Jernesalt
Dynamisk komplementær helhedsrealisme
Samfund Eksistens Sekularisering DRAMAER E-Bøger
SAMFUND
 
EKSISTENS
 
SEKULARISERING
 
2009-FILOSOFIEN
 
LEKSIKON
ESSAYS
DRAMAER
RETORIK
ONTOLOGI
VIRKELIGHED
ENFOLDIG TALE
SKIDT OG KANEL
REDAKTION
PROGRAM
INTRODUKTION
INSPIRATORER
OVERSIGTER
EMNEINDEX
PERSONINDEX
LINKS
E-MAIL
 
utils prefix normal Forside    Oversigter    Redaktion    At læse Jernesalt    Sendemand    Vrangsiden    Kontakt   
 
JERNESALT - borgerlighed01

ARTIKEL FRA JERNESALT - 13.3.12.


Er den danske middelstand borgerlig eller småborgerlig?
- kritik af første del af Jørgen Øllgaards 'Paradisvænget'

Øllgaards ærinde
Øllgaards klassiske småborger
Politologernes blinde plet
Bondelandets kultur
Øllgaards psykologiske uforstand
Foreløbig konklusion
Henvisninger



Øllgaards ærinde    
Til toppen  Næste

Som nævnt i artiklen om præsidentvalget i Rusland kræves der altid en stærk og bevidst middelklasse til at lede et lands udvikling i en retning der kan forene økonomisk vækst med fundamental civil orden, sekularisering og demokratisering - og om muligt også en stigende hensyntagen til miljømæssig bæredygtighed. Og dette er slet ikke så selvfølgeligt som det lyder. Det ses bl.a. af den aktuelle økonomiske krise inden for EU, de stadigt uløste integrationsproblemer inden for de vestlige lande og det stigende problem med fortsat finansiering af det ønskede velfærdssamfund som følge af for mange i den erhvervsdygtige alder der skal forsørges af det offentlige.

Nogle vil hævde det er luksusproblemer i forhold til de fattige landes besvær med overhovedet at få gang i reformer, vækst og demokratisering. Andre at det er fundamentalproblemer i alle lande der takket været den langvarige generelle velstandsstigning er kommet hinsides gammeldags fattigdoms- og klasseproblemer. Og derfor er det denne udvidede problematik der her skal belyses i et par artikler om det danske middelklassesamfund. Det er nemlig katastrofalt hvis man forsøger at latterliggøre middelklassesamfundet som en blot og bar 'småborgerlig parcelhusmaterialisme', sådan som den danske sociolog Jørgen Øllgaard har forsøgt at gøre i bogen 'Paradisvænget' - uden overhovedet at forstå hvor afgørende borgerlige værdier er for demokratiets udvikling.

Der er naturligvis intet galt i at latterliggøre småborgerligheden som sådan eftersom denne nu engang er blevet sprogets nedsættende udtryk for indskrænkethed og smålighed. Men det er totalt forfejlet at kalde den brede danske middelstand som er opstået i mellemkrigsårene og som efter 2. verdenskrig har skabt det danske velfærdssamfund for småborgerlig og oven i købet tage selve standens i dag helt almindelige materielle kendetegn - parcelhuset - som udtryk for indskrænkethed og lukkethed. Det ligger faktisk i sagens natur, at et sådant i virkeligheden intellektuelt eller akademisk projekt må gå galt fordi det allerede ved at hæfte decideret nedsættende udtryk på et alment fænomen forlader objektiv videnskabelig beskrivelse og giver sig ud i politisk og ideologisk subjektivitet, der blot kamoufleres som videnskab i og med at der bruges formelt akademiske teknikker som systematik, noter og kildehenvisninger.



Jørgen Øllgaards udgangspunkt er i og for sig anerkendelsesværdigt nok. For hans projekt begyndte med en regulær nysgerrighed om hvad begreberne 'småborger' og 'småborgerlig' egentlig stod for. Ordene er i dagligsproget ubestemte, men ubetingede skældsord som "man især bruger om mennesker som angiveligt har en indskrænket livsform, holdning eller ideologi". Altså mennesker der lever deres liv med snævre konventioner hvor de holder sig til det almindelige og normale. Dette er beskrevet på karikerende vis i skønlitteraturen, men der findes kun få videnskabelige beskrivelser af fænomenet. Så Øllgaard satte sig for at grave i sagen - og det kom til at tage længere tid end beregnet, nemlig 4-5 år. Han blev ikke mindst klar over at fænomenet slet ikke kan affærdiges som noget historisk der blot gælder perioden 1850-1960, men skam også er noget der findes i vores egen tidsalder. Her har det blot en anden basis og en anden udformning og forklædning. Men er altså efter Øllgaards mening et og samme grundfænomen.

Dette er undertegnede helt uenig i, men mistænkelig ved projektet bliver man allerede når temaet indkredses i begyndelsen af kapitel 1. For her skildres den kendte Yvonne-figur fra Olsen-banden (i alle filmene spillet uforglemmeligt af Kirsten Walter). Yvonne plaprer lystigt ud med almindeligheder, hører ikke efter hvad de andre sige, men kujonerer åbenlyst og eftertrykkeligt sin mand (Keld/Poul Bundgaard) og lever i sin egen verden af konventioner. Tingene skal tage sig ud - og stå på deres rette hylde. For bandens planchef Egon (Ove Sprogøe) er hun et utåleligt kvindemenneske - med sit evindelig: "Altså, det siger jeg dig, Egon. Meget har du budt os....".

Og så kommer ellers Jørgen Øllgaards dømmende og fatale indfaldsvinkel: Yvonne er småborgerlig, men hun er ikke ene om at være det. Småborgerligheden - og det må jo her betyde Yvonnes småborgerlighed - er tværtimod blandt os og i os hele tiden. Den sidder med ved alle kaffeborde, i skurvogne, kontorer og kantiner. Den sætter sit præg på sociale sammenkomster, i konsumverdenen, i fritids- og kulturindustrien. Eller med andre ord, mine ord: Det utålelige og frygtindgydende kvindemennesker som Kirsten Walter fik fremstillet med eminent sikkerhed, og som vi alle kan genkende fra vores egen omgangskreds i job og familie og derfor more os over på afstand, hun skal tages som normaliteten selv! Man griber sig til hovedet - og må spørge, hvordan i alverden en forsker overhovedet kan komme på en sådan idé uden på forhånd at være styret af en fordom om at selve normaliteten er noget latterligt og foragteligt?

Småborgeren er ifølge Øllgaard altid i det almindeliges tjeneste, altid i midtens og gennemsnittets navn og derfor også altid beredt til at ofre sig moralsk, idealistisk og utrætteligt. "Hendes og hans målestokke er nøjsomhed og stræbsomhed, fødderne på jorden og hjemstavnskærlighed, den sunde folkesjæl, gedigenheden og retlinetheden, som går over i det grå, men som skærmer helt ind i himlen"!

Inden Øllgaard fører os igennem sine forsøg på at kaste lys over det fænomen han ikke forstår, slår han med syvtommersøm fast, at småborgeren i al sin anonymitet eksisterer som det helt almindelige menneske og småborgerligheden som den helt almindelige socialitet.



Øllgaard hævder at den klassiske småborger var bestemt igennem sin materielt-erhvervsmæssige position, nemlig ud fra sin rolle i produktionen som den lille selvstændige håndværker, bonde eller butiksejer i klemme mellem borgeren, forstået som kapitalisten, og arbejderen, forstået som lønarbejderen. Øllgaard forsøger at opdatere kategorien ved at sandsynliggøre hvordan den klassiske småborgers materielle karakteristika historisk overtages og videreføres af den moderne småborgers materielle orientering fra 1960. Det er hos disse ikke længere placeringen i produktionen, men derimod ejerskabet til egen bolig - det han under ét kalder parcelhusmaterialismen - der er bestemmende for småborgerligheden.

Øllgaard gør heldigvis udtrykkeligt opmærksom på at der bag denne 'opdatering af kategorien' ligger en grundtese om at der i den offentlige debat og meningsdannelse og i samfundsvidenskaberne sker en grov undervurdering af det materielles betydning for det moderne menneske/samfund. Specielt angriber Øllgaard det postmaterialistiske dogme, der hævder at den materielle egeninteresse overskygges af såkaldt 'værdipolitik', fx emner som velfærd, religion, moral, opdragelse, kriminalitet, muslimer.

Og Øllgaard understreger videre at hans fremstilling af den moderne småborger ikke er en traditionel, marxistisk inspireret klasseanalyse, men tværtimod er "Danmarkshistorie set fra et andet perspektiv end det traditionelle" med sigte på at få opklaret hvad det helt almindelige menneske er og orienterer sig efter.



Sagen er jo nemlig ifølge Øllgaard at det er vanskeligt overhovedet at kritisere småborgeren, eftersom de er svære at indkredse som interessegruppe. Småborgerne indtager ikke synlige magtpositioner som det er legitimt at kritisere. Småborgerne er tværtimod immuniserede mod kritik fordi det er fordømmende eller nedladende at kritisere almindelige mennesker eller det normale. Og der er ingen støtte at hente i forskningen, for der er forsket forbavsende lidt i den småborgerlige side af danskeren. Denne berøringsangst skyldes efter Øllgaards mening nok at temaet er vanskeligt at beskrive uden hvad han kalder "den dannede distance fra den intellektuelle eller højpandede besserwisser"! Men, skynder han sig at tilføje: projektets hensigt er ikke at opstille fordømmende skemaer som kan bruges til at patalogisere nogen med, men et forsøg på at lave en platform så man kan tale om og kritisere småborgeren og det småborgerlige. Resultatet skulle således ikke blive et fordomskatalog, men et forsøg på at indfange dobbeltheden og dialektikken i småborgerskabets historie som historisk mediator og udglatter.

Øllgaard forsøger udtrykkeligt at undgå den normative fælde (hvor småborgerlig blot er et skældsord) for i stedet at etablere en materialt forankret, samfundsmæssig grundramme så det småborgerlige kan kritiseres seriøst og "det frække spørgsmål kan stilles om den moderne småborger nu også repræsenterer civilisationens højeste trin".

I skønlitteraturen er der mange indirekte beskrivelser af småborgerligheden, herunder karikerende beskrivelser hos Gustav Wied, Hans Scherfig, Finn Søeborg og Leif Panduro. Og der findes ideologikritiske analser af selve populismens fænomen, men egentlig videnskabelige udredninger af småborgergliheden findes ikke. Og det er dette Jørgen Øllgaard vil råde bod på med sin kildebaserede fagbog som angives at ligge i feltet mellem sociologi, etnologi og politologi. Forskeren har slet ikke kunnet finde danske førstehåndskilder med beskrivelser af, hvordan en småborger tænker sit eget liv (hjemmet og familien), sit politiske ståsted og sine drømme om det gode liv. Hvad der findes er kun beskrivelser af overflade og tilsynekomst. Og det er jo et alvorligt handikap. Og desværre løser Øllgaard det ikke ved at skaffe sig førstehåndskendskab til det han vil undersøge, nej, han holder sig til andenhåndskilderne og andres analyser - og gør vel at mærke dette på en yderst angribelig måde.

Jeg har valgt at dele min kritik af Øllgaards analyser op i tre adskilte artikler, en artikel om analysen af den klassiske småborger, en anden om analysen af den moderne småborger (parcelhusejeren), og en tredje om analysen af det folkelige opgør mod den elitære indstilling som påbegyndtes med Anders Fogh Rasmussens nytårstale 1.1.02. og bl.a. videreførtes af kommentatorerne Ralf Pittelkow, Henrik Dahl og Rune Lykkeberg. Jeg mener ganske enkelt ikke at Øllgaard begriber dette opgør eller overhovedet folkeligheden i Danmark, og det er for mig tydeligt at dette især skyldes at han gør stort set hele middelstanden til småborgere og iøvrigt tror, at parcelhusejeren fra tiden efter 1960 blot er en opdateret udgave af det jævne menneske fra tiden mellem 1850 og 1960. Efter min mening berøver man sig selv enhver mulighed for at forstå vores dages jævne mand eller almindelige borger, hvis man hele tiden sammenligner ham med den jævne mand fra 1850 eller 1900. Og helt galt går det når man oven i købet hæfter betegnelsen 'småborger' på dem begge.



Øllgaards klassiske småborger    
Til toppen  Næste

I tre kapitler gennemgår Jørgen Øllgaard hvad han forstår som den klassiske småborger, nemlig den lille købmand, den lille håndværksmester og den lille bonde, idet han gør gældende at den klassiske småborger opstod med den gryende kapitalisme uden at være hverken proletar eller borger. Økonomisk var disse borgere defineret som selvstændige mennesker der ejede deres egne produktionsmidler og primært ernærede sig gennem deres egne hænders arbejde, men de kunne have enkelte svende, medhjælpere og arbejdere ansat. Småborgerne havde selv hænderne helt nede i produktionen, hedder det; de svedte, blev beskidte og fik ru hænder. Undtagelsen var kontorfolkene eller 'slipsefolket' som Øllgaard kalder dem med en fri og uheldig oversættelse af det engelske 'White Collar-man'; det gængse danske og ganske fortræffelige udtryk er ellers 'flipproletar', for det karakteristiske for disse mennesker omkring 1900 var ikke slipset, men den hvide og stive flip. Væsentlig var iøvrigt at produktionsgrundlaget for de små selvstændige mennesker var et familieforetagende. Svende, lærlinge, karle og piger var på kost og logi.

Øllgaard understreger at småborgeren stod i en underlig mellemposition mellem arbejdere og 'kapitalister' eller 'borgere' som de også kaldes. Men han gør dog pligtskyldigst opmærksom på at samfundsvidenskabernes klassiske bestemmelser om småborgeren som placeret i produktionen mellem arbejderklassen og borgerklassen (eller 'bourgoisiet') netop tager afsæt i Karl Marx' analyser. En arbejder er en lønarbejder der sælger sin arbejdskraft, mens en kapitalist er en som tjener penge på andres arbejdskraft. Derfor var der modsætning mellem de to klasser, og som bekendt var Marx ikke i tvivl om at kapitalisterne ville udbytte arbejderklassen mere og mere og altså efterhånden skabe en så dyb elendighed, at en revolte fra neden var uundgåelig. Og i den forbindelse betragtede Marx og Engels småborgerskabet som en overgangsklasse der efterhånden ville forsvinde eller rettere "synke ned i proletariatet". De småhandlende og de små landbrugere (husmændene) kom da godt nok også i klemme efterhånden som stordrift blev mere og mere udbredt, men det skete først for alvor et langt stykke inde i 1900-tallet. Derfor så de revolutionære socialister altid med foragt på småborgerne der fastholdt deres selvstændighed længst muligt og ikke ville betragtes som proletarer endsige "synke ned i proletariatet". De revolutionære så jo småborgerne som reaktionære, og det er kun i denne forstand man kan tale om en underlig mellemposition. I virkelighedens verden var de jævne borgeres position ganske central, og det er derfor allerede en tilsnigelse at sætte dem lig med kapitalisterne.

Hvor vanskeligt det overhovedet er for Øllgaard at beskrive denne stand uden socialistisk klassebevidsthed og nedvurdering fremgår af at han tyer til billige psykologiske begreber for at understrege den side ved standen han ikke kan lide, nemlig dens indre tryghedssøgning: Småborgeren levede i sand rædsel for økonomisk og social deroute, ja, det centrale for småborgerens eksistensdrift var hans mentale angst-bagage. Drømmen om at slippe for lønarbejdets slaveri og kravle opad på den sociale og økonomiske rangstige var det afgørende for ham og blev jo kun tilskyndet af den voksende befolkningskoncentration i byerne. Øllgaard accepterer til en vis grad - med henvisning til den tyske forsker Frank Beckhofer - at småborgerne også var kendetegnet ved stor omstillingsevne, men han hævder ikke destomindre at drømmen om fuldstændig frigørelse fra det fysiske arbejde, forblev en illusion for de fleste. Jeg ved ikke hvor han har dette fra. Det svarer slet ikke til det ubestridelige faktum at den stigende befolkningskoncentration i byerne, navnlig storbyerne, gav så rige muligheder for små håndværkere og småhandlende at der kom mestre og købmænd i hver eneste gade helt op til omkring 1960. Og det svarer heller ikke til mit eget indtryk fra opvækst i provinsbyer. Vist var der nogen der gik ned med flaget, hvis de ikke var dygtige nok til at skaffe kunder. Sådan er en fri økonomi, og hvis man ikke tør løbe en risiko, skal man holde sig fra at etablere egen virksomhed. Og vist var krisen i 1930'erne særligt hård, men flertallet klarede sig - og det endda ganske godt.

Kernen i eksistensen for det Øllgaard forstår som den klassiske småborger, men som i mine øjne er den jævne borger eller den jævne bonde i tiden fra 1850 til 1960 er ubestrideligt besiddelse af privat ejendom. Ejendomsbesiddelse er lig med faktisk social kontrol og dermed et privilegium, skriver Øllgaard, efter min mening lidt for flot, for han ser jo bort fra den indbyggede risiko. Men personlig kapital og personligt arbejde er unægteligt væsentlige størrelser i den jævne borgers liv. Den typiske småhandlende valgte at sætte sin formue i grundbesiddelser, bygninger og jord - til forskel fra det højere borgerskab der i vid udstrækning satte formuen i papirer og spekulation (og dermed blev kapitalister). Men nok så væsentligt: Forholdet til ejendomsretten er for håndværkeren, købmanden og bonden konkret og ikke abstrakt, den drejer sig altid om faste værdier og ikke om papirværdier, og dette er helt centralt for at forstå denne lavere og mellemste del af borgerskabet. Forsvaret for ejendommen førte til bestemte livsformer og værdier, ligesom det gav lokal status, anseelse og relationer, påpeger Øllgaard. Dette er jeg helt enig i. Men til gengæld ikke i at dette uden videre kommer til at bestemme så at sige hele den sociale orden og alle de kulturelle ytringer. Vist var der relativt stor konformitet, men der var også stor forskellighed. Og den får Øllgaard aldrig fat på, fordi han ikke vil anerkende den.



Det er nemlig karakteristisk for Øllgaards bedømmelse af hans selvdefinerede småborger at denne påstås at opfatte sig selv som en slags mediator mellem borgerskabet (det højere borgerskab) og arbejderklassen ('det gemene folk'). Han stod på den gyldne middelvej. Og måske netop derfor fik eller tog han ikke "en platform til at udtrykke sig og derfor findes der så få kilder til hans historie", gør Øllgaard gældende. Jeg har personligt aldrig hørt et medlem af den lavere borgerstand tale om nogen mediatorrolle, men nok om den gyldne middelvej. Dette udtryk stammer jo fra Horats og Ovid fra årene før nul - og udtrykker simpel sund fornuft i at undgå yderligheder. Og dette undgår borgerstanden jo faktisk ved hverken at ty til økonomisk/militært magtmisbrug eller revolutionær opstand mod ethvert magthierarki. Det gav naturligvis borgerskabet i bredeste forstand stor selvbevidsthed som middelstand, men det er noget andet end en selvopfattelse som mediator. Borgerstanden og middelstanden blev faktisk efter den franske revolution basis for den udvikling af en civil orden der blev karakteristisk for Vest- og Nordeuropa, men først endeligt cementeret i 1900-tallet i og med opgøret med de i dette århundrede første halvdel voldsomt hærgende ideologier.

Den lille borger og den lille bonde stillede sig ikke ud på sidelinjen som upolitiske væsener, men organiserede sig i laug, loger, andelsbevægelser, husmandsorganisationer og landboforeninger m.v. De blev medlemmer af politiske partier og deltog i byråd og sogneråd. Øllgaard anfører selv at de fx modarbejdede alle politiske indgreb som begrænsede deres råderet over de ansatte. Men der var unægteligt modsætninger mellem disse organisationer og arbejderklassens fagforeninger, boligforeninger og indkøbsforeninger (kooperationer). Og naturligvis havde de nøjagtigt ligesom alle andre samfundsgrupper deres dikotomier i den politiske strid. Det var: dem mod os, det konkrete mod det abstrakte, det lokale mod det nationale (og internationale), det personlige mod det anonyme, den enkelte mod systemet osv. og herunder naturligvis også de små mod de store, den lille mand mod de store, folket mod eliten. Og naturligvis også: de borgerlige mod socialisterne. Dette er der intet besynderligt i. Næsten alle mennesker, inkl. akademiske forskere, tænker i sådanne baner. Men hvad Øllgaard ikke synes at vie den ringeste opmærksomhed er det faktum at disse dikotomier genfindes i såvel skønlitteraturen, teaterkunsten og filmen som humoren. Vi kan alle uden undtagelse se det komiske i mange af dem. Den højtelskede, efter sine satiriske ungdomsår ganske 'småborgerlige' Storm P. var en mester i at tegne disse begrebsmodsætninger. Men det samme gælder tegnere som Alfred Schmidt, Herluf Jensenius (med bl.a. 'Den lille mands dagbog' som fast rubrik i Berlingske Tidende i mange år), Bo Bojesen eller Roald Als. De kunne hver især stå hvor de ville partipolitisk, men de rammer den danske forankring i det hjemlige utroligt sikkert - og uden fordømmelse. Lad mig blot anføre et par af Storm P.'s fluer om småborgere der tænker i meget små baner:

- Nu er det snart efterår, med sylte og rødbeder!
- Det er ganske behageligt at sidde i fred og ro og læse om al den ufred og uro.
- Man begiver sig glad og morgenfrisk til kontoret, ærgrer sig dér nogle timer og forlader det med håbet om en siddeplads i sporvognen.
- Det er meget godt med en ny og bedre verden, men jeg trænger nu mere til et par nye sokker.

Al forankring i det hjemlige, det lokale og konkrete er ikke en fordømmelsesværdig ting overhovedet, men det mest naturlige og lettest forståelige af alt. Det kan sagtens blive for meget af det gode, men dybest set er det derfra alle levende væsener udgår. Først med opvæksten, uddannelsen, modenheden, ansvarligheden, overskuddet og den bredere socialitet samt trangen til grænseoverskridelse kommer udsynet til. Først når den eksistentielle immanens synes nogenlunde sikret, kommer trangen til transcendens rigtigt frem. Dog afhænger denne altid af helt personlige forudsætninger, som er meget forskellige fra individ til individ. Og den afhænger iøvrigt også af kønsforskellen. Kvinder er alt andet lige mindre grænseoverskridende end mænd i kraft af selve kønshormonerne.



Politologernes blinde plet    
Til toppen  Næste

Øllgaard påpeger at disse i det hjemlige og lokale miljø forankrede borgere, som han forskelsløst kalder 'småborgere', var indbyrdes splittede. De havde svært ved at organisere sig og formåede ikke at stifte deres eget parti (ikke helt korrekt, for husmændene fik opbygget ganske stærke organisationer, og Det Radikale Venstre blev i høj grad husmændenes foretrukne parti fremfor bondepartiet Venstre, men det er en anden historie). 'Småborgerne' defineres derfor traditionelt ud fra hvad de ikke er, og det mener Øllgaard kan være grunden til at politologer har problemer med at knytte småborgerne til bestemte politiske partier. Politologerne har en blind plet over for denne 'klasses' strukturelle brogethed, indrømmes det ligeud, men dette kunne jo netop skyldes at politologerne inkl. Øllgaard selv hænger fast i en alt for snæver klasseopfattelse der siger at al politik skal ses i lyset af modsætningen mellem lønarbejdere og kapitalister.

Geoffrey Crossick og Heinz-Gerhard Haupt (som Øllgaard trækker store veksler på) hævder således i deres hovedværk om 'Der Kleinbürger' (1998) at 'småborgerne' grundlæggende var for individualiserede til at de formåede at bakke op om et egentlig småborgerparti med et egentlig småborgerprogram. "Og alligevel formåede de at etablere sig som et egentlig småborgerskab ud fra egen interesse og politik". Og de hævder endvidere at småborgerne i mangel af direkte interesserepræsentanter i parlamentet var udleveret til populisme som opportunister. Dette skulle være "en vigtig faktor, når man skal vurdere manipulationstesen: At småborgerskabet er labilt og et nemt offer for fascismen".

Hertil er først og fremmest at sige at man skal være meget varsom med at overføre erfaringer fra Tyskland til Danmark, eftersom borgerstanden i de to lande er vidt forskellig. Det er jo rigtigt at den tyske borgerstand fra laveste flipproletar til højeste leder blev offer for den nazistiske manipulation i 1920'erne og 30'erne, men det skyldtes bl.a. at uforsonligheden mellem de reformistiske socialdemokrater og de revolutionære kommunister gav forkæmperne for lov og orden gode kort på hånden, og dette gjaldt jo slet ikke i Danmark, hvor hverken kommunisterne eller nazisterne nogensinde var i stand til at vinde masserne og true den demokratiske reformisme. Man holdt tværtimod her i landet fast i reformismen som der var bred enighed om blandt alle de etablerede partier op til besættelsen i 1940 og igen efter befrielsen.

Men helt galt går det når Øllgaard går videre til at skildre småborgerskabets store indflydelse på det lokale hverdagsliv med mærkedage og fester, og i disse lokale traditioner kun ser "opretholdelse af gamle romantiske praksisser og magtforhold". Som "en del af denne iscenesættelse skabes så hjemstavnskærlighed, mistro over for fremmede og drømmen om et harmonisk fællessamfund, hvor håndværkeren og butiksejeren var fixpunkter". En sådan beskrivelse har intet med videnskab at gøre. Den er tendens og ideologi. Og hvad politologen Øllgaard fuldstændigt overser i sin abstrakte historieløshed (han har kun læst sig til historien) er at hele denne naturlige hjemstavnskærlighed og dette sunde fælleskab har ældgamle rødder tilbage i middelalderen - og dengang var en så stærk folkelig kraft at hverken fyrster eller paver kunne få bugt med utøjet. Der var ikke alene tale om folkelig modstand mod statslig indblanding og kontrol, men mod enhver form for indblanding og kontrol oppefra. Og derfor var der under såvel fyrstemagt som kirkemagt en rig folkelig kultur som en forsker som den russiske Mikhail Bakhtin (1895-1975) med rette har kaldt en latterkultur. - Jf. artikel.



Det skal på ingen måde bestrides at der med naturvidenskaben, den moderne teknologi, stordrift og industrialisering skete en dyb forandring af de europæiske samfund, som i allerhøjest grad var med til at undergrave latterkulturen og indføre den meget ensidige eller endimensionale kapitalistiske ånd. Sociologen Max Weber kaldte den fejlagtigt en 'protestantisk etik', men den var i virkeligheden en mindretalsetik der først ramte visse protestantiske kredse i Holland og derfra bredte sig til andre lande og hurtigt fik gjort uhyggeligt effektivt op med lystighederne gennem forbud og kætterforfølgelse. Man fik nemlig gjort hårdt arbejde, disciplin og sparsommelighed til dyder der ikke alene sikrede mindretallenes overlevelse (hvad der trods alt er prisværdigt i sig selv), men samtidigt sikrede både en stigende kapitaldannelse på jorden og den evige salighed i himmelen. Luthers såkaldte 'kaldsetik' spillede ind, men det var først og fremmest den franske reformator Jean Calvin (1509-64) der med etableringen af den yderst dogmatiske reformerte kirke gjorde udslaget. Calvin fordømte primitiv havesyge, men gjorde opnåelse og ophobning af rigdom til en gudvelbehagelig frugt af arbejde, flid og nøjsomhed. Hele denne yderst puritanske arbejds- og nyttemoral rettet mod højere mål end de jordiske var i allerhøjeste grad medvirkende til den moderne kapitalismes opkomst. Og selve moralen gik videre til borgerskabet og blev for Tysklands vedkommende stærkt understøttet af rationalisten Immanuel Kants pligtetik. Borgerskabet bankede bogstaveligt talt pligtfølelsen ind i deres børn både i hjemmene og skolerne, så det fik katastrofale følger i det 20. århundrede, dels med hensyn til undertrykkelse af seksuallivet, dels med hensyn til aggresssivitetsdriftens omkanalisering til systematisk vold mod politiske og etniske fjender. - Jf. filmen Filmen 'Det hvide Bånd' om underkuelse af børn  (21.1.10.).

Øllgaard hævder - navnlig med støtte hos Beckhofer - at småborgeren var sig pinligt bevidst at man kun kunne sikre sig mod økonomisk kollaps og social deroute via hårdt arbejde, (selv-)disciplin og sparsommelighed. Det var en nøjsomhedens kaldsetik. Og til denne var også knyttet en retfærdighedsfornemmelse, en 'moral economy': økonomiske transaktioner var baseret på retfærdighed og ærlighed. Det var med andre ord tillidsøkonomier som man overvejende finder i små lokale samfund. Og det skal jeg såmænd ikke indvende andet imod, end at det stadig er forkert i denne sammenhæng at tale generelt om 'småborgeren' og ikke om jævne og almindelige borgere. Det samme gælder skildringen af familiens og hjemmets betydning, herunder det gamle kønsrollemønster hvor kvindernes kald først og fremmest angik moderskab og børneopdragelse. Det er for mig komplet uforståeligt at Øllgaard kun ser småborgerlighed i alt dette. For det er da generel borgerlighed - og skildres som sådan i en mængde litteratur og billedkunst der angår 1800-tallet. Se eksempelvis Eckerbergs glimrende familieportrætter af fremtrædende borgere fra første halvdel af 1800-tallet. Her lægges aldrig skjul på patriarkatet som norm. Ellers læs Henrik Pontoppidan (det pænere borgerskab), Knud Hjortø (den halvfine provinsborger i fx 'Folk'), Johan Skjoldborg (husmændene i 'En stridsmand'), Hans Kirk ('Fiskerne' og 'Daglejerne'), Vilh. Grønbech (den bornholmske almue i 'Sejersen fra Variager'), Herman Bank og Knuth Becker m.fl. Eller tyske Thomas Mann og engelske Charles Dickens. Alle har gode og nuancerede skildringer af de forskellige klasser og stænder - og lægger naturligvis heller ikke skjul på latterlige eller negative træk ved dem.



Det respektable liv og den konventionelle adfærd spiller en stor rolle for hele borgerskabet - fra den laveste del til den højeste. Hos både spidsborgeren og den lille mand blev hjemmet en betydningsfuld socialisations- og kontrolinstans. Men når Øllgaard trækker forfatteren Emma Gad frem som eksponent for "idylliseringen af den gængse moralkodex", så bliver det nødvendigt at understrege så kraftigt som overhovedet muligt, at Emma Gad var borgerlig af både stand og indstilling samtidig med at hun var aktiv i kvindesagen og iøvrigt etablerede den første faglige organisation for kvinder på kontor. I den berømte eller berygtede 'Takt og Tone', der blev udgivet i 1918 og på elleve år kom i ikke mindre end 18 oplag, "sammenbragte hun med både humor og kyndighed vidt forskellige fløje inden for kultur og politik af traditionel og moderne indstilling angående etiketten". Og hendes eget hjem blev som der står i Encyklopædien fra 1900 rammen om den sidste salonkultur herhjemme. Susanne Fabricius påpeger i Dansk Biografisk Leksikon at Emma Gads bog på en gang formidler et nyt og mildere syn på omgangen mellem mennesker og fastholder de for forfatteren selv værdifulde dele af konventionen. Vi kan i dag alle sammen more os over eksempelvis rådet til unge mænd der skal følge en dame hjem, om at de aldrig skal gå længere end til hoveddøren. Men det var jo ikke et småborgerligt råd, det var et alment borgerligt råd. - Igen: Øllgaard misbruger kilderne til sin egen nedvurdering af borgerne.

I den forbindelse kan det undre at han slet ikke nævner 'Janteloven' som Aksel Sandemose formulerede i 1933 og som står for selve det kollektive pres som for hundrede år siden blev lagt ned over alle indvånerne i enhver dansk provinsby, men som særligt ramte afvigere som Sandemose selv dér hvor de voksede op. Alle kender Jantelovens første bud: "Du skal ikke tro at du er noget". Men flere andre er lige så glimrende udtryk for snæversynet socialkontrol. Du skal ikke tro du er klogere end os,.... ved mere end os, ..... er mere end os, .... kan lære os noget. Og måske allerværst: "Du skal ikke tro du duer til noget" eller "Du skal ikke le ad os"!

Det er i sig selv morsomt at Encyklopædiens lille artikel om Janteloven postulerer at disse sociale spilleregler skulle kunne spores til gamle nordiske forestillinger om at man gennem beskeden adfærd skulle kunne undgå andres misundelse. Man skal i hvert fald ikke tro at Sandemose selv var en engel der så noget stort i beskeden adfærd. Tværtimod. Det egentlige problem med Jantelovens ti provinsielle bud er at datidens provinsbyer var uhyggelige udklækningsanstalter for paranoide forestillinger. Alle overvågede nemlig hinanden konstant. Ingen kunne træde ved siden af, uden at alle fik det at vide og fordømte det. Datidens vigtigste redskab for overvågning var de simple gadespejle som enhver familie med respekt for sig selv havde sat op på stuevinduet ud til gaden, så man til hver en tid kunne følge med i hvem der besøgte hvem. Der er absolut ingen grund til at idyllisere den slags moralistisk kontrol. For det var unægteligt bagsiden af lillesamfundet. Men småborgerligt? Det er da efter min bedste overbevisning slet ikke det rette ord. Vi skal over i den rene moralisme med al dens forargelse.



Bondelandets kultur    
Til toppen  Næste

I det hele taget er jeg betænkelig ved at Øllgaard gør 'småborgeren' til en 'glødende lokalpatriot' (med provinsialismen som dyd) og ligefrem ser 'de mest forhærdede lokalister' som 'agenter for idealisering af en landsbyagtig livsverden'. Alene de gloser Øllgaard her må ty til for at få luft for sin foragt, viser at der er noget galt.

Det er rigtigt at den stedsbinding som kendetegner såvel den lille småhandlende i byerne som den lille bonde eller husmand på landet forstærkedes af det historiske forløb omkring nederlaget i 1864 såvel som af den forsinkede industrialisering og mobilitet fra land til by (der først for alvor satte skub i arbejderbevægelsen hen mod sekelskiftet). Men i hele 1800-tallet og langt ind i 1900-tallet, ja, faktisk helt frem til den store indvandring af fremmedarbejdere i årene efter 1960 var Danmark en meget homogen nationalstat.

Dette hænger imidlertid efter min mening først og fremmest sammen med de folkelige bevægelser i 1800-tallet, dvs med bondefrigørelse, skolereformer, andelsbevægelse, religiøse vækkelser og en grundlov der sikrede borgerlige rettigheder samt en fri presse. Alt sammen noget Øllgaard behandler i et selvstændigt kapitel om "Det særligt danske: bondelandet" og hvis essens han udtrykker med ordene: Den danske småborger (på landet) havde sine særlige forudsætninger og kom diskret til at præge samfundsudviklingen. Ja, sammenlignet med England (der slet ikke har et særligt ord for en småborger) er den danske småborger ligefrem dominerende i den danske historie! - Diskretion og dominans passer nu ikke rigtigt sammen. Ordene tyder på at Øllgaard er på glatis. Og dette bekræftes af den følgende redegørelse.

Her startes med historikerne Uffe Østergaards og Søren Mørchs 'nationale mentalitetshistorie' der i kort form konkluderer, at den lille, homogene og overskuelige danske nationalstat med stærke landbrugstraditioner og en bondebevægelse med høj selvfølelse gjorde en bestemt slags kulturelt hegemoni dominerende som national ideologi. Og i disse nationale forestillinger lå grundtvigianismen indbygget. Østergaard betegnede endog i 1992 (altså før indvandrerdebatten blev alvorlig) den danske nation som en enestående enhed - én nation, ét folk og ét sprog - mens andre nationer er multinationale med en broget blanding inden for de nationale grænser. Danmark er såvel etnisk som socialt et homogent land. Det er i sin selvopfattelse overlegent i sammenhængskraft, ydeevne og fantasifuldhed. Dette kommer ifølge Østergaard især i forgrunden når det danske demokrati sammenlignes med andre europæiske lande - for en sådan sammenligning bliver naturligvis altid i vores favør.

Jeg skal ikke i detaljer analysere Øllgaards fordomme om dansk selvfølelse og danskhed som konstruktioner der gør billederne af det historiske fællesskab til rene myter. For jeg har i anden sammenhæng udtrykkeligt påpeget at den slags følelser og billeder slet ikke er frie, vilkårlige konstruktioner af den menneskelige bevidsthed, men tværtimod uvilkårlige og spontane dannelser af det kollektivt ubevidste og at det er selve dette forhold der gør dem langt stærkere end de bevidste (teoretiske) konstruktioner. Jf. fx artiklen Kan alle vore forestillinger dekonstrueres?  (25.04.08.). - Og jeg vil også gerne tilføje at Østergaard jo heller ikke tilbundsgående fatter den stærke danske følelse af national identitet og fællesskab når han et sted rask væk sætter lighedstegn mellem Grundtvig og nationalromantikken. Men til gengæld bør Østergaard dog krediteres for at han - som Øllgaard lige får nævnt - slet ikke analyserer småborgerskabets særlige rolle i hele dette spørgsmål. Han ser trods alt udviklingen i anden del af 1800-tallet i et langt bredere perspektiv end Øllgaard gør, og er med andre ord ikke så tåbelig at gøre alle borgere til småborgere. Og når Øllgaard for egen regning postulerer at det var kendetegnende for de nye 'industriarbejdere' eller 'lønmodtagere' at de ikke opfattede sig som sådanne, men som småborgere, så vil jeg påstå at det er tendensskrivning, for ikke at sige løgn og latin. Førstegenerationsarbejderne i industrien havde, som Øllgaard selv skriver, en klar opfattelse af sig selv som selvstændige og uafhængige - og det er det der tæller. Og det er noget helt andet end småborgerlighed.

Men lad os gå lige til sagen, som er og bliver de store folkelige vækkelser i midten af 1800-tallet, herunder først og fremmest grundtvigianismen, som Øllgard behandler i et særligt afsnit af kapitel 5,2.



Jeg er enig i at bondefrigørelsen efter landboreformerne 1750-1814 samt andelsbevægelsen (efter 1860) gav bønderne det fællesskab og den selvfølelse som dannede grobund for en dannelsesproces der satte sig igennem i højskolebevægelsen. Jeg er også enig i at bondebevægelsens og grundtvigianismens tro på det folkelige fællesskab var forestillinger som stod i modsætning til forestillingerne om klasser og klassemodsætninger. Og jeg kan endeligt gå med til at landlivets og gårdmændenes grundtvigianske tanke- og livsform (som vel at mærke ikke var nogen ideologi) hverken formelt eller institutionelt, men reelt sejrede over det danske byborgerskab i slutningen af 1800-tallet, således at man meget kort og forenklet kan fastslå at grundtvigianerne lagde præmissen for den politiske dannelse i dette land.

Men når Øllgaard konsekvent indrullerer det altsammen i småborgerlighed og nationalisme, ja, gør den brede grundtvigianske bevægelse til en ideologi, så går det galt, for dels var der hos Grundtvig selv tale om en klar anti-intellektualisme vendt mod boglig lærdom og abstrakt videnskabelig tænkning (selvom han vitterligt på enkelte teologiske punkter var yderst dogmatisk), dels var der med Finn Abrahamowitz' ord i grundtvigianismen indbygget "en stor tiltro til den enkelte og dennes evne til at beslutte og handle". Men endelig skal man have et endnu dybere perspektiv med, hvad ingen mig bekendt har understreget kraftigere eller bedre end Jørgen I. Jensen i værket om komponisten Carl Nielsen i forbindelse med dennes bidrag til den folkelige danske sang. "Man står her over for en af hemmelighederne ved den grundtvigske bevægelses indflydelse i dansk kultur: dens uhyre tålmodighed og evne til at virke i det skjulte, dens mærkelige tro på at de ord og handlinger der møder et menneske på et tidspunkt nok vil bære frugt, men uden at det kan kontrolleres og uden at man skal gøre noget forsøg på at omvende nogen. Og det betyder igen at grundtvigianismen har haft en tillid til den ubevidste påvirkning. Dybt nede i den grundtvigske kultur ligger en - måske naiv ville nogen sige i nutiden - tro på det ubevidste i et menneske som noget godt."

Smukkere kan det næsten ikke siges. Men det er i virkeligheden også den nødvendige indgang til den fulde forståelse af den grundtvigske kultur (forstået som noget bredere end den organiserede grundtvigianisme, som Grundtvig selv holdt sig udenfor). Der peges nemlig her på det modsatte af al bevidsthedsmæssig konstruktion, nemlig eksistensen af det skabende kollektivt ubevidste, selv om udtrykket ikke bruges. Uden forståelse af det kollektivt ubevidste, gives der ingen forståelse af de folkelige bevægelser i 1800-tallet og derfor heller ikke af hverken bondestand, højskolebevægelse, andelsbevægelser, folkeoplysning, dansk demokrati eller den moderne danske reformisme, velfærdsstaten, sekulariseringen og den folkelige modstand mod EU-bureaukratiets overherredømme i Europa i dag.

Men er der nogle der ikke vil høre tale om det kollektivt ubevidste eller som betragter det som højeste grad af naivitet at tale om det, så er det de akademiske sociologer og politologer. Derfor kommer de uundgåeligt til kort i deres forsøg på at skildre og bestemme jævne menneskers tanker og livsformer. Derfor kommer Jørgen Øllgaard til kort i sit hårdnakkede forsøg på at reducere al folkelig tænkning og livsmåde her i landet til skinbarlig småborgerlighed. Og derfor bliver det ikke andet end en primitiv værdidom, når Øllgård side 115 i sin bog ophøjer det til en "rettelig sandhed" at småbonden var arketypen på en småborger i og med at han var sin egen driftsleder og arbejder i det familiebaserede selvejerbrug.

Undertegnede har tilfældigvis kendt adskillige bønder og husmænd med mindre end 50 tønder land eller 27 hektar - og jeg kan overhovedet ikke genkende Øllgaards billede af dem som indskrænkede småborgere. Sådanne fandtes imellem dem - ligesom de fandtes blandt de småhandlende i byerne og iøvrigt også blandt adskillige lønarbejdere i arbejderpartierne. Men sådan var de ikke alle. Der var tværtimod mange der var veloplyste, vidende og politisk engagerede. De havde ofte vide horisonter - og højt til loftet. De var for manges vedkommende præget for livet af højskoleophold i de unge år. De havde alle betydelig selvfølelse og var ikke sådan at bide skeer med, men de havde samtidig ydmyghed over for tilværelsens tilskikkelser.

Det er fuldstændigt rigtigt at det var uhyre vigtigt for alle bønder at de selv ejede deres jord og bedrift. Det var jo virkeligt en gennemgribende social og kulturel reformering af Danmark omkring årene 1800 at jordfællesskabet i landsbyerne blev ophævet, hoveriet og stavnsbåndet afskaffet og selvejet blev almindeligt ligesom der indførtes skolepligt for almuen. Og det er altsammen hverken spor mystificerende eller noget det overhovedet går an at undervurdere i psykologisk eller eksistentiel henseende. For ejendom er ikke - som den franske socialist Proudhon provokerende hævdede i 1840 - tyveri, men den simple forudsætning for at den menneskelige virkelyst, ansvarlighed og initiativtrang kan komme til fuld udfoldelse. Den private ejendomsret er så gammel som menneskeheden selv. Den kan slet ikke reduceres til primitiv havesyge og magtbegær, men omfatter i sine grundtræk samtlige positive kendetegn eller kvaliteter som knytter mennesket til jorden og naturen. Derfor er den i sin oprindelse konkret og lokal, og derfor bliver den først problematisk når abstrakte penge (papirværdier) kommer ind i billedet og gør kapitaldannelse og -ophobning samt renteslaveri mulig, og i vor tid endda kan gøre stordrift til en trussel mod miljøet og føre stater og verdensdele helt ud i uoverskuelige finanskriser.

Det er alene akademiske analytikere med abstrakte teorier og metoder der kan misforstå sammenhængene og reducere den eksistentielle dimension i menneskers liv til simple følger af materielle forhold.



Øllgaards psykologiske uforstand    
Til toppen  Næste

I ovennævnte gennemgang af de folkelige bevægelser i Danmark har det været en pointe, at det er komplet umuligt at forstå fænomener af denne art uden at tage det kollektivt ubevidste og dets arketypiske forestillinger i betragtning, for det er selve det for det menneskelige sjæleliv enestående og ejendommelige komplementære forhold mellem det individuelt (personlige) bevidste og det kollektivt (overpersonlige) ubevidste som gør det lodret umuligt at reducere den menneskelige eksistens til simple virkninger af deres materielle adfærd og position og i det hele taget se en entydig lineær udvikling i historien.

Når Øllgaard for eksempel spørger om den moderne småborger nu også repræsenterer civilisationens højeste trin, så må man svare klart nej, uanset hvordan man iøvrigt definerer denne småborger. Og man kan ligeledes blankt afvise at den klassiske småborger skulle være et trin på vejen. Borgere og bøndere er ligesom adel og præstestand og den senere tilkomne arbejderklasse på hvert eneste materielle udviklingstrin noget for sig selv og kan kun forstås ud fra deres egne forudsætninger. Og grunden er lige præcis at mennesket hverken er entydigt bestemt af materielle forhold eller entydigt bestemt af åndelige forhold, men altid af det højst ejendommelige og yderst givende spil og modsætningsforhold mellem dem, der i sidste ende er uigennemskueligt og umuliggør enhver fremdiskontering af udviklingen.

Den materielle udvikling gennem opdagelser, eksperimenter og forskning, der fører til teknologiske landvindinger, men heller ikke selv kan forudberegnes, ændrer naturligvis menneskets praksis i meget høj grad, og det jo hurtigere selve teknologien udvikler sig. Men den åndelige udvikling er ikke et simpelt produkt af den materielle udvikling, men har tværtimod sine egne indre love der dels er uberegnelige på grund af uigennemskueligheden af det kollektivt ubevidstes grundlæggende kilder, dels har den særlige funktion at være grundlaget for al livskvalitet og mening i såvel den indivudelle som den kollektive eksistens. Livskvalitet og mening kommer ikke gennem den materielle udvikling som sådan, men er givet på forhånd i og med at vi er født med de psykiske grundprocesser der er før al analyse, teoretisering og konstruktivitet. Jf. artiklerne om De psykiske fundamentalkræfter og De psykiske grundprocesser.

Anerkender man ikke dette, forstår man heller ikke den eksistentialistiske forskel mellem at leve i immanensen og leve i transcendensen. At leve i immansen vil sige primært at leve på vaner, rutiner og instinkter. Det er det alle dyr gør, når de er blevet voksne og er holdt op med at lege og eksperimentere. Det er det samme det overvejende flertal af voksne mennesker gør, idet de stort set overlader det eksperimenterende og grænsesprængende til folk der har særlig trang og særlige evner hertil, dvs kunstnere, forskere og iværksættere. Og det er endelig også det de fleste gamle mennesker ender med før de afgår ved døden, medmindre de omkommer i utide. De går på aftægt eller pension, skruer ned for energien og livsudfoldelsen såvel som for kravene og ambitionerne. De bliver mere og mere vegeterende og ender i bedste fald med stille og roligt at dø, mætte af dage, som det så smukt hedder.

At leve i transcendensen vil modsat sige at være bevidst om sine krav og ambitioner og at forfølge dem så lang tid som muligt med planer og projekter som kræver både energi og mod på grænseoverskridelser. Mange har kun ambitioner i de første unge år, men nogle få har det livet igennem og er endda meget bevidste om at begrænse vaner og rutiner i dagligdagen så meget som muligt og gøres deres projekter til hovedsagen.

Jeg skal ikke her indlade mig på en nærmere udredning af denne forskel, idet jeg kan henvise til min gamle artikelserie om Veje til livskvalitet og mening, men jeg indsætter for tydelighedens skyld en oversigt over de begreber der indgår:

Oversigt over vejene til livskvalitet
IMMANENS TRANSCENDENS
Tidsfordriv  –> Engagement
Forbrug     ––> Udfordring
Tryghed     ––> Frihed
Sikkerhed   –> Dynamik
Rutine       ––> Intensitet
Funktion    ––> Proces
Ubevidst   ––> Bevidst



Sagen er at vi uanset hvilken indstilling vi personligt har til det eksistentialistiske projekt som det er formuleret af Simone de Beauvoir, og som i princippet gør menneskelivet til en "vedvarende eksistentiel tilblivelse", er nødt til at acceptere at alle mennesker uden undtagelse lever i immanensen (vanerne, rutinerne, instinkterne, funktionerne) i store dele af deres tid, og at dette i realiteten også er det sundeste for dem!

Det kan måske lyde mærkeligt for den der altid lægger vægt på transcendensen, men det er ikke mere mærkeligt end at vi alle sammen bruger de medfødte psykiske primærprocesser sideordnet med de tillærte sekundærprocesser. Vi må jo selv finde den balance der passer os selv bedst, men vi kan ikke undvære nogen af delene.

Alt dette har imidlertid den allerstørste relevans for hele debatten om borgerlighed og småborgerlighed, for det ligger i sagens, dvs den psykiske indretnings natur at mennesket aldeles ikke kan undvære det dagligdags, rutineprægede, vanemæssige og selvfølgelige som ikke hele tiden kræver større omtanke eller bevidst stillingtagen i hverdagen. Nogle ganske få mennesker er så heldige at de kan gøre den grænseoverskridende eksistentielle tilblivelse til deres hovedsag - og gennem kunstnerisk, sportsmæssig, forskningsmæssig eller erhvervsmæssig ydelse, initiativ og innovation præstere det sjældne og unikke. Men det er ikke det jævne menneskes normale ambition eller mål. De fleste lever deres liv forholdsvis konventionelt, fredeligt og forudsigeligt. Begynder de af den ene eller anden grund at kede sig for meget, kan de gå i gang med større projekter, men i almindelighed er de fleste tilfredse med de små målsætninger. Og det er faktisk også dette der giver dem sundheden og trygheden - og samtidig det der giver samfundet dets stabilitet!

Det kan derfor siges med største sikkerhed at der kun ligger psykologisk uvidenhed og uforstand i såvel elitens foragt for meningsmand som i forskernes nedvurdering af det borgerlige som småborgerligt.



Foreløbig konklusion    
Til toppen  Næste

Den endelige konklusion om Jørgen Øllgaards værk om småborgeren og det småborgerlige må naturligvis vente til efter behandlingen af 'den moderne småborger' og de sidste tiårs opgør med elitetænkningen, men det skal her kraftigt understreges, at min hovedindvending mod Øllgaard er at han simpelthen forveksler 'borger' og 'småborger' eller rettere helt bevidst får gjort alle borgere med undtagelse af de allerhøjst placerede kapitalister til foragtelige småborgere, og at han misbruger de fleste af sine kilder til formålet.

Jeg synes det er ærgerligt, for det afskriver ham jo fra at kunne skrive en fornuftig bog om den moderne tids middelstand, der typisk er parcelhusejere og har fået afgørende indflydelse på den partipolitiske kamp her i landet. Øllgaard hefter sig så meget ved denne middelklasses binding til deres elskede parcelhuse, at han slet ikke kan se eller forstå at flertallet af dem uanset gamle klasseforestillinger og gamle partibindinger netop tænker på tværs af klassekamp og gamle partiskel. Han afskriver sig dermed også fuldstændigt fra at forstå meningen med at erklære klassekampen for passé og pege på 'den tredje vej'.

Men dette foregriber de næste artikler.

Jan Jernewicz



Henvisninger:    
Til toppen

Litteratur:

Jørgen Øllgaard: Paradisvænget - Småborgeren og det småborgerlige. (Forlaget Frydenlund. 2011)

Links til:

Jørgen Øllgaards hjemmeside - med noter til bogen



Relevante artikler på Jernesalt:

Er den danske middelstand borgerlig eller småborgerlig?
- kritik af tredje del af Jørgen Øllgaards 'Paradisvænget'
  (21.3.12.)
Er den danske middelstand borgerlig eller småborgerlig?
- kritik af anden del af Jørgen Øllgaards 'Paradisvænget'
  (16.3.12.)

Afmagtspostulater
Politiske parametre  (6.2.05.)
Værdimanifestet i forkortet udgave
Værdimanifest i komplet udgave
Kulturen, eliten og folket  (7.9.11.)
Midten i dansk politik  (25.10.04.)
Dansk politik under forvandling   (18.8.02.)
Blokpolitik eller hvad? - Status over VK-regeringens første halvår

Humormennesket Storm P.
Grundtvig som mytisk kristen og profet
Carl Nielsen mellem dyb enfoldig forankring og modernitet
Vilh. Grønbechs kulturopgør
Konrad Lorenz' kulturopgør



Bo Lidegaard vildleder om dansk partipolitik  (30.6.11.)
Henrik Dahls store politiske desillusionering  (13.6.11.)
Hvad skal vi med værdikamp  (31.3.11.)
At være vælger og politiker  (24.1.11.)
Partipolitik og sprogforvirring  (9.9.10.)
Menneskesyn og politik  (13.8.10.)
Er populismen elitær?  (30.3.10.)
Det politiske livs æsteticering  (8.9.09.)

Kulturelitens ulidelige foragt for folket
- eller 'kampen om sandhederne' ifølge Rune Lykkeberg
  (21.11.08.)
Kulturalismen kontra oplysningsidé  (11.10.08.)
Anarkisten, provokatøren og taberen Mogens Glistrup er død  (5.7.08.)
Ungdomsoprøret 1968 i helhedsrealistisk lys  (31.5.08.)
Er velfærdsdanskerne i virkeligheden socialdemokrater  (5.5.08.)
Individ og samfund som komplementære fænomener  (23.7.03.)
Liberalismen og socialismen som komplementære fænomener  (26.8.03.)
Den kreative klasse ifølge Richard Florida   (9.3.06)
Den herskende klasse efter 1970   (19.02.03.)



Fogh Rasmussen II  (20.2.05.)
Fogh og liberalisterne  (4.2.05.)
Anders Fogh Rasmussens vej, mål og begrænsninger  (3.12.04.)
Anders Fogh Rasmussens visioner  (30.11.04.)
Værdier på Venstres landmøde  (14.11.03.)
Fogh Rasmussens åbningstale 7.10.03.



Helle Thornings nytårstale  (2.1.12.)
Arme Helle Thorning  (6.11.11.)
Helle Thornings S-R-SF-regering og dens grundlag  (4.10.11.)
Helle Thorning vandt statsministeriet med dårligt resultat for S og SF  (16.9.11.)
Henrik Dahls store politiske desillusionering  (13.6.11.)
S og SF fremlægger deres 2020-plan  (17.5.11.)
De danske socialdemokraters dilemma  (28.9.09.)
Helle Thornings nye hold  (19.4.05.)
Ny formand for socialdemokraterne  (13.4.05.)
Socialdemokraterne i krise  (12.12.04.)
Endelig gik han, Nyrup!   (19.11.02.)
Krag, standpunkterne, nederlaget og latterkoncilet



Kultureliten og folket  (5.8.09.)
Dansk Folkeparti og den nationalistiske ekstremisme  (22.8.06)
De Radikale i klemme mellem idealisme og pragmatisme  (15.10.08.)
Radikalt lederskifte  (16.6.07.)
Villy Søvndal går uden om den afgørende selverkendelse  (11.1.12.)
Hilsen til SF i anledning af 50-året  (14.2.09.)
SF styrker påny sin position  (18.8.08)
Villy Søvndal - hans verden, væsen og rolle  (19.05.08.)
Søvndal ny formand for SF  (28.4.05.)



De psykiske fundamentalkræfter  (2.4.09.)
De psykiske grundprocesser
Det kollektivt ubevidste og dets fundamentale eksistensværdi
Troen på det ubevidste i mennesket som noget godt
Er der en særlig psykisk energi?  (15.7.07.)
Sjæl og hjerne
Hjerne og sjæl



Artikelserien om 'Veje til livskvalitet og mening' med følgende afsnit:

Afsnit I:    Fra tidsfordriv til engagement
Afsnit II:   Fra tryghed til frihed
Afsnit III:  Fra rutine til intensitet
Afsnit IV:  Fra funktion til proces.   

Nyere artikelserie om livskvalitet med følgende afsnit:

Livskvalitet og arbejde - 1. artikel i ny serie om livskvalitet  (9.1.12.)
Livskvalitet og kønsdrift - 2. artikel i ny serie om livskvalitet  (19.1.12.)
Livskvalitet og erkendelse - 3. artikel i ny serie om livskvalitet  (24.1.12.)
Livskvalitet og samfundsliv - 4. artikel i ny serie om livskvalitet  (3.2.12.)
Livskvalitet, religion og humor - 5. artikel i ny serie om livskvalitet  (12.2.12.)
Livskvalitet, aldring og død - 6. og sidste artikel i ny serie om livskvalitet  (21.2.12.)



Øvrige henvisninger til Jernesalts egne artikler:

Artikler om Danmark
Artikler om Samfund  (se iøvrigt linkene i venstre ramme)
Artikler om Eksistens  (se iøvrigt linkene i venstre ramme)
Artikler om Sekularisering  (se iøvrigt linkene i venstre ramme)



Redaktion
Essays
Emneindex
Personindex

Programerklæring af 2.6.02.
Jens Vrængmoses rubrik
Per Seendemands rubrik (fra 2005)



At læse Jernesalt
Introduktion til Jernesalts filosofi
Komplementaritetssynspunktet
Modstanden mod komplementaritetssynspunktet

Den komplementære helhedsrealisme
De psykiske grundprocesser
De psykiske fundamentalkræfter
Konsistens-etikken
Etik og eksistens

Livskvalitet (fire artikler) (2002-03)
Ontologi-serie (tolv artikler) (2010)
Virkelighedsopfattelse (syv artikler) (2007)
Religion som emergent fænomen i biologien  (28.12.09.)



Jernesalts 2009-filosofi
Forord  -   Begreber og aksiomer  -   Krisen ved årsskiftet 2008/09  -   Verdensbilledet 2009
Livet  -   Mennesket  -   Sjælen  -   Sproget  -   Samfundet  -   Overordnede politiske parametre
Udfordringen  -   Helhedsrealismens advarsler  -   Helhedsrealismens anbefalinger  -   Efterskrift



Værdimanifest (fra 2003))
Værdimanifest i forkortet udgave
Sagregister til værdimanifest



Til toppen   Til forsiden   PrintVersion   Tip en ven  


utils postfix clean
utils postfix normal