JERNESALT - dataset

Jernesalt

Dynamisk

komplementær

helhedsrealisme

Samfund

Eksistens

Sekularisering

Coronakrisen

E-Bøger

SAMFUND

Danmark

Flygtningekrisen

Muhammed-sag

EU og EUROPA

USA

Mellemøsten

Terrorismen

Miljø og klima

Medier

Polen

EKSISTENS

Værdier

Værdimanifest

Livskvalitet

Musik

Film

Kunst

Kunstblade

Etik

Litteratur

Psykologi

Erkendelse

SEKULARISERING

Verdsliggørelse

Virkelighed

Afdogmatisering

Oplysning

Sund fornuft

Ideer og ideologier

Frihed

Religion

Humor

2019-FILOSOFIEN

Forord

Krisen

Udfordringen

Håbet

Efterskrift

ESSAYS

RETORIK

ONTOLOGI

VIRKELIGHED

ENFOLDIG TALE

SKIDT OG KANEL

REDAKTION

PROGRAM

INTRODUKTION

INSPIRATORER

OVERSIGTER

EMNEINDEX

PERSONINDEX

LINKS

E-MAIL

utils prefix normal Forside Oversigter Redaktion At læse Jernesalt Sendemand Vrangsiden Kontakt

JERNESALT - nytaarstaler2015

ARTIKEL FRA JERNESALT - 3.1.16.

To nytårstaler i kritisk lys

Året 2015 har været noget ganske særligt for de fleste europæiske lande på grund af den islamistiske terror og den enorme invasionsagtige flygtningestrøm der den 5.9. fik den magtfuldkomne tyske kansler Merkel til at åbne EU's ydre grænser for tilstrømningen og dermed undergravede hele Schengen-aftalen og udfordrede landenes nationale suverænitet. Begge fænomener fik selvsagt stor opmærksomhed i såvel dronningens nytårstale 31.12.15. som statsministerens nytårstale den 1.1.16.

Dronning Margrethe, der altid går forsigtigt til værks i sine nytårstaler og derfor omhyggeligt undlader enhver provokation, startede helt naturligt med omtale af det chokerende attentat mod det franske satireblad i Paris og dobbeltattentaten mod Krudttønden og Synagogen i København. Derfra gik hun videre til det store terrorangreb i Paris i december måned. Meget fornuftigt understregede hun at vores reaktion ikke må blive en lammende frygt, tværtimod skal vi leve hverdagen videre med fortrøstning, godt mod og godt humør.

Men hun slap uden om problemets kerne ved at sige at terror ikke er et europæiske fænomen, men et alment, globalt. Og det er efter min mening ansvarsforflygtelse. For nok er det helt ubestrideligt at der findes terror overalt på kloden, og at den ikke udelukkende kan føres tilbage til islamismen. Men det kan den aktuelle bølge af terrorisme i Europa og derfor er forholdet til islam og islamismen nu blevet et særligt problem for europæerne, som vi ikke kan generalisere væk.

Det selvsamme gælder flygtninge-udfordringen som hendes majestæt karakteriserede som rystende, men hvis alvor hun igen behændigt fik fejet til side med det retoriske spørgsmål: hvor mange kan vi hjælpe og hvordan hjælper vi bedst? - Ikke et ord om at den tyske tackling af tilstrømningen har skubbet hele EU ud i en decideret krise som ingen kan se udvejen på. Heller ikke dronningen selv.

Majestæten gav sig derfor til at tale om at Danmark er et trygt land hvor der er sammenhæng mellem vore forhåbninger og vore muligheder. Vi er også sundere og raskere end tidligere generationer. Vi er kort sagt meget privilegerede i forhold til verden iøvrigt, og derfor skal vi måske ikke bekymre os alt for meget om hvad og hvor meget vi spiser, hvor gamle vi bliver, eller fx overbeskytte vore børn.... Vi behøver ikke for enhver pris gøre som alle de andre, men vi skal heller ikke have for travlt med at være enestående....

Fornuftige ord, bevares, og man kan ikke med rimelighed forvente mere fra de gemakker, hvis indvånere primært skal være med til at bevare det bestående. Men man skal huske at dronningen selv hører til de meget privilegerede i landet.

Overraskelsen - om man vil 'nytårsbomben' - kom til sidst, hvor dronningen nådigst lod offentligheden vide at hendes mand, prinsgemalen, har besluttet at tiden nu er inde for ham til at "drosle ned", eller for at sige det på almindeligt dansk "at gå på pension". - Næppe mange etniske danskere er uvidende om hvad det betyder at drosle ned (derimod måske nok om at ordet oprindeligt kommer af at mindske energitilførslen ved at dreje på drosselventilen på en dampmaskine), men for en sikkerheds skyld specificerede dronninen at der i dette tilfælde var tale om at prinsgemalen fremover kun i meget begrænset omfang vil tage del i officielle arrangementer. Og dette var vel at mærke hans egen beslutning. Men personligt tilføjede dronningen en tak til gemalen for hans støtte, hjælp og inspiration gennem årene.

Og det må man så tage til efterretning, selvom rygterne længe har svirret om et yderst køligt forhold mellem de to kongelige personer - ikke mindst efter prins Henriks famøse optræden i et tv-interview i anledning af dronningens 75-års dag tidligere på året, og hans udeblivelse fra hendes fest.

Kommentarerne til prinsgemalens alt taget i betragtning forståelige beslutning er selvsagt mange og modstridende. Men det skinner igennem at man er uforstående over for at denne velopdragne franske greve med normalt aldrig svigtende sans for den korrekte opførsel man i de højere kredse kalder 'pli' i det nævnte interview ikke kunne skjule sin store frustration over aldrig at være blevet formelt ligestillet med dronningen ved at få titel af konge.

Det har dette adelige menneske ellers vidst fra starten af sit giftermål, da man i Danmark som i Sverige, Norge, Holland og Storbritannien altid har kaldt en mandlig regent konge og hans gemalinde dronning, og altid har kaldt en kvindelig regent dronning, men altid en sådans ægtefælle prins eller prinsgemal. Det har næppe været let for nogen mand, men det har været vilkåret, og det er underligt at prins Henrik aldrig har fattet det fuldt ud, men efter mere end 40 års ægteskab lader sig rive så meget med af sin åbenbart meget dybe frustration at han opfører sig fuldstændigt utilstedeligt for åben skærm.

En forklaring er der dog, og den ligger i at det gode menneske fra Cahors er mandschauvinist og aldrig har kunnet begribe at han kunne blive indiskutabelt herre i sit nye hjem på Amalienborg og Fredensborg uden i selvsamme moment at blive herre i det danske monarki. Og det hører med til den sørgelig historie at dronning Margrethe lige fra ægteskabets indgåelse har bidraget til Henriks illusioner ved både at acceptere ham som herre i huset - og hans modersmål som dagligsprog i hjemmet.

For god ordens skyld skal tilføjes at ovennævnte ikke skal opfattes som en kritik af kongehuset eller monarkiet som sådant. Selve monarkiets opretholdelse er ikke - som mange ellers hævder - et demokratisk problem, da vort monarki ikke er enevældigt, men konstitutionelt og repræsentativt. Og hvad dronning Margrethe personligt angår går folkets hengivenhed for hende ubestrideligt tilbage til hendes fødsel, kun en uge efter at Danmark blev besat af tyskerne, og hendes farfar i sin radio-henvendelse til befolkningen 9.4. brugte ordene "Under disse for vort land så alvorlige forhold opfordrer jeg alle i by og på land til at vise en fuldtud korrekt og værdig optræden....".

Statsminister Lars Løkke Rasmussen begyndte også sin nytårstale med omtale af terrorangrebet i København natten til den 15. februar, og specielt mindedes han den unge Dan Uzan der blev kynisk skudt ned som vagtmand ved Synagogen. Derefter remsede Løkke de mange terrorangreb i verden i 2015 op for at påpege at terrorens væsen er at skabe frygt. Men terrorister har først vundet hvis vi bliver grebet af frygt og begynder at trække falske skillelinjer mellem Vesten og Islam. Den sande skillelinje går mellem lys og mørke, mellem frihed og tyranni, mellem mod til godhed og fej ondskab. Terroristerne skal vi bekæmpe som de mordere og forbrydere de er....

Dermed havnede Lars Løkke efter min mening i en retorisk tomhed som ikke gavner sagen eller fremtiden, for kendsgerningen er at de islamistiske terrorister opfatter sig selv som gode og frihedssøgende, ja simpelthen definerer de moralske begreber helt anderlede end flertallet af vesterlændinge, og en ubehagelig kendsgerning er endvidere at terroristernes version af sandheden tiltrækker mange unge muslimer og konvertitter i såvel Europa som Mellemøsten. Derved kommer der under alle omstændigheder til at herske en eller anden afgørende modsætning mellem Vesten og Islam, som ingen af parterne kommer udenom, og som ikke kan reduceres til en simpel forskel mellem kristendom og islam. Den har derimod med så essentielle ting som sekularisering og kvindefrigørelse at gøre. Men dette viger Lars Løkke fuldstændigt udenom, for det ville tvinge ham til nytænkning, ikke mindst i flygtninge-udfordringen.

Dog veg Løkke ikke tilbage for at pointere at vi netop med flygtninge-udfordringen står midt i det der måske er den største og mest komplicerede krise vi endnu har set i dette århundrede og som betyder at den måde vi håndterer krisen på vil få afgørende betydning for Danmarks fremtid. - Men så blev det ellers ved lutter selvfølgeligheder.

Krisen udfordrer vores økonomi, sammenhængskraft og vores værdier. Vi kan ikke åbne dørene for alle. Vi kan heller ikke vende ryggen til. Vi vil gerne hjælpe; det ligger i os som mennesker og borgere i et velfærdssamfund. Vi er åbne over for verden og har ry for at handle med ordentlighed. Vi skal holde hjertet varmt og hovedet koldt, navigere mellem idealisme og realisme. Vi skal hjælpe verden, men også passe på Danmark. - Og det er altsammen svært at indvende noget imod.

Men da det kom til forsøg på at konkretisere hvad vi skulle gøre, særligt med henblik på presset på EU, endte det igen med almindeligheder: Der skal bedre styr på Europas ydre grænser, særligt i Grækenland og Italien. Sveriges skærpede kontrol ved grænsen til Danmark kan skabe en situation hvor vi må indføre grænsekontrol til Tyskland. [Ikke nogen klar tilkendegivelse af at det er noget regeringen agter at indføre]. Vi vil ikke igen se migranter og asylsøgere på vores motorveje. Vi vil sikre ro. Vi vil sikre orden.....

Men så følger det uheldsvangre: "Det endelige svar på migrations- og flygtningekrisen skal findes internationalt". For dette er jo allerede utopi. Det internationale samfund vil uden tvivl forsøge at finde et svar, men det vil bare ikke ske eller ikke være effektivt.

Derfor lyder det hult når Løkke fortsætter: "Det bidrager vi til. Men vi må også handle selv". - Hvorefter Løkke kommer med det lidet beroligende udsagn: Vi skal holde antallet af asylansøgere på et fornuftigt niveau. Derfor fører regeringen en konsekvent udlændingepolitik - med skarpere krav til at forsørge sig selv, højere krav til dem der vil være statsborgere og strammere regler for familiesammenføring. - Man har hørt det altsammen før, men har ikke set nogen effekt.

Og endnu værre er Løkkes glæde og stolthed over at vi i modsætning til svenskerne har været forskånet for brandattentater mod asylcentre. Tværtimod gør fagforeninger, arbejdsgivere og kommuner noget for at modtage og integrere de mange flygtninge. - Ikke et ord om at problemerne flere steder har nået ydeevnen. Eller at regningen allerede er blevet for stor. Løkke erklærer højtideligt at "vi skal passe på Danmark, både menneskeligt og økonomisk". Men det er jo blot ord.

Efter yderligere nogle almindeligheder om økonomi og bestræbelser på at få flest muligt i uddannelse og arbejde kom Lars Løkke endelig frem til den uenighed om EU der viste sig så markant ved folkeafstemningen den 3. dec. om et ændret retsforbehold. Løkke er ikke blind for at afstemningen udtrykte stor skepsis over for EU, for der er meget vi gør bedst selv, og noget vi selv skal bestemme. - Men, sagde han videre: Vi må ikke glemme at et tæt samarbejde i Europa er nødvendigt for et lille land som Danmark, for "uanset at vi til tider synes at EU blander sig for meget, så er det også ved at være med i EU at vi passer på Danmark."

Dette er præcis at gå uden om den varme grød, ligesom katten. For problemet med EU er selve det forhold at fællesskabet har vokset sig for stort og med ledelsens bevidste vilje har bevæget sig mere og mere hen i retning af den union danskerne og englænderne ikke vil have.

Lars Løkke konstaterer dog at afstemningen 3. december viste en decideret tillidskrise mellem store dele af befolkningen og politikerne på Christiansborg. Men igen går statsministeren udenom. Han opremser flere af de generelle punkter hvor mistilliden kan have sit udspring - som fx brudte løfter, personsager, simplificering af komplicerede sager og for lidt samtale og for lidt ægte lytten til dem man er uenige med. Og Løkke lovede skam at yde sit bidrag til en bedre forståelse. Men hvorfor i alverden kommer han blot med et nyt løfte, når han netop i en nytårstale mindre end en måned efter EU-nejet har den allerbedste lejlighed til at fortælle hele befolkningen på utvetydig vis at han har forstået mistillidserklæringen? Jo, det sker, fordi han intet har forstået og i sin forhandling med EU inden jul heller ikke viste nogen fasthed eller noget mod når det gælder det forhold at Danmark som Storbritannien ønsker en helt ny EU-politik. Lars Løkke bøjer sig reelt for den massive kommissionsholdning at Danmarks situation er alvorlig - og at nej-sigerne ikke skal forvente at få noget forærende!

. Derfor bliver statsministerens nytårstale i mine øren en klar bekræftelse på at han ikke har forstået budskabet fra 3. december, men som det magtglade menneske han er, vil prøve at trække forhandlingerne så meget i langdrag, at specielt det største af de tre nej-partier, Dansk Folkeparti, bliver kompromitteret. Man kan ikke udelukke at dette bliver slutresultatet, eftersom Lars Løkke er en yderst dreven forhandler. Og derfor kan det også fastslås én gang til, at Dansk Folkeparti aldrig skulle have accepteret Lars Løkke som statsminister efter valget i juni.
Nytårstaler er gode at få forstand af. I Lars Løkke Rasmussens tilfælde kan det konstateres med sikkerhed, at manden er et magtmenneske, der går efter magten og kæmper for bevarelsen at magten med alle midler, men totalt savner folkelig forståelse og folkelig opbakning.

Ejvind Riisgård

Henvisninger:

Links:

Link til Dronningens nytårstale
Link til Statsministerens nytårstale

Relevante artikler på Jernesalt: