Jernesalt
Dynamisk komplementær helhedsrealisme
Samfund Eksistens Sekularisering DRAMAER E-Bøger
SAMFUND
 
EKSISTENS
 
SEKULARISERING
 
2009-FILOSOFIEN
 
LEKSIKON
ESSAYS
DRAMAER
RETORIK
ONTOLOGI
VIRKELIGHED
ENFOLDIG TALE
SKIDT OG KANEL
REDAKTION
PROGRAM
INTRODUKTION
INSPIRATORER
OVERSIGTER
EMNEINDEX
PERSONINDEX
LINKS
E-MAIL
 
utils prefix normal Forside    Oversigter    Redaktion    At læse Jernesalt    Sendemand    Vrangsiden    Kontakt   
 
JERNESALT - terrormodsatire15c

ARTIKEL FRA JERNESALT - 21.1.15.

Hvad stiller den vestlige verden op med den forstærkede islamistiske trussel?

Det kyniske terroranslag fra islamister i første uge af det nye år mod satirebladet Charlie Hebdo i Paris vækkede hele Europa af den slummer og naivitet der langsomt havde sænket sig over såvel befolkningerne som politikerne siden den store Muhammedsag i 2005-06 selvom der i mellemtiden faktisk har været andre voldsomme og menneskekrævende terroraktioner i bl.a. London og Madrid. Det chokerende lå i at der ikke var tale om selvmordsbombere, men om tre franske statsborgere af muslimsk etnicitet som trængte ind i satirebladets redaktion og et jødisk supermarked og koldblodigt plaffede mennesker ned og dermed straks udløste en kæmpemæssig politiaktion som ikke har været set i Frankrig i årtier, og som heldigvis var effektiv. Der bredte sig hurtigt en utvetydig folkelig støtte til bladet der allerede om søndagen blev fulgt op af kæmpemæssige demonstrationer i Paris og andre franske byer mod terroren og for ytringsfriheden. - Jf. også Terroraktionen i Paris blev udvidet dramatisk. Reaktionen viser fortsat stor religiøs forvirring  (10.1.15.)

Ingen var i tvivl om at det store flertal af Frankrigs befolkning med massiv støtte fra såvel de politiske ledere i Europa og flertallet af de vestlige landes befolkninger gik ind for ytringsfriheden og demokratiet og tog skarpt afstand fra den islamistiske terror mod begge dele. Og ingen var heller i tvivl om at alle nu havde fået øjnene op for alvoren i den ekstreme islamismes trusler.

Politiaktioner mod terrorplaner i Belgien bekræftede indtrykket af årvagenhed og beslutsomhed. Og meningsmålinger har også vist umådelig stor opbakning til ytringsfriheden og satiretegnernes ret til at gøre brug af den. Ja, en frisk meningsmåling her i landet har neop vist at der aldrig har været så stor tilslutning til Jyllands-Postens ret til i 2005 at offentliggøre sine Muhammedtegninger og dermed skabe en tiltrængt debat om selve retten til at bruge sund humor som modgift mod muslimers misbrug af profetens navn til terror. I 2006 var der endnu mange mennesker og medier der forstod at almindelige fredelige muslimer kunne blive krænkede over at se Muhammed tegnet i denne forbindelse (selv den daværende danske statsminister forstod følelsen og beklagede officielt krænkelsen). Men i dag finder et stort flertal det helt i orden at Jyllands-Posten dengang bragte tegningerne. Man er så småt begyndt at forstå at vore sekulariserede demokratier bliver tabere i kultursammenstødet med ekstremistiske muslimer, hvis vi accepterer at disse skal kunne dække sig ind bag påberåbelsen af sarte følelser og på den måde forhindre åben debat og refleksion over islam på linje med vores åbne debat og refleksion om kristendom, jødedom, andre religioner og ateisme eller agnosticisme. Og det er et gevaldigt fremskridt, for der hersker alt for stor forvirring om religion og religiøsitet i vore dages ellers oplyste samfund.



Derfor er det stadig meget påkrævet at klargøre hvad forskellen er på fundamentalistisk tro og sekulariseret tro/overbevisning, og hvad forskellen er på engageret overbevisning og uengageret overbevisning.

Fundamentalistisk tro er dybdepsykologisk set helt og holdent jeg-centreret og autoritær. Den bliver dogmatisk og urokkelig, fordi den er absolut og hævet over såvel eftertanke som dialog. Og den tiltrækker især unge i den logiske alder i puberteten der søger forenklede sandheder der kan hævdes polemisk mod andre - og dermed i værste fald kan føre til engagement i hellig krig. Mange unge har - viser det sig - ligefrem stor morskab af at lege med tanken om hellig krig. Der ligger spænding og intensitet omkring det krigeriske, og der er ofte ikke langt fra tankeleg om hellig krig til udførelse af hellig krig.

Sekulariseret tro er derimod forbundet med eftertanke, tvivl, usikkerhed, skøn, humor og relativitet. Den bliver dermed antiautoritær, retter sin kritik mod såvel religiøse som verdslige autoriteter og magthavere, men retter sit mål mod 'selvet' eller 'selvets almengørelse'. Det gælder ikke om at hævde sin egen ret og få sin egen vilje, men tværtimod om at se problemerne i en større sammenhæng og i dialog med andre. Spændingen og intensiteten ligger her i modsætningernes dynamik og i klarheden og erkendelsen samt humoren. Sekulariseret overbevisning er derfor alt andet end slap og eftergivende.



Det er den uengagerede overbevisning der er slap og opportunistisk og som primært søger at tilpasse sig andres synspunkter - herunder vores dages 'statshumanisme' og pukken på internationale konventioner. Og en sådan bekvem tilpasning er da en fare. Men selve tilfredsheden ved tryghed, gamle vaner og tilvante forestillinger skal man ikke i sig selv se som en belastning. For den kan altid brydes af ledere der vil noget. Og det er lige præcis sådanne ledere der mangler i vore dages vestlige kultur og politik.

Den engagerede overbevisning udspringer af lidenskabelig interesse for erkendelse og indsigt og for problemernes løsning på en bæredygtig måde i det lange løb. Lidenskaben bevirker at man helt selvfølgeligt slås for friheden til at tænke, tro, ytre sig, danne foreninger og fællesskaber samt for fremskridt og forandring og dermed og for selve det liberale demokrati og det liberale velfærdssamfund, og det er også lidenskaben der bevirker at man udadtil kæmper imod intolerance, undertrykkelse og magtmisbrug, forførelse, manipulation og massehysteri.

Det liberale demokrati og det liberale velfærdssamfund kan og skal hele tiden kritiseres i betydning analyseres og drages i tvivl, fordi samfundet i de vestlige lande ikke er et statisk, men et dynamisk system der altid er under udvikling. Kritikken er et naturligt led i udviklingsprocessen, men den skal holdes inden for visse spilleregler, som først og fremmest respekterer andres muligheder for at komme til orde med deres kritik. Grundholdningen skal være åben og lyttende, og aldrig lide af nogen illusion om at sandheden er én (som skal påduttes andre) eller at målet er det fuldkomne samfund (utopien eller illusionen om paradiset).



Den religiøse fundamentalisme er det livsvigtigt for de frie og sekulariserede samfund at afsløre, kritisere og bekæmpe. Den skal naturligvis først og fremmest kritiseres for sin grundfejl som er og bliver selve det at være dogmatisk og autoritær. Og dette skal ske ud fra kendskabet til de psykiske grundprocesser og vores viden om jeget og selvet, for det er oplagt at fundamentalisme dybdepsykologisk set altid er jegcentreret, rethaverisk og altid søger at få sin vilje, og at man ingen vegne kommer uden at slå ned på disse forhold og undlade at forfalde til moraliseren. Og da fundamentalister kendetegnes ved at de søger tryghed i selve dogmatikken og kampen for den absolutte sandhed, vil der altid over for dem være et stort pædagogisk problem. De er svære at få fat på med henblik på dialog og nyerkendelse. Fremgangsmåden er aldrig moralsk fordømmelse eller overtalelsesforsøg, men udnyttelse af menneskets grundlæggende nysgerrighed, lærelyst og trang til horisontudvidelse samt udnyttelsen af at de fleste mennesker som hovedregel bliver klogere og mere medgørlige med årene. Men det er vigtigt at få unge fundamentalister revet ud af for tæt tilknytning til forførende og manipulerende guruer og imamer, der holder dem fast i den absolutte tænkning og målsætning. Dem er der mange flere af i de vestlige samfund end godt er. De er med til at modarbejde integrationen af muslimske indvandrere og de udnytter ret kynisk deres muligheder for at påvirke deres trosfæller gennem den ugentlige fredagsbøn - som sker i et lukket regi fordi fredagsbønnen er en religiøs skik.

Men man skal heller ikke se bort fra at terrorismen har sin egen, særlige psykologi som slet ikke er af ny dato, men viste sig i al sin rendyrkede ekstremisme allerede under revolutionære nihilisters kamp mod zarstyret i Rusland i sidste halvdel af 1800-tallet. Den er beskrevet af Dostojefski i romanen "De besatte" fra 1871-72, men skal dog først og fremmest ses i terroristernes egne skrifter, som bl.a. findes citeret i lange passager i Carl Stiefs fortræffelige bog om "Den russiske nihilisme" (fra 1969). Den russiske terrorismes grundlægger Sergej Netsjajev formulerede klart hvad det drejede sig om i sin og Bakunins fælles skrift 'Den revolutionære Katekismus' (1871): Den revolutionære er et menneske der ikke må være bundet af hverken kærlighed eller ejendom, eller være elsket af nogen. Han må endog skille sig af med sit navn. Alt i ham må samle sig om én eneste lidenskab, revolutionen. - Forfatternes plan for den personlige terrors udfoldelse havde klare målsætninger: Modstanderne skulle likvideres, og dette gjaldt tjenestemænd der ivrigt tjente regeringen, rigmænd der brugte store økonomiske midler på staten, og folk der havde solgt deres evner og pen til regeringen. - Den revolutionære kender nemlig kun én videnskab, og det er tilintetgørelsens videnskab. Han foragter den offentlige mening, og hader den eksisterende samfundsmoral i alle dens manifestationer. Hans lidenskab for revolutionen er en lidenskab der udelukker al sentimentalitet, begejstring og henrykkelse. Den er kold beregning..... Den revolutionære har ingen medlidenhed med noget i denne verden. - Derfor så man og ser man stadig terrorisme forbundet med fornægtelsen af familie og familieliv. Og man ser i værste fald også at fanatikerne nærer både blindt had til omgivelserne og blinde illusioner om heltedød eller martyrdød.



Hvad den nutidige islamistiske terrorisme mere specifikt angår skal den naturligvis - så farlig og demokratiundergravende den er - bekæmpes med effektiv overvågning og efterretningstjeneste der i tide kan afsløre udøvernes planer og netværk og retsforfølge deltagere og hjælpere. Men da den har stigende forbindelse med radikaliserede grupper i Mellemøsten, skal den også bekæmpes med inddragelse af pas for radikaliserede unge mennesker der rejser til Mellemøsten med henblik på træning i terrorist-lejre eller deltagelse i borgerkrigene. Den skal af samme grund også kunne omfatte fratagelse af statsborgerskab til personer der rejser til Mellemøsten af sådanne grunde og derfor med rette kan ses som uvillige til reel integration i vore lande. Vi vesterlændinge skal derfor også selv være indstillet på ændring af de helt blåøjede internationale konventioner, der er fra en tid hvor terrorisme ikke længere var en trussel mod vores nationer, men som i dag er skalkeskjul for folk der vil undergrave de vestlige demokratier. Og endelig må kampen mod terrorismen indebære en effektiv grænsekontrol, hvad der meget vel kan betyde udmeldelse af Schengen-aftalen. Ja, kampen mod terrorismen er i dag så væsentlig og nødvendig at Danmark seriøst må overveje at trække sin tilslutning til internationale konventioner tilbage. For disse fortolkes af de dominerende 'humanistiske' jurister til terroristernes fordel. Individuelle rettigheder sætter de over samfundets. Og det betyder reelt at de vestlige demokratier får sværere og sværere ved at dæmme op over for truslerne udefra.

Kampen mod islamisk terrorisme omfatter også militær indsats mod fx Islamisk Stat samt støtte til muslimske frihedsbevægelser, men hvad disse sidste angår må de vestlige lande sikre sig bevægelsernes gode vilje og stabilitet. Og det er ikke ligetil, når fronterne hele tiden skifter i lokalområderne og frister folk til at blive overløbere. Endelig burde de vestlige lande være langt mere uvillige til at støtte diktatorer i Mellemøsten blot fordi det kan passe ind i en kortsigtet strategi. Men også det er blevet en speget sag, fordi stormagterne ofte ikke har andre at stole på i Mellemøsten end udemokratiske og ofte korrupte ledere. Når specielt USA har svigtet fatalt siden 2008, skyldes det præsident Barack Obama og hans nye form for amerikanske opportunisme. Hans primære mål har været at komme hurtigst muligt ud af engagementerne i Mellemøstens interne stridigheder, men dermed har han svigtet kampen mod den islamistiske trussel til fordel for indenrigspolitiske anliggender. Og han tillader sig oven i købet i den aktuelle situation at bebrejde de europæiske lande at de ikke gør nok for integrationen. Han glemmer at Europa ikke som USA er et decideret indvandrerland, og at integrationen i Europa derfor heller ikke kan ses isoleret fra den store indvandring efter 1960 af muslimer som er vanskelige at integrere fuldt ud på grund af deres antal og deres meget stærke bindinger til en fremmedartet religion og fremmedartede kulturer.



Den manglende integration af disse store indvandrergrupper er jo en enorm opgave, eftersom forsømmelserne har været massive i årtier og indvandrings- og flygtningestrømmene er alt for store. Der er mange gode initiativer rundt omkring i de lokale kommuner, men det store problem ved en kombineret socialpædagogisk og politimæssig indsats er ressourcekravene. Der skal erfaringsmæssigt mange pædagogiske støtter til den enkelte ikke-integrerede indvandrer, hvis støtten skal være effektiv. Og det mener kommuner og fagforbund naturligvis er helt i orden (hvis der følger bevillinger med), for de lever af den offentlige barmhjertighed og kommer dermed ind under Jørgen S. Dichs fremragende afsløring i 1973 af det fatale i statslig humanisme. - Jeg mener selv at integrations-arbejdet over for de aktuelt mest belastede unge indvandrere er en så kæmpemæssig og krævende udfordring, at den umuligt kan klares med støttepædagogik. Det er svært overhovedet at se konkrete løsningsforslag der vil kunne praktiseres og give effekt inden det bliver for sent, men jeg vil dog igen pege på at man i det mindste er nødt til at få de farlige, manipulerende imamer og vejledere omkring moskeerne gjort uskadelige - om galt skal være med klar tilsidesættelse af de beskyttende og misbrugte konventioner.



Men jeg vil også pege på at håbet om integration af flest mulige indvandrere i en tid hvor de fristes til radikalisering fordi der er borgerkrig i verden og dyb kløft mellem vestlige og muslimsk kultur i allerhøjeste grad ligger i selve bestræbelsen på at få gjort det demokratiske og sekulariserede vestlige samfund attraktivt for unge muslimer - og dette sker ikke uden at få indvandrerne i arbejde eller uden at skabe en åndelig og mental fornyelse blandt både indvandrerne og de indfødte. Skal integrationen lykkes, kræver det vilje til integration fra de fremmede muslimers side og overbevisning og lidenskab fra de indfødtes side. Det er hverken moraliseren eller god vilje der forandrer noget. Og det er slet ikke fortsat naiv bedømmelse af de radikaliserede unge muslimer der kan mane truslen i jorden.

Det er tværtimod et nyt, systematisk og konsekvent samt lidenskabeligt oplysningsarbejde der er nødvendigt og som formår at give vestlig kultur et nyt præg af engagement, lidenskab og intensitet.

Som de sidste dages nye massedemonstationer i de muslimske lande mod de nye Muhammedtegninger viser, så er der brug for alle kræfter og alle diplomatiske metoder, men at foreslå - som Naser Khader har gjort - at sende Koranen til 'serviceeftersyn' er efter min mening det rene pjat. Det får man naturligvis ikke imamer og præster, endsige kalifater og præstestyrer til. Jeg er ikke uenig i at islam kan fornys, for så vidt også islam er en religion der trods binding til ganske bestemte hellige tekster på et ganske bestemt helligt sprog dog kan fortolkes og bliver fortolket. Men at få teksterne fortolket i demokratisk og sekulær forstand på samme måde som det er sket med kristendommen i de vestlige lande, det bliver en gigantisk udfordring og langstrakt proces som ikke kan lykkes uden en systematisk og dybdegående udvikling i de muslimske lande som i bred målestok ændrer hele den sociale, økonomiske, uddannelsesmæssige og kulturelle eller åndelige orden og vanetænkning. En sådan virkelig reformering af islam i Mellemøsten kan kun ske gennem et langvarigt arabisk forår der ledes af en oplyst middelstand der ønsker frihed. Og da vi netop har set det lovende arabisk forår i 2011 og -12 gå i graven på utroligt kort tid som følge af den storpolitiske udvikling, så er målet rykket meget langt ud og udsigterne for succes blevet meget ringe.



Oplysningsarbejdet blandt de indfødte i de vestlige lande skal dog ikke af den grund forsømmes eller undervurderes. Den religiøse forvirring er stadig uhyggeligt stor - og den ligger primært i selve misforståelsen af religion som en privatsag der i sekulariserede demokratier skal holdes helt ude af det offentlige rum. Intet er mere tåbeligt, da religion dybest set angår tilværelsen i sin helhed og derfor slet ikke kan holdes uden for det offentlige rum. Den interesserer alle mennesker uanset om de opfatter sig selv som religiøse eller ej, og den går derfor også uundgåeligt ind i hele den offentlige debat om kultur og samfundsforhold.

Misforståelsen kommer naturligvis af at religionen på vore breddegrader udviklede sig yderst uheldigt i kirkeligt regi - i og med at teologien i slutningen af 1800-tallet kom i skarpere og skarpere modsætning til såvel naturvidenskaben som folkereligiøsiteten. Den gjorde forestillingerne om skabelsen og opstandelsen til dogmer der skulle tages bogstaveligt og derfor af flere og flere mennesker blev anset som overtro, og den skar båndene over til den folkereligiøsitet som gennem romantikken og Grundtvig havde fået dyb føling med det kollektivt ubevidste og dermed de arketypiske forestillinger der alene kan bære en sund og ægte religion og et sundt samfundsliv.

Begge dele har betydet at kirken i dag lader folket i stikken og efterlader et eksistentielt tomrum som giver plads til en helt overfladisk og æstetisk pluralisme og multikulturalisme, og dette betyder igen en religiøsitet der er ude af stand til at give unge mennesker fornuftige eksistentielle holdepunkter i en passende relativiseret og sekulariseret form. En bæredygtig religion der er fyldt med klarhed, erkendelse og intensitet, men blottet for had, frustration og destruktive tilbøjeligheder til revolution og terrorisme, er faktisk til rådighed for både indfødte og muslimske indvandrere, ja for ateister og agnostikere. Men den kræver afklaring, som igen kræver høj, almen oplysning.

Problemet er at oplysningen ikke kan komme op på et tidssvarende højt niveau uden om en bred og dyb folkelig erfaring af og bevidsthed om hvad den umiddelbare eksistentielle realitet er for en faktor. Folk aner simpelthen ikke hvad der skal forstås ved 'umiddelbar realitet', selvom de faktisk erfarer den dagligt mange gange og ville blive helt rundt på gulvet for ikke at sige sindssyge, hvis ikke de gjorde det. Men fra diskussioner med mange mennesker - også højt begavede og belæste mennesker - ved jeg at hovedproblemet her helt præcist ligger i 'intellektualismen' eller den forrang udviklingen af de psykiske sekundærprocesser får gennem skoling og uddannelse samt gængs informatik. Denne intellektualisme bevirker at folk både er uvidende om hvor stor betydning den intuitive, ikke-sproglige erkendelse der beror på de psykiske primærprocesser rent faktisk har i kraft af at den bærer al kvalitativ opfattelse, og uvidende om at den intuitive erfaring er lige så empirisk som den praktisk-sanselige. Den er af en anden art, i og med at den er subjektivt-introspektiv, men de indre erfaringer af kvalitet, mening, sammenhæng, helhed osv er som psykiske fænomener lige så empiriske som de ydre erfaringer af kvantitative forhold. Alle mennesker har dem uden undtagelse. Intet mennesker kan undvære dem. Der kan knyttes sproglige eller billedmæssige mærkater til dem, så de kan anvendes af den bevidste tænkning til mange forskellige formål - og faktisk også bliver det. Og netop derfor kan de også udveksles med andre mennesker og dermed indgå i fællesskabets bevidsthed og sprog. Det er en længere historie som ofte er behandlet på disse sider - jf. først og fremmest artikelserien om Virkeligheden. Men hvad der her skal understreges frem for alt er at erfaringerne af den intuitive art ligger til grund for hele den halvdel af dagligsproget som ligger uden for den praktiske, teknologiske og naturvidenskabelige erfaring. Og man skal i den forbindelse huske at dagligsproget netop er karakteriseret ved at det i modsætning til alle fagsprog dækker hele virkeligheden og hele tilværelsen. - Jf Sproget og virkeligheden

Ejvind Riisgård



Relevante artikler på Jernesalt:

Radikaliseringen af unge muslimer må bekæmpes   (17.2.15.)
Den nye islamistiske terror mod ytringsfrihed og jøder nu for alvor i Danmark  (15.2.15.)

Terroraktionen i Paris blev udvidet dramatisk. Reaktionen viser fortsat stor religiøs forvirring  (10.1.15.)
Terroren mod 'Charlie Hebdo' rammer den religiøse forvirring  (8.1.15.)
Året der gik bød på krig, kriser og debat, men ikke på udsyn og format  (4.1.15.)
Vestens kamp mod islamismen er en kamp for sekulariseringen  (11.11.14.)
Kampen mod Islamisk Stat er kommet i fokus på en diffus måde  (14.9.14.)
Islam - en trussel? den vigtige forskel mellem islam og islamismen
Islamofobi - angst for islam, islamisme eller terrorisme?  (14.5.06.)
Muhammedtegninger



Mellemøst-udfordringen 2013  (1.11.13.)
Fantastisk udvikling i Egypten giver både håb og bekymring  (4.7.13.)
Mellemøsten i fortsat opbrud  (29.3.13.)
Mellemøsten lider  (15.09.12.)
Hindringer for fred og forår i Mellemøsten  (30.11.12.)
Egyptens revolutionsproces sat i laveste gear  (27.6.12.)
Syrien nærmer sig borgerkrigen  (7.2.12.)
Er 'Det arabiske forår' ved at løbe ud i blind vold?  (24.11.11.)
Gaddafi er død, men Libyen står tilbage med store problemer  (21.10.11.)
At være egypter på revolutionsdagen 11.2.11.  (12.2.11.)
At være revolutionær - apropos oprøret i Egypten   (31.1.11.)



Jeget og selvet
Selvet - sjælen - ånden
Det kollektivt ubevidste og dets fundamentale eksistensværdi
De psykiske grundprocesser
De psykiske fundamentalkræfter
Konsistens-etikken
Jørgen S. Dich om 'Den herskende klasse' 1970



Religion som emergent fænomen i biologien  (28.12.09.)
Det romantiske som åben føling med det kollektivt ubevidste  (26.05.08.)
Romantikken ifølge Rüdiger Safranski
Artikelserie om 'Virkeligheden'
herunder artiklen: Sproget og virkeligheden

Mytologi  (2.8.02.)
Myte ord og billede  (13.7.02.)
Sekulariseringen må opdateres  (29.11.04.) så den kun verdsliggør selve den politiske magt
Religion, humor og tragedie  (19.02.06.)
Religiøse følelser ikke uantastelige  (6.2.06.)
Humor og religion i værdikampen  (4.2.06.



Artikler om Mellemøsten
Artikler om Terrorismen
Artikler om Samfund
Artikler om Eksistens
Artikler om Sekularisering



Redaktion
Essays
Emneindex
Personindex

Programerklæring af 2.6.02.
Jens Vrængmoses rubrik
Per Seendemands rubrik (fra 2005)



At læse Jernesalt
Introduktion til Jernesalts filosofi
Komplementaritetssynspunktet
Modstanden mod komplementaritetssynspunktet

Den komplementære helhedsrealisme
De psykiske grundprocesser
De psykiske fundamentalkræfter
Konsistens-etikken
Etik og eksistens

Livskvalitet (fire artikler) (2002-03)
Ontologi-serie (tolv artikler) (2010)
Virkelighedsopfattelse (syv artikler) (2007)
Religion som emergent fænomen i biologien  (28.12.09.)



Jernesalts 2009-filosofi
Forord  -   Begreber og aksiomer  -   Krisen ved årsskiftet 2008/09  -   Verdensbilledet 2009
Livet  -   Mennesket  -   Sjælen  -   Sproget  -   Samfundet  -   Overordnede politiske parametre
Udfordringen  -   Helhedsrealismens advarsler  -   Helhedsrealismens anbefalinger  -   Efterskrift



Værdimanifest (fra 2003))
Værdimanifest i forkortet udgave
Sagregister til værdimanifest



Til toppen   Til forsiden   PrintVersion   Tip en ven  



utils postfix clean
utils postfix normal