JERNESALT - dataset

Jernesalt

Dynamisk

komplementær

helhedsrealisme

Samfund

Eksistens

Sekularisering

Coronakrisen

E-Bøger

SAMFUND

Danmark

Flygtningekrisen

Muhammed-sag

EU og EUROPA

USA

Mellemøsten

Terrorismen

Miljø og klima

Medier

Polen

EKSISTENS

Værdier

Værdimanifest

Livskvalitet

Musik

Film

Kunst

Kunstblade

Etik

Litteratur

Psykologi

Erkendelse

SEKULARISERING

Verdsliggørelse

Virkelighed

Afdogmatisering

Oplysning

Sund fornuft

Ideer og ideologier

Frihed

Religion

Humor

2019-FILOSOFIEN

Forord

Krisen

Udfordringen

Håbet

Efterskrift

ESSAYS

RETORIK

ONTOLOGI

VIRKELIGHED

ENFOLDIG TALE

SKIDT OG KANEL

REDAKTION

PROGRAM

INTRODUKTION

INSPIRATORER

OVERSIGTER

EMNEINDEX

PERSONINDEX

LINKS

E-MAIL

utils prefix normal Forside Oversigter Redaktion At læse Jernesalt Sendemand Vrangsiden Kontakt

JERNESALT - valg11a

ARTIKEL FRA JERNESALT - 7.10.10.

Lystigt valg mellem Helle og Løkke

Duellen mellem statsminister Lars Løkke Rasmussen og oppositionsleder Helle Thorning-Schmidt i luftigt TV2-regi på Christiansborg Rideplads onsdag aften blev en lystig affære der ikke bragte nogensomhelst afklaring af hvem der vil være bedst til at løse landets politiske problemer og store udfordringer. Politikens erhvervskommentator Niels Lund konstaterer således med megen ret at dansk økonomis nye vilkår er at 'blå politik' er lig med 'rød politik', hvorfor åbningsdebatten torsdag vil blive en kamp med puder og sværd. Først når valget er overstået til næste efterår, fanger bordet!

Duellen var urban, selvom navnlig Helle Thorning flere gange hævdede at modstanderen talte usandt om S-SF-planens mål og finansiering. Men Lars Løkke kørte uanfægtet videre og understregede at regeringens politik gennem alle årene havde været ansvarlig og fortsat var det. Der blev slet ikke lejlighed til at bore i hverken tal eller argumenter, for studieværten Johannes Langkilde havde sin drejebog at følge og sprang med fastlagte intervaller videre til næste emne uanset om det igangværende var blevet afsluttet eller ej. Desuden indflettede han flere fastlagte og poppede indslag med live-interviews af mere eller mindre tilfældige mennesker - som egentlig blot virkede overflødige og forstyrrende. Hele kulissen var også højst besynderlig - et stort teltpodium på Ridepladsen nærmest Marmorbroen og med hele Christiansborg Slot som baggrund med tårn i midten, statsministerium til venstre og folketing til højre.

Helle Thorning fremtrådte med den psykiske styrke og selvtillid som den definitive afslutning på den belastende skattesag sikrede hende forud for socialdemokraternes kongres - og som meningsmålingerne har bekræftet. Lars Løkke parerede hendes stød roligt og sikkert, men kunne virke en smule tilbageholdende. Måske var han træt ovenpå dagens spørgedebat i folketinget hvor socialdemokraternes Mogens Lykketoft nævenyttigt borede i sagen om den påståede overbetaling til privathospitalerne som hverken tidligere sundhedsminister Jacob Axel Nielsen eller tidligere erhvervs- og økonomiminister Lene Espersen havde orienteret folketinget fyldestgørende om. Det må være trættende. Og det véd oppositionen naturligvis. Derfor fortsætter denne del af komedien under åbningsdebatten.

Duellen på Christiansborg Rideplads havde ingen klar vinder. Selvsagt er der uenighed blandt kommentatorerne om hvem der vandt den. Jyllands-Posten sammenligner den med en boksekamp og mener at Thorning vandt på point med 6-5. Andre mener Løkke samlet set var et mulehår foran, men at hver part vandt hver sine dele. På Deadline 22.30 kunne det konstateres at det sete afhænger af øjnene der ser. Den regeringsvenlige Ralf Pittelkow mente Løkke vandt. Den regeringskritiske Georg Mertz at det var Helle Thorning. Sandheden er i hvert fald at duellen ikke blev den skæbneduel for nogen af parterne som flere forudsagde den ville eller kunne blive. Alt er fortsat åbent - dog med undtagelse af selve den politiske situation og tendensen i vælgervandringen.

Hele sagen om den påståede overbetaling til privathospitalerne og de mere eller mindre skjulte notater eller rapporter herom er i sig selv et ganske godt eksempel på at formaliteter kan komme til at dække over substans. Givet er egentlig kun at Lene Espersen og Jakob Axel Nielsen ikke har givet fyldestgørende oplysninger til folketinget - og muligvis heller ikke orienteret Lars Løkke Rasmussen om de kontroversielle data. Men selve påstandene om overbetaling er noget vrøvl, for betalingen var resultatet af en overenskomst mellem Privathospitalerne og Kommunernes Landsforening (Regionerne), hvor parterne ikke kunne blive enige, og hvor et kompromis følgelig blev overladt til statsministeren der simpelthen valgte det matematiske midtpunkt - uden skelen til om det var for dyrt eller ej. Han ville fremfor alt have en aftale med Privathospitalerne, fordi han ønskede at kunne leve op til regeringsløftet om behandlingsgaranti til borgerne. Om betalingen rent faktisk var for dyr, kan ingen afgøre, for offentligheden kender ikke Privathospitalernes beregninger.

Anderledes substans er der i de udfordringer dansk økonomi står overfor og som bl.a. hænger nøje sammen med at udgifterne til sundhedsvæsenet i disse år eksploderer, ikke bare som følge af behandlingsgarantierne, men også som følge af de lægevidenskabelige og -teknologiske muligheder og borgernes krav om hurtig behandling for snart sagt alting. Lægevidenskabens fremskridt skal vi alle være glade for, men da ressourcerne til behandling ikke er ubegrænsede, er politikerne i regioner og regering i virkeligheden tvunget til at prioritere hårdere og hårdere. Men dette viger de tilbage for, fordi det kan koste vælgere.

Skolevæsenet og uddannelserne skal også styrkes, fordi vi dels har for stort frafald, dels af konkurrencehensyn er nødsaget til at højne niveauet. Regeringen sætter penge af til formålet, men kommunerne skærer ned på de budgetter der aftales i disse uger - med bl.a. skolelukning til følge visse steder. Regeringen kan med rette henvise til at nogle kommuner er i stand til at undgå skolelukninger ved at lave besparende strukturændringer. Men når andre kommuner ikke er så effektive, betyder det faktiske lukninger. Og dette kan regeringen ikke forhindre, eftersom vi inden for en overordnet skatteramme har kommunalt selvstyre. Regeringen vil principielt ikke øge den totale udgiftsramme, da den på grund af den økonomiske krise er pisket til at stile efter nulvækst i den offentlige sektor. Så det er kun oppositionen der kan postulere at den vil give kommunerne flere ressourcer til skolerne - i og med at den vil øge skattetrykket.

Problemerne hober sig også støt og konstant, men ikke just roligt op når det gælder integrationen. Ghettoerne er blevet et stigende problem med stigende vold og hærværk. Alt for mange børn og unge af såkaldt anden etnisk herkomst end dansk, men især drengene, dropper ud af skoler og uddannelser - samtidigt med at landet står over for mangel på kvalificeret arbejdskraft til den del af den private sektor der kan skaffe ordrer. Visse tiltag mod indvandrerdrengenes destruktive adfærd bliver nu stillet i udsigt. Men ligegyldigt hvad der bliver gjort og hvor mange initiativer der tages, vil problemerne øges. For ingen vil se i øjnene at de dybest set bunder i en foragt for ganske almindelige borgerlige værdier.

Det er derfor en af den aktuelle politiske situations mest besynderlige træk, at den såkaldte 'værdikamp' stort set synes afblæst og næsten intet fyldte i statsministerens åbningstale i tirsdags eller duellen onsdag. Den dukker uundgåeligt op i offentligheden når islamistiske terrorister arresteres eller afsløres, og når islamistiske organisationer truer med repressalier mod Jyllands-Posten og landet som sådan på grund af genoptryk af Muhammedtegningerne. Og den kan slet ikke skjules, når udlandet må konstatere både øget terrortrussel og øgede vanskeligheder med integrationen.

Værdikampen kan også siges at have været for indsnævret gennem flere år, fordi den har fokuseret på det såkaldte 'smagsdommeri' eller 'Jagten på de røde lejesvende' i DR, men den er jo langt dybere - og drejer sig i virkeligheden om selve grundlaget for at opretholde et velfungerende sekulariseret demokrati og velfærdssamfund. Dette skal nok respektere forskelligartethed og udveksling med udlandet, men må aldrig falde for illusionerne om multikulturalisme og globalisme. Det danske demokrati og velfærdssamfund kan ikke opretholdes uden samtidig respekt for de borgerlige værdier der indebærer forpligtelse til at yde en indsats for fællesskabet, for de demokratiske værdier der indebærer fuld sækularisering og for de nationale værdier der indebærer en selvfølgelig forståelse for dansk som basalt dagligsprog i hele sit omfang.

Respekterer et demokratisk lands befolkning ikke disse værdier, havner politikken i en æsteticering der betyder en forflygtigelse af det fulde ansvar for udviklingen. Hidtil har den danske befolkning stort set undgået denne æsteticiering. Flertallet har både instinktivt og bevidst haft forståelse for sagens rette sammenhænge og reageret imod undergravende holdninger, men mange indvandrere har ikke haft den nødvendige forståelse - og generelt er der også generationsmæssigt sket et sådant skred i holdningerne, at der kan frygtes nogle konsekvenser som det bliver uhyre svært at rette op. Jeg tænker specifikt på de unges druk-, sex- og festvaner.

Det hører al ungdom til at prøve grænser af - det er kun derigennem de opvoksende generationer personligt erfarer forskellen mellem voksenlivets hårde realiteter og barndommens store illusioner om uendelig frihed uden for årsagslovens rammer. Og det er dette mytiske 'syndefald' i puberteten der kan rive ungdommen ud af illusionerne og ind i den vedvarende realitetsprøvelses komplekse verden. Dette er der intet nyt i. Sådan har det været fra 'tidernes morgen'. Men det nye er at nogle generationer er vokset op der på grund af svigtende forældre og lærere har meget svært ved at erkende problematikken og som derfor skejer mere ud end godt er for både dem selv og samfundet.

Problemet løses naturligvis ikke ved moralprædiken, endsige autoritær puritanisme. Men det løses heller ikke ved at de voksne - de borgerlige og det etablerede samfund - lader stå til. Men dette er hvad politikerne i realiteten gør, hvis de ikke vil holde fast i værdikampen og kæmpe direkte, bevidst og selvsikkert imod tidens æsteticering.

Der er ingen tvivl om at problemerne vil tårne sig op i løbet af de næste to-tre år, både hvad angår de nævnte eksistentielle sider af sagen og hvad angår de hårde økonomiske sider. Bordet fanger nemlig uundgåeligt og senest efter næste valg. For da skal det for det første afgøres om regeringen - af hvad farve den end måtte blive - er i stand til at prioritere opgaverne hårdt, undgå gældssætningens afgrund og sikre den private sektor konkurrencegavnlige vilkår. Og for det andet afgøres det om ungdommen som sådan begynder at forstå syndefaldets grundlæggende problematik og således årgang for årgang tage skridtet over i ansvarligheden inden det er for sent. Den skal ikke udsættes for moralisering. Men den skal omvendt heller ikke savne råd og vejledning fra forældre, lærere eller politikere. Regeringen har en særlig forpligtelse til at påtage sig det fulde ansvar for denne væsentlige værdikamp.

Valget til næste efterår står mellem to blokke med hver sit principielle syn på den politiske udvikling. Intet er afgjort endnu, men alt tyder trods alt på et regeringsskifte af mindst tre grunde: VK-regeringen er belastet af Lene Espersens og Det konservative Folkepartis selvskabte nedtur der kun fremmer Liberal Alliances chancer for at blive tungen på vægtskålen efter valget. Regeringen er samtidig uanset fornyelse ved sidste rokade ramt af forældelsesloven: Efter ti år vil flertallet instinktivt være tilbøjelig til at foretrække en ny regering, selvom ingen kan være sikker på at denne vil løse opgaven bedre end den gamle. Og endelig synes statsminister Lars Løkke Rasmussen personligt at savne lige netop det statsmandsformat som forgængeren havde og som gør en forskel. Ingen véd ganske vist hvordan Helle Thorning eventuelt vil klare opgaven som statsminister, men flere og flere vil måske når valget kommer ræsonnere at hun burde have chancen. Èn ting kan under alle omstændigheder beklages. Både Lars Løkke og Helle Thorning-Schmidt har mistet enhver interesse for den tredje vejs og dermed komplementaritetens strategi - jf. artiklerne Lars Løkke glemmer den tredje vej og Helle Thorning går nu lysere tider imøde.

Lystigt er det og lystigt bliver det - lige til valget er overstået, for efterfølgende bliver der ikke så meget at vælge imellem!

Jan Jernewicz

Henvisninger:

Links til:

Statsministeriet - med links til øvrige ministerier
Venstre
Socialdemokraternes hjemmeside
Helle Thorning-Schmidts hjemmeside

Relevante artikler på Jernesalt: