Jernesalt
Dynamisk komplementær helhedsrealisme
Samfund Eksistens Sekularisering DRAMAER E-Bøger
SAMFUND
 
EKSISTENS
 
SEKULARISERING
 
2009-FILOSOFIEN
 
LEKSIKON
ESSAYS
DRAMAER
RETORIK
ONTOLOGI
VIRKELIGHED
ENFOLDIG TALE
SKIDT OG KANEL
REDAKTION
PROGRAM
INTRODUKTION
INSPIRATORER
OVERSIGTER
EMNEINDEX
PERSONINDEX
LINKS
E-MAIL
 
utils prefix normal Forside    Oversigter    Redaktion    At læse Jernesalt    Sendemand    Vrangsiden    Kontakt   
 
JERNESALT - 0901aabentbrevsamlet

ARTIKEL FRA JERNESALT - 9.1.16.

Samlet udgave af brev til Mette Bock - med artikler og teser

Åbent brev til Kultur- og kirkeminister Mette Bock

Kære Mette Bock

Den politiske og kulturelle situation i Danmark og de øvrige EU-lande er på grund af flygtningekrisen og den generelle politiske uforstand nu blevet så kritisk at der må ske noget drastisk relativt hurtigt for at vende udviklingen.

Undertegnede forfatter og filosof Ejvind Riisgaard mener at Danmark har helt ekstraordinære forudsætninger for at løse krisen for sit eget vedommende og dermed også give øvrige europæiske lande inspiration til løsninger. Men det kræver radikal nytænkning, og det er netop hvad min filosofi tilbyder - med solid forankring i den folkelige vækkelse i 1800-tallet og den banebrydende forskning i 1900-tallet fra danske forskere som Niels Bohr og Vilh. Grønbech og andre.

Og tidspunktet kan ikke være bedre, eftersom det nye år omfatter 500-års jubilæet for Martin Luthers revolte mod Pavekirken og dermed giver en glimrende anledning til nødvendig nyvurdering af revolten såvel som årsagerne til religionens fatale marginalisering til privatsfæren og folkekirkens tilhørende deroute.

Samtidig har vi fået en regering som jeg selv betragter som et mærkværdigt monster af opportunisme, og som dag for dag mister støtte i befolkningen og derfor ikke vil være i stand til at vende udviklingen.

Men regeringen har dog i dig fået en kultur- og kirkeminister der er en temmelig umage størrelse i ynkeligheden og som det derfor er værd at appellere til. Du har eksplicit erklæret dig som socialliberal (hvad regeringen som helhed og dit eget parti ikke er). Du har understreget behovet for en fornyelse af såvel folkekirken som Danmarks Radio, og du har endog sagt at du ikke lader dig gå på af at kultur- og kirkeministerierne rangerer nederst i det officielle hierarki af ministerier, for du betragter kultur og religion som vigtige faktorer i samfundet og samfundsudviklingen.

Undertegnede finder det derfor nærmest selvfølgeligt at henvende mig til dig med et åbent brev der i særskilte afsnit beskriver landets fataliteter og gør op med de væsentligste årsager til miseren, men som desuden fremlægger det potentiale der ligger i vores kulturudvikling gennem de sidste 200 år.

Det åbne brev vil som bilag blive ledsaget af en serie af teser om de vigtigste temaer: Dels Moseloven, Paulus og kirkefædrene, Luther, Kirkegaard, Den aktuelle folkekirke, Islam, De politiske partiers fatale grundfejl og EU, dels Skabelsesmyterne, Evangeliet, Romantikken, De folkelige vækkelser i 1800-tallet, Grønbech, Bohr, De psykiske grundprocesser og Konsistensetikken.

Jeg forventer ikke et definitivt svar fra din side - og slet ikke noget opgør med regeringen eller regeringsgrundlaget. Men jeg vil sætte pris på en tilkendegivelse af om du forstår intentionen og det potentiale jeg taler om. Jeg ville i den forbindelse være taknemmelig over også at høre om du personligt kan se en speciel fordel i netop som kvinde og netop på nuværende tidspunkt at have fået tildelt kultur- og religionsområdet som resort. Og endeligt appellerer jeg til dig om som minister at stå fast på behovet for fornyelse og opprioritering af kulturen og religionen. En ny dansk frihedskamp og modstandbevægelse er blevet nødvendig.

Med venlig hilsen

Ejvind Riisgård



Link til brev, artikler og teser i samlet pdf-udgave via Saxo.com:   Åbent brev til Mette Bock.



Som bilag til Ejvind Riisgårds åbne brev af 9.1.17. til kultur- og kirkeminister Mette Bock følger

Fem korte artikler om Danmarks og EUs situation og muligheder:

Beskrivelse af situationen ved udgangen af 2016
Den fatale politiske afmagt og kulturforvirring
Etik, kultur og religion må i centrum
Har kristendommen potentiale til fornyelse?
Folkelig vækkelse er forudsætning for nyt lederskab

samt 16 serier af teser:

Jødedommen og Moseloven
Paulus og Kirkefædrene
Martin Luther
Søren Kirkegaard
Den aktuelle folkekirkes svækkede position
Islam
De politiske partier og deres fatale grundfejl
EU og flygtningekrisen

Skabelsesmyterne
Menneskesønnens budskab
Romantikken
De folkelige vækkelser i 1800-tallet
Vilhelm Grønbech
Niels Bohr
De psykiske grundprocesser
Konsistensetikken

Henvisninger



Beskrivelse af situtionen ved udgangen af 2016    
Til toppen  Næste

Den 5. september 2015 blev EU og hele Europa totalt omkalfatret med en eneste patetisk gestus af den almægtige tyske kansler Merkel. Egenrådigt åbnede hun EU's ydre grænser og ophævede dermed reelt Schengen-aftalens idé med åbne grænser for medlemsstaternes borgere. Myndighederne var nu ude af stand til at kontrollere og registrere hvem der kom ind i EU-landene udefra og derefter kunne bevæge sig frit omkring som om de var EU-borgere. De blev samlet op i interimistiske boliger og lejre i Tyskland, Østrig, Frankrig og Italien eller hvor de måtte ønske at komme hen, og mange af dem havde hverken håb eller illusioner om at få asyl.

Kæmpestore sikkerhedsmæsige, logistiske, sociale og økonomiske problemer fulgte efter i de fleste EU-lande, hvoraf mange i forvejen havde både alvorlige sociale og økonomiske problemer som stor arbejdsløshed og social uro i ghettoområder. Men lige lidt ændrede det på Merkels overmægtige anfald af barmhjertighed. Hun holdt fast i sit slogan "Wir schaffen das" selvom det vitterligt var en letsindig frase. Og på trods af flere efterfølgende terroranslag i Tyskland og Frankrig og ikke mindst i Belgien besluttede hun i begyndelsen af december overmodigt at stille op til en fjerde kanslerperiode ved valget næste år. Hendes psykiske inflation synes grænseløs.

Få dage efter ramte en af de nyankomne tunesere med en stjålet polsk lastbil kansleren og hele koalitionsregeringen med en terroraktion ved den 19. december for fuld fart at køre ind i nogle boder på julemarkedet ved Gedächtniskirken i Berlin. Merkel beklagede og fordømte, men lod sig ikke rokke. Ligegyldigt hvad der sker af overgreb og terror fra islamistisk eller kriminel muslimsk side er denne tyske ærkeforræder mod europæisk levevis og kultur stadig overbevist om at kristen barmhjertighed er en gudvelbehagelig pligt for enhver anstændig europæer.



Borgerkrigen i Syrien gik efter fem år ind i sin afsluttede fase, der med massiv russisk hjælp sikrede landets diktatoriske præsident Assad fortsat magt og suverænitet. Storbyen Aleppo, der husede mange oprørere, blev erobret efter enorme ødelæggelser og mennesketab. Men sammen med byen faldt også hele den vestlige alliance og alle dens løfter om at fjerne diktatoren og give det arabiske forår håb om at opbygge et mere frit og demokratisk land.

USA's præsident Obama havde forlængst opgivet at ændre noget som helst på udviklingen i Mellemøsten. Den store sympatiske fredsretoriker viste sig - da det kom til stykket - at være en mand af ord der ikke ville ofre amerikansk liv for nedkæmpelsen af et diktatur uden for Amerika.

Hans snarlige efterfølger i Det hvide Hus er rigmanden og republikaneren Donald Trump, og han betragter al politik som business. Det bliver et kæmpeeksperiment ingen kan forudsige følgerne af - undtagen på ét punkt: Forholdet melem USA og Europa vil ikke længere være et tæt samarbejde i kampen for fred og frihed. Det splittede USA og det splittede Europa går nu hver sin vej. Men Trumps valg har trods alt den store fordel for udviklingen at EU nu bliver nødt til at blive sig bevidst om hvad det vil i forhold til bevarelsen af sin egen kultur, eksistens og suverænitet.

Storbritannien valgte ved en højst ejendommelig folkeafstemning at forlade EU, men det er stadigt uafklaret hvornår brexit-proceduren vil blive sat i gang og hvad den vil ende med. Men også på dette punkt ligger én ting klart: EU står foran store og afgørende beslutninger og ændringer. Den hidtidige centralisering kan ikke fortsætte uændret. Man bliver nødt til nu at tage hensyn til nationerne og folkene.

I Tyrkiet var et dilettantisk kupforsøg nær ved at koste præsident Erdogan magten, fordi det kom bag på ham. Men han fik hurtigt kontrol over situationen og beskyldte omgående sin gamle rival Fethullah Gülen for at stå bag kuppet. Og Erdogan benyttede vel at mærke kupforsøget til resolut at få renset grundigt ud i militæret, retsvæsenet, skolevæsenet og pressen, så han nu sidder sikkert i sadlen og uden hæmninger kan bruge flygtningesituationen til at presse EU for fortsatte økonomiske tilskud. Også han har været mand for at ændre Europa (og Nato) ud fra sine egne snævre magtinteresser. Og EU tør ikke lægge afstand til ham. - Men: en tredje verdenskrig er ikke på vej, sådan som en svensk sikkerhedsekspert og historiker ellers postulerer! Europa kan holde sig uden for en eventuelt global konflikt.



Lars Løkkes nye regering, bestående af Venstre, Liberal Alliance og Det konservative Folkeparti med ialt 53 mandater, må betegnes som et reaktionært eksperiment på Matador-filosofiens banale grundlag. I stedet for at bevæge sig ind på midten, hvor der er muligheder for samarbejde på tværs af de eksisterende blokke, trækker statsministeren nu mod den ekstreme liberalistiske pol og har i praksis demonstreret at han vil være statsminister for hvilken pris det skal være. Det er smart overlevelsestaktik, men også kortsynet opportunisme, når det tages i betragtning at Danmark og hele Europa står med flygtningekrise og opløsningstendenser i EU og Nato, en grufuld udvikling i Mellemøsten, en fatal og latterlig udvikling i Tyrkiet og kun én opmuntrende ting i form af en markant distance mellem Europa og USA.

Hvad der i denne situation er brug for er klarsyn, visioner og en bevidst overordnet indsats for at bringe dansk og europæisk kultur på ret køl igen som selvstændige, suveræne aktører der er i stand til at tage vare på deres egen indre konsistens, og det gør man ikke ved på liberalistisk vis at køre bevidstløst videre i det spor der hedder mere vækst og mere globalisering, men tværtimod ved at se kritisk på væksten, globaliseringen og frihandelen og ikke mindst på den åndløshed der har forårsaget dem og i dag har bredt sig dybt ned i kulturlivet.

Kun én vej er holdbar, og det er den tredje vejs socialliberalisme som både Tony Blair lancerede i Storbritannien og Anders Fogh Rasmussen i Danmark - uden dog at forstå at det er komplementariteten mellem frihedsprincippet og lighedsprincippet der sikrer klassekampens afskaffelse og en helt ny dynamiks opståen. I nøje kombination med fuld demokratisering, fuld sekularisering, fuld kvindefrigørelse og først og fremmest et højere bevidsthedsniveau - er den tredje vej progressivitetens vej.

Her bliver det afgørende med et dybt opgør med falsk multikulturalisme, falsk humanisme og falsk kristendom, der alle sammen sætter blåøjet barmhjertighed over realistisk værn om nationalstaternes evne og vilje til at videreudvikle det sekulære demokrati.

Statsministeren har på intet tidspunkt erkendt udfordringens art. Han udnytter blot den gunstige situation at Dansk Folkeparti er kommet i så store vanskeligheder på grund af utroværdighed og misbrug af EU-midler, at de ikke har fjerneste lyst til at vælte regeringen. Meningsmålingerne peger både på markant tilbagegang for DF og markant tilbagegang for blå blok. Dansk Folkeparti synes slet ikke at forstå at man svigter selve folkeligheden ved at holde liv i Løkkes elitære regeringsdrømme. Denne påfaldende misopfattelse af folkeligheden hænger utvivlsomt sammen med at partiets kulturforståelse gennem årtier er blevet præget af Tidehvervsbevægelsens ulidelige teologi og intellektualisme.

På nuværende tidspunkt er der ingen partier eller partiledere i Danmark der viser vej. Men hvad der er nødvendigt står lysende klart: en ny frihedskamp mod religiøs dogmatisme og en ny modstandsbevægelse mod EU-centraliseringen.



Den fatale politiske afmagt og kulturforvirring     
Til toppen  Næste

I den løbende kulturdebat har den forrige kultur- og kirkeminister skabt en ny kulturkanon, der bl.a. skulle fremhæve værdien af andelsbevægelsen, folkehøjskolen, arbejderbevægelsen og kvindebevægelsen samt folkekirken. Og det var jo lutter gode ting. Men tanken bygger desværre på den illusion at kultur er noget der kan gøres op i værdier og kulturarv. Og det er rivende forkert, fordi kultur altid er vedvarende nyskabelse eller tilblivelse. Kultur omfatter teknologiske fremskridt og politiske reformer, men kulturens salt er viljen til at sikre det gode i bred eksistentiel forstand.

Kanonen gav som resultat at folkekirken lige akkurat kom ind på tiendepladsen efter frisind, foreningsliv og hygge, og det bekræfter jo til fulde, at den gamle institution ikke længere har en afgørende særstilling i folkelivet og samfundslivet. Den er tværtimod nærmest blevet latterlig i en blanding af intellektualistisk absurditetstro og humanistisk næstekærlighed samt sjove børnegudstjenester og hyggelige kaffemøder. Den klamrer sig stadigt urokkeligt til sin trosbekendelse der går helt tilbage til året 325, men blev endeligt fastlagt af Luther i 1700-tallet - uden at se at denne i dag spærrer for sund fornuft og sund tro.

Folkekirken har unægteligt rødder mange hundrede år tilbage, og dét gør os alle til en slags 'kulturkistne' (fred være med det) - men folkekirken er med årene blevet ubevægelig og reaktionær. Den ser ikke nødvendigheden af en ny revolte, en revolte der denne gang må rettes direkte mod Luther selv, fordi han trods sin fornyelse af kristendommen fastholdt lovreligionens absolutte autoritetstro.

Folkeoplysningen fra 1800-tallet er blegnet, fordi den hverken har fattet dybdepsykologiens opdagelse af de psykiske grundprocesser og det kollektivt ubevidstes afgørende kilder eller religionsforskningens opdagelse af at ægte religion har med den umiddelbare realitet at gøre og absolut intet med bekendelse af dogmer.

Den almene universitetsoplysning fra 1900-tallet har heller ikke begrebet meget af disse erkendelser, men har tværtimod skubbet det åndelige liv helt ud af forskningen i illusionen om at denne alene derved kan fastholde idealet om objektivitet. Idealet er positivistisk og bygger i sidste ende på fysikalismens horrible forestilling om at alle fænomener i verden kan analyseres som døde genstande efter fysikkens love.



Den ældgamle erfaring fra tidernes morgen har i alle kulturer været at tilværelsen har to lige vigtige sider: den åndelige og den legemlige. Tilgangen til den første hedder den umiddelbart intuitive, og den er medfødt og har sin egen, frie og kreative logik. Tilgangen til den anden er den middelbart sanselige og har en bunden logik der knytter sig meget nøje til de fysiske love og den formelle logiks regler.

Almindelige og normale mennesker har altid kunnet veksle ubesværet mellem de to sider af virkeligheden, men de har også altid ubevidst fornemmet at den medfødte umiddelbare tilgang er den eksistentielt set vigtigste, simpelthen fordi det er den der er forbundet med erfaringen af helhed, mening og sammenhæng i livet. Og denne dybe erfaring er netop selvfølgelig, fordi den er medfødt og uafhængig af sprog og sproglige formuleringer. Den er tro i ren psykisk form - og den kan aldrig formuleres fuldstændigt adækvat med præcise ord, men naturligvis sagtens beskrives i tilnærmelsesvist gode, men vage og mere eller mindre poetiske vendinger og billeder. Den kan ikke fanges ind i dogmer eller læresætninger. Dens modsætning er ikke vantro eller benægtelse af dogmer, men fortvivlelse.

Nutidens universitetsvidenskab beskæftiger sig med enkelte undtagelser ikke med denne indre verden, for den vil have forklaringer og beviser på alt. Den vil dekonstruere verden og affortrylle den mytiske erfaring. Dermed fjerner den "hjemligheden" i forståelsen og fremmedgør altså verden. Den fratager mennesket det afgørende umiddelbare jeg-du-forhold til omverdenen og prøver i stedet at sætte et fremmedgørende jeg-det forhold ind på alle livets områder. Selv psykologien og religionsvidenskaben går kognitionsteoriens vej og gør alt til et spørgsmål om tænkning, perception, kategorisering, sprogindlæring og hukommelse i snæver betydning. Og lægevidenskaben erstatter det ældgamle hjertedødskriterium med et nymodens hjernedødskriterium - og abstraherer således kynisk fra sjælens faktum.

Dette er naturligvis katastrofalt for almindelige mennesker og hverdagslivet. For det betyder at hele produktionsapparatet får lov til med støtte fra politikerne, der har slugt trenden råt, at gøre vækstfilosofien til afgud, presse tempoet op og fremme et blindt karriereræs uden at bekymre sig om de psykiske følger som stress, nedslidning og sygdom. Og trenden begynder allerede i børnehave og grundskole.



Nutidens ungdom får fra starten opbygget en ensidig materialistisk og rationel verdensopfattelse. Den får hverken i folkeskolen eller gymnasiet nogen som helst indføring i tidssvarende eksistensforståelse der tager de vigtige åndelige og irrationelle sider af tilværelsen alvorligt og leverer en afgørende modvægt mod den åndløse fremskridtstro. Helt aktuelt forstærkes de negative følger af denne trend gennem den moderne informationsteknologi, der dels fremmer troen på at al viden er simple data der kan indfanges på en mobiltelefon uden fordybelse, dels fremmer troen på at selskabeligheden på de såkaldt sociale medier med deres korte beskeder, likes og dislikes er vigtigere end personlige møder, forståelse og fordybelse.

Det mærkeligste er faktisk at mange efterhånden godt kan se problemerne, men ikke evner at gribe ind eller se noget alternativ. Folkekirken kører blindt videre i de gamle spor, så den fjerner sig mere og mere fra sin opgave at værne det umiddelbare åndsliv. Dens hovedproblem er ikke udmeldelser, men svigten af de unge allerede gennem en i dag totalt meningsløs konfirmationsforberedelse, hvor man sjældent tør åbne for en tidssvarende erkendelse af forskellen mellem mytisk og dogmatisk indsigt.

En institution som Danmarks Radio svigter også sine folkeoplysningsopgaver og public-relation-forpligtelser til fordel for underholdning. DR er blevet en stadigt større og dyrere institution med en nærmest endeløs knopskydning af nye afdelinger og kanaler. Og der bringes skam mange udmærkede udsendelser, men tendensen er klar: for at konkurrere med betalingskanalerne, skeler man i alt for høj grad til seertallene, og det går ud over kvaliteten og alvoren. Selv debatudsendelser bliver underholdning og dermed i strid med at den afgørende kvalitet i meningsudveksling er mødet mellem mennesker på tomandshånd. Også hjerneforskning formidles som underholdning - uden hensyn til at den aldrig siger noget om sjælelivet.

Scenekunsten er utroligt rig på teatre og teaterstøtte, men er som i udlandet havnet i en æstetisering og overfladiskhed der primært går på vold og provokationer der vækker sanserne, men sjældent rykker erkendelsen. - Billedkunsten lider generelt af samme skavank. Udstillingerne laves primært for at provokere sanser og impulser.

Hovedresultatet af denne gennemgående tendens er at enhver egentlig sammenhængskraft i folkelivet er forsvundet som dug for solen. Alt går på rutine, uforpligtende tradition, datascanning, metodeformidling, endeløs underholdning og blind tro på vækst, fremskridt, globalisme og multikulturalisme. Og denne afmagt og forvirring er fatal for nationens vilje og evne til at forsvare sin suverænitet og sine medborgeres integritet. Der mangler noget så afgørende i tilværelsen som alvor, altså forståelsen for at ikke alt i livet kan være leg, når kultur er at gå mod strømmen, og når nogle mennesker vil det onde og vil have magt til at udøve det onde.



Etik, kultur og religion må i centrum    
Til toppen  Næste

Den menneskelige tilværelse er ikke en guddommelig komedie der sætter menneskets ansvarlighed ud af kraft og lader eliten råde. Det er tværtimod folket der bærer den fulde ansvarlighed, fordi det er folket der ikke mindst via dagligsproget har følingen med den fulde virkelighed, den der omfatter tilværelsens rationelle og nogenlunde forudberegnelige processer såvel som tilværelsens irrationelle og meget uberegnelige, men til gengæld yderst skabende processer.

EU's modtagelse af en endeløs strøm af flygtninge og asylsøgere har skabt så enorme problemer at EU-toppen og flere store landes regeringer er kommet i unåde, mens nationale kræfter og bevægelser har fået stigende opbakning. Men det besynderlige er at problemernes omfang og art ikke synes at påvirke top-eliten i Bruxelles så meget at de overvejer et kursskifte. Toppolitikere er kommet så langt ud i virkelighedsflugt at de i realiteten begiver sig ind i en så fuldstændigt uansvarlig leg med Europas befolkning, kultur og demokratiske system at de i en vis forstand kommer i bås med galninge som Hitler og Mussolini. De vil hellere den kollektive undergang end et kursskifte i tide, for det sidste kræver mod og nytænkning.

Multikulturalismens og globaliseringens tilhængere tilsidesætter systematisk den store befolknings helt naturlige forankring i den nationale og lokale kultur og historiske tradition. Disse nye ismers tilhængere er overvejende rationelt indstillede mennesker med mange internationale kontakter og interesser. De tænker ensidigt i abstrakte, juridiske, økonomiske og erhvervsmæssige baner, der ligger fjernt fra almindelige menneskers intuitive tilknytning til sprog og historie. Og dette indebærer at deres kreativitet overvejende er af logisk og begrebsmæssig art, mens de mere intuitive mennesker i langt højere grad tænker i billeder og derfor i frie, ubevidste associationer. Der er opstået en kløft imellem parterne som bevirker at den intuitive del af befolkningen opfatter modparten som yderst elitær og arrogant. Mens den mutilkulturelle del har svært ved overhovedet at fatte hvad det vil sige at tænke i folkelige baner. Man tror fejlagtigt at der udelukkende er tale om nationalromantiske og nostalgiske følelser og aner ikke at forestillingerne i virkeligheden trækker på de dybe kollektive kilder i psyken, som har eksisteret siden mennesket fik sin bevidsthed.



Skal Danmarks og Europas kulturkrise løses er der ingen vej uden om en folkeoplysning om selve den menneskelige psykes indretning og lovmæssigheder, som i vid udstrækning blev erkendt i første halvdel af 1900-tallet, altså samtidig med erkendelserne af henholdsvis religionens art og kvantefysikkens art. Men den nye folkeoplysning skal forbindes tæt med en ny frihedskamp.

En af dybdepsykologiens vigtigste opdagelser er at organiseringen af følelser er meget nært forbundet med organiseringen af tankerne. Der er ikke én måde at føle på og en anden måde at tænke på, men to måder at tænke og føle på, den ene er primærprocessen, hvor følelserne og tankerne er ustabile, og den anden er sekundærprocessen, hvor de er stabile. Og det helt centrale i eksistentiel henseende er at primærprocesserne er medfødte - og fra spædbarnets allerførste tid giver dyb erfaring af helhed, mening og sammenhæng (mening naturligvis ikke her forstået som sprogligt formuleret mening, men snarere som følelsen af at være hjemme).

Sekundærprocesserne er derimod tillærte og læres i og med at sproget tilegnes. At tanker og følelser her er stabile betyder, at der er knyttet stabile 'følelsestoner' eller 'følelseskvantiteter' til de sansninger, emotioner og forestillinger man har, således at man kan identificere og eventuelt genkalde billederne af dem - og bruge dem systematisk i tænkningen. Denne evne til stabil binding af 'følelsestoner' er nødvendig for at der kan udvikles først genstandsbevidsthed og siden jegbevidsthed hos barnet. Og evnen er ligeledes betingelsen for dannelse af sproget og dets begreber og sondringer, herunder de logiske konstanter.

Hertil kommer, at sekundærprocessen sætter et menneske i stand til at stille de følelsesmæssige behov i bero eller helt ændre deres retning, fx ved sublimering. Hvorimod primærprocessen er indrettet sådan, at man ubetinget og øjeblikkeligt søger tilfredsstillelse af opståede behov, og at intense følelser kan oversvømme organismen og ødelægge dømmekraften. Når det fra tidernes morgen har været selvfølgelig erfaring i alle kulturer på kloden at tilværelsen har to lige vigtige sider, den åndelige og den legemlige, så ligger det i at tilgangen til den første - den umiddelbart intuitive erfaring - er forudsætningen for erfaringen af helhed og mening i tilværelsen, hvorimod tilgangen til den sanselige virkelighed er nødvendig for tilpasningen til det praktiske arbejde der giver os føden.



Pubertetstiden er den kortere eller længere overgangstid der bringer barnet ud af uskyldighedens paradis og ind i arbejdets ansvarlighed, men mennesket bliver ved at længes efter den tabte tids lyksaligheder, fordi det var dér helheden og meningen fandtes i sin meget intense urform. Efter puberteten kommer vi aldrig tilbage til en permanent tidløs uskyldighed, men vi kan til hver en tid generfare dens oplevelse af helhed og mening gennem musikken, kunsten, kærligheden, legen og humoren såvel som selve de glæder arbejdet, erkendelsen og forskningen kan give.

Derfor er det naturligvis en hån mod mennesket at spinde det ind i en protestantisk arbejdsetik eller et moderne vækstkapløb, hvor mennesket bliver middel for økonomiske og kapitalistiske interesser - og i den forstand fremmedgøres - selvom man eventuelt bilder det ind at lønnen kommer i paradiset eller når plan 2030 er opfyldt. Hverken teologernes paradis eller politikernes slaraffenlande eksisterer i den jordiske virkelighed. Den reale verden er altid et dynamisk og udfordrende felt mellem den indre, kreative verden og den ydre, praktiske verden.

Ud fra dette hovedsynspunkt er såvel troen på et evigt liv efter døden som troen på en evig lykke i det fuldkomne samfund en illusion. Efter den fysiske død kommer der for ethvert menneske et psykisk 'efterliv' som består i at man lever i erindringen hos sine efterlevende. Dette er dybdepsykologisk set individets "genopstandelse" i det kollektivt ubevidste - og den kan i enkeltstående tilfælde få enorm betydning i kulturhistorien, hvad Jesu opstandelse er den mest afgørende manifestation af i den hellenistisk-europæiske kulturhistorie. Men det er noget andet end det teologerne har talt om. Dette er oftest blevet opfattet som en fysisk genopstandelse i strid med fysikkens love - ud fra en primitiv opfattelse af at guder hersker over naturlovene. Og derfor skal vi hverken lytte til teologernes henvisninger til en hinsidig tilværelse eller til de utopiske ideologers henvisning til et jordisk paradis efter et længere åremåls slid for magthavernes vækstplaner.

Det er lettest at gennemskue ideologerne, men det burde ikke i vore dage været noget problem også at gennemskue præsternes snak, så meget mere som de mest oprigtige af dem faktisk er begyndt åbent at sige at de ikke selv tror på utopien.



Har kristendommen har potentiale til fornyelse    
Til toppen  Næste

Selve ordet 'kulturkristendom' er brugt første gang i 1933 (af Kristeligt Dagblad) og var dengang nærmest et skældsord, men i dag dækker det ifølge eksperter de fleste danskeres 'tro'. Folk går ikke meget i kirke og er ikke synderligt interesseret i den kristne bekendelse, men de føler bare en naturlig tilknytning til den kulturarv og den begrebsramme kristendommen står for.

Denne almene indstilling er i direkte strid med Søren Kierkegaards syn på kristendommen, for han lagde vægt på den fine intellektuelle opfattelse at den almindelige folkereligiøse tro er en falsk tro, og at den rigtige kristendom er et spring ud i en paradoksal påstand om at Gud blev menneske. Kierkegaard blæste al enfoldig tro væk med foragt. Umiddelbarheden var i hans øjne slet ikke ånd. Og netop denne forskruede filosofi kom nogen tid efter hans død til at erobre og ødelægge folkekirken gennem Tidehvervsbevægelsen.

Det er meget enkelt at tage afstand fra en sådan rent intellektuel kristendom. Det gør folk der forstår at Menneskesønnen netop aldrig selv krævede nogen bekendelse til det absurde for at helbrede folk fra deres skyldfølelser. Han velsignede dem blot.

Det var Paulus der opfandt bekendelsen, og det var kirkefædrene der nogle århundreder senere formulerede en trosbekendelse som alle kristne havde at acceptere, hvis de ville tilhøre kirken og gøre sig håb om 'frelse', forstået som et liv i paradiset efter døden. Dermed indførtes dogmatikken, men dogmer er intet andet end magtmidler der bruges til at skille troende fra vantro. Nøjagtigt som det sker i jødedommen og i islam (og i ideologierne).



Hvad dansk kulturliv og samfundsliv angår er det en narresut at tro at en sådan intellektualisering og en sådan kulturkristendom vil kunne hamle op med fanatiske trosbekendere af islamisk støbning, der ikke vil lade sig integrere, men tværtimod laver parallelsamfund og i sidste ende håber på indførelsen af islam som decideret lovreligion med al den horrible fundamentalisme og undertrykkelse der ligger i den. Almindelige muslimer er skikkelige mennesker, men islamiske ledere er yderst magtbegærlige - og de står for en autoritær, antisekulær og undertrykkende religion.

Kun en tidssvarende sekulær og autoritetsfri religion der griber folket kan redde den europæiske kultur fra forfald og opløsning. Hvis ikke der er saft og kraft i en religion kan den aldrig blive saltet i kulturen - og derfor skal moderne danskere i det nye årtusinde naturligvis hverken lade stå til eller samle sig omkring en ny fundamentalisme der er lige så fanatisk som muslimernes. De skal tværtimod stille og roligt over en passende årrække gennemføre et så effektivt opgør med autoriteterne, at vi vil få en ganske ny folkelig status hvor alle danske statsborgere - inklusive indvandrerne - kan blive frit åndende medlemmer af folkekirken uden at have ringeste interesse for dogmer og bekendelse.

Og det er ud fra disse betragtninger at der også skal gøres op med præstestyret i Danmark og langt om længe ske en de facto indførelse af Luthers gamle idé om det almindelige præstedømme.

Alle er i virkeligheden - som Luther erkendte - "præster for sig selv". Alle har direkte adgang til Gud - uden fjerneste hensyn til trosbekendelse. Intet mellemled er nødvendigt for at få adgang til den kollektive åndelige instans. Ingen kirke har monopol på adgangen, og ingen pave kan påberåbe sig at være Kristi stedfortræder.

Man kunne således spare alle præstelønninger ved at føre kristendommen tilbage til Menneskesønnens ord om at man bare skal tro på helt enfoldig vis. Kult skal der fortsat være. Orgelmusik og salmesang skal være en selvfølge. Ritualer skal kunne bruges efter ønske. Men sakramenterne skal forvaltes af lægfolk - og præsteskabets prædikener og belæringer skal sløjfes. Diakoner kan klare det praktiske - uden teologisk embedseksamen eller anden akademisk uddannelse.

I dag kan vi - ved hjælp af helhedsrealismens begrebsramme - forstå at dette at tro på enfoldig vis er det samme som at leve i umiddelbarhedens rige. Men i virkeligheden stikker denne intuition meget dybere, for den fører i realiteten til den indsigt at det essentielle og afgørende i evangeliet gør dette til en "naturlig religion".

Dette skal vel at mærke forstås i en helt anden forstand end den de rationalistiske gudsteoretikere (deisterne) førte frem i 1600-tallet. De hævdede nemlig at der var fornuftsgrunde til at tro på guds eksistens og love. Det modsagdes allerede dengang af filosofferne, men egentlig var det først med Nietzsches provokerende påstand om at Gud er død at man opgav deismen. Men også Nietzsche tog fejl, for ud fra en moderne (dybdepsykologisk) forståelse af mytisk tænkning er det meningsløst at søge beviser på Guds eksistens.



Gud har lige fra tidernes morgen været en spontan psykisk forestilling i menneskekulturen, og denne forstilling kan man udelukkende forholde sig til i et direkte jeg-du-forhold. Dette kan man forstå med den nye begrebsramme som helhedsrealismen tilbyder, men den rådede hverken deisterne eller Nietzsche over. Og den har heller ikke nutidens ateister og agnostikere - eller teologer - tilegnet sig. En befrielse fra gamle autoritetsbårne begreber og sondringer er blevet nødvendig. En definitiv befrielse fra lovreligion er blevet mere aktuel end nogensinde.

Pointen er at Menneskesønnens idé med opgøret med lovreligionen dybest set var at vende tilbage til den umiddelbare religion alle mennesker er født ind i takket været primærprocesserne. Den naturlige religion er et dennesidigt irrationelt og evigt liv vi har ved siden af den timelige verden som sekundærprocesserne og det praktiske liv holder nøgterne mennesker fast i. Det var en genial intuitiv idé som bare ikke kunne gøres helt begribelig for to tusinde år siden - og i nyere tid ikke har kunnet hamle op med den altødelæggende intellektualisering.

En af de allervigtigste ting ved at forstå religionens fundament i det kollektivt ubevidste er at alle intuitive indsigter udelukker enhver dogmatisering, fordi de bygger på primærprocesserne der er uden begreber og sondringer. Og udelukkes dogmatisering, forhindres såvel misbruget af dogmer til magtudøvelse som alle indoktrineringsbestræbelser.

Budskabet om den enfoldige tro kan ikke gøres til doktriner.
Den naturlige religion kan aldrig indoktrineres.



Folkelig vækkelse er forudsætning for nyt lederskab    
Til toppen  Teser  Henvisninger

Den politiske krise i Danmark og det øvrige Europa kan ene og alene løses i tide ved en folkelig vækkelse der ligesom de folkelige vækkelser i 1800-tallet får føling med de stærkeste kræfter i det kollektivt ubevidste.

Men mange magthavere og mange meget borgerlige og konservativt indstillede mennesker frygter den slags stærke følelser og lidenskaber og stempler dem ofte som sværmeri, populisme eller nationalromantik. Kender man ikke fænomenet i anden form end massepsykose af den art man har set i nazismen, kommunismen og i nyere tid de iscenesatte massehysterier i muslimske lande omkring Muhammedtegningerne, er det forståeligt at man frygter det.

Men de folkelige og religiøse vækkelser i 1800-tallet var helt overvejende positive. De førte til borgernes og bøndernes (og senere også arbejdernes) opvågnen til selvstændighed. De sociale klasser vågnede efterhånden alle op fra sløvhed og underkuelse til bevidst ansvar for egen skæbne. Og her gælder en simpel psykisk lovmæssighed:

Der sker ingen folkelige eller religiøse vækkelser der er stærke nok til at ændre et samfund på dybtgående vis, medmindre vækkelserne trækker på yderst energiladede kollektive forestillinger. Og det hører vel at mærke med til billedet, at ægte folkelige vækkelser går uden om vold og voldelige omvæltninger. Man kender så at sige ægtheden på at disse vækkelser går uden om volden.



Med bevidsthedens opdukken kommer en erkendelse af at autoriteterne og forældregenerationerne ikke altid er så indsigtsfulde, alvidende og almægtige som de giver indtryk af. Bevidsthedens opdukken betyder altså i alle generationer også muligheden for afsløring af og kamp mod autoriteternes alt for store magt og magtfuldkommenhed. Men først når bevidstheden vækkes, muliggøres frihedskamp.

Med sin tale om 'Gudsriget' som en diametral modsætning til 'Lovriget' sprængte Menneskesønnen én gang for alle lovreligionens absolutisme og autoritetsbundethed, så det fik verdenshistorisk betydning. Et emergent nyt religiøst paradigme var dukket op og kom ad mærkelige veje til Europa, men magthaverne fik det behændigt drejet ind i stærke organisatoriske rammer der indførte den gamle lovreligion ad bagvejen.

Den protestantiske kirke som den lidenskabelige, men ulykkelige selvpiner-munk Martin Luther fik etableret med nordtyske fyrsters hjælp blev i starten stort set lige så autoritativ og undertrykkende som den gamle pavekirke i starten, men gav dog på længere sigt og i kombination med humanisme og naturvidenskab - samt den franske revolutions opgør med enevælden - mulighed for demokrati og sekularisering i de nordeuropæiske lande.

Denne vidunderlige udvikling holder bare ikke længere, fordi den lutherske kirke forlængst har nået sit klimaks og befinder sig i en nedadgående fase af aristokratisk værn om gamle privilegier. En uafvendelig senilitet synes indtrådt. Det samme gælder naturligvis den danske folkekirke, og det er netop derfor at den politiske og kulturelle udvikling i Danmark nu er stagnerende og ikke kommer ud af flækken uden et bevidst og målrettet opgør med lutherdommen og konservatismen.



Udfordringen for Danmark bliver først og fremmest at gøre op med alle gamle (mere eller mindre marxistisk inspirerede) forestillinger om at kultur er en dekorativ overbygning på den materielle basis med dens produktion, handel, teknologi og fremskridt, og at religion er en privatsag der i bedste fald giver syge, gamle og døende lidt trøst, i værste fald bliver opium for hele folket.

Forestillingerne blev en essentiel del af den socialdemokratiske velfærdspolitik, der udmøntede sig i etableringen af kulturministeriet i 1960 og i missionen for også at gøre fine "åndelige sysler" til almindelige menneskers daglige sysler. Den indstilling betød at de socialdemokratiske regeringer i 1960-erne til den kulturradikale elites store tilfredshed foldede sig ud med systematisk støtte til finkulturen i landet - som modvægt til rindalismens forkærlighed for trommesalsmalerierne over sofaerne.

Men kultur er ikke finkultur eller elitekultur, og velfærdsreformer der vil fremme de såkaldte 'åndelige sysler' er helt utilstrækkelige til at sikre et samfunds sammenhæng eller kraft. Velfærd har et større og højere formål med samfundsudviklingen end fordelingen af en større og større samfundskage eller uddeling af finere og finere 'åndelige' desserter. Der er en alvor i alt samfundsliv der består i forpligtelsen til altid at sørge for overvægt af det gode i selve det national fællesskab.

Religion er ikke en privatsag og kan aldrig blive det, uden at man totalt fjerner den allervigtigste komponent i kulturlivet: Den dybeste forståelse for at mennesket fra fødslen er tvunget til af indre psykiske grunde at varetage både sine åndelige og sine praktiske opgaver sideordnet, og samtidigt sørge for at give det åndelige overvægt, fordi det er dette der står for alt der hedder sammenhæng, helhed og mening i livet.

Kulturen og religionen må aldrig komme nederst i bunden af hierarkiet, hvis samfundet skal være etisk konsistent. Derfor er det helt nødvendigt at opgradere religionen igen og en god idé at gøre det ved at slutte kulturministeriet og kirkeministeriet sammen til et moderne kultus-ministerium (som landet har haft fra 1849-1916). Dette skal fokusere på at skabe en fælles folkelig kult der er blottet for såvel fine fornemmelser som direkte ufolkelige dogmer.

Under denne kult hører ikke blot gudsdyrkelse, men også musik, dans, erotik, kunst, naturhengivenhed og øvrige former for fællesskab om noget der er højere end individets lyster og fornøjelser og samfundets produktion og vækst. Kulten giver kun kulturen salt ved at sikre den direkte føling med helhed, orden og mening.

Ejvind Riisgård



Række teser om de vigtigste temaer i brevet kan opdeles i

(1) Teser om reaktionære faktorer

Jødedommen og Moseloven
Paulus og Kirkefædrene
Martin Luther
Søren Kirkegaard
Den aktuelle folkekirkes svækkede position
Islam
De politiske partier og deres fatale grundfejl
EU og flygtningekrisen

(2) Teser om progressive faktorer

Skabelsesmyterne
Menneskesønnens budskab
Romantikken
De folkelige vækkelser i 1800-tallet
Vilhelm Grønbech
Niels Bohr
De psykiske grundprocesser
Konsistensetikken

Ingen af teserne må læses som dogmatiske sandheder.
Ingen af teserne kan forstås uden relation til hele konteksten.
Teserne er kortfattede og uden udførlig forklaring.
En bredere fremstilling kan findes på Jernesalt
Tilsammen giver teserne en samlet og konsistent oversigt over den åbne, komplementere helhedsrealismes filosofi ved indgangen til 2017.



Teser om Jødedommen og Moseloven    
Til toppen  Næste

Den helt centrale skikkelse i Jødedommen er Moses der i den jødiske legende opfattes som den leder der førte israelserne ud af det egyptiske slaveri i 1400-tallet før vor tidsregning og som formidlede pagten mellem Gud og Israel.

Pagten blev indgået på bjerget Sinai og er formuleret i Moseloven, hvoraf De Ti Bud er de mest kendte, fordi de er gået videre til den kristne kirke.

I Moseloven fik jøderne formuleret deres meget detaljerede og restriktive regler for deres livsførelse og gudsdyrkelse, herunder reglerne for madlavning (forbud mod at spise svinekød og mod at blande mælk og kød under madlavningen) og for overholdelsen af sabbatten (intet arbejde og ingen brug af ild) samt for kvindernes særlige isolation omkring den månedlige blødning (de er urene og må ikke røres).

De fleste af disse regler virker helt forældede og meningsløse i det moderne samfund, men for de ortodokse jøder er reglernes overholdelse til punkt og prikke selve betingelsen for indløsningen af deres store forventning om Messias' komme eller genoprettelsen af Davids og dermed Israels sande rige.

Moses må dybdepsykologisk set betegnes som en ledertype af sjældent format. Han besad et enormt og uhyre stærkt jeg, der bundede i hans åbenbaringer - og der var ingen tøven i hans beslutninger og ingen pardon over for hans modstandere. Men afgørende for hele hans autoritet var videregivelsen af lovens tavler med de ti bud der er grundlaget for al jødisk lovgivning og gør jødedommen til en lovreligion.

Forbudet mod at have andre guder peger entydigt på monoteismen som grundlaget for det jødiske folks fremtid og selvhævdelse.

Forbudet mod at misbruge Guds navn understreger dels at Gud er udefinerlig og uanskuelig, ja unævnelig, dels at det skal være overladt autoriteterne at fortolke hans bud og regler.

Budet om at ære sin far og mor understreger autoriteten af hvert menneskes ophav.

Forbudet mod at begå hor er en understregning af ægteskabets ukrænkelige status i samfundslivet.

Forbudene mod at begære din næstes hus og din næstes hustru, træl og ejendom er en understregning af den ejendomsret der gælder det mandlige familieoverhoved

Mens forbudet mod at stjæle er en mere universel tilkendelsegivelse af at ejendomsretten som sådan er grundlaget for alt samfundsliv og al ansvarlighed.

Forbudene mod at slå ihjel og mod at vidne falsk er en universel tilkendegivelse af at den normale civilorden er uforenelig med drab af medmennesker og med falskhed mellem mennensker. Endelig er budet om at holde hviledagen hellig en vigtig understregning af at mennesket ikke kan bevare fuld føling med den guddommelige eller overpersonlige instans uden regelmæssigt at afholde sig fra egentligt arbejde.

Generelt er jødedommen en uhyre autoritativ og mandsdomineret lovreligion der fjernede sig mere og mere fra den oprindeligt mytiske religion og tænkning og derfor også med tiden snævredes ind og blev vanskeligere og vanskeligere at opretholde.



Teser om Paulus og kirkefædrene    
Til toppen  Næste

Den kristne kirke grundlagdes ikke af Jesus, men af apostlene Peter og Paulus, der drog på mission da de måtte erkende at Jesu død på korset ikke blev tidernes ende eller Gudsrigets komme som permanent jordisk tilstand. Apostlene var praktiske og uuddannede mennesker og kunne som omrejsende missionærer opmuntre, belære og formane menighederne hvor de kom frem. Først efter at Peter og Paulus var kommet til Rom blev en egentlig kirke og kirkelig organisation etableret med både præsteskab og teologi.

Paulus foretog selv den skelsættende fortolkning af troen: Frelsen (eller retfærdiggørelsen) sker ikke - sådan som jøderne havde hævdet - ved gode gerninger eller korrekt livsførsel, men alene ved troen på den opstandne Kristus. Bekendelsen af denne tro blev kirkens grundlag.

Stridigheder om den rette tro i udvidet betydning skabte hurtigt splittelser, der dog afsluttedes med Thomas Aquinas usædvanligt klare og stringente tænkning og højskolastik. Denne gav strenge definitioner på hvad der var ret tro med tilhørende inkvisition og ekskommunikation af kættere - eller det der var værre, bandlysning og kætterbål.

Den katolske kirke blev splittet flere gange, men det væsentligste skisma kom med den ulykkelige og selvpineriske munk Martins Luthers oprør i 1517, der i første omgang gjaldt den mere og mere betænkelige handel med afladsbreve: man kunne så at sige købe sig til syndernes forladelse.

Både den katolske og den lutherske kirke har haft magtmisbrug der strider fundamentalt med forkyndelsen hos Jesus, men i vid udstrækning kunne hente sin argumentation hos Paulus. Det var ham der gjorde gældende at kvinder skal tie i forsamlinger, og at man skal adlyde øvrigheden.

Dertil kommer at den katolske kirkes præster slet ikke kan leve op til idealet om cølibat, men i vid udstrækning dyrker sex uden for det ægteskab de er udelukket fra som præster, ja, endog forgriber sig på børn de har til konfirmandundervisning eller altertjeneste. Det bekræfter kun at kirken forfalder i samme grad og takt som den bliver mere magtudøvelse end ånd.

Jesus forkyndte 'Guds Rige', men det var kirken der kom, er det vittigt blevet sagt.

Blandt kirkefædrene står Tertullian stærkt fordi det var ham der tillægges sætningen "Jeg tror, fordi det er fornuftsstridigt" (credo quia absurdum). Han accepterede urimeligheden og umuligheden i at Guds søn var død og siden opstod, selvom det stred mod fornuften.

Tertullian var romersk embedsmand med høj juridisk uddannelse - og det er derfor ikke underligt at han indlod sig på sproglige spidsfindigheder, men derimod fatalt at kirken på et koncil i Nikæa i 325 formulerede en decideret trosbekendelse som siden blev udbygget, men endte med at fastslå Menneskesønnens og Helligåndens gudommelighed.

Den nugældende katolske trosbekendelse fastholder desuden Jomfrufødslen (Jesus er undfanget af Helligånden), Jesu opstandelse fra de døde og himmelfarten. Samt hans genkomst for at dømme de levende og de døde. Endelig bekender den sig til "kødets opstandelse" (forstået bogstaveligt) og "det evige liv" (forstået som noget hinsidigt). Troen blev en længsel efter Paradiset. Og magthaverne kunne effektivt true alle vantro med fortabelsen og helvedes flammer.

Katolicismen hævdede senere udtrykkeligt sin universalitet: der er ingen frelse uden for kirken. Og den indførte på et vatikanerkoncil i 1869-70 dogmet om pavens ufejlbarlighed.

Alt i alt står den katolske kirke således grundlæggende for en yderst autoritær, mandsdomineret opfattelse af den sande kristendom. Den bekæmpede hensynløst alt kætteri og gjorde tåbelig modstand mod moderne videnskab. Den har haft sin enorme indflydelse med både praktisk sundhedsvæsen og lærd forskning, men den er bygget op med et enormt magthierarki, en enorm magtorganisation og streng og effektiv censur, og den har været inddraget i utallige krige, herunder barbariske erobringskrige og korstog. I sin storhedstid vandt den hovedsageligt frem med sværdets magt. Og det strider mod evangeliets ånd såvel som mod den naturlige religions ånd.



Teser om Martin Luther    
Til toppen  Næste

Martin Luthers store forjeneste var at han med sin reformation skar igennem pavekirkens åndelige magtmonopol og fastslog at der ingen instans er mellem Gud og det enkelte menneske. Enhver er præst for sig selv og har direkte adgang til den overpersonlige instans der kaldes Gud. Det er en yderst værdifuld erkendelse der må forblive basis for al moderne religiøsitet.

Reformationen var en revolution, der løsrev de nordeuropæiske kirker fra pavens overherredømme, men den forhindrede ikke egne former for krav om ret tro og forfølgelse af kættere. Tværtimod. Den gamle historie gentog sig. Kirken var og forblev en organisation der fortsat havde betydelig magt. Og al magt korrumperer.

Den lutherske kirke hævdede først og fremmest sin magt gennem forvaltningen af sakramenterne (dåben og nadveren), der kun kunne udføres af autoriserede præster. Men desuden gennem oplæringen af børn i skolen og kirken ved hjælp af en kortfattet katekismus. Fadervor, De ti bud og Trosbekendelsen blev systematisk gennemgået i form af spørgsmål og svar. Og det blev ren og skær indoktrinerende udenadslæren.

Det er værd at notere at Luther forklarede det fjerde bud om at ære sin far og mor således:
Vi skal frygte og elske Gud, så vi ikke ringeagter vore forældre og foresatte eller vækker deres vrede,
men holder dem i ære, tjener, lyder, elsker og agter dem.

Denne udlægning viser klart hans stærke betoning af autoritetstro og lydighed.

Luther fulgte nøje Paulus i dennes syn på øvrigheden som værende indsat af Gud. Men han skærpede opfattelsen ved at understrege lydigheden mod øvrigheden og autoriteterne. Ja, han gjorde dybest set staten til en hellig og urørlig instans, der har ret til med skånselsløs tvang og konsekvens at gribe ind i livets mindste enkeltheder og tvinge den enkeltes samvittighed. Derfor greb han uforsonligt ind mod de store bondeopstande i 1524-25 mod fyrsterne.

Luthers to-regimentslære siger at det åndelige liv eller troslivet er et helt andet end det verdslige og samfundsmæssige liv, og det kan ikke bestrides. Problemet ligger i at han kalder begge verdener for "regimenter", for det er kun det verdslige og samfundsmæssige der er et regimente i og med at det i skarp modsætning til det åndelige rige er en magtstruktur . Endnu i dag kan man fra luthersk side høre fuld tilslutning til den opfattelse at bundetheden af samvittigheden gør fri. Og her må det én gang for alle slås fast, at det vi normalt kalder samvittigheden er den dummeste del af menneskets personlighed, fordi den er dannet inden 5-års-alderen og altså hovedsageligt beror på indoktrinerede normer fra fædrenes side, altså hvad Freud kaldte et Overjeg (der i det fleste tilfælde er faderens overtagne normer).

Luthers religiøsitet bæres psykologisk set ikke af naturlig gudsfrygt, men af sygelig gudsangst. Og det ligger i at han både havde en manio-depressiv psykose og især i sine unge år en svær angstneurose med tvangslidelsesmæssig farvning. Hans etiske dogmer bliver på længere sigt katastrofale i den tyske historie fordi de forbandt sig med Kants ubetingede pligtetik og den næsten samtidige preusserånd med ren militær kadaverdisciplin. En klog mand som Kurt Bauer, der efter 2. verdenskrig var generalstatsadvokat for opklaringen af nazisternes forbrydelser, kunne se en klar linje fra Luther til nazi-moralen.

Luther må altså siges at være talsmand for en yderst autoritær etik - og dermed blokere totalt for en forståelse for moderne konsistensetik.

Indoktrineringen af hans katekismus er forsvundet her i landet. Folk er stort set ligeglade med hvad Luther mente, men det er nødvendigt at få gjort op med hans etik og teologi, fordi vi har fået en trussel fra islamisk side som helt og holdent bygger på lovreligion og autoritetstro.



Teser om Søren Kierkegaard    
Til toppen  Næste

Søren Kierkegaard (1813-55) var teolog, filosof og forfatter. Han var desuden en særling der sit korte liv til trods fik skrevet en lang række værker der gennemspillede religiøse, psykologiske og filosofiske temaer på en så original vis, at han regnes for en af eksistentialismens vigtigste fædre.

I 'Begrebet angst' beskriver han menneskets fundamentale angst for at være et frit og selvansvarligt individ. I denne forbindelse kan fremhæves sætningen om at subjektiviteten er sandheden, for den betyder netop at et menneske i eksistentiel henseende ikke kan nøjes med de objektive kendsgerninger, men tværtimod altid må tage ansvaret for sine egne personlige standpunkter.

For Kierkegaard gjaldt det dog ikke blot om at vælge friheden, men også at gøre 'springet' ud på troens dybe vand. Dette valg beror ikke på logisk ræsonneren, men på bruddet med logikken og antagelsen af paradokset eller det absurde. Troen bliver for Kierkegaard ensbetydende med tro på det absolut paradoksale i at Gud blev menneske (gennem Jesus) og det evige således timeligt. Dette fattes ikke af forstanden, men er ifølge Kierkegård og mange andre teologer den kristne tros kerne. Dermed sættes kristendommen bevidst og definitivt uden for fornuftens rammer.

Kierkegaard viste at dette intellektuelt kan lade sig gøre - endda med stor sproglig opfindsomhed - og det er derfor ikke uforståeligt at så mange veluddannede og rationelt indstillede mennesker siden har kunnet indfanges af spidsfindighederne.

En af de tydeligste manifestationer af hans absurde tro er hans fortolkning af den gammeltestamentlige beretning om Abrahams ofring af sin søn Isak. Abraham mente at have hørt Jahve befale ham denne ofring som udtryk for ubetinget lydighed mod Herren. - Det er en lydighed der i de fleste normale menneskers opfattelse er dybt uetisk og forkastelig. Men Kierkegård accepterer den fuldt ud.

Intellektuelt er Kierkegaard et studium værd, fordi han beskæftiger sig med de store eksistentielle spørgsmål på en måde der tvinger til afklaring. Men set ud fra en helhedsrealistisk synsvinkel repræsenterer han en form for tro der gør det absurde til gud og dermed afgud. Han viser derfor væk fra den ægte tro, den tro der oprindeligt er barnetro, og som selvfølgelig skal omformes gennem pubertetens og ungdommens intellektuelle kritik, men aldrig må havne i intellektualisme.

Følgerne for den danske folkekirkes udvikling blev katastrofale efterhånden som den uforsonlige kamp mellem grundtvigianere og missionsfolk langsomt ebbede ud. Den tidehvervske bevægelse vandt frem i 1930'erne og 40'erne og dominerer nu om dage den teologiske debat fuldstændigt på bekostning af en ægte folkelig debat. Det har reelt været med til at undergrave folkekirkens position, idet præsterne med deres forkyndelse driver folk ud af den kirke de ikke vil slippe som medlemmer.

Kierkegaard bestred simpelthen at umiddelbarheden kunne være ånd. Efter hans mening kom ånden først ind med troen på det absurde. Det er en horribel påstand, alt den stund flertallet af mennesker kloden over har en enfoldig tro fra barnsben - og al forskning i dyrs adfærd desuden viser at også højerestående dyr har adfærd der viser udslag af ånd. Mennesket kan jo også kommunikere med både spædbørn og mange dyr (primært tamdyr, men også mange fugle), så opfattelsen holder ikke.

Men Kierkegaard var sikker i sin intellektualisme og derfor kunne han også i sin bog om "Stadier i livet" (betyder ikke udviklingstrin, men typer) dele mennesket ind i typerne æstetikeren, etikeren og det religiøse menneske, men den sidste type underdelte han i en religiøsitet A og B, hvor A står for den almene type der lever i immanensen, men B for den særlige type der vovede springet ud i den absurde tro og transcendensen.



Teser om den aktuelle folkekirkes svækkede position     
Til toppen  Næste

Den grundlovsforankrede danske folkekirke er i krise, ikke fordi den ikke har et flertal af befolkning som sine medlemmer, men fordi den har et stigende antal udmeldelser på grund af sine dogmer og et stigende antal præster der har problemer med trosbekendelsen. De må gå stille med det hvis ikke de vil risikere deres embede.

Der er åbenlyst behov for andet end et liberalt svar fra officiel side om at den kristne tilgang til Gud er bedre end andre tilgange.

I Bertel Haarders tåbelige Danmarkskanon kommer den kristne kulturarv ind på tiendepladsen efter foreningsliv, frisind og hygge. Heri ser en historiker en accept af religionen som en "legitim kilde til livsmening for mange", en præst at kristendommen er "en lidt uartikuleret faktor", mens en filosof tør skære igennem med tvivl på at det skulle være kristendommen vi danskere skal samles om i fremtidens samfund.

Ingen fatter at legitime livskilder til mange ikke redder nogen nation. Ingen forstår at der skal noget helt andet end artikulerede trosbekendelser til at dæmme op for den mere og mere udbredte tro på multikulturalisme.

Men allerværst: Ingen af kristelighedens tro væbnere tager sig sammen til at komme med en nytænkning der vil kunne opfattes af normalt begavede lægfolk som andet end udenomssnak. En biskop hævdede således for nylig i en kronik i Politiken at kirken bekender sin tro på Gud Fader, den Almægtige, himlens og jordens skaber, for at gå efter troens mening, som skulle være at "hævde at alting blev skabt ud af ingenting". - Og den slags er sprogligt vrøvl af samme karat som når Tor Nørretranders hævder at universet er et opblæst nul.

Klarere og klarere står det nu i vores kulturkrise at det eneste der virkelig vil batte er et direkte opgør med selve den dogmatiske tankegang der ligger bag al kristen dogmatik og al kristen paradoksmageri.

Opgøret vil aldrig lykkes med mindre man tager fat i selve de psykologiske mekanismer der gør folk til fanatikere og som får dem til at tro at der kun skulle være faste holdepunkter i dogmer, absolutter og autoriteter. Ingen kan i dag begribe hverken gudsforholdets eller naturvidenskabens natur uden at bruge en ny begrebsramme der forklarer forskellen mellem vor umiddelbare opfattelse af den kvalitative eksistens og vores middelbare opfattelse af den kvantitative omverden.

Trosbekendelsen er og bliver syndebukken. Den gør en formel bekendelse og dermed de psykiske sekundærprocesser til det afgørende kriterium i stedet for en simpel og naturlig enfold, der bygger på primærprocessernes føling med den helhed, mening og orden mennesket ikke kan undvære. Denne føling gives os alle i vuggegave, fordi den ikke afhænger af intellektuelle og sproglige præstationer.

Miseren ses tydeligere og tydeligere, fordi konkurrencen i moderne tid ikke kommer fra rationel naturvidenskab eller intellektuel ateisme og agnosticisme, men fra fanatisk islamisk lovreligion der ikke har begreb om at evangeliet river grundlaget væk under al lovreligion og derfor også ville være befrielsen for alle muslimer.

Men folkekirken, vanekristendommen og kulturkristendommen bøjer sig i støvet for tolerancen, relativismen og multikulturalismen. Og dermed bliver den kun mere og mere ufolkelig og unational. Den forstår slet ikke at netop Menneskesønnens budskab om Guds Rige som umiddelbarhedens og enfoldens rige lige præcis er det salt i kulturen der alene kan give kraft til det aktive og lidenskabelige værn om det nationale civilsamfund og dets bærende tillidsfuldhed og solidaritet.



Teser om islam    
Til toppen  Næste

En af ulykkerne ved multikulturalismens udbredelse og religionens reducering til privatsag er at den europæiske kultur er grebet af en altdominerende angst for overhovedet at sige noget som helst ufordelagtigt om islam, selvom denne religion gennem den massive indvandring af muslimer åbenlyst har givet de fleste europæiske lande store sociale og sikkerhedsmæssige problemer.

Flertallet af befolkningerne i Europa tror at sekulariseringen betyder at religionerne skal reduceres til de private intimsfærer, og at de iøvrigt er principielt lige gode. Og det er en fatal fejlvurdering.

Der er faktisk adskillige forhold ved islam som er så bemærkelsesværdige at de nødvendigvis må tages med i en bedømmelse af denne verdensreligions negative betydning i vor tid - og især dens uforenelighed med sekulær vestlig kultur:

- For det første var Ismael, stamfaderen til de nordarabere som Muhammed tilhørte og henvendte sig til, ældste søn af Abraham, og det var Ismael og Muhammed der ifølge islamisk tradition byggede centralhelligdommen Kabaen i den store moské i Mekka. Ifølge Det gamle Testamente var Ismail Abrahams søn med trælkvinden Hagar, men Abraham forstødte dem begge, da hustruen Sara blev frugtsommelig.

- For det andet var Muhammed en kriger der sejrede ved sværdet. Han var dybdepsykologisk set et uhyre stærkt jeg - nøjagtigt ligesom Moses i jødedommen.

- For det tredie var islam en lovreligion med Koranen som lovbogen der indeholder detaljerede regler for livsførelse og gudsdyrkelse på samme måde som Moseloven.

- For det fjerde læser muslimerne Koranen som ortodokse jøder læser Torah'en, dvs primært som udenadslæren - og dette sker den dag i dag i deciderede Koranskoler. Alle kender fra film-optagelser disse drenge i tåbelig rytmisk udenadsterpen.

- For det femte underkaster muslimerne sig deres guddom - både ved guds-dyrkelsen i hjemmet og i moskéen - ved at lægge sig på knæ og føre ansigtet til jorden - nøjagtigt som en sheiks undersåtter underkaster sig deres suveræn.

- For det sjette skilles mænd og kvinder fra hinanden ved gudsdyrkelsen, og kvinder er underkastet særlige regler for påklædning og adfærd foruden særlige begrænsninger i samfundslivet som gør dem ufrie i forhold til mændene.

- For det syvende er muslimske kvinder undertrykte i en sådan grad at de må affinde sig med planlagte ægteskaber, vold fra ægtemandens side og med repressalier hvis de eventuelt flytter hjemmefra.

- For det ottende og ikke mindst vigtige savner islam - ganske som jødedommen - en central hellig skikkelse som er en inkarnation af det der i dybdepsykologen kaldes 'selvet' eller 'helhedspsyken', dvs. det modsatte af et snævert og dominerende Jeg.

Alt i alt betyder disse forhold at islam ikke peger fremad eller ud over sig selv.

Der er liberale strømninger i islam såvel som i jødedommen, ligesom der begge steder er traditioner for mystik der modificerer religionerne, men der er ikke strømninger der kan føres direkte tilbage til en centralskikkelse af helhedspsykisk art som Kristus - og det er et forhold der i høj grad vanskeliggør og ofte helt udelukker den proces mod en almengørelse af helhedspsyken eller 'selvet' som må siges at være blevet af altafgørende betydning i vore dages europæiske kultur.

Der er markant forskel på islam og kristendommen, og kristendommen er uadskillelig fra europæisk kultur - og vel at mærke ikke blot på det overfladiske kulturarvs-niveau, men dybt. Den har gjort op med lovreligiøsiteten, men trues nu gennem indvandrere og flygtninge på livet af den islamiske drøm om sharia og kalifat.



Teser om de politiske partier og deres fatale grundfejl    
Til toppen  Næste

En helhedsrealistisk vurdering af de politiske partier må have komplementariteten mellem frihedsprincippet og lighed/tryghedsprincippet som udgangspunkt. Liberalistismen og socialismen afvises som ismer men de rummer begge progressive ideer, som bør indgå i den politiske debat og sikre dynamikken.

Den politiske midte er i vore dage stor og bred takket være middelstandens udvidelse. Klassekampen er passé på vore breddegrader, og 'borgerliggørelsen' af vælgerbefolkningen betyder afstandtagen til alle ønsker om voldelig omvæltning. Den fornuftigste vej er i dag den tredje vej mellem liberalismen og socialismen, som den blev lanceret i Storbritannien i 1993 og i Danmark i 1998. Men ingen af stederne forstod man komplementariteten, hvorfor det ikke lykkes at komme fri af blokpolitikken. Siden mistede Labour og Venstre helt interessen for den tredje vej.

Socialdemokratiet dummede sig allerede under Poul Nyrup Rasmussen ved at udelukke Dansk Folkeparti som "stuerent" parti. Partiet dummede sig endnu værre da Helle Thorning dannede regering med Det radikale Venstre og SF på den radikale Margrethe Vestagers hårde og stramme økonomiske politik. Vælgerne straffede de tre partier hårdt, fordi den fælles politik blev opfattet som "blå politik" og løftebrud. Thorning gik af som formand og efterfulgtes af den unge Mette Frederiksen der har skabt orden og sammenhold i partiet. Hun har været åben over for et vist samarbejde med Dansk Folkeparti, men ser ud til at kunne erobre regeringsmagten uden DF.

Hun bliver som statsministerkandidat støttet af Alternativet, selvom dette parti ikke er enig i linjen. Men Alternativet er et specielt parti, der ligger uden for alle de andre partiets vanetænkning. I virkeligheden hører partiet slet ikke hører hjemme i realpolitikken, fordi det ønsker at forblive i uskyldigheden fremfor at blive voksent ved at forlade paradiset. Det er muligt når realitetssansen i befolkningen er vigende.

Det konservative Folkeparti har haft en gevaldig nedtur, men er nu kommet i regering. Det holder på de gode gamle værdier og virker reaktionært.

Enhedslisten har vokset sig stort på venstrefløjen takket være fri bane efter SF's nedtur. De har svært ved at få indflydelse, fordi de ikke vil vælte en socialdemokratisk regering, men de har haft gode fortalere i folk med ægte social indignation.

Partiet modsvares af det superliberalistiske Liberal Alliance, der har flere tidligere radikale politikere som stadig sætter Vestager og Jelved højt, men helt har skippet grundtviganismen. De har fundet Venstre for lidt liberale. Deres troværdighed har lidt ved at de har sat regeringsdeltagelsen over al deres snak om lettelse af topskatten.

Det radikale Venstre står stadig for økonomisk ansvarlighed, men er ellers gået helt ud i en idealisme der er elitær og virker verdensfjern.

Socialistisk Folkeparti faldt med Villy Søvndals soloridt i bedste Aksel Larsen-stil. De ville i regering med S under alle omstændigheder og gav aldrig en forklaring.

Dansk Folkeparti er blevet et midterparti der principielt undsiger blokpolitikken. Men det har problemer med troværdigheden p.gr.a. EU-parlamentarikernes misbrug af EU-midler. Partiets reelle problem er bindingen til Tidehvervsteologien der gør en afklaring af folkeligheden umulig. Deres eneste redning er at vælte regering hurtigt.

Lars Løkkes nye regering, bestående af Venstre, Liberal Alliance og Det konservative Folkeparti må betegnes som et reaktionært eksperiment på Matador-filosofiens banale grundlag. I stedet for at bevæge sig ind på midten, hvor der er muligheder for samarbejde på tværs af de eksisterende blokke, trækker Løkke nu mod den ekstreme liberalistiske pol og har i praksis demonstreret at han vil være statsminister for hvilken pris det skal være. I lyset af landets og EU's store kulturkrise er det smart overlevelsestaktik, men kortsynet opportunisme.



Teser om EU og flygtningekrisen    
Til toppen  Næste

Den 5. september 2015 blev EU og hele Europa totalt omkalfatret med en eneste patetisk gestus af den almægtige tyske kansler Merkel ved at hun komplet egenrådigt åbnede EU's ydre grænser og dermed reelt ophævede Schengen-aftalens idé.

Myndighederne var nu ude af stand til at kontrollere og registrere hvem der kom ind i EU-landene udefra og derefter kunne bevæge sig frit omkring som om de var EU-borgere.

Kæmpestore sikkerhedsmæsige, logistiske, sociale og økonomiske problemer fulgte efter i de fleste EU-lande, hvoraf mange i forvejen havde både alvorlige sociale og økonomiske problemer som stor arbejdsløhed og social uro i ghettoområder. Men lige lidt ændrede det på Merkels overmægtige anfald af barmhjertighed.

Modtagelsen af en million flygtninge og asylsøgere inden for et års tid har skabt så enorme problemer at EU-toppen og flere store landes regeringer er kommet i unåde, mens nationale kræfter og bevægelser har fået stigende opbakning.

Men problemernes omfang og art synes ikke at påvirke top-eliten i Bruxelles så meget at de overvejer et kursskifte.

Multikulturalismens og globaliseringens tilhængere tilsidesætter systematisk den store befolknings helt naturlige forankring i den nationale og lokale kultur og historiske tradition. Disse ismers tilhængere er overvejende rationelt indstillede mennesker med mange internationale kontakter og interesser. De tænker i abstrakte, juridiske, økonomiske og erhvervsmæssige baner, der ligger fjernt fra almindelige menneskers intuitive tilknytning til sprog og historie. Deres kreativitet er overvejende af logisk og begrebsmæssig art, mens de mere intuitive mennesker i langt højere grad tænker i billeder og derfor i frie, ubevidste associationer.

Der opstår uundgåeligt en kløft imellem de to typer menneske som bevirker at den intuitive del af befolkningen opfatter modparten som yderst elitær og arrogant. Mens den mutilkulturelle del har svært ved overhovedet at fatte hvad det vil sige at tænke i folkelige baner. De multikulturelle vil ikke have med de intuitive at gøre, men prøver at marginalisere dem og deres partier.

De multikulturelle tror fejlagtigt er der udelukkende er tale om nationalromantiske og nostalgiske følelser og aner ikke at forestillingerne i virkeligheden trækker på det mest kreative i mennesket: de dybe kollektive kilder i psyken.

Det elitære og yderst centralistiske EU har følgende fejl og svagheder:

Oplysningen om magtfordeling - folkeligheden kontra eliten - halter gevaldig.
Æstetiseringen holder den etiske refleksion ude fra økonomi og politik mislykkes.
Etikken bliver til en katastrofal barmhjertighedsattitude.
Retorikken fejler, fordi den er smal og snæversynet og alene måles på succeskriterier.
Mødet mellem folk og politikere drukner i entertainment.

Folkets vigtige opgave bliver:

At generobre den ægte og ansvarlige kreativitet gennem tillid og lokal forankring.
At få alvoren tilbage som bevidst ansvarlighed for helheden og kulten.
At bevidstgøre konsistensetikken, så forskellen mellem godt og ondt bliver klar.

Indtil dette er opnået forbliver Europas krise er en kulturkrise og religionskrise.



Teser om Skabelsesmyterne    
Til toppen  Næste

Alle myter i alle kulturer og religioner i menneskehedens historie fortæller om en gentagen nyskabelse af verden og overvindelse af kriser, og beretningerne indgår som centrale led i fællesskabernes kult.

De gamle myter bliver datidige for senere generationer i den forstand at de beretter om skabelsen ved 'tidernes morgen' eller senere afgørende nyskabelser. Tidernes morgen' er slægternes begyndelse, den menneskelige tids eller historiens begyndelse - og ikke det naturvidenskab og abstrakt tænkemåde forstår ved universets fysiske oprindelse. Denne fysiske oprindelse har ingen oplevet. Den er blot noget man - til særlige formål - tænker og ekstrapolerer sig til ud fra en særdeles ufuldkommen og utilstrækkelig viden.

Myterne holder sig til den umiddelbare realitet som gælder eksistensen i sin helhed, og de rummer ikke forestillinger om nogen anden realitet eller begreber om nogen slags objektivitet.

Myterne kan betragtes som universelle i den forstand at nutidens mennesker kan se de samme træk gå igen i alle de mange forskellige religioners og kulturers forestillinger, men disse bærer også altid specifikke træk der skyldes lokale og tidsbestemte forhold.

Det mytiske sprog har en anden logik end det konventionelle, vedtægtsmæssige sprog vi bruger til daglig. En logik, i hvilken tid og rum tilsidesættes som kategorier, mens til gengæld intensitet og association bliver herskende (altså de primære psykiske grundprocesser) Det er et sprog i hvilket verden udenfor er et symbol på verden indenfor, nemlig symbolske udtryk for vore sjæle og vore psykiske hensigter. Man kan kalde det symbolsprog og det var tidligere folkenes fælles sprog for myter, drømme og eventyr. Myter og drømme hørte til psykens eller sindets mest betydningsfulde udtryk, og forstod man dem ikke, svarede det nærmest til analfabetisme i senere tider.

Eksempelvis er ilden både symbol på lys og varme. Ilden forandrer sig uafbrudt, men er alligevel konstant, omend også hele tiden overraskende. Vandet forandrer sig også uafbrudt, og er alligevel konstant, men på en mere forudsigelig måde end ilden. Det symboliserer i særlig grad forandringens mulighed, der kan være voldsom, men normalt ikke så risikabel som ildens.

Jung opfattede kulturen som energitransformation gennem symboltransformation. Kulturen var for ham ikke - som for Freud - drifternes 'sublimering', men simpelthen energiforvandling. Den menneskelige selv-erkendelse var for ham både selv-forvandling og verdens-forvandling - og derigennem kulturskabende.

Slangen der lokkede Adam og Eva til at spise af kundskabens træ repræsenterer således både bevidsthedens udvikling og seksualitetens opdukken. Man kan ikke fornægte den ene og alligevel få den anden. At fravælge, fortrænge eller undertrykke seksualiteten, som det i vid udstrækning er sket og stadig sker i jødedom, kristendom og islam, er dybt problematisk.

Den bibelske myte om 'syndefaldet' står stærkt i den europæiske bevidsthed, fordi den fortæller selve den urbegivenhed i menneskehedens historie som satte skel mellem ansvarsfrihed og ansvarlighed og gør det ved at analogisere denne begivenhed med den skelsættende begivenhed der sker for ethvert menneskeligt individ når det i puberteten mister sin barnlige uskyld, naivitet og ansvarsfrihed.

'Syndefaldet' er altså i moderne tid ikke blot oprindelsen til kulturen, arbejdslivet, kønslivet, familielivet og samfundslivet - det ville ubetinget kunne ses som et gode - men også for alle unge mennesker oprindelsen til en ofte dyb og langvarig eksistentiel krise og nød som de kun undtagelsesvist har modenhed til at klare.



Teser om Menneskesønnens budskab    
Til toppen  Næste

Kristendommen er i sin oprindelse en mytisk religion, der nok har den historiske jøde Jesus og evangeliernes beretning om ham som udgangspunkt, men først blev udbredt over Middelhavsområdet i kraft af apostlene Peters og Paulus' virksomhed i årene 35-64 og først endeligt etableret som statskirke i 325 af Konstantin den Store.

Jesus selv var lægprædikant og helbreder og blev korsfæstet af den romerske besættelsesmagt i Palæstina efter krav fra det jødiske præsteskab, der nægtede at anerkende ham som den salvede, men som frygtede den karismatiske mands indflydelse. Hans død var en katastrofe for hans tilhængere, hvis verden og tro på Guds riges snarlige oprettelse brød totalt sammen. Men 'underet' skete, at Jesus på trediedagen opstod fra de døde og gav sig til kende for nogle af disciplene. Og det er opstandelsestroen der indfører det mytiske.

Dybdepsykologisk set var Jesu opstandelse ensbetydende med en gendannelse i sjælen hos dem der havde haft enorme forventninger til ham. Genopstandelsen var af samme art som genopstandelse af ethvert tabt og elsket menneske i de efterladtes sind når den værste sorg over tabet er lettet og de efterladte har set et nyt håb. Jesus var en historisk person, mens den opstandne Kristus er mytisk.

Evangeliet, det 'glade budskab' der ligger i Jesu forkyndelse må i høj grad defineres som budskabet om, at du er god nok som du er. Han sagde blot 'Din tro har frelst dig', og det betyder ikke at det er en overbevisning af nogen art der frelser nogen. Og altså heller ikke overbevisningen om senere tilkomne dogmatiske sandheder. Mennesket frelses gennem selve den tilgivelsesakt eller nåde, hvor det meddeles dig, at du er god nok som du er.

Tro i hans mund var ensbetydende med enfold, umiddelbar, ikke-intellektuel, barnlig tillid til andre mennesker, til livet, forsynet eller skæbnen. 'Guds rige' var barnets rige, enfoldens rige. Og derfor kunne Jesus underfundigt sige, at "uden at I bliver som børn på ny, kommer I ingenlunde ind i Himmeriges rige".

Dybdepsykologisk set betyder det at man kun kommer ind i evighedens rige, hvis man er i stand til at suspendere timelighedens eller borgerlighedens logik og dermed alt det der systematisk er blevet opbygget gennem opdragelse, oplæring, uddannelse og erhverv ved hjælp af de psykiske sekundærprocesser.

Den historiske Jesus helbredte syge mennesker, gav de trætte og sørgende nyt håb, velsignede de skyldbetyngede og fortalte sine ejendommelige lignelser. Han udråbte ikke sig selv til Gud, men betegnede Gud som sin himmelske fader. Han kaldte sig menneskesønnen, men også Guds søn.

Når Jesus kunne understrege at der kun er én utilgivelig synd, nemlig synden mod den hellige ånd, ligger det i sagens natur. Synden består i at benægte og fornægte den udstråling der udgår fra guddommen, hvad der igen er det samme som at benægte og fornægte det kollektivt ubevidstes afgørende funktion i eksistensen - og dette er faktisk utilgiveligt i og med at det eksistentielt set er fatalt.

Jesus var ikke et magtmenneske og ikke efter jødisk opfattelse nogetsomhelst i retning af en konge. Han blev ikke af jøderne opfattet som Israels frelser. Og han var heller ikke et overmenneske der var i stand til at frelse sig selv fra korsdøden.

Men han blev til gengæld den der befriede alle andre mennesker fra moralismens tunge forbandelse i og med at han gjorde definitivt op med den jødiske opfattelse af religion som en lovreligion der krævede nøje overholdelse af moralske og kultiske regler

Jesus brød definitivt og radikalt med hele dette moralistiske grunddogme - og det var noget nyt i historien. Ja, det var og er et af de mest emergente fænomener der er sket i den menneskelige eksistens' åndshistorie.

Religion blev igen naturlig religion.



Teser om Romantikken    
Til toppen  Næste

Det centrale i romantikken (1740-1900) er selve reaktionen på den alt for snævre rationalisme som Oplysningstiden med Kant som bannerfører stod for og som ville udelukke det mørke, irrationelle, følelsesmæssige, aggressive og kaotiske fra den normale, borgerlige verden med dens praktiske og moralske nyttehensyn.

Romantikken ville inkludere alt det irrationelle, anarkistiske, skabende, farlige og risikable. Dermed blev den meget ungdommelig, oprørsk og nyskabende, men også meget følelsesbetonet og poetisk på grænsen mellem det æstetiske og det religiøse. Den var ikke klar over den afgørende forskel mellem de to psykiske grundprocesser.

De primære processer er medfødte, førsproglige, ulogiske og uden sondringerne, og de er karakteriserede ved ofte intense, men til gengæld ustabile følelser og tanker. De sekundære processer er tillærte, baseret på sprog og logik samt sondringer. Og de er relativt stabile i kraft af at deres føle/tanke-bestanddele er svage.

De tyske romantikere omkring år 1800 så intuitivt mulighederne og risiciene i det irrationelle, men de så ikke lovmæssighederne for de psykiske grundprocesser.

Herder opdagede for alvor historien og den historiske betingethed i al kultur og religion, men særligt karakteristisk for hans historiesyn var at han fremhævede de individuelle træk ved historien mere end de abstrakt lovmæssige.

Der er sund fornuft i at bevare realitetssansen og undgå så ensidig dyrkelse af den indre intensitet og helhed, at man har svært ved at bevare jordforbindelsen. Men omvendt er det også sund fornuft at bevare følingen med den irrationelle virkelighed og undgå så ensidig dyrkelse af den ydre rationalitet, den håndgribelige virkelighed og den snævre borgerlige nyttemoral, at man bliver éndimensional og åndeligt indtørret.

Mennesket har tilgang til begge slags virkelighed og må ikke vælge mellem dem.

Modsætningen mellem det rationelle og det irrationelle er en komplementær modsætning. Den er kun uoverstigelig på det logiske plan, hvor man stiller modsætninger op som et enten-eller-valg. Men modsætninger der er uforenelige på logisk plan kan begge være sande og nyttige på komplementært plan.

Det er de rationelle processer vi bruger i realitetsprøvelsen, men de irrationelle vi har brug for i værdi- eller kvalitetsprøvelsen, og den udforskning af eksistensen der til stadighed skal sikre opretholdelsen af meningen med livet. Og dette tager den komplementære helhedsrealisme højde for.

Komplementariteten sikrer at man undgår fravalget af nogen af de to lige vigtige grundprocesser. Helhedsrealismen sikrer at man holder fast i både den almindelige praktiske hverdagsrealisme og den helhedsoplevelse vi alle er født med og som er forudsætningen for opretholdelsen af meningen med tilværelsen, kvaliteterne eller værdierne i livet.

Helheden er med Vilh. Grønbechs rammende udtryk vort inderste jeg. Der er absolut ingen logisk begrundelse for den eller nogen videnskabelig årsagsforklaring på den. Men erfaringen siger utvetydigt at vi ender i fortvivlelse eller depression, hvis ikke vi formår at fastholde den gennem livet. Al 'barnetro' eller barnlig tillid til verden gennem den blinde tillid til forældre og andre nære pårørende er bogstaveligt talt kernen i hele sagen for vi alle er født med denne førsproglige 'tro' eller 'tillid'.

Uskyldighedstilstanden og ansvarsfriheden kan af gode grunde ikke forlænges i det uendelige; den må erstattes af en realisme der accepterer rationaliteten, den civile orden og sagligheden.

Romantikken kan ikke undværes i tilværelsen. Den betyder bevidsthedsudvidelse, horisontudvidelse, grænsesprængning og frihed samt mening. Den er helt generelt at forstå som en fuldstændigt åben føling med det kollektivt ubevidste. Men den må ikke tilsidesætte hele den rationelle, praktiske politik og hverdag.



Teser om de folkelige bevægelser i 1800-tallet    
Til toppen  Næste

Den politiske krise i Danmark og det øvrige Europa kan ene og alene løses i tide ved en folkelig vækkelse der ligesom de folkelige vækkelser i 1800-tallet får føling med de stærkeste kræfter i det kollektivt ubevidste. Mange magthavere og mange meget borgerlige og konservativt indstillede mennesker frygter den slags stærke følelser og lidenskaber og stempler dem ofte som sværmeri, populisme eller nationalromantik.

De folkelige og religiøse vækkelser i 1800-tallet var imidlertid helt overvejende positive. De førte til borgernes og bøndernes (og senere også arbejdernes) opvågnen til selvstændighed. De sociale klasser vågnede efterhånden alle op fra sløvhed og underkuelse til bevidst ansvar for egen skæbne. Og her gælder en simpel psykisk lovmæssighed: Der sker ingen folkelige eller religiøse vækkelser der er stærke nok til at ændre et samfund på dybtgående vis, medmindre vækkelserne trækker på yderst energiladede kollektive forestillinger. Og det hører med til billedet, at ægte folkelige vækkelser går uden om vold og voldelige omvæltninger.

Med bevidsthedens opdukken hos både individet og folket kommer en erkendelse af at autoriteterne og forældregenerationerne måske ikke altid er så indsigtsfulde, alvidende og almægtige som de giver indtryk af. Bevidsthedens opdukken betyder altså i alle generationer også muligheden for afsløring af og kamp mod autoriteternes magt og magtfuldkommenhed.

En vigtig skikkelse for Danmarks vedkommende blev N.F.S. Grundtvig der i sine digte viste hvordan han grundliggende så eksistensen som en apokalyptisk kamp mellem det gode og det onde, fx mellem Sankt Mikael og Dragen. Mytologien var ganske vist ikke nogen religiøs lære, men han kunne bruge den til at påpege den historiske proces og dennes kristologiske sigte.

Grundtvig var ikke præst for ingenting. Han søgte og fandt i dogmet kraft til at forlange en kirke af levende mennesker. Han sang og prædikede det ind i dem, så alle blev til en kirke, når de samledes. Han skabte dermed en ny mytisk religion i landet. Men den kunne i længden ikke hamle op med videnskabens tørre myter, de urokkelige og absolutte sandheder.

Udfordringen for Danmark bliver derfor en helt anden i vores dages velfærdssamfund, nemlig at gøre op med alle senere forestillinger om at kultur er en dekorativ overbygning på den materielle basis med dens produktion, handel, teknologi og fremskridt, og at religion i den kontekst er en privatsag der i bedste fald giver syge, gamle og døende lidt trøst, i værste fald bliver opium for hele folket. Forestillingerne blev en essentiel del af den socialdemokratiske velfærdspolitik, der udmøntede sig i etableringen af kulturministeriet i 1960 og i missionen for også at gøre fine "åndelige sysler" til almindelige menneskers daglige sysler. Den indstilling betød at de socialdemokratiske regeringer i 1960-erne - til den kulturradikale elites store tilfredshed - foldede sig ud med systematisk støtte til finkulturen i landet - som modvægt til bl.a. rindalismens forkærlighed for banale trommesalsmalerier over sofaerne.

Kultur er ikke finkultur eller elitekultur, og velfærdsreformer der vil fremme de såkaldte 'åndelige sysler' er helt utilstrækkelige til at sikre et samfunds sammenhæng eller kraft. Kulturlivet har en langt større og vigtigere rolle i samfundsudviklingen end fordelingen af en større og større samfundskage eller uddeling af finere og finere 'åndelige' desserter. Neden under al dekoration i samfundet findes den den bundne forpligtelse til altid at sørge for overvægt af det gode i ethvert nationalt fællesskab.

Religion er ikke en privatsag og kan aldrig blive det, uden at man totalt fjerner den allervigtigste komponent i kulturlivet: Den dybeste forståelse for at mennesket fra fødslen er tvunget til af indre psykiske grunde at varetage både sine åndelige og sine praktiske opgaver sideordnet, og altid sørge for at give det åndelige overvægt, fordi det er dette der står for alt der hedder sammenhæng, helhed og mening i livet.

Hvis samfundet skal være etisk konsistent, må kultur og religion aldrig komme nederst i rangorden. Det nødvendigt at opgradere religionen igen og en god idé at gøre det ved at slutte kulturministeriet og kirkeministeriet sammen i et moderne kultus-ministerium (som landet havde fra 1849 til 1916). Det skal fokusere på at skabe en fælles folkelig kult der er blottet for såvel fine fornemmelser som direkte ufolkelige dogmer. Til en sådan ny fælles kult hører ikke blot gudsdyrkelse, men også musik, dans, erotik, kunst og øvrige former for fællesskab om det der giver føling med helheden.



Teser om Vilh. Grønbech (1871-1948)    
Til toppen  Næste

Vilh. Grønbech var religionshistoriker af fag, og var faktisk den der fra overtagelsen af professoratet i religionshistorie ved Københavns Universitet 1915 målbevidst løsrev faget fra teologiens hidtidige omklamring og dermed sprængte dets snævre rammer.

Grønbechs opgør med europæisk kultur fra årene 1909 til hans død 1948 kan betegnes som ét langt opgør med den indsnævring af virkeligheden som har præget vor kulturkreds siden skolastikkens kulmination omkring år 1300. Det er naturligvis tidsbestemt, fordi al forskning og al kritik er bestemt af sin tid, sin ophavsmand og hans forudsætninger. Men det er alligevel fortsat aktuelt og relevant.

Når Grønbech så provokerende udtaler, at der siden vor kulturs begyndelse intet er sket for at omlægge erfaringen, endsige skabe den et nyt grundlag, så betyder det naturligvis ikke, at han var uvidende om naturvidenskabens gennembrud eller uvidende om, at videnskab, kunst og politik havde frigjort sig fra det kirkelige formynderskab og var blevet autonome. Men det betyder, at han ikke anså alt dette for at være afgørende set ud fra det umiddelbare livssyn han anser for bærende for folkereligionen.

Det fatale var at det centrale kristelige dogme om dualismen mellem ånd og natur ikke alene fastholdes gennem renæssancen og de følgende tider, men gennem videnskabens nye indsigt i biologi og medicin får en ny og dybere begrundelse end før. Det medførte at den europæiske kultur forblev en pilgrimskultur der forudsatte én og kun én form for sandt menneskeliv, nemlig stræben efter fuldkommenhed, og det kræver igen en fast rettesnor, en dogmatik. Dogmerne bliver sjælens hårde, censurerende værn mod den umiddelbare virkelighed og alle dens fristelser og usunde tilskyndelser.

For Grønbech er det indlysende, at når det åndelige sættes uden for den praktiske virkelighed, således som det skete både kunstnerisk og religiøst i det 19. århundrede, så bliver det til blændværk.

Når kampen mellem evolutionsmændene og kirken blev så hård og bitter, som tilfældet var, skyldtes det efter Grønbechs mening, at parterne var enige om menneskets høje mål, om det etiske ansvar, om selvfornægtelsen og overvindelsen af det dyriske. Modsætningen mellem tro og viden, som gik tilbage til oplysningstiden, blev nu tilspidset i en kamp for eller mod gud, og i denne kamp blev de intellektuelle gudstilhængeres forsvar en uafbrudt række tilbagetog. Gud gjorde de tænkelig eller sandsynlig, for hans eksistens kan ikke modbevises. I givet fald er det fornægterne som må modbevise den.

Den religiøse oplevelse kommer til at bestå i, at sjælen gennem gudstjeneste og prædiken uafladeligt indpodes med overbevisningen om, at Gud er det faste punkt. Der skabes en tro der i sin afhængighed af autoriteterne (biblenes 'verbalinspiration', sakramenternes kraft, kirkens myndighed og bekendelsesskrifterne) næppe har sit sidestykke i verden; der bliver en tro der adskiller sig fra blind 'kulsviertro' ved at være bevidst angst for helvede og fortabelse.

Grønbechs kulturopgør har bevaret sin almengyldighed og aktualitet, fordi hele den grundlæggende problematik - indsnævringen af virkeligheden med eksistentiel eller religiøs krise til følge - ikke på nogen måde er et overstået kapitel i Europas nyeste kulturhistorie.

Den eksistentielle eller religiøse søgen eller famlen er udbredt, og den har på ingen måde noget hinsidigt som mål, tværtimod er menneskene i dag meget mere bevidste om tilknytningen til det jordiske og sanselige, men stadig gælder, at det vesterlandske menneskes længsel synes at gælde et eller andet utopisk mål der forskyder sig i det fjerne. Der forbliver en dyb mangel på sammenhæng mellem det materielle og det åndelige, mellem ånd og natur.



Teser om Niels Bohr (1885-1962)     
Til toppen  Næste

Niels Bohr var atomfysiker og filosof. Doktor i 1911, derefter studier i England. Afhandling 1913 om brintatomet gjorde ham internationalt kendt. Professor ved Københavns Universitet 1916. Initiativtager til oprettelsen af Universitetets Institut for Teoretisk Fysik på Blegdamsvej, der blev indviet 1921 (1965 omdøbt til Niels Bohr Instituttet). Nobelprisen i 1922. Sammen med Werner Heisenberg og flere andre fremtrædende forskere, der studerede hos Bohr i København, udviklede han den nye fortolkning af atomfysikken der kaldes kvantemekanikken.

Kvantemekanikken indebar brugen af nye ligninger (matrix- og bølgeligninger), der var brud på den klassiske fysik, men Bohr gav disse brud et teoretisk forsvar som han kaldte komplementaritetssynspunktet, og som han betragtede som sit væsentligste bidrag til videnskaben. Han pegede selv på muligheden for at anvende synspunktet på andre dualistiske fænomener der altid havde drillet den lineære tankegang, herunder problemerne sjæl/legeme, individ/samfund, barmhjertighed/retfærdighed og tro/viden.

Komplementaritetssynpunktet siger generelt, at hvis to betragtningmåder af et fænomen begge er nødvendige for en fuldstændig beskrivelse af fænomenet, selvom de logisk udelukker hinandens samtidighed, så må de anses for komplementære. Betragtningsmåderne kan hver for sig benyttes til hver sine formål, men begge må indgå i totalbeskrivelsen af fænomenet.

Bohrs synspunkt blev en integreret del af den såkaldte "Københavnerskolen" som ud over Bohr og nærmeste danske medarbejdere omfattede bl.a. Werner Heisenberg og Wolfgang Pauli. Men den spiller ingen praktisk rolle i atomforskningen, idet man her frit kan vælge mellem hvilke af de to mulige forsøgsveje der er mest hensigtsmæssigt at følge i de konkrete forskningstilfælde.

Positivisterne var modstandere af Bohrs filosofi, fordi de ikke ville opgive den strenge deterministiske tro på årsagsloven som stammede fra den klassiske fysik. Den havde ellers allerede relativitetsteorien rokket ved gennem relativeringen af rum- og tidsbegreberne. Men Bohr løste det erkendelsesteoretiske problem ved at indføre korrespondensprincippet.

Den klassiske fysik og dermed i princippet den praktiske hverdagserfaring var fortsat den nødvendige basis for al fysisk forskning og daglig praksis, fordi alle vore måleapparater følger den klassiske fysiks love. Og kvantemekanikken indfører ikke i fortolkningen nogen form for mystik eller irrationalitet der strider mod videnskabens ånd eller idé. Men netop gennem korrespondensprincippet udvider den tværtimod den videnskabelige erkendelses rammer, så der bliver plads til rationel og systematisk beskrivelse af fænomener, der ikke kan iagttages og beskrives isoleret efter den klassiske fysiks begreber, men kun i deres vekselvirkning med måleapparater, der følger den klassiske fysik. Forskerne må blot gøre sig klart, at det ikke er de atomare fænomener 'an sich', men fænomenerne i deres vekselvirkning med klassiske måleapparater, der er genstand for forskningen.

Bohr overførte selv komplementaritetssynspunktet til områder uden for fysikken. Især til biologien og psykologien, men han pegede også på synspunktets nytte i fx etik og sociologi. Men han knyttede ikke korrespondensprincippet strengt til komplementaritetssynspunktet, skønt det generelt synes absolut nødvendigt for bevarelsen af nøgternhed og sund fornuft.

Bohr betragtede sproget som en aldeles central funktion i menneskets tilværelse og tilværelsesforståelse. "Vi hænger i sproget" var hans ofte benyttede argument, der skulle påpege det faktum, at vi i al vores forskning og filosoferen aldrig kommer bag om sproget og aldrig uden om dagligsprogets fundamentale begreber.



Teser om de psykiske grundprocesser:    
Til toppen  Næste

Dybdepsykologien erstatter den gængse skelnen mellem følelse og fornuft med en skelnen mellem ustabile, men ofte intense følelser og forestillinger på den ene side og stabile, men relativt vage følelser og forestillinger på den ene side.

Det centrale kriterium er stabiliteten, og forholdet mellem stabilitet og intensitet er omvendt proportionalt: jo mere stabil en følelse eller forestilling er, jo vagere vil den være, og omvendt.

De ustabile, ofte intense følelser og forestillinger kaldes primærprocesserne.
De er medfødte og rummer al erfaring af helhed, mening, orden og sammenhæng.
De giver den overvejende intuitive og irrationelle tilgang til virkeligheden.

De stabile, vage følelser og forestillinger er tillærte og kaldes sekundærprocesserne.
De hænger sammen med sproget og rummer mulighed for systematisk indlæring og analyse samt videnskabelig forskning.
De giver den overvejende rationelle og analyserende tilgang til virkeligheden.

For primærprocesserne gælder følgende:

Følelserne er ustabilt bundet, men kan til gengæld være intense.
De følelsesmæssige behov søges altid umiddelbart tilfredsstillet.
Intense følelser oversvømmer organismen og ødelægger dømmekraften.
Følelserne er forskydelige.
En del af en ting betragtes som udgørende hele tingen (pars pro totoreglen).
To ting der har den mindste lighed betragtes som fuldstændigt identiske.
Flere ting der har noget tilfælles betragtes som identiske (fortætning).

Der er intet skel mellem fantasi og virkelighed.
Der er intet skel mellem fortid, nutid og fremtid.
Der er intet skel mellem jeget og omgivelserne.
De logiske regler, specielt benægtelsen, er suspenderet (en ting og dens modsætning udtrykkes på samme måde).
Der er ofte ambivalens over for samme genstand.

For sekundærprocesserne gælder:

Følelsestonerne er stabilt bundet til deres genstande, og der kan derfor opnås præcision og konsekvens i tænkningen.
Reaktioner behøver ikke følge umiddelbart på impulser (behovstilfredsstillelse kan prioriteres).

Sproget opnår præcision:
- objekter kan identificeres,
- klassifikation, generalisation og abstraktion muliggøres,
- og de logiske konstanter (ikke, både-og, enten-eller, hvis-så) kan anvendes.

Der er klart skel mellem fantasi og virkelighed.
Der er tidsfornemmelse: fortiden har erindringskarakter, fremtiden fantasikarakter.
Der er skel mellem jeget og omgivelserne.
Fortrængning er mulig.

Der kan ske en nuanceret og realistisk opfattelse af omverdenen og dermed en fornuftig og hensigtsmæssig tilpasning til den.



Teser om konsistensetikken    
Til toppen  Til henvisninger

Mennesket har en bunden opgave i at sørge for overvægt af det gode i tilværelsen.

Af psykiske grunde er det henvist til at forsøge at sætte sine akceptsignaler på ting der forøger sandsynligheden for den automatiske lyst eller akcept. Intet menneske med overblik over hele sin situation og frihed til at vælge vil frivilligt gøre tingene på nogen anden måde. Fejltagelser kan kun opstå, når individet mangler erkendelse eller eventuelt er udsat for et så voldsomt følelsesmæssigt pres, at det ikke længere er frit.

Med disse for mange nok lidt fremmedartede ord formulerede psykiateren og filosoffen Erling Jacobsen konsistensetikkens egenart, men dens vigtigste 'bud' kan også - med skelen til De ti bud fra Moseloven - formuleres på følgende måde, dog i en anden, mere logisk rækkefølge:

- Du må ikke misbruge Guds navn.
- Du må ikke gøre ideer, principper, systemer, personer eller nationer til guder.
- Du må ikke forsømme at være stille og at holde hviledage.

- Du må ikke ringeagte dine forældre eller lærere i den nødvendige frigørelse.
- Du må ikke hade dig selv eller andre.
- Du må ikke lyve for dig selv eller andre.

- Du må ikke begå drab, hverken for magtens, ærens, hævnens eller lystens skyld.
- Du må ikke krænke eller ydmyge andre seksuelt eller på anden måde.
- Du må ikke begære din næstes hustru eller ejendom.
- Du må ikke tage dig selv til rette.

De første tre bud angiver forholdet til det guddommelige, opfattet som en udefinerlig og ukontrollerbar psykisk instans.

De sidste fire bud angiver forholdet til samfundet, der er en delvis definerlig, men ikke fuldt kontrollerbar jordisk instans.

Og de mellemste tre bud angiver forholdet til det personlige og mellemmenneskelige.



Jacobsen opstiller fire, langt fra entydige grundregler for konsistent menneskelig moral:

Det er umoralsk at være rasende (grådig).
Det er umoralsk at nyde grusomhed mod nogen man holder af.
Det er umoralsk at være fej.
Det er umoralsk at lyve for sig selv.

Raseri eller grådighed er den holdning der automatisk ødelægger ens mulighed for at modtage det gode, som når man fx er så sulten, at man vælger i raseri at ødelægge sin egen appetit. Ved at mobilisere grådigheden modarbejder man sine egne mest tvingende formål.

Også ved grusomhed mod dem man holder af modarbejder man sine egne formål. De følelser der opnår tilfredsstillelse ved hjælp af grusomhed udspringer af menneskets frustrationsaggressivitet, dvs den ulyksalige forbindelse mellem naturlig aggressivitet og ulystfølelse. Men frustrationsaggressivitet slår altid kærligheden ihjel.

Fejhed er først og fremmest manglende mod til at tage livet som det er med dets tilfældigheder og vilkårlighed. Jo mere intenst man elsker noget her i livet, des mere bliver man knust, hvis skæbnen medfører, at man mister det. At lade sig afstumpe for ikke at risikere tab er en dårlig idé, hvis målet er at bevare kærligheden i tilværelsen. Men der er ingen anden udvej end at have mod til at holde af, selvom det medfører risiko for alvorlige tab.

Mod til at holde af svarer til, hvad der i udogmatisk religiøst sprogbrug kaldes tro.

Ejvind Riisgård



Relevante e-bøger fra Jernesalt:

'Den komplementære helhedsrealisme' (opdatering af Jernesalts 2009-filosofi, som udkommer 30.11.13. Prisen fra 2.1.15. er 50 kr.). Udover kapitlerne i 2009-udgaven indeholder e-bogen essayet Religion som emergent fænomen i biologien.

'Højsangen om den menneskelige eksistens' (nyt og afsluttende hovedværk af forfatteren, som udkom 22.11.13.). 358 sider, rigt illustreret. Pris 100 kr.

Femte September - eksistentielt drama der omhandler problemerne med flygtningekrisen efter den tyske kansler Merkels åbne af EU's ydre grænser 5.9.15.  (udg. dato 7.11.16. - pris kr. 25)

Ungdom og Galskab - eksistentielt drama der handler om den galskab der følger med puberteten og som giver mange tilpasningsproblemer.   (udgiv.dato 7.11.16. - pris kr. 25.)

Nærmere om e-bøgerne i oversigten her på siderne

Bøgerne forhandles af Saxo.com



Henvisninger    
Til toppen  Til artikel 1   Til teser

Relevante artikler på Jernesalt:

Kulturministeren er fundet for let - men kulturkrisen er tung og udfordringen kræver oprør!  (24.1.17.)
Religion som emergent fænomen i biologien  (28.12.09.)
Vurdering af det 20. århundrede
Grønbechs metode
Konrad Lorenz' kulturopgør
Humormennesket Storm P.

Niels Bohr filosofi og dens konsekvenser
Bohrs banebrydende filosofi ifølge Favrholdt
Peter Zinkernagels filosofi
Favrholdts fejlbehæftede filosofiske forordninger - kritik af David Favrholdts 'Filosofisk codex'
Modstanden mod komplementaritetssynspunktet griber dybt ind i eksistensproblematikken  (13.1.11)

Kan moral begrundes?  (Erling Jacobsens moralfilosofi)
Etik og eksistens   (Essay om etikkens placering i den menneskelige eksistens)
Konsistens-etikkens Ti Bud  



De psykiske fundamentalkræfter  (2.4.09.)
De psykiske grundprocesser
Jeget og selvet
Selvet - sjælen - ånden
Det kollektivt ubevidste og dets fundamentale eksistensværdi

Det romantiske som åben føling med det kollektivt ubevidste  (26.05.08.)
Romantikken ifølge Rüdiger Safranski
Grundtvig som mytisk kristen og profet



'Den tredje vej', Fogh Rasmussen og Venstre  (30.7.12.)
'Den tredje vej' og New Labour under Tony Blair  (27.7.12.)
'Den tredje vej' ifølge Anthony Giddens  (23.7.12.)
Den tredje vej og Liberal Alliance  (28.9.10.)

Den herskende klasse efter 1970
Individ og samfund som komplementære fænomener  (23.7.03.)
Liberalismen og socialismen som komplementære fænonmener  (26.8.03.)
Den kreative klasse ifølge Richard Florida   (9.3.06)
Midten i dansk politik  (25.10.04.)



Terroren rammer midt ind den tyske julestemning og kanslerens troværdighed   (22.12.16.)
Aleppo er faldet, og det samme er den vestlige alliance
Lars Løkkes nye regering må betegnes som et reaktionært eksperiment  (28.11.16.)
Lars Løkke stikker hovedet i trekløver-skjul  (21.11.16.)
Trumps valgsejr torpederede Vestens ulidelige politiske korrekthed  (14.11.16.)
Femte September - eksistentielt drama  (7.11.16.)
Ungdom og Galskab - eksistentielt drama  (7.11.16.)

Den lutherske kirkes møde med paven et brud på undsigelsen af stedfortræder-ideen  (02.11.16.)
Dansk Folkeparti i voldsom krise på grund af rod med EU-midler   (24.10.16.)

Erdogan indfører islamisk enevælde i Tyrkiet - og Vesten aner ikke hvad man skal stille op  (24.7.16.)

Theresa May agter at føre Storbritannien ud af EU som vinder   (17.7.16.)
Barack Obama på afskedsvisit i et kriseramt EU  (27.4.16.)
EU's aktuelle krise er selve den europæiske humanismes krise   (28.3.16.)
Terrorangreb mod EU's vildt pompøse, men reelt svage og kriseramte centralmagt  (23.3.16.)
Merkel fortsætter ufortrødent sin splittelse af EU   (19.3.16.)
Fri os fra fortsat religiøs forvirring  (15.3.16.)
Umiddelbarheden hos naturmennesket  (6.2.16.)
Godhed som princip bliver altid utopisk ideologi  (24.1.16.)
Hvad er den umiddelbare realitet for en størrelse?  (20.12.15.)
Tro og tillid undergraves i samfundet  (17.12.l5.)



Artikler om Danmark
Artikler om Samfund
Artikler om Eksistens
Artikler om Sekularisering



Redaktion
Essays
Emneindex
Personindex

Programerklæring af 2.6.02.
Jens Vrængmoses rubrik
Per Seendemands rubrik (fra 2005)



At læse Jernesalt
Introduktion til Jernesalts filosofi
Komplementaritetssynspunktet
Modstanden mod komplementaritetssynspunktet

Den komplementære helhedsrealisme
De psykiske grundprocesser
De psykiske fundamentalkræfter
Konsistens-etikken
Etik og eksistens

Livskvalitet (fire artikler) (2002-03)
Ontologi-serie (tolv artikler) (2010)
Virkelighedsopfattelse (syv artikler) (2007)
Religion som emergent fænomen i biologien  (28.12.09.)



Jernesalts 2009-filosofi
Forord  -   Begreber og aksiomer  -   Krisen ved årsskiftet 2008/09  -   Verdensbilledet 2009
Livet  -   Mennesket  -   Sjælen  -   Sproget  -   Samfundet  -   Overordnede politiske parametre
Udfordringen  -   Helhedsrealismens advarsler  -   Helhedsrealismens anbefalinger  -   Efterskrift



Værdimanifest (fra 2003))
Værdimanifest i forkortet udgave
Sagregister til værdimanifest



Til toppen   Til forsiden   PrintVersion   Tip en ven  



utils postfix clean
utils postfix normal