JERNESALT - dataset

Jernesalt

Dynamisk

komplementær

helhedsrealisme

Samfund

Eksistens

Sekularisering

Coronakrisen

E-Bøger

SAMFUND

Danmark

Flygtningekrisen

Muhammed-sag

EU og EUROPA

USA

Mellemøsten

Terrorismen

Miljø og klima

Medier

Polen

EKSISTENS

Værdier

Værdimanifest

Livskvalitet

Musik

Film

Kunst

Kunstblade

Etik

Litteratur

Psykologi

Erkendelse

SEKULARISERING

Verdsliggørelse

Virkelighed

Afdogmatisering

Oplysning

Sund fornuft

Ideer og ideologier

Frihed

Religion

Humor

2019-FILOSOFIEN

Forord

Krisen

Udfordringen

Håbet

Efterskrift

ESSAYS

RETORIK

ONTOLOGI

VIRKELIGHED

ENFOLDIG TALE

SKIDT OG KANEL

REDAKTION

PROGRAM

INTRODUKTION

INSPIRATORER

OVERSIGTER

EMNEINDEX

PERSONINDEX

LINKS

E-MAIL

utils prefix normal Forside Oversigter Redaktion At læse Jernesalt Sendemand Vrangsiden Kontakt

JERNESALT - usavalg10a

ARTIKEL FRA JERNESALT - 4.11.10.

Midtvejsvalget i USA med hug til Obama

Helt som ventet endte midtvejsvalget i tirsdags med drøje hug til Demokraterne og dermed præsident Barack Obama.

Trods massiv valgkampsindsats fra præsident Obamas og fhv. præsident Bill Clintons side mistede Demokraterne ikke mindre end 70 pladser i Repræsentanternes Hus, således at dette nu har et markant republikansk flertal på 239 mod 185, et flertal som republikanerne ikke har haft større siden 1946. For Senatets vedkommende beholdt Demokraterne dog lige akkurat flertallet på 51 mod 47, men mistede hele 8 pladser - og her var vel at mærke kun en tredjedel af de 100 medlemmer på valg. Havde alle været på valg, havde republikanerne også her erobret flertallet.

Repræsentanternes Hus får nu den 60-årige, altid solbrændte republikaner af tysk afstamning John Boehner fra Ohio som formand i stedet for den ret aggressive 70-årige Nancy Pelosi fra San Francisco, og det betyder naturligvis en særdeles bevidst og markant opposition mod Obama's regering. Boehner kan det politiske håndværk. Han blev medlem af kongressen i 1991 og republikanernes leder i Repræsentanternes Hus i 2006. Og han er ikke bleg for stærke ord. Han har eksempelvis ligeud stemplet Obamas politik som "mord på arbejdspladserne".

Efter sejren har Boehner givet klart udtryk for at valget var en afvisning af Obamas og Pelosis dagsorden. "Washington har gjort hvad der er bedst for Washington - ikke hvad der er bedst for Amerika. I nat begynder det at ændre sig." - Med en sådan salut slår Boehner ned på både den kendsgerning at valget primært var en protest mod The Establishment i hovedstaden, og det forhold at præsident Obama ikke har formået at skabe den ændring i det politiske billede han lovede i 2008 og som han blev valgt på.

Til gengæld må det samtidigt slås fast at den ændring Boehner bebuder primært bliver en ændring af magtspillet i Kongressen og ikke af den overordnede politiske retning. Republikanerne kan og vil gøre livet surere for Obama i kraft af selve flertalet i Repræsentanternes Hus, men det er fortsat præsidenten der har regeringsførelsen, bestemmer udenrigspolitikken og i givet fald kan nedlægge veto mod Kongressens beslutninger.

Hvor opslidende kampen de næste to år vil blive, kan ingen i sagens natur vide med sikkerhed, men begge parter er nødt til at skele til hvor konstruktiv eller destruktiv (obstruerende) vælgerne kommer til at opfatte den praktiske politik. Ingen af Obamas store reformer er for alvor trådt i kraft endnu, og de kan derfor nå at blive justeret, så nogle af de mest upopulære elementer bliver fjernet. Den økonomiske udvikling bliver desuden altafgørende, fordi det er de simple og for den enkelte vælger let målelige tendenser der bestemmer deres valg: arbejdsløshed, skatterne, renten og forbruget i forhold til den usikkerhed der er forbundet med det dårlige sociale sikkerhedsnet. Dette net er noget flertallet af amerikanere selv ser ned på, fordi de forbinder det (og hele den skandinaviske eller europæiske velfærdspolitik) med den skinbarlige socialisme.

Endelig er der den faktor der hedder repulikanernes splittelse og som i sidste ende kan afgøre om de overhovedet får en chance for at verfe Obama ud af Det Hvide Hus i 2012. Det er ikke nok at denne har mistet sin popularitet - endda i så høj grad at han var uønsket rundt omkring i delstaterne som støtte for den demokratiske kandidat. Republikanerne må selv stille med en seriøs kandidat der kan trække stemmer. Og her kniber det.

Grunden er den nydannelse i amerikansk politik der hedder The Tea Party og som har republikanernes vicepræsidentkandidat fra 2008 Sarah Palin som ukronet dronning. Det er en folkelig bevægelse af typisk amerikansk karakter, der kan samle folk til hyggelige selskaber hvor man kan mødes med ligesindede og få luft for sin vrede mod det etablerede system i Washington. Men netop derfor bliver bevægelsen en broget flok af protestvælgere der kan juble over folk med ekstreme synspunkter og skingre argumenter, men savner seriøsiteten. Det typiske eksempel er at bevægelsen valgte Sharron Angle som senatskandidat for Nevada, og hun udtalte sig stærkt imod abort, selv i tilfælde af voldtægt og incest. Hun vil nedlægge både energiministeriet og miljøstyrelsen og har advaret mod sharialoven. Og endelig har hun talt imod den illegale immigration fra Mexico - og det i staten Nevada hvor 25 % af befolkningen er latinoer. Hun stillede op mod den ældre, distingverede, men meget upopulære leder af demokraterne i Senatet Harry Reid der har været en loyal støtte for Obama. Det klarede hun trods alt ikke. Og mange hævder, at det var hendes opstilling der kostede republikanerne flertallet i Senatet. Hun var lige et nummer for rabiat for den almindelige middelklasse.

Grundproblemet for USA er og bliver fortsat den økonomiske tilbagegang eller stilstand med lav vækst, lav beskæftigelse, stigende budgetunderskud og statsgæld samt høj arbejdsløshed, hvad der alt i alt betyder at mange må gå fra hus og hjem, fordi de ikke kan betale terminerne. Der er forlængst vedtaget store hjælpepakker til løsning af bankkrisen og dens værste følger, men en egentlig vækst lader vente på sig. Og derfor har Nationalbanken nu, umiddelbart efter valget, besluttet at starte seddelpressen og pumpe 600 mio $ i omløb ved opkøb af statsobligationer, så bankerne kan låne flere penge ud og sætte skub i investeringer, produktion og forbrug. Det vil formentlig have en positiv effekt, men det er ganske sigende for den aktuelle situation at det amerikanske magasin 'Forbes' har placeret den kinesiske statsleder Hu Jintao som verdens mægtigste mand og altså ikke Obama.

Den kinesiske økonomi er stærk for tiden, men kineserne vil trods ihærdigt pres fra amerikanerne ikke røre ved valutakursen, og det går i høj grad ud over indtjeningen ved den amerikanske eksport. Og den dårlige amerikanske økonomi smitter igen af på hele den europæiske økonomi, herunder den danske.

Typisk for situationen og den øjeblikkelige vælgerreaktion er dens selvmodsigende karakter. Vælgerne er så frustrerede at de forlanger mindre budgetunderskud, men samtidigt skattenedsættelser og forøgede statsudgifter. Det er jo ikke forenelige størrelser, men netop The Tea Party lever højt på modsigelsen og frustrationen. Så det er ikke helt ved siden af at det tyske ugemagasin 'Der Spiegel' har en forsideartikel om USA der hedder "Die verzweifelten Staaten von Amerika".

Et andet særegent element for USA er at tv-komikerne Jon Stewarts og Stephen Colbert i søndags samlede mange tusinde mennesker til demonstration i Washington for sund fornuft i amerikansk politik. I forvejen havde Barack Obama været gæst i et af Stewarts satireprogrammer 'The Daily Show'. Obama har jo humoristisk sans og er tilstrækkeligt slagfærdig til at kunne klare sig mod Stewart, og det kan vel ikke skade af blive set i den sammenhæng på tv? - Stewart for sit vedkommende er blevet kaldt "en politisk satiriker, falsk nyhedsvært, mediekritiker, forretningsmand, filantrop og nu også en slags politisk aktivist". Han insisterer på at han ikke er andet og mere end "en fyr der forsøger at få folk til at grine i et falsk tv-program", men han er altså gået hen og blevet en 'sociokulturel magtfaktor'. Og hans politiske hældning er ingen i tvivl om. Han hælder mod venstre, men skåner dog ikke demokratiske politikere, heller ikke Obama.

'Marchen for sund fornuft i amerikansk politik' rettede sig dog ikke mindst mod The Tea Party-bevægelsen, som Stewart ikke kan døje. Men om den overhovedet har flyttet nogle vælgere får stå hen. Stewarts programmer synes kun at understrege at politik som sådan ikke længere er for seriøse politikere. Og det turde vel egentlig mere være en bekræftelse på Te-partiets ubevidste ideologi end på sund fornuft!

Den mere seriøse kritik mod præsident Obama har ellers bl.a. gået på at han fortsætter hvor George W. Bush slap - både i terrorbekæmpelsen og i Afghanistan. En fremtrædende borgerretsforkæmper har således understreget at Obama begyndte godt ved at love at USA ikke skulle regeres af frygt. Men han er endt som pragmatiker der kører videre med de terrorrestriktioner han har arvet fra Bush og som han ikke formår at fjerne. Heller ikke Guantanamo-lejren er blevet lukket.

Problemerne i Afghanistan er som bekendt også uløste - og nærmest forværrede de sidste to år, trods Obamas løfter om at påbegynde tilbagetrækningen af tropper senest i 2011. Men som bekendt har både den tidligere øverstkommanderende Stanley McChrystal og den nuværende David Petræus luftet stigende utilfredshed med Obamas håndtering af strategien - jf. artiklen Afghanistan-krigens status og perspektiv. Og hvad fredsforhandlingerne mellem israelerne og palæstinenserne angår, er alt gået i stå, trods Obamas pres på Netanyahu. Der er kold luft mellem ham og Obama, men ingen udsigt til seriøse fredsforhandlinger. Irans atomprogram truer i baggrunden.

Nu er midtvejsvalget imidlertid overstået, og resultatet er blevet en mere normal kongres med et under normale omstændigheder godt modspil mellem præsidentens administrative magt og kongressens lovgivende magt. Men omstændighederne er jo blot ikke normale, men lige så vanskelige som under Roosevelt 1933-45 og Johnson 1963-69. Præsidenten er nødt til at forhandle med Kongressens to kamre og ledere om alle nødvendige reformer.

Præsident Obama har da også taget udfordringen op på klogeste vis ved på et pressemøde i Det Hvide Hus onsdag at opfordre republikanerne til samarbejde. Han erkendte at valget bekræftede hvad han havde hørt på vælgermøderne: at folk er frustrerede. "De vil have jobbene tilbage hurtigere. De vil have muligheden for at give deres børn de samme muligheder som de fik. Vi har gjort fremskridt de sidste to år, men det er klart, at mange amerikanere ikke kan se det, og det tager jeg ansvaret for."

Obama havde allerede talt med de republikanske ledere i hhv. Repræsentanternes Hus og Senatet og udtrykt håb om samarbejde "frem for at bruge de næste to år på at udkæmpe de politiske kampe fra de sidste to år". Og han understregede at han ville gøre det bedre - ligesom alle andre i Washington. Ja, han ville "arbejde hårdere for at få konsensus".

Om en sådan konsensus vil lykkes for Obama eller om alt ender i en opslidende stillingskrig, får foreløbigt stå hen - det kan i sidste ende blive økonomien der afgør spørgsmålet. Men imod taler at valget tirsdag blev hvad USA-eksperten Peter Kurrild-Klitgård i en kommentar i Berlingske Tidende rammende har kaldt en national folkeafstemning om netop Obama.

En vigtig årsag til Demokraternes tab var selve deres politik. "Obama og hans partifæller besluttede at fortolke valget i 2008 som et mandat til at gennemføre en række store politikker, som lå pænt til venstre i det politiske spektrum - og så langt fra de midtervælgere, der i 2006 og 2008 var svunget fra Republikanerne til Demokraterne. Såkaldte "exit polls" fra 2008-valget viste, at på alle centrale ideologiske parametre var vælgerne ikke svinget til venstre siden Bushs sejr i 2004 - men det så man stort på. Konsekvensen var, at et flertal af vælgerne siden har forkastet fire af fem centrale økonomiske politikker, som Obama har gennemført". Kurrild påpeger desuden, at hele 45 procent af de adspurgte ved en exit poll tirsdag havde svaret ja til at staten har påtaget sig "for mange opgaver", som "individer og virksomheder bedre kan tage sig af". Kun 38 pct. sagde nej.

Det var efter Kurrilds mening lige præcis denne fejlvurdering fra Demokraternes side der skabte den frihedsorienterede "Tea Party"-bevægelse der førte valgkamp på slogans om lavere skatter, mindre regulering og mere ansvarlige, folkelige politikere og dermed producerede det historiske skred. Republikanerne er derved med Kurrilds ord "vakt fra de døde til den største sejr ved et midtvejsvalg i næsten trekvart århundrede - mens Obama er sendt i respirator!"

Dette vil vise sig, men fast står at Barack Obama ikke længere står for håbet i amerikansk politik, men snarere for frustrationen. Hans hovedbudskab til vælgerne blev derfor meget sigende et "Gå hen og stem!". Glansen er i høj grad gået af præsidenten. Hans retorik lyder ikke så overbevisende som den har gjort, for retorik har det med at blive hul, hvis handlekraften ikke holder mål med den.

Problemerne er så store for USA, at ingen ville kunne løse dem med et snuptag. Der skal langsigtede reformer og omstruktureringer til - og disse tager tid og sætter kun vrede og frustrerede vælgeres tålmodighed på en hård prøve. Og tålmodighed har amerikanerne ikke. Ja, i virkeligheden kan man gøre gældende at selve systemet med midtvejsvalg mellem præsidentvalgene gør præsidentens arbejdsperioder alt for korte. To år er ikke tilstrækkelig tid til større reformer. Men det er nu engang betingelserne for den amerikanske præsident. Og derfor må man håbe at han i hvert fald ikke selv mister håbet!

Jan Jernewicz

Henvisninger:

Links til:

Det Hvide Hus
Repræsentanternes Hus
Senatet
CNN
BBC
Washington Post
New York Times

Relevante artikler på Jernesalt: