JERNESALT - dataset

Jernesalt

Dynamisk

komplementær

helhedsrealisme

Samfund

Eksistens

Sekularisering

Coronakrisen

E-Bøger

SAMFUND

Danmark

Flygtningekrisen

Muhammed-sag

EU og EUROPA

USA

Mellemøsten

Terrorismen

Miljø og klima

Medier

Polen

EKSISTENS

Værdier

Værdimanifest

Livskvalitet

Musik

Film

Kunst

Kunstblade

Etik

Litteratur

Psykologi

Erkendelse

SEKULARISERING

Verdsliggørelse

Virkelighed

Afdogmatisering

Oplysning

Sund fornuft

Ideer og ideologier

Frihed

Religion

Humor

2019-FILOSOFIEN

Forord

Krisen

Udfordringen

Håbet

Efterskrift

ESSAYS

RETORIK

ONTOLOGI

VIRKELIGHED

ENFOLDIG TALE

SKIDT OG KANEL

REDAKTION

PROGRAM

INTRODUKTION

INSPIRATORER

OVERSIGTER

EMNEINDEX

PERSONINDEX

LINKS

E-MAIL

utils prefix normal Forside Oversigter Redaktion At læse Jernesalt Sendemand Vrangsiden Kontakt

JERNESALT - hamas12a

ARTIKEL FRA JERNESALT - 30.11.12.

Hindringer for fred og forår i Mellemøsten

Torsdag vedtog FN's generalforsamling med stort flertal at opgradere det palæstinensiske selvstyre til såkaldt 'observatør-stat' på trods af modstand fra USA og Israel. Af FN's 193 lande stemte 138 for opgraderingen, 9 imod, mens 41 undlad at stemme og 5 var fraværende. Israel, USA, Canada og Tjekkkiet stemte imod; Danmark, Norge, Sverige og Finland stemte for tillige med Frankrig, Italien, Spanien og Belgien; Tyskland, Storbritannien, Holland og Polen samt Australien var blandt landene der afholdt sig fra at stemme.

Ramallah jubler over sejren over arvefjenden; Israels europæiske venner er splittede; Israel selv er i chock over europæernes stemmeafgivning - og alle kan se langt efter fred og forår i Mellemøsten.

Danmark stemte som nævnt ja til at opgradere Palæstinas status i FN, selvom USA kraftigt advarede imod det. Men da afstemningen var overstået, tog den danske repræsentant i salen ordet og slog fast, at ja'et ikke er ensbetydende med at Danmark anerkender Palæstina som stat: "Resolutionen, der er vedtaget i dag, (…) er en naturlig fortsættelse af vores faste opbakning til en tostatsløsning og etablering af en palæstinensisk stat. Men vores stemme indebærer dog ikke nogen formel bilateral anerkendelse af en suveræn palæstinensisk stat", fastslog FN-ambassadør Carsten Staur.

Den amerikanske udenrigsminister beklager meget, at palæstinenserne har fået opgraderet deres FN-status. Hillary Clinton mener, at FN-resolutionens opgradering af palæstinensernes diplomatiske status er både uheldig og vil virke imod hensigten. Hun frygter, at resolutionen vil resultere i "nye forhindringer på vejen mod fred", og understreger, at den eneste måde palæstinenserne kan få deres egen stat på er gennem direkte forhandlinger med Israel.

USA's FN-ambassadør, Susan Rice, der er en af kandidaterne til udenrigsministerposten efter Clinton, sagde fra talerstolen i New York: Kun ved direkte forhandlinger mellem parterne kan palæstinenserne og israelerne opnå den fred, som de begge fortjener. Denne resolution er ikke et udtryk for, at Palæstina er en stat. Det er en misforståelse, hvis man tror, at dagens afstemning berettiger til FN-medlemskab, understregede hun. - USA skal da også lige til det sidste have lagt stort pres på præsident Abbas for at få ham til at frafalde ansøgningen - men altså forgæves.

Ordret sagde USA-ambassadøren som følger: "Today’s grand pronouncements will soon fade. And the Palestinian people will wake up tomorrow and find that little about their lives has changed, save that the prospects of a durable peace have only receded. - The United States therefore calls upon both the parties to resume direct talks without preconditions on all the issues that divide them. And we pledge that the United States will be there to support the parties vigorously in such efforts. - The United States will continue to urge all parties to avoid any further provocative actions—in the region, in New York, or elsewhere. - We will continue to oppose firmly any and all unilateral actions in international bodies or treaties that circumvent or prejudge the very outcomes that can only be negotiated, including Palestinian statehood. And, we will continue to stand up to every effort that seeks to delegitimize Israel or undermine its security. - Progress toward a just and lasting two-state solution cannot be made by pressing a green voting button here in this hall. Nor does passing any resolution create a state where none indeed exists or change the reality on the ground. - For this reason, today’s vote should not be misconstrued by any as constituting eligibility for U.N. membership. It does not. This resolution does not establish that Palestine is a state....." - Jf. Link til den fulde ordlyd.

Opgraderingen af det palæstinensiske selvstyre må først og fremmest betragtes som en symbolsk anerkendelse af selvstyret der næppe får anden virkning i praksis end at selvstyret får en repræsentant i alle FN's organer og formelt får ret til at stævne israelske politikere for den internationale straffedomstol. Benytter selvstyret sig af denne formelle ret, vil det udelukke enhver seriøs forhandling med Israel om to-statsløsningen, så iagttagere regner ikke med at den vil blive brugt, i det mindste ikke som andet end en trussel. Men moralsk betyder anerkendelsen en hårdt tiltrængt oprejsning til selvstyrets præsident, Fatah-bevægelsens leder Mahmoud Abbas netop på et tidspunkt hvor han er blevet betydeligt svækket gennem Hamas' lynkrig med Israel og denne rivaliserende bevægelses efterfølgende inddragelse i forhandlingerne med Egyptens præsident om våbenhvile. Dette var nok hovedgrunden til at det ikke var muligt at få Abbas til at opgive sagen. Han havde hårdt brug for at komme i begivenhedernes centrum. Og faktisk opstod der også øjeblikkeligt høj feststemning i Ramallah på Vestbredden, da afstemningsresultatet forelå, ganske som der var fest- og triumf-stemning i Gaza da våbenhvilen blev aftalt for en uges tids siden.

Men præsident Abbas og det palæstinensiske selvstyre som sådant kan i realiteten ikke bruge opgraderingen til noget der bringer deres mål nærmere, for både Israel og USA har gjort det lysende klart, at en to-statsløsning der giver selvstyret rang af suveræn stat afhænger fuldstændigt af direkte og succesfulde bilaterale forhandlinger mellem selvstyret og Israel. Og disse undergraves temmelig bastant af Hamas' fornyede angreb på Israel med raketter der rækker længere ind over grænsen end de hidtidige og derfor har skræmt både befolkningen og regeringen i Israel. Abbas betræder derfor efter israelernes mening den forkerte vej, når han søger opgradering uden først at have fået Hamas til at ændre kurs. Abbas repræsenterer reelt ikke palæstinenserne på både Vestbredden og i Gaza.

Ulykken er at Hamas betragtede raketangrebene mod Israel og den efterfølgende våbenhvile som en stor sejr, skønt Israel havde succes med sit nye misselforsvar, den såkaldte 'jernkuppel', og som sædvanligt også svarede igen med voldsomme bombardementer mod Gaza. "Vores raketter ramte Tel Aviv", lød det triumferende fra en ung Hamastilhænger. "Det har ingen andre arabiske lande nogensinde opnået", tilføjede han. "Så selvfølgelig vandt vi. Hele Mellemøsten kunne se vores sejr." Det var i den sammenhæng helt underordnet for ham at hele bydele af Gaza var smadret af de israelske bomber. "Det er bare sten. Vi bygger det op igen."

Og dagen for våbenhvilen blev da også erklæret for national helligdag af Hamas. Denne i Gaza helt enerådende organisation er mere populær end nogensinde. Ikke bare i Gaza, men i hele den arabiske verden, således som en tilhænger har hævdet med henvisning til at araberne var blevet imponerede over organisationens kampevne. Væbnet modstand er for flertallet den eneste vej frem i forhold til den militært overlegne jødiske stat. "Israel holder ikke sine aftaler. Sådan er det med jøder. Allerede på profetens tid kunne man ikke stole på dem, og sådan er det stadigvæk", mener denne mand. Og dermed får han uden tvivl udtrykt den altdominerende opfattelse blandt Hamasfolkene i Gaza.

Hamas har også tilhængere på Vestbredden, hvor bl.a. en ung computertekniker ifølge medierne har givet udtryk for at det er Hamas der har fat i den lange ende. Han gør opmærksom på at det næsten er 20 år siden Osloprocessen begyndte, men intet er sket. Vi sidder stadig her uden en stat. Og så hævder den gode tekniker ellers at der ikke er noget alternativ til kamp, når det gælder Israel, for det er det eneste sprog de forstår. "Vi har talt og talt og forhandlet og forhandlet, indtil vi blev blå i hovedet og ikke havde mere luft. Men lige meget har det nyttet - israelerne er fuldkommen ligeglade. Men de er ikke ligeglade med at få raketter i hovedet. Dét er noget der kan få deres opmærksomhed".

Mange palæstinensere på Vestbredden er simpelthen skuffede og desillusionerede over Mahmoud Abbas' frugtesløse forhandlingskurs. Tiden er kommet til at begrave Oslo, lyder det bl.a., for processen er blevet en ny måde at undertrykke os på. En anden palæstinenser på Vestbredden udtrykker skuffelsen med ordene: "Abbas er jo helt til grin. Hamas [i Gaza] starter en krig uden at spørge ham, og de slutter uden at spørge ham".

Ser man på det snart to-årige arabiske forår, må det som helhed siges at være langt fra sine drømmes mål, og ganske særligt i Egypten at være løbet ind i vanskeligheder og skuffelser der kun bekræfter at Mellemøsten er blevet én stor smeltedigel hvis endelige former på nuværende tidspunkt end ikke kan anes, fordi alt stritter i forskellig retning - og aldrig synes for alvor at få taget hul på selve demokratiseringen og den tilhørende sekularisering.

Egyptens nye præsident, Mohamed Morsi, fra Det muslimske Broderskab havde held til sammen med den amerikanske udenrigsminister Hillary Clinton at få bragt en våbenhvile i stand mellem Hamas og Israel netop som Israel havde trukket store troppestyrker frem mod grænsen til Gaza med henblik på at rykke ind og smadre mest muligt nok engang. Og det har givet Morsi en ny, fordelagtig status som en leder USA kan forhandle og samarbejde med - på trods af den udbredte antiamerikanisme i Egypten.

Men aldrig så snart havde Morsi solet sig i Clintons velvilje før han udstedte et dekret der betyder at hans beslutninger som præsident ikke kan appelleres til domstolene, hvad der igen indebærer at hans magtbeføjelser indtil en ny forfatning træder i kraft vil være lige så ubegrænsede som diktatoren Mubaraks var. Dekretet betegnes derfor ikke uden grund af ledende oppositionspolitikere som "en likvidering af den demokratiske overgangsproces" og "en pakke af autokratiske beslutninger der vil gøre Morsi til en ny Farao". Resultatet af dekretet er blevet omfattende demonstrationer på Tahrirpladsen der igen genlød af det ultimative slagord fra januar 2011: "Folket forlanger regimets fald". - Det muslimske Broderskab forsøgte en moddemonstration, men den blev forhindret af myndighederne, der simpelthen frygtede at voldelige sammenstød mellem de to grupperinger kunne komme ud af kontrol.

Morsis dekretering førte allerede sidste lørdag til at landets dommere besluttede at gå i strejke. Under normale omstændigheder har vi intet at gøre i politik, sagde en dommer fra provinsen. "Men nu hvor vi er blevet angrebet af præsidenten og anklaget for at være partiske, så har vi intet andet valg end at gå på gaden i protest og søge støtte i det folk som er den ægte kilde til vores autoritet". Men det skal navnligt tages i betragtning at forfatningsdomstolen, hvis medlemmer er udpeget af den styrtede præsident Hosni Mubarak, er arge modstandere af landets ledende islamister og ikke har lagt skjul på det. De ønsker adskillelse mellem politik og religion - som den fandtes under Mubarak.

Lederen af den egyptiske afdeling af Human Right Watch har på twitter understreget, at Egypten har brug for reformer af det juridiske system. "Men at fremmedgøre hele dommerstanden er ikke en måde at reformere et juridisk system på", og "at give præsidenten absolut magt og immunitet er ikke vejen frem". - Dommernes protester fik da også præsidenten til at trække i land. Han indkaldte de højeste dommere til et møde, hvor man enedes om et kompromis frem til det forestående parlamentsvalg.

Til gengæld forlyder det at den særlige 'forfatningsforsamling' vil fremsætte et forslag til en ny forfatning der fortsat vil lade denne hvile på bærende sharia-principper ligesom den gamle. De sekulært indstillede politikere frygter navnlig at forfatningens bestemmelser vil blive fortolket i en strengere islamisk retning end tidligere, fordi det nu er Det muslimske Broderskab der trækker i trådene gennem det regeringsbærende parti 'Frihed og Retfærdighed'.

Situationen i Syrien er stadig låst fast i den uforsonlige borgerkrig mellem præsident Assad og de forskellige oprørsgrupper. Assad har mistet flere højtplacerede officerer som er gået over til oprørerne, men hans magtapparat er stadig intakt. Der er hårde kampe i både Damaskus og grænseområderne til Tyrkiet. Kampene i Damaskus har netop betydet lukning af lufthavnen. Men situationen præges også af at internettet har været afbrudt.

Flygtningestrømmen til og over grænserne er enorme - og stiller store krav til både Tyrkiet og de internatioanle hjælpeorganisationer - og der er ingen udsigt til en løsning af konflikten. Militær og politisk hjælp til oprørerne fra international side har været nærmest udelukket, fordi oprørerne er en meget blandet gruppe der hidtil ikke har kunnet blive enige om en fælles ledelse. Dog er der på det allersidste tilsyneladende skabt en samlende eksilregering der muligvis kan få de vestlige landes anerkendelse. Men et af problemerne er at mange eksilpolitikere har være alt for længe væk fra Syrien og derfor har alt for lidt føling med hvad der foregår i landet.

Iran, der fortsat arbejder systematisk på at udvikle et atomprogram der efter al sandynlighed også kan bruges til fremstilling af atombomber - og som iøvrigt også leverer raketter til Hamas - er nok hårdt ramt af alle sanktionerne mod landet, men har jo vitterligt fået en ny rolle som følge af svækkelsen af mange andre regeringer i regionen, heriblandt netop den syriske. Israel nærer stor frygt for Irans atomprogram, men USA tør hverken handle eller forhandle. Heller ikke i lyset af at Iran er med til at opretholde Assads magt i Syrien.

Herbert Pundik har for lang tid siden påpeget at Barack Obama har låst sig fast i et krav om at Assad skal væk og at Iran ikke skal inddrages i en løsning af konflikten. Og Pundik hævder at der ikke bliver ro i Syrien uden Irans medvirken. Moskva vil jo ikke droppe Syrien. Og visse aftagere af Irans olie som Kina, Indien og Japan har USA fritaget for at overholde boykotten af Iran. Så alt får tilsyneladende lov til at gå sin skæve gang.

Hele denne lidet heldige udvikling i Mellemøsten er i meget høj grad mærket af at præsident Barack Obama har trukket sig mere og mere tilbage fra en aktiv rolle som mægler til fordel for engagement i Stillehavsområdet. Det er mange iagttageres indtryk at Obama simpelthen forsøger at sno sig ud af Mellemøsten, selvom det - også efter Washington-iagttagernes mening - er umuligt. Det forholder sig måske tværtimod sådan, at jo mere Obama strategisk svinger sig over mod Asien med henblik på at blive 'USA's første stillehavspræsident', jo mere må han interesse sig for Mellemøsten, fordi det er derfra Asien får en stor del af sin energi.

Præsidentens fokus på Asien betragtes af nogle iagttagere som udtryk for hans generelle modvilje mod at engagere sig dybt i besværlige udenrigspolitiske slagsmål. Han sendte således sin vicepræsident Joe Biden afsted på en særlig mission sidste år, og han lader generelt udenrigsminister Hillary Clinton klarer ærterne dernede. En modstander af Obama synes slet ikke man kan kalde Obamas Mellemøst-politik en strategi. Den er snarere en forkærlighed for at holde problemerne fra livet. Og det går naturligvis ikke, når problemerne spidser til.

Foreløbig ser det ud til at Hillary Clinton trækker sig som udenrigsminister (på grund af træthed), når Obama har fundet hendes afløser, og det kan trække flere måneder ud. Men det er ikke heldigt, når konflikten mellem palæstinenserne og israelerne spidser til. Afstemnngen i FN i går kan i allerhøjeste grad også ses som en alvorlig, omend indirekte kritik af USA' og præsident Barack Obamas passivitet i Mellemøsten.

Afstemningen i FN viser at EU-landene for første gang har undladt at støtte Israel, og det har naturligvis chokeret landet. Tyskland og Storbritannien undlod dog at stemme, men kun Tjekkiet valgte at stemme direkte imod opgraderingen. Danmark tøvede længe, fordi man nødigt ville svigte USA, men det kan naturligvis ikke undre, at såvel de radikale som SF ønskede at Danmark skulle stemme for resolutionen. Det har også hele tiden været udenrigsminister Villy Søvndals personlige indstilling, kun udenrigsministerposten fik ham til at tøve. Ja-siden fik også tilslutning fra V og K. Fhv. udenrigsminister Per Stig Møller drillede ligefrem SF og Søvndal med at partiet nu var gået over til en 'tobenspolitik' i sagen. Men han går jo her let over det forhold, at FN-resolutionen kun er en cadeau til Abbas og dermed den ene part i striden, og netop ikke gavner processen hen mod en løsning for begge parter i sagen.

Flertallet synes åbenbart at den moderate Mahmoud Abbas fortjener en anerkendelse og tror på at den vil styrke den moderate side over for Hamas. Og det skal da fremhæves, at resolutionsudkastet er blevet renset for egentlige kontroversielle synspunkter, det diplomater internt kalder 'Israel-bashing' - som fx at kalde Israel for en besættelsesmagt.

Israel går til valg i januar, og premierminister Benjamin Netanyahu ser ikke ud til at have vundet på de sidste ugers krig med Hamas. Forsvarsminister Ehud Barak har bebudet at han vil trække sig tilbage fra politik, men der går også rygter om at han i virkeligheden pønser på at danne et nyt parti sammen med en anden politiker. Netanyahu skulle dog stadig have gode chancer for at blive genvalgt som regeringsleder. Men denne mand står urokkeligt fast på at palæstinenserne må acceptere Israel som jødisk stat, hvis de vil gøre sig håb om at få deres egen stat ved siden af. Og desuden at 1967-grænserne er umulige at forsvare for Israel, at i hvert fald en vis del af de gennemførte bosættelser er rimelige, at ønsket om israelsk suverænitet over et udelt Jerusalem er fuldt forståelig, samt at stram begrænsning af den palæstinensiske indvandring er det samme, hvis staten Israel i længden skal kunne opretholdes som jødisk stat i regionen. - Jf. artikel om hans tale til den amerikanske kongres i 2011.

På denne baggrund kan Politikens udmærkede redaktør Pundik nok så meget hævde at Hamas kun kan knækkes med fred, og at kun en palæstinensisk stat kan bryde den negative symbiose mellem Netanyahu og Hamas som styrker de yderligtgående kræfter på begge sider af konflikten. Pundik har utvivlsomt ret i at Hamas fra at have været en paria i dag er blevet en del af den arabiske mainstream. Men han erkender jo også at den dag Hamas ophører med at affyre raketter mod Israel, er bevægelsen ikke til at skelne fra Abbas' Fatahbevægelse - og dette er lige netop et så stort problem for Hamas, at det formentlig kun er et spørgsmål om tid, inden Hamas atter griber til raketvåbnet.

Det er svært at se logikken i hele dette ræsonnement. For hvorfor i al verden skulle israelerne kunne tro på at fred vil knække Hamas, hvis denne gamle terroristbevægelse mest af alt frygter at miste hele sin eksistensberettigelse ved at blive moderate som Abbas og Fatah?

Det eneste helt sikre resultat af FN's opgradering af det palæstinensiske selvstyre til observatørstat turde - uanset hvor meget den glæder Mahmoud Abbas - være at der er blevet endnu længere vej til den fred der forudsætter at alle palæstinensere på både Vestbredden og i Gaza accepterer Israel som en jødisk stat der har ret til at være hvor den blev placeret af FN i 1948, for opgraderingen sætter ikke palæstinenserne stolen for døren og forlanger den indrømmelse der byder halvdelen af dem inderligt imod og som må betegnes som en decideret psykisk barriere af den slags ingen nogensinde kommer over uden at selv at ville det. Tværtimod.

Opgraderingen er - som det er blevet slået udtrykkelligt fast fra både israelsk, amerikansk og dansk side - juridisk set ikke det samme som en statsanerkendelse, men selve det forhold at man har skullet understrege det så tydeligt viser med al ønskelig tydelighed, at man faktisk går ud fra at palæstinenserne (og deres arabiske forbundsfæller) udlægger sagen på denne uheldige måde. Og derfor er det fuldt berettiget at konkludere at FN's beslutning reelt bliver en hindring for en fred mellem Israel og de arabiske stater (plus Iran) - i stedet for en entydig henvisning til en nødvendig selverkendelse.

Fred i Mellemøsten, etablering af en suveræn palæstinensisk stat og en videreførelse af det arabiske forår hen mod ægte demokratisering og sekularisering er ikke mulig uden at palæstinenserne accepterer Israel og lægger deres had til jøder definitivt i graven.

Jan Jernewicz

Henvisninger:

Links: