JERNESALT - dataset

Jernesalt

Dynamisk

komplementær

helhedsrealisme

Samfund

Eksistens

Sekularisering

Coronakrisen

E-Bøger

SAMFUND

Danmark

Flygtningekrisen

Muhammed-sag

EU og EUROPA

USA

Mellemøsten

Terrorismen

Miljø og klima

Medier

Polen

EKSISTENS

Værdier

Værdimanifest

Livskvalitet

Musik

Film

Kunst

Kunstblade

Etik

Litteratur

Psykologi

Erkendelse

SEKULARISERING

Verdsliggørelse

Virkelighed

Afdogmatisering

Oplysning

Sund fornuft

Ideer og ideologier

Frihed

Religion

Humor

2019-FILOSOFIEN

Forord

Krisen

Udfordringen

Håbet

Efterskrift

ESSAYS

RETORIK

ONTOLOGI

VIRKELIGHED

ENFOLDIG TALE

SKIDT OG KANEL

REDAKTION

PROGRAM

INTRODUKTION

INSPIRATORER

OVERSIGTER

EMNEINDEX

PERSONINDEX

LINKS

E-MAIL

utils prefix normal Forside Oversigter Redaktion At læse Jernesalt Sendemand Vrangsiden Kontakt

JERNESALT - menneskesyn

ARTIKEL FRA JERNESALT - 13.08.10.

Menneskesyn og politik

Opfattelsen af menneskets væsen og plads i naturen og samfundet har været forskellig til forskellige tider i europæisk historie. Længe blev fornuft eller ånd anset for det afgørende kriterium. Siden blev vilje til liv eller magt det centrale. Nietzsche fremhævede instinktet, men Freud drifterne. Naturalister hævdede at mennesket måttet forstås ud fra sansning og følelser - eller endog ud fra forud givne metafysiske forhold af mere eller mindre religiøs art. Marxister og eksistentialister hævdede derimod at mennesket skabte sig selv gennem sin historie, ja formede samfundet og kulturerne vilkårligt.

Politisk blev det moderne menneskesyn formuleret i deciderede menneskerettigheder allerede i 1781. Alle mennesker er skabt lige og er blevet "begavet" med visse umistelige rettigheder så som liv, frihed og stræben efter lykke. Og til sikring af disse rettigheder er "statsstyrelser indsat blandt mennesker", hed det i Den amerikanske Uafhængighedserklæring - med klar reference til religiøse instanser.

Med rettigheder forholder det sig imidlertid som bekendt sådan at de fastlægges ved lovgivning og derfor nødvendigvis må være forskellige fra land til land - selvom FN's menneskerettighedserklæring fra 1948 kan betragtes som mønsteret. Og allerede her havner vi uundgåeligt i ideologi, dvs i forskellige fortolkninger af hvad der på hvert givet tidspunkt anses for at være politisk sandt og politisk korrekt.

Det kan derfor ikke undre at det har givet anledning til debat at Dansk Folkeparti på sit sommermøde i begyndelsen af måneden foreslog at der blev nedsat en integrationskommission der skal finde ud af hvad indvandrere fra forskellige verdensdele koster det danske samfund. Foreslaget fik omgående integrationsminister Birthe Rønn Hornbech til at melde ud, at hun var inderligt imod at "man begynder at gøre bestemte udvalgte grupper op i penge. Det strider mod mit menneskesyn at man vejer efter om de er børn af Ismail, Sarah eller Kristian."

Denne udtalelse måtte statsminister Lars Løkke Rasmussen af gode grunde lige så hurtigt afvise. "Vi skal ikke gå og beklikke hinandens menneskesyn. Jeg kender Pia Kjærsgaard rigtig godt, og der er ingen grund til at beklikke hendes menneskesyn. Vi finder løsninger sammen med Dansk Folkeparti. Derfor er der ingen grund til at grave grøfterne dybere end nødvendigt."

De forskellige udmeldinger fik vanen tro Politiken til 5.8. at markere bladets store afsky for Dansk Folkeparti: "I år har DF's sensommerbandbulle snarere formet sig som en boksekamp, hvor skiftende ministre har måttet slå knuder på tungen for at signalere bare en smule imødekommenhed", hed det. Og kulturredaktør Anita Bay Bundegaard fulgte 12.8. op med en kommentar under overskriften 'Mennesket i dansk politik'. Her gør hun gældende at "ser man mennesker som grundlæggende ligeværdige, kan man ikke lave lovgivning der diskriminerer bestemte grupper".

Netavisen 180 grader var landets læsere behjælpelig med en opgørelse over hvad indvandring koster - med Tænketanken CEPOS som kilde. En ikke-vestlig indvandrer (en indvandrer fra et "mindre udviklet land", meget ofte muslimsk eller asiatisk eller afrikansk land) koster således i gennemsnit 29.600 kr. årligt. Det beløber sig til 2 mio. kr. på 67 år. Deres børn dog kun 29.000 årligt - eller 2 % mindre.

Disse tal satte Weekendavisen den 23.1.2009 i forhold til, at antallet af tyrkere i Danmark blev 10-doblet på 35 år: "Da der blev lukket for arbejdskraftindvandring til Danmark i 1973, var der 6.173 tyrkere i Danmark. Pr. 1. januar sidste år var der 57.129 inklusive efterkommere. Mindst, fordi børn af danske statsborgere af tyrkisk oprindelse tælles som danskere. Det er en ti-dobling. I Tyrkiet skete der derimod "kun" en fordobling til 72 millioner over de samme 35 år."

Og ifølge Danmarks Nationalbanks beregninger er det kun "enlige mænd og kvinder, der kommer til landet efter endt uddannelse, hele tiden arbejder og forlader Danmark igen før pensionsalderen, der hjælper på dansk økonomi." Beregningerne viser, at perfekt integration ville forbedre de offentlige budgetter med 23 milliarder kroner. Nationalbanken kommer desuden frem til, at hvis Danmark modtager 5.000 indvandrere fra såkaldt "mindre-udviklede lande" om året, så vil den danske stat skulle spare 10 milliarder kroner årligt eller lade skatten stige tilsvarende. Dette betyder, at hver ikke-vestlig indvandrer i gennemsnit koster skatteyderne 2 mio. kr. (Weekendavisen, 26.9. 2008 under henvisning til "Nationalbanken om indvandring: Sats på superindvandring").

Disse tal forklarer ganske godt at indvandringen og navnlig dens politisk behæftede velfærdsgoder har kostet Danmark dyrt og vil vedblive med at gøre det. Og den forklarer derfor også at indvandringen fra ikke-vestlige lande er blevet et støt stigende problem gennem 30-40 år. Først de sidste 15 år er den blevet officielt erkendt som en meget varm kartoffel. Og det er derfor berettiget at spørge hvorfor i alverden det skulle være så forfærdeligt at få denne nøgterne kendsgerning på bordet.

Alle der på forhånd mener at den skæve indvandring (indvandringen fra ikke-vestlige lande) forlængst er gået over gevind og har medført både sociale og økonomiske problemer som det danske samfund slet ikke har været i stand til at tackle på fornuftig vis gennem systematisk integration, vil naturligvis også mene at tallene er gode at få forstand af, fordi de fortæller at det danske samfund ikke må blive ved med at lade fremmede fra ikke-vestlige lande få grønt lys til indvandring. Fremover bør der derimod sondres mellem dem der kan gavne dette samfund gennem kvalificeret arbejdskraft, som der vil blive hårdt brug for, og dem der ikke kan, fordi de er for dårligt uddannede, belaster de sociale systemer hårdt - og bliver hængende. Og sondringen vil - som alle kan sige sig selv - blive nogenlunde sammenfaldende med sondringen mellem højtuddannet vestlig arbejdskraft og lavuddannet ikke-vestlige arbejdskraft.

Men andre bryder sig ikke om disse soleklare praktiske, sociale og økonomiske sondringer og kendsgerninger - og begynder derfor at tale om menneskesyn.

Her går de imidlertid galt i byen, for ingen der er imod fortsat indvandring af ringe arbejdskraft der uundgåeligt vil få store problemer med tilpasning og integration, påstår at denne arbejdskraft består af mennesker der skulle være uden rettigheder eller menneskeværd.

Rettigheder af bindende juridisk karakter kan ingen imidlertid påberåbe sig uden statsborgerskab i bestemte lande. Og ingen lande er på forhånd forpligtet til at sikre mennesker juridisk bindende rettigheder uden for deres egne grænser. Landene kan sammen med FN og forskellige menneskerettighedsorganisationer eventuelt kæmpe for at mennesker rundt omkring i verden uden rettigheder kan få sådanne rettigheder. For disse rettigheder må naturligvis betragtes som ideelle eller universelle og bør i princippet gælde alle steder på jorden. Men verdenssamfundet er ikke et fuldkomment eller ideelt samfund.

Menneskeværd er noget alle mennesker efter vores vestlige opfattelse er i besiddelse af - uanset køn, race, hudfarve, religion, evner og uddannelse. Og derfor kan intet vestligt land under henvisning til disse kriterier acceptere at der gøres forskel på deres statsborgere inden for de vestlige landes egne grænser, som nu engang er det eneste område hvor de er i stand til og forpligtet til at sikre bestemte juridiske rettigheder. Menneskeværdet siger iøvrigt ikke at alle er ens eller skal have samme sociale eller økonomiske status. For menneskeværdet som sådant er lige præcis ikke nogen hindring for den menneskelige frihed, eftersom denne altid tenderer mod forskellighed. Menneskeværdet drejer sig alene om den helt fundamentale respekt for det enkelte individ og dets integritet, netop det der i den tidligere europæiske historie udtryktes ved at betragte mennesket som et ånds- eller fornuftsvæsen.

Når visse politikere og redaktører benytter menneskerettighederne til at gøre menneskesynet (den principielle opfattelse af det enkelte menneske som et væsen der skal respekteres i kraft af sit eget værd) til et led i den politiske kamp, så er der tale om ideologi: man overskrider grænsen mellem det grundliggende menneskesyn og de juridiske rettigheder, og man hævder i virkeligheden en universalisme der er ensbetydende med en politisk kulturrelativisme.

Dybest set kæmper kulturrelativisterne ikke for det enkelte menneskes eller den enkelte indvandrers rettigheder, men snarere for de mange potentielle indvandrere eller asylsøgere der kunne tænkes at være interesseret i indvandring for at slippe ud af deres fattigdom i underudviklede lande. Kulturrelativisterne modarbejder reelt de vestlige landes klare ret til at gøre hvad de kan for at opretholde deres egenartede kultur og demokratiske styreform på et højt ambitionsniveau. De arbejder i stedet for på at gøre disse vestlige lande til arnesteder for en risikabel kulturomvæltning hvis resultater er fuldstændigt uforudsigelige.

At påstå at det er diskrimination at sondre mellem forskellige slags indvandrere er det rene vås. For det har kun mening at tale om diskrimination, hvis der inden for en og samme stats grænser gøres forskel på borgerne ud fra irrelevante forhold som køn, race, hudfarve og religion. Det har intet med diskrimination at gøre at byde en kvalificeret arbejdskraft man har brug for velkommen - og betragte den ukvalificerede som uønsket. Det er tværtimod det eneste rigtige for enhver nation der ønsker sit sociale, økonomiske og kulturelle niveau opretholdt eller forbedret. Ja, det er simpelthen sund fornuft - i stedet for den misforståede barmhjertighedsudøvelse kulturrelativisterne propaganderer for.

Jan Jernewicz

Henvisninger:

Link til Netavisen 180 grader

Relevante artikler på Jernesalt:

Vanskelighederne med at integrere muslimerne (28.4.07.)
Går integration kun den ene vej? (22.10.05.)