|
|
ARTIKEL FRA JERNESALT - 31.12.10.Status over året 2010TerrortruslenIndvandrertruslen Mellemøstkrisen EU og finanskrisen Klimaet arter sig som det vil Danmark stander i våde Den tredje vej en saga blot Men humoren lever Henvisninger Terrortruslen Til toppen Næste Det hidtil værste terroranslag mod dansk ytringsfrihed og sækulariseret demokrati blev forpurret onsdg den 29.12. takket være et tæt samabejde mellem danske PET og svenske SÄPO, idet det danske politik anholdt tre personer i en lejlighed i Herlev netop som de var på vej ud af døren med våben, som formodentlig skulle have været brugt til regulær massakre på personalet i Jyllands-Posten og Politikens fælles redaktions- og administrationslokaler og kantine på det kendte hjørne af Rådhuspladsen. De tre nu sigtede og varetægtsfænglede personer er alle bosiddende i Stockholm og kom til København i en udlejningsbil i tirsdags. De har i Sverige været overvåget i månedsvis. Den ældste er 44 år og tunesisk statsborger, de to andre er svenske statsborgere på 30 og 39 hvoraf den første er af uangiven oprindelse, den sidste af libanesisk. Herudover blev i Stockholm yderligere anholdt en 37-årig svensk-tuneser, og i Greve en 26-årig dansk-iraker der skal have hjulpet med selve lejemålet af lejligheden i Herlev, men dog blev løsladt dagen efter. Statsminister Lars Løkke Rasmussen var naturligvis vred og erklærede sig som flere andre rystet, men der er intet mærkeligt i den planlagte terror eller den større trussel. Der har allerede i 2010 været flere anslag begyndende på selve nytårsdag med en dansk-somaliers forsøg på øksemord på tegneren Kurt Westergård, og med flere andre forsøg her i landet, herunder det meget spektakulære med den etbenede bombemand på et hotel i Rømersgade der efterfølgende blev arresteret i Ørstedsparken. Desuden har der været alvorlige terrorsager med dansk islæt i Norge og Holland. 11. december - midt i julehandlen - udløste en svensk-irakisk mand i Stockholms centrum en bombe som heldigvis delvis kiksede og nok dræbte bombemanden selv og sårede adskillige, men ikke udløste den tilsigtede katastrofe. Selvmordsbomberen havde forbindelse til, ja, var blevet 'radikaliseret' i et ekstremistisk muslimsk miljø i den engelske by Luton. Uhyggen bredte sig i 'Folkhemmet', som en overskrift lød, for sagen er jo at svenskerne har været yderst tilbageholdne med at diskutere terrortruslen, fordi det anses for racistisk at nævne den faktiske forbindelse mellem terrorisme og islamisme som alle andre kan se. Den sikrede da også det nationalistiske parti Sverigesdemokraterne 20 mandater ved Rikgsdagsvalget i september og undergravede derved statsminister Reinfeldts absolutte flertal. Og typisk for situationen vil hverken han eller socialdemokraterne have noget med Sverigesdemokraterne at gøre. Man forsøger samme taktik som Nyrup Rasmussen herhjemme: at fortie problemet og lukke ørerne for alt hvad der kommer fra muslimkritikeres side. Grundproblemet består. Visse ekstremistiske eller radikaliserede muslimer hader alt der hedder ytringsfrihed, demokrati og sekularisering, og derfor også alle vestlige forsøg på at støtte demokratiske kræfter i Irak, Afghanistan og alle andre lande i Mellemøsten. Og hvad de også hader er jøderne og staten Israel. Her er de ubetinget på de rabiate palæstinenseres side - hvad der bl.a. bevirker at det efterhånden er risikabelt at være jøde i Malmø, ja, nu også i hele Holland. Grundproblemet fik naturligvis næring af den danske sag om Muhammedtegningerne, som Jyllands-Posten bragte for mange år siden, men som islamisterne aldrig glemmer, fordi den er blevet symbolet på selve den krænkelse det er for dem at se deres hellige profet udsat for ganske almindelig dansk humor på linje med kristne ikoner. Ekstremisterne skelner ikke mellem almene eller universelle religiøse forestillinger på den ene side og konkret dogmatiserede guder, skikkelser og skrifter på den anden side. De er totalt fremmede for den sekularisering der er helt nødvendig for fuldt demokrati: Alle må i et demokrati finde sig i at deres hellige ikoner og hellige idoler bliver udsat for verdslig kritik, ja hån om det skal være. De ekstremistiske islamister fik med terroranslaget 11.9.01. mod World Trade Centeret i New York gjort terrorismen international i et sådant omfang at verden siden har været en anden. Der kan stort set finde islamistisk terror sted overalt på kloden, men naturligvis er især lande der på den ene elle anden måde støtter USA i Irak, Afghanistan og det øvrige Mellemøsten mere udsatte end andre. Danmark er helt selvfølgelig placeret blandt de udsatte lande. Danmark også blevet et symbol for mange terrorister. For et symbol er netop ikke blot et overfladisk tegn på et eller andet ligegyldigt tilhørsforhold, men kan være det afgørende tegn på det man enten værdsætter højest af alt eller hader mest af alt, altså tegnet på selve det man kæmper for eller imod. Så terrortruslen i Danmark og Sverige og andre europæiske lande vil bestå så længe der er mennesker på jorden der hader ytringsfrihed og sekulariseret vestligt demokrati. Og det må vi leve med. Men en af de ting vi ikke bør leve med er naiviteten over for truslen. Vi bør ikke i misforstået menneskevenlighed gør os selv til nyttige idioter for de mennesker der vil undergrave vort demokrati. Derfor er det godt det kommer frem i lyset at en af de mest fremtrædende repræsentanter for Sveriges moderate muslimer, Helena Benaouda, har fungeret som talsmand for den ene af de nu varetægtsfængslede og terrormistænkte personer, svensk-libaneseren MA, som er hendes svigersøn. Det viser sig også at Helena Benaouda i to tilfælde har lagt pres på de svenske myndigheder, så MA er kommet hjem til Sverige efter at have siddet fængslet som terrormistænkt i Pakistan og Etiopien. Kritikken har straks rejst sig i Sverige, men typisk nok skynder man sig at understrege at intet tyder på, at Benaouda har sympati for islamistisk terror. Hun kritiseres derimod for at lukke øjnene for problemet. Herhjemme har bl.a. justistsminister Lars Barfoed fået øjnene op for at den islamistiske forening Hizb ut-Tahrir er et problem, idet foreningen har opfordret til væbnet kamp mod besættelsesmagten i Afghanistan. På en indbydelse til et debatmøde på Det kongelige Bibliotek viser foreningen blandt andet et billede af en kiste svøbt i Dannebrog på et kort over Afghanistan. Danske politikere kalder foreningens retorik en hån mod danske soldater og en trussel om væbnet oprør i Danmark, og flere kræver foreningen forbudt. Men Hizb ut-Tahrir mener, at det er folketingspolitikerne, der håner de danske soldater og spørger i en pressemddelelse om det er "kriminelt at tale om de besattes ret til at forsvare sig? Hvordan kan Danmark hylde modstandsbevægelsen, som gjorde væbnet modstand mod tyskerne under 2. Verdenskrig, og samtidig kriminalisere andres modstandskamp?«. Vi oplevede noget lignende under Muhammedkrisen. Hizb ut-Tahrir vender øjnene mod himlen og påberåber sig sin uskyld og sine gode hensigter. Og det er derfor juridisk svært at føre sag mod dem. Men de er med til at gøde jordbunden for den ekstremisme de fleste af os som demokrater er imod. Dilemmaet er det gamle: hvordan kan demokrater bekæmpe deciderede og erklærede antidemokrater uden at bryde demokratiets grundregler? Svaret er, at det kan et demokrati der tror på sin sag og som ikke bukker under for den misforståede tolerances idioti. Indvandrertruslen Til toppen Næste Toleranceprincippet indebærer som bekendt også at man ikke generelt må sige noget ondt om muslimerne her i landet. For mange af dem er vitterligt skikkelige indvandrere der passer deres arbejde og overholder landets love m.m. Ikke desto mindre hænger selve indvandringen sammen med den eksisterende ekstremisme, ikke i form af simpel årsagsforbindelse, men i form af indirekte virkning. Den alt for store indvandring af muslimer til Danmark (og andre europæiske lande) gennem årtier - især med den vildt misforståede tilladelse til familiesammenføring - har bevirket at alt for mange indvandrere er forblevet desintegrerede. For mange har ikke fået lært dansk så de kan klare en uddannelse og begå sig på arbejdsmarkedet. Og dermed kommer de til at tilhøre en socialgruppe der fristes af en livsstil og livsindstilling der er udemokratisk, fører til udstødelse og samtidigt til tiltrækning af kriminalitet og i værste fald terrorisme. Og desværre er der organiserede ekstremister der er parat til at samle disse unge mennesker op - og endda gøre det i islams navn. Det er uretfærdigt at give alle muslimer skylden for miseren. Og det er uretfærdigt at give islam alene skylden for den. Men en sammenhæng er der, fordi islam vitterligt bliver brugt som led i indoktrineringen af de unge, og fordi islam i sig selv rummer en absolutisme som gør den vanskeligt forenelig med sekulariseret demokrati, hvor styreform og livsstil er frigjort fra alle tvangsforanstaltninger fra præsteskabers side. Derfor må det være tilladt at sige, at indvandrertruslen består så længe der er for mange muslimer i landet som modsætter sig integrering og især modsætter sig sekularisering og demokratisering. Det er latterligt at tro at alle mennesker er lige gode, når det gælder deres evne og vilje til at blive integreret i det sekulariserede demokrati. Det er de ikke, og især er det et langt større problem at være indvandrer med muslimsk baggrund end at være indvandrer med kristen, jødisk, hinduistisk og kinesisk eller ateistisk baggrund. Mellemøstkrisen Til toppen Næste Mellemøst-krisen er præget af samme problematik. Den muslimske verden og kultur er i høj grad bestemt af de gamle absolutistiske dogmer i Koranen og tilhørende fortolkningsskrifter samt præsteskab. Selve sammenblandingen af verdslig og religiøs magt er uforenelig med demokrati i vestlig forstand. Og det bliver ved med i alt for høj grad at give absolut understøttelse af og begrundelse for despotiske styreformer som vi vil kalde primitive og som i hvert fald virker yderst bagstræberiske. Ikke destomindre er det lykkedes at skabe et vist fundament for en demokrati-lignende udvikling i visse lande med bl.a. afskaffelse af kvindeundertrykkelsen til følge. Men det fører naturligvis, ja, uundgåeligt til at fronterne trækkes op mellem ekstremistiske islamister og mere eller mindre vestligt orienterede demokratiske muslimer. Mellemøstkrisen har primært sit udgangspunkt i konflikten omkring staten Israel, og da denne stat lige fra sin oprettelse i 1948 er blevet systematisk støttet af de fleste vestlige lande med USA i spidsen, er der selvsagt blevet skabt en front mellem tilhængere og modstandere af staten Israel som sådan. I årtier har der været gjort behjertede forsøg på at få skabt muligheder for en to-stats-løsning i området, således at palæstinenserne kunne få deres egen, helt uafhængige stat ved siden af Israel, men terror fra den ene side og bosættelsespolitik fra den anden har forhindret realiseringen. USA har presset på for at få en løsning, men Israels regering forfølger sine egne mål (som ikke er fremmende for en to-stats-løsning) og palæstinenserne er splittet mellem en moderat fløj der er principielt villig til forhandling og kompromis og en militant fløj som er principielt modstander af forhandling og foretrækker fortsat terror. Præsident Obama har længe presset Netanyahu så hårdt at luften er blevet iskold mellem dem. Og Obama ser ikke ud til at kunne komme nogen vegne. Det svækker ham i hele regionen, fordi Irans position bliver styrket uge for uge. Og dette er ensbetydende med øget risiko for en atomtrussel i området. EU og finanskrisen Til toppen Næste Nato spiller stadig en meget stor rolle i Mellemøstenkonflikten og ikke mindst i krigen i Afghanisatn. Det er lykkedes Natos nye generalsekretær Anders Fogh Rasmussen at få sat gang i en tiltrængt fornyelsesproces i organisationen - og det vil formentlig kunne mærkes ret hurtigt. Derimod gør EU hverken fra eller til i det store internationale spil. For EU er dybt mærket af finanskrisen og flere store medlemslandes interne finansproblemer. Uligheden vokser mellem de lande der klarer sig relativt godt (først og fremmest Tyskland og de nordiske lande) og de lande der klarer sig skidt og som er i direkte nød (først og fremmest Grækenland, Italien, Spanien og Portugal, men også Frankrig). De enkelte lande prøver hver for sig at løse problemerne til deres egen fordel. Det betyder kraftige nedskæringer i de offentlige udgifter og i lønninger og pensioner, men også stigende gældssætning. Det giver social uro og tilhørende øget fremmedfjendskhed. EU som overordnet instans har svært ved at nå til enighed om en fælles løsning. Specielt er der efterhånden meget store modsætninger mellem Tysklands Angela Merkel og Frankrigs Sarkozy. Tyskland er fortsat den afgørende faktor på grund af sin gode økonomi. Men Angela Merkel er tydeligt politisk svækket gennem flere nederlag for regeringskoalitionen ved delstatsvalg og navnlig ved koalitionspartneren FDP's nedtur. Lederen af partiet Guido Westerwelle har slet ikke slået til som udenrigsminister - og partiet er dykket så meget i meningsmålingerne at det risikerer at ryge ud af Forbundsdagen. Og Italien under Berlusconi har nærmest udviklet sig til en parodi på et demokrati. Balancen mellem civil og legal orden på den ene side og korruption og mafiastyre på den anden side er tippet over. Men det besynderlige er at flertallet foretrækker hans type som leder - og at han derfor kan blive siddende mod alle odds og al sund fornuft. Klimaet arter sig som det vil Til toppen Næste Klimatopmødet i Mexico fik en noget pænere afslutning end topmødet i København for godt et år siden. Resultatet blev ikke noget at råbe hurra for, eftersom det blev et kompromis der ikke gav bindende forpligtelser om ret meget, men dog havde visse gode hensigtserklæringer. Det skal ikke gennemgås her. Der henvises til særskilt artikel. Men da december måned har slået rekorden for kulde og sne her i landet, er der grund til at gentage at klimaet og vejret ikke er noget mennesket bestemmer over, hverken på globalt eller lokalt plan. Der har i den forløbne måned været koldere i Oslo og Lillehammer end i Nuuk på Grønland. En decideret polarkulde har sendt sin vejrtunge ned over de skandinaviske lande, så det virkelig har kunnet mærkes. Allermest på Bornholm, der har fået så meget sne, at ingen kan huske så store mængder siden krigen. Undertegnede der boede i Midtjylland under krigsvintrene har tydelig erindring om lignende snemasser med meterhøje driver inde i byens gader så der kun var ét spor til trafikken begge veje. Andre steder er der store oversvømmelser. Det gælder for øjeblikket Australien, der også i år har været mærket af ekstreme skovbrande. Dem har der også været mange af i Californinen og Grækenland. Så vi kunne se ud til at være kommet ud i lokale ekstremer der overskygger den globale opvarmning. Den vil uden tvivl vende tilbage til fokus. Det vi må slå fast, er at klimaet arter sig som det passer det. Vi kan hverken gøre fra eller til, men må tage det som det kommer - og naturligvis prøve at gardere os mod de værste følger så godt vi kan og har ressourcer til. Herre over naturen er mennesket ikke. Danmark stander i våde Til toppen Næste Sammenlignet med europæiske lande som Italien har vi det trods alt godt her i landet. Vi kan få tiden til at gå med at skændes om udlægningen af den nye PISA-undersøgelse om danske skolelevers elementære færdigheder i dansk og regning, om vindmølleparker, om den overenstkomstmæssige betaling af privathospitalerne og krigene i Irak og Afghanistan. Men det lader sig ikke nægte at landet er ved at gå fuldstændigt i stå politisk, fordi statsminister Lars Løkke Rasmussen har haft meget svært ved at vise statsmandskunst og hans udenrigsminister Lene Espersen er faldet fuldstændigt igennem som partileder, fordi hun har prioriteret en ferie med familien over en møde med bl.a. USAs og Ruslands udenrigsministre. Resultat: VK-regeringen er dykket så kraftigt i meningsmålingerne at det må anses for givet at den falder ved det kommende valg - og ikke vil kunne reddes af et fremstormende Liberal Alliance. Alle venter på valget, så regeringen kan ikke få større sager eller reformer igennem folketinget før valget. I og for sig har oppositionen ikke så meget at prale af. Helle Thorning-Schmidt og hendes nærmeste partifæller er blevet fem år ældre siden de kom til - og det har ikke været nogen skade til. Men socialdemokraterne er fuldstændigt afhængige af hvordan det går SF, og her har det meget overraskende vist sig at formanden Villy Søvndal er raget så uklar med partiets bagland og store dele af venstrefløjen på grund af det famøse pointsystem for indvandrere at han har sat det meste af sin ellers markante fremgang over styr. Det betyder at Enhedslisten og de radikale er blevet styrket. Formentligt kan 'den røde blok' vinde valget, men den får det ikke let med at styre landet bagefter. Intet er afgjort endnu, og specielt kan det bestemme valgets udfald, at statsministeren nu har ventileret tanken om at røre ved dansk politiks helligste ko siden 1980'erne, efterlønnen. Poul Nyrup tabte et valg på at røre ved koen. Og et forlig i 2006 om visse ændringer på langt sigt, vil nogle ikke røre yderligere ved. Men vismændenes og andre økonomiske eksperters råd gennem mere end ti år har virket: efterlønsordningen skal afskaffes eller i det mindste forringes. Og det ser nu ud til at et flertal i befolkningen langt om længe er med på tanken. Nu må vi se, hvad Lars Løkke Rasmussen siger i sin nytårstale i morgen aften, men meget ser ud til at han tager chancen med et valg på efterlønnen. Det bliver knald eller fald. Men det sætter under alle omstændigheder socialdemokraterne og Dansk Folkeparti så meget i knibe, at resultatet ikke er givet på forhånd. Det konservative Folkeparti har meldt ud at man gerne ser en afskaffelse af efterlønnen, men Lene Espersens nedtur kan partiet ikke gøre noget ved. Visse prominente partimedlemmer har vovet at ventilere tanken om en ny leder, men det er jo en håbløs sag at skifte partileder lige før et valg. Så sagen komme til at vente til efter valget, og da vil resultatet være sikkert: Partiet må finde en ny formand. Det véd Lars Løkke naturligvis godt, så spørgsmålet er om han i virkeligheden satser på en ren Venstreregering. Det vil tiden vise. Men dansk politik lider under usikkerheden. Problemerne tårner sig op. Et valg vil næppe forandre meget. For intet parti har den rigtige leder, og for mange partier bag en koalitionsregering giver altid særlige problemer. Den tredje vej en saga blot Til toppen Næste Dog kan én ting siges at være afgjort uanset valgets udfald, og det er at 'den tredje vej' som Anders Fogh Rassmussen lancerede i Danmark efter inspiration fra Labour Tony Blair er totalt opgivet af Venstre og Konservative, og aldrig har slået an i Dansk Folkeparti, hos socialdemokraterne eller de radikale, Liberal Alliance endsige Socialistisk Folkeparti. Og det er synd, fordi den tredje vej er en undsigelse af såvel den ensidige liberalisme som den ensidige socialisme. Den er en midterpolitik der er beregnet på at appellere til den stadigt voksende sociale midtergruppe af rimeligt veluddannede og vellønnede mennesker der nok værdsætter velfærdssamfundet som sådant, men kan se at der må være grænser for den offentlige sektors vækst. I realiteten er det om tilslutning fra denne stadigt større midtergruppe partierne kæmper, men ikke et eneste parti - end ikke Venstre - har gjort sig den ulejlighed at give en ordentlig begrundelse for den tredje vej. Både Tony Blair i Labour og Anders Fogh Rasmussen i Venstre fortrak fra deres poster som regeringschefer inden de havde fået den nye strategi almengjort. De løb fra det arbejde de selv havde sat i værk, kan man sige. Og resultatet er i begge lande blevet at den tredje vej er glemt. For undertegnede er dette en stor skade, for det betyder at den komplementære helhedsrealismes idé om at tage komplementariteten mellem liberalismen og socialismen og den tilsvarende mellem frihedsprincippet og tryghedprincippet til følge ikke er sket. Og det betyder at man stadigt ikke har fået gjort ordentligt opmærksom på at der ikke gives en holdbar løsning ved at sætte friheden over trygheden eller omvendt, og ingen holdbar løsning ved at sætte det enkelte menneskes udfoldelsesmuligheder over fællesskabets udvikling. Der findes heller ikke en eller anden ideel balance som man kunne prøve at finde og forsvare. Der vil tværtimod altid være tale om en spænding mellem to principper som er uovervindelig, men som til gengæld giver en sund dynamik. Accepterer man ikke dette, får man fortsat den gamle mangel på realisme som giver sig udslag i at man regerer landet efter de forhåndenværende søms og ideers principper, dvs med meget høj grad af tilfældighed. Men ikke alene det særdeles progressive komplementaritetssynspunkt negligeres, det gør sådan set også selve den grundliggende erkendelse at et samfunds kommunikationsniveau skal være på højde med udfordringerne. Det er aldrig nok at uddannelsesniveauet eller oplysningsniveauet er rimeligt og tidssvarende, der skal også være en fuld forståelse for at kommunikationen skal være effektiv og tidssvarende, og dette er i mine øjne ikke tilfældet i hverken Danmark eller Europa som helhed for tiden. Der er umådelig megen kommunikation for øjeblikket, navnlig efter at internettet og andre internetbaserede midler er taget i anvendelse. Tænk bare på Wikileaks' læk af hundredtusinder af hemmeligholdte informationer fra USA's forsvars- og udenrigsministerier. De har skabt et aldrig før set indblik i hvad der foregår i amerikansk diplomati og dets forbindelser med lande over hele kloden. Og mange artige ting er kommet for dagens lys. Men realiteten er at den omfattende lækage ikke har rokket ved nogetsomhelst. Den har sat gang i en masse nærlæsning og analyser - samt en stramning af procedurerne for hemmeligholdelse - men den har stort set kun bekræftet den gamle erfaring at informationsværdien normalt er omvendt proportional med informationsmængden. Den gavnlige information er ikke en tom oplysning der blot lagres ved siden af alle andre i dertil indrettede registre, databaser eller menneskehjerner, men tværtimod den der finder vej til de erkendelsescentre der kan udnytte dem til nye og brugbare indsigter og beslutninger. Eksempelvis hjælper det ikke at komplementaritetssynspunktet er tilgængeligt på teoretisk niveau for alle intereserede, hvis ikke det i praksis bliver brugt til sit formål, at undgå de tåbelige dualistiske analysemetoder. Og ej heller hjælper Jernesalts komplementære helhedsrealisme og synspunktet om religion som et afgørende emergent fænomen i biologien og dermed historien, hvis ikke det forstås, at selve det der satte skred i historien var den helt emergente fremkomst af bevidstheden der med ét slag ændrede menneskets situation ved at give det valgmuligheder og dermed også et etisk ansvar der i sidste ende er universelt og historisk. Og på dette punkt er kommunikationsniveauet i dag på et meget ringe stadium. Men humoren lever Til toppen Næste På denne baggrund er det ganske tilfredsstillende at kunne konstatere at humoren ikke fejler noget. Man behøver blot at nævne udenrigsminister Lene Espersens nedtur som partiformand eller miljøminister Karen Ellemanns uheldige håndtering af vindmøllepark og giftskibe. Eller undervisningsminister Tina Nedergaards mislykkede forsøg på at lave et bredt skoleforlig og hendes uheldige optræden med klassestørrelser. Fornøjeligst har dog været sundhedsminister Bertel Haarders optræden i tv, hvor han som alle har set, tabte besindelsen og skældte en måske lidt for nærgående journalist fra DR bælgen fuld med sprogets værste gloser. Journalistens spørgsmål var egentligt ikke så slemt, det gik på en arbejdsgruppe der var nedsat vedr. fedmeoperationer. Men denne arbejdsgruppe kendte Haarder ikke noget til, og han kunne altså ikke tage at han mod aftalen blev forelagt et spørgsmål han på stående fod var ude af stand til at svare på. Det gik åbenbart hans ære for nær. - Ikke for ingenting er det forlængst blevet slået fast at der ikke kommer til at mangle stof til revyerne næste sommer. Næstformand for SF Thor Møger Pedersen har udtalte sig meget morsomt om de selvretfærdige meningsmaskiner i landet. Særligt slemt står det til med fire selvudråbte orakler, tre fra Politiken og en fra Information: Den radikale skriverkarl Lars Trier Mogensen får sine kilder stemplet som "ukendte, men formentlig fri fantasi". Den fallerede partiformand for Minoritetspartiet Rune Engelbreths kilder er egne venner. Den tidligere socialdemokrat nu mavesure radikale kommentator Peter Mogensen har kun sig selv som kilde - mens den erklærede radikale skribent på Information David Rehling har sine kolleger i Informations kantine som kilde. Alle udspreder de falske påstande om SF, mener altså Møger, der dog så vidt vides ikke går som vidt som til at kræve ytringsfriheden begrænset. Det socialdemokratiske folketingsmedlem fra Bornholm Jeppe Kofoed udtalte sig forleden om snekaos'et på hans fødeø, så det næsten ikke kunne undgå at blive misforstået. Men han sammenlignede skam ikke - som folk har udlagt det - snekaos'et på Bornholm med Katrina-katastrofen i New Orleans USA i 2005. Så idotisk kunne han slet ikke finde på at være. Han sagde blot at Danmark burde have et nationalt beredskab for vejrkatastrofer af den art man har i USA og som bl.a. trådte i funktion i New Orleans i 2005. Men Kofoed ved altså ikke så meget om de psykiske primærprocesser at han forstår at man ikke kan nævne to ting i en og samme argumentation uden at folk kobler dem sammen og opfatter dem som sammenlignelige fænomener. Det ville svare nogenlunde til at Kofoed ved den forestående valgkamp brugte et slogan som "Kofoed eller snekaos!" Men se om han tør! Så er der Wikileaks, der som nævnt har spredt et utal af hemmelige oplysninger. Fx har vi nu fået oplyst at Naser Khader under Muhammedkrisen er blevet karakteriseret som nærmest utroværdig af den daværende amerikanske ambassadør i Danmark. Khader forsvarede nemlig den danske regerings håndtering af sagen, mens ambassadøren inviterede muslimske imamer af tvivlsom karat til middag på ambassaden. For han var imod at man generede muslimerne. Khader har med rette gjort offentligheden opmærksom på at det eneste den amerikanske ambassadør havde forstand på var ishockey og heste. Politik forstod han ikke. Wikileaks's stifter er blevet arresteret i England og risikerer udvisning til Sverige, hvor han er anklaget for seksualforbrydelser. Sagen er grotesk, for alt tyder på at Assange er blevet offer for et regulært feministisk komplot der egentlig ikke har det fjerneste med lækagen af hemmelige dokumenter at gøre. Men han var åbenbart et let bytte for kvindelig charme og løb altså - mod al sund fornuft - den store risiko at risikere sin frihed for hed sex. Og det er da morsomt, at en mand der sætter USA og den vestlige verden på den anden ende ved at lække hundredtusinder af hemmelige dokumenter sætter sine handlemuligheder på spil for noget der objektivt set ikke har proportion med sagen. Som det ses ligger humoren ofte klods op af alvoren og sådan skal det være. Det er faktisk to sider af samme sag - om man vil er der et komplementært forhold mellem dem. Men den forløsende side af humoren ligger i at mennesket ikke råder over udviklingen eller historien, danskerne end ikke over Danmark. Dette forhold er der naturligvis mange alvorlige ulemper ved, men den forløsende evne ser ud til at komme af det forhold at mennesket ikke kan gennemnskue alle årsager og virkninger, og derfor hverken kan konstruere samfundet, sproget eller udviklingen, men må tage disse vilkår som de kommer. Det kan synes uheldigt for ikke at sige fornærmeligt for mennesket. Men man må her huske Martin Bubers og Vilh. Grønbechs belæringer om at humor og tragedie hører sammen. Det tragiske består nemlig dybest set ikke i at der sker noget sørgeligt. Det ligger derimod i selv det forhold at mennesket ikke får sin vilje. Med disse betragtninger ønsker den samlede redaktion læserne et godt nytår! Jens Vrængmose - Jan Jernewicz - Peer Sendemand Henvisninger Til toppen Relevante artikler på Jernesalt: Er dansk politik havnet i drillerier og stilstand? (13.11.10.) Wikileaks kontra magthaverne (26.10.10.) Lystigt valg mellem Helle og Løkke (7.10.10.) Helle Thorning går nu lysere tider imøde (1.10.10.) Lars Løkke glemmer den tredje vej (29.9.10.) Labour forlader den tredje vej (27.9.10.) Er Lars Løkkes realisme en ideologi? (30.4.10.) Klimatopmødet i Cancún (14.12.10.) NATO under fortsat forandring med nyt koncept (24.11.10.) Midtvejsvalget i USA med hug til Obama (4.11.10.) Obama i Afghanistan-krise (24.6.10.) Obama i oliekrise (18.6.10.) Afghanistan-krigens status og perspektiv (31.10.10.) Ghetto-problematikkens substans og dilemmaer (22.10.10.) Ytringsfrihed og terrortrussel (30.9.10.) Advarsler mod muslimerne i Europa (6.9.10.) Favrholdts fordomme om religion og psykologi (28.12.10.) Bohrs banebrydende filosofi ifølge Favrholdt (23.12.10.) Favrholdts fejlbehæftede filosofiske forordninger - kritik af David Favrholdts 'Filosofisk codex' (27.8.10.) Åndsfænomenet i naturen (10.7.10.) H.C. Ørsteds dristige, men umulige naturfilosofi (Essay - 23.5.10.) Platon - europæisk filosofis problemskabende grundlægger (6.12.10.) Manifest 2010 om tidssvarende eksistentiel dannelse (3.6.10.) Bjørn Nørgaard - genmodellering af verden eller udveksling med verden? (15.10.10.) Den polske komponist Henryk Górecki er død (17.11.10.) Gustav Mahler som mytisk skabelsesberetter (6.2.10.) Hvad er egentlig bevidsthedsforskning? (31.7.10.) Er der en særlig psykisk energi? (15.7.07.) Er den komplementære helhedsrealisme holistisk? (6.4.10.) Er den komplementære helhedsrealisme harmoniserende? (5.4.10.) Status over året 2009 (31.12.09.) Status over året 2008 (31.12.08.) Status over året 2007 (31.12.07.) Status over året 2006 (31.12.06.) Status over året 2005 (31.12.05.) Status over året 2004 (04.01.05.) Status over året 2003 (31.12.03.) Status over året 2002 (01.01.03.) Artikler om Danmark Artikler om Europa Artikler om USA Artikler om Mellemøsten Artikler om Klima og miljø Artikler om Samfund Artikler om Kunst Artikler om Film Artikler om Musik Artikler om Psykologi Artikler om Erkendelse Artikler om Eksistens Artikler om Religion Artikler om Humor Artikler om Sekularisering At læse Jernesalt Introduktion til Jernesalts filosofi Komplementaritetssynspunktet Helhedsrealismen De psykiske grundprocesser Konsistens-etikken Til toppen Til forsiden PrintVersion Tip en ven |
|
|
Komplementær helhedsrealisme som ebog i opdateret udgave |
|
|
Vilh. Grønbech Kulturopgør? |
|
|
Niels Bohr komplementær filosof? |
|
|
Erling Jacobsen - moralbegrunder? |
|
|
Konrad Lorenz - Kulturopgør? |
|
|
Isaac Newton Geni eller gal? |
|
|
E-bog om Newton og eksistensen |
|
|
Storm P. et sandt humormenneske? |
|
|
Romantikken nu som ebog? |
|
|
J.S. Bach musikalsk helhedsrealist? |
|
|
Ingmar Bergman 100 års drama? |
|
|
Virkelighed som ebog? |
|
|
Mozart skønhed eller dybde? |
|
|
Mozart - Mahler nu som ebog? |
|
|
Tidssvarende bud på eksistensen som e-bog |
|
|
Blake skør eller genial? |
|
|
Niels K. Jerne eksistens eller filosofi? |
|
|
Kulturopgør som ebog? |
|
|
Nihilisme eller romantik? |
|
|
Grundtvig profet eller fantast? |
|
|
Peer Sendemand - enfoldig tale? |
|
|
Hjælp! Hvordan læse Jernesalt? |
|
|
Konsistensetik nu som e-bog |
|
|
Carl Nielsen - fortsat modernist? |
|
|
Blicher en drømmer? |
|
|
Blicher og Grundtvig nu som ebog? |
|
|
H.C. Ørsted holistisk naturfilosof? |
|
|
Ugler i mosen eller guider til Jernesalt? |
|
|
R. Wagner en folkeforfører? |
|
|
Grim ælling eller geni i svøb? |
|
|
Skabelsen sandhed eller myte? |
.jpg)
|
|
Frans en hellig mand? |
|
|
Johannes Paul II - reaktionær? |
|
|
Bohrs filosofi nu som ebog? |
|
|
Filmskabere nu som ebog? |
|
|
Blake og Chagall nu som e-bog |
|
|
Gustav Mahler - skabelsesberetter? |
|
|
Livskvalitet nu som ebog? |
|
|
Storm P. og anden humor nu som e-bog |
|
|
Dragekamp - kollektivt ubevidst? |
|
|
begrebsleg eller livskvalitet? |
|
|
Troldtøj - blot overtro? |
|
|
Politiken højeste oplysning? |
|
|
1Q84 - løgn eller virkelighed? |
|
|
|
Bolde i luften - latterligt? |
|
|
Helios - myte eller sandhed? |