JERNESALT - dataset

Jernesalt

Dynamisk

komplementær

helhedsrealisme

Samfund

Eksistens

Sekularisering

Coronakrisen

E-Bøger

SAMFUND

Danmark

Flygtningekrisen

Muhammed-sag

EU og EUROPA

USA

Mellemøsten

Terrorismen

Miljø og klima

Medier

Polen

EKSISTENS

Værdier

Værdimanifest

Livskvalitet

Musik

Film

Kunst

Kunstblade

Etik

Litteratur

Psykologi

Erkendelse

SEKULARISERING

Verdsliggørelse

Virkelighed

Afdogmatisering

Oplysning

Sund fornuft

Ideer og ideologier

Frihed

Religion

Humor

2019-FILOSOFIEN

Forord

Krisen

Udfordringen

Håbet

Efterskrift

ESSAYS

RETORIK

ONTOLOGI

VIRKELIGHED

ENFOLDIG TALE

SKIDT OG KANEL

REDAKTION

PROGRAM

INTRODUKTION

INSPIRATORER

OVERSIGTER

EMNEINDEX

PERSONINDEX

LINKS

E-MAIL

utils prefix normal Forside Oversigter Redaktion At læse Jernesalt Sendemand Vrangsiden Kontakt

JERNESALT - sprogetstomhed

ARTIKEL FRA JERNESALT - 24.12.14.

Hverdagssproget er blevet tømt for eksistentiel substans

En af Niels Bohrs mest kendte og ofte gentagne udsagn var at "Vi hænger i sproget". Dermed mente han at vi hverken i videnskaben eller i eksistensen i bred forstand kommer uden om den sproglige vej til forståelse af ting og forhold og altså aldrig kan opnå nogen form for fuldstændig og nøgtern, objektiv vurdering af virkeligheden som ikke inddrager menneskets tilstedeværelse som subjektiv iagttager og beskriver. Det gør ikke nødvendigvis al vurdering subjektiv i betydningen vilkårlig, men det indebærer at vi i sidste instans altid skal inddrage bevidstheden om vores eksistens og sprog i vurderingen. Forskningen kommer derfor aldrig bag om hverken sproget eller samfundet - eller for dens sags skyld universet.

Som evigt snakkende og kommunikerende mennesker er sproget og sprogevnen en yderst central del af vores eksistens og samfundsliv. Sproget er et uundværligt middel til forståelse, men det kan som bekendt også føre til misforståelser og er derfor kun et nyttigt og effektivt middel mod forvirring og rådvildhed, hvis det bliver brugt med det formål at øge forståelsen.

Derfor er det isoleret set nok et fremskridt, at den teknologiske udvikling giver os bedre og nemmere muligheder for kommunikation - som det eksempelvis er sket med telefonen, internettet og de sociale medier - men et tilbageskridt eller forfaldstegn, hvis de nye medier bruges til tom snak, for ikke at sige til bevidst manipulation og hadefuld tale. De nyeste medier som smartphones kan endog medføre en katastrofal afhængighed. En undersøgelse af gymnasieelevers brug af smartphones viser at 10 % af de unge tjekker, læser eller skriver beskeder hvert femte minut i alle døgnets vågne timer og yderligere 22 procent gør det samme hvert kvarter. De er skam godt selv klare over faren, men har meget svært ved at tackle problemet.....

Når en sprogiagttager som journalisten Lucy Kellaway laver en lille privat undersøgelse af tidens kontorsprog gennem simpel aflytning af sine kolleger, kommer hun til det resultat at den kontorsnak de ansatte ved deres computerskærme går så højt op i næsten altid er så abstrakt at en udenforstående end ikke kan gisne om hvad den drejer sig om. Og så er der faktisk grund til bekymring.

Et eksempel fra hendes aflytning af det gængse kontorsprog lyder: "Vi har fået rede på de udestående problemer så vi er i glimrende form og klar til at rykke videre....". Og en anden var følgende udveksling mellem Jakkesæt A og Jakkesæt B: "Hvordan positionerer du kundestyringsprogrammerne?" - Jo, "Vi er nødt til at skabe værdi omkring det!" - Kellaway sammenligner kontorarbejde med Matadorspil. Det handler om at rykke brikken rundt på brættet, og det er en aktivitet der ved første øjekast kan fremstå kedelig og uendelig, men virker dragende, når man er i gang med det.... Hvis alt andet kikser, kan man altid se frem til de 4000 kr. man får hver gang man rykker forbi startfeltet....

Politikernes sprog er ifølge Olfert Rahbek lige så slemt, dvs lige så floskelpræget. Han har foretaget en kvantitativ analyse af brugen af flosker, dvs brug af ord og vendinger som "er optaget af", "gør en forskel", "helt overordnet", og "jeg må sige", "sådan set", og "tiltag"..... Den tvivlsomme førsteplads i floskelbrug gik til Helle Thorning, der brugte udtrykkene relativt oftere end gennemsnittet, nemlig 12 % mere end hendes taletid berettigede. Lars Løkke 12 % mindre end gennemsnittet... og Thulesen Dahl hele 68 % mindre....

De tv-transmitterede folketingsdebatter og spørgetimer er spild af tid for både politikere og tilhørere. Retorikeren Chr. Kock siger om debatten mellem statsminister Helle Thorning og Venstres formand Lars Løkke at mundhuggeriet fylder halvdelen af tiden. Begge dele er rigtig frastødende. Og på den baggrund kan han godt forstå at Dansk Folkeparti med Thulesen Dahl er det største parti i nogle målinger. "Han udmærker sig ved at han hele tiden taler i en form som virker som en normal samtale mellem uenige mennesker, og hvor man ikke har de frastødende forsøg på giftigheder hele tiden. Han taler som et dannet menneske."

Heidi Jønch-Clausen, Syddansk Universitet mener at dialogen i spørgetimerne bliver smadret, fordi Thorning og de andre partiledere har vidt forskellige forventninger til spørgetimen..... De andre partiledere forventer et interview, og Helle Thorning en samtale. Og det giver et meget skrøbeligt dialogfundament....

Christian Kock har tidligere i sin bog 'De svarer ikke' påvist utallige uskikke blandt danske politikere når det gælder den debat ellers alle regner for nødvendig for demokratiet. Blandt uskikkene er de banale fænomener som tom snak, selvros og nedgøring af politiske modstandere. Men også fænomenet spin og spindoktorer, der jo på ganske få år er blevet meget udbredt. Ministrene ansætter som bekendt særlige - og særdeles højtlønnede - kommunikationsrådgivere som personlige rådgivere ved siden af de normale ministerielle rådgivere og derfor uden om de normale kommandoveje. Politikerne tager med andre ord ikke ansvaret for deres egen optræden og eget sprog.

Den engelske forfatter George Orwell introducerede allerede i 1949 i den berømte roman '1984' ordet newspeak, 'nysprog', om det særlige sprog som regimet i Big Brother-staten (læs: Sovjetunionen) havde indført med bl.a. det formål at "påføre den person der bruger dem en ønskelige mental holdning". - I vort eget højt besungne demokrati bliver det lidt mere tilforladeligt. Så får man eufemistisk newspeak eller forskønnende omskrivninger som når fx Direktoratet for Udlændingestyrelsen bliver omdøbt til 'Udlændingeservice' eller når en socialdemokratisk regering i 1993 indførte betegnelsen 'arbejdsmarkedsbidrag' for en ny bruttoskat. VK-regeringen indførte fra 2002 et 'skattestop der ikke blev finansieret ved at skære ned og fyre, men ved at fastfryse, prioritere, effektivisere osv. Det modsatte forekommer også og hedder dysfemistisk sprogbrug. Og dér bliver moské til det mere skræmmende 'stormoské' eller SU til hjemmeboende til det nedsættende 'cafépenge', dvs negativ newspeak.

Koch kommer også ind på den ret uheldige uskik blandt politikere at tillægge hinanden lurvede motiver eller ligefrem lumpne bagtanker. De useriøse psykologiske motiver dækker fx forfængelighed, behagesyge, selvglæde eller mere kontante, selviske motiver som stræben efter penge og personlig magt, men naturligvis også partistrategiske motiver (fx at gøre noget for at indynde sig hos et andet parti). Decideret udenomssnak og 'ikke-svar' er blevet et stort problem i den politiske debat, både herhjemme og i udlandet.

Spørger man hvordan det er kommet dertil, får man mange forskellige bud, der i de fleste tilfælde går helt uden om sagens kerne, nemlig at politikersprog nu engang er dybt irrationelt - og ikke kan være andet, da det afspejler magtkamp, grundlæggende meningsforskelle og ideologiske modsætninger. Men ind spiller i allerhøjeste grad også den offentlighed som medieudviklingen har medført. Det er aldeles afgørende for enhver politiker der vil have succes og sikre sig genvalg, at han eller hun får den bedst mulige mediedækning. Og derfor er det såmænd ikke så mærkeligt at en ny kåring i dagbladet Politiken af hvem der satte dagsordenen i 2014 har fødevareminister Dan Jørgensen (S) og EU-parlamentarikeren Morten Messerschmidt (DF) som hhv nr. 2 og 4, for de er blevet mestre i at føre sig frem på tv, bl.a. i indbyrdes fejder. Og Jørgensen lancerede en meget omtalt afstemning om vores nationalret.

Men morsomt er det, at Mette Frederiksen placeres som nr. 5, Lars Løkke som nr. 22, Morten Østergaard som nr. 24 og Helle Thorning som nr. 25 af 50 mulige. Blandt de topplacerede er den vrede digter Yahya Hassan nr. 3, men førstepladsen går til den rødhårede journalist Martin Krasnik, der dels er en hurtigttænkende og skarp udspørger på DR2-Deadline, dels udgiver af bogen 'Fucking jøde' og generelt udmærker sig ved at bruge sproget særdeles bevidst.

Men de færreste skænker det en tanke, at man kan gøre sig gældende gennem sproget på to vidt forskellige måder. Den ene er Krasniks og består i at angribe brist i logik og argumentation på hårdest tænkelige måde - uden hensyn til om resultatet bliver større eller mindre forståelse. Den anden består i at tilstræbe størst mulig indlevelse og forståelse - og altså i givet fald prøve at få fat på den forståelige og respektable mening eller sammenhæng bag argumenter og logik af mere eller mindre lødig art. Dette kaldes også indlevelse eller 'aktiv lytning' - og er hovedbetingelsen for at forstå hvad andre mennesker mener, tror og føler inderst inde. Så den metode kender Krasnik slet ikke.

Det modsatte sprogbrug fører let til den udbredte sprogterror som mange der deltager i den offentlige debat bliver udsat for og som også rammer vore politikere. Den foregår især på de sociale medier, og det forbløffende er at fænomenet afslører fatal uvidenhed om psykologi - hos bødler, ofre, politikere og journalister.

Et par tv-udsendelser om sprogterror mod kvindelige politikere har dokumenteret en hadefuld, decideret sexistisk sprogbrug som systematisk overtræder alle gængse regler for god tone og derfor undergraver den offentlige debat på et tidspunkt hvor der i høj grad er brug for det modsatte. I øjeblikket domineres debatten via de såkaldt 'sociale medier' af primitivt, hadefuldt sprog der fyres af uden omtanke af nogen art. Det sker udelukkende med det formål at skabe størst mulig afstand til modparten. Men det værste ved fænomenet er næsten at hverken de politiske ofre eller de opsøgende og kommenterende journalister synes at have ringeste viden om hvad det er for psykologiske mekanismer der er på spil. Og selv de professionelle psykologer går uden om sagens egentlige kerne, nemlig spørgsmålet om hvilken forskel det gør på det enkelte menneskes personlige udvikling om det bruger sproget til at skabe forståelse eller til at skabe had, ringeagt og forvirring.

De 'sociale' medier lægger op til anonymitet og gør det dermed nemt at ytre sig uden tanke på virkningen på den person man kun kender fra tv og internettet, men aldrig møder personligt - ansigt til ansigt i den reale verden. Medier som Facebook kaldes naturligvis 'sociale' fordi de letter adgangen til andre, men de er reelt dybt asociale, fordi de til forskel fra rigtige breve eller seriøse debatindlæg i de trykte medier kan være anonyme eller skrevet under falsk navn og derfor af hovedparten af de skrivende selv kan opfattes som værende lutter spas og spøg som ingen bør tage højtideligt. Gør man det alligevel, er man et klynkehoved.

Hvorfor det er kommet dertil at disse nye medier har medført et så voldsomt fald i debatniveauet at det er rimeligt at tale om en dekadence, er der efter min mening kun ét svar på og det er at oplysningsniveauet slet ikke har kunnet følge med den teknologiske udvikling, fordi hverken flertallet af almindelige borgere eller flertallet af politikere, kommentatorer og videnskabsfolk har forstået nogetsomhelst af den dybdepsykologi og den konsistensetik vi råder over.

En af de største barrierer for en sund og givende debat ligger i vanskeligheden ved at tænke i komplementære baner, således at man er i stand til vilkårligt at skifte mellem brugen af de to slags, diametralt modsatte, men lige nødvendige psykiske grundprocesser, den medfødte, primære og den tillærte sekundære. Primærprocesserne dækker alt der har med mening, værdi, kvalitet at gøre, mens sekundærprocesserne sørger for tilpasningen til den praktiske virkelighed gennem opdragelse og uddannelse. Det er nødvendigt at kunne veksle frit og ubesværet mellem disse processer, men mange har overordentligt svært ved det, fordi de tror at de møjsommeligt lærte sekundærprocesserne er de eneste rigtige.

En anden vigtig barriere mod komplementariteten - og humoren - ligger i selve den i sproget indbyggede risiko for dogmatisering. Den nok mest skæbnesvangre egenskab ved sproget er at sætninger kan gøres til dogmer, dvs ophøjes til absolutte, eviggyldige sandheder som i værste fald forfægtes med de hårdeste magtmidler. Påstande af den ene eller anden art, de være sig af religiøs, politisk eller videnskabelig art, formuleres på en sådan måde at andre synspunkter og fortolkninger om den samme sag udelukkes eller endog fordømmes og forbydes. Den dogmatiske interesse som sådan er nøje knyttet til selve bestræbelsen på at sætte tankerne i system og undgå selvmodsigelser, men i uhyggeligt mange tilfælde tager idéen overhånd, således at også systemet bliver absolut. Og det fører igen til de skolastiske, fundamentalistiske eller ideologiske systemer som magthavere benytter til undertrykkelse af anderledes tænkende. Fra nyere tid kender vi først og fremmest kommunismen og nazismen, men den katolske kirke under skolastikken og inkvisitionen og den protestantiske kirke under ortodoksien var ikke bedre. Man forfulgte kættere skånselsløst. - I vore dage er det som bekendt den islamistiske fundamentalisme der er den største trussel mod den menneskelige frihed. Tricket er at gøre de religiøse trossætninger absolut sande, så de berettiger til decideret terrorisme mod den vestlige verden der netop hylder tros- og ytringsfriheden.

Når Bohr konsekvent gjorde gældende at "Vi hænger i sproget", så burde han egentlig have tilføjet, at det især er dagligsproget vi hænger i. For ifølge den anden store filosof bag 'Københavnerfortolkningen' Werner Heisenberg så er det mest karakteristiske og helt afgørende ved dagligsproget at det er stabilt på grund af sin vaghed eller mangel på præcision. Han siger herom: "Et af de vigtigste træk ved den moderne fysiks udvikling er den erfaring, at dagligsprogets begreber, så vagt definerede de er, ser ud til at være mere stabile, når vor viden udvides, end det videnskabelige sprogs mere præcise begreber, som er idealiseringer der stammer fra en begrænset gruppe fænomener." - Men dette er efter Heisenbergs mening slet ikke så overraskende. For det daglige sprogs begreber er dannet i umiddelbar forbindelse med virkeligheden: de fremstiller virkeligheden.

Og det er her folks og eksperters samt politikeres og journalisters uvidenhed er fatal. De er ikke opmærksomme på at hele den irrationelle dimension i eksistensen må og skal inddrages konstruktivt i den offentlige debat, fordi de irrationelle værdier og hele sammenhængskraften i samfundene primært ligger i det kollektivt ubevidste. Det er præcis derfor de er så vanskelige at bestemme og forudsige. Der skal altid være plads til åbenhed, muligheder, kreativitet, fortolkning og subjektivitet. Anerkender man ikke dette, er man naiv i den forstand, at man endnu ikke har vovet sig ud i at spise frugterne fra kundskabens træ. Man vil gerne fortsætte med at leve i uskyldigheden og troen på fornuften, det gode og det fredelige. Men resultatet bliver derefter: man er ude af stand til at tage det fulde ansvar for udviklingen og for debatten om eksistensen og samfundslivet.

Den værste følge af uvidenheden er at alle kommer til at miste den konsistens i det indre psykiske liv som er nødvendig for at sikre overvægten af det gode i livet, det vil sige overvægt at alle de varme og posivite tanker og følelser der giver tilværelsen mening og som skaber det frugtbare nærvær mellem mennesker.

Det er let at se hvor det går galt i de konkrete tilfælde - det fremgår af alle eksempler der er anført ovenfor. Det er lidt sværere at se at den generelle fejl i høj grad ligger i den vanvittige strategi mange politikere er faldet for i deres store frygt og afsky for dogmatiske og ideologiske systemer og instanser, nemlig at gøre religion til en privatsag - for det betyder at det offentlige liv og samfundsdebatten kommer til at mangle lige præcis det eksistentielle aspekt i livet som drejer sig om værdier og kvaliteter der hæver sig over alle de private interesser med hensyn til penge, magt, status, karriere og mediedækning.

Religion kan sagtens afvises med gode argumenter, når der udelukkende er tale om dogmatisk religion med tilhørende magtinstanser af den art der findes i katolicismen, jødedommen og islam/islamismen samt et utal af fundamentalistiske sekter og fraktioner. Men hvis man slet ikke har øje for de sider af religionen som fra ældgammel tid har handlet om meningen med tilværelsen i bredeste forstand, så risikerer man jo ikke blot som tilsigtet at sætte de dogmatiske magttendenser ud på et sidespor, men utilsigtet at margenalisere hele den sunde dialog mellem mennesker om meningen - som er helt uuundværlig.

Den aldrig standende dialog om meningen med tilværelsen er vital for menneskeheden og samfundet - og den kan kun sikres gennem en forståelse for dagligsproget og dettes føling med hele virkeligheden. Derfor må der sættes ind med en højnelse af oplysningsniveauet, hvis dialogen og debatten skal reddes fra det store forald der sker i øjeblikket og som både politikere og journalister har et stort medansvar for.

Med disse ord ønsker jeg læserne en god og glædelig jul.

Ejvind Riisgård

Relevante artikler på Jernesalt: