JERNESALT - dataset

Jernesalt

Dynamisk

komplementær

helhedsrealisme

Samfund

Eksistens

Sekularisering

Coronakrisen

E-Bøger

SAMFUND

Danmark

Flygtningekrisen

Muhammed-sag

EU og EUROPA

USA

Mellemøsten

Terrorismen

Miljø og klima

Medier

Polen

EKSISTENS

Værdier

Værdimanifest

Livskvalitet

Musik

Film

Kunst

Kunstblade

Etik

Litteratur

Psykologi

Erkendelse

SEKULARISERING

Verdsliggørelse

Virkelighed

Afdogmatisering

Oplysning

Sund fornuft

Ideer og ideologier

Frihed

Religion

Humor

2019-FILOSOFIEN

Forord

Krisen

Udfordringen

Håbet

Efterskrift

ESSAYS

RETORIK

ONTOLOGI

VIRKELIGHED

ENFOLDIG TALE

SKIDT OG KANEL

REDAKTION

PROGRAM

INTRODUKTION

INSPIRATORER

OVERSIGTER

EMNEINDEX

PERSONINDEX

LINKS

E-MAIL

utils prefix normal Forside Oversigter Redaktion At læse Jernesalt Sendemand Vrangsiden Kontakt

JERNESALT - komment0905sogsf

ARTIKEL FRA JERNESALT - 29.8.09 + 30.8.09.

S spiller højt spil med skatteudspillet med SF

Med det fælles skatteudspil 'Fair forandring' har socialdemokraterne og SF gjort det klart for alle, at de to partier satser på et regeringssamarbejde efter næste valg. Det er første gang i dansk politik, så det betegner en slags 'historisk dag': Socialdemokraterne accepterer for første gang i deres historie partiets største og til tider værste konkurrent som fuldt ligeberettiget samarbejdspartner. Villy Søvndal (med stærk støtte af Ole Sohn) har opnået det der i Jens Otto Krags tid som socialdemokraternes formand mislykkedes for Aksel Larsen, fordi SF dengang var dybt splittet, og socialdemokraterne (og især Per Hækkerup) kun ønskede splittelsen udnyttet maksimalt - jf. artiklen Krag, standpunkterne, nederlaget og latterkoncilet. Men Helle Thorning-Schmidt fik ved pressemødet i går dog meget udtrykkeligt pointeret, at både socialdemokraterne og SF ønsker Det radikale Venstre med i en ny regering efter næste valg.

Skatteudspillet som sådant er i grunden ikke så bemærkelsesværdigt. Meningen med at kalde det 'Fair forandring' er at understrege, at vælgerne kan være trygge ved den ændring i skatterne udspillet lægger op til. Der bliver på Robin Hood-manér taget lidt fra de rige i form af en 'millionærskat' og givet lidt til de fattige i form af forhøjelse af pensionstillæg, SU og beskæftigelsesfradrag. Selskabsskatten forhøjes lidt ligesom afgiften på landbrugets forurening, hvad de to partiers traditionelle vælgere nok vil se på med sympati. Højere afgifter på sodavand, slik, fedt og cigaretter vil give flere midler til sygehuse og forebyggende sundhedstjek. Og så skal der kradses 6,8 mia kr. ind gennem kilometerafgift på motorvejene og afgifter for at køre ind i København. Men boligbeskatningen bliver ikke ændret.

Forandringen angives at være fair, fordi ændringerne er relativt beskedne og tilsyneladende på socialdemokratisk vis vender den tunge ende opad, så 'de rige' kommer til at betale mest. Men for det første vil i hvert fald kilometerafgifterne ramme mange ganske almindelige mennesker der har langt til arbejde og er afhængige af en bil (og det er mennesker der som vælgere er nødvendige for socialdemokraterne). For det andet er millionærskatten ikke noget de radikale bryder sig om. Den har nemlig den indbyggede ulempe, at den sagtens kan friste folk med høje indkomster til at flytte til udlandet; de vil nu engang have noget for deres indsats - og den er faktisk til gavn for landet som helhed og dermed også for dem der tilhører de lavere indtægtsgrupper.

Forandringen er dog fair i den forstand at den bebudes på forhånd og vil komme til at gælde i hele næste valgperiode, hvis de to partier skulle komme til magten. Den er altså en slags 'kontrakt'-politik af samme skuffe som Anders Fogh Rasmussens. Problemet her er at ikke blot vælgerne har fået at vide hvad de skal regne med; det har også De radikale Venstre, der nok lige siden VK-regeringen blev dannet i 2001 med Dansk Folkeparti som fast støtte har arbejdet på at få en anden regering og derfor senere peget direkte på Helle Thorning-Schmidt som statsministerkandidat, men som nu har fået stolen for døren: S-SF-skatteudspillet bliver i givet fald en del af regeringsgrundlaget, og det må de radikale tage til efterretning hvis de vil være med i en sådan regering.

Dagen hvor S og SF forelagde deres fælles skatteudspil blev også historisk i den forstand, at den fra det ene øjeblik til det næste forandrede de radikales parlamentariske rolle. Det blev dagen, hvor socialdemokraterne for første gang i historien på forhånd gjorde det klart for de radikale, at deres deltagelse i en eventuel S-ledet regering efter næste valg er afhængig af at partiet accepterer et regeringsgrundlag som på forhånd er aftalt med et andet parti. Dette er vel overhovedet det dummeste en partileder der ønsker at blive statsminister kan finde på at stille som betingelse.

Det radikale Venstres formand Margrethe Vestager har da også reageret ved i tv-nyhederne i går at påpege at de radikale kun har dårlige erfaringer med ultimative krav til andre partier (forgængeren Marianne Jelved dummede sig som bekendt med kravet om at blive statsminister). Og til Berlingske Tidende udtaler Vestager i dag, at Thorning hjælper VK med sit udspil! »Det er en god dag i regeringskontorerne", lyder det fra hende. "Hård retorik og hårde bolde i oppositionen er altid en gave til regeringspartierne,« tilføjer hun og peger specielt på, at Thornings kolde skulder til de Radikale giver V og K bedre mulighed for at fremføre, at oppositionen er splittet. Hun lægger som sædvanligt heller ikke skjul på, at hendes begejstring for en S-SF-regering kan ligge på et meget lille sted.

Det samme er nok tilfældet for store dele af de radikales bagland. Men det er jo netop den store forandring siden formandsskifterne i de tre partier og navnlig siden folketingsvalget i 2007: Det er SF med Villy Søvndal som formand der løber med stemmerne og mandaterne, mens de radikale under Vestager går tilbage og socialdemokraterne under Helle Thorning-Schmidt står i stampe. Den store forandring kan dårligt betegnes som 'fair', for den er da ikke særligt retfærdig over for to dygtige og sympatiske politikere som Thorning og Vestager, men den er en realitet som ingen kan komme udenom.

For alle der fulgte S-SF-formændenes pressemøde i socialdemokraternes mødelokale på Christiansborg med store billeder af en smilende Helle Thorning og en smilende Villy Søvndal i baggrunden var der ingen tvivl om at vi her stod over for et fælles mediestunt som skulle cementere forbrødringen af de to partier som oprindeligt (i Aksel Larsens tid som kommunist) var uforsonlige fjender og som selv længe efter dannelsen af et Moskva-uafhængigt SF forblev konkurrenter med stærkt begrænset tillid til hinanden. Men forbrødringen indebærer ikke blot muligheden for det nære og tillidsfulde samarbejde fremover som er parlamentarisk nødvendigt, men socialdemokraternes fulde anerkendelse af SF som ligeberettiget parti. Og det betyder i realiteten at Helle Thorning-Schmidt som den første socialdemokratiske formand her i landet giver afkald på socialdemokratisk forrang over for SF.

Der bliver foreløbigt intet andet tilbage af forrige tiders pukken på forrangen end titulaturen: Helle Thorning forlanger at være og vil blive statsministerkandidat, og Villy Søvndal accepterer dette - uanset udviklingen i styrkeforholdet mellem de to partier. Han har flere gange i forbindelse med gunstige meningsmålinger for sit parti nægtet at svare på spørgsmålet om han bliver statsministerkandidat, hvis SF bliver større end S. Han véd naturligvis at lige netop den hat, skal han ikke tage fra socialdemokraterne. Og hvorfor i al verden skulle han også det. Dén forandring kan jo blive næste konsekvens i udviklingen uden at han behøver at røre en finger. Han skal bare lade tiden arbejde for sig.

For det er jo kendsgerningen der på kun få år har skabt den store forandring på 'venstrefløjen': Helle Thorning-Schmidt er dygtig, smuk og sympatisk, men hun er en svag partiformand, ovenikøbet med relativt svage næstformænd og ordførere. Villy Søvndal er dygtig, sympatisk og karismatisk - og han er en overordentlig stærk partiformand med stærke folk bag sig. Selv med risiko for at blive beskyldt for kønsdiskrimination vil undertegnede - i tråd med mine synspunkter i andre artikler og i 'Jernesalts 2009-filosofi' - påpege som en biologisk selvfølgelighed at det i mange tilfælde blive afgørende at en leder er mand i og med at den pågældende dermed har mere mandligt kønshormon og derfor har større indbygget hang til at overskride grænser (transcendens).

Det spiller naturligvis ind i hele forløbet, at socialdemokratismen overalt i Europa er på retur, men det skyldes ikke som historikeren Søren Mørk netop har givet udtryk for i Politiken d.d., at den er blevet idéforladt i og med at dens modbillede, kommunismen, er brudt sammen. For nok har de socialdemokratiske partier i Vesten i allerhøjeste kunnet spille på dette frygtede modbilledes eksistens så længe det varede (det ramte herhjemme også SF!). Problemet stikker langt dybere. Det går helt ned til den ubestridelige kendsgerning, at klassekampen er definitivt forbi, og langt de fleste demokratiske partier er rykket ind på midten - af den gode grund at midten har bredt sig i kraft af den økonomiske vækst!

Hele den demokratiske proces om hvem der skal lede udviklingen fortsætter. Der er fortsat brug for at folk deler sig efter anskuelse og lader forskellige partier konkurrere om magten. Men fronterne er brudt op. Det er langt mere der forener end der skiller. Vælgerne er ikke længere så bundet til partierne eller partiorganisationerne som tidligere. I dette nye spil får partierne også nye roller. Og det er ikke ligegyldigt hvilken person (eller hvilket køn) der får udfordringen 'at tage têten'.

Villy Søvndal har taget udfordringen op med største lyst og dygtighed. Han vil under alle omstændigheder få en fremtrædende rolle i dansk politik de næste 10 år. Helle Thorning-Schmidt spiller derimod højt spil, for hun kan ikke tåle et nederlag ved næste valg. Og Margrethe Vestager? - Ja, hun må på forhånd se sig vraget som selvskreven regeringspartner af socialdemokraterne. Hun må affinde sig med stigende utilfredshed i sit eget parti. Hun kan heller ikke tåle et nederlag ved næste valg, men må allerede nu se et sådant som en nærliggende mulighed.

Er skatteudspillet fra S og SF da et rent mediestunt der ene og alene skal skaffe de to partier medieomtale på bekostning af de radikale? Nej, det er det ikke, for medieomtalen får de ganske vist. Enhedslisten kan fejre begivenheden i håbet om at have sikret sig overlevelse på den pæne side af spærregrænsen. De radikale kan ærgre sig gule og grønne over tilsidesættelsen, og drillerierne fra V, K og O kan få ny næring. Men medieomtalen varer ikke ved. Valgkampen er slet ikke begyndt, for valget kommer først om to år. Skatteudspillet rummer elementer der formentlig kan bruges til den tid. Men som helhed kan det slet ikke bære en valgkampagne over to år. Dertil er det for idéforladt.

Skatteudspillets egentlige budskab er at de radikale definitivt er skiftet ud med SF som socialdemokraternes nærmeste samarbejdspartner, og at Helle Thorning-Schmidt har budt Villy Søvndal velkommen som vicestatsminister i en kommende S-ledet regering. Det er noget Villy Søvndal og Ole Sohn har forhandlet sig frem til gennem lang tids hårdt og ihærdigt arbejde. Og spørgsmålet melder sig helt naturligt, om Helle Thorning-Schmidt virkelig har forstået de langsigtede konsekvenser heraf. Eller om hun i sin store frustration over at hun aldrig kom til - som lovet da hun blev valgt til partiformand - at slå Anders Fogh Rasmussen, og i den næppe mindre frustration over åbenlyst ikke have chancen for at slå Lars Løkke Rasmussen uden Villy Søvndals indsats og fremgang, har ladet denne stærke og viljestærke mand overtage styrepinden. Det får vi ikke svar på, for selvfølgelig er Helle Thorning-Schmidt ikke bevidst om sine dybeste motiver.

[Tilføjelse 30.8.: Da det er kommet frem at der i lang tid har været ført hemmelige forhandlinger mellem S og SF om samarbejdet, skal det i denne sammenhæng lige påpeges, at forhandlerne - bortset fra Helle Thorning - alle er mænd. Det er ifølge Politiken d.d. fra S: politisk ordfører Henrik Sass Larsen, gruppeformand Carsten Hansen, Bjarne Corydon, Asbjørn Riis og Helle Thornings personlige rådgiver Noa Redington. Fra SF: formand Villy Søvndal, næstformand Ole Sohn, Thor Möger, Turid Leirvoll og Søvndals personlige rådgiver Claus Perregaard.]

Hvem der vinder næste valg om to år, står stadig hen i det uvisse. Ingen kan se bare to år ud i fremtiden, hverken økonomisk, socialt, kulturelt eller politisk. Konjunkturerne kan til sin tid blive udslaggivende. Ligesom det vil spille ind om den siddende regeringen kan forny sig eller stille og rolig blive opfattet som mere og mere træt og udslidt.

Det beklagelige i denne situation er idéforladtheden i alle partier.

Krisen kradser, og det afhænger i høj grad af konjunkturudviklingen hvordan vi kommer igennem den. Men udfordringen er langt større end den økonomiske krise. Der er store opgaver hvad angår både arbejdsmarkedet og klimapolitikken. Men størst er til syvende og sidst den etiske udfordring: at få bragt oplysningen i dansk politik og kultur op på det niveau, som kræves i en tid hvor klassekampen er hørt op og kulturkampen for alvor sat ind. At bringe oplysningen op på et tidssvarende niveau kræver dyb forståelse for komplementariteten mellem det materielle og det åndelige - eller mellem det rationelle og det irrationelle. Men det er en problematik som partierne går langt udenom, uanset hvilken fløj de føler sig stående på.

I dette perspektiv kan et skatteudspil fra S og SF der fremsættes to år før næste valg desværre kun ses som udenomssnak eller afledningsmanøvre.

Jan Jernewicz

Henvisninger:

Links til:

Socialdemokratiets hjemmeside
Socialistisk Folkepartis hjemmeside
Det radikale Venstres hjemmeside
Specifik hjemmeside om skatteudspillet 'Fair forandring'

Relevante artikler på Jernesalt: