JERNESALT - dataset

Jernesalt

Dynamisk

komplementær

helhedsrealisme

Samfund

Eksistens

Sekularisering

Coronakrisen

E-Bøger

SAMFUND

Danmark

Flygtningekrisen

Muhammed-sag

EU og EUROPA

USA

Mellemøsten

Terrorismen

Miljø og klima

Medier

Polen

EKSISTENS

Værdier

Værdimanifest

Livskvalitet

Musik

Film

Kunst

Kunstblade

Etik

Litteratur

Psykologi

Erkendelse

SEKULARISERING

Verdsliggørelse

Virkelighed

Afdogmatisering

Oplysning

Sund fornuft

Ideer og ideologier

Frihed

Religion

Humor

2019-FILOSOFIEN

Forord

Krisen

Udfordringen

Håbet

Efterskrift

ESSAYS

RETORIK

ONTOLOGI

VIRKELIGHED

ENFOLDIG TALE

SKIDT OG KANEL

REDAKTION

PROGRAM

INTRODUKTION

INSPIRATORER

OVERSIGTER

EMNEINDEX

PERSONINDEX

LINKS

E-MAIL

utils prefix normal Forside Oversigter Redaktion At læse Jernesalt Sendemand Vrangsiden Kontakt

JERNESALT - konservative 1101

ARTIKEL FRA JERNESALT - 16.1.11.

Konservativt lederskifte

Torsdag den 13. gik udenrigsminister Lene Espersen endeligt af som formand for og politisk leder af det hårdtpressede Konservative Folkeparti, og efter en dramatisk nat med forhandlinger mellem erhvervs- og økonomiminister Brian Mikkelsen og justitsminister Lars Barfoed blev sidstnævnte på et gruppemøde i partiets folketingsgruppe fredag den 14. enstemmigt valgt til ny leder. Man undgik kampvalg og fløjkrig, og alle i gruppen beholdt deres udvalgsposter, bortset fra den nødvendige omplacering mellem Lene Espersen og Lars Barfoed hvad angår vicestatsministerposten og sædet i regeringens koordineringsudvalg. Barfoed gik ud af økonomiudvalget, og her overtog Benedikte Kjær posten.

Lene Espersens afgang var uundgåelig efter at presset mod hende var blevet så massivt at alle dømte hende ude som leder. Hun overtog formandsskabet efter Bendt Bendtsen i 2008, fordi medlemmerne og vel navnlig Konservativ Ungdom ønskede markant fornyelse, men det blev ikke umiddelbart den store gevinst, og da 'den gæve pige fra Hirtshals' for et års tid siden overtog udenrigsministerposten efter den højt respekterede Per Stig Møller - meget mod dennes vilje - begyndte problemerne.

Først og fremmest blev det en fatal bommert for hende at hun få måneder efter sin tiltræden prioriterede en planlagt familieferie til de canariske øer over en forhandling i Canada om arktiske problemer, hvor både den amerikanske og den russiske udenrigsminister deltog. Kritiken haglede ned over hende, men hun var længe om at erkende sin fejlbedømmelse og komme med en officiel undskyldning; så længe i virkeligheden at den kom til at klæbe til hende lige siden. Ingen så det som en undskyldelig bagatel, men som udtryk for en fatal mangel på sund dømmekraft der dømte hende ude partileder - og bevirkede at partiet dykkede karastrofalt i meningsmålingerne og ikke siden kom op. Oppositionen og bladtegnerne morede sig, men partiets folketingsmedlemmer og byrådsmedlemmer blev nervøse. Mange af dem måtte i ånden se deres mandater forsvinde i den blå luft, hvis partiet blev halveret. Og de begyndte derfor at røre på sig.

Men partidisciplin er partidisciplin, og partiloyalitet er partiloyalitet. Kritikerne ytrede sig i månedsvis kun anonymt. Selv på partiets landsråd i efteråret var der lutter opbakning til Lene Espersen. Først da meningsmålingerne sendte partiet under 5 % og visse mere prominente medlemmer vovede sig ud med åbenlys eller indirekte kritik øgedes presset på formanden. Den indirekte kritik kom fx fra Brian Mikkelsen der så i øjnene at de konservative ikke ville komme med i en ny regering og derfor ventilede tanken at finde sig en direktørpost i det private erhvervsliv. Og Lars Barfoed så nøjagtigt det samme i øjnene, men drog den modsatte konklusion. Det var ikke afgørende om de konservative var med i en regering. Det afgørende var at de kæmpede for deres sag.

Dråben der fik bægeret til at flyde over, ser ud til at være at statsminister Lars Løkke Rasmussen i sin nytårstale bebudede en større reform af efterlønnen og dermed tog hul på en debat om et emne der har været nærmest tabu siden Poul Nyrup Rasmussens fatale efterlønsgaranti i 1998. Ingen har turdet røre ved emnet siden, skønt de økonomiske vismænd og andre eksperter forlængst har anbefalet det. Venstre og Konservative har hele tiden drømt om det - ligesom de radikale - men nu åbnede Lars Løkke for Panduras æske og tog nærmest hele æren af det, skønt de konservative i virkeligheden har haft det meget højt på ønskesedlen. Og det hed sig at Lene Espersen havde tilladt Lars Løkke at bruge nytårstalen til at fremsætte reformtanken som sin egen.

Kritikken mod Lene Espersen tog til - og alt imens hun passede sit job på en konference i Dubai accellererede kritikken herhjemme. Folketingsgruppen holdt tæt, men ikke mere end at der gik forlydender om at Lars Barfoed var ved at køre sig selv i stilling som ny formand, og da Brian Mikkelsen pludseligt annoncerede sin kandidatur, var Lene Espersens skæbne beseglet. Hun havde hidtil nægtet at se kendsgerningerne i øjnene, men fik nu en melding fra folketingsgruppens formand Henriette Kjær der tvang hende til at afbryde sit ophold i Dubai og tage hjem så betids at hun på et pressemøde kl. 19 kunne annoncere sin tilbagetræden som partiformand. Hun var klar i mælet og tog konsekvensen af en udvikling hun ikke havde forudset, og hun trådte tilbage af hensyn til partiet.

Ingen har lagt skjul på at det har været et hårdt slag for Lene Espersen, fordi hun lige til det sidste har kæmpet for at bevare sin post, og åbenbart ikke før til allersidst har fået klar besked fra sine nærmeste om det uundgåelige i et fald. Faldet var netop så stort at hun overvejede en 'Søren Gade' som det nu kaldes, det vil sige helt at forlade politik når man bliver væltet som minister eller formand. Men Henriette Kjær, Brian Mikkelsen og Lars Barfoed skal have bedt hende udtrykkeligt om blive som minister. Der er ingen grund til at dvæle yderligere ved tilfældet. Lene Espersen må siges at have været overvurderet som leder. Måske har hun være for ung og for 'gæv'. Hendes dummeste trick i selvpromoveringen har uden tvivl været at vippe Per Stig Møller af pinden som landets udenrigsminister.

Lars Barfoed skal nu prøve at rette op på den konservative skude - og selv om han regnes for en tør og kedelige jurist, så skal man ikke undervurdere ham. Han har lige fra starten vist sikker dømmekraft ved at forhandle sig frem til en aftale med Brian Mikkelsen om at der ikke skulle ske ændringer i folketingsmedlemmernes placering. Brian Mikkelsen selv beholder således sin post i regeringens koordineringsudvalg, og Henriette Kjær sin post som gruppeformand. Men hertil kommer at Barfoed også allerede har vist at han har sin specielle nydelse ved at være centrum for pressens opmærksomhed. Da det store opbud af pressefolk forsøgte at få ham til at røbe sine planer inden han gik ind til et måske personmæssigt afgørende gruppemøde om torsdagen, udtrykte han håb om at pressefolkene for eftertiden ville vise samme opmærksom om hvad der foregik på gruppemøderne, således at de konservative kunne få lejlighed til at forklare deres politik.

Sammenlignet med Lene Espersen har Barfoed ikke dennes talergaver eller hurtige replik. Men sammenlignet med den alternative Brian Mikkelsen har han en helt anden solid konservatisme i bagagen og meget større forståelse for det lange seje træk som politik kræver i modgang. Man skal heller ikke se bort fra at det betyder noget at han har en meget passende alder og det mest passende køn for en konservativ leder. De fleste konservative vil nok alt andet lige foretrække en midaldrende mand som leder fremfor en relativt ung kvinde der skal tage hensyn til familien. De ungkonservative var godt nok meget begejstrede for Lene Espersen, men partiet kan ikke siges at have haft alt for gode erfaringer med Pia Christmas Møller som midlertidig leder for år tilbage. Hun optrådte i DR2' deadline forleden sammen med bl.a. den ærkekonservative, pensionerede oberstløjtnant Kjeld Hillingsø, der vovede at tale om patriarkalske værdier. Og det skal man nok være forsigtig med i disse ligestillingstider. Men det er slet ikke sikkert af ligestillingen er nået særligt langt ind i Det konservative Folkeparti.

Det er blevet sagt om Lars Barfoed at han ikke er en typisk billetsælger. Men herregud, om Poul Schlüter sagde den fremtrædende erhvervsmand Steen Danø engang hånligt at han jo kun var en parfumesælger. Men denne undervurderede mand beholdt altså statsministerposten i ti år. Barfoeds opgave er en anden. Han skal skaffe ro i partiet og rette op på vælgerflugten - og det skulle slet ikke være umuligt, eftersom en del af de flygtende vælgere formentlig kun er blevet lånt ud til Liberal Alliance fordi de var utilfredse med Lene Espersen personligt og partiets lidt for store villighed til at bøje sig for Lars Løkkes linje. Her er Barfoed klarere i den konservative holdning - og har bl.a. gentaget sin typiske konservative aversion mod at Dansk Folkeparti har for stor indflydelse på regeringen.

Mit bedste gæt er at Lars Barfoed som ny leder af Det konservative Folkeparti vil formå at få vælgertilslutningen rettet pænt op inden valget, også selvom det skulle komme allerede i foråret. Men op på 2007-niveauet kommer det næppe lige med det samme. Og redde VK-regeringen fra at tabe kan han heller ikke. Efterlønsreform eller ej. Nu er der taget hul på bylden, og de konservative har fået en leder de kan være bekendt. Og så må vælgerne afgøre sagen, når tiden kommer. Jeg tror fortsat på at de fleste ønsker forandring.

Jan Jernewicz

Henvisninger:

Links til:

Det konservative Folkepartis hjemmeside

Relevante artikler på Jernesalt:

Efterløn og politisk afmagt  (4.1.11.)
Er dansk politik havnet i drillerier og stilstand?  (13.11.10.)
Lystigt valg mellem Helle og Løkke  (7.10.10.)
Genopretningsplan og unødig skattesag  (2.7.10.)
Konservativt udspil om integration og danske værdier  (21.8.09.)