|
|
ARTIKEL FRA JERNESALT - 4.3.11.Naivitet og fordummelse i politik (I - grundproblematik)Udlændingeloven - Ledelsesniveauet - Mediedækning - Politik er ikke videnskabDebatniveauet - Argumentationsdemokrati - Det folkelige Dansk politik har det ikke godt for tiden, og derfor er der god grund til at se nærmere på årsagerne, idet vi starter med grundproblematikken. Som påpeget flere gange her på siderne, så er dansk politik kommet ind i en slags dødvande der betyder at store og nødvendige reformer ikke kan føres igennem, fordi VK-regeringen ikke kan skaffe flertal for dem. Det gælder bl.a. arbejdsmarkedsreformer og tilbagetrækningsreform (inkl. ændring af efterlønsordningen). Men også problemet med Danmarks forhold til EU, europagten og forbeholdene bør nævnes. Hverken regeringen eller oppositionen tør lægge navn til større ændringer fordi valget nærmer sig og ingen i den situation vil risikere at komme til at støde vælgerne. Den logiske konsekvens burde være at statsministeren udskrev valg, så luften i det mindste kunne blive renset, men det gør han ikke, for alle meningsmålinger peger jo på et stort nederlag for ham, selvom oppositionen ikke har markant bedre planer for den økonomiske politik, idet LO har sagt fra over for ideen om 12 minutters længere arbejdstid om dagen. Men vælgerne er simpelthen trætte af den siddende regering og alle dens pinlige sager, herunder den nye, i sig selv lille kommunikationsbrist mellem forsvarsministeren og udenrigsministeren om fregatten Esbern Snares forbliven i 'pirathavet'. Regeringen kan derfor kun håbe på at "noget vil vise sig" som Mr. Micawber taler om hos Dickens, det vil konkret sige et eller andet som kan redde den ud af suppedasen, fx fadæser i oppositionen eller et uventet hurtigt opsving i økonomien. Regeringen ser derfor tiden an - og kan i værste fald vente med udskrivning af valg til engang i november. Den for tiden mest prekære sag for regeringen er integrationsminister Birthe Rønn Hornbechs administration af udlændingeloven for de 128 herboende, statsløse palæstinensere der er opvokset her i landet og som efter gældende regler og konventioner skulle have haft statsborgerskab ved det fyldte 18. år. I hvert fald nogle embedsmænd i ministeriet skal have kendt til de utvetydige internationale regler på området siden 2008, men har ikke foretaget sig det fornødne, og Rønn Hornbech anklages derfor selvsagt som ansvarlig minister for at have udvist forsømmelighed i sagen. Hele oppositionen plus Dansk Folkeparti og Liberal Alliance, pressen, eksperter og store dele af befolkningen vender sig imod hende og har forlængst dømt hende ude. Men hun smiler bare sit vanlige, uudgrundelige Mona Lisa-smil under bedyrelse af at hun skam hele tiden har gjort det hun skulle, nemlig holdt sig strikte til juraen for administration. Og statsministeren erklærer at han fortsat har tillid til hende og foreløbig afventer hendes bebudede rapport i næste uge. Han fyrer ikke en minister han har tillid til. "Sådan er dét bare!". Men mange venstrefolk skumler, for der er ingen tvivl om at sagen belaster hele regeringen og derfor også rammer statsministerens parti eftertrykkeligt. Det indtryk bliver uundgåeligt tilbage at statsministeren ikke længere ser kendsgerningen i øjnene, men viger tilbage fra resolut at træffe den rigtige beslutning. Dermed er sagen blevet et symbol på regeringens afmagt. Kort sagt er situationen i dansk politik altså at problemerne ikke bliver løst og at alle venter på valg. Selve ledelsesniveauet må også siges at være lavt. Det har gentagne gange på disse sider været hævdet at vore politiske lederes niveau som ledere ikke er på højde med situationens krav. Det er selvfølgelig noget der altid vil svinge, og derfor ser man at niveauet kan være meget forskelligt fra tid til anden og fra land til andet - også inden for de vestlige demokratier. Men i krisetider bliver det særligt tydeligt om et land savner kompetente statsmænd til at føre riget gennem vanskelighederne. Og det er netop krisetider i øjeblikket. Det er ingen hemmelighed at statsminister Lars Løkke Rasmussen faldt igennem som international leder på det store klimatopmøde i København i december 2009, og at han sammenlignet med sin forgænger Anders Fogh Rasmussen også har været uheldig med en lang række sager som rejser tvivl om hans lederskab. De to politikere er vidt forskellige af natur - den ene mere 'rund' end den anden - og det må også tages med i betragtningen at Lars Løkke har fået alle de krise-problemer som Anders Fogh slap for, fordi han valgte at sige ja til den post som generalsekretær for Nato som kunne tilfredsstille hans højeste ambitioner om en fornem toppost på internationalt plan. Men her på siderne er der ikke blevet lagt skjul på at Fogh gik i utide, dvs inden han havde gjort sin fornemste opgave i Danmark færdig, nemlig den at sikre videreførelse af "den tredje vej" han slog ind på allerede i 1998. Og det er især blevet fremhævet at Fogh aldrig fik afklaret den filosofi der ligger til grund for hele ideen om den tredje vej og som bedst kan formuleres som filosofien om komplementaritet mellem tryghedprincippet (eller det sociale princip) og frihedsprincippet (eller det liberale princip). Venstre har heller ikke som parti formået at afklare grundlaget - jf. artikel af 26.11.06., og endnu mindre har Foghs afløser, Lars Løkke Rasmussen gjort det. Det svier ekstra til regeringen, fordi man dermed ikke har kunnet hindre de renlivede liberalister i at søge mod Liberal Alliance, som reelt undergraver grundlaget for VKO-koalitionen. Modsat Fogh har Løkke slet ikke forudsætningerne for så meget som at forsøge en afklaring, for han er et ufilosofisk menneske. Det kunne selvfølgelig være hvad det være ville (en ren og skær partisag), hvis ikke det lige netop forholdt sig sådan, at den tredje vej var muligheden for generelt at få hævet ledelses- og debatniveauet her i landet op på et tidssvarende niveau, væk fra den gamle klassekamp der var passé ved årtusindskiftet, men nu ser ud til at blive forsøgt genoplivet af fagbevægelsen. Et folk har - siger man - altid den regering det fortjener. Det tjener i hvert fald ikke noget formål blot at give den siddende regering skylden for alting eller forfalde til forsimplede valgslogans som 'Os eller Kaos'. Men ideelt set bør der være den sammenhæng mellem folket og lederne at de inspirerer hinanden til at yde det bedste de kan. Og derfor er det vigtigt at der er ledere på statsmandsniveau til at gå forrest. For så skal folket i et oplyst og sekulært demokrati nok følge efter som kritiske mennesker der trods alt respekterer lederne. Men her skorter det sørgeligt på ledere der kan tage têten i kraft af deres visioner, evner og vilje. Og til det sørgelige hører, at oppositionens topfolk ikke umiddelbart ser ud til at have bedre visioner og større evner end regeringen. De har nok viljen og lysten til at komme til - og alt peger for tiden på at de også kommer til inden længe. Men alt tyder også på at de hurtigt vil løbe ind i vanskeligheder de næppe har drømt om og som primært består i at få nødvendige besparelser i den offentlige sektor til at gå hånd i hånd med økonomisk vækst og mangel på kvalificeret arbejdskraft. Problemerne i dansk økonomi er meget større end de politiske partier vil være ved, og da den siddende regering støt og roligt mister tilslutning, bliver det oppositionen der om føje tid skal vise hvad den dur til. Det kan kun skuffe, men dansk demokrati gør regeringsskifte nødvendigt med passende mellemrum - uanset udsigterne for problemernes løsning. Mediedækningen er i denne situation ikke ligegyldig, og derfor er det kedeligt at måtte konstatere, at den for øjeblikket må betegnes som skævvridende og utilstrækkelig. Som det vil fremgå af et efterfølgende afsnit har professionelle kommunikatorer og kommunikationsrådgivere i de senere år fået stigende indflydelse på såvel politikerne som medierne, og det har just ikke fremmet sagligheden eller oplysningen, men derimod tendensen til at gøre politik til tv-hanekamp og anden folkelig forlystelse. En stigende æsteticering kan ses overalt i kulturen for øjeblikket. Det er set før, og det vil ofte gå over igen, fordi det er mode og al mode har sin tid. Men æsteticeringen i det politiske liv kan være katastrofal fordi den i værste fald kan fjerne opmærksomheden fra den alvorlige karakter af kriseproblemer til fordel for det overfladiske og underholdningsmæssige. Alt kommer til at dreje sig om hvordan tingene tager sig ud, hvilket indtryk de umiddelbart kan gøre på folk og hvad der kan få folk til at rende efter det sidste 'skrig' eller det mest vulgære trick. Medierne skeler uafladeligt til seertal på samme måde som forretningslivet skeler til salgstallene, og begge steder lader man reklamebranchen bestemme hvilke billeder, ord og toner der påvirker lettest, billigst og mest effektivt. Vil verden da altid bedrages - som det gamle ordsprog hævder. Nej, naturligvis ikke, for verden som sådan har slet ikke nogen vilje, og så længe der ikke kan gøres et juridisk ansvar gældende, kan man heller ikke tale om bedrageri. Men folk bliver de facto forført efter noder af både forretningsfolk, reklamefolk, politikere, spindoktorer og mediefolk - samt fanatiske ideologer af alle slags. De fleste almindelige mennesker ser ud til i høj grad at nyde det - og de opdager som regel først det eventuelt uheldige ved det når det er for sent. Det gælder ikke mindst store revolutionære forførelser som dem der skete i Rusland eller i Tyskland mellem 1917 og 1933, men som også er sket mange andre steder, og sker i stor målestok den dag i dag i visse dele af verden. I almindelig dansk politik opdager vælgerne som hovedregel først forførelsen når et parti eller en partikonstellation kommer til magten og giver sig til at føre en anden politik end den de blev valgt på. For at undgå denne skavank ved systemet prøvede Anders Fogh Rasmussen som bekendt efter sin tiltræden som statsminister at indføre det han kaldte 'kontraktpolitik'. Og det var skam velment, men det dur bare ikke, for da udviklingen altid er uforudsigelig kan ingen regering binde sig kontraktligt absolut til en politik de går til valg på, selvom de på det tidspunkt er fuldstændigt overbeviste om at den er rigtig og holdbar. Alligevel kan politikerne naturligvis heller ikke gå i den anden grøft og sige at de giver fanden i alle løfter. For der bør være en sammenhæng mellem løfter og det der reelt forsøges gennemført. Ellers havner man i ren opportunisme eller ren performance og spin - og dermed etisk inkonsistens. Det er blot desværre ikke noget der interesserer medierne og kommentatorerne tilstrækkeligt, og derfor er også disse medskyldige i den nuværende politiske misere. Da eksperter og kommunikatorer, ja efterhånden også flertallet af politikere i dette land er akademisk uddannede er der en tilbøjelighed til at tro at politik er blevet en slags videnskab, men det er slet ikke tilfældet, og derfor er det nødvendigt også at påpege at forsøget på at 'videnskabeliggøre' det politiske liv er fuldstændigt ødelæggende for demokratiet. Allerede den barske Bismarck sagde i den preussiske landdag engang i 1863 (1½ måned før tyskerne gik over Ejderen) at "Die Politik ist keine exakte Wissenschaft", og mange har siden gentaget det. Fornuftige økonomer påpeger også gerne at heller ikke økonomi er en eksakt videnskab, hvorfor alle deres prognoser (og budgetter) altid skal tages med forbehold. Selv en fhv. højesteretspræsident har fornylig påpeget at dommerkendelser ikke er objektivt rigtige. Så udgangspunktet for en fornuftig vurdering af politisk, økonomisk og domsmæssig praksis er at indrømme skønnet en nødvendig rolle i alle sager. Og det betyder igen at politikere og vælgere såvel som kommunikatorer bør overlade det til propagandister og hvidkitlede reklamefolk at postulere at politiske standpunkter og overbevisninger er videnskabelige eller videnskabeligt begrundede. Efterhånden er der imidlertid opbygget en sand tyrkertro på at samfundslivet overvejende er rationelt fordi mennesket er rationelt. Men det holder ikke det fjerneste, for mennesket er lige præcis ikke et rationelt væsen, men tværtimod et væsen der har to ligeværdige sider - en rationel og en irrationel - der er logisk uforenelige og derfor til stadighed giver både modsætninger og spændinger, ja ofte konflikter, men begge er uundværlige. Og det samme gælder naturligvis samfundet, som yderligere er kendetegnet af at det ikke - som visse forskere påstår - er en vilkårlig konstruktion, men tværtimod i vid udstrækning et resultat af uvilkårlige og ubevidste impulser, ja faktisk bedst kan ses som et udslag af det kollektivt ubevidstes fabelagtige kreativitet. Samfundsforskningens og statskundskabens største fejl generelt er tendensen til at betragte politik og økonomi som udtryk for at politik slet og ret er kampen om fordelingen af samfundets goder. Alle mennesker bestræber sig ifølge denne opfattelse på at "maksimere deres egennytte", og demokrati betragtes da som et system hvori alle folks interesser i at maksimere deres egennytte kanaliseres ind i et autoritativt eller hierarkisk beslutningsapparat. En toneangivende politolog som Anthony Downs, hvis teorier ifølge Christian Koch længe har været fast pensum også på danske læreanstalter, hævder følgende utvetydige læresætning: "Eftersom borgerne i vores model af demokrati er rationelle, betragter hver af dem udelukkende politiske valg som midler til at vælge den regering der er mest nyttig for ham selv." Men læresætningen er falsk videnskab. Påstanden er et regulært dogme, altså en trossætning, og den er fuldstændigt ødelæggende for enhver sund opfattelse af hvad politik og demokrati er. Men troen på at man kan reducere det der sker i samfundet og kulturen til simple rationelle, logiske og forudberegnelige fænomener er stærk - og er i høj grad med til ved siden af den mediedækning der styres af eksperter med samme tyrkertro at gøre samfundsforskerne medskyldige i vores politiske krise. Men først og fremmest er debatniveauet blevet alt for lavt, og det har retorik-professor Christian Kock netop behandlet i bogen "De svarer ikke". Undertitlen hedder "Fordummende uskikke i den politiske debat". Og så kan man ikke være i tvivl om formålet. I et interview kalder Kock da også ligeud politikerne for "verbale svindlere"! Hovedpåstanden i bogen er at borgerne skal bruge den politiske debat som grundlag for at tage stilling. Men denne debat skal være ordentlig, for "en ordentlig debat er nødvendig for at vi kan vurdere hvem vi synes der har mest ret med hensyn til de politiske problemer, og hvad der skal gøres ved dem" (min fremhævelse). Og derfor er argumenter og behandlingen af argumenter helt central i debatten, og dette vil igen sige begrundelser for at en given politik er rigtig eller forkert Debat kan også give underholdning og spænding, men først og fremmest kan og skal den gøre det muligt at lære politikernes begrundelser for deres beslutninger at kende. Dermed kan de bagefter holdes ansvarlige for beslutningerne, men hovedformålet med debatten må være det fremadrettede: "Vi har brug for debat for at tage stilling til hvad der skal gøres før det bliver gjort". Et af problemerne er at de politiske kommentatorer især kommenterer og roser hvad statsminister Lars Løkke Rasmussen under ét og afstandtagende har kaldt 'performance, spin, smartnes, oneliners', og det er faktisk det selvsamme disse professionelle kommunikatorer tilråder politikerne at blive gode til når de ansættes som rådgivere for dem. For disse rådgivere véd nemlig - hævder Kock - at overfladiske og flygtige indtryk og udtryk er det eneste som mange vælgere når at få forud for et valg, imens de daglig kører rundt i 'hverdagens centrifuge'. Kocks bog handler angiveligt om at meget af det som giver sig ud for at være ordentlig debat med gode argumenter ikke er det. Man prøver tværtimod at få os til at acceptere holdninger og synspunkter uden at der argumenteres for dem; mange af de argumenter og modargumenter der gives er faktisk dårlige; og svarene på modargumenter og kritik er også tit dårlige - eller de er der slet ikke. Christian Kock påpeger som det fornuftige menneske han er, at der oftest vil være flere alternativer til ethvert problem man gerne vil gøre noget ved. Derfor har vælgerne brug for at høre argumenterne fra begge sider i en given sag, og at foretage en afvejning af argumenterne fra de to sider. Ingen af dem medfører jo med nødvendighed en bestemt konklusion. Som retoriker kan Kock fastslå at et godt argument skal være: 1) Rigtigt - dvs at man kan svare ja på spørgsmålet om det passer (særligt talstørrelser fifles der med). 2) Relevant: argumentet skal vedkomme sagen (skumle, skjulte motiver er sagen uvedkommende). Og 3) vægtigt: det må afvejes i forhold til andre gode argumenter i sagen og (vægt vil altid sige relativ vægt). Kock påpeger at en afvejning af argumenter altid vil have et element af det individuelle eller 'subjektive'. Der er med andre ord, som allerede påpeget, et betydeligt råderum for forskellige subjektive holdninger - i klar modsætning til afgørelsen af om tal og fakta er rigtige eller forkerte. Men her synes han at modsige sig selv, fordi han - som tidligere vist - går meget op i om man har ret eller ej. Endelig understreger Kock at argumenter der føres frem i offentlig debat skal handle om det fælles bedste - og altså ikke om særinteresser. Der skal argumenteres ud fra værdier som alle er fælles om at tro på, fx rimelighed. Men også her viser det sig at Kock ser for snævert på tingene, for han sætter uden videre troen på fælles værdier lig med sammenhængshængskraften i samfundet. Og det går ikke. Demokrati er ikke blot lig med det flertallet i befolkningen bestemmer. Det skal ifølge Kock være et argumentationsdemokrati, hvor følgende gælder: - Der skal også være offentlig debat.... med argumenter for og imod. - Der vil være nogle tilhørere på begge sider der ændrer standpunkt. - Nogle af dem som ikke på forhånd havde et standpunkt vælger et. - Alle der deltager i samtalen/debatten vil nok blive klogere på sagen. - Argumenter skal gå ud fra fælles værdier. - Argumenter der bygger på privat ideologi eller ren egeninteresse gælder ikke. - Svar på et modargument skal indeholde begrundet tilbagevisning af modargumentet eller anerkendelse af det - samt afvejning af argumenter for og imod. Christian Kock tilslutter sig det synspunkt som daværende statsminister Anders Fogh Rasmussen gav udtryk for i 2005: "Den danske tradition er at man indkalder til et møde hvor man sidder og snakker stille og fredeligt med hinanden. Nogle gange er man fløjtende uenige, også når mødet er slut, og nogle gange når man en forståelse for hinandens bevæggrunde. Det er den danske model. Det kaldes samtaledemokratiet." (Jyll.Posten 30.10.05). Samtaledemokrati vil altså ikke sige at deltagerne i samtalen skal blive enige - det den tyske filosof Habermas kalder 'konsensus-demokrati - men derimod med Hal Kochs ord at man gennem samtalen "søger at få sagen alsidigt belyst, og at de samtalende parter virkeligt bestræber sig for at nå til en rigtigere og rimeligere forståelse af konfliktens problem". Det følger heraf at ikke enhver replik er et svar. Pligten til at svare kan efter Kocks mening i princippet kun opfyldes på to måder: Enten forklarer man hvorfor modargumentet er dårligt (urigtigt eller irrelevant) - eller også anerkender man at modargumentet i sig selv er godt nok, men mindre vægtigt i forhold til andre. Det lyder jo altsammen godt og forstandigt - og det må derfor anses for uheldigt for vort demokrati og vores danske model om politikerne ikke lever op til forpligtelserne. Og dét er netop hvad Kock mener de ikke gør. I en følgende artikel ser vi med udgangspunkt i hans bog på de mange uskikke som danske politikere i den politiske debat efterhånden har fået. Men vi vil også undersøges, om Kock har ret i sine domme eller om han ser bort fra forhold der også bør tages i betragtning ved bedømmelsen af vore politikere. Undertegnede er principielt enig i at debatniveauet efterhånden er blevet for lavt, alt for lavt, men jeg er langt fra enig i at det kun skyldes at politikerne er blevet for dårlige til at argumentere, eller i at ægte demokrati kan bestemmes som et argumentationsdemokrati. Der er tværtimod en grundlæggende forskel mellem argumentationsdemokrati og det Hal Koch kaldte samtaledemokrati, men det forstår Christian Kock ikke. For han hører til dem der ikke fatter den grundtvigianisme der dybest ligger bag den danske model. Den har en kender som Jørgen I. Jensen særdeles rammende bestemt som "troen på det ubevidste i mennesket som noget godt", en bestemmelse der forudsætter selve det ubevidste som en væsentlig faktor i samfunds- og kulturlivet, men som ikke deles af retorikeren Christian Kock eller ret mange andre af tidens rationelle forskere og kommentatorer. Denne manglende forståelse for det ubevidste som faktor i udviklingen er måske til syvende og sidst den allervæsentlige årsag til den udtalte krise i dansk politik i disse år, og den kan bedst karakteriseret som en egentlig naivitet blandt både politikere, eksperter, kommentatorer, forskere og vælgere - inklusive Christian Kock himself. Men det er desværre et overset problem alle andre steder end her på Jernesalts sider! Jan Jernewicz Henvisninger Christian Kock: De svarer ikke. Fordummende uskikke i den politiske debat. (Gyldendal. 2011) Relevante artikler på Jernesalt: Politikernes uskikke - Naivitet og fordummelse i politik II (8.3.11.) Vælgernes naivitet - Naivitet og fordummelse i politik III (10.3.11.) Indvandrerdebatten - Naivitet og fordummelse i politik IV (14.3.11.) Den smalle retorik fejler - Naivitet og fordummelse i politik V (17.3.11.) Generelt 'Jernesalts 2009-filosofi' Artikelserie om ontologi (læren om at være) Menneskets virkelighedsopfattelse I-VII Kan moral begrundes? (Erling Jacobsens moralfilosofi) Etik og eksistens (om etikkens placering i den menneskelige eksistens) Konsistens-etikkens Ti Bud Ansvarlighed (10.1.07.) Menneskesyn og politik (13.8.10.) Grundtvigianismen i det 20. århundrede Aktuel politik Konservativt lederskifte (16.1.11.) Efterløn og politisk afmagt (4.1.11.) Messerschmidt forkludrer partikamp og værdikamp (15.11.10.) Er dansk politik havnet i drillerier og stilstand? (13.11.10.) Lystigt valg mellem Helle og Løkke (7.10.10.) Klimatopmøde i København (19.12.09.) Anders Fogh Rasmussens exit (5.4.09.) Partiskadelig uafklarethed i Venstre (26.11.06.) Æsteticeringen i det politiske liv (8.9.09.) Medier Wikileaks kontra magthaverne (26.10.10.) Skal man bare svine sine modstandere til på Facebook? (27.4.10.) Blogs som narresutte (21.10.09.) Politiken mod Politiken - 125 års slag for oplysning og modernitet eller hvad? (14.10.09.) Mediedækning af krig og konflikt - kontra oplysning (2.2.09.) Dagbladene under pres (19.4.07.) At læse Jernesalt (6.12.06.) Politiken og det ydre skin (11.10.06.) Weblogs og eksistenslogs (7.8.06.) Dannelsens hemmelighed og udfordring (20.9.04.) om bl.a. mediernes rolle i dannelsen Medieskabt tortur-hysteri (5.8.04.) Er samfundet blevet selskabeligt? > Eller er dette bare en medieforskers postmodernistiske tese? Politik og medier Er politikerne i det gennem-medialiserede samfund dømt til populisme? Eksperterne, pressen og folkestyret Psykologi De psykiske fundamentalkræfter (2.4.09.) De psykiske grundprocesser Jeget og selvet Selvet - sjælen - ånden Det kollektivt ubevidste og dets fundamentale eksistensværdi Er der en særlig psykisk energi? (15.7.07.) Sjæl og hjerne Hjerne og sjæl Troen på det ubevidste i mennesket som noget godt Hvad er egentlig bevidsthedsforskning? (31.7.10.) Sproget Kan alle vore forestillinger dekonstrueres? (25.04.08.) Sprogpsykologisk aksiom Sprog og forførelse - Forførelsens kunst III Skadelig sprogblomstring? (i rapper-sproget) Sproget og virkeligheden Erkendelse Modstanden mod komplementaritetssynspunktet (13.1.11) Bohrs banebrydende filosofi ifølge Favrholdt (23.12.10.) Platon - europæisk filosofis problemskabende grundlægger (6.12.10.) Jørn Lund, sproget og virkeligheden (24.9.10.) Favrholdts fejlbehæftede filosofiske forordninger - kritik af David Favrholdts 'Filosofisk codex' Manifest 2010 om tidssvarende eksistentiel dannelse (2.6.10.) Religion som emergent fænomen i biologien (24.12.09.) Erkendelsens forudsætninger(12 afsnitom 'Den komplementære helhedsrealisme') Erkendelsen (5. afsnit af Værdimanifestet - 13.8.04.) Artikler om Danmark Artikler om Medier Artikler om Samfund Artikler om Etik Artikler om Psykologi Artikler om Erkendelse Artikler om Eksistens Artikler om Religion Artikler om Sekularisering At læse Jernesalt Introduktion til Jernesalts filosofi Komplementaritetssynspunktet Helhedsrealismen De psykiske grundprocesser Konsistens-etikken Til toppen Til forsiden PrintVersion Tip en ven |
|
|
Komplementær helhedsrealisme som ebog i opdateret udgave |
|
|
Vilh. Grønbech Kulturopgør? |
|
|
Niels Bohr komplementær filosof? |
|
|
Erling Jacobsen - moralbegrunder? |
|
|
Konrad Lorenz - Kulturopgør? |
|
|
Isaac Newton Geni eller gal? |
|
|
E-bog om Newton og eksistensen |
|
|
Storm P. et sandt humormenneske? |
|
|
Romantikken nu som ebog? |
|
|
J.S. Bach musikalsk helhedsrealist? |
|
|
Ingmar Bergman 100 års drama? |
|
|
Virkelighed som ebog? |
|
|
Mozart skønhed eller dybde? |
|
|
Mozart - Mahler nu som ebog? |
|
|
Tidssvarende bud på eksistensen som e-bog |
|
|
Blake skør eller genial? |
|
|
Niels K. Jerne eksistens eller filosofi? |
|
|
Kulturopgør som ebog? |
|
|
Nihilisme eller romantik? |
|
|
Grundtvig profet eller fantast? |
|
|
Peer Sendemand - enfoldig tale? |
|
|
Hjælp! Hvordan læse Jernesalt? |
|
|
Konsistensetik nu som e-bog |
|
|
Carl Nielsen - fortsat modernist? |
|
|
Blicher en drømmer? |
|
|
Blicher og Grundtvig nu som ebog? |
|
|
H.C. Ørsted holistisk naturfilosof? |
|
|
Ugler i mosen eller guider til Jernesalt? |
|
|
R. Wagner en folkeforfører? |
|
|
Grim ælling eller geni i svøb? |
|
|
Skabelsen sandhed eller myte? |
.jpg)
|
|
Frans en hellig mand? |
|
|
Johannes Paul II - reaktionær? |
|
|
Bohrs filosofi nu som ebog? |
|
|
Filmskabere nu som ebog? |
|
|
Blake og Chagall nu som e-bog |
|
|
Gustav Mahler - skabelsesberetter? |
|
|
Livskvalitet nu som ebog? |
|
|
Storm P. og anden humor nu som e-bog |
|
|
Dragekamp - kollektivt ubevidst? |
|
|
begrebsleg eller livskvalitet? |
|
|
Troldtøj - blot overtro? |
|
|
Politiken højeste oplysning? |
|
|
1Q84 - løgn eller virkelighed? |
|
|
|
Bolde i luften - latterligt? |
|
|
Helios - myte eller sandhed? |