JERNESALT - dataset

Jernesalt

Dynamisk

komplementær

helhedsrealisme

Samfund

Eksistens

Sekularisering

Coronakrisen

E-Bøger

SAMFUND

Danmark

Flygtningekrisen

Muhammed-sag

EU og EUROPA

USA

Mellemøsten

Terrorismen

Miljø og klima

Medier

Polen

EKSISTENS

Værdier

Værdimanifest

Livskvalitet

Musik

Film

Kunst

Kunstblade

Etik

Litteratur

Psykologi

Erkendelse

SEKULARISERING

Verdsliggørelse

Virkelighed

Afdogmatisering

Oplysning

Sund fornuft

Ideer og ideologier

Frihed

Religion

Humor

2019-FILOSOFIEN

Forord

Krisen

Udfordringen

Håbet

Efterskrift

ESSAYS

RETORIK

ONTOLOGI

VIRKELIGHED

ENFOLDIG TALE

SKIDT OG KANEL

REDAKTION

PROGRAM

INTRODUKTION

INSPIRATORER

OVERSIGTER

EMNEINDEX

PERSONINDEX

LINKS

E-MAIL

utils prefix normal Forside Oversigter Redaktion At læse Jernesalt Sendemand Vrangsiden Kontakt

JERNESALT - terrorfrankrig15b

ARTIKEL FRA JERNESALT - 19.11.15.

Reaktionerne på den nye terror mod Europa skal ud over det militante og have fat i det eksistentielle

Det skorter ikke på hurtige eller drastiske reaktioner fra Frankrigs præsident og regering mod landets hovedfjende der stort set identificeres som Islamisk Stat - med dets kalifat i Mellemøsten (primært dele af Syrien og Irak) og med utallige fanatiske medkæmpere i Frankrig, Belgien og andre vesteuropæiske lande.

Præsident Hollande erklærede få timer efter terroristernes massakrer fredag aften Frankrig i undtagelsestilstand, og den blev efterfølgende berammet til foreløbigt tre måneder. Politi og militær blev sat i højeste beredskab og gik i gang med razziaer og ransagninger samt ekstra bevogtning af offentlige institutioner, grænser, jernbaner og metro m.v. Langt over 100.000 politifolk og specialtropper skal være sat ind. I mandags var nationalforsamlingen og senatet samlet til fællesmøde i Versailles, hvor præsidenten erklærede Islamisk Stat krig og samtidigt påberåbte sig en særlig artikel i EU-trakten der siger at alle medlemslande skal hjælpe et land der angribes af en ydre fjende. Om denne EU-påberåbelse får nogen praktisk betydning er nok tvivlsomt, fordi fjenden (IS eller ISIL) ikke er en anerkendt stat, men kun et selvudråbt kalifat. Men det franske flyvevåben har allerede indledt storstilede bombardementer af Islamisk Stat i Syrien og i den forbindelse indledt et helt nyt og overraskende samarbejde med den russiske flåde og den russiske præsident Putin. Det er en decideret kovending fra Hollandes side, men den er såre pragmatisk og nødvendig, allerede fordi USA og præsident Obama hverken kerer sig synderligt om flygtningesituationen i Europa eller de forårsagende grundproblemer i Syrien. Under alle omstændigheder er den militære og sikkerhedsmæssige reaktion i Frankrig optimal og forståelig.

Det kan ikke være anderledes, for som den franske ambassadør i Danmark forleden sagde til Adam Holm i DR2's Deadline, så er man nødt til at reagere. For man kan ikke lade et så groft terroranslag passere uden at gøre noget. Sådan har det været i de tidligere tilfælde i Frankrig, Storbritannien, Spanien og Danmark samt USA (11.9.01) og andre lande.

Det turde være indlysende at alle angrebne regeringer normalt og selvfølgeligt tager alle militære midler i brug for at forsvare deres territorier og suverænitet. Men det burde tillige være indlysende at regeringerne også er nødt til at vise handlekraft for simpelthen at berolige deres befolkninger mest muligt. Derfor må de også sørge for at deres handlingerne bliver stærkere eller i det mindste proportionale med den skade og ydmygelse de udsættes for i de enkelte tilfælde. Det får ganske vist altid fredselskende og mere eller mindre pacifistisk indstillede mennesker til at råbe op og advare mod krænkelse af fjendens rettigheder såvel som mod enhver overreaktion der kunne tænkes at udløse mere terror og fjendskab. Men det er den slags advarsler der preller af på både regeringsledere og den almindelige befolkning, for begge har sunde instinkter i behold - og har ikke trang til at vise særligt hensyn til en fjende der er totalt hensynsløs og barbarisk.

Befolkningen har derfor også fuld forståelse for ekstraordinære sikkerhedsforanstaltninger og større razziaer i jagten på gerningsmænd og håndlangere. I den helt aktuelle sag fandt det franske politi hurtigt ud af at der var tætte forbindelser til djihadistmiljøer i en forstad til Bruxelles der hedder Molenbeek, og hvor belgisk politik også hurtigt gik i aktion. Forstaden er overvejende beboet af indvandrere og har meget store enklaver af kriminelle unge og radikaliserede unge. Mange af dem er endog af myndighederne registreret som Syrienskrigere. Og flere af gerningsmændene bag terroren i Paris er franske statsborgere med indvandrerbaggrund der har fundet det opportunt at slå sig ned i Molenbeek.

Tidligt onsdag morgen gik talstærkt politi og militær desuden i aktion mod en stærkt forskanset lejlighed i den forholdsvis fattige Saint Denis-bydel nord for Paris, fordi den mistænkte hjerne bag terrorangrebet, den 27-årige Abdelhamid Abaaoud af marokkansk oprindelse, formodedes at have søgt tilflugt dér. Syv personer blev anholdt og to dræbt under den voldsomme skudveksling, den ene af dem var en kvinde der åbenbart sov med bombebælte om livet. Hun skal være kusine til hovedmanden. Aktionen var først afsluttet ved middagstid, men politiet har af de sædvanlige efterforskningsmæssige grunde været tilbageholdende med oplysninger om de arresterede. Dog har det røbet at gruppen havde planer om yderligere terror i Paris. - Det er endeligt her torsdag eftermiddag blevet officielt bekræftet af den fransk statsadvokat at Abdelhamid Abaaoud er blevet identificeret som den under aktionen dræbte mand. Identifikationen var vanskelig på grund af ligets tilstand.

Optrævlingen af bagmændene har naturligvis ført til andre anholdelser og beslaglæggelser af våben og sprængstof, men har desuden rejst opmærksomheden om selve den specifikke og forhøjede trussel der kommer fra muslimske indvandrere der drager til Syrien for at kæmpe for Islamisk Stat og imod vestlig indblanding i Mellemøstens forhold, og som i vid udstrækning vender hjem til Europa med direkte henblik på at kæmpe videre mod vestlig kultur, sekularisering og kvindefrigørelse. Man overvejer nu i flere lande at lovgive mod denne trafik af Syrienskæmpere, herunder at skærpe opmærksomheden mod Syrienskrigere der vender tilbage til Tyskland og Frankrig under dække af at være flygtninge. Flygtningestrømmen i sig selv har gjort grænsekontrollen næsten illusorisk og desuden gjort presset på den sociale og civile orden i Vesteuropa så stort at integrationen på forhånd er dømt til at fejle. Og det vil igen sige at flygtningestrømmen betyder stadigt større og værre frustration blandt asylsøgere og derfor langt større risiko for radikalisering af unge muslimer.

Frankrig har som sagt bedt de øvrige EU-lande om hjælp i den aktuelle situation, og nogen hjælp vil de selvfølgelig få, men de skal ikke forvente for meget. EU-landene er nemlig blevet dybt splittede af den flygtningekrise der nu har gjort hele Vesteuropa sikkerhedsmæssigt, socialt, kulturelt og økonomisk sårbart i næsten enhver henseende - som følge af den tyske kansler Merkels bevidste, men tåbelige åbning af grænserne den 5. september. EU kan ikke klare at opbygge en effektiv grænsekontrol ved de ydre grænser. De enkelte lande der vil have sikre grænser mellem sig inden for EU, må gøre det stik imod Schengen-aftalen om EU-borgernes frie bevægelighed som alle er forpligtet på, så længe situationen er normal og altså under kontrol, men som man ikke har haft konduite til at suspendere med øjeblikkelig virkning fra det øjeblik flygtningene væltede ind og fra den ene dag til den anden gjorde situationen aldeles unormal. EU-formand Jean-Claude Juncker røber dyb bekymring for at Schengen-aftalen ikke holder til presset. Men det viser jo bare at han ikke længere kan følge med. Schengen- aftalen er reelt brudt sammen for længst, det eneste der mangler er en officiel erkendelse af at flygtningekrisen er uhåndterlig, og at Merkels politik har været én stor fiasko. På tysk tv (ZDF) har hun lagt afstand til sin økonominister Wolfgang Schäubles påstand om at flygtningstrømmen er blevet en decideret lavine mod europæisk kultur og sammenhold. Selv bruger hun ikke den slags ellers let forståelige billedsprog. Hun bedømmer derimod fromt situationen ud fra hensynet til den enkelte flygtninges menneskelige værdighed. Hun tilstår med andre ord at hun er komplet ligeglad med at selve antallet af flygtninge er blevet afgørende fordi Europa hverken kan klare den praktiske og kulturelle udfordring eller sikre den enkelte flygtnings værdighed.

Euro-landenes stramme budget-regel om at de enkelte landes underskud på statsbudgettet ikke må overstige tre procent af bruttonationalproduktet (en regel Danmark har tilsluttet sig uden at være med i euro-aftalen, fordi den er ganske fornuftig under normale forhold), er forlængst kommet under nyt pres som direkte følge af invasionen af flygtninge. År for år vil ekstraudgifterne blive en mere og mere tyngende byrde, men allerede nu er det blevet komplet umulig at leve op til budgetreglen for lande der som Frankrig er nødsaget til at forøge deres sikkerhedsberedskab kraftigt. Den franske premierminister har allerede gjort opmærksom på at Frankrig ikke længere kan overholde reglen. Tyskland kan i virkeligheden heller ikke, og mange andre lande får problemer på dette punkt.

Tyrkiet giver andre problemer fordi den hurtigste vej til en midlertidig standsning af flygtningestrømmen fra Syrien vil være at Tyrkiet forhindrer gennemrejse til Europa (Grækenland). Det er slet ikke logistisk umuligt, men opgaven bliver dyr, og Tyrkiet vil ganske enkelt ikke selv betale den. Præsident Erdogan bruger derfor bevidst den store menneskevandring til at presse penge ud af EU - tillige med uldne løfter om medlemsskab af EU. Hans snedighed vil blive meget dyr for EU, hvis EU-eliten ikke sadler om eller bliver væltet i tide.

USA's præsident Obama tager som sagt heller ikke situationen alvorligt. Den store retoriker bruger de fineste ord han kan finde i sit vokabularium og taler endog om ondskabens ansigt hos Islamisk Stat - hvad der ikke er langt fra George W. Bush's ord om en ondskabens akse i Mellemøsten. Men det bliver ved ordene - og deres virkning på republikanske vælgere. For Obama vil ikke risikere amerikanske soldaters liv. For ham er hverken terroren eller flygtningestrømmen længere en lige så alvorlig trussel mod landet som den er mod Europa. USA er for første gang siden 1. verdenskrig ikke længere en sand ven af Europa.

Det kan den russiske præsident Vladimir Putin nyde godt af, for ham har Præsident Hollande i sin nød måttet alliere sig med, selvom de to præsidenter er uenige om den syriske præsident Assads fremtid. Hollande har hidtil villet have Assad af vejen, mens Putin holder hånden over ham og betragter ham som en del af løsningen i Syrien. Det spiller ikke den afgørende rolle for Putin at Assad er diktator (det er han jo selv), men derimod at han stadig har magt over en del af Syrien og i hvert fald kan bevare den et stykke tid med russisk hjælp. Putin er ingen garant for Assads forbliven, den slags garantier giver han ikke. Han er realpolitiker og har foreløbigt blot mere gavn af en regent i Damaskus der kan holde stand mod ukontrollable og destabiliserende oprørere. Og da Obama har opgivet Syrien, har Putin pludseligt fået muligheden for at blive en central politisk figur i Mellemøsten. Det betyder igen at EU ikke længere kan ignorere ham eller holde ham ude af det pæne selskab fordi han er modstander af det pro-vestlige styre i Ukraine. EU tvinges til at sadle om og lægge låg på den kolde krig. Nato er en fortidig organisation. Europa strækker sig igen til Ural. Og kontinentet kan kun vinde ved at stå sammen som et kulturelt fællesskab der har sin styrke i andet end økonomi og magtkamp.

Det der står tilbage - og det der i virkeligheden også har været den bitre lære af krigene i Irak og Afghanistan - er at ondskaben ikke længere kan lokaliseres til få lande i Mellemøsten eller bestemte islamistiske gruppers medlemmer i Mellemøsten, men har spredt sig til store dele af Europa som kræftceller via muslimske indvandrere og flygtninge på flugt fra Mellemøstens politiske og religiøse diktaturer. Europa ligger dermed mere og mere åbent for kalifatets forkæmpere og erobrere, og det undergraves samtidigt indefra som selvstændigt kulturområde fordi det takket være multikulturalismen er begyndt at tvivle på sin egen kulturs fortrin og ret til at forsvare sin suverænitet.

Præsident Hollande mander sig nok op til at forklare sine franske borgmestre at det terroristerne har villet ramme er selve idéen om Frankrig, den frihed landet står for og de universelle rettigheder det forsvarer. Men han gør intet forsøg på at forklare at så mange muslimer i Europa nærer et voldsomt had til vestlige værdier, endsige hvad man skal stille op med dette had.

Og Hollande får ingen hjælp fra det G20-møde i Tyrkiet han selv måtte melde afbud til, for her blev man enige om at fastslå at terrorismen ikke bør associeres med religion, nationalitet eller etnicitet. Det tør kaldes en højst malplaceret udmelding, al den stund at medierne flyder over med beretningerne om at terroristerne er muslimer med rødder i Mellemøsten og Nordafrika og at de afskyr og hader vestlig kultur, vestlig sekularisering og vestlig kvindefrigørelse - uagtet at de er blevet statsborgere i Frankrig eller andre EU-lande og i årevis har nydt godt af europæisk velfærd og europæisk uddannelse. Mange af dem er endog blevet tilhængere af Islamisk Stat og har været Syrienskrigere. - G20-eliten der tæller asiater, sydamerikanere og afrikanere ved siden af europæiske politikere er naturligvis i sin gode ret til at understrege at det både er forkert at betragte alle muslimer som islamister og terrorister og alle terrorister som muslimer, men det er direkte vildledende at se bort fra at de terrorister der har begået terror i Paris faktisk er muslimer med baggrund i muslimsk kultur og religion, og at deres had er rettet direkte mod europæisk kultur og frihed. Dette had er desuden i høj grad er inspireret af specifikt islamiske faktorer.

En af vore professorer i koranstudier, Thomas Hoffmann, har netop i en kronik i Jyllands-Posten (18.11.) påpeget at der er tre førmoderne islamiske forhold og ét helt moderne forhold der er afgørende for at forstå Paris-attentatet. Først blev dommedagsprofetierne overtaget fra Det nye Testamentes Apokalypse (Johannes Åbenbaringen) og betragtet som udtryk for den største magtesløshed, men efter Muhammeds flugt til Medina anno 622 forvandledes grundlaget til et absolut magtpotentiale: Der er én sand gud, Allah, og én sand profet, Muhammed; at følge profetens eksempel, hans sunna, blev en del af 'islams dna': og shariaen blev forsøget på at sammentænke Koranens troslære med profetens eksemplariske liv. - Efter Muhammeds død erobrede muslimerne store dele af Mellemøsten, pressede det Byzantinske Imperium i bund og nedlagde det persiske rige. Muslimerne blev den nye verdens herskere, og den islamiske teologi udvikledes til en uhørt suveræn magtideologi. Djihad (oftest oversat ved 'hellig krig', men betyder egentlig blot 'anstrengelse') blev en teologisk selvfølgelighed og en del af det islamiske imperiums élan vital. - Derefter går det ned ad bakke for islam, konstaterer Hoffmann. Den islamiske verden ender i ny magtesløshed, men drømmen om magt, djihad og sejr lever videre som håbet om en ny apokalypse. Det onde Vesten skal straffes og gå under. Djihadisterne har altså i deres egen teologi fået et fuldgyldigt retligt grundlag for krig mod Vesten. Og vel at mærke forstærkes gyldigheden kun ved enhver vestlig krigshandling mod terrorismen (fx massive bombninger af IS) - såvel som ved djihadisternes egne spektakulære grusomheder (som halshugninger af gidsler).

I denne kronik skæres det ud i pap - så alle burde kunne forstå det - at den islamistiske terror mod vestlige lande og vestlig kultur både følelsesmæsigt og intellektuelt begrundes i en absolut overbevisning om islam som eneste sande religion og en lige så absolut overbevisning om vestlig kultur som vantroens ondeste og mest modbydelige kultur. Islamisterne kan slå sig ned i vore lande, få asyl og statsborgerskab og nyde godt af alle vore goder og friheder. Og de tilpasser sig vore landes ydre skikke. Men inderst i hjertet bærer mange af dem drømmen om magtovertagelse gennem djihad, kalifat og sharialov. De får i mange moskeer til stadighed næret deres had til Vesten, så mange unge muslimer vælger at gå aktivt ind i kampen for Islamisk Stat. Men de skilter naturligvis ikke alle med det. De vestlige lande véd overhovedet ikke hvilke indvandrere der er til at stole på og hvilke ikke. Men naive som de er mener de indfødte multikulturelle europæere stadig at indvandrerne er i deres gode ret til at lave mandschauvinistiske parallelsamfund som de lyster og modsætte sig aktiv integration, ja pleje deres had til Vesten og deres sympati med det selvudråbte og totalts mandsdominerede islamiske kalifat der med alle midler bekæmper demokrati, sekularisering og kvindefrigørelse.

Muslimernes absolutte had til europæisk frihed og sekularisering er det altafgørende grundlag for deres terror mod vestlige værdier og deres held med al radikalisering af unge, mere eller mindre rodløse og frustrerede muslimer i vore lande. Vesten har soleklar ret til at forsvare sig mod denne ondskab og heldigvis også stor vilje til at gøre det. Ja, viljen forstærkes ved enhver form for terror mod Vesten. Og bomber mod Islamisk Stat er en fuldt legitim og naturlig reaktion - ligesom de politimæssige og efterretningsmæssige reaktioner. Men djævelskabet kan ikke overvindes alene ved disse former for reaktion. Og det hjælper heller ikke at alliere sig med diktatorer i Mellemøsten der betragter Islamisk Stat som en fare for dem selv, men ikke kunne drømme om at opgive deres egne magtpositioner og give plads til et sandt 'arabisk forår' der kunne sikre fornyelse, fred og frihed samt genopbygning. Der er imidlertid ingen anden vej en et sådant arabisk forår med forankring i den oplyste middelstand. Og så er det unægteligt fatalt at ingen af de politiske ledere i Vesten synes at have øje for denne side af sagen.

Europæernes egen tro på sekulariseringen og kvindefrigørelsen er groet frem genne mange årtier og er derfor i dag nærmest en selvfølgelighed som slet ikke behøver at være bevidst om sine dybere historiske og psykologiske forudsætninger. Ganske særligt mangler tilstrækkelig indsigt i selve de basale arketypiske forestillinger om frihed, ansvarlighed, kønsforskel og autoritetsforhold som hænger sammen med det enestående fænomen i den biologiske udvikling der hedder opkomsten af den menneskelige bevidsthed. Og dette er blevet fatalt i vore dage, fordi den manglende indsigt svækker det samfundsmæssige og politiske forsvar for den europæiske kulturs egenart og fortrin og gør europæerne til lette ofre for fjender der er besat af troen på deres egne absolutte sandheder.

Jeg mener derfor at det er alt for billigt når den ellers udmærkede sociolog Dominique Bouchet i Jyllands-Postens kronik (19.11.) fremhæver sammenhængskraften i vore europæiske samfund som det afgørende våben mod terroristerne. Han skriver bl.a.: I vort samfund er tillid og samhørighed ikke blot et mål, men også en løsning. Det som binder os sammen er, at vi ikke vil følge med strømmen, vi vil bestemme retningen. Vi vil ikke blot være sammen, men sammen på en respektfuld og engageret måde. Vi kæmper for tillid til – og respekt for – alle. Og det er i den kamp, at vi henter vores styrke. - Men Bouchet går videre og gør gældende at vi bør forstå at de sværmeriske tyranner vi står overfor benytter sig af enkelte desorienterede unges blinde og naive frivillige underkastelse. Deres strategi består derfor netop i at forsøge at fremkalde splid, had, kaos og desorientering i vort samfund. Det skal ske ved, at vi mister selve tilliden til, at et samfund som vores kan fungere.

Og så er det i hvert fald tydeligt for undertegnede at Bouchet ikke har fået fat på hvor dybt fanatismen stikker i de islamistiske terrorister. En betegnelse som 'sværmeriske tyranner' er ikke dækkende for målrettede ledere af Islamisk Stat med en gennemtænkt teologi bag sig, og at kalde deres unge forkæmpere for desorienterede unge der blindt og naivt, men frivilligt underkaster sig tyrannernes lederskab er heller ikke nogen nytte til, for de har højst sandsynligt været desorienterede og frustrerede i forvejen, men netop ved at underkaste sig tyrannerne har de fået både den orientering og den opgave i livet, de søgte og som gjorde dem urokkeligt sikre i troen på deres sags retfærdighed.

Her er vi nede ved det ejendommelige forhold at mange unge mennesker i alle kulturer mister livsorienteringen i og med at de kommer i puberteten og dermed pludseligt får den bevidsthedsudvidelse der udover den store interesse for det andet køn betyder at de kan se med kritiske øjne på deres autoriteter og således ikke længere véd hvor de selv står i moralsk, eksistentiel eller religiøs henseende. Det er en helt normal del af ethvert ungt menneskes udvikling, og den fører heldigvis i langt de fleste tilfælde i nogenlunde normale og stabile samfund til en modning der gør det unge menneske voksent og ansvarligt for sit liv, sin uddannelse og sit kønsforhold. Men under unormale forhold såsom samfundsmæssige kriser og krige (foruden helt personlige handicaps) kan det friste det rodløse og måske meget utålmodige menneske til nogle kortslutninger, hvoraf den værste er at hoppe på ideologier og teologier der tilbyder absolutte sandheder med deres hensynsløse kamp for sejren i totalitære systemer. Det var hvad der i første halvdel af forrige århundrede skete som smitsomt massefænomen under kommunismen, maoismen, nazismen og fascismen, men i dag først og fremmest sker i den muslimske verden med dens utal af islamfortolkninger der hver for sig påberåber sig at være den absolutte sandhed.

Netop hele denne uhyggelige trang til at kaste sig i armene på tyranner for absolutte ideologier for hurtigst muligt at komme frem til faste og urokkelige og derfor nemme og bekvemme standpunkter er hovedårsagen til ulykkerne i Mellemøsten og derfor også hovedårsagen til at det ikke lykkes den oplyste middelklasse at føre det arabiske forår frem til virkeliggørelsen af frie og sekulariserede demokratier med fuld ligeret for kvinderne i noget muslimsk land. Løsningen af Mellemøstens problemer kan på denne baggrund aldrig indskrænkes til at bombe de islamistiske tyranner (hvor nødvendigt det end måtte være), endsige give de andre, forlængst etablerede tyranner støtte til at forblive ved magten. Eneste langsigtede løsning er at hjælpe de progressive, oprørske og frihedssøgende demokratiske bevægelser til sejr gennem det lange, hårde og seje træk.

Forudsætningen for at europæerne kan yde en sådan hjælp til de progressive kræfter i Mellemøsten er imidlertid at at europæerne selv kommer til fuld bevidsthed om hvad sagen drejer sig om i henseende til kønsforholdet, etikken og sekulariseringen. Det værste i Europas aktuelle kritiske situation er nemlig at europæerne ikke længere véd hvad fundamental og medfødt før-dogmatisk tro eller livsmod er og derfor bliver ved med at tro på multikulturalismens store relativisme der siger at alle meninger, alle ideologier, alle religioner, alle kulturer og familiemønstre er lige gode og respektable. Denne indstilling giver sig ikke mindst udslag i at de fleste mennesker drager den uholdbare konklusion at islam er lige så god en religion som kristendommen, eller at alle religioner blot er primitive livs- og verdensanskuelser, og at religion derfor i princippet bør holdes ude af det offentlige rum. Det sidste var også hvad Anders Fogh Rasmussen gjorde gældende som statsminister under Muhammedkrisen. Og det er jo en vanvittig opfattelse, netop når debatten raser om islam og kristendommen - og alle mennesker med egne øjne kan se at fundamentalister alle steder og i alle religioner laver ulykker.

Problemet i alle religioner er og bliver at man gør troen til at spørgsmål om accept af absolutte trossætninger (dogmer) og dermed lader det snævre rationelle jeg der elsker logisk orden og sikkerhed bestemme over den intuitive helhedspsyke som alle mennesker fødes med og som er den der giver den grundlæggende oplevelse af helhed, mening, orden og sammenhæng i tilværelsen. Denne intuitive helhedspsyke er den umiddelbare realitet som ethvert barn fødes ind i og får bekræftet time for time med den omsorg det får fra forældrene og naturligvis primært fra moderen den første tid. Oplevelsen er grundlæggende i den bogstavelige forstand at det går galt i livet hvis den mangler eller bliver rystet gennem barske og traumatiske erfaringer der erstatter den naturlige livstro med fortvivlelse. Netop fordi fortvivlelse er den naturlige livstros modsætning, ses det at livstroen ikke har noget med sprogligt formulerbare dogmer at gøre. Livstroen behøver ikke ord og er fra starten sprogløs. Men naturligvis vil den hen ad vejen, når sproget læres og tilpasningen til den ydre virkelighed bliver dagligdag, skulle indpasses i dagligsproget, og dette er først i nyere tid blevet et problem, fordi denne eksistentielt uundværlige proces hidtil har været varetaget af religionerne, kunsten og musikken, men er blevet undsagt af en videnskab der ikke er klar over at den slet ikke selv er i stand til at udtale sig om helheden eller meningen med eksistensen. Men problemet skal løses hvis mennesket skal forblive helt og sundt - og skal altså navnligt i pubertetskrisen finde en tidssvarende begrebsramme.

Først og fremmest gælder her at hvis unge mennesker ikke lærer at skelne mellem det snævre jeg og helhedspsyken - kan de heller ikke fatte nogetsomhelst udsagn om at barndommens uskyld er modsætningen til ungdommens erfaring og lidenskab, eller om at 'evigheden' (den indre verden) er modsætningen til 'timeligheden' (den ydre verden) - eller at 'gudsriget' med overvægten af kærlighed, tillid og frit skabende energi er modsætning til den praktiske 'sædvanevirkelighed' med dens fysiske, økonomiske og politiske udfoldelse, kamp og dynamik. Og hvis de unge ikke lærer denne skelnen og bliver voksne gennem den, så bliver de alt for let ofre for alskens fundamentalisme med absolutte sandheder der ikke tager højde for intuitionen.

Et af de allervigtigste forhold der her nødvendigvis skal med i betragningen af den helt aktuelle kulturkrise og helt aktuelle sammenstød mellem muslimsk kultur og europæisk kultur i bredeste forstand er den ejendommelighed at kristendommen til forskel fra andre religioner ved siden af en klart dogmatisk og problematisk teologi har en indbygget indsigt i den ovennævnte forestilling om en umiddelbar realitet med overvægt af kærlighed, tillid og spontan energi som gør den unik i dobbelt forstand. Indsigten svarer til dybdepsykologiens indsigt i de psykiske primærprocesser, og den er umulig at sætte på dogmer og systemer. Den er identisk med alt det menneskesønnen Jesus gik rundt og fortalte sine tilhørere i lignelsens udogmatiske form, og dens kerneudsagn er at ingen kommer ind i guds rige uden at blive som barn på ny, hvilket for de døve og tunghøre kan oversættes til: ingen komme ind i evighedens frie og skabende liv uden at suspendere de psykiske sekundærprocesser med al deres logik, årsagslov, sproglige orden, nyttehensyn og samfundsmæssige tilpasning.

Ud fra denne synsvinkel er den kristne kirkes hele teologi og dogmesystem i dag at betragte som en helt igennem utidssvarende og fatal ideologi der står i vejen for en fornyelse af den europæiske kultur og derfor også forhindrer en løsning af konflikten med såvel almindelige, fredeligtsindede muslimer som de arge islamistiske fundamentalister og terrorister.

Ejvind Riisgård

Henvisninger:

Relevante artikler på Jernesalt: