|
|
ARTIKEL FRA JERNESALT - 26.4.12.George Soros, refleksiviteten og fejlbarlighedenNytænkning af økonomienGængs markedsøkonomisk teori Soros' kritik af markedsfundamentalismen Soros' refleksivitetsbegreb Soros' fejlbarlighedsaksiom Soros om den politiske sammenhængskraft Helhedsrealistisk vurdering Henvisninger Nytænkning af økonomien Til toppen Næste En af de ejendommeligste fordomme i videnskabelig tænkning overhovedet er den gængse økonomiske teoris tro på ligevægt i økonomien. Økonomerne har trods alle vanskeligheder med at forklare de faktiske ubalancer i den økonomiske udvikling gennem tiderne fastholdt et fundamentalt dogme om at alle udsving på markedet vil søge tilbage til udgangspunktet (ligevægts- eller hvilepunktet) med samme forudsigelige lovmæssighed som penduludsvingene i fysikken. Men den voldsomme globale finanskrise de sidste par år har som bekendt rystet verden, fordi den har vist hvor galt det kan gå, når aktørerne på finansmarkederne fejler, og den har dermed også fået tusindvis af økonomer til at forsøge at tænke i nye og innovative baner for at løse vor tids store økonomiske og sociale udfordringer. Og den har specielt fået dem til at se nærmere på de langvarige ubalancer som de gængse teorier ifølge Katarina Juselius er gået udenom, men som i dag spiller en vigtig rolle i økonomien. Et af de praktiske resultater af forsøget på nytænkning er oprettelsen af det nye center på Økonomisk Institut på Københavns Universitet som under det ganske sigende navn INET Copenhagen Center on Imperfect Knowledge Economics blev åbnet mandag den 16. april, og som skal give plads til, at en ny og innovativ retning inden for økonomi kan udvikle sig som del af et internationalt netværk. Direktøren for det nye center, økonomiprofessor Katarina Juselius, forklarer på centrets hjemmeside at kravene til matematisk præcision ofte betyder, at økonomer mister det essentielle, nemlig ubalancerne. Ja, hun siger ligeud, at økonomi har udviklet sig i en matematisk retning, hvor alt, der ikke passer ind, skæres væk. Men økonomi er fundamentalt set en samfundsvidenskab som både påvirker og påvirkes af menneskelig adfærd. Og hvis denne vekselvirkning udelukkes fra modelanalysen, kan det være en hindring for at opnå brugbare resultater. Det kan nok siges noget tydeligere. For alt det der ikke passer ind i de matematiske modeller vil i realiteten sige alt det der ikke kan måles og defineres eksakt. Og hertil hører lige præcist alt det der i den sidste ende bestemmer samfundsudviklingen og historien, nemlig den menneskelige bevidsthed og adfærd. Den tiltrængte nye og mere åbne erkendelse har været alt for længe undervejs, for det har i årtier været velkendt fra kaosteorien at det naturligvis går galt for al videnskabelig objektivitet at skære resultater væk der ikke passer ind i gamle forestillinger og fordomme. Så smider forskerne nemlig uden videre måleresultater væk der afviger fra det forventelige - og så erkender man selvfølgelig aldrig nye lovmæssigheder eller sandheder. I økonomien blev denne sandhed først åbent erkendt og formuleret af den ungarskfødte, amerikanske økonom og professionelle investor George Soros, der erhvervede sig sin millardformue gennem spekulation tilbage i 1980'erne og 1990'erne, og netop blev opmærksom på fejlkilderne i den økonomiske tænkning ved at beskæftige sig med kaosteorierne. Han opdagede fejlene og lærte vel at mærke af dem, og da han havde fået penge nok, begyndte han en speciel slags filantropisk virksomhed der ikke mindst havde det ambitiøse formål at afhjælpe hvad han selv kalder "vanvittige økonomiske beslutninger på det internationale finansmarked". Det er i sig selv en interessant historie, som han ofte har fortalt og som bragte ham på avisernes forsider allerede da han udnyttede sin nye viden til at spekulere særdeles effektivt og udbytterigt mod det engelske pund og under den østasiatiske krise nogle år senere mod asiatiske valutaer. Han har skrevet flere bemærkelsesværdige bøger, herunder også en om den globale krise der startede i USA i 2008, men det mest spændende ved hans virke er for undertegnede den hårde kritik af den gængse økonomiske ligevægtsteori, der får ham til at tale om universitetsøkonomien som en dogmatisk ideologi som han simpelthen kalder markedsfundamentalismen. Det er hans banebrydende kritik af denne fundamentalisme og dermed af nogle grundlæggende vrangforestillinger i samfundsvidenskaberne der her skal gøres til genstand for nærmere omtale. Gængs markedsøkonomisk teori Til toppen Næste Soros lægger ikke skjul på at han - skønt økonom af uddannelse fra London School of Economics - aldrig har sat sig særligt grundigt ind i økonomisk teori, idet han simpelthen syntes det krævede for meget slid med matematikken. Det var sjovere og givtigere at følge markederne. Men han har ikke desto mindre gennemskuet, at økonomien som videnskab lider under at de klassiske økonomer i sin tid lod sig inspirere af Newtons teorier og derfor forsøgte at etablere universelt gyldige love der både kunne bruges til at forklare og forudsige økonomisk adfærd. De satte netop deres lid til ligevægtsbegrebet, som gjorde det muligt at fokusere på det endelige udfald og ignorere midlertidige forstyrrelser. De var med andre ord overbeviste om at det logiske princip der kendetegner fysikkens penduludsving også gjaldt i økonomien. Et pendul der får lov at svinge frit vil altid finde tilbage til sit hvilepunkt uanset hvor store udsvingene er, og det skyldes den universelle fysiske fundamentalkraft der hedder gravitationen eller tyngdekraften, og hvis lovmæssigheder Newton formulerede i 1666. I økonomien er ligevægtsbegrebet imidlertid efter Soros' mening vildledende, eftersom ligevægt kun sjældent observeres i det virkelige liv. Her har markedspriserne det med at fluktuere eller svinge konstant. Ganske vist kan man sige at markedsdeltagerne tilpasser sig markedspriserne, men det mål de tilpasser sig bevæger sig, og hvis det bevæger sig uafladeligt er det misvisende at betegne deltagernes adfærd som en tilpasningsproces. Økonomisk teori er, understreger Soros, konstrueret på samme måde som logik eller matematik. Den er baseret på visse postulater, og alle den økonomiske teoris konklusioner udledes via logisk manipulation. Men når en hypotetisk ligevægt fremstilles som en model af virkeligheden, sker der en afgørende forvrængning. Økonomerne har en skjult antagelse om at prismekanismerne kun virker i én retning og blot passivt reflekterer udbuds- og efterspørgselssituationen. Men den dominerende kendsgerning på de faktiske finansmarkeder (og i industrier med hurtigt udviklende teknologier) er at prisudviklingen i sig selv forandrer købernes og sælgernes villighed til at udveksle varer til en given pris, fx fordi de forventer at priser vil stige yderligere i den nærmeste fremtid. Udbuds- og efterspørgselssituationen er altså på nogle måder gensidigt afhængige eller afhængige af begivenheder på markedet - og står således i modsætning til den gængse økonomiske teoris forudsætninger. For en holdbar og tidssvarende økonomisk teori er det derfor nødvendigt at acceptere prisudviklingens afhængighed af faktorer uden for udbuds- og efterspørgselskurverne, nemlig dem der vedrører den menneskelige adfærd - og dermed nødvendigt at acceptere begrebet refleksivitet i økonomien. Andre faktorer som innovation kan også forstyrre tendensen mod ligevægt, men refleksiviteten er den afgørende. - Det bør i denne forbindelse for en ordens skyld nævnes, at den økonomiske teori for længst har inddraget andre faktorer end den simple pristilpasning mellem udbud og efterspørgsel som forklaring på ubalancer, herunder arbejdsløshed, finanspolitik (forholdet mellem offentlige udgifter og indtægter), udenrigshandel, forbrug, opsparing, investering, miljø m.m. Derved er der opstået en lang række økonomiske særdiscipliner, men generelt er de fundamentale spørgsmål i økonomien forblevet ubesvarede eller utilstrækkeligt besvarede. Så selv om de mest optimistiske økonomer ifølge Encyklopædien "bevarer håbet om at kunne skabe en bedre verden ved brug af indsigt i de økonomiske sammenhænge" (!), så kommer de ikke uden om at der vedblivende er fundamental konflikt mellem menneskets rationelle hensigter og metoder på den ene side og dets irrationelle påfund og adfærd på den anden. Hvad finansmarkederne specifikt angår, er de i vid udstrækning bestemt af forventninger og disse påvirker i sig selv fremtiden, så vi har at gøre med selvrefererende, selvpåvirkende feedbackmekanismer, der reelt gør alle ligevægtsanalyser illusoriske. Derfor tyer økonomerne til hvad Soros åbenlyst kalder alkymi eller andre former for magi. Soros minder således om at den tidligere formand for den amerikanske centralbank Alan Greenspan engang advarede mod "markedernes irrationelle overdrivelser", og det var jo netop en 'påberåbelse af refleksiviteten'. Og Soros bliver også meget ironisk når har nævner at historiens største udøvere af 'refleksiv alkymi' tidligere (i 1990'erne) kunne findes i Japans finansministerium, men han skynder sig at tilføje at de i dag ikke har flere trick at diske op med. På finansmarkederne og i makroøkonomien baserer deltagerne deres beslutninger på forventninger, og den fremtid de forsøger at forudsige er vel at mærke afhængig af de beslutninger de tager i dag. Dermed indgår der et element af usikkerhed i forhold til både beslutningerne og konsekvenserne af beslutningerne. Og denne usikkerhed kan ikke elimineres ved nogen teoretisk antagelse af en fuldkommen viden, for menneskets viden er netop aldrig fuldkommen, hverken i økonomien eller i andre samfundsvidenskaber (eller i det hele taget). Ligevægtsbegrebet er ikke overflødigt, påpeger Soros udtrykkeligt, for det ville ikke være muligt at fremsætte en dynamisk uligevægtsteori, hvis der ikke var et ligevægtsbegreb at gå ud fra, men skal man forstå finansmarkederne og de makroøkonomiske udviklinger er der efter hans mening brug for et nyt paradigme der supplerer ligevægtsbegrebet med refleksivitetsbegrebet. Dette tilføjer en dimension som ligevægtsteorien har ladet ude af betragtning, nemlig den historiske dimension med hele dennes usikkerhed. Soros' kritik af markedsfundamentalismen Til toppen Næste Soros strammer imidlertid sin kritik af den økonomiske videnskab markant, idet han påpeger at den under dække af metodologi indfører nogle bestemte påstande om værdier, hvoraf den vigtigste er at kun markedsværdier skal tages i betragtning, hvad der igen vil sige kun de overvejelser der gøres i en markedsdeltagers hoved, når han beslutter hvad han er villig til at betale en anden deltager. En sådan påstået forudsætning (aksiom) er berettiget når formålet alene er at bestemme markedsprisen, men den ignorerer den lange række af individuelle og samfundsmæssige værdier der ikke udtrykkes i selve markedsadfærden, nemlig de store spørgsmål om hvordan samfundet bør indrettes, eller hvordan folk bør leve. Disse politiske eller eksistentielle spørgsmål har økonomerne ikke desto mindre forsøgt at besvare, og det betyder at området for og indflydelsen af økonomisk teori er blevet udvidet langt ud over de grænser som et aksiomatisk systems postulater kan begrunde. Økonomerne omdanner på denne måde en aksiomatisk, værdineutral teori til en ideologi som på en magtfuld og farlig måde påvirker den politiske og forretningsmæssige adfærd - og dette er hvad Soros kalder markedsfundamentalisme. Økonomerne tager værdierne for givne, men værdier involverer altid et valg mellem alternativer, og den mulighed at nogle værdier måske slet ikke kan forhandles, lukker man ude af teorien. Generelt gælder desuden at man kun inkluderer individuelle præferencer, hvorimod kollektive behov lades ude af betragtning. Og dette betyder at hele det samfundsmæssige og politiske område ignoreres. Soros siger meget rammende, at hvis markedsfundamentalisternes gamle, liberalistiske aksiom om at det fælles bedste tjenes bedst ved at det enkelte individ uhindret stræber efter sin egen interesse, var gyldigt, ville der ikke være sket nogen skade. Men det er netop ikke gyldigt. Ved at ignorere de kollektive behov, bruger økonomerne det der skal bevises som argument. Empiriske undersøgelser af beslutningsprocesser har vist, påpeger Soros, at selv i spørgsmål om individuelle præferencer tilpasser folks adfærd sig ikke den økonomiske teoris aksiomer om værdiernes konsistens og konstans. Præferencerne varierer tværtimod afhængigt af hvordan folk opfatter deres beslutningsproblem. Som eksempel herpå nævner Soros først og fremmest sit eget helt personlige. Han har ofte følt at han havde flere personligheder i sig: én til forretninger, én til socialt ansvar, og én (eller flere) til privat brug. Og denne splittelse har været så pinlig for ham, at han bevidst har forsøgt at integrere de forskellige aspekter af sin tilværelse. Og det er lykkedes for ham, men - som han understreger - det ville ikke have været muligt, hvis han havde fortsat som en aktiv deltager på finansmarkederne! Forvaltningen af penge kræver nemlig at man målbevidst arbejder på at tjene penge, og at alle andre overvejelser må underordnes dette ene mål. Soros indrømmer naturligvis at de værdier som den økonomiske teori postulerer faktisk er relevante for økonomiske aktiviteter i almindelighed og for markedsdeltagernes adfærd i særdeleshed. Men økonomisk aktivitet repræsenterer kun én facet af den menneskelige tilværelse. Den er uden tvivl meget vigtigt, men man kan ikke se bort fra andre aspekter som de politiske, sociale og individuelle sfærer eller fænomener som gruppepres, påvirkning fra familien eller den offentlige mening eller endog - i sidste ende - overordnede, 'religiøse' hensyn. Økonomisk adfærd er kun én form for adfærd, og de værdier som den økonomiske teori tager for givne er ikke den eneste type værdier der eksisterer i samfundet. Økonomiske værdier udtrykker efter Soros' mening kun hvad en individuel markedsdeltager er villig til at betale en anden for i fri handel - ud fra den forudsætning at alt for ham drejer sig om at maksimere sit overskud. Men hvis samfundet og den menneskelige eksistens i det hele taget skal opretholdes, må der være andre værdier. Hvilke værdier der her er tale om, giver økonomiske studier imidlertid ikke svaret på. Her må vi bevæge os ud over den økonomiske teori og i stedet for at tage værdierne for givne (og definerbare) størrelser, må vi behandle dem som refleksive, således at forstå at forskellige værdier vil være fremherskende under forskellige forhold, og at der er en gensidig feedbackmekanisme der forbinder dem med de faktiske forhold og skaber et unikt, historisk forløb. Hertil kommer imidlertid at vi også må behandle værdierne som fejlbarlige i den forstand at de værdier der er fremherskende på et eller andet tidspunkt i historien er tilbøjelige til at vise sig utilstrækkelige og upassende på et andet tidspunkt. Soros hævdede således i 1998 at markedsværdierne på daværende tidspunkt i historien blev tillagt en betydning som lå langt uden for hvad der var passende og holdbart. Og det kan man dårligt være uenig i. Soros pointerer i denne forbindelse den vigtige forskel mellem refleksivitetsbegrebets anvendelse på henholdsvis værdier og forventninger. Hvad angår forventningerne, fungerer udfaldet som en realitetsprøve, og her gælder den kognitive funktion. Men det er ikke tilfældet for værdier. Her er der brug for et andet navn på feedbacken fra virkelighed til tænkning, men Soros ved ikke hvad navnet skulle være, ud over at det vil være mere følelsesladet end ordet kognitiv. - Forskellen er unægteligt markant, for den drejer sig i sidste ende om forskellen mellem på den ene side sekundærprocesserne og alle de logiske og rationelle funktioner disse muliggør - og på den anden side primærprocesserne der er blottet for begreber, sondringer, logik og rationalitet, men som til gengæld rummer værdiaspektet og kvalitetsaspektet der vel at mærke er noget langt bredere og dybere end følelsesladethed jf. artiklen om De psykiske grundprocesser. Jeg forstår godt at Soros savner navn for denne form for feedback mellem virkelighed og psykisk grundfunktion, for han har jo netop ikke indsigt i dybdepsykologi, konsistensetik eller helhedsrealisme! Men det vender vi tilbage til. Hovedsagen er at holde fast i at refleksivitetsbegrebet rækker langt ud over den kognitive funktion, lige så snart vi beskæftiger med værdier der rækker ud over penge. Soros' refleksivitetsbegreb Til toppen Næste Allerede finansmarkederne er kendetegnet af det psykiske fænomen vi kalder forventninger, dvs forestillinger om hvad der vil ske i fremtiden af både positiv og negativ art. Og disse forestillinger er i sig selv med til at ændre udviklingen og dermed også de fremtidige forventninger. Investeringer handler grundlæggende om at foregribe eller 'diskontere' fremtiden. Den pris som investorerne i dag er villige til at betale for en aktie, en valuta eller en vare, kan påvirke virksomhedens, valutaens eller varens fremtid på adskillige måder. Forandringer i nutidens forventninger påvirker således den fremtid de diskonterer. Og det er dette der skal forstås ved refleksivitet. Men refleksivitet er ikke begrænset til finansmarkederne alene, pointerer Soros, den er til stede i enhver historisk proces, ja, faktisk er det refleksiviteten som sådan der gør en proces virkelig historisk. Den flytter processerne ud af naturvidenskabernes forudberegnelige baner og over i usikkerhed og ubestemthed. I fysikken er kendsgerninger uafhængige af videnskabsmændenes udsagn om dem. Det er kendsgerninger der afgør om et udsagn er sandt eller falsk. Stemmer et udsagn overens med kendsgerningerne, er det sandt; ellers falsk. Men det samme gælder ikke for situationer der involverer tænkende deltagere. Her går forbindelsen mellem udsagn og kendsgerning begge veje. Deltagerne forsøger at danne sig et billede af situationen der stemmer overens med virkeligheden; det er den kognitive funktion. På den anden side forsøger de at forme virkeligheden efter deres egne ønsker. Dette kalder Soros den aktive eller deltagende funktion. Og når både den kognitive og den deltagende funktion er i kraft samtidig, betegner han situationen som refleksiv. Funktionerne interfererer med andre ord med hinanden. Via den deltagende funktion kan man påvirke den situation der formodes at tjene som en uafhængig variabel for den kognitive funktion. Følgelig kan deltagernes forståelse ikke karakteriseres som objektiv viden. Og netop derfor vil udfaldet af deres beslutninger være tilbøjeligt til at afvige fra forventningerne. Der er altså områder af samfundslivet (og tilværelsen) hvor de kognitive og de deltagende funktioner overlapper hinanden, og hvor dette er tilfældet bliver vores forståelse af virkeligheden ufuldstændig og udfaldet usikkert. Soros understreger at ikke alle handlinger i samfundet er refleksive, idet der ved siden af de historiske begivenheder også er dagligdags begivenheder hvor kun den kognitive funktion er virksom. Men hvor begge funktioner er virksomme, er der tale om historiske begivenheder, og en virkelige historisk begivenhed forandrer ikke blot verden, den forandrer også vores forståelse af verden. Og denne nye forståelse får igen en ny og uforudsigelig indflydelse på verdens gang. Soros nævner Den franske Revolution 1789 som en sådan begivenhed. Mange andre kunne nævnes, og i denne forbindelse bør såvel 'emergensaksiomet' som 'loven om utilsigtede virkninger' nævnes. Men dem kommer Soros ikke ind på. Til gengæld fremhæver Soros at refleksiviteten generelt har langt mere gennemgribende og umiddelbar indflydelse på deltagernes selvopfattelse, værdier og forventninger end på begivenhedernes gang. Men det sker at den refleksive vekselvirkning påvirker omverdenen, og da bliver påvirkningen særlig signifikant. Vigtigt er også at refleksiviteten må ledsages af ufuldkommen forståelse fra deltagernes side. Det element af ubestemthed som Soros taler om, fremkaldes ikke af refleksiviteten alene, men også af selve vores ufuldkomne viden om samfundet og verden. Denne ufuldkommenhed er der imidlertid mange økonomer og samfundsforskere der ikke vil acceptere. Idéen om ubestemthed er tværtimod med stor ihærdighed blevet forkastet af samfundsvidenskabsfolk der hævder deres ret til at forklare begivenheder ved hjælp af videnskabelige metoder. Soros nævner udtrykkeligt Marx og Freud som fremtrædende eksempler, men også grundlæggerne af den klassiske økonomiske teori der netop har gjort sig store anstrengelser for at fjerne refleksiviteten fra deres undersøgelsesfelter. Soros finder det let at forklare. "Ubestemthed, mangel på sikre forudsigelser og tilfredsstillende forklaringer kan virke som en trussel mod en videnskabs faglige status". Og det er da meget rigtigt, men undertegnede vil alligevel pege på en dybere forklaring, nemlig en ulyksalig tro på den mekanicistiske determinisme. Samfundsforskere overfører erfaringerne fra den forholdsvis simple newtonske faststoffysik hvor alle virkninger har en påviselig og målelig årsag, og hvor alle årsager følgelig har forudsigelige virkninger, til områder af tilværelsen der ikke har denne simple årsag-virkning, herunder sjælelivet, åndslivet og kulturen i bredeste forstand. Men det hører med til det fuldstændige billede at også kvantemekanikken afslørede ubestemthed i de dele af fysikken der har med elementarpartikler at gøre. Troen på faststoffysikken som basis for forståelsen af alle fænomener i verden er ren og skær overtro - og den skyldes, som påvist utallige gange på Jernesalts sider, en logisk kortslutning fra det forhold at de på sekundærprocesserne hvilende kognitive funktioner har genstandsbevidstheden og dermed faste og håndgribelige genstande uden for menneskets psyke som forudsætning til den illusion at materien er basis for energetiske og psykiske processer. Soros langer med rette ud efter den logiske positivisme (fra 1920'erne og 30'erne) som i sin forståelige afvisning af meget af den daværende metafysik ensidigt hyldede systematisk viden som den eneste korrekte form for erkendelse og derfor underkendte såvel al ubestemhed i videnskaben som Einsteins relativitetsteori og Heisenbergs ubestemhedsrelationer. Og slet ikke gjorde plads til nyere teorier som kaosteorien (eller teorien om ikke-lineære systemer). For sit eget vedkommende begyndte Soros at anvende refleksivitetsbegrebet i økonomi og politik ud fra filosoffen Karl Poppers begreb om selvreference, der netop indfører et element af ubestemthed i tænkningen. Soros hævdede oven i købet at udsagn hvis sandhedsværdi er ubestemt langt fra at være meningsløse tværtimod er endnu mere betydningsfulde end udsagn hvis sandhedsværdi kendes. For de er med til at skabe den verden vi lever i. Soros erkender at den logiske positivisme for længst er trådt i baggrunden, og at naturvidenskaben ikke længere insisterer på en rent deterministisk fortolkning. Til gengæld fremturer dekonstruktivismen, hvor alt drejer sig om at føre virkeligheden tilbage til deltagernes subjektive synspunkter og fordomme. Og det er naturligvis lige så misforstået. Refleksivitet bør ikke føre til fuldstændig forkastelse af det traditionelle sandhedsbegreb, men til en revurdering af det. Soros om fejlbarlighed Til toppen Næste Soros opererer med to typer af fejlbarlighed, en moderat og en radikal. Den moderate fejlbarlighed er den 'officielle' der hører med til ideen om refleksivitet og begrunder såvel en kritisk tænkning som et åbent samfund, og som ligger i det simple forhold at der kan være uoverensstemmelse mellem tænkningen og kendsgerningerne, således at handlinger får utilsigtede og overraskende konsekvenser. Der sker afvigelser fra det normale og forventelige - og dette kan sætte gang i ny erkendelse. Desuden gælder at vores forståelse af naturen altid er ufuldkommen, således at det altid er muligt at erhverve bedre og bedre forståelse, og dette vil netop ske gennem erkendelse af fejl og fejlbarlighed. Dette er grundprincippet for 'det åbne samfund' som modsætning til det lukkede og totalitære samfund. Den radikale fejlbarlighed er grundlaget for Soros personlige verdensanskuelse, historieteori og adfærd både som økonom og som filantrop. Og den postulerer at alle menneskelige tankekonstruktioner på en eller anden måde har en brist, hvad enten de nu befinder sig i dunkle afkroge af vores tænkning eller de kommer til udtryk i den ydre verden i videnskaber, ideologier eller institutioner. Bristen kan manifestere sig i indre inkonsistens, i inkonsistens med den ydre verden eller inkonsistens med det formål vore ideer skulle tjene. Soros er klar over at påstanden kan lyde pessimistisk, fordi vi nu engang prøver at værne om vore forhåbninger selvom de er falske. Vi længes så at sige efter fuldkommenhed, varighed og den endegyldige sandhed. Men kendsgerningen er at vi ikke kommer i nærheden af fuldkommenhed eller endegyldige sandheder. Til gengæld giver livet os en chance for at forbedre vores forståelse af verden og derigennem også verden selv. Soros gør i den forbindelse opmærksom på at hans påstand om de menneskelige og samfundsmæssige konstruktioners mangelfuldhed ikke lader sig efterprøve og derfor heller ikke lever op til kravet til en videnskabelig hypotese. Påstanden kan hverken bevises eller demonstreres. Evnetuelle brister kan komme frem på et tidspunkt ude i fremtiden, men de beviser ikke, at de var brister på tidspunktet for konstruktionens skabelse. Generelt gælder at fremherskende ideers og institutionelle systemers utilstrækkeligheder først kommer til syne som tiden går, og refleksivitetsbegrebet begrunder udelukkende den påstand at alle menneskelige konstruktioner er potentielt mangelfulde, skriver han. Påstanden er altså en arbejdshypotese - uden logisk bevis eller videnskabelige status. Men Soros hypotese har fungeret fint i hans finansielle og filantropiske aktiviteter og i internationale anliggender. Den har tilskyndet ham til at lede efter en brist i enhver situation og at drage fordel af indsigten når han havde fundet den. Soros søgte ligefrem situationer hvor hans fortolkning var i strid med den herskende fornuft, og han var altid på vagt over for egne fejlfortolkninger. Og modsat de fleste andre mennesker gav det Soros stor tilfredsstilllse af opdage en fejl, fordi han vidste at det kunne redde ham fra økonomiske kvaler! På det objektive plan erkendte Soros at de selskaber eller industrier han investerede i nødvendigvis måtte være mangelfulde, og han foretrak at vide hvori manglerne bestod. De potentielle faremomenter han opdagede, fortalte ham hvornår det var på tide at sælge investeringerne. Har man først set bristen i et selskab på markedet, har man bragt sig i en førerposition som investor. På det mere filosofiske plan påpeger Soros en afgørende forskel mellem værdien af en hypotese i henholdsvis videnskabens og markedets verden. I videnskabens verden er værdien af en hypotese uhåndgribelig, men på markedet kan den direkte aflæses på overskud og tab. Den behøver ikke at være sand for at skabe overskud. Det er tilstrækkeligt at den bliver accepteret på markedet. Soros satsede derfor bevidst på mangelfulde hypoteser som kunne vinde generel tilslutning - forudsat at han kendte hypotesens svage punkt. Dette gav ham nemlig mulighed for at sælge i tide. Og dette resulterede i den sidste ende i at han spekulerede sig til en gigantisk formue. Men hypotesen har en radikal fejl, påpeger Soros: den er sandsynligvis slet ikke sand i sin nuværende form. Den kan tværtimod videreudvikles og gives "en form der med større autoritet kan gøre krav på at være sand", som han skriver. Og det ligger i refleksivitetsbegrebet. Hvad der er en optimal fremgangsmåde på det ene tidspunkt, behøver ikke at være det på et andet. Dette er ganske vist en svær idé at arbejde med i praksis, skriver han, men det er en frugtbar idé. Mangelfulde konstruktioner kan være frugtbare fejlslutninger, hvis de til at begynde med har en fordelagtig effekt. Men man skal altid være opmærksom på hvor længe effektens fordelagtighed varer. George Soros konkluderer at idéhistorien er sammensat af frugtbare fejlslutninger og ikke af paradigmer som andre taler om. Soros om den politiske sammenhæng Til toppen Næste Karakteristisk for den nuværende finanskrise er at den er global i og med at finansmarkedet og hele det kapitalistiske system er blevet globalt. Dermed kommer der en ustabilitet ind i billedet som ikke gjaldt eller kunne gælde i 1800-tallet, da Karl Marx analyserede systemet, eller i første halvdel af 1900-tallet hvor grunden blev lagt til den kolde krig og den diametrale modsætning mellem de vestlige lande med markedsøkonomi og de kommunistiske lande med planøkonomi. Og som Soros konkluderer, så var det gamle system i nogle henseender mere stabilt end det nuværende. Det var styret af centralistiske kolonimagter, guldet var fælles valuta, men først og fremmest var der bred enighed om visse fælles overbevisninger og etiske standarder, herunder tro på fornuften og respekt for videnskaben samt en etisk tradition af jødisk-kristen oprindelse. Det gav altsammen et tilstrækkeligt grundlag for en social samhørighed som monetære værdier og moderne transaktionsmarkeder ikke kan give. Efter sejren over de nazistiske og fascistiske systemer i 1945 og efter sovjetkommunismens sammenbrud i 1989 var der tilsyneladende banet vej for det åbne og demokratiske samfund i både vest og øst, men det mistede en stor del af sin tiltrækning som organiserende princip og sammenhængskraft til fordel for markedskræfterne, og det er derfor Soros ser markedsfundamentalismen som en større trussel mod det åbne samfund i dag end en hvilken som helst totalitær ideologi. Helt utilsigtet er markedsfundamentalismen blevet en fare for det åbne samfund, fordi den helt misforstår den måde markedet fungerer på, og fordi den lader markedet spille en alt for væsentlig rolle i samfundslivet. Det globale kapitalistiske system har, som tidligere anført, tilladt markedsmekanismerne og profitmotivet at trænge igennem til områder hvor de ikke hører hjemme. Soros retter imidlertid ikke kun skytses mod markedsmekanismerne, men også mod manglerne i det han kalder samfundets non-markedssektor, det vil sige den store sektor i samfundet der omfatter de kollektive interesser og værdier som netop ikke finder udtryk i markedet, fordi dette fokuserer på individets interesser og værdier og bygger på den falske forudsætning at samfundets værdier er summen af individernes værdier. Soros udtrykker forskellen på den lidt firkantede måde, at det er kollektiverne der opstiller reglerne, mens det er individerne der udfører handlingerne på markedet. Men det han ønsker at påpege er det uheldige i at folk generelt synes at stemme efter tegnebogen og at de folkevalgte jævnligt sætter deres personlige interesser over det fælles bedste. I stedet for at kæmpe for fundamentale værdier ønsker de politiskere ledere at blive valgt for hver en pris - og dette unægteligt meget velkendte fænomen betragtes vel at mærke som den naturlige, rationelle og ønskelige adfærd hos politikerne, i og med at den betragtes som værende i overensstemmelse med den fremherskende, markedsfundamentalistiske ideologi. De funktioner der hverken kan eller bør styres udelukkende af markedskræfterne, omfatter imidlertid mange af de vigtigste ting i menneskets liv, lige fra moralspørgsmål til familieforhold og æstetiske og intellektuelle præstationer. Men alle disse samfundsmæssige aktiviteter og menneskelige forbindelser ønsker markedsfundamentalismen betragtet som kontraktbaserede transaktioner som kan vurderes i forhold til en eneste fællesnævner nemlig penge. Og ideologien bilder sig oven i købet ind at det hele i sidste ende reguleres af den profitmaksimerende konkurrences "usynlige hånd" (Adam Smiths udtryk). Soros gør gældende at vejen ud af den omfattende globale finanskrise er at etablere globale institutioner der kan tage kollektive og globale beslutninger der lader det fælles bedste gå forud for individets interesser - uden at det forudsætter en global stat. En sådan anser han med god grund for urealistisk, men han påpeger at der må skelnes mellem en global stat og et globalt samfund. Det sidste er jeg helt enig i, men jeg må indrømme at jeg ikke tror på at globale institutioner kan løse problemet. I forvejen har vi FN, IMF og G-8-institutionerne og mange flere uden at verdenssamfundet som sådant er kommet frem til enighed om hvordan de økonomiske, klimamæssige, sociale og politiske problemer skal løses. Det er jo ikke kun markedsinteresser, men også statsinteresser der hele tiden kolliderer. Her vil jeg imidlertid koncentrere mig om selve spørgsmålet om hvad non-markedssektoren egentlig er for en størrelse og hvordan den virker som et kollektiv, for jeg tror ikke Soros har fat i kerneproblemet. Soros konstaterer meget rigtigt, at et lukket samfunds sammenbrud ikke automatisk fører til grundlæggelsen af et åbent samfund. Sammenbruddet kan nemlig føre til magtsammenbrud og opløsning af samfundet - således som det vitterligt skete i Rusland efter Sovjetsystemets sammenbrud i 1989 og som det sker den dag i dag, når fx mellemøstlige diktatorer fjernes uden at blive erstattet af en anden orden. Et åbent samfund er med andre ord ikke det samme som anarki. Det forudsætter tværtimod ubetinget en civil orden. Ja, det er meningsløst uden en sådan. Problemet er at det åbne samfund som ideal-model i dag trues fra to sider, nemlig både af det lukkede samfunds (diktaturets) statiske uligevægt og det rene transaktionssamfunds (det markedsfundamentalistiske frihedsriges) dynamiske uligvægt. Hvad der mangler er fælles grundlæggende værdier som giver tilstrækkelige sammenhængskraft til at kunne modstå begge trusler. Det åbne samfund vil altid være truet, påpeger Soros, men det kan efter hans mening gøres mere modstandsdygtigt ved at folk, som han formulerer det, "lærer (eller husker) at skelne mellem hvad der er rigtig og hvad der er formålstjenligt, og at de gør det rigtige, selvom det ikke er formålstjenligt". Formålstjenligheden dyrkes af markedsfilosofien der hele tiden ser på penge og profit. Overordnede etiske principper eller hensyn til grundlæggende værdier trækker den anden vej, men her er der også fare for fundamentalisme, nemlig hvis man havner i tro på absolutte værdier og altså ikke ser i øjnene at vores viden er og bliver ufuldkommen, og at vore principper derfor hele tiden må korrigeres af vore nye erfaringer. Men blot at kunne skelne mellem det rigtige og det formålstjenlige eller nyttige er nu ikke tilstrækkeligt. Vor tids væsentligste udfordring er ifølge Soros at skabe en række grundlæggende værdier der kan bruges i et i høj grad transaktionelt globalt samfund. Og disse værdier kan vel at mærke ikke som tidligere hentes fra ydre autoriteter som kirken, men må hentes fra de universelle ideer og erkendelsen af vores fejlbarlighed. Soros kommer i den forbindelse ind på oplysningstidens banebrydende indsats for at flytte de grundlæggende etiske værdier og principper væk fra de ydre autoriteter og ind i fornuftens domæne. Men han er helt på det rene med, at fornuften ikke kunne leve op til forventninger sådan som de bl.a. blev formuleret i den amerikanske Uafhængighedserklæring eller den franske revolutions erklæringer. Afstanden mellem hensigter og resultater var for stor (I Frankrig endte revolutionen endda i et decideret 'rædselsherredømme'). Bl.a. finder han nationalstaten stridende mod universaliteten. Og der er derfor grund til at underkaste oplysningstidens fornuftsdyrkelse den samme slags kritiske analyse som oplysningstiden underkastede de ydre autoriteter. Vi er altså nødt til at tage hul på rekonstruktionen af moralen og de samfundsmæssige værdier og acceptere deres refleksive karakter. For Soros er det indlysende at moralitet er baseret på en følelse af at være med i et fællesskab, det være sig familie, vennekreds, stamme, nation eller menneskehed. Markedsøkonomien er ikke et sådant fælleskab, slet ikke når den opererer på et globalt plan. Den forudsætter nemlig uheldigvis, ja, skæbnesvangert individernes uafhængighed. Skal moraliteten genindsættes i det åbne samfunds fundament skal individet betragtes som afhængigt af samfundet. Det har nok som borger visse frihedsrettigheder, men i sidste ende eksisterer det kun i kraft af samfundet. Dets tænkning og følelsesliv er grundet på familien, de sociale bånd og kulturen - samt historien. Det tilhører noget større end sig selv, og det vil også i mange tilfælde føle sig som tilhørende noget større. Soros stiller spørgsmålet om hvordan det skal kunne lykkes at få en verden bestående af afhængige individer til at samarbejde om at danne det globale samfund han forestiller sig, og han kommer til det resultat at det forudsætter et ekstra forbindelsesled i form af en positiv tilskyndelse til at samarbejde. Og et sådant forbindelsesled er svært at etablere, fordi verden er uhyre kompleks. Demokrati og markedsøkonomi er væsentlige ingredienser i et åbent samfund og dertil hører mekanismer til at regulere markederne samt visse aftaler for bevarelsen af fred, lov og orden på globalt plan. Men præcis hvordan disse aftaler skal udformes, er ifølge Soros ikke noget man kan slutte sig til ud fra principperne selv. Og desuden gælder at Vestens universelle begreber ikke uden videre kan overføres til endsige påtvinges andre kulturer. Soros har med andre ord mange smukke tanker om det åbne og globale samfunds idé og etablering. Men nogen løsning på de store udfordringer i tiden kan han reelt ikke komme med. Han understreger at sammenhobningen af snævre egeninteresser via markedsmekanismerne fører utilsigtede skadevirkninger med sig, herunder den værste, nemlig den nuværende ustabilitet på finansmarkederne. Og det er i sidste ende den han kan sige noget nyttigt og relevant om. Han gør sig derimod tilsyneladende slet ingen dybere forestillinger om at de kollektive kræfter der bestemmer udviklingen på non-markedssektoren i verdenssamfundet er universelle i en helt anden forstand end den han tænker på. De er ikke blot universelle idealer af den art jurister og menneskerettighedsforkæmpere kan formulere på papiret, men arketypiske forestillinger dybt nede i folkesjælene - og derfor kan de aldrig styres eller kontrolleres, lige så lidt som de kan forvandles til juridiske principper. De udgør derimod den vedvarende, aldrig standsende kritiske og refleksive instans i folkene de uafladeligt tjener som modvægt mod ideologernes og samfundshersernes overgreb. Helhedsrealistisk vurdering Til toppen Næste George Soros er unægteligt en spændende personlighed i den internationale verden, fordi han ikke blot har udnyttet svaghederne i markedsøkonomien til at spekulere sig til en gigantisk formue, men også efter at have tjent penge nok er begyndt en særlig slags filantropisk virksomhed med det erklærede formål at forsøge at standse vanviddet i økonomien. Ydermere har han redegjort for sine erfaringer i flere bøger og endda også har haft lejlighed til at forelægge sine synspunkter i vigtige internationale fora som den amerikanske kongres og G8-møderne. Soros' kritik af den almindelige økonomi rammer noget meget centralt i og med at den angriber selve markedsøkonomiens grunddogmer om at økonomiens ubalancer altid vil søge tilbage til ligevægt i analogi med fysikkens penduludsving, og at de enkelte individers forfølgelse af deres egeninteresser altid vil være til fælles bedste for samfundets helhed. I sin kritik rammer han i virkeligheden den gamle, dybt grundfæstede tro på at mennesket er et rationelt væsen der altid overvejende handler fornuftigt og ansvarligt. Og han påviser med held at denne filosofis grundfejl ligger i at både filosoffer, naturvidenskabsfolk og samfundsforskere bilder sig ind at de i forskningen kan se bort fra at mennesket er et tænkende væsen hvis tanker griber ind i, ja er med til at skabe virkeligheden. Med sit refleksivitetsbegreb formår Soros med stor styrke at påpege at menneskets forestillinger om hvad der vil eller kan ske i fremtiden ikke bare er tomme gætterier, men i sig selv er med til at forme fremtiden derved at selve forventningerne - eksempelvis på finansmarkedet - påvirker de beslutninger der tages og som igen influerer på udviklingen. Mennesket er til forskel fra naturen et refleksivt eller selvrefererende væsen, og dette indføjer lige præcis det element af usikkerhed og uforudsigelighed i udviklingen som kendetegner historien og kulturen. Soros gør her ikke klart op med den gamle, indgroede tro på determinismen som stadig behersker ikke blot naturvidenskaben og samfundsvidenskaberne, men mange ideologier og religioner (i fx skæbnetro eller prædestinationslære). Og han indfører ej heller det emergensbegreb som er uundværligt når det skal fastholdes, at der såvel i den biologiske evolution som i den samfundsmæssige historie sker spring i udviklingen som er uforklarlige, men ofte af største virkning og betydning. Soros får heller ikke tilstrækkeligt tydeligt afsløret det virkeligt katastrofale ved den moderne dyrkelse af de eksakte videnskaber og den falske tro på at man kan overføre naturvidenskabens metoder til humaniora og samfundsvidenskaber - og endda også til politik og eksistens. Det katastrofale heri ligger i selve troen på determinismen og rationaliteten - og den hertil hørende tro på at man kan abstrahere fra usikkerhed, fejlbarlighed, transcendens og emergens. Men mennesket er ikke fra naturens side et rent rationelt væsen. Det har fortsat dybe instinktive og irrationelle sider i sig som stammer fra dyrene, herunder ikke mindst aggressivitetsdriften, og det har til afgørende forskel fra dyrene fået en bevidsthed som totalt ændrer dets situation og indfører muligheden for såvel nytænkning i erkendelsen som grænseoverskridelse i adfærden. Selve bevidsthedens opdukken i biologien betød at mennesket blev kulturskabende og dermed i stand til at erobre verden og gøre sig til herre over naturen. I det lange løb har dette betydet at vi i dag står over for en voldsom befolkningseksplosion, ja, overbefolkning, med hvad dertil hører af ressourceknaphed og miljøproblemer, foruden hungersnød, epidemier og krige. Selve trangen til transcendens eller grænseoverskridelse betyder at mennesket efterhånden har fået gjort økonomisk og teknologisk vækst til sin absolutte afgud og derfor ikke kan affinde sig med eller har midler til at håndtere stilstand, endsige tilbageskridt over længere tid. Det vedvarende fremskridt er blevet det eneste saliggørende - og derfor er det ikke mærkeligt at økonomien i det nuværende globale samfund med avanceret informationsteknologi er gået hen og blevet en decideret 'transaktionskapitalisme' der tilsyneladende ingen grænser kender af etisk eller anden overordnet art. Systemet som sådant fremmer kun ansvarsløsheden. Naturligvis findes der ansvarlige menneske blandt politikerne, også på verdensplan, men generelt gælder at de ikke er i stand til trods ihærdige anstrengelser at bringe orden, balance og konstruktiv udvikling i tingene, økonomien eller de menneskelige og mellemfolkelige relationer. Fredsforskerne og pacifisterne er naive hvis de tror de kan skabe fred i verden ved at skabe dialog mellem magthaverne. Klimaforskere og miljøforkæmperne er naive hvis de tror de kan redde klimaet og miljøet ved brug af indsigten i de klimatiske og miljømæssige sammenhænge. Politikerne i den vestlige verden er specielt naive hvis de tror de kan redde velfærdssamfundet ved at øge velstanden, og økonomer er generelt naive hvis de tror de kan forbedre verden ved brug af indsigt i de økonomiske sammenhænge. Dette betyder ikke at de skal lade være med at forsøge - det ville være et urimeligt forlangende, men at de burde være mere realistiske og se i øjnene at alle ubalancer i den menneskelige kultur og historie hænger nøje sammen med at mennesket af natur er magtstræbende og grænseoverskridende. Det er ikke i sig selv ondt at være dette (mennesket er ikke ondt af naturen), men det kan vitterligt medføre ondskab, fordi det altid medfører valg mellem det gode og det onde. I alle tilfælde er der tale om at mennesket helt utilsigtet ødelægger al balance ved selve det at være menneske og modsat dyrene overskride alle sine grænser - fysisk, mentalt, erkendelsesmæssigt og politisk. Fornuften er menneskets store fortrin i forhold til dyrene; den betyder bevidsthed og refleksivitet som er dyrene nægtet. Men den forhindrer ikke fejltagelser. For menneskets viden er på intet tidspunkt fuldkommen, hverken individuelt eller kollektivt. Refleksiviteten tager højde herfor og fører til korrektioner og justeringer, så det er slet ikke forkert med Soros at sige, at idéhistorien er sammensat af frugtbare fejlslutninger eller - mere generelt - at historien simpelthen er en endeløs række af eksperimenter og fejltagelser. Den store og katastrofale fejl ved oplysningstidens rationalisme var ikke at den fremelskede nyttig viden om erkendelsens væsen og metoder, men at den snævrede virkeligheden voldsomt ind ved at se bort fra irrationelle fænomener, for disse er ikke blot et vedhæng til menneskelivet, men tværtimod fundamentale for opretholdelsen af meningen med og sammenhængen i tilværelsen - i og med at alle værdier og kvalitetsbestemmelser hviler på de medfødte psykiske primærprocesser som er af irrationel karakter. Derfor var det helt uundgåeligt at oplysningstidens snævre rationalisme omkring 1800 blev mødt af et voldsomt oprør fra romantikkens side - jf. artiklen Romantikken ifølge Rüdiger Safranski. Den gik nok i vid udstrækning i den anden grøft og undertiden helt ud i mystikkens mørke og dybde, men den formulerede for første gang i historien eksplicit den afgørende føling med det kollektivt ubevidste som vi har levet på lige siden og som det ikke går an for nogen at se bort fra, hverken i hverdagen eller i forskning og politik. Men romantikkens kritik af rationalismen forholder George Soros sig aldrig til - og derfor bliver hans egen kritik af videnskab og økonomi ufuldstændig. Alt det Soros fortjenstfuldt forsøger at gøre gældende i påpegningen af den betydning non-markeds-sektoren har, mister sin konsistens, fordi han ikke tager højde for de arketypiske forestillinger der ligger som afgørende fundament under alt menneskeligt fællesskab og al solidaritet. Soros peger et sted på eksistensen af en middelvej mellem al fundamentalistisk ideologi og fraværet af fundamentale fælles værdier, og han kalder den udtrykkeligt for 'en usikker middelvej'. Det svarer ganske godt til andres forestillinger om en tredje vej mellem socialismen og liberalismen eller mellem lighedsprincippet og frihedsprincippet, som netop er en vej der bryder med ideologiernes dogmer og derfor uundgåeligt bliver behæftet med den usikkerhed der kommer af at vores viden aldrig er fuldkommen, vores fremtid aldrig forudsigelig og vores mål derfor heller ikke bør være absolutte. Intet udtrykker denne usikkerhed bedre end begrebet komplementaritet, som jeg derfor vil sætte ved siden af Soros refleksivitetsbegreb. Komplementaritetssynspunktets værdi ligger i at det gør det muligt at fastholde alle logiske modsigelsers dynamiske modsætninger ved at anerkende begge de modsatrettede synspunkters berettigelse og og uundværlighed. Det dynamiske element bevares, så en hviletilstand eller ligevægt aldrig kan nås. Der er ingen grænser for ny erkendelse, men der er omvendt heller intet tvingende behov for at søge den absolutte sandhed. Jan Jernewicz Henvisninger: Til toppen Litteratur: George Soros: Den globale kapitalismes krise - Det åbne samfund i fare. (Rosinante. 1999) George Soros: Finanskrisen og nedsmeltningen. (Forlaget Hovedland. 2009) Links til: The INET Center on Imperfect Knowledge Economics Institute for New Economis Thinking George Soros officielle website Open Society Foundation (George Soros) KU: Nyt center skal udvikle innovativ økonomisk tænkning KU: Katerina Juselius, Centerleder Relevante artikler på Jernesalt: Universalismen et alt for tvetydigt begreb i dag (29.2.16.) EU's nye finanspagt er en stor narresut (31.1.12.) Tobinskatten og radikal pragmatisme (28.1.12.) Status over året 2011 (1.1.12.) Politisk bedrageri at trumfe tilslutning til Europagten igennem uden folkeafstemning (19.12.11.) EU splittes i to - uden at gældskrisen og vækstproblemet løses (10.12.11.) Økonomiens store elendighed i Europa er virkelig tragisk (17.11.11.) Barroso begik statskup i Bruxelles og splitter dermed EU (28.10.11.) Eurolandene løser den akutte gældskrise, men ikke de langsigtede problemer (27.10.11.) Er demonstrationerne mod finansverdenen nytteløse? (16.10.11.) Eurokrisen bremser unionsbestræbelserne (30.9.11.) Finanskrisen strammer til igen og gør politikerne afmægtige (11.8.11.) Den økonomiske krise nu for alvor en omvæltende realitet (29.10.08.) Finanskrisen afslører økonomiens fundamentale irrationalitet (8.10.08.) Jernesalts emergens-aksiom Jernesalts realitets-aksiom Jernesalts værdi-aksiom Jernesalts verdensanskuelses-aksiom Jernesalts virkeligheds-aksiom De psykiske grundprocesser Komplementaritetssynspunktet generelt Individ og samfund som komplementære fænomener Liberalismen og socialismen som komplementære fænomener Komplementariteten mellem sjæl og legeme, Hvad skal vi med rationalitet og videnskab (5.4.11.) Erkendelsens forudsætninger (12 afsnit af hovedartiklen om 'Den komplementære helhedsrealisme') Erkendelsen (5. afsnit af Værdimanifestet - 13.8.04.) Menneskets virkelighedsopfattelse I-VII Kaos- og fraktalfilosofi (13.3.10.) Religion som emergent fænomen i biologien (28.12.09.) Verdensbilledet - 2009 (13.3.09.) Kan alle vore forestillinger dekonstrueres? (25.04.08.) Sandheden og den dobbelte virkelighed (4.12.06.) Bohrs banebrydende filosofi ifølge Favrholdt Modstanden mod komplementaritetssynspunktet griber dybt ind i eksistensproblematikken (13.1.11) Kan moral begrundes? (Erling Jacobsens moralfilosofi) Etik og eksistens Vurdering af det 20. århundrede Øvrige henvisninger til Jernesalts egne artikler: Artikler om Samfund (se iøvrigt linkene i venstre ramme) Artikler om Eksistens (se iøvrigt linkene i venstre ramme) Artikler om Sekularisering (se iøvrigt linkene i venstre ramme) Redaktion Essays Emneindex Personindex Programerklæring af 2.6.02. Jens Vrængmoses rubrik Per Seendemands rubrik (fra 2005) At læse Jernesalt Introduktion til Jernesalts filosofi Komplementaritetssynspunktet Modstanden mod komplementaritetssynspunktet Den komplementære helhedsrealisme De psykiske grundprocesser De psykiske fundamentalkræfter Konsistens-etikken Etik og eksistens Livskvalitet (fire artikler) (2002-03) Ontologi-serie (tolv artikler) (2010) Virkelighedsopfattelse (syv artikler) (2007) Religion som emergent fænomen i biologien (28.12.09.) Jernesalts 2009-filosofi Forord - Begreber og aksiomer - Krisen ved årsskiftet 2008/09 - Verdensbilledet 2009 Livet - Mennesket - Sjælen - Sproget - Samfundet - Overordnede politiske parametre Udfordringen - Helhedsrealismens advarsler - Helhedsrealismens anbefalinger - Efterskrift Værdimanifest (fra 2003)) Værdimanifest i forkortet udgave Sagregister til værdimanifest Til toppen Til forsiden PrintVersion Tip en ven |
|
|
Komplementær helhedsrealisme som ebog i opdateret udgave |
|
|
Vilh. Grønbech Kulturopgør? |
|
|
Niels Bohr komplementær filosof? |
|
|
Erling Jacobsen - moralbegrunder? |
|
|
Konrad Lorenz - Kulturopgør? |
|
|
Isaac Newton Geni eller gal? |
|
|
E-bog om Newton og eksistensen |
|
|
Storm P. et sandt humormenneske? |
|
|
Romantikken nu som ebog? |
|
|
J.S. Bach musikalsk helhedsrealist? |
|
|
Ingmar Bergman 100 års drama? |
|
|
Virkelighed som ebog? |
|
|
Mozart skønhed eller dybde? |
|
|
Mozart - Mahler nu som ebog? |
|
|
Tidssvarende bud på eksistensen som e-bog |
|
|
Blake skør eller genial? |
|
|
Niels K. Jerne eksistens eller filosofi? |
|
|
Kulturopgør som ebog? |
|
|
Nihilisme eller romantik? |
|
|
Grundtvig profet eller fantast? |
|
|
Peer Sendemand - enfoldig tale? |
|
|
Hjælp! Hvordan læse Jernesalt? |
|
|
Konsistensetik nu som e-bog |
|
|
Carl Nielsen - fortsat modernist? |
|
|
Blicher en drømmer? |
|
|
Blicher og Grundtvig nu som ebog? |
|
|
H.C. Ørsted holistisk naturfilosof? |
|
|
Ugler i mosen eller guider til Jernesalt? |
|
|
R. Wagner en folkeforfører? |
|
|
Grim ælling eller geni i svøb? |
|
|
Skabelsen sandhed eller myte? |
.jpg)
|
|
Frans en hellig mand? |
|
|
Johannes Paul II - reaktionær? |
|
|
Bohrs filosofi nu som ebog? |
|
|
Filmskabere nu som ebog? |
|
|
Blake og Chagall nu som e-bog |
|
|
Gustav Mahler - skabelsesberetter? |
|
|
Livskvalitet nu som ebog? |
|
|
Storm P. og anden humor nu som e-bog |
|
|
Dragekamp - kollektivt ubevidst? |
|
|
begrebsleg eller livskvalitet? |
|
|
Troldtøj - blot overtro? |
|
|
Politiken højeste oplysning? |
|
|
1Q84 - løgn eller virkelighed? |
|
|
|
Bolde i luften - latterligt? |
|
|
Helios - myte eller sandhed? |