JERNESALT - dataset

Jernesalt

Dynamisk

komplementær

helhedsrealisme

Samfund

Eksistens

Sekularisering

Coronakrisen

E-Bøger

SAMFUND

Danmark

Flygtningekrisen

Muhammed-sag

EU og EUROPA

USA

Mellemøsten

Terrorismen

Miljø og klima

Medier

Polen

EKSISTENS

Værdier

Værdimanifest

Livskvalitet

Musik

Film

Kunst

Kunstblade

Etik

Litteratur

Psykologi

Erkendelse

SEKULARISERING

Verdsliggørelse

Virkelighed

Afdogmatisering

Oplysning

Sund fornuft

Ideer og ideologier

Frihed

Religion

Humor

2019-FILOSOFIEN

Forord

Krisen

Udfordringen

Håbet

Efterskrift

ESSAYS

RETORIK

ONTOLOGI

VIRKELIGHED

ENFOLDIG TALE

SKIDT OG KANEL

REDAKTION

PROGRAM

INTRODUKTION

INSPIRATORER

OVERSIGTER

EMNEINDEX

PERSONINDEX

LINKS

E-MAIL

utils prefix normal Forside Oversigter Redaktion At læse Jernesalt Sendemand Vrangsiden Kontakt

JERNESALT - aesteticering

ARTIKEL FRA JERNESALT - 8.9.09.

Det politiske livs æsteticering

Pressen - den trykte såvel som den radio-, tv- og internet-baserede - spiller den allerstørste rolle for det politiske liv i alle demokratier. Den regnes (med Edmund Burke's udtryk) for 'den fjerde statsmagt' ved siden af regeringsmagten, lovgivningsmagten og domstolene. Den er en forudsætning for demokratiet, fordi den er forudsætningen for den fri debat, og den undertrykkes derfor altid systematisk i alle diktaturer. Men selv i demokratierne har den en dobbeltrolle: den kan både være magtens (regeringens) forlængede arm og magtens kritiker og kontrollør. Det er dog tydeligt i det moderne demokrati, at de politiske partier ikke længere har bestemte aviser som talerør. Folk som flest har nok præferencer for hvad de vil høre, se og læse, men mange forlanger trods alt saglig og neutral information, så de har mulighed for selv at dømme. Aviser kan derfor ikke som i gamle dage være partiorganer eller ligefrem 'menighedsblade'.

De moderne medier betyder til gengæld at enkeltsager kan blæses op lynhurtigt og blive en alvorlig udfordring for enhver magthaver der har begået en fejl eller gjort sig skyldig i en forsømmelse. Enhver minister eller borgmester er ansvarlig for sit område, men kan naturligvis ikke kontrollere alle detaljer i sin administration. Det har han eller hun embedsmænd til - og de kan svigte eller fejlvurdere en sag. Det kan i værste fald føre til en ministers afgang, ja, til en regerings fald - som det fx skete med Tamilsagen, der førte til Schlüter-regeringens fald i 1993. Justitsminister Erik Ninn-Hansen havde fået sit ministerium til at administrere en lov i modstrid med folketingets beslutninger, og statsminister Poul Schlüter havde - af misforstået hensyn til den ældre og beundrede partifælle - holdt hånden over ham med det berømte udsagn: "Der er ikke fejet noget ind under gulvtæppet!" - I mildere tilfælde uddeles der 'næser' til ministre der ikke lever op til folketingets standarder og forventninger. Tidligere udenrigsminister Uffe Ellemann-Jensen indkasserede med største fryd stribevis af den slags formelle påtaler.

Men pressen kan gøre livet surt for en minister, hvis et dagblad først som en anden kamphund bider sig fast i en sag og ikke vil slippe den. Det betyder at ministre og til dels også politiske ordførere skal være temmelig hårdhudede for at kunne klare deres job. Følges medieopmærksomheden mod dem op af private hævnakter som anonyme smædebreve, brandstiftelse eller modtrusler - som det oftere og oftere er tilfældet i vore dage - tvinges offeret til at overveje om jobbet virkelig er lønnen og umagen værd.

Mediernes store rolle i det moderne politiske liv har dog også alvorlige konsekvenser for selve seriøsiteten, idet den i vid udstrækning medvirker til det jeg her kalder en æsteticering af det politiske liv. Politik har naturligvis som alt andet i tilværelsen en æstetisk side, dvs en side der bevirker at folk ser lige så meget eller mere på hvem der fremfører en bestemt politik og hvordan det gøres end på hvad substansen egentlig er. En politikers karisma er en afgørende faktor i politik. Det er ikke nok med former for kommunikation der kan læres. Det er nødvendigt med en personlig udstråling af den art der er medfødt og som kan give et budskab lige præcis den form der får det til at fænge. En politiker kan være så dygtig, grundig og hæderlig han være vil - hvis han virker 'kedelig', kommer han ikke til tops. Og 'kedeligheden' måles først og fremmest på underholdningsværdien. En politiker skal naturligvis ikke være 'entertainer' for så mister han automatisk troværdighed, men han skal have entertainerens evne til at fange opmærksomheden - og dette vel at mærke hos et publikum der via de moderne medier er vænnet til korte replikker og forklaringer og simpelthen ikke har tålmodighed til at høre grundige udredninger.

Meningsmålingerne som er blevet hyppigere og hyppigere og bruges på alle detail-spørgsmål er desuden med til at flytte fokus fra det langsigtede til det kortsigtede. Politiske problemer er ofte så komplicerede, at de kræver langsigtede løsninger med ofte omfattende forandringer af regler og procedurer, som først kommer til at virke lidt efter lidt, og i mellemtiden kan medfører utilsigtede vanskeligheder for enkelte mennesker og grupper.

Al lovgivning vil have både tilsigtede og utilsigtede virkninger, eftersom ingen på forhånd kan overskue alle konsekvenser. Men de utilsigtede og uheldige virkninger kommer mange gange før de tilsigtede og gavnlige virkninger - og derfor rummer enhver omfattende lovgivning risiko for kritik og modstand. Meningsmålinger vil hurtigt afspejle dette - og derfor lægger de automatisk en dæmper på politikernes lyst til at vove sig ud i store forandringer. Politikerne vil dog som regel ikke være ved, at meningsmålinger betyder noget for deres afgørelse. Målingerne er jo vitterligt behæftet med stor usikkerhed - afhængigt af hvem der spørges og hvordan der spørges. Men medierne serverer dem med største fryd - og tvinger politikerne til stillingtagen til målingerne.

Et andet udslag af de senere års stigende æsteticering af politikken er anvendelsen af såkaldte 'spindoktorer'. Ordet er afledt af det engelske ord 'spin' der både dækker betydningen at spinde tråde og netværk og at snurre rundt om sig selv. Det dækker i mediesammenhæng den kunst at kommunikere et budskab ud i en bestemt retning (strategisk kommunikation) eller blot bredt i alle retninger for at få det ud. Det blev vist nok brugt første gang af New York Times under præsidentvalgkampen i 1984 mellem Reagan og Mondale. Spindoktorer er de rådgivere der påtager sig den opgave at formidle politikernes budskaber på den mest effektive måde - gennem pressemeddelelser, personlige kontakter, døgnovervågning af medierne med henblik på at gribe hurtigt ind for at undgå skader (damage control) - samt levering af 'gode historier' til pressen.

Ministre har i nyere tid altid haft personlige sekretærer, udvalgt blandt ministeriets yngre og fremadstræbende embedsmænd, til at tage sig af såvel almindelige sekretæropgaver som kommunikationen udadtil, men det nyeste er at regeringschefer og andre ministre nu ansætte specialister udefra, som hovedregel journalister, til at tage sig af det systematiske spin. Og disse specialisters rolle er nu blevet så vigtig at de selv træder frem i medierne og bliver 'navne'. De fortsætter oftest som kommunikatorer for de store medier - efter at de er gået af som ministeransatte rådgivere. Vi kender dem alle ved navn: Michael Kristiansen, Henrik Quortrup, Ralf Pittelkow, Niels Krause-Kjær, Mikael Ulvemann, Peter Mogensen - for blot at nævne nogle.

Deres betydning har været så stor, at man nogle gange har været i tvivl om, hvorvidt det var ministeren eller hans spindoktor der havde mest magt. Dette har dels vakt stigende irritation over spindoktorernes adfærd og manerer (fx som de blev afsløret for Michael Kristiansens vedkommende i filmen 'Fogh bag facaden'), dels undergravet tilliden til politikerne. Det er indlysende at enhver minister må have sekretærer og rådgivere, men handler han eller hun overvejende ud fra hensynet til virkningen i medierne, tvivler vi på hans ægthed.

Et tredje alvorligt udslag af æsteticeringen er undergravelsen af mulighederne for at gennemføre større og nødvendige reformer. Forslag fra de af regering og folketing nedsatte kommissioner kan blive udhulet eller endda blankt afvist, selvom de rummer god og solid argumentation for reformernes nødvendighed på længere sigt. Dette er inden for de sidste to år ikke mindst sket med forslag fra skattekommissionen og arbejdsmarkedskommissionen. Begge påviste nødvendighed af reformer, hvis det skulle blive muligt at opretholde det nuværende velfærdsniveau fem til ti år frem i tiden, men regeringen har pure afslået overhovedet at gå ind i en debat om ændring af efterløn, dagpengesatser og førtidspension, og det er sket med den begrundelse at det var udelukket at skaffe politisk flertal for ændringer.

Igen bliver virkningen at det korte sigt (at skaffe flertal og fastholde vælgere) vinder over det lange sigt (at gennemføre de reformer der kan løse de problemer der uundgåeligt vil melde sig om nogle år). Og det er hvad man må kalde æsteticering: man bevarer facaden, men forhindrer ikke at de bærende konstruktioner lider skade.

Naturligvis er der nogen ræson i handlemåden. Ingen kan nemlig med rimelighed forlange af politikerne at de skal satse på forslag der umuligt kan skaffes flertal for, endsige vælgertilslutning til. Men det udstiller alligevel politikernes afmagt på en meget uheldig vis. For langt de fleste kan udmærket se nødvendigheden i reformerne. Og forslagene om dem burde derfor kunne lanceres på en sådan måde, at der også skaffes flertal for dem i befolkningen. Men åbenbart hjælper hverken ministrenes gode vilje eller deres spindoktorers kommunikationsevne.

Den værste følge af æsteticeringen er imidlertid at såvel visionerne som den indre konsistens kommer til at mangle i politik.

Konsistensetikken kræver af indre psykiske grunde overvægt af det gode i livet på det lange sigt, og det siger derfor sig selv, at indre konsistens ikke kan bevares, hvis kortsigtede løsninger hele tiden vinder over langsigtede. Man kan også formulere det på den måde at 'æstetikken' eller de umiddelbare gevinster ved en populær politik der ser pæn og tilforladelig ud vinder over etikken eller de gevinster der er forbundet med på dybere plan at gennemføre en politik der ikke blot syner tilforladelig, men faktisk fører til det rigtige og holdbare på længere sigt.

Nøje sammenhængende hermed er naturligvis spørgsmålet om visionerne i politik, dvs spørgsmålet om hvorvidt politik blot består i at skaffe stemmer ved at love folk det de umiddelbart helst vil have - uanset konsekvensen, eller om den reelt inddrager hensynet til højere mål som fx at sikre samfundets overlevelse på længere sigt igennem en optimal tilpasning til de udfordringer der tegner sig i fremtiden for dem der er i stand til at se ud over de umiddelbare behov.

Visioner har måske en ilde klang, fordi de kan være forbundet med rene utopier, dvs forestillinger om ideelle samfund. Og sådanne forestillinger er ikke realiserbare, da det ideelle samfund simpelthen ikke eksisterer og aldrig vil kunne komme til at eksistere. Samfundsudviklingen bringer os mod stadigt mere komplicerede tilstande, hvis status på givne tidspunkter ikke kan forudses eller forudberegnes. Der vil altid ske emergens og altid komme overraskelser.

Men visioner har deres værdi fordi de hæver politikken - og kunsten og videnskaben - ovre snævre interesser og umiddelbar behovstilfredsstilelse. De sprænger horisonten, så der netop bliver plads til det uforudsigelige og emergente. Den snævre nytteværdi bliver ikke altafgørende.

Hvad dansk partipolitik angår, er det på disse sider jævnligt påpeget, at den er lidet visionær - jf. bl.a. afsnit i 'Jernesalts 2009-filosofi'. Den virker indimellem decideret idéforladt, men først og fremmest mangler der i alle partier den føling med det kollektivt ubevidste der kunne sikre kreativiteten og dermed skabe visioner der peger langt fremad og kunne danne basis for en højnelse af oplysningsniveauet.

Årsagen er såmænd ligetil.

Flertallet af politikerne har det lige som flertallet af befolkningen: det véd stort intet om hvad det kollektivt ubevidste er for et fænomen. De tror det er forbundet med 'mystik' i gængs betydning - og aner altså ikke at det er forudsætningen for al kreativitet. Resultatet bliver uundgåeligt en æsteticering af tilværelsen.

Jan Jernewicz

Henvisninger:

Relevante artikler på Jernesalt: