JERNESALT - dataset

Jernesalt

Dynamisk

komplementær

helhedsrealisme

Samfund

Eksistens

Sekularisering

Coronakrisen

E-Bøger

SAMFUND

Danmark

Flygtningekrisen

Muhammed-sag

EU og EUROPA

USA

Mellemøsten

Terrorismen

Miljø og klima

Medier

Polen

EKSISTENS

Værdier

Værdimanifest

Livskvalitet

Musik

Film

Kunst

Kunstblade

Etik

Litteratur

Psykologi

Erkendelse

SEKULARISERING

Verdsliggørelse

Virkelighed

Afdogmatisering

Oplysning

Sund fornuft

Ideer og ideologier

Frihed

Religion

Humor

2019-FILOSOFIEN

Forord

Krisen

Udfordringen

Håbet

Efterskrift

ESSAYS

RETORIK

ONTOLOGI

VIRKELIGHED

ENFOLDIG TALE

SKIDT OG KANEL

REDAKTION

PROGRAM

INTRODUKTION

INSPIRATORER

OVERSIGTER

EMNEINDEX

PERSONINDEX

LINKS

E-MAIL

utils prefix normal Forside Oversigter Redaktion At læse Jernesalt Sendemand Vrangsiden Kontakt

JERNESALT - sf50

ARTIKEL FRA JERNESALT - 14.2.09.

Hilsen til SF i anledning af 50-året

Socialistisk Folkeparti har søndag den 15.2.09. 50 års jubilæum og blev altså dannet i 1959.

Partiets historie er i allerhøjeste grad knyttet til Aksel Larsens person og modsætningen mellem Danmarks Kommunistiske Parti og Socialdemokratiet. Det er derfor nødvendigt at trække nogle tråde op for at forstå partiets udvikling.

Aksel Larsen var formand for Danmarks Kommunistiske Parti fra 1933, men havde allerede brudt med Socialdemokratiet i 1920 i forbindelse med 'Påskekuppet'. Og han var fra 1925-29 på politisk skolingsophold i Sovjetunionen. Han var indædt modstander af nazismen, men accepterede som de øvrige frustrerede danske kommunister ikke-angrebspagten mellem Nazi-Tyskland og Sovjetunionen i 1939. Og alle holdt de lav profil under besættelsens første år. Men da Tyskland angreb Sovjetunionen i juni 1941, blev kommunistpartiet forbudt (i strid med grundloven), og formanden blev et jaget dyr. Han blev dog først arresteret i 1942 og kom til at sidde i tysk tugthus resten af krigen.

Efter befrielsen kom Aksel Larsen til at spille en central rolle i overgangstiden og truede i høj grad socialdemokraternes position i 1945, men han tabte opgøret fordi han gav Sovjetkommunismen sin ubetingede støtte - også efter det kommunistiske Prag-kup i 1948.

Det blev den svage socialdemokratiske leder Hans Hedtoft der måtte tage kampen op mod de borgerlige partier. Socialdemokraterne fandt igen frem til et nært samarbejde med Det radikale Venstre. Hans Hedtoft blev statsminister i 1953, men døde af et hjerteanfald i januar 1955; efterfølgerne H.C. Hansen og Viggo Kampmann døde også i utide; og den udprægede akademiker Jens Otto Krag overtog roret i 1962. Han vil primært gå over i historien som den der førte Danmark ind i EF i 1972, men hans betydning er iøvrigt overdrevet. - Jf. artiklen Krag, standpunkterne, nederlaget og latterkoncilet.

Krags skæbne blev afgjort hin novemberdag i 1966, da Socialistisk Folkeparti fordoblede sit mandatttal fra 10 til 20, mens socialdemokratiet mistede syv og tilsyneladende stod uden chance for at beholde regeringsmagten. Til alles overraskelse og de flestes forargelse valgte Krag at tilbyde socialdemokratiets ærkefjende gennem fyrre år forhandlinger om et samarbejde. Aksel Larsen sagde ja - og resultatet blev det såkaldte ‘Røde Kabinet' der på det formelle plan betød en ren socialdemokratisk mindretalsregering, men reelt en samarbejdsform hvor alle aftaler blev indgået i et uofficielt udvalg med topforhandlere fra begge partier.

Krag blev naturligvis bedt om en forklaring på at han havde brudt med årtiers indiskutable holdning i socialdemokratiet. Hans svar lød som bekendt. "Man har et standpunkt til man tager et nyt". Og dette svar har historikerne og andre kommentatorer uden videre accepteret som retfærdiggørende, eftersom det jo formelt er uimodsigeligt.

Men reelt er det udenomssnak. Det var nemlig Krags blanke afvisning af at han skulle have nogensomhelst forpligtelse til at redegøre for grundene til at han skiftede et hidtil afgørende partistandpunkt ud med det stik modsatte. Og den slags er opportunisme. Det er naturligvis helt i orden at skifte standpunkt - endda at omvende sig - hvis der er gode grunde til det, dvs hvis man har indset og kan redegøre for at det gamle standpunkt var forkert og den nye beror på en ny og endnu dybere indsigt. Men det var ikke tilfældet hos Krag. Og hans udenomssnak betød heller ikke at han slap for problemer, men derimod at han blev ude af stand til at løse dem. Han blev fældet ved en afstemning i folketinget i december 1967 og måtte udskrive valg i januar 1968, og her tabte han til de borgerlige der dannede en VKR-regering under Hilmar Baunsgaard. Den holdt til slutningen af 1971. Krag kunne med et par nordatlantiske mandater stable en ny socialdemokratisk mindretalsregering på benene, men var blevet træt af politik og overlod roret til fagforeningsformanden Anker Jørgensen efter at EF-afstemningen var afgjort. Krag døde få år efter som skuffet og desillusioneret mand. Han prøvede uden held at indfri kunstneriske forventninger, men prøvede derimod ikke i tide, dvs i selve skæbneåret at forene det politiske med det eksistentielle.

Krags afmagt skal ses i sammenhæng med udviklingen i SF. Aksel Larsen blev på denne ene nattetime hvor Krag tilbød ham samarbejde ramt af psykisk inflation uden sidestykke i dansk politik. Larsen må betragtes som den største politiske begavelse Danmark har haft i hele det 20. århundrede og ville utvivlsomt være blevet Socialdemokratiets leder efter Stauning, hvis han efter den russiske revolution i 1917 havde valgt dansk arbejderbevægelses reformistiske linje i stedet for den uforsonlige og absolutistiske sovjetkommunistiske. Han blev bevidst holdt uden for enhver indflydelse af Stauning og efterfølgere, men han bar umiskendeligt på drømmen om at blive accepteret og anerkendt. I 1966 skete det - og manden blev aldeles overmodig og fuldstændigt overbevist om at han vidste hvad der var bedst for både partiet og landet. Han afviste alle indvendinger fra de mange nye og unge folketingsmedlemmer partiet havde fået - og han trumfede en tilslutning til det socialdemokratiske forslag om indførelse af moms (merværdiafgift) igennem skønt han selv havde tordnet imod forslaget forud for valget. Han gjorde sig dermed skyldig i regulært vælgerbedrag.

Men det virkeligt fatale i hans tilfælde var præcis det samme som i Krags: han afviste blankt at beskæftige sig åbent og ærligt med hvilke grunde han havde til at skifte standpunkt og bryde sit afgørende valgløfte. Han svigtede dermed både vælgerne og de unge i partiet - og han gav aldrig nogensomhelst begrundet redegørelse for hvilken historisk betydning han forestillede sig det kunne få at bryde det gamle fjendskab mellem SF og S og indlede et nyt samarbejde. Han satte sig heller ikke for at tvinge socialdemokraterne Krag og Hækkerup til at fordybe sig i de dybere og afgørende historisk-eksistentielle spørgsmål.

Successen i november 1966 gik ham til hovedet. Han glemte hvor meget bruddet med Danmarks kommunistiske parti i 1958 kostede ham i form af tvivl om evnen til at holde en moralsk ret kurs. Han privatiserede sin regulære religiøse erfaring fra den strenge og årelange isolation i tysk fangenskab - og holdt den for sig selv, selvom den var vital. Han glemte med ét sin gamle indsigt om at 'vi føres' - og skal lade os føre - når vi er i dybeste overensstemmelse med os selv - og han blev nu ført direkte mod sit livs nederlag. Han var en færdig mand i dansk politik da han tabte valget i 1968. Og han døde som en slagen og skuffet mand i 1972. Inkonsistensen havde indhentet ham.

Aksel Larsens efterfølger som partiformand blev økonomen Sigurd Ømand (1923-88), der under oprøret mod Larsen var denne tro, men som var farveløs - og vel i hjertet socialdemokrat. Han var i 1967 fuldstændigt overbevist om, at vejen til socialismen og det ideelle samfund gik over en systematisk forøgelse af den offentlige sektor. Bare momsen ville blive indført, så skulle medlemmerne se alle drømme gå i opfyldelse. Vitterligt blev momsens indførelse startskuddet til en vækst af den offentlige sektor som nærmest var ukontrollabel i flere år og derfor også kom bag på både embedsmænd og borgerlige politikere. Socialismen eller det fuldkomne samfund fik vi dog aldrig. En uhæmmet vækst i den offentlige sektor medfører forvridninger ikke alene af økonomien, men også af indstillingen til de sociale problemer. Socialpolitikken blev med Jørgen S. Dichs ord et 'kulturfænomen' - og det har samfundet lidt af lige siden.

Ømand var ikke den rette mand til at rette SF op - og han valgte også siden at forlade partiet til fordel for Socialdemokratiet. Formand blev den næsten jævnaldrende Gert Petersen (1927-2008), der havde fulgt Aksel Larsen og andre af de gamle partifolk fra DKP og længe havde været ukritisk over for Sovjetunionen. I de hektiske dage i 1967, hvor partiet med Larsen i spidsen indledte forhandlinger med socialdemokraterne om momsens indførelse, var han med til at rejse medlemmernes proteststorm, men blev banket umisforståeligt på plads af Larsen og var efterfølgende skånselsløs i sin kritik af dem der gik imod den officielle partilinje. - Han havde aldrig fået gjort sit historiestudium ved universitetet færdigt, men var en stor teoretiker, der i mange år var redaktør af det daværende SF-blad og også fik skrevet en hel del bøger. Han fik rettet partiskuden op - og kunne i 1987 mønstre en vælgertilslutning på 14,6 % mod partiets sølle 3,9 % i 1977. Den gik dog allerede i 1990 ned på 8,3. Gert Petersen blev efterhånden respekteret blandt alle folketingskollegaer for sin store viden. Så det var ikke så sært at han blev betragtet som 'den store rorgænger' i partiet.

Holger K. Nielsen (f. 1950) er cand.mag. i samfundsfag og dansk og kom i Folketinget i 1987. Partiformand var han fra 1991-2006, og i hans periode holdtes vælgertilslutningen temmeligt stabil, men med klart nedadgående tendens fra 13 til 11 mandater i 2005. Det afspejler meget godt det forhold at Nielsen var dygtig og respekteret, men hverken karismatisk eller energisk udadvendt. Hans største bedrift var uden tvivl at han var en væsentlig medskaber af det såkaldte 'nationale kompromis' omkring Danmarks relation til EU efter det danske nej til Maastrichttraktaten. Kompromiset omfattede de fire forbehold og betød af Edinburgh-aftalen blev vedtaget ved folkeafstemningen i maj 1993. SF's medvirken har betydet at partiet siden har haft afgørende indflydelse på udformningen af den danske EU-politik og regeringernes muligheder for at få flertal for større afgørelser om EU. Men det blev stort set ved denne ene bedrift for Holger K. Nielsen.

Trækkes trådene op til i dag, må det fastlås at SF til forskel fra Socialdemokraterne har fordelen af at have et par mandlige ledere af passende alder og modenhed. Efter stabile, men alligevel ufrugtbare år under forgængerne har partiet med Villy Søvndal (f. 1952) fået en markant formand der har vovet at bringe det ind i realpolitikkens fulde ansvarlighed, og som med den jævnaldrende og partipolitisk bevidste tidligere formand for DKP Ole Sohn som væbner formentlig også vil formå at få lagt de gamle revolutionære drømme bag partiet. Allerede ved valget i 2007 blev SF's tilslutning mere end fordoblet, så det kom op på 23 mandater. Og meningsmålingerne har efterfølgende peget på endnu større tilslutning, indimellem endog en tilslutning på linje med socialdemokraternes. SF har dermed allerede udkonkurreret de radikale som socialdemokraternes selvfølgelige regeringspartner fremover, men det er fortsat et problem at socialdemokraterne står i stampe.

Den læreruddannede Villy Søvndal (f. 1952) blev lige efter sit valg mødt med en del skepsis, men afslørede sig hurtigt som en målbevidst og energisk formand, der fx ikke var bleg for utvetydigt at stemple den islamistiske organisation Hizb-ut-Tahrir som grotesk og vanvittig. Han forstod alvoren i den folkelige modstand mod kræfter blandt muslimerne der bevidst modvirkede integration - og han høstede, til fortrydelse for nogle af partiets tilhængere, stor tilslutning på det. Men hovedformålet for ham var at gøre SF så stort at det ville blive umuligt for socialdemokraterne at komme uden om det, når de fik chancen for at danne regering. Det gøres nu til et succeskriterium for SF at S accepterer partiet som regeringspartner - og derfor har de to partier haft en del møder om en fælles linje.

Søvndals fornyelsesprogram består ellers i - med eller uden skelen til Dansk Folkeparti - at gøre partiet til et 'indflydelsesparti' i stedet for et 'protestparti', og til et 'løsningsparti' i stedet for et 'brokkeparti', det vil med andre ord sige til et pragmatisk og ansvarligt parti der ikke holder sig uden for afgørelser der kræver indrømmelser og kompromisser. Dette har bl.a. medført at SF også er kommet med i forhandlingerne om finanspakkerne og skattereformen - og meget vel kan tænkes at gå med i et skatteforlig, hvis ellers socialdemokraterne også vil være med.

Søvndals mål skal også være at få partiet fjernet fra billedet af et elitært parti med teoretisk og ideelt rigtige meninger og få det gjort til at ægte folkeparti. Partiet skal ligesom Dansk Folkeparti også appellere til hjemmehjælpere eller sosu-assistenter, hvad der igen betyder at der nu - socialdemokraterne medregnet - er tre partier på midten der appellerer til denne gruppe. Rigtigt er selvfølgelig at et parti ikke bliver folkeligt ved at kalde sig folkeligt. Det ses på Det konservative Folkeparti. Men det er nu heller ikke nok at nå en vis størrelse på den rigtige side af 14-15 %. Og her kniber det trods alt gevaldigt med forståelsen hos alle partier.

Det ægte folkelige har i princippet intet med procentvis tilslutning at gøre. Det ægte folkelige betyder derimod føling med de folkelige kræfter - og det vil igen psykologisk set sige med de kræfter der ligger dybere end dogmer, principper og principprogrammer eller konkrete sociale og økonomiske målsætninger. Følingen med det folkelige beror på følingen med arketypiske forestillinger, og disse er netop karakteriseret ved at være før-sproglige og før-logiske og dermed af overvejende visionær art. Føling med det folkelige havde i gamle dage både Venstre, Socialdemokratiet og De Radikale - samt en mand som Aksel Larsen. Men kunsten er gået i glemmebogen - og der er næsten ingen af de nuværende folketingsmedlemmer der ved hvad det i grunden drejer sig om. Selv grundtvigianerne i Venstre og Socialdemokratiet er ikke på det rene med hvad følingen egentlig består i. Det er netop bagsiden af det danske folkestyre, at folketinget i dag overvejende består af akademikere der ikke længere har denne umiddelbare føling med det folkelige. Folketinget i dag er slet ikke repræsentativt for folket.

Det skal derfor blive ganske spændende at følge hvor Villy Søvndal vil bringe SF hen i de kommende måneder og år. Han har den store fordel at være et både musisk og humorfuldt menneske. Han har desuden rødder i et indremissionsk miljø i Vestjylland og har ikke glemt sin baggrund. Men han synes ret snævert fokuseret på socialpolitikken på den ene side og magtambitionerne på den anden side. Og det kan være fint nok, men giver stadigt kun en ret ordinær politiker - uden ægte folkelig føling.

SF kan på den runde dag ønskes tillykke med fremgangen og de nyskabte muligheder. Men får SF under Villy Søvndal held til blot at vælte Fogh-regeringen og komme i regering med Socialdemokratiet under Helle Thorning-Schmidt, så er partiets succeskriterium måske nok opfyldt, men nogen fornyelse i dansk politik vil lige så lidt være fuldbyrdet som den blev med Aksel Larsens politik i 1966-67. Og det er vel at mærke stadigt den manglende etiske konsistens der er grunden.

Jan Jernewicz

Henvisninger:

Link Socialistisk folkepartis hjemmeside

Relevante artikler på Jernesalt:

Konsistensetikken  (Erling Jacobsens moralfilosofi)
Etik og eksistens
Folkelighed og intellektualisme  (20.12.06.)
Den herskende klasse efter 1970  (Jørgen S. Dich)

SF styrker påny sin position  (18.8.08)
SF, polakkerne og intolerancen  (13.07.08.)
Villy Søvndal - hans verden, væsen og rolle  (19.05.08.)
Nye politiske teser - varm luft eller visioner?  (7.4.08)
Villy Søvndal ikke længere til at komme udenom  (7.3.08.)
Søvndal ny formand for SF  (28.4.05.)

Valgets selvbedragere og visdomsfornægtere  (19.11.07.)
Valgets personpræferencer  (15.11.07.)
VK overlevede truslen fra NA  (14.11.07.)
Valg, værdier og borgerlighed  (11.11.07.)
Valget fortsat åbent - med Ny Alliance som afgørende   (6.11.07.)
Opbruddet i dansk politik en kendsgerning  (1.11.07.)
Folketingsvalget og dets perspektiver  (25.10.07.)

Aksel Larsen (kort karakteristik)
Krag, standpunkterne, nederlaget og latterkoncilet
Latterkoncilet (Brudstykker af et anonymt drama)

Artikler om Danmark
Artikler om Samfund
Artikler om Etik
Artikler om Psykologi
Artikler om Eksistens
Artikler om Religion
Artikler om Sekularisering

At læse Jernesalt
Introduktion til Jernesalts filosofi
Komplementaritetssynspunktet
Helhedsrealismen
De psykiske grundprocesser
Konsistens-etikken

Til toppen Til forsiden PrintVersion Tip en ven

utils postfix clean