JERNESALT - dataset

Jernesalt

Dynamisk

komplementær

helhedsrealisme

Samfund

Eksistens

Sekularisering

Coronakrisen

E-Bøger

SAMFUND

Danmark

Flygtningekrisen

Muhammed-sag

EU og EUROPA

USA

Mellemøsten

Terrorismen

Miljø og klima

Medier

Polen

EKSISTENS

Værdier

Værdimanifest

Livskvalitet

Musik

Film

Kunst

Kunstblade

Etik

Litteratur

Psykologi

Erkendelse

SEKULARISERING

Verdsliggørelse

Virkelighed

Afdogmatisering

Oplysning

Sund fornuft

Ideer og ideologier

Frihed

Religion

Humor

2019-FILOSOFIEN

Forord

Krisen

Udfordringen

Håbet

Efterskrift

ESSAYS

RETORIK

ONTOLOGI

VIRKELIGHED

ENFOLDIG TALE

SKIDT OG KANEL

REDAKTION

PROGRAM

INTRODUKTION

INSPIRATORER

OVERSIGTER

EMNEINDEX

PERSONINDEX

LINKS

E-MAIL

utils prefix normal Forside Oversigter Redaktion At læse Jernesalt Sendemand Vrangsiden Kontakt

JERNESALT - terrormodsatire15a

ARTIKEL FRA JERNESALT - 08.1.15.

Terroren mod 'Charlie Hebdo' rammer den religiøse forvirring

Det voldsomste terrorangreb i årtier blev igår den 7.1. kl. 11.30 rettet mod et fransk bladmagasin, da tre maskerede og sortklædte mænd truede sig adgang til satiremagasinet Charlie Hebdo og med maskingeværer dræbte 11 personer i redaktionslokalerne (heraf 5 af bladets kendteste tegnere) og efterfølgende en betjent på gaden - samt sårede adskillige. Efter den veltilrettelagte udåd flygtede de tre åbenlyst veltrænede gerningsmænd i deres bil. Politiet kom hurtigt til stede i stort tal og indledte en jagt samt spærrede byen og dens lufthavne af. Hele landet kom i højeste terrorberedskab mens fordømmelserne om udåden strømmede ind på kanalernes Breaking News fra regeringsledere over hele verden. Om aftenen var der store demonstrationer i Paris og andre franske byer. Mottoet udtrykket fuld solidaritet med bladet: "Vi er alle Charlie". Præsident Hollande var hurtigt på åstedet med en fordømmende udtalelse, og senere erklærede han dagen i dag for national sørgedag.

Den mangeårige redaktør af bladet, Philippe Val, opfordrede pressen til at engagere sig i kampen mod intolerance og beskrev situationen med de rammende ord: "De har deres våben. Vi har vores penne." - Mange tv-stationer gjorde terrorangrebet til hovedtema i dagens udsendelser, herunder også DR", der i en specialudgave af Deadline bragte nogle gamle udsendelser og desuden interviewede eksperter og bladfolk. De så alle udåden ensidigt som et angreb på ytringsfriheden og understregede samstemmende at ytringsfriheden må og skal forsvares ubetinget.

Chefredaktør Gérard Biard (der var i London under aktionen) udtalte: "På Charlie Hebdo kæmper vi for friheden til at bespotte Gud. Men vi kæmper også imod racisme, antisemitisme og had til vore medmennesker." - Det er ikke mere end godt tre år siden at Charlie Hebdo fik smadret sine lokaler med en brandbombe på grund af en tegning der med sloganet "Charia Hebdo" lod profeten love 100 piskeslag til den der ikke døde af grin.

Bladet blev etableret allerede i 1970, og navnet "Charlie" refererer både til Frankrigs præsident Charles de Gaulle (1959-69) og tegnefiguren Charlie Brown (Søren Brun) fra "Radiserne", mens "Hebdo" står for ugeblad. Det blev efter 10 års pause relanceret i 1992 af bl.a. to af Frankrigs kendteste og i går myrdede tegnere, Wolinski (f. 1934) og Cabu (f. 1938). - Charlie Hebdo støttede fra starten Jyllands-Posten og trykte den berømte Muhammedtegning af Kurt Westergaard - jf. oversigt over mine artikler om sagen. Men det hører til det fuldstændige billede af tragedien at det franske sikkerhedspoliti for et års tid siden nedgraderede bevogtningen af redaktionen, og at gerningsmændene skaffede sig adgang til redaktionen ved at passe en kvindelig tegner op og tvinge hende til at lukke sig ind. - Det ugentlige redaktionsmøde afholdtes desuden på et fast tidspunkt hver onsdag - og alt i alt kan man kun tilslutte sig bedømmelsen fra en forhenværende leder af Politiets Efterretningstjeneste: "Angrebet burde slet ikke kunne have fundet sted". - Procedurerne bliver nu uden tvivl gennemgået og justeret - også herhjemme hvor navnlig Jyllands-Posten i Viby og Jyllands-Posten/Politiken i København er i farezonen.

Hvad der her på siderne skal fokuseres på er dog at det på den ene side er selvfølgeligt for alle demokratiske sindede mennesker at understrege at ytringsfriheden ikke er til diskussion, men at det på den anden side forenkler sagen alt for meget at gøre terrorangrebet til et blot og bart angreb på ytringsfriheden i den vestlige verden. Det er dybest set et angreb på hele den religionsforvirring der råder i både den vestlige og den muslimske verden og som består i at identificere religion med dogmatisk religion af den art der findes i såvel de kristne kirkesamfund som de islamiske grupperinger, institutioner og præstestyrer.

Holder man sig til denne forenklede identificering, så får man en fundamentalisme og bogstavtro som det er let for troende og religiøse mennesker i gængs forstand at se som den eneste, absolutte sandhed, og samtidigt let for kritiske, reflekterende og historisk/psykologisk relativiserede mennesker at se som ufornuft - selv i bløde pragmatiske udgaver.

I den muslimske verden ser fundamentalister kun med foragt på en pragmatisk eller konventionel kristendom, og i den vestlige verden ser flertallet af intellektuelle mennesker den mest som overtro. Religion er opium for folket, sagde allerede Karl Marx, og det har siden fået hele Venstrefløjen og den positivistiske videnskab til at se med foragt på religion og bekæmpe den overalt hvor den selv har fået magt til det. Den får eksempelvis også forfatteren Salmon Rushdie til i den aktuelle anledning af hævde, at religion er "ufornuft fra Middelalderen", og at religion derfor bør udsættes for satire.

Og forvirringen får også de meget oplyste redaktør-hoveder Anders Jerichow og Bjørn Bredal på Politiken til i Deadline i går at væve langt og længe om hvorvidt den ellers principielle ret til at ytre sig om religion trods alt ikke burde rumme et vist hensyn til "det svage mindretals følelser", underforstået at selv troende muslimer der ikke støtter eller deltager i terrorismen føler sig krænket af Muhammedtegningerne. Det bør vi efter Bredals mening i hvert fald forstå og på en eller anden måde tage hensyn til, mens Jerichow var imod. Men ingen af dem forklarede deres holdning ordentligt.

Derfor må det herfra siderne lyder højt og klart: Religiøse menneskers følelser skal der ikke tages det fjerneste hensyn til i det offentlige rum; forlanger de selv noget sådant, kan de ikke regnes for svage, men klynkende, og bøjer skrivende og tegnende mennesker sig for noget sådant, så er de med til at forhindre dybere indsigt og erkendelse hos alle.

Religion har slet ikke noget med krænkelige følelser at gøre, men er dybest set troskab mod den fulde virkelighed af både rationelt og irrationelt (eller timeligt og åndeligt), og dette ligger i at den spænder over såvel de svage, stabile tanke- og føleprocesser (som foregår i de såkaldte psykiske sekundærprocesser) som de ustabile, intense tanke- og føleprocesser som foregår i primærprocesserne. - Jf. De psykiske grundprocesser.

Hele den gængse forvirring kommer af at de herskende religionssystemer og -instanser (kirker, synagoger, moskeer, Koranskoler, kalifater m.v.) påberåber sig absolutte sandheder i deres respektive hellige tekster og dermed er kommet i stigende modsætning til såvel naturvidenskab som verdslig filosofi og psykologi. Næsten ingen af parterne forstår at religion er et emergent fænomen i den biologiske udvikling, der opstod i og med at mennesket fik sin bevidsthed og dermed også sit umådeligt rige indre liv ved siden af et umådeligt rigt ydre og sansebetinget liv.

Men ingen af parterne forstår heller at det indre liv i modsætning til det ydre bliver herligt fri for autoriteter hvis det modnes til relativisering af alle sandheder, hvilket ikke vil sige til tvivl om deres kerneværdi, men forståelse af deres historiske betingethed, ubeviselighed og ufuldkommenhed. Det enkelte menneske kan ikke pukke på absolut sandhed, absolut sande dogmer, absolut sande normer, absolut sande skrifter eller absolutte veldefinerede guder. Det frie menneske overlades altid til skøn, refleksion og dialog med andre og med de højere instanser - og det står dermed i diametral modsætning til den bogstavelige fundamentalismes fanatiske pukken på ret og sandhed.

En af de mest solide praktiske prøver på om man som menneske har fået relativiseret sit jeg og givet ordentlig plads i sit indre til totalpsyken (eller 'selvet' som det hedder i jungiansk terminologi) er faktisk humoren, fordi den afslører om man forholder sig åbent og modtagende til den højere instans i det indre der er større end jeget og som fra gammel tid har haft navn af det guddommelige og ikke kan kontrolleres af mennesket. Gør man dette, vil man aldrig føle sig krænket af andre menneskers eventuelle bespottelser af disse instanser, men blot se bespottelserne som udslag af deres indskrænkethed og manglende indsigter. Forholder man sig derimod ikke åben og modtagende, så er man tvunget til at klamre sig til de urokkelige autoritære sandheder som man er blevet indoktrineret med i sin opvækst og skoling. Og da føler man voldsom uvilje mod krænkerne, ja ønsker dem i værste fald fjernet eller udslettet.

Heri ligger det at fundamentalister af alle slags (religiøse, moralske, politisk-ideologiske eller filosofisk-videnskabelige) skyer såvel dialog og forhandling som udvidelse af horisonten gennem indlevelse i andre menneskers sjæleliv (gennem kunst, musik, litteratur, film m.v.) og desuden kæmper for at få magt til at kunne håndhæve deres synspunkter eller kontrollere og ensrette andres. Og altså i allerværste fald bruger terror som våben mod anderledes tænkende.

Det skal i den forbindelse understreges, at humor findes i to vidt forskellige former, nemlig dels som våben i form af hån og satire, dels som stor og dyb humor i form af formildende og forsonende møde med andre mennesker. Den første form kan bruges af såvel magthavere som magtkritikere, og den er som magtkritik helt uundværlig i demokratiet. Men det er den store og dybe humor der får samfundet og de enkelte mennesker til at åbne sig og udvikle sig - og som i sin allersmukkeste form medvirker til at bringe mennesket fra den 'trælbundne viljes' område til det Martin Buber kaldte "tragediens område, hvor det at have ret er hørt op".

Går man først ind i dette humorens eller tragediens område, så må man lade alt had ligge. Had vil altid spærre for ens egne muligheder for at forstå andre mennesker i deres forskellighed fra en selv, men det vil også spærre for den udfoldelse af det positive i livet vi under ét forbinder med kærligheden og som vi fra naturens (biologiens) side er forpligtet på for at undgå en undergravende psykisk inkonsistens. Derfor er der særdeles god mening i devisen: Kærlighed er stærkere end had. Men det bør supplerende understreges, at også humor i dybeste forstand er stærkere end had. Derfor var der god mening i at 'Charlie Hebdo' ved passende lejlighed kvitterede for et angreb mod sig med en tegning af en muslimsk profet der giver en betuttet medarbejder fra Charlie Hebdo en omfavnelse og et smækkys - netop under overskriften "Kærlighed er stærkere end had".

Men det skal nu ikke forhindre mig i at påpege at 'Charlie Hebdo' i mine nøgterne øjne synes alt for ensidigt i sine endeløse angreb på religiøs uforstand, intolerance og magtovergreb. Jeg er helt indforstået med at disse ting skal kriticeres og latterliggøres, og at den demokratiske ytringsfrihed giver bladet fuld ret til at fare frem som det vil, men jeg kan personligt ikke solidarisere mig fuldt ud med bladet, fordi det udelukkende anvender humoren som våben, og aldrig som åbnende, favnende og forsonlig humor. Når så mange andre i disse dage siger "Vi er Charlie Hebdo", så kan jeg ikke være med, for humor er i mine øjne andet og meget mere end satire.

Humor kan favne religion i udogmatisk, antiautoritær og ukirkelig forstand - og faktisk i sin allerbedste form som fx Storm P.s livsvisdom i 'Fluerne' øge vores forståelse for og indsigt i at livet er større end systemerne, sandheden større end dogmerne og meningen med det hele noget helt andet end man kan læse sig til i hellige skrifter med tilhørende fortolkninger. Den store og dybe humor foregår på primærprocessernes irrationelle og intuitive niveau og peger derfor altid ind til en ukrænkelig helhed.

Men utallige dannede mennesker - herunder mange journalister og politikere - forstår ikke disse elementære kendsgerninger. Derfor er det nødvendigt at blive ved med at gentage dem.

Ejvind Riisgård

Relevante artikler på Jernesalt:

Link til det satiriske franske ugemagasin Charlie Hebdo.

Hvad stiller den vestlige verden op med den forstærkede islamistiske trussel?  (21.1.15.)
Terroraktionen i Paris blev udvidet dramatisk. Reaktionen viser fortsat stor religiøs forvirring  (10.1.15.)
Brandbombe mod vestlig ytringsfrihed  (Charlie Hebdo - 9.11.11.)
Bladtegnere i minefelterne  (12.4.12.)
Humor i Mellemøsten
Muslimsk humor - en selvmodsigelse?
Er humor den 6. våbenart?  (1.5.05.)

Muhammed-tegningerne skiller vandene  (4.1.06. + 9.1.06.)
Danske muslimers reaktion sætter spørgsmålstegn ved deres danskhed
Afdankede ambassadører blander sig i politik  (21.12.05.)
- uden at begribe hvad tegne-sagen dybest set drejer sig om
Muslimerne må gøre op med al islamisk absolutisme  (7.12.05.)
Det må være svaret på kritikken af Muhammed-tegningerne
Muslimerne, ytringsfriheden og følsomheden  (20.10.05.)
oversigt over JERNESALTS artikler om sagen (oktober 2005 til november 2011)