JERNESALT - dataset

Jernesalt

Dynamisk

komplementær

helhedsrealisme

Samfund

Eksistens

Sekularisering

Coronakrisen

E-Bøger

SAMFUND

Danmark

Flygtningekrisen

Muhammed-sag

EU og EUROPA

USA

Mellemøsten

Terrorismen

Miljø og klima

Medier

Polen

EKSISTENS

Værdier

Værdimanifest

Livskvalitet

Musik

Film

Kunst

Kunstblade

Etik

Litteratur

Psykologi

Erkendelse

SEKULARISERING

Verdsliggørelse

Virkelighed

Afdogmatisering

Oplysning

Sund fornuft

Ideer og ideologier

Frihed

Religion

Humor

2019-FILOSOFIEN

Forord

Krisen

Udfordringen

Håbet

Efterskrift

ESSAYS

RETORIK

ONTOLOGI

VIRKELIGHED

ENFOLDIG TALE

SKIDT OG KANEL

REDAKTION

PROGRAM

INTRODUKTION

INSPIRATORER

OVERSIGTER

EMNEINDEX

PERSONINDEX

LINKS

E-MAIL

utils prefix normal Forside Oversigter Redaktion At læse Jernesalt Sendemand Vrangsiden Kontakt

JERNESALT - folkekirken14

ARTIKEL FRA JERNESALT - 28.12.14.

Folkekirken kan ikke finde ud af gudsforholdet

En sognepræst i København har vakt en vis opsigt ved at erklære at han ikke tror på Jesu opstandelse fra de døde, på en skabende gud eller på et evigt liv efter døden. Han har ifølge Jyllands-Posten fået opbakning af flere sognepræster - og der blev peget på paralleller til den gamle sag fra 2003 om pastor Grosbøll i Vedbæk der åbenlyst opslog samme antiteser, og endda efterfølgende skrev det i en bog. Det førte til Helsingør-biskoppens indgriben, men førte hverken til fyring af den formastelige præst eller til afklaring af folkekirkens bekendelsesgrundlag. Men kun til en formel tilkendegivelse af, at en præst er forpligtet på bekendelsesgrundlaget. Da Vedbæk-præsten dog ikke kunne holde mund, fik han til sidst mundkurv på og senere sendt på pension - af biskoppen i Roskilde der havde overtaget tilsynet. - Det nye tilfælde har foreløbig givet Københavns biskop anledning til at indkalde sognepræsten til en samtale, det der nogle steder hedder en 'kammeratlig samtale'. Men hvad der videre vil ske, kan ikke siges med andet end et gæt på at præsternes forpligtelse på bekendelsesgrundlaget såmænd nok skal blive understreget endnu engang. Det er hvad flere adspurgte forventer, herunder Viborgs fhv. biskop Nissen, Indre missions formand og præster som Sørine Gotfredsen og Flemming Pless.

Det morsomme og rent ud groteske er at biskopper, præster og journalister fortsat er så tykt uvidende om de sidste hundrede års forskning i religionshistorie, erkendelsesteori og psykologi, at de er ude af stand til at finde vej ud af det åbenlyse dilemma, der ligger i at flertallet af præster i folkekirken ganske som flertallet af lægfolk her i landet ikke tror på Jesu opstandelse fra de døde i bogstavelig fysisk forstand, ikke tror på en guddommelig skaber af den fysiske verden og ikke tror på et liv efter døden - og således er i aldeles klar modsætning til den lutherske dogmatik eller bekendelseslære uden i og for sig at forkaste troen på gud, det evige liv eller Jesu opstandelse i overført betydning.

Formanden for Indre Mission hævder at der hos de fornægtende præster foreligger en helt anden religiøs overbevisning end folkekirkens kristendom. Sørine Gotfredsen gør gældende at en præst i folkekirken skal tro på, at der er en guddommelig almagt og på, at Jesus har sejret over døden, og at der findes en evighed, "for ellers har han begrænset kristendommen til det, som vores fatteevne og logik kan acceptere". Og Flemming Pless, Christianskirken, stiller det meget skarpt op: "Jeg kan ikke bestride mit embede som præst, hvis jeg ikke beflitter mig på bl.a. at tro på, at der var en opstandelse. Det er en væsentlig del af det at være præst. Jesus opstod helt konkret fra de døde. Sådan var det. Selvom jeg jo også er et tvivlende menneske, må jeg beslutte mig for at tro på det, for jeg kan ikke prædike om noget, som jeg ikke selv tror på." - Her hefter man sig ved at han "beflitter sig på" at tro på opstandelsen, og at han som tvivlende menneske "beslutter sig for" at tro på det - for at kunne prædike. Og det bringer Søren Kierkegaard på banen, for han gjorde jo i sin tid utvetydigt gældende at den kristne tro er troen på et regulært paradoks, nemlig at gud blev menneske. Og denne tro på noget specifikt irrationelt, ulogisk og uforståeligt var for denne skarpe tænker hovedsagen i kampen mod den vattede og veletablerede borgerlige kirke i midten af 1800-tallet og blev derfor siden hovedsagen for de skarpttænkende folk i Tidehvervsbevægelsen, der bevidst brød med al folkereligiøsitet og hvis teologi efterhånden blev den helt dominerende i nutidens folkekirke.

Kun biskoppen over Lolland-Falster og præsteformanden finder det påkrævet at gøre opmærksom på at bibelen ikke er naturvidenskab og at det derfor er en fejl at læse den som sådan. - Men det rokker ikke ved at vi er lige vidt. For vi henvises igen til kristendom som en form for tro og håb, der ligger tæt på Kierkegaards paradokstro og altså anfægter fornuften. Og dette burde nu i det Herrens år 2014 i det mindste føre til forsøget på at finde en tidssvarende forklaring på dilemmaet og dermed en mulig udvej af det der ellers bliver ved med at tage sig ud som lodret inkonsekvens. Og en sådan forklaring kommer naturligvis ikke uden om religionsforskning, erkendelsesteori eller psykologi, ganske enkelt fordi vi i vore dage ikke længere er umælende bæster eller godtroende kirkegængere der sluger alt råt, men alle er refleksive mennesker, der hverken kan eller vil forkaste naturvidenskaben eller godtage Kierkegaards og Tidehvervs reducering af kristendommen til rent intellektuel leg med paradoksale postulater. Tro på paradokser har ikke noget som helst med ægte tro at gøre, men er en leg med ord og begreber. Og når Pless direkte bekender at han må beslutte sig for en sådan tro eller beflitte sig på den, så er han komplet latterlig. Ægte tro er slet ikke noget man overhovedet kan beslutte sig for eller beflitte sig på. Den er der bare. Og hvis Pless ikke forstår hvad dette vil sige, er der virkelig noget galt. Så har han forlæst sig på Kierkegaard og gjort en tænker til Gud.

Det er derfor påkrævet at henlede opmærksomheden på at vores banebrydende religionsforsker Vilh. Grønbech allerede for hundrede år siden kunne slå fast, at tro var det simpleste af alt, nemlig en umiddelbar forholden sig til realiteter. Tro er derfor i diametral modsætning til naturvidenskab det den jødiske filosof Martin Buber kalder et Jeg-Du-forhold der er kendetegnet af nærvær, tillid og forståelse - og altså ikke et Jeg-Det-forhold der er kendetegnet af afstand, kritik og analytiske forklaringer. De første giver hvad man mest rammende kan kalde eksistenssandheder, mens de sidste er genstandssandheder eller tingssandheder. Ethvert ægte gudsforhold er en umiddelbar relation der fordufter i samme øjeblik man begynder at forlange bevis eller dokumentation.

Og hvis man gerne vil have en begrebsramme der gør dette intellektuelt forståeligt, så kan man sagtens få dette via C.G. Jung der efter sit brud med Freud i 1913 skabte en systematisk forståelsesramme omkring myter og religion ud fra begrebet "det kollektivt ubevidste". Her ses sjælelivet og åndslivet primært som et fænomen der nok ytrer og udvikler sig i individerne, men som grundlag har en fælles kilde af ubevidsthed eller underbevidsthed som følger helt andre regler end bevidstheden. Det kollektivt ubevidste er således - ligesom de psykiske primærprocesser Freud opdagede og beskrev - uden logik, uden klart subjekt/objekt-sondring og uden sondring mellem fortid, nutid og fremtid - det har med andre ord samme substans som det man i alle myter og religioner har forstået ved 'evigheden', og som vi alle uden undtagelse kender fra den indre verden. En af det kollektivt ubevidstes væsentligste og mest kreative kendetegn er dets væld af energiladede forestillinger. Jung kaldte dem arketypiske forestillinger, fordi de er universelle og går igen med forskellige varianter i alle religioner og myter. Disse energiladede forestillinger er de konkrete billeder, syner og tanker der dukker op i individernes indre liv, men de "arketyper" de udspringer fra er hypotetiske størrelser der vil vedblive at være hypotetiske, fordi man ikke kan måe og veje dem eller på anden naturvidenskabelig vis påvise dem direkte. Men begrebet er særdeles nyttigt i forståelsen. Til de centrale arketypiske forestillinger hører såvel guder, djævle og engle som fader, moder, helte og skurke og utallige andre.

Tager man hele evolutionen med i billedet, kan det uden logiske problemer siges at religionen kommer ind med bevidsthedens dannelse hos mennesket, og at den således er et emergent fænomen i biologien. Der har intet tilsvarende været før mennesket dukker op. Religion er dermed en elementær kendsgerning i udviklingen ligesom livet, bevidstheden, sproget og samfundet. Og universet!

At søge en forklaring på universets, livets, bevidsthedens, sprogets og samfundets opståen er derfor en eklatant misforståelse. Man kan ikke give en forklaring på emergente fænomener, men alene tage dem til efterretning. Big-Bang-teorierne om universets opståen for 13-14 mia år siden er intet andet end spekulation og teorier der nok kan føre til endnu flere teorier og opdagelse af delforklaringer, men ikke giver nogen modsigelsesfri eller forståelig og anskuelig forklaring. Det der i mytisk sprog hedder skabelse er derfor noget helt andet, nemlig den af os mennesker oplevede verden som vi opdager hver eneste dag - og som vi nærmest selvfølgeligt tillægger en skaber.

Med hensyn til kristendommens eksistenssandheder er det indlysende at det er en misforsåelse at sammenligne dem med videnskabens eller det praktiske livs genstandssandheder. Det er lige så tåbeligt at forsøge at komme til rette med dem via intellektuel leg med begreber og paradokser. Og det værste er naturligvis at dogmatisere dem og gøre dem til led i såkaldte trosbekendelser der er tidsbestemte fortolkninger der af bestemte magthavere vilkårligt ophøjes til absolutte sandheder og gøres til kontrolmiddel for rettroenhed, loyalitet og underkastelse. Dogmer er altid magtmidler der bruges til ensretning og kontrol. Dogmatiske trosbekendelser er det selvsamme, og de er derfor aldrig udtryk for ægte tro, men for formulerede absolutter der skal siges ja eller nej til.

Moderne mennesker kan derfor roligt forkaste alle dogmatiske påstande om Gud som designer af universet eller igangsætter af the Big Bang, og alle dogmatiske påstande om et legemligt liv efter døden eller Jesu opstandelse fra de døde. Skabelsen ser vi hver eneste dag som ny - og den besynges fortræffeligt af store salmedigtere som Brorson og Grundtvig. Og hvad livet efter døden angår, så kan man sagtens forestille sig at den del af totalpsyken som går i samspil med den individuelle sjæl, forlader kroppen og sjælen ved hjertedødens indtræden, og derefter går tilbage til den store fælles kilde af kollektivt ubevidste, men der er her ikke tale om nogen individuel eksistens i det kollektivt ubevidste.

Noget helt andet er at alle mennesker der afgår ved døden efterlader sig en mere eller mindre stærk og energiladet erindring hos de efterladte og i denne forstand genopstår i de efterladtes sind. Det erfarer alle der mister en ven eller slægtning. Og naturligvis også alle der mister en førerskikkelse. Jesus gik det på denne vis. Han led en forsmædelig død på korset fordi jødernes ledere ville af med kætteren over alle. Men han genopstod som stærk arketypisk forestilling i sindene hos alle der havde lært ham at kende og forstået hans budskab - og det blev til Kristus-skikkelsen. Budskabet var enkelt, for det lød at du ikke kommer ind i evighedens rige ved at opføre dig mest muligt moralsk eller mest muligt bedsteborgerlig og samfundsborgerlig, men ved at blive som barn påny og slippe ambitioner, målestok og målsætninger og manglende evne til at leve op til andres forventninger. Det var et helt nyt og revolutionerende budskab; det var et decideret emergent fænomen i historien og biologien; og det var præcis dette emergente budskab der gjorde kristendommen til noget ganske særligt - uagtet at den kriste kirke samtidigt blev organiseret som en magtinstans der brugte dogmer til at undertrykke og ensrette andre med.

Og folkekirken?

Ja, den skal såmænd nok overleve teologer, præsters og biskoppers pukken på bekendelsseskrifterne. Dogmatikerne får aldrig bugt med folketroen - og hverken eliten eller modefolk, trendsættere og spindoktorer får nogensinde held til at forvanske budskabet til forførelseskunst eller dogmatisk undertrykkelse. Det vil stå uantastet - og kan hverken bevises eller dokumenteres eller gøres til nytteværdi i karrieren. For det taler til det evige i hvert menneske - og dette skal høres og forstås af dem der kan høre og forstå. Men folkekirken som sådan kunne tage konsekvensen af årtiers vanrøgt og smide dogmerne og bekendelsesskrifterne på porten. Så kunne man oven i købet gøre kirken til en folkekirke af gavn der inkluderer alle borgere - også nydanskerne.

Ejvind Riisgård

Relevante artikler på Jernesalt:

Hvad skal vi med myte, kult og religion?  (10.4.11.)
Religion som emergent fænomen i biologien  (28.12.09.)
Åndelige strømninger i det 19. årh. ifølge Vilh. Grønbech  (28.05.08.)
Det romantiske som åben føling med det kollektivt ubevidste  (26.05.08.)
Det kollektivt ubevidste og dets fundamentale eksistensværdi
De psykiske grundprocesser