JERNESALT - dataset

Jernesalt

Dynamisk

komplementær

helhedsrealisme

Samfund

Eksistens

Sekularisering

Coronakrisen

E-Bøger

SAMFUND

Danmark

Flygtningekrisen

Muhammed-sag

EU og EUROPA

USA

Mellemøsten

Terrorismen

Miljø og klima

Medier

Polen

EKSISTENS

Værdier

Værdimanifest

Livskvalitet

Musik

Film

Kunst

Kunstblade

Etik

Litteratur

Psykologi

Erkendelse

SEKULARISERING

Verdsliggørelse

Virkelighed

Afdogmatisering

Oplysning

Sund fornuft

Ideer og ideologier

Frihed

Religion

Humor

2019-FILOSOFIEN

Forord

Krisen

Udfordringen

Håbet

Efterskrift

ESSAYS

RETORIK

ONTOLOGI

VIRKELIGHED

ENFOLDIG TALE

SKIDT OG KANEL

REDAKTION

PROGRAM

INTRODUKTION

INSPIRATORER

OVERSIGTER

EMNEINDEX

PERSONINDEX

LINKS

E-MAIL

utils prefix normal Forside Oversigter Redaktion At læse Jernesalt Sendemand Vrangsiden Kontakt

JERNESALT - larsloekk2016b

ARTIKEL FRA JERNESALT - 21.11.16.

Lars Løkke stikker hovedet i trekløver-skjul

Lars Løkke Rasmussen er ubetinget den mest durkdrevne statsminister landet har haft siden systemskiftet i 1901. Adskillige statsministre har ledet mindretalsregeringer der var tvunget til at forhandle sig frem til flertal for hvert eneste større lovforslag der ikke var umiddelbar bred tilslutning til, og det har altid krævet gode forhandlingsevner og stor villighed til at indgå nødvendige kompromisser.

Den udpræget teknokratisk og akademisk indstillede Jens Otto Krag var ganske ferm til det, men faldt 1966-1967 i sidste ende på sin egen lidt for kyniske opportunisme da han forsvarede det pludselige og hidtil uantagelige samarbejde med den i socialdemokratiet afskyede SF'er Aksel Larsen med den velkendte bemærkning, at man har et standpunkt til man tager et nyt. Det er jo på ingen måde en ulogisk påstand, men til gengæld udtryk for at mandens standpunkter slet ikke var ægte standpunkter. Krag ville ikke give nogen forklaring på at han skiftede det gamle standpunkt ud, og dét er uansvarligt, når standpunktet var et princip. Jf. artikel.

Poul Hartling klarede i 1975-77 ikke sin rene og smalle Venstregering mere end 1½ år, fordi han troede han kunne byde Mogens Glistrup at stemme ja til hvad som helst - uden nogen forhåndsdrøftelse.

Og Poul Schlüter? Han holdt sig til alles overraskelse i spidsen for fire forskellige regeringet fra 1982-93; de første var flertalsregeringer, men de sidste mindretalsregeringer. Han faldt på Tamil-sagen ene og alene af misforstået og ubetænksomt hensyn til justitsminister Ninn-Hansen - og ikke fordi han prioriterede partitaktiske hensyn over et borgerligt regeringssammenhold.

Anders Fogh Rasmussen sikrede sine VK-regeringer 2001-09 ved et meget tæt og tillidsfuldt forhold til Dansk Folkeparti, der dermed blev gjort til et fuldt accepteret parti i dansk politik. Men efterfølgeren Lars Løkke tabte i 2011 drømmenøglen til Helle Thorning-Schmidt der smilende kørte sin mindretalsregering igennem til 2015 på et fast og uforanderligt S-R-SF-regeringsgrundlag der stort set betød blå finanspolitik som Enhedslisten bare havde at rette sig efter og ikke kunne forhindre, medmindre de fældede regeringen og dermed begik venstresfløjssynd.

Lars Løkke dannede så i 2015 med 34 mandater en smal Venstre-regering - uden at forhandle regeringsprogram med de tre partier der havde peget på ham (DF, LA og K), og det gav problemer lige fra starten, fordi han har måttet udskyde lovforslag og større planer som partierne var dybt uenige om. Og nu i november 2016 er dén regering kørt fast. Finansloven nåede Claus Hjort Frederiksen som ventet at forhandle på plads - men 2025-planen er blevet en strid om topskattelettelser hvor partierne står langt fra hinanden. Men Lars Løkke vil ikke give op. Han sagde til partiets landsmøde i Herning i weekenden at han ikke er manden der lægger sig ned, fordi der kommer problemer. Og det lyder af stor og respektabel kampvilje. Men det han slås for er hverken landets eller partiets fremtid. Det er såmænd bare den for ham og hans egne ambitioner altafgørende nøgle til statsministeriet.

Og i den situation lægger han naturligvis hovedet i blød - og finder et eller andet mærkeligt sted mellem hjernecellerne en spøjs dirk der ser ud til at kunne bruges. Han inviterer Anders Samuelsen og Søren Pape Poulsen til Marienborg for at forhandle om indgåelse af den trekløverregering der var utænkelig i 2015. Og det er jo nærmest genialt, må han have tænkt, for så kan de to formænd og yderligere tre-fire af deres partifæller blive ministre og komme på næsten samme niveau som ham selv mod den relativt beskedne ydelse at få indskrevet nogle uforpligtende bemærkninger i regeringsgrundlaget om at topskatten skal lettest når hvis der kan findes et flertal for det. Det kan der selvfølgelig ikke. Men alle véd at Kristian Thulesen Dahl ikke tør fælde regeringen, når Messerschmidt har skaffet ham elendige meningsmålinger. Så Samuelsen kan fortsat hævde at hans stålsatte øjne og ultimative krav var det der banede vej til en omdannelse af regeringen til hans fordel. Og Søren Pape er glad, bare han bliver minister og hans lille parti kommer til stor ære. Men selvfølgelig vil han give det udseende af at de konservative kæmper for deres mærkesager. Der er lagt op til forhandlinger der vil trækker ud en uges tid.

De blå partiledere synes, som DR's kommentator Uffe Tang har sagt, at have en fælles forståelse af, at løsningen på de borgerliges problemer ligger i Løkkes plan. Anders Samuelsen har af sin gamle læremester Marianne Jelved lært at indflydelsen i en regering er langt, langt større end udenfor. Han havde håbet på at komme med i regeringen sidste år, men nu har han endelig udsigt til at komme til at sidde på bagsædet af en minister-Audi og tælle mandater. Trekløveret råder over 61 - de sidste op til de magiske 90 skal hentes hos Dansk Folkeparti. Og Uffe Tang tror - ikke uden grund - at DF vil føje sig.

Bundlinjen er således efter hans mening, at Lars Løkke Rasmussen med sin manøvre "igen har vist sig som en sejlivet overlever i dansk politik. Med ryggen mod muren er han både brutal, tålmodig og kreativ. Han bliver ved og ved og bruger alt, hvad han har til at finde vejen frem". Løkke har ganske vist ikke løst sine problemer. Men han køber sig tid. Og vinderen er såmænd: Gammeldags politik! Mener altså denne kommentator.

Men det er nu efter min mening lidt af en tilsnigelse. For situationen i dansk politik er ny - og den dirk Lars Løkke har fundet i hjernekisten er ikke andet end ny og fuld forståelse for at nøglen til statsministeriet for en partiformand med under 20 % af stemmerne ligger i ekstraordinært kreativ regeringsdannelse og ekstraordinært uskøn opportunisme.

At kreativiteten lykkes efter et helt års enegang er ikke helt normal dansk politik. Muligheden er udelukkende kommet til veje fordi de fire borgerlige partier på det sidste er blevet fuldstændigt klare over at de alle vil tabe det valg der objektivt set ville være den eneste rigtige måde at få renset luften på. De kan med et smart trick trække regeringsforliset i langdrag, men de kan ikke snyde vælgerne i det lange løb. Deres manøvrer vil kun fremme den almindelige politikerlede her i landet.

Den "blå blok" er mere splittet end nogen sinde, og specielt belaster det blokken at det relativt store Liberal Alliance er for ekstremistisk liberalt og trækker den forkerte vej. Dansk Folkepartis leder Kristian Thulesen Dahl havde ikke sidste år mod til at tage têten frem for Lars Løkke og bryde den gamle, dybt reaktionære blokpolitik. Og den mulighed har han ikke længere. Han er kommet på samme hold som Lars Løkke Rasmussen: Begge er de som politiske typer slet ikke mænd for at nytænke situationen og samle nogle partier på tværs af de gamle blokke til en ny politik. Ingen af dem fatter den tredje vejs mulighed.

Dødvandet er lige så uheldigt her i Danmark som det er i Tyskland og Sverige. Det beror nemlig udelukkende på at ingen af de valgte parlamenter vælter regeringerne, selvom disse alle tre steder fører en politik der ikke er flertal for i befolkningerne.

Kansler Merkel har lige tilkendegivet at hun stiller op som kanslerkandidat en fjerde gang til valget til september. Det sker med opbakning fra CSU og SPD, fordi der ikke er andre egnede kandidater som alle tre partier kan acceptere. Men en lykke for landet er det bestemt ikke, når det er Merkel der på bare et års tid har bragt hele EU til en flygtningekrise der ikke er set mage til siden 2. verdenskrig, og som kun vil skabe sociale, økonomiske og kulturelle problemer i årtier. Merkel tror hun er bolværket mod den afskyelige amerikanske snemand Trump, men ænser ikke at Trump vandt præsidentvalget i USA fordi en stigende del af befolkningen derovre vendte sig mod de etablerede politikere - nøjagtigt som de gør i hele Europa. Merkel er simpelthen en forræder mod den europæiske kultur.

I Frankrig har det republikanske parti netop valgt de tidligere premierministre François Fillon og Alain Juppé til den endelige dyst om hvem der skal slås mod de andre partier om præsidentposten. Fillon fik 44 % og bliver sandsynligvis vinder. Men det bemærkelsesværdige var at tidligere præsident Nicolas Sarkozy gled ud, fordi han har for mange uheldige sager på sit curriculum vitae. Socialistpartiet gives ingen chancer, så den ret højreorienterede Fillon skal formentlig ud i slutkampen mod Front Nationale's kandidat Marine le Pen. Fillon vil formentlig vinde, men Marine le Pen er ikke uden chancer, for hun repræsenterer den brede del af befolkningen der er imod det etablerede system.

I Danmark vil Lars Løkkes trekløverregering ikke være i stand til at tage de store udfordringer op. Også her er politikerleden stigende, og den kan simpelthen ikke fjernes alene ved hjælp af de borgerlige partiers sammenflikkede regering og regeringsgrundlag. Ingen af partilederne på den fløj har visioner der vil kunne rykke noget som helst, for alle tænker i økonomiske baner.

Overalt i EU er problemet en manglende tro på at det er kulturen alene der kan og skal redde samfundet fra opløsnings- og nedbrydningstendenserne. Med kultur menes naturligvis ikke 'finkultur' eller noget der kan gøres op i såkaldt 'kulturelle værdier', men selve det kulturelle grundlag og den kulturelle sammenhængskraft. Og denne er nøje knyttet til demokratiet, sekulariseringen og kvindernes frigørelse, og dette vil ikke sige til veldefinerede og grundlovsikrede rettigheder, men til et åndsfællesskab der trækker på stærke kræfter i det kollektivt ubevidste og som sådant er vidt forskelligt fra muslimsk fundamentalisme, multikulturalisme og globalistisk ideologi. Men ulykken er at bevidstheden herom er alt for ringe i befolkningen, fordi de etablerede partier ensidigt fokuserer på økonomi, struktur og økonomisk vækst.

Lars Løkke Rasmussen, Anders Samuelsen og Søren Pape Poulsen retter ikke det fjerneste op på dette ved at danne en trekløverregering. Tværtimod bliver denne kun et skalkeskjul for fortsat uansvarlighed.

Ejvind Riisgård

Relevante e-bøger fra Jernesalt:

'Den komplementære helhedsrealisme' (opdatering af Jernesalts 2009-filosofi, som udkommer 30.11.13. Prisen fra 2.1.15. er 50 kr.). Udover kapitlerne i 2009-udgaven indeholder e-bogen essayet Religion som emergent fænomen i biologien.

'Højsangen om den menneskelige eksistens' (nyt og afsluttende hovedværk af forfatteren, som udkom 22.11.13.). 358 sider, rigt illustreret. Pris 100 kr.

'Venstre, Systemskiftet og Den tredje vej' (kr. 25)indeholder artikler om Anders Fogh Rasmussen og Lars Løkke Rasmussen i perioden 1998-2013 og om det teoretiske grundlag 'Den tredje vej', herunder artikler om: Anders Fogh Rasmussens vej, mål og begrænsninger (3.12.04.), Anders Fogh Rasmussens visioner (30.11.04.), Fogh og 29. august (2.9.03.), Anders Fogh Rasmussens exit som statsminister (5.4.09.), Formandsskiftet i Venstre (19.5.09.), Lars Løkke faldt uhjælpeligt igennem (21.10.13.) samt 'Den tredje vej' ifølge Anthony Giddens (23.7.12.), 'Den tredje vej' og New Labour under Tony Blair (27.7.12.) og 'Den tredje vej', Fogh Rasmussen og Venstre (30.7.12.).

Manifest 2014 - Politisk status - Dansk Folkeparti som indeholder Helhedsrealismens manifest (14.2.14.), artiklerne Politisk status II - Danmarks unikke situation (18.3.14.), Politisk status I - Europa (7.3.14.), Kristendommen passé? (26.12.04.) samt uddrag af 'Højsangen om den menneskelige eksistens'

Femte September - drama der omhandler problemerne med flygtningekrisen efter den tyske kansler Merkels åbne af EU's ydre grænser 5.9.15. (udg. dato 7.11.16. - pris kr. 25)

Ungdom og Galskab - drama der handler om den galskab der følger med puberteten og som giver mange tilpasningsproblemer. (udgiv.dato 7.11.16. - pris kr. 25.)

Nærmere om e-bøgerne i oversigten her på siderne

Bøgerne forhandles af Saxo.com

Relevante artikler på Jernesalt: