JERNESALT - dataset

Jernesalt

Dynamisk

komplementær

helhedsrealisme

Samfund

Eksistens

Sekularisering

Coronakrisen

E-Bøger

SAMFUND

Danmark

Flygtningekrisen

Muhammed-sag

EU og EUROPA

USA

Mellemøsten

Terrorismen

Miljø og klima

Medier

Polen

EKSISTENS

Værdier

Værdimanifest

Livskvalitet

Musik

Film

Kunst

Kunstblade

Etik

Litteratur

Psykologi

Erkendelse

SEKULARISERING

Verdsliggørelse

Virkelighed

Afdogmatisering

Oplysning

Sund fornuft

Ideer og ideologier

Frihed

Religion

Humor

2019-FILOSOFIEN

Forord

Krisen

Udfordringen

Håbet

Efterskrift

ESSAYS

RETORIK

ONTOLOGI

VIRKELIGHED

ENFOLDIG TALE

SKIDT OG KANEL

REDAKTION

PROGRAM

INTRODUKTION

INSPIRATORER

OVERSIGTER

EMNEINDEX

PERSONINDEX

LINKS

E-MAIL

utils prefix normal Forside Oversigter Redaktion At læse Jernesalt Sendemand Vrangsiden Kontakt

JERNESALT - faglighed

ARTIKEL FRA JERNESALT - 13.3.18.

Al faglighed kommer til kort i eksistensen.

I artiklen om humanioras store svigt i den almindelige eksistens- og kulturkrise lovede jeg at se nærmere på den mest fatale fejl som de humanistiske fag begår, nemlig at pukke på deres sagkundskab og faglighed og afvise nytænkning der kommer fra ikke-autoriseret hold og sprænger fagrammerne. Specielt har en meget kendt fagmand fra religionsvidenskaben stanget en sur påstand ud om at alle folk render rundt og tror at de er eksperter hvad angår religion. Påstanden viser at den pågældende mand og mange andre i de humanistiske fag ikke aner det allervigtigste om religion, nemlig at den som emergent fænomen i biologien ikke beror på dogmer eller påstande overhovedet, men grundlæggende er en medfødt intuitiv helhedsforståelse der naturligvis med sprogets og samfundsudviklingens fremkomst efterhånden er kommet ind under den sproglige formulering, eksistensopfattelse og kult, men aldrig kan holde sig til gamle dogmer og overtroiske forestillinger eller blive eksakt videnskab, hvis den vedblivende skal tjene det naturlige formål at opretholde folks umiddelbare føling med virkeligheden.

Religion kan sagtens blive genstand for refleksion og analyse som psykisk og socialt fænomen i den historiske udvikling, men som eksistentiel helhedsforståelse bliver den aldrig fag, og der findes derfor på dette vitale område af kulturen ingen autoriserede eksperter eller smagsdommere overhovedet. Her dur i dag hverken præster og teologer med deres lærdomme og dogmatiske forhold eller blinde humanister med skråsikre afvisninger af de eksistentielle problemers helhedskarakter. Her hjælper heller ikke ateistiske forsøg på at mane problemet i jorden eller agnostiske forsøg på at feje det hele ind under begrebet "det kan vi ikke vide noget sikkert om". Her er alle overladt til nødvendigheden af en fælles folkelig og aldrig afsluttelig diskurs på dagligsprogets præmisser - og det vil denne artikel komme til at handle om.

Man har unægteligt gjort religion til fag, og det kan der næppe rokkes ved, da ordet 'religion' (der egentlig blot betyder at samle noget sammen) er gået ind i dagligsproget med stadig større flertydighed omkring menneskets forhold til noget overordnet i forhold til det praktiske. Men man fik dog i sin tid her i landet fjernet faget 'religionshistorie' fra kirkens og teologiens omklamring, da den humanistisk uddannede Vilh. Grønbech i 1915 blev professor i det ved Københavns universitet, og man kunne måske nu 100 år efter netop i et land som Danmark med særlige forudsætninger få faget op på et tidssvarende oplysningsniveau ved at acceptere at religion drejer sig om selve helhedsforståelsen af eksistensen og dermed principielt også forudsætter seriøs beskæftigelse med menneskets indre verden og dermed forholdet mellem det rationelle og det irrationelle.

Men lad mig begynde med religionsforskeren Michael Rothsteins sidste klumme i Politikens meget ideologiske serie "Intet er helligt"; her prøver han nemlig at forklare sit principielle standpunkt om sit fag tydeligere end jeg nogensinde har set ham gøre det før. Han starter med et svar til teologen Svend Andersen der for fjorten dage siden havde angrebet ham og kollegaen Herbener på den tåbelige måde at udelukke diskussion ved at hævde at religion har sit eget sprog som kun kan forstås hvis man accepterer dets dogmer. Et sådant synspunkt afviste jeg selv blankt i artiklen om teologiens manglende hjælp til en ny religionsforståelse, og det skal der ikke ofres flere ord på.

Rothsteins hovedpointe er imidlertid at det er gennem det religiøse sprog at forestillingerne om guden skabes. Man tænker sig guden findes, og derefter taler man om ham. Men set udefra (fra videnskabens side) er det omvendt: Man taler guden frem og påstår først derefter at han findes. Det religiøse sprog taler, set fra Rothsteins synsvinkel, med andre ord om et postuleret væsen, mens det videnskabelige sprog taler om en forestilling eller en idé. Og dette gælder jo ikke bare kristendommen, jødedommen og islam, men også fjerne kulturers guder, fx ånderne i Borneos regnskov, Isis i oldtidens Egypten og asztekernes stammegud Huitzilopochtli. Disse væsener er produkter af nogle fjerne menneskers fantasi, og det er let at forstå at de kun har gyldighed for de folk der taler om dem. Denne påstand er der ikke nogen på vore breddegrader der protesterer imod. Men når Rothstein tillader sig at skrive om kristendommen på samme videnskabelige måde (altså udefra), så protesterer de religiøst-kristne, for i deres univers er Bibelens gud den eneste der findes - og ham der har skabt alting.

Jeg har tidligere i artiklen Er Gud menneskets opfindelse? påpeget den afgørende kendsgerning at mennesket ikke har opfundet, konstrueret eller fantaseret sig til forestillingen om gud og guder, men at disse forestillinger er medfødte i den forstand at de er visuelle forestillinger der ligger forud for sprogets funktion og følgelig har en helt anden lovmæssighed end den sproglige bevidsthed. Man kan følgelig slet ikke se disse forestillinger objektivt udefra. Det videnskaben i denne forbindelse betragter som sin forskningsgenstand er netop de sprogligt formulerede udsagn som man først og fremmest møder dem i myterne, herunder de gammeltestamentlige i Bibelen, men tilsvarende i græsk mytologi og nordisk mytologi, og alle senere udsagn og påstande herom. Da man i kulturudviklingen generelt gik fra den visuelle og mytologiske tænkning til den logiske og systematiske rationelle tænkning, opstod der naturligvis også en mere metodisk og kritisk filosofi og teologi og dermed også den fatale mulighed for en dogmatisering af religion gennem præcist formulerede 'trossætninger' som man igen kunne bruge som magtmidler til kontrol af undersåtters meninger. Herunder skete der i Europas kulturhistorie også det dybt beklagelige, at ikke alene de gamle bibelske myter blev taget bogstaveligt, men sågar også meget af den gamle græske naurfilosofi. Det blev skæbnesvangert for kulturudviklingen i Europa, men havde ikke været uundgåeligt, hvis der havde været fornuftige ledere i Romerkirken. Jf. artiklen Verdensbilledets ændring for 500 år siden langt fra problemfri.

I moderne tid har man også gjort selv ateistiske ideologier til dogmatiske og ukrænkelige systemer (fx. kommunismen). Det er altsammen hvad der ligger i muligheden for overdreven rationalisering: man dogmatiserer sine trossætninger eller hovedprincipper og skyder samtidigt den gamle visuelle og mytiske tænkning fra sig som overtro - uden at opdage at det for det første går ud over helhedssynet og det dagligsprog der dækker hele tilværelsen - og for det andet er ugørligt. Ingen magtinstans er nemlig i stand til at standse den mytiske tænknings kraftfulde og yderst kreative kilde: det kollektivt ubevidste. Hævder man derimod som Rothstein og Herbener at Gud er en opfindelse eller konstruktion af den menneskelige tænkning så viser man blot at man i sin snævre videnskabelighed ikke skelner mellem bevidst og ubevidst tænkning og specielt ikke tager hensyn til det faktum at den menneskelige ånd i den simple forstand af "det indre univers" er et spil mellem bevidsthed og underbevidsthed, og at det sidste er af spontan og visuel kollektiv art og derfor aldrig kan kontrolleres af magthaverne.

Rothstein gør i sin uvidenhed om disse ting dernæst gældende, at tænker man ud fra den religiøse præmis, bliver den kritiske religionshistoriker en ufølsom og åndløs personage der ikke véd hvad han taler om. Mens den frie, sekulære tænkning med videnskabelige argumenter dekonstruerer de guder som folk baserer deres livsforståelse på. Og hertil er netop at sige, at han for det første aldrig nogensinde med ét eneste ord - og jeg har fulgt hans virksomhed i mindst femten år og af og til været i kontakt med ham - har sat sig ind i den nævnte forståelse af underbevidsthedens afgørende funktion i sjælelivet eller udtalt sig konkret og præcist om den, skønt den faktisk stammer fra dansk religionshistories banebrydende forsker Vilh. Grønbech som Rothstein ikke er helt uvidende om, men altid har læst selektivt (det han ikke vil høre, springer han over!).

Rothstein har én gang for alle bildt sig ind at han repræsenterer videnskaben, fagligheden og sekulariseringen, skønt Grønbech i allerhøjeste grad gjorde dette og aldrig har henvist til Bibelen eller andre skrifter som en urørlig Sandhed med stort S. Undertegnede præsenterer det selvsamme synspunkt og har heller ikke henvist til nogetsomhelst skrift der skulle være ukrænkeligt og hævet over analyse og kritik. Men Grønbech - og undertegnede i al beskedenhed - véd af både nøgtern erfaring og nøgtern iagttagelse hvilken dyb virkning det underbevidste har på sjælene overalt i verden, og at denne virkning er alt andet end kontrollabel fra magthavernes side. Og når Grønbech (og jeg selv) taler om ånd og guder, refererer vi ikke til nogetsomhelst overnaturligt, men til den dobbelte virkelighed vi kan tage og føle på (og tilpasse os gennem de psykiske sekundærgrundprocesser), men som ved siden af sin ydre dimension har en indre dimension af ganske anden art som styres af de psykiske primærprocessers spontane og frie associationer, og som samtidigt giver værdi, mening, kvalitet og helhed til hele vores eksistens. Under denne virksomhed findes udover spontane nattedrømme og deciderede åbenbaringer også mere villede dagdrømme og fantasier (fx. ønskedrømme og fantasier om idealsamfund), men det bærende er hele vejen igennem meningen, kvaliteten og helheden, og derfor er det både en videnskabelig forvridning og en eksistentiel katastrofe at lægge alle store universelle forestillinger om guder og djævle, eller om kampen mellem det gode og det onde, ned i rodebutikken med fantasi og overtro.

Rothsteins sidste led i hans 'videnskabelighed' er at slå et kraftigt slag for fagligheden. Han indrømmer at det er svært at forstå religion. Men der er nu engang en grund til at der i over 150 år har eksisteret en sekulær humanistisk, samfundsvidenskabelig, psykologisk og nu også biologisk forskning som har til opgave at forstå, hvorfor mennesker producerer religion, hvordan de gør det og med hvilke konsekvenser. Det skyldes nemlig, forstår man, at vi gerne vil blive dygtigere til at se og forstå sammenhænge vi som udgangspunkt ikke forstår og måske ikke har den fjerneste idé om. - Og dette lyder jo smukt og storladent, for hvem vil ikke gerne dette. Men når han samtidig brokker sig over at alle synes at være eksperter, lige så snart det kommer til religion, så viser han jo netop at han ikke har forstået selve kernen i religionsfænomenet, nemlig den frit skabende underbevidsthed der ligger under alle de spontane og visuelle religiøse forestillinger. Denne bevidsthed kom først for alvor ind i psykologien og religionsforskningen med Sigmund Freud, C.G. Jung, og Vilh. Grønbech i begyndelsen af 1900-tallet, den har en enorm universel kreativitet der ikke kan forstås uden forståelsen for at der ved siden af den individuelle, opmærksomhedsfokuserende og læringsdygtige bevidsthed i hvert menneske findes en overindividuel bevidsthed af kollektiv art der giver selve den eksistentielle sammenhæng, mening og helhed. Det var Jungs og Grønbechs store fortjeneste at få påpeget dette og redegjort for det i værk efter værk - men iøvrigt uafhængigt af hinanden og med hver sin terminologi.

Rothstein vil principielt ikke beskæftige sig med den slags. Han dyrker den kognitive psykologi der har bevidst erkendelse, men ikke ubevidste fænomener på tapetet. Og når undertegnede ind imellem har prøvet at få ham til at beskæftige sig med de sidstnævnte fænomener, så er han døv og blind. Engang spurgte han mig uforstående: "Hvad er ånd?", og da jeg sendte ham min nyeste artikel om gudsforestillingerne, sendte han blot en kort mail: "Ja, vi er virkelig meget uenige. Du konstaterer, at jeg ikke fatter noget som helst, og jeg kvitterer med et stille og roligt: I lige måde!" - Rothstein ønsker ikke dialog, selvom han og jeg begge jeg ser religion som psykisk fænomen. Og da jeg gjorde Politikens redaktion opmærksom på at jeg mente, den gav Rothstein og Herbener for frie hænder og for god plads til at udbrede deres snæversyn for folket, fik jeg følgende, meget sigende svar fra opinionsredaktøren: "Rothstein og Herbeners skriverier kan i sagens natur ikke dække ethvert tænkeligt erkendelsesfelt og vil i vid udstrækning tage udgangspunkt i den faglighed, de som religionshistorikere har opdyrket." Så var den sag sat på plads i "Organet for den højeste oplysning"!

Men lad mig til sidst for god ordens skyld understrege min hovedpointe: Eksistens er ikke et fag og bliver det aldrig. Og lad mig tilføje at det samme gælder politik. Vi mennesker vil derfor altid være uenige om eksistensen og om politikken, og det er derfor vi deler os i forskellige retninger og partier, og frit kan gøre det hvor der er demokrati.

Til gengæld kan vore sprogligt formulerede forestillinger om eksistensen, livet, naturen, helheden, sammenhængen, mening og kvaliteten naturligvis gøres til genstand for såvel almindelig refleksion, eftertanke og samtale som systematisk videnskabelig analyse og offentlig debat. Selve fænomenerne er uforklarlige og kan altså ikke som fx en bygningskonstruktion eller en flyvemaskine føres tilbage til andre fænomener og elementer; de må selv betragtes som elementære kendsgerninger ligesom universet, tyngdekraften, lyset, og natur- eller universalkonstanterne.

Religion er et emergent fænomen i den biologiske udvikliing der først dukkede op i udviklingen med mennesket, og det er først og fremmest karakteriseret ved at være en helhedsforståelse, der i dag ikke kan være naivt holistisk (og derved forstås som et system), men må betagtes som en komplementær helhedsforståelse der dækker over såvel det materielle som det åndelige og over såvel det rationelle (logos) som det irrationelle (mythos). At jeg kaldet det en helhedsforståelse ligger i selve det psykiske forhold at helheden er vort inderste jeg, dvs at vi er født med en intuitiv helhedsopfattelse af vores verden. Religion i bredeste og dybeste ikke-dogmatiske forstand er desuden at betragte som fuld føling med virkeligheden. For uden opretholdelsen af den medfødte helhedsforståelse vil vi havne i en snæver virkelighed der kun omfatter den ydre verden og dens genstande og ville være uden kvalitet, farve, lys og kærlighed. En sådan snæver virkelighed ville føre alle ind i dyb depression og fortvivlelse.

Dagligsproget er i modsætning til fagsprogene det sprog der har den fulde føling med alle sider af den menneskelige tilværelse, inklusive det uforklarlige og uforståelige. Det rummer ikke alene det forklarlige og forståelige eller det nyttige, men også det der ikke kan forstås eller forklares og det der ikke blot tjener nyttige formål, men til gengæld alt det der giver eksistensen både sin usikkerhed og uforudsigelige som sin dynamik og charme. Dagligsproget er i modsætning til fagsprogene upræcist og må være det, da det eller ikke ville kunne rumme hverken det vi ikke forstår eller det vi ikke kan forklare. Endelig rummer dagligsproget - stadig i modsætning til fagsprogene - humor. Og om humoren har netop Vilh. Grønbech sagt det centrale: Humoren gør fri - ved at sætte os ud over den snævre logik, forudsigelighed, nytteværdi og moralske dom.

Eksistensen og helhedsforståelsen bliver vi aldrig færdige med. Men vi kan blive frie mennesker ved at forkaste snæversyn og fordomme. Mit eget verdensbillede, menneskesyn og livssyn i kort form fremgår af oversigt, i den lange udgave af Jernesalts 2009-filosofi og i speciel mytisk og illustreret udgave af Højsangen om den menneskelige eksistens (fra 2013).

Ejvind Riisgård

Relevante e-bøger fra Jernesalt:

'Den komplementære helhedsrealisme' (opdatering af Jernesalts 2009-filosofi, som udkommer 30.11.13. Prisen fra 2.1.15. er 50 kr.). Udover kapitlerne i 2009-udgaven indeholder e-bogen essayet Religion som emergent fænomen i biologien.

'Højsangen om den menneskelige eksistens' (nyt og afsluttende hovedværk af forfatteren, som udkom 22.11.13.). 358 sider, rigt illustreret. Pris 100 kr.

'Eksistens-psykologi for 21. årh.' (kr. 25) indeholder artikelserierne om de psykiske grundprocesser, om de psykiske fundamentalkræfter, om bevidsthedsforskning og om det kollektivt ubevidste samt artikler om 'jeget og selvet' og åndslivet m.m.

'Konsistensetik - Erling Jacobsen og Jes Bertelsen' omfatter essays om Etik og eksistens, Erling Jacobsens moralfilosofi

'Virkelighedens dobbelte karakter' (kr. 25) indeholder essayene om Virkeligheden fordelt på kapitler om fysikken, tiden, rummet, livet, ånden, sproget og humoren.

Nærmere om e-bøgerne i oversigten her på siderne

Bøgerne forhandles af Saxo.com

Relevante artikler på Jernesalt: