JERNESALT - dataset

Jernesalt

Dynamisk

komplementær

helhedsrealisme

Samfund

Eksistens

Sekularisering

Coronakrisen

E-Bøger

SAMFUND

Danmark

Flygtningekrisen

Muhammed-sag

EU og EUROPA

USA

Mellemøsten

Terrorismen

Miljø og klima

Medier

Polen

EKSISTENS

Værdier

Værdimanifest

Livskvalitet

Musik

Film

Kunst

Kunstblade

Etik

Litteratur

Psykologi

Erkendelse

SEKULARISERING

Verdsliggørelse

Virkelighed

Afdogmatisering

Oplysning

Sund fornuft

Ideer og ideologier

Frihed

Religion

Humor

2019-FILOSOFIEN

Forord

Krisen

Udfordringen

Håbet

Efterskrift

ESSAYS

RETORIK

ONTOLOGI

VIRKELIGHED

ENFOLDIG TALE

SKIDT OG KANEL

REDAKTION

PROGRAM

INTRODUKTION

INSPIRATORER

OVERSIGTER

EMNEINDEX

PERSONINDEX

LINKS

E-MAIL

utils prefix normal Forside Oversigter Redaktion At læse Jernesalt Sendemand Vrangsiden Kontakt

JERNESALT - terrormodsatire15e

ARTIKEL FRA JERNESALT - 17.2.15.

Radikaliseringen af unge muslimer må bekæmpes

Efter alle indicier at dømme var det den 22-årige Omar Abdul Hamid el-Hussein der i lørdags og natten til søndag udførte to terroraktioner i København som kostede en 55 årig dansk filminstruktør og en 37-årig jødisk sikkerhedsvagt livet og sårede fem politifolk. Aktionerne var rettet mod henholdsvis et fredeligt debatmøde på Østebro, hvor den omstridte svenske tegner Lars Vilks deltog, og en fredelig jødisk konfirmationsfest ved Synagogen i Krystalgade. Og den endte søndag morgen med at han selv blev indkredset og anråbt af politiet, men dræbt fordi han begyndte at skyde fra sig.

Omar el-Hussein var født i Dammark af palæstinensiske indvandrere men gik tre år i skole i en flygtningelejr i Jordan, dvs i et miljø der var gennemsyret af had til jøderne.

Han handlede efter alt at dømme alene under sin terroraktion, men havde muligvis hjælp med hensyn til fremskaffelse af våben og beklædning samt bortskaffelse af tingene bagefter fra to personer der nu er blevet sigtet. Men det afgørende i sagen synes at være en noget speciel radikalisering der over tid trak ham mere og mere henimod ugerningen med dens direkte reference til Islamisk Stat, men iøvrigt var præget af mange tilfældigheder og derfor på ingen måde forløb som en ret linje med systematisk hjernevask, men som en temmelig bugtet vej der primært afdækker en rodløs palæstinensers splittethed og forvirring ved at vokse op i et demokratisk land med helt andre normer og frem for alt et helt andet syn på jøder end hans eget.

Danmark har nok taget et meget stort antal muslimske indvandrere til sig, men har aldrig formået at integrere dem alle i danske normer og grundværdier, selvom disse giver frihed til stort set al ønskelig forskellighed - blot den holder sig inden for lovens vide rammer.

Omar el-Hussein blev født i København i 1992, på den dato der ni år senere blev symbolet på terrorangrebet mod New York, nemlig 11.9. Han voksede op med en yngre bror hos sine palæstinensiske forældre, der dog blev skilt. Tre af sine ialt ni grundskoleår gik han i skole i en palæstinensisk flygtningelejr i Jordan. Senere gik han i gang med hf-uddannelsen på VUC i Hvidovre. Klassekammerater karakteriserer ham som glødende engageret i den palæstinensiske sag. Han kunne blive gal, når han blev sagt imod. Han havde ingen problemer med at følge med, men kunne udvise nærmest demonstrativ ligegyldighed, hvis timerne kedede ham. Han var en enspænder og havde 'opstartsvanskeligheder' i nye sociale sammenhænge.

Han kom på kampsportsskolen Copenhagen Mauy Thai i Rovsingsgade og blev i maj 2010 brugt på en plakat til thai-boksestævnet Rising Starz, hvor han poserede med boksehandsker og sort-hvidt-ternet palæstinensisk tørklæde (det klassiske Arafat-tørklæde). Boksningen skal have givet ham selvtillid. Klubbens formål var at holde de unge indvandrerdrenge fri af gaden, men det lykkedes ikke altid. Omar kom i dårligt selskab, hvor han bl.a. lærte at ryge hash og i en periode udviklede et decideret misbrug.

Omar blev på et tidspunkt anholdt for besiddelse af hash, og han deltog i spontane slagsmål på Nørrebro. Han kom på et tidspunkt ind i banden Brothas, men smidt ud igen, fordi han blev anset for utilregnelig og upålidelig. Banden blev i 2011 undersøgt af sociologen Aydin Soei, der bl.a. har skrevet "Vrede unge mænd - optøjer og kampen for anerkendelse i et nyt Danmark", en bog der udførligt behandler bandeoptøjerne omkring Blågårds Plads i 2008. Aydin Soei har mødt Oam el-Hussein for et par år siden, hvor han var medlem af Brothas-banden i Mjølnerparken, og han bedømmer ham som arketypen på en vred ung indvandrer, der føler sig socialt udstødt. [Tilføjelse: Aydin Soei har onsdag den 18.2. en kronik i Politiken om problemet: "Den forråede subkultur skaber grobund for terror".]

Omar el-Hussein har også været anholdt for vold og besiddelse af en 12 cm lang kniv og knojern. Og 22. november 2013 gik det galt. Han tog ved 15-tiden S-toget fra Åmarken tæt på VUC-skolen, og ved Ellebjerg stak han en kniv i en ung mand og tilføjede ham to 12-13 cm lange sår. Et nævneting frifandt ham for drabsforsøg, men idømte ham to års fængsel for vold og våbenbesiddelse. Under retssagen beskrev han sig selv som positiv, åben og social, med roligt temperament og uden alhokolproblemer. Det kom frem at han to gange havde været under kriminalforsorgens tilsyn. Han bedømtes i den forbindelse som en ung mand der havde behov for privat og social støtte, men der fandtes ingen tegn på psykisk sygdom og derfor heller ingen grund til mentalundersøgelse. - Det hører med til en samlet bedømmelse af Omar el-Hussein at han under sin lange varetægtsfængsling blev indberettet til Politiet Efterretnings Tjeneste for ændret adfærd.

Omar el-Hussein blev løsladt fredag den 30. januar i år - og en halv time før terroraktionen mod 'Krudttønden' på Østerbro opdatede han sin facebook-profil med følgende umisforståelige budskab: "Jeg sværger troskab til Abu Bakr og vil adlyde ham i modgang og medgang". - Abu Bakr al Baghdadi er den selvudvalgte leder (kalif) af Islamisk Stat - og er blevet kaldt den vestlige verdens fjende nummer ét.

Politiet graver naturligvis i Omar el-Husseins fortid og hele udviklingsproces, men kan jo af gode grunde aldrig få mandens egen forklaring. Foreløbigt er det uklart i hvilken grad han blev radikaliseret i fængslet, men en terrorekspert som den svensk Magnus Ranstorp, der rådgiver Københavns Kommune om dette store problem, påpeger at danske fængsler i særlig grad er rugekasser for radikalisering, og at det derfor er vigtigt for myndighederne at holde kontakt med fangerne når de løslades, især de allerførste dage.

Om der ud fra dette er grundlag for egentlig kritik af politiet og PET, skal jeg ikke kunne bedømme. Man vil sikkert kigge på procedurerne, men det ligger i hele sagens natur at det er umuligt at mandsopdække enhver potentiel terrorist døgnet rundt, og at et åbent samfund som det danske ikke kan gardere sig fuldstændigt mod terrorhandlinger, hellere ikke med øgede ressourcer til politi og efterretningstjeneste. Det vigtigste er og bliver forebyggelsen og dermed kampen mod selve radikaleringen i de miljøer hvor denne har gode muligheder.

Det må anses for temmelig sandsynligt at Omar el-Hussein har været direkte inspireret af terroraktionen i Paris for fem uger siden der netop rettede sig både mod satiretegninger mod religion og mod det jødiske mindretal.

Men det vigtigste er oplagt det grundliggende palæstinensiske jødehad og opkomsten af Islamisk Stat som en helt ny og forjættende kamp mod al vestlig kultur.

Jødehadet er Omar el-Hussein vokset op med i en sådan grad at det er det der udgør selve 'hjernevasken' i den unge mand, dvs. den systematiske ideologiske ensretning over mange år som bevirker det drivende og glødende engagement og samtidigt den kynisme der tilsidesætter normal menneskelig medfølelse og hensyntagen til fordel for målsætningen eller 'sagen'. Denne ideologiske forsimpling er af gode grunde værst hos de palæstinenserne der kom til at vokse op i kummerlige flygtningelejre med børn og børnebørn og hvis store drøm var Israels udslettelse fra jordens overflade. Den blev i årtier holdt oppe af den store karismatiske leder Yassir Arafat - og reelt ikke forvandlet af denne mand under de i mange henseender lovende fredsforhandlinger i bl.a. Oslo der førte til uddelingen af Nobels fredspris til Arafat, Peres og Rabin i 1994. Nye fredsforhandlinger i Washington under Clinton brød sammen i 2000 og derefter fulgte intifadaer med voldsomme reaktioner fra Israels side. Og i dag er Det palæstinensiske Selvstyre delt mellem en relativt moderat gren på Vestbreddden og en uforsonlig, radikal gren i Gaza der opretholder det gamle had og den gamle illusion.

Ingen efterkommere af palæstinensiske flygtninge undgår at blive trukket ind i selve denne forenkling eller at blive mere eller mindre tiltrukket af uforsonligheden mod Israel, ligegyldigt hvor de havner i verden som indvandrere. Alle muslimer vil som udgangspunkt være en slags fremmedelementer i sekulariserede vestlige samfund, men palæstinensiske indvandrere vil ydermere være fødte jødehadere der ser skævt til jødernes særstatus i lande som Danmark.

Dette er i sig selv slemt nok, og det er gennem årtier ikke blevet bedre af at store dele af den politiske venstrefløj allerede i 1968 valgte side til fordel for palæstinenserne og fx begyndte at støtte Den palæstinensiske Befrielsesfront både moralsk og økonomisk (og i Blekingegadebandens tilfælde gik videre til en decideret kriminel støtte). Men galt blev det først for alvor 11.9. 2001 da islamistiske terrorister angreb New York på en måde der satte skel, og helt galt gik det da Islamisk Stat for kun et års tid siden dukkede op med udråbelsen af et kalifat, erobring af store landområder i Mellemøsten og udbasunering af hellig krig mod alle vantro - og dermed ikke alene truede en demokratisk udvikling i Mellemøsten, men gav desintegrerede unge indvandrere i vestlige lande håb om et ideologisk ståsted af absolut karakter som er direkte vendt mod vestlige idealer og ideer om sekularisering og demokrati.

Det gælder for alle unge mennesker i alle kulturer og alle samfund at de i puberteten kommer ind i en identitetskrise som gør dem usikre og forvirrede og ikke mindst skeptiske eller kritiske over for etablerede autoriteter. Dette er - som understreget gang på gang på Jernesalts side - en del af hvert menneskes og hver generations sunde og mytiske 'syndefald'. Og det kan kun løses ved at det pågældende individ eller den pågældende generation finder frem til en ny identitet og sikkerhed som heldigvis ikke behøver at være af absolutistisk tilsnit, men tværtimod helst skal være åben, fleksibel og forenelig med eftertanke og sund fornuft samt en etik der har indre konsistens og overvægt af det gode som fundament.

Problemet er naturligvis at de absolutistiske og urokkelige standpunkter umiddelbart virker mere solide end de relativistiske og fleksible, hvor identiteten findes i forenklede, dogmatiske synspunkter som jeget kan støtte sig til og få bekræftet gennem opposition mod andre synspunkter. Dette er faktisk den allernemmeste udvej for meget logisk indstillede unge mænd, og det bevirker at de ofte i lange perioder kun søger omgang med mennesker og autoriteter der kan bekræfte dem i deres dogmatiske og fordomsfulde synspunkter - og omvendt går uden om folk med andre synspunkter, ja, i værste fald stiller sig helt uden for pædagogisk rækkevidde.

Derfor kommer man naturligvis ikke uden om fra demokratisk side at se forebyggelsen af al radikalisering som en nødvendig indsats i selve de miljøer hvor radikaliseringen faktisk sker. Og derfor er der naturligvis fra danske socialmyndigheders side god grund til at gribe ind tidligst muligt - og ikke slippe taget i de forføringstruede unge mennesker før de er kommet på rette vej. Ulykken er at det er et kæmpemæssigt arbejde i betragtning af antallet af unge desintegrerede indvandrere og de mange fristelser for hjernevask de får forærende i dag.

Spørgsmålet er netop rejst i en avis om det er tonen, islam eller samfundet der er skyld i radikaliseringen, og det er et af den slags spørgsmål der bestemt ikke bidrager til en konstruktiv belysning af sagen, for dels er det hen i vejret at give samfundet eller islam skylden for noget så specifikt og yderst kompliceret som en radikalisering af unge muslimer i et demokratisk samfund, dels kan tonen - eller mere konkret en skarp tone i debatten om den muslimske indvandring og den muslimske religion - allerhøjst blive en del af forklaringen, i og med at man skal dybt ned i selve de psykologiske mekanismer for overhovedet at komme i nærheden af en forståelse af problematikken.

Helt aktuelt er terroraktionerne i både Paris og København vendt mod satiriske tegninger af profeten Muhammed, som muslimer finder krænkende for deres religiøse følelser. Og flere velmenende danske kommentatorer giver i ramme alvor udtryk for at man så skal holde op med at tillade og trykke den slags tegninger. Ja, Birthe Rønn Hornbech (V) har netop spurgt hvorfor vi står så fast på retten til at håne og spotte profeten. - Men svaret er da meget enkelt. Det gør vi fordi det for det første er en del af selve ytringsfriheden, og for det andet fordi vi skelner mellem bestemte religiøse fortolkninger og religion som sådan. Ytringsfriheden er ikke til diskussion her i landet. Den må indvandrerne finde sig i lige som etniske danskere med eventuelle snævre dogmatiske synspunkter af politik eller religiøs art. Men skellet mellem snævre dogmatiske synspunkter af religiøs art og religion som sådan er om muligt lige så vigtigt fordi det indebærer at ingen kan påberåbe sig særlig hensyntagen til deres snævre dogmatiske synspunkter under henvisning til at de er religiøse, når religion ikke kan indsnævres til specifikke, tidsbestemte og kulturbestemte dogmer, men tværtimod er langt dybere og videregående, ja er af universel art og bygger på arketypiske forestillinger.

Det ligger i selv sekulariseringens idé at man ved at adskille den politiske magt fra den religiøse magt, faktisk siger at folk må tro på og lade sig inspirere af hvilken religion (eller livsanskuelse) de vil, men at de aldrig af den grund kan påberåbe sig magt til at forhindre andre i at tro på eller lade sig inspirere af noget andet, eller forhindre andre i direkte at more sig over, spotte og håne folk der påberåber sig en sådan magt.

Men hertil kommer at intet er bedre til at relativisere folks religiøse, politiske eller ideologiske synspunkter end netop humor. Den er som satire betragtet mest et våben mod andres falske eller ensidige forestillinger. Men i videre forstand er den det bedst tænkelige middel mod selv at falde i de ensidige forestillingers store grøft og i stedet gå ind i det område af tilværelsen hvor det at have ret er blev underordnet det at være i overensstemmelse med åbenhed og rummelighed.

Ejvind Riisgård

Relevante artikler på Jernesalt: