JERNESALT - dataset

Jernesalt

Dynamisk

komplementær

helhedsrealisme

Samfund

Eksistens

Sekularisering

Coronakrisen

E-Bøger

SAMFUND

Danmark

Flygtningekrisen

Muhammed-sag

EU og EUROPA

USA

Mellemøsten

Terrorismen

Miljø og klima

Medier

Polen

EKSISTENS

Værdier

Værdimanifest

Livskvalitet

Musik

Film

Kunst

Kunstblade

Etik

Litteratur

Psykologi

Erkendelse

SEKULARISERING

Verdsliggørelse

Virkelighed

Afdogmatisering

Oplysning

Sund fornuft

Ideer og ideologier

Frihed

Religion

Humor

2019-FILOSOFIEN

Forord

Krisen

Udfordringen

Håbet

Efterskrift

ESSAYS

RETORIK

ONTOLOGI

VIRKELIGHED

ENFOLDIG TALE

SKIDT OG KANEL

REDAKTION

PROGRAM

INTRODUKTION

INSPIRATORER

OVERSIGTER

EMNEINDEX

PERSONINDEX

LINKS

E-MAIL

utils prefix normal Forside Oversigter Redaktion At læse Jernesalt Sendemand Vrangsiden Kontakt

JERNESALT - sfsoevndal04

ARTIKEL FRA JERNESALT - 27-4-09-

SF bakker op om Søvndals målrettethed

SF har længe været under forandring mod det mere kompromissøgende. Det har faktisk været klart lige siden Villy Søvndal blev formand for partiet for tre år siden, men ganske særligt markant siden folketingsvalget i november 2007. Alle meningsmålinger har vist fremgang. De seneste Gallup-tal spår partiet så stor tilslutning, at det i høj grad rokker ved socialdemokraternes position. Og det er ikke så underligt, for det er Villy Søvndal der trækker læsset for oppositionen. Han er sikker, initiativrig, resolut og målrettet. Og hvad kan et parti forlange mere af sin formand?

Partiledelsen ønsker naturligvis forandringen fortsat, fordi det er absolut nødvendigt at gøre partiet regeringsduelig og ansvarligt, og dette sker nu engang kun ved at acceptere kompromissets kunst. Det er allerede sket ved at SF nu stemmer ja til finansloven ved 3. behandling og ved at det tilkendegiver at det ønsker at komme med i det kommende forsvarsforlig.

Men det er for ganske nylig også sket ved at Villy Søvndal under de voldsomme bandeuroligheder på Nørrebro i København lynhurtigt gik ud og tilkendegav at partiet gik ind for en stramning af retspolitikken, så det bl.a. blev muligt at give minimumsstraf for bandekriminalitet.

Det blev der intern uro i partiet om - både i folketingsgruppen og i medlemsskaren rundt i landet. For det var ikke helt almindelig SF-politik. Desuden havde Søvndal fundet det nødvendigt at melde ud så prompte at han ikke kunne få sine udtalelser forelagt til godkendelse for hverken hovedbestyrelsen eller folketingsgruppen, men alene forretningsudvalget. Han blev derfor kritiseret i folketingsgruppen - og sidst på landsmødet for ændringen, men han fastholdt at det er nødvendigt for partiet at markere at "vi vil ikke finde os i have et land hvor bander og skydevåben behersker gadebilledet, så derfor er vi også nødt til at tage stærke midler i brug".

Men modstanden mod partiformandens strammere kurs viser meget godt, at han kæmper mod en betydelig træghed i partiet. Medlemmerne er ikke i tvivl om at det i høj grad er formandens fortjeneste at partiet er gået så stærkt frem at det bliver umuligt at komme uden om partiet hvis socialdemokraterne får chancen for at danne regering efter næste valg. Men mange af medlemmerne er simpelthen bange for at formanden glemmer udgangspunktet, partiets grundprincipper.

Reelt står partiet i det dilemma, at det ikke vil være regeringsdueligt, hvis det fastholder sine gamle principper som urokkelige dogmer. Men omvendt risikerer det at miste sin identitet hvis det giver for meget køb på principperne. Det nemmeste - især for idealister og utopister - er altid at holde på de rene linjer og afslå at få snavs på fingrene ved at gå på kompromis med de partier der er betingelsen for oppositionens sejr. Og der findes mennesker der hellere vil holde på principperne end risikere at falde i populismens eller opportunismens fælde.

For SF er det en gammel historie der ikke mindst blev stillet til offentlig skue da partiet i 1966/67 under Aksel Larsens vilkårlige formandsskab prøvede at danse socialdemokratisk skattetango med Krags regering. Siden har man kun kunnet støtte socialdemokratiske regeringer fra sidelinjen, men uden at gå i tæt samarbejde med dem. Men når ønsket nu er blevet det erklærede mål at komme i regering med socialdemokraterne, så er der ikke rigtigt nogen vej uden om at gøre sig duelig i og med at vise vilje til kompromis.

Det må da også konstateres at partiledelsen på det netop afholdte landsmøde i Århus fik opbakning til sin kompromisvillighed - i og med at partiet vedtog et nyt partiprogram der fastholdt de gamle principper som principper, partiet skal holde sig for øje på det lange sigt, men ikke lade sig svinebinde af på det korte.

Der vil fortsat være medlemmer der frygter at partiet glider ud i opportunisme bare for nogle ministertaburetters og -bilers skyld. Men regeringsdueligt og regeringsansvarligt bliver et parti ikke uden villighed til kompromis med samarbejdspartnere. Og rigtigt er at denne villighed ofte ender med noget der ligner holdningsløshed og opportunisme. Den slags kan koste frafald i rækkerne, men er omvendt en risiko enhver partiledelse må løbe, hvis det virkelig ønsker direkte indflydelse på en regerings politik.

Da dette er Villy Søvndals erklærede mål - og inderste drøm - har han og den øvrige partiledelse også indset nødvendigheden af at slanke partiet ved at nedskære antallet af hovedbestyrelsesmedlemmer fra 39 til 17, således at hovedbestyrelsen fremover bliver en partiinstans der kan træffe hurtige beslutninger. Ledelsens forlag om en sådan ændring i partistrukturen blev vedtaget på landsmødet med et lille flertal. Medlemmerne kan på den ene side godt indse nødvendigheden at større effektivitet i tilfælde af regeringsdeltagelse, men mange er fortsat betænkelige ved at medlemsorganisationen som sådan mister indflydelse.

Partiformanden kunne ikke på forhånd være sikker på at forslaget om slankning af hovedbestyrelsen ville gå igennem, men hans målrettethed sejrede igen. Det gør det lettere for ham og partiledelsen fremover at indgå nødvendige aftaler med socialdemokraterne og de radikale. Men der er næppe tvivl om at det i realiteten også indebærer at der bliver længere mellem ledelse og medlemmer - uanset hvad ledelsen siger og mener.

Landsmødet vedtog et nyt reformprogram, der opsætter mål for fire hovedområder: velfærden, udenrigspolitikken, demokratiet og klimaet. Det taler fortsat - ligesom formanden selv - om socialismen som partiets langsigtede mål. Formanden kunne på mødet også - i lys af den aktuelle økonomiske krise - tale om kapitalismens afskaffelse og liberalismens konkurs. Det er der ikke ringeste nytænkning i, det er tværtimod en foræring til navnlig Venstre der gerne vil have fastholdt SF i skræmmebilledet af et socialistisk parti der i realiteten vil afskaffe økonomisk frihed. I Venstre kan man jo heller ikke tænke i nye baner, på trods af at den forhenværende partiformand fik tilslutning til at føre partiet ind på 'den tredje vej', midterpolitikkens vej, der ligger lige langt fra socialismen som fra liberalismen. Men filosofisk afklaring er ikke de etablerede danske partiers største dyd.

SF's og Venstres markeringer betyder derfor ubetinget en fortsættelse af den blokpolitik som VK-regeringen er havnet i mod sine egne ønsker, men som oppositionen nu ser som eneste vej til magten.

Det er en beklagelig udvikling, men den svækker på ingen måde Villy Søvndals position som oppositionens stærke mand. Den er heller ikke imod socialdemokraterne eller de radikales taktiske interesser for øjeblikket.

Men til gengæld forhindrer den at den politiske udvikling her i landet - trods gode muligheder - kommer op på et højere niveau af sund demokratisk spænding og konfrontation.

Jan Jernewicz

Henvisninger:

Link til:

SF's hjemmeside
SF's nye reformprogram
Villy Søvndals formandstale

Relevante artikler på Jernesalt:

Dansk partipolitik (Afsnit af kapitlet om 'Samfundet' i 'Jernesalts 2009-filosofi'