JERNESALT - dataset

Jernesalt

Dynamisk

komplementær

helhedsrealisme

Samfund

Eksistens

Sekularisering

Coronakrisen

E-Bøger

SAMFUND

Danmark

Flygtningekrisen

Muhammed-sag

EU og EUROPA

USA

Mellemøsten

Terrorismen

Miljø og klima

Medier

Polen

EKSISTENS

Værdier

Værdimanifest

Livskvalitet

Musik

Film

Kunst

Kunstblade

Etik

Litteratur

Psykologi

Erkendelse

SEKULARISERING

Verdsliggørelse

Virkelighed

Afdogmatisering

Oplysning

Sund fornuft

Ideer og ideologier

Frihed

Religion

Humor

2019-FILOSOFIEN

Forord

Krisen

Udfordringen

Håbet

Efterskrift

ESSAYS

RETORIK

ONTOLOGI

VIRKELIGHED

ENFOLDIG TALE

SKIDT OG KANEL

REDAKTION

PROGRAM

INTRODUKTION

INSPIRATORER

OVERSIGTER

EMNEINDEX

PERSONINDEX

LINKS

E-MAIL

utils prefix normal Forside Oversigter Redaktion At læse Jernesalt Sendemand Vrangsiden Kontakt

JERNESALT - socdem08a

ARTIKEL FRA JERNESALT - 12.9.08.

Trives socialdemokraterne mon selv?

Socialdemokraterne holdt kongres i Ålborg i sidste weekend og fik normal omtale i medierne til og med mandag, men så stjal de konservative ellers billedet med deres tidsmæssigt noget overraskende formandsskifte og den deraf afledte omrokering mellem K-ministrene - jf. artiklen Formandsskiftet hos de konservative. Lene Espersen fik pludseligt opmærksomheden omtrent som den republikanske vicepræsident Sarah Palin fik den ved sin blotte opstilling på bekostning af demokraternes præsidentkandidat. Sådan kan det gå. Tilfældigheder spiller altid ind i politik.

Det huer næppe socialdemokraterne og Helle Thorning-Schmidt. For hun måtte i forvejen affinde sig med at de tidligere partiformænd Poul Nyrup Rasmussen og Svend Auken søndag stjal hele opmærksomheden ved en slags afskedstaler til kongressen. Rasmussen forlader aktiv politik, og Auken er kræftramt og kan ikke vide hvornår han tvinges til inaktivitet.

Helle Thorning-Schmidt kunne kun deltage i hyldesten til de to gamle kæmper der i 1992 splittede partiet i to hinanden bekrigende fløje. Rasmussens fløj vandt, selvom han selv fik en kniv i ryggen i 2003. Aukens fløj blev efter Helle Thornings valg til formand decimeret ved stille udsivning. Og der er således nu gjort plads til de unge, håbefulde talenter som Mette Frederiksen, Henrik Sass og Nick Hækkerup i folketingsgruppen og Nikolaj Vammen i Århus. Men holdet står uændret svagt i folks bevidsthed og på omkring 25 % i meningsmålinger, og hvad Helle Thorning-Schmidt angår er hun nok uden konkurrent i partiet og nok en smuk, sympatisk, dygtig og kompetent kvindelig politiker. Men gennemslagskraften kniber det med. I målinger overgås hun ikke alene af statsminister Anders Fogh Rasmussen, men også af Pia Kjærsgaard, Villy Søvndal og - Lene Espersen.

I sin kongrestale præsenterede Helle Thorning et nyt socialdemokratisk projekt under navnet 'Trivselssamfundet' og med mottoet "Mennesket før markedet". Det skal være et samfund med mere livskvalitet og fællesskab og med mindre stress og konkurrence. Og programmet blev fulgt på vej af fem konkrete reformforslag:

1) Bedre job og højere værditilvækst gennem en ny intelligent vækstmodel.

2) Bedre kollektiv trafik og nedbringelse af CO2-udslippet til nul gennem mere vindkraft og anden grøn omstilling.

3) Bedre seniorpolitik med styrkelse af ældreplejen, loft over de kommunale madpriser og øgede muligheder for gradvis tilbagetrækning fra arbejdsmarkedet.

4) Bedre og mere målrettet satsning på uddannelse. Flere unge skal have en længerevarende uddannelse. 13 års undervisningspligt. Lektiehjælp og loft over klassekvotienrne.

5) Bedre sundhedsvæsen. Den frie og lige adgang til sundhed skal betragtes som velfærdssamfundets kronjuvel. Stop for privatiseringer og markedsgørelse. Stop for skattelettelser. Sundhedsvæsenet skal være en kampplads for socialdemokraterne.

Iøvrigt fremhævede hun det fælles integrationsudspil mellem S og SF og bebudede flere initiativer i samme retning. Men hun undlod ikke at understrege at hun gerne så de radikale med i samarbejdet. Hun tordnede naturligvis mod VK-regeringen og Dansk Folkeparti som hun beskyldte for at underminere velfærdssamfundet. Socialdemokraterne ville ikke gå med til genindførelsen af den tvunge opsparing eller til den ændring af efterlønnen som Det økonomiske Råds formandskab har ønsket.

Især blev kritikken dog rettet mod finansminister Lars Løkke Rasmussen der jo er Venstres næstformand og regnes for hans mulige efterfølger inden for overskuelig tid. "Danmark har haft syv år med Anders Fogh. Vi har ikke råd til syv år med Lars Løkke", sagde Helle Thorning, der åbenbart forestiller sig at Fogh forlader kommandobroen ret hurtigt.

Kritik af en borgerlige regering er en selvfølgelig ting på en socialdemokratisk kongres. Problemet er at flytte vælgerne. Og her hjælper ord og programmer ikke. Her hjælper heller ikke Poul Nyrup Rasmussens belæring om at den socialdemokratiske bevægelse fortsat står stærkt i Europa, for sandheden er at den i Norge er truet af Fremskridtspartiet, i Storbritannien af stigende utilfredshed med Gordon Brown, i Frankrig af intern uenighed og i Tyskland af splittelsen mellem den fløj under den hidtidige formand Kurt Beck der vil samarbejde med Die Linke og den fløj under den nyvalgte kanslerkandidat, udenrigsminister Steinmeier og tidligere, men genopdukkede formand Müntefering, der vil følge Altkanzler Schröders midterkurs.

På ordene og papirerne kunne det se ud til at Helle Thorning-Schmidts socialdemokrater er rykket en smule til 'venstre' og er blevet lidt 'rødere'. Ralf Pittelkow taler i sin kommentar om at "Thorning prøver rød retro". Han påpeger at det er traditionelt socialdemokratisk tankegods der kommer til ære og værdighed igen i det nye programskrift om Trivselssamfundet. Men i betragtning af at SF har flyttet sig mere ind mod midten og erkender nødvendigheden af økonomisk ansvarlighed, og at ethvert alternativ til en borgerlig regering må omfatte de radikale, så må det nok først og fremmest hævdes, at socialdemokraterne fortsat holder sig på den store, brede midte, hvor efterhånden alle ansvarlige partier kæmper om indflydelsen og vælgerne.

Det kunne imidlertid være en overvejelse værd om det virkeligt kan være socialdemokraternes alvor at lægge så megen vægt på borgernes trivsel at det er dækkende at kalde det samfund man drømmer om for Trivselssamfundet. Der er naturligvis megen retorik i ethvert program. Man spiller på - og er mere eller mindre tvunget til at spille på - ord der er trendy for tiden, og dette er uden tvivl ordet trivsel. Men ordet er ikke helt så selvfølgeligt som Velfærdssamfundet, selvom ingen kan forestille sig et dansk velfærdssamfund uden trivsel. For dette ord peger nedad mod den berømte eller berygtede danske hygge, tilfredshed og selvtilfredshed.

Hvor velfærdssamfundet - i bedste forstand - peger på en balance eller komplementaritet mellem trygheden og fremdriften i samfundet, eller mellem ligheden og friheden, så peger trivselssamfundet udelukkende på trygheds- eller lighedssiden. Det vil derfor i værste fald undergrave sig selv, fordi den på friheden og det private initiativ hvilende fremdrift og dynamik bliver understimuleret lige til nulstillingen. Et velfungerende og tilpasningsdygtigt velfærdssamfund forudsætter frihed og vilje til både initiativ, arbejde og udfordringer. Mennesket kan ikke leve af at trives, hverken materielt-økonomisk eller mentalt-kulturelt. Dets livskvalitet ligger ikke i stilstanden, nydelsen eller immanensen, men i allerhøjeste grad i en samtidig og sideordnet bevægelse, arbejdsindsats og overskriden af gamle grænser (altså transcendens) - jf. artikelserien om Livskvalitet. Mennesket har og må have en historie, et udviklingsforløb. Det må, som det også er blevet sagt, altid være i en vedvarende eksistentiel tilblivelse. Og derfor gælder - som flere gange citeret på disse sider - den sandhed om vore samfund at lykkelige nationer ingen historie har. Men dermed er også sagt at nationer der ensidigt satser på trivsel heller ikke har det.

Ikke blot det danske samfund, men hele Europa og hele verdenssamfundet står over for meget store udfordringer de kommende år, ikke mindst hvad angår overbefolkning, miljøforurening og klimaændringer. Det vil alle steder aflede store udfordringer på både økonomiske og sociale forhold. Skal de tages op med styrke og alvor, må der derfor stilles krav til alle om en indsats. Og det er præcis hvad alle borgerlige partier traditionelt har understreget altid, men omvendt de socialdemokratiske partier har været for tilbøjelige til at se stort på. Man behøver faktisk ikke være specielt forudindtaget imod socialdemokraterne for at kunne få øje på deres letsind siden 2. verdenskrig. Det er så synligt for flertallet at det efter min mening er en væsentligt del forklaringen på at socialdemokraterne for øjeblikket mangler gennemslagskraft - på trods af deres gode hensigter.

Socialdemokraterne synes trods selvbekræftende kongresser og røde skoler ikke for øjeblikket at trives alt for godt, når man ser på vanskelighederne med at opbygge et tiltrækkende alternativ til den siddende regering. Det er muligt, at partiet kan skaffe sig stemmer på understregning af trivselsdrømmene. Men det tegner ikke godt for det danske samfund, hvis partiet nu giver sig til at besynge trivslen som altings mål og mening.

Jan Jernewicz

Henvisninger: