JERNESALT - dataset

Jernesalt

Dynamisk

komplementær

helhedsrealisme

Samfund

Eksistens

Sekularisering

Coronakrisen

E-Bøger

SAMFUND

Danmark

Flygtningekrisen

Muhammed-sag

EU og EUROPA

USA

Mellemøsten

Terrorismen

Miljø og klima

Medier

Polen

EKSISTENS

Værdier

Værdimanifest

Livskvalitet

Musik

Film

Kunst

Kunstblade

Etik

Litteratur

Psykologi

Erkendelse

SEKULARISERING

Verdsliggørelse

Virkelighed

Afdogmatisering

Oplysning

Sund fornuft

Ideer og ideologier

Frihed

Religion

Humor

2019-FILOSOFIEN

Forord

Krisen

Udfordringen

Håbet

Efterskrift

ESSAYS

RETORIK

ONTOLOGI

VIRKELIGHED

ENFOLDIG TALE

SKIDT OG KANEL

REDAKTION

PROGRAM

INTRODUKTION

INSPIRATORER

OVERSIGTER

EMNEINDEX

PERSONINDEX

LINKS

E-MAIL

utils prefix normal Forside Oversigter Redaktion At læse Jernesalt Sendemand Vrangsiden Kontakt

JERNESALT - politiken11a

ARTIKEL FRA JERNESALT - 27.4.11.

Politikens nye chefredaktør lægger ud med festlig leder

Overraskende nok blev det den 53-årige historiker og diplomat Bo Lidegaard der i går tiltrådte stillingen som Politikens chefredaktør efter Tøger Seidenfaden der døde af kræft i december måned. Det overraskende ligger primært i at det ikke er en journalistisk uddannet og erfaren fagmand der får jobbet, men en forsker og 'bogmand', og det sker med fuldt overlæg fra ledelsens side, idet den administrerende direktør for JP/Politikens Hus Lars Munch udtrykkeligt sagde at bestyrelsen var gået efter en mand der - foruden at være en god debattør og have internationalt udsyn - også havde en akademisk og intellektuel baggrund.

Bo Lidegaard er cand.phil. i historie fra 1984 og blev dr. phil. i 1996 på et værk om Henrik Kaufmann, der i 1939 var dansk gesandt i USA, men ved Danmarks besættelse 9.4.1940 erklærede sig uafhængig af den ufrie danske regering. Lidegaard fortsatte med et værk om den omstridte diplomat Povl Bang Jensen der blev tilknyttet det selvsamme danske gesandtskab i 1939, men fra 1949 var ansat i FN, hvorfra han imidlertid blev afskediget i 1958 da han nægtede at udlevere en liste over ungarnske flygtninge, fordi han frygtede kommunistisk misbrug af den. Året efter begik han selvmord. I 2002-03 udgav Lidegaard en stor og meget rost biografi om statsminister Jens Otto Krag, som blev vurderet meget højt, men som undertegnede havde visse indvendinger imod. I 2004 fulgte et værk om 'Dansk Udenrigspolitisk Historie 1914-45' (indbefattet samarbejdspolitikken 1940-45), og i 2005 et værk om 'Kampen om Danmark 1933-45'. Så Lidegaard er en yderst grundig, flittig og spændende historiker.

Han er i det hele taget en flittig mand der overkommer det utrolige, for de nævnte værker er kun delvis kommet i stand i kraft af to forskningsstipendiater hhv. 1994-96 og 2000-02. Lidegaard har nemlig ellers passet sine forskellige stillinger i det danske diplomati, begyndende i 1984 med posten som fuldmægtig i udenrigsministeriet, senere ambassaderåd, kulturråd og kontorchef, og endelig fra 2005 departementsråd i Statsministeriet, med ansvar for først udenrigsområdet, siden klimasekretariatet (i forbindelse med klimatopmødet i 2009 og senere). Det internationale udsyn fejler altså heller intet.

Det var daværende statsminister Anders Fogh Rasmussen der trak Lidegaard til statsministeriet i 2005, og som gjorde det vel vidende at Lidegaard havde et andet syn på krigen i Irak end han selv havde og også et andet syn på samarbejdspolitikken under besættelsen. Men det er som bekendt altid klogt af en god leder at sørge for modspil i sin nærmeste kreds. Og det spillede naturligvis også ind at Fogh ønskede mest mulig indflydelse på dansk udenrigspolitik!

Når det drejer sig om dagbladet Politiken er det bemærkelsesværdigt at Lidegaard for to år siden åbenlyst kritiserede bladets aktuelle redaktionelle linje da Bjørn Bredal udgav sit store og flotte værk om 'Politiken mod Politiken' med undertitlen 'Idekampe 1884-2009'. Lidegaard skrev i sin anmeldelse bl.a. at det er "som om avisen ikke helt har besindet sig på, hvor hurtigt konteksten er skiftet og hvor dramatisk Politikens position har rykket sig i det politiske spektrum gennem det sidste årti. Vel at mærke ikke, fordi avisen i dag repræsenterer andre holdninger, end den gjorde i det forrige århundrede, men netop, fordi den ikke gør det". Og Lidegaard fortsatte: "Holdningsskredet forandrer den måde, vi er samfund og nation på, og det ændrer Politikens grundlæggende livsvilkår, selve den jordbund, bladet suger næring fra. Dermed forandres også opfattelsen af, hvad Politiken er. Der er fanden til forskel på at tage têten - og at stritte imod forandringen."

I et interview med Politikens medieredaktør Jakob Elkjær i dagens avis præciserer Bo Lidegaard sit synspunkt. "Jeg har i mit liv som historiker og embedsmand været dybt optaget af, hvad det er som har skabt lige netop den version af en moderne europæisk velfærdsstat, som er den danske. Ved at have skrevet om det og ved gennem de sidste 25 år at have levet i forskellige dele af centralforvaltningen kan jeg måske bidrage med erfaring i, hvordan tingene hænger sammen, og med nogle synspunkter på de store brudflader."

Men, tilføjer han, "Jeg kommer ikke med et program for forandring, men jeg kommer med en vilje til at være en del af de forandringer, som skal til." Han påpeger at de ydre vilkår for velfærdssamfundet har ændret sig. "Det er helt sikkert at vi ikke kan fortsætte som hidtil. Velfærdssamfundet kan ikke se ud om ti år, som det gør i dag. Det skal man ikke blive alarmeret eller forskrækket over. Det betyder bare at vi er nødt til at gennemføre forandringer. Det er ikke abstrakte forandringer, som blot vedrører nogle embedsmænd i Finansministeriet. Det er forandringer, som vedrører dig og mig."

Den nye chefredaktør erklærer at han er optaget af hvad Politiken skal kæmpe for. "Det er ikke den enkelte velfærdsordning eller det enkelte privilegium. Det er selve den tanke, at vi har et samfund som er solidarisk. En tanke om, at samfundets ansvar ikke kun går ud på at holde dig fra undertrykkelse, men at samfundet også skal skabe rammer, så du kan udfolde dine talenter og din produktivitet. Det er velfærdssamfundets kerne, selv om man nogle gange, når man hører debatten, kunne få den tanke, at den enkelte ydelse er kernen. Velfærdsordningerne vil blive ændret, og de skal ændres for at forsvare kernen i velfærdssamfundet."

Men for at alt dette ikke skal være løgn eller lutter kønne ord, startede Bo Lidegaard sin nye dag som chefredaktør med at skrive en leder der advarer rød blok mod at gå i den fælde den blå regering sætter op og som hedder kontraktpolitikken. Lidegaard hævder at VK-regeringens strategi skulle være "at presse rød blok ud i så mange løfter om alt det den ikke vil gøre efter et valg, at vejen frem for den nye regering bliver blokeret af dens egne hellige køer" - som fx. garantier for uændret efterløn og pension. VK-regeringens kalkulation skulle være at den kan generobre regeringsmagten efter kort tids opposition, "når den S-ledede regering står lammet med en økonomi der rutsjer ned, offentlige udgifter der vokser om kamp med vælgernes forventninger, og en troværdighed der fra første dag er truet, når alt hvad regeringen kan og bør gøre, er noget den på forhånd har lovet ikke at gøre."

Til sidst hedder det at den økonomiske udfordring er monumental, fordi konkurrencen er benhård. "Den ansvarlighed, en ny regering skal genindføre, forudsætter handlefrihed, nye visioner og viljen til at slagte hellige køer. Ellers risikerer det at blev en kort fornøjelse."

Og det tør da kaldes rette ord til rette tid fra en nytiltrådt chefredaktør hvis hjerte banker for både velfærdssamfundet og en S-ledet regering der tør se udfordringen i øjnene. Den skal efter hans mening erklære sig villig til at slagte nogle hellige køer frem for at blive ved med at garantere vælgerne at de ikke bliver rørt, selv om alle med nøgternheden i behold kan se at det bliver uundgåeligt. Budskabet rammer lige ind i de helt aktuelle forhandlinger om regeringens 2020-plan, der ser ud til at ende med et valg netop fordi hverken regeringens støtteparti Dansk Folkeparti eller den kommende regerings to hovedansvarlige, socialdemokraterne og Socialistisk Folkeparti, har tænkt sig at give de nødvendige indrømmelser. Mens omvendt Det radikale Venstre erklærer sig enig med den siddende regerings økonomiske tanker, men ser ud til at få det mere end besværligt med den kommende regering partiet ønsker.

Jo, udnævnelsen af Bo Lidegaard til ny chefredaktør for Politiken er en overraskelse, der ikke alene kom bag på dagbladets ansatte, men formentlig allerede har fået det til at gibbe i både dem og flertallet af læsere her til morgen. Herunder en læser der forleden spurgte hvordan regeringen kunne hævde at den ville redde velfærdssamfundet når den faktisk skar ned på dens ydelser. Dette er jo for mange på venstrefløjen komplet uforståeligt. Så der er vitterligt behov for et højere oplysningsniveau her i landet.

Bo Lidegaard ser ud til at være indstillet på at rette op på det. Han må nærmest betragtes som afdøde Tøger Seidenfadens diametrale modsætning. Formentligt lige så intelligent og skarp som analytiker, men med en helt anden baggrund og erfaring samt adfærdsmønster (man kan fx vanskeligt forestille sig at Lidegaard som Seidenfaden vil tillade sig at gå tidligt hjem fra redaktionen). Seidenfaden var en ener i dansk bladverden - og som sådan umulig at leve op til som efterfølger. Men Politikens øverste ledelse har formentlig valgt rigtigt ved netop at give den store opgave til en mand der fra først færd har sat sig som opgave at være med til at skabe forudsætninger for den nødvendige debat om nødvendige forandringer, en debat der kan føre velfærdssamfundet ud af dødvandet og ind i en realistisk drøftelse af hvad der må og skal gøres for at bevare dets kerne ved at forandre dets veje og midler så der kommer tidssvarende løsninger ud af beslutningsprocessen.

Bo Lidegaards leder af dags dato må siges at være modig - og præcis hvad der er brug for. Det er ganske vist en postgang for sent at få socialdemokraterne og Socialistisk Folkeparti til at skifte spor i de igangværende forhandlinger med regeringen. Men vi får jo heller ikke et forlig i denne omgang. Vi får et valg der efter alt at dømme - hvis vi ser bort fra de mirakler VK-regeringen håber på - vil resultere i en ny mindretalsregering der så får chancen for efter ti år med en borgerlig regering at vise hvad den dur til. Men som understreget gang på gang på disse sider, så vil en S-SF-regering ikke få det let, for dens økonomiske plan hænger ikke sammen. Udfordringen er ikke alene større end dens ledere tror, den er som Lidegaard skriver i sin leder monumental. Ja, den består lige præcis i at erkende virkelighedens begrænsede muligheder og nødvendigheden af en økonomisering med midlerne for at bevare velfærdssamfundet som sådant. Lidegaards budskab er med andre ord en meget klar opfordring til S og SF om at komme til erkendelse af de hårde økonomiske realiteter og i det mindste lade være med at udstede uindfrielige garantier.

Da intet tyder på at S og SF skifter spor på denne side af valget, men først vil gøre det når økonomien tvinger de to partier til det, kan Lidegaards budskab fortolkes som en indirekte opfordring til at gøre det økonomisk ansvarlige Radikale Venstre så stærke ved det kommende valg, at der ikke efter valget kan føres letsindig politik. Om dette vil blive forstået af tilstrækkelige mange vil bl.a. de kommende meningsmålinger give et fingerpeg om. Men det er ganske tankevækkende at det bliver Politikens nye chefredaktør der tør sige venstrefløjen sandheden. Han nævner ikke de radikale med ét ord i sin leder, han vil formentlig foretrække at det bliver S og SF der kommer på bedre tanker. Men han kommer ikke for ingenting fra diplomatiet. Hans leder er meget diplomatisk formuleret, men den er ikke desto mindre overordentlig klar i sit budskab.

Jan Jernewicz

Henvisninger:

Links til:

Politiken

Relevante artikler på Jernesalt:

Politiken mod Politiken
- 125 års slag for oplysning og modernitet eller hvad?  (14.10.09.)
Politiken lefler for Profetens efterkommere  (28.02.10.)
Salomonisk løsning på striden om elitesoldatens bog?  (22.9.09.)
Politikens jægersag en mediestunt?  (17.9.09.)
Mediedækning af krig og konflikt - kontra oplysning  (2.2.09.)
Dagbladene under pres  (19.4.07.)
Politiken og det ydre skin  (11.10.06.)
Politikens reaktionære holdning  (28.2.06.)
Politiken, valget og livsløgnene   - er dagbladet i virkeligheden blevet reaktionært? (2.2.05.)

Krag, Jens Otto, socialdemokratisk politiker (standpunkterne)

Artikler om Danmark
Artikler om Medier
Artikler om Samfund
Artikler om Eksistens
Artikler om Religion
Artikler om Sekularisering

Øvrige henvisninger til Jernesalts egne artikler:

Oversigter over artikler om Samfund  (se iøvrigt linkene i venstre ramme)
Oversigter over artikler om Eksistens  (se iøvrigt linkene i venstre ramme)
Oversigter over artikler om Sekularisering  (se iøvrigt linkene i venstre ramme)

Redaktion
Essays
Emneindex
Personindex

Programerklæring af 2.6.02.
Jens Vrængmoses rubrik
Per Seendemands rubrik (fra 2005)

At læse Jernesalt
Introduktion til Jernesalts filosofi
Komplementaritetssynspunktet
Modstanden mod komplementaritetssynspunktet

Den komplementære helhedsrealisme
De psykiske grundprocesser
De psykiske fundamentalkræfter
Konsistens-etikken
Etik og eksistens

Livskvalitet (fire artikler) (2002-03)
Ontologi-serie (tolv artikler) (2010)
Virkelighedsopfattelse (syv artikler) (2007)
Religion som emergent fænomen i biologien (28.12.09.)