|
|
ARTIKEL FRA JERNESALT - 13.9.11.Valget, udfordringerne og partierneFolketingsvalget på torsdag tegner til at ende med et regeringsskifte - og et sådant må betragtes som en sund og naturlig ting efter ti år med samme magtkonstellation der oven i købet ikke længere kan komme igennem med langsigtede forslag. Intet er givet før de sidste stemmer er talt op. Nogle gange har det kun været få hundrede stemmer der gjorde udslaget, og meningsmålingerne har før snydt. Men de har denne gang i meget lang tid og med meget få undtagelser været til klar gunst for oppositionen, så det vil i hvert fald undre undertegnede om VK-regeringen ikke bliver afløst af en S-SF-regering med eller uden deltagelse af de Radikale. Valgkampen har været umanerlig kedelig, fordi der intet nyt er kommet frem der for alvor kan gøre en forskel; tværtimod har vi hørt på de samme argumenter, påstande og slogans ikke bare i et par måneder, men i mere end et år. Medierne har prøvet at gøre det altsammen mere udholdeligt ved at omforme den politiske kamp til det de har forstand på: et stort underholdsningsshow. Det har muligvis moret nogle, men givet frastødt andre, herunder undertegende der aldrig nogensinde tidligere har set så lidt valg-tv som i år. Generelt ser det ud til at politikerleden kun er blevet endnu større de sidste måneder. Antallet af usikre vælgere er højt - og det afgørende synes ganske enkelt at være, at flertallet er trætte af den siddende regering og simpelthen ønsker forandring for selve forandringens skyld. Ingen véd eller kan vide med nogen form for sikkerhed, hvad forandringen konkret vil medføre på de forskellige politiske delområder. Dertil har løfter og planer været for luftige og vidtløftige. Påstand har stået mod påstand - og der er efterhånden kun ét nogenlunde brugeligt og sagligt argument for at vælge side: Oppositionen bør efter ti år i det lunkne og mudrede badevand have mulighed for at komme i land, få en douche og tørre sig, trække i arbejdstøjet og vise hvad den dur til. Udfordringerne er mange og store, fordi landet trods rimelig god orden i økonomi og velfærd er uløseligt knyttet til den internationale finanskrise og derfor er tvunget til i de kommende år at måtte tilpasse sig de uheldige konjunkturer med egentlige strukturelle forandringer. Dette er den siddende regering indstillet på, hvis den mod alle odds skulle blive genvalgt, og det er oppositionspartierne med Enhedslisten som eneste undtagelse såmænd også indstillet på, hvis de som forventeligt kommer til roret. Men store dele af befolkningen er langt fra indstillet på det - og derfor har billedet de sidste uger overraskende ændret sig i den retning, at det mest naive og urealistiske oppositionsparti, Enhedslisten, med den veltalende og charmerende Johanne Schmidt-Nielsen i spidsen opsamler de mange vælgere på venstrefløjen som ikke vil acceptere SF's midtersøgende pragmatisme og åbenbart heller ikke har den helt store tillid til Helle Thorning-Schmidts evner som leder af en ny regering. Forskydningen er markant - og opvejes kun delvis af den lige så markante og overraskende fremgang som Det Radikale Venstre ser ud til at kunne høste. Også dette parti har siden 2001 været så idealistisk indstillet, at det har knebet med dets ellers tidligere gode vilje til samarbejde hen over midten, men det har tilsyneladende lært af fejlen og har nu meldt ud med klare krav til en økonomisk ansvarlig politik, der kan skaffe bredere forlig i Folketinget, men dermed også genere S-SF's manøvredygtighed. Ikke mærkeligt at SF gerne vil have de radikale med i regeringen for dermed at få bedre styr på dem. Men de radikale er jo ikke dummere end at de véd at et parti altid skal sikre sig høj pris for eventuelle store kompromisser på forhånd. Og gælder det selve den økonomiske ansvarlighed kan der dårligt gives køb overhovedet. Så selv om valgprognoserne peger klart på et regeringsskifte, så bliver det meget spændende at se mandatfordelingen mellem de fire partier på 'venstrefløjen' og det regeringsgrundlag der bliver følgen heraf.Udfordringerne for den kommende regering bliver store, også fordi flertallet af de nye ministre, inkl. statsministeren og viocestatsministeren vil være uden regeringserfaring, og fordi Danmark til nytår skal overtage formandsskabet for EU. En såkaldt kickstart af en kommende økonomisk vækst for at få gang i hjulene og en tid tage toppen af arbejdsløsheden kan gennemføres forsvarligt med fremrykning af offentlige investeringer inden for rimelige, dvs snævre grænser, men effekten er lige så tvivlsom som fristelsen er stor for S og SF. Den kan nemlig ikke løse de strukturproblemer der trænger sig mere og mere på og som gælder manglen på kvalificeret arbejdskraft i takt med den demomgrafiske forskydning der betyder flere pensionister og færre erhvervsaktive. Her ville en efterlønsreform der udfaser efterlønnen over nogle år være på sin plads, selvom den er upopulær, fordi den rammer en hel del borgere der nærmer sig efterlønsalderen og har regnet med at gå på efterløn. De får ganske vist udbetalt deres efterlønsopsparing (hvad der vil kunne hjælpe forbruget i gang), men er naturligvis modstandere af en reform, fordi de fleste i sådanne spørgsmål tænker på egne og ikke på samfundets interesser. De burde ganske vist forlængst have regnet ud at efterlønnen trods garantier om det modsatte ikke er sikret for evigt. Men det hjælper jo ikke. Derfor er det et klogt og fornemt træk at VK er enedes med såvel Dansk Folkeparti som Det Radikale Venstre om at gennemføre en tilbagetrækningsreform i næste valgperiode, hvis disse fire partier tilsammen får det nødvendige flertal på 90 mandater - og det tyder meningsmålingerne på. Og det gode er jo at S og SF nok vil sætte sig imod forslaget, men vil acceptere dets vedtagelse, selvom de skal danne regering. Ja, man kan roligt hævde, at de vil græde tørre tårer over efterlønnens bortfald, for så er de ude over hele den ulyksalige problematik der kostede Nyrup regeringsmagten i 2001. En tilbagetrækningsreform kan imidlertid ikke stå alene. Der skal andre reformer til, hvis landet fortsat skal være et velfærdssamfund med rimelige økonomisk og social standard for alle, når nu al økonomi her i landet afhænger af at erhvervslivet er i stand til at konkurrere med udenlandske firmaer på det internationale marked. Denne konkurrence er benhård og rammes hårdt af en række generende faktorer som for høje lønninger, manglen på kvalificeret og tilstrækkeligt disciplineret arbejdskraft, høje personskatter og høje selskabsskatter samt for mange bureaukratiske byrder fra det offentliges side. Hvad specielt lønningerne angår, er det velkendt at fagbevægelsen siden 1960'erne - som påpeget af den britiske økonom John Hicks - har fået en magt der sætter dem i stand til systematisk at presse arbejdsgiverne til indrømmelser der kun kan imødekommes gennem en hård rationalisering og effektivisering. Ingen kan principielt være imod disse tiltag, heller ikke erhvervslivets egne ledere, men der er indbygget lige præcis den hage i al rationalisering i det private erhvervsliv at den i modsætning til hvad der er tilfældet i den offentlige sektor skal fortsætte til den kan aflæses på regnskabernes bundlinje. Private virksomheder er for overlevelsens skyld tvunget til at gennemføre de systematiske rationaliseringer de pålægges af lønkampen, selvom disse betyder systematisk nedskæring af ansatte pr. produceret enhed. Støder en virksomhed på for store nationale forhindringer, tvinges den uundgåeligt til at flytte produktionen ud af landet. Det giver selvsagt ringere beskæftigelsesmuligheder nationalt - og er derfor altid en trussel mod velfærdssamfundet. Ulykken er at fagbevægelsen ser mere på de kortsigtede gevinster ved lønkampen end på de langsigtede følger, fordi medlemmerne gør det. Kan fagbevægelsen yderligere politisk sikre sig relativt høje arbejdsløshedsunderstøttelser, har den reelt ingen skrupler med arbejdsløshedstallet. De kan jo altid bruges imod en borgerlig regering. Alle parter låses fast selv i gode tider - og de kan slet ikke komme fri af lænkerne, når den internationale krise for alvor svækker konkurrenceevnen. Fagbevægelsen har således "sejret ad helvede" til som Thomas Nielsen kom til at sige. Hertil kommer imidlertid velfærdssamfundets uden tvivl største indbyggede strukturproblem: forholdet mellem den offentlige og den private sektor. I meget gamle dage - dengang en førende virksomhed i dansk erhvervsliv hed Ø.K. - kunne direktør H.N. Andersen med megen ret gøre opmærksom på at vi ikke kan leve af at barbere hinanden. Siden er servicefagene vokset og vokset - og i dag lever mere end halvdelen af vort velfærdssamfunds erhvervsaktive borgere af at servicere hinanden. De aktive producenter der leverer de fysiske varer til borgernes forbrug på hjemmemarkedet og i udlandet er i klart mindretal. Og ganske særligt går en stigende del af bruttonalproduktet til den offentlige sektor og dennes serviceydelser til borgerne og det tilhørende bureaukrati. Hvis der nu var en nøje sammenhæng mellem folks købekraft og deres andel i produktionen af fysiske varer (fødevarer, brugsgenstande og produktionsmidler) - fx i form af en særlig slags penge eller kuponer til formålet! - var problemet næppe så stort, for så ville købekraften aldrig være større end produktionen tillod. Men da dette ikke er tilfældet (og næppe kunne tænkes realiseret), så kan folks købekraft stige og stige gennem offentlige lønninger og andre offentlige ydelser uden tilsvarende produktion af de fysiske varer. Industrisamfundet bliver til et servicesamfund - og dette igen til en variant der hedder informations- eller it-samfundet. Først sker der den besynderlige ting at omsorgen for andre mennesker bliver hvad Jørgen S. Dich kaldte et 'kulturfænomen': I humanismens navn gør man flere og flere til modtagere af omsorg og derfor også flere og flere til behjertede omsorgs- eller sosuassistenter. Siden gør man - stadig i humanismens navn - flere og flere til akademikere og ph.d.-licentiater og opfinder et hav af nye titler som teknoantropologer. Den offentlige sektor kan på denne måde meget langt hen ad vejen gøres større og større og den private sektor modsvarende mindre og mindre (bl.a. ved at blive tvunget til udlandet). Penge er der nok af i form af sedler, bankindeståender, gældsbeviser, obligationer og aktier. Spekulationer og 'bobler' bliver der også uendeligt mange af. En permanent finanskrise er næsten uundgåelig. Samfundets æsteticering i humanismens navn ville nærme sig fuldkommenheden, hvis det ikke var for de forbandede realiteter der ligger i økonomiske, sociale, etiske og psykiske grundlove af lige så bastant karakter som fysikkens tyngdelov. I en gammel artikel om helhedsrealistiske principper og parametre for den politiske kamp og udvikling er det mod hele denne falske æsteticering af vort samfund understreget at selv den menneskelige ansvarlighed og etik er en biologisk kendsgerning, som igen må betragtes som et emergent, men uforklarligt fænomen i evolutionen. Fænomenet hænger naturligvis sammen med selve opkomsten af den menneskelige bevidsthed som gjorde mennesket frit til at handle anderledes end hvad instinkterne bød. Men der er også et indre psykologisk grundlag for menneskets etik, nemlig kravet om indre konsistens: Mennesket er psykisk indrettet således, at det er forpligtet af en instans i sig selv til at sørge for overvægt af det gode i sit liv, fordi det ellers vil være truet af depressive eller destruktive tendenser. Kravet om indre etisk konsistens indebærer bl.a., at ethvert menneske ved kønsmodningens indtræden principielt bliver ansvarligt for sit eget liv og bør sørge for en uddannelse og et erhvervsarbejde der svarer til dets evner Samfundet på sin side må naturligvis være præget af en social ansvarlighed, der dels fremmer alle menneskers selvansvarlighed, men også påtager sig forpligtelser over for mennesker der af den ene eller anden grund ikke er i stand til at leve op til kravet om selvansvarlighed. Men det er vigtigt at samfundet undgår enhver form for unødig klientgørelse af mennesker der kommer i nød. Samfundet har desuden forpligtelse til at sørge for en grundliggende orden i samfundslivet, der gør det muligt for alle individer at påtage sig ansvaret for eget liv, men også sørger for den gensidige hensyntagen uden hvilken samfundet ville ende i jungleloven, den stærkeres ret over den svagere. Loven skal gælde for alle og sikre ro og orden. Og der skal være lighed for loven. Naturen er her 'hellig' i den forstand, at den i eksistentiel henseende forefindes som principielt ukrænkeligt livsvilkår for alle mennesker. Naturen kan udnyttes, men skal samtidigt værnes. Miljøbevidsthed er væsentlig, hvis udnyttelsen af naturens ressourcer ikke skal indebære en rovdrift der kan true naturen som livsvilkår for fremtidige generationer. Den materielle udvikling må være 'bæredygtig' så den ikke undergrave mulighederne for fremtidige generationer. Samfundet er helligt i den forstand, at det i eksistentiel henseende ligesom naturen forefindes som vort principielt ukrænkelige livsvilkår, som er fremkommet tilfældigt i evolutionen som et emergent og uforklarligt fænomen. Det er ikke en konstruktion, og det kan derfor principielt ikke ændres ved bevidste, rationelle handlinger. Det man kan ændre er de tidsbestemte udformninger af samfundet. Individet derimod har nok en fundamental værdi i ethvert civiliseret samfund, men det er ikke helligt i samme forstand som samfundet. Til gengæld består der et særligt forhold mellem individ og samfund, nemlig et typisk komplementært forhold. Alle menneskelige spørgsmål og problemer kan ses fra såvel individets som samfundets synsvinkel, men de to synsvinkler går aldrig op i en højere enhed. Og da samfundet er bærende for individets eksistens, vil det i sidste ende være vigtigere end individet. Det betyder, at mennesket ikke uden videre kan sættes i centrum for udviklingen, heller ikke i det moderne velfærdssamfund, for det har nok ret til at være til og det har krav på beskyttelse, men hensynet til samfundet som helligt fænomen vejer, hvis der opstår konflikt mellem dem, tungere end hensynet til individet som tidsbestemt fænomen. Her spiller også det overordnede historiske og religiøse perspektiv ind. Forstår man denne komplementære helhedsrealisme, vil man også kunne forstå at den i dag fremherskende tendens til umyndiggørelse af flere og flere borgere i velfærdssamfundet og til æsteticering af større og større dele af velfærdssamfundets funktioner stiller landet ringere og ringere i forhold til udlandet og konkurrencen med udlandet. Dette betyder ikke at velfærdsamfundet skal afskaffes - for det er allerede pr. definition en samfundsmodel som slet ikke kan betragtes som noget negativt. Men det betyder derimod at vi realistisk må se i øjnene at velfærdssamfundet ikke kan bevares som grundliggende model, hvis vi lader hånt om fysiske, biologiske, sociale, økonomiske, etiske og psykiske lovmæssigheder eller overordnede eksistentielle hensyn. Politikerne og partierne bør tværtimod altid stilles til regnskab for om de lever op til parametre og kriterier der sikrer disse lovmæssigheder.Ser vi nu på partiernes position og strategi er det påfaldende at de alle uden videre refleksion har ladet sig indrullere i den tåbelige kamp mellem 'rød blok' og 'blå blok' som har rødder i industrisamfundets klasseskel og den marxistiske drøm om det fuldkomne klasseløse samfund ('paradiset' i verdslig og prosaisk udgave) med tilhørende tese om uforsonlig kamp mod den påstået elendighedsskabende kapitalisme. På trods af Tony Blairs og Anders Fogh Rasmussens valg af den nye strategi der hed 'den tredje vej' og som bedst kan karakteriseres som midtervejen mellem socialismen og liberalismen (subsidiært mellem tryghed/lighedsprincippet og frihedspincippet), så fortsætter den politiske kamp både i Danmark og i Storbritannien som om intet er hændt. De politiske ledere har på intet tidspunkt givet en dyberegående fortolkning af den tredje vejs filosofi. Resultatet er at man bliver stikkende i de gamle konflikter og løsningsmodeller og hele den gamle retorik - samt den gamle, stupide grundholdning: enten er man socialist eller også er man liberalist. Venstre er kendetegnet af total mangel på afklaring af forholdet mellem frihedsprincippet og lighedsprincippet (hvad der gentagne gange er påpeget på disse sider). Lars Løkke Rasmussen er endda havnet i en sølle skræmmekampagne mod S og SF, idet han på primitiv vis postulerer at oppositionen dokumenterbart vil føre landet i økonomisk uføre, på trods af at S og SF netop undlader at fremlægge klare meldinger om hvordan deres planer skal finansieres. Så det eneste man objektivt kan bebrejde dem er manglen på nøjagtige oplysninger. Men skræmmekampagner af Løkkes art virker ikke - og det gør heller ikke forsøg på at klandre Margrethe Vestager for at vælge side til fordel for Helle Thorning. Løkkes nye provokation med at kalde Venstre 'det moderne arbejderparti' er kun en dårlig joke. Hele det velfærdssamfund Lars Løkke er vokset op i og aldrig har stillet spørgsmålstegn ved er netop karakteriseret ved at den klassiske arbejder med klassebevidsthed er forsvundet til fordel for den mere eller mindre 'småborgerlige' funktionær med realpolitisk midterbevidsthed. En arbejdsmand er blevet en specialarbejder og siden et medlem af 3F med et hav af underafdelinger for specielle grupper inden for byggefag, træindustri og restaurationsbranche, inklusive de gamle traditionelle 'kvindefag'. Et arbejde er blevet et job, og bevidstheden, den falske eller forældede og helt utilstrækkelige bevidsthed kredser mest af alt om modsætningsforholdet til arbejdsgiverne, kapitalismen som sådan samt den elitære akademikerstand. Hvad Lars Løkke fejlvurderer er med andre ord, at Venstre nok har udviklet sig fra et decideret bondeparti til et parti for byens funktionærer af moderne og liberal tankegang. Det har allerede under Uffe Ellemann gjort Venstre til et moderne funktionærparti, men så længe arten af modsætningen til den traditionelle socialistiske tankegang forsøges fortiet, opnår Løkke intet andet end at blokere for en afklaring af sit eget partis forhold til den komplementaritet mellem frihedsprincippet og lighedsprincippet som i dag alene kan bære moderniteten. Dansk Folkeparti, der har haft optimale vilkår under VK-regeringerne, har dummet sig ved at håne de konservative for udmeldingen om at DF ikke vil komme i regering med VK efter valget. Tilsyneladende forstår Pia Kjærsgaard ikke, at Lars Barfoed er nødt til at sige dette, for ikke at støde de borgerlige liberalister fra sig som for et par år siden gik over til Liberal Alliance og som han gerne vil have tilbage. Kjærsgaard har også med sine vedvarende udfald mod Ole Sohn som gammel kommunist vist at hun ikke fatter at et menneske kan blive klogere med årene. Udfaldet kan højst bekræfte fordomme hos de vælgere der er enig med hende i forvejen. Lars Barfoed har ikke kunnet gøre en forskel for de konservative i forhold til Lene Espersen. Han er dygtig og velmenende, men har ikke hendes frækhed og slagkraft - og derfor bliver det stadigvæk afgørende for en hel del borgerlige vælgere at Liberal Alliance kan levere den vision de elsker højere end nogen anden: Håbet om lavere skat. Liberal Alliance skal nok få et pænt valg i kraft af Anders Samuelsens udstråling og Saxo Banks generøse pengetank. Indflydelse får de ikke meget af efter valget. Margrethe Vestager har luret dem kunsten af når det gælder at tiltrække vælgere der vil have forandring, men ikke vil risikere at komme i lommen på en for enøjet regering. SF under Villy Søvndal har vovet det for alle oprindeligt revolutionære partier risikable skridt at udstikke en realøkonomisk strategi der ikke alene gør partiet fuldt ud regeringsdueligt, men bringer det lige ind i det regeringsansvar dets ledere har drømt om siden Aksel Larsens dage. Det er lykkedes Søvndal med Ole Sohns utrættelige hjælp at få kursændringen accepteret af partiets vælgere og bagland (det sidste var sværest). Og længe stod partiet til en gigantsejr i meningsmålingerne. Men pludseligt vendte billedet. Partiet rutchede ned på niveauet ved sidste valg - og det risikerer endda at gå længere tilbage. Grunden er næppe til at tage fejl af. Partiet valgte at lave valgprogram sammen med socialdemokraterne og at acceptere socialdemokraternes formand som indiskutabel statsministerkandidat. SF's ledere så ikke og tog ikke chancen for et virkeligt opbrud på venstrefløjen, men valgte den ubetingede subordination under S. Resultatet er ikke overraskende blevet at Enhedslisten på få måneder er løbet med hele den gevinst som de gamle 'arbejderpartier' kan erhverve i kraft af utilfredsheden med den siddende regering. Resultatet kan sikre regeringsskiftet, men komnmer iøvrigt kun til at betyde at S og SF får sværere ved at føre realpolitik. For Enhedslisten er et parti der gladeligt holder fast ved utopien om det klasseløse samfund. Helle Thorning-Schmidt får altså i denne situation æren og fornøjelsen af at skulle danne ny regering efter valget samtidigt med at hun formentlig må indkasserede et valgresultat der må være dybt skuffende for hende selv og partiet. Hun kunne ikke slå Anders Fogh Rasmussen i 2005 eller 2007, men kan nu efter ti års VK-regering slå en svag Lars Løkke Rasmussen - vel at mærke kun med god hjælp af SF, de Radikale og Enhedslisten. Alle kan naturligvis overraske ved at få magten og derigennem vise sider af sig selv ingen kunne se forud. Kun tiden kan vise om det er tilfældet for Helle Thornings vedkommende. Den virkeligt stærke dame på den fløj efter valget bliver Margrethe Vestager. Enhedslisten behøver vi nemlig ikke gøre et stort nummer ud af. Alt tyder på at de nærmest bliver tredoblet på torsdag og dermed kan sikre et regeringsskifte, men på økonomiske spørgsmål trækker de ikke på samme hammel som de radikale. De vil blive en belastning for S og SF. Konklusion kan derfor kun blive: Vi får efter al sandsynlighed på god demokratisk vis et regeringsskifte på torsdag. De naive vil vinde, fordi de har forstået at opretholde den illusion om det klasseløse samfund som tiltaler mange på venstrefløjen, men kun giver problemer for de realpolitisk indstillede. Og realisterne vil tabe, fordi de ikke har forstået og derfor heller ikke har kunnet plædere for den tredje vej, der alene er modernitetens vej i dag og fremover. Dog vinder alle derved at en læreproces for venstrefløjen uundgåeligt bliver sat i gang. Jan Jernewicz Henvisninger: Links til: Venstre Socialdemokraterne Dansk Folkeparti Socialistisk Folkeparti Det konservative Folkeparti Det radikale Venstre Enhedslisten Liberal Alliance Relevante artikler på Jernesalt: Kvinderne, valget og realitetsprøvelsen (10.9.11.) Kulturen, eliten og folket (7.9.11.) Farcen om dansk politik giver endeligt valg (28.8.11.) De radikales 2020-plan (7.6.11.) S og SF fremlægger deres 2020-plan (17.5.11.) Historisk forlig mellem VKO og R om tilbagetrækningsreform (14.5.11.) Øget grænsekontrol som led i politisk forlig (12.5.11.) Valget nærmer sig (19.4.11.) Lars Løkke glemmer den tredje vej (29.9.10.) Formandsskiftet i Venstre (19.5.09.) Anders Fogh Rasmussens exit som statsminister (5.4.09.) Konservativt lederskifte (16.1.11.) Henrik Dahls store politiske desillusionering (13.6.11.) Helle Thorning går nu lysere tider imøde (1.10.10.) Ny formand for socialdemokraterne (13.4.05.) Endelig gik han, Nyrup! (19.11.02.) Krag, standpunkterne, nederlaget og latterkoncilet Hilsen til SF i anledning af 50-året (14.2.09.) Villy Søvndal - hans verden, væsen og rolle (19.05.08.) Ole Sohn og fortiden (19.10.10.) De Radikale i klemme mellem idealisme og pragmatisme (15.10.08.) Radikalt lederskifte (16.6.07.) Liberal Alliance blokerer den tredje vej (28.9.10.) 2007-Valgets selvbedragere og visdomsfornægtere (19.11.07.) 2005: Folketingsvalgets perspektiver (19.1.05.) Politiske og økonomiske afmagtspostulater Politiske parametre (6.2.05.) At være vælger og politiker (24.1.11.) Hvad skal vi med værdikamp (31.3.11.) Menneskesyn og politik (13.8.10.) Individ og samfund som komplementære fænomener (23.7.03.) Liberalismen og socialismen som komplementære fænomener (26.8.03.) Den kreative klasse ifølge Richard Florida (9.3.06) Den herskende klasse efter 1970 (19.02.03.) Midten i dansk politik (25.10.04.) Indvandrerdebatten - Naivitet og fordummelse i politik IV (14.3.11.) Vælgernes naivitet - Naivitet og fordummelse i politik III (10.3.11.) Politikernes uskikke - Naivitet og fordummelse i politik II (8.3.11.) Naivitet og fordummelse i politik (I - grundproblematik) (4.3.11.) Efterløn og politisk afmagt (4.1.11.) Status over året 2010 (31.12.10..) Er dansk politik havnet i drillerier og stilstand? (13.11.10.) Velfærdssamfundets fremtidige finansiering kræver ny realisme (23.7.10.) Arbejdsmarkedsreformer udskudt (23.8.09.) Velfærden og partiernes konkurrence (8.7.07.) Nedskæringer og prioriteringer i det offentlige (27.9.06.) Velfærdsforliget i hus (21.6.06.) Liberalismen og socialismen som komplementære fænomener. Afmagtspostulater Politiske parametre (6.2.05.) Værdimanifestet i forkortet udgave Værdimanifest i komplet udgave Øvrige henvisninger til Jernesalts egne artikler: Artikler om Danmark Artikler om Samfund (se iøvrigt linkene i venstre ramme) Artikler om Eksistens (se iøvrigt linkene i venstre ramme) Artikler om Sekularisering (se iøvrigt linkene i venstre ramme) Redaktion Essays Emneindex Personindex Programerklæring af 2.6.02. Jens Vrængmoses rubrik Per Seendemands rubrik (fra 2005) At læse Jernesalt Introduktion til Jernesalts filosofi Komplementaritetssynspunktet Modstanden mod komplementaritetssynspunktet Den komplementære helhedsrealisme De psykiske grundprocesser De psykiske fundamentalkræfter Konsistens-etikken Etik og eksistens Livskvalitet (fire artikler) (2002-03) Ontologi-serie (tolv artikler) (2010) Virkelighedsopfattelse (syv artikler) (2007) Religion som emergent fænomen i biologien (28.12.09.) Jernesalts 2009-filosofi Forord - Begreber og aksiomer - Krisen ved årsskiftet 2008/09 - Verdensbilledet 2009 Livet - Mennesket - Sjælen - Sproget - Samfundet - Overordnede politiske parametre Udfordringen - Helhedsrealismens advarsler - Helhedsrealismens anbefalinger - Efterskrift Værdimanifest (fra 2003)) Værdimanifest i forkortet udgave Sagregister til værdimanifest Til toppen Til forsiden PrintVersion Tip en ven |
|
|
Komplementær helhedsrealisme som ebog i opdateret udgave |
|
|
Vilh. Grønbech Kulturopgør? |
|
|
Niels Bohr komplementær filosof? |
|
|
Erling Jacobsen - moralbegrunder? |
|
|
Konrad Lorenz - Kulturopgør? |
|
|
Isaac Newton Geni eller gal? |
|
|
E-bog om Newton og eksistensen |
|
|
Storm P. et sandt humormenneske? |
|
|
Romantikken nu som ebog? |
|
|
J.S. Bach musikalsk helhedsrealist? |
|
|
Ingmar Bergman 100 års drama? |
|
|
Virkelighed som ebog? |
|
|
Mozart skønhed eller dybde? |
|
|
Mozart - Mahler nu som ebog? |
|
|
Tidssvarende bud på eksistensen som e-bog |
|
|
Blake skør eller genial? |
|
|
Niels K. Jerne eksistens eller filosofi? |
|
|
Kulturopgør som ebog? |
|
|
Nihilisme eller romantik? |
|
|
Grundtvig profet eller fantast? |
|
|
Peer Sendemand - enfoldig tale? |
|
|
Hjælp! Hvordan læse Jernesalt? |
|
|
Konsistensetik nu som e-bog |
|
|
Carl Nielsen - fortsat modernist? |
|
|
Blicher en drømmer? |
|
|
Blicher og Grundtvig nu som ebog? |
|
|
H.C. Ørsted holistisk naturfilosof? |
|
|
Ugler i mosen eller guider til Jernesalt? |
|
|
R. Wagner en folkeforfører? |
|
|
Grim ælling eller geni i svøb? |
|
|
Skabelsen sandhed eller myte? |
.jpg)
|
|
Frans en hellig mand? |
|
|
Johannes Paul II - reaktionær? |
|
|
Bohrs filosofi nu som ebog? |
|
|
Filmskabere nu som ebog? |
|
|
Blake og Chagall nu som e-bog |
|
|
Gustav Mahler - skabelsesberetter? |
|
|
Livskvalitet nu som ebog? |
|
|
Storm P. og anden humor nu som e-bog |
|
|
Dragekamp - kollektivt ubevidst? |
|
|
begrebsleg eller livskvalitet? |
|
|
Troldtøj - blot overtro? |
|
|
Politiken højeste oplysning? |
|
|
1Q84 - løgn eller virkelighed? |
|
|
|
Bolde i luften - latterligt? |
|
|
Helios - myte eller sandhed? |