computer eksempelvis i Østrig og samtidig observere den anden på en anden computer i fx USA. En kommunikation der tilsyneladende overskrider lysets hastighed på ca. 300.000 km/s, der er en absolut naturkonstant. Overskridelsen er da heller ikke reel, for det er ikke en faktisk fysisk genstand der flytter sig fra det ene sted til det andet hurtigere end lyset, men noget der blot registreres i computere to forskellige steder ved hjælp af internetforbindelser. Og dette forhold er vigtigt at fastholde. Ja, faktisk mener Zeilinger at når forskerne beskæftiger sig med disse kvantefænomener, bør de afholde sig fra alle forsøg på at anskueliggøre fænomenet ved at placere partiklerne bestemte steder. Det gør forskerne naturligvis alligevel (fordi de alle er vant til at tænke analogt!), men det ser Zeilinger gerne at de holder op med.

Zeilinger ser store muligheder med kvantecomputerne og den nævnte kvante-teleportation. Om forventningerne nogensinde indfries må fremtiden vise. Men fænomenet kvante-teleportation rejser i hvert fald generelt spørgsmålet om virkeligheden kan siges at blive undermineret af kvantefysikken. For det mener videnskabsjournalisten Tor Nørretranders der i sin tid udgav bestselleren ’Mærk Verden’ og her udlagde de nye teorier om et ’Big Bang’ som en opsigtsvækkende påstand om at hele universet kun er et ’opblæst nul’.

Det vides jo med sikkerhed at universet ekspanderer, og heraf drager nogle den logiske slutning at det engang i fortiden må have været et nul, men i så fald et gigantisk nul der indeholdt al energi og derfor endte i et gigantisk brag. Den slags kan ingen fatte. Og Stephen Hawking fandt da også på en teori om at der kunne tænkes en negativ tid bag om nullet. Og det er der heller ingen der kan se for sig med analoge briller. Men paradokser og teorier der bryder med alle normale forestillinger morer mange mennesker. Lige som også Holger Bech Nielsens teorier om et flerdimensionalt univers gør.

Dagbladet Information inviterede efter Nobelpris-festlighederne så Tor Nørretranders til at medvirke til en hel artikelserie om den nye kvantefysiks forestillinger. Serien skrives af journalisterne Mikkel Vuorela og Niels Chr. Alstrup. Første afsnit hedder ”Da virkeligheden blev afskaffet” og blev som nævnt bragt den 17.12. Og indledningen lyder ”Fysikere over hele verden vidste godt, at noget stort var undervejs. Et fransk forskerhold havde annonceret, at de i et kælderlokale lidt uden for Paris ville opstille en række apparater og gennemføre netop dét avancerede eksperiment, der én gang for alle skulle afgøre en grundlæggende videnskabelig strid om selve verdens og universets, ja, faktisk altings indretning. Og endelig, i eftersommeren 1982, begyndte rygterne så at brede sig i det internationale fysikermiljø: Forsøget var gennemført, og den store intellektuelle strid, som havde stået uafgjort siden Niels Bohrs og Albert Einsteins dage, var nu endeligt afgjort. I Danmark spidsede en ung dansk videnskabsjournalist ører. Her var muligheden for at komme først med et scoop af de store: En verdensnyhed om en af menneskets dybeste erkendelser, hvis ellers det var sandt.”

Information fulgte op med flere opsigtsvækkende ’scoop’ om at kvantemekanikken dengang i 1982 ”sparkede stolen væk under vores virkelighed”! Og den 20.12. med atomfysikeren Klaus Mølmers påstand: ”I virkeligheden er der mange parallelle verdener bag hinanden som bliver ved at dele sig.” Disse påstande refererer naturligvis ikke til de faktiske eksperimenter de nævnte nobelpristagere har gennemført og som er fundet værdige til Nobelprisen, men derimod til Einstein-tilhængernes 100 år gamle hævdelse af den klassiske årsagslovs absolutte sandhed. Denne tro blev tidligt afvist af Niels Bohrs og Københavner-fortolkningens klare og fremsynede konstateringer. (1) Kvanteverdenen bryder med den klassiske fysik, men (2) den bevarer virkelighedens karakter ved det lige så klare korrespondensprincip: alle kvantefysiske eksperimenter og målinger gennemføres med apparater der følger den klassiske fysiks love, og dette skal fremgå af beskrivelserne.

Korrespondensprincippet er et såre enkelt princip som enhver kvantefysiker med respekt for sig selv retter sig efter, og som årets tre nobelpristager naturligvis også omhyggeligt har fulgt. Men Einstein-tilhængere gav aldrig op, og det førte her i landet til at kredsen omkring filosofiprofessor Jørgen Jørgensen dogmatiserede Einsteins synspunkter og bestred Bohrs.

Fysikalismens modstand mod Bohr Til toppen Næste

Jørgen Jørgensen (1894-1964) var en hovedskikkelse i den logiske positivisme der fastholdt det marxistiske dogme om at materien var basis for alt, mens de åndelige eller energetiske fænomener principielt kun var en overbygning. Dogmet udelukkede bl.a. at man ikke kunne opfatte lys og energi som som et lige så grundlæggende fænomen som stoffet. En gren af læren hed ’fysikalismen’, og den hævdede at alle meningsfulde udsagn skulle og kunne omformuleres til et sprog der udelukkende omhandler iagttagelige fysiske genstande og aktiviteter i offentligt regi og følgelig ville kunne føres tilbage til den klassiske fysiks love. Det er en lære der på forhånd udelukker sjæleliv og åndsliv som selvstændige fænomener der nødvendigvis må behandles efter sine egne erfaringer.

Jørgensen udvidede endog sine filosofikum-forelæsninger til at omfatte en afvisning af Bohrs synspunkter. Han udgav en psykologi på biologisk grundlag. Gyldendal udgav en lærebog om atomfysikken hvori det blev påstået at Niels Bohr slet ikke var realist. Det kommunistiske partis chefideolog, Ib Nørlund, uddannet atomfysiker, var på samme linje. Og Jørgensen selv forhindrede en højt begavet og dybt original filosof som Peter Zinkernagel i at få fast stilling ved Københavns Universitet, fordi han delte Bohrs synspunkter. Og endelig hører det med til billedet at den meste hjerneforskning i dag foregår i fast tro på at sjæleliv er identisk med kemiske processer i hjernen. Derfor må det for fuldstændighedens skyld og naturligvis for min egen regning udtrykkeligt tilføjes at såvel bevidsthedens som underbevidsthedens processer ser ud til at følge helt andre regler end fysikkens genstande og nøgternt set må skønnes at være endnu længere væk fra den klassiske fysik og årsagsloven end kvantefysik og kvante-teleportation.

Modstanden mod Bohr var massiv her i landet, hvad jeg har udførligt behandlet i en artikel om ”Modstanden mod komplementaritetssynspunktet der griber dybt ind i eksistensproblematikken”. Den forstummede i nogen grad efter Aspects forsøg i 1984, men genopstod besynderligt nok i 2002 da dagbladet Politiken bragte en kronik af Ib Ravn som primært hævdede at Bohrs synspunkter udelukkede holistiske fortolkninger af den ’paradoksale kvantefysik’. Sandheden er at Bohr slet ikke anså det for muligt overhovedet at udtale sig holistisk om universet som helhed, og at hans komplementaritetssynspunkt fjernede selve paradoksaliteten. Og det var da en bedrift.

Men Politikens ejendommelige holdning for ikke at sige Bohr-kompleks kan føres helt tilbage til journalisten og columnisten Paul Hammerichs holdning. I 1988 redigerede han for Brugsen kalenderen 'De opfandt Danmark' , hvor han bevidst udelod Niels Bohr, og altså ikke fandt vor største naturvidenskabsmand på højde med Stensen, Rømer, Ørsted, eller Finsen, (men gav plads til PH, som han selv havde skrevet bog om!). Filosoffen David Favrholdt, der har skrevet fremragende indføringer i Bohrs filosofi, påtalte det i et pænt brev til Hammerich, men blev afvist med bl.a. bemærkningen: "i øvrigt har jeg aldrig kunnet tilgive Bohr det med atombomben". - En horribel forklaring i betragtning af at Bohr var teoretiker og aldrig har deltaget i fremstillingen af atombomben. Anklagen eksemplificerer tydeligt at en bedømmelse af Niels Bohr meget ofte afhænger af yderst subjektive forhåndsmeninger, undertiden med politiske undertoner.

Det vigtigste her og nu - anno 2023 - er imidlertid at slå fast, at Niels Bohrs synspunkter fortjener langt større opmærksomhed i dag end nogensinde tidligere, fordi de i høj grad er relevante for den fulde forståelse af vores virkelighed og vores eksistens.

Bohr, komplementariteten og korrespondensen Til toppen Næste

Bohr overførte selv komplementaritetssynspunktet til områder uden for fysikken. Især til biologien og psykologien, men han pegede også på synspunktets nytte i fx etik og sociologi. Men han knyttede desværre ikke korrespondensprincippet tydeligt nok til komplementaritetssynspunktet, således at alle kunne forstå at de begge bør anvendes i ethvert tilfælde af modsætninger der tilsyneladende er uopløselige eller uforenelige i en fælles syntese. Det skal derfor her kraftigt understreges, at det er korrespondensprincippet der giver den nødvendige relation til dagligdagens erfaring og sprog.

Men Bohrs formuleringer må på dette punkt unægteligt siges at være temmelig positivistiske og var så meget mere bemærkelsesværdige som han altid hyldede sproget som en aldeles central funktion i menneskets forskning og tilværelsesforståelse. "Vi hænger i sproget" var hans ofte benyttede argument, der skulle påpege det faktum, at vi i al vores forskning og filosoferen aldrig kommer bag om sproget og aldrig uden om dagligsprogets fundamentale begreber. Ret forstået betyder udsagnet at hele vores virkelighedsopfattelse til syvende og sidst beror på dagligsproget!

Men Bohr var umusikalsk i betydningen meget lidt følsom over for andre sider af tilværelsen end de logisk-rationelle, og alt tyder på, at det i sidste ende er musikaliteten der afgør, om et menneske har en umiddelbar føling med tilværelsens mere irrationelle sider eller ej. Alle fødes musikalske eller musiske i denne udvidede betydning af ordet, men musikaliteten dræbes eller udtørres desværre alt for ofte i vore dages ensidigt nyttebestemte og positivistisk opfattede kultur.

Alt tyder også på, at Bohrs manglende evne til at komme i kontakt med de dybere sjælelag hos den geniale Einstein netop skyldtes forskellen mellem dem i musikalitet. De argumenterede rationelt mod hinanden, og det kom der spændende resultater ud af, men dybest set var de styret af to vidt forskellige intuitive grundopfattelser - og talte derfor eksistentielt forbi hinanden; den musikalske Einstein med stor drillelyst og sikkerhed - og med størst humor.

Den meget musikalske og musikudøvende Werner Heisenberg der var tæt knyttet til Bohr, havde en langt dybere forståelse for dagligsprogets rigdom og mangetydighed end denne. Heisenberg forstod nemlig, at dagligsproget nok var vagt i forhold til de mere præcise og idealiserede naturvidenskabelige fagsprog, men at dets stabilitet beroede på, at "det daglige sprogs begreber er dannet i umiddelbar forbindelse med virkeligheden". - Hans eget sprog var også langt smidigere end Bohrs, der i høj grad var præget af en næsten stereotyp fastholden af de præcise, men tunge formuleringer han efter lang tids kamp med sproget fandt frem til. Især Heisenbergs erindringsværk, "Der Teil und das Ganze" med undertitlen "Gespräche im Umkreis der Atomphysik" når sproglige højder det ikke var Bohr forundt at komme i nærheden af.

Det skal på ingen måde forbigås, at determinismens ubetingede kausalitetsprincip vitterligt har ført til store naturvidenskabelige og teknologiske fremskridt og derfor er blevet så indlysende for de fleste mennesker, at det er meget svært for nogle overhovedet at acceptere nogen begrænsning. Men begrænsningen dukkede nu engang uigenkaldeligt op i kvantemekanikken, som har med de mindste dele af stoffet at gøre. Kausalitetsprincippet var i forvejen fundet problematisk at fastholde til forståelse af det sjæleliv og åndsliv hvis processer åbenlyst ikke kan reduceres til dissekerbare størrelser i et laboratorium, men det er væsentligt at få fat på, at dette princip dybest set er helt irrelevant for forståelsen af vores praktiske realitetssans, nøgternhed og sunde fornuft.

Sagen er nemlig den at faste, håndgribelige og materielle ting i vore omgivelser er den absolutte betingelse for dannelsen af den del af den menneskelige psyke vi kalder genstandsbevidstheden, og som allerede spædbarnet begynder at danne ved at håndtere ting som rangler i vuggen. Det er ved denne simple proces at barnet bliver i stand til overhovedet at fixere ting i omgivelserne. Og denne genstandsbevidsthed er igen forudsætningen for dannelsen af jegbevidstheden og alle de med denne forbundne psykiske sekundærprocesser. Materien kan altså i denne sammenhæng siges at være den absolutte betingelse for udviklingen af bevidsthedslivet.

Men dette er ikke det samme som at sige at materien er den ontologiske grundsubstans i universet. Tværtimod ville dette være en fejlslutning af værste kaliber fordi den ganske overser at energien er lige så central og fundamental i universet som stoffet. I praksis kan vi overhovedet ikke forestille os det ene uden det andet. Energien er ikke blot basis for al udvikling og alt liv på jordkloden, den er - som enhver dagligt erfarer mange gange - også basis for bevidstheden og underbevidstheden og dermed sjælelivet og åndslivet. Ensidig materialisme er derfor lige så uholdbar som ensidig idealisme. Begge ismer postulerer et svar på et spørgsmål der ifølge sin natur slet ikke kan besvares. Og det var faktisk en af Bohrs mange fortjenester at påpege dette.

Bohr pointerede gang på gang at universet som helhed, livet på jorden, udviklingen på jorden og menneskets bevidsthed samt sproget og samfundet var elementære kendsgerninger som man ikke kunne føre tilbage til simplere størrelser eller årsager. Indser man først dette, så kan man roligt slippe alle spekulationer og undersøgelser om disse fænomener. Man gennemskuer at yderst vigtige kendsgerninger her i tilværelsen ikke kan forklares – og så spilder man naturligvis ikke tiden på at søge ’den første årsag’ eller fx årsagen til lyset eller tyngdekraften, sådan som Newton og Einstein gjorde. Newton var lovligt undskyldt for sine fejltagelser når han jagtede ’de vises sten’ i alkymien, for datidens erkendelsesteori var mangelfuld, men Einstein var trods sine egne relativitetsteorier en stædig polemiker, og han kunne og ville aldrig acceptere Bohrs synspunkter, der forudsatte fuld forståelse for subjektivitetens forstyrrelse af objektiviteten i forskningen. Vi er en del af universet og naturen og vi kan ikke stille os uden for og iagttage dem. Vi kan heller ikke iagttage accelererende elementarpartikler uden at forstyrre dem. Endnu mindre kan vi objektivt eller uvildigt iagttage sjælelivets og åndslivets meget specielle og formentligt endnu hurtigere processer uden at ændre eller helt blokere for dem. Her er vejen til møde med dem at man stiller sig afventende, lyttende og seende an.

Einstein blev ved med at tro på at ’skaberen’ havde skabt årsagsloven sammen med universet, mens Bohr mente man skulle holde al tale om ’forsynet’ uden for videnskaben. I dag ville man udtrykke dette ved at understrege at der er principiel forskel på myte og videnskab. Myten ser verden som meningsfuld, fordi allerede spædbarnet gør det via de psykiske primærprocesser. Videnskaben ser derimod verden som årsagssammenhænge mellem dele af verden, fordi al analyse via sekundærprocesserne gælder dele af naturen og aldrig helheden. Undervejs må videnskaben konstatere at der er dele af fysikken der unddrager sig fuldstændig deterministisk beskrivelse, og hvor man følgelig må tage til takke med statistik og sandsynlighedsberegninger. Dette gør den hverken mindre nyttig eller mindre eksakt, men det tilfredsstiller åbenlyst ikke alle menneskers drøm om at kunne forstå alt uden undtagelse som om hele verden blot var mekanik. Det er den absolut ikke; det opdager enhver der er i personlig kontakt med det irrationelle. Og det kan derfor betegnes som galimatis at holde fast i en mekanicistisk opfattelse af verden, når kvantefysikken nu har slået fast med syvtommersøm at forskerne må tage sandsynligberegninger med i beskrivelsen af partikelbevægelser. Kvantefysikken har altså på ingen måde sparket stolen væk under virkeligheden, men derimod under den mekanicistiske opfattelse af verden.

Psykologiens nødvendighed Til toppen Næste

Her kommer vi ikke uden om det psykologiske. Og derfor må vi konstatere at Bohr hang fast i den psykologi der fandtes før 1900, hvad der først og fremmest vil sige før dybdepsykologien med Sigmund Freuds og C.G. Jungs banebrydende forskning og teorier, herunder Freuds bog fra år 1900 om 'Drømmetydning', der klart påviste de afgørende forskelle mellem de to psykiske grundprocesser, de medfødte primærprocesser og de tillærte sekundærprocesser. Bohr var i sine psykologiske studier stort set ikke kommet længere end til Williams James og Harald Høffding.

I dag er det helt nødvendigt at medtage dybdepsykologien, hvis man overhovedet vil forstå sjælelivet og åndslivet, for det er denne der konsekvent ser det irrationelle, kvalitative og subjektive til noget centralt for alle mennesker. Det er dybdepsykologien der kuldkaster den positivistiske, fysikalistiske og behavioristiske psykologi som alt for ensidigt materialistisk. Det subjektive og kvalitative samt irrationelle kan aldrig holdes ude fra en filosofi der vil hævde at omfatte alt menneskeligt. Både B.F. Skinners behaviorisme er uholdbar for al kompleks menneskelig adfærd, og Maslows behovspyramide er misvisende, når den sætter de fysiologiske behov nederst i pyramiden og de eksistentielle behov øverst (og sidst). Han har ikke fattet at spædbarnets eksistentielle behov er basis for alt andet.

En fuldgyldig humanistisk psykologi må inddrage hvad vi ved om spædbarnets første tid. Denne periode i barnets udvikling kaldte Freud den ’orale fase’, fordi munden indtager en aldeles afgørende rolle i barnets første erfaringer som helt spæd ved moders bryst:. Det er ikke blot ernæring spædbarnet får, men også lugt og søde ord samt smil og berøring med varm hud. Men dette er vel at mærke en totaloplevelse af hele den kvalitative side af tilværelsen, herunder selv meningen med livet, taget som simpelt livsmod og tillid til omgivelserne. Efterfølgende kommer tilegnelsen af sproget, og igen må det pointeres, at denne tilegnelse ikke blot er tilegnelse af isolerede ord eller data, men bliver en totaloplevelse af sprogets yderst varierede spil og musik af en sådan styrke at det giver sproglig afhængighed resten af livet. Uanset al senere uddannelse og beskæftigelse.

Den vigtigste konklusion af de nævnte forhold bliver at menneskets virkelighedsopfattelse i allerhøjeste grad er af subjektiv eksistentiel karakter. Alle der vil gå som realister kommer aldrig bag om subjektiviteten, når vi mennesker af kød og blod er en del af den natur vi iagttager og vil beskrive. Vi finder aldrig den første årsag til universet, når vi uundgåeligt støder på tilfældighed i vores forsøg med elementarpartiklerne. Vi kan aldrig forudsætte at årsagsloven gælder for universets skabelse. Vi kan aldrig fatte sammenhængen mellem energi og stof eller mellem lys og tyngdekraft. Og vi kan aldrig benytte begrebet gud eller forsynet til at beskrive nogen som helst tings opståen eller forandring, endsige altings opståen. Men vi kan ikke desto mindre altid se en mening med tilværelsen, for den får vi forærende i vuggegave.

Praktisk betyder dette at selv inddragelse af hele den naturvidenskabelige virkelighedsbeskrivelse og dens ikke-deterministiske sandsynlighedsberegninger i den almindelige virkelighedsopfattelse ville være utilstrækkelig og misvisende hvis den ikke følges op af en komplementær inddragelse af alt det irrationelle i tilværelse. En fuldstændig beskrivelse af virkeligheden må derfor i sidste ende inddrage alt det som myterne fortæller om i deres specielle sprog. Men her er korrespondensprincippet uhyre vigtigt. For alt hvad der hedder helheds- og totaloplevelser er psykiske processer, som vi ikke kan tage og føle på eller veje. Men de er virkelige, fordi de sker i mennesker af kød og blod, og de beskrives af mennesker af kød og blod.

Den eksistentielle opfattelse af virkeligheden Til toppen Næste

Naturvidenskaben slår fast at jorden astronomisk set både drejer rundt om solen og rundt om sig selv, men vores umiddelbare iagttagelse er ikke desto mindre at solen går op i øst og ned i vest på en sådan måde at den står højest på himlen ved midsommer og lavest ved midvinter. Sommersolhverv giver højsommer med varme og smuk flora, mens vintersolhverv giver mørke og korte dage der fører til mindre udfoldelse i det frie, men til gengæld til særlige former for indendørs liv og fest med kunstigt lys, hygge, sang og god mad.

Solens lys medfører ifølge videnskaben en kemisk proces der kaldes fotosyntese, og denne har gjort os til soldyrkere fra ’tidernes morgen’, men en ’proces’ kan ikke i sig selv være genstand for fejring. Kult og højtid kommer ind i menneskets kultur fordi den afspejler noget højere, nemlig noget specifikt åndeligt som alle mennesker fra ’begyndelsen’ har direkte føling med gennem det der siden Jung kaldes ’det kollektivt ubevidste’. Mennesket er et åndeligt væsen der opfatter sin omgivende natur som levende og derfor som noget der skal respekteres. Man talte i gamle dage om at naturen var ’besjælet’, og denne opfattelse kaldes ’animisme’, men vi render jo i dag ikke rundt og tror at sten og andre faste stoffer er i besiddelse af en sjæl. I dag vil vi forbeholde ordene sjæl og ånd som specifikt knyttet til menneskearten; ordene refererer altid tydeligt til et åndeligt lag i alle menneskelige fællesskaber i alle kulturer der ligger under bevidsthedsplanet. De fleste kender fænomenet allerede fra den spontane bevidsthedsstrøm der flyder i os døgnet rundt; de ved blot ikke ret meget om dette dybdepsykologiske fænomen og anser det ofte for abstrakt eller teoretisk. Men det er noget simpelt, som vel at mærke sanses og erfares med hele kroppen og hele sindet. Og det er dette myterne i alle kulturer skildrer på stort set samme måde, og det der gør al kult til noget både selvfølgeligt og særegent for os mennesker som art.

Det der i myterne kaldes ’skabelsen’ har ikke det fjerneste at gøre med videnskabelige teorier om universets opståen for 14 mia. år siden. Skabelsen er tværtimod det alle mennesker oplever hver eneste dag, når solen står op og vi vågner til dåd. Skabelsen er altid nutid. Ser man den som fortid eller fremtid, går umiddelbarheden tabt. Naturen bliver i samme øjeblik reduceret til en genstand, dvs. noget vi betragter på afstand og ikke det vi befinder os midt i.

Forskellen på de to indstillinger afspejles i Holbergs herlige komedie om Erasmus Montanus, bondesønnen Rasmus Bjerg, der efter et års studier ved Københavns Universitet vender hjem til sine forældre for bl.a. at gense sin kæreste. Han har både lært om den nye astronomi og den formelle logik eller ’ergotismen’ som Holberg spydigt kaldte den, og han belærer nu storsnudet sine forældre om at jorden er rund og aldeles ikke som de tror flad som en pandekage. Han bliver med en løjtnants hjælp tvunget til at afsværge sin nye lærdom, men hvad skal vi mon tro i nutiden? Begge dele selvfølgeligt. For alt afhænger af perspektivet. Alt er relativt. Man skal bare aflægge enten-eller-tænkningen og lære at se vigtige modsætninger som ligeberettigede, selv om de ikke kan forenes i et og samme system.

Den vigtigste del af den bibelske skabelsesberetning handler dog om ’syndefaldet’. De første mennesker Adam og Eva befandt sig i ’paradisets have’, men blev fristet til at spise af de forbudte frugter fra ’kundskabens træ’. Og da skete der noget højst mærkværdigt. De blev nemlig bevidste om deres forskellige køn og blev øjeblikkeligt og for stedse smidt ud af paradiset og tvunget til at skaffe sig føde og klæder ved arbejde.

Det pragtfulde ved denne myte er at den fortæller lige præcis den historie hvert eneste menneske på jorden oplever i puberteten, nemlig at de ved kønshormonernes træden i funktion får forandret både sig selv og forholdet til deres ophav så uigenkaldeligt, at det ændrer hele deres virkelighed. De bliver i 14-15 års alderen ’voksne’ i den forstand at de træder ind i den verden hvor man principielt skal arbejde for føden og tage ansvaret for hele sit liv. - Det sker som hovedregel ikke på en dag, slet ikke i vores moderne og komplekse verden. Men det er gennem generationer blevet markeret ved en eller anden form for ungdomsindvielse, altså kult, i den nævnte alder. Mange kom i gamle dage ud af skolen, når de fyldte fjorten, og mange fejres stadig ved kirkelige konfirmationer, det vil sige ved en officiel bekræftelse af deres såkaldte 'dåbspagt', som reelt ikke var deres egen, men deres forældres eller fadderes tilslutning til den katolske eller lutherske trosbekendelses dogmer eller trosartikler. Derimod foretrækker ateister en verdslig ’nonformation’, hvor der ikke bekræftes noget som helst.

Under alle omstændigheder er pubertetstiden en afgørende fase i alle menneskers liv. Den betyder vitterligt tabet af den barnlige uskyld, forstået som manglen på erfaring af kønsfunktionerne. En sådan erfaring er noget helt andet end den viden den såkaldte seksualoplysning overhovedet kan give – og noget andet end alle børns gætterier om hvorfor de voksne dyrker sex lidenskabeligt. Men ikke nok med det. I pubertetstiden forandres også forholdet til forældrene temmelig radikalt, i og med at de unge efterhånden får selvstændige meninger om mange ting og derfor også ofte løber ind i direkte konfrontationer med forældrene. Det kan give mange konflikter og kriser. Især jalousikonflikter mellem mødre og døtre, og mellem fædre og sønner (Ødipus-komplekset). Men generelt giver denne opbrudstid et mere kritisk syn på forældrene og alle andre autoriteter. Disse kan nu ses som mennesker der hverken er fuldkomne eller ufejlbarlige og heller ej ’alvidende’ der altid har et klart svar på alting. Har et ungt menneske meninger der afviger stærkt fra forældrenes politiske eller religiøse anskuelser giver det ofte konflikt – og det samme gælder naturligvis ofte en afvigende kønsidentitet.

Men samtidigt dukker der på et eller andet tidspunkt i perioden noget så specielt som forelskelser op, og de tvinger til ny adfærd i mange henseender, lige som i det hele taget opkomsten af stærkt følelsesprægede eller ’romantiske’ forestillinger og ønsker. Reelt er puberteten i de fleste tilfælde en decideret horisontudvidelse eller bevidsthedsudvidelse af åndelig art, der kan medføre en stærk følelse af frihed, nysgerrighed og virketrang. Og disse erfaringer kan være af vidtrækkende betydning for resten af tilværelsen.De er så at sige én stor bekræftelse på at vi alle er og bliver åndsvæsner. Det er noget positivt der bør påskønnes og fejres, men den almindelige socialisering gennem fast skolegang, erhvervsuddannelse og videregående uddannelse samt arbejde betyder oftest stor indskrænkning af denne bevidsthedsudvidelse. Ikke mindst hos deciderede rationalister der netop i puberteten kan blive meget ensidigt fokuserede på logiske ræsonnementer og dataindsamling – og i vore dage naturligvis også begejstrede for kunstig intelligens.

Men uanset de individuelle forskelle i udviklingen er der tale om en markant forandring der ikke som i gamle dage overstås på få år, men stort set varer 10-15 år. I perioder kan den medføre usikkerhed, forvirring og former for mistrivsel. I ganske mange tilfælde vil det derfor være hensigtsmæssigt med hjælp af psykologer eller terapeuter. Men generelt bør involverede tage højde for at uvidenheden om dybdepsykologi er alt for stor i nutiden. Den skyldes ikke alene folkeskolen og gymnasiet, men i høj grad også folkekirken og humaniora.

Kirkens svigt Til toppen Næste

Folkekirken er blevet en mere og mere udvandet institution der tilbyder alle medlemmer de konventionelle tjenester og ritualer, og giver alle søgende mennesker den nødvendige sjælesorg. Men den fastholder med sin autoriserede ’trosbekendelse’ en stokkonservativ teologi der i dag ikke siger ret mange mennesker noget og som direkte støder folk der er blot nogenlunde fortrolige med filosofi, psykologi og naturvidenskab. Der er endog præster der tvivler på trosartiklernes påstande, men de risikerer afsked hvis de åbent siger det. – Jf. Grosbøll-sagen i 2003. Og i øvrigt skal man ikke glemme, at kirken har været dybt præget af længslen efter den anden verden, en ideel verden efter døden. Længslen er en decideret pilgrimslængsel, der bygger på den middelalderlige opfattelse af vi mennesker kun er pilgrimme på jorden og har andet steds hjemme.

Ingen har beskrevet denne længsel mod paradiset bedre eller grundigere end Dante med sit store værk ”Den Guddommelige Komedie” - i tre dele: Helvede - Skærsilden – Paradiset (1307-21). Og ingen har bedre end den danske religionshistoriker Vilh. Grønbech påvist at denne længsel gik direkte videre til den vestlige kulturs længsel efter det fuldkomne samfund som mennesket kunne skabe her på jorden gennem videnskab, kapitalisme, industrialisering og økonomisk vækst. Den fatale konsekvens er at det åndelige bliver skilt fra det materielle, og at naturen uundgåeligt vil lide under det.

Også Danmarks enfoldige digter B.S. Ingemann kunne besynge længslen i sin smukke salme fra 1850, dog med udeladelse af al tale om helvede: ”Dejlig er jorden, prægtig er Guds himmel, skøn er sjælenes pilgrimssang! Gennem de favre riger på jorden går vi til Paradis med sang.” - Derfor er det i grunden ganske pudsigt, at statsminister Mette Frederiksen i sin nytårstale nævner at hun dagen før havde været til koncert i Vor Frelsers kirke og med glæde sunget med på denne salme. For af den også fagre, men udpræget socialdemokratiske tale fremgik det at regeringen ikke alene udskyder målsætninger for den danske klimaindsats til 2045 eller 2050, men også går ind for at betale de voldsomme stigninger i forsvarsudgifterne med fjernelse af Store Bededag. Ingen kan forudsige hvad det alt sammen ender med, men talen afspejler i hvert fald socialdemokratiets dybe længsel efter en helt anden og harmonisk verden end den vi har!

Den aller største fejl i kirkens historie er dog at den i sidste del af 1800-tallet i uvilje mod udforskningen af bibelen som historisk størrelse anså darwinismens evolutionslære som kætteri der skulle bekæmpes. Kirken tog ikke det fornuftige skridt at droppe den yderst dogmatiske trosbekendelse der stammede fra kirkemødet i Nikæa år 325 og som reelt ikke prioriterer evangeliets budskab om kærlighed, men derimod den effektive kontrol med folks tro og mulighed for udstødelse af afvigere eller kættere øverst. Kirkefædrene syntes oven i købet det var en fordel at dogmerne var selvmodsigende, man var nærmest stolte af at man ”troede, fordi det var absurd”. Reelt gav kirkefædrene i det Herrens år 325 alle europæerne en ideologisk kirkemagt i stedet for evangeliet om kærlighed og livstro. Paverne og lutheranerne fortsatte ensretningen. Og danske Søren Kierkegaard beseglede det hele med sin betoning af paradokset over alle paradokser: Med Jesus var et menneske blevet gud. - Den slags strider mod sund fornuft og sund religion.

Religion er i mine øjne et emergent fænomen i den biologiske udvikling. Den var før sin dogmatisering en helt naturlig størrelse, og den fik med evangeliet et nyt originalt kapitel inden for det naturliges rammer. Det siger klart og stilfærdigt at ægte tro hverken er tro på sætninger, paradokser eller mirakler, men enfoldigt livsmod. Ægte tro er slet ikke det modsatte af vantro, men det modsatte af fortvivlelse.

Folkekirkens aktuelle problem kunne løses ved at fjerne trosbekendelsen fra kirkens ritualer og erstatte den med en nøgtern og relevant, saglig gennemgang af mytologiens egentlige betydning og dermed give gode muligheder for samtaler der giver stof til eftertanke. Tillod man dette ad frivillighedens vej, ville man efter min vurdering på et årti kunne slippe af med dogmatikkens forbandelser. Dette ville kræve betydelig omstillingsevne i hele institutionen, især hos præsteskabet, men at afvise ændringer under henvisning til vore nationale værdier er i mine øjne misforstået konservatisme, da kun afgørende ændringer vil kunne forhindre yderligere forfald. Religionen som naturligt fænomen skal nok klare sig og i længden, finde de rette former og den rette kult.

Hvad humaniora angår, er ulykken at flere og flere fag i dag anses for irrelevante og derfor både har ringe søgning på universiteterne og ringe interesse på gymnasierne. Her spiller det naturligvis ind at der ofte i undervisningen gives indføring i ren metodelære, der er absolut nødvendig på universitet, hvor der uddannes forskere, men aldeles ikke hører hjemme i gymnasiet hvor eleverne stadig er unge og langt fra ude af pubertetens vanskeligheder og kriser. Der er derfor langt mere brug for undervisning og samtaler om eksistentielle problemer. Men sådanne kræver altid psykologisk og helst også dybdepsykologisk indsigt, og den mangler gymnasielærerne.

Højskolerne har samme problem – uden at de gør noget seriøst for at løse dem. De synes mest optaget af alt det æstetiske, det vil sige af leg med det formelle. Det vil alt i alt sige at ungdommen ikke får tilstrækkelig hjælp til at tackle de mere og mere udbredte former for fremmedgørelse. Og det må betegnes som fatalt.

Fremmedgørelse Til toppen Næste

Fænomenet fremmedgørelse talte og skrev allerede Karl Marx meget om, men som bekendt fandt han primært årsagerne til den i det kapitalistiske samfundssystem med dets store klassedeling og store umyndiggørelse af flertallet af lønarbejderne. Umyndiggørelse og udnyttelse var en barsk realitet i hele 1800-tallet, men i vore dages velfærdssamfund, hvor arbejdsmarkedet i vid udstrækning reguleres af overenskomster, er det mere relevant at pege på det jag efter penge, høje stillinger og høje lønninger som præger konkurrencestaten og giver unødig stress i overordentligt mange fag langt ned i rækkerne. Dette gælder også i det offentlige, hvor en stigende bureaukratisering spiller ind ved siden af de stigende muligheder for behandling af alle slags lidelser og handicaps. Her må anstændigvis påpeges det betænkelige i gøre flertallet af landets borgere til patienter og klienter - i stedet for at fremme deres ansvarlighed.

Al fremmedgørelse ligger i psykologisk henseende i den afstand til omgivelserne som kendetegner den objektive, analytiske indstilling vi har til tingene og som vi først og fremmest kender fra naturvidenskaben og det industrialiserede produktion i den private sektor. Den jødiske filosof Martin Buber taler i sit hovedværk ”Ich und du” fra 1922 meget rammende om forskellen mellem menneskets jeg-du-forhold og jeg-det-forhold. Jeg-du-forholdet er meget personligt og direkte. Øjenkontakt med smil og tillid er selvfølgelig og derfor bliver forholdet givende uanset det eventuelle pekuniære udbytte. Omvendt er jeg-det-forholdet upersonligt og middelbart. Øjenkontakt er fraværende og udbyttet måles primært pekuniært. Mistrivsel er uundgåelig.

Den egentlige skillelinje i eksistensen går således mellem nærvær og afstand. Buber betoner det med en rammende sentens: alt virkeligt liv er møde. Men for menneskets møde gælder det helt specielle at smilet hører til - det smil som først kommer et lille stykke inde i spædbarnets udvikling, men som er det usvigelige tegn på genkendelse. Det er et så vigtigt led i barnets udvikling, at den folkelige italienske gøgler og dramatiker Dario Fo med fuld ret regnede barnets første smil for selve tegnet på at det er et fuldbårent og sundt menneske. Dybest set bør barnets første smil opfattes som tegnet på at det nu er et åndsvæsen. Derfor burde dette smil også være præcis det der skal fejres og ikke den tåbelige forældre- eller fadder-bekræftelse på barnets tilslutning til dogmatiske synspunkter det af gode grunde ikke selv har.

I vore dage er fremmedgørelsen desværre stadig udbredt, men den sker med nye metoder, herunder bureaukratiseringen og digitaliseringen, som begge i processerne indskyder et led der har åbenlyse fordele med hensyn til hurtighed og effektivitet, men netop medfører mangel på personlig kontakt og personligt nærvær. De såkaldt sociale medier er problematiske, fordi de i teknisk henseende giver hurtige og nemme kontaktmuligheder, men kontakten måles på kvantiteten af ’likes’ og er derfor bedragerisk. Og det gør naturligvis ikke sagen bedre, at hadske sms’er florerer på disse medier. For unge menneskers vedkommende er selve den tid de bruger på mobilen eller skærmen bekymrende, fordi den skaber afhængighed og på ingen måde giver en sandt billede af virkeligheden og nærværets betydning – eller overhoveder leder hen til hvordan man skaffer sig relevant viden om eksistensen, samfundet og mennesket.

Det skal i denne forbindelses naturligvis ikke forbigås, at videnskabstroen og den generelle intellektualisering i samfundet reelt befordrer stigende fremmedgørelse som følge af at de begge forstærker de logisk-rationelle kompetencer på de irrationelle kompetencers bekostning, altså skævvrider virkeligheden. Den voldsomt stigende interesse for digitaliseringen og udnyttelsen af internettet viser både hvor tillokkende den nemme og hurtige adgang til data, kontakt og spænding er i sig selv, og hvor meget den skubber alt krævende og langsomt arbejde med tilegnelse af dybere forståelse til side. Det betyder i realiteten et voldsomt fald i oplysningsniveauet, og dette giver en bekymrende krise i hele skole- og uddannelsessystemet.

Men fremmedgørelse er altid og i alle dens former et problem det er nødvendigt at tage stilling til i kulturdebatten, eftersom eksistensen for mennesket altid er et spørgsmål om at ’blive hjemme i tilværelsen’ og i praksis påtage sig de opgaver dette kræver. Langt de fleste mennesker har heldigvis en medfødt drift mod at påtage sig disse opgaver i kraft af selve kravet om indre konsistens. Kravet ligger som tidligere nævnt i den intense erfaring ethvert spædbarn ved moderbrystet får af en total lystfølelse. Den omfatter ud over føden varme, berøring, søde ord og smil, og præger derved – som grundigt beskrevet af psykiateren Erling Jacobsen – barnet psykisk og etisk for hele livet. I denne orale lystfølelse erfares intet mindre end meningen med livet. Denne mening er netop hverken en abstrakt, teoretisk eller sprogligt formulerbar størrelse Den er reel og analog, og den giver af sig selv indre forpligtelse til overvægt af det gode og kærlige i livet.

I denne basale erfaring ligger grunden til at moderen eksistentielt betyder langt mere for barnet end faderen i de første år. Det ser man også tydeligt i mange kulturers myter, bl.a. i begrebet ’den store moder’, men navnlig i den specielle madonnadyrkelse i den katolske kirke. Den protestantiske kirke var i sin tid tåbelig nok til at udrydde denne dyrkelse systematisk i de nordeuropæiske lande. Madonnadyrkelsen er unægtelig en særegen opfattelse af Jomfru Maria som ren eller ’ubesmittet’, og den har ikke hjemmel i de evangeliske tekster. Alligevel var den så stærk at den katolske kirke ikke var i stand til at forhindre at den slog igennem i folkelivet. Dette tyder på at den hos kvindekønnet afspejler et vist forbehold mod sex, men forbeholdet blev cementeret eftertrykkeligt af den katolske kirkes bevidste dogmatisering af seksualiteten som syndig (og derfor absolut utilladelig uden for ægteskabet). Kirken vidste hvad den gjorde. Den skabte en effektiv kontrol både over for almindelige mennesker,men med cølibatet især over for sit præsteskab .

I vore dage er problemet nærmest omvendt. Al sex er stort set tilladt, men den feministiske bevægelse prøver i ligestillingens navn at benægte at det er kønshormonerne der skaber den aldeles afgørende forskel mellem kønnene. Og denne benægtelse er faktisk en ny og temmelig uforståelig form for ’synd’. For moderskabet er da eksistentielt set stadig kvindens fornemste fortrin i forhold til manden. Det er fuldt foreneligt med ligestilling og suverænitet, men unægteligt en funktion der kræver tid og kræfter i kvindens liv og derfor også som hovedregel et større eller mindre afbræk i hendes erhvervsmæssige karriere. Det sætter mange kvinder i et dilemma: Er karrieren eller eksistensen vigtigst. Den medfødte drift mod tryghed og hjemfølelse giver sig først og fremmest udslag i at langt de fleste mennesker fra tidlig alder ønsker skolegang, uddannelse og arbejde og som voksne også ønsker at stifte familie og hvad dertil hører med lejlighed eller hus og have. De fleste voksne mennesker bliver faktisk relativt hurtigt det man navnlig på den politiske venstrefløj foragteligt kalder ’småborgere’, for ikke at tale om ’ligusterfascister’.

For nogle år siden udgav en sociolog en bog han kaldte 'Paradisvænget’ fordi dette gadenavn er en udmærket betegnelse på den moderne type borgere fra den efterhånden brede middelklasse som er begejstrede og engagerede parcelhusejere med helt selvfølgelige interesser omkring god økonomi, orden i tingene og glæde ved havearbejde og håndværk, og frem for alt fred og ro. Det er stort set halvdelen af landets indbyggere der vælger at høre til gruppen, og det er også et faktum at flertallet i dag ikke føler sig særligt knyttet til arbejderklassen. Mange af dem stemmer på borgerlige partier, og dette er en af grundene til at vi i dag har et ekstra stort opbrud i partitilhørsforhold.

Jeg giver bogens forfatter, Jørgen Øllgaard, ret i at det gode liv for denne type mennesker handler om den nære familie, men når han ligefrem pådutter dem en ’lemmingagtig drift mod status og konformitet’, så finder jeg det subjektivt til det tendentiøse. I min egne øjne er disse mennesker vidt forskellige, men først og fremmest fokuseret på som ansvarlige mennesker at gøre deres tilværelse tryg og hjemlig. Det vil jeg ikke alene kalde et stort aktivt for ethvert samfund, det er også en realisme der er det allerbedste svar på såvel yderfløjenes ekstremisme som hele den sensations-lystne trang til spredning af skrækscenarier som i vor aktuelle krise kommer fra mange medier, og som fx i forbindelse med klimakrisen og Ukraine-krigen giver sig udslag i helt apokalyptiske udpenslinger af krig og ulykker eller – som påpeget i indledningen – i horribel misinformation om naturvidenskabens virkelighedsbillede.

Konsistensetikken Til toppen Næste

Personligt er jeg overbevist om at intet menneske kan være psykisk konsistent uden som åndsvæsen at føle et dybt og selvfølgeligt ansvar for at sørge for overvægt af det gode, varme og trygge i sit liv og nære og analoge verden – og i den henseende sørge for såvel sin familie som sin bolig og sit arbejde og deltage i foreningsliv og kulturliv efter evne og behov.

Men jeg vil udtrykkeligt tilføje at jeg også er fuldt overbevist om at heller intet samfund kan være konsistent uden bevidst at sørge for at alle dets borgere som åndsvæsener har gode muligheder og rammer for at klare disse naturlige opgaver i deres nærmiljø. Heraf kommer det at jeg anser såvel alle diktarorers undertrykkelse af åndsfriheden som alle politiske forsøg på systematisk centralisering af samfundet for at være forkastelige - både nationalt og i EU. Jeg finder desuden hele den generelle oprustning i Europa efter Ukraine-krigen for inkonsistent. Den er tåbelig når der er energikrise, og den blokerer totalt for ethvert forsøg på et rimeligt samarbejde med det Rusland der fortsat er en del af Europa, og hvis borgere fortsat er åndsvæsener. Ukraines præsident kan derfor heller ikke i mine øjne leve op til kravet om konsistens, så længe han sætter retfærdigheden og konventionen om suverænitet højere end borgernes tryghed og åndsliv. Begge dele er at sætte jura over sund fornuft. Og det er fatalt.

Menneskets grundlæggende eksistentielle hverdag og virkelighed er og bliver analog, og det betyder dels at der altid må være grænser for globalisering, centralisering og digitalisering, dels at politikerne og regeringerne bør afholde sig fuldstændigt fra at bilde folk ind at de er herre over naturen, klimaet, verdensbefolkningens størrelse og samfundets udvikling. Det er de langt fra, det har de aldrig været, og det bliver de heller aldrig. Derfor burde politikerne hellere fokusere på en realistisk indstilling til disse store problemkomplekser ved at redegøre nøgternt for problemernes store alvor og undlade i det uendelige at fremsætte løsningsforslag som alle kan gennemskue som urealistiske. Det fremmer kun politikerleden.

Fremmes i den nuværende krise skal først og fremmest en decideret helhedsrealisme der opfatter modsætningen mellem den sociale og den liberale indstilling som en klart komplementær størrelse. Ligeberettigelsen mellem mellem tryghedsprincippet og frihedsprincippet er dynamisk og konstruktiv og må aldrig tilsløres i noget som helst politisk forsøg på at danne en ’regering hen over midten’. - Helhedsrealismen omfatter desuden den fundamentale komplementaritet mellem det irrationelle og det rationelle i tilværelsen og opretholder således hele det fine og tyste spil mellem bevidst og ubevidst som åndslivet trives i.

Barnet har som ganske spæd føling med den fulde virkelighed i betydningen af føling med selve den energetiske hovedkilde i eksistensen som er hævet over årsagslovene, men til gengæld giver erfaringen af helhed og mening. Erfaringen af den ydre virkelighed kommer senere i nær tilknytning til tilegnelsen af modersmålet. Den direkte føling med den energetiske kilde kommer i eksistensen før følingen med tingene, men må aldrig forsømmes eller svigtes. Den kan til hver en tid opleves senere, blot man da evner at suspendere intellektet midlertidigt. Det var dette Jesus forstod og i sin tid fremhævede med ordene: Hvis I ikke bliver som børn på ny, kommer I ikke ind i himmeriges rige. Der er intet mystisk ved disse ord, hvis man forstår dem dybdepsykologisk, for de siger netop at det er den rationelle, den altid analyserende og sammenlignende forstand der spærrer vejen til den dybeste indsigt. Derfor gælder, at analysen altid skal suspenderes, hvis man vil opleve evigheden eller saligheden eller ’freden der overgår en forstand’.

En mand der oplevede den energetiske kilde intenst uden helt at forstå den var den tyske filosof og pessimist Arthur Schopenhauer (1788-1860), der identificerede fænomenet som menneskets vilje eller ’trang til eksistens’. Som rationelt menneske var han rystet over at denne vilje var blind og tilsyneladende aldrig kunne tilfredsstilles. Den skulle derfor efter hans mening bekæmpes, for eksempel ved interesseløs, æstetisk betragtning, eller ved ligefrem at opnå en tilstand af ’ikke-væren’, dvs. en tilstand af sjælelig fred og harmoni hvor man ikke ustandseligt havner i endeløse intellektuelle grublerier. En sådan kendte han fra buddhisternes Nirvana, men den kendes hos alle mystikere, der ved meditation, åndedrætsøvelser, bøn, askese og tilbagetrækning fra den almindelige ’borgerlige’ verden lærer sig kunsten at komme væk fra det trælse hverdagsliv og ligefrem se hele den normale tilværelse som en illusion. En lettere måde at komme til den eftertragtede ’fred over al forstand’ er at bruge stoffer som kokain og lsd og mange andre. Så kommer man midlertidig ind i det Baudelaire kaldte det kunstige paradis, og som han skildrede i ’Syndens blomster’ (1857) på en sådan måde at han blev udråbt til selve ’digter-arketypen’. Problemet her er at metoden både skaber afhængighed, og verdensfjernhed. Og den er det trods alt ikke alle der ønsker.

Al digtning, al kunst og al musik kan føre til erfaring af ’evigheden’– uden verdensfjernhed. Og det kan den, fordi ord billeder, toner for den rette kunstner kan lede til ’egoets død’, forstået som den driftmæssige jegviljes død. Derfor kan man for eksempel hos komponisten Johann Sebastian Bach finde utallige værker der besynger døden. Han var mystiker og forstod det vigtigste, at der i ethvert menneske er en instans der er større end mennesket, og som kan tage over når viljen sættes fra tronen. Jung kaldte denne instans for ’selvet’, forstået som totalpsyken. En fin bog om emnet er Aldous Huxley’s ”Erkendelsens døre”, hvis titel refererer til William Blakes ord: Hvis erkendelsens døre blev renset, ville alle ting ses af mennesket sådan som de er: uendelige.

Men som bekendt er det også muligt at komme væk fra den trælse hverdag ved en mængde forskellige metoder, som hverken kræver dybdepsykologisk indsigt eller meditativ træning, men kan klares med hvad der kan købes for penge. Sådanne metoder bruger overklassen i vid udstrækning, og den er jo ikke mindst kendetegnet af at den betaler tjenestefolk til at gøre alt det grove arbejde. Men for almindelige mennesker er den nemmeste vej simpelthen underholdningen. Disney-show, krimier og science fiction er effektive, og i vores digitaliserede parallelsamfund ikke mindst facebook og twitter m.fl. på de sociale medier. ’Likes’ kan masseproduceres uden besvær. Det giver også en afhængighed der kan være fatal, men det er åbenbart karakteristisk for menneskearten, at den helst vil være fri for egentligt arbejde. Arten synes uvillig til at acceptere pubertetens permanente tab af barnlig uskyld, og den er derfor særdeles glad for alt der fører ind i drømme- og fantasiverdener. Det fører mest til forvirring, og derfor fandt Politikens chefredaktør det her ved nytårsskiftet åbenbart nødvendigt at påpege at verden hænger i et ”hvirvlende tyngdefelt af usikkerhed og utryghed”. - Men for undertegnede ser det ud til at de fleste mennesker i hvert fald uden for Ukraines grænser lever normalt inden for dagligdagens og dagligsprogets ret trygge rammer med alle deres analoge og forståelige erfaringer – ligesom højtiderne fortsat åbner dørene til erkendelsen af det evige og overordnede.

Schopenhauer og tusinder andre med ham så og ser slet ikke det skabende og givende i den energi vi alle kan finde i vores indre. Og det er ejendommeligt for så vidt enhver bare ved at slappe af og lade være med at fokusere på noget bestemt kan opleve den spontane bevidstheds strømmen som noget klart og positivt. Og det mest vidunderlige ved sagen er at vi mennesker med fornøden viden om den relevante psykologi vilkårligt kan veksle mellem rationelle og irrationelle processer. Det har ikke mindst den fordel at vi kan beskrive oplevelsen af det irrationelle i både ord og musik, eller dans og tegning sådan som kunstnere har gjort fra tidernes morgen. Det er uden tvivl lettere at forstå dette hvis man accepterer komplementariteten mellem det rationelle og det irrationelle, og det er just hvad min filosofi, den komplementære helhedsrealisme anbefaler.

Den komplementære helhedsrealisme Til toppen Næste

Selve betegnelsen helhedsrealisme tager hensyn til det eksistentielle forhold at helheden med Vilh. Grønbechs ord er vort inderste jeg. Helheden fødes vi med, eller rettere den oplever vi alle som spæde - uanset at naturvidenskaben ikke kan udtale sig om universet som helhed. Barnet udtaler sig netop ikke om universet som helhed, men oplever selve helheden direkte, fordi det som spæd simpelthen er ude af stand til at skelne mellem sig selv og omgivelserne. Det lever nærmest i symbiose med moderen.

Denne symbiose brydes i to trin i barnets første år. Dels ved det første smil omkring den tredje måned der - som tidligere nævnt - viser at barnet er et åndsvæsen. Dels fra det øjeblik de rationelle sekundærprocesser træder i funktion. Men helheden skal ethvert individ helst opleve med passende mellemrum for sin psykiske sundheds skyld. Det sker i ethvert ægte møde eller nærvær med et andet menneske – eller i enhver ægte kontakt med musik, kunst, natur, poesi og drama, inkl. film, og det sker ikke mindst i kulten i ikke-dogmatisk forstand. Det er dette gentagne nærvær, denne gentagne kontakt og denne gentagne kult der sikrer det åndelige liv i samfundet og dermed modvirker alle nedbrydende ting som stress, manier, verdensfjernhed og jagt på penge og forbrug. Det er fra dette åndelige liv ansvaret for kloden og klimaet kommer.

Derfor turde det være indlysende at ethvert naturvidenskabeligt forsøg på at give en rationel forklaring på de helt elementære og fundamentale kendsgerninger i vores univers er en misforståelse af selve den videnskabelige opgave, og endda ofte virker latterlig. Universet, lyset, tyngdekraften, livets opståen og evolution, bevidsthedens, sprogets, samfundets og kultens opståen kan aldrig nogensinde forklares videnskabeligt eller årsagsmæssigt, men skabelsen kan opleves gang på gang. Og når det sker, er ingen i tvivl om virkelighedens fakticitet eller mening. Det vidunderlige i hele denne fortælling er jo at spædbarnet allerede ved moderbrystet og i vuggen får menneskets tre mest determinerende erfaringer forærende som gave: nemlig helhedserfaringen, genstandsbevidstheden og smilet. Determinationen ligger i disse psykiske fænomener der for resten af livet gør mennesket til et decideret åndsvæsen kun tre måneder gammelt og giver selve den indre forpligtelse til at sørge for overvægt af det gode og kærlige i livet som gør det egnet til at leve sit liv på denne jord.

Ethvert menneske vil bevare forestillingen i sig om den fuldkomne, fredelige og harmoniske verden, men det vil som hovedregel kunne føle sig hjemme på jorden og acceptere, at virkeligen er disharmonisk og fuld af konflikter, og det vil det kunne gøre, fordi den skabte jord er vidunderlig og giver rige muligheder for et godt dennesidigt liv og et godt dennesidigt samfund.

Ejvind Riisgård

Henvisninger Til toppen Næste

Henvisning til Det kongelige svenske videnskabsakademis website:

Nobelprisen i fysik 2023

Bedømmelsen af Anton Zeilinger beror også på en fremragende tv-udsendelse om Einstein på 3SAT i 2005 der hed "Genie, Rebell, Lustier Fing", og som bestod i en samtale mellem Zeilinger, videnskabshistorikeren Jürgen Renn og filosoffen Manfred Stöchler og med Gert Scobel som ordstyrer. Udsendelsen var produceret af Esther Berent.

Relevante artikler på Jernesalt:

Krise, højtid og historisk fejltagelse (16.12.22.)

Er den digitaliserede verden overhovedet menneskelig? (30.10.22.)

Artikelserie om virkeligheden i syv afsnit:
Fysik og virkelighed virkeligheden og rummet virkeligheden og tiden virkeligheden og livet virkeligheden og sproget virkelighed og ånd virkelighed og humor