JERNESALT - dataset

Jernesalt

Dynamisk

komplementær

helhedsrealisme

Samfund

Eksistens

Sekularisering

Coronakrisen

E-Bøger

SAMFUND

Danmark

Flygtningekrisen

Muhammed-sag

EU og EUROPA

USA

Mellemøsten

Terrorismen

Miljø og klima

Medier

Polen

EKSISTENS

Værdier

Værdimanifest

Livskvalitet

Musik

Film

Kunst

Kunstblade

Etik

Litteratur

Psykologi

Erkendelse

SEKULARISERING

Verdsliggørelse

Virkelighed

Afdogmatisering

Oplysning

Sund fornuft

Ideer og ideologier

Frihed

Religion

Humor

2019-FILOSOFIEN

Forord

Krisen

Udfordringen

Håbet

Efterskrift

ESSAYS

RETORIK

ONTOLOGI

VIRKELIGHED

ENFOLDIG TALE

SKIDT OG KANEL

REDAKTION

PROGRAM

INTRODUKTION

INSPIRATORER

OVERSIGTER

EMNEINDEX

PERSONINDEX

LINKS

E-MAIL

utils prefix normal Forside Oversigter Redaktion At læse Jernesalt Sendemand Vrangsiden Kontakt

JERNESALT - koensforskel

ARTIKEL FRA JERNESALT - 25.10.11.

Er der en mening med kønsforskellen?

Danmark har ikke blot fået en ny regering, men også en kvindelig statsminister, og tv-seerne kan for første gang opleve på skærmen at landets regeringschef modtages med kindkys i lange baner af sine mandlige kolleger i EU i Bruxelles. Intet under at den relativt unge og meget elegante Helle Thorning-Schmidt nyder det - og bagefter strålende kan bedyre seerne at hun nok skal fortælle eu-rådet - og især de store euro-lande - at alle medlemslande skal tages med i en fælles løsning af den store euro-krise.

Vi ved godt alle sammen at billederne fra de uformelle lederseancer for åben skærm snyder, fordi de kun afspejler den krævede høflighed - den selvfølgelige pli - og slet ikke tonen under de efterfølgende lukkede forhandlinger med store reelle modsætninger mellem Tyskland, Frankrig, Storbritannien og Italien. Det er Tyskland og Frankrig der afgør alle de store spørgsmål under hensyntagen til deres egne økonomiske og parlamentariske interesser, problemer og muligheder. De mindre lande - og især landene uden for eurosamarbejdet - har ligesom kommissionsformanden og den officielle præsident ikke meget at skulle have sagt. Dette ligger i selve konstruktionen med et eurosamarbejde der ikke omfatter alle 27 eu-lande. Men også allerede i sagens natur: En bestyrelse på 27 medlemmer ville - som det fremgår af Parkinsons lov - være ineffektiv, hvis ikke en kerne af den på forhånd afgjorde hvad der skal besluttes.

Så den kvindelige danske statsminister kan modtage alle de kindkys der kan få hende til at stråle. Reel magt har hun ikke - og hendes pondus som statschef er også så beskeden at hun ikke har en jordisk chance for at sætte sit præg på unionens udvikling når hun til nytår sætter sig i den formelle formandsstol for det næste halvår. Den siddende formand, polakken Donald Tusk, har heller ikke sat sit præg på udviklingen i indeværende halvår, men ham har vi heller ikke fået lov at se i funktion i dansk tv.

Det er - må det indrømmes - let at gøre grin med den socialdemokratiske statsminister der jo ikke var egentlig vinder af valget (det var Margrethe Vestager) og som siden har måttet indkassere endnu dårligere meningsmålinger. Hun nåede frem til Statsministeriet ene og alene fordi vælgerflertallet ville have en ny regering. Det ser samme flertal ud til allerede at have fortrudt, og det er faktisk et særsyn så hurtigt efter et valg. Men befolkningen i et demokrati har nu engang den regering den fortjener at få, eftersom stemninger, medietække og mediespin her spiller en langt mere afgørende rolle end sund fornuft og nøgtern langsigtet vurdering.

Ind spiller i øjeblikket i høj grad også kvindernes mere eller mindre utopiske drømme om absolut ligestilling mellem kønnene. Hvorfor skulle en kvindelige statsminister ikke være lige så god - eller bedre - end en mandlig?

Rent faktisk kan man pege på at en begavet kvinde som nordmanden Gro Harlem Brundtland har vist at et menneske af hunkøn sagtens kan bestride et krævende job som statsminister i et velfærdssamfund gennem mange år og med glimrende resultat - og endda nogle år samtidigt være leder af Verdenskommissionen for Miljø og Udvikling samt efterfølgende løse en international opgave som generaldirektør for WHO fint. Og bliver vi i Europa, kan også nævnes at Storbritanniens 'Jernlady' fra 1979-90 Margaret Thatcher viste stor målbevidsthed og dermed lagde navn til en britisk udgave af nyliberalismen (thatcherismen). Hendes efterfølger som konservativ premierminister kunne slet ikke leve op til hendes niveau. Omvendt må dog peges på at den sympatiske tyske kansler Angela Merkel har stort besvær med at lede sit land på samlende vis. Og tilsvarende må også nævnes, at det bestemt ikke er alle mandlige regeringschefer der er lige heldige endsige beundringsværdige.

Det der imidlertid er nødvendigt at pointere kraftigt er at der gør sig biologiske forskelle gældende som ikke kan bortforklares og som alt andet lige giver et meget klart udslag. Med 'alt andet' tænkes her på intelligens, uddannelse og social kompetence. For en ordens skyld skal specifikt nævnes, at der ikke er belæg for at kvinders intelligens generelt skulle være lavere end mænds. Der er for begge køns vedkommende naturligvis store individuelle intelligensforskelle, men ingen generelle der kan henføres til kønsforskellen som sådan (uanset hvad Nyborg hævder).

Den biologiske forskel ligger ét sted og kun ét, nemlig i den hormonale forskel. Der er afgørende forskel mellem det mandlige kønshormon (testosteron) og det kvindelige (østrogen), idet det første ved siden af det forplantningsmæssige bestemmer graden af driftsaggressivitet, mens det sidste bestemmer graden af 'omsorgsindstilling'. Begge er naturligvis gavnlige for menneskearten som sådan og menneskesamfundet som helhed. Men den hormonale forskel betyder forskellige præferencer for de to køn og har gjort det altid. Det mandlige kønshormon giver præferencer for udadvendt aktivitet, kamp og ulighed, mens det kvindelige kønshormon giver præferencer for aktiviteter der i højere grad tilstræber og skaber samarbejde, omsorg og udligning af forskelle.

Det er indlysende at udviklingen i det moderne samfund siden begyndelsen af 1900-tallet, men navnlig efter 2. verdenskrig har betydet kvindernes frigørelse fra tidligere tiders efterhånden ydmygende fastholdelse af dem som hjemmegående og ulønnede børne- og familiepassere (der hørte til i køkken, barnekammer og kirke), således at flertallet i dag får en god uddannelse og kommer på arbejdsmarkedet på principielt samme vilkår som mænd. Kvinder har for længst fået stemmeret og deltager i den politiske debat og det politiske organisationsarbejde på lige fod med mænd. Dette har fået enorm betydning for vore vestlige samfund, men har som alle ved ikke ført til absolut ligestilling mellem kønnene hverken hvad angår aflønning, position eller repræsentation. Og dette får naturligvis kvindesagsforkæmpere til at kæmpe videre - og endda foreslå kontroversielle metoder som kønskvotering.

Objektivt set må man tvivle på at den absolutte ligestilling nogensinde nås ad frivillighedens demokratiske vej. Den strider simpelthen mod begge køns egne fornemmelser. Det er ikke uden grund at der er klart overtal af kvinder i fag der har med omsorg, pleje og pædagogik at gøre. Det ligger bedst til kvinder ud fra de biologiske præferencer flertallet af dem har, og dette kan kun bestrides ud fra en feministisk ideologi der direkte benægter biologiske kendsgerninger.

Lettest iagttagelig ses den biologiske forskel allerede klart i drenges præferencer for fysisk aktivitet. Den fremgår også af det forhold, som en undersøgelse fornylig har påpeget, nemlig at børn af begge køn synes at deres far er bedre til at lege med dem end mødrene i den forstand at leg med fædrene er sjovere og rummer større variation og spænding. Og forskellen fremgår indirekte også af det ubestridelige forhold, at der er flere voldsforbrydere mellem mænd end mellem kvinder. Og endvidere i at kvinder i højere grad søger ind på og samler sig om de mellemlange uddannelser, medens mænds valg viser polarisation: De deler sig tydeligere i dem der søger de lange og krævende uddannelser og dem der vælger de korte og nemme uddannelser (eller slet ingen). Forklaringen ligger ifølge visse eksperter i samfundets kønsidealer. Og det er naturligvis rigtigt i den forstand at de gamle kønsmønstre bliver ved med at gøre sig gældende i kønnenes præferencer (alt andet ville være mærkeligt). Men forklaringen er en narresut, hvis man tror dette er helt tilfældigt og vil kunne ændres vilkårligt gennem en nykonstruktion af den menneskelige bevidsthed. Kønsidentitet og kønsroller er ikke konstruktioner af den menneskelige bevidsthed overhovedet, men stikker langt dybere, langt ned i det ubevidste.

Et af de mest betænkelige træk ved den fremherskende kvindesagsstrategi er ønsket om kønskvotering. Det deles for det første ikke af alle kvinder. For mange kvinder kan godt se, at man ved al kønskvotering reelt indrømmer en grundliggende kønsforskel, ellers var der jo ingen grund til at vælge en så kunstig metode. Men for det andet ville konsekvensen være meget uheldig for samfundet som helhed, idet den vil føre til diskrimination af kvalificerede mænd, således som det reelt sker på Københavns Universitet med dets 'kvindelige belønningsstruktur'. Systemet indebærer at ansættelse af et vist antal kvindelige professorer udløser bevilling til et ekstra bonusprofessorat, og at en vis procentvis forøgelse af nyansatte kvindelige professorer giver øget tildeling af midler. Ja, flere faktulteter har ifølge professor Hans Bonde (indlæg i Politiken 18.10.) indført en radikaliseret belønningspolitik der gør opgradering af kvindelige lektorer til professorer gratis de første fem år. Man kan på en sådan baggrund let forstå at Københavns Universitet synker dybere og dybere i forhold til andre universiteter, og at der er langt til målsætningen om at gøre KU til et eliteuniversitet på verdensplan - og så behøver vi endda slet ikke at tale om Penkowasagen!

Det ligger i sagens natur at såvel et universitet som enhver anden offentlig eller privat institution og virksomhed der skal klare sig i konkurrence med andre vil tabe terræn, hvis den begynder på kunstig vis at forfremme personer og bevillige ekstramidler til nogensomhelst på andet grundlag end saglige vurderinger af kvalifikationer. Det er for at sige det ligeud - en katastrofal ideologi for enhver institution der skal klare sig i konkurrencen med andre at indføre nogen form for kønskvotering.

Fejlen i alle sådanne forskruede ideer og metoder er i og for sig ikke ønsket om flere ledende stillinger og professorater til kvinder, for det er et meget naturligt ønske hos stræbsomme kvinder, men derimod at man vedblivende ser bort fra de biologiske kendsgerninger, og navnlig disses direkte indflydelse på selve ambitionsniveauet for de to køns individer.

Dette ambitionsniveau bestemmes nemlig ikke alene af intelligens og ønsket om udfolde sig bedst muligt, men i allerhøjeste grad af en grænseoverskridende driftsaggressivitet som i kraft af selve kønshormonerne er vidt forskellig for de to køn. Den er generelt langt større hos mændene end hos kvinderne og vil vedblive at være det, og den støttes ydermere på underbevidst plan psykisk af de fysiske organers virkemåde. Det betyder jo ikke at der ikke findes kvinder der har store ambitioner eller som ikke skulle evne at være gode forskere, iværksættere og ledere, men at de vil være relativt færre end mænd med store ambitioner og evner. Derfor er der intet mærkværdigt i at antallet af mænd der fx får tildelt nobelprisen er langt større end antallet af kvinder. Eller at der er langt flere mandlige filosoffer i verden end kvindelige (hvorimod der i dag er langt flere kvindelige forfattere end mandlige).

Grunden til at den her anførte argumentation for den biologiske forskels grundlæggende urokkelighed ikke godkendes af alle er den simple at det store flertal af befolkningen i dag uden videre ser bort fra dybdepsykologien og dermed også for den dybe sammenhæng der på ubevidst plan er mellem fysisk og psykisk kønsidentitet. Den mandlige, grænseoverskridende driftsaggressivitet støttes af de mandlige kønsorganers opbygning og funktion, mens den kvindelige præference for omsorg og pleje støttes af de kvindelige kønsorganers indretning og funktion. Det er der overhovedet intet mærkeligt i, og derfor er der heller ikke noget mærkeligt i at de gængse præferencer fortsat er karakteristiske for de to køn og af langt de fleste almindelige mennesker også fortsat betragtes som det charmerende ved kønsforskellen. Det besynderlige kommer først med ideologiske afvisninger af forskellen.

Resultatet af den indædte feministiske ideologi kan derfor uden større risiko forudsiges at forblive uden større virkninger. Der vil altid være brug for at det enkelte individ hos begge køn gennem opvækst og personlig udvikling finder frem til sin egen personlige kønsidentitet, men generelt og statistisk set vil det ikke være muligt at nærme sig absolut ligestilling. I det omfang man alligevel forsøger tvangsmæssigt at tilkæmpe sig en sådan, vil man kun opnå at forvride udviklingen på en måde der vil skade helheden, dvs gøre virksomheder og institutioner mindre gunstigt indstillede i forhold til dem der konkurreres med.

Meningen med kønsforskellen er ikke at det ene køn skal undertrykke det andet eller holde det nede på et lavere plan end de naturlige evner og ambitioner muliggør, men derimod at sikre en vedvarende dynamisk modsætning der giver tilværelsen størst mulig variation og charme for begge køn. Sådan opleves kønsforskellen i praksis af de fleste på vore breddegrader - og derfor er kunstige metoder til deres udviskning på forhånd dømt til at mislykkes.

Bedømmer man den aktuelle politiske situation her i landet ud fra disse kriterier, kan man kun komme til det resultat at valget af en elegant kvindelig politiker med snævre ambitioner og begrænsede visioner til landets statsminister kun vil gøre den aktuelle og alvorlige krise vanskeligere at løse. Men valget er gjort, og vælgerne må gøre deres erfaringer og drage deres konklusioner. I bedste fald vil de indse at valget i højere grad byggede på en illusion end på realiteter.

Jan Jernewicz

Henvisninger:

Relevante artikler på Jernesalt:

At være mand og at være kvinde, hvilken forskel!  (18.2.11.)
Kvinderne, valget og realitetsprøvelsen  (10.9.11.)
Henrik Dahls store politiske desillusionering   (13.6.11.)
Vælgernes naivitet - Naivitet og fordummelse i politik III  (10.3.11.)

Det aggressive menneske om Anthony Storrs dobbelte aspekt og dets følger
Kønsforholdets interdependente begreber  (1.9.10.)
Heksejagt på kvindelige toppolitikere?  (17.8.10.)
Kæmper kvinderne med eller imod biologien?  (8.3.10.)
Familie og skilsmisse  (28.7.08.)
Køn, identitet, partnervalg og humor

'Jernesalts 2009-filosofi' - med bl.a. andet følgende kapitler:
Forord
Begreber og aksiomer
Mennesket
Sjælen
Sproget
Samfundet
Overordnede politiske parametre

Øvrige henvisninger til Jernesalts egne artikler:

Artikler om Samfund  (se iøvrigt linkene i venstre ramme)
Artikler om Psykologi  (se iøvrigt linkene i venstre ramme)
Artikler om Eksistens  (se iøvrigt linkene i venstre ramme)
Artikler om Sekularisering  (se iøvrigt linkene i venstre ramme)

Redaktion
Essays
Emneindex
Personindex

Programerklæring af 2.6.02.
Jens Vrængmoses rubrik
Per Seendemands rubrik (fra 2005)

At læse Jernesalt
Introduktion til Jernesalts filosofi
Komplementaritetssynspunktet
Modstanden mod komplementaritetssynspunktet

Den komplementære helhedsrealisme
De psykiske grundprocesser
De psykiske fundamentalkræfter
Konsistens-etikken
Etik og eksistens

Livskvalitet (fire artikler) (2002-03)
Ontologi-serie (tolv artikler) (2010)
Virkelighedsopfattelse (syv artikler) (2007)
Religion som emergent fænomen i biologien (28.12.09.)

Værdimanifest (fra 2003))
Værdimanifest i forkortet udgave
Sagregister til værdimanifest

Til toppen Til forsiden PrintVersion Tip en ven

utils postfix clean