JERNESALT - dataset

Jernesalt

Dynamisk

komplementær

helhedsrealisme

Samfund

Eksistens

Sekularisering

Coronakrisen

E-Bøger

SAMFUND

Danmark

Flygtningekrisen

Muhammed-sag

EU og EUROPA

USA

Mellemøsten

Terrorismen

Miljø og klima

Medier

Polen

EKSISTENS

Værdier

Værdimanifest

Livskvalitet

Musik

Film

Kunst

Kunstblade

Etik

Litteratur

Psykologi

Erkendelse

SEKULARISERING

Verdsliggørelse

Virkelighed

Afdogmatisering

Oplysning

Sund fornuft

Ideer og ideologier

Frihed

Religion

Humor

2019-FILOSOFIEN

Forord

Krisen

Udfordringen

Håbet

Efterskrift

ESSAYS

RETORIK

ONTOLOGI

VIRKELIGHED

ENFOLDIG TALE

SKIDT OG KANEL

REDAKTION

PROGRAM

INTRODUKTION

INSPIRATORER

OVERSIGTER

EMNEINDEX

PERSONINDEX

LINKS

E-MAIL

utils prefix normal Forside Oversigter Redaktion At læse Jernesalt Sendemand Vrangsiden Kontakt

JERNESALT - 0zreplik100316

REPLIK FRA JERNESALT - 16.3.10.

Hvad skal præster stille op med kødets lyst?

Igen og igen hører vi i medierne om alvorlige sexmisbrug i den katolske kirke, navnlig pædofili der er gået ud over messedrenge eller kostskoledrenge, endda mange der har stået på i årevis og først er kommet frem når ofrene er blevet voksne, er kommet ud af afhængighedsforholdet til deres lærere og 'vejledere' og har fået mod på at stå frem med anklagerne.

Det mest tragiske ved overgrebene er at de i mange tilfælde har fået lov at fortsætte efter at ofrene har vovet sig frem med deres beretninger, idet de pågældende pædofile præster som hovedregel kun stilles for den katolske kirkes interne justitsapparat og her blot får advarsler eller forflyttes til andet embede. Og vi taler ikke om isolerede tilfælde. Tværtimod skønner man at præsternes overgreb løber op i et tal på 150 i Tyskland, 30 i Østrig og 200 i Holland!

Det nye tilfælde der er kommet frem i offentlighedens lys i Tyskland - bl.a. i Der Spiegel - drejer sig om en nu 61-årig præst der for en menneskealder siden fungerede i Essen i Nordrhein-Westfalen og her tvang en 11-årig dreng til oralsex. Sagen blev dengang dysset ned, idet præsten blev forflyttet til bispedømmet i München der sendte ham til behandling, men efterfølgende gav ham et nyt embede i Grafing hvor han igen forbrød sig mod mindreårige i 1982 og 1985. Han fik i 1986 en betinget dom på 18 måneders fængsel (uden at komme i politiets varetægt) - og derefter forflyttet til en tredie by, og her blev han i 2006 genkendt af den dreng der var blevet udsat for overgreb i 1980.

Men ikke nok med det. I en by i Oberbayern blev der rent ud sagt ballade under en gudstjeneste for en fyldt kirke i søndags, idet en ung mand afbrød præsten midt i en prædiken hvor denne omtalte misbrugsskandalerne, men betonede at medierne var for ensidig i kritikken. Det fik den unge mand til at råbe: "Det vil jeg ikke høre på! Nu kan De ikke længere tale udenom!" - Nogle af tilhørerne bad ham holde mund, mens andre klappede - og det endte med at alle råbte i munden på hinanden, så gudstjenesten gik i opløsning.

Da alle tyske og østrigske medier tog sagen op om søndagen, blev det forventet at pave Benedikt den 16., der var part i sagen for så vidt han havde siddet i Kirkerådet i München indtil 1981, ville benytte sin aftenprædiken på Peterpladsen i Rom til at kommentere sagen, men det skete ikke. Så Süddeutsche Zeitung kunne over mandagsudgavens forside kort og godt proklamere at "Benedikt XVI tier".

Da sex er en af de allerdybeste biologiske drifter i mennesker og dyr og endda den der er forudsætningen for at vi alle er blevet til, så er det forståeligt at problemerne med den manglende styring af driften i den katolske kirke helt selvfølgeligt kædes sammen med det faktum at den katolske kirke i hele sin organisation og sit magthierarki er en ren mandeverden, og at den tilmed hårdnakket fastholder sit krav om cølibatet, dvs kravet om permanent seksuel afholdenhed for ikke alene munke og nonner, men for alle præster fra nederste stand til øverste pavestand.

Cølibatet er kendt i andre religioner som hinduismen og den hedenske romerreligion og er her forbundet med såvel indvielse til guddommen som sublimering af selve den seksuelle energi. I kristendommen ser man først og fremmest kyskheden som tegn på udelt gudshengivenhed - og den indgik i oldkirken som krav til munke og nonner ved siden af kravet om lydighed og fattigdom, krav der allesammen medvirkede til opbygningen af hele det strenge hierarki som kirkens magthavere ønskede. Det var dog først fra 1139 at præster og biskopper i Vestkirken blev forpligtet til at leve i cølibat.

Ordet 'cølibat' er ikke direkte nævnt i Det nye Testamente, men kirken henholder sig til at både Jesus og Paulus var ugifte, og at specielt Paulus udtrykkeligt anbefalede at de troende levede som ugifte, fordi en ugift mand tænker på "hvordan han kan være Herren til behag". Kan de imidlertid ikke leve uden at få tilfredsstillet deres kønsdrift, bør de indgå ægteskab, idet Paulus delte den gamle jødiske norm om at seksualiteten hører hjemme i ægteskabet og skal tjene det formål at avle børn.

Man kan sagtens ved at læse beretningerne om Jesu liv på jorden komme til det resultat at der ofte var erotik i luften hvor han kom og gik, eftersom kvinderne flokkedes om ham. Og det kan endda gøres til solid meditativ erfaring at den psykiske energi kan forstærkes ved opbygningen af spændingen mellem Kristusfiguren og fire kvindelige Maria'er. Men det er fri fantasi at forestille sig at Jesus havde et sexliv - og derudfra ligefrem som Jens Jørgen Thorsen male ham med erigeret lem. Det vidner kun om at visse meget sexfixerede mennesker slet ikke kan forestille sig at der findes 'fromme mennesker' der er sådan indrette psykisk at de kan sublimere driften systematisk og konsekvent sådan som det er nødvendigt for mystikerne for at nå den 'højere bevidsthed' - og som det er blevet idealet for paver, kardinaler og biskopper i den katolske kirke. Jf. iøvrigt artiklerne Det fromme menneske og Det sanselige eller generøse menneske.

Problemet er at kirken kræver cølibatet overholdt af alle præster, uanset om de er egnede for det og uanset at tiden og 'tidsånden' har ændret sig markant gennem de sidste 50 år.

Velfærdssamfundet, velstandsstigningen, ungdomsoprøret mod autoriteterne, kvindefrigørelsen og den seksuelle frigørelse efter 2. verdenskrig har alle medvirket til at alt for autoritative hierarkier og dogmatiske systemer af både religiøst og ideologisk tilsnit er kommet under pres for at lempe reglerne og tillade afvigelser fra det ideale, hvor den psykiske energi kanaliseres ind i tjenesten for noget højere (det bør huskes at også leninister og maoister anbefalede afholdenhed for partiets sag!). Den katolske kirke er derfor i stigende grad blevet udsat for kritik af sine strenge krav, fordomme og forbud og har fået foreslået at tillade kvindelige præster samt præsters ægteskab, i det mindste under bispeniveauet.

Faktisk overvejede pave Paul den 6. på Vatikankonciliet at afskaffe cølibatet, men han valgte på råd fra bl.a. kardinal Wojtyla (den senere pave Johannes Paul den 2.) at opgive det. Johannes Paul den 2. overvejede aldrig siden spørgsmålet alvorligt, og den nuværende pave blev i sin tid udpeget som leder af det øverste dogmatiske organ 'Troskongregationen' fordi han var lige så konservativ! Så det bliver ikke i denne paves tid der sker ændringer. Tværtimod har Benedikt udtrykkeligt fremhævet at cølibatet er en gave fra Gud der ikke må ofres til tidsånden.

Den katolske kirke frygter ganske enkelt konsekvenserne, eller rettere: uberegneligheden og uforudsigeligheden af de mulige konsekvenser. Den nuværende forpligtelse til cølibat styrker ubetinget den hierarkiske orden. Sker der overtrædelser, giver det under alle omstændigheder overtræderne store skyldfølelser over for kirken og dermed største afhængighed af den overordnede instans, som alene har tilgivelsens nådemiddel. Og så må det åbenbart tages med i købet at overtrædelserne nogle gange kommer til at gå ud over sagesløse mindreårige. Det holder man så vidt muligt inden for kirkens rammer.

Det uhyrlige ved katolicismen er imidlertid at man konsekvent afviser at se en psykologisk sammenhæng mellem cølibat og pavehierarkiets magtsystem. Man afviser ikke totalt at cølibatet kan fremme pædofili på den måde at de mænd der fascineres af drengekroppe i stedet for af kvindekroppe har lettere ved - som en katolsk pater har formuleret det - at træde ind i cølibatet, fordi præstehvervet er forbundet med stor anerkendelse. Ja, pateren påstår ligefrem at det er hans erfaring, at de pædofilramte gejstlige søger over i et system med klare regler, der også rummer en løsning, nemlig en stor leder der vækker håb!

Det eneste sikre med en sådan moral og et sådant ledelsessystem i den katolske kirke er at problemet med sexmisbrug blandt katolske præster vil fortsætte.

Seksualiteten i den lutherske verden blev væsentligt anderledes allerede af den grund at kravet om cølibat blev afskaffet ved Reformationen tillige med alt munkevæsen. Dermed skete der et totalbrud med al mystisk tradition - og det var skadeligt - men man lukkede samtidigt muligheden for at bruge selve præsteautoriteten som middel til misbrug, og det var naturligvis et kæmpemæssigt fremskridt.

Puritanismen fik dog særdeles gode kår, fordi den protestantiske kirke fastholdt det gamle synspunkt at seksualiteten skal holdes inden for ægteskabets rammer og primært tjene det formål at avle børn. Da seksualiteten nu engang ikke kan holdes inden for disse rammer, førte puritanismen kun til moralisme: Man kunne med største fryd og selvbevidsthed fordømme alle de mennesker der faldt i seksualitetens fristelse, dvs. 'syndede', og som fx. fik børn uden for ægteskab - og man kunne rigtigt få tiden til at gå med at holde øje med hinanden. Dette indebar også at hykleriet aldrig kendte nogen grænse. Mekanismerne er skildret glimrende af forfatteren Hans Kirk i romanen 'Fiskerne' fra 1928, hvis udmærkede filmatisering fra 1977 netop har været vist på DRK.

Ungdomsoprør og kvindefrigørelse har medvirket til den seksuelle frigørelse der allerede så småt begyndte i 1930'erne med bl.a. kampen for fri abort og fri porno. Det er kun i få lukkede miljøer man i dag tager afstand fra sex før eller uden for ægteskab og fra fri abort og porno. Det ejendommelige er faktisk at det ikke længere er de ortodokse kristne der fører an i kamp mod frisindet, men de tilkommende muslimske indvandrere, der netop kommer fra kulturmiljøer hvor mandens magt over familien er uindskrænket.

Udviklingen er de seneste år gået så stærkt at en folkekirkepræst der ønsker at være med på moden eller tidsånden kan udgive en bog der belyser seksualitetens store rolle i bibelens fortællinger. Bogen hedder provokerende 'Med Gud i sengen. En sightseeing gennem Biblens sexliv', og den er skrevet af sognepræsten i Kirke Såby Paul Joachim Stender der sidste år var lige ved at opnå stemmer nok til at blive biskop over Københavns stift. Han har også forsøgt at ruske op i folkekirken ved at arrangere en skærtorsdagsmiddag for kirkegængerne sammen med gastronomen Claus Meyer og til den nette kuvertpris af 500 kr. Og han har skrevet en bog der hedder 'Præsten og kogejomfruen'. Så kedelig kan han næppe kaldes.

Ifølge et interview med Politiken (17.2.10) hævder Stender at "Den kirkelige højrefløj har spærret seksualiteten inde i det heteroseksuelle ægteskab. De har ikke erkendt at erotikken er anarkistisk og også findes før ægteskabet og mellem mennesker af samme køn. Og den moderate del af kirken, som egentligt er gået væk fra den negative opfattelse, har besluttet sig for at holde mund.".

Så nu tager Stender bladet fra munden og påpeger at Biblen er fuld af sex og erotik. Det begynder som bekendt allerede med Adam og Eva der til alt held for alle os efterkommere fik børn med hinanden - uden at vi har fået udleveret intime detaljer. Til gengæld kan vi læse at den ene af sønnerne dræbte den anden i misundelse over dennes erhvervsmæssige held. Og således kom ikke alene mordet, men det frygtelige brodermord ind i verden allerede i anden generation.

Blodskamsscener forekommer også, nemlig i fortællingen om Lot i byen Sodoma. Han får besøg af nogle 'himmelske agenter', dvs engle, der skal finde ti retfærdige mænd i byen, så den kan skånes for Herrens hævn for beboernes syndige liv. Men naboerne tror åbenbart at der er tale om noget ulovligt eller ligefrem noget umoralsk, så de omringer huset, men bliver blændet af englene. Og da disse ikke finder ti retfærdige bliver både Sodoma og Gomorra ødelagt. Lot og hans døtre flygter, men døtrene ligger med deres sovende far. Omvendt incest må det næsten kaldes.

Spændende er det også at selveste kong David fik øje på en dejlig kvinde der hed Batseba. Han lå med hende og gjorde hende gravid. Hun var ganske vist gift med Urias, men denne mand sendte kongen til forreste frontlinje, så han omkom. Og siden har man kaldt en sådan tjans for en Urias-post.

Alt i alt skal ingen tro at sex var ukendt for de gamle israelitter, eller at deres ledere var ufejlbarlige og fromme mennesker.

Men det er jo heller ikke Stenders ærinde. Han fremhæver tværtimod den smukke bog i Bibelbogen der hedder Salomons Højsang eller blot Højsangen, og som er en samling kærlighedsdigte der udveksles mellem en ung mand, kaldet Salomo, og en ung kvinde, Sulamith. De er enestående i hele det Gamle Testamente ved deres klare og intense erotik, der er fuldstændigt blottet for reference til Gud eller Jahve. Eksempelvis hedder det et sted: "Din skikkelse er rank som en palme, dine bryster er som klaser. Jeg siger: Jeg vil klatre op i palmen, jeg vil gribe fat i dens grene. Dine bryster skal være som vinstokkens klaser." - Dele af sangene er iøvrigt sat i musik af P.E. Lange-Müller under titlen "Sulamith og Salomon".

Egentlig skulle man tro at teksten var umisforståelig. Men kirkens folk læste noget symbolsk ind i den, idet de tolkede den som et sindbillede på det inderlige forhold mellem Gud og kirken. Og sådan tolkes den også af salmedigteren Brorson, der jo i det hele taget mestrede den inderlighed der kendetegner pietismens fromhedsdyrkelse og som set ud fra en psykologisk vinkel må siges at være dybt erotisk.

Politikens interviewer spørger meget fornuftigt Paul Stender om teksterne i Biblen virkelig er så tvetydige at man kan lægge hvad som helst ind i dem, så de så at sige bliver en hyldest til sex og samtidigt det modsatte. Stender svarer: "Jo, men i de sidste 2000 år har kirken bare villet finde alt det der kunne modsige seksualiteten. Jeg prøvet at vise at man lige så godt kan gøre det omvendte og vise, hvad der kan forsvare den. Men ethvert trossamfund har sin fortolkningsnøgle, og kærlighedsbuddet om at elske sin næste er helt centralt. Når man går ind i et erotisk forhold, ligger man sammen med sin næste. Så det vigtigste er at være god i sengen. Og når jeg siger dette, taler jeg ikke bare om teknik."

Jeg må indrømme at jeg efter en sådan smøre, godt kan forstå at Politikens anmelder, teologen Lars Sandbeck, finder Stender plat og mener at hans teologiske kæde springer af. I stedet for at overbevise om det seksuelles positive placering i Biblen kommer han indimellem bare til at fremstå som en overbegejstret erotiker der ser sex alle vegne!

Det er utroligt at Stender uden blinken med øjnene vil påstå at det af Jesus fremhævede gamle jødiske kærlighedsbud om at "du skal elske din næste som dig selv", skulle være ment erotisk - eller overhovedet have en erotisk undertone. Jeg tror ikke en døjt på det. Og jeg finder i det hele taget at Stender ser totalt børt fra skabelsesmytens allerdybeste mening: at i og med at de første mennesker i verden kom i puberteten og spiste af kundskabens træ og altså for første gang i deres liv blev bevidste om deres eksistentielle situation, så skete der to ting: de opdagede deres kønskarakter og blev vist ud af paradisets have af uskyld. De blev med andre ord henviste til at arbejde for føden, lave børn og holde sammen som familie. Og dermed begyndte alle problemer, men det vil igen sige al ansvarlighed, al etik og - al kultur!

Set ud fra denne helhedsrealistiske synsvinkel er det en halv løsning at læse biblen ensidigt som om den skulle gøre sex til hovedsagen i livet - lige så vel som det er en halv løsning at læse den som om den skulle fordømme sex. Biblens læseværdighed beror ikke mindst på at den tager alle sider af tilværelsen med.

Det er en kendsgerning at såvel jødedommen som kristendommen (i paulinsk forstand) betragter sex som synd, hvis den har andet formål end at avle børn i ægteskabet. Det kan der gives visse historiske forklaringer på, fordi det hænger sammen med familieforhold, ejendomsforhold og arverettigheder. Og da disse er blevet totalt forandrede i historiens forløb er det indlysende at vi ikke kan bruge de gamle normer og regler til ret meget i dag, hvis vi vil fortolke og håndhæve dem bogstaveligt. Men begynder vi omvendt at fortolke dem helt vilkårligt, så undergraver vi jo fuldstændigt deres mening, så kunne vi lige så godt bare smide det hele på lossepladsen og lave vore egne myter for nutiden.

Når det imidlertid er for tidligt bare at skippe de gamle myter, ligger det i at de uanset deres historiske og lokalkulturelle betingethed, rummer en indsigt som det ville være tåbeligt at lade hånt om, og som tværtimod kan lede til en fundamentale forståelse for grundvilkåret for menneskelivet. Og her må man i modsætning til Paul Joachim Stender påpege, at den bibelske skabelsesmyte netop indeholder essensen af det hele ved at påpege selve grundproblematikken i det forhold at mennesket i overført forstand 'spiste af kundskabens træ' og en gang for alle blev bevidst om sin eksistentielle situation i hele sin bredde og hele sin dybde. - Jf. tidligere behandling af myten på disse sider.

Konsekvensen er at det ikke er muligt at udpege en enkelt side eller to sider af tilværelsen som de for alle mennesker til alle tider væsentligste og lade alle andre komme i anden række. Vi har alle drifter og behov vi skal have tilfredsstillet i passende grad for ikke at blive syge og forkrøblede, men vi har også hensynet til andre mennesker at tage i betragtning, herunder ikke blot vore nærmeste. Tværtimod er vi alle i så høj grad afhængige af samfundet som sådant at vi ikke kan tillade os at lade hånt om dets indretning, funktionsduelighed eller udvikling. Og endelig er vi også allesammen så afhængige af højere 'magter' eller 'instanser' eller hvad vi nu vil kalde det der står over os som individer og samfund og som på en eller anden uigennemskuelig måde er med til at bestemme vores skæbne.

Enhver religion giver bud på hvad denne upersonlige og udefinerlige højere instans indirekte 'kræver' af os hvis vi ikke blot lader stå til og ser hvad der sker, men prøver at leve op til ansvaret. Og her kommer man ikke langt med rent æstetiske eller rent etiske, rent politiske eller ideologiske hensyn. Humlen i det er tværtimod at vi skal leve op til alle hensyn der kan tænkes og intuitivt fornemmes.

Rene magthensyn af politisk eller ideologisk art dur lige så lidt som ren post-modernistisk æstetik. Kirkesystemerne må aldrig betragtes som rent idealistiske eller åndelige bevægelser. De tænker altid også i magtbaner og formulerer sig i magtsprog. Dette gælder såvel den katolske som den protestantiske kirke. Den organiserede kristendom som sådan i lige så høj grad som den organiserede islam eller for den sags skyld den organiserede socialisme. Men omvendt må det også understreges at sex er ikke det samme som ånd - selvom der er en forbindelse.

Derfor er både den katolske paves og den protestantiske pastor Stenders stilling til seksualiteten lige farlige for udviklingen - omend de fremtræder som diametrale modsætninger i forhold til lystprincippet.

Jan Jernewicz

Illustration af Bente Buck - jf. Kunstblade

Ovenstående artikel indgår nu i en e-bog som er udgivet hos: Saxo.com.dk

Under titlen: Frans af Assisi - Katolicismens væsen - Johannes Paul 2..