Jernesalt
Dynamisk komplementær helhedsrealisme
Samfund Eksistens Sekularisering DRAMAER E-Bøger
SAMFUND
 
EKSISTENS
 
SEKULARISERING
 
2009-FILOSOFIEN
 
LEKSIKON
ESSAYS
DRAMAER
RETORIK
ONTOLOGI
VIRKELIGHED
ENFOLDIG TALE
SKIDT OG KANEL
REDAKTION
PROGRAM
INTRODUKTION
INSPIRATORER
OVERSIGTER
EMNEINDEX
PERSONINDEX
LINKS
E-MAIL
 
utils prefix normal Forside    Oversigter    Redaktion    At læse Jernesalt    Sendemand    Vrangsiden    Kontakt   
 
JERNESALT - retorik05

ARTIKEL FRA JERNESALT - 15.3.11.


Den smalle retorik fejler - Naivitet og fordummelse i politik V

Retorisk appel  -   Politisk humor  -   Satire  -   Framing   -   Påvirkningsruter  -
Politisk psykologi  -   Det ubevidste  -   Demokrati  -   Partiernes svigt  -   Helhedsrealismen


Den foreløbige vurdering i
den forrige artikel af Christian Kocks analyse af indvandrerdebatten var, at alle hans kritikpunkter er relevante og ofte meget rammende, men de er helt utilstrækkelige, fordi de ensidigt fokuserer på argumentsproblematikken, men ser bort fra alt det overordnede i problemstillingen. Kock koncentrerer sig om det forstandsmæssige og det vil sige det der i den teoretiske retorik med rod i græsk filosofi kommer ind under begrebet 'logos', mens han stort set abstraherer fra alt det der kommer ind under begreberne 'etos' og 'patos' som Aristoteles sideordnede med 'logos', og som er helt centrale for den komplementære helhedsrealisme - jf. Jernesalts 2009-filosofi.

Retorik eller talekunst appellerer nemlig ret beset ikke alene til forstanden (logos), men også til moralen (etos) og lidenskaben (patos), og sådan har det været fra tidernes morgen, altså fra før teorier som sådanne dukkede op. Det er først nutidige teoretikere som Christian Kock der kan finde på at indsnævre den til en gang rationalisme, der nok accepterer det vi kalder det irrationelle som noget faktisk eksisterende, men prøver at skyde det ud som noget underordnet.

Men som det allerede ses i analyserne af indvandrerdebatten, så kan retorikken ikke adskilles fra substansen i indvandrerdebatten sådan som Kock ihærdigt og systematisk prøver. Derfor kan det siges ligeud, at retorikeren Christian Kocks afsnit om indvandrerdebatten i hans udmærkede bog om den politiske debats form ikke blot kan tages som et lærestykke i politikernes uskikke og begrænsning, men også som et lærestykke i Kocks egen begrænsning.



Det er nemt at erklære sig enig med Kock i dommen over debattører som politikerne Søren Krarup, Pernille Frahm, Torben Lund og Nick Hækkerup eller forfattere som Carsten Jensen, Klaus Rifbjerg, Stig Dalager og Jan Sonnergaard. Men langt sværere når det gælder besindige mennesker som Anders Fogh Rasmussen, Pia Kjærsgaard eller Bertel Haarder. Jeg kan slet ikke se at de sidste tre med nogen rimelighed skulle kunne bebrejdes at de trækker debatten ned ved at udtale sig som de gør. Jeg er tværtimod overbevist om at man kun kan komme til et sådant resultat, hvis man som Christian Kock grundlæggende er uenige i deres synspunkter.

Jeg har også i en tidligere artikel påpeget, at krigen mod Irak ikke hverken på amerikansk eller dansk side hviler på nogen løgn, men derimod på klare og demokratiske holdninger der på grund af for knappe tidsfrister måtte kombineres med skøn og formodninger om fjendens våbenbesiddelser som det i situationen var umuligt at verificere - og som det heller ikke var nødvendigt at verificere. Jf. artiklen Irakkrigens begrundelse - en strid om kejserens skæg. Krigsmodstanderne har lov til at mene at krigen ikke skulle være indledt uden et utvetydigt mandat fra FN's Sikkerhedsråd, men de må også forstå, at aktivistisk udenrigspolitik til kamp for demokratiet ikke kommer nogen vegne hvis den skal bero på mandater fra organer der vurderer såvel begrebet demokrati som begrebet suverænitet meget forskelligt.

Man kan blot sammenligne problemstillingen med den helt aktuelle stillingtagen til Moamar Gadaffis nedkæmpning af den libyske modstandsbevægelse. De vestlige lande er i princippet enig om at Gadaffi bør gå af og fx gennem et flyveforbud burde forhindres i at bombe de svage oprørsstyrker. De har oven i købet fået Den arabiske Ligas udtrykkelige, men helt uforpligtende anbefaling af det. Men de kan ikke få noget mandat dertil fra FN - og de tør i dag ikke handle egenrådigt som præsident Bush gjorde i 2003 mod Irak under henvisning til sin egen særlige Bush-doktrin. For den politiske situation er en anden i dag. Nu er det eksempelvis blandt danske partier SF der råber højst om engagement til fordel for Libyens folk, mens resten tøver i dilemmaet mellem realpolitik og idealpolitik. Selv Anders Fogh Rasmussen tænker som generalsekretær for Nato anderledes end han gjorde som dansk statsminister i 2003. Viser det ikke andet, så viser det i det mindste at politiske spørgsmål om krig og fred er yderst komplekse, fordi de går langt ud over simple militære eller magtpolitiske hensyn, målsætninger og kalkuler.



En af følgerne af Kocks rationalistiske hovedsynspunkt til politisk debat er, at han har vanskeligt ved at se humorens betydning, skønt vi alle dag for dag erfarer at såvel de fleste politikere som de fleste kommentatorer i vid udstrækning benytter sig af
humorens virkemidler. Bl.a. er det svært ved bedømmelsen af tidligere finansminister Thor Pedersens måde at formidle finansforslag- og redegørelser på at se bort fra at han næsten altid havde et glimt i øjet. Talstørrelser er tørt stof - og derfor er det da en kunst i sig selv at kunne formidle dem så det bliver mere fornøjeligt. Og her har Thor Pedersen haft et heldigere nemme end fx. en forgænger som Mogens Lykketoft eller en efterfølger som Claus Hjort Frederiksen.

Man kan indvende - og det vil Christian Kock utvivlsomt gøre - at finanspolitik er alvor, og at angivne tal derfor altid skal være korrekte, men selvom det første unægteligt er ubestrideligt og altid føles sådan når man som borger åbner sin skatteopgørelse på den digitale skattemappe, så er det umuligt i politiske debatter udelukkende at levere korrekte og tjekkede tal, med mindre man kun beskæftiger sig med fortiden - de bogførte og reviderede tal i regnskaber og statistikker - og undlader at komme med prognoser, planer og budgetter der rækker ind i fremtiden. Disse vil pr. definition altid være forbundet med usikkerhed og skøn, da udviklingen ikke kan forudsiges. Og det er bestemt ikke i strid med god debatmoral at spøge med dette skøn, når man også leverer solide tal og henvisninger.

Ydermere gælder - hvad de økonomiske eksperter, hvis man hører efter, sjældent forsømmer nogen lejlighed til at gøre opmærksom på - at prognoser og budgetter og andre fremskrivninger i vore dage rent praktisk beror på udvalgte computermodeller, og at disse som regel altid vil afvige fra andre modeller der kunne bruges. Objektive og kontrollable er de enkelte modellers beregningsmåder, men subjektiv er valget af de enkelte modeller og de præmisser der indgår i dem. Og man kan nu engang ikke forvente andet end at valget af modeller vil afhænge af hvem der vælger og hvilket parti han eller hun tilhører. Det er så at sige en del af spillet. Og derfor skal ingen borger tage fremlagte budgetter og prognoser for mere end det de er, nemlig skøn. Eller for at sige det umisforståeligt: Det er tåbeligt at tro at man ved 'faktatjek' kan komme ud over skønnet - og derfor tåbeligt at forlange den utilslørede objektive sandhed i politiske debatter.



Et tydeligt tegn på at Christian Kock har det svært med humoren er hans omtale af den forlængst afdøde Venstrepolitiker, statsminister Knud Kristensen (1880-1962) der under en folketingsdebat i 1945 brugte de berømte ord "Hvis det er fakta, så benægter A fakta." - Kock nævner episoden umiddelbart efter en bemærkning om at det kun kan "gå ud over ens troværdighed at benægte noget der virker indlysende sandt". Og det da fuldstændigt korrekt, men den gæve, jysktalende og meget jordbundne 'venstreviking' har aldrig nogensinde benægtet fakta eller så meget som drømt om at gøre det. Hans udtalelse var et citat fra de endnu ældre Venstremænd Jens Busk og Søren Kjær, og i sidstnævntes tilfælde angiver 'Bevingede ord' at Kjærs konservative modpart var kommet med indvendingen: "Det ærede medlem kan da ikke benægte fakta", hvortil svaret ordret lød: "Jo, hvis det skal kaldes fakta, så benægter A fakta".

Her foreligger med andre ord ikke nogen uenighed om hvorvidt man kan benægte fakta eller ej, men alene om at det nogle påberåber sig som fakta ikke behøver at være det! Venstremændenes svar er udtryk for ægte jysk humor, hvad helt og holdent beror på at sætningen begynder med ordet 'hvis'. Og det siger derfor lige præcis at det modparten i debatten påstod skulle være ubestridelige kendsgerninger aldeles ikke var det!

Det er fantastisk at en professionel retoriker ikke kan se det, men tværtimod læser sig til at der er tale om en idiotisk venstremand der ikke kan se forskel på fakta og løgn.

Sandheden er jo at tager man humoren ud af den politiske debat og kommentar, så får man ikke kogt påstandene ned til absolutte sandheder, men reduceret dem til ligegyldige fakta. For debat er ikke simpel udveksling af tørre data - selvom sådanne indgår i den - men primært udveksling af subjektive meninger. Det er derfor vi har debatten, og derfor at debatten uanset dens eventuelt beklagelige niveau i en aktuel sag eller en aktuel tid giver dynamik til det politiske liv.



Alle blade med respekt for sig selv benytter tegninger til at sige deres mening ved siden af ledere, analyser og kommentarer. Bladtegninger har været brugt omtrent siden dagbladene dukkede op - og de har ikke mistet deres kraft. Man behøver blot at tænke på kapaciteter som Storm P., Bo Bojesen, Klaus Albrectsen, Erik Werner eller Roald Als. Bladtegninger kan ind imellem være så negativt satiriske, at de virker ondskabsfulde, men for danske bladtegneres vedkommende gælder overvejende, at humoren holdes lige netop inden for den grænse der sikrer at de uanset partiskheden bliver rammende. Dette gælder også Jyllands-Postens Kurt Westergaard og hans berømte tegning af profeten med en lille bombe i turbanen. Den forstod alle danskere der er på det rene med at profetens navn misbruges til terrorisme. At visse herboende muslimer derimod ikke kunne goutere den, var ikke komplet uforståeligt, men det viser selve problemet at der er nogle mennesker der ikke kan skille politik og religion fordi de ikke har nået sekulariseringens og humorens tragiske område. Jf. essayet om Humor og tragedie.

Hvad specielt Bo Bojesen angår, bør det nævnes at hans berømte serie om 'Venstrevikingernes saga', der var at finde i Politiken fra engang i 1949 og til midten af 60'erne, blev værdsat af Venstres egne politikere. Disse var nemlig ikke sarte, og Bojesen var ikke ondskabsfuld. Men det går naturligvis ikke an på dette grundlag alene at begynde at definere demokrati som et humor-demokrati, men faktum er dog at humor er en lige så uundværlig del af dansk demokrati som argumenter, debat og samtale.



Hvad det negative modstykke til sund og befriende humor angår, må selvfølgelig nævnes den form for skånselsløs satire og hån som findes i den grove ideologiske propaganda som fx nazisterne brugte i deres racistiske Greuelhetze mod jøderne eller kommunisterne i deres Folkefrontspropaganda mod socialdemokratiske 'klasseforræddere'. Den var ikke og er ikke forenelig med stor humor, idet den savner enhver form for overbærenhed og forståelse for dem man retter skytset mod.

Derfor kommer man ikke uden om i analysen af den politiske debat i Danmark de sidste tredive år at se på hvad der ligger bag de verbale udgydelser som de tidligere nævnte forfattere fra venstrefløjen er kommet med - og som også et angiveligt kristent menneske som tidehvervsmanden pastor Krarup i årtier har gjort sig skyldig i. I ingen af tilfældene er der grund til at tage udgydelserne alvorlige i politisk sammenhæng. De er af den art der alene bekræfter de salige i deres egen tro. Og man behøver - som anført i
forrige artikel - ikke at undre sig over de pågældende debattørers intellektuelle kapacitet. For selv høj intelligens, skarpsindighed og omfattende viden forhindrer på ingen måde ensidighed, fanatisme eller dogmatisme. Kommunismen, der stormede frem efter revolutionen i 1917 og på verdensplan holdt sig til 1989, havde et utal af fanatiske dogmatikere i sine rækker. Og venstrefløjen som sådan blev ved at tiltrække utroligt mange af dem, selvom troskaben over for Kreml blegnede eller var helt fraværende.

Nej, man skal nødvendigvis have fat i nogle rent psykiske mekanismer for at forstå fænomenet, og den væsentligste mekanisme hedder identitetsbevidstheden, og denne skal igen altid ses i sammenhæng med den for menneskets ejendommelige sproglige evne til via ord, begreber, idealer, principper og logik at bygge teoretiske systemer op som 'følelsen' og 'moralen' eller 'værdiopfattelsen' omkring identiteten kan forstærke sig igennem.



Det lyder måske umiddelbart ejendommeligt, og det benægtes som hovedregel af de involverede selv. Men sagen er ikke så mystisk endda, for der er tale om det for mennesket som biologisk væsen absolut særegne fænomen at de psykiske sekundærprocesser som betjener sig af ord, begreber, sondringer og logik kan opbygge begrebsrammer omkring de meningsmæssige og kvalitetsmæssige følelser og forestillinger som kendetegner de medfødte psykiske primærprocesser og som er blottede for begreber, sondringer og logik. Mekanismerne skal ikke forklares nærmere her, idet de er beskrevet grundigt i forskellige andre artikler. Jf. De psykiske fundamentalkræfter og De psykiske grundprocesser.

Men det skal stærkt pointeres at mennesket er ene om at besidde disse muligheder, og at dette er grunden til at kun mennesket kan slås om ideer og ideologier, ja pine og plage og myrde hinanden for disses skyld, hvad enten ideerne er profane som de verdslige ideologier eller hellige som de kirkelige eller religiøse læresystemer (jødedom, kristendom og islam i ortodokse udgaver).

Hvad venstrefløjens mest rabiate debattører blandt forfatterne angår, er det karakteristisk at de fleste af dem er eminente sprogkunstnere (som fx Rifbjerg og Carsten Jensen), men samtidigt at de bruger deres evner til indædt, hadefuld propaganda mod deres politiske modstandere uden at udvise ringeste form for empatisk forståelse for hvad disse måtte mente og tro og have ret til at mene og tro. Disse sprogkunstnere er selvfølgelig i et demokrati i deres gode ret til at ytre sig som de gør. De har givetvis også en vis indflydelse. Men man skal ikke overvurdere denne indflydelse, for folk i almindelighed kan normalt sagtens gennemskue den form for ideologisk rabies. Har man lidt respekt for sig selv som demokrat, læser man imidlertid slet ikke den slags. For disse intellektuelle svigter deres opgave: folkeoplysningen.

Og hvad angår den gode tidehvervspræst fra Seem, Søren Krarup, der nu har rykket teltpælene tilbage til det Amager han kom fra, må det først og fremmest fastholdes, at manden er en fremragende klar tænker der ikke alene kan sin Luther, men også sin Søren Kierkegård på fingrene, har gået i en glimrende praktik hos sin teologiske far der var en stærkt nationalsindet modstandsmand - og iøvrigt selv søn af en glimrende teolog. Søren Krarup var dårligt blevet tør bag ørerne efter sin teologiske embedseksamen før han begyndte at strø skarpe analyser ud i bogform der fx kunne hedde 'Demokratisme' og rette en sønderlemmende kritik mod 'moralisten' PH, skolemanden C.C. Kragh-Müller, filosoffen Villy Sørensen og kirkemanden (domprovsten) Jørgen Bøgh, men også kunne gælde rousseauismen, marxismen og freudianismen eller grundtvigianerbørn som redaktør Ejvind Larsen (Information) eller dennes svigerinde, præsten og politikeren Margrethe Auken (SF). For alle Krarups analyser gælder, at de er yderst konsekvente i tankegang og gennemførelse. Men bag formen går alt tilbage til nogle ganske få urokkelige dogmer han finder forrådt af sine medmennesker. De væsentligste hedder (a) skarp sondring mellem lovreligion og kristendom og (b) troen som det kierkegaardske 'spring' væk fra 'rationalitet' og 'humanisme' i sædvanlig og foragtelig småborgerlig forstand.

Man må beundre konsekvensen i Krarups bandlysninger, men samtidigt ryste opgivende på hovedet. For hvor er denne Kierkegård-inspirede tidehvervsteologi dog ødelæggende for sund fornuft og sund kristendom. Og det mest ubegribelige i den politiske sammehæng er såmænd, at netop Dansk Folkeparti uofficielt har ophøjet denne mands teologi til partiets filosofi, skønt den i enhver henseende er akademisk, elitær og ufolkelig! Men derudover gør den ingen nævneværdig skade, for den bekræfter kun de salige i troen. Og dét er der nogle inden for alle partier der ønsker. Men Krarup svigter totalt folkeoplysningen.



Christian Kock kommer et sted ind på det fænomen i kommunikationsforskningen der hedder 'framing' og som består i at sætte et fænomen ind i en vis sproglig ramme eller forudsat måde at se verden på, og han gør opmærksom på at sproglige billeder (metaforer) er blandt de bedste redskaber hertil. Men han kræver at disse 'frames' bør være retvisende, og at der ikke gennem brugen af dem forties noget relevant - som det oftest sker.

Kock betragter med andre ord nærmest 'framing' som en newspeak-metode til fusk og altså ikke som begrebsrammer der som sådanne er helt afgørende forudsætninger for al behandling og forståelse af eksistensforhold og -problemer. Han synes bl.a. slet ikke klar over det fænomen filosoffen
David Favrholdt kalder interdependens og som vil sige af ordene inden for alle områder af sproget har en vis afhængighed af hinanden der gør at de ikke kan bruges fuldstændigt vilkårligt, hvis ellers formålet er fornuftig kommunikation og beskrivelse. Dette turde ellers være et vigtigt aspekt for forståelsen af såvel de positive som de negative dimensioner af den politiske debat. Den fejler jo netop hvor der ikke tages fornødent hensyn til interdependensen. Men omvendt gælder også at der fuldt bevidst kan spilles særdeles effektivt på brud på eller tilsløring af interdependensen. Og det er just et faktum som Kock ikke forholder sig til.



Hans bog har ikke desto mindre mange gode og relevante analyser og betragtninger. Det er således ubetinget nyttigt at få begreber og fænomener som ringeagt, generalisering, meningspådutning (stråmænd), præsupponering, motivpådutning og dikotomi og mange andre grundigt belyst. Men generelt er Christian Kock bundet af sin uhyggeligt naive tro på rationaliteten og den dermed sammenhængende totale mangel på dybere forståelse for alle irrationelle dimensioner i politik. Og egentlig kan dette undre ganske meget, fordi han selv kan se det problematiske i den gængse kommunikations- og pr-forsknings teorier om en central og en perifer påvirkningsvej.

Forskningen og reklamebranchen kalder den rute der går gennem bevidsthedens snævre fokus, hvor modtageren overvejer argumenter, for den centrale rute, mens den rute der går via mere ubevidste, følelsesmæssige og sansemæssige kanaler kaldes den perifere rute. Og Kock ser ikke ud til at være i tvivl om at betegnelserne burde byttes om, eftersom den rute der går gennem argumenterne ikke er nær så effektiv i reklamer som den rute der går gennem det ubevidste og navnlig gennem det visuelle.

Hvad Christian Kock ikke gør sig tilstrækkeligt klart er at forskningen af gammel rationalistisk vane og princip går ud fra lige præcis den opfattelse af mennesket som et rationelt væsen som han også selv gerne vil opretholde, men som er og bliver en illusion. Kock er som mange andre forskere klog nok til at indrømme at det irrationelle trods alt spiller en betydelig rolle, hvad der jo allerede ses af at reklamebranchen af gode grunde har præference for de visuelle kort, billederne, fordi det er dem der skaber størst omsætning og fortjeneste. Men forskerne begår den alvorlige fejl at koble det ubevidste sammen med det følelsesmæssige og sansemæssige uden nødvendige sondringer.



Ja, Kock henviser skam til nyere forskning der har vist at vi mennesker er afhængige af utallige lynhurtige, men ubevidste mekanismer i hjernen, hvis vi skal klare os i en verden hvor vi hele tiden skal træffe vigtige valg. Og han nævner udtrykkeligt at "disse ubevidste mekanismer foregår særlig i de ældste, indre dele af hjernen, det såkaldt 'limbiske system', og den 'præ-reptile' hjerne, mens den bevidste bearbejdelse af fx argumenter foregår i 'neo-cortex' der ligger udvendig på hjernen og er særligt udviklet hos mennesket."

Men Kock konstaterer at politikere og partier m.fl. er blevet stadig bedre til at gå ad de mere ubevidste veje, fx ved at arbejde med hvordan politikerne tager sig ud, hvordan deres stemme lyder, hvordan de er klædt på og 'stylet', hvor fotogene de er osv. I både trykt og filmet materiale handler det om reklameindustriens parametre: farver, skrifttyper, billedernes følelsesmæssige indhold, overtoner og associationer.

Denne side af politisk kommunikation har altid været der, skriver han, men den betyder i vor tid mere end nogen sinde. Og så kommer ellers - side 206 - Christian Kocks store indrømmelse: Mennesket er ikke kun et rationelt væsen; dét har man vidst og filosoferet over siden de gamle grækere, men vor viden er i dag blevet voldsomt uddybet (og udnyttet), blandt andet takket være forskning i hjernens funktion og i politisk psykologi.

Og så følger en henvisning til bogen 'Politisk psykologi - fordi politik er personligt' (Århus Univ.forlag 2009) som er redigeret at Sigge Winther Nielsen og Thomas Høgenhagen og som angives at give "en nyttig indføring i disse udviklinger". Men henvisningen kommer vel at mærke i en note! Det skal imidlertid ikke forhindre at vi kigger på fænomenet.



Redaktørerne lægger stærkt ud med en konstatering af at mange af vor tids største udfordringer er skabt af folk vi ikke kan forstå, fordi de handler irrationelt, og det betyder at vi er tvunget til at søge forklaringer andre steder og i det hele taget revurdere samfundets forventninger til rationalitet.

Ja, politisk psykologi angives udtrykkeligt at udfordre ideen om mennesket som et rationelt væsen og angriber således selve det grundlag som politikere og politiske eksperter (inklusive retorikeren Christian Kock) går ud fra samfundet er indrettet på, nemlig at politiske aktører er formålsorienterede og nyttemaksimerende. Det antages med andre ord at individer, organisationer og stater opstiller mål, indsamler information om forskellige valgmuligheder, beregner fordele og ulempler ved de forskelle målsætninger og på baggrund heraf træffer de mest optimale og dermed de mest rationelle beslutninger.

Men når alle aktører på denne måde ses som kopier af det rationelle menneske, bliver løsningen på et givet problem ofte at skabe et incitament til at handle hensigtsmæssigt ud fra en rationel betragtning.



Al erfaring siger imidlertid at dette ikke holder, derfor er den politiske psykologi dukket op som ny disciplin, ja som en interdisciplinær videnskab der trækker på både individualpsykologien og samfundspolitologien. Men overraskende nok hedder det at denne nye disciplin er reduktionistisk i og med at det primært er individet der undersøges. Det gøres ligefrem til læresætning nummer ét, at det er individer og ikke organisationer der træffe beslutninger. Og det empiriske fundament er den klassiske psykologis metoder: eksperimenter og computermodeller.

For fuldstændighedens skyld skal her gengives redaktørernes definition på den nye videnskabelige disciplin: "Politisk psykologi er en interdisciplinær forskningsgren hvor individorienteret teori anvendes inden for statskundskabens genstandsfelt med henblik på at nuancere og udbygge forståelsen af aggregerede [sammenkoblede] politiske handlinger, processer og institutioner. Dette tilstræbes ved at kortlægge systematiske tilbøjeligheder og begrænsninger, indbygget i individet, og spore effekten af deres aggregering."

Men det skal tilføjes, at redaktørerne har konstateret tre grundlæggende antagelser som de i bogen foreliggende teorier bygger på, nemlig (1) livets rod er individet, (2) begrænset rationalitet og (3) ontologisk sikkerhed. Og den sidstnævnte forklares nærmere derhen at "mennesket søger mod en emotionel ligevægt som skal tilfredsstille alle behov og skabe rum for eksistentile dispositionsfrihed" (min fremhævelse). - Og det er jo ganske interessant. For her ligger lige præcis samme begrænsning som i Christian Kocks retorik: det irrationelle reduceres stort set til individets emotionelle fornemmelser og processer, mens der abstraheres fra kollektiv psykologi.



Man må tage hatten af for at Christian Kock overhovedet henviser til 'Politisk psykologi - fordi politik er personligt', men samtidigt konstatere, at han totalt forsømmer at gå ind i problematikken om de påviste irrationelle elementer, og at han begår nøjagtigt samme fejl som bogens redaktører og forfattere at se reduktionistisk individuelt på de psykiske fænomener.

Kock, Høgenhaven og Winther Nielsen går alle tre reelt uden om dybdepsykologien og dennes afgørende påvisning af at de for mennesket afgørende primærprocesser og det for samfundet og kulturen afgørende sjæleliv og åndsliv grundlæggende er et så overordentligt komplekst spil mellem personligt ubevidst og kollektivt ubevidst, at det overhovedet ikke kan forstås eller begribes blot nogenlunde nuanceret uden begrebet
det kollektivt ubevidste og de hermed forbundne 'arketypiske forestillinger'. Derfor formår hverken retorikken eller den politiske psykologi at give tilfredsstillende forklaringer på den politiske debat og udvikling. Og derfor formår de naturligvis heller ikke at komme med fornuftige, relevante og givende bud på hvad der eventuelt skal gøres ved et for lavt debat- og oplysningsniveau.

Hvad specielt angår Christian Kock tror han fortsat på rationaliteten, endda uden at lade sig direkte påvirke af indvendingerne i den politiske psykologi, men han gør det naturligvis på den sædvanlige humanistiske måde: han benægter ikke direkte det irrationelles eksistens og betydning, men han tror i så høj grad på rationalitetens fortrin at han slet ikke tillægger det irrationelle den afgørende eksistentielle betydning det har i det virkelige samfund i kraft det subjektive og kollektive kvalitets- og subjektivitetsforhold, som igen må siges at have umådelige positive virkninger.

Kock ender derfor også med at blive moraliserende ved at fordømme uskikkene i den politiske debat og samtidigt anbefale undervisning i ordentlig og relevant argumentation. Ja, han anbefaler vælgerne at lade være med at stemme på politikere der fremturer i uskikkene, for "Så kan de lære det"!

Kock tager sig - som flere gange nævnt af retorikkens appel til 'logos' (dvs til forstanden), men går uden om forholdet til 'etos' (moralen) og 'patos' (lidenskaben) - samt humor og religion. Og det er ikke blot en vilkårlig og tilsyneladende uskyldig indsnævring af retorikken som videnskabelig disciplin, men en alvorlig og fatal tendens. Den er udtryk for en grundliggende naivitet, som igen betyder at Kock heller ikke har forstået den gode gamle og særdeles rammende mytiske tale om 'syndefaldet', den bevidsthed der dukkede op hos mennesket som et emergent fænomen i biologien og som en gang for alle betød uafviselig indsigt i menneskets grundvilkår: at det er blevet fri af den absolutte binding til det instinktive liv, og derigennem har fået øje for stadigt nye muligheder i såvel arbejdet som i seksualiteten og refleksionen. Derved og først derved skabtes kulturlivet og samfundslivet.



Følgen af alt dette har vi set i kulturhistorien gennem tiderne og ser vi til stadighed i den kulturelle og politiske strid og debat som pågår den dag i dag, lokalt, nationalt og globalt, og som nok kan undersøges og beskrives videnskabeligt efter alle kunstens regler, men aldrig reduceres til simple fænomener der kan blotlægges til mindste detalje.

Politik som sådan bliver aldrig videnskab, og en politologi og en retorik der ser bort fra det irrationnelle bliver heller aldrig dækkende eller tidssvarende videnskab. Oplysning er en god og nødvendig ting, men alle borgere er ikke oplyste og de stiler ikke i lige grad efter oplysning. Og dog er der en sammenhængskraft i ethvert fællesskab, ethvert folk og enhver kultur som beror på en art kollektiv oplysning, en genuin folkeoplysning af irrationel karakter. Og den er det livsvigtigt at forstå og have direkte føling med.

Ud fra denne betragtning kan demokratiet hverken ses som et argumentationsdemokrati eller et konsensusdemokrati. Men til en vis grad kan det opfattes som et samtaledemokrati i betydning et demokrati hvis processer på samtaleniveau og oplysningsniveau i vid udstrækning er ubevidste og derfor aldrig kan analyseres til ende eller fuld åbenhed og belysning. Her indgår i allerhøjeste grad såvel humor som overordnede religiøse eller helhedsrealistiske forestillinger.



Som det gerne skulle være fremgået af ovenstående og de fire første artikler om naiviteten og fordummelsen i politik er undertegnede principielt enig med retorikeren Christian Kock i at debatniveauet efterhånden er blevet for lavt, alt for lavt, men jeg er langt fra enig i at det kun skyldes at politikerne er blevet for dårlige til at argumentere, eller i at ægte demokrati kan bestemmes som et argumentationsdemokrati.

Der er tværtimod som anført allerede i den første artikel en grundlæggende forskel mellem argumentationsdemokrati og det Hal Koch i sin tid kaldte samtaledemokrati og som i hans tilfælde kan forstås som udtryk for den
grundtvigianisme der dybest set ligger bag 'den danske model'. Den har en kender engang bestemt som "troen på det ubevidste i mennesket som noget godt", og det er en særdeles rammende bestemmelse, fordi den forudsætter selve det ubevidste som en væsentlig faktor i samfunds- og kulturlivet. Og netop dette ubevidste går retorikeren Christian Kock lige som så mange andre af tidens rationelle forskere og kommentatorer konsekvent udenom.

Den smalle retorik af den art som Christian Kock leverer må siges at fejle, fordi den er overfladisk, formel og æstetisk. Den får aldrig føling med virkeligheden og dennes dynamiske fundamentalkræfter der bestemmer udviklingen gennem et yderst komplekst og vanskeligt gennemskueligt spil hvoraf debat kun er ét element.

Man kan udmærket tale om et lavt debatniveau i den løbende politiske debat både her i landet og ude omkring i verden, men debatniveauet kan ikke højnes til et tidssvarende niveau alene ved undervisning i retorik og argumentationskunst, det er derimod selve den herskende naivitet med hensyn til den grundlæggende erkendelsesteori og dybdepsykologi der skal afsløres og om muligt ophæves.



Partierne herhjemme svigter jo alle, fordi de går uden om den nødvendige erkendelse. Jf. flere artikler under rubrikken
Danmark.

Venstre betrådte under Fogh Rasmussen 'den tredje vej' mellem trygheden og friheden, men kom aldrig til afklaring af den grundliggende komplementaritet mellem tryghedsprincippet og frihedsprincippet.

Det konservative folkeparti er ikke det fjerneste folkeligt og har ikke kunnet finde ud af hvor det skal placere sig i forhold til Dansk Folkeparti, som gennem sin leder har forstået at appellere effektivt til den ægte folkelighed, men til gengæld også gennem sine tidehvervske præster totalt hat undsagt den samme folkelighed på filosofisk plan.

Socialdemokraterne kører videre efter de gamle realpolitiske fornemmelser for tryghed og solidaritet, men savner ethvert tilløb til en filosofisk afklaring.

Socialistisk Folkeparti har under Villy Søvndals formandsskab på få år bevæget sig overraskende langt ind i realpolitikkens område, men lider også af en total mangel på filosofisk afklaring - som direkte kan aflæses i den sympatisk Ole Sohns APESE-syndrom, angsten for psykologisk og eksistentiel erkendelse. Jf. artiklen Sohn-syndromet som del af det generelle APESE-syndrom.

Det Radikale Venstre har på et par årtier udviklet sig til et forbløffende elitært parti uden føling med de folkelige bevægelser som det i sin tid blev grundlagt på.

Liberal Alliance forsøger nu efter nogle års intern uro at placere sig som det eneste rendyrkede liberale parti i landet, men lider af Anders Samuelsens manglende tolerance over for modsigelser.

Og Enhedslisten under den meget sympatiske Johanne Schmidt-Nielsen kan fortsat fiske i de rørte vande der opstår i kølvandet på SF's flotte sejltur ind i realpolitikken og væk fra de rene principper.

Fornyelsen i dansk politik har lange udsigter. Alt står i stampe til valget kommer. Men problemerne og udfordringerne trænger sig på.



Den manglende forståelse for det ubevidste som faktor i udviklingen må til syvende og sidst betragtes som den allervæsentlige årsag til såvel den udtalte krise i dansk politik i disse år som den manglende evne til at forstå krisen. Den kan derfor kun karakteriseres præcist som en decideret naivitet blandt både politikere, eksperter, kommentatorer, forskere og vælgere - inklusive retorikeren Christian Kock. Men desværre er det et overset problem alle andre steder end her på Jernesalts sider. Derfor er det på sin plads afslutningsvis at påpege den komplementære helhedsrealismes vej ud af naiviteten og fordummelsen på alle planer.

Den komplementære helhedsrealisme accepterer:

(1) irrationaliteten og dermed dybdepsykologiens forståelse af grundprocceserne, (2) 'etos', 'patos', humor og religion ved siden af 'logos', (3) komplementaritetsynspunktet der befrier os fra den ødelæggende enten-eller-tænkning, (4) konsistensetikken der befrier os fra såvel pligtetik som måletik, (5) emergensen der befrier os fra den ødelæggende determinisme, (6) syndefaldets afgørende erkendelsesteoretiske spring i den biologiske udvikling, (7) humoren der sætter os ud over rethaveriskheden og fører os ind i 'tragediens område, og (8) sekulariseringen der sikrer den skarpe adskillelse mellem politisk magt og religiøs magt.

Jan Jernewicz



Henvisninger

Litteratur:

Christian Kock: De svarer ikke. Fordummende uskikke i den politiske debat. (Gyldendal. 2011)

Sigge Winther Nielsen, Thomas Høgenhaven (red.): Politisk psykologi - fordi politik er personligt. (Århus Universitetsforlag. 2009)

Forrige artikler i serien:

Indvandrerdebatten - Naivitet og fordummelse i politik IV  (14.3.11.)
Vælgernes naivitet - Naivitet og fordummelse i politik III  (10.3.11.)
Politikernes uskikke - Naivitet og fordummelse i politik II   (8.3.11.)
Naivitet og fordummelse i politik (I - grundproblematik)  (4.3.11.)



Øvrige relevante artikler på Jernesalt: Generelt

'Jernesalts 2009-filosofi'
Artikelserie om ontologi (læren om at være)

Menneskets virkelighedsopfattelse I-VII
med afsnittet: Sproget og virkeligheden:
  - Sproget bryder situationsafhængigheden
  - Tungemål og skriftsprog
  - Sprogets dimensioner
  - Sprogets barrierer
  - Dagligsprog og modersmål
  - Jargon og slang
  - Dagligsprogets stabilitet
  - Sprogets musik

Kan moral begrundes?  (Erling Jacobsens moralfilosofi)
Etik og eksistens   (om etikkens placering i den menneskelige eksistens)
Konsistens-etikkens Ti Bud
Ansvarlighed  (10.1.07.)
Menneskesyn og politik  (13.8.10.)



Politik

Irakkrigens begrundelse - en strid om kejserens skæg
Bush-doktrinen
Muhammed-sagen  (oversigt over Jernesalt-artikler)
Oversigt over artikler om Danmark og de politiske partier
Komplementaritet mellem tryghedsprincippet og frihedsprincippet
Sohn-syndromet som del af det generelle APESE-syndrom



Humor

Er humor den 6. våbenart?
Storm P.
Bo Bojesen
Klaus Albrectsen
Tegning af profeten med en lille bombe i turbanen Humor og tragedie



Medier

Wikileaks kontra magthaverne  (26.10.10.)
Skal man bare svine sine modstandere til på Facebook?  (27.4.10.)
Blogs som narresutte  (21.10.09.)
Politiken mod Politiken
- 125 års slag for oplysning og modernitet eller hvad?
  (14.10.09.)
Mediedækning af krig og konflikt - kontra oplysning  (2.2.09.)
Dagbladene under pres  (19.4.07.)
At læse Jernesalt  (6.12.06.)
Politiken og det ydre skin  (11.10.06.)
Weblogs og eksistenslogs  (7.8.06.)
Dannelsens hemmelighed og udfordring  (20.9.04.) om bl.a. mediernes rolle i dannelsen
Medieskabt tortur-hysteri  (5.8.04.)
Er samfundet blevet selskabeligt? > Eller er dette bare en medieforskers postmodernistiske tese?
Politik og medier Er politikerne i det gennem-medialiserede samfund dømt til populisme?
Eksperterne, pressen og folkestyret



Psykologi

De psykiske fundamentalkræfter  (2.4.09.)
De psykiske grundprocesser
Jeget og selvet
Selvet - sjælen - ånden
Det kollektivt ubevidste og dets fundamentale eksistensværdi
Er der en særlig psykisk energi?  (15.7.07.)
Sjæl og hjerne
Hjerne og sjæl
Troen på det ubevidste i mennesket som noget godt
Hvad er egentlig bevidsthedsforskning? (31.7.10.)



Sproget

Myte, ord og billede (herunder 'syndefaldet'
Kan alle vore forestillinger dekonstrueres?  (25.04.08.)
Sprogpsykologisk aksiom
Sprog og forførelse - Forførelsens kunst III
Skadelig sprogblomstring? (i rapper-sproget)
Sproget og virkeligheden



Erkendelse

David Favrholdts filosofiske codex
Modstanden mod komplementaritetssynspunktet  (13.1.11)

Bohrs banebrydende filosofi ifølge Favrholdt  (23.12.10.)
Platon - europæisk filosofis problemskabende grundlægger  (6.12.10.)
Jørn Lund, sproget og virkeligheden  (24.9.10.)
Favrholdts fejlbehæftede filosofiske forordninger
- kritik af David Favrholdts 'Filosofisk codex'

Manifest 2010 om tidssvarende eksistentiel dannelse  (2.6.10.)
Religion som emergent fænomen i biologien  (24.12.09.)
Erkendelsens forudsætninger(12 afsnitom 'Den komplementære helhedsrealisme')
Erkendelsen  (5. afsnit af Værdimanifestet - 13.8.04.)



Artikler om Danmark
Artikler om Medier
Artikler om Samfund
Artikler om Etik
Artikler om Psykologi
Artikler om Erkendelse
Artikler om Eksistens
Artikler om Religion
Artikler om Sekularisering



At læse Jernesalt
Introduktion til Jernesalts filosofi
Komplementaritetssynspunktet
Helhedsrealismen
De psykiske grundprocesser
Konsistens-etikken



Til toppen   Til forsiden   PrintVersion   Tip en ven  


utils postfix clean
utils postfix normal