JERNESALT - dataset

Jernesalt

Dynamisk

komplementær

helhedsrealisme

Samfund

Eksistens

Sekularisering

Coronakrisen

E-Bøger

SAMFUND

Danmark

Flygtningekrisen

Muhammed-sag

EU og EUROPA

USA

Mellemøsten

Terrorismen

Miljø og klima

Medier

Polen

EKSISTENS

Værdier

Værdimanifest

Livskvalitet

Musik

Film

Kunst

Kunstblade

Etik

Litteratur

Psykologi

Erkendelse

SEKULARISERING

Verdsliggørelse

Virkelighed

Afdogmatisering

Oplysning

Sund fornuft

Ideer og ideologier

Frihed

Religion

Humor

2019-FILOSOFIEN

Forord

Krisen

Udfordringen

Håbet

Efterskrift

ESSAYS

RETORIK

ONTOLOGI

VIRKELIGHED

ENFOLDIG TALE

SKIDT OG KANEL

REDAKTION

PROGRAM

INTRODUKTION

INSPIRATORER

OVERSIGTER

EMNEINDEX

PERSONINDEX

LINKS

E-MAIL

utils prefix normal Forside Oversigter Redaktion At læse Jernesalt Sendemand Vrangsiden Kontakt

JERNESALT - politiken11b

ARTIKEL FRA JERNESALT - 30.6.11.

Bo Lidegaard vildleder om dansk partipolitik

Politikens nye chefredaktør, historikeren og den forhenværende diplomat Bo Lidegaard lagde den 26. april ud med en både festlig og tankevækkende leder om de radikales rolle i dansk politik, idet det skinnede tydeligt igennem at redaktøren er imod den siddende regering og ligefrem regner en socialdemokratisk ledet regering som den mest naturlige for Danmark. Det sidste fremgår også af Lidegaards bøger.

Den 26. juni blev den første leder fulgt op af en klumme om liberalismen der viser selvsamme præference, men samtidigt også peger på at grundholdningen ligger i ufuldstændige og uafklarede begreber om både liberalismen og nationalkonservatismen.

Meget korrekt skelner Bo Lidegaard mellem liberalismen som ideologi og som en almindelig liberal grundindstilling som præger stort set alle demokratiske partier og bevægelser i sekulariserede lande. Her hylder det store flertal et frisind og en sund fornuft der skyer fundamentalisme og ekstremisme - og det går altså ikke ind for en liberalisme der først og fremmest hylder markedsøkonomien som urokkelig princip som det bl.a. sker i tænketanken Cepos.

Problemet i Lidegaards egen tankegang kommer imidlertid meget tydeligt frem når han skal vurdere Venstres kursskifte efter valgnederlaget i 1998 til Poul Nyrup Rasmussen, og som Lidegaard behændigt, men historisk ukorrekt reducerer til et taktisk spørgsmål om at gå til valg på skattestop og kontraktpolitik og iøvrigt sætte gang i en værdipolitisk offensiv. Det nævnes ikke med ét ord at Venstres nye kontraktpolitik først og fremmest var Anders Fogh Rasmussens svar på Poul Nyrups eklatante løftebrud vedr. efterlønsgarantien eller at skattestoppet var det klare og letforståelige signal til vælgerne om at skatteskruen var blevet strammet nok. Og værdipolitisk gjorde Fogh Rasmussen op med 'smagsdommerne' ud fra en alment sund indstilling om at eksperter er uundværlige som rådgivere hvad angår saglige forhold, men ikke skal gøre sig til dommere over alt og alle.

Et væsentligt element i den nye værdipolitik var en endelig accept af Dansk Folkeparti som fuldgyldigt ansvarligt parti og sand repræsentant for den ægte folkelige modstand mod den både naivt humanistiske, men katastrofale udlændingepolitik som navnlig socialdemokraterne og de radikale med Poul Nyrup og Niels Helveg havde stået i spidsen for og som havde fået dem til at dømme DF ude fra det pæne selskab. På samme måde som begge partier i sin tid holdt Aksel Larsen og SF ude - uden ringeste hensyn til ændringerne i dette parti. Dansk Folkeparti har jo gennem de sidste ti år til fulde dokumenteret at det - i modsætning til Glistrups Fremskridtsparti - har ændret sig til et fuldt ansvarlig parti. På samme måde som Socialistisk Folkeparti nu har ændret sig og i en kommende regering utvivlsomt vil tage de sidste skridt mod fuld ansvarlighed.

Bo Lidegaard retter naturligvis også sine våben mod nationalkonservatismen som den trives i Dansk Folkeparti - og gør det også her på uden ringeste hensyn til fornuften i en nationalfølelse der er dybt forståelig som kollektivt bevidsthedsfænomen, og stikker langt dybere i befolkningen end det nationalkonservatismen prædiker og Pia Kjærsgaard forstår.

Dansk Folkeparti udsmykker alle sine lokaler på Christiansborg med malerier fra den danske Guldalder i midten af 1800-tallet (udlånt af Statens Museum for Kunst), og det giver undertegnede ikke noget for. En socialdemokratisk kunstner som Bjørn Nørgaard laver lige så dansk kunst som Johan Th. Lundbye, for det at være dansk er at gå ind i en stor og dyb tradition og udelukker ikke på nogen måde modernitet. DF som parti lider ganske enkelt under Søren Krarups og Jesper Langballes snævre tidehvervske ideologi - og det hæmmer dem. Men dybest set konkurrerer partiet jo med socialdemokraterne om gunsten fra det danske kolonihavefolk - og det skal man ikke foragte.

Hvad både Pia Kjærsgaard og Bo Lidegaard ikke har nogen klar forståelse for er, at det genuine folkelige er et udtryk for det kollektivt ubevidste - og derfor aldrig kan reduceres til nationalkonservative eller andre faste værdier, men er en uafladeligt skabende proces der i høj grad beror på tiltroen til friheden og den sunde fornuft. Og dette er grunden til at socialdemokraterne og SF langsomt er kommet til mere fornuft på dette felt under VKO-perioden.

Men det springende punkt - det dybest set emergente element i Venstres kursskifte - var en erkendelse af den tredje vejs politik som fremtidens politik for den brede befolkning. Indsigten var inspireret af Tony Blairs omformning af Old Labour til New Labour og beroede ikke mindst på studier og samtaler i London med kredse omkring Blair. Den tredje vej betød et opgør med den gamle klassekampstænkning og dennes opdeling af den politiske strid i en uforsonlig kamp mellem tilhængere af frihedsprincippet på den ene side og tilhængere af ligheds- eller tryghedprincippet på den anden. Blairs vej gik fra den gamle fundamentalistiske marxisme til midterpolitikkens tredje vej, men som Henrik Dahl fortæller i 'Spildte kræfter' så betragtede Blairs egne rådgivere det som en selvfølge at vejen akkurat lige så godt kunne gå den modsatte vej fra ortodoks liberalisme til midterpolitikken. Det afhang blot af hvem der kom først! Henrik Dahl bed mærke i muligheden, men talte for døve øren hos de danske socialdemokrater han dengang var i båd med. Og han forstod i grundet slet ikke, hvordan det kunne lade sig gøre for borgerlige at betræde den tredje vej.

Men der er jo intet mystisk i sagen, selvom hverken Tony Blair (og Anthony Giddens) eller Anders Fogh Rasmussen nogensinde selv har forstået sammenhængen. Den ligger imidlertid i at frihedsprincippet og lighed/tryghedsprincippet er logisk fuldstændigt uforenelige, men ikke destomindre begge uundværlige i menneske- og kulturlivet og derfor også i det politiske liv. Det første princip sikrer den nødvendige udfoldelse, nytænkning, initiativ og kreativitet, opdagelser og fremskridt, mens det andet princip sikrer det nødvendige fællesskab, solidariteten, en rimelig social orden og tryghed, hvor samhørigheden er i forsædet. Men da de to principper ikke kan gå op i en højere logisk syntese, må de betragtes som komplementære i Niels Bohrsk forstand. De er begge lige uundværlige og skal derfor begge tages i betragtning ved al samfundsmæssig og kulturel bedømmelse. Jf. artiklen Liberalismen og socialismen som komplementære fænomener.

Dette er der imidlertid ikke mange der har forstået - og derfor vil man fortsat, selv i et oplyst land aom Danmark der har fostret en tænker som Niels Bohr, være dømt til at blive ved med at foretage de store gængse udsving mellem synsmåderne i den politiske og kulturelle kamp. Dette vil også vise sig efter det regeringsskifte der kommer til efteråret, og som ikke skyldes befolkningens større tillid til oppositionens økonomiske politik, men simpelthen træthed over VK-regeringen. Det er et meget forståeligt træk, og det må betragtes som en stor fortjeneste ved vort demokratiske system at regeringsmagten med jævne mellemrum går på omgang. Intet parti og ingen partikonstellation har monopol på magten eller det moderne velfærdssamfunds udvikling.

Det sidste forstår Bo Lidegaard imidlertid ikke, og det forstår generelt kun meget få på venstrefløjen. De tror jo de har patent på samfundets intellektuelle kritik - og fatter åbenbart ikke at kritik primært er kritik af magten, uanset hvem der har den - og derfor nødvendigvis altid må være rettet mod de til enhver tid siddende magthavere.

Efter valget vil alle komme til at indse at en socialdemokratisk ledet regering under Helle Thorning Schmidt ikke vil få det let - og at også Socialistisk Folkepartis nytilkæmpede ansvarlighed vil komme på prøve over for de blåøjede idealister i baglandet.

Bo Lidegaard benytter ikke blot lejligheden til at sætte sine partipolitiske modstandere i dårligt lys, men også til at fremhæve det socialdemokratisk ledede Grækenland som aktuelt eksempel på hvor manglende skatteopkrævning fører hen, nemlig i uføret. Underforstået at skatterne altid bør følge med det ønskede niveau for statens og den offentlige sektors størrelse - uden hensyn til indtægter og ressourcer. Han ser bort fra, hvad Politikens egen Athen-korrespondent ikke lagde skjul på den 26.6., at Grækenland ikke blot har for mange borgere der unddrager sig skattebetaling, men netop har ladet velfærdsstaten gro fuldstændigt vildt til "et monster af en offentlig sektor", dvs uden ringeste forståelse for at en hvilkensomhelst ansvarlig regering bør sørge for nogenlunde balance mellem indtægter og udgifter på længere sigt. Grækerne ligger i dag som de selv har redt, lullet godt ind i illusioner.

Alt i alt er Bo Lidegaards partipolitiske klumme af 24.6. lige så forstemmende som hans leder af 24.4. var festlig og opmuntrende. Den viser ikke nytænkning af nogen art, men tværtimod gammeltænkning af værste skuffe - og dermed bekræfter den blot at Politiken langt fra lever op til sin påberåbelse om at være organ for den højeste oplysning her i landet.

Jan Jernewicz

Henvisninger:

Links til:

Politiken

Relevante artikler på Jernesalt:

Politikens nye chefredaktør lægger ud med festlig leder  (27.4.11.)
Henrik Dahls store politiske desillusionering   (13.6.11.)
Folkemødet på Bornholm - ægte eller uægte?  (22.6.11.)
Kontroversielle grænsedragninger  (18.6.11.)
De radikales 2020-plan  (7.6.11.)
S og SF fremlægger deres 2020-plan  (17.5.11.)
Historisk forlig mellem VKO og R om tilbagetrækningsreform  (14.5.11.)
Valget nærmer sig  (19.4.11.)
Hvad skal vi med værdikamp  (31.3.11.)
Indvandrerdebatten - Naivitet og fordummelse i politik IV  (14.3.11.)
Efterløn og politisk afmagt  (4.1.11.)

Individ og samfund som komplementære fænomener
Liberalismen og socialismen som komplementære fænomener Komplementaritet generelt
Niels Bohrsk forstand
Modstanden mod komplementaritetssynspunktet

De psykiske fundamentalkræfter (2.4.09.)
De psykiske grundprocesser
Jeget og selvet
Selvet - sjælen - ånden
Det kollektivt ubevidste og dets fundamentale eksistensværdi

Krisen omkring årsskiftet 2008/09  (21.2.09.)
Kulturelitens ulidelige foragt for folket
- eller 'kampen om sandhederne' ifølge Rune Lykkeberg  (21.11.08.)
Den økonomiske krise nu for alvor en omvæltende realitet  (29.10.08.)
Kulturalismen kontra oplysningsidé  (11.10.08.)
Den kreative klasse ifølge Richard Florida   (9.3.06)
Den herskende klasse efter 1970   (19.02.03.)
Midten i dansk politik  (25.10.04.)
Dansk politik under forvandling   (18.8.02.)
Blokpolitik eller hvad? - Status over VK-regeringens første halvår

Lars Løkke glemmer den tredje vej  (29.9.10.)
Den tredje vej og Labours nye formand  (27.9.10.)
Den tredje vej og Liberal Alliance  (28.9.10.)

Partiskadelig uafklarethed i Venstre (26.11.06.)
Anders Fogh Rasmussens vej, mål og begrænsninger (3.12.04.)

Ny formand for socialdemokraterne (13.4.05.)
Endelig gik han, Nyrup! (19.11.02.)
Krag, standpunkterne, nederlaget og latterkoncilet

Artikler om Danmark

Øvrige henvisninger til Jernesalts egne artikler:

Oversigter over artikler om Samfund  (se iøvrigt linkene i venstre ramme)
Oversigter over artikler om Eksistens  (se iøvrigt linkene i venstre ramme)
Oversigter over artikler om Sekularisering  (se iøvrigt linkene i venstre ramme)

Redaktion
Essays
Emneindex
Personindex

Programerklæring af 2.6.02.
Jens Vrængmoses rubrik
Per Seendemands rubrik (fra 2005)

At læse Jernesalt
Introduktion til Jernesalts filosofi
Komplementaritetssynspunktet
Modstanden mod komplementaritetssynspunktet

Den komplementære helhedsrealisme
De psykiske grundprocesser
De psykiske fundamentalkræfter
Konsistens-etikken
Etik og eksistens

Livskvalitet (fire artikler) (2002-03)
Ontologi-serie (tolv artikler) (2010)
Virkelighedsopfattelse (syv artikler) (2007)
Religion som emergent fænomen i biologien (28.12.09.)