Jernesalt
Dynamisk komplementær helhedsrealisme
Samfund Eksistens Sekularisering DRAMAER E-Bøger
SAMFUND
 
EKSISTENS
 
SEKULARISERING
 
2009-FILOSOFIEN
 
LEKSIKON
ESSAYS
DRAMAER
RETORIK
ONTOLOGI
VIRKELIGHED
ENFOLDIG TALE
SKIDT OG KANEL
REDAKTION
PROGRAM
INTRODUKTION
INSPIRATORER
OVERSIGTER
EMNEINDEX
PERSONINDEX
LINKS
E-MAIL
 
utils prefix normal Forside    Oversigter    Redaktion    At læse Jernesalt    Sendemand    Vrangsiden    Kontakt   
 
JERNESALT - retorik04

ARTIKEL FRA JERNESALT - 14.3.11.


Indvandrerdebatten - Naivitet og fordummelse i politik IV

Tonen  -   Ringeagten  -   Generalisering  -   Dikotomi  -   Meningspådutning  -   Sindelagsetik
Bjælken i dit eget øje  -   'Ikke-svar'  -   Kocks konklusion  -   Jernesalts konklusion  -  

I sin bog 'De svarer ikke' gør Christian Kock med rette indvandrerdebatten her i landet til et sandt lærestykke i politikernes uskikke og begrænsninger. Da hele emnet fortsat er politisk sprængstof - hvad den nyudnævnte integrationsministers provokerende bemærkninger om nødvendigheden af indvandrernes assimilation i dansk kultur tydeligt har vist - så er det ganske fornuftigt at trække de retoriske problemer op på Kocks manér. Men det må i samme moment tilføjes, at det ikke er tilstrækkeligt.

Kock påpeger at indvandrerdebatten i Danmark snublede allerede da den startede i 1980'erne, hvor den ellers kunne have været rigtig nyttig. Mange forhold og problemer i forbindelse med indvandringen i Danmarkk blev ikke diskuteret og bearbejdet tidligt nok, men fik lov at blive stadig værre igennem lang tid; og blev de alligevel taget op, blev der ofte valgt 'løsninger' med uigennemtænkte og problematiske virkninger.

Der dannedes nemlig to fløje i debatten som opgejlede en polariseret, fjendtlig stemning mod hinanden. Og det har efter Kocks mening nok betydet at debatten har været med til at øge afstanden mellem mange 'etniske danskere' og 'nydanskere' - og dermed også forsinket og svækket integrationen, ja lokket et vist antal indvandrere ud i radikalisering og fjendtlighed over for Danmark.

Kock ser indvandrerdebatten som en studie i hvordan vores ledende debattører - på begge sider - har skabt et skidt forbillede for os andre. Alle de uskikke han gennemgår i sin bog demonstreres i denne debat, mens det har knebet med det der virkelig har været behov for: en debat hvor de argumenter der var rigtige og relevante, blev fremført, hørt og besvaret, og hvor virkelighedsfjerne, irrelevante argumenter og dårlige svar fra begge sider blev afsløret for det de var.



Kock mener at 'indvandrerdebatten' er et forenklende ord for ytringer der har at gøre med at der er kommet en del menneske af fremmed herkomst til Danmark, for reelt dækker ordet meget mere end indvandrerproblematikken, nemlig også fænomenerne 'flygtninge', religionen islam, herunder den voldsomme debat om 'Muhammedtegningerne', og endelig den internationale terrorisme. Disse fire emner er ofte blevet rodet sammen, og det har i høj grad været de samme debattører der har ytret sig om dem - og fremturet med de samme uskikke.

En anden forsimpling i debatten er at tale om 'den ene side' og 'den anden side'. Netop 'dikotomien' - hele forestillingen om at man enten mener ét, eller også mener man det stik modsatte - har været med til at give os en masse dårlig debat.

Koch, der går ind for det han kalder argumentationsdemokratiet, har det hovedsynspunkt at enhver kritik af den ene side i indvandrerdebatten er forfejlet hvis den friholder den anden. Og der har efter hans mening netop været meget enøjet kritik. En del af den rammer noget rigtigt. Men stort set al kritik af den ene fløjs bidrag til debatten har været kemisk renset for kritik af den andens bidrag. "Fra start har begge fløje klaget gudsjammerligt over modstandernes debatpraksis. Det har været tragikomisk. Ingen deltagere i indvandrerdebatten er kommet på den idé at hvis man hælder fordømmelse ud over modpartens debatform (og det har der som sagt været god grund til) bør man måske også feje for egen dør". Ja, det tragikomiske hæves ifølge Kock til anden potens når nogen fra den ene side raser over at nogen fra den anden side klager over debatformen (eller 'tonen' som det oftest er blevet kaldt) - imens vedkommende selv klager højlydt over 'tonen' hos modparten.



Selvom de andre uskikke i debatten er vigtigere, medgiver Kock, at tonen ikke er helt ligegyldig. Èt er at man taler groft til meddebattører. Mere problematisk er det hvis man fx omtaler bestemte befolkningsgrupper i en 'tone' der er ringeagtende eller hadefuld. Så får man nemlig aldrig en åben samtale om substansen.

Kock langer i denne forbindelse ud efter tidligere statsminister Anders Fogh Rasmussen der under den voldsomme debat om Muhammedtegninger til Berlingske afviste påstanden om at der skulle være nogen speciel hård tone eller at den skulle være blevet specielt hårdere. Den var tværtimod "pæn, ordentlig, rolig og redelig".

Men det mener Kock er en påstand der er afdøde Saddam Husseins informationsminister 'Komiske Ali' værdig. Ham husker vi som manden der på irakisk tv blev véd med at hævde at situationen var under Saddam Husseins kontrol, selvom amerikanske tropper nærmede sig hovedstaden. Komiske Ali snakkede imidlertid ikke på noget tidspunkt om tonen i nogen debat - så sammenligningen turde være temmelig malplaceret. Anders Fogh Rasmussen benægtede på intet tidspunkt substansen i problemerne i Danmark under Muhammed-sagen, men fandt tonen god nok, og det kunne han gøre med både god samvittighed og intakt redelighed, fordi han var og er principielt tilhænger af at man siger sin ærlige mening i den offentlige debat. Han holdt selv sin sti ren.

Kock har lov til at mene at "store dele af indvandrerdebatten" fra begge sider har været "ført i et hysterisk toneleje, skingrende af ringeagt og aggression". Og han har også lov til at dokumentere uhyrlighederne konkret, men når han ikke forstår at Fogh med sin bemærkning om tonen ikke var ude på at bestride substantielle fakta, men om at mane til besindighed, ordentlighed og redelighed, så ser det ud til at retorikeren Kock savner øre for finere nuancer i debatten. Og det skal da heller ikke skjules, at Kocks dokumentation halter gevaldigt, i og med at det stort set kun er de værste udslag af fejl han fremfører, mens han slet ikke prøver at vurdere debatten i sin helhed. Noget sådant kan ikke gøres uden at se det retoriske problem i forhold til selve substansen.



Men relevant er det da at få belyst uskikkene. Ringeagten er en af dem, og den lyser ud af næsten alt hvad forfatteren Carsten Jensen har ytret om sine politiske modstandere. For eksempel har han i 2002 betegnet daværende indenrigsminister Karen Jespersen som "en af fremmedangstens nyttige idioter" og undervisningsminister Bertel Haarder som "udstødelses- og had-minister Bertel Haarder". En af hans lange søndags-klummer i Politiken sluttede på denne måde: "Det er nemlig det eneste der er tilbage i dansk politisk ruinlandskab, vort sidste nationale samlingspunkt, den tapre forsvarer af vore fælles værdier, inkarnationen af den enestående danske hygge: Pia Kjærsgaard. Et skrigende fugleskræmsel midt i en askemark". - Altsammen påstande der ikke er værd at beskæftige sig med, men som Politiken gerne trykker. Carsten Jensen har en høj stjerne i redaktionen - og udtrykker netop redaktionens synspunkter mere bramfrit end den selv tør.

En der særligt er blevet tilsvinet, ja dæmoniseret er Dansk Folkepartis Søren Krarup - den ene af partiets to meget udfarende tidehvervske præste-fætre. For eksempel har forfatteren og journalisten Klaus Lynggaard i Information beskrevet Krarup som "en af uforløst brunst til galskab drevet elefant i en glasbutik"; manden er udtryk for "den lavest tænkelige nedrighed", kendetegnet ved sin "silende, misantropiske, ergomaniske og grundlæggende selvhadske galde" osv osv. - Igen er der tale om helt værdiløse domme, der blot er udtrykt i et sprog der bekræfter de salige venstreorienterede i troen.

Men Søren Krarup er jo ikke bedre selv. Centrumdemokraten Arne Melchior kalder han "denne manierede snakkemaskine, dette orgie af ufordøjede fraser"; om DPU-professoren Per Schultz Jørgensen hedder det at "hans intellektuelle niveau er på barnestadiet"; statsminister Poul Nyrup Rasmussen bedømmes som en "en plasticfigur" der "tilhører det kompagni som min far i sin tid døbte 'de toneangivende undermålere'"; og om en bog af redaktør David Trads hedder det, at "Et anstændigt menneske kan ikke have med skandskrivere af hans art at gøre. Han skal have lov at vælte sig alene i den rendesten, fra hvilken han henter sin mistænkeliggørelse og sine redskaber." - Sådanne ytringer taler for sig selv, men manden vender vi uundgåeligt tilbage til.



Generaliseringer er især problematiske når de gælder hele befolkningsgrupper, hvad de naturligvis let kommer til i indvandrerdebatten. Men Dansk Folkepartis tidligere berygtede Mogens Camre påstår uden at blinke at "Kritikken mod Dansk Folkeparti er helt uberettiget. Vi taler ikke nedsættende og vi generaliserer ikke"!

Efter Kocks mening har den indvandrerkritiske fløj siden firserne fremturet med nedsættende generaliseringer om islam, foruden om alle muslimer i Danmark, eller alle muslimer i verden, eller alle indvandrere. Og han hælder til den anskuelse at næppe nogen af indvandrerdebattens uskikke har gjort så stor skade som denne. Udsagnene har nemlig dels medvirket til at køre debatten af sporet, dels "ville det være sært, hvis ikke den stadige beskydning har fået mange mennesker i de bagtalte grupper til i højere grad at distancere sig fra det danske samfund og fristet nogle af dem til radikalisering og ekstremisme."

Kock undlader at gøre opmærksom på at Pia Kjærsgaard i fint samarbejde med Kristian Thulesen Dahl og Peter Skaarup rent faktisk har renset gevaldigt ud i de negative sprogblomster i partiets rækker, bl.a. huskes hun for midt i en valgkamp at give ordre til omgående udsmidning af et partimedlem der for åben skærm stod på gaden og svinede muslimer til. Man skal have fulgt dårligt med i debatten og partiudviklingen de sidste tyve år, hvis man ikke kan se tydelig forskel på Kjærsgaards Folkeparti og Glistrups Fremskridtsparti.



Pia Kjærsgaard har derfor ret til at sige, at "Kritik af islam som sådan og muslimer i al almindelighed er ikke Dansk Folkepartis politiske ærinde. Men lodret, målrettet, entydig kritik af og afstandtagen til islamisme og islamister er både velkommen og nødvendig. Derfor er det rigtigst, når vi rejser kritik imod muslimske fanatikere, utilpassede imamer og tilsvarende, at vi kalder dem islamister, og at vores kritik af islam rettes mod islamisme og de ekstreme tolkere af islam, islamisterne."

Det er da faktisk tydelig anbefaling af nuancering. Men unægteligt falder mange alligevel igennem, også andre end Krarup og Camre. Kock mener at selv Venstre-ministeren Bertel Haarder dumper i med en udtalelse som denne: "Flygtningene har det svært ved at komme op om morgenen. De simulerer sygdom og får lægerne til at lave falske lægeerklæringer. De står ikke til rådighed for arbejdsmarkedet.... en udlænding kan jo få den opfattelse, at hvis man bare kan få en erklæring, så er det i orden at man simulerer".

Men helt bortset fra at der her er tale om flygtninge og ikke indvandrere, så er der jo høj relevans i påstandene (som dokumenteres i mange tv-reportager fra asylcentrene). Man kan indvende at Haarder udtrykkeligt skulle have sagt 'nogle flygtninge', men her rammer vi ind i en problematik som Kock ikke rigtigt vil beskæftige sig med: Hvis politikerne hele tiden skal udtale sig fuldstændigt korrekt og uangribeligt, får de ikke sagt hvad de mener på den ofte korte tid de har til rådighed. Personligt mener jeg ikke Haarders generalisering i ovennævnte tilfælde er utilladelig eller uhensigtsmæssig. Sagen er at det forhold at alt for mange i en gruppe udnytter det fortræffelige danske social- og asylsystem altid vil komme til at ramme også dem der ikke udnytter systemet. At hænge alt op på korrekt jura eller for den sags skyld ideel retorik, tjener egentlig kun det formål at sætte juraen og retorikken over den store folkelige modstand mod misbrug af vore systemer.



Christian Kock angriber i denne forbindelse også fhv. statsminister Anders Fogh Rasmussen for hvad han kalder en 'tvetydig generalisering'. Fogh sagde i sin nytårstale 2004 bl.a.: "Mange års fejlslagen udlændingepolitik har fx skabt Indvandrerghettoer, hvor mændene er arbejdsløse, hvor kvinderne er isolerede, og familierne kun taler hjemlandets sprog..... Ghettodannelser fører til vold og kriminalitet og konfrontation. Det kender vi fra udlandet. Og det hverken kan eller vil vi acceptere i Danmark....".

Kock mener at indvandrere her, "endnu en gang og med en vis ret, oplever at de bliver stemplet uretfærdigt". - Jo, det kan godt være i en vis forstand, men siden har vi fået regulære planer for nedrivning eller renovering af ghettoerne, fordi problemerne i disse er for mange og for store, og det var vel egentlig det Fogh først og fremmest ville pege på.



Generalisering for fuld skrue finder Kock hos SF'eren Pernille Frahm, når hun taler om 'os etniske danskere' og den måde 'vi' behandler indvandrerne på, for dermed deler hun borgerne op i 'os' og 'de andre'. Hun siger bl.a. "Vores manglende solidaritet med og omsorg for de nye udsatte grupper er et enormt svigt. Vi har insisteret på at fortsætte som før, selv om virkeligheden i Danmark er forandret."

Pernille Frahm begår også en anden uskik der har været typisk netop for visse indvandrervenlige debattører og som består i at påstå at de problemer der utvivlsomt findes i nogle indvandrergrupper og fremkalder deres negative strategier alene skulde have sociale årsager. Dermed underforståes at det er forhold som vi etniske danskere har skylden for. Der kan altså ikke også være andre årsager fx kulturelle faktorer i de pågældende grupper. Men som Kock gør opmærksom på så er de SF'ere der fortsat måtte mene noget sådant "dog siden blev meget mere tavse i hendes parti".

Frahms og mange andres synsmåde kaldes en 'dikotomi': Enten er det ene tilfældet, eller også det andet. Dermed postulerer man 1) at begge dele ikke kan være tilfældet samtidigt, og 2) at en tredje faktor ud over de to heller ikke kan tænkes. Det er efter min mening en meget udbredt, men desværre også meget uheldssvanger tænkemåde i alle samfundslag. Kock nævner imidlertid slet ikke at der findes en fortræffelig udvej af denne primitive og forstandsforheksende enten-eller-tænkning og det er - som ingen læser af Jernesalt er i tvivl om -
komplementaritetssynspunktet. Netop dette synspunkt ville gavne utroligt i ikke blot indvandrerdebatten, men i al politisk debat. Men det kræver øvelse, så man skal nok ikke forvente det bliver alment lige med det første!



Begge sider i indvandrerdebatten har påduttet os tvivlsomme dikotomier. Og det kan ikke undre at Søren Krarup kan påvises at have været særligt flittig.

Hillerøds socialdemokratiske borgmester, der i 1992 nægtede 'Den Danske Forening' kommunale lokaler til foredragsbrug, blev af Søren Krarup stemplet som "denne uvidende, overfladiske, popularitetsleflende borgmester". Biskoppen i Viborg kaldte Krarup "en behagesyg missionsmand, rund og glat og popularitetsjagende". TV2-nyhedsværten Natasja Crone var "en hjernetom poptøs". Og Politikens nu afdøde chefredaktør Tøger Seidenfaden kaldt Krarup i sin tid: "De mondæne meningers håndgangne mand. Den politiske korrektheds artige eftersnakker".... præget af "åndelig umodenhed, for ikke at sige infantilitet".

Den slags udsagn er tåbeligt primitive og tjener i hvert fald ikke demokratiets sag, selvom Krarup vil mene det. Men når Kock angriber Krarup for den grundholdning, at flygtninge er "folk der i religiøs og kulturel henseende er fundamentalt forskellige fra danskerne", og simplificerer den til at være en dikotomi af arten "Enten islamisk fundamentalisme eller vestlig samfundsforståelse", så tror jeg han går galt i byen. Han antager endda selv at tendensen hos Krarup bunder i Luthers kristendomsforståelse (eller rettere dennes to-regimentslære) som Krarup og hans meningsfæller har ført ud i deres egne helt særlige konsekvenser: "Enten er loven hellig (som Islam siger om shariaen) eller også er loven verdslig (som kristendommen siger om loven i landet)", og dette spiller da givetvis en stor rolle, men Kock kan jo ikke benægte faktum, at muslimer i religiøs og kulturel henseende er fundamentalt forskellige fra danskerne, eller at det er dette - ved siden af selve antallet af muslimske indvandrere - der skaber hele indvandrerproblematikken.



'Stråmændene' eller meningspådutningen finder Kock naturligvis også i indvandrerdebatten. Og Søren Krarup er igen i særklasse.

Sociologen Jaques Blum, der i en kronik havde slået til lyd for at danskerne skal til at vænne sig til at man kan være dansk på mange måder, fik følgende salut: "Blum formelig gnider sig i hænderne over at det 'ensartede smørhul' nu bliver slået i stykker. Ha ha, nu får de velnærede danskere kærligheden at føle i deres smørhul. Nu bliver de selv til en minoritet." - Men Blum har aldrig nydt en så primitiv morskab.

Forfatteren Jørgen Knudsen er en af Krarups mange yndlingsaversioner: "Vi må ikke forsvare os mod en ukontrollabel indvandring i Danmark, som i løbet af et par generationer vil gøre danskerne til et mindretal i deres eget fædreland. Siger den historiske retfærdighed og Jørgen Knudsen." - Men Jørgen Knudsen har aldrig sagt så vanvittige ting.

Pia Kjærsgaard kan dog også være med i selskabet - omend i urban sprogtone - når hun under Muhammedkrisen skrev at hele argumentationen i en leder i Berlingske Tidende var "gennemsyret af at Berlingske anerkender og accepterer den muslimske verdens helt igennem urimelige angreb på Danmark og danske interesser." Kock kan oplyse at Berlingeren faktisk skrev imod den sort-hvide opdeling af verden med en bemærkning som denne "Moderne tænkende borgerlige vil ikke lade sig lægge i Dansk Folkepartis benlås".



Under den efter min mening uheldige betegnelse 'Sindelagsetik' kommer Kock ind på brugen af moralske regnestokke i debatten, og han påpeger at fløjene ikke har noget at lade hinanden høre. Den humanistiske fløj i indvandrerdebatten har ikke tøvet med tøjlesløse fantasier om modparternes nedrige motiver. Hvor den nationalistiske fløj ofte har tale om selvgodhed, behagesyge m.v. har humanisternes anklager om psykologiske motiver måske været knap så hyppige, men til gengæld grellere.

Socialdemokraten Torben Lund talte engang om Birthe Rønn Hornbechs afstumpede sind der har nået et højdepunkt. "Hendes sadistiske tilfredsstillelse ved at mishandle mennesker som hun har magten over, har åbenlyst ingen grænser". Og SF'eren Pernille Frahm gjorde under en debat gældende at de nye vinde der blæser i udlændingepolitikken "får forligspartierne bag udlændingeloven til at galoppere mod håndvasken. For loven kan de ikke tale sig fra. Den er sammensat ud fra et ønske om først og fremmest at få ro med højrefløjen."

Kock understreger med god grund at moralsk bedømmelse aldrig kan blive objektiv, men han synes ikke at have øje for at den moralske vurdering har taget overhånd og i indvandrerdebatten for længst har udviklet sig til decideret moralisme, det at bedømme andres moral ud fra fuldstændigt faste kriterier - jf. Poul Nyrups gamle stempling af DF som ikke-stuerene eller den ophidsede debat i Østrig efter at den konservative kansler Schlüssel tog den kontroversielle Jörg Haider fra Frihedspartiet med i regeringen. Socialdemokraternes forargelse kendte ingen grænser, og den holdt sig i årevis. - Jf. artiklen
Dette latterligt moralistiske EU-parlament.

Det værste her er ikke at manglen på elementær demokratisk tolerance udarter til alle de verbale uskikke Kock beskriver, men at den ægte etiske besindelse svigtes. Men det er desværre noget Kock slet ikke forholder sig til, for hele hans retoriske betragtningsmåde er indsnævret til rationalitetsproblematikken. Hans retorik gælder kun det de gamle grækere kaldte 'logos', men går uden om såvel 'ethos' som 'patos', som de samme grækere ellers regnede med til retorikken. Men det vender vi tilbage til i den endelige bedømmelse af Kock i en afsluttende artikel.



I Matthæusevangeliet 7,3 lyder et rammende retorisk spørgsmål fra Jesus på denne måde (i gammel sprogstil): "Hvi ser du skæven som er i din broders øje, men bjælken i det eget bliver du ikke vár". Eller på nudansk: Hvorfor ser du den lille fejl hos dit medmenneske, men ikke den store hos dig selv? - Et spørgsmål der burde få alle til at indse at man aldrig bør forfalde til moralsk fordømmelse.

Med udgangspunkt i dette ord udnævner Christian Kock uden tøven den evangeliske pastor Krarup til en mester i kunsten at se splinten i andres øjne, mens han selv går rundt med en bjælke. Men på den indvandrerkritiske fløj har han dog haft hård konkurrence af Lars Hedegaard der bl.a. engang beskyldte Anders Fogh Rasmussen for i en grundlovstale at levere et varmt forsvar for islamistisk uniformering af kvinder, hvor Fogh i virkeligheden blot gjorde gældende at muslimske kvinder også her i landet skal have lov til at gå med tørklæde, fordi tørklæder ikke hører under lovgivningen.

Samme Hedegaard kunne også beskylde sognepræst Anne Braad ved Skt Stefans kirken på Nørrebro for at hun ikke kunne se noget galt i at vestlig kultur bliver fortrængt. Det er kun en videreudvikling af kristendommen. Og "mens Jesus nøjedes med at opfordre folk til at vende den anden kind til, hvis de bliver slået på den ene, anbefaler Anne Braad os at nyde slagene." - Hedegaards påstande er ikke alene grundløse, de er så vanvittige at enhver burde kunne sige sig selv at en sognepræst umuligt kan få sig til at fremsætte dem.



Med rette gør Christian Kock et stort nummer ud af alle de mange fordømmende udtalelser der faldt om daværende indenrigsminister Karen Jespersens tanker om at placere indvandrere der har begået grov kriminalitet på et særligt center på et øde beliggende område (fx en ubeboet ø), mens deres sager blev behandlet.

Forfatteren Stig Dalager skrev fx: "Når en dansk indenrigsminister nogen tid før valgkampen lufter en straffeekspeditionslignende forestilling om at lejrplacere særligt besværlige personer med indvandrerbaggrund til observation på en øde ø så er der fra officielt hold givet grønt lys for de nok så berømte indre svinehunde."

Litteraturprofessor Thomas Bredsdorff, der som Kock nævner normalt er en fremragende tekstfortolker, får det til at Jespersen "ophidsede den ene halvdel af befolkningen ved sin uhumske retorik om øde øer til kriminelle indvandrere, den anden halvdel ved ikke at levere øerne, når det kom til stykket.

Forfatteren Jan Sonnergaard rettede kritik mod socialdemokraten Henning Tjørnehøj der forsvarede Karen Jespersen: "Hvor dybt niveauet er sænket, kan man såmænd se i Tjørnehøjs eget indlæg. Her taler han troskyldigt om 'de kriminelle asylansøgere'. Hvilken anden befolkningsgruppe kunne man tillade sig at omtale på den måde i dag?.... "

Kock finder det sært - men ikke sjældent - at se litterater med læseproblemer, særlig når de er ophidsede. Og han citerer denne salve fra forfatteren Klaus Rifbjerg som et højdepunkt i de venstre-intellektuelles dæmonisering af ø-udtalelsen: "signalerne var der, lige fra Mogens Lykketofts nedstemmende sammenbrud til Helle Thorning-Schmidts fremtoning over horisonten. Hvad var nu det for en type? Jo, hun ville da gerne spise tøsefrokost med Kjærsgaard og måtte indrømme at hun i ét og alt var enig med Karen Jespersen i hendes morderiske, falsethylende 'pragmatisme', der vil have alle fremmede anbragt på øde øer eller i det mindste beskåret så vildt i deres udfoldelse at de må ønske sig at være alle mulige andre steder end i Danmark." - Jo, det er unægteligt et højdepunkt af meningspådutning og tilsvining.



Men lad os alligevel medtage en 'Feel-good-tekst' fra forfatteren Carsten Jensen, der i januar 2010 modtog den fornemme Olof Palme-prisen for sin humanisme, fornuft og tro på fremtiden. Han leverede til opbyggelse for sine meningsfæller et dybt ironisk 'nationalt fadervor' på 1439 ord med bl.a. følgende bønner:

Fri os fra det onde som udgøres af større horisonter.
Hjælp os at bandlyse enhver politisk diskussion som sætter spørgsmålstegn ved os og det vi er.
Gør Danmarks historien mere overskuelig end den lille tabel.
Lær os ikke at lytte til dem der véd mere end os....

Kock gør med rette opmærksom på at teksten kun er god som "ideologisk sutteklud for læsere der på forhånd deler Carsten Jensens holdninger..... Den opgejler og tilfredsstiller impulser der ligger parat i forvejen.... Fødte kulturradikale kan med den i hånden tilfredsstille alle deres instinkter."

Men hvorfor undre sig over at litterater har læseproblemer, for det har de naturligvis ikke. De kan sagtens læse, men de gør det ikke hvis det ikke passer i deres kram, og det er noget helt andet, nemlig fordomsfuldhed kombineret med trangen til evig selvbekræftelse. Man kunne derimod undre sig over at erklærede intellektuelle ikke ser det som en opgave at medvirke til bedre eller højere oplysning gennem fair og mere nuanceret argumentation. Men forklaringen på dette spørgsmål er at intellektualisme på ingen måde udelukker dogmatisme eller fanatisme. Faktisk har nogle af de værste og mest fanatiske dogmatikere i verden været intellektuelle mennesker med høj intelligens, herunder fx Robespierre og Lenin. Læs blot hvad den britiske historiker John Johnson kan skrive om fænomenet i sin bog om "De intellektuelle", jf.
intellektualismens dilemma. Folk af denne kategori kan bruge hele deres formåen til nedgøring af deres modstandere. De besidder ofte intetsomhelst af tvivlens nådegave. Og de kan samtidig uden ringeste antydning af ydmyghed over for opgaven påberåbe sig deres intellektualisme.



'Ikke-svar' er selvsagt en væsentlig del af Christian Kocks bog der ikke for ingentinge har fået titlen "De svarer ikke", men da jeg ikke synes vi kan tåle at høre mere om den nu afgåede integrationsminister Birthe Rønn Hornbech springer vi hende over i denne forbindelse - jf. dog
første artikel i denne serie.

Men Kock har eksempler fra de radikales daværende udlændingeordfører Elsebeth Gerner Nielsen og en ordveksling mellem Christine Antorini (S) og Kamal Qureshi (SF). Og når vi komme til den interne modstand mod SF's daværende formand Holger K. Nielsens forsigtige åbning for debat i partiet, så taler Kock om larmende tavshed

Den humanistiske fløjs vigtigste uskik i indvandrerdebatten har efter Kocks mening netop været at store dele af den i årevis tog skyklapper på i forhold til argumenter fra kritisk side som man burde havde svaret på. "Man går i sine ytringer uden om at forholde sig til de relevante dele af modpartens argumentation som man godt ved findes". Således var der gennem mange år netop i SF tilløb til at man skulle anerkende at der er visse problemer i forbindelse med indvandringen, og at nogle af disse problemer kunne bunde i kulturforskelle, og ikke blot i sociale forhold. Men gang på gang blev disse tilløb slået tilbage.

Allerede før valget i 1998 gjorde Holger K. Nielsen gældende at der også skulle stilles krav til flygtninge og indvandrere, men det ville man ikke høre tale om dengang. Og det kan naturligvis ikke undre at hovedbestyrelsesmedlem Pernille Frahm et par år efter bl.a. skrev: "I den danske udlændingedebat, som den for øjeblikket køres af blandingen af Karen Jespersens øde øer, Nyrups forbud mod muslimske bønner og Naser Khaders krav om nu-handling er der et centralt tema, der går igen: De er for mange til at man kan sikre grundlæggende danske værdier...."

I maj 2001 kasserer SF's landsmøde et forslag fra Holger K Nielsen om et afsnit i en valgudtalelse der skulle omtale problemerne med integration af flygtninge og indvandrere. Flygtningeordfører Knud Erik Hansen angreb tonen i debatten. "Hvis man reagerer mod uretfærdighederne, så bliver man kaldt halal-hippie eller blive skudt i skoene, at det er uklogt. Det er sygt. SF skal forsvare folk der er kommet i klemme - om det så er bistandsklienten eller indvandrere. Vi skal ikke gå ind i den retorik som præger debatten."

Men som bekendt gik det hverken værre eller bedre for partiet end da Villy Søvndal tog over og målsbevidst gik efter et regeringssamarbejde med S, da kunne SF ikke længere holde til den renlivede humanisme, for den gik uden om reelle problemer som S slet ikke kunne tillade sig at ignorere, hvis de ville have stemmerne tilbage fra VKO. Og det kan man jo godt more sig over. Men det understreger blot at der er forskel på idealpolitik og realpolitik, og at et parti der vil erobre regeringsmagten er nødsaget til at hælde til den sidste.



I den forstand kan man godt give Christian Kock ret i konklusionen: at der i indvandrerdebatten har været en masse tåbelig, irrelevant og nederdrægtig retorik fra begge sider.

Men udviklingen i SF og S viser da at der sker noget hen ad vejen, bl.a. som følge af tåbeligheder som Nyrup Rasmussens udtalelse om Dansk Folkeparti. Ligeledes er der da også en kolossal forskel mellem Glistrups Fremskridtsparti og Pia Kjærsgaards Dansk Folkeparti. Og af nøjagtig samme grund. Intet parti kan ensidigt dyrke ekstreme synspunkter, hvis det vil gøre sig forhåbninger om at komme i regeringen. Eller som den amerikanske historiker Henry Steele Commager engang slog fast: Ekstremistiske partiers eneste opgave er at begå selvmord.

Man skal overraskende nok til et ellers gammelt midterparti med rod i folkelige bevægelser som Det Radikale Venstre for at se et parti der ikke alene ikke har flyttet sig i forhold til et reelt og stigende problem, men nærmest er blevet endnu mere 'elitært' og 'humanistisk' i betydningen et parti der vægter det enkelte menneske over den samfundsmæssige helhed, og de højtuddanedes og de velstilledes normer over almindelige menneskers.



Undertegnedes vurdering af Christian Kocks analyse af indvandrerdebatten bliver derfor foreløbigt, at alle hans kritikpunkter er relevante og ofte meget rammende, men de er helt utilstrækkelige, for de fokuserer altovervejende på argumentsproblematikken og retorikken, men ser bort fra alt det overordnede i problemstillingen, dvs al det der kommer ind under begreberne 'etos' og 'patos' som fra gammel tid har været sideordnet med 'logos' i den teoretiske retorik, og som er helt centrale for
den komplementære helhedsrealisme - jf. Jernesalts 2009-filosofi. Men kritikken vil blive fulgt op i en særskilt artikel om Kocks retorik.

Retorik eller talekunst appellerer ikke alene til forstanden (logos), men også til moralen (etos) og lidenskaben (patos), og sådan har det været fra tidernes morgen. Det er først nutidige teoretikere som Christian Kock der kan finde på at indsnævre den til en gang rationalisme, der selvfølgelig nøgternt accepterer alt det irrationelle som eksisterende, men prøver at skyde det ud som noget underordnet, for ikke at sige overflødigt som folk skal have lov til at more sig med, men som hverken betyder noget i videnskab eller politik.

Men retorikken kan ikke adskilles fra substansen i indvandrerdebatten som Kock ihærdigt og systematisk prøver, og som han fx understreger med en bemærkning side 145 om at han vil tillade sig at bruge de forenklende betegnelser 'den ene side' og 'den anden side', "da fokus skal være på uskikkene og ikke på temaerne". Altså som om de to ting kan adskilles, men det kan de ikke.

Indvandrerproblematikken drejer sig ikke om jura eller humanitet, men om politik, og det var hovedårsagen til at Birthe Rønn Hornbech aldrig magtede opgaven som integrationsminister. Modsat sin departementchef vægtede hun juraen over politikken. Men gør man indvandrerproblemet til en strid om jura og en debat om rettigheder, så kuldsejler den, for den handler dybest set om national overlevelse eller bedre: om selve værdien af national sammenhængskraft, og når det er tilfældet, så bliver den moralske og den lidenskabelige side af sagen mindst lige så vigtig som den logiske eller forstandsmæssige. Dette har man selvfølgelige lov til at bestride, men da kommer man netop aldrig til at fatte en brik af hvorfor parterne strides så lidenskabeligt som de gør.



En væsentlig årsag til at så mange velmenende akademikere eller rationalister tager fejl på dette som på en mængde andre områder af den menneskelige eksistens, er netop at de tror at det moralske og det lidenskabelige kan reduceres til mere eller mindre underordnede følelser eller subjektive fornemmelser, mens sandheden er at det moralske og det lidenskabelige ofte er så dybt bestemmende drivkræfter i den menneskelige psyke at de slet ikke er til at komme udenom, vel at mærke heller ikke i positiv forstand som drivkræfter for det konstruktive.

Dybest set går det moralske og det lidenskabelige så dybt ned i menneskesjælen at det har selve det kollektivt ubevidste som kilde, og derfor er det selvsagt en væsentlig del af det man kalder sammenhængskraften i samfundet og kulturen. De såkaldt 'nationale værdier' kan med andre ord aldrig (som alle nationalister er tilbøjelige til) bestemmes som værdier der kan måles eller gøres til genstand for objektiv forskning. Sammenhængskraften er noget man er i og som man kun kan erfare ved at være i den. Den er som kollektivt fænomen i allerhøjeste grad bestemt af store grupperinger som en nation, et sprogligt fællesskab, et kulturelt eller religiøst fællesskab, herunder også et sekulært fællesskab af bestemt oprindelse.

Og alt dette betyder at ingen indvandrere kan blive integrerede i et givent samfund som det danske uden at have vilje og evne til at finde ind til fællesskabet. De behøver derimod ikke at assimilere sig sådan som den nye integrationsminister Søren Pind nu forlanger i sin totale misforståelse af udfordringen. Ja, det er faktisk uhyggeligt at vi har fået en integrationsminister der tænker så unuanceret!

Men en snæver retorik der udelukkende fokuserer på appellen til forstanden og altså bl.a. definerer demokratiet som et argumentationsdemokrati vil også komme uhjælpeligt til kort i indvandrerpolitikken. Der skal helt andre tiltag til for at få naiviteten ophævet og folkeoplysningen gjort tidssvarende.

Jan Jernewicz



Henvisninger

Litteratur:

Christian Kock: De svarer ikke. Fordummende uskikke i den politiske debat. (Gyldendal. 2011)

Øvrige artikler i serien:

Den smalle retorik fejler - Naivitet og fordummelse i politik V  (17.3.11.)
Vælgernes naivitet - Naivitet og fordummelse i politik III  (10.3.11.)
Politikernes uskikke - Naivitet og fordummelse i politik II   (8.3.11.)
Naivitet og fordummelse i politik (I - grundproblematik)  (4.3.11.)



Øvrige relevante artikler på Jernesalt: Generelt

'Jernesalts 2009-filosofi'
Artikelserie om ontologi (læren om at være)
Menneskets virkelighedsopfattelse I-VII
Komplementaritetssynspunktet
Det kollektivt ubevidste
Kan moral begrundes?  (Erling Jacobsens moralfilosofi)
Etik og eksistens   (om etikkens placering i den menneskelige eksistens)
Konsistens-etikkens Ti Bud
Ansvarlighed  (10.1.07.)
Intellektualismens dilemma

Menneskesyn og politik  (13.8.10.)
Udlændingeforliget mellem regeringen og DF  (25.9.08.)
Europa - religiøs slagmark igen?  (16.3.08.)
Dette latterligt moralistiske parlament  (EU - 27.10.04.)
Nyrup Rasmussen, Poul, fhv. socialdemokratisk statsminister (afgang)



Etik

Menneskesyn og politik  (13.8.10.)
Er der moralsk integritet i vreden mod mobning af muslimer?  (22.2.10.)
Racismekonferencen i Durban en betænkelig affære  (25.4.09.)
Muhammed-tegningerne og forargelsen  (15.10.06.)
Er det synd for de afviste asylsøgere?  (23.04.06.)



Medier

Wikileaks kontra magthaverne  (26.10.10.)
Skal man bare svine sine modstandere til på Facebook?  (27.4.10.)
Blogs som narresutte  (21.10.09.)
Politiken mod Politiken
- 125 års slag for oplysning og modernitet eller hvad?
  (14.10.09.)
Mediedækning af krig og konflikt - kontra oplysning  (2.2.09.)
Dagbladene under pres  (19.4.07.)
At læse Jernesalt  (6.12.06.)
Politiken og det ydre skin  (11.10.06.)
Weblogs og eksistenslogs  (7.8.06.)
Dannelsens hemmelighed og udfordring  (20.9.04.) om bl.a. mediernes rolle i dannelsen
Medieskabt tortur-hysteri  (5.8.04.)
Er samfundet blevet selskabeligt? > Eller er dette bare en medieforskers postmodernistiske tese?
Politik og medier Er politikerne i det gennem-medialiserede samfund dømt til populisme?
Eksperterne, pressen og folkestyret



Psykologi

De psykiske fundamentalkræfter  (2.4.09.)
De psykiske grundprocesser
Jeget og selvet
Selvet - sjælen - ånden
Det kollektivt ubevidste og dets fundamentale eksistensværdi
Er der en særlig psykisk energi?  (15.7.07.)
Sjæl og hjerne
Hjerne og sjæl
Troen på det ubevidste i mennesket som noget godt
Hvad er egentlig bevidsthedsforskning? (31.7.10.)



Sproget

Kan alle vore forestillinger dekonstrueres?  (25.04.08.)
Sprogpsykologisk aksiom
Sprog og forførelse - Forførelsens kunst III
Skadelig sprogblomstring? (i rapper-sproget)
Sproget og virkeligheden



Erkendelse

Modstanden mod komplementaritetssynspunktet  (13.1.11)

Bohrs banebrydende filosofi ifølge Favrholdt  (23.12.10.)
Platon - europæisk filosofis problemskabende grundlægger  (6.12.10.)
Jørn Lund, sproget og virkeligheden  (24.9.10.)
Favrholdts fejlbehæftede filosofiske forordninger
- kritik af David Favrholdts 'Filosofisk codex'

Manifest 2010 om tidssvarende eksistentiel dannelse  (2.6.10.)
Religion som emergent fænomen i biologien  (24.12.09.)
Erkendelsens forudsætninger(12 afsnitom 'Den komplementære helhedsrealisme')
Erkendelsen  (5. afsnit af Værdimanifestet - 13.8.04.)



Artikler om Danmark
Artikler om Medier
Artikler om Samfund
Artikler om Etik
Artikler om Psykologi
Artikler om Erkendelse
Artikler om Eksistens
Artikler om Religion
Artikler om Sekularisering



At læse Jernesalt
Introduktion til Jernesalts filosofi
Komplementaritetssynspunktet
Helhedsrealismen
De psykiske grundprocesser
Konsistens-etikken



Til toppen   Til forsiden   PrintVersion   Tip en ven  


utils postfix clean
utils postfix normal