JERNESALT - kanel87folkekirken
ARTIKEL FRA JERNESALT - 14.12.12.
Folkekirken, kønsudjævningen og flugten fra den sande udfordring
- eller da Folkekirken blev til Lillekirken der var glad for sig selv
af Jens Vrængmose
Situationsrapport om folkekirken
Patriarkatet krakelerer,
Den gamle faderfigur glider ud,
Kropsskammen omformes
Kvindefrigørelse og kønsforskning
Kvindeteologien løber ud i sandet
Gudsbilledet under forvandling
Gudstjenestens problematik
Konklusion
Henvisninger
Situationsrapport om folkekirken Til toppen Næste
Folkekirken mister medlemmer i stort tal, navnlig i de store byer - og det hænger overvejende sammen med at flere og flere mennesker tager konsekvensen af at de ikke tror på de dogmer kirken har om fx verdens skabelse og opstandelsen og ikke kan se formålet med at være medlemmer af folkekirken blot for traditionens skyld. Nogle melder sig ud for at spare kirkeskat, og nogle fordi de er modstandere af det nyeste påhit om homovielser i folkekirken. Men mange gør det utvivlsomt af mere seriøse grunde, det vil sige af grunde der har med troen og religionen at gøre.
Folkekirken er imidlertid også under pres fra politisk hold i spørgsmålet om adskillelse mellem stat og kirke, idet mange på venstrefløjen og blandt de radikale eller kulturradikale ikke kan se formålet med at lade den luthersk-evangeliske kirke bevare sin grundlovsbestemte særstilling i forhold til andre kirkesamfund som 'Den Danske Folkekirke' der understøttes af staten. De kulturradikale ønsker kirken helt adskilt fra staten, selvom det kræver en grundlovsændring der er usandsynlig og iøvrigt bygger på den misforståelse at folkekirken er en statskirke.
Kirken har derfor god grund til at slå på tromme for at gøre opmærksom på sin eksistens - og det sker såmænd i vid udstrækning på markedets betingelser ved at man hitter på alle mulige 'segmentorienterede' nyskabelser som: Gudstjenester for børn og bamser. Babysalmesang og kravlegudstjenester. Ungdomsgudstjenester med rap, hiphop og bønner via sms. Spagettigudstjenester for de unge familier i ulvetimerne. Fyraftensgudstjenester for byens arbejdstrætte på vej hjem i myldretiden. Gudstjenester kun for mænd og gudstjenester kun for kvinder. Ølgudstjenester. Jagtgudstjenester. Bedstemor-gudstjenester. Gudstjenester med gospel, hot dogs eller zumba-dans. Gudstjenester med spirituelt fokus. Stillegudstjenester, lysandagter og gudstjenester for pilgrimme og andre meditative sjæle. Gudstjenester med mere ånd, men også gudstjenester med mere krop. Kort sagt: Gud for alle sanserne. Syn, leg, spis, bed og elsk dig ind i Gud - så alle kan være med. Men ikke alle er lige begejstrede for hele denne imødekommende, markedsbevidste, vildtvoksende opfindsomhed.
Et af tiltagene i kampen om markedet er et nyt logo for folkekirken - tegnet af designeren Timothy Jacob Jensen der tidligere har stået for B&O-design og genopfriskning af Margretheskålen. Det har fået præsten og samfundsdebattøren Kathrine Lilleør til at slå korsets tegn for sig i Berl. 9.12., fordi det har givet hende forskellige associationer der ikke har meget med kristendom at gøre. Klippeark til minikonfirmander? Perleplade-motiver?.... Sådanne associationer er aldrig helt ligegyldige. De siger noget om fænomenet, og sagen er at folkekirken har de associationer, den har fortjent ligesom som vælgerne har den regering de har fortjent. Lilleør kommer imidlertid ikke til at tænke på den voksne 'Folkekirke', men på en solid portion 'barnlig tihi', og det vil en kirkelig arbejdsgruppe åbenbart i ramme alvor have, at hele folkekirken skal tage til sig og gøre til et fælles folkekirkeligt logo. - Hun er ikke i tvivl om at man har grebet dybt i lommerne og ladet millioner trille til fordel for dette nye kirkelige kendetegn, fordi man ønsker at synliggøre det store kirkelige fælleskab. Men hun tror ikke det gavner - og siger fra.
Ikke desto mindre er det nye logo - udgifterne ufortalt - en meget lille ting, der formentlig hverken gør fra eller til som andet end et symptom på markedsorientering. Betydning har derimod det faktum at halvdelen af folkekirkens præster i dag er kvinder. Og netop dette faktum er udgangspunktet for den bog om 'Kvinde - Mand - Kirke' som sognepræsten Eva Holmegaard Larsen har redigeret.
Hun erklærer da også allerede i indledningen at ordinationen af kvinder er det mest betydningsfulde der er sket i den kristne kirke i nyere tid. Men hun og bogens andre bidragydere lægger ikke skjul på at der er delte meninger om hvorvidt det kun har været af det gode. En klassisk feministisk bekymring er at "hvor der er mange kvinder er der lavstatus og mangel på magt og indflydelse". - Andre på den modsatte fløj frygter at "dominansen af bløde, kvindelige værdier vil trække tænderne ud på Gud og kristendommen", ja, skræmme mændene væk både fra embedet og kirkebænkene fordi der "ikke er mere handling, kamp og eventyr i folkekirken", som en nybagt mandlig præst formulerer det. "Der bliver snakket alt for meget, og det eneste man får er trøst og forståelse i stedet for udfordringer og provokation". - Fælles for bekymringen og kritikken er ifølge Eva Holmegaard at de bekræfter de gængse kønsstereotyper. Man frygter det man forbinder med 'det kvindelige' over for det man forbinder med 'det mandlige'...
Men rene stereotyper og fordomme synes det trods alt ikke at være. Der må til syvende og sidst været noget om snakken! Ideelt set burde der ikke være forskel, men det er der heldigvis, skriver Holmegaard. Og den nævnte bog forsøger da også at kaste nogle perspektiver på folkekirken i dag netop med udgangspunkt i mand-kvinde dynamikken. Men Holmegaard selv er ikke i tvivl om at kvindelige præster er en succeshistorie, også for mændene.
Patriarkatet krakelerer
Til toppen Næste
Journalisten og forfatteren Pia Fris Laneth beskriver bl.a. hvordan patriarkatet støt og roligt krakelerer under de samfundsforandringer der finder sted fra 1870'erne og frem. Byarbejderklassens vækst, Socialdemokratiets fremgang og det stigende antal uddannede kvinder fik det juridiske patriarkat til at knage i fugerne. Ideen om husbond som ansvarlig repræsentant for hele husholdningen krakelerede til fordel for individ-tankegangen.
I 1899 fik gifte kvinder samme personlige myndighed som enker og ugifte over 25 år. I 1915 fik kvinder valgret til Rigsdagen, og i 1921 formel adgang til hele det offentlig arbejdsmarked på lige fod med mænd - med undtagelse af militære stillinger og præstevielser. Laneth beretter at kvindernes langsomme, men sikre erobring af mandsdominerede uddannelser og erhverv banede vejen for at flere og flere i hvert fald kunne forestille sig kvinder i præstekjole uden at væmmes eller forfærdes! Men da Folketinget i 1941 behandlede et relevant lovforslag påkaldte den konservative ordfører og præst Kristen Amby naturen som argument mod kvindelige præster: "Kirken går ud fra naturgivne betingelser. Kvindens højeste kald er at blive moder, og dette kan ikke sættes til side for et præstekald."
Teologen og socialdemokraten Bodil Koch tog affære sammen med meningsfæller, og da en Gallupmåling viste flertal i befolkningen for kvindelige præster, pressede man den velvillige kirkeminister Hermansen, der var Venstremand, til i 1947 at fremsætte det lovforslag der betød juridisk ligestilling mellem kønnene i folkekirken. Biskop Øllgaard i Odense foretog vielsen af de første tre kvindelige præster i 1948, og da omtalte Kristen Amby beklagede sig over traditionsbruddet, fik han svar på tiltale af Bodil Koch, der spurgte den gifte mand hvordan han var kommet over ophævelsen af cølibatat.
Der var fortsat i mange år stor modstand mod kvindelige præster. Dels var de ikke mange i tal, dels blev de modarbejdet og chikaneret af mandlige præster der var imod udviklingen og til stadighed påberåbte sig det berygtede skriftsted hos Paulus der siger at kvinder skal tie i forsamlinger. Nogle præster nægtede fx at give hånd til deres kvindelige kolleger, og biskop Baun i det indremissionske Viborg nægtede at føre tilsyn med de kvindelige præster der dukkede op i hans stift. - I 1963 var der stadig kun 10 kvindelige præster i landet, men så gik det ellers stærkt. I 1973 var der 25 og ingen biskopper nægtede at ordinere kvinder. - I dag er over halvdelen af folkekirkens præster kvinder - og tre af de ni bisper er kvinder. Og kvinder er i stort overtal blandt de teologistuderende.
På ét felt gik udviklingen dog påfaldende langsomt og det var i selve den teologiske uddannelse på et bestemt universitet, nemlig Århus. Her var der et usædvanligt stærkt hold af professorer der i høj grad kom til at dominere såvel den teologiske forskning som den teologiske debat og ligefrem blev kaldt de store Århus-teologer. Det drejede sig om den markante og skarpe kirkehistoriker P.G. Lindhardt, den lige så skarpe og provokerende idehistoriker og Kierkegaard-fortolker Johannes Sløk, den tunge og dybe systematiker K.E. Løgstrup (mest kendt for 'Den etiske fordring') og den højkirkelige dogmatiker Regin Prenter. Især de to første stillede uhyre store krav til deres studerende. Hans Hauge kalder Århus-teologien for en mandeteologi, ja en machokultur af den slags der ikke længere er gangbar. "Der kommer ikke flere Johannes Sløk, Leif Grane eller Jakob Balling-typer. Teologerne kæmpede indædt mod hinanden, og dissens var selve drivkraften i teologien. Den slags teologi passer ikke til kvinder. Den passer heller ikke til mænd længere. Den passer slet ikke til det nye markedsorienterede universitet. Nu skal tonen være ordentlig... " - og det gamle, frie og idealistiske universitet der muliggjorde nyskabere er borte. - Karakteritisk for de store Århus-teologer var jo også at de på hjemmefronten blev passet af deres koner - og at mange af deres elever Jan Lindhardt, Svend Bjerg, Ole Jensen, Peter Kemp, Viggo Mortensen, Svend Andersen m.fl. alle blev skilt! - Noget kunne tyde på en indbygget konflikt
Denne kommer udtrykkeligt frem i en bog fra 2006 af historikeren Henrik Jensen der gør gældende at det moderlige generelt har fortrængt det faderlige i vort samfund. Omsorg, nærhed, umiddelbar behovstilfredsstillelse, inddragelse, følsomhed, kreativitet, terapi, oralt forbrug - eller alt det de fleste umiddelbart forbinder med det kvindelige - har fortrængt alt det vi umiddelbart forbinder med det mandlige, nemlig pligt, myndighed, ansvar, skyld, behovsudsættelse, arbejdsomhed, lydighed, selvbegrænsning, rationalitet, sublimering m.m.
Kønsforskeren Karen Sjørup påpeger i denne forbindelse at dette må siges at være et problem, når den kristne og protestantiske tro i så høj grad hviler på forestillingen om det guddommelige fader-søn forhold, og når den præst man møder i folkekirken ikke længere gennem sit eget køn repræsenterer denne figur og relation. Det er måske en misforståelse at stille det op på denne måde, men Sjørup begræder i hvert fald ikke tabet af patriarkalsk magt i folkekirken. Og det er der absolut heller ingen grund til at gøre, hvis man mener kvindefrigørelsen alvorligt.
Man skal bare ikke være så naiv at tro at fader-søn-forholdet eller moder-datter-forholdet er fortrængt eller overhovedet kan fortrænges fra menneskets forestillingsverden, eller at det ikke betyder noget aldeles afgørende for det enkelte menneskes, den enkelte kvindes og den enkelte mands identitetssøgen og selvstændiggørelse i opvæksten og siden. Betydningen ligger nemlig fortrinsvis i det ubevidste og bliver ved med livet igennem at gøre sig stærkt gældende som spontane forestillinger der bliver ved at melde sig i sindet på uanmeldt vis.
Forestillingen om den guddommelige fader er en grundforestilling om en almægtig skaber som allerede barnet oplever i form af sin faktiske, jordiske fader som spontant tillægges almagt og derfor også ubegrænset kraft til beskyttelse. Kunstnerisk har Arne Haugen Sørensen formået at gengive forestillingen stærkt og rammende i sine billeder af faderens hænder der griber det faldende menneske. Men i den katolske kirke har man som som bekendt i århundreder også dyrket Jomfru Maria som 'Himmeldronningen' med stort set samme funktion som det himmelske væsen mennesket altid kan ty til. Der er ingen hjemmel for dyrkelsen i de kanoniske skrifter. Alt bygger på senere legender. Og den katolske kirkes teologer prøvede at standse uvæsenet, men måtte give op over for folkeviljen eller folkereligiøsiteten og indkorporere dyrkelsen i sin kult. Mariadyrkelsen blev kolossalt stærk, og derfor fik den katolske kirke i virkeligheden smuglet en yderst energiladet arketypisk 'kvindegud' ind ad bagvejen, så den faktisk fik erstattet treenigheden med en fir-enighed der ydermere rummer en klar komplementaritet mellem de to køn. Det var et stærkt træk, men protestantismen gjorde kort proces med hedenskabet!
I folkedybet og i folkereligiøsitet samt i folkepsyken lever begge arketypiske forestillinger naturligvis videre i utæmmet form. Det er kun den protestantiske kirke - og den rationalistiske videnskab, politik, pædagogik og sociologi - der ikke begriber nogetsomhelst.
Den gamle faderfigur glider ud Til toppen Næste
Dette fremgår også af domprovst Henrik Wigh-Poulsen artikel om forfatteren og salmedigteren Jakob Knudsen. Denne i dag lidet læste forfatter hører ifølge Wigh-Poulsen til blandt de fremmeste teologiske faderskildrere, idet hans skildringer har fået et ideologisk efterliv i toneangivende folkekirkelige miljøer. Men tiløjes det, "der var i allerhøjeste grad også noget mellem Knudsen og kvinden". Jo mere faderen tårnede sig op omkring ham både i hans liv og forfatterskab, "desto større betydning fik kvinden og det kvindelige i hans afsøgninger af selve troens væsen".
Wigh-Poulsen understreger direkte at komplementariteten mellem kønnene rev i Knudsens forfatterskab og søgte udligning. Ja, det er og bliver netop det store paradoks, der ligger og lurer i den faderbårne teologi og al dens animositet mod kvinderegimentet i dansk kirkeliv: "Kvinden spøger fortfarende rundt deri. Og ikke sjælden som repræsentent for nådens svalende hænder på den faderknugedes feberhed pande. Dér har hun sin ufravigelige plads".
Wigh-Poulsen påpeger at der til grund for Knudsens opdragelse lå den vakte fars fordringer om det fuldkomne, den tidlige grundtvigianismes udviklingsoptimisme og tro på en snarligt 'blomstrende rosengård' (udtryk fra en af Grundtvigs salmer). "Ikke destomindre blev den bevægelige og bevægende far i erindringen til en guddommeliggjort monolit, en stenstøtte og et værn mod de perverterede ytringer af det samme religiøse opbrud. Han var ængstelighedens årsag og ophør i samme ulykkelige og rastløse vekslen."
"Hos Knudsen og i hans forfatterskab fandt tidens præster og højskolefolk alt i alt masser af inspiration i kampen mod ny tids politisk humanistiske idealer samt alskens rødmossede seminarister og deres reformpædagogik [!]. Byggede hans værk på en personlig dybt opslidende kamp med en far, så rejste det sig et par årtier efter hans død [1917] som stærk og myndig tale imod, hvad man så som folkelige og kirkelig opslittende tendenser. Lad os bare kalde det en moderne antimodernitet."
Dette turde næsten være det samme som at sige at denne gamle teologiske faderskikkelse er totalt forældet i dag.
Men igen skal man ikke glemme at der mangle nogle af de dybere perspektiver i vurderingen som tidligere er nævnt.
Det sjove er også at Hans Hauge i selvsamme bog kommer med en yderst relevant belysning af det moderne gennembruds betydning for sagen. Det moderne gennembrud hang sammen med brandesianismen og rev i nogen grad båndet over mellem digter og præst, skriver Hauge. "Det unikt danske, digter-præsten, forsvandt næsten. Dermed ophørte alliancen med naturalister af ånd, idet denne alliance også var en der fandtes i den enkelte præst. Dernæst frisatte det moderne gennembrud kvinden. Og endelig var det moderne gennembrud anti-klerikalt. Vi forbinder altså det moderne gennembrud med kvindefrigørelse og kirke-kritik, men ikke med kvindelige præster".
Det moderne gennembrud førte nemlig slet ikke til kvindelige præster (og heller ikke til kvindelige forfattere). Der var dog én digter-præst der forsøgte at forene Brandes og Kristus, og det var Kaj Munk. Han gjorde det ifølge Hauge bedre end Jakob Knudsen, som jo også blev kulturradikalismens prygelknabe, mens Munk måtte nøjes med at blive de grundtvigskes prygelknabe.
Munk forsøgte at være præst og digter på brandesianismens betingelser, og det førte til en specifik opfattelse af forholdet mellem synd og kærlighed. I en 'nøgle' til skuespillet 'Kærlighed' taler Munk om den "syndige Kærlighed". Stykkets tidehvervske præst tror ikke på Gud, men på kærligheden. Han forfører en kvinde fra menigheden. Og dette er den syndige kærlighed, fordi sex dengang var forbundet med synd. I dag er sex og etik to 'adskilte regimenter'.
Men Munk tilføjede dengang (med et Goethe-citat) at man skal erindre at "den kristne tro er løftet op over alle ængstelige moralkrav om skikkelighed. Den vover at lade synden stå ved sit værd, og den er liv nok til storslået at vide, at grå er al teori, grønt er kun livets gyldne træ." - Munk var en af de første til at støtte kvindelige præster. At sige at en kvindelig præst er en uting er en fordom, sagde oplysningsmanden Munk. "Vi har blot aldrig været vant til det".
Hauge springer ligesom Munk over hvor gærdet er lavest, for selvom kristendommen principielt løsriver troen og 'frelsen' (retfærdiggørelsen) fra moralen, så er det ugørligt for nogen at adskille sex fra etikken. Der er ganske vist nogle der prøver det - dem kalder man fx libertinere - men som alle moderne skilsmisser viser, så er utroskab og ægteskabsbrud stadig en yderst alvorlig sag for næsten alle involverede. Og det ligger da netop i at kærlighed ikke er det samme som seksuelt begær. Den er større og mere omfattende end begæret.
Hans Raun Iversen kan fortælle en helt anden historie, nemlig den om ikke mindre end tolv markante kvindelige missionærer der trodsede alle gamle forestillinger om at kvinder ikke kunne præstere aktivt, modigt og selvstændigt arbejde. Nogle af disse tolv apostle var, hedder det med et glimt i Iversens øjne, sikkert heldige med at der var en plads til dem i den tredje verden. For var de blevet i Danmark og fx endt som afdelingssygeplejersker, ville de måske været blevet kaldt rappenskralder. De var langt dygtigere, hurtigere og ikke mindst langt mere selvstændige og således skrappere, end der ville have været plads til for kvinder i Danmark i deres samtid. Ja, ofte havde disse kvindelige missionærer hvad man ifølge Raun Iversen kan ønske sig af en biskop, nemlig menneskekundskab, trofasthed i kaldelsen og dyb evangelisk sans parret med frygtløshed og udholdenhed!
Raun Iversen lægger ikke skjul på at kæmpemæssige samlinger af empiriske undersøgelser om køn overalt på jorden i alle samfundslag når frem til to, men også kun to gennemgående kønsforskelle: Kvinder er langt mere religiøst aktive end mænd, og mænd, især yngre mænd, er langt mere kriminelle end kvinder.
Derfor finder man naturligvis også flest aktive kvinder i kirke og mission. Det er så godt som umuligt at finde en kirkelig forsamling på mere end 50 mennesker, hvor der ikke er et markant flertal af kvinder. Imidlertid gælder også at jo højere ud på højrefløjen og jo højere op i beslutningsorganerne man kommer, jo større er chancen for at man dumper ind i en kirkelig forsamling, hvor der kun er mænd eller næsten kun mænd.
Hertil kommer den generelle tendens til at mænd er mere tilbøjelige til at gå efter organisatoriske jobs, mens kvinder hellere holder sig til det direkte arbejde ansigt til ansigt med andre, som mænd tit kedes ved og tilsvarende undervurderer betydningen af. - Og hvad missionselskaberne angår, er billedet det samme: der er flest kvinder blandt fodfolket, men et flertal af mænd i toppen.
Ifølge Hauge og Hans Raun er køn altså ikke ligegyldigt. Og har heller aldrig været det. Det synes tværtimod umuligt at abstrahere fra.
Kropsskammen omformes Til toppen Næste
Til gengæld må det kraftigt understreges at kvindeundertrykkelsen som sådan ikke er en simpel følge af kønsforskellen, men tværtimod må anses som udslag af en magtkamp hvor manden naturligvis har haft fordel af sin fysiske styrke og indbyggede psykiske trang til organisering og grænseoverskridelse, men samtidigt har brugt traditionen til at befæste sin magt gennem moralske og religiøse forskrifter.
Fra jødedommen har vi overtaget forestillingerne om at kvinden nærmest er skabt som et vedhæng til manden, fordi han gik og kedede sig i Edens Have. Og endnu værre blev det da Mose-lovene gav detaljerede forskrifter for kvinderne i forbindelse med menstruationen og simpelthen definerede menstruerende kvinder som urene (fordi blod var urent). Det lider ordotokse jødiske kvinder af den dag i dag, hvor de overhovedet ikke må have med manden at gøre under menstruationen (end ikke røre ved ham eller få et kærtegn af ham) og efter menstruationsperioderne skal rense sig på særlig vis.
Fra islam, der ideologisk nærmest må betragtes som en afart af jødedommen, kender vi også den tydelige forskelsbehandling af drenge og piger - og mænd og kvinder. De daglige kommunikéer om Talibans fremfærd i Afghanistan viser uhyggelig primitivitet i opfattelsen af 'det andet køn'.
Men det mest påfaldende og relevante for os er trods alt at de gamle jødiske forestillinger går igen i kristendommen, skønt kristendommen principielt var et opgør med jødedommen og dennes rigide moralkodeks. Eksistentielt set - om man vil i selve gudsforholdet - var kvinden ligestillet manden, men socialt og juridisk var kvinden manden underlagt. Der var ingen vaklen i middelalderen. Og endnu omkring 1900 hed det i det danske vielsesritual, at "I hustruer skal underordne jer under jeres mænd som under Herren; thi en mand er sin hustrus hoved, ligesom Kristus er kirkens hoved".
Kvinden var imidlertid også et decideret farligt væsen - og blev i religiøs sammenhæng altid set i lyset af syndefaldsberetningen, der gjorde Eva til kvinden der faldt for slangens fristelse og forledte Adam til at spise af det forbudte og fatale æble der pludselig gav dem indsigt i livets vilkår og øjeblikkeligt medførte repressalier fra Skaberen. I virkeligheden var det med denne nye insigt at mennesket blev rigtigt menneske der kunne skelne godt fra ondt og gennemskue formynderen, men det er en anden historie - jf. artikel. I den europæiske samfundsudvikling førte det fastlåste kvindesyn på den ene side til dyrkelsen af jomfru Maria som den ubesmittede og altså aseksuelle kvinde op på den anden side til forfølgelsen af hekse og forførersker der med fuldt overlæg ledte manden i fordærv.
Pia Fris Laneth nævner at kvinder i den berygtede 'Heksehammer' fra 1487 får skyld for at gå i pagt med djævelen, af den 'indlysende grund' at de er mere kødelige, hvilket også kommer til udtryk i deres forføreriske holdning over for mænd. I virkeligheden kommer alt hekseri af den kødelige lyst, som er umættelig hos kvinden.
Men skolelægen i København 1917 kan også være med, selvom tonen og begrundelsen er en helt anden: "Den unge kvinde bør skånes under menstruationen, hvis ikke den forrykkelse af næsten alle det vegetative livs funktioner som ledsager perioderne, skal blive udgang for sygelige tilstande. Erfaringen viser, det ikke er legemligt arbejde der skader hvis menstruationen ellers er normal, men at det er studier og andet intellektuelt arbejde der gør fortræd."
Laneth konkluderer helt rammende at denne spaltning i krop og sjæl blev skæbnesvanger for kvinder, fordi kroppen blev stemplet som syndig, mens sjæl og ånd var guddommelige.
Det hører med til historien at også darwinismen eller evolutionslæren blev brugt mod kvinderne, idet Darwin kunne citeres for følgende påstand: "Hovedforskellen på de to køns intellektuelle evner viser sig derved at manden når højere i hvad han så tager sig for, end kvinder - hvad enten der så fordres dybsindighed, forstand eller indbildningskraft, eller blot brug af sanser og hænder".
Da en dansk intelligensforsker som Helmuth Nyborg for få år siden postulerede at videnskabelige analyser viser at kvinder har lavere intelligens end manden, skal for en ordens skyld gøres opmærksom på, at det aldeles ikke er bevist og heller ikke kan bevises, da resultatet af alle undersøgelser afhænger af de definitioner og metoder man vælger.
Men det skal samtidig tilføjes, at det i det hele taget er uheldigt og ødelæggende for en ordentlig behandling af kønsforskellens betydning for kulturen og udvikling at blande intelligens, race og etnicitet ind i billedet. Det er helt andre ting man skal fokusere på.
Kvindefrigørelse og kønsforskning Til toppen Næste
Og det er lige præcis hvad kønsforskeren Karen Sjørup gør i 'Kvinde - Mand - Kirke'
Hun hævder straks at køn i hvert fald efter de fleste kønsforskeres mening i dag er ikke noget man er, det er "noget man gør". Vi "gør også køn" gennem vores arbejde, hedder det. Derfor er kønsarbejdsdelingen medvirkende til at skabe nogle faste og normative forestillinger om hvad kvinder og mænd er. Vi sætter ordet 'kvindelig' foran 'præst' og indikerer dermed at den normale præst er en mand, og at kvindelige præster både skal 'gøre køn' og 'gøre præst' - mens der tilsyneladende ikke er den samme dobbelthed for en mandlig præst.
Man studser over hele denne kunstige udtryksmåde der er helt på tværs er gængs dagligsprog (og det er ikke ligegyldigt), men vi får heldigvis at vide at begrebet 'at gøre køn' er en relativt ny måde at definere hvordan køn skabes og genskabes. Det blev introduceret af sociologerne Candace West og Don H. Zimmermann i 'Doing Gender' (1987). De hævdede at køn konstrueres socialt og nu og her - ud fra normative forestillinger om mænd og kvinder og kønnenes indbyrdes forskellighed. Disse normative opfattelser varierer mellem forskellige historiske epoker, etniske grupper og sociale institutioner som en måde kvinder og mænd forholder sig socialt til hinanden og sig selv på.
Sjørup lægger dog ikke skjul på at selv om skabelsen af køn varierer i tid, sted og social sammenhæng, så er der alligevel en vis kontinuitet, som skabes ud fra en dialog om magtforhold, økonomiske vilkår, seksualitet og "mandligt og kvindeligt mærkede kroppe". Disse igen særlige udtryk har hun fra socialpsykologen Dorte Marie Søndergaard der anvender udtrykket 'kvindeligt kønsmærket' og 'mandligt kønsmærket' frem for 'kvinde' og 'mand' for at understrege at kønnet er i en kontinuerlige social konstruktionsproces. I kirkelig sammenhæng skulle man altså snarere - på kunstig vis - tale om en 'kvindeligt kønsmærket' præst og en 'mandligt kønsmærket' præst. Samtidig kan man ifølge Sjørup i hvert fald med nogen ret argumentere for at netop præstekjolen ikke kan beskyldes for at 'kønne' sin bærer hverken med kvinde- eller mandskøn.
Wests og Zimmermans analyser indledte en ny drejning i kønsforskningen, som betød 1) at man i kønsforskningen i dag har mindre fokus på den betydning som biologien og socialisationen tillægges for skabelse af køn eller den biologiske disposition det enkelte individ er født med. Og 2) at køn ikke ses som resultat af individets tilegnelse af kønsspecifikke normer som var gældende, da det voksede op, men derimod som løbende tilegnelse af responderring på sociale normer i forandring.
Her kan det tilhøjes, hvad Ulla Salicath andetsteds anfører, at EU-parlamentet i 2011 ligefrem vedtog en ny rammepolitik for bekæmpelse af vold mod kvinder. Kønnet blev her defineret alene som en social og kulturel konstruktion. Målet synes ifølge Salicath at være at give mennesket sin ret tilbage til at definere sig selv, uanset kultur og biologi, og det er muligt, men jeg indrømmer at jeg personligt finder det fuldstændigt latterligt, at EU-parlamentet overhovedet kan tro at man kan definere sig ud af den grundliggende biologiske forskel og dens problemer.
Efter Sjørups mening ligger det imidlertid fast at kønnet ikke er noget man er født med, men noget man tager på sig. Alligevel må hun indrømme, at det ser ud til at kønnet er vedblevet med at være et problem i hvert fald for de kvindelige præster. I Den Danske Folkekirke er præsterne på sogneniveau gennem over 60 år blevet ligestillet - fra et rent mandevælde til en ligelig kvinde- og manderepræsentation. Kun blandt bisper og provster, professorer og lektorer på de teologiske fakulteter er mænd i flertal. Magten på de øverste poster i hierarkiet tilhører med andre ord stadig mænd....
Selv om Sjørup holder på at kønsfordelingen blandt præster er forbilledlig ligelig, konstaterer hun at man i debatten i høj grad reagerer som om mandskønnet som sådan er alvorligt truet i folkekirken, og som om professionaliteten dermed er på spil. I 2010 taler man i den offentlige debat om en 'kønsskæv kirke', et 'kvinderegime', en 'kvindekirke', og om at kvinderne har 'vundet slaget'. "Men når det drejer sig om kvinder, skaber balance åbenbart en følelse af en kvindeovervægt, der forekommer så tyngende at nogen ser det som en krigslignende tilstand".
I den forbindelse har Kjeld Holm en god jordnær nuancering, når han ud fra sin erfaring som biskop i Århus siger: "Overordnet har kvinderne større lyst og evne til at håndtere den slags opgaver (Kirke i Børnehøjde, fællesspisning m.m.) Samtidig ser vi en overvægt af mandlige præster der søger imod kirkelige yderpunkter som Indre Mission."
Uden konkret at kunne dokumenterer det hævder Sjørup at mange kvinder (og nogle mænd) i dag søger 'det åndelige' eller 'det spirituelle' i et individuelt univers, hvor de i højere grad tager udgangspunkt i deres egne religiøse følelser og erfaringer og søger inspiration fra katolicisme, Martinus, buddhisme, hinduisme, astrologi m.m. Og hun gør også gældende at kirken for de typiske kirkegængere indgår som et blandt flere mulige kulturelle og åndelige tilbud, om end med en vis særstatus som forvalter af et kristent tros- og kulturtankesæt.
Præstekjolen tilslører kroppen mere end den fremhæver den. Men alligevel er det for Sjørup tankevækkende at det faktum at den i dag i lige høj grad bæres af kvinder og mænd, gradvis vil betyde at den tillægges kvindelige konnotationer. Dette er ellers forholdsvis let at forstå biologisk! Men det forudsætter unægteligt at man kan se en sammenhæng mellem psyke og biologi.
Vi kan gå let hen over kirkefaderen Augustins påstand om at mennesker ved opstandelsen i det næste liv genopstår som kønsvæsener. Mere relevant er trods alt at en ny bestseller fra 2010 kan sælge på at give biologiske, videnskabelige svar på hvorfor mænd og kvinder har så svært ved at forstå hinanden. Den hedder 'Hvorfor mænd intet husker og kvinder intet glemmer' - og påpeger at kvinder er bedre til at lytte og har større indfølingsevne end mænd, fordi de har flere nerveceller i venstre hjernehalvdel. Desuden henviser den til evolutionen og urgamle instinkter.
Holmegaard Larsen sammenfatter den firkantede biologiske reference med ordene: Alle de kønsstereotyper vi slås med finder deres naturlige forklaringer i kemi, hormoner og evolutionær nødvendighed. Det påstås også at det er østrogen der gør kvinder auditive, mens mandlige kønshormoner udvikler den visuelle rumlige orienteringsevne. Blot er den lige den bagside ved det hele at den kvindelige evne til at lytte og opfatte små nuancer i tonefaldet også har med østrogenmængden at gøre og derfor aftager i overgangsalderen. Og det tror Holmegaard ikke på.
I den pædagogiske verden har man som det vil være mange bekendt også kastet sin kærlighed på biologiske årsagsforklaringer på drenges og pigers forskellige adfærd og trivsel i skolen. At vores instinkter er indrettet på at mænd går på jagt og kvinder passer afkommet, og at mænds seksualitet er udfarende og kvinders modtagende, påstås at give gode forklaringer på problemet med de larmende, urolige, utilpassede drengebørn der ikke kan sidde stille på en stol og driver lærerne til vanvid. Men indvender Holmegård: Er det også forklaringen på at mandlige præster ikke kan sidde stille i deres sogn, men må ud og jage bispe- og provesteembeder?...
Nej, ikke helt. Jagten på bispeembeder og i det hele taget høje administrative stillinger kan man sagtens kvalificere sig til ved at sidde på sin flade i den forstand at man nu engang administrerer fra et skrivebord. Men det er jo ikke det drengeproblemet drejer sig om. Det drejer sig tværtimod om at drenge er mere urolige i skolerne end pigerne, fordi de kræver mere fysisk aktivitet - og det er tåbeligt at søge årsagen hertil andre steder end i biologi og fysiologi. Men alene det at spørgsmålet om denne faktiske og meget virkningsfulde kønsforskel fra Holmegaards side forsøges bagatelliseret på denne humoristiske måde røber i virkeligheden kun Holmegårds egne fordomme.
Det betyder på ingen måde at man kan se bort fra sociale forhold, men derimod at man er nødt til at tage højde for kønsforskellen i skolealderen ved i vid udstrækning at give drenge og piger forskellige vilkår og udfordringer, hvis man vil undgå at tabe en meget stor andel af drengene i det nutidige uddannelsessystem, for dette jo desværre uden nær så mange gode fysiske opgaver som bondesamfundet og industrisamfundet.
Retfærdigvis skal straks tilføjes at Eva Holmegaard på ingen måde bestrider eller beklager kønsforskellen og heller ikke tager fuldstændigt afstand fra alle de kønsstereotyper vi betjener og af. "Det kvindelige og det mandlige, det moderlige og det faderlige, forskellen på det bløde og det skarpe, det åbne og det grænsesættende, det milde og det krævende - er kønsstereotyper som kan diskuteres til hudløshed", siger hun..... "Men de er her - og hvis de ikke var, ville vi nok skynde os at opfinde dem, for at det ikke skulle blive for kedeligt eller for stillestående". Om kønsforskelligheden er biologisk eller konstrueret vælger hun at se bort fra, for hun regner den for "en nødvendig, dynamisk, udviklende kraft". Og den er positiv fordi "alt har godt af at blive konfronteret med sin modsætning".
Hatten af for så klar en indrømmelse i en bog der ellers har flere bidrag der prøver på at tilsløre forholdet. Men én ting må i allerhøjeste grad undre, og det er at Holmegaard på mandlighedens side i ovennævnte passus bruger ordet 'grænsesættende' ved siden af det 'skarpe' og det 'krævende'. For det allermest karakteristiske ved manden som biologisk hankønsvæsen turde dog ellers være det grænseoverskridende. Det er præcis det der gør drenge særligt aktive, udfarende, urolige og forstyrrende, og det der fører mange unge mænd ud i hærværk og kriminalitet, medmindre de får mulighed for at prøve kræfter på noget legalt der kan fange dem - eller siden formår at omkanalisere aggressionsdriften til mere stillesiddende funktioner og processer der kan medføre udvikling på intellektuelle eller åndelige felter.
Denne grænseoverskridende tilbøjelighed har i allerhøjeste grad med det mandlige kønshormon at gøre - og derfor er det her man skal søge efter den afgørende biologiske forskel. Det er primært testoteron der gør mænd og handyr aggressive og alt andet lige giver dem stærkere muskel- og knogleopbygning end kvinder samt giver de øvrige almindelige mandlige kønstræk som stærkere behåring (skæg, 'hår på brystet' og 'stikkelsbærben') dybere stemmeleje og ikke mindst bestemmer arten af deres seksualitet.
Kvinder har også en smule testoteron i organismen, og særligt ambitiøse kvinder kan i praksis fremelske de mandlige træk så de ikke alene når længere på deres felt end andre kvinder, men ofte kommer til at virke hårde og ukvindelige. Lad os bare være så frie at nævne Margaret Thatcher og Ritt Bjerregaard som typiske eksempler, foruden Simone de Beauvoir. De to sidste fravalgte moderrollen - og det vil ofte være betingelsen.
Men det er og bliver mændene der helt og holdent i deres udvikling og adfærd er præget af testoteron. Det gælder til en vis grad allerede i drengeårene, men markant i puberteten og frem. Og ydermere - og det er meget centralt - er deres seksualitet ved aktivering gennem flirten og legen med en kvinde direkte styret af kønshormonerne, idet det mandlige lem får rejsning og derved bliver både egnet til og målrettet mod penetration af kvinden og udløsning af sperm gennem samlejet. Det er ingen hemmelighed at menneskers og mange dyrs forplantning beror på denne ejendommelighed, men særligt i nyere tid er det attraktive samspil eller modspil mellem mand og kvinde som bekendt i meget høj grad løsrevet fra forplantningen. De fleste par får kun to-tre børn, men de nøjes bestemt ikke med to-tre samlejer i livet. Og det skyldes lige præcis den frihed mennesket fik ved 'syndefaldet'.
Hvad der imidlertid er fuldstændigt overset er at ejendommeligheden ved mandens kønsindretning ikke kun angår selve kønsakten og forplantningen, men dybdepsykologisk set styrer hans grundliggende, men ofte meget ubevidste tilbøjelighed til at være aktiv, jage og 'tage en kvinde' samt penetrere hende i alle livets forhold - altå også selvom 'kvinden' ikke er af fysisk art, dvs også selvom opgaven ligger uden for kønslivet. Det karakteristiske er med andre ord at indretningen og funktionen af mandens kønsorganer nøje svarer til og i et og alt støtter mandens psykiske orientering mod aktivitet, aggresivitet, penetration og grænseoverskridelse, mens indretningen og funktionen af kvindens kønsorganer støtter noget helt andet.
Man kan afvise alt dette som symbolsk tale eller dybdepsykologi, men så afslører man kun at man ikke aner nogetsomhelst om hvor dybt det 'symbolske' stikker. Det aner man jo heller ikke noget om, når det gælder forståelse af Kristusskikkelsen som arketypisk forestilling. Man gør sig simpelthen ikke den ulejligheden at sætte sig ind i hvor ladet sådanne symboler eller arketypiske forestillinger er med psykisk energi.
Den pointerede grænseoverskridende trang kommer faktisk til at spille afgørende ind på kønnenes eksistentielle situation. Og derfor er det både påfaldende og beklageligt at ingen af bidragyderne til 'Kvinde - Mand - Kirke' så meget som med et eneste ord nævner det forhold at 'Det andet køn's store og inspirerende forfatter Simone de Beauvoir havde den eksistensfilosofiske grundsætning tilfælles med sin livsledsager Jean-Paul Sartre at transcendensen er afgørende for et menneskes frihed og eksistens.
Eksistentialismens etik formulerede Beauvoir meget tydeligt på den måde, at ethvert subjekt realiserer sig som sådant gennem en målsætning der er et udtryk for dets vilje til at nå ud over sig selv, til transcendens. Ordet 'transcendens' er meget vigtigt i hendes og Sartres filosofi. Uden vilje til transcendens kommer mennesket til at leve i immanensen, dvs i "det iboende" eller "det der holder sig inden for sine egne rammer", og det vil igen sige at forblive i umiddelbarheden og naiviteten, og dette er ifølge eksistentialisterne uværdigt for mennesker. At eksistere er for dem ensbetydende med at overskride sig selv. Og hvad enten man kan lide det eller ej, kommer her netop den kønsforskel ind i billedet, at tilbøjeligheden til grænseoverskridelse - alt andet lige - er større hos manden end hos kvinden i kraft af hormonforskellen.
Det betyder ikke at kvinder ikke kan og ikke også rent faktisk ofte overskrider sig selv. Det beviser mange kvindelige forskerer, kunstnere og politikere. Og man kan næppe heller påstå at der manglede noget i Simone de Beauvoirs vilje til transcendens - men dog at den i forhold til Sartres var mindre og specielt mindre original. Det er også påfaldende at der både i filosofien og i musikken er mange udmærkede kvindelige udøvere, men kun få skabere af grænsesprængende værker. Dette svarer til den forskel nøgterne mandlige iagttagere som Hauge og Kjeld Holm konstaterer og som Ulla Salicath og Eva Holmegaard Larsen endda glæder sig over.
Men så kom ikke og sig at biologien og fysiologien ikke spiller tydeligt ind.
Kvindeteologien løber ud i sandet Til toppen Næste
Teologen Else Marie Wiberg Pedersen forsøger at give et svar på hvad blev der af den såkaldte feministiske teologi, dvs den teolog der kan defineres som opgøret med en teologisk antropologi der anser kvinder for at være underordnet mænd qua deres køn, og som indretter kirkens struktur derefter.
For det første er feministisk teologi aldrig blevet en del af dansk teologi. For det andet er der kommet en vis grad af feministisk teologi i Danmark, men denne er aldrig blevet accepteret i det ellers progressive Danmark. For det tredje ligger feministisk teologi reelt, men ubevidst i bunden af dansk, Grundtvig-gennemsyret folkekirketeologi.
Feminismen har altid bølget op og ned i al sin forskellighed. Det fælles mål for alle retninger er at fjerne mandsdominans og kvindediskrimination, Men i forhold til kristendommen er der to strømninger, nemlig essentialismen og konstruktivismen. De essentialistiske feminister anser kristendommen for at være patriarkalsk i sin rod og sit væsen mens de anser kvinden for at være af en ganske bestemt (etisk god) natur der er helt uforenelig med kristendommens væsen. Essentialisterne bliver som hovedregel 'post-kristne' eller a-religiøse. De konstruktivistiske feminister anser kristendommen for at være en religion under stadig forandring med tidsbestemt fortolkninger. De forbliver inden for den kristne ramme.
Herhjemme fik Grundtvig stor betydning for den første feministiske bølge fra 1850-1948, og hans tanker om frihed og menneskelighed har haft vidtrækkende virkningshistorisk betydning. Grundtvigs feministiske syn på forholdet mellem det menneskelige og det guddommelige kommer til udtryk i flere salmer, men stærkest i læredigtet 'Kristenhedens syvstjerne', der var Grundtvigs storstilede forsøg på at skabe en poetisk kirkehistorie. Han forestillede sig at et folks centrale placering i historien gives videre som en stafet fra folk til folk. Stafetten var kristendommen, og fortolkningsgrundlaget var de apokalyptiske forudsigelser i Johannes Åbenbaringens kapitel 2 og 3. - Resultatet blev som påpeget i nævnte artikel et højst ejendommeligt, subjektivt og utopisk digt der gør den nordiske menighed til noget ganske særligt i og med at den har en ikke-eksklusiv kristendomsforestilling: alle kristne opfattes som et fællesskab på tværs af læremæssige uoverensstemmelser. Den store alfaderlige gud har nemlig givet den nordiske menighed selve modersmålet. Kun dér 'bliver ordet kød' for mennesket, så det kan forstås. Den nordiske menighed ytrer sig tillige gennem den nordiske mytologis billedsprog. Kristendommen kommer som svar på en længsel der i forvejen er i mennesket. "Nu skal de nordiske folk træde i karakter som verdenshistoriens nye hovedfolk", proklamerer Grundtvig.
Wiberg Pedersen påpeger at Grundtvig ikke alene sætter sig op mod den almindelige borgerlige kultur og hævder kvindens ret til at udfolde sig selv selvstændigt i det sociale liv i almindelighed. Han anser også det menneskelige for at være ufuldstændigt uden det kvindelige, som han definerer som tro og følelse. Som troens udtryk er kvinden og det kvindelige langt vigtere end mandens tanker om tro. Grundtvig henviser til Biblen og ikke mindst til Marias rolle som den der fødte Jesus og til kvindernes rolle som de første opstandelsesvidner.
Det beklagelige i denne forbindelse er at Wiberg Pedersen ikke forstår den underliggende dybdepsykologi hos Grundtvig og derfor heller ikke kan uddybe, hvorfor feminismen ubevidst ligger i bunden af den danske Grundtvig-gennemsyrede teologi. Det skyldes ellers ganske enkelt at Grundtvig i alt hvad han tænkte og skrev trak på sin dybe (men teoretisk uafklarede) føling med arketypiske forestillinger som går igen hos alle mennesker, men som mænd i vid udstrækning har mistet følingen med via begejstringen for naturvidenskaben, men kvinder først i vor tid er ved at miste følingen med. Følingen mister man nemlig meget let gennem overdreven rationalisme og intellektualisme - og derfor er den stort set blevet borte i den af Søren Kiergaards spidsfindige filosofi gennemsyrede danske teologi. - Dermed være også sagt at man overhovedet ikke kan forstå hverken religion, samfundsudvikling eller folkekirkens situation uden ordentligt kendskab til dybdepsykologiens fundamentale erfaringer. Det forholder sig nemlig præcis med den grundtvigske indflydelse i dansk kultur som Jørgen I. Jensen påpeger i sin fortræffelige Carl Nielsen-biografi, at dybt nede i den grundtvigske kultur ligger en tro på det ubevidste i et menneske som noget godt!
Hvad selve den feministiske teologi angår kan den ifølge Wiberg Pedersen deles i to. Den revisionistiske søgte gennem afpatrialiseringen af traditionen og etableringen af en ny teologisk hermeneutik (fortolkningslære) at rekonstruere kvinders kristne historie. Den radikale gjorde helt op med kristendommen som en essentielt patriarkalsk institution (beyond God the Father).
En af de mest fremtrædende danske feminist-teologer ved navn Lone Fatum startede i revisionismen, men viste sig snart at repræsentere en essentialistisk feminisme og derfor begyndte hun ifølge Wiberg Pedersen i 1992 et intenst angreb på alle de kvindelige teologer/præster der repræsenterede en konstruktivistisk feminisme. Uden nogen dokumentation anklagede hun de kvindelige teologer og præster for at bedrive 'omsorgsteologi' og for at gøre folkekirken til en 'omsorgskirke'.
Wiberg Pedersen hævder at feministisk teologi i lighed med de fleste andre postmoderne teologier som fx fredsteologi og økoteologi er smeltet sammen med den skaldte mainstreamteologi. "Overordnet set er den feministiske teologi i dag flydt fuldstændigt ind i kirken og teologien. Men desværre har den konservative debat fokuseret på en aldrig defineret omsorgsteologi/-kirke".
Og det tror pokker, når både de konservative og de progressive går langt uden om dybdepsykologien og derfor bliver hængende i alle de gamle begreber og problemstillinger.
Gudsbilledet under forvandling Til toppen Næste
Hvis den feministiske teologi skulle have haft en betydning overhovedet, skulle man tro at det ville have givet sig til kende i fortolkningen af gudsbilledet. Men det synes ikke at være tilfældet.
Ulla Salicath glæder sig som sagt over den faktiske forskel mellem kønnene og påpeger at ønsket om at ophæve kvindeligheden kun risikerer at føre til et énøjet syn på verden, hvor forskellighed og fletydighed modsat intentionen ikke kommer til udfoldelse. Rigdommen ligger efter hendes mening i at have et dobbelt blik. Der er to køn: mand og kvinde og alt må forstås i et dobbelt perspektiv; ligesom der er to testamenter, et gammelt og et nyt som religiøsiteten må forstås udfra. Og der er to Adam'er: den gamle Adam som er lig med manden eller mennesket før kristendommen og den nye Adam som er lig med manden eller mennesket efter kristendommens opkomst.
Man burde faktisk også sige at der er to Eva'er, den gamle og den nye. Men så langt går Salicath ikke. For hun går som alle andre bidragydere til bogen uden om det faktum at der i kristendommen opstod en helt speciel dyrkelse af den fromme og ubesmittede moderfigur! Alle bidragydere går desuden konsekvent uden om det forhold at kristendommen også indebar en emergent markering af forskellen mellem den gamle folkefører og den nye. Den gamle type var Moses, der dybdepsykologisk må beskrives som et gigantisk Jeg og dermed et gigantisk magtmenneske. Den nye type var Jesus, der dybdepsykologisk må beskrives som det modsatte, dvs et menneske der har fuldstændigt relativiseret sit partielle 'Jeg' og er blevet det jungianerne kalder et 'Selv', hvad der vil sige en totalpsyke der har hævet sig over egoistiske tilbøjeligheder og har fået en langt videre tidshorisont. - Jf. artiklen Jeget og selvet.
Salicath indlader sig heller ikke som Henrik Wigh-Poulsen på at tale om kønnenes komplementaritet. Man er ifølge denne ellers havnet i en situation, hvor den rigtige præsts arvinger og apolegeter, dvs den gamle mandepræsts arvinger og forsvarere, på den ene side gyser ved tanken om høje hæle under sorte kjoler på den anden side ser den bløde, kælne og udflydende 'omsorgskirke' komme svansende imod sig på lette feminine dansetrin. Men som mand og kvinde skabte Gud dem, understreger With-Poulsen. Og det indebærer at de to køn komplementerer hinanden. "Sådan har det vel altid været. Alt for meget af den ene kalder på længsel efter den anden. Sådan er det i mange af livets forhold - i børnehaven, i familien, på arbejdspladsen - men så sandelig også i teologi og kirkeliv. En kirke uden omsorg ville blive en halt kirke. En kirke funderet alene på omsorg ville blive en konturløs kirke."
Hvad man her savner er en klart og pointeret forståelse for at komplementariteten ikke bare er en harmonisk og gensidigt suppleren-hinanden, men tværtimod - som Jernesalt aldrig hører op med at understrege - er en overordentlig stærk og dynamisk modsætning som det er komplet umuligt at få til at gå op i en højere enhed der kunne give fred og harmoni. Hele denne komplementaritet er vel at mærke indbygget som et grundlæggende vilkår i den menneskelige eksistens allerede i det 'syndefald' der rev mennesket ud af paradisets tryghed og ind i kulturens udfordringer, skyld og ansvar.
Salicath gør til gengæld opmærksom på at kønnet på anden vis var direkte genstand for en oldkirkelig diskussion, særligt i det 2. århundrede hvor gnostiske retninger og oldkatolsk kristendom krydsede klinger og gjorde kønsaspektet til noget centralt. Der opstod nye og alternative fortolkninger med kanoniske eller autoriserede fortolkninger på den ene side og kætterske eller afvigende på den anden side, og en af de stærkeste af de kætterske var gnosticismen. Her handlede det måske slet om ikke ligeværdighed mellem kønnene, indrømmer Salicath, men derimod om at krop og køn blev set som noget det gjaldt om at hæve sig op over. Gnostikerne var dualister. Verden var en falden verden, en skinverden, som det gjaldt om at komme fri af. Denne opfattelse var reelt en 'ideologisering' eller dyrkelse af ideen: virkeligheden skulle svare til ideen eller utopien. Og dette gnostiske frelsessystem fik alvorlige konsekvenser for forholdet til seksualitet og ægteskab. Man kunne vælge askesen eller den frie liderlighed (libertinismen) som man nu havde lyst til. Det var ligegyldigt, for det afgørende var at seksualiteten var totalt adskilt fra vejen til frelse. - Læsere der har sæt Bunuels forrygende film om slagsmålet om kirkens dogmer gennem tiderne 'Mælkevejen' vil genkende problemstillingen.
Over for gnostikerne stod apostlen Paulus der sammen med apostlen Peter grundlagde kristendommen som dennesidig organisation i Rom og fastholdt mennesket som et menneske i verden, som forandrer sig i tiden (således som han selv ved Damaskus var blevet forvandlet fra kristenforfølger til kristenforsvarer). Denne oldkatolske kristendom repræsenterer, som Salicath understreger, en anti-ideologisk hovedstrøm ved ikke at søge at skabe virkeligheden i ét billede, men forstå mennesket som et historisk og sammensat individ, spændt ud mellem den gamle og den nye Adam. Den historiske kristendom forstår med andre ord kristendommen som "en bevægelse som går ud i verden hvor mennesket både er i verden og ikke er af verden". - Selve denne formulering er påfaldende og problematisk, men meningen må være at fastslå at mennesket er skabt og sat i verden, men samtidigt er et historisk væsen der kan forandre sig. Kønnet er i denne sammenhæng et af de mange aspekter der både kan begrænse og frisætte et menneske og vores indbyrdes relationer, understreger Salicat. Alle har køn, fordi de er mennesker af kød og blod med en historie, en stemme og et aspekt af den forunderlige skabning. Og sådan må det ifølge Salicath også være med de kvindelige præster......
Det problematiske hos Salicath - som hos andre bidragydere - ligger i at de går langt udenom at give et bud på hvad der skal forstås ved at "mennesket ikke er denne verden". Den dominerende opfattelse gennem kirkehistorien har været præget af den eskatologiske grundsyn fra den allerførste tid. Tidernes ende var nær. Verden ville på et eller andet tidspunkt gå under, og en ny dukke op med nye mennesker. At mennesket ikke var af denne verden betød derfor bogstaveligt at det nok levede i verden, men ikke var fuldt integreret eller engageret i dennesidigheden, men tværtimod måtte have blikket rettet mod det hinsidige. Mennesket var en pilgrim på jorden der længtes efter paradiset som det eneste sande og meningsgivende mål.
Dette er en fatal verdensopfattelse - der strengt taget ikke er bedre end den gnostiske at betragte denne verden som en skinverden. For opfattelsen betyder en lodret kløft mellem det verdslige liv mennesket lever til daglig og alle de meningsmæssige, etiske og religiøse mål og værdier mennesket tillægger dette liv. Det var hele denne pilgrimslængsel Vilh. Grønbech gjorde op med - og som Jernesalt har fulgt op. Kløften ødelægger enhver mulighed for at leve op til den menneskelige psykes krav om indre konsistens. Og den ødelægger derfor også enhver mulighed for at fastholde forbindelsen mellem kristendommen og folkelivet, eller kirken og folkelivet. Og denne forbindelse er ellers nærliggende dybdepsykologisk, for det timelige (praktiske eller 'dennesidige') er her det sansede der er genstand for de psykiske sekundærprocesser, mens det evige er det åndelige, den umiddelfare føling med virkeligheden som beror på de psykiske primærprocesser.
Kirkens afmagt over for sin opgave kommer også frem i sognepræst og retoriker Sanne B. Thøisens artikel, der er en analyse af et lille udvalg af nutidige prædikener med henblik på at lede efter kønsspecifikke gudsbilleder. Resultat var pauvert, for hovedparten af de læste 17 prædikener (9 fra kvinder og 8 fra mænd) var ikke særligt billedrige hverken mht gudsforestillinger eller i det hele taget. Med få undtagelser gik prædikanterne alle lige i 'den hermeneutiske fælde' der siger at teksten taler direkte til os. Hvad den netop ikke gør. Den kræver i langt de fleste tilfælde fortolkning.
En amerikansk forsker Sallie Mc Fague har allerede i en bog fra 1991 ('Modeller af Gud') argumenteret for en større vidde i gudsforestillingerne i pagt med den bibelske righoldighed og for et skærpet blik for de aspekter af metaforerne for Gud der i traditionen var sandet til. Og dermed for en både analytisk og konstruktiv omgang med en stivnet, dogmatiske forestillingshorisont. Og tilsvarende har den danske forsker Kirsten Nielsen i 2000 udkastet et forslag til en bibelsk teologi med gudsbillederne som omdrejningspunkt. Hendes synspunkt var at "Skal vi i dag tale om Gud, må vi også bruge og genbruge billeder. Vi kan ikke klare os med bogstavelig tale, for Bibelens Gud er en gud der både åbenbarer sig og skjuler sig. Hvad vi siger om Gud, må derfor være formuleret på en sådan måde at der er plads for at Gud også er anderledes end vi forestiller os."
Thøisen foretrækker at sige at al tale om Gud - billedlig eller begrebslig - er foreløbig eller tilnærmelsesvis.
"Som moderne mennesker ved vi nemlig at billederne er billeder eller poetiske fiktioner, der kan åbne anderledes perspektiver på verden og afstedkomme nye muligheder. Men det betyder også at vi ikke kan blive inde i billedsproget, men må forsøge tankemæssigt at klargøre hvilken slags virkelighed eller virkelighedsdimension vi taler om med billederne eller metaforerne". Hun er klar over at refleksionen over billeder og symboler eller tydningen af dem aldrig kan erstatte eller hente al deres flertydighed eller meningsoverskud ind. Men hun fastholder princippet, tror jeg, fordi hun slet ikke fatter den dybdepsykologiske forskel mellem billede og refleksion. Hun går allerede forkert i byen ved at opfatte billeder som 'poetiske fiktioner', og aner sandsynligvis slet ikke at de allerstærkeste billeder er arketypiske forestillinger der trækker på energier fra det kollektivt ubevidste. De er og forbliver derfor flertydige og kan aldrig indfanges i tankemæssige og logiske begreber eller analyser.
Derfor hjælper det ikke det fjerneste at præster af begge køn bliver mere billedrige eller opfindsomme med hensyn til billedvalg. For hvis de ikke har føling med de arketypiske forestillinger, får de aldrig formidlet billedernes styrke til andre mennesker. Og præsternes stigende afmagt i dette stykke - navnlig sammenlignet med en kæmpe som N.F.S. Grundtvig - turde være den egentlige grund til at folkekirken er så svækket som den er, uanset hvor godt præster og menigheder iøvrigt kan hygge sig med babysalmesang og ølgudstjenester og hvad man nu kan finde på for at komme et umætteligt marked for oplevelser i møde.
Ungdomsforskeren Søren Østergaard blev sat til at trække nogle perspektiver på drenge og pigers gudstro op, og hans redegørelse bekræfter hvor sløjt det står til med både troen og gudsbilledet.
For en forholdsvis stor gruppe drenge betyder mødet med religiøse institutioner at deres tro "afvikles", hvilket vist på godt dansk vil sige at de bliver frastødte af al konfession og foretrækker ateisme eller agnosticisme. De afviser også - i hvert fald midlertidigt - at det overhovedet giver mening at indtænke den religiøse dimension i deres livstolkning, hvilket igen i mine øjne kræver den kommentar, at forskeren åbenbart ikke kan forestille sig at religion kan være andet end en dimension i tilværelsen. Den kunne jo faktisk - som Jernesalt udlægger den - være selve den grundindstilling til livet som er medfødt, men som blot for de flestes vedkommende vedbliver at være ubevidst.
Omvendt gælder at forskerne sjældnere støder på piger der er eksponenter for denne samme forholdsvis kategoriske afvisning. Blandt pigerne er der oftere den tilgang til sagen at selvom gudstro måske ikke p.t. giver den helt store mening i forhold til hvor de i øjeblikket befinder sig i deres liv, så er der jo ikke nogen grund til helt at afvise at der "måske er mere mellem himmel og jord", som Østergaard udtrykker det. - Og det viser jo i en nøddeskal hvor uafklaret alt er. For hvem kan ikke skrive under på den banalitet at der er mere mellem himmel og jord end både de vise og akademikerne i alle fag kan forklare? Det er kun godt at man ikke sluger forenklede og uholdbare forklaringer, men det er jo ikke ensbetydende med at man begriber hvorfor der faktisk er spørgsmål der principielt ikke kan besvares og mange fænomener der principielt ikke kan gives forklaringer på (herunder verdens opståen, livet, bevidstheden, sjælen og tiden).
Reelt tror de afklarede drenge og uafklarede piger efter Østergaards mening som oftest "lige meget" - eller lige lidt - men alligevel ser det ud til at pigerne i højere grad vælger en inkluderende tilgang til tro, mens drengene i højere grad er eksponenter for en mere ekskluderende tilgang. Spørgsmålet er så blot hvad der ligger til grund for den eventuelle forskel, tilføjer Østergaard, men det kan han desværre ikke komme med et særligt solidt bud på. Og det kunne skyldes at han ikke formår at komme videre end den traditionelle religionsforskning som fremstiller religion som et fænomen der udfolder sig inden for bestemte fortolkningsfælleskaber og dér sikrer og fortsat skaber identitet, mening og handlingsorientering (og derfor kan iagttages og analyseres på uforpligtende sociologisk vis!).
Ud fra Østergaards undersøgelser lader det imidlertid til at religioner i mainstream-kulturen er 'døde' og troen 'løs'. Man opfatter sig selv om troende - men er ikke religiøs, noterer han, idet han giver følgende bestemmelse på begreberne: (1) At være troende er noget individuelt og dermed positivt, mens (2) at være religiøs er kollektivt og dermed konformt. Underforstået: det konforme går man uden om. Det individuelle betragter man derimod positivt.
Ingen begriber tilsyneladende at religion er direkte føling med virkeligheden, og at vi i dette sperspektiv alle er religiøse - også ateister og agnostikere!
Med udtrykket 'troen er løs' indfanger Søren Østergaard hvad han kalder 'en altoverskyggende udviklingstendens' når det gælder tro og spiritualitet i en dansk kontekst i begyndelsen af det 21. årh. Konkret omfatter det:
- Dogmatisk konsistens eller praktisk udøvelser er ikke det afgørende.
- Ingen modsætning mellem tro og videnskab - men komplementaritet.
- Troen inspireres mange steder fra, men søger sjældent kollektiv forankring.
- Gud er primært én man synes noget om, og 'gudstro' reelt ofte et refleksivt projekt der finder sted når man bliver afkrævet svar i det offentlige rum.
- Troslivet er uden kognitive eller mytologiske klare strukturer.
- Lav religiøs optimisme og tillid - med disse kan vel næppe skade
- Ingen artikulering af 'det onde'.
Det sidste må dække, at de unge skyder det ondes problematik helt ud af deres refleksion, skønt det er i allerhøjste grad nærværende og påtrængende hele tiden - og derfor også altid giver anledning til refleksion. Og selv spørgsmålet hvor det onde kommer fra er da centralt. Jf. artikel om det onde.
Hvad der står fast er imidlertid ifølge Østergaard at Gud har gode opinionstal [!!] blandt elever i 3.5.klasse, og at Gud har erobret nye markedsandele [!!] blandt eleverne i 7-9. klasse. Det store flertal er ikke aktivt religiøst søgende, men de sidder omvendt heller ikke med fordomsfulde, skeptiske og afvisende holdninger til den religiøse dimension. Kristendom og religioner er bare ikke på dagsordenen. Tro er ikke tabu - det er bare uinteressant.
Undertegnede er enig i at det ikke er nok med gode opinionsmålinger, men finder det også nødvendigt at konkludere at gudstroen flagrer blandt de unge og ældre, og jeg er ikke i tvivl om en af hovedårsagerne: Folkekirken hænger så fast i dogmatisk udlægning af de obligatoriske tekster, at man ikke formår at give hverken unge eller ældre ægte føling med virkeligheden i gammel religiøs forstand og derfor heller ikke evner at genetablere kristendommens nutidighed. .
Og hvad så med den lille forskel - som er bogens hovedtema?
Jo, piger forekommer ifølge Østergaard at være 'mere afklarede om at være uafklarede', mens drenge oftere benytter sig af de mere absolutte ja-nej-kategorier, når de bliver bedt om at redegøre for deres gudstro. Piger forekommer i højere grad at kunne inkludere den religiøse dimension i deres livsfortolkning.
Drenges gudsbillede er kendetegnet ved at 'Gud' er langt væk, forholdsvis upersonlig og handler, mens piger i højere grad giver udtryk for at Gud er tæt på, trøster, støtter og hjælper.
Piger ser i nogen grad ud til at være bedre til at forsøge at italesætte deres gudsopfattelse, mens de gudstroende drenge ser ud til at lide under konsekvenserne af tabet af den tradition der tidligere har sikret fælles referencer i forhold til det religiøse. Og for dem der har afskrevet gudstroen giver det simpelthen bare ingen mening at gå i gang med projektet.
Kort sagt fremstår kønsforskellene ifølge Søren Østergaard som marginale - set i lyset af kirkens andre udfordringer.
Jeg synes nu ikke kønsforskellene er særligt marginale, for de bekræfter da i alle henseende det gennem årtusinder gængse skel mellem det mandlige og det kvindelige. Dybdepsykologisk er der intet som helst mystisk eller uforståeligt i at piger er nærmere følingen med det immanente, mens drengene tenderer til grænseoverskridelse, også i tænkningen. Men ulykken er at folkekirken ikke formår at forstå udfordringerne på dette grundlag - men så at sige giver både drenge og piger stene for brød, udlagt: overfladeoplevelser i stedet for dybdeindsigt.
Gudstjenestens problematik Til toppen Næste
Som nævnt i indledningen synes Kathrine Lilleør bestemt ikke om folkekirkens nye logo eller den begrundelse der er givet for det og som fremhæver at "folkekirken er en vidtforgrenet og kulturbærende institution, som vi både møder i offentligheden og personligt i lokale sammenhænge". Lad gå at politikere, journalister og andre, der ikke ved bedre, placerer folkekirken i 'noget-med-kultur', skriver Lilleør. "Men at kirken helt frivilligt med et sødladent logo, ønsker at stemple sig ind i al folkets bevidsthed som en bærende kulturinstitution, er ligeså malplaceret som at læse romaner højt fra prædikestolen i stedet for at forkynde Kristus. Kultur og kristendom er ikke det samme. Faktisk er Kristus en indædt kritiker af den til enhver tid normdannende kulturelite." - Og hun understreger at Folkekirken til overflod har billeder, udskæringer, duer, kirkeskibe og engle med basuner. "Men vi mangler Kristus-forkyndelse til trøst og håb for det modne hjerte. Gudstjenestemusik og Bibelfortælling, der kan få voksne mennesker til at vælge kirken fremfor fitnesscentret søndag formiddag."
I bogen 'Kvinde - Mand - Kirke' er anført at en anden præst og samfundsdebattør Sørine Godtfredsen kritiserer mange kvindelige præster for at skære kristendommen til således at den kan forkyndes på børneniveau. Hun er bange for at kvindelige præsters blide handlingsteologi bliver så nem at have med at gøre, så venlig og imødekommende, at den store forargelse ved kristendommen forsvinder. Hun mener at kirken helst skal være i opposition til sin samtid.
Tilsvarende fælder Katrine Winkel Holm den dom at folkekirken er slasket og en stor undskyldning for sig selv. Går man i kirke, møder man nogle søde, kvindelige teologer som smiler og undskylder på Vorherres vegne.
Bogens redaktør kalder det derimod noget populistisk sludder at de kvindelige præster har gjort folkekirken for slap og slasket. Man kan ikke komme uden om den kvindeforagt der ligger til grund for hele debatten om den feminiserede kirke. Det kvindelige gøres til noget devaluerende. Det moderlige er simpelthed ikke lige så godt som det faderlige.
Eva Holmegaard mener som allerede nævnt at kønsforskellighed - biologisk eller konstrueret - er en nødvendig, dynamisk, udviklende kraft, og at alt har godt af at blive konfronteret med sin modsætning.
Undertegnede må undre sig over at biskop Rebel i Helsingør afviser bamsedåb med den begrundelse at kirken ikke døber genstande. Hun véd åbenbart ikke at bamser for børn aldeles ikke er genstande, men 'besjælede' væsener i og med at børn indtil en vis alder ser alt som besjælet (naturligvis uden at kende ordet eller kunne gøre rede for sagen). Hvad skulle der overhovedet være i vejen for at holde børnegudstjenester eller tilsvarende, eller for den sags skyld specielle gudstjenester for voksne omkring jagt, øl, god mad osv.? Det udelukker jo på ingen måde en mere seriøs gudsdyrkelse for voksne.
Men omvendt kommer man ikke uden om at det er et problem for folkekirken at den takket være indflydelsen fra Søren Kierkegaard har gjort kristendommen til noget særligt fint og krævende der i sidste ende endda lægger afgørende vægt på det paradoks at Gud blev menneske - og det 'evige' dermed 'timeligt'. Ét er at kristendommen i hvert fald prøvede at komme fri af den gamle jødiske (farisæiske) tro på at mennesket kan retfærddiggøre sig selv gennem sine gerninger (og derfor bogstaveligt talt kunne måle sin eksistentielle værdi på sin materielle rigdom). Denne frigørelse var da noget fundamentalt og emergent nyt i kulturhistorien som virkeligt satte skel - og gang på gang blev gjort til skamme af kirkens egne folk, fordi den fuldstændigt bryder med gængs tankegang. Men at gøre mysteriet at Jesus var et menneske der kaldte sig Guds søn til et logisk paradoks og gøre accepten af denne logiske modsigelse til selve kristendommens kerne med et "Credo quia absurdum" (Jeg tror fordi det er fornuftsstridigt), det er noget helt andet. Det er vanvid - og det afslører først og fremmest tænkere der ikke har ringeste føling med den virkelighed der ligger forud for den rationelle tankevirksomhed.
Det er ikke Kierkegaard der har fundet på udtrykket, men hvis folkekirken fastholder Kierkegaards forkærlighed for paradokser, kommer den aldrig tilbage på sporet igen.
Sporet hedder nemlig følingen med den umiddelbare virkelighed og de specifikke arketypiske forestillinger der har med Jesus og Kristus-skikkelsen at gøre, og som ingen får føling med uden at kunne suspendere sekundærprocesserne, hvad
både Grundtvig og Grønbech intuitivt forstod (men Grundtvig ikke fattede arten af).
Deri ligger at sporet også hedder kult, for det er gennem kulten at følingen stærkest kommer i stand i og med at den bruger ekstasen som middel. Derfor har der altid til gudstjenester været knyttet sang og musik samt ritualer der kanaliserer de psykiske energier der kan ende med bevidstheder ud over det almindelige. Og derfor taler man i denne sammenhæng om højtider og helligsteder. Men det må betegnes som højst besynderligt at bidragyderne til 'Kvinde - Mand - Kirke' stort set ikke kommer ind på kulten - og heller ikke beskæftiger sig med det for vor tid ejendommelige særkende at langt den meste menneskelige kult finder sted uden for kirkens regi, nemlig i musik- og teaterlivet, allertydeligst i de mange musikfestivaler - der stort set aldrig bliver opfattet som religion eller direkte føling med virkeligheden selv.
Det nærmeste Eva Holmegaard Larsen kommer fænomenet er i omtalen af den tyske metafysiker Walter Schubarts bog om Religion og Erotik (1941) med "biologiske kønsstereotyper så det driver". Kvinder er mere religiøse end mænd. Men de er ikke mere kristne, hævder Schubart. Hans værk fortæller historien om hvordan manden i tidligere tider ud fra sin egen hjemløshed hyldede og tilbad kvindens nære forbindelser til "oprindelsens gåde". Men denne tilbedelse og ærefrygt forvandlede sig til foragt og dæmonisering af det kvindelige i takt med mandens stigende dominans.
Men i kvinden forenes det religiøse og det erotiske, hvilket var åbenbart for oldtidens mænd, der tilbad 'det guddommelige moderskød'. I elskoven er vi tilbage i urdybet og altings begyndelse og "oplever i vellystgysen den bristende fylde og rastløse strømmen af det uudtømmelige, umættelige liv der evigt fornyer sig" (Schubart 1969). Schubart kalder det skabelsesfryd.
Tragedien er imidlertid at hvad der begyndte så smukt i frodig kvindekult, ublufærdige, generøse seksuelle orgier og fallosdyrkelse, endte i de store verdensreligioners rigide forhold til kvinder, krop og erotik. Det gælder ikke mindst kristendommen. For skønt urkraft og genfødselsmysterier alligevel sneg sig ind i kirken i fejringen af påskens opstandelsesunder, er kristendommen det sørgelige resultat af mandens amputerede skabelsesglæde. Paulus, Augustin og Tertullian nævnes udtrykkeligt.
For Eva Holmegaards eget vedkommende stempler hun udtrykkelige 'Religion og Erotik' som en gammel, romantisk bog om menneskets skønne, tabte natur. Og det afslører da temmelig klart at hun ikke har øje for at romantikken (ud over den ubestridelige længsel efter det tabte og "poesiens blå blomst") først og fremmest må forstås som en reaktion på den alt for ensidige rationalisme som Kant indførte og som rigtigt foldede sig ud i Oplysningstiden. Ud over hvad der kan siges negativt om romantikkens overdrevne dyrkelse af følelserne og den tilhørende virkelighedsflugt, så kan det ikke bestrides at romantikken dybest set betød en helt nødvendig komplementær modpol til rationalismen og nyttemoralen - og blev den direkte forudsætning for hele den folkelige vækkelse i 1900-tallet som spændte fra Grundtvig til arbejderbevægelse og kvindebevægelse. Forholdet afslører at vi alle - uanset hvad vi ellers er - på bunden er romantikere, ganske enkelt fordi vi lever på primærprocesserne.
Holmegaard påpeger at Schubart i 1920'erne satte kvinden ind som et værn imod den materialisme og sekularisering, som havde gjort kroppen til et stykke brugbart mekanik og tømt verden for skabelsesfryd og den nære forbindelse til det guddommelige. Og hun tillader sig derfor - med udtrykkeligt forbehold - at lege med den tanke om det ikke netop er skabelsesfryden der er vendt tilbage til Folkekirken - med spagettigudstjener og babysalmesang?....
Det er såmænd en god tanke at lege med, for den viser da at Holmegaard véd at byen hedder 'snerpe', men bare ikke rigtigt hvor den snerper henad. Det er ellers let at nævne ved navn, for det er de energiladede arketypiske forestillinger der i princippet er universelle, men som alligevel i vid udstrækning lokaliseres i kulturer og i nationer til bestemte forestillinger. Det afgørende er at der overhovedet ikke findes religiøst eller folkeligt fællesskab uden at man får fat på disse energier og får fællesskabet bragt i ekstase - vel at mærke uden brug af alkohol og stoffer. Tragedien med den dogmatiske teologi og i nyere tid med mandeteologien var at den gjorde kristendommen mere og mere intellektuel og fuldstændigt mistede følingen med det kollektivt ubevidste.
Konklusion Til toppen Næste
Bogen 'Kvinde - Mand - Kirke' har været interessant at stifte bekendtskab med, men jeg må indrømme, at den bekræfter det indtryk jeg i forvejen havde af folkekirken som en institution der stadigvæk har over 80 procent af befolkningen som medlemmer, men som ikke destomindre har mistet sin funktion som folkets kultiske midtpunkt og derfor også som formidler af saltet i kulturlivet.
Der er naturligvis i bogen gode oplysninger og betragtninger om alle de delemner der hører sammen med spørgsmålet om kvindefrigørelsen, kvindelige præster og folkekirkens situation, men generelt synes jeg at artiklerne afslører en forbløffende snæver horisont, hvor bidragyderne har svært ved at komme ud over deres teologiske forudsætninger og interesser. Det er især forbløffende så lidt skribenterne ved om dybdepsykologi og mytisk tænkning.
Man kan kun ønske folkekirkens kvinder tillykke med ligestillingen på præsteniveau. Den skal nok også komme på provste- og bispeniveau som den efterhånden gør på alle niveauer i alle samfundets hierarkier. Man kan more sig lidt over at kvindeteologien kom til at betyde så lidt for folkekirken som sådan, men man bør ikke laste de kvindelige teologer alene. For udviklingen har i høj grad at gøre med følgerne af de forrige generationers uhørt ensidige mandeteologi der var præget stærkt af Kierkegaard gennem Tidehvervsbevægelsens skarpe hoveder, og som allerværst betød en klar og direkte afstandtagen til folkereligiøsiteten.
I virkeligheden finder jeg det ret rystende at redaktøren Eva Holmegaard Larsen kan være så tilfreds med folkekirkens situation som hun er og ikke ser noget dybt og foruroligende dekadent i den nye markedsorientering. 'Kvinde - Mand - Kirke' springer i mine øjne over alt det virkeligt problematiske og udfordrende i kultursituationen. Fra de kvindelige bidragyderes side er der stort set intet fremtidsperspektiv udover håb og fortrøstning. Den mandlige provst Wigh-Poulsen hænger fast i gamle problemstillinger. Ikke-teologen Hans Hauge synes at være den eneste der tør se væsentlige problemer i øjnene, men også han viger uden om dybdepsykologi og mytologi
Folkekirken har fortsat den store fordel at den understøttes af staten, er befæstet i grundloven og får de fleste af sine medlemmer bragt ind i sit fællesskab uden betingelser og som spæde, modtagelige børn. Den skal såmænd nok klare sig i konkurrencen med andre interessefællesskaber, kaffeklubber og hyggeklubber - men den er godt og grundigt blevet afsporet af Søren Kierkegaard og er nu endt som en Lilleskole som medarbejdere og elever er glade og tilfredse med, men som savner virkeligt format og går uden om den store udfordring.
Der mangler den livgivende forbindelse til folkelivet, folkereligiøsitet og den direkte formidling af følingen med den umiddelbare realitet, den der er før sansning og refleksion og som alle har føling med fra barnsben, fordi vi alle er sjælelige væsener. Og der mangler et lederskab der er præget af klar og bevidst transcendens. Dette lederskab mangler i allerhøjeste grad også i politik i vore dage. Men dèt gør ikke sagen bedre. Det hjælper ingen af stederne med markedsorientering, reklamer, kommunikation, spin og spindoktorer. Substansen og visionerne skal komme fra følingen med det kollektivt ubevidste.
Den store udfordring er at genskabe en folkekirke som giver det brede dansksindede folk direkte føling med de afgørende arketypiske forestillinger af kristen oprindelse. Det kan kun ske gennem højtid og kult som samler folket på nye, tidssvarende måder - uden brug af en forfejlet trosbekendelse og mange irrelevante tekster fra Det Gamle Testamente.
Deres ærbødige
Jens Vrængmose
Det kan formentlig for en del læsere være en fordel for forståelsen supplerende at læse essayet Religion som emergent fænomen i biologien.
Henvisninger: Til toppen
Litteratur:
Eva Holmegaard Larsen (red.): Kvinde - mand - kirke. Folkekirken og den lille forskel (Anis. 2012)
Relevante artikler på Jernesalt:
Folkekirke, statskirke og folkereligion (17.5.12.)
Folkekirken under pres
Folkekirken amatørfilosofisk besudlet
Hvad er problemet egentligt med denne Grosbøll?
Folkekirkens stilling i folkelivet (Åbent brev til biskop) (20.4.06.)
Opret et kultusministerium! (14.2.05.)
Folkekirke, statskirke og folkereligion (17.5.12.)
Kvindelige præster i folkekirken (6.1.08)
Hvad skal præster stille op med kødets lyst? (16.3.10.)
At være mand og at være kvinde, hvilken forskel!
Køn, identitet, partnervalg og humor (7.5.06.)
kønsdrift og livskvalitet - 2. artikel i ny serie om livskvalitet (19.1.12.)
Kønsforholdets interdependente begreber (1.9.10.)
kønsforskellen? - Er der en mening med (25.10.11.)
Kæmper kvinderne med eller imod biologien? (8.3.10.)
Hvem siger kønskraften er mandlig? (27.2.12.)
Religiøsitet, dumhed og pseudovidenskab (3.7.08.)
Ontologisk antologi
Gives der mon en tredje vej i eksistensen - hinsides determinisme og vilkårlighed? (20.6.08.)
Lars Noréns specialudgave af "Ordet" på Det kgl. Teater (28.04.08.)
Religion ude af Danmark? (11.4.06.)
Fogh Rasmussen om Grundtvig, Kirkegaard, etik og religion (15.12.05.)
Fogh, religion og sammenhængskraft (24.5.06.)
Grundtvig som mytisk digter og profet
Jul, mytologi og teologi (23.12.06.)
Musik - underholdning eller kult? (9.5.06.)
Sport og kult i nutiden (30.4.06.)
Noget må gøres for at bevare den religiøse forvirring! (14.11.11.)
Romantikken ifølge Rüdiger Safranski (23.04.08.)
Vilh. Grønbechs kulturopgør
Hvad skal vi med religion? (14.2.07.)
Er religion en privatsag?
eller er det på tide at se den som et offentlig anliggende?
Religion på dagsordenen (24.2.06.)
Kristendommen passé? (26.12.04.)
eller har den potentiale til fornyelse?
Den tredje vej til religionsanskuelse
uden om ensporet teologi og distancerende videnskab
Jens Vrængmoses rubrik
Artikler om Danmark
Artikler om Samfund
Artikler om Etik
Artikler om Erkendelse
Artikler om Psykologi
Artikler om Eksistens
Artikler om Religion
Artikler om Sekularisering
At læse Jernesalt
Introduktion til Jernesalts filosofi
Komplementaritetssynspunktet
Den komplementære helhedsrealisme
Modstanden mod komplementaritetssynspunktet
De psykiske grundprocesser
De psykiske fundamentalkræfter
Konsistens-etikken
Etik og eksistens
Redaktion
Essays
Emneindex
Personindex
Programerklæring af 2.6.02.
Jens Vrængmoses rubrik
Per Seendemands rubrik (fra 2005)
Livskvalitet (fire artikler) (2002-03)
Ontologi-serie (tolv artikler) (2010)
Virkelighedsopfattelse (syv artikler) (2007)
Religion som emergent fænomen i biologien (28.12.09.)
Jernesalts 2009-filosofi
Forord -
Begreber og aksiomer -
Krisen ved årsskiftet 2008/09 -
Verdensbilledet 2009
Livet -
Mennesket -
Sjælen -
Sproget -
Samfundet -
Overordnede politiske parametre
Udfordringen -
Helhedsrealismens advarsler -
Helhedsrealismens anbefalinger -
Efterskrift
Til toppen
Til forsiden
PrintVersion
Tip en ven
utils postfix clean
|
.jpg)
