Jernesalt
Dynamisk komplementær helhedsrealisme
Samfund Eksistens Sekularisering DRAMAER E-Bøger
SAMFUND
 
EKSISTENS
 
SEKULARISERING
 
2009-FILOSOFIEN
 
LEKSIKON
ESSAYS
DRAMAER
RETORIK
ONTOLOGI
VIRKELIGHED
ENFOLDIG TALE
SKIDT OG KANEL
REDAKTION
PROGRAM
INTRODUKTION
INSPIRATORER
OVERSIGTER
EMNEINDEX
PERSONINDEX
LINKS
E-MAIL
 
utils prefix normal Forside    Oversigter    Redaktion    At læse Jernesalt    Sendemand    Vrangsiden    Kontakt   
 
JERNESALT - leksikon2015

LEKSIKON FRA JERNESALT - 6.2.15.

Leksikon for den komplementære helhedsrealisme
- udarbejdet af Jernesalts udgiver Ejvind Riisgård

Leksikonet er eksistentielt fordi det primært formidler eksistenssandheder.

Leksikonet har til formål at give saglig oplysning om de vigtigste begreber der anvendes på Jernesalts sider,
men det skal understreges at det ikke er en fremmedordbog. Leksikonet vil blive udvidet hen ad vejen.

Under opslagene er der links til uddybende essays og artikler på hjemmesiden.

Leksikonet følger almindelig alfabetisering.



Indeks findes på de sidste sider og tjener det formål at give en overskuelig oversigt over opslagsordene.

Der er link fra de enkelte indeks-ord til leksikon-opslagene. Men ellers kan man jo bare rulle frem og tilbage i teksterne.



De følgende bogstav-links gælder selve leksikonets opslag.

A   B   C   D   E   F   G   H   I   J   K   L   M   N   O   P   R   S   T   U   V   W   Y   Æ   Ø   Å   Henvisninger




Absolut determinisme. Den absolutte determinismes uholdbarhed er noget helt centralt i den komplementære helhedsrealisme. Kausalitetsbegrebet og årsagsloven er uundværlige redskaber for både den praktiske erfaring og den naturvidenskabelige forskning. Men biologien eller 'naturhistorien' viser at der uafladeligt dukker nye ting op i udviklingen som aldrig har været der før og som vi må betragte som emergente. Dette betyder at principiel reduktionisme er en håbløs uvidenskabelig affære. Mange fænomener kan føres tilbage til årsager. Men den biologiske udvikling som sådan kan ikke, for den er hele tiden grænseoverskridende eller transcenderende i kraft af solens energitilførsel og den heraf følgende entropiformindskelse i vores enklave af universet.   
Til toppen  Til indeks

Afmagt betyder i almindelighed blot mangel på magt eller manglende evne til at udrette noget. Men i erkendelsesmæssig henseende kan ordet dække en manglende mulighed for at løse fundamentale teoretiske og eksistentielle problemer inden for givne begrebsrammer. Inden for matematikken kan man fx ikke måle både siden og diagonalen i et kvadrat i enheder af hele tal. Løsningen er at udvide begrebsrammen, hvilket i det konkrete tilfælde vil sige at udvide den til at omfatte kvadratroden af tal. Hvis siderne i et kvadrat er 1 meter, vil diagonalen være kvadratroden af 2 meter. Klassen af reelle tal udvides til at omfatte mere end de hele tal, nemlig også de irrationelle tal. Hver gang en sådan udvidelse har fundet sted, har man måttet indføre nye regneregler. Samtidigt er matematikken blevet mere og mere generel og abstrakt: den går langt ud over det anskueliges rammer.
     I historieforskningen kan det fastslås at det er umuligt at forudsige historiens fremtidige forløb, eftersom den historiske proces påvirkes af den menneskelige viden, som igen med tiden øges på uforudsigelig vis - gennem opdagelser og erkendelser der ligger ud over al rationel metode og har 'åbenbaringens' irrationelle karakter. Gennem dybdepsykologien er det muligt at forstå selve den kreative proces i og med at den sættes i forbindelse med 'det kollektivt ubevidste'. Men det er stadigt ikke muligt at forudsige hvad der vil komme ud af kreativiteten.
     Politisk er det umuligt at løse internationale konflikter med nukleare våben, da anvendelse af disse våben indebærer risiko for totaldestruktion af stridens parter. Den allerstørste risiko ligger i at den tabende part i desperation kan vælge den totale destruktion frem for nederlaget - så at sige som en slags 'martyrdød'. Det var hvad Hitler i realiteten gjorde fra 1943. Det havde været katastrofalt om han havde haft atomvåben. Tilstedeværelsen af atomvåben gør indre konsistens nødvendig på politisk plan: Magthaverne skal være indstillet på at prioritere overvægten af det gode i samfundet som i livet på langt sigt over selve magten og nydelsen af magt.
         Eksistentielt er det umuligt at få frihedsprincippet og ligheds- eller tryghedsprincippet til at gå op i en logisk syntese. Der vil altid være spænding eller konflikt mellem principperne - både i politik og i privatliv. Fuldkommen frihed vil indebære undertrykkelse af lighed og tryghed. Den vil føre til de stærkestes ret og magt. Erkendelsesmæssigt hedder løsningen komplementaritetsprincippet der principielt sideordner frihedsprincippet med ligheds- eller tryghedsprincippet - uden at fastlægge nogen balance mellem dem som ideel eller definitiv.
     Filosofisk og religiøst gælder at det ikke er muligt at nå til rationel viden om irrationelle fænomener så som de religiøse eller helhedsrealistiske grundforestillinger om fx verdens skabelse, livets mening eller Guds eksistens. Herom handler bl.a. agnosticismen. Iøvrigt kan der opstilles en lang række afmagtspostulater, vf
A-postulater.   Til toppen  Til indeks


Aggresivitetsdriften er fundamental, både for menneskets overlevelsesmuligheder og for dets eksistentielle muligheder. Men driften er tvetydig, dvs ikke i sig selv hverken god eller ond. Den stiller det frie menneske opgaven at vælge mellem forskellige valgmuligheder. At forstå selve tvetydigheden og valgmulighederne er en betingelse for menneskets erkendelse af sin fulde skyldighed som menneske. Personligt ansvar og dermed etik er en biologisk kendsgerning. Kærligheden giver aggressiviteten et positivt fortegn. Begæret efter magt, trangen til at få sin vilje, rethaveriskhed og absolutistisk sandhedskærlighed giver derimod aggressiviteten et negativt fortegn. Undertrykkelse eller fortrængning af den naturlige aggressivitet er skadelig. Begge dele vil føre til negativ aggressivitetsudfoldelse, herunder vold.
     Der ligger naturlig aggressivitet bag så at sige al menneskelig og kulturel aktivitet.
     I sin stærkeste, mest intense form medfører aggressivitetens udfoldelse oplevelse af ekstase med de karakteristiske legemsudtryk. Mennesket - eller dyret - går ud af sig selv og rykkes op i en højere psykisk tilstand eller sfære, fx følelsen af triumf eller orgasme med ledsagende skrig.
     Sådanne oplevelser er højdepunktsoplevelser (på eng. peak) der i kraft af selve intensiteten virker uhyre livsbekræftende og tiltrækkende og derfor altid vil blive søgt gentaget.
     Der er mange teorier om aggressiviteten. Og de fører naturligvis til forskellige slutninger om aggressivitetens betydning for det enkelte menneske og samfundslivet. Men det hører med til billedet, at en væsentlig del af uenigheden om begrebet skyldes en forskellig bedømmelse eller rettere fordom af om aggressivitet er noget godt (positivt eller konstruktivt) eller udelukkende noget ondt (negativt eller destruktivt).
     Man kunne komme uden om en del uenighed, hvis man holder sig til at betragte aggressiviteten som en medfødt drift (eller et medfødt instinkt), der i en vis udstrækning har sine positive sider, men slår om til noget negativt, hvis den af forskellige årsager forbindes med frustration. Sat på formel betyder det at driftsaggressivitet + frustration = frustrationsaggressivitet. Man kunne altså undgå en del misforståelser, hvis man i de enkelte tilfælde angiver om man taler om drifts-aggressivitet eller frustrations-aggressivitet.   
Til toppen  Til indeks


Aggressivitetsdriftens positive og negative betydning  for mennesket og samfundet er fremhævet stærkt af
Konrad Lorens, idet han afliver den udbredte forestilling om at udøvelse af aggressivitet altid er af det onde. Den har tværtimod været absolut nødvendig i udviklingen, men har givetvis også bevirket en ekstrem fremavl af alle såkaldt 'krigeriske dyder'.
Til toppen  Til indeks


Aggressiviteten i videre eksistensfilosofisk forstand  må som udgangspunkt have, at mennesket ikke blot kan betragtes som et vegeterende væsen, der til hver en tid blot ønsker at holde sig i live og 'nyde' tilværelsen som en plante, men har en driftsmæssig eller instinktiv vilje til at søge ud over sig selv, sanse og opleve verden, gribe ind i den med henblik på at lære den at kende og eventuelt forme og kultivere den, og dermed overskride egne grænser. Hele denne transcendente, grænseoverskridende vilje må forudsætte en eller anden form for medfødt lyst til at gribe aktivt ind i verden. Dette afspejler sig også i dagligsproget, hvor vi taler om at angribe problemer, gå i krig med problemer eller besejre, overvinde konflikter. Mennesket lever med andre ord ikke i immanensen, men i
transcendensen. Al kultur forudsætter vilje til transcendens.
     Men selv blandt psykoanalytikere, der i modsætning til eksperimentalpsykologerne altid betragter mennesket som en helhed, har der været en klar tendens til at betragte aggressiviteten som noget negativt; som en beklagelig impuls, der burde elimineres. Den var ikke en nødvendig del af vor biologiske arv, som har tjent og tjener til at bevare os, og som vi må kunne lære at leve med i sameksistens.
     Freud var præget af det humanistiske og klassiske dannelses- og kulturideal og havde svært ved at acceptere eksistensen af aggression som en særskilt, primær og fra seksualiteten adskilt drift. Der skulle en verdenskrig, nemlig første verdenskrig til, før han skiftede mening. Det gik op for ham, at krigen og krig i almindelighed ikke kunne forklares ud fra seksualdriften alene, dertil var begejstringen for krigen for stor, selv blandt tyske humanister dengang. Den østrigske biolog og filosof Konrad Lorenz var den første der for alvor gjorde op med myten om aggressiviteten som noget grundlæggende ondt. I 'Det såkaldt onde' fra 1963 påviste han aggressivitetsdriftens afgørende betydning for såvel artens overlevelse som den sociale struktur, ja for oplevelsen af almindelig stolthed, seksuel orgasme og kunstnerisk og videnskabelig skaben.
     Den engelske psykiater Anthony Storr fulgte Lorenz op med sin bog fra 1972 om 'Det aggressive menneske', hvor han ligeud gjorde gældende, at enhver af os bærer spiren til netop de impulser der fører til mord, tortur eller krig. Aggression er vigtig for den sociale struktur, den findes i barnets udvikling, i den voksnes liv og forholdet mellem kønnene. Den er væsentlig for forståelsen af depression, og den findes naturligvis i negativ form i paranoid eller psykopatisk fjendtlighed.
     Aggression har en række positive funktioner fra territoriedannelse, seksuel udvælgelse og beskyttelse af afkom til opretholdelse af samfundsordenen. Aggression er i denne henseende nødvendig, men den er ikke altid ønskelig eller uproblematisk, for den kan gå over gevind og blive destruktiv. Den må derfor ses i et dobbeltaspekt. Det positive aspekt af aggressiviteten er aldeles afgørende for alle normale menneskers liv og velfærd - biologisk, socialt og kulturelt. For her drejer det sig om den normale driftsaggressivitets udfoldelse som forudsætning for vækst, organisering, eksperimenteren, nyskabelse og sund grænseoverskridelse.
     Siden Freud har der hersket forvirring med hensyn til om aggressiviteten kunne regnes for en særskilt drift på linje med seksualiteten eller om den var afledt af seksualiteten. Men det er uheldigt, fordi aggressivitetens positive aspekter dermed på forhånd nedtones eller helt fornægtes. Langt bedre er det med Konrad Lorenz og Anthony Storr at betragte aggressiviteten som en primær drift der indgår som komponent i enhver menneskelig udfoldelse, herunder også seksualiteten.
     Snævert biologisk betragtet er seksualitetens formål forplantningen. Den forudsætter mandens jagt på og indtrængen i kvinden med henblik på at sprede sin sæd og gøre kvinden gravid. Seksualiteten er altså udfoldelse af en rent instinktiv aggressivitet, der kan indebære hvad senere tider har kaldt erotisk spil og romantisk kærlighed, men først og fremmest belønner manden med orgasme og stolthed.
     På grund af det mandlige kønshormon er manden biologisk set stærkere end kvinden og havde oprindeligt en dominerende rolle i parforholdet og ægteskabet, således som man stadig ser i primitive samfund (hvormed ikke menes gamle, antikke samfund, men også nuværende samfund af gammel, umoderniseret struktur). Kvinden er ikke mindre driftsaggressiv end manden, men aggressiviteten slår igennem på andre måder gennem de nuancerede former for tiltrækning af og spil med det andet køn som kvinder udvikler. Belønning for aggressiviteten i form af orgasme og stolthed er den samme som hos manden.   Til toppen  Til indeks


Agnosticisme  betegner den forholdsvis nye opfattelse, formuleret 1869 af den britiske anatom og zoolog Th. H. Huxley, at det ikke er muligt at opnå rationel eller videnskabelig viden om emner af grundliggende religiøs art. Disse fænomeners årsager og væsen er principielt 'uerkendelige', hvorfor tavshed om dem efter agnostikernes mening er det eneste anbefalelsesværdige. Ludwig Wittgenstein formulerede princippet i det berømte syvende postulat i 'Tractatus': "Wovon man nicht sprechen kann, darüber muss man schweigen" (Om det man ikke kan tale, må man tie). Det var smukt - og logisk uangribeligt - formuleret, men det bør ikke glemmes, at 'sprechen' her er indsnævret til at betyde 'tale rationelt eller videnskabeligt', og at anbefalingen altså gik på at man burde tie om alt det man ikke kan tale rationelt om. Og da må det ganske nøgternt fastslås at den gode filosof var langt ude: For naturligvis taler vi mennesker i høj grad også om alt det vi ikke kan tale strengt videnskabeligt om. Ja, den meste filosofi, kunst, digtning og religiøse tolkning gennem tiderne har drejet sig om det irrationelle. Og det skyldes den enkle grund at det irrationelle spiller den allerstørste rolle for alle mennesker til alle tider, fordi det er det irrationelle der er meningsbærende i eksistentiel henseende. Men det bør understreges at det irrationelle ikke er ensbetydende med det overnaturlige. Det ligger tværtimod inden for naturens rammer, når det ses som et psykisk fænomen.
     Agnosticismen har den store fordel frem for ateismen, at den ikke direkte postulerer en ubevislig påstand om at Gud ikke eksisterer, men nøgternt holder sig til at vi i hvert fald ikke kan vide noget om sagen på rationel/videnskabelig vis. Og vil man kun have viden ad denne vej, er man naturligvis tvunget til tavshed som udtryk for accept af erkendelsens afmagt.
     Agnosticismen har imidlertid den indbyggede fejl at den totalt ser bort fra, at mennesket er ude af stand til at leve udelukkende på den form for viden den rationelle erkendelse kan give. Dybest set lever alle mennesker på en viden eller indsigt der er af før-sproglig, visuel og auditiv art, og sådan har det altid været og vil det altid blive ved at være. Det skyldes den simple grund at mennesket fødes uden sproglig bevidsthed, men ikke destomindre allerede fra første åndedrag normalt lever i fuld tillid til andre og med daglig erfaring om at tingene hænger sammen og kan forstås og tilegnes på den ene eller anden måde.
     Menneskets dybeste eksistentielle indsigt er ikke af rationel art, den er snarere af mystisk art, dvs af en irrationel karakter der omfatter gentagen oplevelse af sammenhæng, mening og helhed. Denne indsigt trækker i høj grad på de arketypiske forestillinger og dermed det kollektivt ubevidste. Intet menneske kan med andre ord leve på det agnosticistiske princip: at man må lade det ligge man ikke kan forholde sig rationelt til.
     Fuld menneskelig indsigt er altid dobbelt: den er både irrationel (via de psykiske primærprocesser) og rationel (via de psykiske sekundærprocesser). De to slags processer er komplementære til hinanden. De kan aldrig gå op i en højere enhed eller logsik syntese, men de er lige uundværlige.   
Til toppen  Til indeks


(Loven om) aktion og reaktion  siger at to legemers indbyrdes påvirkninger altid er lige store og modsatrettede - men den gælder ikke uden videre elektromagnetisk vekselvirkning mellem ladninger i bevægelse.   
Til toppen  Til indeks


Den almene relativitetsteori fra 1916  var Einsteins geniale og kolossale udvidelse af vort verdensbillede ved nu også at sætte rum i relation til tid og således indføre det firedimensionale rum-tids-kontinuum. Fysisk tid er en dimension der ikke forekommer uden rum og energi. Tiden har en pil, og tidens pil bestemmes bl.a. af den ekspansion af universet som Hubbles påviste i 1920'erne.
     Man kan more sig med udspekulerede teorier om tidsmaskiner der gør det muligt at springe i tid - altså også tilbage i fortiden. Men det er leg med begreber der højst kan anspore til bedre udforskning og bedre begreber. Niels Bohr påpegede desuden det raffinement, at vi simpelthen ikke ville kunne erkende en verden hvor alle processer, inklusive de biologiske og psykologiske, gik den modsatte vej af den faktiske, for sansning og tanker kan kun erkendes i det øjeblik de har nået deres afslutning!
     Det firedimensionale univers må beskrives som et krumt univers, hvor den gamle euklidiske fladegeometri ikke længere gælder. Man kan tænke sig en lige linje forlænget i det uendelige ud i rummet, men i praksis vil enhver ting der bevæger sig i rummet følge en krum bane på grund af tiltrækningen fra 'massen', stofferne i rummet. Man kan også på intellektuelt plan tænke sig til at der er noget uden for rummet, men i praksis er der "ikke noget 'derude' derude", som atomfysikeren John Wheeler vittigt formulerede det. Man kan endelig også forestille sig rummet uendeligt, men i praksis kan man ikke konstatere noget uendeligt eller regne med uendelige størrelser. Derfor har matematikken siden Leibniz' infinitesimalregning defineret bestemte rækker af uendelige størrelser som endelige.
     Det bør tilføjes, at det er en fejlagtig opfattelse at alt skulle være relativt. Noget sådant har Einstein da heller aldrig hævdet.   
Til toppen  Til indeks


Alt virkeligt liv er ifølge
Martin Buber møde, og mødet sker af nåde. Det er ikke noget man kan søge eller skaffe sig ved nogen bevidst metode. Men man skal selvfølgelig være åben for det. Alle mennesker oplever livet igennem forskellen mellem det formelle, mere eller mindre faglige eller forretningsmæsige forhold til et andet menneske, og så det nære. Men dette dybe møde er ikke forbeholdt mødet mellem mennesker. Det finder også sted i mødet med naturen og 'de åndelige fænomener', og her bør det fremhæves at det sidste ikke mindst gælder musik, kunst, film, teater og litteratur. Også her har de fleste mennesker oplevet at man kan drages så langt ind i oplevelsen at den normale nøgternhed som kræves i dagligdagen suspenderes, at man glemmer tid og sted. Det kan endda ofte forene folk i en stor fælles oplevelse som det eksempelvis sker i al kult. I vore dage sker det oftest ved store musikoplevelser uden direkte kultisk sigte.   Til toppen  Til indeks


Ansvarligheden er en biologisk kendsgerning i menneskelivet. Den er kommet ind i kulturen samtidig med bevidstheden. Mennesket er i kraft af sin psykiske indretning forpligtet til at sørge for overvægt af det gode i livet.   
Til toppen  Til indeks


Arbejdet for føden har alle dage fået mennesket til - i modsætning til dyrene - systematisk at gribe ind i og omforme naturen. Arbejdet er en af kulturens kilder. Det har personlighedsværdi og ikke bare lønværdi. Det skaffer ikke blot brød på bordet, men sætter også sit dybe præg på det enkelte menneske. Gennem arbejdet udvikles og opdyrkes nyttige og effektive færdigheder til sikre rutiner som skiller professionelle folk markant fra amatører eller lægfolk. Dette muliggør arbejdsdeling og specialisering på stadigt højere niveau og danner dermed fundamentet for hele det rigt varierede og komplekse moderne erhvervs-, forsknings- og administrationsliv som kendes i dag og som alle direkte eller indirekte nyder godt af.
     Arbejdets personlighedsdannende værdi gælder allerede for det oprindelige hårde håndens arbejde i landbrug og håndværk, som kombineres med relativt enkle redskaber, men gælder også for moderne erhvervsvirksomhed, administration, forskning og politisk og organisatorisk arbejde. Det stillesiddende intellektuelle eller administrative arbejde - i dag forbundet med computerens muligheder og tvang - sætter et andet præg på et menneske end det gamle fysiske, håndværksmæssige arbejde. Det giver som regel ikke samme sunde kropsudfoldelse, ro og tålmodighed, men tværtimod ofte stress og legemsskavanker.
     Gennem sit erhvervsarbejde får det enkelte menneske et fællesskab og socialt netværk som den arbejdsløse må savne. Specielt hvad angår integration af flygtninge gælder, at erhvervsarbejde er den eneste sikre vej til social, økonomisk og sproglig integration. En væsentlig grund til den store desintegration af indvandrere og flygtninge er manglende eller ineffektiv indvandrerpolitik.   
Til toppen  Til indeks


Arketypiske forestillinger er ubevidste psykiske strukturer der vedrører de universelle livserfaringer og som konkretiseres i billeder og symboler i drømme, myter, eventyr og andre psykiske fænomener som er forbundet med eksistentiel erfaring. De konkrete billeder og symboler er vel at mærke erfarede fænomener - og ikke blot tænkte eller teoretiske fænomener. Af universelle arketypiske forestillinger kan nævnes moderarketypen, faderarketypen, guder, djævle, engle, helte, skurke, men også nyere forestillinger som folk og nation samt konger, folkeførere m.v. - og ikke at forglemme 'selvet' (eller totalpsyken).
    Betegnelsen 'arketypiske forestillinger' blev indført af
C.G. Jung efter hans brud med Freud med henblik på at inddrage menneskets universelle irrationelle erfaringer i den systematiske dybdepsykologi. Enhver arketypisk forestilling betragtes som en slags konkretisering af en underliggende universel arketype, men eksistensen af sådanne arketyper kan naturligvis ikke bevises eller dokumenteres på naturvidenskabelig vis. Arketyperne er altså hypotetiske størrelser hvis værdi ligger i at de kan kategorisere forestillinger med fælles træk og dermed lette forståelsen for ubevidste processer. Der skal følgeligt skelnes skarpt mellem arketyperne og de arketypiske forestillinger. De sidste er erfaringsmæssige og kan beskrives i detaljer på idiografisk vis; de første er hypotetiske og tjener det formål at skabe orden og overblik samt indsigt i psykologiske lovmæssigheder på nomotetisk vis.
     Arbejdet med arketypiske forestillinger kan føre til personlig balance og helhed, idet analyse netop kan konstatere eksistensen af selvets arketype, dvs den arketype der - til forskel fra det snævre jeg - er grundlag for mening og helhed i kraft af forestillingens før-sproglige karakter.
     Jung påpegede først og fremmest at disse arketypiske forestillinger i det kollektivt ubevidste fungerer som ikke-personlige dominanter i og med at de har stor psykisk energi og derfor påvirker adfærd og holdninger på samme måde som komplekser kan være dominanter i det personligt ubevidste.
     Arketypisk adfærd udfolder sig kollektivt i kult og riter, præget af psykisk intensitet. Denne form for adfærd forekommer i al religionsudøvelse, men ses i moderne tid også i musik- og sportsbegivenheder samt i ideologiernes massepåvirkning der ofte udarter til decideret massepsykose. I sidstnævnte tilfælde kan arketyperne i værste fald misbruges til katastrofale demagogiske formål.   Til toppen  Til indeks


Astrofysikken kommer til kort over for universets og livets opståen. Astrofysikkens opdagelser kan fortælle mere og mere om universets udvikling fra den 'begyndelse' vi ikke kan forklare eller overhovedet forstå (men blot teoretisk postulerer), og biologiens opdagelser kan tilsvarende fortælle mere og mere om livets udvikling fra overgangen fra døde stoffers kemi til levende væseners kemi, formering og grænseoverskridende udvikling uden at give nogen endegyldig forklaring på denne udvikling. Det er alene religionernes mytiske skabelsesberetninger der kan give os eksistentielt relevante og brugbare forestillinger om kulturens emergente 'begyndelse' og betydning. Dermed genvinder myterne deres suveræne rolle som den eneste slags fortællinger der er i stand til at fastholde menneskets dobbelte karakter af naturvæsen og kulturvæsen - og gøre selve emergensen, det fantastiske kvantespring væk fra den rene dyriskhed til omdrejningspunktet for al forståelse af menneskelig eksistens, frihed og ansvar.   
Til toppen  Til indeks


Astrologiske forestillinger om at stjernernes stilling på himlen på et menneskes fødselstidspunkt skulle bestemme hele dets senere liv og udvikling må betegnes som overtro, fordi den forudsætter den absolut determinisme som er definitivt undergravet med kvantemekanikken. Et menneskes udvikling gennem livet kan ikke forudses til mindste detalje. - Såvel genetiske forhold som miljømæssige forhold spiller naturligvis den allerstørste rolle, men stjerners stilling er helt irrelevant, og horoskopers forudsigelser er derfor ren underholdning.   
Til toppen  Til indeks


Ateismen benægter guds eksistens, men viser oftest at have en af to begrænsninger. Den retter sig primært mod dogmatiske forestillinger om gud, hvad der igen vil sige mod eksisterende religioners eller religionssystemers teologiske påstande om gud og hævdelse af at sidde inde med sandheden om gud. Og den retter sig ofte mod de samme religiøse magtorganisationers indoktrinering af og overgreb mod børn og unge.
     Ateister er ofte mennesker der som børn og unge er vokset op i stærkt og snævert religiøse hjem og som derfor som led i deres frigørelse fra disse undertrykkende autoriteter vælger det standpunkt at hævde at gud ikke eksisterer.
     Ateisme af denne art rammer imidlertid aldrig de arketypiske gudsforestillinger, da disse er af spontan art og derfor i deres oprindelse er udogmatiske.
     Ateismen opfatter altid gudstro som en dogmatisk hævdelse af et standpunkt og ser bort fra den kendsgerning at gudstro af oprindelig, før-dogmatisk art er udtryk for en direkte føling med og erfaring af de spontane gudsforestillinger. Ateismen ser med andre ord bort fra at religion ikke er hævdelse af påstande der strider mod sund fornuft, men føling med de kræfter der ligger uden for fornuften eller forstandens område.
     Ateismens problematik viser sig specielt i det forhold at gudløshed er forbundet med høj risiko for psykisk inflation. Hvis mennesket afviser ikke blot dogmatiske guder, men et naturligt, umiddelbart gudsforhold overhovedet, har det ikke længere en psykisk modpol, men bilder sig ind at det er suveræn i sin tilværelse - og dette medfører inflation med hensyn til hvad der er etisk forsvarligt. Der bliver i princippet ingen grænser for det tilladelige.
     Det ægte, umiddelbare gudsforhold indebærer forståelsen for det ejendommelige forhold at den indre instans i mennesket som er større end det selv eller det snævre jeg altid véd hvad mennesket tænker og gør. Intet kan skjules for instansen, og hvis mennesket alligevel prøver på det, medfører det kun etisk inkonsistens. Brodermorderen Kain har reelt ingen mulighed for at flygte fra sin indre viden om hvad han har gjort eller hvor han er og hvor han har været.

     Et særkende ved ateismen som ideologi er at også den har sine guds-forestillinger og hellige steder, tider og ting, selvom det er selvmodsigende. Men grunden er ligetil: Alle mennesker der ikke direkte styrer mod fortvivlelse og selvmord har spontane gudsforestillinger og hellige ting, tider og steder. For alle mennesker har forestillinger om bærende værdier i tilværelsen. Det er muligt at kalde disse værdier ved andre navne end gudsforestillinger og helligheder, men dybdepsykologisk set fungerer alle bærende værdier i tilværelsen som højere magter eller instanser. Derfor bliver det lige så misforstået og bagstræberisk en holdning at forsøge at gøre religion til en privatsag. Ethvert menneske har en privat side i sit liv, og det har derfor i et frit samfund ret til et privat forhold til de højeste instanser i eksistensen. Dette kaldes i teologien 'det almindelige præstedømme'. Men da det kollektivt ubevidste netop er kollektivt og under alle omstændigheder gør sig stærkt gældende i det offentlige kultur- og samfundsliv, er det ikke muligt at gøre religion som sådan til en sag der ikke vedkommer det offentlige.

     Ateismen afviser eksistensen af en personlig gud eller et højere styrende princip og tenderer i den vestlige verden - modsat agnosticismen - mod at være en lære der retter sig specifikt mod kristendommen. Længe accepterede filosofferne et abstrakt gudsbegreb (panteisme eller deisme), fordi man havde svært ved at forstå at der ikke skulle være en gud eller et styrende princip bag verdens skabelse (i nutiden genfindes denne indstilling i den rent spekulative tese om Intelligent Design).
     Ateismens storhedstid var 1800-tallet, da mange anså religion for et overstået stadium i den historiske udvikling. Auguste Comte mente således at både det teologiske (religiøse) og det metafysiske (filosofisk-spekulative) stadium var blevet afløst af et videnskabeligt. 'Naturen' og senere 'fremskridtet' blev erstatningsbegreber for Gud. Med Darwins evolutionsteori (1859) blev både fysiske og biologiske processer forklaret uden henvisning til noget overnaturligt væsen eller princip. Men hvor universet kom fra forblev dog en gåde.
     Med verdenskrigene 1914-18 og 1939-45 smuldrede fremskridtstroen imidlertid, og kvantefysikken underminerede i 1920-erne og 30-erne troen på en absolut determinisme ved at indføre sandsynlighed i naturvidenskaben. Den bohrske Københavnerfortolkning understregede samtidigt at vi erkendelsesmæssigt slet ikke kan komme bag om naturen eller sproget. Mennesket er den del af naturen, og det er karakteriseret ved både at være aktør og tilskuer til naturens drama.
     I 1883-85 blev Gud erklæret død i
Friedrich Nietzsches værk 'Also sprach Zarathustra', hvor fremkomsten af 'overmennesket' eller 'det frie menneske' blev profeteret. Nietzsches skyts var specielt rettet mod den kristne slavemoral, og det kan da også psykologisk påvises at utallige mennesker er blevet ateister som følge af religiøse overgreb i opdragelsen. En anden årsag kan være den eksistentielle anfægtelse over det ondes fakticitet. Argumentet er, at hvis den kærlige og almægtige Gud har skabt verden, hvordan kan der da være så megen ondskab i verden.
     Problemet med den menneskelige afskaffelse af Gud er at det logiske alternativ synes at være nihilismen, dvs en absolut afvisning af alle værdier, herunder også al etik. 'Alt er tilladt' blev nihilisternes motto, men det er aldrig slået igennem. Det blev endda stærkt miskrediteret af nihilisternes egen tilbøjelighed til politisk ekstremisme (ikke mindst i det zaristiske Rusland). Alle mennesker vil sådan set gerne være fri for autoriteter der undertrykker dem, men de færreste mener, når det kommer til stykket, at alt er tilladt. Det at være menneske synes at forudsætte evnen til at kunne se en essentiel forskel på godt og ondt.
     Et andet alvorligt problem ved ateismen er - som påpeget af C.G. Jung - risikoen for psykisk inflation. Hvis mennesket ikke har erfaret en instans i sit eget indre der på en eller anden måde står over dets snævre ego, da vil det - som allerede nævnt - let kunne forledes til at tro, at det selv er gud og har både guddommelige meninger og guddommelig status. Gennem ateismen kan man nok undsige al ydre autoritet af religiøs art, men ikke en indre korrigerende instans uden at gøre sig selv til absolut autoritet.
     For religionshistorikeren Vilh. Grønbech var det en indlysende erfaring at Gud kun fungerer som ægte gud i og med at han er en umiddelbar realitet, dvs en realitet før sprog og tænkning sætter ind med sine beviser og argumentation. Reelt er dette fra Grønbechs side en henvisning til gud som en arketypisk forestilling der netop i kraft af sin spontane opdukken fra det kollektivt ubevidste altid vil komme til at fremstå som en umiddelbar realitet man kan forholde sig til, men ikke afvise uden risiko for fortrængning. Grønbech var i realiteten dybdepsykolog, men det skal understreges at hans terminologi lå langt fra både Freuds og Jungs.
     Eksistentielt set betyder opfattelsen af Gud som en umiddelbar, arketypisk forestilling at det ondes problem ikke bliver uforståeligt. Mytisk set er Gud skaberen af verden og tilværelsen, men ifølge den bibelske syndefaldsmyte har mennesket spist af kundskabens træ med det resultat at seksualiteten er vågnet samtidigt med erkendelsen af forskellen på ondt og godt. Mennesket har så at sige fået den frihed der indebærer valgmuligheder og dermed muligheden for at vælge det onde. Ondskab forekommer ikke i naturen som sådan, men først i den menneskelige tilværelse af valgmuligheder.

     Videnskabeligt set betyder samme opfattelse af Gud som arketypisk forestilling, at Gud ikke kan bruges som argument, princip eller årsag i naturvidenskaben. Gud er ikke en bevidst konstruktion af den menneskelige tænkning, men hører hjemme i det kollektivt ubevidste og den deraf afledede mytiske tænkning. Videnskabelig metode hører derimod helt og holdent hjemme i den rationelle tænkning og dermed de vage, men stabile psykiske sekundærprocesser. Men rationel tænkning (eller 'begrebs-tænkning') og mytisk tænkning ('billedtænkning') udelukker ikke hinanden, selvom de er logsik uforenelige. De er nemlig komplementære tænkemåder der i de fleste menneskers sjæleliv og åndsliv vekselvirker ubesværet og givende, men oftest ubevidst med hinanden.
Til toppen  Til indeks


At falde i staver eller at synke ned i sine egne tanker vil sige pludseligt og uden nogen ydre anledning at standse op i sine aktiviteter og kontakter med andre for at blive stille og kigge ud i det fjerne. Man bliver distræt eller åndsfraværende. Dermed oplever man et indre liv af uforklarlig karakter, men ofte forbundet med det man i gamle dage kaldte 'fylde', oplevelse af en helhed der fuldstændigt opløser det lille individuelle jegs begrænsninger. Denne falden i staver er - ud over drømmevirksomheden et vigtigt og usvigeligt sikkert tegn på at et menneskes åndsliv er begyndt og træder i funktion. Her lægges grunden til al senere åndsvirksomhed, derfor er det en alvorlig fejl fra opdragernes side at afbryde barnets spontane meditation og brutalt kalde det tilbage til sædvanevirkeligheden.   
Til toppen  Til indeks


Den babyloniske skabelsesmyte (Enuma Elisj) fortæller os om et sejrrigt oprør af mandlige guder (med Marduk i spidsen) mod den store moder Triamat som hersker over verden. Med Marduks sejr er den mandlige overlegenhed fastslået, kvindernes naturlige produktivitet er devalueret, og manden begyndte sit herredømme, der er baseret på hans evne til at producere ved hjælp af tankens magt en form for frembringelse der ligger til grund for udviklingen af den menneskelige civilisation.
Til toppen  Til indeks


Johan Sebastian Bach (1685-1750) - tysk komponist - var barokmusikkens allerstørste navn med en rig og storslået produktion der spændte over alle musikkens former og instrumentalgenrer. Bach begyndte som organist, og blev 1714 hoforganist i Weimar, 1717 hofkapelmester i Köthen nord for Halle og 1723 kantor ved Thomasskolen i Leipzig. Han fornyede kantaten, motetten, koncertformen, arien, rondoen m.v. fx i sine seks Brandenburgkoncerter, i sine mange præludier og fugaer for orgel eller cembalo og i solo-suiterne for cello og violin. Han var en uovertruffen mester i kontrapunkt, som han udviklede fra en horisontal til en mere vertikal, harmoni-bestemt form. Det absolutte højdepunkt blev 'Die Kunst der Fuge', selvom det ikke blev fuldført. Dette ejendommelige værk er ikke skrevet for nogen bestemt instrumental besætning og fremføres skiftevis på klaver, orgel eller for kammermusikensemble. Det opfattes derfor undertiden som meget abstrakt. Men det bør snarere høres som dybt universelt og som udtryk for Bachs personlige udvikling henimod en højere bevidsthedstilstand ved afslutningen af livet. Universaliteten i hans musik ses også af det forhold at mange af hans værker har kunnet transkriberes til andre instrumenter, fx kantater til klaver (Kempff) eller præludier og fugaer til guitar (Segovia). Universaliteten fremgår ligeledes af det forhold at stort set alle der hører klassisk musik værdsætter Bach. Og det samme gælder mange jazz-entusiaster.
     Bach var et dybt religiøst menneske, protestant og pietist, men også præget af Jakob Böhmes originale, men noget kontroversielle mystik og teosofi. Bach skrev kantater til alle årets gudstjenester, men højdepunktet er den store H-moll messe og de store passionsmusikværker Matthæuspassionen og Johannespassionen med deres enestående behandling af korsatser, recitativer og arier samt - i de sidstnævnte - en dramatisk evangelist-tenor. -
Jf.
Johann Sebastian Bachs helhedsrealistiske univers   Til toppen  Til indeks


Barmhjertighed er den komplementære modsætning til retfærdighed. Begrebet er i visse sammenhænge synonymt med 'nåde', idet man i vendingen at 'lade nåde gå for ret' sprogligt tilkendegiver den mulighed at man kan bære over med andres uretfærdighed - og i juridisk henseende endda se bort fra straf. Forudsætningen er i begge tilfælde at der foreligger en handling der opfattes som en uret eller uretfærdighed og som individet eller samfundet har en juridisk eller moralsk ret til at hævne. Men man vælger at forbarme sig over den der har forbrudt sig. De fleste mennesker finder egentlig hævngerrighed for utiltalende. Det ses som en dårligt karaktertræk ved folk at de er ude af stand til at bære over med andres forurettelser og altså ikke helmer før de har fået hævn. I værste fald kan hævngerrigheden også være så stærk at den nærmest bliver en besættelse - og simpelthen ødelægger muligheden for at komme videre i livet. Der er eksempler på folk der fx taber en retssag mod det offentlige og prøver alle muligheder for anke og klage i retssystemet, selvom omkostninger både økonomisk, socialt og menneskeligt bliver større og større, men muligheden for at vinde mindre og mindre. I ældre tider førte ekspropriationssager ikke sjældent til at de eksproprierede endte i stor forbitrelse over deres tab, som jo netop kan være tab af en identitet der ikke kan erstattes af penge.
     I vore dage ses ofte at folk der har været ude for store tab ved trafikulykker eller voldsforbrydelser og er blevet alvorligt handicappede eller har mistet nære pårørende følger de efterfølgende retssager meget nøje og ikke lægger skjul på at de ønsker de strengeste straf over gerningsmændene. Dette viser at retfærdighedsfølelsen er kolossalt stærk i de fleste mennesker, men også at det kniber gevaldigt med at slå denne følelse fra til fordel for barmhjertigheden. Forklaringen ligger i den stærke opbygning af en snæver personlighed og en manglende relativisering af jeget. Den snævre identitet bygges op via de sekundære psykiske grundprocesser i form af jegbekræftende uddannelse, karriere og jagt efter status og penge. Der bliver for lidt plads til en udvikling af 'selvet' eller 'totalpsyken' og dermed udviklingen af overbærenhed, tolerance, pragmatisme og relativisme. Det jeg-centrerede menneske kommer aldrig ind i det tragediens område hvor det at have ret er hørt op eller i det mindste nedtonet.
     I religiøs henseende er 'Guds barmhjertighed' et centralt begreb i både jødedom og kristendom. Det religiøse menneske erkender grundliggende sin 'synd' i kraft af 'syndefaldet': mennesket kommer netop i puberteten ind i den eksistentielle sfære hvor det erkender den principielle forskel på godt og ondt, og hvor det samtidigt ofte må erkende at det ikke altid selv gør det gode, selvom det gerne ville. Mennesket mister i puberteten for stedse den barnlige uskyldighedstilstand, men har bevaret det fundamentale behov for - trods alle fejl - at blive betragtet som et godt og retfærdigt menneske.
     I sidste instans er det kun Gud - eller arketypen 'den himmelske fader' - der er i stand til at udvise den barmhjertighed der ligger i at slette det enkelte menneskes 'synder' af regnskabet. Derfor appellerer mennesket til Gud om barmhjertighed. I Det gamle Testamente lyder appellen bl.a. stærkt i Davids Salmer.
     Jødedommen er dog karakteriseret ved en stærk tro på at det enkelte menneske 'retfærdiggøres' i Guds øjne gennem sine gerninger. Det måler direkte sin retfærdiggørelse i forhold til de højere magter gennem sin vilje til og held med at få ydre succes i livet. Den personlige stolthed falder sammen med visheden om at være retfærdig i Guds øjne.
     Kristendommen ser derimod mennesket som et grundliggende ufuldkomment menneske der ikke har nogen anden chance for fuldstændig retfærdiggørelse end Guds nåde og barmhjertighed. Denne afhænger derfor ikke af menneskets gerninger som sådanne, men alene af tilliden til Guds alfaderlige barmhjertighed.
     Psykologisk kan man hævde at det kun er egentlig religiøse mennesker der i kraft af overdreven samvittighedsfølelse - skrupulositet - kan være eller komme i tvivl om deres menneskelige værd og ret til at eksistere som frie mennesker, men den terapeutiske erfaring viser, at tvivlen er langt mere udbredt end som så. Og den kræver under alle omstændigheder at den tvivlende kommer til på overbevisende måde at opleve at han er god nok som han er. Blandt andre psykoanalytikeren Thomas A. Harris har behandlet dette psykologiske mønster indgående, og han er da også kommet til det resultat at det er helt centralt for alle mennesker, men ikke mindst for børn, at blive accepteret uden betingelse.
     Harris' konklusioner understøtter den opfattelse at religion aldeles ikke kan reduceres til den snævre dogmatiske lære der prædikes i kirken, men har langt dybere almene træk.   
Til toppen  Til indeks


Basiselementet i universet. Kvantemekanikken har definitivt udelukket at objektiv videnskab kan afgøre om stoffet eller energien er det basale element i verden. Men mennesket kan i praksis opfatte både stof og energi som basiselementer og kan vælge mellem de to opfattelsesmåder - alt efter formålet med betragtningen. Stof (materie) og energi er dermed at betragte som komplementære basiselementer. - Til gengæld kan det på fysiologisk-psykologisk plan fastslås at faste, håndgribelige genstande i den ydre verden er grundbetingelsen for at mennesker (og dyr) kan danne genstandsbevidsthed i hjernen, og at denne genstandsbevidsthed igen er betingelsen for at der kan komme gang i udviklingen af de sekundære psykiske grundprocesser der muliggør den praktiske tilpasning til virkeligheden. Broen mellem den praktisk-kvantitative virkelighedserkendelse og den eksistentielt-kvalitative virkelighedserkendelse er derfor genstandsbevidstheden. Og princippet for nøgternhed i erkendelsen bliver således korrespondensprincippet der kræver korrespondens mellem de to slags virkelighedserkendelser.   
Til toppen  Til indeks


Simone de Beauvoir (1908-86) var en fransk forfatter og eksistentialistisk filosof, der udover skønlitterære værker og et par mindre filosofiske bøger har skrevet to store og betydende værker af mere almen art: "Det andet køn" (1949, dansk udg. 1965) om undertrykkelsen af kvinder gennem tiderne og "Alderdommen" (1970, dansk udg. 1983) om samfundets tilsidesættelse af de gamle. Hun levede sammen med
Jean-Paul Sartre i et ikke uproblematisk, men også barnløst forhold. - Jeg læste 'Det andet køn' omkring 1965 og fik stort udbytte af værket, både hvad angår kvindeproblemerne og eksistentialismen. Også 'Alderdommen' var givende læsning, omend jeg her måtte konstatere at Beauvoir havde yderst begrænset viden om jungiansk psykologi, og det svækker behandlingen af problemerne omkring døden.
- Jf. iøvrigt artiklen om Livskvalitet.   Til toppen  Til indeks


Begejstring er ifølge
Konrad Lorenz et af menneskets ægte instinkter med sin egen adfærd og sine egne udløsningsmekanismer, og den kan frembringe en så overordentlig befriende oplevelse, at dens fristelse er næsten uimodståelig. Hvad der igen forklarer de massepsykologiske fænomener vi forbinder med nazismen og kommunismen, og i nyeste tid med fundamentalisme i Mellemøsten, Iran og Irak. Problemet er blot, at begejstringen og dermed aggressionen også er uundværlig til opnåelse af alle høje menneskelige mål, herunder venskab, kærlighed, selvagtelse og - latter.   Til toppen  Til indeks


Begrebstænkning eller rationel tænkning skal ses som komplementær modsætning til
billedtænkning eller mytisk tænkning, idet den er karakteriseret ved anvendelse af alle de ord, begreber, sondringer, logiske konstanter og regler som kendetegner de vage, men til gengæld stabile sekundære psykiske grundprocesser (eller den svage psykiske kernekraft) og er forudsætningen for såvel den dagligdags realitetsopfattelse som den mere krævende, systematiske videnskab. Der gælder helt andre regler for begrebstænkning end for billedtænkning, hvorfor det er nyttigt at kende forskel på de to slags psykiske grundprocesser. Begreber eller almenbegreber er sproglige betegnelser for fænomener af samme klasse. De er abstrakte, for så vidt de angiver de træk der er fælles for bestemte generelle kvantitative fænomener som fx mennesker, dyr, planter, farver, lyde, lugte eller kvalitative fænomener som god, dårlig, smuk, grim, sand, falsk, retfærdig, uretfærdig osv.
     Begrebstænkning er diskursiv eller ræsonerende, idet den rationelle tænkning består i at kombinere begreber med hinanden såvel som påstande eller argumenter der indeholder begreber, således at der fremkommer en sammenhængende kæde af ord og begreber, der alt i alt giver en meningsfuld begrundelse eller argumentation og muliggør samtale eller diskurs. Filosoffen Kant betragtede al egentlig erkendelse som diskursiv og satte selve evnen til diskursiv tænkning lig med forstandighed.
     I det omfang begreber anvendes som symboler af mere eller mindre billedmæssig art som fx matematiske symboler eller edb-ikoner er der tale om vedtagne, mere eller mindre indlysende kendetegn der i princippet er vilkårligt fastlagte, men som der er skabt enighed om af praktiske grunde. De gør ikke tænkningen intuitiv, men letter læsningen og beregningen.
Til toppen  Til indeks


Ingmar Bergman (f. 1918) - svensk film- og teaterinstruktør samt forfatter. Han regnes for 'auteur' dvs en stærkt personlig instruktør. Hans mere end 50 film, overvejende baseret på egne manuskripter, kredser om dybe eksistentielle problemer, men drejer sig ofte om mere eller mindre neurotiske eller angste personer. I 'Scener af et ægteskab' findes således ægteskabsopgør der ikke lader Strindbergs dramaer meget efter. - Hovedværkerne er: 'Gøglernes aften' (1953) 'Det syvende segl' (1957) 'Ved vejs ende' (Smultronstället; 1957), Trilogien 'Som i et Spejl', 'Nadvergæsterne' og 'Stilheden' (1961-63), 'Persona' (1966), 'Ulvetimen' (1968) 'Skammen' (1968), 'En passion' (1969), 'Hvisken og Råb' (1972), 'Høstsonaten' (1978), 'Fanny og Alexander' (1984) - og fra de senere år tv-spillene: 'Larmer og gør sig til' (1997) samt 'Sarabande' (2003).
     For mit eget vedkommende var det filmene fra 1953 til 1963 der kom til at betyde allermest. Især 'Ved vejs ende' med Victor Sjöström gjorde dybt indtryk gennem sin behandling af dilemmaet mellem at gå sine egne veje som forsker eller kunstner og at tage hensyn til familien. Filmene fra 1966-69 fandt jeg for præget af en angst jeg ikke rigtigt kunne genkende fra mig selv, men som var meget fremherskende i tiden på grund af faren for krig og atomkrig. Men med 'Hvisken og Råb' med Harriet Andersson, Liv Ullmann og Ingrid Thulin kom Bergman stærkt igen. Og det utrolige skete at han i 1997 - næsten 70 år gammel - formåede at lave et så intenst tv-spil som 'Larmer og gør sig til' med Erland Josephson og Börje Ahlstedt i strid om og med døden og med formidabel inddragelse af det teater Bergman ikke kunne være foruden. - 'Fanny og Alexander' viste Bergman fra sin bedste side, når han formåede at skildre sine egne barndomstraumer på én gang fornøjeligt og dybt tragisk.
- Jf.
Ingmar Bergman - Nordens største filmkunstner. Til toppen  Til indeks


Jes Bertelsen (f. 1946) - dansk idéhistoriker, dybdepsykolog, psykoterapeut, bevidsthedsforsker og forfatter. Efter uddannelse på Århus Universitet som idéhistoriker med Sløk som lærer og med disputatsen 'Ouroboros' (En undersøgelse af selvets struktur) fra 1973 fik Bertelsen karriere som universitetslærer, og fik specielt stor succes med sine systematiske forelæsninger om dybdepsykologien (udgivet som bøger). Men i 1982 tog Jes Bertelsen konsekvensen af sin hidtidige udvikling, der var kulmineret med den 2. 'initiation' (indvielse i buddhistisk mystik) og forståelsen af den egentlige livsopgave, og han forlod lektoratet i idéhistorie ved Århus Universitet. Den akademiske løbebane var ikke målet for ham, og den gode stilling ikke en sovepude. Han ville forfølge nye mål. At fortsætte universitetsarbejdet ville ikke alene være at havne i en funktion (lutter gentagelse) fremfor at blive i den proces han ønskede at være i, men også at svigte en opgave. Søgningen til hans forelæsninger var ellers stor, og det samme gjaldt efterspørgslen efter hans bøger. - Men Bertelsens ambition gik altså i retning af at intensivere den bevidsthedsforskning han havde leget med fra drengeårene, og som han op gennem studieårene havde fået grundigt uddybet og systematiseret, men aldrig tilfredsstillet ad intellektuel vej. Han kunne samtidigt konstatere stor interesse for såvel sin drømmeanalytiske som meditative virksomhed og vejledning, og kunne med ret stor sikkerhed forvente denne interesse overført til det nye projekt. Fra 1982 har han ledet 'Vækstcentret' i Nørre Snede, hvor tusindvis af mennesker er blevet indført i meditationens mysterier. - Han fortsatte dog sin egen udvikling systematisk - og koncentrerede sig fra begyndelsen af 1990'erne om retreat-kurser der skulle sigte på at føre deltagerne længere og længere ind i egentlige mystiske oplevelser. Hans bogproduktion gik tilsvarende fra de almene indføringer til stadig mere krævende og indforståede værker, men hans betydning som pædagog og bevidsthedsforsker er ubestridelig. Bertelsen er ikke - som det undertiden hævdes fra en vis religionshistorikers side - religionsstifter eller lignende, men fuldstændigt overbevist om muligheden for en 'almengørelse af selvet'. Og hele hans virke skal ses i denne sammenhæng.
Jf.
Jes Bertelsens specielle bevidsthedsforskning. Til toppen  Til indeks


Besjælingen af et menneske finder først sted hos fosteret mellem 16. og 24. svangerskabsuge. Kriteriet er drømmesøvnen, som kan konstateres ud fra REM-funktionen, altså de hurtige øjenbevægelser (Rapid Eye Movements) der ledsager dyb drømmevirksomhed. Det følger, at sjælelivet er før såvel sprog som ydre sanseoplevelser. Det følger endvidere, at fostre på 12 uger ikke kan anses for besjælede, og at provokeret abort på dette tidspunkt følgelig heller ikke kan anses for fosterdrab. Abort skal så vidt muligt undgås, fordi den kan være forbundet med psykiske problemer; prævention er naturligvis det bedste; men fri abort er på ingen måde moralsk eller religiøst forkastelig. Den skal derimod ses som en absolut forudsætning for kvindernes frigørelse.
  
Til toppen  Til indeks


Bevidsthedsaksiomet: Bevidsthed medfører subjektivitet og objektivitet i ethvert individ. Subjektiviteten går indad mod den indre verden. Objektiviteten går udad mod den ydre, sanselige, håndgribelige og målelige verden. Subjektiviteten er afgørende for friheden, selvfølelsen og ansvarligheden. Objektiviteten er afgørende for tilpasningen til den ydre verden. - Bevidstheden gør mennesket frit, for så vidt den er i stand til at bryde den psykiske tvang, der ligger i ubevidste impulser og betyder uheldig indflydelse på den sunde dømmekraft, fordi de kræver omgående tilfredsstillelse. Kun bevidstheden kan udskyde behovstilfredsstillelse. Men bevidstheden kan også gøre mennesket ufrit, for så vidt den ved at forbinde sig med sådanne impulser kan havne i intellektualisme, rethaveriskhed, besættelse og bevisrationalisme. Bevidstheden kan så at sige insistere på at få ret eller på at få sin vilje.
Til toppen  Til indeks


Den bibelske skabelsesmyte begynder hvor den babyloniske myte sluttede. En mandlig guds overherredømme er etableret, og der er næppe noget spor tilbage af et tidligere matriarkalsk stadium. Marduks sejr over Den Store Moder - er blevet hovedtemaet. Kvinden og hendes skabende kræfter er ikke længere nødvendige. Gud skaber nu verden ved sit ord. Selv begivenhedernes naturlige forløb, at kvinden føder mænd, er vendt om, for Eva fødes af Adams ribben (ligesom Athene af Zeus' hoved)… Dog er det først efter syndefaldet at mandens egentlige herredømme etableres… Det anses for øjensynligt at denne etablering af mandligt herredømme peger på en tidligere situation, i hvilken han ikke herskede.   
Til toppen  Til indeks


Billedtænkning eller mytisk tænkning skal ses som komplementær modsætning til
begrebstænkning eller rationel tænkning, idet den er karakteriseret ved anvendelse af de intense, men til gengæld ustabile primære psykiske grundprocesser (eller den stærke psykiske kernekraft) og derfor udelukker nøgtern realitetsopfattelse såvel som systematisk videnskab.
     Der gælder helt andre regler for billedtænkning end for begrebstænkning, hvorfor det er nyttigt og vigtigt at kunne kende forskel på de to slags psykiske grundprocesser. Reglerne kan læses under Primærprocesserne.
     I modsætning til begreber er billeder - eller mere præcist audio-visuelle bevidsthedsforestillinger - ikke af sproglig art, men derimod af intuitiv art. De afhænger ikke af sprog eller logik, men indses direkte og umiddelbart som helheder og sammenhæng. Helheden kan være en praktisk, teknisk eller erkendelsemæssig problemløsning der pludseligt går op for et menneske der beskæftiger sig med sådanne problemer, eller helheden kan angå et almenmenneskeligt livsforhold eller endog 'tilværelsens inderste væsen', som lige så pludseligt forstås på et dybere plan end det logisk-rationelle. Den intuitive helhed har 'eureka-oplevelsens' eller ligefrem åbenbaringens karakter.
     Billedtænkning er derfor afgørende for al ny erkendelse - også i videnskaben, hvor den dog altid skal kunne omsættes til sprogligt formulerede og kontrollerbare udsagn. Fx. blev Newtons tyngdelov eller Einsteins relativitetsteori indset intuitivt, men efterfølgende formuleret matematisk og rationelt. Videnskaben er dog så stærkt bundet op på den diskursive tænkning, at det er en meget udbredt opfattelse at intuition er fremmed for den. Men dette er en meget forkert og uheldig opfattelse, som udelukker forståelsen for at den begrebsmæssige og billedmæssige tænkning er komplementære og gensidigt afhængige tænkemåder.
     I kunst, musik og religion er det oplagt at disse væsentlige kulturfænomener slet ikke kan tænkes uden intuition og audio-visuelle bevidsthedsforestillinger. Intuition er en uadskillelig del af den kunstneriske og religiøse inspiration og kreativitet.
     Det er almindeligt at kalde de billeder der anvendes i kunst, musik og religion for 'symboler'. Men det skal understreges at de 'symboler' der forekommer her ikke - som den rationelle tænknings symboler - er vedtagne eller veldefinerede, men tværtimod ikke-konstruerede og ikke-definerede symboler der slår igennem som nye, emergente fænomener. I kunst, musik og religion er alle symboler intuitive og oprindeligt spontant fremkomne via underbevidstheden, der igen er et både personligt og kollektivt fænomen. Forestillingerne kan på analytiske plan ses som arketypiske forestillinger, hvad der igen betyder at de konkrete forestillinger ses som varianter af grundliggende fælles eller universelle arketyper. Men det afgørende er at de konkrete forestillinger altid fremkommer spontant, og at de ældgamle mytiske forestillinger som kultur-, kunst- og religionshistorien kan opvise i rig variation (fx gudeforestillinger) alle er fremkommet spontant. Hverken de nye eller de gamle forestillinger kan betragtes som bevidsthedskonstruktioner.
     Hvor anvendelsen af bestemte ord, farver, lyde, klange og former får til hensigt i litteraturen, kunsten og musikken at skabe en bevidst æstetisk fornemmelse for ekspressivitet eller suggestivitet, taler man om 'symbolisme'. I litteraturen kan franskmanden Baudelaire og danskeren Sophus Clausen stå som eksempler; i kunsten franskmanden Redon og danskeren Ejnar Nielsen. I musikken er den danske komponist Rued Langgaard et oplagt eksempel. Symbolismen forudsætter en bevidst, intellektuel anvendelse af tegn og ender ofte i æstetisk og/eller religiøs ideologi, og den hører derfor ikke under billedtænkning eller mytisk tænkning.
Til toppen  Til indeks


Biologien er i nutiden kendetegnet af forståelsen for at ikke alle livsprocesser kan iagttages fuldtud uden iagttagerens personlige kontakt med objektet. Hvis forskningen afstår fra denne kontakt, fx i forbindelse med en undersøgelse af menneskets fremtidsrettede handlinger i naturbeskyttelsesmæssig øjemed, eksempelvis hvad angår ozonhullerne i forhold til det stigende energiforbrug eller allergiproblemet i forhold til den stigende og principielt ukontrollable anvendelse af kemikalier, vil den være mangelfuld, og i afgørende tilfælde helt værdiløs. Objektiviteten eller uvildigheden reddes i sådanne tilfælde gennem nøgtern iagttagelse og begrundede fortolkninger og sandsynligheds-betragtninger fra flere forskellige forskeres side og gennem nøgtern henvisning til den almindelige erfaring i det almindelige sprog.
Til toppen  Til indeks


William Blake (1757-1827) var en engelsk digter, maler, gravør, mystiker og kulturkritiker i ét, og han havde et livs- og verdenssyn, en slags 'konkret universalisme' eller 'helhedsrealisme', der bragte ham langt forud for sin tid. - Blake oplevede hele den industrielle revolution i sit land på nærmeste hold, og han fandt den dybt umenneskelig. Men i den amerikanske løsrivelseskamp fra det engelske kolonistyre (1885-83) og den franske revolution 1789 fandt han visse holdepunkter for sit fremtidshåb. Men først og fremmest var Blake skabende kunstner af stor faglig dygtighed - og dybt visionær af sind og begavelse. Han fik syner og kommunikerede med disse syner. Og hans syner blandedes med hans registreringer og vurderinger af den almindelige virkelighed og dannede fremtidssyner af profetisk karakter. - Blake bestred ikke den almindelige verdens faktiske soliditet eller stabilitet, der bevirker at vi har noget håndgribeligt at holde fast i, og dermed også noget materiale at bearbejde i konkret håndværksmæssig forstand. Men han betragtede disse jordiske ting som udkrystalliseringer af den skabende, guddommelige energi, der ligger bag alt - på samme måde som kunstværket er udkrystalliseringen af kunstnerens skabende ånd. Evigheden var den virkelige og virkende og samtidigt uudtømmelige og altid skabende kilde bag alt. Evigheden er forelsket i tidens frembringelser, som han formulerede det.
     Blake er vanskelig at forstå som forfatter, fordi hans ord er fyldt med særlige klange og genklange som man må prøve at få fat på. Hans psykologi er så forskellig fra den nutidens mennesker lever på, at man må vænne sig af med sin egen synsvinkel og prøve at tilegne sig hans. Og her gælder det først og fremmest om at lade være med at se dyder og laster, love og principper bag personerne. Vi skal hos Blake altid se en person som personlighed for os. Men også begivenhederne i historiens gang så han som skikkelser. - For Blake var livet slet ikke sådan som vi almindelige borgerlige mennesker går og bilder os ind i vores iver efter at analysere hvad vi ser. Blake var kunstner og så verden som kunstneren gør - som helhed og helheder. Han så en verden i et sandskorn og en himmel i en af markens blomster, som han sagde. Han kunne holde det uendelige i sin hule hånd - og evigheden i en time. Men modsat de fleste mystikere, så klamrede Blake sig ikke til fylden. Det sande liv var for ham altid konkret i sin skikkelse. Evigheden bliver gold om den ikke uafladeligt bliver indfanget i levende skikelser. - Menneskets skæbnesvangre syndefald består derfor i at forråde den skabende evighed og nøjes med det én gang skabte. Han ser ligefrem på mytologisk vis en kamp mellem Jahve og Elohim (det hebraiske ord for gud). Jahves skabelseshistorie var en tiltagende forhærdelse og indsnævring af sanserne. Elohims derimod kunstnerens oprør mod denne indsnævring. 'Den gamle af dage' (Jahve) ville skabe et liv i tryghed og velvære og udelukke lidelsen. Han skabte så at sige halvmennesker. Og disse 'Guds børn' hader evigheden med et uudslukkeligt had, fordi det næres af angst, angsten for den skabende evighed.
     Blake vedbliver at være aktuel som ingensinde, fordi han med sine tanker, visioner, digtning og kunst går direkte ind i vores debat om værdierne og virkeligheden. Den afgørende forskel mellem kunst og religion på den ene side og videnskab og borgerligt samfundsliv på den anden side ligger i forskellen mellem objektivitet og subjektivitet. Objektiviteten knytter sig til sanseperceptionen, håndgribeligheden, årssagssammenhængen, måleligheden, og nyttehensynet, men taber meningen med tilværelsen og sammenhængen i tilværelsen. Disse afgørende eksistentielle forhold knytter sig til subjektiviteten og kun til den. - Blake kunne for et par år siden opleves i fuld styrke og omfang på den store udstilling på Tate-galleriet i London, der dækkede hele hans liv og kunst, og som var ledsaget af udgivelsen af et stort katalog og mange nyudgivelser af hans bøger, herunder 'The Complet Illuminated Book'.
Jf.
William Blake's univers.   Til toppen  Til indeks


Steen Steensen Blicher (1782-1848) - dansk præst og forfatter. Blicher afsluttede sine teologiske studier i København 1810, blev adjunkt i Randers og gift med den unge enke efter farbroderen. Han blev forpagter hos sin far i Randlev, 1819 præst i Thorning og 1825 i Spentrup. Han var ivrig jæger, en stor kender af naturen og menneskene på egnen, en flittig topograf, og meget engageret i landbrugsreformer. Men det var digtningen han åndede for. - 'E Bindstouw' (1842) er et pragtstykke af jysk fortælling. 'Trækfuglene' (1838) er et hovedværk i dansk poesi, men først og fremmest betragtes Blicher som den første store realist i dansk digtning i kraft af sin suveræne fortælleteknik. Fortælleren er et 'jeg' der blander sig i historien som det sker i mesterværket 'Brudstykker af en landsbydegns dagbog' (1824). Teknikken er med til at gøre skildringen af natur, lokaliteter og folk meget levende, men også til bevidst fra forfatterens side at give skildringen en sådan subjektiv karakter, at læseren undertiden må betvivle dens troværdighed.
     En helt speciel underfundighed kommer frem i de noveller Blicher skrev under pseudonymet Peer Spillemand, som udvikles over mange år, men som han til sidst giver blivende form. Han præsenterer sig her som "Jeg gør Vers, men Degnen som er en seminar- og boglærd Mand, siger at de duer intet. Jeg spiller Violin til Gilder her i Omegnen, men Degnen siger, at det har heller ingen Art. Jeg er også Skrædder, men man betro mig ikke til at skære... Jeg er også Væver, men mit Tøj sidder som oftest så længe i Væven, at det første bliver mølædt, for det sidste bliver færdigt. Endelig er jeg Murermester, men siden jeg engang forsøgte at opføre Byens Kølle [muret rum eller lille hus til tørring af malt] efter samme Grundsætninger som Det skæve Taarn i Pisa, må jeg nu lade mig nøje med at slaa Kalken...." - Mesterstykket af disse noveller er 'Ak! hvor forandret' (1828) hvor fortælleren genopfrisker mindet om et besøg hos sin gamle studiekammerat der nu er præst i en præstegård hvor fortælleren nitten år tidligere oplevede ikke sin første, men sin tyvende kærlighedshistorie, den dejlige, englelige Maren Lammestrup. Fortælleren genopfrisker hele det tidligere besøg med slægtsgilde og en andejagt, der altsammen går skævt for den forelskede mand, fordi han kommer galt af sted, ja bogstaveligt falder i vandet - til alles moro. Og Maren taber han såmænd i vandet, da han skal bære hende sikkert over et vandløb. - Da han tyve år efter vender tilbage, opdager han at pigen han var forelsket i forlængst er blevet præstens trivelige kone - forandret i ansigt, skabning og væsen. "Saaledes kan Tiden udslette, dæmpe, tilintetgøre Skønhed, Vid og Munterhed, og hvad den maaske kunne levne, det skal sikkerlig nok gaa under i Næringssorg, Tidens trofaste Medarbejder. I graat Humør forlod jeg tidlig den følgende Dag min stakkels rustificerede Ven, drøvtyggende paa det lidet opbyggelige, forslidte Emne: 'Tempora mutantur et nos mutanmur in illis': Tiden foranderlig er og forandrer os alle tillige." -
     Novellen var pensum et vigtigt år af min skoletid - og blev så fremragende formidlet af adjunkt Svend Sørensen, at jeg halede topkarakter hjem på den ved eksamensbordet. Vel at mærke ikke fordi jeg var specielt god til mundtlig dansk, men fordi den ved sin humor og sin mol-stemning var gået lige ind i min unge sjæl, så jeg bare kunne fortælle fra hjertet. Siden forstod jeg - gennem Ib Ostenfeld - hvad det karakteristiske netop er for mol-musikken i Blichers sprog som i Mozarts musik.
Jf.
Blicher mellem drøm og virkelighed
    Til toppen  Til indeks


Blufærdighed er tilbageholdenhed eller generthed med hensyn til sex og nøgenhed eller blottelse af intime følelser, tanker, meninger m.m. Den er ganske normal og dukker allerede op i den tidlige barnealder. Mennesket har en naturlig blufærdighed og ønsker normalt ikke at udstille sine intime kropsdele eller kropsfunktioner for andre. Denne blufærdighed bør respekteres som en del af ethvert menneskes privatliv for den psykiske sundheds og integritets skyld. Og den er også beskyttet af straffe-lovens bestemmelser om blufærdighedskrænkelse.  
Til toppen  Til indeks


Niels Bohr (1885-1962) - dansk atomfysiker og filosof. Doktor i 1911, derefter studier i England. Afhandling 1913 om brintatomet gjorde ham internationalt kendt. Professor ved Københavns Universitet 1916. Initiativtager til oprettelsen af Universitetets Institut for Teoretisk Fysik på Blegdamsvej, der blev indviet 1921 og i 1965 omdøbt til Niels Bohr Instituttet. Bohr fik Nobelprisen i 1922. Sammen med Werner Heisenberg og flere andre fremtrædende forskere der studerede hos Bohr i København (og hvoraf flere senere fik nobelprisen) udviklede han den nye fortolkning af atomfysikken der går under navnet kvantemekanikken, men ofte også kaldes 'Københavnfortolkningen'. - Kvantemekanikken indebar brugen af nye ligninger (matrix- og bølgeligninger), og Bohr gav disse brud på den klassiske fysik et teoretisk forsvar som han kaldte komplementaritetssynspunktet, og som han selv betragtede som sit væsentligste bidrag til videnskaben. Han pegede selv på muligheden for at anvende synspunktet på andre dualistiske fænomener der altid havde drillet den lineære tankegang, herunder problemerne sjæl/legeme, individ/samfund, barmhjertighed/retfærdighed og tro/viden. - Komplementaritetssynspunktet er en af de væsentligste forudsætninger for den 'komplementære helhedsrealisme' der gøres gældende på Jernesalts sider.
   Jf.
Niels Bohr filosofi og dens konsekvenser.   Til toppen  Til indeks


BPM eller Basale Perinatale Matricer: se Grofs matricer.   
Til toppen  Til indeks


Martin Buber (1878-1965) - østrigsk-jødisk filosof og teolog. Professor i jødisk religionsfilosofi og etik i Frankfurt am Main 1924-33. Professor i religionssociologi 1938-51 i Jerusalem. I hovedværket 'Ich und Du' (1922; dansk udgave 1964) fremsatte han sin eksistentialistiske dialogfilosofi, hvor han taler om 'grundord' som forhold. Han skelner mellem grundordet Jeg-Du, der kun kan udsiges med ens hele væsen, og grundordet Jeg-Det/Hun/Han, der aldrig kan udsiges med ens hele væsen. Det findes intet Jeg i sig selv, men kun det Jeg der hører til grundordene/forholdene. - Det Jeg-Du-forhold Buber taler om er ikke objektiv erfaring, men gensidighed. Det menneske, jeg siger Du til, erfarer jeg ikke, men jeg står i forholdet til det, siger han. Først når jeg træder ud af forholdet, erfarer jeg atter. Erfaring er altså i hos Buber Du-fjernhed.
     Den egentlige skillelinje i eksistensen går ifølge Buber ikke mellem erfaring og ikke-erfaring, men mellem nærvær og genstand. Alt virkeligt liv er møde, siger han derfor. Og Du'et møder mig af nåde. Ved at søge, finder man det ikke. Men at jeg udsiger grundordet er mit væsens gerning. Ved at møde Du'et træder jeg ind i det umiddelbare forhold. Dette virkelige nærvær med dets fylde eksisterer kun for så vidt der er nærværelse, møde, forhold.
     Buber kommer også ind på den oprindelige forholdsbegivenhed hos såvel barnet som det primitive menneske. Og han siger klart, at Jeg-Du-forholdet er før Jeg-erkendelsen, hvad der svarer til - som det hævdes andre steder på disse sider som noget fundamentalt for al eksistens - at meningen i tilværelsen i tid altid kommer før genstands- og jeg-bevidstheden. Hos barnet bliver det klart og utilsløret, siger Buber, at grundordenes åndelige realitet stammer fra en naturlig realitet: grundordet Jeg-Du's realitet fra samhørighed med naturen, grundordet Jeg-Det's realitet fra adskillelsen fra naturen. I begyndelsen er simpelthen forholdet - som det medfødte Du, som forholdets a priori.
    

Hele denne eksistentielle dialog- eller forholds-filosofi går naturligvis igen i Bubers opfattelse af tro. Tro er for ham ikke en følelse i menneskers sjæle, men deres indtræden i virkeligheden, vel at mærke i hele virkeligheden, uden beskæring eller forkortelse. Og tilvarende siger han, at "hvis det at tro på Gud betyder at kunne tale om Ham i tredje person, så tror jeg ikke på Gud. Hvis det at tro på Ham betyder at kunne tale til Ham, så tror jeg på Gud."
     Buber skrev et stort værk om chassidismen (hasidismen), en fromheds- og vækkelses-bevægelse inden for den østeuropæiske jødedom som vendte sig mod alt for strenge krav om overholdelse af den jødiske lov. Og han var dybt præget af samme grundindstilling ligesom han var en mester til at anskueliggøre indstillingen med fortællinger fra den chassidiske tradition. Her lærte han også, at hvad det kommer an på for verden er 'det fuldkomne menneske' (zaddiken), og at det fuldkomne menneske ikke er nogen anden end den sande hjælper. Det lærte han som barn i den smudsige lille ukrainske by Sadagora, tilføjer han - sådan som et barn lærer den slags ting, ikke som tanker, men som billede og følelse. Fra Buber stammer det udtryk der ofte bruges på Jernesalts sider om at gå ind i det "tragediens område, hvor det at have ret hører op".   
Til toppen  Til indeks


Luis Bunuel (1900-1983) - spansk-fransk filminstruktør der regnes for en af filmkunstens vigtigste pionerer, fra starten præget af såvel psykoanalysen som surrealismen, som han dog senere brød med. Han lavede i 1928 filmen 'Den andalusiske hund' sammen med Salvador Dali. - Hans film var et stadigt opgør med den borgerlige kultur, alt militær- og politivæsen og den katolske kirke. Han kunne naturligvis ikke lave film i Spanien under general Franco. - Som opdraget på en jesuiterskole forblev kristne temaer et væsentligt emne for den inkarnerede ateist. Han indrømmede blankt, at han kun kunne bevæges af kristen kunst. En af hans smukkeste film var 'Nazarin' (1958) om en præst der vil praktisere den absolutte kristne godhed a la Jesus. Men Bunuel lagde ikke skjul på paradoksaliteten - og kunne med stor selvironi konstatere, at han var "ateist, takket være Gud". - Skønt det i hans film vrimler med ting der kan fortolkes symbolsk, benægtede han, at der var symboler i filmene. Benægtelsen må forstås som udtryk for, at Bunuel først og fremmest var en billedskaber der forstod at bruge billederne på en sådan måde, at de uden om enhver intellektuel analyse får direkte genklang med det allerdybeste i sjælen. Men sagen er også, at Bunuel ikke kunne fordrage analyser og forklaringer. Psykoanalysen, som han selv havde flirtet med i sin ungdom, endte han med at betragte som en klasseterapi. Og han mente selv, at det var 'fantasiens uantastelige uskyld' der holdt ham oppe til det sidste. Ja, han kalder i sin selvbiografi 'Mit sidste suk' (1982) vores rasende iver efter at forstå og dermed trække alt ned i forenklingernes middelmådighed som den menneskelige naturs mest uheldige fejl. Billederne i hans film blev aldrig i ydre forstand symbolistiske. - Bunuels film var herudover præget af en eminent humor og en drilagtig leg med drømmesekvenser. Til de bedste hører 'Viridiana' (1961), 'Morderenglen' (1962), 'Dagens skønhed' (1967), 'Mælkevejen' (1968), 'Borgerskabets diskrete charme' (1972), 'Frihedens spøgelse' (1974) og 'Begærets dunkle mål' (1977).
  Jf.
Bunuels dogmefilm "Mælkevejen" og Bunuels 'Begærets dunkle mål'   Til toppen  Til indeks


Bøn omfatter alle former for anmodning om noget eller opfordring til noget, men også selve de ord der indgår i sådanne anmodninger. Er anmodningerne rent verdslige, fx henvendt til en autoritet eller en monark, kan de formuleres skriftligt i deciderede 'bønskrifter', supplikker (heraf ordet supplikant: ansøger). Eller de kan mindre højtideligt være henvendt til en offentlig eller privat instans som ansøgninger.
     Er anmodningerne religiøse er de henvendt til en gud, og ordet 'bøn' dækker da også selve den handling at bede. Kirkegaard nævner et sted den formodning at det skulle være en moder ved sit barns sygeleje der 'opfandt' bønnen, og det kan der være noget om, for så vidt det ligger dybt i den menneskelige psyke at anråbe de 'højere magter' om hjælp i stor nød. Men det er helt forkert at kalde denne anråbelse for en opfindelse, for den er, ligesom selve opfattelsen af højere magter, fuldstændigt spontan: den kommer af sig selv - uanset hvad man tror på og om man overhovedet tror på noget.
     Det ligger derfor heller ikke nogen selvmodsigelse i at en ateist sender en bøn til himlen, hvis han sidder i et fly der kommer ind i en lufthul eller en voldsom turbulens så han tror hans sidste minut er kommet. Det viser blot at spontan reaktion naturligvis kommer før eftertænksom reaktion.
     Som typisk eksempel på den skjulte religiøsitet i oprindelig bønsformulering kan nævnes det meget brugte udtryk 'gid' der dækker ordene 'gud give det', men i dag bruges af alle mennesker uden hensyn til religiøs tro eller viden om ordets etymologi. "Gid han snart vil gå" eller "Gid det var aften", "Gid det var så vel" eller modsat "Gid fanden tage ham" er forskellige dagligdags formuleringer af sådanne mere eller mindre 'fromme ønsker'.
     Det ubevidste aspekt er væsentligt at have in mente, fordi det netop viser at der er spontanitet og umiddelbarhed bag udtrykkene - og ikke kynisk beregning. Det er dagligdags udtryk som folk bruger uden videre, allerede fra tidlig barnealder.
     Den egentlige religiøse bøn vil ofte være formaliseret og ritualiseret. Det vil sige at der er udarbejdet bønner til specielle lejligheder, herunder ikke mindst selve de kirkelige handlinger. Både katolicismen og protestantismen har særlige bønner for gudstjenestens forskellige led og sakramentale handlinger. Men herudover er der udarbejdet særlige bønner for spisning (bordbønner), sygdom, død og begravelse. En af de mest naive og pudsige bordbønner der findes lyder: Somme kan spise, men har ikke mad; andre har mad, men kan ikke spise. Vi har mad og vi kan spise; derfor vil vi dig takke og prise!
     For den katolske kirke gælder specielt at der findes faste bønner for morgen, middag og aften (de såkaldte angelus-bønner) samt et væld af bønner til Jomfru Maria som led i Mariadyrkelsen. I denne forbindelse bruges ofte en 'rosenkrans', en kæde af 50 perler eller glas, inddelt i grupper af 10. Men Rosenkransen er betegnelsen for selve bønnen der består af 'Fadervor' og ti gange 'Hil dig, Maria' (Ave Maria). Som led i det katolske skriftemål kan præsten pålægge det angrende menneske at sige Jomfru Maria-bønnen et bestemt antal gange. Den intense hengivelse i bøn til Jomfru Maria findes fornemt beskrevet i 1843 i en afhandling af Marie-Louis Grignion de Montfort og var et centralt led i pave Johannes Paul II's fromhedsliv.
     Brug af bedekrans som støtte for bøn og meditation findes også i buddhismen og hinduismen samt i islam. Kæden hedder i islam 'sibha' og består af 99 perler repræsenterende Allahs 99 forskellige navne. I islam er de daglige tidebønner - solopgang, middag, eftermiddag, aften og solnedgang - en af islams såkaldte fem 'søjler'. Og Koranen angiver en række konkrete anvisninger for bønnens afholdelse, herunder renselsesforskrifter. Ved bønnen reciteres bestemte dele af Koranen til bestemte kropsbevægelser. Tilsvarende findes i jødedommen.
     I protestantismen bibeholdtes en lang række bønner og bønsformer/ritualer fra katolicismen, men alt hvad der havde med Jomfru Maria-dyrkelsen at gøre blev renset ud. Martin Luther påpegede i sine 'Tischreden' (bordtaler) at det kristne menneske beder altid uden ophør, hvad enten det beder med munden eller med hjertet, og hvad enten det er vågent eller sover. Thi også det lille suk er en bøn. Blot et menneske sukker, beder det. Dette peger igen på noget centralt i bønslivet: nemlig det ubevidste aspekt. Bøn og suk er ikke kun kendetegnende for særligt religiøse mennesker, men for alle mennesker - uanset deres bevidste stilling til religion som fænomen.
     Ikke desto mindre må det slås fast, at alle konfessioner i høj grad har systematiseret og ritualiseret bønslivet - for dermed at styre menneskers tanker og adfærd. Egentligt religiøse mennesker i kirkelig forstand vil altid have et decideret bønsliv. Et sådant udvikledes også i protestantismen i det man kalder pietismen, fromheds-religionen.
     Forståelsen for det ubevidste aspekt af bøn indebærer en naturlig sondring mellem bøn og meditation, idet meditation navnlig i vore dage med en relativt god viden om dybdepsykologi og mentalhygiejne generelt kan betragtes som en form for verdslig eller konfessionsløs bøn, der endda i sine allerdybeste former vil være både ordløs og billedløs. Meditation kan være helt spontan - allerede småbørn kan 'falde i staver' og for en kort tid rykke væk fra den bevidsthedskrævende hverdag eller timelighed. Men meditation kan også bevidst opdyrkes til stadigt højere former, der i sidste ende kan føre til egentlige mystiske oplevelser, dvs oplevelse af lys og klarhed.   
Til toppen  Til indeks


Cølibatet er i den katolske kirke den foreskrevne kanalisering af seksualdriften som betyder at præster og nonner skal forblive ugifte for at undgå den dødssynd det er at give efter for seksuelle fristelser. Dette er i virkeligheden kun muligt for meget få mennesker, og dets påtvungethed inden for kirken har gennem tiderne kun befordret hykleriet og skyldfølelsen. Den påtvunge kyskhed er i vore dage blevet et meget stort problem for den katolske kirke, fordi den almindelige kønsmoral i det moderne samfund er overordentlig fri og naturligvis vil være en konstant fristelse for enhver katolsk præst.
     Som bekendt afsløres i disse år den ene sex-skandale efter den anden i Romer-kirken - lige fra homoseksualitet og pædofili til almindelig sex, besvangring og børn der fødes uden for ægteskab. Der er derfor stort pres på Vatikanet for at få brudt cølibatskravet, men det vil holde hårdt, hvis det overhovedet nogensinde sker, fordi selve den skyldfølelse der uundgåeligt rammer præster ved overtrædelse af cølibatet er et særdeles effektivt middel til at holde dem fast i afhængighedsforholdet til autoriteterne. Det er alene hierarkiet af præster der kan give syndsforladelsen i forbindelse med skriftemål.
     Men hvor fromme mænd og kvinder af egen drift formår at give sig hen til en målrettet og konstant gudsdyrkelse, vil resultatet blive den kanalisering af den grundlæggende driftsenergi som ender med ægte mystiske erfaringer og som derfor sætter disse hellige mænd og kvinder i en klasse helt for sig selv.
     De mystiske erfaringer af lys og klarhed og evnetuelt møde med Gud (Guds-skuet) er udførligt beskrevet i litteraturen, bl.a. på grundlag af detaljerede oplysninger fra mange af mystikerne selv. Det gælder således de spanske mystikere som den hellige Teresa af Avila og den hellige Juan de la Cruz (Johannes af Korset), som begge levede i 1500-tallet, eller den tyske Meister Eckhart (1260-1328). Men de findes også grundigt beskrevet i moderne litteratur, således af den originale danske bevidsthedsforsker Jes Bertelsen, der er teoretisk funderet i den jungianske dybdepsykologi.
     Cølibatet blev afskaffet i den lutherske kirke, hvor det blev lige så selvfølgeligt at præster og biskopper indgik ægteskab og fik børn som almindelige mennesker gjorde det. Til gengæld kastede man Mariadyrkelsen ud med badevandet. Og det indebar at den protestantiske kirke, herunder den calvinske eller reformerte kirke, blev uhyre stærkt mands-domineret. Og dette viste sig meget tydeligt i den understregning af øvrighedens uanfægtelighed som allerede Paulus lagde vægt på. Øvrigheden var indsat af Gud og skulle derfor ubetinget adlydes. Derfor kunne Luther med bedste samvittighed gå ind for fyrsternes skånselsløse nedkæmpelse af bondeopstandene i 1524-25. Dette protestantiske øvrighedsdogme kom til at gå godt i spænd med Immanuel Kants rationalistiske pligtetik og Frederik den Stores preusserånd og militære kadaverdisciplin som gik videre til opdragelsesystemet og skolevæsenet. Det er alt sammen en væsentlig forudsætning for såvel den borgerlige ensretning i 1800-tallet som de nazistiske udskejelser i 1900-tallet - og deres skadelige virkninger kan slet ikke undervurderes.   
Til toppen  Til indeks


Dagligsproget adskilliger sig væsentligt fra såvel fagsprog som jargon og slang. Det er fællessproget for en befolkning, hvor de andre arter er gruppesprog forbeholdt segmenter af befolkningen. - Dagligsprogets begreber er mere stabile end det videnskabelige sprogs begreber når vor viden udvides. Grunden er at dagligsprogets begreber er vagt definerede, mens det videnskabelige sprogs begreber er præcist definerede, og dette kommer igen af at det videnskabelige sprogs begreber er idealiseringer der stammer fra en begrænset gruppe fænomener, mens det daglige sprogs begreber er dannet i umiddelbar forbindelse med virkeligheden og altid skal dække bredt. Det fremstiller virkeligheden som den er uden teori og uden at abstrahere fra de faktiske usikkerhedsmomenter i tilværelsen. Dagligsproget har bevaret mangetydigheden, mangfoldigheden, usikkerheden, uforudberegneligheden og humoren i livet. Kun i dagligsproget kommer undertonerne og overtonerne, underfundigheden og spidsfindighederne til deres ret og forhindrer den elitære censurering og ensretning fra magthaveres, eksperters og smagsdommeres side. Dagligsproget er det sprog vi taler til daglig - uanset tungemål eller dialekt, og det vil igen sige at det i langt de flest tilfælde er bundet op på modersmålet.   
Til toppen  Til indeks


Danskheden er naturligvis ikke objektivt bedre end andre landes kultur og sprog, men for danskerne er den subjektivt bedre, fordi det er den de som danskfødte er vokset op med. Tyskheden eller svenskheden er tilsvarende subjektivt det bedste for tyskere og svenskere. Og den udbredte foragt for andre landes sprog og nationalkarakter er et bevis på, at folk ikke rigtigt forstår at subjektiviteten og kun subjektiviteten eksistentielt set er sandheden for et ethvert menneske og ethvert folk.
     Dette gælder også over for universaliteten, den fælles kilde til inspiration som ligger i alle de idéer der er fælles for alle mennesker. Inspirationen kan føre til realisation af nye former, men vil da altid være tilpasset det enkelte lands særegenheder.
     Danskheden er danskernes identitet - og den danske historie er følgelig en identitetshistorie ved siden af hvad den kan være som udviklingshistorie. Her er det igen hensigtsmæssigt at betragte de to fænomener identitet og udvikling som sideordnede komplementære. Al beskæftigelse med dansk historie, dansk sprog, dansk litteratur, kunst, musik og film og dansk politik vil bekræfte danskerne i deres identitet - og derfor også være en nødvendighed for de indvandrere der ønsker fuld integration.
     Udfordringerne af danskheden har altid og vil altid være til stede, men de gør sig for øjeblikket særligt stærkt gældende på grund af den store indvandring af fremmede, navnlig af muslimer fra en helt anden kulturkreds.   
Til toppen  Til indeks


Darwin - den britiske naturforsker Charles Darwin (1809-1882) er med rette blevet kaldt biologiens Newton. Det var ham der med sit hovedværk om "Arternes oprindelse gennem den naturlige selektion" (1859) leverede den bærende teori for al biologisk forskning. Ideen om arternes naturlige opståen over tid - til forskel fra den af kirken hævdede ide om deres pludselige opdukken én gang for alle gennem Guds skabelse - overbeviste de fleste forskerne, men det gjorde den specifikke idé om den naturlige selektion (til forskel fra den kunstige avlsmæssige selektion) ikke. Datidens kendskab til arvelovene var ikke tilstrækkelige - og desuden var Darwin bundet af den newtonske mekanik. Darwins teorier om at mennesket nedstammede fra dyr beslægtet med aber vakte voldsom strid, fordi den stødte menneskets selvopfattelse af at være noget særligt. Desuden gik den mest ihærdige modstander af den nye lære biskop Samuel Wilberforce i allerede i 1860 til direkte personangreb på tilhængerne, først og fremmest Darwins nære ven Thomas Huxley, og gjorde dermed gjorde han sagen til en fatal strid mellem fri naturvidenskab og bunden bibelsk fundamentalisme.
     Darwin var ikke polemiker af natur og deltog ikke selv i den hidsige debat, men han lagde ikke skjul på at han var blevet fritænker, selvom det bekymrede hans kone. Darwin blev oprindeligt sendt til Cambridge for at studere medicin og siden teologi, men ingen af studierne kunne fange ham. Det gjorde derimod botanik, zoologi og geologi, og de var endnu ikke blevet eksamensfag. Så i realiteten fik Darwin aldrig gennemført en regelret akademisk uddannelse, men blev ikke desto mindre tidligt bemærket som original forsker. 22 år gammel kom han som naturhistoriker med på en jordomsejling med briggen H.M.S. Beagle, en rejse som kom til at vare fem år og hvor han havde fuld frihed til at foretage langvarige ekspeditioner på land på egen hånd. Det blev afgørende opdagelsesrejser gennem den brasilianske regnskov, den argentinske pampas, Andesbjergene i Chile og naturen på Tahiti, i New Zealand og i Australien samt ikke mindst Galapagos-øerne.
  Jf.
Darwin, Charles, britisk naturforsker (udviklingslæren).   Til toppen  Til indeks


Demokrati betyder folkets medindflydelse og deltagelse i debat og valg. Selve ordet betyder blot 'folkestyre', men dette er langt fra et entydigt begreb. Demokrati i moderne forstand forudsætter højt oplysningsniveau og stor integration. Det er for simpelt at bestemme demokrati som debat eller samtale. Skal demokratiet fungere tilfredsstillende i et velfærdssamfund hvor det store flertal har nem og billig adgang til at deltage i debatten, kræver det både et højt oplysningsniveau og et højt debatniveau.
     Især er det afgørende at folk forstår den store forskel mellem de psykiske grundprocesser og specielt forstår at hverken debat eller samtale kan være givende, medmindre parterne begrænser brugen af udtryk og udtryksformer der følger lovene for de intensiverende primærprocesser. Frugtbar og givende bliver debatten og samtalen kun ved anvendelse af de vage og stabile sekundærprocesser.
     Debatten skal ikke være kedelig ved at den holder sig fra kontroversielle emner eller fra afspejling af deltagernes ægte engagement, tværtimod, men den polemiske facon der er det snævre jegs foretrukne måde at markere sine egne synspunkter på og lægge afstand til modpartens fremmer aldrig bestræbelsen på at nå frem til fælles dybere erkendelse. Og netop denne bestræbelse er forudsætningen for demokatiets udvikling. - Den polemiske facon har bredt sig med uhyggelig kraft i de senere år, bl.a. takket være mobiltelefon og sms. Det er uhyre let at komme til orde og at svine andre til og endda at gøre det i massemålestok via facebook eller twitter. Samme facon ses også i folks almindelige adfærd når de overfalder hinanden verbalt eller korporligt på grund af stridigheder om fx bilkørsel. Værre er det naturligvis når unge mænd begynder at stikke andre med knive på grund af forskellig holdning til det ene eller andet af en art der forekommer voksne bagatelagtig.
     Demokrati forudsætter sekularisering i betydningen adskillelse mellem politisk magt og religiøs magt.   
Til toppen  Til indeks


Determinismen er den filosofiske tese der siger at alle begivenheder har en årsag. Den indebærer den opfattelse at alle begivenheder dybest set indtræffer med nødvendighed eftersom de alle er betinget af en række af årsager. Der foreligger for alle begivenheder en ubrudt årsagskæde. Når vi ikke i alle tilfælde kan forudsige begivenheder, kunne grunden være, at vi blot ikke kender begyndelsestilstanden i årsagskæden.
     Determinismen som tese går helt tilbage til antikken, men først med den filosofiske opfattelse der hedder materialismen blev determinismen forbundet med et mekanistisk verdensbillede: Hele universet blev opfattet som et 'himmelsk urværk' der gik med usvigelig præcision efter at det en gang for alle var blevet sat i gang - og man kunne i princippet forudberegne ikke blot alle kendte stjerners fremtidige placering i rummet, men alle tings og begivenheders fremtid.
     Den engelske filosof Thomas Hobbes (1588-1679), der var tilhænger af denne materialisme, drog den fulde konsekvens og påstod at mennesket slet ikke havde nogen sjæl, og at alle bevidsthedsfænomener blot var hjerneprocesser der var lige så kausalt bestemte som alt andet. Som bekendt støttes denne forestilling den dag i dag af langt de fleste neurofysiologer og hjerneforskere. Og det er der for så vidt ikke noget mærkeligt i, da naturvidenskaben som sådan lige præcis har til opgave at afdække årsagssammenhængene i verden. Determinismen er derfor så at sige en helt naturlig arbejdshypotese i naturvidenskaben, men den er heller ikke andet end en hypotese. Den er ikke blevet bevist, og den kan ikke bevises.
     På etikkens område ville determinismens tese indebære, at al menneskeligt ansvar ville blive undergravet, idet filosofien hævder at alle menneskelige handlinger er kausalt bestemte, og at årsagskæderne fortoner sig uendeligt bagud. Selv de værste forbrydelser ville være bestemte af fortidige årsager som ingen enkelt person kunne gøres ansvarlig for. Ansvar er ikke destomindre en biologisk kendsgerning. Mennesket, samfundet og kulturen er vitterligt kendetegnet af at der er mennesker der påtager sig ansvar for deres handlinger, ja, menneskesamfundet ville ikke eksistere, hvis ikke flertallet af mennesker rent faktisk skelner og vælger mellem godt og ondt, og altså i det mindste på psykologisk plan er ude af stand til at gennemskue altbestemmende årsagskæder og fralægge sig personligt ansvar.
     I nyere tid har kvantemekanikken gjort definitivt op med den absolutte determinisme. Den har afdækket at der sker tilfældige ting i fysikken, hvorfor den har måttet indføre sandsynlighed i sine iøvrigt præcise beregninger. Begivenhederne i kvantefysikken sker ikke alle med deterministisk nødvendighed, men med statistisk sandsynlighed. Man kan eksempelvis ikke på samme tid afgøre en enkelt elektrons lokalitet og impuls, men man kan gennem præcise målinger - populært sagt - afgøre virkningen af et stort antal elektroners impuls.
     De såkaldte kaosteorier har ydermere påpeget at det i praksis er komplet umuligt at fastlægge, måle og beskrive et kompliceret systems begyndelsestilstand så præcist at dets videreudvikling ville kunne forudsiges. Eksempelvis er fænomener som vejret og klimaet så komplicerede systemer at deres begyndelsestilstande ikke kan bestemmes. Alle prognoger vil derfor være forbundet med stor usikkerhed. Vejrprognoser er som hovedregel kun nogenlunde pålidelige en uge frem i tiden. Klimaprognoser er slet ikke pålidelige - og derfor er den store politiske uenighed om klimapolitik i vore dag gået hen og blevet noget der mest af alt ligner gamle dages religionskrige.
     Hvad hjerneforskningen angår, kan neurofysiologien afdække så pålidelige sammenhænge mellem hjerneprocesser og bevæge- og sanseapparat at det i vid udstrækning er blevet muligt at udbedre hjerneskader efter fx trafikuheld, og den kan også på statistisk plan afgøre, hvor i hjernen forskellige sanseprocesser og tænke-processer foregår, men den kan intet stille op med egentlige sjælelige processer, og det er en illusion at den nogensinde vil komme til det. Sjælelige processer er enormt komplicerede. Kompleksiteten af processerne vil umuliggøre ethvert forsøg på af afdække 'begyndelsestilstande', og processernes hastighed vil desuden umuliggøre ethvert forsøg på at afdække de enkelte elementarsignalers sted og impuls samtidigt.

     Konsekvensen af den absolutte determinismes fald er at det ikke længere er holdbart at se bort fra sjælen og sjælelivet - hverken videnskabeligt eller eksistentielt. Sjælelivet er netop udtryk for hele den kompleksitet og uforudberegnelig som kunsten og religionen altid har beskrevet på mytisk, ikke-diskursiv vis og som i vore dage i vid udstrækning er gjort begribelig på sammenhængende og konsistent vis på dybdepsykologisk plan.
     En anden konsekvens af determinismes fald er at menneskets vilje fortsat kan betragtes som fri, hvilket ikke vil sige at alle menneskers vilje nødvendigvis altid er fri, men at mennesket som sådant har sin frihed til at vælge mellem forskellige handle- og tænkemuligheder i det omfang det er blevet bevidst om mulighederne og iøvrigt har ydre frihed til at gøre det. Mennesket er med andre ord principielt ansvarligt for sine handlinger - sådant som det er underforstået i såvel det almindelige menneskesyn som i det almindelige sprog (dagligsproget). Men forudsætningen er bevidstheden - eller 'syndefaldet': at mennesket har spist af kundskabens træ. Det sker først for alvor i puberteten - og derfor regnes børn under 15 år ikke for ansvarlige for deres handlinger i juridisk forstand.   
Til toppen  Til indeks


Djævelen eller satan - undertiden 'Den store Satan' - er et glimrende eksempel på en destruktiv side af det kollektivt ubevidste, en variant af det der kaldes skygge-arketypen, og som med Jungs ord er det farlige aspekt af den mørke halvdel af mennesket det helst ikke vil være ved. Den djævelske arketype lå bag hekseprocesserne i middelalderen, hvor det var den menneskelige seksualitet der blev stemplet som det onde selv. I vore dage ses den djævelske arketype især blandt muslimer der stempler den vestlige verden som det onde selv, både i kraft af den frie seksualitet og kvindefrigørelsen, men også i kraft af sekulariseringen, opgøret med selve de religiøse autoriteter.   
Til toppen  Til indeks


Drager og trolde og alle slags uhyrer er kreationer af det kollektivt ubevidstes mørke og farlige sider, som umiddelbart kan fremkalde stor angst fx i børns mareridt, men som kan overvindes ved frygtløshed: at turde se det onde i øjnene så det ikke fortsat huserer som fortrængte sider af sindet. Eventyr og myter fascinerer ikke mindst på grund af disse drager, trolde og hekse ved siden af heltetyperne. Dette er igen baggrunden for den succes moderne filmudgaver af fx 'Ringenes herre' har.   
Til toppen  Til indeks


Drømme er meningsfyldte og betydningsfulde udtryk for enhver form for mental aktivitet under søvntilstanden. I den vågne tilstand reagerer tanker og følelser primært på udfordring - dette at få herredømme over miljøet, at forandre dette og forsvare sig imod det. Men vi behøver ikke at se på verden omkring os hele tiden; vi ser også på vor indre verden og kan endda være udelukkende optaget af os selv og vort indre. Den vågne tilstand udfyldes af handlingens funktion. Søvnen opfyldes derimod af selvoplevelsens funktion.
     Drømme er udtryk for de irrationelle, primitive tilbøjeligheder eller tendenser i os. Men det paradoksale faktum er at vi ikke udelukkende er mindre fornuftige og mindre anstændige i vore drømme, men også kan være intelligentere, klogere og i besiddelse af bedre dømmekraft, når vi sover end når vi er vågne.
     Enhver drøm repræsenterer ifølge Jung ønsker fra fortiden, men er også orienteret mod fremtiden og har her den funktion at pege på drømmepersonens mål. "Psyke er overgang og må derfor nødvendigvis defineres under to aspekter." Fortiden kan spores i psyken, men psyken skaber også sin egen fremtid. - Medens Freud var tilbøjelig til hovedsagelig at basere sig på fri association og at forstå drømmen som et udtryk af infantile irrationale længsler, så Jung mere og mere bort fra fri association og tenderede lige så dogmatisk i retning af at tyde drømmen som udtryk for det ubevidstes visdom. - Jung gjorde gældende at "den ubevidste psyke undertiden er i stand til at erhverve en intelligens og målbevidsthed der er højere end den egentlige bevidste indsigt". Jung erklærede endvidere at dette faktum er "et fundamentalt religiøst fænomen, og at den stemme der taler i vore drømme, ikke er vor egen, men kommer fra en kilde som ligger uden for os."   
Til toppen  Til indeks


Du-forholdet er umiddelbart ifølge
Martin Buber. Der står intet begreb, ingen fantasi og ingen forudviden, hensigt, begær eller begæring imellem Jeg'et og Du'et. Dette er hvad alle oplever i forholdet til et spædbarn, og hvad spædbarnet oplever i forhold til moderen. Og det er hvad ethvert forelsket menneske oplever i forholdet til den anden. Ethvert middel bliver en hindring; enhver bevidsthed ødelægger umiddelbarheden, enhver analyse af situationen gør umiddelbarheden umulig.   Til toppen  Til indeks


Dynamik i verden og i tilværelsen ligger i energien i verden - hvad enten denne er af fysisk eller psykisk art. For menneskets og dermed historiens vedkommende er det legende, det eksperimenterende, provokerende og transcenderende af afgørende betydning og værdi.   
Til toppen  Til indeks


Den dynamiske faktor i kultur- og samfundsudviklingen er de komplementære, logisk uforenelige modsætninger mellem ånd og materie, mellem frihed og lighed, mellem frihed og tryghed, mellem retfærdighed og barmhjertighed, mellem transcendens og immanens og mellem evighed og timelighed. Og disse faktorer er den oplyste middelklasse bedst til at værdsætte og håndtere. Men det bør understreges at det ikke er komplementariteten som sådan der bevirker dynamikken, men energierne i selve modsætningerne.   
Til toppen  Til indeks


Eksistens-aksiomet: Eksistens er en uafladelig realitetsprøvelse, der består i at få vores indre forestillinger om tilværelsen til at passe med de på vore sanseerfaringer beroende forestillinger om den ydre verden. Vi eksisterer ikke, fordi vi alene tænker, fordi vi alene sanser, alene synger og danser eller fordi vi alene lever i fællesskab med andre, men vi eksisterer, fordi vi er jordiske individualiteter med sansende krop, fornemmende sjæl og tænkende bevidsthed, sat blandt ligedannede medmennesker der lever i samfund med sprog, som altsammen igen befinder sig i et univers, hvis subjektive centrum er os selv.   
Til toppen  Til indeks


Eksistenssandheder er sandheder om den indre verdens kvalitative og meningsmæssige fænomener, hvis fakticitet aldrig kan bevises eller verificeres gennem håndgribelighed, simpel måling eller dokumentation. De adskiller sig markant fra
genstandssandhederne der gælder de faste genstande i den ydre verden og som er forudsætningen for dannelsen af genstandsbevidstheden i den menneskelige hjerne hos spædbarnet. Eksistenssandhederne anses derfor i almindelighed for mindre reelle og mindre empiriske end de kvantitative genstandssandheder, men det er en fejlslutning. Det er alene erfaringsmåden der er vidt forskellig. De indre, kvalitative sandheder erfares udelukkende gennem introspektion - og er altså i den forstand subjektive. Dette får den største betydning for sprog og kommunikation, for eksistenssandheder formidles kun fra menneske til menneske gennem den sproglige kommunikation, og denne formidling vil altid kræve genkendelse eller indlevelse. Man kender hvad det andet menneske taler om fra sig selv, eller man kan leve sig ind i hvad det andet menneske føler, fornemmer, tror og mener. Men man kan aldrig være sikker på at det man tror at føle og fornemme er det samme i begge tilfælde. Man kan med andre ord aldrig se bort fra erfaringens subjektivitet. Til gengæld kan man få udvidet sin åndelige horisont og samtidigt forstå at menneskets indre verden er langt rigere end den ydre.   Til toppen  Til indeks


Eksistens og videnskab er to forskellige ting. Forholdet mellem naturvidenskaben og vores eksistensforståelse kan umiddelbart se ud til at være et forholmd mellem fuldstændigt uforenelige størrelser, hvad der da også er grunden til at langt de fleste mennesker holder sig til den mest enkle og solide, nemlig naturvidenskaben, og betragter den anden side om mere eller mindre suspekt eller fantasifuld. Men dybest set er forholdet komplementært. Det vil sige at den tilstræbt objektive eller subjektuafhængige og principielt distancerede betragtning af verden eller naturen og dens mange enkeltfænomener er diametralt modsat den selvfølgelige, subjektafhængige og indforståede betragtning af tilværelsen, men samtidigt at ingen af dem kan undværes, hvis vi både vil opretholde et praktisk-realistisk billede af verden og bevare en grundliggende opfattelse af verden som meningsfuld og sammenhængende.
     Videnskaben bygger groft sagt på objektivitet og distance, eksistensen derimod på subjektivitet, nærvær og symbiose. I videnskaben ser man på alle fænomener udefra, man betragter alt som ting eller genstande og oftest i deres adskilthed fra helheden; i eksistensen lever man derimod midt i fænomenerne og må til hver en tid forholde sig personligt og deltagende til dem.
     Naturvidenskab kan i virkeligheden ikke sige det fjerneste om virkeligheden som helhed, men kan dog nøgternt konstatere, at vores psyke uden videre går ud fra og til stadighed vedligeholder den opfattelse at virkeligheden ikke bare udgør en helhed, men danner en meningsfuld helhed, hvor 'mening' vel at mærke ikke skal forstås som et sprogligt defineret begreb der kan fortolkes, men som umiddelbar kendsgerning der opfattes intuitivt uden intellektets hjælp og som noget selvfølgeligt.
     Dybdepsykologisk set beror de to modstridende opfattelser på at vi alle lever på to forskellige slags psykiske grundprocesser, nemlig de primære, som er medfødte og før-sproglige, og de sekundære som er tillærte og betjener sig af ord, begreber, sondringer og logik. Uanset den systematiske udvikling af sekundærprocesserne gennem hele livet (sprogligt, skole- og uddannelsesmæssigt, socialt, erhvervsmæssigt og politisk m.m.) vedbliver vi alle på det eksistentielle plan at være bestemt af primærprocessernes umiddelbare forestillinger om helhed, mening og symbiose. Glipper disse forestillinger havner vi ikke i en eller anden ønskværdig rationalisme eller nyttemoralisme, men i sindssyge eller dyb depression (fortvivlelse).
     Udfordringen for vores kultur i dens nuværende stadium er, at naturvidenskaben og dens måde at tænke på efterhånden - og helt i strid med kendsgerningerne - har fået status som den eneste fornuftige, rationelle og korrekte måde at forholde sig på i den daglige praksis med al dens nytte og formålsbestemthed. Alt andet betragtes som noget følelsesmæssigt af mere eller mindre underordnet værdi der oven i købet ofte tenderer direkte mod metafysik og overtro. Denne naturvidenskabelige ringeagt for værdierne betyder, at eksistensforståelsen i høj grad forsømmes som selvstændigt erfaringsområde for alt det naturvidenskaben ikke kan sige noget seriøst om, nemlig 'meningen' med tilværelsen. Og da ingen kan leve uden denne umiddelbare 'mening', bliver resultatet at flertallet eksistentielt set render mere eller mindre forvirrede rundt og blandt andet bliver modtagelige for æsteticismens oplevelsesjag, paradoks-magernes leg med ord og begreber, dogmereligionernes og ismernes absolutte læresætninger, og videnskabsjournalisternes halve sandheder der får lov at fylde op i medierne, fordi redaktørerne heller ikke véd bedre.   
Til toppen  Til indeks


Eksistensens egentlige skillelinje går mellem nærvær og genstand og ikke mellem erfaring og ikke-erfaring, Som Martin Buber slår fast i sin eksistentialistiske dialogfilosofi. Alt virkeligt liv er møde, siger han derfor. Og Du'et møder mig af nåde. Ved at søge det, finder man det ikke. Men at jeg udsiger grundordet 'Jeg-Du' er mit væsens gerning. Ved at møde Du'et træder jeg ind i det umiddelbare forhold. Dette virkelige nærvær med dets fylde eksisterer kun for så vidt der er nærværelse, møde, forhold.
    
Martin Buber kommer ind på den oprindelige forholdsbegivenhed hos såvel barnet som det primitive menneske. Og han siger klart, at Jeg-Du-forholdet er før Jeg-erkendelsen, hvad der svarer til at meningen i tilværelsen altid tidsmæssigt kommer før genstands- og jeg-bevidstheden - sådan som det hævdes andre steder på disse sider som noget fundamentalt for al eksistens. Hos barnet bliver det klart og utilsløret, siger Buber, at grundordenes åndelige realitet stammer fra en naturlig realitet: grundordet Jeg-Du's realitet fra samhørighed med naturen, grundordet Jeg-Det's realitet fra adskillelsen fra naturen. I begyndelsen er simpelthen forholdet - som det medfødte Du, som forholdets a priori.
     Verden lader sig altså ifølge Buber nok erfare, men det kommer den ikke nærmere ved. Nærhed kommer kun ved det umiddelbare forhold til noget andet, som udtales med grundordet 'Jeg-Du'. Men dette skal ikke forstås sådan, at forholdets verden udelukkende er et forhold til andre mennesker. Den omfatter også forholdet til naturen såvel som til det Buber kalder 'de åndelige væsenheder', således at der er tale om tre livssfærer: Livet med menneskene der er åbenbart og betjener sig af sproget. Livet med naturen der er mere dunkelt og ligger under sprogets tærskel. Og livet med det åndelige der også er ret dunkelt og til at begynde med sprogløst, men som skaber sproget.
     Erfaringsverdenen er af objektiv karakter. Den kan udtrykkes ved lovmæssigheder, ja matematik. Den kan klassificeres, artsbestemmes, analyseres osv. Men der er ingen gensidighed. For i det øjeblik man får et fortroligt og nært forhold til naturen omkring én, træder man ind i det subjektive forhold til den. Der er reelt tale om to forskellige måder at opfatte verden og eksistensen på. De udelukker hinanden som samtidige fænomener, men kan udmærket veksle. Og de er begge uundværlige. Buber selv kalder verden tvefoldig, men han kunne lige så vel have kaldt de to eksistentielle tilgange til verden for komplementære.
     Det afgørende er at træder man ind i et forhold til et andet menneske, til naturen eller til det åndelige, så er man uden for den kølige erfaring og siger du. Træder man ud af forholdet, så vender man straks tilbage til erfaringen og kan sige 'det' eller 'han' eller 'hun' om det objektivt erfarede fænomen.
     Forholdet til Du'et er umiddelbart. Der står intet begrebsligt, ingen fantasi og ingen forudviden, hensigt, begær eller begæring imellem Jeg'et og Du'et. Dette er hvad alle oplever i forholdet til et spædbarn, og hvad spædbarnet oplever i forhold til moderen. Og det er hvad ethvert forelsket menneske oplever i forholdet til den anden. Ethvert middel bliver en hindring; enhver bevidsthed forstyrrer eller ødelægger umiddelbarheden, enhver analyse af situationen gør umiddelbarheden umulig.
Til toppen  Til indeks


Eksistentialismen var oprindeligt upolitisk, men blev mere og mere politiserende med studenter- og ungdomsoprøret fra og med 1968. Ikke mindst hos
Sartre. Det absurde skulle ikke blot forstås metafysisk, men nu også politisk og økonomisk. Og da det store flertal lod sig manipulere med, kunne de intellektuelle blive avantgarden, så meget mere som viljen eksistentialistisk set var det afgørende i tilværelsen. Man ville erobre de borgerlige bastioner. Den politiske romantik tørstede efter dåd og handling. Trylleordet hed 'dialektik'; det blev samlebetegnelsen for den ideologiske 'opskrivning' af studenternes irritation over forældrenes autoritet, det manglende fortidsopgør, boligværtindernes formynderi, den offentlige nærtrafik, den traditionelle kønsadfærd, studiebetingelserne, læreplanerne og strukturerne på læreanstalterne. Dialektikken knyttede de rebelske studenter til de arve- og retsløse i den tredje verden. Hele den vestlige verden blev smittet af opbrudsfølelse eller følelse af et stort epokebrud. Herbert Marcuse talte om 'den store vægring' mod det falske system og dets endimensionale menneske.   Til toppen  Til indeks


Den ekstroverterede mennesketype er generelt præget af at han på godt og ondt tænker, føler og handler sådan at han er i umiddelbar overensstemmelse med de objektive forhold og disses krav. Han lever sådan at objektet som determinerende faktor tydeligvis spiller en større rolle i hans bevidsthed end hans subjektive anskuelse. Han forventer aldrig at støde på nogen som helst form for ubetingede faktorer i sit eget indre, da han kun kender sådanne uden for sig selv. Han er relativt gnidningsfrit tilpasset de givne forhold og har ikke andre fordringer end at udfylde de objektivt givne muligheder, altså fx at tage det arbejde der frembyder passende udsigtsrige muligheder for ham. På den anden side tager han i alt for ringe grad hensyn til eksistensen af sine subjektive behov og fornødenheder. - Grundtypen kan ligesom den introverterede type opdeles i fire undertyper, hvoraf to er rationelle og to irrationelle.
  Jf.
Jung, C.G..   Til toppen  Til indeks


Den ekstroverterede (rationelle) tænketype er ifølge Jung et menneske der stræber efter at gøre alle sine livsytringer afhængige af intellektuelle slutninger der i sidste instans altid orienterer sig efter det objektivt givne, enten efter objektive kendsgerninger eller almengyldige ideer. Denne type tilkender den objektive virkelighed - respektive en objektivt orienteret intellektuel formel - den udslaggivende magt, ikke blot i relation til sig selv, men også i relation til omgivelserne. Med denne formel måles godt og ondt, og bestemmes smukt og grimt. Rigtigt er alt hvad der stemmer overens med denne formel, urigtigt alt hvad der er i modstrid med den. Tilfældigt er alt hvad der løber neutralt ved siden af den. Da denne formel synes i overensstemmelse med verdens mening, bliver den også til universel lov, som altid og overalt må nå til virkeliggørelse. - Som eksempel på denne type nævner Jung naturforskeren Charles Darwin. - Både den ekstroverterede tænketype og den ekstroverterede føletype er rationelle fordi de er karakteriseret ved 'de fornuftige dømmende funktioners primat'. Det gælder for begge typer at deres liv i høj grad er underlagt den fornuftige dom.   
Til toppen  Til indeks


Den ekstroverterede (rationelle) føletype lever efter sin følelses rettesnor. I normale, ikke-ekstreme tilfælde har følelserne personlig karakter, skønt det subjektive allerede i høj grad er blevet undertrykt gennem opdragelse/tilpasning. Følelserne er i pagt med de objektive situationer og de almengyldige værdier. Dette viser sig ifølge Jung intetsteds tydeligere end i det såkaldte partnervalg. Den 'passende' mand elskes - og ikke nogen anden, og passende er han fordi han i stand, alder, formuenhed, højde og familierespektabilitet svarer til alle fornuftige fordringer. Kvinder af denne type er gode livsledsagersker for deres mænd og gode mødre, så længe manden og børnene besidder den almindeligt gængse psykiske konstitution. Kvinder af denne type værdsætter og elsker alt hvad der er godt ud fra en objektiv vurdering - alt andet synes blot at eksistere uden for hende selv. - Både den ekstroverterede tænketype og den ekstroverterede føletype er rationelle fordi de er karakteriseret ved 'de fornuftige dømmende funktioners primat'. Det gælder for begge typer at deres liv i høj grad er underlagt den fornuftige dom.   
Til toppen  Til indeks


Den ekstroverterede (irrationelle) sansetype har en sansning eller perception der fortrinsvis determineres af objektet, og de objekter der udløser den stærkeste sansning er udslaggivende for individets psykologi. Derigennem opstår en udtalt sanselig binding til objekterne. Sansningen er en vital funktion udrustet med den stærkestes livsdrift. Værdikriteriet er selve sansningsstyrken. Der findes ifølge Jung ingen anden menneskelig type der med hensyn til realisme svarer til den ekstroverterede sansetype (men her skal realisme lidt problematisk opfattes som 'umiddelbar realisme'). Hans sans for objektiv realitet er overordentligt udviklet. I sit liv ophober han reale erfaringer med det konkrete objekt, og jo mere udpræget typen er, desto mindre gør han brug af sin erfaring. Det han sanser, tjener højst som vejledning til nye sansninger, og alt nyt som træder inden for hans interessesfærer er erhvervet ad sansningens vej og skal tjene dette formål. Tilsyneladende er disse mennesker 'fornuftige', men i virkeligeden er de det slet ikke, da de i lige så høj grad er underkastet sansningen af irrationelle tilfældigheder som af rationelle lovmæssigheder. Denne type kan derfor betragtes som 'den håndgribelige virkeligheds menneske' uden tilbøjelighed til refleksioner (og herskerhensigter). Han er hyppigt et muntert og elskværdigt menneske. Men jo mere sansningen dominerer, jo ubehageligere kan et sådant menneske være. Han kan i værste fald udvikle sig til et råt nydelsesmenneske eller til en skrupelløs, raffineret æstet. - Typen er irrationel i og med at den ikke baserer sin gøren og laden på fornuftsvurderinger, men på iagttagelsens absolutte styrke. Typens opmærksomhed er rettet mod det der slet og ret forekommer, uden at være underlagt nogen vurderings udvælgende indflydelse. De er ikke 'ufornuftige', men empirisk indstillede.   
Til toppen  Til indeks


Den ekstroverterede (irrationelle) intuitive type befinder sig aldrig dér hvor almindeligt anerkendte virkelighedsværdier findes, men altid dér hvor der er muligheder til stede. Han har en fin næse for alt spirende og for alt der har fremtidsudsigter. Han befinder sig aldrig vel i stabile, gennem lang tid opretholdte og veletablerede forhold af almindelig anerkendt, men begrænset værdi. Den intuitive funktion er repræsenteret ved en vis forventnings-indstilling, en anskuen og en skuen ind i noget, og det er altid først det efterfølgende resultat der kan vise i hvor høj grad der bliver skuet ind i noget og hvor meget der virkelig hørte til objektet. Intuitionen formidler i første omgang blot billeder eller anskuelser af relationer og forhold som ved hjælp af andre funktioner enten slet ikke eller kun ad store omveje ville kunne opnås. Disse billeder har værdi som bestemte indsigter som har udslaggivende indflydelse på handlingerne. Typen er irrationel i og med at den ikke baserer sin gøren og laden på fornuftsvurderinger, men på iagttagelsens absolutte styrke. Deres opmærksomhed er rettet mod det der slet og ret forekommer, uden at være underlagt nogen vurderings udvælgende indflydelse. De er ikke 'ufornuftige', men empirisk indstillede.   
Til toppen  Til indeks


Elektromagnetismen er den fysiske fundamentalkraft der blev opdaget af
H.C. Ørsted i 1820. Lovene for elektromagnetismen blev dog først langt senere entydigt matematisk formuleret i 'Maxwell-ligningerne'. J.C. Maxwell formulerede selv den ene (Ampères lov).
     I relativitetsteorierne opererer man ikke med elektriske og magnetiske felter hver for sig, men med et forenet elektromagnetisk felt.
     De elektromagnetiske fænomener er ifølge Encyklopædien elektrodynamiske, hvad der betyder at de er knyttet til felternes tidsvariation. Men det centrale her er det forhold at der er knyttet energi til alle elektriske og magnetiske felter.
     Elektromagnetisk stråling er netop energi eller impuls der udbredes som tidsvarierende elektriske og magnetiske felter. Udbredelseshastigheden er næsten 300.000 km/s i det tomme rum - og frekvensområdet er enormt. Spektret indeholder mange slags stråling (med forskellig frekvens og bølgelængde) - fra radiobølger, mikrobølger, infrarøde bølger, synlige bølger, ultraviolette bølger til røntgen og gammastråling.   Til toppen  Til indeks


Elias (800-tallet f. K.) udråbte Jahve til enehersker over Israel og fik blandt jøderne et ry på næsten samme niveau som Moses, og han indvarslede gennem sin 'forklarelse' de senere profeter. Han var både mirakelmager og helbreder, men først og fremmest en revser af al afgudsdyrkelse, navnlig Baal-dyrkelsen. Han udpegede Elisa til sin efterfølger og steg derefter til himmels i en ildvogn, et motiv der ligesom den brændende tornebusk har fængslet mange kunstnere gennem tiderne. I begge tilfælde ses ilden klart som en intens energi der er nært forbundet med gudsforestillingen og skal omgås med allerstørste respekt.   
Til toppen  Til indeks


Emergens-aksiomet: Til en realistisk opfattelse af virkeligheden hører erkendelsen af, at udviklingen i vor del af universet går imod det ukendte, uforudsigelige og statistisk set mindst sandsynlige. Udviklingen går med andre ord imod entropien. Det betyder historisk set, at der med jævne mellemrum dukker nye muligheder og foreteelser op, som ikke har været set eller erkendt tidligere. Herpå beror fremskridt i forskning, teknologi, samfundsliv og bevidsthedsniveau.   
Til toppen  Til indeks


Emergens er nydannelsesfænomenet i historien (og biologien) som må accepteres som et væsentlig og uundgåeligt resultat i historien. Det er ikke muligt for et menneske, en familie, en klan, en stamme, eller en nation at blive stående på et én gang nået stadium. Der vil altid være en fremdrift eller et fremskridt, der bevæger sig mod noget nyt, og som vel at mærke også medfører nye fænomener og strukturer som aldrig har været set før. Emergensen undergraver totalt illusionen om en determineret udvikling. Eksistensen er at opfatte som en vedvarende tilblivelse lige indtil stagnation, forfald, sygdom, senilitet eller død forhindrer den.   
Til toppen  Til indeks


Emergens og biologi hører uløseligt sammen, og dette betyder at al reduktionistisk biologi bliver uholdbar. Biologien må ses som et ekspansivistisk fænomen. Og dens ubetinget største frembringelse er mennesket og menneskekulturen, således som de mytiske skabelsesberetninger fortæller om.   
Til toppen  Til indeks   Til toppen  Til indeks


Empiri-aksiomet: Kun en erkendelse der er baseret på solid erfaring er holdbar i realitets-prøvelsen, men solid erfaring kan være resultat af såvel sanseerfaring af den ydre verden som bevidsthedserfaring af den indre verden. Selve soliditeten afhænger primært af erfaringernes stabilitet, dvs af at de beror på de psykiske sekundær-processer. Realitetsgraden derimod afhænger af erfaringernes overensstemmelse med den ydre verdens beskaffenhed. Her spiller objektiviteten i betydning subjekt-uafhængigheden en afgørende rolle.


Entropi er udtryk for at naturen eller universet varme- eller energimæssigt set bevæger sig hen imod størst uorden, dvs hen imod den største sandsynlighed i termo-dynamisk forstand. - Da den samlede energi er konstant (varmelærens første hovedsætning), er den samlede entropi også konstant. Men energiomsætningen i universet betyder at mere og mere energi bliver til irreversibel varmeenergi og at udviklingen i ethvert lukket system som fx solsystemet går mod 'varmedøden', dvs mod den mest sandsynlige tilstand eller ligevægtstilstanden hvor der ikke længere findes energiomsætning, og dette er varmelærens anden hovedsætning.   
Til toppen  Til indeks


Entusiasme eller intuitive indsigter på erkendelsens, herunder også naturvidenskabens område, forudsætter ud fra forståelsen af de psykiske grundprocessers lovmæssighed suspension af et menneskes nøgternhed, så længe de står på. Og selv om oplevelsen af disse ofte berigende sindstilstande efterfølgende kan beskrives nøgternt og fx for intuitive indsigters vedkommende føre direkte til særdeles rationelle, konsistente og praktisk relevante fortolkninger eller forpligtelser, så kræver nøgternheden her noget helt anderledes radikalt end i fysikken, nemlig et særdeles godt kendskab til såvel dybdespykologien generelt som egen psykes specielle struktur.   
Til toppen  Til indeks


Erfaringsverdenen er af objektiv karakter. Den kan udtrykkes ved lovmæssigheder, ja matematik. Den kan klassificeres, artsbestemmes, analyseres osv. Men der er ingen gensidighed mellem erfaring og nærvær. For i det øjeblik man får et fortroligt og nært forhold til naturen omkring én, træder man ind i det subjektive forhold til den. Der er reelt tale om to forskellige måder at opfatte verden og eksistensen på. De udelukker hinanden som samtidige fænomener, men kan udmærket veksle. Og de er begge uundværlige.
Martin Buber kalder verden tvefoldig, men han kunne lige så vel have kaldt de to eksistentielle tilgange til verden for komplementære. - Det afgørende er at træder man ind i et forhold til et andet menneske, til naturen eller til det åndelige, så er man uden for den kølige erfaring og siger 'du' i stedet for 'det'. Træder man ud af forholdet, så vender man straks tilbage til erfaringen og kan sige 'det' eller 'han' eller 'hun' om det objektivt erfarede fænomen.   Til toppen  Til indeks


Erkendelse og erfaring. Kun en erkendelse der er baseret på solid og stabil erfaring er holdbar i realitetsprøvelsen, men solid og stabil erfaring kan være resultat af såvel sanseerfaring af den ydre verden som bevidsthedserfaring af den indre verden.   
Til toppen  Til indeks


Den erotiske lyst er en væsentlig del af den menneskelige seksualitet. Den gamle betegnelse 'kødets lyst' dækker over en meget uheldig opfattelse af seksualiteten som en rent legemlig funktion der intet har med sjælelivet at gøre eller ligefrem står i modsætning til sjæleliv. Den seksuelle lyst kan unægteligt være en snæver lyst til blot at opleve seksuel udløsning, og den blotte udløsning kan igen medføre det der i samme terminologi kaldes 'sjælens ubodelige ensomhed' eller med latinske ord kaldes 'post coitus, anima triste', dvs efter samlejet er sjælen trist.   
Til toppen  Til indeks


Etik, kunst, historie og religion er i dag kendetegnet af at man er tvunget til introspektion og den hermed forbundne mulighed for indlevelse i andres tankegang og følelsesliv for overhovedet at kunne opnå nøgtern iagttagelse og beskrivelse af fænomener som eksempelvis oplevelsen af et stykke musik, en moralsk forpligtelse, en folkelig bevægelse som Solidaritetsbevægelsen i Polen eller et individuelt religiøst kald, en profetisk virksomhed eller fx den katolske kirkes funktion i Polen under det kommunistiske styre. Al nøgternhed vil fortsat være baseret på sekundærprocesserne og dermed korrespondensen til den daglige erfaring, og al objektivitet vil fortsat være et spørgsmål om erfaringer der er fælles for mange og principielt kunne være fælles for alle, men rent faktisk er kunstneriske, etiske, historiske og religiøse erfaringer yderst sjældent om overhovedet nogensinde fælles for alle. Fortolkningerne af dem endnu mindre.   
Til toppen  Til indeks


EU - den Europæiske Union (eller indtil 1997 EF, det Europæiske Fællesskab) tilsluttede Danmark i 1972, idet et flertal af danskerne accepterede at Danmark ikke var stort og stærkt nok til at klare sig selv uden for det økonomiske fællesskab som dominerende vesteuropæiske lande som Tyskland, Frankrig og Italien havde skabt, og som også Storbritannien tilsluttede sig. Siden kom Spanien, Grækenland, Sverige og Finland med - og pr. 1. maj 2004 yderligere otte østeuropæiske lande, foruden Malta og Cypern. EU er efterhånden blevet en så selvfølgelig organisation, at modstanden mod medlemsskabet er blevet stadig svagere. Selv gamle modstanderpartier har forladt den tomme protestlinje og bevæget sig ind i realiteternes verden, hvor det betyder mere at skaffe sig indflydelse end at holde fast ved en forældet dogmatisk nationalisme. Men problemet er nu i det 21. århundrede at EU-kommissionen i årevis har arbejdet systematisk for en mere og mere centralistisk linje, der dels strider mod organisationens oprindelige idé om et 'Fædrelandenes Europa', dels vækker større og større folkelig modstand. Der er simpelthen opstået en enorm kløft mellem folk og elite i EU.
     Udvidelsen er den helt naturlige konsekvens af Murens fald, selvom den tog alt for lang tid. Og den blev ikke uden problemer. Der er fortsat stor uenighed om ny forfatningstraktat og den kommende magtfordeling og -struktur.   
Til toppen  Til indeks


Den europæiske kultur har mange tråde bagud i tid i hele sin udformning og udvikling, det gælder således både kristne og ikke-kristne, herunder romerske, hellenistiske, persiske, islamiske og jødiske og ikke at forglemme nordiske tråde. I nyere tid er særligt den islamiske tråd forstærket som følge af indvandringen. Men stærkest står naturligvis kristendommen, fordi den kristne religion blev statsreligion i Romerriget allerede i 380 og i århundrederne derefter i land efter land op til omkring år 1000, hvor praktisk taget alle områder af Europa var blevet kristnede. Det betød, at den katolske kirke, som blev ledet fra Rom, fik enorm indflydelse på den verdslige magt, men også, at den moralsk og åndeligt blev den dominerende folkelige og elitære tro.
     Den katolske kirke blev splittet i en østlig og vestlig retning i henholdsvis den græske og russiske ortodokse kirke og den romersk katolske, en splittelse der blev endeligt stadfæstet i 787. Hertil kom i begyndelsen af 1500-tallet den lutherske reformationen, der gjorde de nordeuropæiske lande protestantiske. Det betød 'det almindelige præstedømmes' indførelse: Enhver er i princippet præst for sig selv i et direkte gudsforhold, uafhængigt af det biskoppelige hierarki. Men det kristne evangeliums grundlæggende tanker om det enkelte menneskes værdi og om barmhjertighedens store betydning for menneskelivet blev udslaggivende for al senere europæisk menneskeopfattelse og socialforståelse. Først med naturvidenskabens, oplysningstidens og evolutionsteoriens fremkomst skete der en afgørende ændring i kirkens stilling i kulturlivet. Kirken tabte kulturkampen, fordi den holdt på dogmer der i hvert fald i sin udformning syntes i fundamental strid med naturvidenskaben, og fordi den totalt fejlede i at give evangeliet en tidssvarende symbolsk fortolkning. Danmark blev ingen undtagelse.   
Til toppen  Til indeks


Fader og moder er dobbeltydige ord: de går på såvel den enkeltes konkrete eller biologiske fader og moder som den arketypiske fader og moder, derfor er det en fatal misforståelse - som ungdomsoprørets 68-generation gjorde sig skyldig i - at forsøge at afskaffe fader- og moderrollen ved at afskaffe ordene til fordel for de konkrete egennavne.   
Til toppen  Til indeks


Fagsprog er opstået som naturlig konsekvens af arbejdsdelingen i samfundet. Det at beherske et fag kræver viden om en lang række detaljer som har sine egne betegnelser som følgelig må læres. Der er visse fællestræk inden for fagsprog for bønder, andre for håndværkere og atter andre for embedsmænd og funktionærer. Men grundlæggende er fagsprogene specielle for hvert fag og hvert speciale inden for de enkelte fag. Når det gælder videnskabelige discipliner blever udviklingen af special-terminologi endnu tydeligere. Akademikere får særdeles rige og nuancerede fagsprog der først og fremmest gør det muligt for forskerne at gøre landvinding efter landvinding i forskningen, men samtidigt gør det sværere og sværere for udenforstående at begribe resultaterne. I naturvidenskab og økonomi benyttes matematikken i så stor specialiseret udstrækning, at det stort set er umuligt for lægfolk at følge eksperternes udredninger og argumentation. Der skabes allerede her betydelig afstand mellem eliten og folket. - Fagsprogene er helt nødvendige i udforskningen af verden, naturen, samfundet og mennesket, fordi forskningen afhænger af stadigt finere nuanceringer og sondringer i begreberne og af en stadigt højere grad af matematisk generalisation. Men for fagsprog såvel som for jargon og slang gælder at ordene - bortset fra de matematiske begreber - i vid udstrækning er tidsbestemte og i den forstand flygtigere end dagligsproget.   
Til toppen  Til indeks


Familien har som begreb og socialt fænomen i flere årtier stået for skud som et mere eller mindre repressivt system af borgerligt tilsnit, men det er umuligt at komme til livs. Der er mange skilsmisser nu om dage i de vestlige samfund, men familien er fortsat den foretrukne ramme om parforhold med børn. - En hovedindvending mod familien synes at være dens lukkethed. Denne prøvede ungdomsoprøret at modarbejde gennem kollektiver, men kendsgerningen er at flertallet fortsat foretrækker den snævre familie med de nære personlige relationer. En lang række forhold er medvirkende til denne indstilling. Familien giver mulighed for den fred og beskyttelse af privatlivet som de fleste mennesker foretrækker, men det primære er selve nærværet.
     Familielivet giver en nærkontakt mellem medlemmerne og generationerne som ingen anden social organisation er i stand til at give. Specielt giver familielivet de bedste muligheder for den nærkontakt børn ønsker med deres mor og far. Familien giver mulighed for regulering af den kontakt den ønsker til andre familier og omgivelserne i det hele taget. Familien giver meget stor frihed til indretning af boligen - hvad enten den er stor eller lille, med eller uden have og til leje eller eje. Og det er en frihed de fleste værdsætter. Det ses ikke mindst af udbredelsen af ejerboliger og disses ustandselige ændringer med tilbygninger og ombygninger.
     Problemerne med familien er dog ikke til at komme udenom. Børnene har ikke valgt deres forældre selv, og forældrene heller ikke altid deres børn. Forældrenes seksualliv, fritidsliv og karriere skal fungere sideordnet med livet med børnene. Stress øger problemerne. Der bliver ikke altid den optimale tid til børnene. Børn i vore dage har i de fleste tilfælde trygge kår, men de savner ofte forældrenes fulde nærvær og opmærksomhed.   
Til toppen  Til indeks


Far-arketypen er ligesom mor-arketypen væsentlig for begge køn, og derfor er det temmelig latterligt at der hos 68-generationen var en udtalt tendens til at de i et forståeligt oprør mod alle autoriteter afskaffede betegnelserne far og mor i deres familier. Den slags er umuligt og giver kun forvirring. For 'far' og 'mor' er både individets personlige forældre og kollektivets arketyper.   
Til toppen  Til indeks


Fejlbarlighed. "Det er menneskeligt at fejle" er en sætning som stammer fra kirkefaderen Hieronymos i det 4. århundrede og endda går tilbage til den store romerske retoriker Cicero. Den fulde latinske form lyder: Errare humanum est, sed in errore perseverare turpe est, og det betyder "At fejle er menneskeligt, men at fremture i fejlen er skændigt". Den senere kirkefader Johannes Chrysostomos (Gyldenmund) omformede sætningen til: "Det er menneskeligt at synde, men at fremture er sandeligt djævelsk" (Humanim enim est peccare, diabolicum vero perseverare). Så der er hverken noget nyt i at mennesket er fejlbarligt eller i at det er er moralsk forkert at fremture.
     Men man kan se anderledes på det, og det gør mangemilliardæren, storspekulanten og filantropen
George Soros ud fra den erfaring at det i vidt omfang slet ikke er muligt at undgå fejl. George Soros opererer med to typer af fejlbarlighed, en moderat og en radikal.
     Den moderate fejlbarlighed er den 'officielle' der hører med til ideen om refleksivitet og begrunder såvel en kritisk tænkning som et åbent samfund, og som ligger i det simple forhold at der kan være uoverensstemmelse mellem tænkningen og kendsgerningerne, således at handlinger får utilsigtede og overraskende konsekvenser. Der sker afvigelser fra det normale og forventelige - og dette kan sætte gang i ny erkendelse. Desuden gælder at vores forståelse af naturen altid er ufuldkommen, således at det altid er muligt at erhverve bedre og bedre forståelse, og dette vil netop ske gennem erkendelse af fejl og fejlbarlighed. Dette er grundprincippet for 'det åbne samfund' som modsætning til det lukkede og totalitære samfund.
     Den radikale fejlbarlighed er grundlaget for Soros personlige verdensanskuelse, historieteori og adfærd både som økonom og som filantrop. Og den postulerer at alle menneskelige tankekonstruktioner på en eller anden måde har en brist, hvad enten de nu befinder sig i dunkle afkroge af vores tænkning eller de kommer til udtryk i den ydre verden i videnskaber, ideologier eller institutioner. Bristen kan manifestere sig i indre inkonsistens, i inkonsistens med den ydre verden eller inkonsistens med det formål vore ideer skulle tjene. Vi længes ganske vist efter fuldkommenhed, varighed og den endegyldige sandhed. Men kendsgerningen er at vi ikke kommer i nærheden af fuldkommenhed eller endegyldige sandheder. Til gengæld giver livet os en chance for at forbedre vores forståelse af verden og derigennem også verden selv.
     På det mere filosofiske plan påpeger Soros en afgørende forskel mellem værdien af en hypotese i henholdsvis videnskabens og markedets verden. I videnskabens verden er værdien af en hypotese uhåndgribelig, men på markedet kan den direkte aflæses på overskud og tab. Den behøver ikke at være sand for at skabe overskud. Det er tilstrækkeligt at den bliver accepteret på markedet. Soros satsede derfor bevidst på mangelfulde hypoteser som kunne vinde generel tilslutning - forudsat at han kendte hypotesens svage punkt. Dette gav ham nemlig mulighed for at sælge i tide. Og dette resulterede i den sidste ende i at han spekulerede sig til en gigantisk formue.
     Men hypotesen har en radikal fejl, påpeger Soros: den er sandsynligvis slet ikke sand i sin nuværende form. Den kan tværtimod videreudvikles og gives "en form der med større autoritet kan gøre krav på at være sand", som han skriver. Og det ligger i refleksivitetsbegrebet. Hvad der er en optimal fremgangsmåde på det ene tidspunkt, behøver ikke at være det på et andet. Dette er ganske vist en svær idé at arbejde med i praksis, skriver han, men det er en frugtbar idé. Mangelfulde konstruktioner kan være frugtbare fejlslutninger, hvis de til at begynde med har en fordelagtig effekt. Men man skal altid være opmærksom på hvor længe effektens fordelagtighed varer. George Soros konkluderer at idéhistorien er sammensat af frugtbare fejlslutninger og ikke af paradigmer som andre taler om.   Til toppen  Til indeks


Folkeligheden er det subjektive udtryk for at der med romantikkens friheds- og nationalfølelse dukker et begreb om 'folket' op som modsætning til stænder, klasser og elitære magtinstanser. Tilsvarende tales om folkeviljen eller almen-viljen til forskel fra enkeltmenneskers eller enkeltklassers vilje. Romantikken opererer også med begrebet 'folkekarakter' eller 'national-karakter' i analogi med individets karakter. Begrebet er ikke anvendeligt i de samfundsvidenskaber der kun anerkender naturvidenskabelige arbejdsmetoder. Begrebet svarer derimod til hvad de fleste mennesker subjektivt-intuitivt opfatter som et 'folks sjæl'. Begrebet er en selvfølge i dagligsproget, der netop er kendetegnet ved at dække hele virkeligheden, men det udstødes af fagvidenskabernes specialsprog der kun dækker udvalgte områder af virkeligheden.   
Til toppen  Til indeks


Folkeoplysningen i Danmark kom ikke som et direkte resultat af oplysningstiden, der som nævnt i anden forbindelse fokuserede på bekæmpelse af kirkens indflydelse, men derimod som et resultat af de folkelige vækkelser i 1840'erne, og den fandt sin primære form i højskolebevægelsen, der i første omgang henvendte sig til bondestandens ungdom og iøvrigt som vækkelsen i sig selv blev delt i en grundtvigsk og en indremissionsk hovedlinje. I byerne udviklede den sig som aftenskole og folkelige foredrag - og fik med arbejderbevægelsens fremkomst stor betydning for den almene dannelse af arbejderne.
     Karakteristisk for såvel folkeoplysningen som den almene dannelse er at den aldrig sigter snævert mod blot at give faglige eller andre snævre kompetencer, men netop oplysning i betydning 'indsigt i større sammenhænge'. Og denne form for oplysning var der særligt brug for i en tid der i alt for høj grad var præget af hårdt arbejde, faglig kamp og nyttemoralsk snæversyn.   
Til toppen  Til indeks


Folkereligiøsiteten forstår intuitivt at det irrationelle og det irregulære er en vigtig forudsætningen for kulturen. Folkereligiøsiteten opfattet som den førdogmatiske religøse grundindstilling er da heller ikke tro på påstande og dogmer, men et umiddelbart og aktivt forhold til spontane arketypiske forestillinger. Hvor religiøsiteten bliver dogmatiseret og gjort til et læresystem, bliver religionen en magtfaktor. Dogmer kan bruges af magthaverne til at kontrollere individerne med - og de er blevet det i vid udstrækning gennem tiderne. Men folkereligiøsiteten modvirker denne kontrol fra elitens side.   
Til toppen  Til indeks


Formal logik omhandler tænkningens eller ræsonnementets formelle gyldighed - uanset om den er realt korrekt eller ej, dvs uanset om den stemmer overens med virkelighedens kendsgerninger. Den står altså i modsætningen til den reale logik, men har nogle afgørende kriterier for den formelle side af gyldigheden. Identitetsprincippet siger således, at de ord og begreber der anvendes i et ræsonnement skal have samme identitet gennem hele ræsonnementet. - A er A hele vejen igennem uanset om A i sig selv er rigtig eller forkert. Kontradiktionsprincippet siger, at ingen entydig dom (udsagn) på én og samme gang både kan være sand og falsk. - A kan ikke samtidigt være B og Ikke-B Udelukkelsesprincippet siger specifikt, at enhver påstand er enten sand eller falsk. Noget tredje gives ikke i logisk ræsonneren. Hvis det er sandt at det regner på et givet tidspunkt et givent sted, er det et falsk udsagn at sige at det ikke regner. En tredje mulighed gives ikke i logikken.
     Ræsonnementerne består som hovedregel af to forudsætninger eller 'præmisser' der fører til en dom (en slutsætning eller konklusion). Formen kaldes en syllogisme, og her anvendes de Logiske konstanter: 'og', 'ikke', 'både-og', 'enten-eller', 'hvis-så'. Ordet 'og' bruges ved konjunktion; ordet 'ikke' ved negation (benægtelse); ordene 'enten-eller' ved disjunktion (udelukkelse) og ordene 'hvis-så' ved implikation (hypotetisk kategori).

     Eksempler på en simpel syllogisme eller umiddelbar slutning er: Alle mennesker er tobenede. Peter er et menneske. Peter er tobenet (selvom han eventuelt har fået det ene ben amputeret) Eller en middelbar slutning: Alle negre er mennesker. Alle negre er sorte. Nogle mennesker er sorte. (Underforstået at kun nogle mennesker er negre).
     Implikationen har formen: Hvis A er B, så også C. - A er B. - Ergo er A også C. (1) Hvis dette er arsenik, er det giftigt. - Det er arsenik. - Altså er det giftigt. (2) Hvis Abdul er terrorist, er han ekstremist. - Abdul er terrorist. - Altså er han ekstremist.
     Disjunktionen har formen: A er enten B eller C. - A er B. - Altså er A ikke C. (3) Muhammed var enten gud eller profet. Han var profet. Altså var han ikke gud. (4) Abdul er enten dansk statsborger eller syrisk statsborger. Abdul er syrisk statsborger. Altså er Abdul ikke dansk statsborger.
     Om benægtelser gælder reglen, at hvis en af præmisserne er benægtende, skal konklusionen også være det. (5) Intet menneske er udødelig. Hansen er et menneske. Hansen er ikke udødelig. (6) De semitiske sprog er ikke indo-europæiske. Arabisk er et semitisk sprog. Arabisk er ikke et indo-europæisk sprog.
     Desuden gælder at man ikke kan drage nogen slutning af to benægtende præmisser. Dette anskueliggøres i Holbergs komedie Erasmus Montanus, hvor bondedrengen Rasmus Berg efter et års universitetsstudier i København vender storsnudet hjem hjem til forældrene og blærer sig med sine kundskaber i logikken: En sten kan ikke flyve. Morlil kan ikke flyve. Ergo er Morlille en sten. Beviset er ugyldigt fordi begge præmisser er benægtende. Men det kan moderen ikke gennemskue, så hun begynder straks at græde. Hvis man godkendte et sådant bevis, kunne man bevise alle mulige tossede ting.
     En anden regel i logikken siger, at man ikke kan slutte fra én kendsgerning til en anden. Derfor er det en korrekt, men temmelig indlysende slutning Storm P. i en flue lader en mand komme med: At Oehlenschläger var tyk og fed, beviser ikke at H.C. Andersen var neger.   
Til toppen  Til indeks


Fornuftige sprogregler er nødvendige for den nøgternhed der ligger i at mennesket ikke taler om psykologiske eller fysiske iagttagelser uden at forudsætte eksistensen af fysiske genstande. Det enkelte menneske kan afgøre om det drømmer og fantaserer eller om det er vågen og nøgtern, fordi det på én og samme tid har en krop og en bevidsthed.
    Skal man undgå den solipsistiske fejltagelse at tro eller hævde at det eneste der eksisterer i verden er ens egen bevidsthed, skal man følge tre sprogregler: 1) Betegnelser for handlemuligheder kan ikke anvendes uafhængigt af elementære tingsbetegnelser. Eksempelvis kan man ikke tale om at flytte noget uden at referere til fysiske genstande som et eller et skab.
     2) Psykologiske udtryk kan ikke anvendes uafhængigt af de personlige stedord. Ex: må 'føler' i sidste ende referere til en han eller hun der føler.
     3) De personlige stedord kan ikke anvendes uafhængigt af kropsbetegnelser og dermed af tingsbetegnelser. Ex: 'Han tænker' refererer til en bestemt, angivelig mands aktivitet og dermed til en fysisk realitet.
     4) Komplementariteten mellem den rationelle tilgang til virkeligheden og den irrationelle tilgang må accepteres.
     5) Den fulde virkelighed omfatter både den rationelle og den irrationelle dimension.
     6) Det må accepteres at den irrationelle del af virkeligheden ikke sprogligt kan dækkes af det videnskabelige sprog med dets præcise og idealiserede begreber.
     7) Prøver videnskaben at dække det irrationelle, vil dette blive forrådt.
     8) Sjælelivet og det folkelige hører til den irrationelle del af tilværelsen der ikke kan indfanges af præcis sprogbrug, men kræver umiddelbar føling af helheds-realistisk art.
     9) Korrespondensen mellem det rationelle og det irrationelle erfarings-område må sikres sprogligt gennem accepten af dagligsproget som det sprog der har umiddelbar føling med den hele virkelighed og samtidigt er forankret i tingsverdenen i og med at hver af sprogets brugere har en krop og et samfund.   
Til toppen  Til indeks


Forskningen er den ene af kulturens kilder, og den får mennesket til systematisk at skaffe sig indsigt i fysiske, sociale, psykiske og historiske lovmæssigheder og tildragelser der igen påvirker arbejdet og religionen; og religionen sikrer en systematisk fastholdelse af den grundlæggende forbindelse til det irrationelle som er komplementær til arbejds- og forskningslivets snævrere rationalitet. Begge felter behandles under andre opslagsord.   
Til toppen  Til indeks


Forskydning er den foreteelse i
primærprocesserne at en følelse forlader den genstand den er knyttet til for at blive rettet mod en ny.   Til toppen  Til indeks


Forsvarsmekanismer betegner i den freudianske psykoanalyse ubevidste psykiske processer som jeget iværksætter for at undgå eller mindske angst. De hører altså under sekundærprocesserne og optræder i milde former i den helt normale psyke, men hvor de ender med en ensidig og overdreven anvendelse, er de tegn på psykisk lidelse. - Til de mest almindelige forsvarsmekanismer hører fortrængning og projicering. Ved fortrængning søges angsten fjernet ved inddæmning af de angstskabende forestillinger der stammer fra id'et. Ved projicering tillægges angstgivende forestillinger andre personer, selvom de stammer fra eget subjekt. - En udbredt forsvarsmekanisme der generelt søger at fjerne angstskabende irrationelle forestillinger fra bevidstheden er
intellektualiseringen der består i at gøre konflikternes dybere elementer til genstand for intellektuel bearbejdning eller analyse. Denne intellektualisering kan udvikle sig til yderst raffineret ellr sofistikeret begrebsanalyse, som man fx ser hos Søren Kierkegaard. - I selve det terapeutiske arbejde med at løse op for disse forsvarsmekanismer anvendte Freud både drømmetydning og frie associationer. I drømmetydningen er målet at komme bag om den manifeste drøm som klienten umiddelbart husker og genfortæller, men som er censureret af egoet for at undgå bevidstheden om pinlige og angstfremkaldende situationer. De frie associationer er en anden måde at komme bag om den ubevidste selvcensur på. Klienten ligger (i klassisk analyse) på en sofa i helt afslappet stilling og fortæller hvilke tanker, billeder og forestillinger der helt spontant dukker op i hans bevidsthed. Terapeuten sidder bag ved og lytter og noterer, men undlader at gribe ind med spørgsmål eller fortolkninger, idet ideen er at klienten selv når frem til de pinlige, men fortrængte forestillinger.   Til toppen  Til indeks


Fortrængning Fortrængning er en forsvarsmekanisme der fjerner affekter eller forestillinger der vækker angst eller skyldfølelse fra bevidstheden. Den hører under
sekundærprocesserne.   Til toppen  Til indeks


Fortætning er det fænomen i
primærprocesserne at et større antal foreteelser udtrykkes ved et enkelt fælles symbol. Hvis blot en enkelt del af en foreteelse identificeres med hele foreteelsen taler man om 'pars pro toto - loven'   Til toppen  Til indeks


Fremtidens oplysning skal være en vækkende folkeoplysning der inddrager alle lag, alle generationer og alle minoriteter i det monokulturelle fællesskab og dets skabende og forenende arketypiske forestillinger. Og derfor bliver holdningen hos såvel minoriteterne som flertalskulturen og holdningen hos såvel eliten som folket afgørende for den nationale kulturs fremtid.   
Til toppen  Til indeks


Sigmund Freud (1856-1939) østrigsk psykiater, grundlægger af psykoanalysen. Det var Freud der som den første opdagede love for det underbevidste, dvs at der kunne findes lovmæssigheder også for det sjæleliv der knytter sig til følelserne og alt det irrationelle, hvor man hidtil havde troet/postuleret, at der kun fandtes lovmæssigheder for det rationelle og fysisk målelige.
     Freud kom med mange teorier om sagen, som ikke alle viste sig at holde stik. Først og fremmest tog han grundlæggende fejl i den antagelse - som var typisk for de muligheder hans tid gav ham - at det underbevidste stort set var identisk med det fra bevidstheden fortrængte og derfor i grunden sygeligt eller destruktivt. Han så slet ikke, at det underbevidste var en enorm stor ressource af såvel decideret fortrængt stof som stof der blot var glemt eller midlertidigt sat uden for opmærksomheden. Og han forstod på intet tidspunkt, at den sidste del var afgørende for alle mennesker, ja for al menneskelighed, den så at sige er sjælens eller åndens kerne. Værker som 'Vittigheden og dens forbindelse til det ubevidste' (1905), 'Totem og tabu' (1912) og 'Manden Moses og de monoteistiske religioner' (1939 siger mere om Freud end om emnerne.
     Dette rokker dog ikke ved betydningen af hans indsats eller ved den enorme indflydelse han fik på al senere psykologisk forskning. Men det peger til gengæld mod forklaringen på den kendsgerning, at der fortsat er meget delte meninger om ham, og at den psykoanalytiske bevægelse som sådan fra starten blev meget doktrinær og følgelig gav anledning til splittelse. Tidligt gik bl.a. Jung sine helt egne veje - med sin langt dybere forståelse for sjælelivets mere irrationelle sider i positiv forstand.
     Allerede i 1895 lancerede Freud begreberne
primærproces og sekundærproces, i 1896 det ubevidste og det førbevidste, og i 1897 grundelementerne til teorien om ødipuskomplekset og den infantile seksualitet.
     Blandt Freuds hovedværker skal nævnes: 'Drømmetydning' (1900), 'Tre afhandlinger om seksualteori' (1905), 'Det ubevidste' (1915), 'Hinsides lystprincippet (1920), 'Jeg'et og Det'et' (1923)og 'Kulturens byrde' (1930).
Jf. Forsvarsmekanismer.     Til toppen  Til indeks


Fri abort skal ses som en absolut forudsætning for kvindernes frigørelse. Fri abort er på ingen måde moralsk eller religiøst forkastelig, men abort skal så vidt muligt undgås, fordi den kan være forbundet med psykiske problemer; prævention er naturligvis altid den bedste måde at undgå uønsket graviditet på.   
Til toppen  Til indeks


Frihedsprincippet betyder det enkelte menneskes ret til at udfolde sig, sålænge det ikke direkte skader andre. Denne ret er forudsætningen for at den menneskelige kreativitet kan give konkrete resultater i praksis - og den er følgelig til gavn for alle i det lange løb. Men da ikke alle mennesker er lige kreative eller initiativrige, bevirker retten til fri udfoldelse at nogle udfolder sig mere og bedre end andre, og derved kommer de uvægerligt også til at skaffe sig fordele i forhold til andre. Den derved skabte ulighed kan reguleres - og den bliver faktisk stærkt reguleret i de moderne velfærdssamfund gennem sociale og økonomiske foranstaltninger fra lovgivningens side. Og dette anses med rette som en ubetalelig gevinst ved velfærdssamfundet. Men uligheden består og den medfører problemer for dem den rammer. Iligheden som sådan kan ikke forhindres, forbygges eller afskaffes, hvor der er frihed. Og den kan ikke reguleres totalt bort uden at frihedsprincippet totalt undergraves.   
Til toppen  Til indeks


Frihedsprincippet og trygheds/lighedsprincippet er komplementære i den forstand at det er komplet umuligt at forene dem i nogen syntese, hvor hele den logiske modsætning som ligger i vores dualistiske begrebsopstilling forsvinder som dug for dagen. Begge principper skal derfor forblive selvstændige i al deres modsætningsfyldte virken. De er begge nyttige, berettigede og nødvendige for den dynamiske helhed. Og man kan i den konkrete situation vælge mellem synspunkterne, og er ofte nødt til at vælge, men så skal man for helhedens skyld altid huske den anden side af sagen - og aldrig se bort fra modsætningerne.
     Der vil altid være konflikt, udfordringer og problemer i modsætningen, og det er, som den engelske sociolog Anthony Giddens udtrykkeligt har fremhævet, en illusion at foregøgle folk at modsætningerne kan gå op i en højere enhed ud fra den gamle naive model der siger: tese --> antitese --> syntese. Konflikterne vil bestå - og det er lige præcis det der giver samfundsudviklingen al sin dynamik. Men det er komplementaritetssynspunktet, og det alene, der giver den begrebsramme der passer til modsætningen og dynamikken. - Det går derfor uundgåeligt galt for hele ideen om 'den tredje vej', hvis man ikke kobler den på komplementaritetssynpunktet. Og derfor er det fatalt for den politiske udvikling i dag at skrotte den tredje vejs politik - sådan som man har gjort i begge de lande hvor den blev lanceret: Storbritannien og Danmark.   
Til toppen  Til indeks


Fromhed i strengeste religiøse forstand som den bl.a. blev stærkt understreget i den lutherske pietisme i 1600- og 1700-tallet betyder gudsfrygt eller gudshengivenhed. Den førte i pietismen til kirketugt under den synsvinkel som ligger i Christian IV's valgsprog 'Gudsfrygt styrker riget' (Regna firmat pietas - som der bl.a. står på Rundetårn). Folk blev sat i gabestokken, hvis de ikke deltog i søndagens gudstjeneste. For kongemagt og kirke var fromheden en styrkelse af magten, fordi den kanaliserede borgeres og bønders liv ind i faste rammer omkring arbejde og gudsdyrkelse. For menigmand var den en ulidelig ensretning og tvang, fordi den udelukkede fest og fornøjelser fra tilværelsen og som al tvang ødelagde en sund kreativitet. I København blev alle teatrene på et tidspunkt lukket af Christian VI, hvad der bl.a. ramte Ludvig Holbergs enestående komedier.
     Inden for det specifikt religiøse eller kirkeligt organiserede liv ytrer fromheden sig særligt i hengivenhed til Gud, der betyder en kanalisering af den driftsmæssige energi i retning væk fra det seksuelle og fornøjelsesmæssige henimod et fromhedsliv omkring bøn, meditation og gudsdyrkelse. I den katolske kirke var denne kanalisering en følge af det foreskrevne cølibat, som betød at præster skulle forblive ugifte for at undgå den dødssynd det er at give efter for seksuelle fristelser.   
Til toppen  Til indeks


Fulguration betyder egentligt blot 'lyn' eller 'lynild', men blev af biologen
Konrad Lorenz brugt til at angive ethvert pludseligt opstået fænomen i udviklingen som aldrig har været set før. Lorenz indså at udviklingsforskerne kommer ynkeligt til kort når de forsøger at yde den organiske skabelsesproces retfærdighed ved hjælp af ord som udvikling, development, evolution osv, for udviklingsprocessen indebærer netop, at der hele tiden opstår noget som simpelthen ikke eksisterede tidligere, men er noget helt nyt eller nyopdukket (emergent).
    Især når man forsøger at skildre processen for den store organiske tilblivelse (evolutionen) og ønsker at være retfærdig mod dennes natur støder man ifølge Lorenz atter og atter på vanskeligheder, fordi kultursprogets ordforråd opstod på en tid, hvor 'ontogenesen' eller det levende væsens individuelle tilblivelse, var den eneste form for udvikling man kendte. Teistiske filosoffer og mystikere i middelalderen brugte derfor om den virkeligt nydannende skabelsesakt udtrykket "fulguration" eller 'lynstråle'. De ville dermed utvivlsomt give udtryk for at den umiddelbare indvirkning kom fra oven, dvs. fra Gud. Men Lorenz mente altså at dette begreb langt bedre end alle de tidligere nævnte udtryk dækker den proces, hvor noget der ikke tidligere var til stede får eksistens. Det kommer nemlig som lyn fra en klar himmel - uden at vi kan se nogen kontinuitet.   Til toppen  Til indeks


Fundamentalistiske religionssystemer sætter allesammen magten i centrum i åbenlys strid med den genuine religions åndsaspekt. Bogstavtro er dybdepsykologisk set vantro der reducerer religion til magtkamp i samfundet, men ser bort fra åndens dybereliggende magt der dybdepsykologisk set henføres til det kollektivt ubevidste.   
Til toppen  Til indeks


Fysikkens fire fundamentalkræfter er tyngdeloven (gravitationskraften), den stærke kernekraft, den svage kernekraft og den elektromagnestiske kraft.   
Til toppen  Til indeks


Genstandsbevidsthed er den simple erfaring af og i barnet langsomt fremvoksende bevidsthed om at der i den ydre virkelighed findes faste genstande som er stabile og håndgribelige og følger visse naturlove. Genstandsbevidstheden dannes hos børn (og dyreunger) kort tid efter fødslen, og hos spædbørn sker dette - som alle véd der har haft med spædbørn at gøre - primært ved at barnet får faste genstande i hånd og mund (typisk sut og rangle) og efterhånden lærer at de adskiller sig fra flydende og luftige ting ved at kunne holdes fast. Samtidigt gælder at de falder nedad hvis man slipper dem - og iøvrigt følger andre fysiske love som læres lidt efter lidt. Det ser for voksne ud til at børn i en vis alder (fra nogle få måneder til omkring 1 år) morer sig med at smide ting på gulvet. Men det skal huskes at det er måden at lære en naturlov på. Tingene falder altid nedad; der er ingen undtagelse fra denne regel! - Hele denne genstandsbevidsthed er igen betingelsen for at der kan komme gang i udviklingen af de sekundære psykiske grundprocesser der muliggør den praktiske tilpasning til virkeligheden. - På fysiologisk-psykologisk plan er faste, håndgribelige genstande i den ydre verden med andre ord grundbetingelsen for at mennesker (og dyr) kan danne genstandsbevidsthed og udvikle sekundærprocesserne i hjernen. - Broen mellem den praktisk-kvantitative virkelighedserkendelse og den eksistentielt-kvalitative virkelighedserkendelse, som allerede børn nødvendigvis stifter bekendtskab med, er derfor genstandsbevidstheden. Og princippet for nøgternhed i erkendelsen og i tilværelsen bliver således
korrespondensprincippet der kræver korrespondens mellem de to slags virkelighedserkendelser.
  Til toppen  Til indeks


Genstandssandheder eller tingssandheder er sandheder om den ydre verdens kvantitative og målelige genstande, hvis fakticitet altid kan bevises eller verificeres gennem simpel måling eller dokumentation. Den allersimpleste verificering er den helt elementære håndgribelighed som allerede spædbarnet gør brug af og som er forudsætningen for dannelse af genstandsbevidstheden i ethvert barns hjerne. Genstandsbevidsthedens dannelse forudsætter faste genstande i den ydre verden - og derfor er det ikke så mærkeligt at genstandssandheder opfattes som mere indlysende og overbevisende (evidente) end eksistenssandheder: de kan jo altid ses og føles, ligesom de følger fysikkens love. Heraf følger blot ikke at de faste genstande i den ydre verden er mere reelle eller empiriske end de indre, kvalitateter eller værdier som eksistenssandhederne omfatter og som er umålelige og ubevislige og alene erfares gennem introspektion. Men erfaringsmåden er vidt forskellig for de to slags sandheder - og det har stor indflydelse på sprog og kommunikation.   
Til toppen  Til indeks


'Genvundne erindringer' er et fænomen der i de sidste årtier er komme på mode og endog benyttes som beviser i alvorlige incestanklager. Især i USA grasserer den slags blandt psykologier og jurister. Og der er næppe tvivl om, at moden har ført til utallige justitsmord, det vil konkret sige til fuldstændigt grundløse domfældelser af både fædre og mødre og pædagoger der aldrig har begået eller så meget som drømt om at begå incest eller andre overgreb, men hvor psykologer fremlægger 'beviser' i form af udsagn fra børn der har været udsat for målrettet psykologisk udspørgen. Såvel psykologer som anklagere, advokater, domsmænd og dommere er simpelthen uvidende om grundliggende dybdepsykologi. 'Genvundne erindringer' er aldeles ikke individuelle erindringer der siger noget som helst om hvad den erindrende rent faktisk har været udsat for i sit personlige liv. De er derimod frembrud af kollektive erindringer, dvs aktivering af erindringssummen i det kollektivt ubevidste. Og disse frembrud siger naturligvis noget nyttigt om den pågældende psyke og eventuelle traumer, men absolut intet om personlige facts.   
Til toppen  Til indeks


Globaliseringen har oplagte fordele, fordi den enkelte person, den enkelte virksomhed og den enkelte institution, herunder de videnskabelige institutioner, kan kommunikere med ligesindede overalt i verden. Men også fordi alle med adgang til internettet og satelit-kanalerne kan få hurtig information om alle større begivenheder i verden omtrent mens de sker. Bagsiden er naturligvis overfloden af information der igen gør det nødvendigt for den enkelte at skelne bevidst mellem nødvendig og overflødig information - og lære sig hårdhændet at fravælge den overflødige. - Kulturelt kan globaliseringen ikke undgå at få den konsekvens at de gensidige påvirkninger mellem de forskelle nationer, kulturer, religioner og politiske systemer bliver langt større end i det lukkede samfund med 'kinesiske mure' mellem systemerne. Også dette har den oplagte fordel, at det bliver stadig vanskeligere for despotiske magthavere eller totalitære systemer at forhindre den for dem uønskede og afslørende information i at blive modtaget af dissidenter og oppositionelle grupper. Åbenheden, friheden og demokratiet nyder stor gavn heraf. Til gengæld bliver værdisættene i i de lukkede samfund samtidigt direkte udfordret, således at de lokale værnere om det etablerede samfund må se i øjnene, at de ikke i det lange løb kan forhindre en påvirkning udefra. De må tilpasse sig den nye situation.   
Til toppen  Til indeks


Gravitationskraften eller tyngdekraften er den første og tidligst kendte fysiske fundamentalkraft. Den virker normalt som en tiltrækningskraft. Gravitationen mellem to legemer afhænger af deres masse og afstanden mellem den. Loven om denne sammenhæng, tyngdeloven, blev formuleret at Newton med formlen: F = (G x M1 x M2) : R², hvor F er gravitationskraften, G den universelle gravitationskonstant, M de to legemers masse og R afstanden mellem dem.   
Til toppen  Til indeks


Grofs matricer er de fire Basale Perinatale Matricer (eller BPM) som bevidstheds-forskeren Stanislaw Grof fandt frem til gennem sine LDS-eksperimenter, navngav og beskrev. Det drejer sig om nogle helt basale oplevelsesmønstre, der stammer fra selve den biologiske fødsel, og som derfor alle menneskerer bærer på. Grof opdeler dem i fire såkaldt basale perinatale matricer (BPM). Den første matrice (BPM I) svarer til den normalt behagelige tilstand i livmoderen, en tilstand der er præget af harmoni og ligevægt og af en salighed af helt guddommelige dimensioner. Psykisk giver det - i meget kort begreb - et oplevelsesmønster af himmelsk salighed. Den anden matrice (BPM II) svarer til veernes tilstand, udstødnings-processens begyndelse, hvor der er tale om en kosmisk opslugning, hvorfra der ingen udvej er. Oplevelsesmønstret svarer til helvede og absolut meningsløshed. BPM III er selve kampen for at komme helskindet gennem fødselskanalen under det voldsomme mekaniske pres der hersker, og hvor der forekommer både iltmangel og kvælning - alt efter hvor vanskelig fødslen er. Oplevelsesmønstret bliver total magtesløshed over for enorme, titaniske kræfter - indtil udvejen anes. BPM IV er fødslens afslutning, den pludselige befrielse og afslappelse, der giver følelsen af frigørelse og frelse, men også af næstekærlighed.
     Overgangen mellem 3. og 4. fase repræsenterer ifølge Grof død-genfødsels-oplevelsen, hvilket jo umiddelbart lyder mærkeligt, da barnet ikke fysisk er født endnu. Men meningen er, at det barn der er ved at blive født kæmper desperat for at undgå at bukke under for de voldsomme kræfter (livmodermusklen) der arbejder med det og prøver at udstøde det. Barnet får fornemmelsen af total tilintetgørelse på alle tænkelige planer: kropslig ødelæggelse, følelsesmæssig katastrofe, 'intellektuelt' og 'filosofisk' nederlag, den yderste 'moralske' fallit og absolut fordømmelse i transcendental størrelsesorden. Det er med andre ord individets første oplevelse af ego-døden: den øjeblikkelige, nådesløse ødelæggelse af alle tidligere holdepunkter i tilværelsen. Al dødsangst stammer ifølge Grof fra denne basale oplevelse. Og den er altså ikke angst for den biologiske død, men for det psykiske egos totale tilintetgørelse. Går fødslen ellers godt, sker 'befrielsen' og 'frelsen', og denne oplevelse ovenpå egodøden opleves da naturligt som en genfødsel - præget af lys og varme. Den perinatale genfødsel er model for alle senere genfødsler: overståede døds- og sygdomskriser, herunder psykiske kriser. Og den er ligeledes model for nær-døds-oplevelsernes blændende hvide lys for enden af en kanal eller tunnel. - Jf.
Stanislav Grof - eller selvopdagelsens eventyr.   Til toppen  Til indeks


Grundtvig, N.F.S. præsenterede på dansk grund en omfangsrig og enestående produktion af salmer der var udtryk for en direkte føling med og kreativ åbenhed over for det kollektivt ubevidste og dets arketypiske forestillinger. Han var præst og teologisk uddannet, og i teologien var han umådeligt dogmatisk, stivsindet og polemisk, så han kom under censur for angreb på den etablerede kristendom. I denne polemik var han helt i sekundærprocessernes og jeg-hævdelsens vold. Men i digtningen kunne han lade primærprocessernes umådelige rigdom på frie associationer få frit afløb.
     Dermed blev han ikke alene tidens største fornyer af salmesangen, men også medvirkende til at rejse den religiøse vækkelse der sammen med den folkelige vækkelse totalt ændrede det danske samfund fra midten af 1800-tallet. Her viste romantikkens styrke sig fra sin allerfornemste side: den var folkets direkte føling med det kollektivt ubevidstes umådeligt kreative kræfter. Bondestanden blev oplyst på en helt anden måde end rationalismens oplysning formåede, nemlig ikke ved kundskaber der var praktisk-nyttige, men ved indsigt der gjorde fri og stolt.
   Jf.
Grundtvig som mytisk kristen og profet.   Til toppen  Til indeks


Grønbech, Vilhelm (1873-1948) var professor ved Københavns Universitet fra 1915 til 1943. Af uddannelse var han filolog, men af profession religionshistoriker, men nogen helt almindelig filolog og historiker var han ikke. I videnskabelig henseende formåede han, takket være inspirerende lærere, stor sprogbegavelse, enestående psykologisk indlevelsesevne og utrolig flid og energi, at skabe epoke i religionshistorien allerede gennem sit første store værk om vore hedenske forfædre, "Vor folkeæt i oldtiden" (1909-12).
     I 1920erne og 30erne skabte han også litteraturhistoriske værker af meget høj rang, bøgerne om Buddha, Mester Echehart, Teresa de Jesus, Friedrich Schlegel og ikke mindst William Blake. Men navnlig hans bøger om Jesus, Paulus, urkristendommen og hellenismen rejste en voldsom debat ikke blot i kirkelige kredse, men også udenfor. Disse bøger rørte nemlig ved den europæiske kulturs dogmer og stak en brod i den selvglade europæiske samvittighed. Sit klareste og mest direkte formulerede opgør med den europæiske kulturs forudsætninger udtrykte han dog i værkerne "Religiøse strømninger i det 19. århundrede" (1922), "Kampen om mennesket" (1930) og "Kampen for en ny sjæl" (1940), der - titlerne til trods - koncentrerer sig om den europæiske kulturkrise, som 1. verdenskrig lagde blot og 2. verdenskrig bekræftede.
     Ud fra sit kendskab til de såkaldt primitive kulturer kunne Grønbech pege på nogle fundamentale fejl og mangler ved den vestlige kultur og dertil pege på mulige udveje af krisen. Først og fremmest angreb han selve den europæiske verdensforsagelse og den dermed sammenhængende længsel efter en anden og bedre verden, og han pegede i stedet for på menneskets skabende evner og muligheder og navnlig på den løsning af kulturkrisen der ligger i det religiøse fællesskab, forstået som noget væsentligt anderledes end det kirkelige fællesskab. For Grønbech var det en kendsgerning, at den gamle Gud var død, og at Europa ikke i egentligste forstand længere havde en folkelig religion, men kun personlig fromhed, og det var efter hans mening en skæbnesvanger indsnævring af virkeligheden.
     Efter Grønbechs mening lå virkelighedsindsnævringen i, at mennesket enten forsøger at gøre sig fri af jorden og de såkaldt døde ting for som professionel kunstner, videnskabsmand eller gudsdyrker at kunne hellige sig sjælens dannelse og rendyrkelse, eller ensidigt dyrker det materielle, altså tingene i deres nøgne kræmmer- eller udnyttelsesværdi, berøvet deres liv og dermed det der kræver menneskets respekt og ansvar.
     Denne katastrofale europæiske dualisme, som for århundreder tilbage gik i arv til Amerika, og som jo også blev basis for Sovjetunionens og Mao-Kinas udvikling og ekspansion og efterhånden også overtaget af den såkaldte tredjeverdens lande, vendte Grønbech sig skarpt imod, fordi han kunne se, at den menneskeligt, socialt og kulturelt ville bære hen mod et ragnarok, et barbari der ville true menneskehedens eksistens.
     Grønbech vendte sig mod denne udvikling ikke alene på grundlag af personlig angst for den, men også på grundlag af en enestående indsigt i forskellige kulturer og religioner før den hellenistiske epoke, herunder navnlig indsigten i såkaldt primitiv, men i virkeligheden helhedsrealistisk kultur, en indsigt der gjorde ham i stand til at se, at der var andre muligheder for kultur og menneskeliv end dem der blev norm for Europa.
     Ikke mindst dette enestående komparationsgrundlag sætter Grønbech i særklasse som tænker, psykolog, historiker og politisk-religiøs vejviser.

     Det karakteristiske og betydningsfulde ved Grønbech som tænker, det der så markant adskiller ham fra flertallet af hans kolleger og kritikere, var jo at han med fuldt overlæg og med stor effekt sprængte alle faggrænser, alt fagidioti og 'Spezialistentum'. Han afslørede den fare der er forbundet med den stigende specialisering på alle områder af samfundslivet og navnlig på det område, hvor han selv udfoldede sig, og hvor forpligtelsen til at undgå specialiseringens farer ifølge sagens natur burde være størst: åndsvidenskaberne.
     Videnskaben i almindelighed har svigtet eller rettere fornægtet det man i gamle dage kaldte ånd og som ikke er noget mystisk, overnaturligt, endsige obskurt eller okkult, men tværtimod det mest naturlige i mennesket, al den stund det er det biologisk dybeste lag i mennesket. Og videnskaben har gjort dette i kraft af troen på noget som man kalder objektivitet, og som man tror betyder absolut mangel på personlig interesse, personlige bånd, personlige værdier, personlige normer, altså netop det åndelige.
     Ingen har som Grønbech gennemskuet, at denne tyrkertro på objektiviteten er en illusion, en ny mytologi der først og fremmest adskiller sig fra de gamle naturfolks mytologier ved sine katastrofale praktiske følger. På dette punkt talte Grønbech længe for døve øren, men blandt andet takket være ungdomsoprøret og reaktionen på dette oprør kan det lette forstås, at objektivitets-illusionen kun opretholdes af de mest blinde videnskabsmænd og mest naive lægfolk.
     Af folk der i Grønbech så en stor forsker, men en lille profet er det ganske vist blevet hævdet, at det er som videnskabsmand han vil blive stående. Men det er en vilkårlig, ja meget subjektiv sondring over for et forfatterskab, hvor forskning og kulturopgør i den grad er sammenflettet, at det ene står og falder med det andet. Det er dybest set en hån mod Grønbech kun at anerkende den ene side af forfatterskabet, men hvad der er værre er, at det også er blindhed over for forfatterskabets aktualitet i den fortsatte kulturkrise.
     Også som psykolog er Grønbech uden sidestykke. Ikke fordi der ikke findes psykologer, psykiatere, filologer, historikere, pædagoger, forretningsmænd og almindelige dødelige mennesker der er i besiddelse af god menneskekundskab, gode evner til at se og lytte samt lyst og vilje til at bruge deres forståelse medmenneskeligt, men fordi ingen har været så radikal som Grønbech når det gjaldt forståelse af det irrationelles dybde og indflydelse på de menneskelige reaktioner og handlinger eller af den sjælelige helheds afgørende betydning.
     Især bør fremhæves Grønbechs eminente forståelse for børns og unge menneskers såvel som skabende kunstneres sjæleliv. Men hans forståelse for kvindens psykologi tåler også nutidig kritik, for den var ikke blot og bart en forståelse af hvordan kvinden teer sig i mandssamfundet, men for hvordan spørgsmålet om kvindens psyke i det hele taget er opstået, nemlig som følge af at slægten som det bærende element i samfundet er afløst af forestillingen om individet som kulturens centrum og dermed af hvad en senere forsker har kaldt 'det ensomme massemenneske'.
     Men først og fremmest må nævnes Grønbechs principielle angreb på den eksperimenterende og "mekaniske" psykologi der tror videnskaben kommer til forståelse af menneskets sjæleliv ved at se mest muligt bort fra introspektion og umiddelbar forståelse, fra kunstnerisk skaben og religiøs oplevelse i videste forstand, herunder humoren. I nyere tid har den mekaniske psykologi oven i købet nævre illusion om at hjerneforskningen støtter den. Men hjerneforskningen siger absolut intet om sjælelivet, da dette kun kan erfares gennem introspektion. Sålænge den mekaniske opfattelse af sjælelivet fremturer, er der behov for en ny psykologi der går ud fra, at menneskesjælens helhed eller enhed er et faktum, og at sjælens indhold er "historien", den fortid der som underbevidsthed eller instinkt eller tro lever inden i den enkelte. Og derfor er der også stadig behov for at se mennesket som bestemt af både tiden og evigheden. Af den tid eller timelighed hvor de sekundære psykiske processer spiller den centrale rolle, og den evighed i hvilken de primære psykiske processer er enerådende. - Jf.
De psykiske grundprocesser.
     Som historiker var Grønbech suveræn og banebrydende ikke blot ved sin indlevelsesevne og -metode, men også ved selve sigtet med sin forskning. Historieskrivning er jo intet mindre end at udvide sin vennekreds, drage nye mennesker ind for at lære sig selv dybere at kende ved at se, at livet har større og rigere muligheder end dem vi selv har nået at virkeliggøre, skrev han i "Kampen for en ny sjæl", og med disse ord har han klart markeret forskellen mellem den historievidenskab der vil forklare begivenhedernes gang i et eller andet forfængeligt håb om enten at aflure udviklingen dens inderste hemmelighed eller at hæve sig op over døgnets strid - og på den anden side den historievidenskab der vil forstå eller 'blande sind med' andre kulturer og andre mennesker, det være sig fortidige eller nutidige, primitive eller europæiserede, for at blive rigere.

- Jf. Vilh. Grønbech - kort karakteristik, Vilh. Grønbechs kulturopgør, Grønbechs metode, Humor og tragedie og Åndelige strømninger i det 19. årh. ifølge Vilh. Grønbech samt efterfølgende artikel om Grønbechs metode.   Til toppen  Til indeks


Grønbechs religionshistoriske metode var - som han selv udtrykkeligt pointerede - en generfaringsmetode. Den bestod i at han ud fra hele sin filologiske, psykologiske og kulturhistoriske indsigt og hele sin umiddelbare forståelse for religionens væsen systematisk levede sig ind i fremmede religioners, kulturers, epokers eller personers helhed af bevidste og ubevidste tanker, følelser, forhistorie og fremtidsforhåbninger, og altså lod sig føre ind til kernen i de pågældende fænomeners væsen på en sådan måde at dette væsen kom til at påvirke hans eget. Han 'blandede sind' med det fremmede som han i det konkrete tilfælde havde valgt at undersøge. Og først derefter kunne han begynde den mere objektive del af historien: at beskrive hvad han havde erfaret, så nøgternt som det nu var muligt. Denne metode var i allerhøjeste grad af dybdepsykologisk art, fordi den forudsatte evnen til at trænge dybt ned i andres psyke, men vel at mærke var det en dybdepsykologi som Grønbech helt og holdent selv fik udformet i og med studiet af de gamle kulturer og religioner. Hans psykologi er altså ikke påvirket af hverken Freud eller Jung, og terminologien forvirrer, fordi den er selvskabt og aldrig blev synderligt teoretisk udbygget. Det gælder nemlig for Grønbech at han var langt mere idiografisk orienteret end nometetisk, dvs orienteret mere mod at beskrive det særlige og specielle end mod at finde det lovmæssige og almene. Han søgte først og fremmest at forstå andre kulturer og religioner og andre mennesker i deres egenart og ikke som generalisationer eller typer. Grønbech opponerede med største ironi mod Freuds psykoanalyse, netop fordi Freud ikke forstod underbevidstheden som den uudtømmelige kilde for kreativitet den er og som Grønbech så manifestationer af overalt.
     Resultatet af Grønbechs forskning blev en eminent indføring i givne kulturers, religioners og personers inderste væsen - og samtidigt en dybtgående beskrivelse af al ægte religion som en direkte føling med virkeligheden i sin allerhøjeste form. Grønbech forstod som ingen anden at Gud ikke var en fiktion eller konstruktion endsige en størrelse der kunne defineres dogmatisk, men derimod en umiddelbar realitet. Og han forstod også at guder kan forgå, men altid vil opstå i ny skikkelse, fordi Gud hører til den hele virkelighed og netop er en spontan dannelse af det ubevidste.   
Til toppen  Til indeks


Gud blev menneske Kristendommen har en enestående opfattelse af Gud der blev menneske og led et forsmædeligt nederlag på korset, men påskesøndag genopstod som kraftfuld arketypisk forestilling i menneskers sind. Opfattelsen er den direkte modpol til den djævelske arketype og heltearketypen og fik som sådan en afgørende indflydelse på den europæiske kulturs udformning og udvikling gennem århundreder. - Det har givet kristendommen et alvorligt problem (som den slås med den dag i dag) at den dogmatisk har fortolket opstandelsen som en 'kødets opstandelse' der strider mod naturlovene. En dybdepsykologisk fortolkning er langt mere i overensstemmelse med en folkereligiøs opfattelse af opstandelsen som en psykisk genfødsel, fordi alle mennesker under selve fødslen har oplevet jegets død og genfødsel i stadiet mellem overgangen fra kvælningsfornemmelsen i fødselskanalen under de store presseveer og befrielsen efter at være komme ud af fødselskanalen. Jv.
Grofs matricer.   Til toppen  Til indeks


Guder er arketypiske forestillinger der repræsenterer så store energiladede bindinger at de ved kulten går hen og bliver de allerstærkeste værdikilder for et menneske eller et fællesskab. Sådanne værdikilder kan intet menneske og intet folk undvære, og hvis mennesket eller folket af forskellige grunde som fx undertrykkelse i et religiøst miljø eller fra diktatorisk fundamentalisme tager afstand fra gudsdyrkelsen og bliver ateistisk eller indifferent indstillet, så indebærer det ikke automatisk at det mister den største magt i sit sind, men at det bliver usikker på dets væsen, savner ord for dets eksistens og rolle og derfor begynder at give andre instanser gudestatus i sindet. I værste fald kan mennesket gøre sig selv, en helt eller en folkeforfører til gud - og dermed ende i en voldsom psykisk inflation af den art fx. Nietzsche havnede i. I mere almindelige tilfælde erstatter folket de gamle officielle, religiøse guder med pseudoguder som fx politiske eller ideologiske heltetyper med tilhørende lederkult (eksempelvis Hitler, Mussolini, Lenin, Stalin, Mao, Kim Il-Sung eller Ayatollah Khomeini, Osama bin Laden, Saddam Hussein og Muammar Gaddafi). Det uforudsigelige modspil fra noget overordnet mangler og kommer til at gøre en fatal forskel.   
Til toppen  Til indeks


Gudsforestillinger er helt centrale arketypiske forestillinger af universel art. De går igen i kultur efter kultur og i religion efter religion. Skaberguden findes således i alle religioner. Det samme gælder den store faderskikkelse og den store moderskikkelse.   
Til toppen  Til indeks


Werner Heisenberg (1901-76) var tysk atomfysiker. Efter studier hos Bohr på Instituttet på Blegdamsvej og de intense diskussioner med kolleger dette altid indebar lykkedes det Heisenberg i 1925 at formulere en matrixmekanik der bragte atomteorien et vigtigt skridt hen mod en ny kvantemekanik. Populært sagt er matrixmekanikken en matematik, hvor faktorernes orden i et produkt ikke er ligegyldig (xy er ikke det samme som yx!). I 1927 formulerede han ubestemthedsrelationen, der fastslår det umulige i på én og samme gang at bestemme en partikels sted og impuls nøjagtigt. Jo mere den ene størrelse bestemmes præcist, jo mere unøjagtig vil den anden størrelse blive. Produktet af de to ubestemtheder er større en Plancks konstant. Og det var denne relation der fik Bohr til at formulere sit komplementaritetssynspunkt. De to synspunkter betegnes ofte under ét som 'Københavnerfortolkningen'. - Heisenberg blev i 1928 professor i Leipzig og fik i 1932 Nobelprisen. - Selv om han fra nazistisk side blev udsat for angreb som 'hvid jøde', forblev han i Tyskland under hele nazismen og verdenskrigen, endda fra 1941 som leder af det tyske atomenergiprojekt. Og han besøgte efterfølgende Bohr ud fra motiver det ikke siden har været muligt at klarlægge, men som medførte en ændring af det ellers meget nære forhold mellem Bohr og Heisenberg. - Heisenberg var livet igennem optaget af fysikkens filosofiske aspekter og forelagde sine overvejelser i bl.a. 'Fysik og humanisme' (1959), 'Fysik og filosofi' (1959) og den meget smukke erindringsbog 'Der Teil und das Ganze' med undertitlen 'Gespräche im Umkreis der Atomphysik' (1969). I disse bøger kommer han bl.a. ind på sprogets problemer i den menneskelige eksistens og videnskab. Den meget musikalske og musikudøvende Heisenberg havde især en langt dybere forståelse for dagligsprogets rigdom og mangetydighed end Bohr havde. Heisenberg forstod, at dagligsproget i al dets vaghed havde en stabilitet i forhold til det mere præcise naturvidenskabelige sprog, som beroede på, at "det daglige sprogs begreber er dannet i umiddelbar forbindelse med virkeligheden". Hans eget sprog var også langt smidigere end Bohrs, der i høj grad var præget af en næsten stereotyp fastholden af præcise, men tunge formuleringer. - Heisenbergs sprogfilosofiske betragtninger er fundamentale for den komplementære helhedsrealisme.
   Jf.
Heisenberg, Werner.   Til toppen  Til indeks


Helhedsrealismen rummer en fuld forståelse for at både rationaliteten og irrationaliteten har vital betydning for den sammenhængende helhed enhver kultur dybest set udgør i al sin spændingsfyldte modsætning mellem logisk uforenelige principper. Den i sig selv emergente helhedsrealisme anlægger et evolutionært perspektiv på såvel naturhistorien som kulturhistorien ud fra det grundlæggende aksiom at udviklingen byder på uforklarlige spring der gør en konsekvent hævdelse af determinismen uholdbar og reaktionær, men til gengæld åbner for en helt uberegnelig og uforudsigelighed åbenhed for fremtidige muligheder. Helhedsrealismen vover også at tage til genmæle mod den fatale vankundighed om religion der ligger i opfattelsen af religion som en konstruktion og i abstraktionen fra at er den direkte føling med hele den menneskelige virkelighed.   
Til toppen  Til indeks


Helte-arketypen kan ses som det positive kraftfelt i det kollektivt ubevidste som understøtter viljen til dåd og handling. Den er vigtig for alle kulturer og samfund der ikke er tilfredse med den blotte væren eller immanens. Men ukritisk opfattet kan den føre til den misforståelse at kun handling tæller. Det er hvad der sker i militante ideologier som nazismen eller islamismen. Og det var hvad der skete i den nordiske mytologis gude- og helteverden. Et modstykke er nødvendigt for ikke at havne i hybris, det overmod der fører til fordærv. Modstykket må indebære en forståelse for at humoren og tragedien får plads i kulturen og samfundet dvs at det indses at jegets sejr, magtens sejr, ideologiens sejr, de absolutte ideers sejr ikke er målet. Der må altid være plads til nederlag, sorg og visdom.   
Til toppen  Til indeks


'Den herskende klasse' udsendtes i 1973 af socialisten, den pensionerede økonomiprofessor, Jørgen S. Dich (1901-75), og det var et banebrydende værk, der - som Erling Bjøl sagde - ville have vakt international opmærksomhed, hvis det havde været udgivet på engelsk. Titlen er inspireret af Peter Barnes' teaterstykke af samme navn, der blev spillet på Det kgl. Teater i 1970 i en fremragende udførelse med bl.a. Ghita Nørby og Henning Moritzen. Men Dichs undertitel er ikke til at misforstå i præcision: 'En kritisk analyse af social udbytning og midlerne imod den'.
     Jørgen S. Dich ventilerede allerede sin tanke i en kronik i Politiken 23.6.71., hvor han stillede det spørgsmål om vi regeres af statsansatte eksperter, hvis lønninger, forfremmelser, ekspansion og reformer betales dyrt af lønmodtagerne og især af arbejderne og de mindre næringsdrivende. Og ved anvendelse af sine langt tidligere introducerede gensidigheds- og marginalvælgerbegreber kom han til det resultat, at det er arbejderne og de mindre næringsdrivende der er sorteper i det store politiske spil: "De er jo ikke grænsevælgere for noget parti. Det parti der skulle forsvare arbejderne har deres grænsevælgere blandt de statsansatte og må derfor følge deres politiske arbejdsgivere både for at få magten og for at bevare den."
     Arbejderne og de mindre næringsdrivende er også af historiske grunde grebet af 'den sociale ideologi': "Arbejderne føler ubehaget ved de stigende skatter, men de retter deres skyts mod de uskyldige arbejdsgivere. Dette er for smed at rette bager, men hvem skulle være politisk interesseret i at give oplysning herom?"
     I hvert fald ikke Socialdemokratiet, må man svare på Dichs spørgsmål, eftersom dette parti rent faktisk ikke gav denne oplysning, men tværtimod blev ved med at lede arbejdernes opmærksomhed og utilfredshed mod det private erhvervsliv. Grunden var naturligvis, som Dich antydede, at Socialdemokratiet i udpræget grad var blevet de offentligt ansattes eller offentligt aflønnedes parti.
     Allerede i 1975 viste en opinionsundersøgelse, at 1/5 af de danske arbejdere stemte på Fremskridtspartiet, og en senere undersøgelse, som Socialforskningsinstituttet foretog vedr. faglærte arbejderes og underordnede funktionærers stemmeafgivning ved folketingsvalgene viste klart hvilken kategori af disse mennesker der overvejende stemte på Fremskridtspartiet, nemlig de privat ansatte, mens der for Socialdemokratiets vedkommende var klar overvægt af offentligt ansatte.
     Jørgen S. Dich gjorde i sin bog opmærksom på, at grænsevælgerne ingen væsentlig rolle spillede i den politiske kamp op til 2. verdenskrig, eftersom samfundet var klart klassedelt i borgere, bønder og arbejdere, der havde hver deres klare partipræferencer. Men når de fælles goder bliver flere og flere og står til rådighed for store dele af befolkningen, så stiger vælgernes mobilitet, klassestrukturen udviskes, og grænsevælgernes indflydelse vil vokse tilsvarende. Følgen er, at man inden for hvert parti indgår et kompromis mellem kernevælgerne og grænsevælgerne for at overleve, og at de forskellige partiers programmer også nødvendigvis må nærme sig hinanden, så alle partier efterhånden kan appellere til grænsevælgerne, selvom man endnu kan fastholde en kerne af trofaste vælgere.
     Det samlede resultat af denne udvikling bliver bred enighed om tilskud til og forbedring af grænsevælgernes vilkår: boligstøtte, aldersrente/folkepension, tillægspension, børnetilskud, sygedagpenge, forhøjelse af dagpengesatser osv. osv. Alt det der tilsammen - med fejl og skævheder - giver øget velfærd i populær forstand.
     Men Dich påpegede videre, at der samtidig med denne udvikling skete en klar ændring i opfattelsen af humaniteten: særforsorgen bliver et kulturfænomen.
     Barmhjertigheden var forlængst ophørt med at være et anliggende udelukkende for private kredse og var blevet en klar offentlig forpligtelse, som i 1950'erne og 60'erne førte til en kraftig udbygning af særforsorgen.
     Den 'klassiske' opfattelse af menneskets individuelle ansvar for sin tilpasning til samfundet erstattedes af en humanitær opfattelse, der fritager de enkelte for ansvar og dermed også for de individuelle følger af manglende tilpasning, og giver plads for det offentliges ansvar og pligt til at yde hjælp på humanistisk grundlag - uden nogen betingelse om individualistisk indsats.
     Men, understregede Dich, denne humanistiske ideologi vokser ikke frem af den fattige, hjælpeløse klasses økonomiske situation, men er skabt af en samfundsklasse, der ikke selv er udsat for de individualistiske, livshårde betingelser. Den må være skabt af dem der lever den betryggede tilværelse under det offentliges vinger, kort sagt af de offentligt ansatte!
     "Den humanistiske ideologi blev den kraft, som de, der var beskæftiget i særforsorgens tjeneste eller i andre hjælpetjenester, stillede bag deres krav om ekspansion af denne sektor til forbedring af patienternes og de ansattes egne forhold. Når man stiller humanismen bag sine krav, står man stærkt, fordi ideologien også for modpartens side er humanistisk. Modstanden bliver derfor ringe. Væksten i antal derfor stor."
   Jf.
Jørgen S. Dich, økonom og forfatter (Den herskende klasse).   Til toppen  Til indeks


Heureka er et græsk udbryd der betyder "Jeg har fundet det!" (eller "Jeg har det!"), og det tillægges den græske matematiker og fysiker Arkimedes (287-212 f.v.t.) der skal have ligget i sit badekar og funderet over hvorfor et legeme der nedsænkes i en væske taber noget af sin vægt. Pludseligt gik det op for ham, at vægttabet svarer til vægten af den væske som fortrænges. Og han skal være blevet så begejstret for denne "Aha-oplevelse" som førte ham til opdagelsen af 'opdriftens lov' at han med et håndklæde om livet styrtede ud på gaden og råbte dette "Heureka". - I realiteten er mange opdagelser blevet til på denne pludselige og uforklarlige måde, dette gælder både videnskabelige opdagelser og praktiske eller kunstneriske opdagelser. Og det gælder endelig også store religiøse erkendelser af den art man kalder
"Åbenbaringer", fx. 'forklarelsen på bjerget' i tilfældene Moses, Elias og Jesus.   Til toppen  Til indeks


Historien er en række af erindringer og fortællinger. Erindringer i bogstavelig forstand for individet selv, familien og slægten, så langt den mundtlige overlevering rækker tilbage. Men i skriftlig eller litterær forstand, når erindringer skrives ned i breve, dagbøger, selvbiografier, krøniker, historiske fortællinger og egentlige historiske værker. Hertil kommer i midlertid også de mytologiske grundfortællinger, herunder de bibelske, der sætter historien ind i en større eksistentiel og metaforisk ramme.
    Historien er samtidig identitetshistorie og udviklingshistorie - og altsammen desuden genstand for historie-forskning og -formidling. Historien har da også sin egen græske muse, Kleio, ved siden af muserne for sang, dans, digtning, komedie og tragedie.
     Historieplanet kan være den enkelte nation, den nordiske historie, den europæiske historie og verdenshistorien. Men den egentlige identitetshistorie vil være den nationale, fordi kun den er så snævert geografisk og sprogligt bestemt, at den kan holdes psykologisk sammen. Det er meget vel muligt for en danskfølende dansker også at føle sig som nordbo, vesteuropæer, europæer og verdensborger. Men den egentlige identitetsfølelse vil aftage med horisontudvidelsen. Kosmopolit kan kun den blive eller være der af den ene eller anden grund har mistet enhver følelse af til syvende og sidst at høre til og have rod et bestemt sted på jorden. En sådan kosmopolisme kan fx komme til at gælde etniske eller religiøse grupper der fordrives fra deres hjemstavn og må leve permanent i 'diasporaen' (egentlig 'adspredelsen') som flygtninge.   
Til toppen  Til indeks


Historie og religion er i dag som kunst og etik kendetegnet af at man for overhovedet af forstå dem og kunne tale om dem er tvunget til introspektion og den hermed forbundne mulighed for indlevelse i andres tankegang og følelsesliv. Nøgtern iagttagelse og beskrivelse af fænomener som eksempelvis oplevelsen af et stykke musik, en moralsk forpligtelse, en folkelig bevægelse som Solidaritetsbevægelsen i Polen eller et individuelt religiøst kald, en profetisk virksomhed eller fx den katolske kirkes funktion i Polen under det kommunistiske styre kræver indlevelse. Al nøgternhed vil fortsat være baseret på sekundærprocesserne og dermed korrespondensen til den daglige erfaring, og al objektivitet vil fortsat være et spørgsmål om erfaringer der er fælles for mange og principielt kunne være fælles for alle, men rent faktisk er kunstneriske, etiske, historiske og religiøse erfaringer yderst sjældent om overhovedet nogensinde fælles for alle. Fortolkningerne af dem endnu mindre.   
Til toppen  Til indeks


Historieforskningens objektivitet beror først og fremmest på kildekritikken. Kilderne er af mange slags, og det er nødvendigt at gå deres lødighed efter i sømmene så godt som det overhovedet er muligt. Spørgsmål som datering og oprindelse er væsentlige, og her er historikerne som hovedregel på ganske sikker grund, når det gælder nyere kilder.  
Til toppen  Til indeks


Historisk fortolkning vil sige tankemæssig og følelsesmæssig indlevelse, og en sådan kan aldrig forekomme fuldstændigt uvildig, men vil ofte bero på en så dybtgående indtrængen i stoffet at resultatet i allerhøjeste grad afhænger af, hvem der foretager indlevelsen og hvad formålet med den er.   
Til toppen  Til indeks


Hitlers ideer har visse træk fra romantikkens forestillinger om folket, men de var absolut ikke romantiske. De kom fra den vulgariserede, al moral forsømmende og til ideologi udviklede naturvidenskab: biologismen, racismen og antisemitismen. Og ideerne var vel at mærke fra Hitlers side logisk gennemtænkt allerede i 'Mein Kampf' (skrevet i 1924), hvor det hedder at menneskene ikke må glemme at det har erkendelsen og de ubrydelige naturloves hensynsløse anvendelse at takke for deres højere væren. Og han understreger det med ordene: "Im ewigen Kampf ist die Menschheit gross geworden - im ewigen Frieden geht sie unter."   
Til toppen  Til indeks


Hitlers politik grundede sig på en vrangforestilling, men det uhyrlige i hans og Tysklands tilfælde ligger i at han overvandt den ensomhed der normalt følger med vrangforestillinger, idet han havde succes med at gøre den til et fælles anliggende for hele det tyske folk. Tyskerne havde forskellige motiver til at følge Hitler, men det ændrer ikke ved den kendsgerning at et helt samfund deltog i omsættelsen af et system af vrangforestillinger til virkelighed. Hitler kan i denne henseende bedømmes som en pervers legemliggørelse af Fichtes 'Jeg', nemlig et kæmpe-Jeg der bygger sin helt egen verden op og bryder al modstand fra 'ikke-jegerne' ned.   
Til toppen  Til indeks


Hjernedødskriteriet kan bruges til at afgøre at videre behandling af et sygt menneske er formålsløs, men kun hjertedødskritetiet kan afgøre om den syge uigenkaldeligt er afgået ved døden. Det følger heraf at fjernelse af organer fra et døende menneske, hvis hjerte ikke er holdt op med at slå, til transplantationsformål dybdepsykologisk set er et sjæleligt overgreb mod det pågældende menneske. Ingen der har forstået dybdepsykologiens opfattelse af sjælen, vil altså kunne acceptere donationer af hjerte og lever til transplantationsformål.
     Det enkelte menneskes død er dybdepsykologisk set en dobbelt proces: den er jegets ophør og selvets ophør. Kun jegets ophør kan opleves af den døende hvis han er ved bevidsthed i dødsøjeblikket. Jegets død er den individuelle personligheds og identitets ophør. Dødsangst er angsten for personlighedens opløsning. Selvets ophør opleves derimod ikke (og frygtes følgelig ikke), her vil bevidstheden alene kunne fornemme sjælens eller rettere totalpsykens tilbagevenden til sit ophav, det kollektivt ubevidste.   
Til toppen  Til indeks


Hjertedødskriteriet er dybdepsykologisk set det eneste fornuftige dødskriterium, idet et menneskes sjæl ikke udelukkende er et individuelt sjæleliv der kunne tænkes at være fuldstændigt afhængigt af hjerneprocesser. Et menneskes sjæl er både et individuelt sjæleliv og et kollektivt. Og det kollektive sjæleliv er ikke udelukkende knyttet til hjernen, men til hele kroppen. Den kollektive del af sjælen forlader derfor ikke kroppen før hjertet er holdt op med at slå, legemstemperaturen begynder at dale og den kropslige opløsning begynder.   
Til toppen  Til indeks


Homoseksualitet anses på grund af den statistiske overvægt af heteroseksualitet ganske naturligt som en unormalitet. Den har i årtusinder været betragtet med afsky som ikke bare statistisk unormal, men direkte stridende mod naturen og derfor umoralsk og ulovlig. Men i nyere tid er det blevet anerkendt at orientering mod eget køn ikke skyldes abnorme eller perverse, men naturlige tilbøjeligheder. Homoseksualitet er derfor i moderne, oplyste samfund blevet accepteret, og de homoseksuelle har fået ret til legalt partnerskab. Dette betyder dog ikke at aversionen mod dem er forsvundet. De homoseksuelle vil fortsat være i den situation at de skal forsvare deres orientering, og de bør derfor i egen interesse undgå alt for store provokationer.   
Til toppen  Til indeks


Humoren i den menneskelige tilværelse kommer af det eksistentielle sammenstød mellem de to vidt forskellige slags psykiske processer som kendetegner mennesket, nemlig de medfødte irrationelle primærprocesser og de tillærte rationelle sekundærprocesser. Allerede småbørn kan le højt over hændelser der ikke forløber efter logikkens regler, selvom de slet ikke kender disse regler. Og sådan er det livet igennem for alle mennesker. Den tilfældige og ufrivillige komik er af stor værdi. Simpel falden-på-halen-komik er latterudløsende i og med at der sker brud på den forventelige logiske rækkefølge.
     Latteren er artskarakteristisk for mennesket derved at den er den eneste fysiologiske refleks hos noget dyr der udløses af en skabende aktivitet, et udsagn, en tegning eller en adfærd der på en eller anden måde strider mod logik, forventning eller vane. Latteren har dermed en befriende mentalhygiejnisk funktion, den renser luften for alt for stor alvor eller nyttehensyn. Humor er imidlertid mere end latter. Den kan være et våben i form af ironi og satire.
     Ironien lægger afstand til et menneske eller et fænomen og kan endda være selvironi der afslører et menneskes evne til at se sig selv på en vis afstand. Ironien kalder på smilet, men kan være sårende. Satiren er grovere af karakter og kalder på latteren, men har nedgørelsen af andre mennesker eller bestemte fænomener som mål. En særlig form for satire er 'grotesken' der fremdrager det hæslige, deforme og bizarre ved mennesket og livet og dermed afslører det absurde i tilværelsen. Netop i den snævre forbindelse med latteren kan satiren og 'grotesken' ses som væsentlige i den folkelige kritik af autoriteter og magthavere.
     I perioder i den europæiske historie har disse former for humor haft en så central rolle i folkets liv at man med rette har talt om en 'folkelig latterkultur' til forskel fra den alvorlige elitære finkultur som fandtes i kirken og fyrstehusene. Humoren udfolder sig også i komedien der ved at kalde på publikums latter kan afsløre og spidde de mere latterlige og frastødende træk hos mennesker. Men komedien kan også kalde på smilet ved at afsløre de små eller store fejl mennesker har og begår, men som ligger inden for rammerne af det normale og menneskelige. Gennem denne side af komedien kan mennesket forstå - og lære at bære over med - skrøbelige sider af sig selv og andre.

     Humoren kan i sidste ende bringe mennesket helt ind i det
Martin Buber kalder 'tragediens område', det område hvor det at have ret og få sin vilje er hørt op. Folk der hele tiden pukker på deres ret og hele tiden vil have deres vilje kan være utålelige. Det gælder børn såvel som voksne. De kan blive utåleligt kværulantiske individer eller viljessyge mennesker der aldrig helmer før de får deres vilje - eller får deres hævn over uret. Men nederlag kan undertiden hjælpe dem ind i tragediens område og forandre dem totalt. Alt i alt bliver humor således alternativet til den nytte- og pligtmoral, som arbejdets nødvendighed og rationalitetens ubestridelige fordelagtighed gør nærliggende. Nytte- og pligtmoralen tenderer mod det begrænsende og hæmmende. Og bliver den ligefrem dominerende i kulturen, bliver den sundhedsskadelig.
     Humoren er befriende og behøver aldrig at blive af eksklusiv karakter. Med sin intense føling med de skabende og befriende kræfter i tilværelsen er humoren et sidestykke til den religiøse kult i dens oprindelige betydning. Humoren er troens fosterbroder er det blevet sagt. Men det er karakteristisk for de intensive erfaringer at de efterlader en stabil erfaring i psyken af den mening de gav i og med den direkte føling med skabelsens kilder. Heraf kommer det at de mest intensive erfaringer af denne art har karakter af det vi kalder 'åbenbaring' eller 'højdepunktsoplevelse', de kan ikke rystes af, men vil på afgørende vis være bestemmende for det pågældende menneskes efterfølgende eksistens. Specielt vil erfaringer af denne art gøre det umuligt for et menneske siden at se bort fra de irrationelle kræfters fakticitet og betydning. De vil desuden indebære en dyb indsigt i det forhold at den enkeltes sjæleliv ikke udelukkende er bestemt af personlige forhold eller forhold der vedrører hverdagslivet og det normale sociale liv.
     Indsigten vil give det enkelte menneske en klar erkendelse af at dets snævre, villende og handlende jeg der bygger på uddannelse, arbejde og karriere ikke udgør hele psyken, men at dette snævre jeg i den totalpsyke det kun er en del af står over for en instans der er større end det selv. Denne instans kaldes i dybdepsykologen for helhedspsyken eller med et misforståeligt ord 'selvet'.   Til toppen  Til indeks


Humormennesket er et centralt begreb i Jernesalts helhedsrealisme, og det går tilbage til en bog fra 1951 af religionshistorikeren
Vilh. Grønbech, hvor det bl.a. hedder, at "livet er et fund der bliver til af de oplevelser der synker ned i humormennesket".
     Dette humormenneske må ikke forveksles med hvad man i almindelighed kalder en humorist. Det er hos Grønbech modstillet erindringsmennesket, dvs det menneske der har sin fortid stående i ryggen som en trussel der stadig skal besværges, fordi oplevelserne ikke får lov til at dø for at leve, men tværtimod går råt ned i sjælen og komme til at ligge som en dødvægt af brokker.
     Søde og sure minder, halve, forsagte nydelser, halve forsagelser, anger og impotent lyst tynger som et fremmed materiale i sindet; de rådner til noget som nu om dage har fået navnet komplekser eller hæmninger og i gamle dage kaldtes anfægtelser. Og en skønne dag springer disse spøgelser op som noget fjendtligt, der voldtager viljen og måske river forstanden med sig ned i det kaotiske mylder af løse oplevelser.
     Humormennesket derimod, fortsætter Grønbech, véd at hans oplevelser bogstaveligt dukker ned og bliver borte for ham. De går ind i alt det andet som han før har levet og gjort, givet mennesker og modtaget af mennesker, hvad han har digtet og drømt. Noget oplevet kan dukke op igen som minde, men det er ikke øjeblikket der træder ud af glemselens skjul. Mindet bliver til - op af dybet. Det fødes igen med en kraft og varme som øjeblikket ikke havde og trækker en hel verden med sig ind i erindringen. Det gamle øjeblik er lige så nyt som nuet. Dernede i dybet er alt nemlig en skabende magt.
     Som det ses er det sjælelige dyb her betragtet som en uafladeligt skabende underbevidsthed - og altså slet ikke som tilfældet er i psykoanalysen som en kogende gryde af fortrængninger der hvert øjeblik truer med at sprænge overfladen. Ingen ved bedre end kunstneren og mystikeren hvad denne skabende inspiration dybest set er. Men som Grønbech påpeger så er den skabende sjælelige undergrund ikke et privilegium for særligt benådede mennesker, men tværtimod noget alle kender hvis de tør være sig selv. Det er det simpleste af alt, sjælens livsgrund, det er menneskets dybeste væsen.
     Mange mennesker har den opfattelse at religion er et så alvorligt foretagende at det er forkasteligt at gøre grin med den og fx bringe tegninger af profeten Muhammed, lave vægmalerier af Jesus med erigeret lem eller hænge komiske figurer op på kors i film eller på teater. Og finder man det ikke ligefrem forkasteligt, så mener man i hvert fald at det er unødvendigt og uklogt. Men humor er i høj grad forenelig med dyb og ægte religion. Ja, det er egentlig kun den dogmatiske religion der ikke kan tåle sund humor.   Til toppen  Til indeks


Humor er uforenelig med moral i betydningen norm for rigtig opførsel, ja, den er faktisk direkte umoralsk og derfor farlig. Den er i hele sit væsen ude over de grænser som moralisterne må sætte op for at opretholde deres orden i verden. Humoren gør fri, fordi den åbenbarer at vi ikke er årsagssammenhænge, determinerede mekaniske dukker eller moralens blinde slaver, men skabende liv.
     Humoren bliver med andre ord og i Grønbechs optik befrieren og livgiveren. Den viser bedst sin magt i de mørkeste stunder. Den er i virkeligheden det alvorligste af alt, for den rummer en fare som skal overvindes. Den frelser fra livsangst og dødsangst, men tager ikke angsten bort. Tværtimod går den ned i angsten for at overvinde den ved at lade livets skabende kræfter, de grundliggende ubevidste energier, få mulighed for udfoldelse. Gennem humoren sejrer livet på denne måde over døden, og den gør det i selve visheden om at en ny verden er på vej, en verden der er større end den gamle var.   
Til toppen  Til indeks


Højdepunktsoplevelser eller peak-oplevelser kan nås på utallige måder så som musik og dans, fest og sang, sport og konkurrence, bjergbestigning eller anden ekstrem risiko, men også gennem indadvendte aktiviteter som bøn, meditation, faste og afsondring. Højdepunktsoplevelserne er udslag af en kanalisering af aggressivitetsdriften og gør således aggressiviteten til selve fundamentet for menneskets åndsliv. Jf.
Aggresivitetsdriften.   Til toppen  Til indeks


Immanens er den egenskab at være iboende, dvs. at ligge i et begrebs eller en tings natur, og er således modsætningen til
transcendens. I Sartres og Beauvoir's eksistentialisme betyder immanens at forblive i det éngang værende eller etablerede uden søge uden over grænserne som ved transcendens. Ifølge denne eksistentialisme er det kun muligt at retfærdiggøre eksistensen her og nu hvis den vedblivende erobrer og inddrager en aldrig afsluttet fremtid. Stagnerer den udadgående bevægelse, transcendensen, til immanens, så degraderes eksistensen til en tingsagtig væren til.
     Ved at forblive i immanensen bliver man med andre ord stående i trygheden, rutinen, tidsfordrivet og funktionen - i stedet som ved transcendensen at søge ud i frihed, intensitet, engagement og proces gennem bevidste projekter i sit liv. Men de to tendenser - transcendens og immanens - står naturligvis ikke over for hinanden som absolut uforenelige modsætninger, for de afhænger af hinanden. Livet kan kun opretholdes ved at række ud over sig selv, men evnen til at række ud over sig selv er betinget af evnen til at opretholde. - Se også Livskvalitet.   Til toppen  Til indeks


Ideologier som fx liberalismen, socialismen og konservatismen er idésystemer der giver en omfattende og sammenhængende samfundsopfattelse med beskrivende analyser af hvordan samfundet er indrettet, og hvordan det burde være. De har derfor i moderne demokratisk og parlamentarisk tid fungeret som almene handlingsgrundlag for forskellige politiske partier og bevægelser. Ideologierne bliver ofte ret abstrakte og verdensfjerne eller utopiske, og kan derfor ses som modstykker til pragmatiske indstillinger, hvor det saglige og virkelighedsnære er dominerende. Ideologierne opstod under
oplysningstiden og rationalismen, og målet med dem var oprindeligt at udskille de videnskabeligt holdbare ideer fra irrationelle forestillinger af religiøse, politisk og metafysisk art, idet oplysningsfilosofferne naivt troede at dette var muligt.
     Men ikke mindst Karl Marx fremførte den teori at de herskende tanker var identiske med den herskende klasses tanker, og at den herskende klasses ideologi derfor var et magtinstrument der uden at magthaverne siger det ligeud ophøjer den herskende klasses interesser til almenhedens interesser. I Marx's øjne tilslørede den liberalistiske idé om frihed og lighed således helt bevidst kapitalismens faktiske ufrihed og ulighed. Den liberalistiske idé var med andre ord en 'falsk bevidsthed'. Og det modstykke Marx og Engels stillede op herimod blev den kommunistiske ideologi, der havde som mål at afskaffe kapitalismen én gang for alle gennem en samfundsomvæltning, en revolution.
     I 1929 rejste sociologen Karl Mannheim det spørgsmål om ikke enhver ideologi uundgåeligt ville være farvet af tilknytningen til bestemte sociale interesser.
     I første halvdel af 1900-tallet viste både kommunismen, fascismen og nazismen (nationalsocialismen) deres fatale ensidighed og undertrykkende karakter, men da velfærdssamfundene efter krigen prøvede at bygge bro mellem klasserne og skabe velstand for alle, forudsagde Daniel Bell de politiske ideologiers død. Man fik øjnene op for farerne ved selve systemtænkningen og tendensen mod lukkede ideologiske systemer, der blev dogmatiske og nidkært vogtet af chefideologer og overvågningssystemer. Og der bredte sig til gengæld en tro på muligheden af en positiv og neutral samfundsvidenskab der skulle være uberørt af ideologi.
     Sociologen Jürgen Habermas kritiserede i 1980'erne for alvor denne sidste strømning, idet han typisk for Frankfurterskolen understregede at en sådan positiv samfundsvidenskab selv ville blive en ideologi. Han fastholdt den gamle oplysningstradition ved at hævde at det var muligt gennem samtale og dialog at nå frem til mere fornuftige forestillinger om samfundets indretning. Denne filosofi kaldte han 'diskursetik'. Naiviteten er tydelig og ligger i abstraktionen fra selve den menneskelige aggressivitetsdrifts styrke og karakter.
     Ingen har heller kunnet komme modsætningen mellem liberalismens og socialismens grundlæggende idéer eller principper om frihed kontra lighed til livs. Den amerikanske politolog Francis Fukuyama regnede dog i 1992 liberalismen for en så sikker vinder, at han proklamerede 'Historiens Ende' (synspunktet blev siden trukket tilbage). En anden amerikansk politolog Samuel P. Huntington forudså i 1996 et decideret sammenstød mellem civilisationerne og dermed også en krise eller et sammenbrud for de vestlige ideologiers forestillinger om almene menneske- og borgerrettigheder. Og i det nye årtusinde har ikke mindst den store økonomiske krise trukket spørgsmålet om kapitalismens væsen og uvæsen frem på ny måde. I 2013 udgav den franske økonom Thomas Piketty sin bog om 'Kapitalen i det 21. århundrede' hvor han pointerer at kapitalen i sit naturlige forløb ikke har nogen tendens til at spredes, men tværimod snarere til at koncentreres på færre og færre hænder - og dermed skabe øget ulighed.
     Den komplementære helhedsrealisme peger heroverfor på at samfundet altid vil være præget af en modsætning mellem frihedsprincippet og lighedsprincippet, som hverken kan udryddes gennem samfundsændringer eller bringes til en form for ligevægt gennem forsøg på teoretisk syntese, men vil bestå fordi mennesket er et transcendent væsen der i kraft af sin iboende frihedstrang søger ud over sine og samfundets til hver tid givne grænser og dermed uundgåeligt skaber ulighed. Men da mennesket også har en ligheds- eller tryghedstrang vil for stor ulighed skabe social uro. Selve modsætningen mellem frihed og lighed giver imidlertid dynamik til samfundsudviklingen.
Jf. Komplementariteten mellem liberalismen og socialismen   Til toppen  Til indeks


Indeterminismen er en filosofi der afviser determinismens påstand om at alle begivenheder har en årsag og alle er led i ubrudte årsagskæder. Da hverken denne påstand eller dens modpåstand kan bevises, har både determinismen og indeterminismen hidtil måttet betragtes som antagelser, idet determinismen som arbejdshypotese betragtet har den klare fordel at det er den og kun den der fører til nyttig afdækning af årsager. Men kvantemekanikken indebar i 1920'erne og -30'erne erkendelsen af at årsagsloven havde sin begrænsning så snart vi kommer til atompartikler der bevæger sig med en hastighed der nærmer sig lysets. Her kan elektroners impuls ikke bestemmes nøjagtigt samtidigt med deres lokalitet; man må tage til takke med at måle sandsynligheden af elektronernes effekt og altså at indføre et statistisk aspekt i naturvidenskaben. Dermed falder den absolutte determinisme, for denne forudsætter at alle enkeltobjekter uden undtagelse kan måles eksakt hvad angår sted og bevægelse.
     Hvad hjerneprocesser angår er der formentlig også tale om en hastighed af signalernes bevægelser der umuliggør en samtidig måling af deres sted på hvert tidspunkt - og dermed også umuliggør afdækning af alle årsager ned til den sidste.
     Hertil kommer at kompleksiteten i fænomenerne kan være så stor, at det - som kaosteorierne har påpeget - er umuligt nogensinde at bestemme et komplekst systems begyndelsestilstand præcist. Dette gælder typisk for vejret og klimaet som begge er yderst komplekse systemer, men det gælder faktisk også hjernens uhyre komplekse processer og på psykologisk plan sjælens uhyre komplekse processer. Derfor er det en illusion at tro at hjerneforskningen nogensinde vil kunne forklare hvad bevidsthed og sjæleliv er.
     På det etiske plan betyder indførelsen af tilfældighed i naturen at der åbnes for
emergens i historien: der kan dukke noget nyt op som aldrig har været set før. Sådanne emergente fænomener er kulturhistorien ét langt udtryk for, men det gælder naturligvis også for det enkelte menneskeliv.
     I begge tilfælde vil man støde på loven om utilsigtede virkninger som historikeren Paul Johnson har formuleret: enhver handling vil udover sine tilsigtede virkninger have nogle utilsigtede - fordi det er umuligt at beregne alle virkninger på forhånd, så snart der er tale om systemer af blot nogen kompleksitet - som fx politiske beslutninger i moderne samfund.

     Specielt indebærer tilfældighedens indtog i natur- og menneskehistorien at den religiøse karma-forestilling undergraves. Forestillingen siger, at enhver handling fra et menneskets side vil have en ubrudt årsagskæde bagud i tiden og en ubrudt årsagsskæde fremad i tiden. Dette rent spekulative synspunktet indebærer at enhver forkert, ond eller 'syndig' handling fra et menneskes side aldrig vil kunne sones, da dens virkninger går ubrudt videre i al fremtid, uanset hvad man senere måtte foretage sig.
     På samme plan kan det fastslås at den populære astrologiske forestilling om at stjernernes stilling på himlen på et menneskes fødselstidspunkt skulle bestemme hele dets senere liv og udvikling, er overtro. Et menneskes udvikling gennem livet kan ikke forudses til mindste detalje. Såvel genetiske som miljømæssige forhold spiller naturligvis den allerstørste rolle, men stjerners stilling er helt irrelevant, og horoskopers forudsigelser er derfor ren underholdning.
     Tilfældighedens indtog i menneskehistorien betyder derimod ikke at menneskets principielle ansvarlighed undergraves, for det enkelte menneske vil normalt altid have handlemuligheder, dvs muligheder for at vælge mellem handlinger der er uhensigtsmæssige eller ligefrem skadelige og handlinger der er hensigtsmæssige og gavnlige. Straffeloven gør derfor alle mennesker over 15 år personligt ansvarlige for deres handlinger, så de kan retsforfølges. Den kriminelle lavalder på 15 år tager højde for at børn normalt først kan forstå deres fulde ansvar når de er kommet ind i puberteten og blevet fuldt bevidste om forskellen på godt og ondt. Men alderen kan ændres ved lovgivning, og da børn i vore dage bliver tidligere og tidligere 'voksne' og i hvert fald en del af dem tiere og tiere begår kriminelle handlinger før de er fyldt 15 år, er der naturligvis offentlig diskussion om hvor lavalderen bør ligge.   Til toppen  Til indeks


Den indre dialog har alle mennesker kørende i sin sjæl, når de slapper af og ikke koncentrerer sig om bestemte opgaver. Den betragtes af de fleste mennesker som så værdifuld, at de gerne hengiver sig til den ved mange former for rekreation som fx at gå eller cykle en tur. Og den udnyttes også litterært til former for uendelige bevidsthedsstrømme som fx James Joyce's 'Ulysses'. Men det er en biting. Det afgørende er at den indre dialog eller bevidsthedsstrøm er almen og uundværlig for alle menneskers mentale sundhed. Den er oplagt at forstå som frembrud af det kollektivt ubevidste. Og derfor er det ikke mærkeligt, at den også finder sted når individet sover og så at sige har slået sin kontrollerende individuelle bevidsthed fra. Den kollektive bevidsthed fortsætter sin aktivitet - ikke blot i drømme, men også i problemløsninger og anden kreativitet. Man kan tumle med et problem om aftenen uden at kunne finde en løsning - og så beslutte sig for at 'sove på det'. Og man kan næste morgen vågne og have fået løsningen forærende - eller være fuld af ideer til noget man skal lave. Se også
åbenbaringer og heureka-oplevelser. - Men den indre dialog har desuden funktion som menneskets korrigerende refleksion, der holder den etiske overvejelse og ansvarlighed fri af alskens falsk sikkerhed af dogmatisk eller sekterisk art.   Til toppen  Til indeks


Indvandringen gennem de sidste 50 år - især af muslimer - er den mest markante grund til at danskheden er kommet til debat er naturligvis den betydelige indvandring gennem de sidste årtier og den hermed sammenhængende stigende andel af andengenerationsindvandrere i skolerne, på uddannelsesstederne og på arbejdsmar-kedet. Disse indvandrere giver ofte anledning til særlige problemer. Mange af dem kan tilsyneladende tale dansk udmærket, men alligevel ikke godt nok. De bliver af forældrene tvunget til at adskille sig fra deres danske kammerater på mange punkter - lige fra gymnastik og badning over seksualundervisning og religionsundervisning til disciplin, faste og bøn, en anden form for humor og ikke mindst et helt andet syn på kvindekønnet og kønsrollerne.
     Da deres forældre i vid udstrækning ikke taler særligt godt dansk, ofte af princip ikke deltager i skoledemokratiet og ydermere ofte lever af kontanthjælp, så er modstanden mod dem stor blandt såkaldt almindelige danskere, hvilket vil sige danskere med forholdsvis lav uddannelse og indtægt, herunder de arbejdsløse. Når hertil kommer, at det politiske system indtil for ganske nylig var fuldstændigt uden vilje til at begrænse indstrømningen af indvandrere gennem familiesammenføringer og indstrømningen af flygtninge uden nøje skelnen mellem om de var politiske flygtninge eller bekvemmelighedsflygtninge, så var det intet under, at folketingsvalget i 2001 omtrent flyttede lige så mange stemmer som valget i 1973.   
Til toppen  Til indeks


Indvandrerpolitikken har gennem alle de ca. 50 år der har været brug for fremmed arbejdskraft i landet været præget af tilfældighed, naivitet og laden stå til. Tilfældigheden har bevirket at man har prøvet ad hoc at løse nogle af de konkrete problemer efterhånden som de dukkede op og nødvendiggjorde handling. Politikerne var - med hæderlige undtagelser - ikke forudseende. Skal indvandrerpolitik imidlertid have mening, må den være effektiv, og det kræver først og fremmest effektiv grænsekontrol, så myndighederne er i stand til på hvert givent tidspunkt at bestemme hvem der overhovedet kan komme ind i landet. Antallet af indvandrere (og flygtninge) er aldrig ligegyldigt, det er tværtimod forudsætningen for at nationalstaten kan ikke tillader en større indvandring af fremmede end den er i stand til at integrere.   
Til toppen  Til indeks


Inertiens lov siger at et legeme forbliver i sin tilstand af hvile eller jævn, retlinjet bevægelse, medmindre ydre kræfter tvinger det til at ændre tilstanden.   
Til toppen  Til indeks


Informationsteknologien udbredes globalt - og lynhurtigt - og medfører en internationalisering af informationerne. Hele verden er i dag forbundet med netværk der kan transmittere billeder, lyd, tekst og data uden nævneværdig forsinkelse. I en vis forstand medfører dette hvad man kalder 'et grænseløst samfund': grænserne mellem nationerne, mellem virksomhederne indbyrdes og mellem virksomhederne og deres ansatte udviskes eller ændrer karakter. Sprogligt betyder udviskningen, at engelsk er blevet totalt dominerende som internationalt sprog.
     Igen er der tale om en uundgåelig udvikling, som ingen har villet, bestemt eller forudset, men som simpelthen er dukket op i og med de teknologiske muligheder og derefter er forløbet efter sine egne love om hurtigst mulig udbredelse. Den omformer totalt samfundene og menneskenes vaner og kulturer. Den vil derfor naturligt nok blive følt som en trussel af mennesker der ikke bryder sig om større forandringer eller som er tilfredse med det bestående og betragter de nymodens ting som overflødige.
     I sig selv er informationsteknologien ikke nogen trussel mod danskheden i dybeste forstand - så lidt som mod nogen anden national identitet. Men naturligvis må identiteterne tilpasse sig de nye betingelser. Alt hvad der kan forstås som specielle danske kulturværdier - historien, litteraturen, sproget, oplysningen, sekulariseringen, velfærdsideen, humoren og folkekarakteren består. Teknologien betyder kun, at deres former forandrer sig og navnlig at deres tilgængelighed bliver langt lettere.   
Til toppen  Til indeks


Integrationen af de muslimske indvandrere kan ene og alene ske ved deres systematiske inddragelse i den danske monokultur og folkelighed. Indvandrerne er blevet et stort problem fordi de i vid udstrækning ikke har ladet sig integrere fuldt ud, men bevaret deres modersmål som omgangssprog indbyrdes tillige med omgangsformer og skikke fra deres hjemlande. De første indvandrere - gæstearbejderne - gjorde primært dette fordi deres indstilling var at vende hjem, når de havde tjent tilstrækkeligt mange penge, men de for blev af forskellige grunde i landet - og fik deres familier bragt hertil i kraft af meget liberale regler for familiesammenføring. Oven i disse problemer kom der mange flygtninge til landet bl.a. gennem internationale kvote-ordninger - og flertallet af disse flygtninge havde slet ikke noget ønske om at integrere sig.
     Resultatet her blev i 1980'erne og 1990'erne en ghettoisering af store dele af indvandrerne - og en voksende modstand mod dem hos den jævne dansker der så hvordan de fremmede modtog pengeoverførsler, boliger og boligtilskud og skoleundervisning m.m. uden at bidrage nævneværdigt til statskassen - samtidigt med at de lavede parallelsamfund og i stigende omfang gav problemer i skolen og fritiden i form af sammenstød med danskere. Der har endda været en voldsom stigning af decideret kriminalitet blandt unge indvandrere. De samles i bander der tiltrækker de små brødre og kun forværrer det generelle problem.   
Til toppen  Til indeks


Intellektualisering er i den freudianske psykoanalyse en
forsvarsmekanisme der består i at gøre en psykisk konflikts elementer til genstand for en rent intellektuel bearbejdning, fx en forfinet eller ligefrem sofistikeret begrebsanalyse, mens de følelsesmæssige og afgørende sider af konflikten holdes borte fra bevidstheden. Hang til en sådan intellektualisering ses ofte i puberteten som spontan reaktion på den vågnende seksualitet. - Mere generelt betegner udtrykket den intellektuelle og begrebslige analyse der holder stærke følelsesmæssige og dybere eksistentielle sider af tilværelsen uden for eftertanke og refleksion, men alligevel bilder sig ind at have forstået dem fuldt ud. Det kan fx dreje sig om erotiske, æstetiske, etiske eller religiøse dimensioner af eksistensen. Man tror man forstår disse dimensioner eller elementer ved at lære de ord der bruges til deres beskrivelse uden nogen personlig erfaring af fænomenerne. Det kaldes 'forståelse ved beskrivelse eller læsning' i stedet for 'forståelse ved personlig erkendelse'. Man kan fx ud fra rent leksikalsk viden slynge om sig med fremmedord og fagudtryk - uden at have ringeste reel erfaring af de pågældende fænomener. - Et markant tilfælde af intellektualisering sås hos den store dansk tænker Søren Kierkegaard i hans spekulative teologi, fordi denne mundede ud i en ekstrem understregning af at tro er tro på et paradoks, altså tro på noget absurd uden mening eller fornuft i gængs forstand. - Fra det politisk-ideologiske felt kan intellektualisering først og fremmest ses hos kommunistiske og nazistiske fundamentalister eller i nyere tid hos islamister der bygger på en forestilling om enhed mellem religiøs tro, moral, politik og verdensanskuelse.   Til toppen  Til indeks


De intellektuelle i Vesten (herunder Danmark) har - som påvist af historikeren Bent Jensen - ikke blot vist sig uinteresserede i at beskæftige sig med fortiden og deres egne fortielser eller skønmalerier, men viser sig at lide af et så påfaldende kollektivt hukommelsestab at det tyder på mangel på skrupler. Denne side af sagen behandlede Bent Jensen allerede i 1984, altså flere år før Sovjetkommunismens sammenbrud, da han udgav "Stalinismens fascination og danske venstreintellektuelle". - De intellektuelle kommunisters selvbedrag ligger ikke mindst i, at de selv troede de var rent rationelle og slet ikke kunne se, at de i virkeligheden var dybt religiøse, troende, metafysiske og følelsesbundne mennesker.   
Til toppen  Til indeks


Introspektion er den eneste mulighed for registrering af psykiske fænomener, og sprogets beskrivelser af introspektionerne er eneste mulighed for udveksling af erfaringer om disse fænomener. Men da der i alt sjæleliv indgår ubevidste eller underbevidste fænomener kan det i sin egenart ikke forstås til bunds uden sondringer mellem det personligt bevidste og det personligt ubevidste og mellem det personligt ubevidste og det kollektivt ubevidste. Men vi er ikke overladt til frie fantasier om sjælelivet, eftersom alle der har et sjæleliv også har en krop.
    Sjælelivet eksisterer ikke uden individer af kød og blod. Og dette muliggør nøgternhed og sund fornuft gennem et psykisk
korrespondensprincip, analogt med det fysiske: Sjælelivets fineste rørelser (forestillinger og følelser af alle arter) kan ikke beskrives i alle enkeltheder fordi kompleksiteten og hastigheden af de tilhørende energier er alt for stor, men de kan alle henføres til individer af kød og blod og beskrives i det sprog vi alle er afhængige af. For at bevare nøgternheden og realitetssansen kræves kun at nogle enkle sprogregler overholdes. Alle psykiske fænomener skal henføres til fysiske kroppe, og alle sætninger der beskriver fysiske fænomener skal henføres til fysiske kroppe eller personlige pronominer der igen kan henføres til fysiske kroppe.   Til toppen  Til indeks


Den introverterede mennesketype er generelt præget af at den subjektive determination er den udslaggivende. Den introverterede retter sig efter den iagttagelses- og erkendelsesfaktor som udgør den subjektive disposition der optager sanseindtrykkene. Typen støtter sig overvejende til det som det ydre indtryk konstellerer i subjektet. I handling skydes der en subjektiv anskuelse ind mellem oplevelsen af ydre objekter og personens subjektive bedømmelse af situationen og hvad den måtte nødvendiggøre af reaktion. - Jf.
Jung, C.G..   Til toppen  Til indeks


Den introverterede (rationelle) tænketype orienterer sig først og fremmest efter den subjektive faktor - det være sig en retningsfølelse eller et billede. Tænkningen kan befatte sig med konkrete eller abstrakte størrelser, men orienterer sig altid på de afgørende punkter efter det subjektivt givne. De ydre kendsgerninger er ikke årsager til og mål for denne tækning. Tænkningen begynder derimod i subjektet og fører tilbage til subjektet, også selvom den foretager lange udflugter på den reale fakticitets område. Den skaber problemstillinger og teorier der åbner udsyn og indblik, men den fremviser en reserveret holdning til kendsgerninger. Facts indsamles kun som dokumentations- eller illustrationsmateriale, og ikke for deres egen skyld. Kendsgerningerne er for denne tænkning af sekundær værdi, hvorimod den primære værdi ligger i udviklingen og fremstillingen af den subjektive idé, det oprindelige symbolske billede som mere eller mindre dunkelt står for dens blik. Den stræber aldrig efter en tankemæssig rekonstruktion af den konkrete fakticitet, men efter en forarbejdning af det dunkle billede til en lysende idé. Denne tækning fortaber sig let i den subjektive faktors umådelige sandhed. Denne type baserer sig på fornuftigt dømmende funktioner, men vel at mærke i dette tilfælde på det objektivt givne. - Som eksempel på denne type nævner Jung Oplysningstidens store filosof Immanuel Kant.   
Til toppen  Til indeks


Den introverterede (rationelle) føletype fremtræder for det meste kølig og reserveret, så de ofte for en overfladisk dom frakendes enhver følelse. Men dette er i bund og grund forkert. Følelserne er blot ikke ekstensive, men intensive. De udvikler sig i dybden. Den virkelige genstand for følelserne hos denne type foreligger kun som en anelse. Den udtrykker måske sit mål og sit indhold i en skjult og for profane øjne ængsteligt afskærmet religiøsitet eller i poetiske former som ligeledes er sikret imod overraskelse. Folk af denne type er for det meste stilfærdige, vanskeligt tilgængelige, uforståelige, hyppigt skjult bag en barnlig eller banal maske, hyppigt også med et melankolsk temperament. De prætenderer intet og træder ikke frem. De sande motiver forbliver for meste skjulte. Uadtil viser de en harmonisk diskretion, en behagelig ro, en sympatisk paralleladfærd. Der kan hos deres medmennesker melde sig en mistanke om indifference og kølighed. Denne typer baserer sig på fornuftigt dømmende funktioner, men vel at mærke i dette tilfælde på det subjektivt givne. - Jung undlader ikke at påpege, at selv om de introverterede typer set fra et ekstroverteret rationelt synspunkt nok hører til de mest unyttige af alle mennesker, så er de alle set fra et højere standpunkt et levende vidnesbyrd om den kendsgerning at den rige og pulserende verden og dens overstrømmende og berusende liv ikke kun findes i det ydre, men også i det indre. De kan derfor være lærerige for dem der ikke lader sig blænde af den herskende åndelige mode.   
Til toppen  Til indeks


Den introverterede (irrationelle) sansetype retter sig efter det som slet og ret forekommer. Typen orienterer sig efter 'intensiteten i den gennem den objektive simulation udløste subjektive del af sansningen'. Der er ingen proportional sammenhæng mellem objekt og sansning, men tværtimod et helt igennem uforholdsmæssigt og vilkårligt forhold. Det er derfor svært for udenforstående at forudse hvad der vil gøre indtryk. Udefra betragtet ser det ud som om påvirkningen fra objektet overhovedet ikke trænger frem til subjektet. Et subjektivt, fra det ubevidste stammende indhold skyder sig imellem og opfanger objektindvirkningen. Hvis individet ikke råder over nogen evne til at udtrykke sig kunstnerisk, går alle indtryk indad, i dybden, og holder bevidstheden fast, uden at det bliver muligt for denne at blive herre over det fascinerende indtryk gennem et bevidst udtryk. Individets subjektive iagttagelse orienterer hans bevidsthed i retning af en 'arkaisk' virkelighed eller en mytologisk verden. - Denne type er vanskeligt tilgængelige for en bedømmelse udefra. Indadvendtheden fører ofte til tilbagetrukkethed, indesluttethed og mangel på deltagelse eller usikkerhed og ubegrundet forlegenhed. I værste fald kan de vise barsk afvisning udadtil. - Jung undlader ikke at påpege, at selv om de introverterede typer set fra et ekstroverteret rationelt synspunkt nok hører til de mest unyttige af alle mennesker, så er de alle set fra et højere standpunkt et levende vidnesbyrd om den kendsgerning at den rige og pulserende verden og dens overstrømmende og berusende liv ikke kun findes i det ydre, men også i det indre. De kan derfor være lærerige for dem der ikke lader sig blænde af den herskende åndelige mode.   
Til toppen  Til indeks


Den introverterede (irrationelle) intuitive type retter sig efter de indre objekter - dvs det ubevidstes elementer. De indre objekter forholder sig nemlig til bevidstheden helt analogt med de ydre objekter, selv om de ikke besidder nogen fysisk, men psykisk realitet. De indre objekter fremtræder for den intuitive perception som subjektive billeder af ting som ikke kan antræffes i den ydre erfaringsverden, men som udgør indholdene i det ubevidste, i sidste instans det kollektivt ubevidste. Denne type kan i visse tilfælde udvikle sig til den mystiske drømmer og seer, eller til fantasten og kunstneren. Fantasten lader sig nøje med anskuelse, den produktive kunstner giver perceptionen form. Kombineres intuitionen ubevidst med en moralsk indstilling kan resultatet blive en visionær indstilling. - Denne type er vanskeligt tilgængelige for en bedømmelse udefra. Indadvendtheden fører ofte til tilbagetrukkethed, indesluttethed og mangel på deltagelse eller usikkerhed og ubegrundet forlegenhed. I værste fald kan de vise barsk afvisning udadtil. - Jung undlader ikke at påpege, at selv om de introverterede typer set fra et ekstroverteret rationelt synspunkt nok hører til de mest unyttige af alle mennesker, så er de alle set fra et højere standpunkt et levende vidnesbyrd om den kendsgerning at den rige og pulserende verden og dens overstrømmende og berusende liv ikke kun findes i det ydre, men også i det indre. De kan derfor være lærerige for dem der ikke lader sig blænde af den herskende åndelige mode.   
Til toppen  Til indeks


Intuition er evnen til umiddelbar og direkte opfattelse af en helhed eller sammenhæng uden forudgående rationel tænkning og analyse. Helheden kan være en praktisk, teknisk eller erkendelsesmæssig problemstilling, et almenmenneskeligt livsforhold eller tilværelsens inderste væsen. Den intuitive indsigt kræver ikke anstrengelse eller intention sådan som den rationelle tænkning gør. Den bygger altså ikke på slutninger der led for led bevæger sig frem mod en konklusion, men præsenterer uden videre sit indhold for iagttagerens indre syn, uden at der kan gives nogen forklaring på fænomenet. Indsigten har således åbenbaringskarakter og kan som sådan hverken kontrolleres eller begrundes rationelt; men den fremstår ikke desto mindre med stor sandhedsværdi for den oplevende. Der knytter sig ofte et særegent nærvær til indsigten, der igen vil sige at afstanden mellem det erkendende subjekt og det erkendte objekt ophæves. Med
Bubers terminologi er der tale om et Jeg-Du-forhold. Det erkendende subjekt kan endda blive ét med det erkendte objekt og forstår dettes væsen indefra - eller få et symbiotisk forhold til det den udenforstående kalder 'objektet' (som spædbarnet til moderen). Er der tale om en total enhedsoplevelse taler man om den 'mystiske enhed' (unio mystica) eller om 'Gudsskuet'.
     Inden for den buddhistiske tradition værdsætter man denne umiddelbare intuitive vej til indsigt, af den simple grund at selve målet for erkendelsen er åbenbaring af helhed og enhed, mens man i den vestlige rationalisme ikke accepterer intuition som en erkendeform i egen ret. Her accepteres den alene som et led i en bredere erkendelsesproces der kan føre enten til videnskabelige opdagelser eller kunstnerisk inspiration. I virkeligheden har alle store videnskabelige opdagelser haft intuition som grundlag. Det gælder fx Newtons opdagelse af tyngdeloven, Darwins opdagelse af evolutionen, Einsteins opdagelse af relativitetsteorierne og Bohrs opdagelse af komplementariteten mellem elementarfænomenernes bølgefunktion og partikelfunktion. Og langt de fleste udslag af kunstnerisk kreativitet kan også føres tilbage til intuition, fx Bachs, Mozarts og Wagners kompositioner eller Monets, Chagalls og Picassos billedkunst. Desuden hører deciderede religiøse åbenbaringer med til denne kategori, den ses fx hos Moses, Elias, Jesus og Muhammed. - Jf. særskilte artikler om disse personer.
      Det er meget let at forstå, fordi kreativiteten kommer fra det kollektivt ubevidste via de psykiske primærprocesser, hvor rationel tænkning slet ikke fungerer. Ud fra forståelsen af de psykiske grundprocessers lovmæssighed er det indlysende, at intuitive indsigter på alle erkendelsens områder, herunder også naturvidenskabens område, forudsætter suspension af et menneskes nøgternhed og dermed af de psykiske sekundærprocesser. Og selv om oplevelsen af disse ofte berigende sindstilstande efterfølgende kan beskrives nøgternt og fx føre direkte til særdeles rationelle, konsistente og praktisk relevante fortolkninger eller forpligtelser, så kræver nøgternheden her noget helt anderledes radikalt end i fysikken, nemlig et særdeles godt kendskab til såvel dybdespykologien generelt som egen psykes specielle struktur.

Det er væsentligt at holde fast i at den intuitive og den rationelle erkendeform vil veksle med hinanden i alle menneskers almindelige tænkning - af den simple grund at primærprocesserne og sekundærprocesserne veksler. Og det er ganske tåbeligt at se noget ideelt i at mindske den intuitive erkendelse mest muligt, da det netop er den der står for erfaring af helhed, enhed, mening, orden og sammenhæng. Det er den vi så at sige lever på i eksistentiel henseende. Noget helt andet er at der nu engang ikke er én enkelt mennesketype som alle individer tilhører, men mange forskellige, og det betyder bl.a. at evnen til intuitive seen og tænken er meget forskellig fra individ til individ. - Bruger man Jungs typologi med otte grundtyper vil der være to intuitive typer, nemlig den ekstroverterede intuitionstype og den introverterede intuitionstype der begge hører under de irrationelle typer. De befinder sig begge dér hvor der er muligheder til stede. De har næse for det spirende og for det der har fremtidsudsigter. Den intuitive funktion er repræsenteret ved en vis forventnings-indstilling, en anskuen og en skuen ind i noget, og det er altid først det efterfølgende resultat der kan vise i hvor høj grad der bliver skuet ind i noget og hvor meget der virkelig hørte til objektet. Begge typer er irrationelle i og med at de ikke baserer deres gøren og laden på fornuftsvurderinger, men på iagttagelsens absolutte styrke eller intensitet. De er ikke 'ufornuftige', men empirisk indstillede. - Karakteristikken er ganske god hvis man fx vil forstå hvorfor nogle meget rationelle mennesker blankt afviser at beskæftige sig med intution eller nedvurderer den.   Til toppen  Til indeks


Islam blev til blandt araberne i årene mellem 610 og 632, dvs mellem profeten og stifteren Muhammeds første åbenbaring og hans død. Igen er det afgørende at forstå omstændighederne. Der var strengt taget ikke tale om en ny religion, men om at et menneske med ualmindelige evner, Muhammed ibn Abdallah (570-632), i bestemte sjælstilstande fik nogle åbenbaringer der gjorde ham til profet og religionsstifter.
     Flere forhold ved islam gør denne verdensreligion bemærkelsesværdig og må nødvendigvis tages med i en bedømmelse af dens betydning i vor tid, også selvom det for overblikkets skyld kun kan ske ved hjælp af generaliseringer:
     For det første var stamfaderen til de nordarabere Muhammed tilhørte og henvendte sig til, Ismail, ældste søn af Abraham, og det var disse to der ifølge islamisk tradition byggede centralhelligdommen Kabaen i den store moské i Mekka. Ifølge Det gamle Testamente var Ismail Abrahams søn med trælkvinden Hagar, men Abraham forstødte dem begge, da hustruen Sara blev frugtsommelig.
     For det andet var Muhammed en kriger der sejrede ved sværdet. Han var dybdepsykologisk set et uhyre stærkt jeg - nøjagtigt ligesom Moses i jødedommen.
     For det tredie er islam en lovreligion med Koranen som lovbogen der indeholder detaljerede regler for livsførelse og gudsdyrkelse på samme måde som Moseloven.
     For det fjerde læser muslimerne Koranen som ortodokse jøder læser Torah'en, dvs primært som udenadslæren - og dette sker den dag i dag i deciderede Koranskoler. De fleste har set film-optagelser af disse drenge i rytmisk udenadsterpen.
     For det fjerde underkaster muslimerne sig deres guddom både ved guds-dyrkelsen i hjemmet og i moskéen ved at lægge sig på knæ og føre ansigtet til jorden - nøjagtigt som en sheiks undersåtter underkaster sig deres suveræn (hersker).
     For det femte skilles mænd og kvinder fra hinanden ved gudsdyrkelsen, og kvinder er underkastet særlige regler for påklædning og adfærd og særlige begrænsninger i samfundslivet som gør dem ufrie i forhold til mændene og ikke-muslimske kvinder.
     For det sjette savner islam - ganske som jødedommen, men til forskel fra kristendommen - en central hellig skikkelse som er en inkarnation af det der i dybdepsykologen kaldes 'selvet' eller 'helhedspsyken', og som er det afgørende emergente fænomen i kristendommen, det helt nye særtræk der adskiller kristendommen fra alle andre religioner.
     Alt i alt betyder disse forhold at islam ikke peger fremad eller ud over sig selv. Og dette er ikke mindst bemærkelsesværdigt i betragtning af at islam blev dannet som absolutistisk og fundamentalistisk religion flere hundrede år efter at kristendommen sejrede i Europa og havde vist helt nye mål. Der er liberale strømninger i islam såvel som i jødedommen, ligesom der begge steder er mystiske traditioner, men ikke strømninger der kan føres direkte tilbage til en centralskikkelse af helhedspsykisk art som Kristus - og det er et forhold der i høj grad vanskeliggør den proces mod en almengørelse af helhedspsyken eller 'selvet' som må siges at være blevet af afgørende betydning i dag om ikke ligefrem den altafgørende mulighed for løsning af fundamentale konflikter i verden.   
Til toppen  Til indeks


Islamisk Stat er en terrorbevægelsen der har udråbt et decideret kalifat i visse dele af Syrien og Irak som de har sat sig som mål at udbrede til stadig flere områder af verden. Et kalifat er et islamistisk enevælde hvor sharialoven gælder med indskrænkning af den personlige frihed, med kvindeundertrykkelse, hjernevask af børn og unge, nidkære moralvogtere, strenge straffe for overtrædelse af loven, herunder stening for utroskab, pisk for alkoholindtagelse og afhugning af hænder for tyveri. Altså det stikmodsatte af hvad vi i Vesten forstår ved sekulariseret demokrati.
     USA er nu sammen med en koalition af andre lande gået ind i en åben og erklæret krig mod denne alvorlige islamistiske ekstremisme, og beslutningen er direkte fremkaldt af den brutale henrettelse af den amerikanske journalist James Foley som IS foretog for åben skærm og sendte ud på de sociale medier. Det var for stærkt for amerikanerne, og den amerikanske regering tilkendegav at IS ikke bare er en tilfældig terrorgruppe blandt andre, men en ny specifik trussel mod USA og hele Vesten som - med forsvarsminister Chuck Hagels ord er - forener ideologi, sofistikeret militær strategi og taktik samt umådelig finansielle ressourcer.
     Men det helt centrale i truslen er faktisk en fjerde dimension: Det nyeetablerede islamiske kalifat af sunnimuslimsk oprindelse er en selvbestaltet og ikke-anerkendt statsdannelse, som fører regulær erobringskrig mod alle vantro, først og fremmest shiiterne, men også kurdiske, kristne, jødiske, ateistiske eller almindeligt oplyste mennesker i den frie verden. Det nye i situationen er helt klart at denne erobringskrig for det første - til stor overraskelse for selv den amerikanske efterretningstjeneste - har fået solidt fodfæste på store landområder i Syrien og Irak, hvor de råder over en mængde erobrede amerikanske våben, og at den for det andet tiltrækker flere og flere radikaliserede muslimer i såvel de muslimske som de vestlige lande. Offensiven kan på nuværende tidspunkt kun bremses gennem koordineret indsats mellem stærke militærmagter som USA og europæiske allierede på den ene side og muslimske regimer som frygter den aggressive bevægelse på den anden side. Problemet er at de sidste hidtil har været passivt afventende - og sandsynligvis ikke kan overtales til udslaggivende aktiv indsats, fordi de også frygter deres egne befolkningers reaktioner. Ingen leder i disse lande kommer godt fra at alliere sig reelt og praktisk med amerikanerne.
     Det Hvide Hus erklærede fredag (den 12.9.14) at USA er i krig med jihadisterne fra den militante bevægelse Islamisk Stat (IS) der opererer i Irak og Syrien. Dermed skete så at sige en sproglig korrektion af udenrigsminister John Kerry som i flere tv-interview ellers har undgået at kalde amerikanske operationer mod IS for "krig", åbenbart for ikke at gå direkte imod præsident Obamas gamle mål om at afslutte krigene fra forgængeren George W. Bush og undlade at engagere sig i nye. Men nu hedder det fra Det Hvide Hus, at USA er i krig med IS (eller Isil) "på samme måde, som vi er i krig med al-Qaeda og al-Qaeda-tilknyttede bevægelser over hele kloden". Og den pensionerede amerikanske militærgeneral John Allen er blevet udnævnt til øverstkommanderende for den internationale indsats mod Islamisk Stat.
     Flere europæiske lande, herunder Danmark, har allerede meldt sig til den koordinerede indsats. Men det springende punkt er og bliver inddragelsen af de muslimske regimer, for disse frygter nok Islamisk Stat og vil gerne have den geografisk begrænset, men de frygter og modarbejder også tendenserne i deres egne middelklasser henimod kvindefrigørelse, demokratisering og sekularisering.
     USA (og de europæiske allierede) vil uundgåeligt komme til at stå i det gamle dilemma: at skulle dæmme op for det islamistiske uvæsen ved samarbejde med monarker og præsidenter som selv systematisk modarbejder al demokratisering, og desuden som de ensidige muslimer de er frygter og bekæmper andre muslimer. Når det er gået galt i Irak skyldes det ikke mindst at den shiitiske præsident Al-Maliki i årevis modarbejdede den nødvendige magtdeling med sunnierne. Og hvad angår Saudi-Arabien og Qatar er regimerne funderet på den sunnimuslimske Koran-fortolkning der hedder wahhabismen og er dybt udemokratisk. Og desuden gælder at det shiitiske Iran aldeles ikke ønsker stærkere amerikansk eller vestlig indflydelse i regionen overhovedet.
     I Danmark har debatten mest kørt på det bekymrende faktum at et vist antal danske muslimer er rejst til Syrien for at kæmpe hellig krig på IS's side. Nogle af dem, måske 16, er faldet i kampen; andre - man skønner helt op til 50 - er vendt tilbage til Danmark for at rekruttere nye hellige krigere eller måske det der er værre: begå terror. Derfor overvåges disse mennesker nøje af PET. Men det nye er at såvel regeringen som de politiske partier nu overgår hinanden i opfindsomme forslag om at straffe muslimer der rejser til Syrien ved fx at fratage dem indrejsemulighed eller statsborgerskab. Tom signalpolitik kalder nogle det. Men den bifaldes åbenbart af IS-modstandere der vil se 'handling'. Og den får naturligvis næring af alle historier om danske statsborgere der bliver hellige krigere.
  Til toppen  Til indeks


Erling Jacobsen var født i 1919 og uddannet speciallæge i psykiatri samt uddannet som psykoanalytiker (af Thorkild Vanggaard). Fra 1961 var han ansat på Statshospitalet i Risskov med psykoterapi som arbejdsområde. I 1965 blev han dr.med. på en afhandling om 'Psykoneuroser' udført under ansættelsen på Kolonien Filadelfias psykiatriske afdeling og Dianalund Nervesanatorium samt Rigshospitalet.
     Det er værd at bemærke, at Jacobsen i første kapitel om de metodologiske problemer kommer ind på forskellem mellem den behavioristiske indstilling til psykologien, hvor man må lade en stor del af de eksisterende data ligge som uegnede for videnskabelig bearbejdelse, og den psykoanalytiske skole, hvor den foretrukne metode er den meget indgående undersøgelse af enkeltpersoner, hos hvem man tilstræber at kunne iagttage hvert enkelt fænomen i den videst mulige sammenhæng.
     Undersøgelsen gik iøvrigt ud på at finde ud af, hvorvidt man ved simpel udspørgen af patienter om bestemte personlige forhold kunne adskille neurotikere fra andre. Og det viste sig faktisk muligt, især hvad angår det syndrom Jacobsen kaldte det eridofobe. Dets kerne er tilbøjeligheden til at reagere med ulystfølelser på mellemmenneskelige situationer der indeholder et element af fjendtlighed. Syndromet karakteriseres især ved nærtagenhed for kritik, uvenskab o.lign., en let mobiliserbar, men øjensynligt stærkt ulystbetonet hidsighed, forurettelse eller irritabilitet og vanskeligheder med udadrettede aggressive afløb.
     Det skal noteres, at frygten for at blive uvenner med andre også kunne konstateres hos en relativ høj procent af de 'raske' mennesker i kontrolgruppen. Jacobsen slog i et interview med Politiken fast, at det er farligt for mennesker at være så medgørlige, at de ikke tør rage uklar med andre. De ønsker og impulser man undertrykker forsvinder ikke, men bliver ved at eksistere og udlades så ved en senere tilfældig anledning som raserianfald.
     I samme interview undsiger Jacobsen også samvittigheden som sikker moralsk målestok, for som den ofte er bygget op, tilsiger den folk at være selvudslettende, og det er skadeligt.
     Interessen for det moralske aspekt af psykologien var altså klart fremme på dette tidspunkt. Og det samme gælder interessen for det erkendelsesteoretiske aspekt. Jacobsen deltog i 1965 i en studiekreds i Nordisk Sommeruniversitet med bl.a. Sven Krohn, Anfinn Stigen, Hans Fink og Jytte Strøm. Og han var i 1967 formand for den danske landsafdeling af sommeruniversitet.
     I 1967 blev han lektor ved Århus Universitet, men har også holdt forelæsninger på Folkeuniversitet og i radioen, ligesom han har skrevet adskillige kronikker til Politiken, Århus Stiftstidende og Weekendavisen.
     Erling Jacobsens vigtigste bøger er: 'Menneskets psykiske sygdomme' (1964), 'De psykiske grundprocesser' (1968, rev. udg. 1971), 'Neuroserne og samfundet' (1983) og 'Godt og ondt' (1983). Sidstnævnte er det fundamentale moralfilosofisk værk om 'konsistensetikken'.
     Jacobsen døde i 1988 og hans sidste tid var ikke den bedste. - Jf.
Jacobsen, Erling.   Til toppen  Til indeks


Jargon er som gruppesprog ofte præget af det sociale tilhørsforhold. Den kan i høj grad bruges til markering af sociale skel, dvs både til at give folk følelse af tilhørsforhold og til at holde andre udenfor. Men jargon har ligesom slang en fornyende betydning for sproget - og fornyelsen kommer overvejende nedefra, dvs fra de lavere sociale lag. De højere lag er fattige på jargon.   
Til toppen  Til indeks


Jeget er i dybdepsykologien den del af menneskets totalpsyke der kontrollerer viljen og handlingerne. Jegfølelsen hænger sammen med kropsoplevelsen, med ens navn og miljø og med hele den identitet der er knyttet til ens opdragelse, uddannelse, erhvervsvalg og -karriere samt bolig og familiestiftelse m.v. Den hænger endvidere sammen med de meninger og anskuelser man har - moralsk, politisk, filosofisk og religiøst. Jeget er således centrum for ens daglige tanker, følelser og handlinger.
     Jegets rumlige horisont ligger tæt omkring kroppen og sanserne.
     Tidshorisonten er den normale levealder, dvs. omkring 70-85 år.
     Jegets relationer er begrænset til familien, kollegerne og vennerne - i visse situationer udvidet til "stammen" eller nationen.
     Jeget adskiller sig fra andre jeger og vil hævde sin forskellighed, sin suverænitet og sin ejendommelighed over for omgivelserne.
     Jeget er endvidere fokuspunktet for opmærksomheden.
     Det har en klar mental eller intellektuel funktion.   
Til toppen  Til indeks


Jeget og selvet
     Jeget lever og gror af den kærlighed det får fra andre, mens selvet lever og gror af den kærlighed det giver til andre. Kun jeget kan være egoistisk, egocentrisk eller selvisk.
     Selvet kan ikke være egoistisk eller selvisk. Men som det tydeligt ses: ordene driller.
     En anden væsentlig forskel er, at jeget hele tiden prøver at hævde sin identitet ved at pointere sin forskellighed til andre.
     Jeget tager afstand fra andre, polemiserer imod andre og hævder sin ret over for andre. Det gør selvet derimod ikke.
     En tredie væsentlig forskel mellem jeget og selvet er, at det er jeget, der dør, og jeget, der kan erfare eller blive bevidst om sin død og derfor jeget, der kan nære angst for døden.
     Selvet derimod har en sådan åben grænse udadtil - tidsmæssigt, rumligt og relationsmæssigt - at det ikke vil erfare sin død.
     (se også
Selvet)   Til toppen  Til indeks


Jegets relativering kræver kontakt med selvet og udbygning af denne kontakt, således som Jes Bertelsen fortrinligt har beskrevet det i sine værker. Der er forskellige metoder til denne selvudvikling, men fælles er, at de kræver motivation og træning samt tålmodighed. Skal selvudviklingen lykkes fuldt ud, kræver det oparbejdelse af indre praksis, dvs. en fast meditativ praksis der ikke betragtes som en ydre pligt, men som et naturligt indre behov.   
Til toppen  Til indeks


Jesus var lægprædikant og helbreder og blev korsfæstet af den romerske besættelsesmagt i Palæstina. Det skete efter krav fra det jødiske præsteskab, der nægtede at anerkende ham som den salvede, men som frygtede den karismatiske mands indflydelse. Hans død var en katastrofe for hans tilhængere, hvis verden og tro på Guds riges snarlige oprettelse brød totalt sammen. Men 'underet' skete, at Jesus på trediedagen opstod fra de døde og gav sig til kende for nogle af disciplene. Flere år senere åbenbarede Kristus sig i et voldsomt syn ved Damaskus for den Saulus fra Tarsus der hidtil ivrigt havde forfulgt tilhængerne af Jesus, men nu blev omvendt og derefter under navnet Paulus gav sig til at missionere for den nye religion sammen med Jesu discipel Peter. - Opstandelsen er et kapitel for sig, da den kan forstås bogstaveligt eller på anden vis. Se
Jesu opstandelse.   Til toppen  Til indeks


Jesus og eksistensen. Jesus trak eksistenssandheden så hårdt op som muligt i forkyndelsen af Guds-rigets umiddelbare verden: Den som vil frelse sit liv skal miste det, men den som mister sit liv skal frelse det. - Jesus lovpriste barnet og understregede at ingen kommer ind i gudsriget uden at blive som barn på ny. Derinde er der rum for børnene og for tiggerne, skøgerne, tolderne og synderne, mens de retfærdige med deres gode samvittighed og visheden om deres samfundsværdi står udenfor. Vejen til det sande liv hedder at være fattig og være fri for alt hvad mennesker regner for nødvendigt af udkomme, dyd, retfærdighed, godhed eller fromhed, prestige og status. Ingen resignation eller tilbageholdenhed kan fremkalde liv. Det kan kun enfoldig tro.   
Til toppen  Til indeks


Jesus var en historisk person, men den opstandne Kristus er mytisk.   
Til toppen  Til indeks


Jesu opstandelse er dybdepsykologisk set ensbetydende med en gendannelse i menneskers psyke af den person de havde haft enorme forventninger til. De kristne har imidlertid gennem århundrereder holdt på at Jesu opstandelse virkeligt var et under i betydningen et regulært brud på naturlovene, og at dette forhold i sig selv beviste lægprædikantens guddommelighed. Det ligger dybt i det menneskelige sinds sammenblanding af primærprocesser og sekundærprocesser at opfatte stærke og yderst intense åbenbaringer som absolutte sandheder eller kendsgerninger. Men fra et moderne synspunkt er det uholdbart. - I princippet er genopstandelsen af samme art som genopstandelse af ethvert tabt og elsket menneske i de efterladtes sind når den værste og mest livstruende sorg over tabet - efter den psykiske tyngdelov at opfatte som en dyb depression - er lettet og de efterladte har set et nyt håb. Jesu opstandelse er med andre ord i dybdepsykologisk forstand et rent psykisk fænomen, og der ligger vel at mærke ingen nedvurdering i dette synspunkt. Tværtimod er det en opvurdering - ud fra lige netop den grundopfattelse at det eneste der virkeligt tæller i den menneskelige eksistens er de psykiske fænomener, herunder de yderst energiladede mytiske skikkelser.   
Til toppen  Til indeks


Johannes Paul II (1920-2005), polsk præst og forfatter som i 1978 blev pave. Polakken Karol Wojtyla (l'et i efternavnet der helt korrekt skrives med en tværstreg udtales som dobbelt w) var teologisk set en konservativ mand, der konsekvent nægtede at liberalisere kirkens synspunkter på cølibat, prævention og abort. Men politisk set var han en fredens, forsoningens og tolerancens mand, der konsekvent afslog ethvert forsøg på at gøre kirken til en magtfaktor i snæver politisk forstand, for så meget desto mere at bestræbe sig på at gøre den til en magtfaktor i moralsk og religiøs forstand. Han mistede med alderen ikke så lidt af grebet om den katolske kirkes udvikling, som pave Johannes 23. satte i gang med det andet Vatikanerkoncil, men han har til gengæld en stor del af æren for, at den nationale befrielsesbevægelse i Polen under navnet 'Solidaritet' og lederen Lech Walesa blev en uovervindelig faktor i Polens politiske udvikling, og at den så hurtigt som tilfældet var også blev en faktor der var medvirkende årsag til kommunismens overraskende hurtige fald.

Pave Johannes Paul 2. personligt må, uanset hvor man personligt står i religiøs henseende, betragtes som en af det tyvende århundredes allerstørste kulturpersonligheder med en indflydelse langt ud over sin religions normale rækkevidde i kraft af sin tro på de universelle værdier i tilværelsen. Som overhoved for den katolske kirke står han i denne henseende - på trods af sin dybt konservative indstilling til centrale spørgsmål i tiden - i den allerstærkeste kontrast til hele den muslimske verden, der ikke nogetsteds kan opvise en leder eller teolog af hans format, udstråling og transcendente syn. Men paven står også i kontrast til magtmennesker af anden observans end den muslimske. Det helt centrale i denne vurdering er den overordentlige vægt der i bedømmelsen lægges på universelle synspunkter til forskel fra snævrere, interesseorienterede eller ligefrem magtorienterede synspunkter.
   
Johannes Paul II.
  Til toppen  Til indeks


Jomfru Maria, Jesu moder, kom til at spille en ganske mærkværdig rolle i kristendommens historie, skønt hun historisk set ikke havde anden rolle end at være biologisk moder til Jesus. Men der dannede sig hurtigt efter Jesu død et væld af myter og legender om Maria, og de kredsede især om undfangelsen af Jesusbarnet. Det blev i traditionel jødisk ånd anset for en selvfølge at det barn der var blevet udvalgt og salvet som verdens frelser, Kristus og Messias, var uden 'nedarvet synd', og dette betød bogstaveligt at moderen måtte være absolut ren, dvs en jomfru der ikke havde kendt en mand. Derfor omformningen af den jødiske pige Maria til Jomfru Maria og Madonna - og endog Himmeldronningen. Og derfor hele Madonna-dyrkelsen i den katolske kirke, som teologerne i begyndelsen var stærkt imod fordi den var uden hjemmel i evangelierne, men som folkereligiøsiteten blev ved at insistere på. Man kan finde myten i strid med al sund fornuft, men folkereligiøsiteten dyrker ikke den sunde fornuft, men har til gengæld føling med det kollektivt ubevidste, og her er 'den syndefri kvinde' eller 'kvinden der forbliver jomfru' en betydelig, energiladet forestilling. Resultatet blev at kristendommen - det vil her sige den katolske kirke - til forskel fra jødedommen og islam - fik en slags kvindelig guddom uden gudstitel, som den protestantiske kirke var dum nok til at smide på porten da den afskaffede pavevældet i Norden. - Jf.
Det fromme menneske (om uskyld, hellighed og jomfruelighed).
  Til toppen  Til indeks


Asger Jorn (1914-73) - dansk billedkunstner og forfatter. Oprindeligt uddannet som lærer, men rejste i 1936 til Paris for at blive maler. Fra 1941-44 udgav han kulturtidsskriftet 'Helhesten' sammen med Ejler Bille, Egill Jacobsen og Carl-Henning-Pedersen. I 1948 dannede han Cobra-gruppen sammen med Constant, Corneille, Dotremont og Karel Appel. Besættelsesårene påvirkede Jorn i mørk og dyster retning - som mange andre kunstnere. Men det ekspressive og spontane blev det blivende i hans produktion der både blev omfangsrig og mangeartet (maleri, grafik, keramik og store udsmykningsopgaver). Hans største udsmykning blev det 3 x 30 m store keramiske relief til Århus Statsgymnasium (1959). Jorn udfoldede sig også som næsten rablende filosof i bøger som 'Held og hasard' og mange flere, hvor han behandlede både æstetiske, erkendelsesteoretiske, politiske og eksistentielle spørgsmål.
     Jorn er ubestrideligt en af det 20. århundredes allerstørste danske kunstnere. Han er kendt af enhver der interesserer sig for kunst, ja er gået hen og blevet både 'god smag' og godt investeringsobjekt for kunstsamlerne. Han er repræsenteret på alle danske kunstmuseer. Han har sit specialmuseum i Silkeborg, som desværre ikke blev realiseret helt efter hans egne ønsker og planer, men er og bliver basis for enhver beskæftigelse med ham, ikke mindst takket være museumsinspektør Troels Andersen, der også har skrevet en grundliggende to-binds-biografi om kunstneren.
     Men Jorn er også blevet en 'myte', og var det allerede i levende live, godt hjulpet af sin selviscenesættelse. Han var slet ikke i et og alt så naiv og spontan som han undertiden gav det udseende af. Han fik ikke alle sine drømme opfyldt, men han vidste godt, hvad han var værd. Han gik bestemt ikke i for små sko de sidste tyve år af sit liv. - Og så var Jorn jo produktiv som bare fanden, således at det at gå på Jorn-udstilling hver gang bliver en opdagelse af nye sider af ham. Efterhånden får man da set en hel del af billederne mange gange, men stadig dukker helt nye op i erfaringsfeltet, og selvom man som hovedregel kan kende ham på afstand, og selvom det i et katalog fornylig er blevet påstået at han ikke længere er tidssvarende, så virker han stadigvæk provokerende. Ligegyldigt hvor fortrolig med ham man synes man er, må man til stadighed erkende, at han bliver ved at vise nye sider af sig selv   
Til toppen  Til indeks


C.G. Jung (1875-1961), schweizisk psykiater der efter brud med Freud skabte sin egen analytiske psykologi med vægt på individuationsprocessen (udviklingen fra det snævre jeg henimod 'Selvet') og betydningen af symboler og arketypiske forestillinger for denne udvikling.
     Selvets tilstand var for Jung alt andet end egocentricitet. Den var tværtimod en højst nødvendig selvbegrænsning med det formål at undgå inflation og dissociation (spaltning). Jung var til fulde klar over, at når det drejer sig om den menneskelige personligheds totalitet er en fuldstændig beskrivelse umulig. Der findes uvægerligt noget uafgrænset og udefinerbart. Han mente følgelig ikke, at det ubevidste kun er individets psyke, men opererede med begrebet det kollektivt ubevidste.

     Jung var ikke et øjeblik i tvivl om, at de ikke-personlige kræfter der bor i det ubevidste er så stærke, at der er god grund til at frygte dem. Det gjorde han for sit eget vedkommende ved fx at gå uden om meditativ praksis, men i bedømmelsen af disse upersonlige kræfters indflydelse på historiens gang (fx Wotan-skikkelsen og Tyskland i 1930'erne) var han ikke altid ukritisk.
     Netop gennem sin lære om de arketypiske forestilllinger skabte Jung grundlaget for at systematisere vores psykologiske forståelse af al kunst og religion. En bedrift der slet ikke er taget tilstrækkeligt til følge af eftertiden. De stærkeste symboler i religion og kunst var for ham udtryk for deres særlige iboende moralske og åndelige indstilling. Og den religiøse erfaring var derfor for Jung den erfaring der kendetegnes ved den for personen højste vurdering - uanset dens positive eller negative indhold. Og styrken i tilknytningen er identisk med energiladningen. Jung forstod også, at det psykologiske faktum der besidder den største magt i et menneske virker som 'Gud'. Derfor får ateister som fx Nietzsche problemer, når de afskaffer gud. For den største værdi eller magt i sig selv, får de ikke derved afskaffet. De risikerer derimod at blive ramt af psykisk inflation og gøre sig selv eller egne meninger til gud. Omvendt så han klart risikoen ved den umiddelbare erfaring af de dybeste kræfter i det ubevidste og især det kollektivt ubevidste. Ja, han betragtede faktisk de konfessionelle religioners opgave som den at værne menneskene mod denne umiddelbare erfaring gennem organiserede dogmer og ritualer. Og derfor kunne han kritisere protestantismen for at svigte ved sin overdrevne kamp mod dogmer og ritualer.
     Jungs vigtigste værker er: 'Libidoens forvandlinger og symboler' (1911-12), det værk der førte til bruddet med Freud, og som senere blev revideret i 'Forvandlingens symboler' (1952). Desuden 'Det ubevidste' (1943), 'Jeg'et og det ubevidste' (1933), 'Den psykiske energetik og drømmenes væsen' (1948) samt 'Erindringer, drømme, Tanker' (1962). - Den jungianske bevægelse undgik ikke selv en gradvis forstening gennem det schweiziske Junginstituts alt for rigoristiske værn om Jungs værk og metoder. Men den har bl.a. i Danmark haft selvstændige og nyskabende bidragydere, heriblandt Ejgil Nyborg.
   Jf.
Jung, C.G. og Er Jungs typologi nyttig og holdbar?.   Til toppen  Til indeks


Jødedommen har først og fremmest Jahve, Abraham, Isak og Jakob, Moses og Esajas som centrale skikkelser, idet Jahve her er at opfatte som patriarkerne Abrahams, Isaks og Jakobs mytiske gud.
     Moses var først og fremmest israelernes store mytiske leder som formidlede pagten mellem Gud og Israel, formuleret i den yderst detaljerede Moselov, hvoraf De Ti Bud er de mest kendte, fordi de er gået videre til den kristne kirke. Men det er i Moseloven jøderne har fået formuleret deres meget detaljerede og restriktive regler for deres livsførelse og gudsdyrkelse, herunder reglerne for madlavning (forbud mod at spise svinekød og mod at blande mælk og kød under madlavningen), for overholdelsen af sabbatten (intet arbejde og ingen brug af ild) og for kvindernes renselse i forbindelse med menstruationen. (De sidstnævnte regler må i dag anses som rent kvindeundertrykkende).
     De fleste af disse regler virker helt forældede og meningsløse i det moderne samfund, men sådan ser de ortodokse jøder ikke på sagen. For dem er reglernes overholdelse til punkt og prikke selve betingelsen for indløsningen af deres store forventning om Messias' komme eller genoprettelsen af Davids rige og dermed Israels sande rige.
     Gud åbenbarede sig på Sinai-bjerget for Moses i skikkelse af en brændede tornebusk og pålagde ham at føre israelerne ud af Egypten, hvad der først skete efter at Egypten var blevet ramt af ti katastrofale plager.
  Til toppen  Til indeks


Karma-forestillingen er et central element i indisk religion og etik, og den gælder her som en indiskutabel naturlov der forårsager den evige genfødsel (reinkarnation) og samtidigt determinerer det enkelte individs status i dette liv og i de følgende eksistenser. Den også i nyere tid i Vesten meget populære forestilling siger, at enhver handling fra et menneskets side vil have en ubrudt årsagskæde bagud i tiden og en ubrudt årsagsskæde fremad i tiden. Dette synspunktet indebærer at enhver forkert, ond eller 'syndig' handling fra et menneskes side aldrig vil kunne sones, da dens virkninger går ubrudt videre i al fremtid, uanset hvad man senere måtte foretage sig. Synspunktet er rent spekulativt. Det kan ikke på nogen måde bevises eller sandsynliggøres. Og det er som deterministisk synspunkt fuldstændigt undergravet af kvante-fysikken. Etisk set er det fatalt, fordi det fuldstændigt underminerer det enkelte menneskes naturlige tro på at det har en fri vilje og gennem indsigt, refleksion og handling kan gribe ind i sit livsforløb - uanset hvad det har med i bagagen genetisk og miljømæssigt.   
Til toppen  Til indeks


Katolicismen som sådan er ikke er en politisk teori eller ideologi (intet system af idéer), men en 'eksistensmeddelelse' eller religion. Man kan tale om katolsk politisk teori, men egentlig ikke om katolicismens politiske teori, eftersom katolicismen i løbet af sin historie har haft mange politiske teorier. Men kirken som sådan er principielt neutral i forhold til de forskellige statsformer og politiske strukturer, idet den anerkender dem alle, forudsat de respekterer de fundamentale menneskerettigheder og kirkens autoritet i trosanliggender.
     Den store skolastiker Thomas Aquinas (1225-74) definerede mennesket som et af naturen samfundsbestemt væsen, som kun kan opnå sin fysiske og åndelige fuldkommenhed i samfundet, dvs i staten. Statens mål er derfor menneskets etiske dannelse og opdragelse til retfærdighed. Staten ejer alle de midler som er nødvendige til opnåelsen af sine formål. Den er et 'fuldkomment samfund', der har borgernes fællesvel som formål. Kirken derimod, som også er et 'fuldkomment samfund', hører til den overnaturlige orden, den har sin selvstændighed på det åndelige område. - Allerede i disse sondringer findes kimen til den senere lære om de to regimenter: det verdslige og det åndelige, som skarpt adskilte, men ligestillede.
     Romerkirkens sociale virkelighedsopfattelse er realistisk. Staten betragtes som en jordisk, dennesidig realitet, bestående af frie skabninger. Men kirken som sådan er ikke af denne verden. Den har efter katolsk opfattelse en åndelig funktion, nemlig en frelsesfunktion, og griber ikke aktivt ind i det politiske liv. Den katolske kirke ser det som sin hovedopgave at arbejde for fred og retfærdighed. Men ikke at gå ind i kampen for politiske omvæltninger. Derfor har paverne ikke støttet den såkaldte 'befrielsesteologi' i udviklingslandene i Sydamerika. Johannes Paul 2. var en svoren modstander af det kommunistiske regime (og støttede Solidaritetsbevægelsen under Lech Walesa), men han støttede på intet tidspunkt vold i kampen mod regimet.
     Den katolske kirke har altid haft en opdragende og moralsk funktion. Da det enkelte menneskes samvittighed kan skønne forkert, gør kirken gældende at der er brug for 'objektive lovkrav', som kun den som organisation kan udstede. Og den gør det ud fra betoningen af det hinsidige, overnaturlige og eskatologiske i kirkens prædiken og af dragelsen mod askesen. Denne er uomgængelig nødvendighed fordi mennesket er "bundet til sit legeme med ursyndens følger (den onde attrå) og belastet med lidenskaber fra sine forældre", som det hedder. Cølibatet og klostertanken skal derfor forstås ud fra askesens grundtanke: den metodiske omformning af viljen.
     Bag hele denne katolske tankegang ligger et gammeldags syn på 'syndefaldet'. Der er ingen forståelse for det synspunkt, at Adams og Evas smag på den forbudte frugt fra kundskabens træ var det der gjorde os til mennesker - med hvad deraf fulgte af såvel mulighed for valg mellem ondt og godt som ansvarlighed for alle handlinger.   
Til toppen  Til indeks


Den katolske kirke betragter sig selv som "et åndsfællesskab og et fællesskab om åndsgoder blandt de hellige på jorden", omfattende troendes "livsforbindelse med alle hine sjæle som har forladt denne verden i Kristi kærlighed". Helgener er ikke blot ophøjede forbilleder for deres vandel, men "levende lemmer på og opbyggende kræfter i Kristi legeme". Katolikkerne har ikke blot en Fader i Himlen, men også en Moder i Jomfru Maria; i hende ligger hele den urkraft af følelser der findes i ordet 'moder', og det vil dybdepsykologisk set sige i den arketypiske forestilling.
    Den katolske kirke er desuden eksklusiv. Den er ifølge sin egen fortolkning den eneste frelsesanstalt for alle mennesker. Den oldkristne biskops Cyprianus fastslog sloganet "Uden for kirken ingen frelse", dvs uden for den menighed som en valgt og indviet apostelefterfølger står i spidsen for er der ingen frelse. Den katolske teologi henviser her til 'embedsoverdragelsen' som skete med Jesu ord til Peter (Math. 15,16f): "Du er klippen, og på denne klippe vil jeg bygge min kirke, og den skal helvedes porte ikke overvælde. Og dig vil jeg give himmeriges nøgler, så hvad du binder på jorden, skal også være bundet i himlen, og hvad du løser på jorden, skal også være løst i himlen."   
Til toppen  Til indeks


Kierkegaard, Søren, (1813-1855) der lige som Karl Marx var dybt påvirket af Hegels filosofi (1807-21), gik en helt anden vej i sin ekstreme rationalisme end grundtvigianerne. Han gjorde kristendommen til et spørgsmål om at forlige sig med det logiske paradoks at Gud blev menneske i Jesus og at evigheden dermed manifesterede sig i timeligheden. Dette er ubetrideligt et paradoks for den logiske forstand, hvis man opererer med evigheden som et overnaturligt fænomen. Men der er intet paradoksalt i det hvis man ser dybdepsykologisk på sagen. Her er timeligheden nemlig alt hvad der kan forstås og behandles på de psykiske sekundærprocessers plan, mens evigheden er primærprocessernes tidsplan. Tilsvarende er Gud (alle guder) arketypiske forestillinger der ene og alene har mening i primærprocessernes eksistensopfattelse. Når Jesus kaldte sig Guds søn, betyder det at han opfattede sig som sin himmelske faders repræsentant i den konkrete og historiske timelighed, og det er der intet paradoksalt i, hvis 'himlen' forstås som et psykisk fænomen. Men for Kierkegaard og hans mange epigoner i teologien var selve paradokset det centrale i troen. Dermed blev kristendommen intellektualiseret ud over alle grænser.

     (Søren) Kierkegaards særegne og ensidigt intellektualistiske kristendomsforståelse erobrede langsomt, men støt teologien indefra gennem Tidehvervsbevægelsen og underminerede dermed til sidst folkekirken og al sund religion i landet. Det blev den lige så ensidige, men naturvidenskabelige og logiske rationalisme, positivisme og empirisme der erobrede den ikke-kirkelige oplysning og fik den brede og dybe folkelighed og kreativitet af alle slags skubbet ud i tavshedens kulde og mørke som én stor frygtet masse af ligegyldig og overflødig, for ikke at sige dum og farlig irrationalitet. - Jernesalts komplementære helhedsrealisme præsenterer for første gang i dansk eksistensfilosofi en opfattelse af religion som et emergent biologisk fænomen der er fuldstændigt på tværs af gængs religionsopfattelse og gængs biologisk opfattelse, og ikke mindst på tværs af Kierkegaards intellektualisme.   
Til toppen  Til indeks


Klassekampen blev i kapitalismens udvikling den sociale og økonomiske kamp mellem den privilegerede overklassen (kongemangt og adel), borgerstanden, bondestanden og den fremvoksende arbejderklasse. Men denne kamp mellem har fuldstændigt ændret karakter i det moderne vestlige samfund som det udviklede sig efter 2. verdenskrig. De laveste sociale klasser, om man vil 'underklassen', og de lidt højere klasser, 'middel-klassen', ser sig ikke primært modstillet den økonomiske overklasse - de rigeste - men modstillet en kulturel elite, som ikke alene er højtlønnet og højtuddannet, men som først og fremmest er blevet mere og mere dominerende og nedladende i kraft af deres magt i den offentlige sektor.
     Socialisten Jørgen S. Dich påpegede i 1974, at 'den herskende klasse' ikke længere var privatkapitalisterne, men klassen af professionelle samfundsforvaltere og pædagoger, der havde udviklet deres egen formynderideologi og gjort socialhjælpen til et kulturfænomen. Denne klasse blev i de følgende år selv til en 'behersket' klasse, nemlig da økonomer og jurister (djøf'erne) tog definitivt over.
     Arbejderklassen og venstrefløjen fik aldrig øje på komikken. Tværtimod fokuserede de begge på lønmodtagernes påståede klasseforræderi i form af stigende svigt af de gamle arbejderpartier. Flertallet af lønmodtagerne følte sig ikke længere som arbejdere, men som funktionærer, og det betød en ændring af deres bevidsthed fra en decideret arbejderbevidsthed til en uklar lønmodtagerbevidsthed med hvad deraf følger af ringere og ringere tilknytning til de gamle klassepartier og disses sproglige normer samt faglige kampe.
     Uden klassebevidsthed ingen klassekamp. Klassekampen er ophørt, fordi klassebevidstheden har haft sin tid.
     Følgen er at den politiske kamp fundamentalt har ændret karakter. Den angår i dag i langt højere grad de langt mere komplekse sociale og kulturelle relationer samt kampen om den såkaldte 'kulturelle kapital'.   
Til toppen  Til indeks


Den klassiske fysik er den fysik der blev grundlagt af og i vid udstrækning matematisk fortolket af Isaac Newton (1642-1727) og som gælder strengt for alle håndgribelige fysiske genstande. Dens grundlæggende lov er årsagsloven, der populært sagt siger at enhver virkning har en årsag, og at forholdet mellem årsag og virkning derfor altid er at virkningen i tid følger efter årsagen. - I den klassiske fysik er alle objekter der er genstand for iagttagelse og ekseperiment så store og stabile, at de ikke påvirkes af selve iagttagelsen. Det er derfor ikke nødvendigt i redegørelsen for eksperimenterne at henvise til iagttagelsessituationen. Distancen mellem subjekt og objekt hviler på den lave signalhastighed mellem genstand og iagttager og er fuldt tilstrækkelig til principielt at muliggøre fuldstændig uvildighed. Men jo længere væk forskningen kommer fra den klassiske fysiks håndgribelige genstande og de langsomme signalers sansbarhed, jo mindre bliver denne distance og jo mere påkrævet bliver derfor en nøgtern og uvildig redegørelse for iagttagelsessituationen. Dette blev et kardinalpunkt i kvantemekanikkens erkendelsesteori.   
Til toppen  Til indeks


(De store) 'klassiske profeter', hvoraf blot skal nævnes Esajas, Jeremias og Ezekiel fra tiden ca. 750 til ca. 570 f.K., var af særlig betydning i jødedommen. Man skelner mellem kultprofeter, der var direkte knyttet til de kongelige hellig-steder og ofte forudsagde netop de sejre kongerne ønskede, og skriftprofeter der bragte deres budskab videre til folket i kraft af en særlig kaldelse.
     De sidstnævnte betegnedes som Guds sendebude. De har følt både Jahves ånd og hånd hvile på sig. De har som hovedregel modtaget deres budskaber i særlige ekstatiske sindstilstande eller 'henrykkelser' som også kendes fra mystikere eller shamaner. En dominerende forestilling - en yderst intens primærproces - har bemægtiget sig deres bevidsthed, således at den normale nøgternhed - de vage sekundærprocessers sag - er blevet suspenderet, og den normale selvkontrol gået tabt. Tilstanden ledsagedes af både sjælelige og legemlige forstyrrelser så som smerte og skræk samt høre- og synshallucinationer (auditiver og visioner). Og profeterne har i denne tilstand modtaget det budskab der skulle gives videre, hvad der er selve kriteriet for at være profet.
     En ekstase af denne art kan fremkaldes gennem dans, gentagen bevægelse, musik og faste, men også fremkomme rent psykisk ved grebethed eller ophidselse. Ekstase har tendens til at 'smitte' de øvrige deltagere i kulten. Men den kan også få sygelig karakter i form af en psykose, et religiøst delirium (som i meditations-psykologien også kendes fra de såkaldte Kundalini-rejsninger). Det er under alle omstændigheder en uhyre stærk psykisk kraft der folder sig ud. Der er tale om den allermest intense fundamentalkraft et menneske overhovedet kan få.   
Til toppen  Til indeks


Kløften mellem det objektivt-fysiologiske og den subjektive oplevelse - som også kaldes 'det store hiat' i erkendelsen - er på ingen måde betinget af et hul i vor viden, men af en apriorisk, principiel mangel på evne til at vide, og denne mangel skyldes igen strukturen i vort erkendelsesapparat. Det er kun med vor forstand og ikke med følelsen, vi mærker den uigennemtrængelige skillelinje mellem det legemlige og det sjælelige.   
Til toppen  Til indeks


Det kollektivt ubevidste er forudsætningen for at forstå hvad der dybest set sker i kulturudviklingen. Denne forudsætter et yderst kompliceret og uigennemskueligt samspil mellem individernes personlige sjæleliv (bevidsthed og ubevidsthed under ét) og kollektivernes, et samspil som endda også overskrider individernes tidshorisonter og kan trække på 'oplagrede' erfaringer og forestillinger gennem et utal af generationer helt tilbage til mytisk 'urtid'. Og da mange af disse forestillinger og erfaringer går igen i mange kulturer og religioner, taler dybdepsykologerne om universelle og 'arketypiske' forestillinger. Dybdepsykologerne må acceptere at forestillingernes udspring ikke kan efterforskes, hvorfor de skelner mellem de empirisk konstaterbare arketypiske forestillinger der dukker op og bruges i historisk tid og den tænkte eller hypotetiske kilde bag dem. - Det afgørende for universaliteten er at forstå forestillingernes enorme og også empirisk konstaterbare psykiske energiladning. Forestillingerne ville ikke være så stærkt virkende og inspirerende universelle fænomener som de vitterligt er uden denne energiladning. Og dette peger igen på den grundliggende betydning som de psykiske primærprocesser og den stærke psykiske fundamentalkraft har for al irrationalitet.   
Til toppen  Til indeks


Kommunismen og nazismen så Paul Johnson i et stort perspektiv som det uundgåelige udslag af en ubændig og fuldstændigt hensynsløs vilje til 'samfundshersen', en vilje til at forme samfundet efter deres eget forgodtbefindende som om det var formbart som ler eller mørtel, og altså uden ringeste hensyn til at ethvert samfund har en bestemt identitet, sjæl eller karakter, hvad man nu vil kalde det, og består af vidt forskellige mennesker med hver deres individuelle præg, tankesæt og adfærds-mønstre.
     Lenin var ifølge Johnson det første eksemplar af en helt ny art politiker i historien: den professionelle organisator af totalitær politik. Han troede som Mussolini på at den organiserede vold ville blive sejrherren i den forestående klassekamp. Hitler havde samme last som Lenin og Stalin, han var en fremragende udøver af den nævnte samfundshersen eller sociale styring. Forestillingen om at mennesker kan dynges rundt med som mørtel er for Johnson århundredets største last. Moralske kriterier var noget der simpelthen ikke eksisterede. Det eneste kriterium var politisk hensigtsmæssighed. Viljen til absolut magt.   
Til toppen  Til indeks


Komplementaritet er eneste tidssvarende alternativ til såvel den absolutte dualisme som den absolutte determinisme. Den gør mennesket frit, for så vidt den bryder 'forstandens forhekselse' af dual-tænkning og årsagsloven, og dermed dualismens og determinismens tvangspræg, og således muliggør accept af tilværelsens usikkerhed, uberegnelighed og mangetydighed.   
Til toppen  Til indeks


Komplementaritetssynpunktet siger generelt, at hvis to betragtnings-måder af et fænomen begge er nødvendige for en fuldstændig beskrivelse af fænomenet, selvom de logisk udelukker hinandens samtidighed, så må de anses for komplementære. Betragtningsmåderne kan hver for sig benyttes til hver sine formål, men begge må indgå i totalbeskrivelsen af fænomenet.
     Komplementariteten indebærer at eksistensfilosofien kan løsrives definitivt fra dualismens og reduktionismens forbandelse. Selve humoren bliver et afgørende emergent træk ved menneskets evolution. Humoren er dybest set udtryk for at vi ikke kan forudberegne udviklingen og ikke kan forlange at få vores vilje.
     Hermed frigøres moralen fra lovreligiones forbandelse. Og det er nok kristendommens største værdi at mennesket frigøres fra lovreligion, og at individet frigøres fra at skulle bære al verdens synd og skam. Men alt ender ikke af denne grund i total relativisme. Noget ligger fortsat fast - og det er ikke mindst psykens krav om indre konsistens og nøgternhedens princip om korrespondens med den sædvanevirkelighed der er fælles for os alle og sikres af dagligsproget.   
Til toppen  Til indeks


Komplementaritet mellem individ og samfund er forudsætningen for at acceptere at der slet ikke gives absolut rigtige eller optimale løsninger på opståede problemer i samfundet. Der findes kun relativt fornuftige løsninger på dem. Men komplementariteten bevarer den dynamiske spænding. Det er derfor væsentligt at alle demokratiske partier og politikere accepterer denne grundliggende komplementaritet. Et væsentligt træk ved det moderne demokrati er også at regeringsmagten med mellemrum går på omgang mellem de forskellige partier og koalitionspræferencer.   
Til toppen  Til indeks


Komplementaritet mellem liberalismen og socialismen. Det ligger i sagens natur, at liberalismen i betydning markedsøkonomi er uforenelig med socialismen i betydning planøkonomi. Men da ingen af ismerne - med enkelte helt isolerede og økonomisk set helt betydningsløse tilfælde - længere findes i rendyrket form, er det vigtigere at se på deres idealiseringer, således som den stadig spiller ind i politiske og ideologiske debatter. - Liberalismen står ideelt set for størst mulig frihed til det enkelte menneske, men da socialismen ideelt set - og her må ordet ideelt fremhæves, fordi de historiske kendsgerninger ofte har sagt noget modstridende om praksis - står for det samme, er det klart, at den store uoverensstemmelse må ligge et andet sted, nemlig i opfattelsen af, hvordan samfundet, og det vil konkret sige statsmagten, sikrer denne frihed. Igen er der ikke i den vestlige verden den store principielle uenighed om, at staten må sikre de enkelte mennesker de elementære frihedsrettigheder gennem forfatning og retsvæsen.
     Problemerne opstår først for alvor, når det drejer sig om udfoldelse af den frie erhvervs- og ejendomsret. - Groft sagt ønsker liberalismen færrest mulige indskrænkninger og socialisterne flest mulige - og de sidstnævnte har gennem flere årtier fået utrolig magt til at gennemføre disse indskrænkninger og skabe et indviklet net af bureaukratiske love og regler, der kontrollerer erhvervslivet og ejendomsbesidderne i alle ender og kanter. Det sker gennem lovgivning om arbejdsformidling, arbejdsmiljø, arbejdstilsyn, anden miljøbeskyttelse og -kontrol, forbrugerbeskyttelse, momsregistrering, regnskabsføring og beskatning samt lovpligtige statistiske indberetninger m.v.
     I modsætning til den såkaldte socialliberalisme afbalancerer eller ophæver komplementaritetssynspunktet på ingen måde modsætningen mellem den ideelle liberalisme og den ideelle socialisme, forstået som henholdsvis den frihedsstræbende og den tryghedsstræbende tendens i politik og kulturliv. Komplementaritetssynspunktet fastholder tværtimod tendensernes logiske modsætning og uforenelighed, men betragter dem til gengæld begge som nyttige og berettigede til hver deres formål. Man kan ikke anlægge analyser af samfundsforholdene og samfundsudviklingen der på én gang er både socialistiske og liberalistiske, men må vælge. Men til gengæld må man også lade den fuldstændig analyse af udviklingen omfatte begge delanalyser og betragtningsmåder.
     Fordelen ved dette komplementaritetssynspunkt er, at man i stedet for at spilde tid på at søge efter en rationel vej til modsætningernes afbalancering (eller stile efter utopiske ligevægtssamfund) lader modsætningerne forblive i et åbent og dynamisk modspil, hvor man i de konkrete tilfælde af politiske afgørelser må prøve sig frem og ofte vælge side - uden nogen form for sikkerhed for, at den løsning man vælger er den rigtige. - Demokratiet sørger gennem frie valg for, at befolkningen kan udskifte en regering der kører for langt til den ene side. Dermed oprettes en slags balance, der imidlertid stadig er åben og dynamisk. - Humlen af det hele er, at tryghedstendensen aldrig må kvæle frihedstendensen, iværksætterånden, initiativlysten, arbejdslysten og den ulighed der altid vil være forbundet hermed, og omvendt   
Til toppen  Til indeks


Den komplementære helhedsrealisme tager den fulde konsekvens af kvantemekanikkens erkendelsesteoretiske landvindinger og betragter determinismen som gennemhullet på helt afgørende felter af udforskningen af universet og naturen. Denne filosofi indfører ikke nogen principiel vilkårlighed i fysiske eller psykiske processer, og den ophæver ikke kausaliteten i de fysiske processer der kan måles efter den klassiske fysisk principper, men den hævder at der er nogle afgørende fænomener i verden der dukker op i kraft af principielt uforklarlige 'spring i naturen' og som derfor må betragtes som 'elementære kendsgerninger', hvad der vil sige kendsgerninger der ikke kan føres tilbage til en kontinuerlig kæde af objektivt eksakte grundårsager der slutter i en eller anden 'førsteårsag' - selvom en række påviselige forudsætninger eller betingelser kan opregnes.
     Den komplementære helhedsrealisme går ud fra at sjælelige processers umålelighed må skyldes den kompleksititet og hastighed der kendetegner dem. Det er principielt umuligt at registrere hele denne komplekse struktur, og det er principielt umuligt at måle de enkelte kemiske og elektriske processer fordi deres hastighed er så høj at man påvirker dem ved måling - ganske som i atomelementardelenes tilfælde. Men som i atomfysikken er realismen og nøgternheden reddet gennem det bohrske
korrespondensprincip. I kvantemekanikken sikres tilknytningen til den klassiske fysik ved at beskrivelsen af måleapparaterne indgår i beskrivelsen af målingerne, og disse apparater følger alle den klassiske fysiks love. I psykologien sikres tilknytningen til den reale dagligdag og fysik ved at beskrivelsen af personer af kød og blod principielt altid indgår i eller stiltiende forudsættes som reference for beskrivelsen af fænomenerne.
     Den komplementære helhedsrealisme påpeger - som det altafgørende - at den umiddelbare føling med virkeligheden i hele sin kompleksitet, egenart, energiladethed og transcendens er betingelsen for oplevelsen og erfaringen af meningen med tilværelsen. Og at denne følings højeste grad findes i den psykisk mest energiladede form som man i mytisk tid kaldte kult og gudsdyrkelse, og som senere uheldigvis blev mere og mere indsnævret til dogmatisk religion og som sådan til et redskab i den allestedsnærværende magtkamp.   Til toppen  Til indeks


Konsistenssynspunktet: Den menneskelige psyke er bundet af kravet om indre konsistens, idet vi har en indre, psykisk forpligtelse til at sørge for overvægt af det gode, positive og konstruktive i livet. Denne indre forpligtelse er basis for etikken. Det indebærer, at et rationalitetsbegreb der vil være tro mod hele virkeligheden nødvendigvis må omfatte andre 'nødvendige forbindelser' mellem tingene og forholdene i verden end de rent formal-logiske.   
Til toppen  Til indeks


Korrespondensprincippet skaber korrespondens (forbindelse eller overensstemmelse) mellem den klassiske fysik der omhandler genstande der er fuldt målelige fordi de er håndgribelige på den ene side og kvantemekanikken der undersøger fysiske fænomener (som elementarpartikler) der ikke følger den klassiske fysiks lov på den anden side ved at sige, at det er tilstrækkeligt for rationel videnskabelig undersøgelse af fysiske fænomener der ikke følger den klassiske fysiks love, at forskerne kan redegøre for deres undersøgelser og forsøgsopstillinger på entydig måde ved hjælp af den klassiske fysiks begreber. Men denne korrespondens mellem klassisk fysik og ikke-klassisk fysik er altså også tvingende nødvendig, hvis nøgternhed og konsistens skal bevares i forskningen. Den klassiske fysik og dermed i princippet den praktiske hverdagserfaring var og er fortsat den nødvendige basis for al fysisk forskning og daglig praksis, fordi alle vore måleapparater må følge den klassiske fysiks love.   
Til toppen  Til indeks


Kravet om indre konsistens er den bærende faktor for såvel individets liv som for samfundslivet. Samfundet er ikke en konstruktion af den menneskelige tanke, men er opstået som følge af at mennesker fandt sammen i og med at bevidstheden dukkede op som emergent fænoment i biologien, og da mennesket helt og holdent er præget af dobbeltspillet mellem det personligt bevidste og det kollektivt ubevidste, bliver samfundet underkastet samme indre krav om konsistens som gælder for individet.   
Til toppen  Til indeks


Kristendommen er i sin oprindelse en mytisk religion, der nok har den historiske jøde Jesus og evangeliernes beretning om ham som udgangspunkt, men først blev udbredt over Middelhavsområdet og navnlige det gamle Romerrige i kraft af apostlene Peters og Paulus' virksomhed i årene 35-64, og som først blev endeligt etableret som statskirke i 325 af kejser Konstantin den Store. Egentlig verdensreligion blev kristendommen først med det britiske imperiums systematiske udbredelse fra omkring 1800.   
Til toppen  Til indeks


Kristendommens særlige muligheder for helt at blive løsrevet fra dualismens og moralismens forbandelse ligger i at den i nyere tid efterhånden har vundet en åbenhed og humor som gør den alle andre religioner overlegne. Kun kristendommen har potentiale til en fornyelse der vil give en ny emergent religionsdannelse der for Europas vedkommende vil kunne omslutte mennesker af alle slags, 'religiøse' som 'ikke-religiøse', kristne som ateister, muslimer som jøder, blot de ikke hænger fast i nogen fundamentalistisk dogmatik.   
Til toppen  Til indeks


Kristningen af det store tyske-romerske rige fuldendtes med den pavelige kroning af kejser Karl den Store i år 800. Folkene fik nye guder og viede dem til hjælpere, men vel at mærke i de gamle, trygge skikke, som havde sikret livet velsignelsen under den gamle sæd. De udødelige guder og de dødelige mennesker var og forblev afhængige af hinanden i kraft som i vilje. Guderne var kun stærke og mægtige, når de virkede gennem stærke og vågne mennesker. Gudeskiftet eller religionsskiftet var ikke en magtpolitisk omvæltning i ydre forstand, selvom magtanvendelse fandt sted mange steder, men først og fremmest et valg, der omfattede både det praktiske liv og det store etiske ansvar. Det var derfor ofte forbundet med kampe i magthavernes (høvdingenes) indre. Og disse indre kampe manifesterede sig ofte i syner hvor gode og onde diser eller værneånder kæmpede om overtaget. - Der var ikke her tale om overtro, spøgelsestro eller leg med symbolske forestillinger, men om at datidens mennesker havde langt dybere føling med det kollektivt ubevidste end moderne mennesker, og at de mægtigste ledere havde den største føling med dybdehistorien. Den indre og den ydre verden var sammenhængende på det dybeste og højeste plan der tænkes kan. - Jf.
Religionsskiftet på Island.        Til toppen  Til indeks


Kult er religionshistorisk set nøje forbundet med fællesskabets fest og ekstase. Man kan slet ikke tænke sig en kultur uden ritualiserede fester der finder sted på kultiske tider og steder, som kredser om myter og guder og som har ekstasen eller entusiasmen som hovedformål. 'Ekstase' betyder at 'gå ud af sig selv' og 'entusiasme' at 'gå op i gud' - hvad der i kultisk sammenhæng er et og det samme. Midlet er primært rytmisk sang og dans samt drama. Men den moderne sekularisering betyder naturligvis at kulten skifter indhold således at centreringen og bevidstheden om mytiske begivenheder og gudernes selvfølgelige placering i dem nedtones eller helt forsvinder til fordel for en forstærkelse af selve det formelle, musiske, dansemæssige og ekstatiske.
     Ægte kult og gudsforhold er en
umiddelbar realitet som det er sprogligt meningsløst at benægte eller hævde. Den kan man kun forholde sig til på samme aktive og deltagende måde som man forholder sig til kunst eller musik på. Man kan gå ind i musikken og lade sig omslutte af den, åbne sig for den og være i frugtbar dialog med den - eller man kan lade være og holde sig udenfor. Og kun i første fald får den eksistentiel betydning. Og man kan gå ind i kulten og gudsforholdet og lade sig omslutte af dem og åbne sig for dem - eller lade være og holde sig udenfor ved fx at afvise guds eksistens, men denne afvisning er ikke mere relevant end at afvise musikkens eksistens, for det er ikke musikkens påviselige, men fortolkelige eller diskutable materielle egenskaber - så som noder, instrumenter eller lydbølger - der skaber muligheden for dens virke og fællesskab, men den udførelse man kan være meddeltager i.
     Kult findes i vore dage også i stort omfang som verdslig kult, idet den almindelig irreligiøsitet i moderne samfund har skubbet den religiøse kult ud. Men mennesket kan slet ikke undvære kult og derfor skabes ny ikke-religiøs kult i musiklivet, teaterlivet og sporten. Her kan man mødes i store fællesskaber omkring oplevelser der giver både høj stemning, spænding og muligheder for deciderede ekstaser, men som er blottede for referencer til højere instanser.   Til toppen  Til indeks


Kulten er den ritualiserede fællesdyrkelse af guder, hellige ting og hellige steder. Kulten kan kombineres med sang og dans, hvis rytmiske bevægelser og melodier er med til at forene sjælene og bringe fællessjælen op på et højere niveau end det er muligt for enkeltsjælene at komme hver for sig. Kulten åbner for mødet med det allerhelligste, det evige og guddommelige.   
Til toppen  Til indeks


Kulturbevidstheden i et folk er forudsætningen for dets evne og vilje til at værne om netop de værdier de har og som sagtens kan ændres med tiden, men i så fald overvejende på ubevidst plan. Kulturbevidstheden står først og fremmest i modsætning til den kulturrelativisme der betragter alle kulturer som lige gode, men ser bort fra deres forankring i subjektiviteten. En kulturrelativisme der postulerer alle kulturers principielle ligeberettigelse falder i den grøft at de gør kulturerne ligegyldige, ikke værd at slås for.   
Til toppen  Til indeks


Kulturen har tre kilder: arbejdet, forskningen og religionen.   
Til toppen  Til indeks


Kultursammenstød mellem muslimerne og den sekulariserede vestlige verden er dybt tragisk fordi det ikke blot ligger i at den ene part i sidste ende må give fortabt. Det er ganske vist den mest følsomme part i selve situationen vil tro og derfor det der får den til at gå så voldsomt, fanatisk og militant til værks mod selv den mindste antastelse af deres sandheder, at det umiddelbart giver indtryk af at alle dens tilhængere har mistet forstanden. Nej, det tragiske ligger nu som altid i at den absolutistiske hævdelse af jeget, æren og identiteten står for fald - for at kunne give plads for det der er større, det der har humoren i behold, det der rummer mulighed for gensidig respekt, fred og forsoning. Den ene part går med andre ind i
"tragediens område".  Til toppen  Til indeks


Kunst, etik, historie og religion er i dag kendetegnet af at man er tvunget til introspektion og den hermed forbundne mulighed for indlevelse i andres tankegang og følelsesliv for overhovedet at kunne opnå nøgtern iagttagelse og beskrivelse af fænomener som eksempelvis oplevelsen af et stykke musik, en moralsk forpligtelse, en folkelig bevægelse som Solidaritetsbevægelsen i Polen eller et individuelt religiøst kald, en profetisk virksomhed eller fx den katolske kirkes funktion i Polen under det kommunistiske styre. Al nøgternhed vil fortsat være baseret på sekundærprocesserne og dermed korrespondensen til den daglige erfaring, og al objektivitet vil fortsat være et spørgsmål om erfaringer der er fælles for mange og principielt kunne være fælles for alle, men rent faktisk er kunstneriske, etiske, historiske og religiøse erfaringer yderst sjældent om overhovedet nogensinde fælles for alle. Fortolkningerne af dem endnu mindre.   
Til toppen  Til indeks


Kvantemekanikken, som den blev udformet i 1920'erne og 1930'erne, brød med den klassiske fysiks illusion om fuldstændig objektivitet ved at gøre gældende at man i atomfysikken må inddrage selve iagttagelsessituationen i beskrivelsen af eksperimenterne. Kvantemekanikken indfører imidlertid ikke i fortolkningen - som visse modstandere af kvantemekanikken ellers har påstået - nogen form for mystik eller irrationalitet der strider mod videnskabens ånd eller idé, men udvider tværtimod gennem korrespondensprincippet den videnskabelige erkendelses rammer. Der bliver plads til rationel og systematisk beskrivelse af fænomener, der ikke kan iagttages og beskrives isoleret efter den klassiske fysiks begreber, men kun i deres vekselvirkning med måleapparater der følger den klassiske fysik. Forskerne må derfor gøre sig klart, at det ikke er de atomare fænomener 'an sich', men fænomenerne i deres vekselvirkning med klassiske måleapparater, der er genstand for forskningen.   
Til toppen  Til indeks


Kønsforskellen og kønsbevidstheden er allerede i den mytiske eksistensforståelse opfattet som skelsættende i historien. Den fundamentale forskel mellem mænd og kvinder er ikke alene afgørende for menneskets biologiske forplantning, men for den menneskelige eksistens i det hele taget. Der er intet større dynamisk spændingsfelt i den menneskelige eksistens end forskellen mellem mænd og kvinder.
  Til toppen  Til indeks


Libido er i psykoanalytisk teori navnet for den drift der står i forbindelse med følelser af skønhed, varme, venskab, kærlighed, seksualitet, lyst.   
Til toppen  Til indeks


Livet kan forskningen opregne ret præcise forudsætninger for med hensyn til selve forekomsten af bestemte grundstoffer, et ideelt miljø og en ideel temperatur samt - ikke mindst - tilførsel af energi fra solen, men den kan ikke forklare hvorfor en primitiv celle under selv de mest ideelle betingelser kan begynde at formere sig og blive begyndelsen til en biologisk udvikling over millioner af år der på et eller andet tidspunkt frembringer mennesket og menneskekulturen. Der sker med andre ord et uforklarligt spring - en emergent udvikling - fra kemiske processer til livsprocesser. Og der sker efterfølgende et utal af spring eller 'fulgurationer' (lynnedslag) i udviklingen, så alle mulige plantearter og dyrearter efterhånden dukker op på uforklarlig vis.   
Til toppen  Til indeks


Livet er en erkendelsesproces: Det mest forunderlige, den levende organisme yder, og samtidigt det, der mest af alt kræver en forklaring, består i, at den udvider sig i en tilsyneladende modsigelse af sandsynlighedens love, i en retning, der går fra det mere sandsynlige til det mindre sandsynlige, fra det enklere til det mere komplekse, fra systemer af en lavere orden til systemer af en højere harmoni. Der foregår imidlertid ingen overgreb mod fysikkens almengyldige love, og heller ikke varmelærens anden hovedsætning brydes af den levende organisme. Alle livsprocesser opretholdes af den afvigelse, der sker i verdensrummet, af det fysikerne kalder dissiperende energi: Livet "æder negativ entropi". Ifølge Prigogine er "dissipative strukturer" strukturer der gennemstrømmes af energi og derved bliver i stand til at "gå imod sandsynligheden.   
Til toppen  Til indeks


Livskvalitet i eksistentiel forstand er ikke et spørgsmål om lykke, rigdom eller succes, men om meningen med livet. Og hverken meningen eller livskvaliteten kommer af sig selv, men er noget den enkelte skaffer sig gennem en bevidstgørelse af sit liv, således at dette forandrer sig fra at være et liv i blot og bar immanens til også at være et liv i transcendens - eller som det er blevet kaldt 'i vedvarende eksistentil tilblivelse'. At være voksen i ordets mest omfattende forstand er at være ansvarlig for sig selv, ikke blot hvad angår objektive forhold, der kan komme ind under straffelov og skattelov m.v., men også hvad angår subjektive forhold som livskvaliteten eller meningen med livet.
     Ansvarlig eller skyldig i denne forstand bliver man først i det øjeblik man ser angsten eller tomheden i øjnene og indser, at begge dele hænger sammen med friheden. At se angsten, tomheden, meningsløsheden og friheden i øjnene kunne ligne selvpineri eller lyst til lidelse og destruktion. Sådan vil 'jeget' gerne se på det, fordi 'jeget' er en identitet der er bygget ensidigt op omkring alt det der giver mulighed for flugt fra tomheden.
     For 'selvet' vil en nøgtern erkendelse af tomheden og friheden kunne befri jeget fra den uløselige opgave at finde en ydre, objektiv mening med tilværelsen eller en højere retfærdighed i tilværelsen. Og denne befrielse vil kunne resultere i, at et dybereliggende livsmod kan vinde frem:
    - modet til at leve fremadrettet imod en usikker fremtid,
    - trodse eventuel personlig modgang,
    - trodse verdens indretning og tilfældighed,
    - trodse lidelsens, nødens, ondskabens tilstedeværelse/udbredelse.
     Psykologisk set kaldes dette dybereliggende livsmod for kontakt med selvet eller relativering af jeget. I religiøst sprog kalder man det tro. Men det er vel at mærke ikke en tro på bestemte dogmer eller trossætninger, dvs. påstande om fx verdens tilblivelse eller mirakuløse hændelser på jorden. Tro i dybere forstand er en psykisk tilstand.

     I hele denne sammenhæng er det nyttigt at skelne mellem begreberne 'funktion' og 'proces'.
     At en aktivitet er en funktion vil blot sige, at den er en vedligeholdende eller opretholdende energiomsætning, der gentages og gentages dag ud og dag ind. De fleste af vore daglige rutiner er funktioner. Og det har den fordel, at vi ikke behøver at tænke over dem. De kan udføres 'på rygmarven'. Dagligdagen ville blive et helvede, hvis ikke størstedelen af vore aktiviteter var funktioner. Fare i at gøre alle aktiviteter til funktioner, er at hele tilværelsen kan blive triviel og ende som ren vedligeholdelse eller ren opretholdelse, altså det eksistentialisterne kalder ren immanens. Skal man forhindre dette, må man gøre visse funktioner mere bevidste, så de omskabes til processer. En proces kan simpelthen defineres som en aktivitet eller energiomsætning der fra at være statisk opretholdende bliver fremadskridende eller grænseoverskridende, hvorved den også bliver led i et udviklingsforløb.
     I eksistensen må det fastholdes, at subjektiviteten er sandheden, og at
eksistenssandhederne aldrig kan blive objektive som genstandssandhederne. Hvad der er det enkelte individs eksistentielle sandhed kan kun det selv afgøre. Det betyder, at hver enkelt selv må afgøre, hvor balancen mellem bevidst/ubevidst og mellem immanens/transcendens skal gå. Vil man holde tomhed, kedsomhed og livslede fra livet, er det en fordel, at man er eller bliver bevidst om tingene. Først og fremmest at man bliver vågen og nærværende, men også at man tør bruge de ord og begreber, som nu engang findes og kan hjælpe én til at være vågen og nærværende.
     Livskvalitet afhænger ikke primært af køn, uddannelse, stilling, job, indkomst, boligforhold, eller af om man ryger, drikker, spiser, motionerer lidt mere eller mindre. Den afhænger først og fremmest af hvordan man har det med sig selv, med sit arbejde eller sin pensionisttilværelse, sine kolleger eller omgangskreds, sin partner, sine børn og sin helbredstilstand. I almindelighed er det lettere at bevare livskvaliteten, hvis man passer sit helbred, har rimelig orden i sin økonomi, bor ordentligt osv., men man bliver ikke lykkeligere, fordi man kan leve et luksusliv eller nå til tops i erhvervsliv eller politik. Tværtimod ser man ofte, at rigdom og succes fører til tomhed og udvendighed. Omvendt er mange mennesker som har fundet melodien og meningen i deres tilværelse, selvom de har befundet sig på de lavere sociale trin.
     Et menneske kan også finde eller bevare en mening med tilværelsen under hårde vilkår, som fx kronisk sygdom eller tab af ægtefælle og børn. Selv fanger i koncentrationslejre har kunnet bevare en mening med det hele, sålænge de kunne bevare håb og tro. Netop på grundlag af sine erfaringer fra koncentrationslejren udformede den østrigsk-jødiske psykoanalytiker Viktor Frankl sin 'logoterapi', hvis sigte netop var at blive bevidst om meningen med tilværelsen. Men det bliver unægteligt sværere, jo hårdere vilkårene er.

     Det er næppe tilfældigt eller ligegyldigt, at vi mennesker har evnen til at gå ud over vore egne grænser, altså evnen til at transcendere. Denne evne på en eller anden måde skal med i ens bedømmelse af egen livskvalitet. Først og fremmest, fordi den er biologisk indbygget i os. Vi kan ikke altid og slet ikke i det lange løb bare lade stå til, somom evnen ikke fandtes, for vi er ikke herre over om der dukker følelser af tomhed, kedsomhed og meningsløshed op i sindet, alt det Kierkegaard sammenfatter i begrebet angst, og som altså ikke er angst for en ydre fare, men for en indre. Den er en angst for selve friheden og valgmuligheden.
     Derfor kan livskvalitet ikke testes alene på måling af materielle goder eller på måling af om man er "lykkelig" eller "tilfreds", for ofte erklærer folk sig "lykkelige" eller "tilfredse" på et meget lavt niveau - fordi de simpelthen kun kender det lave niveau. Nøjsomhed kan være en god ting, men eksistentielt set er den tvivlsom. Livskvalitet testes først for alvor på evnen til at bevare håbet og meningen med livet, selvom man har modgang. Den testes med andre ord ikke på medgang og succes, men på modgang og tab. Derfor sker testningen først rigtigt, når man kommer op i årene -og uundgåeligt lider tab, må tåle større eller mindre grad af ensomhed, må gøre op med sig selv, om livet var værd at leve, og må se døden i øjnene.
     Jf. de to artikelserier om Livskvalitet og mening og Livskvalitet i relation til arbejde, kønsdrift, samfundsliv m.m.
    Til toppen  Til indeks


De logiske empirister var tilhængeren af den dominerende filosofiske retning mellem 1920 og 1950, som blankt afviste Bohrs komplementaritetssynspunkt, fordi de fastholdt en snævert sanse-bestemt virkelighedsopfattelse. De udelukkede pr. definition en virkelighedsopfattelse der tager hensyn til andre kendsgerninger end den klassiske fysiks håndgribelige størrelser. De benægtede i og for sig ikke sådanne kendsgerninger, men de nægtede, at de kunne gøres til genstand for rationel forskning, medmindre de kunne reduceres til udsagn om klassisk-fysiske forhold. Og dette på trods af at allerede relativitetsteorien havde rokket ved den klassiske fysik gennem relativeringen af rum- og tidsbegreberne. Her reddede Niels Bohr den erkendelsesteoretiske situation ved indførelsen af
korrespondensprincippet.   Til toppen  Til indeks


Konrad Lorenz (1903-89) var en østrigsk adfærdsforsker, psykolog og filosof, der i 1973 modtog Nobelprisen i fysiologi/medicin sammen med de to andre fremtrædende adfærdsforskere eller etologer Karl von Frisch og Nicolaas Tinbergen. Han er mest kendt for sine populære bøger om dyr og måden at komme 'på talefod' med dem på. Han opdagede bl.a. fænomenet 'prægning' af dyreunger, den meget tidlige påvirkning af dem som bestemmer deres adfærd for resten af livet. Han prægede eksempelvis ællinger og gæslinger ved at tage dem fra moderen straks efter udklækningen og selv optræde som erstatningsmoder for dem. Det indebar at de fulgte ham overalt, hvad enten han tog en svømmetur i søen eller gik rundt inde i sit hus.
     Men han overførte sine erfaringer med dyrene til menneskeverdenen og især til studiet af menneskets socialadfærd. Det førte til bøger som "Det såkaldt onde" (1963) om den menneskelige aggression, "Den civiliserede menneskeheds otte dødssynder" (1973) om de processer der truer menneskeheden, "Bagsiden af spejlet" (1973) om erkendelses- og virkelighedsproblemet, og "Nedbrydningen af det menneskelige" (1983) om miljøproblemerne. Han sprængte hermed fuldt bevidst fagbegrænsningen og indlod sig på en tværfaglig vurdering af menneskets adfærd og samfundsproblemer. Men det taler fagfolk helst ikke om. De fleste af dem er hunderædde for at begive sig ind på felter, hvor de snævre naturvidenskabelige kriterier begynder at blive usikre og utilstrækkelige - hvad fx. debatten omkring Bjørn Lomborg er et udmærket eksempel på. Men i modsætning til Lomborg så var Lorenz på miljøaktivisternes side. Han er ligefrem blevet kaldt 'De grønnes Ayatollah'.
     For Lorenz' vedkommende har fagfolkenes angst betydet, at man fortier, hvad Lorenz udviklede sig til, nemlig en stor filosof, der virkelig havde noget at byde på i sine kritiske analyser af den moderne civilisation. Bl.a. omtaler den danske encyklopædi ikke Lorenz' ovennævnte tre bøger fra 1973 og 1983 med ét ord og betegner ham heller ikke som filosof, skønt han faktisk var doktor i filosofi og i 1941 blev kaldet til Kants gamle lærestol i filosofi i Königsberg i det daværende Øst-Preussen.
     I verdenskrigens sidste del fungerede Lorenz som læge ved et hospital i Posen (det nuværende polske Poznan). Fra 1944 til 1948 var han russisk krigfange, men 'den forrykte professor', der gik og kommunikerede med fugle i lejren, var så heldig at blive opdaget af en russisk officer, der vidste noget om hans forskning, og det medførte særstatus. Han benyttede fritiden til - uden tilgængeligt bibliotek - at skrive sit filosofiske hovedværk (på papir fra cementsække), og han fik, nok så væsentligt, lov til at tage manuskriptet med sig, da han blev løsladt. Det var dette arbejde der 25 år senere blev udgivet under titlen "Bagsiden af spejlet".
     Lorenz betegnede sig i "Det såkaldt onde" som "inkarneret darwinist, professionel kausalforsker og overbevist hypotetisk realist", og det er væsentligt at holde fast i, fordi han dermed angiver, at han på ingen måde har bevæget sig væk fra naturvidenskaben, men derimod til fulde forstået, at en forsker ikke kan være kausalforskende realist uden at forstå og være bevidst om forholdet mellem det erkendende subjekt og den ydre, objektive virkelighed. I "Bagsiden af spejlet" formulerer han sin tro på, at kulturmenneskeheden er på vej til en selverkendelse der bygger på naturvidenskabens resultater på et højere niveau, og at mennesket som art står ved et vendepunkt derved at der netop nu er en potentiel mulighed for en ufattelig meget højere udvikling for menneskeheden.
     Han vender sig i samme skrift mod såvel den gængse realisme som den gængse idealisme. Den første er sig ikke bevidst, at det reflekterende menneske selv er et spejl, og den sidste vender den reale verden ryggen. Begges synsretning forhindrer dem i at se, at spejlet - det reflekterende fænomen - har en bagside, der ikke giver noget billede, at spejlet altså ikke er ren refleksion. - Eller med andre ord: Det fysiologiske apparat, hvis funktion består i erkendelse af den reale verden, er ikke mindre virkeligt end den. En reflekterende selvudforskning af den menneskelige kultur må baseres på den hypotese, at virkeligheden eksisterer uafhængigt af den menneskelige erkendelse, men at refleksionen og det tilgrundliggende fysiologiske apparat er udviklet i tilpasningen til den virkelighed der er under evolution. - Konrad Lorenz er en af hovedinspiratorerne bag Jernesalts filosofi. Jf. essayet
Konrad Lorenz' kulturopgør.   Til toppen  Til indeks


Loven om utilsigtede virkninger er formuleret af historikeren Paul Johnson og siger at enhver handling udover sine tilsigtede virkninger altid vil have nogle utilsigtede - fordi det er umuligt at beregne alle virkninger på forhånd i systemer af blot nogen kompleksitet - som fx politiske systemer i moderne samfund.   
Til toppen  Til indeks


(Martin) Luthers oprør mod pavekirkens munkevæsen, afladshandel og menings-undertrykkelse førte dels til en understregning af at mennesket ikke frelses eller retfærdiggøres ved sine gerninger, men alene ved sin tro, dels til det almindelige præstedømme, der vil sige det enkelte menneskes direkte eller umiddelbare forhold til Gud og det guddommelige - uden nogen formidlerinstans eller melleminstans a la den katolske kirke og dens monopol på frelsen.
  Til toppen  Til indeks


Den materialistiske historieopfattelse stammer fra et værk som blev skrevet af Karl Marx og Friedrich Engels i 1945-46, og den siger at det er de materielle forhold der bestemmer den historiske udvikling og ikke åndelige forhold eller ideer. Opfattelsen blev det grundliggende element i den kommunistiske ideologi (eller religiøse tro), der også kaldes den historiske materialisme, for den undsiger netop alt det åndelige og irrationelle som væsentlige faktorer ved siden af de biologiske, økonomiske og sociale faktorer. Opfattelsen kom til at betyde at tilhængerne troede fremtiden kunne forudsiges af videnskaben. En dansk kommunist har åbent indrømmet sammenhængen: "Når det var sådan, at socialismen affødtes af det bestående samfundssystem, så var der jo ingen vej udenom.... Jeg kunne jo lige så godt tage fat på at arbejde for det der alligevel ville blive fremtidens samfundsform." Dette udsagn afspejler også et simpelt behov for at have en ubrydelig, indiskutabel moralsk lov at holde sig til, en lov der fritager for selvstændig vurdering og selvstændigt ansvar.
     Samme lov giver også historisk legitimation af behovet for at 'ville ét', at forfølge det revolutionære mål med hele sin vilje og hele sin energi og tilsidesætte hensynet til ethvert andet formål, herunder almindelige sunde menneskelige behov for fornøjelser og unyttig beskæftigelse som fri kunst, musik og leg. - Det kommunistiske partis disciplin virkede dragende på de intellektuelle. Deres trang til underkastelse manifesterede sig helt ud i sproget og kunne have seksuelle overtoner. For Sartres vedkommende gælder, at hans begrebsverden stammer direkte fra den militære psykologi. Mange intellektuelle havde desuden et meget begrænset kendskab til historie, økonomi og filosofi. De faldt i vid udstrækning for stalinismen på grund af dens videnskabelige jargon. I stedet for at se virkeligheden som den var, lærte marxismen-stalinismen dem at se virkeligheden med dialektiske briller. Man lærte at afsky al litteratur der kritiserede Sovjetunionen (den var trotskistisk) og at undgå kontakt med kættere og afvigere (de var alle reformister).
     Sproget og tanken gennemgik en udrensningsproces og blev udkrystalliseret i en fast marxistjargon. Dialektikken kunne bortforklare alle former for afvigelser og idioti. Med Koestlers ord var der tale om dobbelttænkning eller 'kontrolleret skizofreni'.
     Bolsjevismens krav om at sidde inde med selve den videnskabelige sandhed havde en kraftig emotionel appel på de venstreintellektuelle, som igen kan føres tilbage til naturvidenskabernes enorme prestige. Det ville naturligvis propagandamæssigt set være aldeles uholdbart, hvis den materialistiske ideologi stred mod naturvidenskaben - og derfor havde man ikke blot lige siden Marx' og Engels' dage postuleret ideologiens videnskabelighed, men også omhyggeligt sørget for at videreudvikle den så konsekvent, at man på 'dialektisk' vis fik alle brikker til at falde på plads og samtidigt fik afvist alle brikker der ikke passede ind i puslespillet.
     Modsat hitlerismen i Tyskland så påstodes bolsjevismen i Sovjetunionen at være en absolut objektiv historisk nødvendighed, som tillod den at feje al tvivl, al nuancering og al modstand væk som klasseforræderi. Bl.a. af den grund blev socialdemokraterne i 1930erne udråbt som 'socialfascister', der skulle bekæmpes mere indædt end nazisterne selv. En katastrofal strategi skulle det hurtigt vise sig at være.   
Til toppen  Til indeks


Meditation i egentligste forstand kræver total-stilhed: ingen ord eller tanker, og heller ingen billeder eller farver. Kun stilhed og tomhed. Skal den spirituelle udvikling føres helt frem til muligheden for transcendens (overskridelse af grænsen til mystikkens åbenbaringer), så skal stilhedsmeditationen eller -bønnen sættes i fokus. Og først en egentlig transcendens vil give den dybe erfaring af sammenhæng mellem etik og erkendelse, som allerede Platon og Sokrates talte om, og som er det ultimative mål for selvudvikling og spirituel udvikling. Denne krævende meditative træning op til transcendensens grænse er for de få særligt motiverede, men den er ikke udtryk for flugt fra verden eller åndsaristokratisk individualisme, sålænge den etiske målsætning fastholdes. Den vil tværtimod være til gavn for almenheden gennem de påvirkninger der kommer fra disse motiverede mennesker og fra styrkelsen af den esoteriske tradition, de indviedes tradition, taget som et fælles energetisk fænomen. Se også bøn.   
Til toppen  Til indeks


Mennesket er en del af den natur det selv iagttager. Mennesket er erkendelsesteoretisk og psykologisk set ude af stand til at se naturen, universet, evolutionen, livet og eksistensen objektivt udefra. Universet, livet, mennesket, sjælen, sproget og samfundet er med andre ord elementære kendsgerninger.
     Og det samme gælder naturen, biologien og dermed 'naturhistorien' og evolutionen, som mennesket er en del af. Naturhistorien bliver et absolut uforudsigeligt fænomen, fordi alt liv er kendetegnet af emergens (opdukken af nyt), transcendens (grænseoverskridelse) og entropiformindskelse. Liv formerer sig og ekspanderer i kraft af tilførsel af energi fra solen. Derved mindskes den 'uorden' man i termodynamikken kalder entropi og som gælder alle lukkede systemer: de nærmer sig altid 'varmedøden', en fuldstændig udligning af alle energiforskelle.
     Menneske er intet uden samfundet, men heraf følger ikke at det kun er bestemt af sin samfundsfunktion. Det enkelte individ er aldrig kun et lem af det samfundsmæssige legeme, således som det opfattes i de ideer om den korporative stat, som bl.a. de italienske fascister under Mussolini hyldede. Individet vil vedblivende have sin egen identitet, sit eget behov for udfoldelse og 'selvrealisering' samt sit eget forhold til det evige eller guddommelige. Men det eksisterer ikke uden for samfundet, men alene inden for samfundet med alle de udtalte og uuudtalte bånd og forpligtelser dette indebærer.
     Der er imidlertid indbygget en klar konflikt mellem individ og samfund på det logiske plan, idet man her må konstatere at det ikke er muligt at få individets interesser og samfundets interesser til at gå op i en entydig harmonisk helhed eller syntese der vil kunne fastlægge de to parters interesser på en afbalanceret måde så konflikter undgås.   
Til toppen  Til indeks


Meningen med tilværelsen er fylden, intensiteten og nærværet således at forstå, at først oplevelsen af dette ikke-sproglige fænomen tilfredsstiller den menneskelige længsel efter meningen, hvad filosofiske forklaringer eller dogmatiske påstande aldrig gør. Den mening der fremkommer i og med at man får "et svar fra gud" gennem andre mennesker, for nu at bruge et udtryk af Martin Buber, skal ikke undervurderes, men til syvende og sidst er det transcendensen der tilfredsstiller længslen og gør længslen overflødig. - Meningen findes ikke i filosofien, for enhver filosofisk påstand kan betvivles og vil blive betvivlet af den der er tilstrækkeligt langt ude i fortvivlelse. Oplevelse af fylde og intensitet og fuldt nærvær - eller hvad man nu vil kalde dette afgørende fænomen hinsides sproget - kan formidles gennem et andet menneske, og oplevelsen giver den tilfredsstillelse der gør yderligere tvivl og spørgsmål overflødige. Dette bevidner alle mystikere og alle "oplyste", og det samme bevidner utallige mennesker der tilfældigvis er havnet i nær-døds-oplevelser eller lignende ekstreme bevidsthedstilstande, og som i den situation har set "lyset". Og det bevidnes også af folk der har prøvet stoffer der bringer dem ind i "kunstige paradiser". Narkomaniens udbredelse og enorme fristelse skyldes faktisk dette forhold.   
Til toppen  Til indeks


Mening, kvalitet og oplevelse af sammenhæng i tilværelsen skyldes de stærkt energiladede psykiske kræfter der indgår i de medfødte og irrationelle primærprocesser.   
Til toppen  Til indeks


Messias-forestillingen er af ganske særlig betydning for jødedommen. Ordet Messias betyder 'den salvede' og brugtes om israelitiske ypperstepræster og konger der betragtedess som stående det hellige og guddommelige særligt nært. Ordet blev senere brugt om fremtidige skikkelser der skulle genoprette Davids Rige og dermed frelse Israel. Men det kan endelig også anvendes om selve den tilstand hvor det sande Israel er genoprettet - uden at nogen personificeret skikkelse nødvendigvis inddrages.   
Til toppen  Til indeks


Middelklassen er helt central for det moderne demokratis etablering og udvikling. Den oplyste middelklasse er bedst til at værdsætte og håndtere de komplementære, logisk uforenelige modsætninger mellem ånd og materie, mellem frihed og lighed, mellem frihed og tryghed, mellem retfærdighed og barmhjertighed, mellem transcendens og immanens og mellem evighed og timelighed, men en folkelig opbakning kan aldrig undværes.   
Til toppen  Til indeks


Moderniteten har store problemer med det overordnede og ophøjede. Det synes et gennemgående træk ved al kultur, at mennesket aldrig stiller sig til tåls med lykken eller harmonien, men vil ud over den. Derfor vil der altid være oprør mod guderne, og oprøret bliver naturligvis lettere og vigtigere jo mere guds-forestillingerne og gudsdyrkelsen stivner i dogmer og ritualer. Men det ophøjede og overordnede kan ikke undværes i menneskelivet eller samfundslivet.   
Til toppen  Til indeks


Moralbegrundelse er et omstridt emne, fordi det ser ud til at være en afgørende forhindring for begrundelse af moral, at det logisk set er umuligt at drage nogen som helst slutning fra en konstaterende sætning til en normativ eller forpligtende påstand. Man kan ikke logisk slutte fra en sætning der fastslår at dette eller hint eksisterer, til at sådan eller sådan bør et menneske opføre sig eller et samfund være indrettet - ligesom man heller ikke logisk kan slutte fra en kendsgernings faktum til en anden kendsgernings faktum. Men da mennesket rent faktisk lige fra tidernes morgen (dvs kulturhistoriens begyndelse) har haft moral og følt ansvarsforpligtelse, og dermed vist at de har en grundliggende sondring mellem godt og ondt, så må fejlen i den blanke afvisning af al moralbegrundelse ligge i at man slet ikke tager hensyn til biologi og psykologi. Dette har imidlertid en filosoferende psykiater som
Erling Jacobsen gjort, og han har forelagt sin dybe og sammenhængende moralbegrundelse i bogen 'Godt og ondt' fra 1983.
     Det Jacobsen først og fremmest fandt ud af var at moralsk eller etisk pligt føles som en pligt over for noget der ligger uden for én selv. Og det er vel at mærke ikke nødvendigvis guder og djævle der er tale om, men indre kræfter man er forpligtet overfor. Troen på guder og djævle har haft sin oprindelse i denne sikre oplevelse af, at man er forpligtet over for noget uden for én selv - og ikke omvendt. Og der er vel at mærke heller ikke tale om en forpligtelse som man frit kan vælge at følge eller ej, eller som man eventuelt kan ræsonnere sig frem til. Derimod om en forpligtelse af umiddelbar bindende karakter. Det er LSD-eksperimenterne der har overbevist Erling Jacobsen om denne sammenhæng. Det er den såkaldt 'orale lyst' og 'orale ulyst' som har hele denne enorme og umiddelbare etiske ladning. "Ingen der har oplevet disse tilstande kan være i tvivl om, at man her umiddelbart står over for henholdsvis det gode og det onde". Udtrykkene dækker følelser der findes allerede hos det spæde barn, dvs. fra fødslen, og i ælde og ærværdighed kun overgås af den fundamentale magtdrift, som der heller ikke på de moderne sprog er nogen betegnelse for. Spædbarnets stadium fra det fødes til det er omkring et halvt år kaldes oral, ganske enkelt fordi munden og hvad der føres ind i munden, dvs. mad og drikke, har den allerstørste interesse. Men oral lyst og ulyst drejer sig ikke kun om selv fødeindtagelsen, men også om de omstændigheder der knytter sig til fødeindtagelsen, dvs. moderens krop, lugt, hænder, stemme, smil, pleje, opmærksomhed og endda lyden af hendes hjerteslag eller fodtrin o.a.
     Melanie Klein bruger i denne forbindelse udtrykkene 'Det gode bryst' eller 'Den gode mælk' om den orale lyst, medens den orale ulyst får synonymerne 'Det onde eller giftige bryst' og 'Den onde eller giftige mælk'. Oplevelsen af den onde mælk danner ifølge Erling Jacobsen basis for al senere skyldfølelse.
     Der kan skelnes mellem to former for oral lyst. Den ene svarer nærmest til tilfredsstillelse af sult, den anden til tilfredsstillelsen af tørst. Den første er varmere. Vi forstår lidt af disse to formers betydning, når vi betænker, hvor høj tilfredsstillelse indtagelse af mad og drikke kan byde os - måske særligt efter fysiske strabadser eller afsavn.
     Af Erling Jacobsens postulat om identitet mellem automatisk lyst (varme, kærlighed eller hvad man nu vil kalde det) og automatisk akcept, og mellem automatisk ulyst (kulde, afsky, ondskab) og rejektion følger, at mennesket har en bunden opgave. Det er henvist til at forsøge at sætte sine lystsignaler eller akceptsignaler på ting der forøger sandsynligheden for den automatiske lyst eller akcept. Og Jacobsens endelige påstand bliver da, at intet menneske frivilligt med overblik over hele sin situation og frihed til at vælge vil gøre tingene på nogen anden måde. Fejltagelser kan kun opstå, når individet mangler erkendelse eller eventuelt er udsat for et så voldsomt følelsesmæssigt pres, at det ikke længere er frit. Alt hvad der med rette kan betegnes som menneskelig moral har at gøre med et ønske ethvert mennesker nærer om ikke at gøre verden til et totalt koldt sted uden mulighed for tilfredsstillelse af varme og kærlige følelser. Og Jacobsen mener derfor, at der kan opstilles følgende grundregler for den menneskelige moral:

     Det er umoralsk: - at være rasende (grådig)
     - at nyde grusomhed mod nogen man holder af
     - at være fej
     - at lyve for sig selv.
     Derudover mener Jacobsen, at det i det mindste er praktisk at handle således, at vi følger almene love, eller - med Kant - sådan at vore handlinger kunne bruges som generelle rettesnore (det såkaldt kategoriske imperativ), dvs. ikke at gøre mod andre, hvad vi ikke ønsker de skal gøre mod os selv. - Jf. Kan moral begrundes?   Til toppen  Til indeks


Moralisme betegner den moralske indstilling der består i at retlede og fordømme andre ud fra faste normer af borgerlig, ideologisk eller religiøs art - til forskel fra den indstilling at finde en almen rettesnor for alles liv gennem stadig overvejelse af selve det etiske grundlag for normer. Se
Moralbegrundelse
     Moralisten bruger så at sige sine snævre moralske fordomme til at slå andre mennesker i hovedet med. Og fordommene er ofte af ret småborgerlig art, fx når det gælder regler for skik og brug eller takt og tone (eksempelvis Emma Gad). Verdsligt sker moralismen primært ved at understrege et menneskes pligt (pligtetik).
     Ideologisk sker den snarere ved at understrege tilhængernes specielle forpligtelse til at ofre sig for sagen, hvilket som regel vil sige at underordne tilfredsstillelsen af personlige eller private behov for partiets eller revolutionens sag. Den slags moralisme kan føre til nøjagtigt samme puritanisme som ses i religiøs sammenhænge. Eksempelvis var både Lenin og Hitler yderst puritanske i deres livsførelse.
     Religiøst ligger moralismen i at kræve overholdelse af bestemte påbud i bestemte hellige skrifter, for jødernes vedkommende Moselovene og for muslimernes vedkommende Koranen. Det gør både jødedom og islam til lovreligioner.
     Noget helt andet er at søge en moralsk rettesnor i det krav om indre konsistens, som siger at et menneske altid er forpligtet på at søge overvægt af det gode i sit liv - i det lange løb. Her er der ingen faste regler, man kan dømme andre på. Der er plads til skøn og fejltagelser. Men selve forpligtelsen er fast, fordi den komme fra psykens eget, ufravigelig krav om at den skal sørge for indre konsistens for ikke at havne i kriser, forfald eller ødelæggelse.

Moralisternes uvidenhed om disse sammenhænge kommer bl.a. frem i modstanden mod at bruge humor mod fundamentalismen. Modstanden er udtryk for den sorteste uvidenhed om både religion og humor. Religion bliver kun i pietistiske, dogmatiske, fundamentalistiske og antidemokratiske tider defineret som en så alvorlig sag at enhver krænkelse holdes for uacceptabel og strafbar. Men i andre, mere frie og mere mangedimensionale tider har religionen og latteren hørt sammen, ja dybest set betinger de hinanden, så det bliver tåbeligt at gøre forsøg på at fjerne humoren fra religionen. - Vilhelm Grønbech påpegede i 'Livet er et fund' tilsvarende at de gamle religioner generelt - til forskel fra de moderne udgaver af dem - netop fik deres vælde ved at de omspændte hele livet fra dets højeste skaben til dets gladeste løjer. Og han mindede specielt om Aristophanes' sprælske værker inden for den hellenske kultur og Rabelais' groteske realisme inden for den middelalderlige kristendom. - Grønbech påpegede endvidere den nære sammenhæng mellem religion, kunst og humor. Dybest set er kunst religion, fordi den opdager sider af tilværelsen der går ud over det timelige, borgerlige og moralske - nøjagtigt som humoren.   Til toppen  Til indeks


Mor-arketypen er en vigtig almen arketype især fordi den i vore dage har fået den allerstørste betydning i de vestlige samfund gennem kvindefrigørelsen. Denne havde aldrig fået sin store psykiske energi uden at kunne trække på sin arketype. Dens begrænsning ligger i selvbeskyttelses-fokuseringen (morarketypen repræsenterer den moderlige del af totalpsyken), men dette har mange kvinder svært ved at acceptere. Derfor har de problemer med at trække på far-arketypen i form af deres indre mandlighed (i jungiansk terminologi kaldet 'animus'), dvs den indre arketype der giver energi til transcendensen og udadvendtheden. Begge arketyper er væsentlige for begge køn, og derfor er det temmelig latterligt at der hos 68-generationen var en udtalt tendens til at de i et forståeligt oprør mod alle autoriteter afskaffede betegnelserne far og mor i deres familier. Den slags er umuligt og giver kun forvirring. For 'far' og 'mor' er både individets personlige forældre og kollektivets arketyper.   
Til toppen  Til indeks


Moses må dybdepsykologisk set betegnes som en ledertype af sjældent format. Han besad et enormt og uhyre stærkt jeg, der naturligvis bundede i de åbenbaringer han modtog - og der var ingen tøven i hans beslutninger og ingen pardon over for hans modstandere. Hans karisma var umådelig stor - hvad der gør det nærmest umuligt i hans tilfælde at skille historiske fakta fra mytiske.   
Til toppen  Til indeks


Mozart - Wolfgang Amadeus Mozart (1756-1791) - østrigsk komponist. Vidunderbarn som pianist og allerede på koncertrejse med faderen fra 1762. Vigtige impulser fra Haydn. Men først i 1777 frigjorde han sig så meget fra faderen, at han rejste ud på egen hånd. Han vendte dog hurtigt tilbage til en meget utilfredsstillende stilling i Salzburg som organist ved ærkebiskoppens hof. Det kom til et brud i 1781. Han giftede sig med Constanze Weber - og nu fulgte både lykkelige og produktive 'gyldne år' med de store symfonier og operaer - indtil problemerne og sygdom tårnede sig op og han døde kun 35 år gammel. Fra 1782 stammer 'Bortførelsen fra Serailet', fra 1786 'Figaros Bryllup' fra 1787 'Don Giovanni', fra 1790 'Cosi fan tutte', og fra 1791 'Tryllefløjten' og 'Titus'. Samtidigt kom symfonierne 35-41, adskillige klaverkoncerter, sonater og strygekvartettet samt Requiem'et. - Mozart var og blev livet igennem en ofte respektløs og - som brevene navnlig til søsteren viser - også vulgær spasmager. Mange (heriblandt hans kones anden mand, den danske diplomat G.N. Nissen, der overtog og udgav brevene i retoucheret form) har ikke rigtigt kunne få det til at rime at denne geniale komponist, der har skrevet nogle af musikhistoriens smukkeste værker, kunne være så grov og vulgær som han vitterligt var. Men man kunne lige så godt sige, at det kun viser, at Mozart var og blev et trods al opdragelse uspoleret menneske med kontakt til alle sider af det instinktive og ubevidste i sig selv.
     Mozart indførte skrækken i musikkens verden, bl.a. i den indledning til ouverturen til Don Giovanni der forskrækkede Kierkegaard i Berlin, men også tilgivelsen var en væsentlig faktor. Men som Robbins Landon gør gældende i sin bog om disse gyldne år, så var Mozart først og fremmest ambivalensens mester. Hans underfundighed kunne gå så vidt, at følelserne flere gange (som fx i Cosi fan tutte) tager en vending på 180 grader. Og netop dette gør hans behandling af tonearterne, men også af orkestreringen mere kompliceret end nogensinde. Særligt er der grund til at hæfte sig ved 'Cosi fan tutte', fordi den efter teksten er en ganske kynisk historie om kvindekønnets manglende troskab. Men Mozart får det følelsesmæssige spil vendt så det bliver særdeles tvetydigt og nuanceret og endda ender med at få tilgivelse og forsoning med.
     Der er forskere der har sluttet fra Mozarts forkærlighed for moll-tonearter til formodninger om manio-depressive tendenser. Men som Landon skriver, så er tragik ikke begrænset til disse tonearter. Mozarts moll-værker rækker simpelthen langt ud over den normale udtryksskala, og han skabte her sin mest foruroligende og chokerende musik. -
     Der er også set en sammenhæng mellem faderens død i 1787 og det forfald der ser ud til at være sat ind samme år i Mozarts levned - således som det fx skildres i Milos Formans frie, men alligevel givende film 'Amadeus'. Mozart begyndte at drikke og fik store pengesorger, ligesom forholdet til Constance kom i krise. Og musikalsk kan man pege på at han umiddelbart efter faderens død komponerede et værk som 'Ein musikalisches Spass' der var en fuldstændig respektløs parodi på samtidens musik. I 'Don Giovanni' har mange (inkl. Forman) i kommandantens skikkelse og hævn set afspejlingen af et faderkompleks. Landon afviser teorien. Men jeg mener ikke den er til at komme uden om, det var bare ikke et kompleks i sædvanlig freudiansk forstand. Det forholdt sig derimod snarere sådan, at Wolfgang Amadeus Mozart aldrig rigtigt var blevet voksen og fået erstattet den meget strenge faderlige autoritet med en indre, fri og personlig moralsk autoritet der kunne sikre den indre konsistens og dermed en fornuftig livsførelse. Da faderen døde, forsvandt ikke blot faderautoriteten, men al moralsk autoritet i den 31-årige komponist.
     Som bekendt forringede dette på ingen måde hans evner til at skabe genial kunst, det gav snarere hans sidste værker den tragiske dimension de næppe ville have fået uden de eksistentielle problemer. Og det er i lyset af denne erkendelse man bør se og høre hans Requiem. Carl Nielsen sagde om Mozarts kirkemusik at den var uden al betydning, fordi Mozarts forhold til kirken var rent konventionelt. Og det kan i og for sig være rigtigt nok, men netop Requiem'et viser - når det vel at mærke opføres allerbedst som fx hos Bruno Walter - at den religiøse dimension er dybt forstået og tolket.
   Jf.
Mozarts sjæl og fascinationskraft .   Til toppen  Til indeks


Muhammed. Profeten Muhammed (ca.570-632), islams grundlægger, var en ægte ekstatiker der i sin ekstase kom hinsides den normale dagligdags fornuft og nøgternhed, dvs kom ud over de psykiske sekundærprocesser og ind i de primære processer, hvor der gives høre- og synshallucinationer. Han faldt bogstaveligt om på jorden, blev rød i ansigtet, svedte stærkt og åndede med rallende lyd, hedder det. Og i denne tilstand modtog Muhammed åbenbaringen af den nye religions hellige skrift, Koranen, der forkyndte Allah som den eneste sande Gud, men indirekte bevarede tilknytningen til den jødiske tradition ved at betegne Gud som Abrahams, Isaks og Jakobs Gud og Abraham, Moses og Jesus som hans profeter. Men Muhammed selv blev 'profeternes segl': Han afsluttede det åbenbaringsforløb som de hidtidige profeter havde stået for.   
Til toppen  Til indeks


Musikken er måske det stof der kommer det ideele narkotiske stof nærmest, for musikken bringer netop mennesket helt ind til sin kerne: oplevelsen af altings enhed og helhed. Filosoffen Arthur Schopenhauer (1788-1860) opdagede, at musikken ikke som de andre kunstarter er en kopi af de forestillinger vi har om livet og verden, men en kopi af selve livsviljen. Derfor er musikkens virkning også langt mægtigere og dybere end de andre kunstarter. Komponisten åbenbarer således verdens inderste væsen og udtaler den dybeste visdom i et sprog som hans forstand ikke fatter.
     Schopenhauer kunne i modsætning til den umusikalske Kant ikke lade være med at beskæftige sig med det irrationelle, men han blev rystet i sit inderste da han måtte erkende at selve den menneskelige livsvilje ikke var styret af det rationelle, men tværtimod var blind og styret af det irrationelle.   
Til toppen  Til indeks


Musikkens struktur. I al slags musik indgår tydeligt særlige strukturer der kan genkendes (fx en melodi, en harmoni eller en rytme) og det er også karakteristisk for disse strukturer at de som hovedregel påvirker den lyttende i bestemte retninger på det følelsesmæssige eller stemningsmæssige plan, fx animerer til glæde, dans, sang, sorg, fryd, ekstase eller andagt. Derfor angiver komponisterne ofte specifikke tempo- og 'foredragsbetegnelser' i noderne - som fx adagio (langsomt), grave (alvorligt), vivace (livligt) og agitato (ophidset). Men igen er det vildledende at kalde musikken symbolsk, for der kræves ingen intellektuel fortolkning for at blive påvirket. Musikken adskiller sig netop fra andre kunstarter ved at den virker direkte og umiddelbart i og med at den høres. Den er så at sige i sig selv udtryk for bestemte følelser og stemninger, og den hensætter lytterne i disse samt en lang række andre psykiske reaktioner der også omfatter visuelle fænomener og oplevelse af helhed, sammenhæng og mening.   
Til toppen  Til indeks


Muslimer finder det særligt krænkende for deres religiøse følelser at se profeten fremstillet med en bombe i turbanen, skønt vi faktisk er mange der i vore frie associationer netop forbinder ham med en sådan tingest i kraft af islamistiske terroristers (mis-)brug af profetens eller religionens navn. Men også mange velmenede ikke-muslimer finder sådanne tegninger upassende, ja, kalder dem barnagtige eller stupide - ikke fordi disse ædle moralister er religiøse, men fordi de mener at vi skal vise vore muslimske indvandrere den respekt ikke at bruge ytringsfriheden til forhånelse af deres tro. At troen i vid udstrækning er absolutistisk - og derfor også er en modsætning til demokratiet og sekulariseringen - betyder åbenbart ikke noget. Muslimer skal nyde en ubetinget respekt som ingen andre religioners tilhængere hidtil har haft, og det på trods af at netop absolutisterne blandt dem er en trussel mod vores frihed. Fra de forargede moralisters side skelner man heller ikke religionen som sådan fra dens tilhængere, skønt der er pokker til forskel, idet enhver religion har universelle, i princippet respektable træk, mens tilhængerne er yderst konkrete mennesker der altid indgår i en social, kulturel og politisk kontekst - og derfor i mange tilfælde desværre havner i helt uacceptabel militant kamp for deres religion.   
Til toppen  Til indeks


Myterne er fortællinger om guder og urtidsbegivenhede, det vil sige magter og begivenheder der ikke er historisk dokumenterbare, men har dyb eksistentiel mening for mennesket. Myterne er på ingen måde at betragte som primitive verdensbilleder der kan kasseres nu vi har fået naturvidenskabens verdensbilleder. For myterne sondrer - som andetsteds understreget - ikke mellem objektive fakta og subjektive opfattelser af fakta. De ser tværtimod altid kendsgerningerne som meningsfulde og kvalitative. De mytiske skabelsesberetninger kan derfor slet ikke måles med naturvidenskabens alen og værdineutrale begreber. De er af eksistentiel art. De skildrer ikke tørre facts eller årsagskæder, men den fortryllende skabelse, hvortil også hører gudsforestillinger som iboende kræfter. Men de er vel at mærke ikke vilkårlige, personskabte skildringer af poetisk art, men derimod et resultat af det kollektivt ubevidstes umådelige kreative kraft. Og det er derfor at de ikke kan manes i jorden af rationel kritik, heller ikke fra teologisk side.   
Til toppen  Til indeks


Det mytiske sprog er uundværligt for menneskets forståelse af sig selv og af sit forhold til naturen og samfundet, fordi myterne refererer til eksistentielt afgørende 'urbegivenheder' i menneskets historie, det vil sige til de begivenheder i udviklingen, der har gjort og til stadighed gør mennesket bevidst om tilværelsens subjektive virkelighedskarakter - individuelt som kollektivt.
  Til toppen  Til indeks


Nationalstaten er fortsat en realitet, selvom mange kloge hoveder allerede har afskrevet den. Den udelukker nemlig ikke internationalt samarbejde, men den er vedblivende selve udgangspunktet for dette samarbejde. Nationalkarakteren og nationalsproget er ligeledes realiteter, som vi ikke alene skønner på ved højtidelige lejligheder gennem poesi og folkelige taler, men også bliver meget bevidste om, når vi møder fremmede eller indvandrere der enten ikke vil acceptere danskheden som overordnet eller som direkte vender den ryggen.
     Nationalstaten kan i snæver sproglig forstand ses som kontrasten til bystaten og imperiet, men som videre begreb er det forestillingen om et nationalt fællesskab som er geografisk og/eller sprogligt/historisk eller religiøst afgrænset fra andre nationale fællesskaber. Og grundlaget for de moderne europæiske nationer var de territoriale monarkier. Men den franske revolution 1789 førte til en bevidsthed om et særligt nationalt tilhørsforhold - en specifik nationalfølelse, og dermed er sammenhængen til romantikken blevet indlysende. Det var
romantikken som reaktion mod den alt for snævre rationalisme der førte til en helt ny forståelse for folket og folkekarakteren gennem historikeren J.G. Herders intuitive opdagelser.   Til toppen  Til indeks


Naturen er i dagligsproget nogenlunde det samme som biologien, livet og universet - Dagligsproget er det bærende sprog i eksistensforståelsen, og dette indebærer at det ikke ses som et formål i sig selv at undgå den sproglige flertydighed som afspejler virkelighedens mangetydighed.
     I en idéhistorisk sammenhæng må begrebet genspejle de forskellige betydninger det har haft gennem tiderne. Tidligere har man brugt naturen og universet som identiske størrelser. Man havde slet ingen anelse om at universet var så stort som tilfældet er og altså udgør meget mere end det vi snakker om i daglig tale. Men stadigt gælder at ordene bruges i flæng. Også hos Bohr, når han talte om at vi er den del af naturen der iagttager sig selv. Her betyder natur både fysik (fra atomfysik til astrofysik) og biologi (livet på jorden).
     'Natur' er ifølge Encyklopædien et "flertydigt ord der antager særlig betydning, alt efter om det modstilles kultur, samfund, civilisation, kunst, kunstighed, bevidsthed, moral, det overnaturlige, det tillærte, de tilfældige egenskaber ved noget m.m.". Selve ordet har rod i indoeuropæiske ord for 'fødsel', og en af dets nuværende betydninger er da også det medfødte som modsætning til det tillærte. En vigtig sondring er natur versus kultur, men i dag betragtes det som bekendt som uheldigt og nedsættende at tale om naturfolk til forskel fra kulturfolk. For de såkaldte naturfolk eller 'primitive' folk havde i høj grad komplekse kulturer, selvom deres forhold til naturen var helt anderledes nært og subjektivt end vort eget, meget objektiviserende.
     Naturen (i bestemt form) kan også gælde for hele den samlede natur, undertiden kaldet alnaturen. Natursynets historie kan (stadig ifølge Encyklopædien) skematisk inddeles i fire epoker: Den mytiske tids enhed mellem menneske og natur, den antikke opfattelse af naturen som et slags forbillede; middelalderens ambivalens over for naturen som dels Guds skaberværk, dels noget laverestående end mennesket, og endelig den moderne tids tingsliggørelse af naturen.
     'Tingsliggørelsen' kan også kaldes en 'objektivisering' af naturen: Idealet for naturvidenskaben er at forholde sig koldt objektivt til naturen, hvad der bl.a. betyder at man udnytter den uden hensyn til miljø og klima. Det moderne menneske får så at sige et rent nytteforhold til naturen, der bliver skævt fordi det udelukker respekt for livsprocesser og kvalitet og næsten automatisk medfører stigende forurening. Følgen af et sådant materialistisk grundsyn er et skarpt skel mellem det materielle og det åndelige. Først kvantemekanikkens udvikling i 1920'erne og 1930'erne gjorde det klart at man slet ikke erkendelsesteoretisk eller videnskabeligt kan opnå fuldt dækkende viden om naturen uden at inddrage mennesket selv i beskrivelsen som iagttager og bruger. Gennem komplementaritetssynspunktet blev der ligefrem skabt mulighed for overvindelse af den eksistentielt og kulturelt fatale kløft mellem stof og ånd.   
Til toppen  Til indeks


Naturhistorien blev på et tidspunkt fællesbetegnelse for fagene geologi, zoologi og botanik. Betegnelsen stammer fra den tid hvor man inddelte naturen i mineralriget, dyreriget og planteriget. Sådan brugtes ordet i skolen helt op til 1960'erne, og sådan bruges betegnelsen stadig i det man kalder 'naturhistoriske museer'. Før 1968 hed zoologi- og botanik-faget i skolerne ikke biologi, men naturhistorie, og der var for at markere en tydelig forskel til fagene fysik og kemi, hvor livet mangler og derfor også 'historien' som udviklingsforløb.
     Et gammelt leksikon fra omkring 1950 sætter naturvidenskab lig med 'naturforskning der omhandler naturens fænomener'. Ved siden af de eksperimentelle fag (fysik og kemi) og matematik og astronomi samt geografi og lægevidenskab omfatter naturvidenskaben de biologiske fag: zoologi, botanik med anatomi og fysiologi samt antropologi, der alle 'arbejder med levende ting'; beslægtet hermed er geologi med palæontologi; disse fag kaldes tilsammen naturhistorie. - Når man i dag siger at man vil styrke naturfagene i skolen, taler man om både biologi og fysik/kemi. Nu bruges også betegnelsen 'natur/teknik' om linjefag på seminarierne.
     I den gamle betegnelse 'naturhistorie' ligger imidlertid et perspektiv der er værd at fastholde. Forskere der skriver naturhistorie kan siges at gøre forsøg på at 'gentænke naturen i den historiske proces' eller at 'grave samfundets naturhistorie frem'. Og det er egenligt også dette perspektiv der ligger bag den komplementære helhedsrealisme.
     'Naturen' kan altså her betyde hele universet og hele biologien eller naturhistorien, men i systematikken i 'Jernesalts 2009-filosofi' kommer forfatterens præference til udtryk derved at kapitlet om den store astrofysiske og døde natur hedder 'Verdensbilledet' (med et afsnit om 'universet'), mens kapitlet om den levende biologiske natur hedder 'Livet'. Det efterfølgende kapitel hedder 'Mennesket' (som biologisk væsen) og drejer sig primært om de helt fundamentale drifter, aggressivitetsdriften og seksualdriften, og først derefter kommer kapitlerne om 'Sjælen', 'Sproget' og 'Samfundet'. Men opdelingen her tjener også det rent praktiske formål at dele en lang tekst op i kapitler med hvert sit grundtema.   
Til toppen  Til indeks


Nazismen og kommunismen så historikeren Paul Johnson i et stort perspektiv som det uundgåelige udslag af en ubændig og fuldstændigt hensynsløs vilje til 'samfundshersen', en vilje til at forme samfundet efter deres eget forgodtbefindende som om det var formbart som ler eller mørtel, og altså uden ringeste hensyn til at ethvert samfund har en bestemt identitet, sjæl eller karakter, hvad man nu vil kalde det, og består af vidt forskellige mennesker med hver deres individuelle præg, tankesæt og adfærdsmønstre.
     Lenin var ifølge Johnson det første eksemplar af en helt ny art i historien: den professionelle organisator af totalitær politik. Han troede som Mussolini på at den organiserede vold ville blive sejrherren i den forestående klassekamp. Hitler havde samme last som Lenin og dennes efterfølger Stalin, han var en fremragende udøver af den nævnte samfundshersen eller sociale styring. Forestillingen om at mennesker kan 'dynges' rundt med som mørtel var for Johnson 1900-talles største last. Moralske kriterier var noget der simpelthen ikke eksisterede. Det eneste kriterium var politisk hensigtsmæssighed eller viljen til absolut magt.   
Til toppen  Til indeks


Den nazistiske undertrykkelse af europæiske minoriteter havde som primært mål at udrydde af alle europæiske jøder, og var dermed entydigt et biologisk mål; hvorimod det stalinistiske system anvendte terror, inklusive massemord, som et redskab til at sikre politiske og sociale mål.   
Til toppen  Til indeks


Neurotiske træk er reaktioner der er præget af stereotypi og mangel på nuanceret realitetstilpasning. De er desuden påtrængende, så de tvangsmæssigt gør sig gældende på tværs af fornuften, og de fører ikke til en reel tilfredsstillelse og gentages derfor til stadighed.   
Til toppen  Til indeks


Nietzsche - Friedrich Nietzsche (1844-1900) - tysk filosof og digter. Denne oprørske filosof udviklede tidligt stor hang til at reflektere og iagttage sig selv, sine følelser og tanker. Nietzsche brugte selv-iagttagelse som våben mod fremmed indflydelse, og drev den frem til en slags essayisme som decideret livsform. Det var reelt en æstetisering af hans liv som nok havde den store fordel at han bevarede selvstændigheden og originaliteten, men samtidigt rummede det problem, at der grundlagdes en blivende splittelse mellem hans liv i eksistentiel forstand og hans erkendelse, sproglig udfoldelse og videnskabelig forskning i intellektuel forstand. Hurtigt kom han til at betragte bevidsthed og erkendelse som noget fundamentalt hos det dyr der hedder mennesket. Viljen til viden og viljen til sandhed var for mennesket en vigtig del af den generelle vilje til magt som kendetegner alt liv.
     Men Nietzsche så klart, at lærdom kan blive så stor og omfattende, at den får hæmmende indvirkning på sund livsudfoldelse. Derfor lagde han specielt afstand til den historieforskning og -opfattelse der var blevet fremherskende i sidste del af det 19. århundrede takket være fremragende historikere. Det var naturligvis ikke forskningen som sådan Nietzsche fandt odiøs, men den indstilling der hyldedes i den, nemlig den såkaldte historisme, at forståelsen af de gamle kulturer er nøglen til forståelse af vor egen. For denne isme indebærer i realiteten - selvom det ikke var tilsigtet - at man anser det for vigtigere at beskæftige sig med de historiske fænomener end med samtid og fremtid - og anser det for påkrævet at overlæsse skoleelever og studenter med historiske data. Men mennesket forstår jo baglæns og lever forlæns, som allerede Søren Kierkegaard rammende sagde. Og for Nietzsche var det afgørende at leve fremadrettet: skabende og villende i stedet for blot reproducerende og traditionsbekræftende.
     Nietzsche var altfor bundet af datidens filosofiske og naturvidenskabelige betragtningsmåder til at kunne sprænge disses begrænsninger for alvor, selvom hans tilløb var både originale og provokerende - og stadig værd at beskæftige sig med. Han delte den datidige videnskabs bestræbelser på at 'afmytologisere' verdensbilledet, men var ikke blind for at der var risiko for, at barnet blev hældt ud med badevandet. Han gik ind for 'Entzauberung' og 'Entschleierung' og for 'Entmenschung der Natur', altså for enhver bestræbelse på at afsløre falskheden i illusionen om værdiernes objektivitet. Men fortryllelsen ved livet, ved kunsten, musikken og myterne ville han ikke til livs. Han tilrådede tværtimod direkte en 'Einverleibung' af verden, ikke en menneskeliggørelse af naturen eller en besjæling af universet, men en subjektiviserende levendegørelse eller tilegnelse af den gennem viljens udfoldelse, således at den objektivt døde verden for det enkelte individ fik en subjektiv værdi, mening og kvalitet, der kunne 'retfærdiggøre' vores naturgivne, men objektivt set formålsløse lidenskab og livslyst.
     Problemet var viser sig allerede med talen om 'retfærdiggørelse' af lidenskab og livslyst, som om disse ikke har deres fulde 'ret' i sig selv. Nietzsche medvirkede selv til, ja forstærkede på flere punkter den almindelige mistænkeliggørelse af de mytologiske, kunstneriske og religiøse begreber, selvom disse i sidste ende er ene om at kunne fastholde den helhedsrealistiske virkelighedstroskab. Og det er de fortsat ene om. Det kræver blot, at man tager de fulde konsekvenser af de erkendelses-teoretiske indsigter i tiden efter Nietzsche og lærer at betragte mytologiernes, kunstens og religonens erfaringer, 'sandheder' og eventuelle dogmatiske formuleringer som usikre, ufuldstændige, tidsbestemte og relative forsøg på sproglig, billedlig og rituel dækning af de grundlæggende og livsvigtige oplevelser og erfaringer.
    For Nietzsches vedkommende betød den distancering til tingene og begivenhederne, som han ville og som han faktisk gennemførte, at han æstetiserede sit liv. Han forstod tilsyneladende ikke, at der overhovedet kunne være anden mulighed, og han havnede derfor uundgåeligt i en betænkelig tro på eliten og 'overmennesket'. Troen holdt som bekendt ikke. I hvert fald blev han indhentet af sindssygen. Og selvom det er umuligt at afgøre, hvad der her er årsag og hvad virkning, så turde det generelt være klart, at det er yderst problematisk at æstetisere sit liv. Det er fint med distance til begivenhedernes malstrøm og ikke mindst til demagogers farlige sirener. Nietzsche var klar over den menneskelige svaghed og forstod til fulde at Odysseus lod sig binde til skibsmasten, da han sejlede mellem Scylla og Charybdis, for ikke at blive tiltrukket af disse forjættende magters sang. Det ville jo have betydet hans fordærv, om han havde givet efter.
     Men til syvende og sidst er eksistensen alvor og ikke kunstnydelse. Man kan have en vis distance til sine omgivelser og til tidens strømninger, så man ikke bliver offer for dem, og man kan understøtte distancen med humor og ironi, herunder en god selvironi. Og det er altsammen fint. Men man er nødt til i et vist omfang at risikere opgivelsen af nogle af sine forsvarsværker, af sin altfor afgrænsede identitet og integritet, hvis man vil give sig hen i en selvforglemmende oplevelse af kærlighed, musik, kunst eller mystik, af den art der rækker ud over den rent lystbetonede oplevelse, fordi bordet fanger og den etiske forpligtelse bliver en selvfølge. Selv Nietzsche gav efter over for Wagners musik - ellers havde han heller aldrig oplevet den i sin fylde. Men han gav sig som nævnt ikke hen i kærligheden til nogen kvinde - og han dyrkede i allerhøjeste grad forestillingen om 'overmennesket' som en ensom skikkelse, højt hævet over pøbelen. - Jf essayet
Nietzsches sjæl.   Til toppen  Til indeks


Ejgil Nyborg (f. 1916) - dansk jungiansk psykolog og -terapeut. Først cand.jur. Dernæst diplom i analytisk psykologi fra Jung-instituttet i Zürich 1956. Og derefter grundlægger af analytiker-uddannelsen i Danmark. Introducerede i 1962 den analytiske psykologi som litterær analysemetode i kontroversiel bog om H.C. Andersen. Udgav 1986 'Drømmenes vej til selvet' sigter mod at dokumenterede "den forbavsende præcision hvormed den menneskelige psykes selvregulering fungerer, den spontane kreativitet og den ofte geniale kombinationsevne det kollektivt ubevidste råder over". Nyborg påpeger at komplementariteten mellem det bevidste og det ubevidste er et af kardinalpunkterne i Jungs psykologi. Men hvad angår individuationsprocessen (processen frem mod realiseringen af 'selvet') så er oplevelsen af psykens enhed og helhed det ideale mål. Drømmenes vej er dobbeltsporet, både analytisk og syntetisk. I egoets dialog med det ubevidste er det ikke nok med dialog på intellektuelt plan. Følelserne skal med i dialogen, for ellers kommer der aldrig nogen helhedsoplevelse ud af det.
     I 1995 fulgte 'Én Verden' hvor Nyborg behandler den angst i mennesket der er fremkaldt af det meningsløse, idet han gør gældende, at mennesket ikke undgår meningsløsheden uden i rimeligt omfang at realisere 'selvet', dvs "den grundstruktur der er dybt forankret i ethvert menneskes psyke, og som er udtryk for den samlede sum af individuelle anlæg."
     Den feministiske debat og kamp foranledigede Nyborg til at sige, at regnskabets time er kommet for kvindebevægelsen, fordi det ikke går at vende manden ryggen - uden at resultatet bliver at kvinden vender det mandlige i sig selv ryggen. Nyborg belyser også mor-arketypen i sin dobbeltsidighed. Den skænker liv, men kan også opsluge liv. - Men hvis der skal ske en fornyelse i samfundet med en opvurdering af de kvindelige værdier til følge, så er det en forudsætning, skriver han videre, at denne udvikling har dybe rødder i det kollektive ubevidste. Den eneste kilde der kan levere energi til en sådan proces er arketypen Den Store Moder der i bund og grund er urbilledet på kvindelig væsensart. Omvendt har patriarkatets tilbedelse af kausaliteten (og teknologien) bragt os derhen, hvor udviklingen inden for et overskueligt tidsrum kan slå over i sin egen modsætning. Det er for Nyborg et åbent spørgsmål om mor-arketypen tidsnok vil være i stand til at frigive den energi der skal til. Netop her understreger Nyborg meget kraftigt, at der overhovedet intet sker af afgørende kulturel betydning i et samfund, hvis ikke en arketype afgiver energi til det.
     Nyborg fik betydning for mig personligt ved i forbindelse med udgivelsen af min bog om Vilh. Grønbech at henlede min opmærksomhed på ligheder mellem Grønbechs og Jungs tankegang og synspunkter. Det førte mig til en efterhånden meget inspirerende læsning af Jung.
  Til toppen  Til indeks


Objektiv forskning/naturvidenskab er efter kvantemekanikkens indførelse ikke længere at betragte som en undersøgelse af naturen 'i sig selv' ('an sich'), men af naturen udsat for menneskelig udspørgen. Kvantemekanikken indførte således i objektivitetens navn nødvendigheden af en henvisning til den for den enkelte undersøgelse helt specifikke forsøgsopstilling og metode og det helt specifikke, subjektivt valgte forsøgsformål. - I videre forstand er konsekvensen, at forskerne aldrig kan se naturen 'udefra', for de er selv en del af den natur de iagttager. Forskerne kan derfor heller ikke lave modeller eller illustrationer af 'verdens begyndelse', 'universets skabelse' eller 'The Big Bang', men alene lave modeller og illustrationer af deres teoretiske forestillinger herom.   
Til toppen  Til indeks


Objektivitetsproblemet stiger jo længere væk fra fysikken og dens håndgribelige genstande vi kommer, for risikoen for udviskning af den introspicerendes nøgterne skel mellem primærprocesser og sekundærprocesser forøges proportionalt med den eksistentielle vægt af primærprocesserne.
     Vort billede af den "objektive" virkelighed opbygges ifølge
Konrad Lorenz af lutter skridt der fører eksistensen af et delfænomen, som vi oplever, tilbage til indre, "subjektive", processer og tilstande og isolerer det. Når vi betragter virkeligheden uden om os, er vi i vor erkendelse kommet et skridt nærmere hen imod det der eksisterer uafhængigt af vor opfattelse af det. Men stadig gælder at vi ikke kan undersøge naturen i sig selv.   Til toppen  Til indeks


Det onde kommer ind i verden i kraft af menneskets frie vilje, og den frie vilje ligger igen i den menneskelige bevidstheds mulighed for at skelne mellem godt og ondt. Ud fra dette nøgterne synspunkt er det formålsløst at stille spørgsmålet om mennesket er godt eller ondt. - Det gode og det onde kan dybdepsykologisk ses som udtryk for henholdsvis
'oral lyst' og 'oral ulyst' - og i denne forbindelse føre til etisk forpligtelse og konsistensetik.   Til toppen  Til indeks


Opdagelsen af historien, som var en væsentlig del af
Romantikken omkring 1800, indebar også en ny nationalfølelse, igen et emergent fænomen i biologien. Nationalstaten blev et alment fænomen med vægt på de nationalt betingede sprog og traditioner. Man taler i denne forbindelse også om nationalromantik, forstået som en udpræget samføring af nationalfølelsen med både naturen og forhistorien. I dansk billedkunst blev J. Th. Lundbye et smukt eksempel på den nationalromantiske landskabsmaler. Men også den nordiske folkeånd spillede en stor rolle, bl.a. hos Grundtvig der i høj grad forstod at forene det religiøse og det nationale i folkelig forstand.   Til toppen  Til indeks


Oplysningstiden omkring 1800 har haft gennemgribende betydning for alle europæiske lande. Den betød ikke mindst det brud med den kirkelige autoritets overhøjhed som medførte den videnskabelige, kunstneriske og politiske frihed og dermed blev forudsætningen for det moderne samfund.
     Ordet oplysning har imidlertid to betydninger. Det betyder for det første viden og videnskab og lægger dermed vægt på forskningen og forskningens frihed. Men ordet betyder for det andet også den indsigt der kommer af at der kastes lys på tingene og sammenhængene. De to betydninger overlapper til dels hinanden, eftersom videnskabelig forskning også fører til indsigt i sammenhænge, men de kan også pege i hver sin retning. Og det er dette der ligger bag Grundtvigs berømte spørgsmål: Er oplysning for de lærde blot?   
Til toppen  Til indeks


'Oral lyst' og 'oral ulyst' har en enorm og umiddelbar etiske ladning, som gør at den efter Erling Jacobsens mening er grundlaget for
konsistensetikken. "Ingen der har oplevet disse tilstande kan være i tvivl om, at man her umiddelbart står over for henholdsvis det gode og det onde".
     Udtrykkene (der savner moderne betegnelser) dækker følelser der findes allerede hos det spæde barn, dvs. fra fødslen, og i ælde og ærværdighed kun overgås af den fundamentale magtdrift, som der heller ikke på de moderne sprog er nogen betegnelse for. Spædbarnets stadium fra det fødes til det er omkring et halvt år kaldes oral, ganske enkelt fordi munden og hvad der føres ind i munden, dvs. mad og drikke, har den allerstørste interesse. Men oral lyst og ulyst drejer sig ikke kun om selv fødeindtagelsen, men også om de omstændigheder der knytter sig til fødeindtagelsen, dvs. moderens krop, lugt, hænder, stemme, smil, pleje, opmærksomhed og endda lyden af hendes fodtrin o.a.
     Melanie Klein bruger i denne forbindelse udtrykkene 'Det gode bryst' eller 'Den gode mælk' om den orale lyst, medens den orale ulyst får synonymerne 'Det onde eller giftige bryst' og 'Den onde eller giftige mælk'. Oplevelsen af den onde mælk danner ifølge Erling Jacobsen basis for al senere skyldfølelse. - Der kan skelnes mellem to former for oral lyst. Den ene svarer nærmest til tilfredsstillelse af sult, den anden til tilfredsstillelsen af tørst. Den første er varmere. Vi forstår lidt af disse to formers betydning, når vi betænker, hvor høj tilfredsstillelse indtagelse af mad og drikke kan byde os - måske særligt efter fysiske strabadser eller afsavn.   Til toppen  Til indeks


Orgasme og entusiasme eller intuitive indsigter. Orgasmen og entusiasmen som psykisk-fysiologiske fænomener forudsætter ligesom intuitive indsigter på erkendelsens område, herunder også naturvidenskabens område, suspension af et menneskes nøgternhed, så længe de står på. Det er sindstilstande der beror på de psykiske primærprocesser, og selv om oplevelsen af disse ofte berigende tilstande efterfølgende kan beskrives nøgternt og fx for intuitive indsigters vedkommende føre direkte til særdeles rationelle, konsistente og praktisk relevante fortolkninger eller forpligtelser, så kræver nøgternheden her noget helt anderledes radikalt end i fysikken, nemlig et særdeles godt kendskab til såvel dybdespykologien generelt som egen psykes specielle struktur. Risikoen er ellers bl.a. psykisk inflation.   
Til toppen  Til indeks


Ib Ostenfeld (1902-92) dansk psykiater og forfatter. Overlæge ved forskellige psykiatriske afdelinger, men bitter over at blive forbigået ved besættelsen af overlægestilling på Frederiksberg Hospital. Hans forfatterskab er meget omfattende både mængdemæssigt og emnemæssigt. Hans interesse var nok de psykologiske og psykopatologiske, men han havde en utrolig indlevelsesevne ikke mindst når det gjaldt bekymrede eller depressive mennesker. Han havde desuden dyb forståelse for religion og musik - og var iøvrigt selv dyrker af violinspil og kammermusik.
     Ostenfelds bog 'Den egensindige rejsende' (1955) fik stor betydning for mig i mine unge år, for her forklarede denne idealistisk indstillede forfatter ikke blot dogmatiske og pietistiske holdningers skadelighed for børn, han forsvarede udtrykkeligt barnets og den unges trods som værn for sjælen. Trods er tegnet på, at de største livssager er blevet et personligt anliggende. "I bund og grund er trods ikke selvhævdelse for dennes egen skyld, men en hævdelse af det dyreste i personligheden".
     I bogen 'Provincialbreve' (1954) stod der et tillæg om 'St. Blicher som moll-musikant' der fik fundamental betydning for min egen forståelse for
Blicher, Mozart og moll-musikkens væsen. Moll i musikken svarer til konjunktiv i sproget: den er en raffineret variationsmulighed. Både dur og moll kan tolke lige ophøjede følelser, men ikke lige differentierede. Forskellen ligger ikke i modsætningen glæde/sorg, men i kontrasten enkel/sammensat. Dur er dag, morgen, fornyelse og kraft. Men hvor glæden bliver fin og sprød, kan moll træde til som tolkemiddel. Moll er det facetterede tonemiddel med et mangefold af iboende muligheder. Stemninger af sorg, sørgmodighed eller vemod er højt udarbejdede, forgrenede stemningsmasser der til deres udtryk kræver kræsent udvælgende modulationer.
     Disse modulationer finder man i rigt mål hos Mozart, hos hvem glæden er herre, men "en glæde af sælsom art - med livsens smerte indsmeltet i sig, en humor der har forligt livets dissonanser, en vidunderlig mellemstemning af forsoning, hvor ingen sorg eller smerte er glemt, men som dog i sublim frihed bringer alle modsætninger til ro."
     Og hos Blicher genfindes det samme. Han spillede i moll i sit sprog for at forhøje fremstillingens stemningsfylde. Hans sind havde uopbrugelige reserver, der holdt ham i balance og tillod ham indlevelse i livets dystre situationer. Hans personlighed påvirkedes stemningsmæssigt af livets skæbnespil, men i sin kerne stod den sund og ubrudt uden for hvad han iagttog og beskrev. Han forstod, at sorg er menneskets forrettighed.   Til toppen  Til indeks


Parforholdet mellem mand og kvinde udvikler sig ofte til længerevarende forhold hvor det intime samliv ikke blot er 'lindringsmiddel' for den seksuelle drift, men også en livsvigtig kilde til selvagtelse. Brud i kærlighedsforhold opleves følgelig som et angreb på selvfølelsen, og hvis denne igen i visse kulturer er knyttet meget nært til æresfølelsen og familie- eller klanfølelsen, bliver kærlighedsbrud angreb på en mands ære og kan medføre voldsomme repressalier. Brud udløser normalt voldsom jalousi og voldsomt had netop fordi det er
aggressiviteten der er på spil. Denne sædvanligvis nyttige og godartede drift frustreres og forvandles til voldsom frustrations-aggressivitet. Kærlighed kan af gode grunde aldrig slå om i had, men seksualiteten - det seksuelle spil, den seksuelle tiltrækning - er andet end kærlighed, nemlig kærlighed forbundet med aggressivitet. Selve det at kærlighed kan skuffes viser, at der indgår aggressivitet i den.
     Det er afgørende for ethvert parforhold at parterne aldrig ser sex som en ren legemlig eller ren sanselig foreteelse, men medtager det eksistentielle aspekt i den: Seksualitet baseret på ægte tiltrækning mellem kønnene er den bedst tænkelige vej til forening mellem sjælene. God sex bringer partnerne nærmere hinanden. Dårlig sex eller mangel på sex bringer partnere fra hinanden. En normal mand vil begære den kvinde han elsker. En normal kvinde vil begæres af den mand hun elsker. Et sundt og normalt parforhold vil respektere dette.   Til toppen  Til indeks


Den politiske magtkamp i Danmark står som i de fleste vesteuropæiske lande i dag om vælgerne på midten, dvs det store flertal af befolkningen der har rimeligt arbejde, rimelig indtægt og rimelig bolig og som foretrækker små og sikre forandringer fremfor store og risikable eksperimenter - og som slet ikke kan acceptere ekstremistiske løsninger på nogetsomhelst plan. Midtervælgerne føler sig som hovedregel heller ikke bundne til bestemte partier, men kan skifte side fra valg til valg. Men velfærdsidéen som sådan har desværre en indbygget tendens til at prioritere trygheden så højt, at det i det lange løb går ud over friheden, dynamikken og fleksibiliteten i samfundet.   
Til toppen  Til indeks


Projektion   
Til toppen  Til indeks


Prævention og fri abort spiller den allerstørste rolle i vore dage. Der er ingen ægte kvindefrigørelse uden prævention og fri abort. Prævention, primært p-piller og kondom, beskytter effektivt mod uønsket svangerskab (kondomer også mod kønssygdomme). Og denne beskyttelse er helt centralt for moderne kvinder.   
Til toppen  Til indeks


Den psykiske elektromagnetiske kraft er den brede betegnelse på det principielt udefinerlige og videnskabeligt umålelige felt mellem menneskelige kollektivers energier som i dybdepsykologien hedder 'det kollektivt ubevidste' og som i fysikken har sin analogi i det definerlige og målelige elektromagnetiske felt af langtrækkende og fundamental virkning.
     Det kollektivt ubevidste afvises af de fleste rationalistisk indstillede mennesker fordi det ikke kan videnskabeligt verificeres, men hvis man vil opnå nuanceret viden om sjælelivet og dets dybder er begrebet absolut uundværligt. Det er netop den bedste fællesbetegnelse for de træk ved den psykiske verden som er principielt umålelige og udefinerlige, og som giver et væld af kreative, eksistentielt meningsgivende og forvandlingsgivende impulser og energier fra en fælles kilde.
     Begrebet gør disse manifestationer forståelige som en komplementær modsætning til det rationelle, målelige og definerlige.
     Det kollektivt ubevidste manifesterer sig i menneskets privatliv, samfunds- og kulturliv gennem de såkaldte arketypiske forestillinger, dvs spontane forestillinger af overvejende billedmæssig art som ligger uden for viljens kontrol og som i vid udstrækning er af universel karakter, men dog ofte kombineres med individuelle eller lokale forestillinger af spontan art.
     Forestillingerne kan ikke dekonstrueres eller reduceres til ganske bestemte, lokaliserbare eller definerbare kilder, årsager eller elementer. De kan derimod analytisk grupperes i arketyper eller forestillingsmønstre der går igen i alle kulturer og religioner til alle tider og i vid udstrækning er blevet konkretiseret i fænomener og skikkelser af den art myterne og folkeeventyrene skildrer og beskriver.
     De konkrete forestillinger er det kollektivt ubevidstes manifestationer, hvorimod de tilgrundliggende strukturer, mønstre, matricer eller arketyper er hypotetiske størrelser som den intellektuelle analyse med fordel kan anvende i behandlingen af manifestationerne. Fordelen ligger som ved al generalisation og klassificering i at overskueligheden øges og dermed også forståelsen for mangfoldigheden eller diversiteten.   
Til toppen  Til indeks


De psykiske fundamentalkræfter er fire i tal, nemlig den psykiske tyngdekraft, den stærke psykiske kernekraft, den svage psykiske kernekraft og den psykiske elektromagnetiske kraft - og de kan betragtes som analoge med
de fysiske fundamentalkræfter.   Til toppen  Til indeks


De psykiske grundprocesser omfatter de medfødte primærprocesser med ustabile følelser og tanker og de tillærte sekundærprocesser med stabile følelser og tanker. Der er altså ikke - som det er gængs opfattelse - én måde at føle på og en diametralt anden måde at tænke på, men to måder at tænke og føle på og det er stabiliteten der giver forskellen.    
At tanker og følelser er stabile i sekundærprocessen betyder, at der er knyttet stabile følelsestoner eller følelseskvaliteter til de sansninger, emotioner og forestillinger man har, således at man kan identificere og eventuelt genkalde billederne af dem. Denne evne til stabil binding af følelsestoner er nødvendig for at der kan udvikles først genstandsbevidsthed og siden jegbevidsthed hos barnet. Og evnen er ligeledes betingelsen for dannelse af sproget, herunder de logiske konstanter. Hertil kommer, at sekundærprocessen sætter et menneske i stand til at stille de følelsesmæssige behov i bero eller helt ændre deres retning, fx ved sublimering. Evnen til at kunne holde pinagtige følelser og tanker borte fra bevidstheden, altså fortrængningen, beror også på evnen til at danne stabile følelsesbindinger.   
Primærprocessen er derimod indrettet sådan, at man ubetinget og øjeblikkeligt søger tilfredsstillelse af opståede behov, og at intense følelser kan oversvømme organismen og ødelægge dømmekraften.
   

For primærprocessen summarisk gælder følgende:   

Følelserne er ustabilt bundet, men kan til gengæld være intense.    
De følelsesmæssige behov søges altid umiddelbart tilfredsstillet.    
Intense følelser oversvømmer organismen og ødelægger dømmekraften.    
Følelserne er forskydelige.    
En del af en ting betragtes som udgørende hele tingen (pars pro totoreglen).    
To ting der har den mindste lighed betragtes som fuldstændigt identiske.    
Flere ting der har noget tilfælles betragtes som identiske (fortætning).    
Der er intet skel mellem fantasi og virkelighed.    
Der er intet skel mellem fortid, nutid og fremtid.    
Der er intet skel mellem jeget og omgivelserne.    
De logiske regler, specielt benægtelsen, er suspenderet (en ting og dens modsætning udtrykkes på samme måde).    
Der er ofte ambivalens over for samme genstand.


For sekundærprocessen gælder:    

Følelsestonerne er stabilt bundet til deres genstande, og der kan derfor opnås præcision og konsekvens i tænkningen.    
Reaktioner behøver ikke følge umiddelbart på impulser (behovstilfredsstillelse kan prioriteres).    
Sproget opnår præcision:    
- Objekter kan identificeres,    
- Klassifikation, generalisation og abstraktion muliggøres,    
- De logiske konstanter (ikke, både-og, enten-eller, hvis-så) kan anvendes.    
Der er klart skel mellem fantasi og virkelighed.    
Der er tidsfornemmelse: fortiden har erindringskarakter, fremtiden fantasikarakter.
Der er skel mellem jeget og omgivelserne.   
Fortrængning (af aggressive og seksuelle impulser) er mulig.    
Der kan ske en nuanceret og realistisk opfattelse af omverdenen og dermed en fornuftig og hensigtsmæssig tilpasning til den.    
  Jf.
De psykiske grundprocesser.   Til toppen  Til indeks


Den psykiske tyngdekraft dækker det forhold at psyken kendetegnes af en tyngdelov der er analog til den fysiske tyngdelov. Der er et op og ned i følelsernes og tankernes verden ligesom der er i den fysiske. Vi står friske op om morgenen, men lægger os trætte ned om aftenen. Nogle af os har en 'tung gang' på jorden, andre en 'let gang'. Sorgen tynger nedad. Den deprimerede er 'nedbøjet' eller 'nedtrykt'. Glæden virker modsat. Den løfter opad. Endda også i religiøs forstand, for i det kirkelige sprog hedder det 'Løft eders hjerter mod Gud', og ikke 'Sænk eders hjerter'.
     Tyngdekraften er helt fundamental for alle menneskers forståelse af hvordan verden er indrettet, og det fremgår allerede af at det er den fysiske lov alle børn lærer at kende før de har lært sproget og kan sætte ord på deres forståelse. De bliver ved med at smide ting ned fra bordet for at få bekræftet den sjove ejendommelighed ved verden at tingene altid - uden undtagelse - falder nedad indtil de fx rammer gulvet. Når de har gjort det et tilstrækkeligt antal gange, accepterer de kendsgerningen - naturligvis uden at kende begrebet.
     Vi vænnes altså lige fra tidlig barndom til den ejendommelighed ved den fysiske verden at der er noget der hedder tyngdekraft og at den bevirker at alle mobile ting søger nedad mod jordens centrum, og at også vand og andre flydende stoffer gør det samme. Senere lærer vi at det hænger sammen med jordens masse. Al fysisk masse har den virkning at den tiltrækker legemer inden for et vist felt. Dette betyder også at vi mennesker lægger os ned når vi skal hvile ud. Det er kun visse dyr som heste og elefanter der kan sove stående.
     Vi siger også at humøret kan være højt. I meditations-psykologien er der noget der hedder 'højere bevidsthed', dvs en bevidsthed der gennem visse teknikker når opad eller fri af tyngden. Det ville være grotesk at kalde det lavere bevidsthed. Himlen er jo både i fysisk og psykisk forstand oven over jorden og ikke nedenunder. Vi er bundet af vore dagligdags erfaringer og overfører udtryk fra den ene sfære af tilværelsen til den anden med største selvfølgelighed. Bliver man overstadig, føler man nærmest at man kan svæve eller flyve. Nogle tror i den tilstand at de kan gå på vandet - eller i narkorus bogstaveligt talt at de kan flyve og uden risiko springe ud af et åbent vindue.
     Endelig kommer vi ikke uden om at måtte affinde os med at sjælen eller ånden er bundet til kroppen i den forstand at vi altid bliver mindet om at vi har et fysisk legeme der begrænser vores frihed. Tanken kan flyve hvorhen den vil, men kroppen bliver hvor den er. Vi kan skelne mellem det snævre jeg der er knyttet til den personlige identitet og vilje på den ene side og det større selv eller totalpsyken der er hævet over denne snæverhed, men vi kan ikke løbe fra sygdom eller aldring der medfører legemets forfald og i sidste ende betyder jegets død eller personlighedens opløsning.
     Ånden kunne ud fra denne betragtning synes bundet til stoffet eller materien, ligesom vi må konstatere, at jegbevidstheden som sådan er afhængig af genstandsbevidstheden, dvs bevidstheden om at der er faste og fikserbare genstande i verden. Men vi kan alligevel ikke tillade os at drage den slutning at ånden er er simpelt produkt af det fysiske. Ånden synes tværtimod at bero på psykiske forhold der er større end jegets og jegernes faktum ved forbindelsen til det kollektivt ubevidste. Men selve nøgternheden og realitetssansen ligger i fastholdelsen af korrespondensen mellem tilgangen til den ydre verden og tilgangen til den indre.   
Til toppen  Til indeks


Psykologien er i vore dage som forskningsdisciplin kendetegnet af at bevidsthedslivet slet ikke kan iagttages uden iagttagerens personlige føling med objekterne gennem introspektion, eftersom objekterne er bevidsthedsfænomener. Hvis forskningen af principielle grunde giver afkald på en sådan introspektiv føling - og det er der grene af psykologien der gør, bl.a. behaviorismen - så kan den slet ikke drive forskning der fortjener navn af psykologi. Man vil eksempelvis aldrig kunne foranstalte undersøgelser af kærlighedslivet, viljeslivet eller erkendelseslivet ved at se på den ydre adfærd. Det ville svare til at bedømme en symfoni ved at iagttage orkstermedlemmernes ydre behandling af musikinstrumenterne.   
Til toppen  Til indeks


Arvo Pärt er en estisk komponist (f. 1935), uddannet ved konservatoriet i Tallinn. Han gav sig tidligt i kast med tolvtonemusik og serialisme, selvom det var ilde set og hørt i sovjetsystemet. Men i 1968 brød han af med et chokerende værk, der hed 'Credo' (Jeg tror) der på éngang var hans farvel til tolvtonemusikken, hans tilbagevenden til enkel Bach-inspireret tonalitet og hans bekendelse til den kristne tro. Han søgte nu nye veje - kompositorisk og eksistentielt. Han konverterede til den russisk-ortodokse kirke, men var stort set tavs til 1976, hvor han skrev et efterhånden meget spillet og berømt, men uhyre enkelt klaverstykke, 'Für Alina', efterfulgt af 'Fratres' og 'Tabula rasa' i sin nye 'tintinnabuli-stil'. Værkerne skaffede ham i 1984 internationalt gennembrud via koncerter og indspilninger med Gidon Kremer.
     I 1980 var han emigreret til Vesten, først Wien og et par år efter Berlin. Han indgik et nært samarbejde med pladeselskabet ECM og dets leder Manfred Eichner der gav alle indspilninger en særlig sound. Pärt har siden skabt en lang række værker, de fleste korværker med religiøse tekster - og hans popularitet rækker langt ud over hvad man almindeligvis forstår ved religiøse mennesker. Pärt fik i 2008 Sonnings musikpris. - Arvo Pärt betegner musik som en evig begyndelse. "Evigheden betyder", siger han, "at begyndelsen altid er til stede, altid eksisterer. Skabelsens under består i at den aldrig slutter, det vil sige aldrig ophører med at blive født på ny. Begyndelsen findes altid." Det lyder måske uforståeligt for mange, men er alle mystikeres grunderfaring.
     Når Pärt kan forbinde sin musik med modsætningen mellem synd og tilgivelse, skyldes det ganske enkelt at han ser tilværelsen i syndefaldsmytens lys. Synd er ikke som flertallet af både religiøse og irreligiøse mennesker går rundt og tror et spørgsmål om overtrædelse af ganske bestemte moralske forskrifter som fx buddet om ikke at lyve og ikke at bedrive hor, men selve det grundliggende oprør mod faderautoriteten (og i princippet alle andre autoriteter) som skete for menneskeheden som sådan engang i fjern mytisk tid da mennesket fik sin bevidsthed - og som sker den dag i dag i hver eneste generation der vokser op overalt på kloden.
     Frihed medfører automatisk både en fremadrettet transcendens og en bagudrettet længsel efter uskylden. Transcendensen indebærer vilje til magt og ekspansion. Længslen derimod en dyb afhængighed af en vedvarende føling med den før-bevidste og før-sproglige uskyld som udelukkende kan erfares i kunsten, musikken og religionen - samt ikke at forglemme i kærligheden - og som her vil opleves som tilgivelse eller velsignelse, dvs en dyb 'faderlig' og 'moderlig' bekræftelse på at man er som man skal være og har ret til at være her. Den religiøse grundoplevelse ligger altså hinsides al stillingtagen til dogmatiske trossætninger og består simpelthen i velsignelsen eller tilgivelsen. Det særlige ved musikken er netop at også den kan føre til denne velsignelse eller tilgivelse, dvs helt ind til den dybeste erfaring af enheden, helheden eller meningen før skylden, sproget, analyserne og alle meningerne. - Jf.
Arvo Pärt og hans enestående musik.   Til toppen  Til indeks


Realitetsaksiomet: De faste ting er den psykiske forudsætning for menneskets genstandsbevidsthed og dermed også for menneskets jegbevidsthed. Men dette gør dem ikke til 'ærkerealiteter' der så at sige er mere virkelige end de værdimæssige realiteter, for vi kan overhovedet ikke erkende dem uden at involvere en subjektiv interesse. Al erkendelse har en subjektiv og en objektiv side. Et arkimedisk punkt, hvorfra verden eller dele af den kan betragtes fuldstændigt objektivt, dvs. uden ringeste subjektive interesse, gives ikke. Jf.
Basiselementet i universet og Genstandsbevidsthed.   Til toppen  Til indeks


Refleksivitet er et begreb der i almindelighed betyder omtanke eller eftertænksomhed i kraft af at tanken vender tilbage til sine egne led med kritiske øjne. Men storspekulanten
George Soros har givet begrebet en mere specifik betydning i forhold til økonomiske dispositioner, idet han fra sine erfaringer med omfattende investeringer på finansmarkedet har erkendt at de forventninger til den fremtidige udvikling på markedet som investorerne må prøve at greje i sig selv er med til at påvirke markedets udvikling, således at det hele tiden sker en refleksiv kobling mellem forventninger og faktisk udvikling.
     Alle finansmarkederne er kendetegnet af forestillinger om hvad der vil ske i fremtiden af både positiv og negativ art. Og disse forestillinger er i sig selv med til at ændre udviklingen og dermed også de fremtidige forventninger. Investeringer handler grundlæggende om at foregribe eller 'diskontere' fremtiden. Den pris som investorerne i dag er villige til at betale for en aktie, en valuta eller en vare, kan påvirke virksomhedens, valutaens eller varens fremtid på adskillige måder. Forandringer i nutidens forventninger påvirker således den fremtid de diskonterer. Og dette kan kaldes refleksivitet.
     Men refleksivitet er ikke begrænset til finansmarkederne alene, pointerer Soros, den er til stede i enhver historisk proces, ja, faktisk er det refleksiviteten som sådan der gør en proces virkelig historisk. Den flytter processerne ud af naturvidenskabernes forudberegnelige baner og over i usikkerhed og ubestemthed. I fysikken er kendsgerninger uafhængige af videnskabsmændenes udsagn om dem. Det er kendsgerninger der afgør om et udsagn er sandt eller falsk. Stemmer et udsagn overens med kendsgerningerne, er det sandt; ellers falsk. Men det samme gælder ikke for situationer der involverer tænkende deltagere. Her går forbindelsen mellem udsagn og kendsgerning begge veje. Deltagerne forsøger at danne sig et billede af situationen der stemmer overens med virkeligheden; det er den kognitive funktion. På den anden side forsøger de at forme virkeligheden efter deres egne ønsker. Dette kalder Soros den aktive eller deltagende funktion. Og når både den kognitive og den deltagende funktion er i kraft samtidig, betegner han situationen som refleksiv. Funktionerne interfererer med andre ord med hinanden. Via den deltagende funktion kan man påvirke den situation der formodes at tjene som en uafhængig variabel for den kognitive funktion. Følgelig kan deltagernes forståelse ikke karakteriseres som objektiv viden. Og netop derfor vil udfaldet af deres beslutninger være tilbøjeligt til at afvige fra forventningerne.
     Soros understreger at ikke alle handlinger i samfundet er refleksive, idet der ved siden af de historiske begivenheder også er dagligdags begivenheder hvor kun den kognitive funktion er virksom. Men hvor begge funktioner er virksomme, er der tale om historiske begivenheder, og en virkelige historisk begivenhed forandrer ikke blot verden, den forandrer også vores forståelse af verden. Og denne nye forståelse får igen en ny og uforudsigelig indflydelse på verdens gang. Soros nævner Den franske Revolution 1789 som en sådan begivenhed. Mange andre kunne nævnes, og i denne forbindelse bør såvel 'emergensaksiomet' som 'loven om utilsigtede virkninger' nævnes. Men dem kommer Soros ikke ind på. Til gengæld fremhæver Soros at refleksiviteten generelt har langt mere gennemgribende og umiddelbar indflydelse på deltagernes selvopfattelse, værdier og forventninger end på begivenhedernes gang. Men det sker at den refleksive vekselvirkning påvirker omverdenen, og da bliver påvirkningen særlig signifikant.
     Vigtigt er også at refleksiviteten må ledsages af ufuldkommen forståelse fra deltagernes side. Det element af ubestemthed som Soros taler om, fremkaldes ikke af refleksiviteten alene, men også af selve vores ufuldkomne viden om samfundet og verden. Denne ufuldkommenhed er der imidlertid mange økonomer og samfundsforskere der ikke vil acceptere. Idéen om ubestemthed er tværtimod med stor ihærdighed blevet forkastet af samfundsvidenskabsfolk der hævder deres ret til at forklare begivenheder ved hjælp af videnskabelige metoder. Soros nævner udtrykkeligt Marx og Freud som fremtrædende eksempler, men også grundlæggerne af den klassiske økonomiske teori der netop har gjort sig store anstrengelser for at fjerne refleksiviteten fra deres undersøgelsesfelter. Soros finder det let at forklare. "Ubestemthed, mangel på sikre forudsigelser og tilfredsstillende forklaringer kan virke som en trussel mod en videnskabs faglige status".
     En dybere forklaring må nok søges i selve den ulyksalige tro på den mekanicistiske determinisme. Samfundsforskere overfører erfaringerne fra den forholdsvis simple newtonske faststoffysik hvor alle virkninger har en påviselig og målelig årsag, og hvor alle årsager følgelig har forudsigelige virkninger, til områder af tilværelsen der ikke har denne simple årsag-virkning, herunder sjælelivet, åndslivet og kulturen i bredeste forstand. Men det hører med til det fuldstændige billede at også kvantemekanikken afslørede ubestemthed i de dele af fysikken der har med elementarpartikler at gøre. Troen på faststoffysikken som basis for forståelsen af alle fænomener i verden er ren og skær overtro - og den skyldes, som påvist utallige gange på Jernesalts sider, en logisk kortslutning fra det forhold at de på sekundærprocesserne hvilende kognitive funktioner har genstandsbevidstheden og dermed faste og håndgribelige genstande uden for menneskets psyke som forudsætning til den illusion at materien er basis for energetiske og psykiske processer.
Jf. artiklen om Fejlbarlighed   Til toppen  Til indeks


Reinkarnationsoplevelser er et problemkompleks der i høj grad er forbundet med det kollektivt ubevidstes kreative funktioner. Folk oplever - som regel gennem intense drømme eller intense terapiforløb - at de har levet før, fx været et helt andet menneske i en helt anden tid, ofte endda i en helt anden kultur. Oplevelserne kan være så intense, at mange naivt drager den helt forkerte slutning, at de faktisk må have levet et tidligere liv. Og nogle af dem har disse intense oplevelser er oven i købet overbeviste om at alle mennesker er inde i en cyklus af reinkarnation efter reinkarnation der først slutter, når de så at sige har sonet de fejl og forbrydelser de har begået i tidligere liv. I denne teori indgår den indiske
karma-forestilling. Objektivt set er man ude i den rene spekulation. Der gives intet bevis for at den enkelte har levet før eller at reinkarnation finder sted. Derimod kan det terapeutisk slås fast, at reinkarnationsoplevelserne i kraft af deres intensitet må have en betydning for forståelsen af det pågældende menneskes psyke og psykiske problemer, at de i denne henseende må tages alvorligt og indgå i analysen. Det afgørende i oplevelsen er altså dens intensitet.   Til toppen  Til indeks


Religion i almindelighed og kristendommen i særdeleshed er i den komplementære helhedsrealismes åbne begrebs- og forståelsesramme at forstå som emergente fænomener i biologien, men vel at mærke fænomener der har potentiale til stadig udvikling og løsning af de alvorlige kultur- og værdiproblemer nutiden er stærkt plaget af - og som hverken vore politikere eller vore videnskabelige eksperter evner at se nogen udvej af. Dennesidigheden, demokratiet og sekulariseringen må være en selvfølgelig sag hvis alle skal kunne integreres i et åbent og fremadrettet moderne samfund. Men religion i mytisk, udogmatisk forstand er fortsat kernen i al menneskekultur.   
Til toppen  Til indeks


Religion en elementær kendsgerning i den biologiske udvikling. Religionen dukker pludseligt op som et decideret emergent fænomen, der aldrig har været set før og ikke kan forklares og som med ét slag skaber kulturlivet, men som vel at mærke dukker op i og med at mennesket dukker op. Mennesket bliver først menneske ved til forskel fra forfædrene i dyreriget at få en bevidsthed af særlig karakter. Mennesket fik pludseligt en bevidsthedsudvidelse der på én gang gav det både den særegne opdagelse af at det kunne iagttage sit eget indre, psykiske liv og den særegne åbenbaring af at verden var skabt som et godt, varmt, lyst og meningsfuldt sted. Dermed var også religionen skabt.
     Religion er noget der går dybt ned i de ubevidste lag af psyken. Den drejer sig fundamentalt set om meningen med tilværelsen, og dermed om noget der ikke kan udtrykkes sprogligt, men alene viser sig for en i oplevelsen af at være hjemme i verden. Det forvirrer unægteligt den almene religiøse søgen i den vestlige verden, at kirken, den eksoteriske religion (de ydre rammer), mest taler om dogmerne, men det bør ikke overses, at den afgørende mystiske strøm, den esoteriske religion (den indre forståelse), findes ved siden af eller nedenunder og er en ufravigelig betingelse for enhver religion.   
Til toppen  Til indeks


Religion en særlig indstilling i den menneskelige ånd. Den en omhyggelig hensyntagen til og betragtning af visse dynamiske faktorer, der opfattes som "magter": ånder, dæmoner, guder, love, forestillinger, idealer eller hvad mennesket nu end har kaldt den slags faktorer, som det i sit liv har opfattet som mægtige, farlige eller hjælpsomme, sådan forklarer Jung sagen i sin bog om 'Psykologi og Religion'. Og han fremhæver at denne indstilling giver en erfaring af det numinøse (det ophøjede og hellige) der forandrer bevidstheden. Han påpeger endvidere at der er god grund til at frygte disse ikke-personlige kræfter der bor i det ubevidste, fordi de ved kollektive kræfters frembrud kan medføre en forbløffende karakterforandring - eller ved en neurose kan fremmane en magt der ikke kan overvindes ved fornufts-midler. - Men: disse psykiske kræfter og fænomener skal tages alvorligt, fordi den eneste form for eksistens vi umiddelbart ved noget om netop er psykisk!   
Til toppen  Til indeks


Religion et emergent fænomen i biologien, der som sådan er afgørende for hele kulturudviklingen. Religion er derfor ikke en privatsag, men tværtimod den afgørende betingelse for folkelig føling med den hele og ubeskårne virkelighed.
    Religionen får ateistiske eller agnosticistiske rationalister, videnskabsfolk, diktatorer og almindelige politikere aldrig bugt med, da religion er et sådant emergent fænomen. Og omvendt får politikere, rådgivere og filosoffer heller aldrig held til at føre folkene frem til nye emergente og tidssvarende samfunds- og kulturniveauer uden at de forstår i fuld offentlighed at trække på de religiøse forestillinger og energier.   
Til toppen  Til indeks


Religionsforståelsen her i landet er i dag faktisk så ringe at det ikke længere kan forsvares at kalde det danske folk i egentligste forstand oplyst, selvom det generelle uddannelsesniveau er højt. Konstateringen går ikke på nogen sammenligning med andre europæiske eller amerikanske, endsige endnu fjernere asiatiske eller afrikanske folk, for dér er oplysningen måske kun endnu ringere, men derimod på det simple forhold at religonsforståelsen er nærmest omvendt proportional med den forståelse der ville være mulig, hvis man havde taget den dybdepsykologiske og religions-historiske forskning i første halvdel af 1900-tallet alvorligt tillige med arven fra de folkelige og religiøse vækkelser i 1800-tallet.
     Religionsforståelsen i dag er derfor ikke længere nogen tidssvarende og fremadvendt indsigt der virkeligt er åben over for frembrud af tiltrængte, nye emergente fænomener. Der er end ikke nogen anelse om at religionens opdukken i naturhistorien er selve den emergens der skaber kulturhistorien, eller at emergens som sådan er forudsætningen for al historie, naturhistorie såvel som kulturhistorie.   
Til toppen  Til indeks


Religion og historie er i dag - lige som kunst og etik - kendetegnet af at man er tvunget til introspektion og den hermed forbundne mulighed for indlevelse i andres tankegang og følelsesliv for overhovedet at kunne opnå nøgtern iagttagelse og beskrivelse af vigtige eksistentielle fænomener. Det kan eksempelvis være oplevelsen af et stykke musik, en moralsk forpligtelse, en folkelig bevægelse som Solidaritetsbevægelsen i Polen eller et individuelt religiøst kald, en profetisk virksomhed eller fx den katolske kirkes funktion i Polen under det kommunistiske styre. Al nøgternhed vil fortsat være baseret på sekundærprocesserne og dermed korrespondensen til den daglige erfaring, og al objektivitet vil fortsat være et spørgsmål om erfaringer der er fælles for mange og principielt kunne være fælles for alle, men rent faktisk er kunstneriske, etiske, historiske og religiøse erfaringer yderst sjældent om overhovedet nogensinde fælles for alle. Fortolkningerne af dem endnu mindre.   
Til toppen  Til indeks


Religionsskiftet i Norden skete både fredeligt og voldeligt, og hvor det var fredeligt, var det ikke udslag af opportunisme, selvom det foregik på en særlig måde, men var tværtimod en både ansvarsfuld og en praktisk afgørelse som fik vidtrækkende konsekvenser.
     'Hvidekrist', den nye kristne Gud, var en ærekær gud der ikke tålte der blev talt godt om andre end ham selv, da det var ham der havde skabt himmel og jord og vundet menneskene frelse og evigt liv ved sin kamp med djævelen. Han forfulgte sine fjender efter døden og kastede dem i det brændende helvede, og det var værre end det fæle Niflheim. Over for Krist hjalp det ikke en mand at han havde levet mandigt og hæget om sin ære. For hvis han ikke viste den nye gud al ære og holdt hans bud, så blev han givet i djævelens vold. Det var der ikke mange der turde risikere. Og dertil kom at folk hørte at Hvidekrist havde hærskarer af engle der var mere sejrrige end de gamle guder og diser. Kristi stridsmænd af format som kong Olaf Tryggvason og Olaf den Hellige fik lykke af Krist både i fred og krig. Men de tålte ikke at nogen i deres rige ikke gav kristenguden al ære og viste deres oprigtige sindelag ved at smæde aserne. Og de skyede ingen umage for at få døbt eller alternativt aflivet folk der holdt fast i den gamle tro. Og det betød voldsomme kriser i de store høvdinges tilfælde, for det var selve deres identitet der blev truet.
     Den største angst i verden, især for helstøbte mennesker, er ikke frygten for socialt forlis eller individets død, men angsten for at miste den indre sammenhæng og samvittighed. Etisk holdning er ikke en egenskab der kan flyttes efter forgodtbefindende - ikke et standpunkt der kan udskiftes som når man skifter tøj - men et sammenspil mellem alle de tanker og følelser der dybest set udgør et menneskes åndsenhed. Over for en ny sæd og nye guder var spørgsmålet altid om de kunne give livet og lykken samme rige og dybe indhold som den gamle.
     På Island skete overgangen til kristendommen i år 1000 dog ved en altingsforsamling, hvor det blev overladt lovsigemanden, hedningen Torgeir, at afgøre om det islandske folk skulle vælge den nye kristendom eller blive ved det gamle hedenskab. Se
Religionsskiftet på Island.   Til toppen  Til indeks


Religionsskiftet på Island år 1000 var anderledes end overgangen til kristendommen i Tyskland, Danmark og Norge, den foregik nemlig uden vold og magtkamp. På gården Hof i det østlige Island boede således en mand ved navn Hall, der holdt et stort høstgilde. Hans ven Torhall fik foruroligende syner der gjorde ham tavs. Da gæstebudet var gået i gang gav Torhall gæsterne det råd at blive inden døre, ligegyldigt hvad der skete. Men aldrig så snart var gæsterne gået til ro, før det bankede flere gange på døren. Halls ældste søn vovede sig til sidst ud og hørte ridt nordfra. Han så ni sortklædte kvinder med dragne sværd ride forbi, og bagefter kom ni lysklædte kvinde på hvide heste. Da han ville gå tilbage for at fortælle hvad han havde set, var de sorte kvinder kommet mellem ham og huset, og manden blev fundet dræbt. Torhall forklarede at det var slægtens onde diser som havde hjemsøgt gården, fordi de vidste at en ny sæd ville komme til landet og at de selv ville miste deres magt.
     Hall lagde sin søn i gravhøj efter gammel skik, men tog sig sønnens død så nær at han ikke længere kunne trives på gården. Hall var blandt de første der antog den nye tro, da den norske kong Olaf Tryggvasons hirdpræst kom til Island og prædikede om den mægtige Krist og hans stærke engle. Og det blev ikke nødvendigt at fare frem med sværdet.
     Overgangen til kristendommen skete ved en forsamling på Altinget, hvor det blev overladt lovsigemanden, hedningen Torgeir at afgøre om det islandske folk skulle vælge den nye kristendom eller blive ved det gamle hedenskab. Parterne stod uforsonligt over for hinanden, ja, hele samfundet var truet af ødelæggelse fordi den gamle æresfølelse var urokkelig, og den bød enhver æt at hævne drab på en æresfælle med drab på en modstander.
     Torgeir fik i opdrag at formulere de nye love. Han trak sig tilbage til sin bod, tog skindtæppet op over hovedet og tænkte en dag og en nat. Og næste morgen gik han til lovbjærget og forkyndte den nye lov. Liv og endrægtighed er bedre end et liv i splid. Derfor skal der fra i dag af kun være én sæd på Island, alle skal lade sig døbe, ingen må blote offentligt, men gør han det i løndom, skal det være straffrit. - Alle accepterede afgørelsen, og dermed var Island gået fra hedenskab til kristendom uden blodsudgydelse. - Jf.
Kristningen af det store tyske-romerske rige   Til toppen  Til indeks


Religiøse dogmer forklarer Jung en smule uklart, fordi han (modsat undertegnede) ikke sondrer skarpt mellem dogmer som trossandheder, der sprogligt formuleres som præcise påstande, og arketypiske forestillinger der er af billedlig art og derfor aldrig kan bestemmes eller defineres entydigt. De første kan bruges og bliver til stadighed brugt som magtmidler i al ortodoks og fundamentalistisk tro (i jødedom, kristendom og islam - og alle i religiøse sekter - såvel som i politiske ideologier). Og de vækker derfor modstand hos reflekterende mennesker der bliver kritisk indstillet og vil være frie. De kan derfor gøre oprør og måske som
Nietsche i sin tid ende med at forkaste gudsforestillingen blankt (denne problematik spiller også ind i Antichrist, fordi Trier har været dybt inspireret af Nietzsche). Det er imidlertid en yderst problematisk løsning, fordi intet menneske kan undvære en faktor eller instans i sit indre som er større end jeget - uden at risikere at blive offer for den illusion at der ikke er noget større end jeget. Han gør sig selv til Gud og ender altså i psykisk inflation.
     Jung er klar når han fastslår: Den materialistiske fejlslutning er at Gud ikke eksisterer; den psykologiske fejlslutning er at Gud er en illusion.
     Enhver der havner i en religiøs konflikt i et nødvendigt oprør mod forældrenes tro kan altså ikke redde sig ved nogen af fejlslutningerne, men kun ved at komme til en dybere indsigt i hvordan de arketypiske forestillinger af religiøs art kan forstås som noget helt andet end sprogligt formulerede trossandheder eller dogmer der kan bruges til sindelagskontrol over for andre mennesker, herunder også børn i opvæksten. De kan nemlig forstås som forestillinger eller billeder der er af irrationel og ubestemmelig art, men udtrykker en helhed og en mening som det enkelte menneske kan trække uanede mængder af energi og inspiration på. Altså en uudtømmelig kilde til sjælelig sundhed, kreativitet og kraft.   Til toppen  Til indeks


Retfærdighed er den komplementære modsætning til barmhjertighed. Udsættes et menneske for en handling der opfattes som en uret eller uretfærdighed, kræver han eller hun retfærdighed og lader ikke nåde gå for ret. Det påberåber sig samfundets muligheder for juridisk eller moralsk ret til erstatning, hævn eller straf.
     De fleste mennesker finder decideret hævngerrighed for utiltalende. Det ses som en dårligt karaktertræk ved folk at de er ude af stand til at bære over med andres forurettelser og altså ikke helmer før de har fået hævn. I værste fald kan hævngerrigheden endda være så stærk at den nærmest bliver en besættelse - og simpelthen ødelægger muligheden for at komme videre i livet. Der er eksempler på folk der fx taber en retssag mod det offentlige og prøver alle muligheder for anke og klage i retssystemet, selvom omkostninger både økonomisk, socialt og menneskeligt bliver større og større, men muligheden for at vinde mindre og mindre. I ældre tider førte ekspropriationssager ikke sjældent til at de eksproprierede endte i stor forbitrelse over deres tab, som jo netop kan være tab af en identitet der ikke kan erstattes af penge.
     I vore dage ses ofte at folk der har været ude for store tab ved trafikulykker eller voldsforbrydelser og er blevet alvorligt handicappede eller har mistet nære pårørende følger de senere retssager meget nøje og ikke lægger skjul på at de ønsker de strengeste straf over gerningsmændene. Dette viser at retfærdighedsfølelsen er kolossalt stærk i de fleste mennesker, men også at det kniber gevaldigt med 'at slå den fra' til fordel for barmhjertigheden.
     Forklaringen ligger i den stærke opbygning af en snæver personlighed og en manglende relativisering af jeget. Den snævre identitet bygges op via de sekundære psykiske grundprocesser i form af jegbekræftende uddannelse, karriere og jagt efter status og penge. Der bliver for lidt plads til en udvikling af 'selvet' eller 'totalpsyken' og dermed udviklingen af overbærenhed, tolerance, pragmatisme og relativisme. Det jeg-centrerede menneske kommer aldrig ind i det tragediens område hvor det at have ret er hørt op eller i det mindste nedtonet. -   
Til toppen  Til indeks


Retfærdiggørelse er et religiøst begreb der stammer fra
jødedommen og som er karakteriseret ved en stærk tro på at det enkelte menneske 'retfærdiggøres' i forhold til Gud eller 'de højere magter' gennem sine gerninger, og derfor er overbevist om at det gennem sin vilje til og held med at få ydre succes i livet får denne 'retfærdiggørelse' eller velsignelse. Den personlige stolthed falder så at sige sammen med vished om at være retfærdig i Guds øjne.
     Kristendommen ser derimod mennesket som et grundliggende ufuldkomment menneske der ikke har nogen anden chance for fuldstændig retfærdiggørelse i Guds øjne end Guds nåde og barmhjertighed. Denne afhænger derfor ikke af menneskets gerninger som sådanne, men alene af den umiddelbare tillid til Guds alfaderlige barmhjertighed.
     Psykologisk kan man hævde at det kun er egentlig religiøse mennesker der i kraft af overdreven samvittighedsfølelse - skrupulositet - kan være eller komme i tvivl om deres menneskelige værdi og ret til at eksistere som frie mennesker, men den terapeutiske erfaring viser, at tvivlen er langt mere udbredt. Og den kræver under alle omstændigheder at den tvivlende kommer til på overbevisende måde at opleve at han er god nok som han er. Blandt andre psykoanalytikeren Thomas A. Harris har behandlet dette psykologiske mønster indgående, og han er da også kommet til det resultat at det er helt centralt for alle mennesker, men ikke mindst for børn, at blive accepteret uden betingelse. Harris' konklusioner understøtter den opfattelse at religion aldeles ikke kan reduceres til den snævre dogmatiske lære der prædikes i kirken. Den har langt dybere almene træk.   Til toppen  Til indeks


Romantikken, den europæiske kulturepoke omkring 1800, var en reaktion på oplysningstidens snævre rationalisme, men den første generation af romantikerne var nært forbundne med oplysningen. Alle de unge mennesker havde haft deres 'Kant-Erlebnis', dvs den personlige oplevelse af mødet med filosoffen Kant og hans værker; de var skam fornuftsmennesker, men de ønskede en inklusiverende fornuft, en fornuft der ikke udelukkede, men accepterede og omfattede det dunkle, irrationelle og ubevidste.
     Den romantiske ånd er både mangeartet og musikalsk, både forsøgende og forførerisk. Den elsker afstanden til både fremtiden og fortiden, overraskelserne i hverdagen, det ekstreme, det ubevidste, drømmen, vanviddet og refleksionens labyrinter. Den romantiske ånd forvandler sig undervejs, bliver modsigelsefuld, længselsfuld og kynisk, forgabt i det uforståelige; den bliver folkelig, ironisk og sværmerisk, både selvglad og selskabelig, og både formbevidst og formopløsende.
     Det centrale i romantikken turde være selve reaktionen på den alt for snævre rationalisme som Oplysningstiden med Kant som bannerfører stod for og helst ville udelukke det mørke, irrationelle, følelsesmæssige, aggressive og kaotiske fra den normale, borgerlige verden med dens praktiske og moralske nyttehensyn. - Jf.
Det romantiske som åben føling med det kollektivt ubevidste.   Til toppen  Til indeks


Romantikken står for de fleste mennesker som et begreb der kendetegner en udpræget følelsesmæssig holdning til tilværelsen af mere eller mindre sværmerisk eller overspændt art. Sådan kommer den da også tydeligt til udtryk i den forelskelse de fleste mennesker oplever i deres ungdom og forbinder med store længsler, men den kommer til udtryk på mange andre måder så som glæde ved og længsel efter naturoplevelser, kunst- og musikoplevelser samt fest, rejser og eventyr der bringer individet væk fra dagligdagen og dens ofte sure pligter. Men romantikken er meget mere; den er en særdeles vigtig epoke i europæiske kulturhistorie som kulminerede i de første årtier af 1800-tallet, men har levet videre i mange former og afarter lige siden. Romantikken indebærer lige præcis den fortryllelse ved eksistensen som intet menneske kan være foruden, og derfor vil søge alle mulige steder, hvis den fjernes som en selvfølgelig del af den officielle kultur, således som dette sker hvis religionen indsnævres. - Uden romantik er livet simpelthen en misforståelse, har den tyske filosofi Rüdiger Safranski udtalt - og det skyldes, hvad han ikke udtrykkeligt siger, at vi alle i puberteten får en voldsom horisontudvidelse. - Jf.
Romantikken ifølge Rüdiger Safranski.   Til toppen  Til indeks


Ruslands tragedie under sovjettiden er ikke til at tage fejl af i omfang. Den omfatter regulær ofring af 23-30 millioner mennesker. Borgerkrigen 1918-22 og hunger-katastrofen 1921-22 kostede mellem 12 og 17 millioner livet; tvangskollektiviseringen eller 'afkulakiseringen' (kampen mod storbønderne) 1930-33 kostede ½ million bønder livet; og hungeren 1932-33 som direkte eller indirekte følge af afkulakiseringen yderligere 6-7 millioner mennesker. Gulag-systemet 1930-53 krævede 4-5 millioner ofre og henrettelser ved skydning endelig godt 1 million. Usikkerheden i talangivelser ligger i selve den manglende bureaukratiske registrering. Men under alle omstændigheder er det rystende tal i sig selv. Endnu værre dog de skildringer der er givet af overlevende.
  Til toppen  Til indeks


Sabbat-ritualet bygger på den bibelske og senere den talmudiske opfattelses særlige arbejdsbegreb: Arbejde er enhver indgriben i den fysiske verden, fra menneskets side - den være sig konstruktiv eller destruktiv. Arbejde er en hvilken som helst form for forstyrrelse af ligevægten menneske/natur. Hvile er derimod en tilstand af fred mellem mennesket og naturen. Sabbaten er fredsdagen mellem menneske og natur. Den symboliserer en tilstand af fuldstændig harmoni mellem menneske og natur og mellem menneske og medmenneske. Ja, sabbaten er anticiperingen af den messianske tid. Den normgivende fortolkning af den jødiske bibel Talmud forklarer: "Hvis hele Israel blot overholdt sabbaten hélt én gang, ville Messias være her". - Denne nye harmoni er en anden end paradisets harmoni der var selve uskyldighedstilstanden. Den nye harmoni kan kun opnås hvis mennesket udvikler sig fuldt ud til at blive sandt menneskelig. Denne nye harmoni er målet for den historiske proces, og symboliseres i jødedommen af Messias-skikkelsen.   
Til toppen  Til indeks


Samfundet er en elementær kendsgerning. Det er hverken en simpel sum af individer eller en strukturel orden af enkeltelementer, men en irreducibel kendsgerning som levende 'organisk' fænomen. Det kan derfor lige så lidt som livet, sjælelivet eller åndslivet lade sig entydigt bestemme med naturvidenskabelige metoder. Samfundet er som naturen en fundamental forudsætning for alt menneskeliv og derfor subjektivt at betragte som en fundamental værdi og forpligtende gave. Samfundet er et fællesskab omkring familie, produktion, fest, kult og historie - og i nyere tid også omkring politik, statsdannelse og national bevidsthed. Men samfundet som sådant er grundlæggende at opfatte som selve forudsætningen for specifikke, historisk bestemte samfundssystemer og statsformer.
     Der må skelnes skarpt mellem samfundet som denne generelle forudsætning og de specifikke statsformer eller samfundssystemer der er dannet i historiens løb. Det er muligt at gøre oprør mod og ændre historisk bestemte statsformer (fx en feudalstat eller et diktatur), men ikke muligt at gøre oprør mod samfundet som sådant. Heri ligger helligheden ved samfundet som fænomen.
     Samfundet som sådant er grundfaktoren i menneskelivet. Det er mere end den ydre organisation i stat, myndigheder, partier, organisationer, erhvervsliv mv. Det er dybest set et kollektivt ubevidst fænomen, som ikke kan krænkes eller hånes uden at det medfører etisk inkonsistens hos den enkelte.   
Til toppen  Til indeks


Samfundet er åbent i og med at der råder tilfældighed ved siden af årsagslov.   
Til toppen  Til indeks


Samfundsfællesskabet giver i almindelighed social tryghed og sikkerhed mod såvel indre som ydre farer og fjender såsom forbrydere og gale mennesker eller fjendtlige, ekspanderende stater og fanatiske ideologisk/religiøse bevægelser. Men det giver samtidigt muligheder for dynamik, udvikling, transcendens og emergens, omend disse muligheder i lange perioder kan være begrænset af ældre generationers vilje til overmagt og dominans eller modvilje mod forandring.   
Til toppen  Til indeks


Samfunds- og kulturudviklingen bestemmes i høj grad af irrationelle kræfter, og indsigten i de irrationelle kræfter er betingelsen for at kanalisere energien fra disse kræfter ind i konstruktive baner.   
Til toppen  Til indeks


Samvittigheden en flertydig størrelse. Den moralske fornemmelse vi i dagligsproget kalder 'samvittigheden' må ud fra et dybdepsykologisk synspunkt betragtes med betydelig mistro, eftersom meget vigtige dele af den dannes i fire-års alderen i en særdeles betrængt situation. Denne del af samvittigheden betegner Erling Jacobsen derfor som noget nær den dummeste del af et menneskes personlighed.
     I virkeligheden er der mindst fire hovedkilder til den menneskelige samvittighed:
     1) Forældres holdninger indbygges i børn og bliver en del af disses psyke. Det sker på den måde, at billigelse eller misbilligelse fra forældrenes side medfører automatisk lyst eller ulyst hos barnet. Det sætter derfor efterhånden signallyst på de ting det erfarer, at forældrene billiger, og signalulyst på de ting de misbilliger. Fra da af bliver tingene i sig selv henholdsvis tiltrækkende og frastødende.
     2) Barnet identificerer sig en bloc med den af forældrene det føler at have tabt til i den voldsomme konfliktsituation i 3-7 års alderen, hvor kærlighed og had bringes i en utålelig forbindelse med hinanden på grund af jalousi. Frygten for gengæld får barnet til at tæmme sit voldsomme had mod rivalen - der er den af forældrene der har samme køn som det selv. Hadet fortrænges for en dels vedkommende indad mod barnet selv (det internaliseres). Og alt dette føles som et nederlag for barnet og fører til, at det massivt gør sig ét med den af forældrene det har tabt til.
     3) Barnet vender sin barbarisk aggressivitet mod sig selv. Jalousien og alle andre frustrationer barnet har været ude for samler sig til en åndelig kraft af den frygteligste art, det såkaldte
Ødipuskompleks. - Når barnet bliver et par år gammelt bliver det klart for det, at det har to forældre, og da det er uudholdeligt for det at elske og hade den samme person, søger det at slippe ud af denne ambivalens ved at rette kærligheden mod den ene og hadet mod den anden. Det projicerer sine egne følelser og impulser ud på forældrene og bilder sig ind, at det ikke er det selv, men den ene af forældrene der har de utilladelige impulser. Drenge projicerer til deres far, piger til deres mor, og skaber således billeder af dem der er fjernt fra virkeligheden.
     4) Den fjerde hovedkilde til samvittighedens dannelse adskiller sig fra de tre første ved ikke at være af skadelig art. Den består i egoets følelse af forpligtelse over for noget uden for det selv, vel at mærke ikke noget uden for dets ydre selv, men uden for dets indre selv. Dette indebærer, at ikke alle menneskets indre mentale processer uden videre kan betragtes som hørende til dets eget ego. Der er tværtimod en indre grænse mellem menneskets egen psyke og mentale eller psykiske kræfter uden for dets ego.
     Erling Jacobsen finder det selvindlysende, at det altid er moralsk rigtigt, hvis egoet (inkl. dets udspecialiserede del som vi efter Freud kalder superegoet eller overjeget) står for styret og gennemfører sine beslutninger, medens det er umoralsk, hvis en eller anden øjeblikkelig følelse eller indskydelse tager magten fra én og får én til at handle mod, hvad klogskab eller overbevisning tilsiger én. Det gælder også, tilføjer han, selvom det er varme eller kærlige følelser der tager magten fra ens dømmekraft. Jacobsen indfører altså her en sund dømmekraft der er hævet over affekter og lavere impulser. Og med den bliver der følgelig en sund samvittighed at appellere til.
     Men hans pointe er, at jeget ikke er frit stillet med hensyn til, hvordan det vil reagere. Hvis det nemlig skal handle moralsk, er det ikke tilstrækkeligt, at det sørger for at få sin vilje; det må også optræde således, at det ikke i det lange løb svækker sig selv og til slut bliver så magtesløst, at det bukker under for følelsernes pres. Det skal sørge for overvægt af det gode i livet i det lange løb, for at bevare sin indre konsistens. Jeget har således en ganske bestemt moralsk opgave: det skal stå for det praktiske styre, men som en loyal tjener for det følelsesliv der i det lange løb kan opretholde selvagtelsen, selvfølelsen eller selvkærligheden. Og dette følelsesliv er noget uden for egoets grænse. Det ligger ifølge Jacobsen i id'et.   Til toppen  Til indeks


Jean-Paul Sartre (1905-80) - fransk forfatter og eksistensfilosof, der ligesom sin samlever
Simone de Beauvoir var inspireret af Søren Kierkegaard. Som denne lagde de vægt på menneskets frihed og ansvarlighed gennem valget. Sartre udfoldede sig både faglitterært og skønlitterært samt som universitetslærer og politisk provokatør. Hans romaner og teaterstykker vakte forargelse ligesom hans venstreorienterede standpunkter. Hans arbejdsevne og produktion var enorm og hans tungefærdighed, cigaret- og whisky-forbrug umådeligt. - Sartre udgav i 1946 et lille skrift, der hed "Eksistentialisme er humanisme", og det blev dengang simpelthen en kultbog. Sartre sagde ligeud, at livet ikke har nogen mening på forhånd. Før vi lever, er livet ikke noget og har ingen værdi. Det tilkommer os selv at give livet mening. Og det vil igen sige, at mennesket er et væsen der eksisterer, før det kan defineres. Eller som han udtrykte det i en berømt sætning: Eksistensen går forud for essensen. - Det vil frit oversat sige, at 'det at blive til' går forud for 'det at være til'. Mennesket er nemlig fra først færd intet. Det bliver, hvad det gør sig selv til. Her kommer den kierkegaardske subjektivitet klart ind i billedet. Mennesket er ifølge Sartre fra først af en "plan som oplever sig selv subjektivt". Der eksisterer ikke noget som helst forud for denne plan.
     Her kunne man indskyde, at det turde være uholdbart, eftersom et spædbarn eksisterer, før det har bevidsthed og kan tale. Og spædbarnet dumper også ned i en tilværelse der har en umiddelar mening, men det kan næppe siges at have en "plan". Men børn interesserede ikke Sartre - han havde heller ingen selv. Det er det voksne, selvansvarlige menneske han konsekvent taler om og til. Og lige præcis ansvarligheden giver et menneske angst. Et menneske der vælger sig selv kan ikke undgå følelsen af sin totale og dybe ansvarlighed.
     Sartre var ateist, og derfor betragtede han mennesket som hjælpeløst forladt: hverken hos sig selv eller uden for sig selv finder det noget at klynge sig til. Deraf angsten, men deraf også friheden. Mennesket er frit, fordi det har valgets mulighed.
     Sartres eksistentialisme er en ekstrem udgave af slagsen, og man bør i bedømmelsen af den ikke se bort fra hans type som karakter. Han var præcis ligesom Søren Kierkegaard en udpræget tænketype og som sådan en genial og brillerende intellektualist, men det kneb med at omsætte tænkningen til almen praksis, fordi han var blottet for forståelse af det irrationelle. - En nutidig dansk bedømmer af ham, Hans Boll-Johansen, har oven i købet gjort gældende, at Sartre kun i ringe grad var et menneske med politisk fornemmelse. Han fejlvurderede ofte storpolitiske situationer, fordi han selv havde tendens til at tænke i skabeloner. Bl.a. besøgte han demonstrativt den tyske terrorist Andreas Baader i fængslet i Stammheim. Og etikken fik Sartre ifølge samme Boll-Johansen aldrig styr på. Han blev den privatpraktiserende eksistentialismes førstemand. - Men ganske som med Kierkegaard er det værd at læse Sartre, fordi han tvinger til afklaring.
- Jf. iøvrigt artiklen om Livskvalitet.   Til toppen  Til indeks


Seksualiteten er frigjort fra den biologiske forplantning i vore dage og på vore breddegrader og dyrkes langt overvejende med øje for den gensidige fornøjelse og selvbekræftelse. Sondringerne mellem kærlighed, seksualitet og aggressivitet er imidlertid fortsat vigtige. Ingen af komponenterne kan undværes eller overses i et parforhold der vil overleve forelskelse og børneavl.
     Den normale driftsaggressivitet vil blive undertrykt, hvis parterne i et forhold sætter sig så tungt på hinanden, at de ikke tillader den anden part at bevare tiltrækkelig selvstændighed til at kunne forsætte dyrkelse af egne identitets- og selvagtelsesgivende interesser, men tværtimod prøver at rette alt ind i et lukket fællesskab. Nøjagtigt den samme komplementære modsætning mellem frihed og afhængighed ses i børns og unges frigørelsesproces.
     Seksualliv og forplantning er generelt adskilt i frie, veludviklede lande. De par der vil have børn, nøjes som hovedregel med gennemsnitligt to. Men seksualiteten dyrkes flittigt af de fleste, fordi det har stor eksistentiel værdi i og med at orgasmen er en formidabel belønning for seksuel aktivitet. Den suspenderer subjekt/objekt-skellet og giver giver en ægte mystisk oplevelse af største intensitet.   
Til toppen  Til indeks


Seksualmisbrug og børneporno er en realitet der synes i stigning og i så fald må hænge sammen med den tiltagende seksualiseringen af det offentlige rum. Men stigningen må også hænge sammen med etisk inkonsistens og det vil i denne forbindelse sige med en manglende respekt for andres menneskers integritet. Denne må igen ligge i en manglende ophævelse eller uskadeliggørelse af de uheldige tilbøjeligheder den enkelte måtte have fået i opvæksen som følge af fortrængning og undertrykkelse af normal seksualdrift.   
Til toppen  Til indeks


Seksuelle fantasier er både mange og normale. De er ikke i sig selv et moralsk problem. Det kan de først blive, hvis de forsøges udlevet i praksis - og den praktiske udførelse er skadelig for nogen. Der er ingen grund til at skamme sig over seksuelle fantasier. De skyldes ikke en sygelig trang til sex, men selve den indbyggede seksualdrift og det kollektivt ubevidstes utrolige og vedholdende kreativitet. Seksuelle fantasier kan som andre spontane udslag af det kollektivt ubevidstes kreativitet give anledning til refleksion og i værste fald mani og besættelse, og de kan derfor i visse tilfælde kræve terapi. Intet menneske går fri for seksuelle fantasier, hverken nogen mand eller nogen kvinde. De begynder helt normalt med pubertetens indtræden. De er så stærk en faktor i det normale psykiske liv, at end ikke fromme mennesker, mennesker der ønsker at vie deres liv til åndelige mål, undgår seksuelle fantasier i deres psykiske udvikling. Mystikere har alle dage måtte igennem perioder med voldsomme og for dem selv dybt skræmmende og anstødelige fantasier af ofte pornografisk karakter for at nå højere mål.   
Til toppen  Til indeks


Det seksuelle forspil. Seksuallivet er forbundet med meget store variationsmuligheder. Især forspillet indbyder til variation, og partnere der er fortrolige med hinanden behøver ikke at holde sig tilbage. Som på livets andre områder betyder variation mulighed for at undgå rutine og kedsommelighed. Og disse fænomener bør undgås i det gode parforhold. Principielt bør ingen seksuel variation anses for pervers, hvis den foregår frivilligt og uden at være til fysisk eller psykisk skade for de udøvende.   
Til toppen  Til indeks


Den seksuelle orientering er for mænds vedkommende generelt rettet mod kvinderne og omvendt. Orienteringen er genetisk og hormonalt bestemt, og er statistisk klart fordelt med stor overvægt af personer der retter orienteringen mod det andet køn. Det betyder ikke at der ikke skal være plads til afvigere fra normen. Der er heldigvis i vore dage blevet bedre plads til homoseksuelle i de demokratiske og sekulariserede samfund. Men at tro at den grundlæggende fysiske, hormonale og genetiske forskel ikke fortsat vil være det statistisk set mest normale, forekommer naivt.   
Til toppen  Til indeks


Sekulariserings-aksiomet: De eksisterende religions-systemer med deres særlige kult, dogmer og præsteskaber er historisk bestemte og derfor af begrænset værdi og tidssvarenhed. I de store religioner gives der, navnlig i deres myter, universelle træk, som det er af værdi for moderne mennesker at forstå og være bevidste om, men religionernes dogmatiske synspunkter er i deres historiske betingethed som hovedregel så tidsbundne, at de ofte er mere til skade end til gavn for den bevidsthed, der inddrager psykologien, erkendelsesteorien og naturvidenskaben i fortolkningen af menneskets eksistentielle situation.
     En klar adskillelse mellem religionssystemer og statssamfund tillige med en klar adskillelse mellem teologi og psykologi og mellem mytologi og naturvidenskab er derfor en forudsætning for det moderne menneskes tros-, tanke- og ytrings-, forsknings- og kult-frihed samt for dets evne og vilje til at påtage sig det fulde ansvar for egen eksistens. - Men det skal understreges, at sekularisering hverken betyder afmytologisering eller fjernelse af religion fra det offentlige rum. Sekulariseringens eller verdsliggørelsens centrale formål er at holde den religiøse magtvilje strengt adskilt fra den politiske og demokratiske magt, så hverken religiøse dogmer eller politiske ideologier tilraner sig diktatorisk magt over samfundet og dermed tilsidesætter demokratiet.   
Til toppen  Til indeks


Den sekulariserede vestlige verden med sin mangfoldighed af subkulturer og sin dybtgående relativisering af sandhederne og moralen er for øjeblikket truet som næppe nogensinde før af absolutismens glødende fanatikere. I dag er det dog ikke som i 1900-tallet de snævert ideologiske ismer som kommunismen og nazismen der truer friheden og demokratiet mest, men de religiøse ekstremister. Og heriblandt er islamismen den mest truende for den vestlige verden. Men Vesten er i stand til at stå imod og værge sig. Og den har endda i forbindelse med den nye Muhammedsag og terroraktion mod det franske satiremagasin 'Charlie Hebdo' januar 2015 fået understreget sine grundlæggende værdiers afgørende betydning, så der nærmest - med lidt højtidelige ord - må siges at være påbegyndt en moralsk og religiøs rejsning eller vækkelse.   
Til toppen  Til indeks


Selvet er i dybdepsykologien det samme som totalpsyken.
     For selvet er jeget et relativt organ, en del af helheden.
     For selvet er jeget derfor ikke længere personlighedens centrum eller identitetens udtryk.
     Selvets horisont er videre end jegets:
     Den er hele kloden og hele menneskeheden.
     Tidsperspektivet er ikke 70-85 år, men omkring 3000 år.
     Og selvets grundmotiver er udvikling af kærlighed og bevidsthed; bevidsthed her ikke forstået som mental eller intellektuel funktion, men snarere som noget højere eller mere omfattende i retning af overordnet indsigt eller visdom. Selvets udvikling vil normalt kræve dybtgående og målrettet meditation. - Jf.
Jeget.   Til toppen  Til indeks


Selvets almengørelse betyder at den enkelte tager ansvaret for sit eget liv, sit eget helbred, sin egen udvikling og medansvaret for helheden, samfundet, økologien og den globale situation og udvikling, altså hvad man i gamle dage kaldte 'åndsovertagelse. Den betyder derimod ikke, at den enkelte bemægtiger sig tilværelsen eller gør sig til herre over tilværelsen. Ingen frelser sig selv; "nåden" kommer altid "udefra", fra det kosmiske eller guddommelige eller hvad man nu vil foretrække at kalde denne numinøse, uden for sprogets grænser og menneskets vilje liggende instans. Åndsovertagelse er også at erkende sin ydmyge plads over for denne magt. Selvets almengørelse vil være for de mange og ikke blot betyde en relativering af de enkelte jeger, men få direkte følgevirkninger for hele samfundsudviklingen.
     Selvets almengørelse er først og fremmest baseret på
kravet om indre konsistens. Mennesket har en bunden opgave, som består i at sørge for overvægt af det gode i det lange løb. Opgaven udelukker ikke oplevelse af tab af kærlighed, død eller andre bitre erfaringer - de hører tværtimod med til et normalt liv - men stiller mennesket over for at forsøge at bevare evnen til at give og modtage kærlighed. Da fortrængninger, traumer, frustrationer og bitre erfaringer har tendens til at ødelægge denne evne, så bliver det den enkeltes konkrete opgave at prøve at ophæve ubevidstheden, holde op med at lyve for sig selv (eller for gud) samt at lære at skille engagement og naturlig aggressivitet fra grådighed og raseri.   Til toppen  Til indeks


Selvets instans i psyken er der ingen anden plausibel forklaring på eksistensen af selvets instans end tesen om det kollektivt ubevidste. Denne tese er og bliver en hypotese, en begrundet, men ubevislig antagelse og vil aldrig blive andet, da der ikke kan opstilles videnskabelige metoder til tesens verificering eller falsificering. Tesens anvendelighed ligger i de muligheder den giver for en sammenhængede og inspirerende forståelse for de uendeligt mange erfaringer af den helhedspsykiske instans som findes i de mytiske fortællinger, kunst, litteratur, musik, og filosofi såvel som i mange almindelige menneskers beretninger. Fortællingerne og beretninger er ikke altid nøgterne. Men ser man bort fra de fantasifulde, bliver solide tilfælde tilbage.
     Erfaringen af en psykisk instans der er større end menneskets snævre jeg og kan komme ind under det kollektivt ubevidstes begreb er forudsætningen for en forståelse af at samfunds- og kulturudviklingen ikke bestemmes af rationaliteten alene, men også af indsigten i de irrationelle kræfter.   
Til toppen  Til indeks


Selvudvikling kræver stilhed og tid: at man dagligt kobler af fra ethvert praktisk gøremål og enhver intellektuel beskæftigelse, og prøver at blive stille og at være i nuet. Øvelsen er beslægtet med det at holde
sabbat, som ifølge Marcus Melchior er verdens ældste religiøse institution. I jødedommen er den bundet op på ret skrappe regler for, hvad man ikke må foretage sig. I kristendommen var den også i lange perioder skærmet af speciel helligdagslovgivning. Sådanne regler og forbud passer ikke ind i en moderne tid, men grundtanken bør ikke glemmes: Ved at undlade at gøre sine normale hverdagshandlinger og i stedet bliver stille kommer mennesket til sig selv eller med den jødiske teolog Leo Baecks rammende udtryk: finder tilbage til livets grundlag, det evige.   Til toppen  Til indeks


Sjælen en elementær kendsgerning. Der kan ikke gives nogen videnskabelig forklaring på dens opdukken i menneskelivet. Sjælen er heller ikke et videnskabeligt påviseligt fænomen, hvis eksistens kan bevises og måles gennem objektive metoder. Sjælen er derimod en umiddelbar realitet for alle mennesker lige fra fødslen og den konstateres som sådan udelukkende gennem den umiddelbare kontakt med andre mennesker og gennem den umiddelbare introspektion, dvs menneskets anskuelse af sit eget indre. Sjælens konstatering gennem introspektionen har således sin forudsætning i selve det ejendommelige og uforklarlige forhold at bevidstheden så at sige kan anskue sig selv - og altså har et 'indre øje' i analogi med det ydre øje der kan sanse kroppen og omgivelserne uden for denne. - Jf.
Umiddelbar realitet
     Sjælelivet foregår ligesom underbevidstheden døgnet rundt. I ethvert levende menneske og ethvert levende kollektiv er det et aldrig ophørende spil mellem fortid, fremtid og den på den aktuelle sansevirksomhed og bevidsthedsfokusering beroende nutid.
     Sjælelivet er overvejende et fint og tyst spil mellem bevidst og ubevidst, som manifesterer sig i ytringer, sang, musik, dans og anden kropslig aktivitet, billedkunst, håndværk og praktiske gøremål.
     Sjælelivet gør os til mennesker og giver os kultur. Det eksisterer under alle kår, selv i fattigdom og selv i fangelejre, men det sygner når de ydre vilkår forringes i form af undertrykkelse, ensretning, moralisme og ideologisk eller religiøs fundamentalisme.
     For naturvidenskaben eksisterer sjælen eller ånden slet ikke, fordi den hverken direkte eller indirekte kan måles og vejes med måleredskaber der følger den klassiske, newtonske fysiks love. Dette betyder naturligvis ikke at naturvidenskaben slet ikke kan udtale sig om de dele af det psykiske der har tæt tilknytning til sanserne, tanken og talen. Den kan tværtimod gøre god gavn ved behandling af sygdom og ulykkestilfælde, hvor hjernen er kommet til skade. Men den kommer til kort så snart sagen drejer sig om andre dele af det psykiske, dvs alt det eksistentielle, alt som har begrebsmæssige relationer til meningen med tilværelsen. Her tæller kun personlig kontakt med disse fænomener og den personlige erfaring der beror på denne kontakt.   Til toppen  Til indeks


Sjæl-legeme-kløften er det umuligt at bygge bro over. Det er ikke kun vor videns nuværende stade, der gør det umuligt at komme over denne kløft. Selv en utopisk tilvækst i vor viden ville ikke bringe os nærmere løsningen af sjæl-legeme-problemet. Vor oplevelsesverdens indre lovmæssighed kan principielt ikke forklares ud fra fysisk-kemiske love og ud fra den neurofysiologiske organisations nok så komplekse struktur.
    Skellet mellem det legemlige og det sjælelige eller mellem det materielle og det åndelige har været fatalt for europæisk kultur. Det åndelige beror ikke på overnaturlige eller mystiske faktorer og instanser, men på det for mennesket højst ejendommelige modspil eller spændingsforhold mellem det instinktive og aggressive på den ene side og det kollektivt ubevidste på den anden side - samt mellem de psykiske primærprocesser og de psykiske sekundærprocesser.   
Til toppen  Til indeks


Skriftsproget har ikke alene den praktiske fordel at man kan nedfælde hvad der bliver sagt og tænkt, men også at man kan videregive det til efterlevende mennesker, til næste generation. Dette ændrede menneskets tidsopfattelse, så historien ikke længere var synkron og cirkulær, men blev diakron og lineær. Samtidigt fik 'skriverne' en betydelig rolle i samfundet og gjorde dette til et embedsmandssamfund (på kinesisk et mandarin-samfund). Senere gjorde bogtrykkerkunsten læsningens kunst stadigt mere udbredt. Oplysningen var nu ikke længere forbeholdt klostrenes lærde, men bredte sig til frie universiteter og til sidst til folket. Groft sagt skabte håndskriften bystaten og bogtrykket nationalstaten. Nutidens computere og internet undergraver hverken urbanisering eller nationalisme, men bliver i hvert fald en kraftig trussel mod alle former for lukkede samfund og diktaturer, og samtidigt en bét for alle totale eller funktionelle analfabeter. Endelig bliver de også en fantastisk, men ikke helt problemfri mulighed for fri, uformel og uhæmmet kommunikation mellem mennesker verden over på tværs af landegrænser, tidszoner, religion, etnicitet, klasse, køn, alder, erhverv og fag.   
Til toppen  Til indeks


Slang er stiltræk ved sproget. Det er ikke et selvstændigt sprog ved siden af normalsproget, men et indslag i det. Slang er udnyttelse af den sproglige kreativitet, men den trækker niveauet nedad i den forstand at samtalesituationen bliver mere uformel eller afslappet.   
Til toppen  Til indeks


Sociologien er i vore dage kendetegnet af at en meningsmåling ikke kan foretages blot nogenlunde forsvarligt uden en bevidst hensyntagen til sprogets flertydighed. Det er simpelt ikke muligt at formulere et generelt spørgsmål således, at det opfattes fuldstændigt entydigt af mange vidt forskellige mennesker fra vidt forskellige sociale og kulturelle lag, i vidt forskellig alder og fra to forskellige køn. Da man spørger alligevel og bruger svarene til konklusioner og rapporter, skal disse altid tages med største forbehold.   
Til toppen  Til indeks


Den specielle relativitetsteori blev forelagt i 1905 af den 26-årige
Albert Einstein som dermed gik lodret imod Newtons opfattelse af absolut tid. Unge Einstein lancerede den relationelle opfattelse, at vi ikke kan tale om fysisk tid uafhængigt af en specifikation af målinger der igen er afhængige af at de måles fra inertialsystemer (systemer med træge masser som den klassiske fysiks love gælder for). Einstein samlede sin nye teori i en såre enkel matematisk formel: E=mc², dvs energien er lig med produktet af massen og lysets hastighed i anden potens.   Til toppen  Til indeks


Spontansang er et umiskendeligt tegn på det kollektivt ubevidstes funktion hos børn og til dels også voksne. Lige pludseligt, mens de leger godt og har det godt, bryder børn spontant ud i sang, som kan indeholde melodi- og tekststumper de har lært, men som hovedsageligt er frit komponerede og ofte tekstligt meningsløse. Det kendes også fra visse digtere som engelske William Blake der var kendt for pludseligt at bryde ud i spontansang, men ofte sang 'sort', fuldstændigt uforståeligt for hans kone eller venner. Hos voksne kommer denne spontane musikalitet ofte som høj fløjten. Man kan gå en tur på strøget - og pludselig høre en mand give sig til at fløjte højt og frit og som hovedregel på 'egne melodier'. For børns vedkommende er det afgørende at deres spontansang ikke standses eller latterliggøres. Den er udtryk for kreativitet af den mest værdifulde slags. I sidste ende beror al skabende kunst og forskning på denne evne til at lade de spontane udbrud fra det kollektivt ubevidste få frit løb med passende mellemrum.   
Til toppen  Til indeks


Sprogpsykologisk aksiom: Sproget, der beror på udviklingen af de psykiske sekundærprocesser - og de hertil i hjernen hørende neurale netværk af dendritter - er forudsætningen for al fornuft og rationalitet og således (med Norbert Wieners udtryk) "vort fælles middel mod forvirringens kræfter". Det vigtigste skel i psykologien går ikke mellem følelse og fornuft, men mellem stabile og ustabile føletoner i tanke og følelse. Dagligsproget er i kraft af dets vaghed og mangetydighed mere stabilt end fagsprogene. Rationaliteten ligger i stabiliteten, men realitetsprincippet bevirker, at fornuften må indrømme det irrationelle afgørende eksistentiel betydning som værdigrundlag.   
Til toppen  Til indeks


Sproget er en elementær kendsgerning. Dets opståen kan ikke forklares, og det kan ikke reduceres til enklere fænomener. Men det må fastslås at sproget holder samfundet sammen. Det er 'vort fælles spil imod forvirringens kræfter'. Sproget rummer dog også muligheder for misforståelser og fejltagelser mellem mennesker, både på bevidst og ubevidst plan, og er derfor både en forudsætning og et problem.
     Sproget adskiller os for alvor fra dyrene. Disse har - ligesom spædbørn - et signalsprog der kan angive elementær fare, angst, glæde, sult og længsel efter tryghed eller brunst. Det kan endda blive nuanceret og udtryksfuldt som fuglesang, men det er bundet til den konkrete stemning og situation i tid og sted. Menneskenes sprog er kendetegnet af at situationsafhængigheden er brudt, således at det kan bruges såvel konkret som abstrakt og om både nutidige og fortidige situationer, ja, om fremtidige eller tænkte situationer. Sprogets tegn er med andre ord 'symboler' i bredeste forstand. Hvad enten det er et lydtegn, et skrifttegn eller et billedtegn kan det bruges som forkortet eller overført kendetegn for et begreb, et sagforhold, en følelse, en handling eller en adfærdsmåde, enten umiddelbart eller middelbart, beroende på vedtægt og indlæring. I kunst, religion, politik og humor kan tegnet bevidst eller ubevidst være forbundet med associationer der gør det flertydigt. Og sådan har det været fra 'tidernes morgen'.   
Til toppen  Til indeks


Sprogets dimensioner. Sproget har flere dimensioner. Pragmatikken undersøger forholdet mellem ord, sætninger og referencer, herunder sprogets forhold til handlingen. Semiologien handler om forholdet mellem struktur, realitet og engagement, herunder forholdet mellem sprog og tekst. Fænomenologien beskæftiger sig med forholdet mellem sprog og 'mening', taget som noget før-sprogligt. Og endelig sætter hermeneutikken fortolkningen af tilværelsen eller eksistensen i centrum ud fra det synspunkt at sproget dækker mere end hvad den rationelle erfaring siger.   
Til toppen  Til indeks


Det stabile sprog er og bliver dagligsproget - og det er stadig også dagligsproget der er det nødvendige fundament for alle specialiserede sprog, men dagligsproget optager dog efterhånden de begreber fra fagsprogene der viser sig mest holdbare og almengyldige. Disse begreber 'domesticeres', bliver gjort hjemlige og dagligdags af almindelige mennesker, ofte naturligvis i mere upræcis betydning end i fagvidenskaberne.   
Til toppen  Til indeks


Stalinismen betegnes af historikeren Bent Jensen som en "religion forklædt som videnskab"; den gav tilhængerne en følelse af at kunne forstå og forklare alt. Tanken om kommunismen som 'erstatnings-religion' stammer fra den svenske filosof Alf Ahlberg, men faktisk er der ingen grund til at snakke om erstatning i denne forbindelse. For kommunismen er en ægte religion med guder, dogmatik, eskatologi osv., men ganske rigtigt forklædt som videnskab. Bent Jensen får blot aldrig fat på de dybere mekanismer. Han går - som langt de fleste faghistorikere - bevidst uden om overvejelser af mere dybdepsykologisk art. Men dybdepsykologisk set er der ingen tvivl om at det fascinerende ved en ideologi der forklæder sig som videnskab er selve illusionen hos dens tilhængere om at de har objektive, videnskabelige beviser for deres rent subjektive politiske og magtmæssige drømme og synspunkter.   
Til toppen  Til indeks


Stilhed og højtid kendetegner den meste gudsdyrkelse i verden gennem tiderne og derfor de fleste religioner. Den jødiske
sabbat er det grundliggende eksempel på hvor vigtigt det har været for dybt religiøst forstående mennesker at pege på nødvendigheden af at afholde sig fra arbejde og jagt på oplevelser eller sport og kraftudfoldelser for at finde ind til kontakten med 'de evige kilder', hvilket i dybdepsykologiens sprog vil sige følingen med det kollektivt ubevidste. Her skabes også i de mere udsøgte tilfælde mulighed for at få indsigter af åbenbarings-karakter eller at nå helt frem til den mystiske gudsskuen (ekstasen eller entusiasmen). Men det centrale er den regelmæssige stilhed, andagt, bøn eller meditation eller om man vil 'den simple falden i staver'.   Til toppen  Til indeks


Storm P - Robert Storm Petersen (1882-1949) - dansk tegner, maler, skuespiller, forfatter og filosof. var autodidakt, men tegnemæssigt påvirket af jugendstil, amerikansk bladtegningsstil og franskmanden Abel Faivre samt Edvard Munch, malerimæssigt af Die-Brücke-ekspressionisterne (udstilling i København 1908), Klee, Kandinsky, Edv. Munch, svenskeren Ivar Rosenius samt belgieren James Ensor. Hans produktivitet var enorm med mere end 60.000 tegninger, foruden malerier og tekster. Han kunne ikke slappe af, men tegnede altid. Storm P var skuespiller på både teater og film samt cabaretkunstner; optagelser er bevaret på både film- og lydbånd. Han var meget tiltrukket af cirkus-miljøet. - Ophold i Paris 1906 der gik på maleriet. Rejse til USA 1919 der blev en stor skuffelse, fordi amerikanerne ikke havde sans for hans optræden som cabaretkunstner. - Fra 1903 tegnede Storm P. til tidsskriftet Jakel, fra 1906 til Ekstrabladet, fra 1916 til BT og Berlingske Aften, men 1919-20 også til Ragnvald Blix's norske 'Exlex' ('uden for loven'). Desuden til Svikmøllen og Blæksprutten (1910-16 + 1938-48). I 1913 skabte han den første originale danske tegneserie 'De tre små Mænd og Nummermanden'. Fra 1922 Peter og Ping-serien til BT. Fra 1917 Dagbogsblade og fra 1939 Dagens Flue. Fluerne udgivet i mange samlinger. Udgav et årligt album fra 1913-48. Hertil fortællinger der i 1949/50 blev udgivet samlet i 21 bind. Desuden bogillustrationer til bl.a. Harald H. Lunds børnebøger og læsebogen 'Ole Bole gik i skole' der blev brugt i folkeskolen fra 1927 og frem - og trykt i adskillige oplag.
     I det store trebindsværk om Storm P. der blev udgivet 1950 under redaktion af filosoffen Frithiof Brandt skildres kompetent alle sider af hans virke. Brandt tegner sig personligt for en smuk indledning, hvor Storm P's kunst inddeles i fem hovedkategorier: det komiske, det humoristiske, det satiriske, det tragikomiske og det tragiske. Kategorierne går over i hinanden, men kan groft karakteriseres på den måde, at det komiske vækker blot og bar latter, som når en mand falder på enden. Det humoristiske vækker en hjertelig, sympatisk latter (man griner ikke af offeret, men med ham). Det satiriske vækker en spotsk, en hånlig, en antipatisk latter (man ler af offeret). Ved det tragikomiske er komik og tragik blandet så godt sammen, at man ikke ved om man skal le eller græde. Og ved det tragiske forsvinder ethvert smil, man fængsles af det smertelige, som det hos Storm P. bl.a. genfindes i de mange klovne-figurer, hvor klovnen morer andre, men selv er trist. Alle disse former for humor og tragik findes hos Storm P. og belyses i afsnit efter afsnit i værket. Og tilsammen dokumenterer de på uimodsigelig vis, at humor generelt først og fremmest peger på et alternativ til den almindelige borgerlige nytte-opfattelse af tilværelsen.
     For mig personligt har Storm P tidligt været en del af hverdagen, da vi brugte Ole Bole-ABC'en i 1. klasse i skolen. Senere kom 'Peter og Ping' og tegningerne i Blæksprutten til samt mange fluerne der fandt vej til mange aviser landet over. En skolekammerat og jeg grinede ofte over hans påfund. Men jeg husker tydeligt at min kammerats mor syntes Storm P. var noget pjat! - Nogle år senere nød jeg i radioen og på plade Ebbe Rodes fremragende oplæsninger af nogle af de bedste fortællinger som 'Sangforeningen Morgenrøden', 'I tonernes verden' eller den helt vanvittigt absurde 'Åkirkeby' (de var faste indslag i Giro 413 i årene efter krigen). Endelig så og genlæste jeg fluerne, der efterhånden kom i mange samlinger. Sidst mødte jeg malerierne, som dels ikke var særligt anerkendte som kunst, dels ikke særligt tilgængelige før åbningen af Storm P Museet i 1977, men jeg så den store og flotte udstilling hos firmaet Olivetti i 1970 og opdagede her Storm P.' kunstneriske format i flere klovne-billeder og 'To kors'. - Fluerne er og bliver i midlertid det helt centrale i min Storm P-entusiasme, fordi de ganske enkelt rummer en humor og livsvisdom der har kunnet bruges som pejlemærker livet igennem. De er set så ofte og med så stor glæde og forundring, at de ved utallige lejligheder melder sig af sig selv som givende fortolkningsmæssig association. De er modsat svenske Albert Engströms tegninger gennemgående båret af en varme, sympati og underfundighed der viser humorens inderste væsen som den form for 'tragedie' der sprænger al hang til at pukke på sin ret. -
Jf. essayet om
Humormennesket Storm P.   Til toppen  Til indeks


Den stærke kernekraft er en fysisk fundamentalkraft der i modsætning til den elektromagnetiske kraft kun virker inden for uendeligt korte afstande (mindre end ca. 2 'femtometer', 10 i minus 15 meter). Inden for denne afstand er den til gengæld langt stærkere end den elektriske frastødning mellem protonerne.   
Til toppen  Til indeks


Den stærke psykiske kernekraft er et udtryk for de psykiske primærprocesser der er kendetegnet af stærke og intense, men relativt ustabile tanker og følelser - i modsætning til de psykiske sekundærprocesser. De to fundamentale måder at tænke og føle på kan opfattes som analoge med fysikkens to fundamentale kernekræfter: Den stærke kernekraft der bl.a. er kendetegnet ved den kolossale energiintensitet som kendetegner den eksplosive kernekraft. Den svage kernekraft er derimod kendetegnet ved den yderst stabile, men relativt vage energi som solens stråler afgiver til rummet og som er betingelsen for livet på jorden.
     Primærtankerne er af kort varighed, men kan være intense, hvad der vil sige af ekstraordinær og lysende klarhed. De virker umiddelbart stærkt 'bevidsthedsudvidende'. De kan give en indsigt der har åbenbaringens karakter og vil betyde varig indvirkning på såvel etikken som al senere erkendelse.
     Primærfølelserne er ustabilt bundet, men kan til gengæld være intense. De følelsesmæssige behov søges altid umiddelbart tilfredsstillet. Intense følelser kan oversvømme organismen og helt ødelægge dømmekraften. Følelserne er forskydelige: En del af en ting betragtes som udgørende hele tingen (pars pro toto-reglen) - To ting der ligner hinanden betragtes som fuldstændigt identiske. - Flere ting der har noget tilfælles betragtes som identiske (fortætning).
     Intensiteten af disse stærke psykiske kernekræfter giver sig udslag i fraværet af skellene mellem fantasi og virkelighed, mellem fortid, nutid og fremtid og mellem jeget og omgivelserne. Desuden er de logiske regler, specielt benægtelsen, suspenderet. Ligesom der kan være ambivalens over for samme genstand.
     Man kunne på denne baggrund tro at primærprocesserne er skadelige, men så enkelt er det slet ikke, for de kan nok være farlige (som chock, traumer, psykoser), men de er absolut uundværlige i eksistentiel hensende, for det er dem der giver de afgørende højdepunktsoplevelser i livet, herunder fx orgasmen, begejstringen, triumfen, åbenbaringerne og selve oplevelsen af mening med tilværelsen.
     For alle disse højdepunktsoplevelser gælder at de er relativt kortvarige, men at deres langtidsvirkning på sindet eller sjælen til gengæld kan være meget langvarige. De kan ændre et menneskes karakter eller livsopgave, men først og fremmest give den basale følelse af mening med tilværelsen som også kan udtrykkes med ordene, at man føler man er hjemme i tilværelsen, eller er på rette plads eller rette vej.   
Til toppen  Til indeks


Den svage kernekraft eller svage vekselvirkning er en fysisk fundamentalkraft og betegner en omdannelse i atomkerner mellem neutroner og protoner under udsendelse af neutrinoer og beta-artikler. Processen er kendetegnende for dannelsen af heliumkerner i solen, og vekselvirkningen er så svag at processen foregår meget langsomt, hvad der igen bevirker at solen kan afgive energi i milliarder af år.   
Til toppen  Til indeks


Den svage psykiske kernekraft er udtryk for de psykiske sekundærprocesser med ders stabile, men relativt svage eller vage tanker og følelser.
     At tanker og følelser er stabile i sekundærprocessen betyder, at der er knyttet stabile mindstedele eller 'kvanter' til de sansninger, emotioner og forestillinger man har, således at man kan identificere og eventuelt genkalde billederne af dem. Denne evne til stabil binding af følelses- og tankekvanterne er nødvendig for at der kan udvikles først genstandsbevidsthed og siden jegbevidsthed hos barnet. Og evnen er ligeledes betingelsen for dannelse af sproget, herunder de logiske konstanter.
     Hertil kommer, at sekundærprocessen sætter et menneske i stand til at stille de følelsesmæssige behov i bero eller helt ændre deres retning, fx ved sublimering. Hvorimod primærprocessen er indrettet sådan, at opståede behov søges tilfredsstillet ubetinget og øjeblikkeligt, og at intense følelser kan oversvømme organismen og ødelægge dømmekraften. Evnen til at kunne holde pinagtige følelser og tanker borte fra bevidstheden, altså fortrængningen, beror også på evnen til at danne stabile følelsesbindinger. Følelsestonerne er stabilt bundet til deres genstande, og der kan derfor opnås præcision og konsekvens i tænkningen. Reaktioner behøver ikke følge umiddelbart på impulser (behovstilfredsstillelse kan både prioriteres og udskydes). Sproget opnår præcision: Objekter kan identificeres; klassifikation, generalisation og abstraktion muliggøres; de logiske konstanter (ikke, både-og, enten-eller, hvis-så) kan anvendes.
     Dertil kommer at der er klart skel mellem fantasi og virkelighed. Der er klar tidsfornemmelse: fortiden har erindringskarakter, nutiden aktualitetskarakter og fremtiden fantasikarakter eller mulighedskarakter. Og der er skel mellem jeget og omgivelserne. Og endelig medfører de muligheden for ubevidst fortrængning af aggressive eller seksuelle impulser.
     Der kan af disse grunde ske en realistisk og stadigt mere nuanceret opfattelse af omverdenen og dermed en fornuftig og hensigtsmæssig tilpasning til denne. Vi skylder den svage psykiske kernekraft evnen til at kunne tilpasse os en stadigt mere kompliceret omverden med stadigt mere komplicerede udfordringer.
     Al videnskab, alt fremskridt, al kulturel transcendens beror på muligheden for at udnytte den svage psykiske kernekraft til systematisk udbygning af vor viden og erfaring. Men den gør på ingen måde den stærke psykiske kernekraft overflødig, for uden denne var der ingen højdepunktsoplevelser i tilværelsen og heller ingen muligheder for på intuitiv vis at se nye kombinationsmuligheder hinsides den logiske slutning og ræsonneren.   
Til toppen  Til indeks


Sædvanevirkeligheden er den virkelighed vi lever i til daglig og som vi betragter som sædvane. Denne virkelighed er en illusion set fra den højere bevidstheds synspunkt som et menneske kan stige op til ved hjælp af langvarig meditativ træning. Men set fra sædvanevirkelighedens eget synspunkt er den konkrete virkelighed man står i temmelig ubestikkelig og irreversibel. Som biologiske, sociale og åndelige væsener står vi i skæringspunktet mellem de to "virkeligheder", og al meningsfuld realitetsprøvelse består i at fastholde komplementariteten mellem disse to "virkeligheder" i stedet for at vælge mellem dem. Tro i den grønbechske betydning af virkelighedssans i sin stærkeste form består netop i at fastholde dobbeltheden. Hverken sædvanevirkeligheden eller den højere bevidstheds virkelighed af lys og klarhed er den fulde virkelighed. Det er kun dobbeltheden som kan udtrykkes i dagligsproget.   
Til toppen  Til indeks


Symbolisme er en bevidst, intellektuel anvendelse af tegn der ofte ender i æstetisk og/eller religiøs ideologi, og den hører derfor ikke uden videre under billedtænkning eller mytisk tænkning, men sammenblandes tit. Det betænkelige ved at kalde audio-visuelle forestillinger for 'symboler' ligger i at betegnelsen kan forlede folk til at tro at der er tale om bevidste betegnelser for særlige fænomener og erfaringer, som man endda ofte kalder 'overførte betydninger' af ord til forskel fra bogstavelige betydninger. Kalder man eksempelvis en person for 'en underlig fisk' er det indlysende at der er tale om en overført betydning (det påstås ikke at personen er en fisk, men det understreges på humoristisk vis at han er underlig), men lige så snart man kommer ind i kunstens og religionens fænomenverden, er forholdet meget mere kompliceret.
     Eksempelvis forekommer det i Kieslowskis Dekalog 3-film at en døende patient ser en bi kæmpe for sit liv efter at den er faldet ned i et glas vand. Kampen lykkes - og det giver patienten kraft til at kæmpe for sit liv. Biens kamp kommer så at sige til at 'symbolisere' selve kampen for livet, men det er ret usandsynligt at patienten der ser begivenheden overhovedet giver sig til at kalde den symbolsk. Han vil snarere intuitivt opfatte den som en livsbekræftelse og netop derved umiddelbart få styrket sin egen livsvilje - uden om al refleksion. Symbolikken er noget vi efterfølgende kan tillægge fortolkningen i vor efterrationalistiske analyse. I realiteten er der direkte sammenhæng mellem det sansede og den psykologiske effekt. Da film- og andre billedkunstnere er visuelt indstillede, vil man da også ofte høre dem protestere mod intellektuelle fortolkninger der gør noget set til noget symbolsk. For dem repræsenterer det sansede ikke andet end hvad der sanses (ses). Men det sansede kan ofte virke stærkt ind på psyken uden noget mellemled af refleksion.
     I musikken er det endnu tydeligere at formerne der sætter toner, melodier, harmonier og rytmer sammen i mere eller mindre komplicerede 'kompositioner' kun i egentlig 'programmusik' kan påstås at forestille noget bestemt - som fx et tordenvejr (jf. Beethovens Pastorale-symfoni). Men der er ikke destomindre kolossal forskel på de forskellige slags musikstykker, de forskellige genrer og stilarter og de forskellige komponisters personlige værker. De har altså kendetegn der gør dem skelnelige fra hinanden, og som i vid udstrækning er objektivt definerbare. Det er eksempelvis muligt for kendere at høre forskel på en tidlig symfoni af Mozart og en tilsvarende symfoni af Haydn ud fra bestemte musikalske kendetegn. Blot er disse kendetegn ikke symbolske, de repræsenterer ikke andet end det de er: en bestemt måde at lave musik på for en bestemt komponist på en bestemt tid.   
Til toppen  Til indeks


Symbolsproget er et sprog i hvilket indre oplevelser, følelser og tanker udtrykkes, som om de var sensoriske oplevelser eller erfaringer, begivenheder i den omgivende verden. Det er et sprog der har en anden logik end det konventionelle, vedtægtsmæssige sprog vi taler om dagen, en logik i hvilken ikke tid og rum, men intensitet og association er de herskende kategorier. For tidligere tiders folk, der levede i de store kulturer, både i øst og vest, hørte myter og drømme til psykens, sindets mest betydningsfulde udtryk, og forstod man dem ikke, svarede det nærmest til analfabetisme. Symbolsproget er det eneste fremmedsprog vi alle ubetinget må lære. Forståelsen af det bringer os i berøring med en af de vigtigste visdomskilder, nemlig myten, og den bringer os også i berøring med de dybere lag af vor personlighed. Ja, den hjælper os til at forstå et oplevelsesplan der er specifikt menneskeligt, fordi det er dette plan der er fælles for alle mennesker, både i form og i indhold. Symbolsproget er et sprog i hvilket verden udenfor er et symbol på verden indenfor, altså et symbol på vore sjæle og vore psyker. Symbolsproget er et alment sprog der er en forudsætning for dynamik i historien.   
Til toppen  Til indeks


'Syndefaldet' er det universelle 'ungdomsoprør' mod den skaber og de forældre-autoriteter som anses for almægtige indtil de gennemskues ved pubertetens indtræden. 'Syndefaldet' er dermed forudsætningen for menneskets frihed og kultur. Men syndefaldet er samtidigt det definitive tab af barnlig uskyld og ansvarsfrihed. 'Edens have' eller 'Paradiset' erstattes med en prosaisk tilværelse med arbejde, forplantning, lidelse, aldring og død - og kun øjeblikke af lykke og ekstase.   
Til toppen  Til indeks


Syndefaldsmyten i Det gamle Testamente placerer menneskets pludselige, kvantespringsagtige bevidstgørelse om kønsforskellen som en integreret del af frigørelsen fra forældre-autoriteten. Syndefaldsmyten gør menneskehedens tab af uskylden gennem bevidstgørelse analog med det enkelte individs tab af uskylden.
    Syndefaldsmyten holder stik den dag i dag: For det var ved at spise af 'kundskabens træ' og dermed få bevidsthed om forskellen mellem godt og ondt at menneskeheden fik det frie valg forærende og dermed én gang for alle forlod paradisets uskyldighed. Menneskeheden begav sig ind i en dynamisk og konfliktfyldt kulturskabelse der er åben og uforudsigelig og vil fortsætte at være dette så længe der er mennesker på kloden. - Men det skal understreges at det der mytisk skete for hele menneskeheden da bevidstheden kom ind i biologien, sker for hvert enkelt individ i puberteten, når kønshormonerne for alvor træder i kraft.
  Til toppen  Til indeks


Talesproget er helt fundamental i menneskets sproglige udvikling. Ingen véd hvornår det er opstået, men det antages at sprog i nutidig forstand går omkring 40.000 år tilbage i tiden. Menneskesproget er primært et akustisk-auditivt system, og heri ligger overlegenheden. Den lydlige kommunikation er simpelthen bedre end den visuelle ved at kunne bruges i mørke og på større afstande. Og sammenkoblingen af lydforskelle og nuanceret indhold er den store gevinst, således som det også kan iagttages i børns sprogudvikling. Der findes omkring fem-seks tusinde forskellige sprog i verden, men halvdelen er dem tilhører den indoeuropæiske sprogæt. Her og i den semitiske sprogæt har der været tilbøjelighed til at fokusere mere på lydelementet end på tegnelementet, og det har ført til en form for generalisation af sproget som har gjort alfabetskriften mulig - til forskel fra det skrifttegnssprog som bruges i den sino-tibetanske sprogæt (først og fremmest kinesisk), og som er meget vanskeligere at tilegne sig for børn.   
Til toppen  Til indeks


Terrorangrebet 11.9.2001 på World Trade Center i New York og på Pentagon i Washington var en så rystende begivenhed, at den satte skel mellem to århundreder og dermed skel i verdenshistorien. Før var der mængder af voldsom og ødelæggende terror overalt i verden, men ikke mindst i Europa der gennem årtier havde oplevet Stalins, Hitlers, Mussolinis og general Francos systematiske statsterrorisme, men 11. september viste en ny form for terror sig i historien, nemlig en terror der ramte en supermagt på voldsomste og overrumplende måde, men var udført af selvmordere og organiseret af et islamistisk netværk der arbejdede med direkte henblik på at skade og om muligt omstyrte det forhadte vestlige demokrati. Og der var vel at mærke tale om en terrorisme der udsprang af en fanatisk religiøs opfattelse af anderledes tænkende som vantro og onde mennesker der ikke skal vises nogen skånsel.   
Til toppen  Til indeks


Terrorismen. Hvad gør unge muslimer til terrorister eller terroristsympatisører i et velordnet demokratisk og sekulariseret samfund som det danske? Der findes sociale grunde såsom isolering, udstødelse, kriminalitet eller manglende integration. Den store indvandring i de vestlige samfund har vitterligt skabt ghettoer og arbejdsløshed for indvandrere som har gjort det svært for dem at blive ordentligt integrerede i disse samfund. Fuldfører de ikke deres uddannelse, havner de ofte i en form for isolering eller udstødelse der kan friste til kriminalitet af grov art, en bandekriminalitet der ikke kender grænser. Inkonsistensen er igen evident, for et menneske kan i længden kun tage vare på sit eget liv ved at indgå i normale sociale relationer via uddannelse og job, dvs ved at blive integreret bedst muligt i det etablerede samfund og herunder acceptere og tilegne sig dets grundværdier. Frivilligt at vælge ghettoisering og kriminalitet umuliggør
indre konsistens.
    Det er let for unge indvandrere at finde politiske grunde til at sætte sig imod integration. Først og fremmest gælder at mange af de muslimske indvandrere med nær tilknytning til den palæstinensiske region i Mellemøsten følelsesmæssigt og politisk vil være stærkt involveret i den langvarige og bitre konflikt med Israel og dermed også i en stor uvilje mod lande der støtter Israel - som USA. Og bedre er det naturligvis ikke blevet, at USA i årevis førte krig mod Irak på en måde der har ført dette land ud i endeløse interne magtkampe i stedet for som tilsigtet ført det frem mod en demokratiseringsproces og velstandsstigning. Da Danmark fra gammel tid har støttet Israel og under Fogh-regering allierede sig med USA i Irak-krigen, har mange herboende unge indvandrere haft endnu sværere ved at identificere sig med Danmark og den vestlige verden. Det viser sig i at mange af dem fristes til at gå i hellig krig i Syrien til fordel for Islamisk stat.
    For religiøse muslimer vil der være stærke religiøse grunde til en afsky for dansk kultur og mentalitet. Det er ikke kristendommen som sådan der er hovedgenstanden for foragten, men vantroen eller den religiøse ligegyldighed. Det kan blive afgørende for en ung muslimsk indvandrer der vokser op i Vesten om han eller hun kommer ind i et stærkt og aktivistisk miljø, hvor de sociale, politiske og religiøse påvirkninger er koblet tæt sammen. Faste normer og holdepunkter er i sig selv en tryghedsskabende faktor for enhvert ungt og usikkert menneske - ikke mindst når læren, religionen eller ideologien postulerer at give svaret på alle eksistentielle, moralske, politiske og religiøse spørgsmål det unge menneske kan stille.
    Selve aggressivitetsudfoldelse giver mulighed for oplevelse af ekstase eller andre intensive følelser der momentant, men totalt suspenderer nøgternheden og den sunde fornuft. Der gives simpelthen høj psykisk belønning for alle former for suspension af fornuften, hvad enten den konkret skyldes skøn musik, religiøs hengivelse, seksuel aktivitet og sport eller politisk ophidselse, rå vold og voldtægt, hellig krig og nedslagtning af fjender. Retfærdighedsfølelsen ofte forbindes med hævngerrighed.
    Sprogets begreber anvendes lige så godt til fastholdelse af fordomme, illusioner og ufornuftige vurderinger som de kan anvendes til fastholdelse af nøgterne og realistiske data og vurderinger. Al dogmatik og teologi i denne verden bygger på denne sørgelige kendsgerning.
    Hadet til fjenden er for stærkt og ødelægger totalt nøgternheden og den sunde dømmekraft. Men dette had er heller ikke en emotion blandt andre som eventuelt kunne modificeres ad socialiseringens vej. Den er af særlig ondartet karakter fordi den hænger sammen med det Freud kaldte Ødipus-komplekset og som er kendetegnet af en til den rene mordlyst grænsende vilje til fjernelse af den ydre faktor der fremkalder ulidelige indre spændinger af ambivalente følelser. Til toppen  Til indeks


Terrorismens hærgen i det nye 21. årh. er allerede i fuld udvikling. Tragedien i dybeste forstand ligger i, at vi vesterlændinge ikke har forstået at sætte noget helligt og overordnet i stedet for det der faldt med den gamle Gud for mere end hundrede år siden. Hadet til Vesten er ikke blot hadet til dem der er rige, men hadet til dem, hvis velfærds- og bevidsthedsniveau tillader dem at se stort på gammeldags religion og stammeprægede normer og idealer. Kløften mellem rige og fattige er derfor også en kulturkløft. Den aktuelle konfrontation mellem muslimsk terrorisme og vestlig kultur er ikke og bør under ingen omstændigheder simplificeres til en kamp mellem islam og kristendom. Der er gode og mindre gode ting i begge religioner. Men den aktualiserede kulturkamp er i sin kerne en kamp mellem en demokratisk, frisindet og sækulariseret kultur på den ene side og en udemokratisk, snæversynet, intolerant og ikke-sækulariseret kultur på den anden. Derfor skal det trods al terrorisme fastholdes, at muslimer under gunstige vilkår kan lade sig demokratisere og sækularisere - og at der findes mange frisindede muslimer i intellektuelle miljøer rundt omkring. Og netop frisind er betingelsen for integration i vestlig kultur.   
Til toppen  Til indeks


Tingsverdenen eller den i objekter opdelte verden, som vi oplever gennem sanserne, eksisterer ifølge
Konrad Lorenz faktisk først, når vi abstraherer fra det "subjektive" og tilfældige. Det der får os til at tro på tingenes virkelighed er nok til syvende og sidst den konstans med hvilken ydre indvirkninger til stadighed og i samme lovmæssige indbyrdes forbindelser dukker op i vor oplevelsesverden, alle ændringer i iagttagelsesbetingelser og i jeg'ets indre tilstande til trods. Det er efter Lorenz' mening en udbredt fejlagtig opfattelse hos ikke biologisk tænkende filosoffer, at vi er i stand til ved den blotte "vilje til objektivitet" at befri os for alle personlige subjektive, ensidige former for stillingtagen, fordomme, affekter osv. For at opnå denne evne har vi brug for den naturvidenskabelige indsigt i de kognitive processer i det erkendende subjekt. Men erkendelsesprocessen og egenskaberne ved erkendendelsesobjektet må nødvendigvis undersøges samtidig.   Til toppen  Til indeks


Tragedie-aksiomet: kun i tragedien og humorens område hører den tros-truende rethaveriskhed og bevis-rationalisme op. Humoren gør mennesket frit, for så vidt den placerer mennesket i det 'tragediens område', hvor det at have ret hører op, og hvor tilværelsens usikkerhed og mangetydighed følgelig accepteres som simple realiteter - tillige med relativeringens, lidelsens, sygdommens og dødens realitet. Der gives ingen større humor end det forhold, at døden i sidste ende altid sejrer over det menneskelige engagement og den menneskelige kulturvilje. Jf.
Humor   Til toppen  Til indeks


Transcendensen er den grænseoverskridende vilje som må accepteres som en væsentlig og uomgængelig historisk drivkraft. Det er ikke muligt for et menneske, en familie, en klan, en stamme, eller en nation at blive stående på et én gang nået stadium. Der vil altid være en fremdrift eller et fremskridt, der bevæger sig mod noget nyt. Eksistensen er på denne måde at opfatte som en vedvarende tilblivelse lige indtil stagnation, forfald, sygdom, senilitet eller død forhindrer den. Det er altså ikke nok at være indstillet på at gribe nuet - selvom dette isoleret set er sundt og fornuftigt for at kunne få det optimale ud af hver situation. Men nuet kan kun fastholdes en tid. Individet og nationen må også være villige til at skabe fremtiden. Modsætningen til transcendens hedder immanens.   
Til toppen  Til indeks


Den tredje vej blev lanceret som specifikt begreb af Anthony Giddens i 1995 og havde som overordnet mål "at hjælpe borgerne med at finde vej i vor tids vigtigste revolutioner: globaliseringen, forandringerne i det personlige liv og vore forhold til naturen." Og det lyder næsten banalt som noget alle partier kan tilslutte sig. Og det samme gælder at den tredje vejs politik også bør forholde sig positivt til globaliseringen - omend fænomenet ikke skal ses i snæver markedsøkonomisk perspektiv. Socialdemokraterne må også, betones det, udfordre den økonomiske og kulturelle protektionisme.
     Med socialismens død som økonomisk teori er en af de store skillelinjer mellem venstre og højre forsvundet. Socialdemokraterne har derfor grund til nu at se med friske øjne på det politiske centrum. De skal ikke bare gå mod centrum af overvejende opportunistiske grunde. Tanken om den aktive midte bør tværtimod tages alvorligt. Men de skal også forstå at termen centrum-venstre ikke er en uskyldig etiket. Centrum er ikke substansløs. Giddens undlader i den forbindelse ikke at understrege at en fornyet socialdemokratisme nødvendigvis må befinde sig til 'venstre for midten', fordi social retfærdighed og emancipatorisk politik fortsat står centralt.
     Den tredje vejs politik bør bevare fokus på social retfærdighed og samtidig anerkende at antallet af spørgsmål der unddrager sig venstre/højre-modstillingen er større end tidligere. Og så følger ellers fra Giddens' side et par bemærkninger der er værd at hæfte sig ved af den negative grund at de netop aldrig ses i komplementaritetssynspunktets klare lys.
     Lighed og individuel frihed kan komme i konflikt med hinanden, hedder det uimodsigeligt, men graden af lighed øger som regel også mængden af de frihedsgoder der står til den enkeltes rådighed. Og for socialdemokrater bør frihed være lig med handlings-autonomi, der igen kræver inddragelse af det bredere sociale fællesskab. I og med at kollektivismen er opgivet, må den tredje vejs politik være åben over for nye forbindelser mellem individet og fællesskabet - en nyformulering af rettigheder og pligter. Som et overordnet motto for denne nye politik kunne man foreslå: ingen rettigheder uden ansvar. Dette bør gælde som etisk princip ikke blot for modtagere af sociale ydelser, men alle i samfundet.
     Problemet er imidlertid at Anthony Giddens slet ikke ser den grundliggende modsætning og principielle uforenelighed mellem frihedsprincippet og ligheds/tryghedsprincippet i øjnene og derfor heller ikke årsagen til de gamle socialistiske og liberalistiske ideologiers forældelse. Sætter man sig imidlertid først ind i de to modsætningers principielle uforenelighed, vil man opdage at de ligesom andre modsætningspar som individ/samfund, fornuft/følelse eller retfærdighed/barmhjertighed har det på samme måde som den modsætning man i tyverne og trediverne fandt i atomfysikken med modsætningen mellem iagttagelsen og beskrivelsen af elementarfænomenernes partikel-karakter og impuls-karakter. Beskrev man den ene side af fænomener eksakt, var det umuligt at beskrive den anden side eksakt, men begge beskrivelser var nyttige og de var begge nødvendige for den fulde beskrivelse. Man måtte opgive at vælge mellem beskrivelserne ud fra en gammeldags dualistisk enten-eller-tænkning - og i stedet på Niels Bohrs geniale forslag vælge
komplementaritetssynpunktet. Og gør man det i forhold til modsætningen mellem frihedsprincippet og lighedsprincippet, så bliver den tredje vej den dynamiske løsning på modsætningen. Selve modsætningen fjernes eller bortforklares nemlig ikke. Den får tværtimod lov at bestå og blive en dynamisk kraft for samfundsudviklingen.   Til toppen  Til indeks


Lars von Trier (f. 1956) - dansk filminstruktør, der allerede med filmskolefilmen 'Befrielsesbilleder' (1982) gik sine egne veje. Gennembruddet var krimien 'Forbrydelsens element' (1982), der i 1987 blev fulgt af en meget selvreflekterende og selvironisk 'Epidemic' (1987) om en film der ikke bliver til noget. I 1991 fulgte melodramaet 'Europa' der foregår i eftertidskrigens Tyskland med spændinger mellem tyskere indbyrdes og mellem tyskerne og amerikanerne. I 1994 og 1997 lavede Trier gyserne 'Riget' I og II med skildringen af et helt igennem urealistisk miljø på Rigshospitalet, som gik lige ind hos det store publikum på grund af sin fantasi og humor. 'Breaking the Wawes' fra 1996 blander sex og religion sammen på en måde der igen peger hen mod det fantastiske, ja det overspændte. Og det samme gælder musicalen 'Dancer in the Dark' fra 2000. - Ind imellem disse to film lavede Trier i 1998 den provokerende, men også tankevækkende dogmefilm 'Idioterne' der skildrer en gruppe unge mennesker der render rundt og spiller spassere, men selv diskuterer formålet med det. Filmen fulgte nogle æstetiske 'dogmer', et regelsæt kaldet 'Kyskhedsløftet', som Trier og Thomas Vinterberg havde opstillet som svar på den almindelige Hollywood-tendens til at gøre filmene dyrere og dyrere og samtidig mere og mere skuespiller- og instruktørfikserede. Blandt dogmerne er reglerne om, at optagelserne skal foregå on location, at kameraet skal være håndbåret, at filmen ikke må indeholde overfladisk action og ikke være tidsmæssig eller geografisk fremmedgørende, samt at instruktøren ikke må 'krediteres' (nævnes under 'credits'). Det sidste punkt blev nu omgået af Trier selv! - Trier tror i allerhøjeste grad tror på sig selv som kunstner - og det har han gjort fra tidligste tid, og han er ikke bange for at tilstå offentligt, at det er mesterværker han laver, for hvis man ikke har mesterværket som mål, lykkes det heller ikke.
     Trier har været kompromisløs når det gjaldt at forfølge sine kunstneriske mål - og ingen har været i tvivl om det, ej heller om hans talent. Han er vidende om filmhistorien, så han kan lave den ene mere eller mindre skjulte reference efter den anden til film han sætter højt (blandt andre Dreyers, Bunuels og Tarkofskijs). Han har systematisk skaffet sig en meget stor erfaring både teknisk set og hvad angår personinstruktionen. Og han er generøs med hensyn til ideer og hjælp til kolleger. Men han har sine særheder, sine fobier, neuroser og traumer - og temperamentet kan slå gnister i stressede situation, så han smadrer et eller andet. - Men som han selv erkender, så magter han ikke sit liv. Han var et problembarn i skolen, og droppede ud af den. Han var indskrevet på det filmvidenskabelige studium på Københavns Universitet et par år, men tog aldrig eksamen. Faktisk læste han ikke, men gik blot til nogle forelæsninger. Han så mange film og forsøgte sig med både digtning, musik og amatørfilm. Først da han blev optaget på instruktørlinjen på filmskolen kom der gang i hans udvikling. Han var her både meget flittig og eksperimenterende - og original i sin opfattelse og tænkning. - Familiemæssigt var han præget af opvæksten i et frit, ateistisk og venstre-orienteret hjem der ikke tilfredsstillede hans egen søgen efter autoritet og religiøs forankring. Han troede han var af jødisk afstamning, indtil hans mor på dødslejet fortalte ham, at hans biologiske far var en ikke-jødisk embedsmand med musiktalent i generne. I sit første ægteskab blev Trier introduceret til katolicismen og konverterede. Men på grund af sine traumer og neuroser har Trier både drukket meget og taget stoffer for at kunne lave film. Misbruget har i stigende grad været basis for kreativiteten, og dette har så medført decideret alkoholisme, som han til sidst har måttet søge behandling for. Behandlingsformen kræver total afholdenhed og er for alvor blevet sat i gang efter 'Nymphomaniac', og det har givet Trier frygt for at kreativiteten vil svigte. I interviews har han klart erkendt at han er havnet i en dyb livskrise.
     Et højdepunkt i Triers karriere blev filmen
'Dogville'. På flugt fra politi og gangstere kommer den smukke og forfinede Grace (Nicole Kidman) til den afsides liggende lille by Dogville, hvor hun møder den meget filosoferende og meget selvovervurderende forfatterspire Tom Edison (Paul Bettany), der specielt går stærkt op i moralske problemer. Han betragter flygtningens ankomst som en ren gave til byen, for den får nu chancen for at vise en smule åbenhed og solidaritet. Hele denne udvikling følges nøje til den voldsomme og tragiske slutning. - Instruktørens fascination af ondskaben kommer meget klart frem i 'Dogville' efter at byen begynder at vise tænder over for Grace fra det øjeblik en plakat efterlyser hende som en farlig forbryder. I forvejen var det lille lukkede, fattige, puritanske og missionske samfund betænkelig ved at tage imod en flygtning og fremmed. Efter denne i virkeligheden falske 'afsløring' kan man behandle hende som man bedst vil. Alle de dårlige og hidtil bag den hykleriske religiøse maske skjulte tilbøjeligheder kommer frem, dvs mændenes seksuelle begær, der får selv den fredsommelige blinde Jack McKay til at benytte lejligheden til at føle Grace på lårene. Men også kvindernes jalousi og hellige harme over den kønsfælle der bringer ulave i småborgerligheden. - Det er altsammen skildret suverænt fra Triers side - og kræver ikke nogen forklaring. For selvom det er nederdrægtigt hvad vi bliver vidne til af kynisk ydmygelse, pludselige omsving og fra Toms side endda rent forræderi, så er det hvad vi kunne forvente, når omstændighederne tilfældigvis udvikler sig så uheldigt i én og samme retning, at den ydmygede Grace ikke har en jordisk chance for at retfærdiggøre sig - og slet ikke når hun ikke selv ser det som en nødvendig udfordring at retfærdiggøre sig eller prøve at forklare tingene som de virkelig er. Hun tilhører Triers ideal af opofrende kvinder der finder sig i alt - og som 'Guldhjerte' i børnebogen, der gjorde så stort indtryk på instruktøren som barn, forærer alt væk af sit hjertes godhed. Først med 'Dogville' komme etikken for alvor ind i Trier billedverden.
     I 2009 kom 'Antichrist' den utroligt smukke fortælling om en kvinde der projicerer den arketypiske djævleskikkelse ud på naturen selv. Derefter i 2011 'Melancholia' som er et sandt mesterværk. 'Melancholia' var med ved filmfestivalen i Cannes, men kom ikke i betagtning ved uddelingen af de gyldne palmer, da Trier på en pressekonference gjorde skandale med udtalelser om nazismen og jøderne. 'Melancholia' er ikke desto mindre Triers hidtil bedste og mest helstøbte værk med en enestående belysning af melankoliens drift mod død og undergang, som Trier kender fra sig selv - og den har store præstationer af Kirsten Dunst, Charlotte Gainsbourg og Kiefer Sutherland. Trier benytter i filmen musikken fra Wagners forspil til operaen 'Tristan og Isolde' på overbevisende måde. Også med en indledning - som i Antichrist - der til den udvalgte musik resumerer hele handlingsforløbet.
     Triers 'Nymphomaniac' (2013) sætter i allerhøjeste grad ikke blot kvindens seksuelle lyst, men også seksualiteten som sådan til debat, og gør det ikke uventet på en ny og forfriskende måde, som kan virke provokerende på mange. - Trier er bundet til det freudianske synspunkt og kan derfor ikke give personen Seligman nogen reel chance for at komme ud over sin intellektuelle teoretisering og hen imod den dybere psykologiske forståelse som ville blive det optimale modstykke til den søgende og reflekterende, men altfor sexfixerede Joe. - Grundfejlen hos Joe er den ensidige tro på nødvendigheden af det seksuelle begærs øjeblikkelige tilfredsstillelse - uden hensyn til psykiske mekanismer eller fysisk sundhed. Og grundfejlen hos Seligman er den ensidige tro på at den intellektuelle analyseren og reflekteren fører til følingen med den fulde og hele virkelighed. Det gør den ikke, for denne føling omfatter såvel fysiske og logiske sandheder som psykiske, æstetiske, moralske og - i sidste ende - religiøse indsigter, altså en virkelighed som dækker såvel den materielle som den immaterielle dimension af tilværelsen. Denne brede, helhedsrealistiske eksistensforståelse er Trier imidlertid slet ikke kommet i nærheden af - og heri ligger uløseligheden af hans livskrise.   Til toppen  Til indeks


Tros-aksiomet: Tro er åben og direkte adgang til og kontakt med den psykiske energis kilde. Troens modsætning er ikke overtro, men derimod fortvivlelse. Alle mennesker, der ikke er fortvivlede, deprimerede eller på anden vis selvmords-truede, er i besiddelse af den nævnte tro i positiv forstand - uanset om de er bevidste om det eller ej, og uanset om de regner sig for religiøse eller ej. Religion er derfor virkeligheds-troskab i højeste grad, for så vidt den er udtryk for ægte tro, men fører ellers let til dogmatisk eller ideologisk absolutisme, fundamentalisme og fanatisme.   
Til toppen  Til indeks


Tro er virkelighedssans i dens stærkeste form, kunne Grønbech hævde, men han tænkte dermed netop ikke på dogmatisk tro, men på den livsnødvendige kontakt med den dybe religiøse dimension, fylden og meningen. Denne kontakt plejes imidlertid dårligt i den eksoteriske kirke, ikke mindst i de protestantiske lande (herunder den danske folkekirke), hvor dogmatikkens udlægning har tvunget festen og mystiken ud. Den religiøse interesse bølger uden for kirken og kaster sine dønninger ind mod kirken.   
Til toppen  Til indeks


Tro hos Kierkegaard  Troen blev for Kierkegaard ensbetydende med tro på det absolut paradoksale i at Gud blev menneske (ved Jesus) og det evige således timeligt. Dette fattes ikke af forstanden, men er ifølge Kierkegård og mange andre teologer den kristne tros kerne. Dermed sættes kristendommen bevidst og definitivt uden for fornuftens rammer, den bliver tro på det absurde.
    
Kierkegaard rettede i sine sidste år stadigt skarpere angreb på den borgerlige kirke i sin tid, og angrebene fik i stigende grad følger for den danske folkekirkes udvikling - sideordnet med den modsatrettede inspiration fra Grundtvig. Udviklingen kulminerede med den tidehvervske bevægelse i 1930'erne og 40'erne, der på sin vis fortsat dominerer den teologiske debat til forskel fra den folkelige debat i Danmark. Det har reelt været med til at undergrave folkekirkens position, idet præsternes forkyndelse driver folk ud af den kirke de ikke vil slippe som barnedøbte medlemmer. Intellektuelt er Kierkegaard et studium værd, fordi han beskæftiger sig med de store eksistentielle spørgsmål på en måde der tvinger til gennemtænkning. Men set ud fra en helhedsrealistisk synsvinkel repræsenterer han en form for tro der gør det fornuftsstridige til gud og dermed afgud. Han viser derfor - modsat Grundtvig - væk fra den ægte og umiddelbare tro, den tro der oprindeligt er barnetro, og som selvfølgelig skal omformes gennem pubertetens og ungdommens intelletuelle kritik, men aldrig må havne i intellektualismens endsige dogmatiske middelbarhed, hvor logik og paradoksalitet er centrale faktorer.   Til toppen  Til indeks


Tyngdekraften eller gravitationen er en af de fire fundamental naturkræfter og adskiller sig fra de andre ved at virke på alle partikler i universet. Gravitationen mellem to legemer afhænger kun af deres masse og afstanden mellem dem.   
Til toppen  Til indeks


Typologi. Jung opererede med to rationelle og to irrationelle hovedtyper af den menneskelige psyke. De bærende modsætninger er på den ene led tænketypen over for føletypen, og på den anden led den sansende (perciperende) type over for den intuitive. Skematisk kan Jungs inddeling opstilles således:
     De rationelle typer: Tænketypen der er kendetegnet ved at fælde logiske domme. Og føletypen der fælder værdidomme - og iøvrigt oftest findes hos kvinder, fordi følelsen ifølge Jung ubestrideligt er en mere åbenbar ejendommelighed ved den kvindelige psykologi end tænkningen. (Det ses her, at Jungs erfaringer fra hans lægepraksis var tidsbestemt). De irrationelle typer: Sanse- eller fornemme-typen der perciperer det faktisk foreliggende, og den intuitive type der orienterer sig efter bagvedliggende muligheder og kan ses som en 'seer-type'. Specifik beskrivelse af de otte typer findes under Den ekstroverterede (rationelle) tænketype, Den ekstroverterede (rationelle) føletype, Den ekstroverterede (irrationelle) sansetype, Den ekstroverterede (irrationelle) intuitive type, Den introverterede (rationelle) tænke-type, Den introverterede (rationelle) føletype, Den introverterede (irrationelle) sanse-type og Den introverterede (irrationelle) intuitive type.
Jf.
Den ekstroverterede mennesketype og Den introverterede mennesketype.   Til toppen  Til indeks


Udviklingen i den biologiske evolution og i kulturhistorien er præget af tilfældighed. Gang på gang i historien er der sket afgørende ændringer som ikke kan forklares som simple udslag af kendte, givne forhold og bestræbelser. De moderne 'kaosteorier' har godtgjort, at udviklingen i komplekse systemer i vid udstrækning er uforudsigelige, fordi vi er ude af stand til at beskrive systemets tilstand eksakt på noget tidspunkt. Der vil altid i et systems tilstand - ikke mindst i dets begyndelsestilstand - være en 'følsomhed' over for små påvirkninger som gør de endelige virkninger uberegnelige. Ordet 'kaos' i denne forbindelse er dog malplaceret. Der er ikke tale om absolut uorden, men om meget stor kompleksitet.
     Disse forhold betyder, at den deterministiske opfattelse ikke holder stik uden for videnskabelige laboratorier - og iøvrigt ikke engang dér. Den siger ellers at alt uden undtagelse til mindste detalje følger årsagsloven, hvorfor alt principielt også vil kunne forudsiges, når blot man kender begyndelsestilstanden. Den gør man blot næsten aldrig. - Atomfysikken og kvantemekanikken har på sin side godtgjort, at tilfældigheden spiller ind i undersøgelserne, for så vidt årsagsloven ikke kan anvendes når det gælder følsomme elementarpartikler som påvirkes ved selve den laboratoriemæssige iagttagelse. Her må man nøjes med beregning af sandsynligheder, hvad man så til gengæld kan gøre med stor eksakthed. - I historien betyder tilfældighedernes spil, at magthaverne er ude af stand til at foretage sig noget der ikke har utilsigtede virkninger ved siden af de tilsigtede. Det forholder sig endda sådan, er det blevet sagt, at beslutningstagerne i krisesituationer handler i tyk tåge! De råder aldrig over fuldstændig information, men må reagere på stumper af information.
     Udviklingen indebærer gang på gang at der i kulturhistorien opstår emergente fænomener, fænomener der aldrig har været set før. Eksempler turde egentlig være overflødige, men nævnes skal dog på stribe: samfundet, sproget, tallene, skriften, bogtrykkerkunsten, videnskaben, hjulet, dampmaskinen, elektriciteten, den elektroniske databehandling, internettet, musikinstrumenter, orkestre, rockband, stumfilm, talefilm, farvefilm, tv, video osv. osv. Fænomener vi alle bruger og værdsætter i det moderne samfund og som er med til at give kulturen en rigdom på nuancer og forskellighed. Også filosofisk og erkendelsesteoretisk dukker der nye fænomener op der gør en forskel, bl.a. dybdepsykologien, kvantemekanikken og komplementaritets-synspunktet.   
Til toppen  Til indeks


Udviklingssynspunktet betyder, at den grænseoverskridende vilje - transcendensen - må accepteres som en væsentlig og uomgængelig historisk drivkraft, og at nydannelsesfænomenet - emergensen - må accepteres som et væsentlig og uundgåeligt resultat i historien. Det er ikke muligt for et menneske, en familie, en klan, en stamme, eller en nation at blive stående på et én gang nået stadium. Der vil altid være en fremdrift eller et fremskridt, der bevæger sig mod noget nyt. Eksistensen er på denne måde at opfatte som en vedvarende tilblivelse lige indtil stagnation, forfald, sygdom, senilitet eller død forhindrer den. Det er altså ikke nok at være indstillet på at gribe nuet - selvom dette isoleret set er sundt og fornuftigt for at kunne få det optimale ud af hver situation. Men nuet kan kun fastholdes en tid. Individet og nationen må også være villige til at skabe fremtiden   
Til toppen  Til indeks


Ungdomsoprøret i 1968 er mest påfaldende ved hvor hurtigt en decideret universitær oppositionsbevægelse rettet mod forringede studievilkår og autoritære strukturer udviklede sig til en radikal fundamentalkritik af hele samfundet. Frankfurterskolens kloge sociologer og filosoffer forudså lige så lidt dette oprør som de forudså DDR's og Østblokkens sammenbrud en snes år senere. En af Forbundsrepublikkens betydeligste politologer, der havde været kommunistisk studenterfører i 1920'erne, kaldte det i ungdomsoprørets hede for et 'romantisk tilbagefald' eller en genopdukken af den dybe tradition for den romantiske afværgelse af industrisamfundet. Men romantisk ville bevægelsen sandelig ikke kaldes. Den klang af drøm og illusion.
     Overalt i den frie verden vendte man sig mod autoriteterne - og amerikanernes krig i Vietnam. Overalt forlangte man mere frihed og åbenhed. Og overalt satte man spørgsmålstegn ved det kapitalistiske arbejds- og forbrugssamfund. I Forbundsrepublikken kom hertil skyldfølelsen over den nationalsocialistiske fortid. Det i nazitiden udeblevne oprør mod fædrene skulle nu åbenbart indhentes, selvom der ikke længere fandtes egentlige diktatoriske instanser.
     Men det overraskende var at protesten inden for systemets rammer hurtigt blev til en fuldstændig afvisning af hele systemet. Alternativerne i Østblokken, Kina eller Cuba var ikke attraktive. Tilbage var kun denne 'indre transcendens der rettede sig mod systemet som sådant', altså de utilfredsstillede behov som nu blev opjusteret til fine 'produktivkræfter' der skulle sprænge de senkapitalistiske produktionsforhold. Et egentligt proletariat fandtes ikke mere, men der var en driftsmæssig basis, et fundament af individer der ifølge filosoffen Herbert Marcuse (der fik status af helt og bannerfører) udgjorde en dimension af den samfundsmæssige basis. Han forsvarede de revolutionæres ret til at bruge vold i kampen mod undertrykkelsen. Filosoffen Rüdiger Safranski finder at Marcuses teori overgår Fichtes Jeg-filosofi, ja er en slags vulgær Rousseauisme: Mennesket er godt fra naturens side; det er samfundet der gør det slet.
     Oprøret havde dog også eksistentialistiske kilder. Eksistentialismen var oprindeligt upolitisk, men blev mere og mere politiserende. Ikke mindst hos Sartre. Det absurde skulle ikke blot forstås metafysisk, men nu også politisk og økonomisk. Og da det store flertal lod sig manipulere med, kunne de intellektuelle blive avantgarden, så meget mere som viljen eksistentialistisk set var det afgørende i tilværelsen. Man ville erobre de borgerlige bastioner. Den politiske romantik tørstede efter dåd og handling.
     Trylleordet hed 'dialektik'; det blev samlebetegnelsen for den ideologiske 'opskrivning' af studenternes irritation over forældrenes autoritet, det manglende fortids-opgør, boligværtindernes formynderi, den offentlige nærtrafik, den traditionelle køns-adfærd, studiebetingelserne, læreplanerne og strukturerne på læreanstalterne. Dialektikken knyttede de rebelske studenter til de arve- og retsløse i den tredje verden. Hele den vestlige verden blev smittet af opbrudsfølelse eller følelse af et stort epokebrud. Herbert Marcuse talte om 'den store vægring' mod det falske system og dets endimensionale menneske.   
Til toppen  Til indeks


Ungdomsoprøret i 1968 et gigantisk 'syndefald'. Det rettede sig mod de ældre generationer og autoriteter der havde koncentreret sig om at bygge op og som fortrængte den onde fortid de for manges vedkommende havde været meddelagtige i. Det økonomiske mirakel gjorde oprøret muligt. Det forløb voldsommere end godt var, men det var i grunden forståeligt ud fra det normale livs stivnen i orden og arbejdsdisciplin.
     I princippet er der intet mærkeligt i ungdomsoprør. For ungdom betyder romantik og oprør, grænseafprøvning og grænsesprængning på godt og ondt. Men som bekendt ender ethvert 'syndefald' med uddrivelsen af paradiset, og det vil ikke blot sige med stadigt voldsommere konfrontationer mellem oprørerne og det etablerede samfunds ordensmagt, men betød i vid udstrækning også manglen på realisme og modenhed. Oprørerne forlængede deres barndom længst muligt, bl.a. gennem musikdyrkelse og narkomisbrug. Grundproblemet var ikke den manglende forståelse for at uskyldighedstilstanden og ansvarsfriheden af gode grunde ikke kan forlænges i det uendelige, men den manglende forståelse for at accepten af denne rationalitet og borgerlighed ikke er ensbetydende med afkald på det irrationelle, ekstraordinære, musiske og kreative, men tværtimod kan sameksistere med alt dette under komplementaritetens fane.   
Til toppen  Til indeks


Ungdomsoprøret 1968 har klare historiske forudsætninger. Den almindelige velstandsstigning i hele den vestlige verden efter 2. verdenskrig var en af dem og den var bl.a. det tyske Wirtschaftswunder under Adenauer-regeringen og Ludwig Erhard en central del af. Samtidigt var den kolde krig ved at miste betydning. I Vietnam var krigen blevet varm, men til gengæld med det overraskende resultat at stormagten USA ikke kunne hamle op med Ho Chi Minhs guerillaer. Modstanden mod amerikanernes krigsførelse tog til i og med præsident Johnsons optrapning af krigen.
     I Syd- og Mellemamerika stod Che Guevara og Fidel Castro for en krig mod den amerikanske imperialisme, som vakte begejstring i venstreorienterede kredse. Der skabtes en regulær revolutionsromantik der totalt så bort fra de afgørende forskelle mellem forholdene derovre og forholdene her i Europa. Der var også stor sympati for maoismen og kulturrevolutionen i Kina. Men ikke megen tiltro til den sovjettiske model, selvom der fortsat var folk på venstrefløjen der var fascineret af Stalinismen og dens effektive magtsystem - jf. artiklen om
Stalinismen. Sovjets indgreb over for oprøret i Ungarn i 1956 og Prager-foråret i 1968 kølnede dog generelt begejstringen.
     Men af allerstørste vigtighed for ungdomsoprørets påbegyndelse og omfang var den voldsomme stigning i det antal studerende der blev optaget på universiteterne i de vestlige lande. For hverken undervisningsfaciliteterne eller ledelsesformen svarede til udviklingen. Undervisningen var stort set lige så autoritær som i den gammeldags folkeskole og gymnasieundervisning få år forinden. Professorvældet var eneherskende og modsatte sig i begyndelsen enhver fornuftig justering. Oprøret havde optimale udfoldelsesbetingelser - og selvom det i vid udstrækning formede sig temmeligt latterligt med besættelser af lokaler, chikane mod lærerne og forsøg på at umuliggøre fakultetsmøder eller møder i konsistorium - samt forgribelse på rektor Mogens Fogs cigarer (!), så var der ingen vej uden om en reformering af styrelsesformen og undervisningen.
     Men til billedet hører også at normerne i hele samfundet lidt efter lidt blev ændret på det ene felt efter de andet. Det gjaldt kønsrollemønsteret som følge af det voksende antal kvinder på arbejdsmarkedet, men også seksualmoralen, der frigjordes fra de småborgerlige, mere eller mindre viktoriansk-puritanske normer. Pornoen blev frigivet (af en konservativ justitsminister!), men dette betød også på længere sigt en generel pornoficering som var en ulempe i forhold til børn.
     Kvindebevægelsen fik vind i sejlene - og medvirkede dels til dannelsen af en ret hård, sommetider direkte mandefjendsk feminisme, dels til misforståede forsøg på at forhindre drengebørn i at udvikle sig med 'normale' eller gængse syn på det andet køn. Det gjorde de stærkeste af dem så oprør imod. Ligesom mange børn har måttet gøre oprør mod den udbredte tendens til at fornægte privatliv og i stedet danne kollektiver. Der er fordele ved begge dele, problemer kommer altid når man tvinger børn til en ensidighed de ikke selv ønsker og ikke selv kan se konsekvenserne af.   Til toppen  Til indeks


Unge generationers oprør mod forældregenerationen er et alment forekommende fænomen der ikke alene er psykologisk forståeligt, men psykologisk og socialt nødvendigt. Det er nemlig selve betingelsen for selvstændighed og ansvarlighed. Det er naturligvis foregået på meget forskellig måde i de forskellige kulturer og til forskellig tid. Det kan være særdeles svært i stærkt patriarkalske og autoritære systemer, men det er selv i de værste systemer af denne art en nødvendighed i den forstand, at uden at den unge generation og hvert enkelt ungt menneske i sin pubertet opdager at forældrene ikke er ufejlbarlige, ikke har været der fra evig tid og ikke er guder, så vil de ikke være i stand til for alvor at begynde at tænke selv og ad den vej skaffe sig en helt ny indsigt i moralske, sociale, kulturelle og religiøse forhold som igen er ensbetydende med at nuanceret erkendelse af egne valgfriheder og dermed det fulde ansvar for eget liv.
     Oprøret er så alment og universelt at det helt selvfølgeligt er blevet genstand for en af vore ældste mytologiske fortællinger, fortællingen om 'Syndefaldet'. Der er naturligvis mennesker i vore dage der tror de er så oplyste, at de må forkaste den slags fortællinger som 'myte' i betydning opspind, men det er tåbeligt. For fortællingen er glimrende til at påpege lige netop hovedsagen i fænomenet: at det enkelte menneske (og den enkelte generation) i og med at det kommer i puberteten og skaffer sig indsigt i forhold forældrene ikke bryder sig om at de lærer at kende, dels opdager det andets køns eksistens, dels for stedse mister uskyldigheden. Dermed bliver det enkelte menneske automatisk drevet ud af 'paradisets have', for denne have er intet andet end uskyldighedens eller ansvarsfrihedens ideelle verden hvor andre tager sig af al omsorg og giver barnet både den kærlighed den enkelte har behov for og den frihed til at lege og udforske verden som det også trives ved.   
Til toppen  Til indeks


Den umiddelbare realitet er den fænomenverden som vi alle oplever umiddelbart hver eneste dag fra fødslen til graven og hvis umiddelbarhed ligger i at den opleves intuitivt uden sprogets brug og altså uden at der knyttes sproglige begreber til den. Betragtes eller analyseres den gennem sprogets ord og begreber, forsvinder umiddelbarheden.   
Til toppen  Til indeks


De umiddelbare realiteter er universet, naturen, livet, sjælelivet, samfundslivet, sproget, åndslivet, kærligheden, legen, kunsten, musikken, kulten og gudsforholdet.
     Alle disse realiteter er hvad Bohr kaldte 'elementære kendsgerninger' i den forstand at de er emergente fænomener i tilværelsen som naturvidenskaben ikke kan føre tilbage til eller reducere til andre elementære kendsgerninger, selvom mange fortsat tror det (især deterministisk indstillede). Eksistentielt set er mennesket i universet, i naturen i livet før det indlader sig på at filosofere over hvad det vil sige. Eksistentielt set er mennesket i sjælelivet, samfundslivet og åndslivet før det filosoferer over nogetsomhelst. Eksistentielt set er mennesket i kærligheden, legen, kunsten og musikken før det overhovedet tænker og før det skelner mellem sig selv og hvad det befinder sig i. Og det er derfor også i festen, kulten og gudsforholdet før det begynder at stille spørgsmål og rejse nogen som helst tvivl.
     Sjælelivet er en umiddelbar realitet som ethvert barn allerede oplever og fornemmer intutitivt fra det fødes og som simpelthen ikke middelbart kan forstås uden at man forudsætter et kollektivt felt af psykisk energi som eksisterer og virker uafhængigt af det enkelte individ. Da det som umiddelbar realitet er ubevidst er den bedste betegnelse for det fortsat 'det kollektivt ubevidste', som
Jung kaldte det, og som han udforskede systematisk. Det centrale er at det giver sig udslag i alle former for spontan psykisk aktivitet som i spontan pludren og sang, spontane bevægelser (som fk dansebevægelser), spontane drømme (natdrømme som dagdrømme), spontane forestillinger om mulige aktiviteter og mulige projekter og mulige valg mellem disse aktiviteter eller projekter samt spontane forestillinger om fortidige eller fremtidige begivenheder - eller under ét al den spontane kreativitet man allerede finder hos børn og som blandt voksne giver sig udslag i særdeles givende kreativitet - praktisk, kunstnerisk, idémæssigt, politisk og religiøst.
     Fælles for alle disse spontane psykiske udslag er - som det fremgår af Jungs studier - en lang række 'arketypiske forestillinger', dvs forestillinger som er universelle og i vid udstrækning går igen i alle kulturer til alle tider (og derfor genfindes i forskellige variationer i alle myter), og som igen på hypotetisk plan kan siges hver for sig at have udgangspunkt eller inspirationskilde i bestemte grundforestillinger som far og mor, himmel og helvede, guder, djævle og engle, trolde og hekse bare for at nævne nogle få. Det afgørende er at disse inspirationskilder er uhyre skabende eller givende, men at de hverken kan defineres eksakt eller overhovedet måles og beskrives eksakt. De er kilder for en endeløs mængde af billeder og har været det gennem alle tider, men kan lige så lidt forklares som det enkelte menneskes personlige bevidsthedsdannelser kan. De unddrager sig nemlig begge den eksakte påvisning af en kobling mellem hjernens materielle delprocesser og sjælens utroligt varierede og kreative helhedsmæssige og meningsbærende processer. Ingen kan give en forklaring på denne ejendommelige og emergente umiddelbare realitet eller det mysterium som ligger i at materien i de sjælelige processer så at sige giver sig til at reflektere sig selv. Men selve udslagene af denne omfattende og vidtforgrenede refleksion fra såvel individets som kollektivets side er ubetvivlelige.   Til toppen  Til indeks


Universalkonstanter er udtryk for at der faktisk er absolutte konstanter i vores fysiske univers - og det er endda rimeligt at antage, at erkendelse overhovedet ikke er mulig uden i det mindste nogle af disse absolutte konstanter. Der regnes i dag med ganske mange af disse universalkonstanter. De angives med talværdier i det internationale enhedssystem fra 1960 (SI). Her skal blot nævnes fire særdeles vigtige universalkonstanter:
     Gravitationskonstanten G, som indgår i Newtons gravitationslov.
     Lyshastigheden i vakuum (c) som indgår i Ole Rømers beskrivelse af lysets hastighed eller 'tøven' som han kaldte den, fordi det kom overraskende for ham at den overhovedet havde en målelig varighed. Hastigheden er knap 300.000 km i sekundet - og indgår også i Einsteins specielle relativitetsteori.
     Virkningskvantet eller Plancks konstant (h) indførtes af Max Planck i 1900 da han viste at et elektromagnetisk felt med en bestemt frekvens kun kan modtage eller afgive energi i mindsteportioner eller 'kvanter' der er produkter af denne eksakte størrelse. - Bohrs atomteori af 1913 byggede på den hypotese at det momentum elektronens bevægelsesmængde besidder kun kan ændre sig i mindsteportioner der er produkter af Plancks konstant. Det skal vi være glade for. For det er derfor der findes faste stoffer vi kan bygge huse og broer af! Og
     Heisenbergs ubestemthedsrelationer siger at partikler med en given energi og en given impuls må tilskrives en bestemt frekvens og bestemt bølgelængde, og at disse størrelser er begrænset af en given ubestemthed.
  Til toppen  Til indeks


Varmelærens eller termodynamikkens første hovedsætning kaldes også loven om energiens konstans, fordi den siger at den samlede energi i universet er konstant. Varme er energi i samme forstand som mekanisk energi, og én form for energi kan omsættes til en anden. I en varmekraftmaskine som fx en dampmaskine af den type James Watt konstruerede og fik patent på i 1769 omsættes en del af varmen til arbejde, men en anden går tabt i form af spildvarme. Varmelærens første hovedsætning indebærer at energi aldrig kommer af ingenting, og at energi heller aldrig forsvinder ud i den blå luft som ingenting. - Heraf følger at det er umuligt at konstruere en evighedsmaskine. Det forhindrer blot ikke drømmere i at prøve at konstruere en sådan!
     Varmetabet ved energitransformation er noget helt centralt i varmelæren, fordi det er udtryk for at omsætningen af mekanisk energi til varmeenergi er irreversibel: den kan ikke vendes om, så omsætningen sker fra varmeenergi til mekanisk eller anden energi. Brænde i ovnen kan give varme, men varme kan ikke omformes til brænde. En varmestrøms naturlige retning er fra varme områder (eller reservoirer) til kolde områder (reservoirer). Energiomsætningens naturlige retning går m.a.o. fra mekanisk energi til varmeenergi. At retningen er naturlig vil her sige at den ikke skyldes menneskets indblanding. Tiden har med andre ord en naturbestemt retning.   
Til toppen  Til indeks


Varmelærens anden hovedsætning siger at naturen eller universet varme- eller energimæssigt set bevæger sig hen imod den største sandsynlighed i termodynamisk forstand, og det vil igen sige mod størst uorden eller størst entropi. - Da den samlede energi er konstant, er den samlede entropi også konstant. Men energiomsætningen i universet betyder at mere og mere energi bliver til irreversibel varmeenergi og at udviklingen i ethvert lukket system som fx solsystemet derfor går mod 'varmedøden', dvs mod den mest sandsynlige tilstand eller ligevægtstilstanden hvor der ikke længere findes energiforskelle og derfor heller ingen energiomsætning.   
Til toppen  Til indeks


'En vedvarende eksistentiel tilblivelse' er det fantastiske ved biologien der for menneskets vedkommende sker i og med at det er blevet bevidst om sjælens dannelse. Sjælen kan ikke påvises som et dokumenterbart faktum af den art vi kender fra den fysiske verdens håndgribelige kendsgerninger. Den kan simpelthen ikke måles med instrumenter af den art vi bruger til måling af fysiske fænomener. Men den er lige så ubetvivlelig som fysiske genstande for alle der har en bevidsthed og i deres indre kan registrere det ejendommelige tyste spil mellem bevidst og ubevidst. Og i samme øjeblik et menneske erkender sjælen som et helt specielt og emergent fænomen, foreligger også muligheden af at se eksistensen som en vedvarende tilblivelse.   
Til toppen  Til indeks


Velfærdssamfundet i Danmark har noget specifikt dansk i sig ved den grad af tryghed det giver borgerne. Danskerne synes i vid udstrækning at være blevet et folk af tryghedsnarkomaner og derfor passer det flertallet godt, at det offentlige i sidste ende sikrer enhver borger de basale fornødenheder, uanset arbejdsduelighed og beskæftigelse. Igen kan det diskuteres, bl.a. i forbindelse med de offentlige ydelser til indvandrerne og deres sammenførte familier, hvor høj graden af tryghed bør være, men princippet er stort set alle enige om.
     At friheden ikke er et totalt fraværende begreb i danskheden ses blandt andet i det politiske liv, hvor den mere socialt indstillede fløj og den mere liberalt indstillede fløj skiftes til at have regeringsmagten. Ligesom klassekampen i Danmark må betragtes som overstået og efterhånden kun kan hævdes af skrivebordsteoretikere, så er opdelingen af det politiske spektrum i en venstre- og en højrefløj også et misvisende billede på de faktiske forhold. Det er blevet den brede middelklasse der bestemmer udviklingen, og derfor den fleksible og partimæssigt mobile midterfløj der bestemmer folketingsflertal og regering.   
Til toppen  Til indeks


Verdensanskuelses-aksiomet: Verden som helhed eller universet som helhed kan ikke erkendes objektivt. Al vor objektive erkendelse angår dele af verden, nemlig de dele vi konkret og ud fra en subjektiv tilskyndelse fokuserer på i den givne iagttagelses- eller bedømmelsessituation. Helhed er derimod en udpræget intuitiv anskuelse.   
Til toppen  Til indeks


Videnskab ses i den komplementære helhedsrealisme som den stadigt tilkommende eller tillærte og systematiske anvendelse af sekundærprocesserne til opbygning af et stadigt mere forfinet verdensbillede, mens religionen ses som den oprindelige, intensive, intuitive og nærmest visionære, helhedsgivende og horisontsprængende spontanopfattelse af den menneskelige eksistens i sin totalitet. Heraf kommer ganske enkelt al senere modsætning mellem videnskab og religion, idet rationalisterne dog ofte begår den fejl at afskrive religionen som overtro eller naivitet og glemmer at det er religionen der repræsenterer den direkte, og eksistentielt set helt uundværlige og utroligt kreative, direkte føling med virkelighedens helhed og mening. De to betragtningsmåder er komplementære.   
Til toppen  Til indeks


Virkeligheds-aksiomet: Virkeligheden eller eksistensen som helhed betragtet er et psykologisk fænomen, der beror på psykens behov for at danne sig en ordnet, lovmæssig, sammenhængende og meningsfuld opfattelse af tilværelsen.   
Til toppen  Til indeks


Voldtægt og misbrug af mindreårige anses med rette som meget alvorlige forbrydelser, men børnepornoens udbredelse via vore dages internet ser ud til at afsløre at stadigt flere mennesker - overvejende mænd - er så fokuserede på sex at de ikke længere har naturlig forståelse for eller er i stand til at respektere at netop børn skal skånes for seksuel interesse netop fordi de er børn og så længe de er børn. Generelt gælder for al sund seksualitet at den skal være frivillig og blottet for overgreb. Men specielt for børn gælder at det er et overgreb overhovedet at behandle dem som seksuelle væsener før de har nået en passende modenhed.   
Til toppen  Til indeks


Værdi-aksiomet: Værdier ligger i erfaringerne fra de psykiske primærprocesser, som er før sproget og karakteriseret af helhedsmæssig billedopfattelse. Metaforer er ikke erstatnings-forestillinger for real-forestillingerne, men fuldt ligeberettigede med disse som komplementære. Værdier erfarer ethvert menneske fra tidligste spædbarnsalder. Omverdenen kan slet ikke opfattes uden at den tillægges et værdiaspekt. Kærlighed, arbejde, kunst, kult og religion sørger for den stadige oplevelsesmæssige opretholdelse af de subjektive værdi-universer.
  Til toppen  Til indeks


Richard Wagner (1813-83) - tysk musikdramatiker, der stort set kun har komponeret operaer til egen tekst. Han var i sine unge år revolutionær og modtog afgørende påvirkninger fra filosoffen Schopenhauer. Det essentielle ved Wagners musikdramatik turde være selve fastholdelsen af den spændingsfyldte komplementaritet mellem det timelige og det evige, mellem det magtmæssige og det kærlighedsmæssige og mellem det immanente og det transcendente i en storslået ligevægt mellem ord, musik og iscenesættelse.
     Operaen 'Tristan og Isolde' (1859) kom til at sætte skel i musik-historien derved at Wagner byggede hele værket op gennem en række både klangligt og tonalt utroligt nuancerede og raffinerede spændinger uden - som det ellers var normal praksis - at lade akkordspændingerne opløses før til allersidst. Dermed opnår Wagner i selve musikken at opbygge en stigende spænding som nøje svarer til den stigende spænding i hovedpersonernes indbyrdes følelser. Den på én gang pinefulde og sødt-smertelige længsel bygges op over fire timers musik og udløses først i H-dur-akkorden efter Isoldes 'Liebestod'.
     Wagners største værk blev tetralogien 'Nibelungenringen' der blev påbegyndt 1848, men først afsluttet 1874 med 13 års pause 1857-70. Sidste del af værket ændrede titel fra "Siegfrieds Tot" til 'Götterdämmerung'. Wagner lod guderne gå definitivt til grunde og gudeborgen Walhal brænde op. Det er således deres egen undergang der dæmrer for guderne. Siegfried og Brynhilde fortæres ved et ligbål. 'Ringen' skulle altså være et drama om både gudernes og heltenes død. Og netop ved at aflive den gamle nordiske gud Odin eller Wotan skabte Wagner det første store ateistiske drama i europæisk litteratur og var som andetsteds nævnt formentlig inspirationen til
Nietzsches langt senere postulat om Guds død.
     Med 'Parsifal' skabte Wagner ikke desto mindre hvad der er blevet kaldt "en slags gudstjeneste" for sin nye religion, bestående af en "tilbedende anskuelse af den lidende Forløser på korset og medlidenhed med alt levende". Handlingen er opbygget som ét stort religiøst ritual der er fuldt af indirekte og tilslørede budskaber. Alt er symbolsk, men meningen er at tilskueren som en seer i trance skal komme tæt på at skue verdensviljens negation: viljens overvindelse.
    Wagner førte romantikken til sin yderste grænse på en måde der ændrede musikhistorien og alligevel blev ved at fascinere. Det var hans to sene operaer, 'Tristan og Isolde' og 'Parsifal', der bevirkede ændringen i den klassiske musik. Men det var dybest set hans opfattelse af selve det mytiske som gjorde udslaget. Hans værk rammer desuden lige i centrum af det tyske problem om magt kontra kærlighed - og 'urkræfter' kontra 'fremtid'. - Jf. Richard Wagner: Storslået musikdramatik med stor inkonsistens.   Til toppen  Til indeks


Ægteskabet er en bindende juridisk forpligtelse der undertiden erstattes med et lidt mere uforpligtende partnerskab. Ægteskab var førhen en forpligtelse der fik vidtrækkende følger for arveret. Ægteskabets indgåelse var ofte mere et spørgsmål om arveretlige følger end om tiltrækning mellem to selvstændige individer.
     I samfund hvor arveretten og familiehensyn stadig er dominerende kan ægteskabets indgåelse være et anliggende som den unge mand og pige ingen indflydelse har på, og oprør mod familiens bestemmelser kan fx i indvandrerfamilier være livsfarlige på grund af æresbegreber som moderne mennesker finder primitive. Hvor ægteskaber indgås frivilligt og på grundlag af forelskelse indgår parterne undertiden en moralsk forpligtelse til at ville leve med hinanden "i modgang såvel som i medgang til de dør". Dette var faktisk det normale løfte i gamle dage ved kirke-bryllupper. Stigningen i antallet af skilsmisser - også hos par der er blevet viet i en kirke - har været så stor at den sætter spørgsmålstegn ved fornuften i at bruge de gamle rituelle løfter.
     Det er i dag de færreste der betragter højtidelige løfter i kirken om evig troskab som andet end en formalitet eller en æstetisk gestus. Men set ud fra et dybere perspektiv er der nu engang forskel på om man mener noget med et højtideligt løfte eller ej. Da en del mennesker gifter sig af ren og skær forelskelse og ikke kan forestille sig andet end at forelskelsen vil vare evigt, så vil tendensen være at betragte det højtidelige løfte om evig troskab som en selvfølgelig formalitet. Men et højtideligt løfte er aldrig kun en selvfølge. Det burde altid være ment som en forpligtelse der principielt ikke kan brydes med mindre helt ekstraordinære omstændigheder indtræffer. Overholdelse af en forpligtelse er en del af fornuftig
konsistensetik.   Til toppen  Til indeks


Ændringer i kultur- og samfundsliv i større omfang beror altid på individernes og folkenes føling med arketypiske forestillinger, fordi det kun er disse der er ladede med tilstrækkelig psykisk energi.   
Til toppen  Til indeks


Æsteticisme betegner en livs- og kunstanskuelse der lægger hovedvægten på det æstetiske eller skønne. En æstetiker er altså en person der ensidigt betoner det skønne og æstetiske i livet, i gamle dage kaldt en 'skønånd'. Er det selve nydelsen eller lysttilfredsstillelsen der er hovedsagen taler man om hedonisme.
     Æstetikeren står dermed i modsætning til moralisten, der ensidigt betoner det moralske aspekt af livet. Men æstetikeren står også i modsætning til det religiøse menneske der ensidigt lægger vægt på gudsforholdet som det bærende i livet. Endvidere til det politiske mennesker der ensidigt lægger vægt på magtaspektet i livet, ofte kombineret med vægt på økonomi og samfundsorden.
     Som mennesketyper skal de alle tre ses som ensidige i deres anskuelse. Men i virkelighedens verden er det sjældent at møde rene typer (uanset hvordan man definerer dem). De fleste mennesker foretrækker i hver fald i det lange løb det smukke fremfor det hæslige, det gode frem for det onde, det sande frem for det falske, og det overordnede sigte frem for det snævre personlige, og dette betyder at de fleste vil tage æstetiske, etiske og religiøse synspunkter med i deres liv og livsanskuelse i en eller anden grad og blanding - og som noget selvfølgeligt.
     Kun helhedsrealismen hæver sig i hele sit sigte over al ensidighed ved principielt at lægge vægt på at få det skønne, det gode, det sande og det overordnede ind i alle overvejelser og hensyn ud fra den betragtning at virkeligheden grundlæggende er en sammenhængende og organisk helhed. - Se også
Moralisme.   Til toppen  Til indeks


Ødipuskomplekset er det oprør og had mod faderskikkelsen som freudianismen har tydet som generelt forekommende på grund af den uundgåelige jalousifølelse hos drengebarnet i 4-5-års alderen. Komplekset regnes for det sværeste at komme bagom i psykoanalysen. Det centrale i opfattelsen er opdagelsen af det udbredte følelses-massiv hos mænd som giver sig udslag i regulær mordlyst. Man forstår ikke begrebet Ødipus-komplekset, hvis man ikke selv har oplevet det som et følelsesmassiv.   
Til toppen  Til indeks


Ødipus-myten bør ses i sammenhæng med de to andre tragedier i Sofokles' trilogi ('Ødipus i Kolonos' og 'Antigone') og må da forstås som et symbol, ikke på den incestuøse kærlighed mellem moder og søn, men på sønnens oprør imod faderens autoritet i den patriarkalske familie. Ægteskabet mellem Ødipus og Jokaste (hans mor) bliver dermed kun et sekundært element, kun et af symbolerne på sønnens sejr. Han tager sin faders plads og med denne også alle hans privilegier. En analyse af hele trilogien vil ifølge Erich Fromm vise, at kampen mod faderautoriteten er dens hovedtema, og at rødderne til denne kamp går langt tilbage til den ældgamle brydning mellem de patriarkalske og matriarkalske samfundssystemer. Ødipus er ligesom Haimon og Antigone repræsentant for det matriarkalske princip: de angriber alle sammen en social og religiøs orden der er baseret på faderens beføjelser og privilegier, således som han repræsenteres af Laios og Kreon. - Freud mente at teorien om Ødipus-komplekset var selve nøglen til forståelsen af historien og af religionens og moralens udvikling. Det var hans overbevisning at netop dette kompleks dannede den fundamentale mekanisme i barnets udvikling, og han hævdede, at Ødipus-komplekset var årsagen til psykopatologisk udvikling og "kernen i neurosen". Men denne teori er der naturligvis ikke enighed om.   
Til toppen  Til indeks


Ørsted - Hans Christian Ørsted (1777-1851) så de fysiske kræfter han særligt udforskede som en del af det store skaberværk og skabte selv en udvidet forståelse af fysikken med sin teori om
elektromagnetismen. Ørsted forelæste som professor i fysik hele vintersemestret 1819/1820 på Københavns universitet i kemi og fysik samt elektricitet, galvanisme og magnetisme. I en dobbelttime i april 1820 ville han med et galvanisk trugapparat prøve at vise at stærke elektriske kræfter kunne påvirke en magnet. Trugapparatet bestod af nogle kobberkar (trug) som fyldtes med vand og syre og som zinkplader kunne nedsænkes i, så der udvikledes elektricitet. Denne blev ledt videre gennem en kobbertråd oven over en magnetnål, så retningen kunne skiftes. Magnetnålen gjorde det forventede udslag, men det var ikke særlig kraftigt, og Ørsted turde derfor ikke lægge noget definitivt i kompasnålens reaktion. Flere forsøg måtte til.
    Ved det endelige forsøg i juli 1820 fik Ørsted testet effekten overbevisende og fundet de regelmæssigheder ved nålens bevægelser som kunne formuleres. 'Den elektriske vekselkamp i lederen fra det galvaniske batteri' (den polære modsætning som endnu ikke kaldtes en elektrisk strøm) fik magnetnålen til at slå ud, som om man havde placeret en anden magnet parallelt med den. Han vidste i forvejen, at uens magnetiske poler tiltrækker hinanden, mens ens magnetiske poler frastøder hinanden. Nu havde han vist at lederens negative pol tiltrak magnetens N-pol, mens lederens positive pol tiltrak magnetens S-pol. Byttede han om på + og -, slog magneten ud til den modsatte side. Med andre ord: den elektriske leder opførte sig akkurat som en magnet. Derfor døbte han sin opdagelse elektromagnetisme. - Ørsted fortsatte ikke - som det ville have været forventeligt - med systematiske eksperimenter med den nyopdagede elektromagnetisme. Det var som om Ørsteds største tilfredsstillelse lå i at have ført endegyldigt bevis for sin opfattelse af naturen som dynamisk. Og han følte derfor utvivlsomt at han nu kunne koncentrere sig om sine filosofiske projekter, der bl.a. førte til udgivelsen af bogen 'Ånden i Naturen'.   Til toppen  Til indeks


Øvrigheden var ifølge apostlen Paulus indsat af Gud og skulle derfor ubetinget adlydes. Dette blev overordentlig stærkt understreget af protestantismens ophavsmand
Martin Luther. Og derfor kunne denne med bedste samvittighed gå ind for fyrsternes skånselsløse nedkæmpelse af bondeopstandene i 1524-25. - Det protestantiske øvrighedsdogme kom til at gå godt i spænd med Immanuel Kants rationalistiske pligtetik og Frederik den Stores preusserånd og militære kadaverdisciplin som gik videre til opdragelsesystemet og skolevæsenet. Alt dette er først og fremmest en væsentlig forudsætning for den borgerlige ensretning i 1800-tallet, men fik også fatale langtidsvirkninger i de nazistiske udskejelser i 1900-tallet. Deres skadelige virkninger kan slet ikke undervuderes. - Luthers opfattelse er fuldstændigt uantagelig for moderne tankegang og derfor også for den komplementære helhedsrealisme.   Til toppen  Til indeks


Åbenbaring taler man op i forbindelse med store religiøse erkendelser af den art man kender fra skikkelser som
Moses, profeten Elias og Jesus og apostlen Paulus. Men eksemplerne er utallige - og det skal nævnes at også islams store profet Muhammed havde dem. Ofte taler man 'forklarelsen på bjerget' fordi de hører til de store tilfælde at de personer der modtog åbenbaringer var gået op på et højt bjerg for at bede eller meditere i absolut stilhed og ofte i mange dage i træk. Men også alle mystikere kender fænomenet. Og i realiteten er uendeligt mange opdagelser i videnskab og kunst blevet til på en pludselig og uforklarlig måde. I jævnere forstand taler man om 'aha-oplevelser' når et menneske pludseligt finder løsningen på et praktisk, teknisk eller logisk-matematisk det har tænkt over et stykke tid uden at nå frem til en løsning. Det er ikke ualmindeligt at sådanne 'åbenbaringer' kommer når man vågner om morgenen. Og heraf kan man se at de i allerhøjeste grad har med det kollektivt uebvidste at gøre. - Jf. også Heureka og Indre dialog.   Til toppen  Til indeks


Ånden er spændingsfeltet mellem jeget og selvet, dvs mellem den individuelle psyke og den kollektive. Og dette spændingsfelt er dybdepsykologisk set ikke noget der i det enkelte menneskes udvikling først dukker op med specielle oplevelser eller målrettet træning i specielle metoder inden for meditation og mystik. Det er noget ethvert barn fødes med og vil opleve i form af drømme samt spontan 'falden i staver'. Alle kreative mennesker vil kende spændingsfeltet som den uudtømmelige kilde til inspiration der ligger neden under jeget og som jeget kan holde kontakt med, forudsat det ikke begynder en logisk analyse af feltet. Alle æstetisk åbne mennesker vil kende feltet som det man kommer i kontakt med gennem stor kunst og musik. Alle mennesker der forstår, at humor er langt mere end vittigheder og practical jokes, vil fornemme, at humoren dybest set ligger tæt på tragediens område, hvor det at have ret er hørt op. De vil fornemme at netop humor er udtryk for suspension af al snæver logik og nyttemoral.
     Alle religiøse mennesker vil kende spændingsfeltet som forholdet til den instans i én selv som er større end jeget. Det vil i religiøst sprogbrug sige det evige eller guddommelige. Igen en uudtømmelige kilde til energi, inspiration, kærlighed og indsigt. Men en kilde der ikke lader sig analysere eller forklare endsige definere. Jeget får aldrig kontrollen over dette spændingsfelt. Det kan alene stå i et positivt eller negativt forhold til feltet.   
Til toppen  Til indeks


Det åndelige liv er biologisk set (Lorenz) en ny form for liv, altså et emergent fænomen i evolutionen. Hvis man ville definere, hvad liv er, ville den præstation at indvinde og opmagasinere information sikkert blive taget med i definitionen, og ligeledes de strukturelle mekanismer, der ligger til grund for den. Men menneskets specifikke egenskaber og præstationer ville ikke dermed være omfattet af definitionen. Der mangler i denne definition af livet en essentiel del, det åndelige liv.   
Til toppen  Til indeks


Ånd-materie-dualiteten drejer sig om sørgsmålet hvorvidt ånden eller materien er det primære eller basale i universet. Dette problem var meget længe i 1800-tallet et stort stridsmål - især mellem teologer og humanister, men det er uløseligt, hvis man siger enten-eller. Det er ganske det samme som i atomfysikken hvor det er et uløseligt problem, hvis man skal vælge mellem om lys er bølgebevægelser eller partikler. Komplementaritets-synspunktet fritager os én gang for alle fra dette forstandsforheksende problem. For det siger, at vi for den fuldstændige beskrivelses skyld er nødt til at akceptere begge aspekter, selvom de i den konkrete iagttagelsesituation ikke kan være samtidigt gældende. Med andre ord: når det drejer sig om iagttagelsen eller vurderingen af tilværelsen, så må vi som konkrete personer i den konkrete situation vælge, om vi vil interessere os for det materielle, kvantitative aspekt eller det energetiske, kvalitative.   
Til toppen  Til indeks


Åndslivet er lige så sikkert og ubestrideligt et faktum som det personlige sjæleliv, men det forudsætter naturligvis kollektiver af forskellige slags. Åndslivet bliver da i eminent grad et spørgsmål om et dynamisk og fuldstændigt uigennemskueligt spil mellem individernes personlige sjæleliv og kollektivernes samlede fond af sjæleliv - og det forstærkes yderligere af at det må antages af kunne trække på erfaringer der er blev opsamlet gennem mange generationer. Det kollektivt ubevidstes uudtømmelige kreativitet kan næppe forstås bedre eller anderledes.



Ud over nedenstående indeks henvises også til
Emneindex og Personindex for alle Jernesalts artikler.

Indeks til leksikonet

A   B   C   D   E   F   G   H   I   J   K   L   M   N   O   P   R   S   T   U   V   W   Y   Æ   Ø   Å  

Bogstav A   Til toppen  Til bogstav B

Absolut determinismes uholdbarhed
Afmagt
Aggressivitetsdriften
Aggressivitetsdriftens positive og negative betydning
Aggressiviteten i videre eksistensfilosofisk forstand
Agnosticisme
Aktion og reaktion, loven om
almene relativitetsteori
Alt virkeligt liv er møde
Ansvarligheden
Arbejdet
Arketypiske forestillinger
Astrofysikken til kort over for universets opståen
Astrologiske forestillinger
Ateismen
At falde i staver

Bogstav B   Til toppen  Til bogstav C

babylonisk skabelsesmyte
Bach, Johan Sebastian
Barmhjertighed
Basiselementet i universet
Beauvoir, Simone de
Begejstring
Begrebstænkning
Bergman, Ingmar
Bertelsen, Jes
Besjælingen af et menneske
Bevidsthedssynspunktet (aksiom)
bibelsk skabelsesmyte
Billedtænkning
Biologien
Blake, William
Blicher, Steen Steensen
Blufærdighed
Bohr, Niels
BPM eller Basale Perinatale Matricer
Buber, Martin
Bunuel, Luis
Bøn

Bogstav C   Til toppen  Til bogstav D

Cølibatet

Bogstav D   Til toppen  Til bogstav E

Dagligsproget
Danskheden
Darwin, Charles
Demokrati
Determinismen
Djævelen eller satan
Drager og trolde
Drømme
Du-forholdet er umiddelbart
Dynamik (aksiom)
dynamiske faktor den

Bogstav E   Til toppen  Til bogstav F

Eksistenssandhed
Eksistens og videnskab
Eksistensen mellem nærvær og genstand
Eksistentialismen
ekstroverterede mennesketype
ekstroverterede (rationelle) tænketype
ekstroverterede (rationelle) føletype
ekstroverterede (irrationelle) sansetype
ekstroverterede (irrationelle) intuitive type
Elektromagnetismen
Elias, gammeltestamentlig profet
Emergens
Emergens og biologi
Emergenssynspunktet (aksiom)
Empiri-aksiom
Entropi
Entusiasme
Erkendelse og erfaring
Erfaringsverdenen
Den erotiske lyst
Etik, kunst, historie og religion
EU - den Europæiske Union
europæiske kultur, den

Bogstav F   Til toppen  Til bogstav G

Fader og moder
Fagsprog
Familien
Far-arketypen
faste ting i verden
Fejlbarlighed
Folkeligheden
Folkeoplysningen i Danmark
Folkereligiøsiteten
Formal logik
Fornuftige sprogregler
Forskningen
Forskydning
Forsvarsmekanismer
Fortrængning
Fortætning
Fremtidens oplysning
Freud, Sigmund
Fri abort
Frihedsprincippet
Frihedsprincippet og lighedsprincippet er komplementære
Fromhed i strengeste religiøse forstand
Fulguration
Fundamentalistiske religionssystemer
Fysikkens fire fundamentalkræfter

Bogstav G   Til toppen  Til bogstav H

Genstandsbevidsthed
Genstandssandhed
Genvundne erindringer
Globaliseringen
Gravitationskraften
Grofs matricer
Grundtvig, N.F.S.
Grønbech, Vilh.
Grønbechs religionshistoriske metode
Gud blev menneske
Guder er arketypiske forestillinger
Gudsforestillinger

Bogstav H   Til toppen  Til bogstav I

Heisenberg, Werner
Helhedsrealismen
Heltearketypen
herskende klasse, den
Heureka
Historien
Historie og religion
Historieforskningens objektivitet
Historisk fortolkning
Hitlers ideer
Hitlers politik
Hjernedødskriteriet
Hjertedødskriteriet
Homoseksualitet
Humoren i den menneskelige tilværelse
Humormennesket
Humor uforenelig med norm for rigtig opførsel
Højdepunktsoplevelser eller peak-oplevelser

Bogstav I   Til toppen  Til bogstav J

Ideologier
Immanens
Indeterminismen
indre dialog
Indvandrerpolitikken
Indvandringen
Inertiens lov
Informationsteknologien
Integrationen af muslimske indvandrerne
Intellektualisering
intellektuelle i Vesten
Introspektion
introverterede mennesketype
introverterede (rationelle) tænketype
introverterede (rationelle) føletype
introverterede (irrationelle) sansetype
introverterede (irrationelle) intuitive type
Intuition
Islam
Islamisk Stat

Bogstav J   Til toppen  Til bogstav K

Jacobsen, Erling
Jargon
Jeget og selvet
Jeget
Jegets relativering
Jesus
Jesus og eksistensen
Jesus en historisk person
Jesu opstandelse
Johannes Paul II
Jomfru Maria
Jorn, Asger
Jung, C.G.
Jødedommen

Bogstav K   Til toppen  Til bogstav L

Karma-forestillingen
Katolicismen
Den katolske kirke
Kierkegaard, Søren
Klassekampen
Klassisk fysik
Klassiske profeter
Kløften det objektivt-fysiologiske/den subjektive oplevelse
Det kollektivt ubevidste
Kommunismen og nazismen
Komplementaritetssynspunktet (aksiom)
Komplementaritetssynpunktet
Komplementaritet mellem individ og samfund
Komplementaritet mellem liberalismen og socialismen
Den komplementære helhedsrealisme
Konsistenssynspunktet (aksiom)
Korrespondensprincippet
Kravet om indre konsistens
Kristendommen
Kristningen af det store tyske-romerske rige
Kult er fest og ekstase
Kulten er ritualiseret
Kulturbevidstheden i et folk
Kulturen har tre kilder
Kultursammenstød mellem muslimerne og Vesten
Kunst, etik, historie og religion
Kvantemekanikken
Kønsforskellen

Bogstav L   Til toppen  Til bogstav M

Libido
Livet uforklarigt
Livet er en erkendelsesproces
Livskvalitet
logiske empirister
Konrad Lorenz
Loven om aktion og reaktion
Loven om utilsigtede virkninger
Luthers oprør

Bogstav M   Til toppen  Til bogstav N

materialistisk historieopfattelse
Meditation i egentligste forstand
Mennesket en del af naturen, men iagttager sig selv
Meningen med tilværelsen
Mening, kvalitet og oplevelse af sammenhæng
Messias-forestillingen
Middelklassen
Moderniteten og det ophøjede
Moralbegrundelse
Moralismen
Mor-arketypen
Moses
Mozart, Wolfgang Amadeus
Musikken
Musikkens struktur
Muhammed
Muslimer
Myterne
Mytisk sprog

Bogstav N   Til toppen  Til bogstav O

Nationalstaten
Naturen
Naturhistorien
Nazismen og kommunismen
nazistisk undertrykkelse
Neurotiske træk
Nietzsche, Friedrich
Nyborg, Ejgil

Bogstav O   Til toppen  Til bogstav P

Objektiv forskning/naturvidenskab
Objektivitetsproblemet
Det onde
Opdagelsen af historien
Oplysningstiden omkring 1800
'Oral lyst' og 'oral ulyst'
Orgasme og entusiasme
Ostenfeld, Ib

Bogstav P   Til toppen  Til bogstav R

Parforholdet
politisk magtkamp i Danmark
Primærprocesser (psykiske)
Projektion
Prævention og fri abort
psykiske elektromagnetiske kraft
psykiske fundamentalkræfter
psykiske grundprocesser
psykiske tyngdekraft
Psykologien
Pärt, Arvo

Bogstav R   Til toppen  Til bogstav S

Realitetssynspunktet (aksiom)
Refleksivitet
Reinkarnationsoplevelser
Religion
Religion i almindelighed og kristendommen
Religion en elementær kendsgerning
Religion en særlig indstilling i den menneskelige ånd
Religion et emergent fænomen i biologien
Religionsforståelsen her i landet
Religion og historie
Religionsskiftet i Norden
Religionsskiftet på Island
Religiøse dogmer
Retfærdighed
Retfærdiggørelse
Romantikken som reaktion på oplysningstiden
Romantikken
Ruslands tragedie i sovjettiden

Bogstav S   Til toppen  Til bogstav T

Sabbat-ritualet
Samfundet en elementær kendsgerning
Samfundet er åbent
Samfundsfællesskabet
Samfunds- og kulturudviklingen
Samvittigheden
Sartre, Jean-Paul
Seksualitetens frigørelse fra forplantning
Seksualmisbrug og børneporno
Seksuelle fantasier
Det seksuelle forspil
Den seksuelle orientering
Den sekulariserede vestlige verden
Sekulariserings-synspunktet (aksiom)
Sekundærprocesser (psykiske)
Selvet
Selvets almengørelse
Selvets instans i psyken
Selvudvikling
Sjælen
Sjæl-legeme-skellet
Skriftsproget
Slang
Sociologien
Den specielle relativitetsteori
Spontansang
Sproget er en elementær kendsgerning
Sprogets dimensioner
Sprogpsykologisk synspunkt (aksiom)
Det stabile sprog
Stalinismen
Stilhed og højtid
Storm P
Den stærke kernekraft
Den stærke psykiske kernekraft
Den svage kernekraft
Den svage psykiske kernekraft
Sædvanevirkeligheden
Symbolisme
Symbolsproget
'Syndefaldet'
Syndefaldsmyten

Bogstav T   Til toppen  Til bogstav U

Talesproget
Terrorangrebet 11.9. 2001
Terrorismen
Terrorismens hærgen
Tingsverdenen
Tragediesynspunktet (aksiom)
Transcendensen
Den tredje vej
Trier, Lars von
Tro er virkelighedssans i dens stærkeste form
Tro ifølge Søren Kierkegaard
Trossynspunktet (aksiom)
Tyngdekraften eller gravitationen
Typologi

Bogstav U   Til toppen  Til bogstav V

Udviklingen
Udviklingssynspunktet
Ungdomsoprøret i 1968
Ungdomsoprøret som et gigantisk 'syndefald'
Ungdomsoprørets forudsætninger
Unge generationers oprør mod forældregenerationen
Den umiddelbare realitet
De umiddelbare realiteter
Universalkonstanter

Bogstav V   Til toppen  Til bogstav W

Værdi-aksiomet
Varmelærens første hovedsætning
Varmelærens anden hovedsætning
'vedvarende eksistentiel tilblivelse'
Velfærdssamfundet
Verdensanskuelse (aksiom)
Videnskab
Virkeligheds-synspunktet (aksiom)
Voldtægt og misbrug af mindreårige
Værdisynspunktet (aksiom)

Bogstav W   Til toppen  Til bogstav Æ

Wagner, Richard

Bogstav Æ   Til toppen  Til bogstav Ø

Ægteskabet
Ændringer i kultur- og samfundsliv
Æsteticisme

Bogstav Ø   Til toppen  Til bogstav Å

Ødipuskomplekset
Ødipus-myten
Ørsted, H.C.
Øvrigheden

Bogstav Å   Til toppen  Til indeks

Åbenbaring
Ånden
Det åndelige liv
Ånd-materie-dualiteten
Åndslivet   Til toppen  Til starten af indeks



Henvisninger til artikler og oversigter på Jernesalt:

Oversigt over artikler om
Samfund
Oversigt over artikler om Eksistens
Oversigt over artikler om Sekularisering



Redaktion
Essays



At læse Jernesalt
Introduktion til Jernesalts filosofi
Komplementaritetssynspunktet
Modstanden mod komplementaritetssynspunktet

Den komplementære helhedsrealisme
De psykiske grundprocesser
De psykiske fundamentalkræfter
Konsistens-etikken
Etik og eksistens



Til toppen   Til forsiden   PrintVersion   Tip en ven  



utils postfix clean
utils postfix normal