JERNESALT - dataset

Jernesalt

Dynamisk

komplementær

helhedsrealisme

Samfund

Eksistens

Sekularisering

Coronakrisen

E-Bøger

SAMFUND

Danmark

Flygtningekrisen

Muhammed-sag

EU og EUROPA

USA

Mellemøsten

Terrorismen

Miljø og klima

Medier

Polen

EKSISTENS

Værdier

Værdimanifest

Livskvalitet

Musik

Film

Kunst

Kunstblade

Etik

Litteratur

Psykologi

Erkendelse

SEKULARISERING

Verdsliggørelse

Virkelighed

Afdogmatisering

Oplysning

Sund fornuft

Ideer og ideologier

Frihed

Religion

Humor

2019-FILOSOFIEN

Forord

Krisen

Udfordringen

Håbet

Efterskrift

ESSAYS

RETORIK

ONTOLOGI

VIRKELIGHED

ENFOLDIG TALE

SKIDT OG KANEL

REDAKTION

PROGRAM

INTRODUKTION

INSPIRATORER

OVERSIGTER

EMNEINDEX

PERSONINDEX

LINKS

E-MAIL

utils prefix normal Forside Oversigter Redaktion At læse Jernesalt Sendemand Vrangsiden Kontakt

JERNESALT - larsloekke08rokade2

ARTIKEL FRA JERNESALT - 23.2.10.

Lars Løkke Rasmussens store rokade

I formiddags kom så den længe ventede store regeringsrokade fra statsminister Lars Løkke Rasmussens side - og den blev større end man havde regnet med. Ikke mindre end syv ministre træder ud af regeringen, nemlig forsvarsminister Søren Gade, skatteminister Kristian Jensen, forskningsminister Helge Sander, udviklingsminister Ulla Tørnæs og fødevareminister Eva Kjer Hansen, alle fra Venstre, samt sundhedsminister Jakob Axel Nielsen og kulturminister Carina Christensen fra Det konservative Folkeparti.

Fire ministre kommer fra folketingsarbejdet: Gitte Lillelund Bech (V) bliver ny forsvarsminister, Tina Nedergaard (V) ny undervisningsminister, Søren Pind (V) ny udviklingsminister og Henrik Høegh (V) ny fødevareminister. Og to ministre kommer udefra: regionsrådsmedlem af Hovedstadsregionen Benedikte Kiær (K) bliver socialminister, og direktør Charlotte Sahl-Madsen (K), der bliver forskningsminister, kommer fra Danfoss Universe, "en oplevelsespark med levende naturfænomener, spændende teknik og aktiviteter i relation til de fysiske love", så man må formode at hun ved hvad forskning er, og man må håbe at hun også kan finde ud af at relatere forskningen til de økonomiske love. Kiær og Sahl-Madsen er øvrigt begge så ukendte, at dagspressen ikke på stående fod har kunnet opgive deres alder.

Kun fem ministre beholder deres poster, det er foruden statsministeren selv finansminister Claus Hjort Frederiksen, kirke- og integrationsminister Birthe Rønn Hornbech, beskæftigelsesminister Inger Støjberg (der afgiver ligestillingsområdet), og klimaminister Lykke Friis (der overtager ligestillingsministeriet).

Rokaden er altså virkelig stor - og har tydeligt til hensigt at markere at nu er VK-regeringen helt og holdent Lars Løkke Rasmussens egen regering. Han har tilstræbt balance i aldersfordelingen (fortsat en gennemsnitsalder på 49 år) og kønsfordelingen (10 mænd og 9 kvinder) samt i balancen mellem erfaring og fornyelse. Statsministeren har i samarbejde med de konservatives leder Lene Espersen vist styrke til at skille sig af med ministre der ikke har levet op til forventningerne. Og han har timet rokaden præcist, fordi den kommer dagen før regeringen præsenterer sit arbejdsgrundlag for den kommende periode i form af det såkaldte 'konvergensprogram'. Jf. artiklen Det nye regeringsgrundlag.

Af overraskelser er først og fremmest at den meget vellidte og respekterede forsvarsminister Søren Gade selv har valgt at træde ud af regeringen, ja, indtil videre helt forlade politik. Han er åbenlyst kørt træt af de evindelige sager om jægersoldatbog, lækager, konflikt mellem ministerium og forsvarskommando samt mistænkeliggørelse af sin egen person. Og han blev personligt også ramt hårdt da han for et par år siden mistede sin ægtefælle. Det var ventet at han ville forlade forsvarsministeriet, men også at han ville få en anden post. Men han har fået nok - og vil formentlig ret hurtigt blive tilbudt en post i erhvervslivet. - Hans afgang bringer en gammel sag om mistillid i erindring. Forlængst afdøde økonomiprofessor Kjeld Philip, der flere gange var minister i regeringer med radikal deltagelse, blev i sin tid formand for den såkaldte 'Kaffefond', Industrialiseringsfonden for Udviklingslandene, men trak sig tilbage på grund af evindelig kritik mod sin person. Og han gav som simpel forklaring: "Jeg kan ikke trives i en atmosfære af konstant mistillid." - Det er der ingen der kan.

Efterfølgeren den 41-årige Gitte Lillelund Bech kender stofområdet ganske godt fra ordførerposter og udvalgsarbejde, og hun er fuldt kompetent, men det er måske alligevel et lidt problematisk valg, fordi posten - som den eneste tilbageværende i et stort ministerium - nok er lidt mere egnet for en mand end for en kvinde. Der er vitterligt mange gange flere mænd end kvinder i forsvaret, og som tidligere forsvarsminister Hans Engell engang sagde, så er der i hvert fald det problem ved en kvindelig forsvarsminister at hun ikke kan deltage i de nordiske forsvarsministres fællesmøder i Finland, for de foregår en del af tiden i en sauna! Men det kunne Lillelund Bech selvfølgelig prøve at få ligestillingsminister Lykke Friis til at kigge nærmere på. Det har måske også lidt med klimaet at gøre.

Kristian Jensen afløses som skatteminister af miljøminister Troels Lund Poulsen for at blive ny gruppeformand for Venstres folketingsgruppe. Det kan umiddelbart se ud som en degradering, men er det næppe, for Kristian Jensen er Venstres næstformand - og vil nok være bedre til at få styr på denne gruppe end nogen anden. Og den vil samtidigt give ham en meget alsidig erfaring der kan blive til gavn for den videre karriere. Gruppeformand siden september 2007 Hans Christian Schmidt vender tilbage til regeringen som ny transportminister.

Andre omplaceringer kan næppe kaldes overraskende. Det var ventet at Lene Espersen ville overtage udenrigsministeriet efter Per Stig Møller simpelthen for at komme i spidsen for et synligt ministerium. Udenrigsministerposten har traditionelt været betragtet som den næstvigtigste i enhver regering, og udenrigsministeren har derfor været placeret ved siden af statsministeren på regeringsbænkene, men sådan har den ikke været i den periode fra 2001 hvor de konservatives formand har haft erhvervs- og økonoministerposten. Det rettes der nu op på formelt, men det må siges, at Espersen ikke tilnærmelsesvis har samme udenrigspolitiske kompetence som Per Stig, og man kan godt tvivle på at hun vil kunne gøre sig gældende på samme fornuftige måde som denne, nemlig ved benhårdt, målrettet og tålmodigt, men flittigt og stilfærdigt arbejde bag kulisserne ude omkring i verden. Hun har også sin relativt unge alder imod sig på denne post. Men kun tiden kan vise, hvor stor hendes gennemslagskraft vil være. Per Stig Møller har måttet tage til takke med posten som kulturminister. Den kan det belæste kulturmenneske sagtens bestride, men man kunne godt have ønsket sig et langt mere musisk menneske til denne post.

Brian Mikkelsen efterfølger Lene Espersen som erhvervs- og økonomiminister og bevarer sin centrale rolle i regeringens koordineringsudvalg. Hans efterfølger som justitsminister bliver Lars Barfod, så der er blevet plads til Hans Christan Schmidt. Og Karen Ellemann, der just ikke har været altfor heldig som indenrigs- og socialminister med madkasseordningen, flyttes til miljøministeriet efter Troels Lund. Til gengæld overtager garvede Bertel Haarder posten som minister for et stort nyt indenrigs- og sundhedsministerium. Det skal den dygtige, energiske og initiativrige mand nok klare, men det betyder en ny undervisningsminister, og denne post er lidt overraskende gået til den 44-årige Tina Nedergaard, der nok for et par år tilbage har været undervisningspolitisk ordfører for sit parti, men siden 2009 finanspolitisk ordfører.

En lille overraskelse kan det siges at være, at den dygtige, men noget sprælske og uberegnelige Søren Pind er blevet udviklingsminister efter Ulla Tørnæs. Men det kunne måske være ud fra den simple bagtanke at lukke munden på ham, for en minister bør principielt ikke lufte sine ideer uden for sit resort, uanset hvad de går ud på.

Den landbrugsuddannede Henrik Høeg bliver ny fødevareminister efter Eva Kjer Hansen, der må forlade regeringen, og dette skyldes næppe manglende dygtighed, men manglende synlighed og gennemslagskraft. Hun huskes fra Anders Fogh Rasmussens anden valgkamp, hvor hun sekunderede partiformanden i en tv-udsendelse, men gjorde det uden kraft. Hun huskes også for nogle uforsigtige udtalelser om at frihed nødvendigvis fører ulighed i samfundet med sig. Men den slags udtalelser fik Fogh hurtigt sat en stopper for. Hendes udtræden af regeringen kommer ikke som nogen større overraskelse.

Det gør heller ikke forskningsminister Helge Sanders exit. Denne tidligere borgmester i Herning er journalistuddannet og har aldrig været tæt på forskningen ved de højere læreanstalter - og det må siges at være uheldigt i en tid hvor netop forskningen skal fremmes bedst muligt.

Jakob Axel Nielsen må forlade posten som altid udskældt sundhedsminister. Denne dygtige jurist skulle aldrig have haft dette garantiplagede ministerium der aldrig kan garantere nogen minister. Det var ikke hans ønskejob. Han befandt sig bedre i transportministeriet. Og hans tilfælde bekræfter at det trods alt ikke er helt ligegyldigt for en ministers succes om han føler sig engageret i sit stofområde eller ej. En kvinde som Ritt Bjerregård betakkede sig i sin tid under Nyrup netop for at overtage et transportministerium hun ikke følte noget for.

Den 37-årige cand. negot. og møbelfabrikant Carina Christensen, der har været både forbrugerminister og transportminister, vil ikke blive savnet som kulturminister. Dertil har hun rent ud sagt været for kedelig og usynlig. Hun har slet ikke haft evner til - og formentligt heller ikke ambitioner om - at placere kulturen bedre i regeringens, folketingets og befolkningens bevidsthed, og det er en skam. Det vil Per Stig Møller dog næpper heller have ambitioner om. Og det er også en skam. For kulturen er klart undervurderet i dansk politik. På trods af at der løbende foregår en kulturkamp og debat om værdier.

Men under alle omstændigheder må det slås fast, at Lars Løkke Rasmussens rokade er markant og rettidig. Der er risici ved nogle nye ministre, som der altid vil være ved nye folk på krævende poster. Og store fejltagelser kan få fatale konsekvenser. Men det hold er nu sat som skal vinde næste valg for V og K - og med det nye arbejdsprogram der offentliggøres i morgen vil holdet også få de mål som bliver afgørende for om der mod mange odds er chancer for at komme i offensiven igen.

Lars Løkke regeringen nr. 2 er blevet modtaget med forudsigelige reaktioner fra andre partier. S og SF synes naturligvis der er tale om rene omrokeringer der ingen større betydning vil få. Regeringsprogrammet er jo uændret. Men Dansk Folkeparti har til gengæld erklæret sig godt tilfreds. Rokaden var netop så stor som Pia Kjærsgaard havde ønsket sig.

Det må dog påpeges at regeringen ikke er blevet mindre teknokratisk eller elitær end den forrige. Ikke mindre end 13 af ministrene har videregående uddannelse. Det er cand.scient'er, cand.polyt'er, jurister og økonomer der sidder på alle de tunge poster. VK-regeringen er endnu mindre repræsentativ for befolkningen end folketinget. Det kan muligvis ikke være anderledes, når man vil tage højde for de stadigt stigende faglige krav til kompetence. Men det er ikke destomindre en ulykke for udviklingen, fordi det rykker balancen mellem folk og elite eller mellem folkelig kreativitet og elitær fremdrift og effektivitet.

Kulturen i videste forstand (ikke blot finkulturen, men den folkelige kultur) bliver yderligere nedvurderet - og dermed muligheden for at forstærke den naturlige sammenhængskraft i samfundet. Vi er sluppet af med Anders Fogh Rasmussens udprægede kontrolsystem, og vi har fået en lidt anden - i en vist forstand rundere - personlig statsministerstil, men vi har ikke fået en regering der grundlæggende tænker i andre, mere kreative og mere samlende baner.

Jan Jernewicz

Henvisninger:

Links til:

Statsministeriets hjemmeside

Relevante artikler på Jernesalt: