Jernesalt
Dynamisk komplementær helhedsrealisme
Samfund Eksistens Sekularisering DRAMAER E-Bøger
SAMFUND
 
EKSISTENS
 
SEKULARISERING
 
2009-FILOSOFIEN
 
LEKSIKON
ESSAYS
DRAMAER
RETORIK
ONTOLOGI
VIRKELIGHED
ENFOLDIG TALE
SKIDT OG KANEL
REDAKTION
PROGRAM
INTRODUKTION
INSPIRATORER
OVERSIGTER
EMNEINDEX
PERSONINDEX
LINKS
E-MAIL
 
utils prefix normal Forside    Oversigter    Redaktion    At læse Jernesalt    Sendemand    Vrangsiden    Kontakt   
 
JERNESALT - tredjevej03

ARTIKEL FRA JERNESALT - 30.7.12.


'Den tredje vej', Fogh Rasmussen og Venstre

Fogh Rasmussens radikale brud med minimalstatsfilosofien
Foghs regeringstid
Foghs manglende afklaring
Lars Løkke Rasmussen tager over
Henvisninger



Fogh Rasmussens radikale brud med minimalstatsfilosofien     
Til toppen  Næste

Den største og mest virkningsfulde overraskelse i dansk politik siden det store vælgeropbrud i 1973 var Anders Fogh Rasmussens konsekvente opgør med sine egne og partiet Venstres uforløste forhåbninger om at erobre regeringsmagten på den gammeldags liberalismes ensidige grundlag. Partiets daværende formand, fhv. udenrigsminister Uffe Ellemann-Jensen var så tæt på målet ved folketingsvalget i marts 1998 at Poul Nyrup Rasmussen kun genvandt statsministeriet, fordi Ellemann så at sige snublede lige før målstregen med en uforsigtig bemærkning til Ekstrabladet om at sejren "var hjemme". Det viste de allerseneste meningsmålinger godt nok, men det er den slags udtalelser man absolut ikke skal komme med forud for sikre prognoser på selve valgaftenen. Ellemann indså omgående fejlen og trak sig som formand for Venstre. Han udpegede ved samme lejlighed - meget utraditionelt - sin næstformand til efterfølger, og denne blev da også officielt valg til formand på det efterfølgende landsmøde i april 1998 uden modkandidat, men ikke uden skepsis i rækkerne. Niels Anker Kofoed syntes bl.a. at Fogh manglede Ellemanns charme og humor. Til gengæld bebudede Fogh Rasmussen allerede her det altafgørende, at partiet nu skulle søge mod midten.

Anders Fogh Rasmussen havde fået læst Tony Blair-rådgiveren Philip Goulds bog 'The unfinished revolution' nærmest i laser, og den indeholdt 'opskriften' på Blairs jordsskredssejr i 1997. Gould havde bl.a. skrevet at "New Labour skulle være besat af tanken om at vinde. At vinde burde være det helt centrale mål for politikken, for kun med magt kan den virkelige politik begynde". Gloud havde desuden påpeget at et fremragende forhold til medierne ikke blot er "et vedhæng til en regering, men helt essentielt. For uden det kan man ikke regere totalt". New Labours valgsejr var givetvis et resultat af bevidst mediestrategi i kombination med et klart farvel til Old Labours forældede klassekamps- og venstrefløjsposition. New Labour vandt fordi det var blevet til et klart midtsøgende parti der gik den vej sociologen Anthony Giddens betegnede som 'den tredje vej' og som vel at mærke troede fuldt og fast på den. Anders Fogh Rasmussen ville nu lave det Poul Nyrups tidligere spindoktor Ralf Pittelkow ironisk kaldte "en omvendt Blair", dvs en bevidst søgning ind mod midten fra den modsatte fløj, altså fra et liberalt parti der havde stået som en markant modstander af velfærdsstaten i gængs socialdemokratisk udgave.

Naturligvis kom der kritik fra partiets medlemmer og tillidsfolk, for der var vitterligt tale om en eklatant brud med gamle fordomme og forestillinger. Men som Anne Sofie Krag understreger i sin Fogh-biografi, så holdt Anders Fogh Rasmussen fast i at det han gjorde var det rigtige - uanset hvor megen kritik der kom og uanset hvor meget der blev sået tvivl om hans troværdighed. "I de tre et halvt år, der gik fra Anders Fogh Ramussen blev formand, til han blev valgt som landets statsminister, viste han aldrig tegn på usikkerhed om partiets line. Et så dramatisk skifte kunne kun lade sig gøre, hvis det blev gjort åbenlyst og uden tøven, og Anders Fogh Rasmussen tøvede ikke."



Foghs beslutsomhed skal netop ses i lyset af skiftet i hans standpunkt. Han var selv bekymret for sin troværdighed i og med at det kun var fem år tidligere han havde udgivet sin udpræget liberalistiske bog om minimalstaten ("Fra socialstat til minimalstat. En liberal strategi"). Her havde han kaldt danskernes behov for tryghed for en ynkelig slavenatur, og han havde utvetydigt kaldt den tredje vej for en illusion. "Der findes ikke nogen mellemvej mellem socialisme og liberalisme. Middelvejen fører til socialisme og trældom." Og tilsvarende havde han i Berlingske Tidende gjort gældende at "Den midtertyranniske idé om at alle skal være enige eller bør være enige, nedbryder tilliden til og respekten for det politiske system". Ja, han tilføjede ligefrem: "Vi får åndenød af det."

Fogh blev nu i 1998 nødt til at lægge afstand til bogen, selvom han fandt den groft misforstået. I 1993 var det nødvendigt at slå et ordentlig slag i bolledejen for at blive hørt, påpegede han. Men i 1998 fandt han det forfærdeligt at blive konfronteret med det han havde skrevet! Og da Poul Nyrup i slutningen af oktober 2001 udskrev folketingsvalg til afholdelse 20. nov. blev bogen trukket frem igen på en sådan måde at Venstre resolut lagde den ud på partiets hjemmeside med understregning af 10 passager som socialdemokraterne elskede at hade og sikkert ønskede at bruge i valgkampen. Poul Nyrup holdt sig da heller ikke tilbage. Tværtimod kaldte han Fogh Rasmussen en vendekåbe, men samme Nyrup dummede sig gevaldigt da han på et stort offentligt debatmøde med sin rival stod på talerstolen og rev sider ud af minimalstatsbogen for at latterliggøre forfatteren. Nyrup nød det, men det er lige præcist en form for foragt for en politisk modstander ingen her i landet bryder sig om.

Fogh Rasmussen var lige så lidt som Tony Blair en vendekåbe eller opportunist af Jens Otto Krags slags der skifter standpunkt som man skifter skjorte, dvs uden at begrunde det eller tage mindste hensyn til at nogen finder en begrundelse nødvendig. Såvel Blair i Storbritannien som Fogh i Danmark havde hver for sig virkeligt indset at deres respektive partier var havnet i uholdbare, fastlåste ideologiske dogmer det var nødvendigt at gøre radikalt op med, hvis de skulle have mulighed for at få indflydelse på fremtidens politik. Valget af 'den tredje vej' var for ingen af dem et valgstrategisk trick, men en ærlig overbevisning som de ikke alene kunne stå inde for fuldt og helt, men faktisk også fik kraft og energi fra i den daglige politiske strid. Men i begge tilfælde må det også tilføjes, at ingen af de to statsledere nogensinde analyserede sig frem til en forståelse af dybden i den tredje vejs filosofi - og derfor heller ikke kunne forhindre at deres egne partier gik hen og svigtede filosofien, da de selv var gået fra borde.



Da sociologen Henrik Dahl i sin bog 'Spildte kræfter' fra 2011 påpeger at Venstres ledere i 1998 mødtes med nogle af Tony Blairs rådgivere i Downing Street 10 næsten samtidigt med at han selv med en socialdemokratisk studiedelegation var i London for at drøfte politik med den samme kreds og her fik en grundig orientering om 'Den tredje vej' - som ingen socialdemokrat her i landet gad interessere sig for, men til gengæld Venstre tog til sig - skal det lige for en ordens skyld nævnes, at Anders Fogh Rasmussen til Thomas Larsen har hævdet at Venstre-folkene udelukkende var i London for at forhøre sig om briternes stilling til euroen. Det må stå til troende, men dementerer ikke på nogen måde Foghs inspiration fra Philip Gould og Tony Blair. Den var allerede sat i gang.

Thomas Larsen er flere gange inde på inspirationen i sin interviewbog om Anders Fogh Rasmussen. Fogh fortæller at han i sommerferien 1999 læste en interesant bog af Philip Gould om New Labours strategier og valgkampe (nemlig 'The Unfinished Revolution' fra 1997). Det der slog ham allermest var beskrivelsen af, hvordan Tony Blair som ny formand for Labour havde haft modet til at tage et frontalt opgør med sine egne partifæller som en væsentlig del af arbejdet med at opbygge en tillid i befolkningen til, at netop han var i stand til at lede Storbritannien.

"Da jeg rejste hjem fra min sommerferie det år var det med en klar bevidsthed om, at jeg måtte tage et opgør med mine egne af to grunde: Dels var det nødvendigt at jeg fik afsluttet diskussionen om skattelettelser i partiet, for ellers kunne den i sig selv betyde, at Venstre ville tabe næste valg. Dels kunne det vise sig at være en fordel i det lange løb, at jeg over for omverdenen beviste, at jeg kunne tage et opgør på et så vigtigt område med mine egne partifæller."

Foghs løste spørgsmålet om Venstres håndtering af skatten ved at foreslå et simpelt skattestop, og ideen lanceredes på et todages hovedbestyrelsesmøde i august 1999. Foghs indlæg udløste megen debat, og han mødte modstand specielt fra de yngre, som syntes, at hans tanker var for slappe. To uger efter gik Fogh ud med sit forslag i aviserne. Det skete i begyndelsen af september [forud for landsmødet sidst i september], og der blev en farlig larm. "Unge Venstrefolk beskyldte mig igen for slaphed, debatten var voldsom, aviserne var ved at koge over med skriverier om splittelse i Venstre, og der blev sat store spørgmålstegn ved om jeg kunne håndtere sagen." Men da valget blev udskrevet i efteråret 2001, var "skattestoppet helt igennem konsolideret, nemt at forklare og realistisk over for vælgerne".

SR-regeringen under Nyrup udgav en økonomisk fremtidsrapport med overskriften "Danmark 2010", af den fremgik det, fandt Venstre ud af, at der økonomisk var plads til skattestoppet. Venstre kunne blot sige, at partiet tilsluttede sig målsætningen i 2010-planen. Rapporten var en ren foræring til Venstre. "Hver gang unge liberale hedsporer kritiserede mig for at være for midterorienteret, var det en understregning af, at det netop var kursen, og på den måde opnåede kritikerne for så vidt det modsatte af, hvad de gerne ville - nemlig at den nye politiske linje hurtigt bundfældede sig i vælgernes bevidsthed og kom til at stå endnu skarpere. Dertil kom, at meningsmålingerne viste vore egne folk, at befolkningen havde stor tillid til den nye linje. Det var ikke rigtigt noget at komme efter."



Fogh påpeger, at Danmark er gået fra det gamle bondesamfund over industrisamfundet til informationssamfundet, hvor der ikke længere findes den klassedeling af befolkningen som fandtes i de gamle samfund. "Af samme grund stemmer man ikke længere efter tilhørsforhold til en klasse eller en gruppe, men efter værdier. Når velstanden stiger, kommer politik ikke i så høj grad til at dreje som om kampen om knappe materielle goder. Derudover er uddannelseniveauet højnet, og det medfører at mennesker ser mere nuanceret på tingene, føler sig bedre i stand til at foretage valg og er mindre autorietstro. Alt det gør, at værdier bliver afgørende for den enkeltes tilhørsforhold til et parti, og dermed kommer den politiske kamp i høj grad til at dreje sig om værdier."

Og hvad skellet mellem højre og venstre angår er det ifølge Fogh også ophævet. "Politik handler ikke længere om en kamp mellem socialisme og kapitalisme. Der er mange flere facetter i virkelighedens verden, og mennesker bedømmer derfor partierne ud fra, hvad de konkret vil gøre ved bestemte problemer. Dét parti der bedst forstår at begå sig i dette nye landskab, er det parti der vil have bredest appel. Det har Venstre indtil nu været bedst til."

For "Mens Socialdemokratiet har været forankret i det gamle system, har Venstre kastet det gamle system af sig. Det har internt krævet en smertefuld omstilling, for man kommer nemt under beskyldning for at svigte traditionelle liberale idealer, men min klare opfattelse er, at skellet mellem højre og venstre er fortid, og derfor skal man se mere fordomsfrit på, om en løsning tjener sit formål, og mindre på om den er i overensstemmelse med klassisk liberal tankegang eller ej."



Foghs regeringstid    
Til toppen   Næste

Da Thomas Larsen påpeger at der i 2003 er åbenlyst usikkerhed om den linje Anders Fogh Rasmussen forfølger, og at hans pointe åbenbart ikke er gået ind, svarer statsministeren:

"Jeg tror snarere at man skal se det som udtryk for, at der er tale om en kolossal omstilling i den politiske tankegang, og det tager tid, før man vænner sig til den nye virkelighed. Det gælder også for mange i Venstre. I den forstand kan du sige, at der er behov for en bedre pædagogisk indsats for at forklare, hvad projektet består i. Det erkender jeg. Men nu skal man heller ikke tage fejl af, at en del af kritikken kommer fra politiske modstandere, som gerne vil skyde mig falske motiver i skoene. De laver blot en forkert analyse af det politiske landskab vi befinder os i."

Specifikt nævner Fogh at Venstre ikke afviser reformer af systemet med overførsler. "Det er blot andre reformer end dem kritikerne efterlyser. Jeg vil gerne være med til at spare på overførselsindkomsterne, men min metode er en anden: Den handler om at undgå at så mange kommer på overførsel..."

I den forbindelse understreger Fogh at han er enig med Berlingske-skribenten Claes Kastholm Hansen i, at det liberale projekt handler om at frisætte mennesker, "men det hører også med til et liberalt projekt, at mennesker der ikke er i stand til at klare sig selv, får ordentlig hjælp. Liberal tankegang handler ikke udelukkende om at mennesker får frihed til at disponere. Mennesker der har brug for hjælp skal have hjælp. Derfor vil vi ikke skære ydelserne ned, men vi vil godt gennemføre reformer."

Fogh fremhæver også at Venstre på intet tidspunkt har lagt skjul på, "at vi ønsker forandringer af det danske samfund. Vores slogan til folketingsvalget var "Tid til Forandring", men vi føjer til, at forandring skal gå hånd i hånd med tryghed. Det var præcis det jeg på valgaftenen sagde til mine egne: Nu må I have tålmodighed, for vi skal gennemføre forandringer, men det skal ske i en takt hvor sjælen kan følge med."

Efter Foghs mening er det afgørende for succesrig politisk ledelse, at dagligdagens politiske beslutninger kan ses som led i en større fortælling. Befolkningen skal kunne se at man har et klart mål - eller lidt mere højtideligt udtrykt en vision.



Om den mere principielle side af de politiske spørgsmål har Anders Fogh Rasmussen forklaret Thomas Larsen, at han ikke længere ser ikke en modsætning mellem forandring og tryghed. "Det er intet unaturligt i, at det enkelte menneske søger efter tryghed for sig og sine. Det ligger i den enkeltes natur at man ikke blot stræber efter at skabe nyt, men også prøver at betrygge sin tilværelse. Mennesket har altid vidst, at det var klogt at samle forråd til vinteren og til hårde tider." For Fogh består den liberale udfordring i det nye århundrede derfor i "at kombinere ønsket om forandring med kravet om tryghed. Det kræver, at vi holder op med at tale om store uoverskuelige systemomlægninger og i stedet gennemfører overskuelige forslag, som folk skal have tid til at sætte sit ind i."

Når Fogh ser tilbage på årene med de borgerlige regeringer [under Poul Schlüter], er den største skuffelse, at det aldrig lykkedes dem at gennemføre en velfærdsreform. "Når det var den største skuffelse, var det fordi vi tabte så mange mennesker på gulvet. Vi fik ikke gjort tidligt nok op med den helt igennem forfejlede socialpædagogiske holdning, som dominerede i 1960'erne, 1970'erne og langt op i 1980'erne. Dengang blev ens sociale sindelag målt på, hvor store overførsler man var villige til at udbetale, og der blev groft sagt opbygget en praksis, så sagsbehandlerne i højere grad gav råd om, hvordan man klarede sig i overførselsssystemet, end om hvordan man kom ud af det. Det er historiens blodige ironi, at prisen for den tilsyneladende bløde og humanistiske holdning blev uhyggelig høj både i økonomiske og menneskelige tab. Vi tabte en generation. Tusinderne af unge kom aldrig til at opleve, at der blev stillet krav til dem. I stedet betalte samfundet sig fra at have med dem at gøre." Efter Fogh mening nærmer vi os i virkeligheden en karikatur på et velfærdssamfund. "Vi har skabt en gigantisk omfordelingsmaskine for de mange som kan klare sig selv, mens de svageste bliver overset."

Og endelig kommer også begrebet 'lighed' ind i forklaringerne: "Mit mål har altid været at skabe et samfund, hvor mennesker har lige muligheder.... men læg mærke til at jeg siger lige muligheder til forskel fra lighed, for efter min opfattelse kan man ikke skabe fuldstændig lighed."



Om indvandringspolitikken siger Anders Fogh Rasmussen ligeud at han er tilhænger af mere håndfaste metoder på indvandrerområdet, og at det nok er her han ser de største skillelinier og brudflader i samfundet i dag...... "Også på dette område har vi ladt mennesker i stikken: Vi har ladet tusinder af indvandrere leve ved siden af samfundet i stedet for at gøre dem til deltagere. I stedet for at stille krav har vi viklet dem ind i en forsørgerkultur. I deres hjemlande har de været vant til at klare sig selv, men straks efter ankomsten til Danmark er de blevet ført ind i et behandlersystem, som har taget initiativet fra dem og gjort dem til klienter."

Når debatten om indvandrerne har været så hård, hænger det sammen med, at "ethvert tilløb til diskussion i mange år er blevet bremset af en elite, som har lukket øjnene for virkeligheden, og det har været nemt for elitens medlemmer at ignorere de virkelige problemer. De sidder jo i priviligerede job og lever i velfungerende boligmiljøer langt fra kvarterer med mange udlændinge, og de føler sig ikke truet af, at udlændinge kan tage deres job."

Dette fører videre til værdikampen som sådan: "Vi behøver også en debat om værdier. I Danmark har vi folkestyre, hvor folkevalgte vedtager lovene. De religiøse regler er underordnet de politisk vedtagne love, men ikke alle muslimer respekterer det. Vi har også et samfund baseret på ligestilling, og hos os er det frivilligt, hvem man gifter sig med. Bryder man sig ikke om det, må man finde et andet sted at leve. Hidtil er vi veget uden om de debatter, men de er nødvendige."

Fogh understreger derfor at "Integrationspolitikken må have som udgangspunkt, at mennesker udefra kommer hertil for at indgå i det danske samfund på dette samfunds præmisser..... det skal være en selvfølge, at nye tilflyttere forstår dansk, at de kender dansk historie, og at de som en selvfølge accepterer de frihedstraditioner som det danske samfund er bygget på. Hvis det er betingelsen for at være her, kan man ikke kalde Danmark for et multietnisk samfund, så er det et homogent dansk samfund, der har fået et spændende tilskud af inspiration udefra. Et multietnisk samfund i Danmark, hvor danskere opfattes som en etnisk befolkningsgruppe på linie med andre etniske grupper, vil jeg bekæmpe.



Foghs manglende afklaring     
Til toppen   Næste

Som det vil være fremgået tog Anders Fogh Rasmussen efter overtagelsen af formandsskabet i Venstre ikke alene modigt og konsekvent de selvsamme grundtemaer op som Tony Blair i Storbritannien - nemlig nødvendigheden af et opgør med klassekamp, venstre/højre-opdeling, statsformynderi og slap indvandrerpolitik - men førte også Venstre væk fra den rene liberalismes vej og ind mod midtervejen eller 'den tredje vej'. Han så at denne vej var nødvendig, kunne betrædes fra begge sider af det politiske spektrum og føre frem til en troværdigheds- og tillidsgivende tilslutning fra vælgerne og derfor til fundamentale ændringer i samfundet, det han selv kaldte et decideret systemskifte i analogi med systemskiftet i 1901. Det hører med til sagen at Fogh havde samme tro på sin sag og samme beslutsomhed som Blair, og at han effektivt udnyttede samme slags medieforståelse som denne. Men den ærlige overbevisning kunne der ikke herske tvivl om hos nogen andre end de politiske modstandere (og bladtegnerne iblandt dem!).

Foghs store svaghed var at han var et decideret kontrolmenneske der ikke alene ville have fuld kontrol over sit statsministerium og de øvrige ministerier, men i vid udstrækning indlod sig på kontrolforanstaltninger i den offentlige sektor som gik for vidt og truede selve arbejdsmiljøet. Han indførte desuden en decideret kontraktpolitik i landet, som nok var berettiget som svar på Nyrups løftebrud (især det katastrofale vedr. efterlønsgarantien), men som generelt er for bindende for enhver regering, fordi intet parti forud for et valg kan forudsige præcis hvilke lovændringer der bliver behov for og hvilke ikke. Ikke mindst afslørede behandlingsgarantierne langt større problemer end nogen havde forestillet sig, fordi udgifterne til sygehusvæsenet steg alt for stærkt. Det må også tilføjes, at kommunalreformen blev langt mere gennemgribende end godt var. Den overskred Foghs eget ideal om at sjælen skal kunne følge med de ændringer der sker.

Men den største svaghed hos Fogh var og blev den komplet manglende forståelse for at finde frem til den dybere filosofiske og psykologiske begrundelse for den tredje vej som andet end en tidsbestemt løsning for et politisk parti der ville være moderne og have fat i regeringsmagten. På trods af at Fogh gjorde radikalt op med sine egne ensidigt liberalistiske forestillinger om minimalstaten som det eneste rigtige svar på 'socialstaten' eller 'velfærdsstaten' og på trods af hans opgør med egen gammel vrangforestilling om at midtervejen eller middelvejen ville føre direkte til socialisme og trældom, så fandt han aldrig frem til at de gamle modsætninger mellem liberalisme og socialisme, mellem individ og samfund og mellem højre og venstre ikke er tilfældige eller vilkårlige, men har deres urokkelige grund i den principielle modsætning mellem frihedsprincippet og ligheds/tryghedsprincippet som aldrig kan afbalanceres og aldrig vil kunne gå op i en højere syntese. De er komplementære af art, hvad der vil sige logisk uforenelige, men lige berettigede og lige nødvendige. Det er deres modsætning der giver samfundslivet og kulturlivet al deres dynamik.



Grunden til at de ikke forstås i deres komplementaritet ligger i menneskesindets ulyksalige hang til at tænke i dualistiske baner, hvad der vil sige automatisk at sætte alle modsætninger op som et tvingende valg: enten den ene side eller også den anden. Enten hvidt eller sort. Enten højre eller venstre. Enten individualisme eller kollektivisme. Enten frihed eller lighed. Enten frihed eller tryghed. Men tænker man de politiske synspunkter og standpunkter i disse snævre baner, får man enten liberalisme eller socialisme - og sådan bliver man uheldigvis ved med at tænke, uanset at udviklingen efterhånden viser at det bliver mere og mere tåbeligt og reaktionært.

Det progressive ved komplementaritetssynspunktet er at man definitivt kommer ud over den dualistiske forhekselse af tænkningen og bliver i stand til at se det fornuftige og gavnlige i modsatrettede synsvinkler i deres fulde kompleksitet, så man kan bevare hele deres energi og dynamik - og iøvrigt fortsat på demokratisk vis kan dele sig efter anskuelser ud fra hvilken side man lægger størst vægt på. De liberale vil lægge større vægt på friheden end på ligheden og trygheden, mens de sociale gør det modsatte, men det progressive består i at fastholde begge synsvinklers nødvendighed og gavnlige modspil.



Anders Fogh Rasmussen undsagde fra starten af sin statsministerkarriere klassekampen. Ved åbningstalen den 4. december 2001 kaldte han udtrykkeligt valget et historisk opgør med klassekampen og den gammeldags opdeling af politik i højre og venstre. Og det vakte stor og højlydt moro hos den detroniserede regeringschef Poul Nyrup Rasmussen på oppositionsbænken. Men faktisk er det i dag det eneste progressive at betragte den egentlige klassekamp som passé i de vestlige velfærdssamfund. Den store brede befolkning tilhører her middelstanden af veluddannede funktionærer med gode jobs og indkomster. Kampen om vælgerne står derfor på midten. Men denne midte er vel at mærke nu om dage et overordentligt bredt felt der ikke bestemmes af snævre økonomiske og sociale interesser alene, men lige så meget af dybere kulturelle, etiske, kunstneriske, historiske og religiøse forestillinger og motiver.

Derfor bliver spillet mellem den liberale, frihedssøgende tendens og den sociale, trygheds- eller lighedsøgende tendens - som tidligere behandlet her på siderne - også langt mere kompliceret end i det gamle enkle klassesamfund. Langt de fleste vælgere på midten kan se værdier i begge tendenser. De er allesammen blevet mere eller mindre 'socialliberale' - hvad enten de vil kalde sig sådan eller ej. Dette betyder at komplementaritetssynspunktet dukker op igen på flere ledder. Det bliver lige så umuligt at vælge ensidig socialisme som ensidig liberalisme. Lige så umuligt at vælge hårde, ensidigt økonomiske eller forretningsmæssige nytteværdier som at vælge bløde, ensidigt sociale eller humanistiske værdier. Og endelig lige så umuligt at vælge ensidig irreligiøsitet som ensidig religiøsitet.

Konkret betyder dette igen, at selvom et parti som Venstre fortsat har sin berettigelse som liberalt parti ved at prioritere friheden højere end ligheden eller trygheden, så kan partiet ikke vinde, bevare eller genvinde regeringsmagten ved ensidig satsning på gamle liberale ideer af den type Søren Pind-kredsen i sin tid fremlagde i deres teser. Der er i et velfærdssamfund brug for en offentlig sektor af et vist omfang til at sikre velfærden. Men naturligvis skal den være så ubureaukratisk og så økonomisk ansvarlig som vel muligt og ikke dominere alt og alle.

Det betyder dernæst, at der i et parti som Venstre må ske en afbalancering af de værdier som kvinder traditionelt lægger stor vægt på, dvs de sociale værdier, og de værdier som mænd alt andet lige lægger større vægt på, dvs. de tekniske og økonomiske. Det betyder endvidere at der bør tilstræbes en langt større gensidig respekt mellem de ikke-religiøse, i vid udstrækning ateistiske borgere i landet og de religiøse eller religiøst interesserede. Begge sider kan udvikle en intolerant fundamentalisme der truer fællesskabet, og det må naturligvis undgås. - Jævnfør iøvrigt artiklen Anders Fogh Rasmussens vej, mål og begrænsninger - bedømt ud fra Anne Sofie Kraghs biografi (3.12.04.).



Det vakte i sin tid furore, at statsminister Anders Fogh Rasmussen på et møde på Aarhus Universitet, arrangeret af Danmarks Liberale Studerende, åbent tilkendegav, at han var vokset fra sit oprindelige politiske ståsted. De dér firkantede ideologier hører måske til i det 20. århundredes industrielle tankegange. Han ville hellere tage sit udgangspunkt i det enkelte menneske i stedet for at sætte alle sine løsninger ind i en liberalistisk tankegang.

Daværende borgmester Søren Pind, indvendte at Fogh med den slags udtalelser risikerede at støde de mere ideologisk bevidste folk fra sig. Den liberale ideolog Christopher Arzrouni kaldte Foghs udmelding for fuldstændigt unødvendig. Medstifteren af selskabet 'Libertas' Mikael Bonde Nielsen stemplede Foghs brøde som større end den Schlüter begik da han i sin tid kaldte ideologierne for noget bras, for Schlüter havde aldrig reflekteret dybt over det ideologiske, men det havde Fogh. Det uafhængige internetmagasin 'Liberator' debatterede også Foghs udtalelser, og det forlød at en gruppe skulle være gået i gang med at undersøge grundlaget for et nyt liberalt parti.

Sagen var både til at grine og græde over. For når Foghs klare udmelding kunne støde liberale sjæle i dette land, så kunne forklaringen kun være, at de simpelthen ikke havde fulgt med i mandens udvikling, skønt den kom umisforståeligt frem allerede efter valgnederlaget i 1998 eller overhovedet reflekteret over den tredje vejs egentlige mening. - Jævnfør artiklen 4.2.05. 'Fogh og liberalisterne - dristig, men rettidig udmelding fra Venstres formand om liberalismen'.



Savnet af rene liberalistiske holdninger til staten gav sig i 2006 udtryk i direkte forsøg på at formulere nogle alternative liberalistiske teser, særligt de ti teser som en kreds omkring Søren Pind havde formuleret. De blev imidlertid længe holdt ude fra debatten i Venstre med den begrundelse at en debat hørte hjemme omkring det nye principprogam op til landsmødet samme år. En dybdeborende debat blev det alligevel ikke til, da tiden endelig var inde. På landsmødet fik Pind og hans tænketank ikke et ben til jorden. Alle forstod, at Foghs linje var og ville forblive selve grundbetingelsen for partiets regeringsmuligheder. Slutresultatet blev bløde formuleringer, men manglende principiel afklaring i det nye principprogram. - Jævnfør artiklen 'Fogh, Venstre, Velfærden og Fremtiden' (21.11.06.).



Støjen forblev i partiet, og den beroede på manglende afklaring af det helt centrale spørgsmål om hvordan liberalismen forholder sig til midtervælgernes tilsyneladende vedvarende præferencer for tryghed og fællesskab. Den manglende afklaring viste sig meget tydeligt i den debat om uligheden i samfundet som daværende socialminister Eva Kjer Hansen var så letsindig at rejse, men som omgående blev skudt i sænk af højeste partiautoritet. Generelt viste partitoppen og ministrene uvilje mod og manglende tid til at tage sig af partidebatten og de for dens forløsende udfald nødvendige filosofiske og psykologiske overvejelser. Britiske Tony Blair gjorde sig skyldig i samme fejl, og benyttede sig direkte af sin travlhed. Han krævede alle input fra rådgiverne begrænsede til max tre sætninger. Og det kommer der ikke dybere erkendelse ud af.

Venstre var i 2006 havnet i sin alvorligste krise siden valgnederlaget i 1998. Eneste udvej ville have været en grundig og tilbundsgående afklaring af alle principielle problemer der knytter sig til modsætningsforholdet mellem frihedsprincippet og lighedsprincippet. Men alle forsøg i den retning blev affærdiget som partiskadelige. Dette ord er imidlertid ene og alene rammende for den indgroede uvilje mod via åben debat og dybere erkendelse at nå frem til en afklaring. - Jævnfør artiklen 'Partiskadelig uafklarethed i Venstre' (26.11.06.)



Lars Løkke Rasmussen tager over    
Til toppen   Næste

Afklaringen i Venstre blev sat definitivt i stå, da Anders Fogh Rasmussen i april 2009 blev udnævnt til generalsekretær for Nato og overlod partiformandsposten og regeringsledelsen til finansminister og tidligere indenrigsminister Lars Løkke Rasmussen. Man kan - som Jernesalt dengang påpegede - diskutere hvor meget Fogh egentlig nåede af sine oprindelige målsætninger. Men man kan ikke med nogen ret postulere at han intet fik udrettet. Der kan være uenighed om kommunalreformen, gymnasiereformen, politireformen og skattereformen, sådan vil det altid være. Der har været og er stadig stor uenighed om den aktivistiske udenrigspolitik der førte til regeringens deltagelse i Irak-krigen. Men alle påstande om løgnagtighed i denne sag er løsagtige. Og resultatet af krigen kan meget vel blive så fordelagtig på det lange sigt at den vil blive retfærdiggjort - trods alle de dybt beklagelige amerikanske fejl der er blevet begået på det taktiske plan.

Og endelig er det ikke til at komme uden om at værdikampen har været særdeles gavnlig. Den er slet ikke slut, for værdikamp slutter aldrig. Den er så at sige grundlaget for al politisk kamp. Den blev måske ikke fra Fogh-regeringens og Dansk Folkepartis side ført tilstrækkeligt konsekvent eller visionært. Filosofisk afklaring har hele tiden manglet - som den har manglet i oppositionen. Man har i begge lejre kørt alt for meget efter gamle ideologiske fornemmelser.

Det kan derfor slås fast, at Anders Fogh Rasmussen forlod regeringsansvaret på et tidspunkt hvor hans selvpålagte opgave ikke på nogen måde kunne siges at være fuldført. Det mente han velsagtens selv, ellers havde han næppe så målrettet søgt karrieren uden for landets grænser. Men reelt blev opgaven ikke gjort færdig. For den filosofiske afklaring manglede og mangler den dag i dag totalt på vitale områder som religion, forholdet mellem frihedsprincip og lighedsprincip og forholdet mellem dansk monokultur og indvandrerkravet om multikulturalisme. - Jævnfør Anders Fogh Rasmussens exit som statsminister  (5.4.09.)



På denne baggrund kunne man betragte det som en kæmpemæssig fordel for partiet Venstre, VK-regeringen og landet, at Anders Fogh Rasmussen forlod posten som regeringschef på et tidsspunkt hvor den økonomiske krise for alvor var begyndt og hvor oppositionen af samme grund fik vind i sejlene. Sådanne faktorer turde netop være den allerbedste anledning til nytænkning. En krise bør altid føre til nytænkning. Så den mere eller mindre tilfældige 'timing' i 2009 kan ikke beklages. Det blev op til Lars Løkke Rasmussen at tage udfordring op. Men her gik det galt fra starten. Lars Løkke var og blev den lille mand med det lille format og den lille tanke.

En bog om Lars Løkkes projekt kunne fx fortælle, at den gode Lars Løkke udtrykkeligt brugte ordet "ydmyg", da han holdt sin tale efter at Anders Fogh på Venstres landsmøde 5. april 2009 havde overladt ham formandsposten - og dermed statsministerposten. Bagefter interviewedes han til "Se og hør" - uden slips - og han fortalte at han spiser den samme slags mad som almindelige danskere. Og de fleste kan sikkert også huske at han året efter tog på ferie til Tenerife med sin familie, mens landet standede i recessionens våde. Han løb ikke - som Lene Espersen - fra noget møde han burde have deltaget i, men, forklarede han: statsminister er man kun et stykke tid, far er man altid.

Sådan er magtens mænd og kvinder i dag, bemærkede en kommentaror: de prøver at fremstille sig selv som almindelige mennesker; de kalder sig "lille Lars fra Græsted" eller "bare kald mig Lene"; de prøver at være i øjenhøjde med vælgerne. Ja, de prøver at tildække, at det er dem der har magten. Men bogen om Løkkes projekt afslørede statsministeren som benhård magtpolitiker, ja, som en forklædt fyrste! Blot skal det i den forbindelse tilføjes, at vi i Lars Løkkes tilfælde står over for en magtpolitiker der tilstræber magten for magtens skyld og ikke for samfundets eller fremskridtets skyld.



'Projekt Løkke' er skrevet af journalisten Tanja Frederiksen og politologen Sigge Winther Nielsen med fokus på selve magtudøvelsen, og den kunne såmænd røbe at Lars Løkke Rasmussens stil, i modsætning til forgængerens, skabte gnidninger i Statsministeriet. "Han vender og drejer sagerne, ryger en cigaret, udskyder problemerne, glemmer dem halvt, går rundt om den varme grød og vil have flere øjne på. Mange embedsmænd synes, at det hæmmer husets beslutningskraft," skrev de to forfattere på baggrund af ikke mindre end 200 kilder.

Særligt interesssant er naturligvis at der var deciderede sammenstød mellem Løkke og departementchef Dybvad. Forskellene mellem dem var tydelige allerede fra starten, påpeger bogen. Dybvad er formel. Løkke uformel. Dybvad henter to retter mad ind og spiser med kniv og gaffel. Løkke er til håndmadder. Dybvad har blik for den internationale politik. Løkke har fokus på indenrigspolitikken. Ja, "Løkke synes i begyndelsen af sin statsministertid ifølge flere medarbejdere, at Karsten Dybvad er lidt af en regelrytter, der kan virke som en belærende overlærer."

Lars Løkke medbragte ved sin udnævnelse planer om at reformere statsministeriet. Han ville have en samarbejdende organisation med mindre hakkeorden, hvor også hans særlige rådgiver, Søs Marie Serup, skulle blande sig i den politiske diskussion. Reformtankerne beskrives som "en mindre bombe under systemet", og de førte til sammenstød mellem spindoktoren og departementchefen. Løkke måtte ifølge forfatterne vælge mellem, hvem der skulle være førsterådgiver. "Enten skal Søs eller Karsten forlade ministeriet," skriver de. Og det blev som bekendt Dybvad der trak det længste strå i første omgang. Søs Marie Serup skiftede til et job i Venstre. Og Løkke opgav sin støtte til en stor omstrukturering af statsministeriet.

Da Dybvad lidt efter blev direktør i Dansk Industri, fik Lars Løkke en ny chance. Statsministeriets chef for det indenrigspolitiske område blev departementschef i Undervisningsministeriet. Den tidligere topembedsmand på det udenrigspolitiske område blev chef for Forsvarets Efterretningstjeneste, og chefen for ministeriets klimasekretariat, den under klimatopmødet ikke alt for heldige Bo Lidegaard, forlod ministeriet for at blive chefredaktør på Politiken. Lars Løkke kunne derfor skaffe sig dét politiske modspil fra sine embedsmænd han gerne ville have - og samtidigt sikre en definitiv nedtoning af udenrigspolitikken og en klar fokusering på indenrigspolitikken og dermed det reformarbejde han satte øverst på dagsordenen. Men som bekendt tabte han valget i 2011.



Én ting udover arbejdsstilen adskiller Lars Løkke Rasmussen markant fra forgængeren Anders Fogh Rasmussen, og det er det overordnede ideologiske eller filosofiske perspektiv. Et sådant var tydeligt hos Fogh, men er totalt fraværende hos Lars Løkke.

Anders Fogh Rasmussen skiftede - som allerede skildret - efter valgnederlaget til Nyrup Rasmussen i 1998 sin filosofi og strategi omkring minimalstatstanken fuldstændigt ud med en helt ny, nemlig Tony Blairs filosofi om 'Den tredje vej'. Han så at denne vej ikke blot var mulig for et arbejderparti der kommer fra socialismens ideologi, men også for et borgerligt parti der kommer fra liberalismens ideologi. Fogh forstod imidlertid aldrig at 'Den tredje vej' er vejen mellem ensidige hensyn til 'tryghedsprincippet' og 'frihedsprincippet'. Han forstod - ligesom Blair - ikke at de to principper fortsat skal betragtes som uforenelige på logisk eller teoretisk plan og derfor forblive spændingsfyldte og dynamiske i al deres ægte komplementaritet.

Lars Løkke Rasmussen kunne ikke drømme om at foretage en nødvendig afklaring på dette punkt. Han gør som Ed Miliband netop gjorde i Storbritannien: han lagde Tony Blairs filosofi i glemmebogen én gang for alle. Lars Løkkes projekt hedder magtudøvelse gennem praktisk reformering af det velfærdssamfund han selv er vokset op i og aldrig har sat spørgsmålstegn ved. Han er slet ikke filosofisk indstillet. Han er ren pragmatiker, og han tænker udelukkende i økonomiske, administrative og strukturelle baner. Og dét er en stor svaghed. - Jævnfør iøvrigt artiklen 'Lars Løkke glemmer den tredje vej' (29.9.10.)



Skæbnens helt store ironi er nu at Lars Løkke Rasmussen tabte folketingsvalget i september 2011 stort til Helle Thorning-Schmidt og Villy Søvndal, men på mindre end et halvt år er kommet til at fremstå som den store rorgænger for det borgerlige Danmark på trods af at han stort set ikke rører en finger og ikke tænker en eneste ny tanke. Mens S og SF dykker i alle meningsmålinger (til stor fordel for det ekstremistiske Enhedslisten), så er Venstre vokset til omkring 33 % af vælgerskaren eller dobbelt så meget som S eller lige så meget som de tre regeringspartier til sammen. Skulle der komme valg her til efteråret, ville Løkke være sikker på genvalg som regeringschef - uden at han på nogen måde har gjort sig fortjent dertil. Han ville alene komme til magten, fordi vælgerne ville fravælge Helle Thorning, på samme måde som denne kun kom til magten, fordi vælgerne fravalgte Lars Løkke.

Det var derfor ikke uden grund at den liberalt indstillede filosof Eva Agnete Selsing i en kronik i Berlingske sidst i juni udtrykt et fromt ønske om at Venstre ville tabe næste valg, da partiet efter hendes mening allerede under Anders Fogh Rasmussen udviklede sig til et rent karriereparti og under Lars Løkke Rasmussen er sunket til et parti uden ringeste politiske substans. Kun et valgnederlag mere vil få partiet til at vågne op og formulere substantielle politiske tanker, så det kan vove at sige borgerlige sandheder til offentligheden....

Selsing ser fuldstændigt bort fra den kendsgerning at Fogh vandt regeringsmagten på at vælge den tredje vej, og at han omgående erklærede klassekampen for passé. Han fik derimod aldrig opgaven fuldført, men overlod den til en amtspolitiker der havde kompetencerne i orden til at blive fagminister, men var totalt blottet for filosofisk indsigt og ideologisk kampvilje og - modsat Fogh - var opflasket med velfærdsgoder. Han fik aldrig for alvor øjnene op for den alternative tredje vejs egentlige mening.



Det mest spændende ved den aktuelle partipolitiske udvikling turde imidlertid være at der langt ind i Socialdemokratiet er kommet forståelse for Jørgen S. Dichs gamle analyse af den katastrofale udvikling i socialpolitikken der gjorde landet til en parodi på et ægte velfærdssamfund. Således er flere af den nuværende regerings fremtrædende ministre (Bjarne Corydon, Mette Frederiksen og Karen Hækkerup) blevet meget bevidste om at der nødvendigvis skal gøres op med den blinde forsørgelsespolitik. Ja, selv SF's Thor Möger har gjort sig grundigt upopulær i sit eget parti, fordi han bøjer sig for de realpolitiske kendsgerninger og indser at velfærdssamfundet ikke kan reddes, medmindre samfundet begunstiger folk i arbejde i højere grad end folk på overførsel.

Det uhyggelige ved hele denne udvikling er imidlertid at ingen i hverken regeringen eller oppositionen forstår den dybere sammenhæng eller den tredje vejs store muligheder. Det er derfor stort set hip som hap om det er rød blok eller blå blok der har regeringsmagten. Kun den bevidste tredje vej og den bevidste komplementaritets politik vil kunne gøre en forskel på partierne fremover og føre landet definitivt ud i modernitetens progressivitet. Men begge blokke forsømmer chancen.

Venstre har med socialdemokraternes og Socialistisk Folkepartis voldsomme nedtur fået alle tiders chancer for at få gjort op med gammeldags socialdemokratisme, der bygger på gammeldags klassekamp og gammeldags fagforeningsmonpoler - og som først og fremmest støttes af det ekstremistiske Enhedslisten der drømmer om revolution og afskaffelse af kapitalismen, men også af folk som chefredaktør Bo Lidegaard der fortsat lever i den forestilling at kun socialdemokrater kan regere Danmark. Men partiet Venstre og dets partiformand foretager sig intet. Chefideologen Claus Hjort Frederiksen bebuder tilbagevenden til kontraktpolitikken. Flere liberalister efterlyser i flere kronikker klar gammeldags liberalisme de kan forstå ud fra enten-eller-tænkningen. Lars Løkke himself foretager sig ikke andet end at flytte domicil fra et hus i Græsted til en lejlighed i Nyhavn, hvad der er meget praktisk for hans ægtefælle der arbejder på balletskolen, men ellers virker næsten helt symbolsk. Der er meget morsommere i Nyhavn end i Græsted.

Ideologisk afklaring der kunne færdiggøre Foghs påbegyndte vej mod midten mangler totalt - og derfor er det fortsat komplet ligegyldigt om Lars Løkke Rasmussen og Venstre vinder eller taber næste valg.

Jan Jernewicz



Henvisninger:    
Til toppen



Litteratur:

Thomas Larsen: Anders Fogh Rasmussen - i godtvejr og storm. (Gyldendal. 2000 og 2003)
Anne Sofie Kragh: Fogh - Historien om en statsminister. (People'sPress. 2004)
Tony Blair: En rejse. (Jyllands-Postens Forlag. 2011, eng. original 2010)
Anthony Giddens: Den tredje vej. Socialdemokratismens fornyelse. (Reitzel. 1999, eng. original 1998)
Henrik Dahl: Spildte kræfter - Hvorfor venstrefløjen i virkeligheden er fortabt.
(Gyldendal. 2011).



Relevante artikler på Jernesalt:

'Den tredje vej' og New Labour under Tony Blair  (27.7.12.)
'Den tredje vej' ifølge Anthony Giddens  (23.7.12.)

Er danskerne socialdemokrater i hjertet?  (28.11.05.)
Den herskende klasse efter 1970
Individ og samfund som komplementære fænomener  (23.7.03.)
Liberalismen og socialismen som komplementære fænonmener  (26.8.03.)
Den kreative klasse ifølge Richard Florida   (9.3.06)
Midten i dansk politik  (25.10.04.)



Den tredje vej og Lars Løkke Rasmussen  (29.9.10.)
Anders Fogh Rasmussens exit som statsminister  (5.4.09.)
Partiskadelig uafklarethed i Venstre  (26.11.06.)
Fogh, Venstre, Velfærden og Fremtiden  (21.11.06)
Fogh Rasmussen II  (20.2.05.)
Fogh og liberalisterne  (4.2.05.)
Anders Fogh Rasmussens vej, mål og begrænsninger  (3.12.04.)

Nye politiske teser - varm luft eller visioner?  (7.4.08)
S for skæg, selvmord eller hvad?  (28.4.06.)
Ny formand for socialdemokraterne  (13.4.05.)
Endelig gik han, Nyrup!   (19.11.02.)
Krag, standpunkterne, nederlaget og latterkoncilet
'Det Røde Kabinet' eller 'Latterkoncilet'



Artikler om Danmark
Artikler om Samfund
Artikler om Psykologi
Artikler om Eksistens
Artikler om Religion
Artikler om Sekularisering



At læse Jernesalt
Introduktion til Jernesalts filosofi
Komplementaritetssynspunktet
Helhedsrealismen
De psykiske grundprocesser
Konsistens-etikken



Til toppen   Til forsiden   PrintVersion   Tip en ven  


utils postfix clean
utils postfix normal