JERNESALT - dataset

Jernesalt

Dynamisk

komplementær

helhedsrealisme

Samfund

Eksistens

Sekularisering

Coronakrisen

E-Bøger

SAMFUND

Danmark

Flygtningekrisen

Muhammed-sag

EU og EUROPA

USA

Mellemøsten

Terrorismen

Miljø og klima

Medier

Polen

EKSISTENS

Værdier

Værdimanifest

Livskvalitet

Musik

Film

Kunst

Kunstblade

Etik

Litteratur

Psykologi

Erkendelse

SEKULARISERING

Verdsliggørelse

Virkelighed

Afdogmatisering

Oplysning

Sund fornuft

Ideer og ideologier

Frihed

Religion

Humor

2019-FILOSOFIEN

Forord

Krisen

Udfordringen

Håbet

Efterskrift

ESSAYS

RETORIK

ONTOLOGI

VIRKELIGHED

ENFOLDIG TALE

SKIDT OG KANEL

REDAKTION

PROGRAM

INTRODUKTION

INSPIRATORER

OVERSIGTER

EMNEINDEX

PERSONINDEX

LINKS

E-MAIL

utils prefix normal Forside Oversigter Redaktion At læse Jernesalt Sendemand Vrangsiden Kontakt

JERNESALT - valg11i

ARTIKEL FRA JERNESALT - 10.9.11.

Kvinderne, valget og realitetsprøvelsen

Et af de mest påfaldende, men samtidigt mest upåagtede træk ved det aktuelle politiske lederskab gennem de sidste år herhjemme er at halvdelen af lederne er kvinder, nemlig Helle Thorning (S), Pia Kjærsgaard (DF), Margrethe Vestager (R), Johanne Schmidt-Nielsen (Ø), over for Lars Løkke (V), Villy Søvndal (SF), Lars Barfoed (K), og Anders Samuelsen - og så skal oven i købet tages i betragtning at De konservative i et par før Barfoed også havde en kvindelig leder, nemlig Lene Espersen. Og dette er et helt enestående fænomen i europæisk politik.

Der er fremtrædende kvindelige politikere og partichefer andre steder (bort set fra Storbritannien), men mændene dominerer alle steder med undtagelse af netop Danmark og Tyskland. Endnu en uges tid er statsministeren her i landet en mand, omend en svag mand der skilter med at han er vokset op med velfærdssamfundet, værner om sin families feriedage og sågar kender mælkepriserne, men han savner totalt forgængerens statmandsformat. Og i Tyskland er forbundskansleren godt nok en kvinde, men en meget svag kvinde der gradvist har tabt mere og mere magt og anseelse og specielt har lidt under at koalitionspartneren FDP i udenrigsministeren har haft en svag mandlig leder der trods mange nederlag nægter at gå af som minister. Tyskland har i rækken af Bundeskanslere efter krigen haft markante ledere som Adenauer, Erhard, Brandt, Schmidt, Kohl og Schrøder. Præsidenterne og udenrigsministrene har i samme lange periode alle været mænd.

Da der ikke er noget som helst belæg for at kvinder skulle være dårligere begavet end mænd, og da der vitterligt i Norge for femten år siden har været en markant kvindelig statsminister som Gro Harlem Brundtland, vil det umiddelbart forekomme mange kvinder temmelig kønsdiskriminerende at få antydet at der overhovedet er sammenhæng mellem køn og lederskab. De mest fanatiske feminister har jo længe hævdet at den manglende ligestilling skyldes sociale og kulturelle barrierer som man kun kan lovgive sig ud af gennem kønskvotering. Af gode grunde er mange imod denne tankegang - også blandt kvinder - fordi den jo indirekte rummer den konklusion at kvinder ikke kan kæmpe sig til ligestilling ved egen hjælp og altså biologisk set vedblivende er det svage køn.

For Danmarks vedkommende er der imidlertid ét bestemt forhold der gør det nødvendigt at tage emnet op til diskussion som udslaggivende faktor i den aktuelle politiske magtkamp, og det er sammenhængen mellem partiernes og vælgernes indstilling til og præferencer for de elementer i velfærdspolitikken der primært går på det trygheds- og omsorgsmæssige, og kun sekundært accepterer nødvendigheden af det komplementære frihedsprincip.

Som påpeget mange gange på Jernesalts sider er det et yderst betænkeligt træk ved den danske velfærdsmodel at den offentlige sektor er blevet konstant udvidet gennem det sidste halve århundrede, således at flere og flere borgere før pensionsalderen kommer på offentlige overførselsindkomster og at flere og flere erhvervsduelige borgere bliver offentlige ansatte (bl.a. fordi de skal passe og adminstrere dem på overførselsindkomster). Det uheldige og på længere sigt økonomisk uholdbare herved ligger som også tidligere påpeget - sidst i artiklen Farcen om dansk politik giver endeligt valg (26.8.11.) - i den politiske konsekvens, at flertallet af vælgere som offentligt ansatte eller offentligt forsørgede helt naturligt kommer til at foretrække de partier der i højere grad end andre går ind for den offentlige sektors udvidelse, det vil i praksis sige partierne Socialdemokraterne, Socialistisk Folkeparti og Enhedslisten - med De radikale (og Kristendemokraterne) i en slags modstræbende, men dog accepterende rolle. Og det fatale er at samfundsøkonomien lider mere og mere under denne udvikling.

Kvindespørgsmålet kommer ind i billedet, fordi statistikken viser at en klar overvægt af kvinderne på arbejdsmarkedet er offentligt ansatte (de har af gode grunde forkærlighed for omsorgsarbejde), og fordi meningsmålingerne viser at de også (forståeligt nok) stemmer på venstrefløjens partier der netop ønsker den offentlige sektor udvidet, ja vel nærmest i dag kan defineres ud fra dette ønske (hvad de ikke kunne før 1972). Som nævnt i den pågældende artikel var det socialøkonomen og socialisten Jørgen S. Dich der allerede i begyndelsen af 1970'erne fandt ud af disse ting, men det er stort set blevet glemt af samfundsforskerne. Det blev således først for nyligt trukket frem af sociologen Henrik Dahl i et indlæg i Politiken, hvor han pudsigt nok erklærede sig flov over at have glemt Dichs bog om den nye herskende klasse af offentligt ansatte. Jeg bilder mig ind at hans opdagelse af bogen skyldes undertegnede der udtrykkeligt har fremhævet den i Jernesalts 2009-filosofi som Dahl for nylig fik tilsendt. Det typiske er naturligvis at socialdemokraten Mette Frederiksen omgående afviste enhver påstand om at hendes parti og hele venstrefløjen er i lommen på de offentligt ansatte. Hun hører netop til de 'lovgivningsfeminister' der vil have indført tvangsmæssig kønskvotering, fordi hun bestrider sammenhængen mellem køn og politisk såvel som erhvervsmæssig prioritering. Hun hører med andre ord til den store gruppe af velmenende mennesker på venstrefløjen som ikke vil se de realpolitiske, realøkonomiske og realbiologiske kendsgerninger i øjnene.

Denne blindhed har imidlertid fatale følger for udviklingen.

Blindheden indebærer helt konkret, at venstrefløjen efter al sandsynlighed vil vinde folketingsvalget torsdag den 15.9. og komme til at danne en mindretalsregering under Helle Thorning-Schmidts ledelse, formentlig en S-SF-regering med de radikale og Enhedslisten som støttepartier. Dette vil uden tvivl føre til ændringer på flere punkter i såvel indenrigs- som udenrigspolitik, og i såvel social-, undervisnings-, uddannelses- og beskæftigelsespolitik som i klimapolitik og skattepolitik. Men den økonomiske krise vil bestå, fordi den primært skyldes udefra kommende forhold som den danske regering kun har meget lidt indflydelse på. Dansk økonomi er nogenlunde velfunderet sammenlignet med andre europæiske landes økonomier, således at der er plads til tidsbegrænsede småreguleringer som fx fremrykkelse af offentlige investeringer. Sådanne reguleringer kan udskyde nødvendigheden af dybere indgreb og reformer en stakket tid, men de kan ikke løse de langsigtede problemer. Og disse hedder nu som i går og i morgen strukturproblemer, hvilket igen helt konkret vil sige den uholdbare skævhed mellem den offentlige og den private sektor, for mange på offentlig forsørgelse for længe, for dårlige konkurrencevilkår for det private erhvervsliv, for høje lønninger sammenlignet med udlandet, mangel på kvalificeret arbejdskraft og for mange ydelser fra det offentlige som er for høje eller helt gratis.

Det groteske ved den standende, langvarige og dødkedelige valgkamp, som efterhånden hænger alle ud af halsen, er den store modsætning mellem løfter og realiteter. Partierne på begge fløje lover en masse som der efter alt at dømme ikke bliver råd til i de kommende mange år. Valgkampen kommer derfor i vid udstrækning til at gå på politikernes troværdighed og ansvarlighed (samt medietække). Den siddende regering med Dansk Folkeparti som fast støtte kan af gode grunde fremhæve sig selv som mest realistisk, fordi den i mange år har ført realpolitik med respekt for økonomiske kendsgerninger. Denne politik kan diskuteres på flere punkter når det kommer til fordelingen, men ingen kan påstå at den ikke i det store og hele har holdt sig inden for hvad fagøkonomer betragter som ansvarlig politik. Meningsmålingerne viser da også at den siddende regering anses for mere økonomisk ansvarlig end oppositionen. Til gengæld viser de samtidigt at flertallet ikke desto mindre ønsker en ny regering. Alt tyder i skrivende stund på at flertallet også får det. Og tillykke med det. Demokratiet er nu engang sundest når regeringsmagten går på omgang mellem de førende partier med passende mellemrum. Men denne påskønnelsesværdige sundhed garanterer aldrig i sig selv at det er den sunde fornuft der kommer til magten. Tværtimod kan demokratiet ind imellem også skaffe demagoger, løftebrydere og distanceblændere til magten.

I den helt aktuelle valgkamp er det dog positivt at den sandsynligt vindende statsministerkandidat Helle Thorning og hendes SF-makker Villy Søvndal flere gange ret udtrykkeligt har understreget at de ikke vil sætte gang i tiltag der ikke er finansierede, hvilket først og fremmest betyder at man ikke vil stifte gæld for at kickstarte dansk økonomi. Dette er udmærket, men det løser ikke de langsigtede strukturproblemer. Og det er her kampen skal vindes. Her udfordringerne skal ses i øjnene, og her det største tabu i aktuel dansk politik bør hæves fra fortrængningens og livsløgnenes mørke. Tabuet hedder forholdet mellem den offentlige og den private sektor - eller på mere præcist ideologisk plan: modsætningen mellem det trygheds- og lighedsprincip som 'venstrefløjen' hylder og det frihedsprincip som 'højrefløjen' hylder, altså den modsætning som er og bliver grundliggende og uovervindelig, og som det derfor er håbløst at forsøge opløst eller bragt i ligevægt eller forening. Den nævnte grundmodsætning er af typisk komplementær art, dvs principielt uoverstigelig; man kan ene og alene sikre de to hver for sig gode og gavnlige principper fuld eksistensberettigelse som dynamiske faktorer ved at acceptere deres ligeberettigelse og uforenelighed. Dette er der imidlertid ingen af partierne der vil indse. Det nærmeste Venstre har været det var da den tidligere partiformand Anders Fogh Rasmussen efter inspiration fra Labours Tony Blair i 1998 valgte 'den tredje vej', midtervejen mellem socialismen og liberalismen, men ikke engang han leverede den gennemtænkte komplementære begrundelse for strategien. Og så længe dette ikke er tilfældet vil politikerne på begge fløje kæmpe forgæves for en virkelig fornyelse af politikken.

Har dette overhovedet noget med køn at gøre?

Ja, det har det, for præferencen for henholdsvis trygheds- og frihedsprincippet er tydeligt kønsbestemt. Alt andet lige har kvinder præference for tryghed og lighed (og dermed for omsorg, immanens og vidtgående sociale hensyn), mens mænd har præference for friheds-princippet (og dermed for udfoldelse, grænseoverskridelse, transcendens og vidtgående økonomiske hensyn). Kvinder kan udmærket stemme på mænd og foretrække mandlige ledere (det kan de godt se visse fordele ved), men generelt ser de mere på sociale hensyn, og derfor vil de ikke mindst i økonomiske kriser foretrække venstrefløjens kandidater som ledere - uanset hvad deres fornuft siger dem om økonomiske realiteter.

Er de aktuelle valgmuligheder oven i købet kendetegnet af at de mest socialt orienterede partier (omsorgsassistenterne og tryghedsgiverne) har kvindelige ledere, men de mest økonomisk orienterede partier (entreprenørerne) har mandlige ledere, så bliver fristelsen stor: Det store flertal af kvinder vil stemme på venstrefløjen, mens det knap så store flertal af mænd vil stemme på højrefløjen. Når velfærden føles truet (gennem reformer og justeringer der kaldes nedskæringer og forringelser, selvom de er nødvendige), vil venstrefløjen uundgåeligt vinde, men som sagt bliver de grundliggende realpolitiske problemer ikke anderledes af den grund. Fordelen ved at venstrefløjen nu endeligt kommer til roret ligger ene og alene i at den bliver nødsaget til at føre realpolitik inden for realøkonomiens meget snævre muligheder - og dette vil være den allerbedste læreproces for dens egne tilhængere. En sand realitetsprøvelse kan blive virkelighed.

Skal undertegnede for fuldstændighedens skyld lige repetere de biologiske kendsgerninger der ligger til grund for ovennævnte betragtninger, kan jeg gøre det med henvisning til artiklen Kæmper kvinderne med eller imod biologien? fra 8.3.10. Dybest set er der en fundamental psykisk faktor som er direkte afledt af den biologiske kønsforskel. Den såkaldte 'lille forskel' er meget mere psykisk determinerende end den rene fysiske forskel lader ane. Den er nemlig ikke så meget afledt af forskellen i kønsorganernes indretning som af forskellen i kønshormonernes diametralt modsatte virkning.

Mandens kønshormon bestemmer ikke blot arten og frekvensen af hans seksualitet, men går igen i hele hans psykiske væsen i den forstand at det alt andet lige er særlig karakteristisk for manden at han er indstillet på grænseoverskridelse, både fysisk og intellektuelt. Den kønshormonale forskel giver manden en præference for transcendens som i sidste ende bestemmer hans valg af fag, uddannelse, karriereforløb og livsmål såvel som hans politiske og magtmæssige præferencer. Og omvendt gælder naturligvis at den kønshormonale forskel giver kvinden en præference for immanens og forbliven ved de vundne sociale eller omsorgsmæssige vilkår. Alt andet lige foretrækker kvinder fag, uddannelse og karriere inden for områder der har med omsorg, tryghed og lighed at gøre. Går de ind i politik er det de samme områder de fokuserer på og bliver bedst til. (Stadigvæk alt andet lige, for der er naturligvis undtagelser fra reglen).

Enkelte partipolitiske bemærkninger kan knyttes hertil, idet det er indlysende for en bedømmelse af Lars Løkke Rasmussen som statsminister at han er en helt anderledes type mand end Anders Fogh Rasmussen, nemlig meget tæt på det man i almindelighed forstår ved en 'blød mand', hvilket ikke i hans tilfælde vil sige at han ikke går hårdt efter magt, men at han lægger vægt på almindelige bløde værdier (om man vil familieværdier) og derfor har meget svært ved at se kritisk på velfærdssamfundet som sådant. Han er desuden blottet for filosofisk eller ideologisk interesse, hvad der også er noget der forudsætter grænseoverskridende tendens.

På den anden fløj er det påfaldende at SF's formand Villy Søvndal længe stod til en gigantisk partifremgang der stort set skete på socialdemokraternes bekostning og derfor til sidst vakte hans egen betænkelighed. Partiet har jo siden sin oprindelse i 1958 aldrig glemt Aksel Larsens bitre erkendelse: at partiet aldrig kommer til magten uden gennem socialdemokraterne. Villy Søvndal tog i 2010 konsekvensen af sin voldsomme succes der truede det reelle subordinationsforhold til socialdemokraterne. Han gjorde fælles sag med socialdemokraterne, idet han accepterede ikke alene et fælles program med konkurrenten ('Fair løsning' og den senere reviderede udgave), men også Helle Thorning-Schmidt som SF's indiskutable statsministerkandidat. Sådan har han ført sig frem lige siden, endda yderst loyalt - og det har han tabt så meget på at hans parti i meningsmålingerne er faldet tilbage på gammelt niveau, ja, i værste fald risikerer partiet en tilbagegang i forhold til sidste valg. Det vil partiet naturligvis ikke officielt erklære sig særligt kede af, hvis resultatet ellers bliver en S-SF-regering under Thorning. Men man kunne se det som en underordning der er helt ubegrundet og uholdbar i længden. For Villy Søvndal er - uanset hvad man ellers måtte mene om ham - en bedre politisk begavelse end Helle Thorning, og så er han en mand der af rent kønshormonale grunde også har mere grænseoverskridelse i sig end hun har.

Det er i denne forbindelse nødvendigt at minde om at Henrik Dahl har undsagt sin tidligere partifælle Helle Thorning-Schmidt som partiformand og statsministerkandidat. Han hævder ud fra sit personlige kendskab til hende inden for partiet, at hun hverken kan skrive eller improvisere, har en meget begrænset almen viden, ikke har noget nærvær eller nogen større visioner. Og hans konklusion er så hård den næsten kan blive: hvis nogen kan tro at Helle Thorning egner sig til at være statsminister, kan det kun skyldes en blanding af ønsketænkning og vellykket mediehåndtering.

Det er denne statsministerkanidat Villy Søvndal underordner sig - og med denne subordination han trækker sig selv og partiet med ned. Ikke mærkeligt at Enhedslisten vinder på det. De markerer betydelig selvstændighed - ligesom de radikale.

Vel, lad mig trøste venstrefløjens mange tilhængere med en omskrivning af Søren Kierkegaard: Græder ikke, børnlille. Det er ganske vist ikke løgn hvad der er skrevet ovenfor, men det er en sandhed de færreste vil indse. Så det får ikke indflydelse på valgresultatet. Sandheden vil først gå op for vælgerne efter valget, når de får den at føle på deres egen krop, deres eget forbrug og deres risiko for at blive arbejdsløse.

Jan Jernewicz

Henvisninger:

Links til:

Venstre
Socialdemokraterne
Dansk Folkeparti
Socialistisk Folkeparti
Det konservative Folkeparti
Det radikale Venstre
Enhedslisten
Liberal Alliance

Relevante artikler på Jernesalt:

Valget, udfordringerne og partierne  (13.9.11.)
Farcen om dansk politik giver endeligt valg  (26.8.11.)
Kulturen, eliten og folket  (7.9.11.)
Henrik Dahls store politiske desillusionering   (13.6.11.)

Individ og samfund som komplementære fænomener  (23.7.03.)
Liberalismen og socialismen som komplementære fænomener  (26.8.03.)
Den kreative klasse ifølge Richard Florida   (9.3.06)
Den herskende klasse efter 1970   (19.02.03.)
Midten i dansk politik  (25.10.04.)

At være mand og at være kvinde, hvilken forskel!  (18.2.11.)
Kønsforholdets interdependente begreber  (1.9.10.)
Heksejagt på kvindelige toppolitikere?  (17.8.10.)
Kæmper kvinderne med eller imod biologien?  (8.3.10.)
Sygelig sundhedsfokusering  (12.1.10.)
Ligestilling i rockmusikken og iøvrigt - en illusion eller hvad?  (11.8.09.)
Hvorfor skal hekse på bålet?

Kulturen, eliten og folket  (7.9.11.)
Farcen om dansk politik giver endeligt valg  (28.8.11.)
De radikales 2020-plan  (7.6.11.)
S og SF fremlægger deres 2020-plan  (17.5.11.)
Historisk forlig mellem VKO og R om tilbagetrækningsreform  (14.5.11.)
Øget grænsekontrol som led i politisk forlig  (12.5.11.)
Valget nærmer sig  (19.4.11.)
Indvandrerdebatten - Naivitet og fordummelse i politik IV  (14.3.11.)
Vælgernes naivitet - Naivitet og fordummelse i politik III  (10.3.11.)
Politikernes uskikke - Naivitet og fordummelse i politik II   (8.3.11.)
Naivitet og fordummelse i politik (I - grundproblematik)  (4.3.11.)
Efterløn og politisk afmagt  (4.1.11.)
Status over året 2010  (31.12.10..)
Er dansk politik havnet i drillerier og stilstand?  (13.11.10.)
Lystigt valg mellem Helle og Løkke  (7.10.10.)

Velfærdssamfundets fremtidige finansiering kræver ny realisme  (23.7.10.)
Arbejdsmarkedsreformer udskudt  (23.8.09.)
Velfærden og partiernes konkurrence  (8.7.07.)
Nedskæringer og prioriteringer i det offentlige  (27.9.06.)
Velfærdsforliget i hus  (21.6.06.)
Liberalismen og socialismen som komplementære fænomener.

Afmagtspostulater
Politiske parametre  (6.2.05.)
Værdimanifestet i forkortet udgave
Værdimanifest i komplet udgave

Hvad skal vi med værdikamp  (31.3.11.)
At være vælger og politiker  (24.1.11.)
Status over året 2010  (31.12.10.)
Partipolitik og sprogforvirring  (9.9.10.)
Menneskesyn og politik  (13.8.10.)
Er populismen elitær?  (30.3.10.)

Øvrige henvisninger til Jernesalts egne artikler:

Oversigter over artikler om Samfund  (se iøvrigt linkene i venstre ramme)
Oversigter over artikler om Eksistens  (se iøvrigt linkene i venstre ramme)
Oversigter over artikler om Sekularisering  (se iøvrigt linkene i venstre ramme)

Redaktion
Essays
Emneindex
Personindex

Programerklæring af 2.6.02.
Jens Vrængmoses rubrik
Per Seendemands rubrik (fra 2005)

At læse Jernesalt
Introduktion til Jernesalts filosofi
Komplementaritetssynspunktet
Modstanden mod komplementaritetssynspunktet

Den komplementære helhedsrealisme
De psykiske grundprocesser
De psykiske fundamentalkræfter
Konsistens-etikken
Etik og eksistens

Livskvalitet (fire artikler) (2002-03)
Ontologi-serie (tolv artikler) (2010)
Virkelighedsopfattelse (syv artikler) (2007)
Religion som emergent fænomen i biologien (28.12.09.)