ARTIKEL FRA JERNESALT - 26.11.04.

Skadelig sprogblomstring?

Med korte mellemrum kører debatten om de unges sprog fordi sproget nu engang udvikler sig og derfor uundgåeligt også kommer til at skille generationerne. Voksengenerationen har altid fundet de unges sprog grimt og anstødeligt og derfor prøvet - om muligt - at sætte visse grænser for dets blomstring.

I og for sig er der ikke noget nyt i, at også den nulevende voksengeneration fra 30 år og op finder det sprog den unge generation helt nede fra børnehaveklassen og op i tyverne anvender kritisabelt. Men det nye turde være, at grovheden i de unges sprog er blevet værre og værre, og at det i stigende grad virker forrående på i hvert fald nogle unge.

Det er derfor ikke mærkeligt at der kommer protester fra forskelligt hold. Således fra pædagoger der siger at allerede børnenes sprog gør arbejdet i børnehaver og skoler mere og mere problematisk. Men nu også fra den bredere offentlighed i form af forfattere og forældre der stødes over sproget i fx den populære rap-sang og advarer mod følgerne af den åbenlyse kvindeforagtende tone der ligger i denne sang.

Debatten forekommer væsentlig, ikke bare fordi den afslører stor kløft mellem de helt unge og de fuldt voksne, men også fordi den glider ind i hele debatten om ytringsfriheden og dens grænser, og navnlig fordi den påpeger noget uhyre vigtigt ved selve sprogets funktion i samfundslivet, nemlig følgende:

Sproget er det der binder samfundet sammen. Men dette forudsætter at der gennem al sprogforandring forbliver en stor og stabil kerne som er fælles for alle, og denne kerne er dagligsproget der i modsætning til fagsprog, dialekter, jargon og slang på den ene side forstås og benyttes af alle, men på den anden side er så tilpas vagt og upræcist at det kan benyttes i kommunikation om alle almene eksistentielle anliggender uden undtagelse. Dagligsprogets store stabilitet er en direkte følge af vagheden og bøjeligheden eller variabiliteten.

Det siger sig selv at fagsprogene - de juridiske, teologiske, videnskabelige og praktisk-håndværksmæssige og hvad man ellers kunne nævne - opnår deres effektivitet gennem en stadig finere præcision, men også at denne er ensbetydende med stigende uanvendelighed uden for det fagområde specialsproget er beregnet til.

Slang går så at sige den anden vej ved at udnytte den store menneskelige kreativitet til fuldstændig fri behandling af ordene, således at de enkelte ord fra det bestående ordforråd gives et indhold eller en betydning der er forskellig fra den oprindelige eller gængse. Men de opnår alligevel at blive præcise og specialiserede derved at betydningerne med alle underforståede associationer kun forstås af folk der færdes i det miljø som slang'en udvikles i - eller via medierne stifter bekendtskab med.

Slang spiller på dagligsprogets vaghed og mangetydighed, men adskiller sig fra dagligsproget ved at forblive esoterisk, kun forståeligt for indviede. Da det samtidigt er underkastet fornyelseskravets tvang, skifter ordene modsat dagligsproget hurtigt betydning eller bliver forældede.

I denne cd er der med anmelder Ralf Christensens ord tale om "moderne gangstarap, b-boy-hjemstavnsdigtning og bekendelseshiphop i overhalings- og cokebanen"...... hvis De da ellers forstår. Men boy har vist noget med heroin og coke med kokain at gøre.

Ældre og tungnemme tilskuere til dramaet kan få hjælp i Encyklopædien. Rap, forklares det her, er en populærmusikstil, der opstod i New York midt i 1970erne blandt afro- og latinamerikanske unge. Musikken er en del af hiphopkulturen. Hiphop er en gadekultur opstået i South Bronx, New York, i sidste halvdel af 70erne - navnet kommer af hip ('med på noderne') og hop ('dans'). Det at rappe kan forstås som en raffineret og ekvilibristisk sprogudfoldelse med dybe rødder i den afroamerikanske kultur.

En af rappens vigtigste forløbere, hedder det videre, er dog jamaicansk toasting, hvor disjockeys på omrejsende diskoteker taler hen over afspillede plader (soundsystems). Rap har udviklet sig fra en gadekultur til at omfatte mange forskellige understilarter og har haft stor indflydelse på populærmusikken i 80erne og 90erne.

Hertil skal desuden føjes, at rap i følge ordbogen er dagligtale i USA for selve det at snakke (under indflydelse af narkotika). Rapper betyder derfor snakkehoved. Men det karakteristiske turde være den uafbrudte hurtige talestrøm, der simpelthen ikke kender til pauser eller timing. Fuldstændigt utålelig for mennesker der betragter pauser og timing som naturlige og nødvendige bestanddel af enhver tale, sang og musik.

"Baby så' det op og stå klap dig selv i røven so/ Rul den op og la' den gå la' mig se dig rippe de skrå/ Tjek to flex ho baby oser af sex yo/ Niarn han er altid på så ryst den til du ik' ka' gå."

Eller:

"Dig og de andre to gays dør med en pik i munden/ Men I er stadig ik' de eneste på min hadeliste/ KDL, du kan' stadig få nogle flade, bitch."

Niarns rap beskyldes simpelthen for at forurene det offentlige rum. Men gøres også medansvarlig for det stigende antal voldtægter i landet.

"Jeg er bestemt ikke sexist. Jeg har utrolig respekt for kvinde. Men i min branche er der mange kvinder der opfører sig på den måde som jeg rapper om - de er løse på tråden og så videre. Det er jo ikke bare noget jeg finder på. Men det er ikke det samme som at jeg mener, at kvinder skal være sådan nogle sexobjekter, der bare skal tilfredstille mig og mine venner, når vi har lyst....."

"Når jeg er sammen med en pige, er det under forudsætning af at pigen også er interessert i det. Hverken jeg selv eller mine venner har lyst til at påtvinge piger noget. Det er noget totalt bøvl at sige....."

"Det kan godt være, at sproget er groft, men sådan tales det nu. Det er ikke min intention som kunstner at ændre verden, jeg er interesseret i at skildre den som den er - om det sprog jeg bruger så er rigtigt eller forkert. Jeg rapper for at nå nogle mennesker, og hvis jeg skal nå dem, så skal jeg snakke på den måde jeg gør - og ikke som Hanne Vibeke Holst."

Tilsvarende afviste Niarn i Dags Dato på TV2 i en samtale med Tinne Stubbe Østergård fra Dansk Kvindesamfund alle beskyldninger om medansvar for voldtægter. Han understregede at han betragtede sig som kunstner, og at kunstnere ikke er ansvarlige for andres overgreb. Personligt brugte han heller ikke det grove sprog over for fx sin mor, kunne han fortælle.

I et indlæg i avisen 20.11. direkte henvendt til Hanne-Vibeke Holst bedyrede Niarn: "Jeg er fucking realistisk, Hanne!"

"Jeg er fuld af forståelse over for din bekymring med hensyn til dine egne børns sikkerhed, men desværre fortæller eller udtrykker jeg ikke noget i mine tekster, som dine børn ikke allerede har kendskab til i forvejen......"

"Og jeg er ikke nogen kvindehader, Hanne. Jeg er fuld af respekt for alle kvinder, der respekterer sig selv og mig. Der er et godt gammelt rapperordsprog der lyder: 'Hvis du føler dig truffet er det dig der bliver rappet om'....."

"At du kæder rapmusik sammen med de mange voldtægter der finder sted, er jo direkte absurd og utrolig naivt. Voldtægtsforbrydere er jo sindslidende mennesker, hvis mentale tilstand umuligt kan fremprovokeres af en simpel pladeudgivelse...."

"Sproget er jo i konstant udvikling. Betyder ordet 'luder' det samme som det gjorde for 20 år siden? Selvfølgelig gør det ikke det. Sproget udvandes og ordnenes betydninger mildnes....."

"Med hensyn til ansvar: Spørgsmålet er om kunstneren skaber nye holdninger og tendenser med sin kunst eller om kunsten blot afspejler det samfund den er skabt i. Sandheden er nok en mellemting, nemlig at der er en vekselvirkning mellem samfundet og kunsten. Kunstens væsentligste berettigelse er jo at belyse problemer i samfundet, problemer som vold og stoffer - kunsten behøver ikke at have en holdning til det, den skal bare vise, at disse emner er en del af det samfund som kunsten er skabt i."

En kvindelig rapper, Liv Strand, 23, der underviser drenge i en ungdomsklub i at rappe, bruger aldrig selv ord som luder i sine tekster, men hun tror heller ikke på censur i sin undervisning. "Hvis en af drengene kalder en anden møgluder, så siger jeg til ham, at det sprog bruger vi ikke hernede i klubben... Grundlæggende synes jeg det er fuldkommen latterligt at det er rapperne der skal høre for det her hele tiden. Det er altså også pladeselskaberne, managere, radiostationer og resten af pressen der er med til at bære musikken frem. Det handler om at der sidder nogle drenge med en blyant og skriver om hvad de har på hjerte. De har et andet liv, end jeg har, men de skal have lov til at sige, hvad de vil. Det er ytringsfrihed."

En anden, Mette Røggild, 26, der studerer kultur og kommunikation på RUC, og som har skrevet projekt om kvindesynet i amerikansk rap, forklarer at hun personligt ikke er vild med brugen af ord som so og luder i rapmusik. "Jeg har det meget ambivalent med det. På den ene side ved jeg godt, at de ikke mener noget med det. Men på den anden sige synes jeg, at de burde have et spark i røven med en spids kvindehæl. For spørgsmålet er jo, om ikke ordene altid vil referere tilbage til deres oprindelige betydning..... Hvis jeg står og danser, og jeg hører sådan noget som 'Ryst røven, so' så holder jeg i hvert fald op med at danse."

Han mener, at debatten om dansk rap lige nu er "styret af en flok feminister der ikke har fattet, at det samfund rapperne skildrer i deres tekster, er en virkelighed som det er vigtigt for os alle sammen at forholde os til. Kvinde som mand...."

Forfatteren og læreren Mogens Lyhne finder naturligvis ord som 'luder', 'dumme so' og alle de andre mere eller mindre fantasifulde betegnelser for kvindekønnet "udtryk for en helt utilstedelig mandschauvinisme. Men de kommer fra nogen der ligger ned. Nogen der ikke har andet at slå fra sig med. Selvfølgelig kan rapstjernerne godt klare sig, men de udtrykker en tidsånd. Den der kommer fra perkerdrengene og de andre sociale tabere. Og ind imellem er rapteksterne faktisk både morsomme og sprogfornyende, hvis man lige lytter efter."

Rap er afmagtens sprog, hævder han dog sammenfattende.

En ph-d-studerende, Pia Quist, der undersøger hvordan dansk tales blandt unge i tosprogede miljøer, afviser egentlig også kritikken af rap-musikken. For den er blot et sted hvor man kan få afløb for sine frustrationer over de unge - at man ikke forstår dem og føler sig langt fra dem. Når de unge er begyndt at bruge et for de fleste kvinder stødende udtryk som 'luder', så er det netop fordi det støder. Det har den meget voldsomme chokeffekt på voksengenerationen, som ungdommen altid har søgt.

Men mest bemærkelsesværdigt så kalder hun det 'en sjov forestilling', at ord 'i virkeligheden' skulle betyde noget bestemt. Sådan fungere sproget slet ikke. Ordenes betydning afhænger derimod af, hvordan mennesker bruger dem i forskellige sammenhænge, og betydning kan skifte fra generation til generation. Så der er ikke noget at komme efter, mener hun altså.

Det værste er ikke, at kæledæggerne afviser at mene det de rapper. "Det værste er, at de ved bestandigt at skrive sig op i sprogets mest menneskefjendske hjørner legitimerer brugen af ordene, og skaber grobund for menneskefjendske holdninger - i klasseværelset, på gaden, blandt mennesker med forskellig etnisk baggrund og forskellige seksuelle præferencer...."

Teksterne støder de fleste voksne mennesker og formentligt alle voksne kvinder, men det er også det de skal. Chokeffekten er fuldt tilsigtet. Rapperne nyder at forarge; jo mere, jo bedre. Og over for denne kendsgerning kommer man ingen vegne med moralsk afstandtagen.

Om rapmusik er kunst kan diskuteres på nøjagtigt samme måde som man kan diskutere om billedkunstneren Christian Lemmerz installationer med fx svinekroppe i glasmontrer ('Scene' fra 1993-94, udstillet på Esbjerg Kunstmuseum) eller Bjørn Nørgaards og Lene Adler Petersens happening 'Hesteofring' på en mark ved Holbæk i 1970 er kunst. Alle tre er vitterligt kunstnere der efterhånden nyder stor anerkendelse. Men de nævnte værker var i al fald klart ment som provokationer. Det er nu engang også en af kunstnens legitime missioner at ruske op i vore ofte alt for snævre æstetiske vaner.

Det er i den forbindelse vigtigt at holde fast i den kunstneriske frihed, men ikke derfor irrelevant at spørge efter kunstnernes ansvar, for dette ansvar har de måske ikke i kraft af deres kunstneriske talent, men i kraft af deres tilknytning til samfundets fællesskab. Kunstnere kan sagtens få fred til at gå og hygge sig i deres atelierer og pladestudier med frembringelse af værker de holder for sig selv. Men i samme øjeblik værkerne stilles ud i det offentlige rum, bliver kunstnerne ansvarlige for deres virke.

Nørgaard og Lemmers - begge dybt påvirkede af tyskeren Joseph Beuys - er både kunstnere og samfundskritikere. Men det har jo ikke forhindret at Nørgaard i moden alder begyndte at lave fremragende kirkeudsmykninger eller dronningegobeliner - uden iøvrigt at forråde sin socialistiske grundholdning. Han vedkender sig tværtimod sin samfundskritik.

Niarn forekommer i denne sammenhæng temmelig uansvarlig, fordi han påberåber sig blot at skildre virkeligheden, eller rettere den del af virkeligheden der hedder de svage og frustrerede unges lille verden. Han vil ikke være ved at han fuldstændigt kynisk og roligt opildner de unge i en bestemt retning, der på den ene side - ligesom al anden underholdning - giver dem det de gerne vil have og betale for, men på den anden side fastholder dem i et unuanceret protestsprog som han selv forlængst er vokset fra.

Rapmusik er ganske klart en protest-musik der har sit udspring i de lavere sociale, ofte marginaliserede lag af samfundet. Rap er oplagt hvad Mogens Lyhne kalder 'afmagtens skingre hyl'. Men de der producerer efter at de er kommet ud over de helt unge år er i vid udstrækning at betragte som kommercialiserede demagoger.

Dans og extase i sig selv er ikke problemet, for de to ting har mennesket alle dage søgt - og fået meget ud af at opsøge. Problemet med rappen er heller ikke at den som al anden slang er sprogligt kreativ. Det meste er alligevel forgængeligt. Nej, problemet er ene og alene at den fastholder svage unge i deres svaghed og afmagt, ja i værste fald direkte sikrer dem vejen til at blive sociale tabere. Om den også i visse tilfælde inspirerer til voldtægt, skal være helt usagt.

Undersøgelsen fastslår at den generelle tendens i disse år er klar, men at der er meget stor forskel på børnegrupperne. De velstimulerede og velfungerende børn fra 'gode' familier er ikke voldsomt præget af det hårde sprog. De bruger det kun begrænset, og mens de er relativt små. Fuck-sproget mister hurtigt sin tiltrækningskraft, når det er prøvet af, og det bliver ikke totalt integreret i det daglige sprog.

Omvendt med de svage og marginaliserede unge, børn i belastede boligkvarterer og børn med problemer i hjemmet, børn der har det svært i skolen og visse grupper af børn fra flygtninge- og indvandrermiljøer, hvis familier ikke er integreret sprogligt eller erhvervsmæssigt i samfundet. For disse børn er fuck-sproget ikke en overgang eller noget som de bruger når de voksne vender ryggen til. Nej "disse unge evner ganske enkelt ikke at skelne; det rå og seksualiserede sprogbrug er deres sprog, og det giver dem seriøse problemer i forhold til videreuddannelse og arbejdsmarkedstilknytning. Og det give dem problemer med at nuancere deres reaktioner på omverdenen. Når man bruger det værste sprog om de mindste forurettelser, er der kun volden tilbage, når forurettelsen bliver større."

At blive voksen er nu engang at blive integreret i samfundet - dagligsproget, arbejdsmarkedet, kulturlivet og politikken. Det betyder på ingen måde at blive 'spidsborger' eller 'småborger' der fokuserer udelukkende på det nyttige og økonomiske og fornægter alt det kreative og sjove. Men det betyder, at man tager ansvaret for det man foretager sig, og at man er i stand til at skelne mellem det det private og det offentlige, mellem det nødvendige og det frie samt mellem det forbudte og det tilladte.

Det har altsammen noget med 'syndefaldet' at gøre, dette at spise af kundskabens træ og dermed blive bevidst om at man ikke længere kan leve i den beskyttede verden hvor man er ansvarsfri, men må ud i verden hvor seksualiteten, arbejdet og ansvaret bestemmer tilværelsen indtil døden bliver en realitet.

Set ud fra dette helhedsrealistiske synspunkt er det klart, at rap-musik som al anden protestytring er tilladt uanset dens anstødelighed og sexisme, og at dens æstetiske kvaliteter trods alt må accepteres, men at den ikke desto mindre først og fremmest er at forstå som et symptom på frustration hos ganske unge mennesker der er svage og marginaliserede og ude af stand til - trods syndefalds-alderen - at tage det fulde ansvar for deres eget liv og derfor har udsigt til at ende som sociale tabere.

Nok er der æstetiske og sprogfornyende elementer i rap-musikken. Men der er mere sexisme, kvindefjendskhed og voldsforherligelse. Allerværst er det dog, at der er en så stor sproglig forarmelse i den, at den spærrer vejen for integration i de voksnes dagligsprog og samfundsliv.

Hvad den rytmiske musik kan og vil
om Henrik Marstals samtaler om musik og liv.

Dagligsproget
Afsnit af artiklen 'sprog, naturvidenskab og eksistens'

En alternativ, helhedsrealistisk æstetik

Den komplementære helhedsrealisme
Jernesalts grundlæggende filosofi

Etik og eksistens
essay om etikkens placering i den menneskelige eksistens,
opfattet helhedsrealistisk som alt menneskeligt fra privatliv til samfundsliv, fra ansvar for eget liv til ansvaret for helheden.

Myte, ord og billede
om bl.a. 'syndefaldet'