JERNESALT - dataset

Jernesalt

Dynamisk

komplementær

helhedsrealisme

Samfund

Eksistens

Sekularisering

Coronakrisen

E-Bøger

SAMFUND

Danmark

Flygtningekrisen

Muhammed-sag

EU og EUROPA

USA

Mellemøsten

Terrorismen

Miljø og klima

Medier

Polen

EKSISTENS

Værdier

Værdimanifest

Livskvalitet

Musik

Film

Kunst

Kunstblade

Etik

Litteratur

Psykologi

Erkendelse

SEKULARISERING

Verdsliggørelse

Virkelighed

Afdogmatisering

Oplysning

Sund fornuft

Ideer og ideologier

Frihed

Religion

Humor

2019-FILOSOFIEN

Forord

Krisen

Udfordringen

Håbet

Efterskrift

ESSAYS

RETORIK

ONTOLOGI

VIRKELIGHED

ENFOLDIG TALE

SKIDT OG KANEL

REDAKTION

PROGRAM

INTRODUKTION

INSPIRATORER

OVERSIGTER

EMNEINDEX

PERSONINDEX

LINKS

E-MAIL

utils prefix normal Forside Oversigter Redaktion At læse Jernesalt Sendemand Vrangsiden Kontakt

JERNESALT - kierkegaard

ARTIKEL FRA JERNESALT - 09.5.13.

Kierkegaard og Karl Marx hang fast i dualismen mellem ånd og materie

Det er to hundrede år siden at tænkeren, digteren og kirkekritikeren Søren Kierkegaard kom i cirkulation ligesom som mangen anden gal seddel i statsbankerottens gale pengeår, som han selvironisk sagde. Det var den femte maj 1813, og pudsigt nok har han dermed fødselsdag på samme dato som den tyske tænker, revolutionære socialist og samfundskritiker Karl Marx, der dog først så dagens lys i 1818. De er i alle henseender vidt forskellige, ikke mindst i forhold til det etablerede samfundssystem og den opkommende revolutionsånd, men de har dog det til fælles, at de var enere der levede isoleret (Marx i tvungen eksil i London fra 1849), og at de vendte sig skarpt mod den tyske filosof G.W.F. Hegel og hans i deres ungdom dominerende idealistiske filosofi (hegelianismen). Kierkegaard fordi han var radikal modstander af al systemtænkning og al sammenblanding af etik og religion; Karl Marx derimod fordi han både var imod idealismen som sådan og Hegels stats- og retsfilosofi specifikt.

Kierkegaard blev en af den eksistentialistiske tænknings vigtigste fædre - som bl.a. inspirerede Sartre til sin radikale eksistentialisme der blev modefænomen efter 2. verdenskrig - men han rettede også en voldsom kritik mod den herskende kirkes borgerlighed, idet han hævdede at kristendommen var et opgør med al vanereligiøsitet, selvtilstrækkelighed og harmonisøgning - og overhovedet ikke eksisterede i sand form nogetsteds. Karl Marx betragtede simpelthen al religion som opium for folket og vendte Hegels idealisme på hovedet, idet han hævdede at det ikke var det åndelige der var basis for det materielle, men omvendt det materielle der var basis for det åndelige. Den herskende klasse definerede han som den klasse der sidder på den materielle magt, og denne klasses tanker - påstod han - er altid den herskende åndelige magt i ethvert samfund.

Sjovt nok blev Kierkegaard langsomt annekteret af teologien - og hans tænkning blev i 1900-tallet endog gennem Tidehvervsbevægelsen til dominerende fortolkning i hele folkekirken. Det førte til en systematisk intellektualisering af den kirkelige kristendom som har været kraftigt medvirkende til de tomme kirker af den simple grund at folkereligiøsiteten eller almenreligiøsiteten er alt andet end intellektuel. Men det 'fine', dvs elitære ved Kierkegaard var netop at han vendte sig skarpt imod folkereligiøsiteten. I anden halvdel af 1800-tallet blev Karl Marx's historiske materialisme og forestillinger om en socialistisk magtovertagelse altdominerende i arbejderbevægelsen, og det varede ved lige indtil den bolsjevikiske revolution i Rusland gjorde modsætningen mellem reformisme og revolutionisme absolut og dybt splittende. Den fundamentale modsætning kom til at præge arbejderbevægelsen lige til 'Murens fald' i 1989 og sovjetkommunismens efterfølgende sammenbrud, der effektivt modbeviste den deterministiske forestilling om at 'proletariatets diktatur' automatisk ville ende med det fuldkomne, klasseløse samfund. Men selvsagt må opgøret med Karl Marx blive et helt andet end opgøret med Kierkegaard.

Sjovt nok fejres Søren Kierkegaard-jubilæet nu med en konstatering af at hans betydning er dalende, selvom ingen bestrider mandens originale tænkning eller det intellektuelle udbytte af at trænge ind i hans spidsfindigheder og særegne sprogkunst, mens Karl Marx tilsyneladende er ved at få en slags renaissance på universiteterne som middel til at få begreb om nutidens mærkværdige økonomiske kriser. Kun få på vore breddegrader vil have den gamle klassekamp tilbage, og alle kan se uholdbarheden i Marx's teori om at kapitalismen nødvendigvis ville ende med den store elendighed, men åbenbart tror nogle at Marx kan levere bidrag til en bedre forståelse af det forhold at markedskræfterne ikke af sig selv løser hverken samfundenes sociale og økonomiske problemer eller menneskenes eksistentielle fremmedgørelse. Vitterligt pegede manden på ikke uvæsentlige sider af fremmedgørelsens problematik, men Marx droppede psykologiske overvejelser til fordel for analyser af datidens hårde og ubarmhjertige kapitalisme. Og datidens psykologi var også helt utiltrækkelig til grundig udforskning af eksistentielle problemer.

For både Marx og Kierkegaard gælder at deres psykologi lå før Freud og Jung og hvad der siden kom til af dybdepsykologi. Og det må der tages højde for i enhver bedømmelse af de to vidt forskellige tænkere.

Søren Kierkegaard (1813-55) beskriver i 'Begrebet angst' (1844) menneskets fundamentale angst for at være et frit og selvansvarligt individ. I denne forbindelse fremkommer sætningen i 'Afsluttende uvidenskabelig efterskrift' (1846) om at subjektiviteten er sandheden, som populært sagt betyder at et menneske i eksistentiel henseende ikke kan nøjes med de objektive kendsgerninger fysikken arbejder med, men tværtimod altid må tage ansvaret for sine egne valg og personlige standpunkter. Men for Kierkegaard gjaldt det ikke blot om at vælge friheden, men også at gøre 'springet', dvs kristendommens spring ind i det han kaldte troens absurditet. Det egentlige eksistentielle valg beror ikke på logisk ræsonneren, men på bruddet med logikken og antagelsen af paradokset eller absurditeten. Troen bliver for Kierkegaard ensbetydende med tro på det absolut paradoksale i at Gud blev menneske (ved Jesus) og det evige således timeligt. Dette fattes ikke af forstanden, men er ifølge Kierkegård og mange andre teologer den kristne tros kerne, selvom det i realiteten blot er forstandens leg med egne kategorier! Dermed sættes kristendommen bevidst og definitivt uden for fornuftens rammer. Og den gamle dualismes principielle kløft mellem ånd og materie cementeres eftertrykkeligt. Der kan under ingen omstændigheder leves et jordisk liv der integrerer det åndelige i den naturlige eksistens.

Kierkegaard havde stor sans for både erotik og musik, men selv disse forfinede sjælelige fænomener er ikke udtryk for ånd, for de ligger begge uden for sproget. Ånd kommer efter Kierkegaards mening først ind med sproget, bevidstheden og det nævnte paradoks. Hans kristendomsforståelse var med andre ord intellektuel og elitær i allerhøjeste grad. Den er ikke for almindelige mennesker. Og det er da også karakteristisk for Kierkegaard at han ikke fattede Grundtvigs folkelige synspunkter. Grundtvig var rent ud sagt "et vrøvl". - I sine sidste leveår blev Kierkegaards angreb på den borgerlige kirke stadigt skarpere, og han nægtede på dødslejet at modtage den hellige nadver af præsten, men længe fik angrebene ingen effekt. Det var Grundtvigs synspunkter der vandt gehør (og måtte tage konkurrencen op med den indremissionske vækkelse der vandt gehør i puritanske miljøer). Men da naturvidenskaben ikke mindst med darwinismen vandt over hele den kirkelige dogmatik (inklusiv Grundtvigs), blev Kierkegaards tanker brugelige for alle der søgte tilflugt i intellektualisme og absurd teolog.

Intellektuelt er Kierkegaard et studium værd, fordi han beskæftiger sig med de store eksistentielle spørgsmål på en måde der tvinger til afklaring. Men set ud fra en helhedsrealistisk synsvinkel repræsenterer han en form for tro der gør det fornuftsstridige til gud og dermed afgud. Han viser derfor - modsat Grundtvig - væk fra ægte, folkelig tro, den tro der er umiddelbar tro, og som selvfølgelig skal omformes gennem pubertetens og ungdommens intelletuelle kritik, men aldrig må havne i intellektualismens ensidige æstetiske absurditetsdyrkelse. - Jf. afsnittet om angst i artiklen Fra Tryghed til Frihed (serien om livskvalitet).

Kierkegaards vej er en eksistentiel blindgyde - og derfor er det såmænd udmærket at jubilæumsåret afslutter Kierkegaard-dyrkelsen med nyudgivelsen af hans skrifter, og at Søren Kierkegaard-fonden afvikles. Behjertede folk vil nu forsøge sig med en bedre formidling af hans vanskeligt tilgængelige filosofi, men det kommer man aldrig langt med. Hans sprog er for særegent og vanskeligt - og kan ikke gøres lettere tilgængeligt uden at forråde selve substansen i tænkningen. Intellektualismen er hos denne mand ført så radikalt ud i spidsfindigheder og absurditeter at han blev mere digter end tænker.

Det skal i den forbindelse nævnes at Kierkegaard i sin 'Stadier på Livets vej' (der ikke drejer sig om udviklingstrin, men om mennesketyper) opdeler folk i æstetikeren, etikeren og den religiøse type, og igen opdeler den sidste i religiøsitet A og B. Religiøsitet A er den almene (som bliver fri og ansvarlig gennem sine valg) og type B den sandt kristne type der accepterer det fine kristne trosparadoks. Det kan der spindes endeløst spekulativt tomme tanker på. Og fred være med dem.

Det sjove er at der også har kunnet spindes endeløs spekulation på Karl Marx's materialistiske og deterministiske historiefilosofi såvel som på hans revolutionære drømme og forestillinger. Intellektualismen er altid en fare. Men forskellen var trods alt, at Kierkegaard kun forførte individer der dyrkede absurditeten som gud, marxismen derimod i sidste ende masserne der ville samfundsforandring, og det blev som bekendt katastrofalt i 1900-tallet.

Et af de mest systematiske generalangreb på intellektualismen og de intellektuelle kom i 1988 fra den britiske historiker Paul Johnson med bogen "Intellectuals". Her analyserer han veloplagt fremtrædende intellektuelle i de sidste 300 års vestlige historie. Det er navne som Rousseau, Shelley, Marx, Ibsen, Tolstoy, Brecht, Bertrand Russel, Sartre, George Orwell, Fassbinder, James Baldwin og Noam Chomsky.

Hvad Karl Marx angår, følte han sig i London som "en maskine der var dømt til at sluge bøger". Han sad da på British Museum's berømte læsesal og pløjede sig gennem stakke af bøger for at skrive 'Das Kapital'. Men Johnson betragter ham hverken som en lærd mand eller en rigtig videnskabsmand. Han var nemlig slet ikke interesseret i at finde sandheden, men kun i at proklamere den sandhed han havde i forvejen og søgte at underbygge med litteratur. Fra start til slut var han en eskatologisk skribent, en profet der bebudede dommedagen for det kapitalistiske system. Og drivkraften bag hans skriverier var hans had til pengeudlåning og ågerrenter, noget som igen afspejlede hans egne konstante pengeproblemer.

Johnson fører Marx's filosofi tilbage til fire aspekter af hans karakter: hans smag for vold, hans appetit på magt, hans manglende evne til at administrere penge og fremfor alt hans tilbøjelighed til at udbytte folk omkring sig. Og igen finder Johnson klar modstrid mellem idé og praksis hos en intellektuel af den slags der har sat sig for at skabe et nyt og bedre samfund: Han fik en søn med sin lille families trofaste og fra Tyskland medbragte tjenestepige i Soho (28 Dean Street, hvor hans lejede lokaler stadig kan beses). Denne søn blev bortadopteret, men fik tilladelse til at besøge sin mor hos Marx-familien. Men drengen skulle vel at mærke benytte bagtrappen! Tjenestepigen var iøvrigt det eneste regulære medlem af arbejderklassen Marx selv havde reel kontakt med, påstår Johnson.

Det centrale i Johnsons generelle dom over de intellektuelle turde være at disse slet ikke ser eller forstår den dybe forskel mellem idé og virkelighed eller mellem drøm og realisation. Derfor ser de i mine øjne heller ikke den dybe psykologiske forskel mellem jegets funktion og selvets funktion, som er helt central for den helhedsrealistiske filosofi. For det er den - og den alene - der kan bløde selve magtaspektet op.

Når intellektuelle kan havne i et engagement for en politisk, moralsk eller ideologisk sag på en sådan måde, at de bliver fanatiske, hadefulde og hævngerrige, ja voldelige og terroristiske, så viser det, at de helt og holdent befinder sig inden for jegets funktion og magttænkning, hvor hævdelsen af rethaveriskhed og retfærdighed er noget centralt. De kan ikke opgive retfærdigheden og rethaveriskheden og bevæge sig over i selvets område, hvor langt større ting er på spil, nemlig åndens kræfter og indsigter.

Karl Marx (1818-82) var som sagt tysk revolutionær socialist og samfundsvidenskabsmand, og må anses for at være den mest betydningsfulde person i den socialistiske bevægelses historie. Hans forsæt var gennem en forståelse af kapitalismens udvikling at vise vejen for arbejderklassens frigørelseskamp, men han forblev personligt isoleret i London til sin død. Ideologisk vandt hans ideer først frem for alvor med Lenin, og netop i sovjetkommunismen holdt de sig forbløffende længe. Marx blev i realiteten først isoleret med marxismen-leninismens endeligt ved Murens fald i 1989. Men nu er Karl Marx tilbage, lød det for nylig i en overskrift i Politiken. Ordene kom fra professor i idehistorie Hans-Jørgen Schantz, Aarhus Universitet, der engang i en Deadline-udsendelse i 2004 af Jes Stein Pedersen blev karakteriseret som universitetsmarxismens mest indflydelsesrige tænker. Med en bog om 'Kapitallogik' åbnede han i 1973 ballet for den marxistiske teoretiseren i universitetsuddannelserne, men siden tog han dog afstand fra ensidighedens elendighed. - Jf. artiklen Marxisme, modernitet og uforudsigelighed.

Ifølge Schantz begynder de studerende nu igen at læse Marx, og det sker samtidig med krisen: "Den nye, unge universitetsgeneration står midt i høj arbejdsløshed og kan se svagheder ved det økonomiske system de har fæstet lid til. Dermed begynder de at sætte spørgsmålstegn ved systemet og undersøge sagen selv..... Dermed dannes opvindene for en gammel tænker, hvis hovedbedrift var en gennemgående kritik og analyse af netop kapitalismen og den civilisation vi er en del af."

Schantz konstaterer at store tænkere har det med at vende tilbage i bølgebevægelser. Det gælder Marx, men også fx Hannah Arendt og K.E. Løgstrup.... Den nye interesse for Marx kan dog også forklares som en modreaktion: "Efter 70'ernes larmende ungdomsoprør har der været en periode hvor akademikerne på universiteterne i stedet har fået skyld for at optræde pænt, høfligt, nybarberet og uden at blande sig i den offentlige politiske debat. Nu kommer en generation der har øjne for uligheder og undertrykkelse og som vil blande sig. Og her ligger Marx og hans kritik af samfundets indbyggede spændinger lige for...". Det er dog "ikke hele det marxistiske tankesæt der bare glider ned igen. Eksempelvis ikke det gamle dogme om at økonomien var basis og alt andet bare overbygning. Og heller ikke teorien om klassekampen. Der er stadig en interessekamp, men i dag hvor stort sert alle lønmodtagere er med i en pensionskasse, er det svært at udpege kapitalismen [som syndebuk]. Den form for klassekamp er ude af billedet her i Vesten...".

Men Marx's kritik af den vestlige verdens økonomiske system er vakt til live igen. Vel at mærke "i form af en Marx der ikke bliver transformeret til slagord som i 70-erne", hedder det fra Schantz der således bekræfter sin selvkritik. "For der var dengang en blind vinkel... Vi kritiske marxister var for selvsikre. Vi havde en næsten sygelig opfattelse af at vi havde ret, og at de andre var håbløst nemme at argumentere imod, at vi helt overså at der var problemer i det hjørne hvor vi selv befandt os." - Og det turde da være en indrømmelse der vil noget.

Tilsvarende kommer også lektor i filosofi ved Roskilde Universitet Mihail Larsen med langt mere nuancerede synspunkter end tidligere: De studerende oplever at Marx stadig har noget at sige de unge. "De møder daglig en offentlig velfærdsdebat, hvor velfærd sættes lig med velstand. Man måler ikke på frihed eller andre af den type værdier, og den forskydning ønsker de studerende at forstå og forklare." - Men så kommer dog tilføjelsen: "Her kan de bruge Marx" - Og dét har man trods alt lov at tvivle på. Lige netop af den allerede anførte grund: Marx's begreber om psykologi slår slet ikke til i dag. Og hans dualistiske sondring mellem ånd og materie umuliggør en analyse der er brugbar for vor tid. Når velfærdsdebatten kæntrer når velfærd sættes lig med velstand, skyldes det at ånden sættes uden for eksistensen.

Dybdepsykologik set er fremmedgørelse fravær af ånd og sjæl i forhold til de mennesker, dyr og ting man træder i forbindelse med. Og fremmedgørelse kan fremkomme som resultat af såvel økonomisk magt som ideologisk magt, og af såvel videnskabelig magt som moralsk magt. Den økonomiske magt kan holde folk som slaver eller slavearbejdere. Sker det i fange- eller koncentrationslejre under totalitære regimer kan begrundelsen være ideologisk, men resultatet det samme. Den videnskabelige magt udfolder sig i analogi med den ideologiske magt gennem snævre definitioner af virkeligheds- og sandhedskriteriet (i nyere tid således ved en ophøjelse af naturvidenskabens kriterier til de eneste gyldige). Og endelig sker den moralske undertrykkelse i form af moralisme der ophøjer snævre moralske normer som fx puritanismens til absolutte normer.

I tilfælde af decideret social undertrykkelse som i det gamle slavesamfund er der ingen tvivl om fremmedgørelsen (og i sådanne tilbagestående samfund er revolutioner derfor fortsat relevante muligheder). Men det moderne velfærdssamfund er langt mere kompliceret - her er det ikke fremmedgørende i sig selv at være økonomisk, socialt, moralsk eller videnskabeligt afhængig af andre. Alle vil nemlig altid på den ene eller anden måde være er afhængige af andre. De fleste indgår også i et konstruktivt arbejdsfællesskab der både giver brød på bordet, gode sociale relationer, selvværd og glæde ved arbejde og indsats. Fremmedgørelse forekommer stadigvæk i velfærdssamfundet, men den sker da netop i form af enten flugten fra selve arbejdsforpligtelsen (og voksenansvarligheden) eller en undertrykkende eller nedværdigende 'tingsliggørelse' i det lokale tilfælde, hvor den enkelte reduceres til et redskab for et givent mål for andre mennesker, institutioner eller virksomheder: overskud, kapitalophobning, markedserobring, kynisk tilsidesættelse af menneskelige hensyn osv. Og den slags kan ske alle steder: i familielivet, ægteskabet, forretningslivet, produktionen og det politiske liv samt i videnskab og kulturliv, hvor der er kamp om magten (og bevillingerne).

Fremmedgørelsen beror i de fleste tilfælde på en tingsliggørelse der indebærer abstraktion fra den elementære kendsgerning at ethvert menneske er et åndsvæsen, hvis værd er uløseligt forbundet med respekten for dets sjæleliv, det vil sige at den enkelte betragtes som en genstand der kan bruges til bestemte egoistiske formål for andre. Forholdet bliver et rent 'jeg-det-forhold' i stedet for et 'jeg-du-forhold', for nu at benytte Martin Bubers begreber. Men følgelig sker fremmedgørelsen i veludviklede og oplyste samfund som vore demokratier som regel kun hvor de underordnede personer ikke er bevidste om deres værd og ikke værner om deres sjæleliv, integritet og egenansvarlighed. Det er ikke underordningen eller subordinationen i sig selv der bevirker fremmedgørelsen, for hierarkisk orden kan ikke undgåes i samfundslivet. Det er derimod det åndelige aspekt i sagen der bliver afgørende. Og det vidste Karl Marx ikke ret meget om; det har stort set været et mørkelagt område af hele den marxistiske del af arbejderbevægelsen, ja stort set i hele den kulturudvikling der sætter velfærd lig med velstand og derfor fremmer økonomisk fremskridt ensidigt.

Fejlen ligger helt fundamentalt i den tåbelige dualisme mellem ånd og materie som Marx overtog fra Hegel, men som til den dag i dag har været dominerende filosofi, der først definitivt kan brydes med det bohrske komplimentaritets-synspunkt og den komplementære helhedsrealisme.

Karl Marx kunne naturligvis heller ikke tage højde for hele den moderne teknologisering af samfundet, der i nyeste tid har medført en ganske særlig generel digitalisering af flere og flere funktioner der meget let kan opfattes som tingsliggørelse af den der ikke går positivt ind i de nye relationer denne udvikling medfører. Dette gælder helt naturligt ældre mennesker der har svært ved at følge med og omstille sig til ny teknologi. Men det gælder i princippet alle der fastholder et gammelt syn på produktion - og altså bekæmper alle de former for masseproduktion som den nye teknologi både muliggør - og nødvendiggør i kraft af befolkningseksplosionen.

Her spiller strukturproblemer ind - som vi bl.a. har set med kommmunalreform og politireform og nu ser med skolereform (folkeskolekonflikt) og lægereform (konflikten mellem regioner og praktiserende læger). Reformerne er blevet økonomisk nødvendige på grund af befolkningsudviklingen og den teknologiske udvikling, men i praksis ændrer de nogle menneskelige relationer der gør personlig og mental omstilling nødvendig hos lærere, elever, forældre, læger, patentienter, ja borgere og myndigheder i almindelighed. Og derfor bliver den gensidige tillid mellem alle involverede parter aldeles afgørende for en konstruktiv debat, forhandling og problemløsning.

Også stress-faktoren spiller en stor rolle i den moderne samfundsudvikling, fordi permanent stress er sundhedsskadelig. Stress er imidlertid ikke blot en simpel følge af øgede krav (selvom krav unægteligt kan blive objektivt set urimelige), men ofte også et spørgsmål om den personlige indstilling til arbejdet, hvilket i praksis vil sige et konkret spørgsmål om at holde den afstand til de daglige krav som ellers ville give følelsen af ikke at kunne slå til. At holde den nødvendige afstand er noget de fleste i vid udstrækning kan lære - og det moderne samfund kræver i dag at alle prøver at lære det ved som udgangspunkt at blive bevidste om selve den psykologiske problematik.

Dette ses nok allerbedst i det moderne fænomen der rammer alle, men især børn og unge: Afhængigheden af de sociale medier. Internettet, mobiltelefonen, facebook, twitter, ipads og iphones er teknologiske fremskridt der kan befordre en langt mere effektiv og åben kommunikation mellem mennesker, mellem myndigheder og borgere, og mellem folkene over grænserne og andre skel; de har i høj grad medført at det er blevet sværere og sværere for diktatoriske magthavere at forhindre folk i at blive orienteret om alternative muligheder, men risikoen har vist sig at være en afhængighed af selve mediet der betyder at ikke mindst børn og unge føler sig tvunget til at "være på" hele tiden og med korte mellemrum tjekke nyheder og beskeder. Endog mange voksne har svært ved at rive sig løs fra dette evindelige tvangs-tjekkeri - selv når de er i selskab med andre og ud fra almindelige sunde omgangsregler burde holde fokus på de mennesker de er sammen med. Uvæsenet ødelægger reelt de nære relationer mellem folk - og det stresser de afhængige personer i og med at disse ikke kan slippe kontrollen og slappe af, så sindet kan få den nødvendige tid og hvile til rekreation og regeneration.....

Stressfaktoren går som al fremmedgørelse ud over muligheden for at bevare den personlige integritet og konsistens. Og derfor bør man i dag se på hele fremmedgørelsesproblematikken i et langt større perspektiv end det skete i 1800-tallet.

I både Kierkegaards og Karl Marx's tilfælde må man i denne forbindelse desuden påpege selve det forhold at der var dyb inkonsistens i deres livs-, menneske- og historiesyn. Det er allerede nævnt at der var uoverensstemmelse mellem den revolutionsånd Karl Marx docerede og den personlige adfærd han udviste over for sine nærmeste, og det er velkendt at Søren Kierkegaard var så forgabet i sine egne evner til spidsfindig leg med ord og begreber at han var ude af stand til at realisere det almene - helt konkret ude af stand til at finde ud af at leve sammen med den Regine Olsen han brugte sin tomme forførelseskunst på.

I begge tilfælde kan inkonsistensen hos Marx og Kierkegaard føres direkte tilbage til deres fastholdelse af den skarpe dualisme mellem ånd og materie. Den ene havnede i en åndelighed der blev mere og mere privat og efter hans død først og fremmest tiltrak tænketyper der havde nok i deres spekulationer, mens den anden havnede i en dyrkelse af den materielt-økonomiske magtfaktor der fik store sociale og politiske konsekvenser i praksis, men længe efter mandens død endte fatalt i en rå magtudøvelse der totalt så bort fra sjælelige og åndelige faktorer. Resultatet blev at ingen af dem eller nogen af deres efterfølgere drog omsorg for den overvægt af det alment gode i livet som er betingelsen for at opretholde indre konsistens.

Generelt gælder at indre konsistens kræver bevidsthed om det åndeliges funktion i den almene og naturlige eksistens, som på sin side har dyb sammenhæng med fysiske og økonomiske forhold. Betingelser var ikke til stede i 1800-tallet for fuldt ud at forstå dette, for man hang uhjælpeligt fast i dualismen mellem ånd og materie - og kunne hverken få øje på muligheden for den erkendelsesmæssige komplementaritet mellem ånd og materie eller for den dybdepsykologiske indsigt i at alle værdiaspekter i kulturen først kommer ind i naturen med menneskets bevidstheds- og åndsliv.

Interessen for Søren Kierkegaard synes heldigvis dalende, men hvis Karl Marx virkelig skulle være på vej tilbage i de universitetsstuderendes fokus, så er der grund til at understrege at han hverken kan bidrage til løsning af nutidens yderst komplicerede fremmedgørelsesproblematik eller af nutidens yderst komplicerede økonomiske kriser. Hertil kræves en helt ny filosofi og tænkemåde som den komplementære helhedsrealisme.

Ejvind Riisgård

PS. Opmærksomheden henledes på at helhedsrealismens opfattelse af konsistens-etikken bliver belyst i den kommende e-bog om 'Konsistensetik - Erling Jacobsen - Jes Bertelsen'.

Som læserne måske har bemærket er Jernesalt fra nytår gået over til kun at bringe en enkelt, relativ kort artikel om ugen, og at kalde den 'ugebrev' - uden at der heri skal lægges nogen forestilling om at det er en hel uges begivenheder der kommenteres. Det er hver uge kun et enkelt tema der tages op - og det sker ud fra en vurd ering at dets relevans for Jernesalts overordnede mål om at behandle politiske, kulturelle, psykologiske og religiøse emner som har betydning for den moderne danskers eksistens - og så vidt muligt sætte dem ind i en større helhedsrealistisk sammenhæng.

Jeg minder i den forbindelse om at Jernesalt ikke skrives af snæver intellektuel-akademisk interesse, endsige af polemiske grunde, men af eksistentiel interesse og med henblik på at give stof til refleksion og stille eftertanke.

Når virksomheden nu indskrænkes til den beskedne ugentlige indsats, skyldes det ganske enkelt at Jernesalt er begyndt at udgive e-bøger på www.saxo.com - jf. linket forfatteren Ejvind Riisgård på Saxo.com. Og det kræver en vis arbejdsindsats.

Bøgerne vil i løbet af året komme til at dække alle væsentlige sider af Jernesalts filosofi, kulturkritik og samfundskritik, sådan som den har formet sig gennem 10-11 år. Jeg har valgt at starte med de grundliggende filosofiske og psykologiske essays og fortsætte med essays om mine store inspiratorer i filmens, litteraturens, kunstens og musikkens verden, men kommer skam også til de mere politiske emner.

Under rubrikken e-bøger findes en oversigt over de udgivne bøger, og ved at klikke ind på den enkelte bog kan man se beskrivelse og indholdsfortegnelse.

Undertegnede forventer at afslutte Jernesalts virksomhed i løbet af et års tid - og har tænkt mig at runde af med et større essay om den menneskelige eksistens i det 21. århundrede.

Ejvind Riisgård

Henvisninger:

Relevante artikler på Jernesalt:

Schanz, Hans-Jørgen, idehistoriker (udsendelse om religion)
Schanz, Hans-Jørgen idéhistoriker
Intellektualismens dilemma (Sund fornuft - 6.3.03.)

Etik og eksistens (Essay om etikkens placering i den menneskelige eksistens)
Det romantiske som åben føling med det kollektivt ubevidste (26.05.08.)
Romantikken ifølge Rüdiger Safranski
Åndelige strømninger i det 19. årh. ifølge Vilh. Grønbech
Vilh. Grønbechs kulturopgør
Vurdering af det 20. århundrede