JERNESALT - dataset

Jernesalt

Dynamisk

komplementær

helhedsrealisme

Samfund

Eksistens

Sekularisering

Coronakrisen

E-Bøger

SAMFUND

Danmark

Flygtningekrisen

Muhammed-sag

EU og EUROPA

USA

Mellemøsten

Terrorismen

Miljø og klima

Medier

Polen

EKSISTENS

Værdier

Værdimanifest

Livskvalitet

Musik

Film

Kunst

Kunstblade

Etik

Litteratur

Psykologi

Erkendelse

SEKULARISERING

Verdsliggørelse

Virkelighed

Afdogmatisering

Oplysning

Sund fornuft

Ideer og ideologier

Frihed

Religion

Humor

2019-FILOSOFIEN

Forord

Krisen

Udfordringen

Håbet

Efterskrift

ESSAYS

RETORIK

ONTOLOGI

VIRKELIGHED

ENFOLDIG TALE

SKIDT OG KANEL

REDAKTION

PROGRAM

INTRODUKTION

INSPIRATORER

OVERSIGTER

EMNEINDEX

PERSONINDEX

LINKS

E-MAIL

utils prefix normal Forside Oversigter Redaktion At læse Jernesalt Sendemand Vrangsiden Kontakt

JERNESALT - gudsbegrebet

ARTIKEL FRA JERNESALT - 24.10.14.

Gud er hverken for dagens troende eller dagens vantroende

Journalisten Peter Løhr havde fornylig en åben og ærlig klumme i et dagblad om sin generations foragt for troen på Gud, som han så som udtryk for en “generel foragt for at tro på det som ikke kan dokumenteres, uploades og likes”.

Han fortalte at han ved et pænt, borgerligt middagsselskab var veget tilbage for at smide den 'bombe' han ellers havde besluttet sig for at smide, nemlig at han troede på Gud. Det forstår man godt, når det i mindst 100 år har været god skik ved sådanne lejligheder at holde sig fra farlige emner som sex, politik og religion. Vil man - som undertegnede – ikke acceptere denne takt-og-tone-regel fra Emma Gads tid, må man blive væk fra selskaber af den art.

Men man må anholde Løhrs generalisering, for han synes ikke at skelne mellem tro på Gud eller tro på verdens uforklarlige skabelse og indretning m.m. på den ene side og på den anden side formuleringer af meninger og grundværdier som ikke kan sættes på formel og ikke kan måles eller dokumenteres. Men en sådan sondring er nødvendig hvis det tåbelige tabu overhovedet skal brydes, for der er nu engang principiel forskel mellem dette at tro på noget der er udokumenterbart og dette at formulere og have meninger eller forestillinger om noget der ikke kan dokumenteres eller grundværdier der ikke kan bevises (eksistenssandheder kalder jeg dem). Det første kan let forveksles med overtro. Det sidste er noget alle har og under ingen omstændigheder kan undvære - uanset hvor fornuftige eller realistiske de er.

Tro er et tvetydigt begreb – og det har gennem tiderne været misbrugt så groft gennem dogmatisk teologi i alle etablerede religioner at man ikke kan fortænke moderne mennesker i at afvise det som stridende mod sund fornuft. Men både den dogmatiske og bogstavelig tro på Gud og den totale og lige så dogmatiske afvisning af begrebet er en misforståelse som man kan komme helt uden om ved at sige at ægte religiøs indstilling slet ikke er tro på dogmatiske påstande som de fx formuleres i den almindelige kristne trosbekendelse eller den almindelige muslimske ditto. Den er derimod en forholden sig til umiddelbare erfaringer af en instans der står over mennesket, og da denne instans psykologisk set - så mærkeligt det end kan lyde i visse menneskers øren - er en empirisk instans, bliver ægte religiøs indstilling simpelthen virkelighedstroskab i sin fulde og højeste betydning.

Det er meget vigtigt i menneskelivet at kunne skelne mellem det der kan dokumenteres ved sin håndgribelighed og det der ikke kan. Men det er lige så vigtigt at forstå at der er noget reelt i tilværelsen som ikke kan dokumenteres ved sin håndgribelighed, men alligevel har den største betydning. Det gælder så centrale dele af tilværelsen som tro, tillid og håb, skønheden i musik og kunst eller erotikkens og kærlighedens gaver - og inden for naturvidenskabens felt også fænomener som elementarpartiklerne, tyngdekraften, den elektromagnetiske kraft eller lysets væsen. Og derfor er det også vigtigt at finde og bruge en begrebsramme der helt naturligt kan holde disse to forskellige former for virkelighed ude fra hinanden - uden at postulere at kun den ene er realistisk. Og en sådan begrebsramme findes, hvis man accepterer at vi mennesker psykologisk set har to tilgange til virkeligheden, den ydre der går via sansningen og den indre der går via introspektionen, refleksionen og intuitionen.

Bruger man denne sondring og den afledte begrebsramme, så kan man uden videre skippe alle formuleringer der går i retning af at man tror på Gud, en Skaber, en Frelser, for det er jo påstande der som alle andre påstande automatisk fremprovokerer spørgsmålet: Kan du bevise eller dokumentere påstanden? Det er et helt naturligt spørgsmål for sekulariserede mennesker der netop ikke vil acceptere dogmatisk tro af bogstavelig art eller den meningskontrol der følger med den. Dogmer er nemlig i de etablerede religioner blevet et middel til meningskontrol, fordømmelse og udelukkelse. Og det samme er i virkeligheden også den gængse videnskabelige indstilling til eksistenssandhederne.

I stedet kan man med den sunde fornuft i behold sige at man ved siden af de sanselige og håndgribelige ting i verden accepterer fænomener i tilværelsen som ikke kan dokumenteres eller bevises, men som alligevel har afgørende indflydelse på ens vurderinger, livsopfattelse og livskvalitet. De er så at sige givet på forhånd (dvs før mennesket begyndte at stille videnskabelige spørgsmål til naturen), for de er allerede givet med sprog og overlevering. Dette gælder - foruden alt hvad der vedrører kærligheden, kunsten og musikken - al tale om guder, djævle, engle, dæmoner, frihed, frelse, fortabelse, undergang, liv og død..... Og humlen i selve den religiøse forståelse er, at disse begreber ikke kan tages bogstaveligt.

Morsomt nok blev Peter Løhrs indlæg en uges tid efter fulgt op af journalisten Kasper Iversen der som udgangspunkt røbede at han ikke er særligt kristen eller sikker i sin tro overhovedet, ja, ærligt talt ikke véd, hvor meget han tror på Gud. Men han havde besluttet at tage kampen op mod sit passive medlemskab af folkekirken ved at gå jævnligt til gudstjeneste i forskellige kirker. Og han skulle hilse og sige, at man får mere end fadervor og salmesang for skattepengene ved disse søndagsshow.

Resultatet har været at Iversens fordomme om kirken som et ophøjet og selvhøjtideligt trossamfund er blevet gjort til skamme, ikke mindst når han har oplevet præster hylde tvivlen og løfte pegefingeren over for skråsikkerhed i trossager. Men han indrømmer samtidigt at han langtfra altid er enig i de budskaber der prædikes. Kirken giver ham ikke kontakt med Vorherre i de højere luftlag. Derimod giver den rum for en stille stund som er sund og kan betragtes som en slags alternativ til yoga og meditation. Iversen advarer derfor sine tvivlende venner og alle passive medlemmer af folkekirken: Det er lidt for let at fnyse ad kirken, når de ikke rigtigt kender den. Han er for sit eget vedkommende ikke blevet mere troende af kirkegangen, men et mere reflekteret og måske endda mindre troende menneske. Vel at mærke på et oplyst grundlag.

Og dét er jo snak der er til at forstå og må vække respekt - selv om heller ikke Iversen forstår problematikken i sin dybeste sammenhæng.

For det første kan kirken slet ikke - uanset dens teologiske systemer - give mennesker nogen som helst kontakt med "Vorherre i de højere luftlag", da Gud slet ikke findes dér. Det er som bekendt mange hundrede år siden at troen på verden som et lille univers omkring jorden og med en stor himmelhvælvning omkring sig var både en selvfølgelig naiv forestilling for menigmand og god latin for kirkens lærde. Efterhånden fandt naturvidenskaben ud af at jorden kredsede om solen, og at solsystemet kun var et ud af millioner andre systemer i en enkelt galakse - og at universet som sådant ekspanderede og måtte være flere milliarder år gammelt, og da blev forestillingen om en Gud der svævede ovenover det hele og som en marionetdirektør i gigantisk format trak i alle trådene meningsløs for ikke at sige latterlig. Han blev efterhånden en bessefar med hvidt skæg - om man vil en hyggelig pendant til Simon Spies! Og al snak om en skaber der har designet hele universet blev lanceret som en sølle erstatning, men er og bliver teori på linje med pseudo- videnskabelige forestillinger om hvad der var før 'tiden nul' - eller Tor Nørretranders' poetiske tågesnak om universet som et 'opblæst nul'.

For det andet er den stille eftertanke, reflektion og meditation ikke alene sund fordi den giver os mulighed for afkobling for dagens problemer og stress, men fordi den er alternativet til såvel rationel videnskabelig indsigt som alle forsøg på snæver fundamentalistisk tro og overtro og dogmatisk meningskontrol af samme indskrænkende beskaffenhed som findes i ideologiske systemer. Det forholder sig nemlig sådan at den stille eftertanke og refleksion giver plads til de spontane forestillinger der dukker op i underbevidstheden og som er helt på tværs af de efterprøvede og logiske forestillinger, indsigter og konklusioner som findes i såvel den praktiske virkelighed som i den naturvidenskabelige forskning. Den er sund netop fordi den er fri og spontan - og kan benytte sig af helt frie, ukontrollable associationer. Dybdepsykologisk set er disse spontane forestillinger identiske med de psykiske primærprocesser, der er medfødte og hverken har ord, begreber, logik eller konsekvens - i modsætning til de tillærte sekundærprocesser som har ord, begreber, logik og konsekvens.

Og for det tredje kommer kirkens og teologiens dogmatiske forestillinger og systemer ind som et ganske mærkværdigt fænomen hvis oprindelse uden tvivl ligger i de spontane forestillinger og derfor kommer fra det underbevidste, men hvis tidsbestemte historiske videreudvikling til dogmatiske systemer der kunne bruges til meningskontrol og dermed som decideret magtmiddel skyldes den systematiske udnyttelse af sekundærprocesserne til stadigt mere præcise definitioner. Man fik lovreligion i jødedom og islam, og i den kristne kirke fik man først en enkel apostolsk trosregel i form af læren om én Gud, Treenigheden, Jesu jomfrufødsel, korsfæstelse, død og opstandelse - samt læren om Gud der frelser alle der tror, angrer og modtager dåben. Siden fulgte eksakte trosbekendelser, dvs kirkeligt autoriserede, forpligtende sammenfatninger af et kirkesamfunds tro. Og med alle disse dogme-systemer fik de forskellige kirkesamfund uhørte midler til kontrol over alle menneskers tanke- og sjæleliv. Man kunne bestemme hvem der ville blive frelst, og hvem der gik fortabelsen i møde. Man kunne skille troende fra vantro. Venner og fæller fra vantro og udeforstående. Man kunne indføre inkvisition og forfølgelse af anderledes tænkende.

Men sekulariseringen satte ufortrødent ind - stærkt støttet af naturvidenskaben der kun kunne latterliggøre den forstokkede kristne kirkes tåbelige forsøg på at fastholde et forældet verdensbillede, der i det store hele var en simpel dogmatisering af ældgammel græsk og teoretisk filosofi (Aristoteles). Og da siden dybdepsykologien kom til med fremragende nye indsigter via Freud, Jung, og mange flere, så var kirkens dogmatik definitivt undergravet, selvom flertallet ikke opdagede det og endnu ikke har registreret det. I vort eget land skete den banebrydende nye religonsforskning faktisk allerede for hundrede år siden med Vilh. Grønbechs værker om Vor Folkeæt i Norden, Primitiv religion og Religionsskiftet i Norden.

Oplyste mennesker har i dag ingen undskyldning for at være uvidende om denne nye forskning. De kommer ikke i nærheden af muligheden for at forstå de tåbelige tabuer om ikke at kunne tale om sex, politik og religion ved borgerlige middagsselskaber eller forstå at de ikke kan få relevante og tidssvarende svar om de almindeligste eksistentielle problemer fra kirkernes præsteskaber. Svarene gives andre steder. Og i hovedsagen er det allerførste skridt simpelthen at sætte sig ordentligt ind i forskellen mellem de psykiske primærprocesser og de psykiske sekundærprocesser samt i forskellen mellem det personligt ubevidste og det kollektivt ubevidste.

De medfødte primærprocesser er uden ord, begreber og logik, men til gengæld åbne for spontane indfald og frie associationer - og dermed kreativitet. Det direkte møde mellem mennesker foregår på dette niveau. Det er hvad Buber kalder 'jeg-du-forholdet'. Det samme gælder det direkte møde med natur, musik, kunst, humor og guder. Hvad mennesket her møder er hvad Grønbech kalder 'den umiddelbare realitet'.

De tillærte sekundærprocesser bygger på ord, begreber og logik og muliggør indlæring og skoling og dermed øget tilpasning til den praktiske virkelighed. På dette niveau møder mennesket den middelbare realitet, Bubers Jeg-det-forhold. Her skydes altid sproglige begreber ind. Naturvidenskaben er den systematiske udvikling af denne indstilling. - Jf. artiklen om De psykiske grundprocesser.

C.G. Jung opdagede at drømmenes symbolsprog tydede på en helende individuationsproces som betød en relativisering af 'jeget' til fordel for 'selvet'. Jeget rummer det personligt ubevidste (der som hos Freud kan være præget af fortrængninger og traumer). Jeget understreger hele tiden sig selv, stræber efter magt og polemiserer mod andre. Selvet er derimod totalpsyken som rummer det kollektivt ubevidste. Selvet er i ubrudt dialog med en indre instans. Selvet er åbent, søger horisontudvidelse, møde og samtale med andre. Selvets almengørelse er derfor at betragte som målet for den samfundsmæssige eller kulturelle udvikling. - Jf. artiklen om Jeget og selvet.

Gennem sammenlignende studier af mytologier og folkeeventyr fandt Jung frem til universelle træk i drømmene som han kaldte arketypiske forestillinger og som gennem det kollektivt ubevidste kan siges at have deres grundlag i arketyperne. De arketypiske forestillinger er faktiske fænomener i psyken og er at betragte som sider af det psykiske liv, mens arketyperne er teoretiske betegnelser for deres grundlag. At universelle arketypiske forestillinger kan nævnes guder, djævle, engle, dæmoner, faderfiguren, moderfiguren, den store moder, madonna, den onde moder, trolde, hekse, synd, dommedag, fortabelse, frelse og mange andre. Disse forestillinger går igen i alle religioner, i al kunst og i alle eventyr. Arketypiske forestillinger kan være overordentligt energiladede.

Det er på denne baggrund man på nøgternhedens grundlag kan sige at religion i ikke-dogmatisk forstand er at betragte som virkelighedstroskab i højeste grad. Religion er i denne forstand udtryk for ægte tro, men som dogmatisk fænomen fører religion let til ideologisk absolutisme, fundamentalisme og fanatisme med dertil hørende magtudfoldelse og bagstræb.

Ateismen bliver en misforståelse fordi den anser al tale om guder som overtro, og dermed bestrider den såvel den religionshistoriske som den dybdepsykologiske påvisning af at guder og djævle og engle m.m. er umiddelbart reelle arketypiske forestillinger. Kun en tåbe kan benægte dem. Et fornuftigt menneske må forholde sig til dem - i enten positiv eller negativ forstand.

De eksisterende religions-systemer med deres særlige kult, dogmer og præsteskaber er historisk bestemte og derfor af begrænset værdi og tidssvarenhed. Aktuelt står de alle i større eller mindre grad i vejen for en tidssvarende fælles løsning af menneskets nuværende dybe eksistentielle krise. Hverken myter eller mytisk religion kan undværes af det moderne menneske som tilgang til det irrationelle. Men de må nødvendigvis være tidssvarende.

Og den tidssvarende begrebsramme hedder den komplementære helhedsrealisme.

Ejvind Riisgård

Relevante artikler på Jernesalt:

Religion som emergent fænomen i biologien  (28.12.09.)
Åndelige strømninger i det 19. årh. ifølge Vilh. Grønbech  (28.05.08.)
Det romantiske som åben føling med det kollektivt ubevidste  (26.05.08.)
Romantikken ifølge Rüdiger Safranski  (23.04.08.)
Europa - religiøs slagmark igen?  (16.3.08.)
Religion, eksistens og sekularisering - eller Religion, Politiken - og Europas

Den komplementære helhedsrealisme
De psykiske grundprocesser
Jeget og selvet
Selvet - sjælen - ånden
Det kollektivt ubevidste og dets fundamentale eksistensværdi

Hvad skal vi med religion?     (14.2.07.)
Er religion en privatsag? eller er det på tide at se den som et offentlig anliggende?
Religion på dagsordenen  (24.2.06.)
Kristendommen passé?  (26.12.04.) eller har den potentiale til fornyelse?
Den tredje vej til religionsanskuelse uden om ensporet teologi og distancerende videnskab

Hawking's univers
Gud og Darwin - intelligent design eller videnskab
Gud: Har Gud designet verden?
Grænser for Gud? - Eller grænser for religionsforvirring?
At være ateist er snæversynethed (28.1.11.)
Noget må gøres for at bevare den religiøse forvirring! (14.11.11.)
Gud, sprog, sekularisering og religionsskifte

Artikler om Samfund
Artikler om Eksistens
Artikler om Sekularisering

Redaktion
Essays
Emneindex
Personindex

Programerklæring af 2.6.02.
Jens Vrængmoses rubrik
Per Seendemands rubrik (fra 2005)

At læse Jernesalt
Introduktion til Jernesalts filosofi
Komplementaritetssynspunktet
Modstanden mod komplementaritetssynspunktet

De psykiske fundamentalkræfter
Konsistens-etikken
Etik og eksistens