JERNESALT - dataset

Jernesalt

Dynamisk

komplementær

helhedsrealisme

Samfund

Eksistens

Sekularisering

Coronakrisen

E-Bøger

SAMFUND

Danmark

Flygtningekrisen

Muhammed-sag

EU og EUROPA

USA

Mellemøsten

Terrorismen

Miljø og klima

Medier

Polen

EKSISTENS

Værdier

Værdimanifest

Livskvalitet

Musik

Film

Kunst

Kunstblade

Etik

Litteratur

Psykologi

Erkendelse

SEKULARISERING

Verdsliggørelse

Virkelighed

Afdogmatisering

Oplysning

Sund fornuft

Ideer og ideologier

Frihed

Religion

Humor

2019-FILOSOFIEN

Forord

Krisen

Udfordringen

Håbet

Efterskrift

ESSAYS

RETORIK

ONTOLOGI

VIRKELIGHED

ENFOLDIG TALE

SKIDT OG KANEL

REDAKTION

PROGRAM

INTRODUKTION

INSPIRATORER

OVERSIGTER

EMNEINDEX

PERSONINDEX

LINKS

E-MAIL

utils prefix normal Forside Oversigter Redaktion At læse Jernesalt Sendemand Vrangsiden Kontakt

JERNESALT - marx200aar

ARTIKEL FRA JERNESALT - 5.5.18.

Karl Marx fejlfortolkede fremmedgørelsen

Det er i dag 5. maj to hundrede år siden at den tyske tænker, revolutionære socialist og samfundskritiker Karl Marx blev født - fem år senere end Søren Kierkgaard. De to tænkere er i alle henseender vidt forskellige, men har dog det til fælles, at de var enere der levede isoleret og begge vendte sig skarpt mod den tyske filosof G.W.F. Hegel og hans i deres ungdom dominerende idealistiske filosofi hegelianismen. Kierkegaard var radikal modstander af al systemtænkning og al sammenblanding af etik og religion; Karl Marx var imod idealismen som sådan og Hegels stats- og retsfilosofi specifikt.

Kierkegaards vej var en eksistentiel blindgyde. Hans sprog var for særegent og vanskeligt - og kan ikke gøres lettere tilgængeligt uden at forråde selve substansen i tænkningen. Intellektualismen er hos denne mand ført så radikalt ud i spidsfindigheder og absurditeter at han blev mere digter end tænker. Han kunne spinde endeløst, spekulativt tomme tanker på fx religiøsiteten og det 'fine' kristne trosparadoks om at et menneske blev gud. Men der er også blevet spundet endeløse spekulationer på Karl Marx's materialistiske og deterministiske historiefilosofi såvel som på hans revolutionære drømme og forestillinger. Intellektualismen er altid en fare. Kierkegaard forførte individer der dyrkede absurditeten som gud, og det resulterede i en mere og mere ligegyldig folkekirke her i landet. Marxismen forførte derimod i sidste ende masserne til en mere og mere ensidig samfundsforandring, og det førte som bekendt i 1900-tallet til katastrofale internationale bevægelser som leninismen, stalinismen og maoismen der lokalt greb magten og skabte brutale diktaturer.

Den britiske historiker Paul Johnson lagde i bogen 'Intellectuals' (1988) ikke fingrene imellem i sin kritk af Marx. Marx følte sig i London som "en maskine der var dømt til at sluge bøger". Han sad på British Museum's berømte læsesal og pløjede sig gennem stakke af bøger for at skrive 'Das Kapital'. Men Johnson betragter ham hverken som en lærd mand eller en rigtig videnskabsmand. Han var nemlig slet ikke interesseret i at finde sandheden, men kun i at proklamere den sandhed han havde i forvejen og søgte at underbygge med litteratur. Fra start til slut var han en eskatologisk skribent, en profet der bebudede dommedagen for det kapitalistiske system. Og drivkraften bag hans skriverier var hans had til pengeudlåning og ågerrenter, noget som igen afspejlede hans egne konstante pengesorger. Men Johnson fandt i Marx's tilfælde vel at mærke også klar modstrid mellem idé og praksis hos en intellektuel af den slags der har sat sig for at skabe et nyt og bedre samfund: Han fik en søn med sin lille families trofaste og fra Tyskland medbragte tjenestepige. Denne søn blev bortadopteret, men fik tilladelse til at besøge sin mor hos Marx-familien i Soho (28 Dean Street). Men drengen skulle skam benytte bagtrappen! Tjenestepigen var iøvrigt det eneste regulære medlem af arbejderklassen Marx selv havde reel kontakt med, påstår Johnson, der fører Marx's filosofi tilbage til fire aspekter af hans karakter: hans smag for vold, hans appetit på magt, hans manglende evne til at administrere penge og fremfor alt hans tilbøjelighed til at udbytte folk omkring sig!

Karl Marx (1818-82) var som sagt tysk revolutionær socialist og samfundsforsker, og må anses for at være den mest betydningsfulde person i den socialistiske bevægelses historie. Hans forsæt var gennem en forståelse af kapitalismens udvikling at vise vejen for arbejderklassens frigørelseskamp, men han måtte forlade Tyskalnd og forblev til sin død personligt isoleret i London. Ideologisk vandt hans ideer først frem for alvor med Lenin, og netop i sovjetkommunismen holdt de sig forbløffende længe. Marx blev i realiteten først definitivt isoleret med marxismen-leninismens endeligt ved Murens fald i 1989. Men nu er Karl Marx tilbage, lød det for nogle år siden i en overskrift i Politiken. Ordene kom fra professor i idehistorie Hans-Jørgen Schantz, Aarhus Universitet. Ifølge Schantz begynder de studerende nu igen at læse Marx, og det sker samtidig med krisen: "Den nye, unge universitetsgeneration står midt i høj arbejdsløshed og kan se svagheder ved det økonomiske system de har fæstet lid til. Dermed begynder de at sætte spørgsmålstegn ved systemet og undersøge sagen selv..... Dermed dannes opvindene for en gammel tænker, hvis hovedbedrift var en gennemgående kritik og analyse af netop kapitalismen og den civilisation vi er en del af."

Tilsvarende gør også lektor i filosofi ved Roskilde Universitet Mihail Larsen gældende at de studerende oplever at Marx stadig har noget at sige de unge. "De møder daglig en offentlig velfærdsdebat, hvor velfærd sættes lig med velstand. Man måler ikke på frihed eller andre af den type værdier, og den forskydning ønsker de studerende at forstå og forklare." Men så kommer Larsen med en meget afslørende tilføjelse: "Her kan de bruge Marx" - Og dét holder ikke et sekund. Tværtimod kan det slås fast med syvtommersøm, at Marx's begreber om psykologi slet ikke slår til i dag, og at hans dualistiske sondring mellem ånd og materie umuliggør en analyse der er brugbar for vor tid. Når velfærd sættes lig med velstand, så kæntrer velfærdsdebatten, og det har kun én hovedårsag, nemlig at ånden sættes uden for eksistensen. Dette skyldtes bl.a. at Karl Marx lodret fejlfortolkede selve fremmedgørelsen af mennesket, idet han snævert fortolkede den som et resultat af kapitalismens udbytning af arbejderklassen og deres børn. Og denne udbytning var unægtelig hård og brutal under den engelske industrialisering som Marx iagttog og beskrev.

I tilfælde af decideret social undertrykkelse er der ingen tvivl om fremmedgørelsen (og i sådanne tilbagestående samfund i nutiden er revolutioner derfor fortsat relevante muligheder). Men både det nyere industrisamfund og det moderne velfærdssamfund er langt mere kompliceret - her er det ikke fremmedgørende i sig selv at være økonomisk, socialt, moralsk eller videnskabeligt afhængig af andre. Alle vil nemlig altid på den ene eller anden måde være afhængige af andre. De fleste indgik også før industrialiseringen i et konstruktivt arbejdsfællesskab der både giver brød på bordet, gode sociale relationer, selvværd og glæde ved arbejde og indsats, og det gør det igen i 1900-tallet. Fremmedgørelse forekommer stadigvæk i velfærdssamfundet, men den sker da nu netop i form af enten flugten fra selve arbejdsforpligtelsen (og voksenansvarligheden) eller en undertrykkende eller nedværdigende 'tingsliggørelse' i det lokale tilfælde, hvor den enkelte reduceres til et redskab for et givent mål for andre mennesker, institutioner eller virksomheder: overskud, kapitalophobning, markedserobring, kynisk tilsidesættelse af menneskelige hensyn osv. Og den slags kan ske alle steder: i familielivet, ægteskabet, forretningslivet, produktionen og det politiske liv samt i videnskab og kulturliv, hvor der er kamp om magten (og bevillingerne).

Fremmedgørelsen beror i de fleste tilfælde på en tingsliggørelse (med et fint ord 'reifikation) der indebærer abstraktion fra den elementære kendsgerning at ethvert menneske er et åndsvæsen, hvis værd er uløseligt forbundet med respekten for dets sjæleliv, det vil sige at den enkelte i det fremmedgørende samfund betragtes som en genstand der kan bruges til bestemte egoistiske formål for andre. Forholdet bliver et rent 'jeg-det-forhold' i stedet for et 'jeg-du-forhold', for nu at benytte Martin Bubers fortræffelige begreber og sondring. Men følgelig sker fremmedgørelsen i veludviklede og oplyste samfund som vore demokratier som regel kun hvor de underordnede personer ikke er bevidste om deres værd og ikke værner om deres sjæleliv, integritet og egenansvarlighed.

Det er ikke underordningen eller subordinationen i sig selv der bevirker fremmedgørelsen, for hierarkisk orden kan ikke undgås i samfundslivet. Det er derimod det åndelige aspekt i sagen der bliver afgørende. Og dette aspekt vidste Karl Marx ikke ret meget om; det har stort set været et mørkelagt område af hele den marxistiske del af arbejderbevægelsen, ja stort set i hele den kulturudvikling der sætter velfærd lig med velstand og derfor ensidigt fremmer økonomisk fremskridt.

Men dybdepsykologik set er og bliver fremmedgørelse først og fremmest fravær af ånd og sjæl i forhold til de mennesker, dyr og ting man træder i forbindelse med. Denne fremmedgørelse kan fremkomme som resultat af såvel økonomisk magt som ideologisk magt, og af såvel videnskabelig magt som moralsk magt. Den økonomiske magt kan holde folk som slaver eller slavearbejdere. Sker det i fange- eller koncentrationslejre under totalitære regimer kan begrundelsen være ideologisk, men resultatet det samme. Den videnskabelige magt udfolder sig i analogi med den ideologiske magt gennem snævre definitioner af virkeligheds- og sandhedskriteriet (i nyere tid således ved en ophøjelse af naturvidenskabens kriterier til de eneste sande og gyldige). Og endelig sker den moralske undertrykkelse i form af moralisme der ophøjer snævre moralske normer som fx puritanismens til absolutte normer.

Fejlen ligger helt fundamentalt i den tåbelige dualisme mellem ånd og materie som Marx overtog fra Hegel, men som til den dag i dag har været dominerende filosofi, der først definitivt kan brydes med det bohrske komplimentaritets-synspunkt og den komplementære helhedsrealisme.

Karl Marx kunne naturligvis heller ikke tage højde for hele den moderne teknologisering af samfundet, der i nyeste tid har medført en ganske særlig generel digitalisering af flere og flere funktioner, og som meget let kan opfattes som tingsliggørelse af den der ikke går positivt ind i de nye relationer denne udvikling medfører. Dette gælder helt naturligt ældre mennesker der har svært ved at følge med og omstille sig til ny teknologi. Men det gælder i princippet alle der fastholder et gammelt syn på produktion - og altså bekæmper alle de former for masseproduktion som den nye teknologi både muliggør - og nødvendiggør i kraft af befolkningseksplosionen.

Her spiller strukturproblemer ind - som vi bl.a. har set med kommmunalreform og politireform og nu ser med skolereform (folkeskolekonflikt) og lægereform (konflikten mellem regioner og praktiserende læger). Reformerne er blevet økonomisk nødvendige på grund af befolkningsudviklingen og den teknologiske udvikling, men i praksis ændrer de nogle menneskelige relationer der gør personlig og mental omstilling nødvendig hos lærere, elever, forældre, læger, patienter, ja borgere og myndigheder i almindelighed. Og derfor bliver den gensidige tillid mellem alle involverede parter aldeles afgørende for en konstruktiv debat, forhandling og problemløsning.

Også stress-faktoren spiller en stor rolle i den moderne samfundsudvikling, fordi permanent stress er sundhedsskadelig. Stress er imidlertid ikke blot en simpel følge af øgede krav (selvom krav unægteligt kan blive objektivt set urimelige), men ofte også et spørgsmål om den personlige indstilling til arbejdet, hvilket i praksis vil sige et konkret spørgsmål om at holde den afstand til de daglige krav som ellers ville give følelsen af ikke at kunne slå til. At holde den nødvendige afstand er noget de fleste i vid udstrækning kan lære - og det moderne samfund kræver i dag at alle prøver at lære det ved som udgangspunkt at blive bevidste om selve den psykologiske problematik. Ethvert menneske bør for sin egen sundheds skyld undlade at gå ind i et karriere- og magtstræb der overstiger den individuelle grænse for stress.

Stressrisikoen ses nok allerbedst i det moderne fænomen der rammer alle, men især børn og unge: Afhængigheden af de sociale medier. Internettet, mobiltelefonen, facebook, twitter, ipads og iphones er teknologiske fremskridt der kan befordre en langt mere effektiv og åben kommunikation mellem mennesker, mellem myndigheder og borgere, og mellem folkene over grænserne og andre skel; de har i høj grad medført at det er blevet sværere og sværere for diktatoriske magthavere at forhindre folk i at blive orienteret om alternative muligheder, men risikoen har vist sig at være en afhængighed af selve mediet der betyder at ikke mindst børn og unge føler sig tvunget til at "være på" hele tiden og med korte mellemrum tjekke nyheder og beskeder. Endog mange voksne har svært ved at rive sig løs fra dette evindelige tvangs-tjekkeri - selv når de er i selskab med andre og ud fra almindelige sunde omgangsregler burde holde fokus på de mennesker de er sammen med. Uvæsenet ødelægger reelt de nære relationer mellem folk - og det stresser de afhængige personer i og med at disse ikke kan slippe kontrollen og slappe af, så sindet kan få den nødvendige tid og hvile til rekreation og regeneration.....

Stressfaktoren går som al fremmedgørelse ud over muligheden for at bevare den personlige integritet og konsistens. Og derfor bør man i dag se på hele fremmedgørelsesproblematikken i et langt større perspektiv end det skete i 1800-tallet.

I Karl Marx's tilfælde kommer man i denne forbindelse ikke uden om det forhold at der var dyb inkonsistens i hans livs-, menneske- og historiesyn. Der var som allerede nævnt dyb uoverensstemmelse mellem den revolutionsånd Karl Marx docerede og den personlige adfærd han udviste over for sine nærmeste, og tilsvarende gælder for Søren Kierkegaard. Han var så forgabet i sine egne evner til spidsfindig leg med ord og begreber at han var ude af stand til at 'realisere det almene' - og altså helt konkret ude af stand til at finde ud af at leve sammen med den Regine Olsen han brugte sin tomme forførelseskunst på.

I begge tilfælde må inkonsistensen føres direkte tilbage til Marx' og Kierkegaards fastholdelse af den skarpe dualisme mellem ånd og materie. Den sidstnævnte havnede i en åndelighed der blev mere og mere privat og efter hans død først og fremmest tiltrak tænketyper der havde nok i deres spekulationer eller ikke så anden udvej end at dyrke næstekærligheden, men alligevel havde held til at gøre folkekirken ligegyldig for folkelivet. Den anden havnede i en dyrkelse af den materielt-økonomiske magtfaktor der fik store sociale og politiske konsekvenser i praksis, men længe efter mandens død endte fatalt i en rå magtudøvelse der totalt så bort fra sjælelige og åndelige faktorer. Kommunismens spøgelse gik i 1800-tallet gennem hele Europa, som Marx konstaterede, men huserede i 1900-tallet som den ondeste ånd der har hersket i menneskesamfundet, endda under den falske betegnelse af 'proletariatets diktatur'. Resultatet blev at hverken Marx eller Kierkegaard eller nogen af deres efterfølgere drog omsorg for den overvægt af det alment gode i livet som er den ufravigelige betingelse for at opretholde indre (psykisk) konsistens og dermed bevare den mentale sundhed både individuelt og samfundsmæssigt.

Der kan ikke herske tvivl om at den almene og naturlige eksistens har dyb sammenhæng med fysiske, økonomiske og sociale forhold, men helt generelt gælder at selve den indre konsistens forudsætter bevidsthed om det åndeliges funktion i eksistensen, og her skal man forstå at det åndeliges funktion intet har at gøre med det man oftest kalder 'åndelighed' og som er en mere eller mindre religiøs bortvendthed fra det sanselige og verdslige - eller hvad man i finere kredse ligefrem kalder 'åndrighed', hvad der betyder at man kan udtrykke sig på en udsøgt og bemærkelsesværdig måde. Det åndeliges afgørende og naturlige funktion kan nemlig dybdepsykologisk set kun forstås som alt det der foregår i den frie 'underbevidsthed' eller det frie 'kollektivt ubevidste', for disse faktorer er frie i den forstand at de ikke er undergivet viljens kontrol. Derfor kan mennesket ikke nøjes med kognitiv bevidsthed om underbevidsthedens processer eller bruge hjerneforskningen til nogen som helst forklaring; det er tværtimod nødvendigt med den allerdybeste respekt for den frie underbevidsthed. Selve åndsfriheden forudsætter med andre ord dyb respekt for underbevidstheden og det kollektivt ubevidste.

Dette gælder iøvrigt også i kønsforholdet, hvor den snævre feminisme har en tendens til at se bort fra den faktiske kønsforskel hvad angår legemlige og hormonale kendetegn - og gå ud fra at ligestilling mellem kønnene skulle være ensbetydende med en ophævelse af kønsforskellen. Men en sådan ophævelse er slet ikke mulig i dybdepsykologisk forstand, for nok kan man med kampagner opnå visse småændringer i kønnenes adfærd, men man kan hverken røre de frie underbevidste procsser eller den frie udvikling i dagligsproget. Det eneste mulige og fornuftige er at acceptere kønsforskellen og se den i komplementaritetens perspektiv. - Jf. artiklen Betyder kvindernes ligestilling kønsforskellens ophævelse?.

Hænger man uhjælpeligt fast i dualismen mellem ånd og materie, kan man hverken få øje på muligheden for den erkendelsesmæssige komplementaritet mellem ånd og materie eller for den dybdepsykologiske indsigt i at alle værdiaspekter i kulturen og al frihed først kommer ind i naturen med menneskets bevidsthedsliv og frie åndsliv.

200-årsdagen for Karl Marx's fødsel er en god anledning til at slå dette fast. Men det skal samtidigt understreges at marxister langtfra er ene om dogmatisk at fastholde dualismen mellem ånd og materie. Det gør også dogmatiske teologer og naive humanister - som det vil fremgå af mine artikler om disse foragtere af det kollektivt ubevidste og forrædere mod det frie åndsliv.

Ejvind Riisgård

Relevante e-bøger fra Jernesalt:

'Den komplementære helhedsrealisme' (opdatering af Jernesalts 2009-filosofi, som udkommer 30.11.13. Prisen fra 2.1.15. er 50 kr.). Udover kapitlerne i 2009-udgaven indeholder e-bogen essayet Religion som emergent fænomen i biologien.

'Højsangen om den menneskelige eksistens' (nyt og afsluttende hovedværk af forfatteren, som udkom 22.11.13.). 358 sider, rigt illustreret. Pris 100 kr.

'Eksistens-psykologi for 21. årh.' (kr. 25) indeholder artikelserierne om de psykiske grundprocesser, om de psykiske fundamentalkræfter, om bevidsthedsforskning og om det kollektivt ubevidste samt artikler om 'jeget og selvet' og åndslivet m.m.

'Konsistensetik - Erling Jacobsen og Jes Bertelsen' omfatter essays om Etik og eksistens, Erling Jacobsens moralfilosofi

'Virkelighedens dobbelte karakter' (kr. 25) indeholder essayene om Virkeligheden fordelt på kapitler om fysikken, tiden, rummet, livet, ånden, sproget og humoren.

Nærmere om e-bøgerne i oversigten her på siderne

Bøgerne forhandles af Saxo.com

Relevante artikler på Jernesalt: