JERNESALT - dataset

Jernesalt

Dynamisk

komplementær

helhedsrealisme

Samfund

Eksistens

Sekularisering

Coronakrisen

E-Bøger

SAMFUND

Danmark

Flygtningekrisen

Muhammed-sag

EU og EUROPA

USA

Mellemøsten

Terrorismen

Miljø og klima

Medier

Polen

EKSISTENS

Værdier

Værdimanifest

Livskvalitet

Musik

Film

Kunst

Kunstblade

Etik

Litteratur

Psykologi

Erkendelse

SEKULARISERING

Verdsliggørelse

Virkelighed

Afdogmatisering

Oplysning

Sund fornuft

Ideer og ideologier

Frihed

Religion

Humor

2019-FILOSOFIEN

Forord

Krisen

Udfordringen

Håbet

Efterskrift

ESSAYS

RETORIK

ONTOLOGI

VIRKELIGHED

ENFOLDIG TALE

SKIDT OG KANEL

REDAKTION

PROGRAM

INTRODUKTION

INSPIRATORER

OVERSIGTER

EMNEINDEX

PERSONINDEX

LINKS

E-MAIL

utils prefix normal Forside Oversigter Redaktion At læse Jernesalt Sendemand Vrangsiden Kontakt

JERNESALT - usadetandet

ARTIKEL FRA JERNESALT - 3.10.08.

Det andet USA - eller Et andet USA?

Det fremgår af alle analyser af den politiske og økonomiske udvikling i USA de seneste otte år og også af analyserne af den helt aktuelle finanskrise - jf Jernesalts artikler Bliver finanskrisen Det Store Tidehverv? og Finanskrisen stikker dybt - at der kan skelnes mellem to vidt forskellige slags USA eller to væsensforskellige strømninger i den amerikanske udvikling og dermed også af de to amerikanske 'fortællinger' eller selvopfattelser, nemlig dem der repræsenteres af de to enerådende politiske partier, demokraterne og republikanerne.

Meget forenklet ligger forskellen i at den ene side af spektret kæmper for en stærk forbundsstat (føderation) med svagere delstater, mens den anden side kæmper for en svag stat med stor selvbestemmelse for delstaterne.

USA blev ved sin løsrivelse fra England i 1776 verdens første forbundsstat, men hovedmanden bag den banebrydende Uafhængighedserklæring, Thomas Jefferson, var egentligt principielt modstander af et system med politiske partier og dannede derfor i 1792 en bevægelse der hed 'The Democratic-Republican Party'. Jefferson der var præsident fra 1801-09 var i modsætning til landets første præsident, George Washington, føderalist, tilhænger af en stærk forbundsstat, og hans bevægelse blev senere til Demokraternes parti - og modstandernes antiføderalistiske parti blev til Republikanerne. Ved præsidentvalget i 1800 fik føderalisternes og antiføderalisternes kandidater lige mange valgmandsstemmer, men Jefferson vandt afstemningen i Repræsentanternes hus og gjorde modkandidaten til sin vicepræsident! Der var i starten flere politiske partier, men siden 1854 har de to store været enerådende.

Den dansk-amerikanske USA-kender og -forsker Carl Pedersen, der ofte benytttes som kommentator i danske medier, har i sin bog 'Det Andet USA' beskrevet kampen mellem disse to hovedstrømninger i amerikansk politik gennem det 20. århundrede med direkte henblik på det forestående præsidentvalg - og han lægger ikke skjul på sin store sympati for den demokratiske og sin store antipati mod den republikanske linje og deres respektive præsidenter og præsidentkandidater. Men vidende som han er om amerikanske forhold fordi han er født og opvokset i USA, nærmere betegnet New Jersey, er der kommet en både oplysende og spændende bog ud af hans analyser. Han lægger ikke skjul på det personlige eller subjektive i sine vurderinger, og selv om han nogen gange kammer mere over til den ene side end han tillader sig i sine tv- og radio-kommentarer, så skal det være ham tilgivet, fordi hans pointe derved kun kommer til at stå tydeligere: Der findes trods Reagan-Bush-perioden et andet USA som nu synes på vej til Det Hvide Hus, selvom intet er afgjort før den 4. november. Carl Pedersens bog er ydermere skrevet for mere end et år siden, så hele den aktuelle finanskrise har han af gode grunde ikke kunne tage højde for. Men denne øger jo kun sandsynligheden for at valget til november ender med et kursskifte eller ligefrem et tidehverv. Og som dobbeltsproget menneske med indvandrerbaggrund er han naturligvis særligt opmærksom på indvandrernes problemer og situation i sit hjemland.

Carl Pedersen er meget klar i sin opfattelse af USA's to 'fortællinger'. Den ene er restriktiv og indvandrerkritisk eller nativistisk (lægger vægt på fødselskriteriet og den nationale identitets entydighed). Den anden er kosmopolitisk og transnational og erkender de amerikanske identiteters mangfoldighed.

En af forklaringerne på at indvandringen for alvor er kommet på dagsordenen i USA er statistikernes forudsigelse af, at hvis indvandringen i USA fortsætter med sin nuværende styrke vil USA midt i dette århundrede for første gang i sin historie opleve at flertallet af befolkningen vil være indvandrere eller efterkommere af indvandrere fra ikke-europæiske lande, dvs primært sige latinamerikanske, afroamerikanske og asiatisk amerikanske indvandrere. For Pedersen et tydeligt tegn på at det også i kulturel forstand bliver et andet Amerika vi vil se i det 21. århundrede.

De kulturelle konservative og nativistiske grupper frygter en balkanisering. Men de forhåbninger som de nærer for en vedvarende genoplevelse af en snævert defineret kernekultur er efter Pedersens mening ganske enkelt ikke længere mulige i en tid der bygger på transnational arbejdskraft og kapitalismens mobilitet. Den demokratiske senator Edv. Kennedy var enig med præsident Lyndon B. Johnsen i at indvandrerloven af 1965 ikke ville ændre indvandringens omfang nævneværdig. Men begge tog fejl. Efter 1965 er der kommet 20 mio indvandrere til landet - udover antallet af illegale indvandrere som anslås til omkring 12 mio.

Hele denne indvandring - ikke mindste den ukontrollable indvandring af latino'er fra Mexico - tegnede for Carl Pedersen til at blive et varmt emne i præsidentkampen i år. Men både den og Irak-krigen er trådt helt i baggrunden for finanskrisen. Men uanset hvem der bliver præsident i år er det åbenlyst, skriver Pedersen, at USA er under forvandling på grund af de millioner af indvandrere der kryser landets grænser hvert år.

Den store finanskrise og den store, ukontrollable indvandring bliver virkeligt en udfordring for det politiske system og den kommende præsident. De vil ligesom de tilbagevendende 'syndfloder' afsløre markante forskelle i de politiske partiers måde at tackle problemerne på.

Carl Pedersen gør et stort nummer ud af at påvise ligheden mellem den republikanske præsident Coolidge's store inaktivitet efter den katastrofale Mississipi-oversvømmelse i 1927 og den republikanske præsident Bushs knap så passive, men helt utilstrækkelige hjælp efter Katrina-orkanens ødelæggelse af New Orleans i 2005. New Orleans bliver trods alle løfter aldrig samme by igen som før katastrofen. Den er i stort tal blevet forladt af afroamerikanerne og indtages nu af fattige latinoer. Der skulle en demokratisk præsident Roosevelt til at rette op på både infrastrukturen og recessionen efter 1932, og der skal efter Carl Pedersens mening en demokrat til at rette op på alle skævhederne og manglerne der kendetegner Reagan-Bush-årene 1981-2008. I modsætning til Coolidge og Bush var demokraten Lyndon B. Johnson både resolut og effektiv med hjælp efter Betsy-orkanen der ramte Golfkysten i 1965 og gennembrød New Orleans-digerne.

Franklin D. Roosevelt (FDR) viste i 1933 vejen ud af depressionen med sin New Deal-politik og Lyndon B. Johnson viste i 1965 vejen ud af efterkrigstidsproblemerne med sin Great Society-politik. Begge visioner byggede - som Carl Pedersen påpeger - på den antagelse at staten skal være med til at udligne de værste sociale uligheder og sikre befolkningen frihed fra nød.

Depressionen i 1929 kom som et chock for amerikanere (og verden), både økonomisk og kulturelt. Amerikanerne havde lullet sig ind i den illusion at de gode tider, opvæksten med velstand og fremgang (prosperity) ville fortsætte i det uendelige med uformindsket fart. Men i 1933 var omkring 25 % af arbejssstyrken blevet arbejdsløs. Selvransagelsen blev uundgåelig. Det var selve grundforestillingen om 'friheden' der blev antastet, dvs forestillingen om at frihed var det samme som et marked fri for regulering og andre former for statslig intervention.

Præsident Roosevelt understregede i 1932, at der var to ting det amerikanske folk nu ønskede, nemlig arbejde og en rimelig grad af tryghed. Han ville forsvare ‘den lille mand' (the common man), og han ville udvide selve frihedsbegrebet så det ud over den traditionelle ytringsfrihed, religionsfrihed og frihed fra frygt også omfattede frihed fra nød. New Deal-politikken var dermed - med Carl Pedersens ord - et forsøg på at finde en balance mellem frihed og økonomisk planlægning. Herigennem og ved at indføre en række sociale ydelser og love (Social Security og i 1944 The Second Bill of Rights) var FDR således med til at opbygge den moderne velfærdsstat, som Truman fortsatte og den republikanske præsident Eisenhower (1952-60) ikke rokkede ved.

FDR var med sin New Deal- (eller Ny Kontrakt-) politik i realiteten med til at skabe et stærkt middelklassesamfund. Grundpillen i velfærdssamfundet var middelklassen, men det amerikanske racespørgsmål var ikke løst, en klasse var helt glemt, en stor minoritet fik ikke del i den amerikanske drøm, pointerer Pedersen. Den pressede først sin eksistens og sit krav om ligestilling frem til fuld opmærksomhed med Borgerretsbevægelsen i 1960erne, og det blev Lyndon B. Johnsen der tog fat på problemet med sin betingelsesløse krig mod fattigdommen, som var direkte inspireret af Michael Harringtons bog om fattigdommen i USA, der netop havde titlen Det Andet Amerika.

Johnson løftede arven efter den myrdede John F. Kennedy og fortsatte bevidst Roosevelts New Deal-politik med sin store, endnu mere omfattende vision om The Great Society, der ikke var en forestilling om en kvantitativt stort, men et kvalitativt godt, dvs et storslået samfund. Han skaffede bl.a. de sorte stemmeret med The Voting Rights Act i 1964, en lov om sygesikring og forbundsstøtte til delstaternes sygeforsorg (hhv Medicare og Medicaid) foruden en omfattende forbundsstøtte til uddannelsessystemet. Johnson fik flere lovforslag igennem Kongressen end nogen anden præsident, ja, han var med Erling Bjøls ord en 'virtuos i at behandle Kongressen'. Han fik nærmest magisk magt over den, fordi han dels havde en lang karriere i Kongressen bag sig, dels lærte af sine forgængeres fejl, inkl. Roosevelts arrogance over for Kongressen. Johnson sørgede omhyggeligt for at sikre sig forhåndstilsagn fra Kongressen til sine lovsforslag. Og de fik langtrækkende virkninger.

Carl Pedersen tager naturligvis afstand fra republikaneren Ronald Reagans hånlige bemærkning om Johnson: at dennes krig mod fattigdommen blev vundet af fattigdommen. Og han forklarer primært den faktiske udeblivelse af sejren med Johnsons voldsomt udgiftskrævende eskalering af Vietnam-krigen. Men han synes at se bort fra det Bjøl kalder 'blændværket i Johnsons præstationer': "Han dristede sig aldrig til at bede kongressen om de bevillinger som ville være nødvendige for virkelig at få felttoget mod fattigdommen ført igennem. Han håbede på at det kunne ske uden indgribende ændringer i de eksisterende indkomststrukturer. Han ville ikke tage fra de rige og give til de fattige, men få kagen til at vokse så meget, at der kunne blive mere til alle." Bevillingerne til det omfattende fattigdomsfelttog (under det nyoprettede Office of Economic Opportunity - OEO) kom aldrig over 2 mia § i Johnsons tid, skønt eksperterne anslog en stigning til 6,5 mia for nødvendig.

I realiteten betyder dette at præsident Johnson ligesom de europæiske socialdemokratier - alle intentioner til trods - affandt sig med det borgerlige samfunds og markedsøkonomiens grundlæggende vilkår og præmisser og fulgte nøjagtigt samme velfærdsmodel som den borgerlige, kristendemokratiske økonomiminister Ludwig Erhard gennemførte i Tyskland med sin sociale markedsøkonomi, som under parolen 'Wohlstand für Alle' førte til det tyske Wirtschafftswunder. Johnson brød på ingen måde med den udbredte amerikanske forestilling om fattigdom og sociale klasser, den forestilling at fattigdom med Carl Pedersens ord ikke skyldes udefrakommende faktorer, men snarere en personlig mangel på flid, og at alle amerikanerne i Guds eget land har mulighed for et godt liv, for lykke og fremgang (prosperity).

Dette betyder ikke at Johnsons indsats ikke var betydningsfuld, men at kampen mod fattigdom aldrig kan føres til definitiv sejr, hvis man overhovedet vil bevare markedsøkonomiens afgørende positive sider: friheden, initiativlysten, kreativiteten og fremdriften. Den pragmatiske socialdemokratiske vej - som vi kender så godt fra Danmark og som bygger på forestillingen om økonomien som en kage der kan deles, hvorfor det blot gælder om at gøre kagen større - er en illusion i det omfang den indebærer tro på at uligheden i samfundet kan afskaffes. Det kan den ikke hvis friheden skal bevares. For frihed skaber ulighed i og med at den tillader initiativ og fremdrift.

Heraf følger ikke at kamp mod fattigdom er forgæves eller overflødig. Der er tværtimod ingen tvivl om at kløften mellem rig og fattig kan blive så stor, at den truer samfundets indre sammenhæng. Men kampen må føres på realistisk vis i fuld forståelse for at der er indbygget en modsætning eller spænding mellem de i princippet uforenelige principper frihedsprincippet og lighedsprincippet. Disse skal derfor ses som komplementære modsætninger der begge har deres berettigelse. Og kampen mod den samfundstruende nød og elendighed skal derfor både på nationalt og globalt plan løses ved konkrete foranstaltninger på det praktiske niveau.

Hvor Carl Pedersen står i forhold til denne spænding er ikke til at tage fejl af. Han påpeger ikke mindst at velstandsstigningen der var begyndt overalt i den vestlige verden i 1950'erne hang sammen med forbrugerismen. Richard Nixon pralede af den over for Sovjets leder Nikita Khrustjovs under dennes besøg i USA i 1959. En analytiker som William Whyte kaldte sparsommelighed for en lille smule anti-amerikansk. David Potter betragtede økonomisk overflod som selve kernen i det der havde gjort USA til et enestående land i verden. Og i præsident Johnsons vision om Great Sociaty indgik også forestillingen om 'overflod og frihed for alle'.

Men John K. Galbraith, der var fremtrædende medlem af John F. Kennedys 'hjernetrust' påpegede allerede med sin bog om 'Det rige samfund' (The Affluent Society. 1958) at det private forbrug og reklamebranchen vandt frem på bekostningen af de fælles interesser. Han mente at USA i 1950erne var ved at udvikle sig til et samfund hvor privat velstand eksisterede side om side med offentlig elendighed. Men den velmenende Jimmy Carter fik aldrig held til i sin tid at få amerikanerne til at acceptere begrænsninger i forbruget. Og en pessimist, som Carl Pedersen refererer, Werner Sombart, kunne kun give ét svar på at der ikke findes socialisme i USA: Alle socialistiske utopier er gået i vasken til fordel for roastbeef og æbletærte!

Og netop her ser Carl Pedersen et håb i nutiden. Et grønt Amerika er tilsyneladende undervejs, noterer han, idet han bl.a. peger på Al Gore's opfordring til amerikanerne om at mindske forbruget - og hans succes med filmen 'En Ubekvem Sandhed'. Pedersen håber naturligvis også på en sejr ved præsidentvalget i november for demokraternes kandidat. Men han savner også fra dem en sammenhængende politisk vision for USA's fremtid. Clintonismen var og er ikke sagen. Den "repræsenterede en forsigtig og midtsøgende politik der ofte arbejder efter republikanske præmisser og som baserer sig på en politisk strategi om at erobre midten", hvilket for Carl Pedersen betyder at progressive principper går tabt. Et progressivt politisk parti kan ikke leve videre på fortidens dyder, skriver han, og han mener derfor også at Hillary Clinton repræsenterer fortiden - og udformer sin politik mindst lige så meget efter meningsmålinger som efter faste principper. Barrack Obama har heller ikke en vision, men han er trods alt et nyt ansigt i den nationalpolitiske arena.

Nu er Carl Pedersens bog som sagt skrevet et år før finanskrisen satte ind. Krisen kan meget vel give demokraterne fordele ved præsidentvalget, ikke fordi Obama har løsningen på den, men fordi republikanerne må tildeles en væsentligt del af skylden for den gennem deres budgetunderskud, skattelettelser og principielle uvilje mod at gribe ind i markedsøkonomien.

Men det må også forudses at finanskrisen - ligemeget hvordan den tackles og lige meget hvem der vinder præsidentvalget - umiddelbart vil få negative effekter på al ligestillingsbestræbelse og fattigdomsbekæmpelse. Arbejdsløsheden vil ganske givet stige, og mange vil komme i klemme på boligmarkedet - indtil udviklingen vender. Krigene i Irak og Afghanistan vil fortsat være belastninger på økonomien. Det samme vil de årlige orkaner ved Golfkysten. Bilproduktionen vil falde, men olieprisen formentlig stige. Miljøet kan muligvis blive en smule forbedret gennem en midlertidig nedgang i forbruget, men de store miljøproblemer bliver stående. Og som samfundene i den vestlige verden og efterhånden også i den asiatiske verden er skruet sammen økonomisk, så løses ingen problemer uden økonomisk vækst, hvad der igen indebærer stigende forbrug. Det er under disse omstændigheder en illusion at tro at der de kommende år vil blive rokket afgørende ved de økonomiske grundstrukturer.

Men spændingen mellem føderalister og anti-føderalister i USA vil bestå ligesom spændingen mellem liberalismen (frihedsprincippet) og den sociale ansvarlighed (tryghedsprincippet) fortsat vil fungere som en dynamisk, komplementær modsætning.

Den store udfordring i USA vil utvivlsomt komme fra den enorme indvandring af navnlig latinoer. Man vil sikkert som andre steder i verden, hvor en uønsket stor, og ukontrollabel indvandring er blevet et stigende problem (fx Frankrig) ty til allehånde metoder til på den ene side at begrænse den mest muligt og på den anden side sørge for bedst mulig integration eller assimilation. Men i modsætning til lande som Danmark der har relativt høj grad af national identitet og kulturel homogenitet, er det givet at USA med sin specifikke karakter af indvandrernation med høj grad af kulturel mangfoldighed i løbet af de næste 50-100 år vil undergå overordentligt store og helt uforudsigelige forandringer. Alt efter hvor den enkelte amerikaner partipolitisk står i dag kan han eller hun være for eller imod Barrack Obamas bebudede 'Change', men en stor og gennemgribende forandring i det amerikanske samfund kommer under alle omstændigheder i kraft af de kommende års indvandring. Der vil blive uhyre mange flere fattige i USA de nærmeste år, og selvom latinoer og afroamerikanere samt asiatiske amerikanere sagtens i kapitalistiske øjne kan betragtes som et enormt potentiale for udvikling i og med at de alle er forbrugere, så vil markedsøkonomien alt andet lige betyde at kløften mellem rige og fattige vil stige og dermed også de politiske spændinger.

I skrivende stund er det endnu ikke afgjort om den amerikanske regerings redningspakke for økonomien kommer igennem Repræsentanternes Hus i den nu foreliggende reviderede form, men uanet hvad redningsplanerne ender med, ser det ud til at demokraterne har størst fordel af miseren.

Det interessante bliver derfor at se hvordan Barrack Obama med demokratisk flertal i begge kamre bag sig vil løse problemet, herunder også om han overhovedet i tide vil få en vision for udviklingen som kan tåle sammenligning med Roosevelts New Deal og Johnsons Great Society. Man må håbe at det sker - og at det sker i nogenlunde den ånd som er kendetegnet for de europæiske velfærdssamfund, dvs i forsøget på at afbalancere friheden og trygheden eller individets interesser og fællesskabets interesser. Her har det amerikanske samfund meget at lære. Men det ville være naivt at forestille sig at USA grundlæggende vil komme til at bryde med den sociale markedsøkonomis vilkår.

Det andet USA - det 'demokratiske' USA som stod bag New Deal og Great Society, som Carl Pedersen kalder det progressive og som også ligger nærmest de danske socialliberale idealer - vil sandsynligvis vinde præsidentvalget den 4. november. Men hvad det helt konkret vil medføre, kan ingen i dag forudsige. Det eneste sikre er at amerikanerne umiddelbart går hårde tider imøde, og at verden i løbet af de næste årtier i hvert fald vil opleve Et andet USA.

Jan Jernewicz

Henvisninger:

Litteratur:

Carl Pedersen: Det andet USA: Fornyelse og frihed i fremtidens Amerika
(Lindhardt og Ringhof. 2008)
Mads Fuglede: USA - Den Universelle Nation. (Gyldendal.2008)
Erling Bjøl: USA's historie. (Gyldendal. 2005)
John Kenneth Galbraith: Det rige samfund. (Gyldendal. 1961. Originaludgave 1958)

Artikler på Jernesalt: