JERNESALT - dataset

Jernesalt

Dynamisk

komplementær

helhedsrealisme

Samfund

Eksistens

Sekularisering

Coronakrisen

E-Bøger

SAMFUND

Danmark

Flygtningekrisen

Muhammed-sag

EU og EUROPA

USA

Mellemøsten

Terrorismen

Miljø og klima

Medier

Polen

EKSISTENS

Værdier

Værdimanifest

Livskvalitet

Musik

Film

Kunst

Kunstblade

Etik

Litteratur

Psykologi

Erkendelse

SEKULARISERING

Verdsliggørelse

Virkelighed

Afdogmatisering

Oplysning

Sund fornuft

Ideer og ideologier

Frihed

Religion

Humor

2019-FILOSOFIEN

Forord

Krisen

Udfordringen

Håbet

Efterskrift

ESSAYS

RETORIK

ONTOLOGI

VIRKELIGHED

ENFOLDIG TALE

SKIDT OG KANEL

REDAKTION

PROGRAM

INTRODUKTION

INSPIRATORER

OVERSIGTER

EMNEINDEX

PERSONINDEX

LINKS

E-MAIL

utils prefix normal Forside Oversigter Redaktion At læse Jernesalt Sendemand Vrangsiden Kontakt

JERNESALT - komment0902

ARTIKEL FRA JERNESALT - 5.8.09.

Kultureliten og folket

Som nævnt i artiklen i går om Pia Kjærsgaards kritik af statsminister Lars Løkke Rasmussen (Er Lars Løkke ikke trådt i karakter?) har DF's formand også langet specielt ud efter kulturminister Carina Christensen. I et interview i Politiken 4.8. efterlyser Kjærsgaard en kulturminister med holdninger, og hun erklærer kort og godt regeringens kulturpolitik for fraværende. Hun savner politikere der tør tage et opgør med den kulturelite der sidder på livslange udbetalinger fra Statens Kunstfond. Hun er inderligt imod at velbetalte kunstnere kan lukrere på at vi har en opfindelse som denne kunstfond. Hun savner politikere der tør stille sig frem og sige at afføring i glas, udstoppede hundehvalpe og parterede heste ikke har noget med kunst at gøre. Og hun er ved at kaste op over Klaus Rifbjerg. Hun har læst en del af hans bøger, men har svært ved at abstrahere fra hans had mod hende og Dansk Folkeparti.

Og mere til af samme skuffe. Alt i alt 'eine grausame Salbe' som den stortalende soldat Jacob von Tyboe udbryder i Holbergs komedie, da Leonard fyrer en pistol af og alle falder døde om: 'Die gantske Armee ruiniret auf ein Mahl!'. Og som i Tyboes tilfælde skal Kjærsgaards salve nok tages med et vist forbehold, fordi der er store overdrivelser i den. Men i modsætning til Tyboe har Kjærsgaard dog en substans i sin kritik som bør tages alvorligt.

Kulturminister Carina Christensen forekommer faktisk utroligt usynlig i kulturpolitiken, skønt kulturen er højt prioriteret i såvel mediernes som befolkningens interesse. Det var galt nok at landet fra VK-regeringens dannelse i 2001 og helt frem til formandsskiftet i Det konservative Folkeparti skulle trækkes med en farveløs jurist som Brian Mikkelsen på posten som kulturminister. Men det er uacceptabelt at posten fortsat besiddes af en politiker der nok administrerer ministeriet helt efter lærebøgerne, men virker fuldstændigt uengageret i kulturen. Sådanne kulturministre har vi haft tidligere, men VK-regeringen kan mindst af alle tillade sig at have en sådan minister, hvis den mener det alvorligt med fokus på værdikampen. For denne har i høj grad med kulturen at gøre.

Regeringen trænger i det hele taget til fornyelse gennem en større ministerudskiftning. Det er forståeligt at statsministeren ved sin overtagelse af regeringsansvaret, nøjedes med den lille udskiftning der var påkrævet ved hans egen afgang fra finansministeret og Karen Jespersens samtidige afgang som Velfærdsminister, men han kommer ikke uden om i det nye år - når klimatopmødet er overstået - at levere en virkelig udskiftning og foryngelse.

Hvad Statens Kunstfond gælder, er det vigtigt at slå fast at et moderne velfærdssamfund ikke kan leve uden en betydelig statslig støtte til kunsten og kulturen, eftersom gamle tiders mæcener ikke længere sikrer bredden og stabiliteten i støtten. Det skal også understreges, at Dansk Folkeparti ikke principielt ønsker Kunstfonden nedlagt. Pia Kjærsgaard er faktisk blevet medlem af fonden og skal altså være med til efter bedste skøn at fordele de mange penge til kunstnerne. Problemet er naturligvis alene hvem der skal støttes og med hvilke beløb.

Striden om kunstfonden går jo helt tilbage til nyligt afdøde lagerforvalter Peter Rindals bemærkelsesværdige angreb på ordningen i 1965, der dengang nærmest chokerede den etablerede kulturelite. Manden lagde som bekendt navn til begrebet 'rindalisme' der generelt står for principiel modvilje mod at bruge offentlige midler til kunstsstøtte, men som reelt var rettet direkte mod den københavnske kulturklike med netop Klaus Rifbjerg som frontfigur og yndet skydeskive. Jyderne var utilfredse med at staten åbenlyst favoriserede de københavnske kunstnere. Den folkelige protestbevægelse har altså fra starten haft et dobbelt sigte: den generelle og principielle imod al statsstøtte til kunsten, og den specifikke imod Københavneriet. Rifbjerg blev jo skydeskive fordi han med sin fysiske højde og tilsvarende kæmpemæssige psykiske ego ragede op over alle andre og aldrig kunne dy sig for at blande sig i debatten. Jo mere provokerende, jo bedre - i hans egne øjne.

Er man selv en storforbruger af statsstøttet kunst og kultur i form af kunstmuseer, teatre, orkestre, konservatorier og biblioteker m.m., så virker rindalismen som indskrænkethed og misundelse. Har man som ung oplevet en betydelig forfatter som Poul la Cour som komplet umulig oplæser af egne værker for at skaffe brød på bordet, så finder man det helt urimeligt om der ikke skulle kunne gives støtte til kunstnere af hans slags. Det må også kaldes i enhver henseende rimeligt at forfattere får afgifter af deres udlån på offentlige biblioteker. Man kan forarges over de enorme summer succesforfattere af fx børnebøger og ungdomsbøger modtager år efter år, eftersom de tjener rigeligt på det egentlige bogsalg, men ordningen bør jo netop i et liberalt land være neutral - og lade fordelingen af midlerne ske efter markedsøkonomiske principper. Det vil uundgåeligt favorisere triviallitteraturen, hvormed dog ikke er sagt at alle børne- og ungdomsbøger er triviallitteratur.

Noget helt helt andet er støtten til eksperimenterende og provokerende kunst. Her har Pia Kjærsgaard måske en god pointe. Men hun nævner jo selv Bjørn Nørgaard som eksempel på en kunstner der som ung vakte furore med slagtningen af en hest som i parteret form blev anbragt i sylteglas og udstillet som kunst (glassene findes i dag på Kunstmuseet Aros). Kjærsgaard nævner udtrykkeligt at hun har respekt for Nørgaard (velsagtens på grund af hans fornemme gobeliner til dronningen), men hun synes ikke hans slagtede hest var kunst. Hun undlader imidlertid at gøre opmærksom på at Nørgård ikke fik statsstøtte til sin første store provokation, og hun havner i lidt af selvmodsigelse, når hun på den ene side tager afstand fra provokationer der efter hendes mening ikke har noget med kunst at gøre og på den anden side efterlyser provokationer i kulturkampen.

Jeg er personligt enig med Pia Kjærsgaard i at afføring i glas og dåser - eller tusindvis af levende fluer i et lukket rum med vinduer (en såkaldt installation) som for år tilbage blev udstillet på Statens Museum for Kunst - ikke har noget med kunst at gøre, men er simpel, ja primitiv provokation mod normale følelser og fornemmelser. Og det samme gælder den form for kunstmusik der var på mode en kort overgang i 1960'erne og som bestod i at musikerne gik til direkte fysiske angreb på deres musikinstrumenter eller på publikum og anmeldere. Men for det første skal man aldrig se bort fra at der ofte kommer et element af humor ind i billedet, der bevirker at oplevelsen (event'en som det kaldes) kan udløse et befriende grin. For det andet - og det er det centrale - så er unge mennesker nu engang så dødtrætte af den etablerede og ofte fastlåste kunst og kunstnorm, at de simpelthen må reagere med angreb og modspil der vækker forargelse og tvinger til modsigelse. Det er det der også sker med hærværk og graffiti. Men at publikum render efter provokationerne og er villige til at betale for dem, fortæller naturligvis noget om behovet for det ekstraordinære.

Langt fra alle disse ungdommelige provokationer virker efter hensigten. Mange bliver rene tidsbestemte modefænomener der glemmes hurtigt. Andre fører - som i Bjørn Nørgaards og hele Eksskolens tilfælde - ind i en udvikling der modner kunsterne, giver dem nye og vigtige erfaringer og i sidste ende ofte leder frem til virkelig stor kunst. Også i kunsten er der tale om fænomenet emergens, at der opstår noget helt nyt som aldrig har været set før. Og man kan ikke på forhånd vide om eksperimenter og provokationer forbliver leg på det rent æstetiske eller 'barnlige' og 'ungdommelige' plan eller om de fører frem til noget blivende og stort. Ingen kunne slutte fra Nørgaards hesteslagtning i 1970 til hans store kunstneriske bedrift med gobelinerne på Christiansborg 1990-2000. Selv provokatøren Picasso blev fejet af bordet af direktøren for Statens Museum for Kunst, da denne i 1920'erne fik tilbudt nogle af hans værker til overkommelig pris.

I mellemtiden mellem oprøret og fuld anerkendelse kan kunstnere som Bjørn Nørgaard påtage sig regulære professorater ved Kunstakademierne, hvor de må formodes at videregive deres erfaringer både som kunstnere og som provokatører og eksperimentatorer. De bliver 'etablerede' og kan i visse tilfælde som sådanne spærre vejen for yngre folk. Nye generationer har altid behov for at gøre oprør mod ældre generationer. Unge født i 1990'erne har også behov for oprør mod 'oprørerne' fra 1968. Men generelt gælder at kunstnere modnes med årene og derved ofte bliver i stand til på en eller anden måde at forene det eksperimenterende og provokerende med det der bliver blivende kunst og kendetegnes af egenskaber der vedbliver at kunne fascinere andre mennesker med tilstrækkeligt åbent sind for kunst. Her kan såvel midlertidige arbejdslegater som livsvarige ydelser fra det offentliges side være på sin plads. Derimod bør den ungdommeligt provokerende kunst klare sig på markedets præmisser. Den har det hårdt i økonomiske krisetider, men vil normalt kunne skaffe sig tilstrækkeligt råderum, fordi der er mange der føler behov for events.

Det andet store problemkompleks Pia Kjærsgaards 'grausame Salbe' forsøger at ramme er forholdet mellem kunsten og folket. Hun ønsker Dansktoppen placeret på en kanal alle kan høre, og hun går ind for folkelig naturalisme samt fx teaterforestillingen '2200 Carmen' på Nørrebros Teater der var provokerende og tankevækkende, men samtidig humoristisk og fik "Hr. og Fru Danmark til at gå i teatret".

Nu vil man naturligvis altid kunne diskutere om det ene radioprogram er bedre end det andet og den ene teaterforestilling er bedre end den anden. I krisetider jamrer alle kunstnere over nedskæringer, men nøgternt set kan man ikke komme uden om at velfærdssamfundet i alle vestlige lande har et udbud af kulturtilbud som siger sparto til tidligere tider. Der klages over genudsendelser i radio og tv, men der mangler stadigvæk genudsendelser af mange af de fremragende udsendelser DR har liggende i arkivet. Der bringes desuden et utal af nye ting på det utal af kanaler der findes. Så hvorfor i alverden kan folk ikke finde ud af at søge de rigtige kanaler og sætte deres dvd-optagere til at tappe dem så enhver kan opbygge sit eget lager af gode udsendelser. Efterhånden kan alle film fra 100 års filmhistorie fås i fremragende digitaliseret stand på dvd til overkommelig pris.

Desuden forhindrer den mere elitære kunst, dvs den grænsesprængende avantegardekunst, ikke på nogen måde den folkelige og bekræftende kunst. Der er plads til begge former, og de er lige nødvendige. Avantegardekunsten er nødvendig, fordi kunsten må forny sig hele tiden, hvis ikke alt skal stivne i gamle former og forestillinger. Men den kunst der bliver inden for de gamle, kendte rammer er også nødvendig fordi flertallet af folk har behov for til stadighed at få bekræftet deres meninger og forestillinger. Dette er der faktisk ikke noget ondt i. Men selvfølgelig ligger der et problem i at folk ofte dermed får bekræftet deres fordomme. Og er der noget eliten ikke kan lide, så er det fordomme (medmindre det er deres egne). - Jf. iøvrigt de generelle betragtninger om æstetik i artiklen En alternativ, helhedsrealistisk æstetik.

Det er faktisk et gammelt fænomen, at eliten foragter folket, fordi dette holder fast i sine vaner og forestillinger. Et meget kendt eksempel er de kulturradikales bannerfører Georg Brandes der åndeligt var nært beslægtet med Friedrich Nietzsche og inspireret af denne gik ind for en decideret 'aristokratisk radikalisme'. Han foragtede simpelthen menigmand - og blev dybt desillusioneret da han erfarede at folket ikke ville følge ham i hans vej mod det han personligt forstod ved fremskridt.

Det sjove og bemærkelsesværdige er at den i dag dominerende generation af kulturradikale (som for nemheds skyld kan betegnes som Poul Henningsens efterfølgere) ikke blot lider af selvsamme foragt for folket som Brandes, men direkte hader det parti der om noget repræsenterer folket i dag, nemlig Dansk Folkeparti og dets fortalere. Pia Kjærsgaard nævner selv dette had i Politikens interview. Hun føler det næsten dagligt. Enhver læser af Politiken kan se det ene hadefulde udfald mod hende og hendes partifæller i læserbrev efter læserbrev. Og den etablerede kulturelite med Klaus Rifbjerg i spidsen holder sig heller ikke tilbage. Politikens tegner, Roald Als, kan - modsat den legendariske Bo Bojesen - heller ikke styre sit had i sin tegnekunst der ellers skulle være humor. Men i hans form for humor er der ingen overbærenhed. Og selv socialdemokraternes kulturordfører Mogens Jensen kan ikke dy sig for at reagere på Pia Kjærsgaards kulturbetragtninger med en salut om at de minder ham om den kulturpolitik man førte i Sovjet og i Nazityskland: "Hun ønsker en politisk styring af kulturlivet og at udelukke kunstnere der har en anden politisk overbevisning end den hun selv har", udtaler han. Begge dele er løgn, og associationen til totalitarismen er simpelthen en idiotisk, men desværre typisk afledningsmanøvre.

Der ligger i virkeligheden en stor selvmodsigelse og inkonsistens i hele dette kulturradikale had, fordi det falder sammen med en fuldstændig monoton gentagelse af beskyldninger mod Dansk Folkeparti for had til alt fremmed og alle fremmede, som endda ofte udarter til beskyldning for decideret racisme. Kultureliten synes det er forfærdeligt at nogle skelner mellem dem og os, skønt vi alle gør det, og skønt de selv gør det i ekstrem grad, lige så snart det gælder nogle der kritiserer dem selv.

Hvad specielt Klaus Rifbjerg - vores ubestrideligt største nulevende digter - angår er hans afsky for folk der ikke mener som han selv eller ikke står mål med hans egen begavelse og indsigt (eksempelvis Henrik Stangerup eller Niels Barfoed) et så velkendt fænomen fra hans mange bøger og kronikker, at det egentligt taler for sig selv. Hans afsky er slet ikke psykologisk uforståelig, for den er en simpel følge af mandens enorme selvfølelse. Det er en psykologisk lov, at afskyen for andre stiger støt og proportionalt med opbygningen af en snæver jegidentitet. Kun en relativering af jeget gennem opbygning af et overordnet selv kan 'afmontere' afskyen og forhindre dets eskalering til egentligt had. - Jf. artiklen om Jeget og selvet.

Almindelige menneskers angst for fremmede og for folk fra andre kulturer og religioner der bryder ind og vil omforme den eksisterende kultur som disse mennesker er fortrolige med, er en såre naturlig ting hos ethvert sundt folk. Men det gør naturligvis ikke alle deres meninger fornuftige, endsige fremskridtsvenlige. Elitens had til almindelige mennesker der nærer almindelige positive fornemmelser for den kultur de er fortrolige med er derimod en såre betænkelig og betændt affære. Den viser at de ikke opbygger deres identiteter i respekt for folk der ikke kan følge dem i deres evige stræben efter vedvarende transcendens og grænseoverskridelse.

Men komplementaritet i forståelse af andre mennesker og andre kulturer ligger hverken for den etablerede danske kulturelite eller Dansk Folkeparti. Det kan undertegnede også aflæse på reaktionerne på Jernesalts filosofi. Mange vil simpelthen ikke acceptere at Dansk Folkeparti - i modsætning til Fremskridtspartiet - betragtes som et ægte midterparti. Ikke desto mindre er og bliver komplementaritetssynspunktet fortsat den bedste medicin mod al ensidighed og polarisering.

Jan Jernewicz

Henvisninger: