Jernesalt
Dynamisk komplementær helhedsrealisme
Samfund Eksistens Sekularisering DRAMAER E-Bøger
SAMFUND
 
EKSISTENS
 
SEKULARISERING
 
2009-FILOSOFIEN
 
LEKSIKON
ESSAYS
DRAMAER
RETORIK
ONTOLOGI
VIRKELIGHED
ENFOLDIG TALE
SKIDT OG KANEL
REDAKTION
PROGRAM
INTRODUKTION
INSPIRATORER
OVERSIGTER
EMNEINDEX
PERSONINDEX
LINKS
E-MAIL
 
utils prefix normal Forside    Oversigter    Redaktion    At læse Jernesalt    Sendemand    Vrangsiden    Kontakt   
 
JERNESALT - borgerlighed03

ARTIKEL FRA JERNESALT - 21.3.12.


Er den danske middelstand borgerlig eller småborgerlig?
- kritik af sidste del af Jørgen Øllgaards 'Paradisvænget'

Øllgaards aversion mod den folkelige intuition
Ralf Pittelkow om den folkelige sammenhængskraft
Rune Lykkeberg om tyranniseringen af menigmand
Henrik Dahl om det almindelige menneske
Fogh Rasmussens forankring i det folkelige
Folkelighed i dybdepsykologisk forstand
Folket kontra eliten
Modsætningernes bestandighed
Velfærdssamfundets store aktuelle udfordring
Endelig konklusion på kritikken af Øllgaards analyse
Henvisninger



Øllgaards aversion mod den folkelige intution    
Til toppen  Næste

Som nævnt i første artikel om sociologen Jørgen Øllgaards analyse af småborgeren og det småborgerlige i bogen med det sigende navn 'Paradisvænget' var hans udgangspunkt en simpel nysgerrighed om hvad begreberne 'småborger' og 'småborgerlig' egentlig stod for. I dagligsproget er ordene nærmest blot ubestemte skældsord som "man især bruger om mennesker som angiveligt har en indskrænket livsform, holdning eller ideologi". Disse mennesker findes beskrevet i megen skønlitteratur, men ikke i videnskabelige værker. Og det var dette Øllgaard ville råde bod på med nærmere beskrivelser af 'den klassiske småborger', som han levede i perioden fra 1850-1950, og af hans opdatering 'den moderne småborger' som hører hjemme i tiden efter 1960, altså i velfærdssamfundet. Dette er gennemgået i de to foregående artikler.

En anden udgangsvinkel var imidlertid statsminister Anders Fogh Rasmussens første nytårstale efter systemskiftet i 2001, hvor der blev trukket et skel mellem eksperter og smagsdommere på den ene side og befolkningen på den anden side. Fogh sagde bl.a.:

"Vi vil sætte mennesket før systemet. Den enkelte skal have større frihed til at forme sit liv. Vi vil gøre op med stive systemer, umyndiggørelse og ensretning. Vi tror på at mennesker er bedst til selv at vælge. Vi behøver ikke eksperter og smagsdommere til at bestemme på vore vegne. I de senere år er der ved en knopskydning skudt et sandt vildnis af statslige råd og nævn og institutioner op overalt. Mange af dem har udviklet sig til statsautoriserede smagsdommere, som fastslår hvad der er godt og rigtigt på forskellige områder. Der er tendenser til et ekspert-tyranni, som risikerer at undertrykke den frie folkelige debat. Befolkningen skal ikke finde sig i løftede pegefingre fra såkaldte eksperter. Eksperter kan være gode nok til at formidle faktisk viden. Men når vi skal træffe personlige valg, er vi alle eksperter. Regeringen vil fjerne overflødige råd og nævn og institutioner. Det bliver en meget omfattende sanering. Vi vil rydde op i dette mellemlag, som tapper ressourcer og fjerner opmærksomheden fra det væsentlige. Det vil helt sikkert udløse et ramaskrig fra de berørte."

Øllgaard gør meget rigtigt opmærksom på at det her lykkedes Fogh at samle befolkningens ubehag ved eksperterne i en formulering der var dobbelttydig, nemlig vendt både mod den socialdemokratiske og venstreorienterede dominans over den offentlige diskussion og mod teknokraternes dominans som beror på embedsmænd og professorer. Ved at modstille mennesket og systemet, markerede statsministeren det ideologiske systemskifte i 2001 der som bekendt netop kom i hundredåret for det parlamentariske systemskifte der fandt sted i 1901 og havde princippet om at en regering ikke kan blive siddende, hvis den har et parlamentarisk flertal imod sig.

Men for Øllgaard var Foghs tale også en "kynisk magtpolitisk manøvre" der indebar udskiftning af det gamle korps af socialdemokratiske systemforvaltere med et korps af borgerlige systemforvaltere. Nok blev gamle råd og nævn nedlagt, men de blev efter Øllgaards mening blot erstattet af nye smagsdommere! Hertil er imidlertid at anføre, at det er en helt normal procedure at en nye regering erstatter den foregående regerings rådgivere (personlige sekretærer og spindoktorer) med sine egne. Det sker hver eneste gang der skiftes regering - det er der intet usædvanligt, ufornuftigt eller moralsk angribeligt i. Og det har absolut intet med smagsdommeri at gøre. Faktisk regnes det for en gevinst ved det specielle danske system at man ikke automatisk udskifter de øverste embedsmænd (departementcheferne), for disse er i princippet loyale mod den til hver en tid siddende regerings ministre - uanset personlig partipolitisk holdning, og de sikrer derfor en meget stor kontinuitet i forvaltningen. Smagsdommerne som Fogh angriber i talen er - som det tydeligt fremgår af hans egne ord - nogle helt andre, nemlig de eksperter der gør sig til statsautoriserede smagsdommere ved at udtale sig offentligt om alt muligt og med løftede pegefingre undertrykker den frie folkelige debat.

Øllgaard er da også klar over at det virkeligt interessante i Foghs tale var hans spidsformulering af konfrontationen mellem almindelige mennesker og smagsdommerne, eller som Øllgaard misvisende omformulerer det "mellem folkets fornuft og eksperternes besserwisseri". Og han finder samme logik i daværende folketingsformand Thor Pedersens erklæring op til det store klimatopmøde som skulle være noget i retning af at "menigmands voxpop-vurdering af klimatilstanden var lige så god som klimaforskernes". Den ellers kildeglade Øllgaard bringer i intet af disse tilfælde den nøjagtige kilde til formuleringerne, og jeg tror ikke på at der refereres korrekt. Jeg erindrer i hvert ikke at de to Venstre-folk nogensinde har talt om 'folkets fornuft' eller om 'menigmands voxpop-vurdering'. Øllgaard synes med andre ord her at afsløre sine egne fordomme.



I samme skure skriver Øllgaard at Fogh uden at fortælle hvad der egentligt er det gode og sunde hos befolkningen "slog på hadet til eliten". Og han "refererede populistisk til noget ubestemt godt hos almindelige mennesker, en slags sund folkelige intuition der er så indlysende og indiskutabel at han tilsyneladende slet ikke behøvede at fortælle hvad den egentlig er for en størrelse". I samme forbindelse langes naturligvis ud mod Dansk Folkeparti, der også refererer til den sunde folkelige intuition selvom denne er en ubestemt størrelse, og som også angives at "foragte eliten", selvom de selv bruger udvalgte folk fra den kant (Camre, Ulla Dahlerup, fætrene Krarup og Langballe samt Søren Espersen).

Jørgen Øllgaard kan med andre ord ikke begribe hvad Fogh, Venstre og Dansk Folkeparti mener med ordene, og i stedet for at undersøge sagen nærmere ud fra hvad de nævnte personer selv har sagt om sagen (og det er temmelig meget, heraf også meget i bogform), så vælger han at kaste sig over tre meget fremtrædende samfundsdebattører fra det sidste tiår, nemlig den tidligere personlige rådgiver for Poul Nyrup Rasmussen, politologen Ralf Pittelkow, den tidligere socialdemokrat, sociologen Henrik Dahl og journalisten Rune Lykkeberg, Information, som vi alle tre jævnligt ser på tv, fx i Deadline på DR2. Disse tre samfundsdebattører skulle "påberåbe sig at repræsentere det helt almindelige menneske" og de skulle "læne sig op ad en underliggende figur om at der findes en sund folkelig intuition, noget indiskutabelt sundt og jordbundet hos almindelige mennesker, befolkningen, folk". Og denne figur "spændes så for bestemte (ideologiske og politiske) argumentationsinteresser".

Øllgaards aversion mod dem alle er tydelig, for tydelig, og jeg skal gerne påtage mig at rede trådene ud, ikke for at forsvare de pågældende politikere og debattører, som jeg selv har skrevet om og jævnligt refereret til, men på flere punkter, også væsentlige punkter, er uenige med, men for at forklare hvordan det folkelige kan og bør forstås netop som et overvejende intuitivt fænomen det simpelt er umuligt at bestemme som en eksakt, entydig størrelse. For det er præcis på dette punkt Øllgaard kommer til kort og behøver hjælp fra en sagkyndig. Han forstår jo overhovedet ikke hvor dybt værdikampen stikker eller hvor aktuel den er og bliver. - Det skal dog bemærkes at jeg i det følgende tager personerne og problemerne i en anden rækkefølge end Øllgaard for bedre at komme frem til essensen skridt for skridt.



Ralf Pittelkow om den folkelige sammenhængskraft    
Til toppen  Næste

Øllgaard langer i første omgang ud efter Ralf Pittelkows tanker i bogen 'Det personlige samfund' (fra 2001) hvor det påstås at der er kommet en ny tidsånd som skulle bestå i at befolkningen i højere og højere grad stemmer efter deres værdier og normer og ikke længere så meget efter at sikre sig materielt. Tidligere var det ifølge Pittelkow sådan at moralen fulgte efter de materielle interesser og den politiske ideologi, men det ændredre sig allerede drastisk under Nyrup-regeringen. Pittelkow var stærkt inspireret af den amerikanske politolog Ronald Inglehards teori om overgangen fra materialisme til postmaterialisme, og han hævdede at borgerne nu agerer ud fra deres personlige værdier og moralbegreber og ikke som tidligere ud fra den givne solidaritet inden for bestemte befolkningsgrupper. Det hedder bl.a.: "Befolkningen har nu fået indfriet velfærdssamfundet, og er dermed nået et trin højere i behovsopfyldelsen, så man nu har overskud til at have værdier og moral som styrende principper."

Og måske endnu tydeligere: "Med svækkelsen af de kollektive materielle interessers og de store samfundsideologiers betydning tager man i højere grad individuelt stilling til konkrete politiske emner, og denne individuelle stilling er ikke bare styret af økonomiske overvejelser, men i vidt omfang af ens personlige værdier og moralbegreber".

Øllgaard gør relevant opmærksom på at Pittelkow tidligere har været venstreorienteret og derefter en overgang socialdemokrat, men senere måtte konstatere, at "det solidariske samfundssind ikke længere skulle have folkelig opbakning". Ja, at halvdelen af befolkningen ikke længere automatisk skulle stemme på det "solidariske" socialdemokrati. Pittelkow henviser nu i stedet til tidsånden - og operere analytisk set med et helt ubestemt subjekt: den sunde folkelige intuition.

Jeg har desværre ikke læst Pittelkows bog fra 2001, men undrer mig umiddelbart over Øllgaards referering, for hvor kommer citationstegnene omkring 'solidarisk' ved henvisning til socialdemokratiet fra, og hvor i bogen påstår Pittelkow at det solidariske samfundssind ikke længere skulle have folkelig opbakning. Det kan man i hvert fald ikke slutte ud fra en dalende tilslutning til Nyrups regering og en valgsejr til Anders Fogh. Det ligner citatfusk fra Øllgaards side.

Men hovedsagen i mine øjne er at teorien om postmaterialismen (som anført i første afsnit af artikel 2) er fuldstændigt uholdbart, og at Pittelkow tager fundamentalt fejl når han tror velfærdssamfundet er indfriet og befolkningen nu skulle været nået op på et højere trin i behovstilfredsstillelsen. Det personlige og individuelle har fået lidt større råderum med velstandsstigningen - det er sandt og positivt - men solidariteten er ikke gået fløjten, og den er grundliggende slet ikke en socialdemokratisk, men en universel idé som gjorde sig gældende længe før der var socialdemokrater til, og som intet samfund overhovedet kan være foruden. Derfor vil man se at der altid kommer et politisk tilbageslag, når liberalismens i sig selv værdifulde og universelle frihedsideer får for meget medvind.



I anden omgang langer Øllgaard ud efter Pittelkows meget fundamentale opfattelse af en stærk historisk sammenhængskraft i den danske befolkning, idet denne ikke blot giver os påståede særlige overlevelsesevner i globaliseringen, men oven i købet skulle være hovedforklaringen på den usædvanlige høje grad af tillid, lykkefølelse og tilfredshed i den danske befolkning, ja, være basis for selve det folkelige værdifællesskabs mange fjendebilleder mod muslimer og mod de kulturradikale og og mod reformpædagogikken.

Øllgaard kan ikke finde denne påståede sammenhængskraft særligt godt forklaret hos Pittelkow. Den er uklar og flertydig, men det er underforstået at der i folkedybet er lejret en dominerende sund folkelig historie og intuition - med etniciteten og den kulturelle tradition som særlige markører. Dette må tages til efterretning. For der er ingen tvivl om at danskheden som sådan betyder meget for såvel Ralf Pittelkow som for hans ægtefælle, den også tidligere venstreorienterede og tidligere socialdemokratiske Karen Jespersen. Det fremgår nemlig meget stærkt af deres fælles 'anklageskrift' om 'Islamister og naivister' fra 2006 om islamisternes systematiske forsøg på at skabe parallelsamfund i europæiske lande; det fremgår også entydigt af Pittelkows 'Forsvar for nationalstaten' (2004) - og iøvrigt af bunker af politiske kommentarer og taler fra dem begge. Men der er heller ingen tvivl om at ingen af dem forstår hvad danskhed, dansk folkelighed eller dansk sammenhængskraft betyder i dybdepsykologisk henseende. Ingen af dem har dybdepsykologisk indsigt, og ingen af dem har heller rødder i den mere eller mindre grundtvigske folkelighed som Venstre og Det radikale Venstre udsprang af og som har gennemsyret dansk kultur i halvandet hundrede år - og først for alvor er blevet truet med indvandringsbølgen efter 1960.

For en ordens skyld skal jeg derfor understrege, at jeg deler visse af Pittelkows (og Jespsersens) synspunkter, men langt fra alle - og at jeg specielt ikke mener at de rammer plet når de fortolker den danske sammenhængskraft. Men de taler altid om noget relevant.



Rune Lykkeberg om tyranniseringen af menigmand    
Til toppen  Næste

Rune Lykkeberg bliver straks mere spændende når det gælder problemstillingen elite kontra folk, for i bogen Kampen om sandhederne fra 2008 gennemgår han detaljeret det folkelige oprør mod det system af venstreorienterede og kulturradikale sandheder som har domineret det offentlige rum siden 1960'erne.

For Lykkeberg var det en ideologisk og kulturel konfrontation som bragte Foghs borgerlige regering til magten 2001: "Det skulle være tydeligt at det med udpegningen af smagsdommerne, proklameringen af 'kontraktpolitik' og 'skattestop', universitetslov med eksterne bestyrelser og krav om test som eksterne målinger af undervisningen lykkedes Anders Fogh Rasmussen at definere og mobilisere en klar brudflade i det danske velfærdsdemokrati mellem den kulturelle overklasse og 'alle de andre'." - Den dominerende kulturelle overklasse havde haft som mål at frigøre de udbyttede i underklassen fra udbytterne i den økonomiske overklasse. Fogh Rasmussen satte derimod en ny trekant: "Den borgerlige regering ville befri underklassen og middelklassen fra den kulturelle overklasses pædagogiske dominans. Og mobiliseringen virkede ikke som væbnet kamp med den kulturelle overklasse, men som kamp mod dens sandheder, som en nedgørelse af dens strategier og som et opgør, der samlede vidt forskellige fraktioner i det danske samfund til modstand mod humanisterne udpeget som 'tossegode pladderhumanister'."

Undertrykkerne i denne nye konstellation var ifølge Lykkeberg ikke arbejdsgiverne, men derimod "gymnasielærerne, underviserne på universiteterne, de venstreorienterede forfattere og journalister, akademikere og menneskeretsjurister som regner sig for bedre mennesker. Metaforen 'smagsdommerne' er i den forbindelse fantastisk præcis, fordi selve definitionen af, hvad der er god smag fra kunst over madlavning til børnepasning, fungerer dominerende i et gennempolitiseret velfærdssamfund....."



Citatet er meget længere end som så i Øllgaards bog, og det viser efter dennes mening Lykkebergs ensporede betoning af et ideologisk projekt om at gøre den nyere Danmarkshistorie til en kamp om kulturel dominans og sætte scenen for folkets sunde oprør mod 'smagsdommerne'. Og i denne forbindelse anfører Øllgaard udtrykkeligt at der kom begrundet kritik fra flere forskere, heriblandt medieprofessor Stig Hjarvard og politilogiprofessor Curt Sørensen, men at Lykkeberg aldrig besvarede kritikken. (Det kan tilføjes at Lykkeberg heller aldrig har besvaret Jernesalts kritik).

Specielt beskyldte Curt Sørensen Lykkeberg for et decideret 'overkill' på den kulturradikale overklasse. Lykkeberg mener at det moderne samfund har bevæget sig fra et industrisamfund præget af økonomisk interessekamp til et post-industrielt samfund karakteriseret ved værdikamp. Men Curt Sørensen fandt det "helt utroligt at man i ramme alvor kan finde på at sammenligne den magt og indflydelse som en gruppe kulturarbejdere angiveligt skulle have, med den enorme magt som de eliter der står i spidsen for de store politiske, økonomiske og militære institutioner har og udøver....". Curt Sørensen fandt begrebet om en kulturel overklasse og tesen om den rene kulturkamp dybt problematisk, og det samme må jeg gøre.

Øllgaard betegner helt i tråd hermed Lykkebergs forsøg på at gøre den økonomiske overklasses nyttelogik synonym med 'almindelige menneskers nyttelogik' som et supertrick. Lykkebergs udfald mod den kulturradikale elite er hadsk, men placerer ham bekvemt i tidsånden. "Med krydshenvisninger og links til overklasse-underklasse etablerer han et uklart limbo i det der ellers fungerer i et traditionelt højre-venstre spektrum." Og han opererer herunder med en skjult aktør, idet han ikke bare taler om folkelighed, men om en folkelig fornuft. "Oprøret mod eliten var et opgør mellem lægmandens sunde fornuft og et videnskabelige herredømme baseret på argumenter som 'udviklingen siger at' og 'det er videnskabeligt bevist' at....".



Jeg skal såmænd gerne medgive at der her foreligger visse 'flotheder' fra Lykkebergs side der svækker hans egen argumentation. Men først og fremmest vil jeg indvende, at jeg ikke deler den opfattelse, at det folkelige opgør som bragte Venstre og Dansk Folkeparti til magten overhovedet var en nyttelogik eller en logik der faldt sammen med den økonomiske overklasses. I min kritik af Lykkebergs skrift hæfter jeg mig imidlertid ved at Lykkeberg gør 'systemskiftet' 2001 til noget mere end en simpel forskydning af et magtforhold, nemlig til en offentlig erkendelsesproces og fælles problemformulering. Og det tror jeg er væsentligt.

En redelig analyse af det moderne samfund kan ikke begrænse sig til fokus på økonomisk eller kulturel kapital, men må anerkende dem i deres komplicerede interaktion. Det betyder også at den sociale kritik, som kræver lighed og opgør med udbytning, ikke automatisk kan alliere sig med den kunstneriske kritik. Lykkeberg deler for så vidt dele af både den sociale kritik og den kunstneriske kritik. Og han anerkender at denne moderne, mere eller mindre kulturradikale kritik leverede gennemarbejdede analyser og rationelle argumenter. Men han betegner det som et problem at kritikerne af kulturradikalismen ikke gjorde det. Og grunden hertil finder han i det forhold at det var selve kulturradikalismens kulturelle kode kritikerne gjorde op med, og dette skulle have gjort det svært for den kulturelle overklasse at svare igen - underforstået: de forblev i deres egne koder.

Fogh Rasmussens egen kulturkampsstrategi kendetegnes efter Lykkebergs mening ved at Fogh ikke argumenterer for humanismens manglende overbevisningsevne og heller ikke intellektuelt udvikler dens pædagogiske begrænsning. Fogh kortslutter den intellektuelle øvelse ved i stedet af udpege den med metaforer, hævder Lykkeberg.

Men netop her viser det sig at Lykkeberg slet ikke har fået fat på, at sådanne metaforer ikke er rent æstetiske eller overfladiske sproglige udtryk, men tværtimod i de rette sammenhænge kan blive særdeles energiudløsende og derfor også mobiliserende. Dette kommer igen af at de går langt dybere ned i psyken end det rationelle argument og den logiske slutning. De går ned til den del af psyken hvor de primære psykiske grundprocesser hersker, mens logikken og det rationelle argument går ned til de sekundære psykiske processer. Derfor er der altid langt stærkere appel i metaforerne end i argumenterne, og det véd enhver god taler, enhver god sprogkunstner, enhver god filmmager, ja generelt enhver god kunstner. Det véd også enhver folkefører såvel som enhver folkeforfører!

Det forhold at metaforen, det velvalgte billedlige udtryk, appellerer stærkere til primærprocessen end argumentet, betyder naturligvis ikke at argumenter, logik, nøgternhed og sund fornuft er overflødige eller at det altid er de stærkeste appeller der er de sande og konstruktive. Erfaringen siger faktisk noget andet. Men det betyder, at den der vil ændre verden ved at skabe forandring i det politiske og kulturelle system, er nødt til at ty til brug af metaforer og symboler eller at henvise direkte til de irrationelle arketypiske forestillinger for at slå igennem.



Heraf ses det at Sproget også i politisk sammenhæng bliver uhyre centralt, fordi der er stor forskel mellem det analytiske sprog som akademikere og intellektuelle benytter sig af når de går strengt fagligt og metodisk til værks og det dagligsprog som almindelige mennesker betjener sig af uden for deres fag. De specielle fagsprog med deres stadigt mere præcise begreber og definitioner kan ikke undværes i forskningen eller specialiserede fagprocesser - og dagligsproget med dets vage og upræcise ord, begreber og billeder kan ikke undværes i eksistensen, etikken eller kunsten. I politik kan dagligsproget heller ikke undværes, men her sker der en betydelig påvirkning fra det akademiske sprog, fra de intellektuelles sprog og fra eksperternes sprog. Derfor har de politikere større gennemslagskraft som har bedst kontakt med hverdagsvirkeligheden og dagligsproget. Og derfor kommer der reaktioner fra ikke-politikere mod politikere der glemmer dagligsproget og hverdagsvirkeligheden.

Rune Lykkeberg stiller et sted - foranlediget af Habermas' tanker om 'tvangfri kommunikation som myndighed for mennesket' spørgsmålet: Hvis det bedre argument hersker, hvem afgør så uden tvang hvad der er det bedre argument? - Det kan han ikke selv svare på, men svaret er i grunden ligetil: Det er det kollektivt ubevidste der uden tvang afgør hvad det bedre argument er. For det er kun det kollektivt ubevidste der tillader psykiske processer at forløbe uden nogen form for tvang. Og hvad boniteten, kvaliteten og holdbarheden af 'argumentet' angår, da er det udelukkende den for det kollektivt ubevidste løbende, stilfærdige, uigennemnskuelige og uforklarlige karakteristiske proces der afgør om det ene eller det andet i længden holder som sandhed.

Og dermed har jeg sagt, at Lykkeberg ikke har svaret på hvad den folkelige fornuft eller intuition er for en størrelse, og at Øllgaard følgelig med sin kritik rammer et ømt punkt. Det er rigtigt at smagsdommerne, eksperterne, akademikerne eller den kulturelle elite i vid udstrækning forsøger at tyrannisere menigmand. Men det er væsentligt at holde fast i at de ikke har 'de bedste argumenter' og derfor aldrig i længden vil have held til at hamle op med den sunde folkelige intuition.



Henrik Dahl om det almindelige menneske    
Til toppen  Næste

Jørgen Øllgaard betegner sociologen Henrik Dahl som "en distanceret voyeur der med et vist talent og et underholdende blik for detaljer kan beskrive samfundsoverfladens fænomener og tegn". Og det er næppe positivt ment. En voyeur er jo i gængs forstand noget så usselt som en person der har sygelig trang til at belure andre, men jeg aner ikke om Øllgaard virkeligt har ment dette de tre-fire gange han bruger ordet om Dahl. Videnskabsmænd prøver jo i almindelighed at være distancerede iagttagere af mennesker og begivenheder - og deri ligger at de gerne skulle kunne skelne forholdsvist nøgternt mellem objektive kendsgerninger og deres egne subjektive meninger. Og denne regel mener jeg ikke Henrik Dahl kan påstås at forsynde sig imod, selvom han har talent for både at skrive godt og at beskrive detaljer bevidst provokerende og dermed underholdende. At han i denne henseende skulle holde sig til "samfundsoverfladens fænomener og tegn", betyder i sammenhængen næppe andet end at han beskriver tingene anderledes end Øllgaard selv. Og det kan jeg ikke umiddelbart se noget galt i. Tværtimod mener jeg at Øllgaards egen beskrivelse af personer og samfundsfænomener gennemgående er så subjektivt farvet, at det kun er en fordel at andre gør det anderledes!

Men nuvel, Øllgaard slår ned på Henrik Dahls projekt fordi det angiveligt skulle være et forsøg på at rehabilitere 'det almindelige menneske' og endda 'det helt almindelige menneske'. I bogen 'Den usynlige verden' fra 2008 kaster Dahl mere specifikt sit blik på de dominerende forestillinger om de foragtede forstæder og parcelhuskvarterer. Og da jeg i den foregående artikel om Øllgaards moderne småborger har været ret grundigt inde på dette problem, skulle det være overflødigt at tage Dahls argumentation op, selv om den er interessant. Blot skal udtrykkeligt fremhæves at Dahl tager afstand fra kulturelitens nedladende og ondskabsfulde beskrivelser af det helt almindelige menneske, når det fx i disse beskrivelser kan hedde at folk i jyske stationsbyer lever "på en diæt af porno og culottesteg", og at konen udover at ordne det praktiske husarbejde også dækker over mandens pædofili. Den slags elitære beskrivelser tager jeg også afstand fra; den er jo ikke alene nedladende, men som generalisering totalt usand; den afspejler kun elitens uvidenhed om hvordan jævne mennesker i forskellige miljøer lever et normalt liv, og forklarer således også hvorfor denne almindelige verden trods sine kvaliteter er blevet usynlig for den toneangivende kulturelite. For Dahl selv er forstædernes værdier centrale og synlige: "de er så utrolig gode rammebetingelser for, at det civile samfund kan skabe en verden af tryghed, respekt og gensidig anerkendelse, som den enkelte kan sætte af fra i sin egen livsudfoldelse". Dette er jeg enig i.

Men Øllgaard bliver ved og haler et nyt citat frem, hvor Dahl fremfører at parcelhusborgerne først og fremmest er forbrugere, og som sådanne gerne vil regnes for noget og tælle med til det gode selskab. Folk i vort højtudviklede samfund slås altså i Dahls optik ikke for materiel eller bekvemmelig overlevelse, men for at præsentere sig. Forbrug og præsentation af forbrugsevne er efter Dahls mening selve identitetsprojektet hos parcelhusfolket. Virkeligheden for Dahl er blevet tegn og præsentation, konkluderer Øllgaard. Og dette afslører tomheden i hans sociologi. For han fortæller ikke hvad der faktisk foregår, men blot hvad der ses. Og dermed falder Dahl ned på livsstilsfortolkerens underholdende plan. Han erklærer nok total loyalitet over for almindelige menneskers livsformer og den sunde folkelige intuition - men han fortæller ikke hvad den går ud på!



Desværre kommer Jørgen Øllgaard slet ikke ind på Henrik Dahls bog fra 2011 'De spildte kræfter' hvor den tidligere socialdemokrat fortæller om hvordan han har mistet sine illusioner om socialdemokratiet og den fortabte venstrefløj, for det ville ellers sætte alle Dahls forestillinger om det almindelige menneske ind i en større sammenhæng der giver mening.

Det fremgår af det lille skrift, at Henrik Dahl er et menneske der som ganske ung foretog et par naive partipolitiske valg der ikke kunne holde for nærmere sund refleksion og kritisk eftersyn, og at han senere som færdiguddannet, voksen og engageret samfundsforsker i ikke mindre end ti år ofrede sig for venstrefløjens sag i den socialdemokratiske udgave og til sidst måtte erkende at disse ti år var spildte. Bogen har den særlige værdi at forfatteren ikke holder sig strikte til sociologiske analyser, men hele vejen igennem sætter analyserne i relation til personlige erfaringer og derfor får frembragt en glimrende skildring af et kritisk og tænksomt menneskes bugtede vej gennem en spændende opvækst, uddannelse og karriere med tilhørende idealistiske forsøg på at lave virkeligheden om.

Særligt katastrofalt fandt Dahl i denne erkendelsesproces venstrefløjens paradigme om indvandringen. Et bredt flertal i folketinget vedtog i 1983 en ny udlændingelov der udstyrede indvandrere og flygtninge med en række retskrav, bl.a. til familiesammenføring, og det skete selvom flertallet af befolkningen var imod. Frem til 1987 var Socialdemokraterne ifølge Henrik Dahl i tvivl om hvordan de skulle forholde sig til indvandringen. Men efter at Svend Auken blev formand for partiet, svingede man over på en kulturrelativistisk kurs, dvs en kurs hvor alle kulturer betragtes som ligeværdige. Det blev forbudt at sige noget om at vestlige værdier var bedre end mellemøstlige traditionelt-muslimske værdier. Og dette har været det venstreorienterede paradigme for fortolkning af indvandringen lige siden, hvad der igen har betydet at udlændingespørgsmålet har været gift for enhver regering.



Dahl deltog efterfølgende i et studiearbejde der i 1999 førte til bogen 'Borgerlige ord efter revolutionen'. Her blev de gamle politiske projekter beskrevet som udtømte og venstrefløjen som nedsunket i ortodoksi og vanetænkning. Og det blev konstateret at velfærdsstaten var gået i moralsk forfald i den forstand at folk ikke længere ser sig selv som borgere der bidrager til den, men som brugere der trækker ydelser ud af den. Den sociale struktur har ændret sig, fordi middelklassen er blevet så stor. Det medfører at venstrefløjen bliver nødt til at gennemtænke spørgsmålet om solidaritet forfra. Studiekredsens mål blev derfor bl.a. at skabe det økonomiske grundlag for velfærden i global konkurrence og at løse familie-arbejds-ligestillingsproblemerne.

Langt senere gjorde Dahl op med den forestilling der bredte sig i regeringskritiske kredse efter systemskiftet i 2001 og som gik på at VK-regeringen var stærkt højreorienteret og havde skumle planer om at gennemføre en nyliberal politik med omfattende privatiseringer, nedskæringer, dramatiske skattelettelser og alt andet der er skidt og madsenmygdalsk. Dommen herom er ikke blid: "Der er tale om en tanke der er verificerbar nonsens, men så længe den har magt, vil oppositionen kæmpe blindt fordi den ikke kender sin modstander. Den offentlige sektor er vokset under VKO, som frem til skrivende stund har opført sig så velfærdsfundamentalistisk og reformuvenligt, at enhver socialdemokrat burde kunne godkende det..... "

Dahl måtte gøre op med selve "socialdemokratismen", dvs selve den udbygning af velfærdsstaten som har medført at socialdemokratiet opfattes som et parti der elsker skattestigninger og en stadigt voksende offentlig sektor. Partiets mangelfulde statsteori - hvor man bl.a. sammenblander begreberne stat og samfund - har efter Henrik Dahls mening samtidigt medført, at partiet har fået svært ved at skelne mellem offentlige og private anliggender. "Lykke, succes, skønhed og lignende ting der ikke burde falde ind under begrebet om det politiske, men under begrebet om det eksistentielle, gøres alligevel til offentlige anliggender der kræver indgriben og beskatning."

Hvad specielt angår SF gør Dahl gældende at partiet har et lige så ukritisk forhold til velfærdsstaten som partiet altid har haft, og at partiet derfor paradoksalt nok - på længere sigt - vil blive en hovedkraft i ødelæggelsen af den. Generelt har velfærdsfundamentalismen ifølge Dahl aldrig været stærkere på venstrefløjen end den er i dag. Og derfor har venstrefløjen aldrig været på mere åbenlys kollisionskurs med velfærdsstatens bærende søjler, solidariteten og den økonomiske ansvarlighed, end den er i dag. Venstrefløjen er ikke bare blevet konservativ, men ligefrem ortodoks. "Den sætter en ære i at mene ting der gør den uskikket til at lede landet."



Og det kan man jo ellers kalde noget af en bandbulle, skrevet før folketingsvalget i 2011, der bragte S og SF til regeringsmagten sammen med Det radikale Venstre. I min kritik af Henrik Dahl har jeg særligt hæftet mig ved hans store og naive tro på venstrefløjens patent på fremskridt og velfærd. Han var længe indforstået med venstrefløjens ufejlbarlighed og ukrænkelighed, og han troede, at velfærdssamfundet er en socialdemokratisk idé som de har førstefødselsret til, skønt kendsgerningen er at det er et produkt af den amerikanske Marshall-hjælp til Vesteuropa efter 2. verdenskrig i skøn kombination med det tyske Wirtschaftswunder som en ærkemarkedsorienteret politiker som kristendemokraten Ludwig Erhard stod for og som han gav mæle allerede i 1957 i bogen "Wohlstand für alle".

Som jeg udtrykkeligt har påpeget i min artikel om Henrik Dahl, er det faktisk her hos Erhard at det definitive dødsstød mod Karl Marx' teori om kapitalismens indbyggede elendighedsdeterminisme leveres. Det er simpelthen en vrangforestilling at markedsøkonomien automatisk styrer mod stadigt større elendighed for masserne, for hvis det var tilfældet ville der jo aldrig kunne tjenes flere penge! Markedsøkonomien som sådan trives naturligvis bedst, hvis velstanden fordeles på så mange som muligt, blot alle bidrager til det samlede resultat. Og jeg undlader ikke at pointere, at troen på at velfærdssamfundet i hele sin natur er et socialdemokratisk tryghedsprojekt er og bliver venstrefløjens fatale og iøvrigt fuldstændigt udemokratiske fejltagelse og illusion som kun kan føre til forlis. Venstrefløjen er totalt blind for den tredje vejs store og progressive mulighed for - takket været det demokratiske og sekulariserede moderne informationssamfunds erkendelser, frie kommunikation og økonomiske vækst - at bryde såvel al forældet klassekampstænkning og -retorik som den forstandsforheksende enten-eller-tænkning der umuliggør nøgtern og fornuftig indsigt i betydningen af modsætningen mellem frihedsprincippet og ligheds- eller tryghedsprincippet.

Dette er det rette perspektiv for at forstå hvad borgerlighed egentlig er - og samtidigt at indse, at man sidst af alt kan gøre 'borgerlig' synonym med 'småborgerlig og indskrænket', selvom småborgerlige træk sagtens kan genfindes i såvel den lavere borgerstand som den deciderede arbejderklasse. Det har sine egne grunde, som jeg skal vende tilbage. Men her gælder det om at slå fast, at samfundsudviklingen gennem det sidste halve århundrede, hvor velfærdssamfundet er blevet etableret, først og fremmest har betydet en markant forøgelse af middelstanden og dermed borgerstanden, og at dette igen indebærer at den gamle klassekamp er passé, samtidig med at nye modsætninger dukker op som truer solidaitet og sammenhængskraft og derfor skal tages alvorligt.

Men lad os vende tilbage til Anders Fogh Rasmussen, som vandt valget i 2001 på den tredje vejs strategi.



Anders Fogh Rasmussens forankring i det folkelige    
Til toppen  Næste

I min artikel om Anders Fogh Rasmussens exit fra dansk politik ved udnævnelsen til den eftertragtede post som generalsekretær for Nato påpegede jeg at det var en af hans fortjenester at værdikampen kom i centrum som en bevidst værdikamp, og at denne kamp jo slet ikke er slut. Den slutter nemlig aldrig. Den er tværimod grundlaget for al politisk kamp. Den blev fra VK-regeringens og Dansk Folkepartis side ikke ført tilstrækkeligt konsekvent eller tilstrækkeligt visionært. Filosofisk afklaring manglede og m,angler stadig - ganske som den har manglet i oppositionen. Men det blev slået fast med syvtommersøm at der foregår en kamp her i landet mellem folk der opfatter den danske kultur som sammenhængende og enhedspræget og på den anden side folk der går ind for multikulturalisme med hvad den slags medfører af parallelsamfund i landet.

Denne værdikamp er helt central for udviklingen den dag i dag. Og den kan nu i det nye århundrede føres mere bevidst end tidligere. Integration af såvel indvandrere som unge, ledige og midlertidigt erhvervsramte i almindelighed kan ikke længere ske uden krav til de mennesker der skal integreres. Integrationen kommer ikke af sig selv - og slet ikke ved rundhåndet uddeling af alle mulige sociale og økonomiske goder til folk.

Anders Fogh Rasmussen forlod regeringsansvaret på et tidspunkt hvor opgaven ikke på nogen måde var fuldført. Opgaven hviler nu på S-R-SF-regeringen. Men for både de gamle og de nye regeringspartier gælder at den filosofiske afklaring mangler på helt vitale områder som religion og sekularisering, forholdet mellem frihedsprincip og lighedsprincip og forholdet mellem dansk monokultur og indvandrerkravet om multikulturalisme.



Skal man imidlertid forstå Anders Fogh Rasmussens indsats og visioner samt manglende filosofiske afklaring, skal man have fat på hans personlige udvikling. Han blev født i 1953 i et grundtvigsk landbrugshjem og kom efter realeksamen på Viborg Katedralskole, på den nye samfundsfaglige linje. Han måtte, har han selv fortalt, købe en fremmedordbog for at kunne forstå hvad 'vor tids adel', akademikerne, sagde. Han måtte selv høre for sit landlige sprog. Miljøet i Viborg mindede ham til stadighed om faderens formaninger til ham fra den første dag han skulle af sted: at han ikke måtte glemme, hvem der skabte de bærende værdier i samfundet, det var alle dem der arbejdede i deres ansigts sved.

Efter universitetsstudium og politisk arbejde i Venstre ungdoms og partiorganisation m.v. kom han i folketinget. Var en kort overgang skatteminister, men fik efter Schlüterregeringens fald tid til at skrive bogen 'Fra socialstat til minimalstat: En liberal strategi' (1993). Den var resultatet af flere års overvejelser, men navnlig af gennemlæsning i en sommerferie af 73 bøger om liberalistisk filosofi. Den var også var inspireret af en roman, nemlig 'Kun den stærke er fri' af den amerikanske forfatter og libertarianer Ayn Rand. Og bag ved Foghs filosofi ligger ifølge Anne Sofie Kragh også Luther og den såkaldt protestantiske etik med hårdt arbejde, sparsommelighed og personlig ansvarsfølelse.

Efter Uffe Ellemanns valgnederlag i 1998 blev Anders Fogh ny formand for Venstre. Ekstra Bladets politiske redaktør Henrik Quortrup blev hans pressesekretær og fik stukket en bog i hånden der hed 'The Unfinished Revolution'. Den var skrevet af en af Tony Blairs rådgivere, Philip Gould, og beskrev, hvordan et parti kunne vinde regeringsmagten ved at rykke mod midten. Rykket skulle naturligvis i Venstres tilfælde gå den modsatte vej af Labours og blev derfor kaldt 'en omvendt Blair'. Venstre overtog Labours slogan 'Time For A Change' (Tid til forandring), men forsikrede, at velfærdsstaten ikke ville blive afskaffet. Kort efter lagde partiet sig også fast på et skattestop - til forskel fra alle tidligere løfter om skattelettelser. Og Fogh lagde efter valgsejren i 2001 som bekendt ud med en klar undsigelse af klassekampen og i den nævnte nytårstale med en undsigelse af smagsdommerne.



På partiets landsmøde fremlagde Anders Fogh sin vision: "At vi sætter os ambitiøse mål. At vi udvikler en ny velfærdsvision, hvor vi forstærker og udvikler trygheden i det danske samfund, ved at vi gør os mere egnede til at omstille os til nye situationer. At vi udvikler Danmark til at være en førende vidensøkonomi i den moderne verden ved at gennemføre et storstilet forsknings og udviklingsprogram, et storstilet iværksætterprogram og et storstilet uddannelsesprogram, og ved at gøre Danmark til verdens mest konkurrencedygtige økonomi. Men samtidigt sikre, at det er et samfund i fremdrift, hvor alle også er med. Et samfund med en sammenhængskraft, hvor vi sikrer, at også de svageste får en chance."

Reelt var der tale om at betragte modsætningerne i samfundet som komplementære størrelser, uden at ordet dog på noget tidspunkt kom over Fogh Rasmussens læber. Socialdemokraterne påstod, at Fogh havde taget mange af sine ideer fra dem, men de glemmer, at hele velfærdstanken ikke er en socialdemokratisk idé, men en grundlæggende idé i alle mennesker og derfor umulig at gå imod. De glemmer iøvrigt også at hverken Venstre som sådan eller partiets partiformænd siden Madsen Mygdal har udvist noget der kan kaldes social uansvarlighed. Venstrefolk taler derimod altid om frihed under ansvar. Men de vægter naturligvis frihedsidealet anderledes end socialdemokraterne. Fogh personligt havde for længst har gjort op med den rene liberalisme og minimalstatsideen og var blevet mere pragmatisk og konsensussøgende. At han helt bevidst førte Venstre mod midten var ikke ren strategi endsige kynisme, men udslag af ærlig overbevisning.



Anders Fogh Rasmussen voksede som sagt op i et grundtvigiansk hjem og miljø. "Ikke sådan at forstå at der blev talt om Grundtvig ved middagsbordet, men mine forældre var præget af landbrugsskole, husholdningsskole og højskole...... Den grundtvigske ånd hang i stuen." Og til Kragh forklarede han at han uden at være særlig bevidst om det præcise indhold i Grundtvigs tænkning og uden at have lært det mindste om Grundtvig i skole eller gymnasium, fik en intuitiv fornemmelse af Grundtvig. Det var Grundtvigs vision, forstod Fogh, at frihed ikke betyder sult og social nød, men tværtimod udvikler et stærkt samfund kædet sammen af 'kærminder', som han udtrykte det, og det betyder kære minder eller kære erindringer.



Det overordnede etiske normsæt fandt Fogh tidligt udtrykt i bl.a. Løgstrups forestillinger om de 'suveræne livsytringer' eller i Jesu lignelse om den barmhjertige samaritaner. Eller i det dobbelte kristne kærlighedsbud: "Du skal elske din næste som dig selv". Men i sidste ende har det med samvittigheden at gøre, mente Fogh. "Samvittigheden binder os ind i et fællesskab med andre mennesker. Samvittigheden byder os at hjælpe vore medmennesker, når de trænger til det. Samvittigheden pålægger os et ansvar." Samvittigheden opfattede han som det evige i mennesket, ja, måske som det objektive etiske normsæt, som er instansen over mennesket. Den er noget mennesket iboende. Den er universel. Men den er ingen facitliste. - Også frihedsrettighederne regner Fogh for universelle og tværreligiøse. De er 'naturlige rettigheder' og som sådanne etiske holdepunkter, men de er ikke en facitliste. Og de er ikke forenelige med en lovreligion, der kræver at være overordnet nationen og staten eller som vil diktere den troendes tilværelse fra vugge til grav. Fogh Rasmussen har dog, må det tilføjes, bl.a. med et foredrag i Vartov om sin tro afsløret manglende erkendelse af etikkens allerdybeste grundlag og religionens allervideste omfang og betydning. Jf. artikel. Det er ikke mindst på grund af denne opfattelse af samvittigheden, at Fogh Rasmussen gør kraftigt gældende at det enkelte menneske aldrig kan overlade sit personlige ansvar for eksistensen til eksperter.



Fogh Rasmussen er fuldstændigt overbevist om det danske samfund er præget af en stærk sammenhængskraft, som er en betydelig styrke i henseende til at sikre både fremskridt og stabilitet. Han fandt dog sammenhængskraften udfordret af den tiltagende religiøst betonet debat af mere uforsonlig karakter. Det fik ham til at betone det ønskelige i at religion for sammenhængskraftens skyld kommer til at fylde mindre i det offentlige rum. Og dette viser at heller ikke Fogh fatter den dybere forbindelse mellem religion og samfundsmæssig sammenhængskraft. Men trods alt hedder det: "Den stærke sammenhængskraft i det danske samfund er bl.a. baseret på at et massivt flertal af danskere deler et fælles kultur-kristent grundlag. En minoritet er stærkt troende. Flertallet er almindelige folkekirkekristne som mere eller mindre ubevidste [min kursivering] er bærere af kristne holdninger og traditioner. Der er i store træk fred og harmoni, fordi det er grundfæstet at den enkelte kristne selv drager konsekvensen af sin tro. Religionen har netop ikke spillet en dominerende rolle i det offentlige rum."

Fogh var altså realistisk nok til at erkende, at det ubevidste ikke blot spiller ind og kan skelnes fra de konsekvenser som de bevidst troende drager af deres tro, men er selve det der bærer de holdninger og traditioner der giver sammenhængskraften. Fogh var bare slet ikke på det rene med den dybdepsykologiske forklaring på forholdet. For her er der intet som helst mystisk i dette ubevidste - som vi skal se i det følgende afsnit. Og dybest set er sammenhængskraften i ethvert samfund i langt højere grad bestemt af irrationelle elementer end af rationelle. Og lige præcis derfor er den båret i højere grad af religion (i bredeste, udogmatiske forstand) end af videnskab, politik, erhvervsliv eller æstetisk kultur. Men det forstod og forstår Anders Fogh Rasmussen altså ikke. Det forstår hans efterfølger som Venstres formand Lars Løkke Rasmussen endnu mindre. Det forstår heller ikke den nuværende regerings ledere, Helle Thorning-Schmidt, Margrethe Vestager eller Villy Søvndal nogetsomhelst af. Og så vidt jeg kan skønne ikke en eneste af folketingets medlemmer! Derfor ligger de og hele landet som de gør.

Det er imidlertid i det ubevidste vi finder den folkelighed og den folkelige intuition som afgør den samfundsmæssige udvikling, som er sund fordi den kommer fra det irrationelle og ukontrollable sjæledyb og ikke fra den rationelle, kontrollable tankevirksomhed, og som rationalister som Jørgen Øllgaard af samme grund ikke forstår. Vi kommer overhovedet ikke uden om det ubevidste, hvis vi vil gøre os håb om at forstå hvad der foregår i politik og kulturliv.



Folkelighed i dybdepsykologisk forstand    
Til toppen  Næste

Det ubevidste sjæleliv er både af personlig og kollektiv art. Det første kendes navnlig fra drømmevirksomheden. Den sidste derimod i et meget bredt spekter fra sprog til fællesskabsfølelse, kult og religion.

I sproget gør det ubevidste sig stærkt gældende i et uafladeligt samspil og modspil mellem de spontane primærprocesser med al deres mangel på logik, begreber og sondringer og de tillærte sekundærprocesser med deres begreber, logik og sondringer samt muligheder for metode og systematik. Det er primærprocesserne der sikrer kreativiteten, men sekundærprocesserne der sikrer nøgternheden, realitetsprøvelsen og hele det praktiske liv.

Som alle ved kræver al faglig udøvelse og beherskelse præcise ord og begreber. Fagene får hver især deres egne fagsprog, og det samme gælder naturligvis de videnskabelige discipliner der i denne sammenhæng kan forstås som ekstrem udvikling af specialer. Modsætningen til fagsprog er dagligsproget, der er kendetegnet af meget stor variation og uklarhed eller ubestemthed. Og dette er ikke en fejl eller en skavank ved dagligsproget, det er selve den afgørende forudsætning for dagligsprogets stabilitet i forhold til specialsprogene. Disse undergår den ændring der følger af den videnskabelige og teknologiske udvikling, mens dagligsproget nok ændrer sig i den forstand at der hele tiden tilføres nogle ord og hele tiden afskalles nogle ord, men i sin grundsubstans består det som et selvfølgeligt hovedsprog for al menneskelig kommunikation omkring de eksistentielle forhold. Jf. Dagligsprogets stabilitet.

Heraf kommer det at modersmålet forbliver det sprog der er lettest for ethvert menneske at udtrykke sig mest spontant og mest nuanceret på når det gælder eksistensen i bredeste forstand, for alle afgørende ord og vendinger indlæres fra tidligste tid efter 'naturmetoden'. Ethvert barn der vokser op i et stimulerende sprogligt miljø lærer uden vanskeligheder dagligsprogets nuancer, herunder ikke mindst dets indbyggede dobbelttydigheder, humor og underforståethed. Fremmedsprog kan naturligvis tilegnes efterhånden - med større eller mindre møje alt efter den enkeltes sprogevner og sprogøre og muligheder for at høre og bruge sproget i praksis. Men det bliver normalt aldrig så ligetil at bruge som modersmålet. Dermed fastslås også den kendsgerning, at modersmål og national identitet hører meget nøje sammen. Danskhed bestemmes ikke alene af statsborgerskab, men først og fremmest af modersmål.



Det ubevidste gør sig umådeligt stærkt gældende i alle former for fælleskabsfølelse, hvad enten vi taler om gruppeidentitet, foreningsidentitet, virksomhedsidentitet, nationalidentitet, raceidentitet, kulturidentitet eller religionsidentitet. Deraf kommer det naturligvis at alle der lever i sådanne identitetsfællesskaber ubevidst og spontant sondrer mellem sin egen gruppe og de andre, mellem 'vi' og 'dem'. Og derfor er alle velmenende humanistiske forsøg på at indoktrinere folk til at vise absolut tolerance mod grupper der gebærder sig, klæder sig, handler, taler , tænker eller tror anderledes naive. Tolerance kan kun være relativ, for den beror på at man lærer at respektere folk der er anderledes, dvs at man indser at de har samme ret til at være her som én selv.

Det tjener ikke her noget formål at gennemgå det kollektivt ubevidstes mekanismer i detaljer - der henvises til de nedenfor anførte særskilte artikler - men det skal understreges at de i allerhøjeste grad beror på arketypiske forestillinger af mere eller mindre universel art, og at disse igen er spontane og ikke udtænkte eller konstruerede. Og det er præcis dette der giver dem deres styrke eller psykiske energi: de er i selve deres opståen uden for intellektets kontrol. Derfor er de en fundamental del af såvel al kreativitet som af al samfundsfølelse.

Den såkaldte nationalfølelse (til forskel fra den ideologiske nationalisme) er i virkeligheden meget mere end en 'følelse' af emotionel art. Den er nemlig en dybtliggende helhedsfornemmelse der er med til at bestemme ikke blot fænomener som sentimentale eller nostalgiske følelser for givne ting og steder, men praktisk alle de tanker og forestillinger som ethvert konkret menneske har som følge af sit konkrete modersmål og sin opvækst på en konkret lokalitet (nation, land, landsdel, by, sogn, kvarter, miljø).

Nogle ganske få mennesker kan af den ene eller anden grund blive hvad man kalder 'kosmopolitter', verdensborgere der føler sig lige vel tilpas overalt på kloden og eventuelt i princippet hylder et abstrakt verdenssamfund. Men i virkelighedens verden er der ikke ret mange mennesker der ikke føler sig mere knyttet til ét sprog og ét land end til alle andre. Selv i vor globaliserede tid, hvor mange lærer fremmedsprog, får udannelse, job og længere ophold i andre lande, er det undtagelsen at man ikke vender tilbage hvor man er kommet fra. Selv en Piet Hein vendte hjem til Danmark da han blev ældre.

Ikke alle forbliver hjemmefødinge, men der er dybdepsykologisk intet at sige til at folk som flest føler sig mest hjemme hvor de kan tale deres modersmål, og at danskere der er født i Danmark og talt dansk fra barnsben føler sig mest hjemme i Danmark. Og her ligger folkelighedens dybdepsykologiske forankring. Den kan ikke rokkes med nogen slags elitær præk om globalisering eller multikulturalisme.



Folket kontra eliten    
Til toppen  Næste

Det ligger derfor i sagens natur er der altid vil komme og være et skel og en modsætning mellem folket og eliten.

Der er intet mærkeligt i det, for allerede sprogligt går ordet 'elite' på dem der er udvalgte til særlige opgaver som de har særlige kvalifikationer til at udføre. Oprindeligt var det i forbindelse med militære opgaver. Eliten var kernetropperne i en hær, ligesom avantgarden var fortroppen. Sjovt nok stammer hele den standsopdeling vi bruger i Europa fra det klassiske Athens militære klasseinddeling, hvor 'proles' (proletarerne) var helt uden for systemet, fordi de var så fattige at de kun kunne levere børn til hæren....

I dag er der mange måder og steder at blive udvalgt på. Udover militæret er der administrationen, politikken, erhvervslivet, universitetsverdenen og den finere kulturverden med dens kunstnere og autorer. Fælles er at disse eliter som hovedregel tilegner sig bestemte etiketter og livsstile der bl.a. også afspejler deres indkomstniveauer. De kommer derved til at adskille sig 'folket', 'pøblen', 'hoben' eller 'masserne' ved magt, formuer, bolig og levevis, og denne ulighed og forskel skaber eliten naturligvis stadig selvom velstandsstigningen generelt har betydet at flere og flere har fået det bedre og er blevet bedre uddannet.

Folket er ikke længere forblevet en relativt uoplyst almue, men udviklede sig støt og roligt til en fri bondestand, en fri borgerstand og en fri arbejderklasse med meget forskellige individuelle indkomstniveauer og levevis, men bedre og bedre skolegang og bedre og bedre folkeoplysning. Men fælles er fortsat at folket i forhold til eliten eller den økonomiske og kulturelle overklasse tegner 'det almindelige menneske' eller 'den jævne borger'. Og denne har i realiteten stor politisk indflydelse i dag i kraft af det demokratiske system der giver alle lige valgret og derfor giver flertallet ret til at bestemme hvilke partier der til given tid skal danne regering.



Ingen kan udtale sig på den jævne borgers eller det almindelige menneskes vegne. Alle der gør det, afslører kun at de ikke forstår begrebernes rod i det store flertal der ligger nedenunder det elitære lag, og altså heller ikke forstår begrebernes rod i det irrationelle folkedyb der har dagligsproget og den ubevidste og udefinerbare fællesskabsfølelse som sin kerne. Derimod kan der appelleres effektivt til den jævne borger og det almindelige menneske ud fra et godt kendskab til dennes psykologi. Det har mange folkeførere forstået ganske godt gennem tiderne, og det har ofte rokket magthaverne, men det har desværre også mange folkeforførere forstået - og det har ofte ført til katastrofer, som fx nazisternes sejr i Tyskland i 1930'erne eller islamisternes sejr i Iran i 1979. Og det ses stadig mange steder i verden.

Positivt kan effekten ses på jordskredssejre i veletablerede demokratiske systemer som det danske, fx i 1973, da flere helt nye partier dukkede op i Folketinget og rystede de gamle partiers illusioner om at være systemets garanter. Vi ser det hver gang regeringsmagten skifter side. Det fører ofte til skuffelser hos vælgere der har troet på forandring, men det er i sig selv et sundt tegn at magten kan skifte. Problemet er at magtskifte kræver de politiske lederes evne til at lede store dele af befolkningen i en bestemt retning, og hertil bruges i vore dage i alt for høj grad en medietække der på ingen måde behøver at dække over de højeste etiske målsætninger eller de højeste visioner, men kan være ren opportunisme og altså i realiteten føre til demagogiske sejre. Derfor vil man kunne opleve at partier og partiledere der kommer til magten på fuldt demokratisk vis, kan få lige så store vanskeligheder med at føre konstruktive reformer igennem som den tidligere regering. Og derfor vil man kunne opleve en ny regering skuffe - og forvirre mange af de vælgere der stemte på den i den tro at den i højere grad ville forsvare folket mod eliten end den gamle regering.

Hvad der forbliver er ubestrideligt forskellen på elitens og folkets måde at opfatte ansvaret på.



Skal man forstå denne åbenlyse kendsgerning, er man igen nødt til at ty til dybdepsykologien og her konkret beskæftige sig med forskellen mellem det at leve i immanensen og det at leve i transcendensen, for denne forskel medfører alt andet lige en forskel i horisont, ambitionsniveau og ansvarlighed.

Det eksistentialistiske projekt som det er formuleret af Simone de Beauvoir gør i princippet menneskelivet til en relativt elitært projekt om "vedvarende eksistentiel tilblivelse", mens det almene i langt højere grad er at leve et jævnt og muntert, virksomt liv i immanensen, dvs i vaner, rutiner, instinkter og funktioner i store dele af tiden, og at dette sidste er vel at mærke i realiteten også det sundeste for mennesket, for det kræver blot at man lever som man plejer uden at overskride grænser eller på anden måde gøre sig større ulejlighed end andre. Man er tilfreds med det man allerede har nået og opnået. Og heraf kommer det naturligvis at flertallet af en befolkning der som danskerne lever i et velordnet samfund og har god dækning af såvel materielle som immaterielle behov kan erklære sig for tilfredse med tilværelsen - og måske oven i købet 'lykkelige'

Alle mennesker uden undtagelse - ligegyldigt hvor på kloden de lever - bruger alle sammen de medfødte psykiske primærprocesser sideordnet med de tillærte sekundærprocesser. Og de må alle selv prøve at finde den balance der passer dem selv bedst, men ingen kan undvære nogen af delene, og derfor heller ikke sætte sig ud over at den medfødte nysgerrighed og aktivitetstrang i hvert fald i barndom og ungdom medfører en vis trang til grænseoverskridelse, der i ikke så få tilfælde varer ved ud over ungdomstiden. Heraf kommer dynamikken og fremskridtsviljen i samfundet. Ja, det er ingen overdrivelse at sige at den menneskelige trang til transcendens er selve det der har skabt kulturen og derfor skal man skam ikke kimse ad elitære tilbøjeligheder!.

Alt dette har som anført i en tidligere artikel imidlertid den allerstørste relevans for hele debatten om borgerlighed og småborgerlighed, for det ligger i sagens, dvs den psykiske indretnings natur at mennesket aldeles ikke kan undvære det dagligdags, rutineprægede, vanemæssige og selvfølgelige som ikke hele tiden kræver større omtanke eller bevidst stillingtagen i hverdagen. Nogle ganske få mennesker er så heldige at de kan gøre den grænseoverskridende eksistentielle tilblivelse til deres hovedsag - og gennem kunstnerisk, sportsmæssig, forskningsmæssig eller erhvervsmæssig ydelse, initiativ og innovation præstere det sjældne og unikke. Men det er ikke det jævne menneskes normale ambition eller mål. De fleste lever deres liv forholdsvis konventionelt, fredeligt og forudsigeligt. Begynder de af den ene eller anden grund at kede sig for meget, kan de gå i gang med større projekter, men i almindelighed er de fleste tilfredse med de små målsætninger. Og det er faktisk også dette der giver dem sundheden og trygheden - og samtidig det der giver samfundet dets stabilitet!

Det kan derfor igen slås fast med syvtommersøm at der kun ligger psykologisk uvidenhed og uforstand i såvel elitens foragt for meningsmand som i forskernes nedvurdering af det borgerlige som småborgerligt. Vi kan ikke undvære ordet småborgerligt til at betegne det altfor snævertsynede, kortsigtede og selvtilstrækkelige, men det borgerlige som sådan udelukker ikke et åbent sind, vide horisonter, trang til forandring og anerkendelse af foregangsmænds indsats. Det borger derimod for det kontinuerte og stabile i samfundet og dermed for den grundlæggende civile orden der er forudsætning for det moderne velfærdssamfund.



Modsætningernes bestandighed    
Til toppen  Næste

Til gengæld må det også understreges at selv det bedste velfærdssamfund med den bedst tænkelige civile orden ikke er det samme som idealsamfundet eller det utopiske, paradiske samfund - og aldrig bliver det. Ligegyldigt hvor stor den økonomiske vækst og velstand bliver, vil samfundet aldrig nå det stadium hvor alle økonomiske, sociale, kulturelle eller politiske problemer vil være løst. Samfundet vil heller aldrig nå Herbert Marcuses store drøm om den arbejdsfri tilværelse. Og man må jo faktisk også her tilføje et heldigvis. Det ville da egentligt være trist, hvis alle problemer nogensinde skulle blive løst, for det ville jo være ensbetydende med at dynamikken holder op, at der ikke længere er brug for grænseoverskridelse og at kulturen følgelig ville gå helt i stå.

Dette sker ikke fordi alle de faktorer der giver samfundets dets dynamik vil bestå uanset udviklingen, i og med at de er indbyggede som fundamentale modsætninger i samfundet i kraft af de fysiske, biologiske og psykologiske love.

De er sådan set allerede nævnt, men skal for god ordens skyld opstilles på rad og række:

- Fysisk gælder en fundamental modsætning mellem stabiliserende materialitet og dynamisk energi.
- Biologisk gælder en fundamental modsætning mellem kvinder og mænd.
- Psykisk gælder en fundamental modsætning mellem de primære og de sekundære grundprocesser og dermed en fundamental modsætning mellem irrationelle og rationelle processer.
- Individualpsykologisk gælder en fundamental eksistentiel modsætning mellem det at leve i immanensen og det at leve i transcendensen
- Socialt og politisk gives der en fundamental forskel mellem det individuelle perspektiv og det samfundsmæssige.
- På samme niveau gives en fundamental forskel mellem frihedsprincippet der giver individet størst mulig frihed til udfoldelse og ligheds- eller tryghedsprincippet der sikrer fællesskabet i det enkelte samfund
- Og endelig gælder som følge af alle andre modsætninger en fundamental modsætning mellem folkets flertalsinteresser og elitens trang til transcendens, udvikling og progressivitet.

Alle de nævnte logisk-analytiske modsætninger er vel at mærke logisk uforenelige og vil altså ikke kunne bringes til at gå op i en højere logisk syntese af den art der fx foresvævede Marx og Engels da de forestillede sig at man via en tese kunne opstille en antitese og ad den vej nå frem til en syntese. Dette var den begrebsmæssige forudsætning for deres tro på det utopiske samfunds realisering. Men det var en illusion.

Alle de nævnte modsætninger er fundamentale og kan ikke opløses. Da de til gengæld er yderst dynamiske og forekommer i bedste tråd med en urgammel forestilling om vækst og fremdrift, bør de ses som nødvendige og konstruktive. Og med hensyn til det logiske problem kan man kommer helt uden om det generende logiske modsætningsforhold ved at betragte modsætningerne som komplementære i den forstand Niels Bohr gav ordet. Man opløser ikke selve modsætningsforholdet, men man suspenderer den ulyksalige menneskelige trang til på fundamentalistisk vis at se alting sort/hvidt og derfor se alle praktiske, politiske og eksistentielle valg som et enten-eller valg mellem to logisk uforenelige muligheder. Med komplementaritetssynspunktet kan man vælge den tredje vej: at lade modsætninger bestå i deres logiske uforenelighed, men drage nytte af den dynamik modsætningen medfører.

'Den tredje vej' gives som bekendt nu også i den politiske samfundsudvikling, og derfor bliver komplementaritetssynspunktet også her højst relevant. Den tredje vej bringer den politiske kamp fri af en utidssvarende klassekamp. Den gør det traditionelle højre-venstre-spektrum dybt forældet.



Velfærdssamfundets store aktuelle udfordring    
Til toppen  Næste

Det turde ud fra det foregående være indlysende at velfærdssamfundet aldrig nogensinde slipper for sine modsætninger og problemer, ligegyldigt hvor rigt det bliver, eller ligeyldigt hvor godt det eventuelt evner en omstilling fra en miljøtruende økonomisk vækst til en bæredygtig vækst. Velfærdssamfundets borgere bør derfor se sine modsætninger og problemer i øjnene som aktuelle udfordringer i stedet for at hengive sig til illusioner om at den ene eller anden regeringskonstellation skulle kunne komme med den forkromede løsning.

Først og fremmest vil modsætningen mellem individet og samfundet bestå og gøre det til en altid eksisterende og vanskelig opgave at finde balancen mellem de to modstridende hensyn som gang på gang aktualiseres gennem fx medicinske og lægevidenskabelige fremskridt der i princippet muliggør langt flere forebyggende, helbredende eller livsforlængende indsatser, men samtidigt øger presset på de begrænsede økonomiske ressourcer. Næsten hver dag hører vi i medierne om enkelttilfælde hvor sundhedsvæsenet af økonomiske grunde er nødsaget til at prioritere på en sådan måde at det rammer nogle patienter - uden at det ønskes. Sådanne sager kan pustes op af medierne til deciderede kampagner for den ene eller anden løsning eller imod den ene eller anden institution. Sundhedsvæsenet er nødt til at prioritere, men de tvinges af de mange enkeltsager til så vidt muligt at gøre det i det skjulte, for gøres det i fuld offentlighed, kan det føre til principielle diskussioner som ingen ende får, fordi ingen kriterier er af indiskutabel objektiv art. Og når ressourcerne er begrænsede, er det heller ikke muligt at blive ved med at bevillige flere penge til de nye behandlingsmetoder.



Men på det seneste er navnlig et modsætningsforhold blevet kraftigt aktualiseret i samfundsdebatten, og det er modsætningen mellem de erhvervsaktive og de erhvervsinaktive. De sidste bliver der nemlig flere og flere af, bl.a. i kraft af den demografiske forskydning der giver relativt flere ældre, og det betyder at samfundet ikke har råd til på lidt længere sigt at opretholde den sociale standard på det niveau vi har vænnet os til i de mange år med konstant økonomisk fremgang. De ansvarlige politikere er nødt til at begynde at prioritere socialydelserne på en sådan måde at færre kommer på langvarig offentlig forsørgelse og flere i arbejde. Men det er som bekendt lettere sagt end gjort.

Problemet er nemlig dels at den sociale standard er vokset og vokset ud fra den overbevisning at enhver borger der af den ene eller anden grund kommer i økonomisk og social uføre skal have offentlig hjælp til at opretholde en levestandard der ikke afviger alt for meget fra det normale. Dette kan eksempelvis indebære at multihandikappede mennesker får tildelt en offentlig hjælp der kræver flere menneskers fuldtidsbeskæftigelse i hvert enkelt tilfælde. Alle synes det er det eneste rigtige. Ingen vover påstå at det er urimeligt. For disse mennesker er jo ikke selv ude om deres ulykkelige situation. Men ordningen tærer på de økonomiske ressourcer - ligesom mange andre ordninger.

Problemet er endvidere at den offentlige sektor som sådan har vokset sig større og større gennem 50 år i kraft af stigningen i den offentlige hjælp, der jo ikke bare er af ren økonomisk art, men også kræver personale. Og dette problem er vel at mærke ikke blot et økonomisk problem som man kunne lade regulere efter konjunkturerne alene. Det er et strukturelt problem som i disse år har vokset sig så stort at det er næsten umuligt at ændre. Og det er et næsten overset problem, at det forskyder den politiske magtbalance i samfundet på den måde at jo flere offentlige ansatte der bliver, jo flere tilhængere får alt andet lige de partier der ønsker den offentlige sektor udvidet, og jo større bliver presset for sektorens udvidelse.

Allerede socialøkonomen Jørgen S. Dich påpegede i 1973 problemet i bogen Den herskende klasse, hvor han slog direkte ned på selve det forhold at særforsorgen var blevet et kulturfænomen. Barmhjertigheden var forlængst ophørt med at være et anliggende udelukkende for private kredse og var blevet en klar offentlig forpligtelse, som i 1950'erne og 60'erne førte til en kraftig udbygning af særforsorgen. Og resultatet var at "Den humanistiske ideologi blev den kraft, som de, der var beskæftiget i særforsorgens tjeneste eller i andre hjælpetjenester, stillede bag deres krav om ekspansion af denne sektor til forbedring af patienternes og de ansattes egne forhold. Når man stiller humanismen bag sine krav, står man stærkt, fordi ideologien også for modpartens side er humanistisk. Modstanden bliver derfor ringe. Væksten i antal derfor stor."

Det var fremsynet skrevet i 1973, for det er just det problem velfærdsøkonomien i dag må slås med i så høj grad, at ingen af folketingets partier og ingen af landets regeringer i nyere tid har formået for alvor at bremse denne uheldige udvikling. VK-regeringen lagde op til en ændring, men formåede ikke at skabe den. Og den nye S-R-SF-regering med Mette Frederiksen som beskæftigelsesminister og Karen Hækkerup som socialminister sidder nu med Sorteper. De har heldigvis vist det mod at tage udfordringen op ud fra den gamle socialdemokratiske, eller skulle man i virkeligheden sige borgerlige devise om at ret og pligt hører sammen, men udfordringen er kæmpestor og fuld af risici. Men det er da bemærkelsesværdigt at Mette Frederiksen i en ny meningsmåling står stærkere i socialdemokratiet end statsminister Helle Thorning.



Udfordringen kommer ikke mindst af det forhold at den store bølge af indvandrere der kom til landet fra begyndelsen af 1960'erne og som hurtigt fik særdeles gunstige vilkår for familiesammenføringer og statsborgerskab, efterhånden har belastet socialvæsenet, sundhedsvæsenet og skolevæsenet med enorme udgifter og problemer, som det er næsten umuligt at løse uden tilførsel af yderlige ressourcer. Indvandrerne af første og anden generation fylder godt i statistikkerne for folk på overførselsindkomst, boligproblemer, bandekriminalitet, ghettoproblemer og skoleproblemer (danskproblemer). Problemerne er ikke principielt uløselige, men kræver ekstra store økonomiske og personalemæssige ressourcer - og hvad værre er, der kan ikke ses nogen ende på dem.

Det sidste kan delvis bero på at uligheden i landet synes at være blevet større gennem længere tid, og at de bedrestillede måske har fået ringere forståelse for selve ulighedens problem. I hvert fald kan en udmærket og helt igennem sober samfundsdebattør som Lars Olsen i sin bog fra 2005 om 'Det delte Danmark' påpege at visse dele af såvel den velstillede middelklasse som af den progressive middelklasse har samme 'tilbagetrækningsstrategi' idet de kryber uden om fællesskabet ved fx omhyggeligt at sørge for aldrig personligt at blive konfronteret med den sociale virkelighed. Det sker blandt ved at de bosætter sig i parcelhuskvarterer (!) hvor de sociale problemer holdes på behørig afstand - eller ved at de fravælger folkeskolen til deres børn for at undgå for stor andel af indvandrerbørn i klasserne som sænker sprogniveauet. Der sker med andre ord en polarisering som efter Lars Olsens mening truer med at undergrave solidariteten.

Men samme Lars Olsen har også - sammen med fx. Kåre Bluitgen - gjort sig bemærket ved at påpege den opbygning af parallelsamfund som indvandrerne gør sig skyldige i og som i sig selv gør en fornuftig løsning af integrationsproblemet vanskelig eller næsten umulig. Det er så let at bebrejde de etniske danskere deres 'tilbagetrækningsstrategier' og postulere at de kryber uden om den solidaritet som hidtil har præget det danske samfund, for hele denne højt besungne solidaritet som fandtes før 1960 i hvad man kunne kalde 'Staunings Danmark', den kom ikke af sig selv, men havde i allerhøjeste grad selve homogeniteten som forudsætning. Jævnfør den i første artikel citerede bemærkning fra historikeren Uffe Østergaards side om Danmark som et helt enestående nation med ét sprog og én historie.

Denne danske homogenitet blev brudt med den store indvandringsbølge fra 1960 til 1980 og med de yderst liberale og humanistiske indvandrerlove som blev vedtaget i 1983. Man brød helt bevidst og af rent idealistisk-humanistiske grunde den homogenitet som var groet frem af den danske muld og det danske sprog i og med friheds- og emancipationsbevægelserne i 1800-tallet, og så har man da efter min bedste overbevisning ingensomhelst moralsk ret til at komme nu i det 21. århundrede og bebrejde hjemmefødingene deres naturlige ret til at forsvare deres nation, sprog og kultur.

Og man burde sidst af alt postulere at kulturkampen er slut! Det er den ikke, for der foregår fortsat en kamp for gøre den brede middelklasse endnu bredere og dermed sikre såvel den gode civile orden som en god og rimelig solidaritet mellem alle befolkningsgrupper i landet. Solidariteten skal nytænkes, ja, vist, men den sunde nationalfølelse, den sunde fornuft og den sunde borgerlighed skal lige så lidt undergraves som den sunde økonomi.



Endelig konklusion på kritikken af Øllgaards analyse    
Til toppen  Næste

Sjovt nok er der netop i dagens nyheder på nettet bragt et klip der fortæller om en ny tendens på boligmarkedet, som ifølge boligforskeren Mette Mechlenborg fra Syddansk Universitet skulle bestå i at stadig flere danskere er begyndt at efterspørge de originale parcelhuse fra 1960'erne og 1970'erne, og de vil særligt gerne have dem, der ikke er istandgjort. "Boligkøberne søger nostalgien, men også den unikke kultur, der efterhånden ligger i et hus, som ikke er renoveret til ukendelighed," forklarer hun til Kristeligt Dagblad. Og denne udvikling skulle ydermere stemme meget godt overens med det generelt ændrede syn på parcelhuset: kultureliten er begyndt at anerkende parcelhuset som en vigtig del af vores kulturarv. Der er nemlig sket et generationsskifte, "så mange i kultureliten i dag selv er vokset op i et parcelhus, og derfor er der begyndt at komme et mere nuanceret syn på livet der. De seneste 10-15 år er parcelhuset derfor blevet et respekteret omdrejningspunkt i stadig flere bøger og film, i kunsten og i boligforskningen".

Dette sætter egentlig meget godt hele Jørgen Øllgaards systematiske angreb på den moderne parcelhusborger i et glimrende perspektiv. Det er simpelthen for unuanceret og for subjektivt.

Konkret kan min vurdering af Jørgen Øllgaard sammenfattes i følgende korte punkter:

- Formelt-sprogligt fjerner Øllgaard helt den uundværlige sondring mellem det borgerlige og det småborgerlige.
- Polemisk afslører han med sin nedvurdering af parcelhusborgerne kun sin akademiske foragt for det jævne menneske.
- Moralsk bliver han moralist i stedet for nøgtern forsker: han nedvurderer flertallet i stedet for at gøre sig den ulejlighed at prøve at forstå det.
- Videnskabeligt demonstrerer han derved den store forskel mellem sociologi og historie. Historien bestræber sig når den er bedst på at forstå. Sociologien nøjes alt for tit med at sætte i bås.
- Politisk bidrager Øllgaard ikke til partiernes forståelse af deres roller i det moderne velfærdssamfund. De vil ikke kunne bruge hans analyser til nogetsomhelst.
- Oplysningsmæssigt bidrager han ikke til en højnelse af oplysningsniveauet, men tværtimod til en fordummelse.
- Personligt-eksistentielt udfordrer han slet ikke sin egen begrænsning gennem nye erkendelser, men skaffer sig kun bekræftelse på egne fordomme. Og på dette punkt står han i diametral modsætning til Fogh, Dahl og Pittelkow.



Hvad det småborgerlige angår, har vi i sproget brug for en samlebetegnelse for det snævertsynede, kortsigtede og smålige således som det fx findes beskrevet i en ganske stor mængde skønlitteratur, på film og i tegnekunsten. Vi kan ved at bruge dette ord i dets klart nedsættende betydning tage afstand fra den snævertsynethed vi ikke kan lide, men vi gør den ikke værre end at vi også kan more os over den.

Det borgerlige er derimod noget helt centralt i al udvikling af moderne samfund der vil bygge på både civil orden og vækst. Det er borgerne i Europa der frem for alle andre har sikret frihedsrettighederne gennem de sidste to hundrede år, og det er dem der i dag skal sikre klassekampens afslutning og gøre op med den fundamentalistiske højre-venstre sondring der stadig rider mange vælgeres tankegang som en mare.

Den politiske kamp foregår i dag på den brede midte, der kun bliver bredere og bredere. Og dette betyder i mine øjne også at den danske middelstand hverken kan bestemmes som socialdemokratisk eller liberal, men rettelig bør forstås som borgerlig. Det er noget helt andet end 'småborgerligt snæversynet', for det vil sige at middelstanden er indstillet på såvel socialt ansvar som en frihed der giver mulighed for personlig udfoldelse og dermed for samfundsmæssig forandring og vækst.

Middelstandens vej er derfor i dag blevet 'Den tredje vej', og denne er progressivitetens vej.

Det danske samfund er ikke uden problemer og udfordringer. Tværtimod. Den aktuelle finanskrise gør kun problemerne større. Den har uheldigvis også brudt den kontinuerte velstandstigning i Europa der som noget helt enestående i den økonomiske udvikling kom til at vare flere årtier i træk og som førte til det moderne velfærdssamfund. Krisen gør det generelt vanskeligere at løse de aktuelle problemer, fordi det er meget lettere at styre et velfærdssamfund under konstant økonomisk vækst end under stagnation eller tilbagegang.

Under stagnation eller recession bliver det tvingende nødvendigt med en strammere styring og dermed også med en mere bevidst prioritering - og denne kan ikke undgå at rejse store principielle etiske spørgsmål. Ikke mindst af denne grund er det i dag nødvendigt med et højere oplysningsniveau og en bevidst konsistensetik.



I min foreløbige konklusion på første artikel i denne serie ærgrede jeg mig over at Jørgen Øllgaard ved at gøre borgerlighed synonym med småborgerlighed afskriver muligheden for at skrive en fornuftig bog om den moderne tids middelstand, der typisk er parcelhusejere og har fået afgørende indflydelse på den partipolitiske kamp her i landet. Øllgaard kan slet ikke se at flertallet af nutidens parcelhusejere uanset gamle klasseforestillinger og gamle partibindinger netop tænker på tværs af klassekamp og gamle partiskel. Han afskriver sig dermed også fuldstændigt fra at forstå meningen med at erklære klassekampen for passé og pege på 'den tredje vej'.

I min konklusion på artikel (2) kom jeg til det resultat at Øllgaard ganske enkelt ikke kan fordrage 'middelmådighed' eller almindelig middelstands-borgerlighed, hvad der igen betyder at han ikke kan sætte sig ind i almindelig borgerlig tankegang, dvs forstå den indefra med en så tilpas indføling at han kan få fat på dens positive sider.

Min egen erfaring er, at der nok findes megen konformitet blandt almindelige mennesker, men også at mange af dem ikke desto mindre sagtens kan kigge ud over deres egen næsetip og ligusterhæk. Disse mennesker kan slet ikke kæmmes over en kam hvad angår adfærd eller holdninger. Det er kun statistikere der tror man kan sætte folk i bås ud fra forenklede spørgeskemaer.

Eksistentielt set er det i mine øjne ganske væsentlig, at man som almindelig borger har et godt arbejde, en rimelig indkomst, en god bolig og i samfundet som helhed en god civil orden. Det er vigtigt for alle almindelige mennesker at have føling med den jord, de planter og de ting der knytter en til realiteternes yderst konkrete verden - og forhindrer en i at havne i abstraktionernes rene konstruktioner eller i luksustilværelsens rene arbejdsfrihed. Og dette er lettere i parcelhuset end i etagelejligheden. Derfor er det tåbeligt af samfundsforskerne at håne parcelhusejerne, og uklogt af politikerne at lægge sig for voldsomt ud med dem.

Jan Jernewicz



Henvisninger:    
Til toppen

Litteratur:

Jørgen Øllgaard: Paradisvænget - Småborgeren og det småborgerlige. (Forlaget Frydenlund. 2011)
Links til:   Jørgen Øllgaards hjemmeside - med noter til bogen

Henrik Dahl: Spildte kræfter - Hvorfor venstrefløjen i virkeligheden er fortabt. (Gyldendal. 2011)
Jan Jernewicz: Jernesalts 2009-filosofi. (Jernesalts forlag. 2009)
Rune Lykkeberg: Kampen om sandhederne. (Gyldendal. 2008)
Erik Meier Carlsen: Den fjerde alliance. (Gyldendal. 2007)
Karen Jespersen og Ralf Pittelkow: Islamister og naivister. (People's Press. 2206)
Michael Böss: Forsvar for nationen - Nationalstaten under globaliseringen. Aarhus Huniversitetsforlag. 2006)
Richard Florida: Den kreative klasse. (Klim. 2005)
Jørgen Dich: Den herskende klasse. (Borgen. 1973)

Søren Mørch: Den sidste Danmarkshistorie. (Gyldendal. 1996)
Ejvind Riisgård: Den dobbelte udfordring - En helhedsrealistisk vurdering af krisen. (Forlaget i Haarby. 1982)
Niels I. Meyer, K. Helveg Petersen, Villy Sørensen: Oprør fra midten. (Gyldendal. 1978)
E.F: Schumacher: Vækst eller velfærd. Gyldendal. 1975)
Joachim Israel: Velfærdssamfundet - og derefter?. (Spektrum. 1970)
C. Wright Mills: De nye middelklasser. (Fremad. 1968)
Erik Hoffmeyer (red.): Veflfærdsteori og velfærdsstat. (Berlingske Forlag. 1962)
Ludwig Erhard: Wohlstand für Alle. (1957).(Signum Taschenbücher. u.å.)

Den Store Danske Encyklopædi. Danmarks Nationalleksikon. 1994-2006)
Politikens verdenshistorie 1-21. (Politiken. 1982-87)



Relevante artikler på Jernesalt:

Kulturelitens ulidelige foragt for folket
- eller 'kampen om sandhederne' ifølge Rune Lykkeberg
  (21.11.08.)
Henrik Dahls store politiske desillusionering  (13.6.11.)
Den kreative klasse ifølge Richard Florida   (9.3.06)
Den herskende klasse efter 1970   (19.02.03.)

Sproget og virkeligheden
Kulturalismen kontra oplysningsidé  (11.10.08.)
Anarkisten, provokatøren og taberen Mogens Glistrup er død  (5.7.08.)
Ungdomsoprøret 1968 i helhedsrealistisk lys  (31.5.08.)
Er velfærdsdanskerne i virkeligheden socialdemokrater  (5.5.08.)
Individ og samfund som komplementære fænomener  (23.7.03.)
Liberalismen og socialismen som komplementære fænomener  (26.8.03.)
Kulturen, eliten og folket  (7.9.11.)
Midten i dansk politik  (25.10.04.)
Dansk politik under forvandling   (18.8.02.)
Blokpolitik eller hvad? - Status over VK-regeringens første halvår



Kan moral begrundes?  (Erling Jacobsens moralfilosofi)
Etik og eksistens   (Essay om etikkens placering i den menneskelige eksistens)
Afmagtspostulater
Politiske parametre  (6.2.05.)
Værdimanifestet i forkortet udgave
Værdimanifest i komplet udgave

Humormennesket Storm P.
Grundtvig som mytisk kristen og profet
Carl Nielsen mellem dyb enfoldig forankring og modernitet
Vilh. Grønbechs kulturopgør
Konrad Lorenz' kulturopgør



Bo Lidegaard vildleder om dansk partipolitik  (30.6.11.)
Hvad skal vi med værdikamp  (31.3.11.)
At være vælger og politiker  (24.1.11.)
Partipolitik og sprogforvirring  (9.9.10.)
Menneskesyn og politik  (13.8.10.)
Er populismen elitær?  (30.3.10.)
Det politiske livs æsteticering  (8.9.09.)



Fogh Rasmussen II  (20.2.05.)
Fogh og liberalisterne  (4.2.05.)
Anders Fogh Rasmussens vej, mål og begrænsninger  (3.12.04.)
Anders Fogh Rasmussens visioner  (30.11.04.)
Værdier på Venstres landmøde  (14.11.03.)
Fogh Rasmussens åbningstale 7.10.03.



Helle Thornings nytårstale  (2.1.12.)
Arme Helle Thorning  (6.11.11.)
Helle Thornings S-R-SF-regering og dens grundlag  (4.10.11.)
Helle Thorning vandt statsministeriet med dårligt resultat for S og SF  (16.9.11.)
Henrik Dahls store politiske desillusionering  (13.6.11.)
S og SF fremlægger deres 2020-plan  (17.5.11.)
De danske socialdemokraters dilemma  (28.9.09.)
Helle Thornings nye hold  (19.4.05.)
Ny formand for socialdemokraterne  (13.4.05.)
Socialdemokraterne i krise  (12.12.04.)
Endelig gik han, Nyrup!   (19.11.02.)
Krag, standpunkterne, nederlaget og latterkoncilet



Kultureliten og folket  (5.8.09.)
Dansk Folkeparti og den nationalistiske ekstremisme  (22.8.06)
De Radikale i klemme mellem idealisme og pragmatisme  (15.10.08.)
Radikalt lederskifte  (16.6.07.)
Villy Søvndal går uden om den afgørende selverkendelse  (11.1.12.)
Hilsen til SF i anledning af 50-året  (14.2.09.)
SF styrker påny sin position  (18.8.08)
Villy Søvndal - hans verden, væsen og rolle  (19.05.08.)
Søvndal ny formand for SF  (28.4.05.)



De psykiske fundamentalkræfter  (2.4.09.)
De psykiske grundprocesser
Det kollektivt ubevidste og dets fundamentale eksistensværdi
Troen på det ubevidste i mennesket som noget godt
Er der en særlig psykisk energi?  (15.7.07.)
Sjæl og hjerne
Hjerne og sjæl



Artikelserien om 'Veje til livskvalitet og mening' med følgende afsnit:

Afsnit I:    Fra tidsfordriv til engagement
Afsnit II:   Fra tryghed til frihed
Afsnit III:  Fra rutine til intensitet
Afsnit IV:  Fra funktion til proces.   

Nyere artikelserie om livskvalitet med følgende afsnit:

Livskvalitet og arbejde - 1. artikel i ny serie om livskvalitet  (9.1.12.)
Livskvalitet og kønsdrift - 2. artikel i ny serie om livskvalitet  (19.1.12.)
Livskvalitet og erkendelse - 3. artikel i ny serie om livskvalitet  (24.1.12.)
Livskvalitet og samfundsliv - 4. artikel i ny serie om livskvalitet  (3.2.12.)
Livskvalitet, religion og humor - 5. artikel i ny serie om livskvalitet  (12.2.12.)
Livskvalitet, aldring og død - 6. og sidste artikel i ny serie om livskvalitet  (21.2.12.)



Øvrige henvisninger til Jernesalts egne artikler:

Artikler om Danmark
Artikler om Samfund  (se iøvrigt linkene i venstre ramme)
Artikler om Eksistens  (se iøvrigt linkene i venstre ramme)
Artikler om Sekularisering  (se iøvrigt linkene i venstre ramme)



Redaktion
Essays
Emneindex
Personindex

Programerklæring af 2.6.02.
Jens Vrængmoses rubrik
Per Seendemands rubrik (fra 2005)



At læse Jernesalt
Introduktion til Jernesalts filosofi
Komplementaritetssynspunktet
Modstanden mod komplementaritetssynspunktet

Den komplementære helhedsrealisme
De psykiske grundprocesser
De psykiske fundamentalkræfter
Konsistens-etikken
Etik og eksistens

Livskvalitet (fire artikler) (2002-03)
Ontologi-serie (tolv artikler) (2010)
Virkelighedsopfattelse (syv artikler) (2007)
Religion som emergent fænomen i biologien  (28.12.09.)



Jernesalts 2009-filosofi
Forord  -   Begreber og aksiomer  -   Krisen ved årsskiftet 2008/09  -   Verdensbilledet 2009
Livet  -   Mennesket  -   Sjælen  -   Sproget  -   Samfundet  -   Overordnede politiske parametre
Udfordringen  -   Helhedsrealismens advarsler  -   Helhedsrealismens anbefalinger  -   Efterskrift



Værdimanifest (fra 2003))
Værdimanifest i forkortet udgave
Sagregister til værdimanifest



Til toppen   Til forsiden   PrintVersion   Tip en ven  


utils postfix clean
utils postfix normal