|
|
ARTIKEL FRA JERNESALT - 1.1.12.Status over året 2011Det arabiske forårTerrortruslen USA Kritik af kapitalen EU og Eurokrisen Vækstproblematikken Klima, overbefolkning og fattigdom Danmark Normskred, spin og værdikamp Henvisninger Det arabiske forår Til toppen Næste Året 2011 har haft mange store begivenheder af både den positive og negative art. Til de sidste hører ikke mindst naturkatastrofer som tsunamien der ramte Japan meget hårdt, fordi den gik ud over atomkraftværkerne. Den mest positive af alle begivenheder har det arabiske forår været. Det begyndte med oprøret i Tunesien og fortsatte i Egypten, Libyen, Syrien og mange andre af de arabiske stater. Det endte godt i Tunesien. Men alle andre steder i en blanding af godt og ondt som er svær at overskue og endnu sværere at forudsige slutresultatet af. I Libyen kom oprørerne godt støttet af Natos flyvevåben af med den enevældige og groteske oberst Gadaffi, men modsætningerne mellem befolkningsgrupperne truer overgangen til et fredeligt civilsamfund. I Egypten betød de kæmpemæssige demonstrationer at den enevældige præsident Mubarak måtte træde tilbage efter årtiers diktatur, men den magtfulde hær blev ikke antastet. Den sikrede gennemførelsen af et nyvalg, der betød sikker sejr til Det muslimske Broderskab og Salafisterne, og det betyder at de demokratisk indstillede oprørere stort set intet får at sige, og at hæren stadig bestemmer hvordan landet skal regeres. Syrien er inde i en voldsom og voldelig spænding mellem Assad-styret og oprørerne som ingen ende vil tage. FN og vestmagterne tør ikke gribe ind, fordi konsekvenserne kan blive uoverskuelige. Men presset mod den enevældige præsident vil vokse og vokse. Den Arabiske Ligas forsøg på mægling er nærmest helt latterligt. Massakrerne på oprørerne vil derfor indtil videre fortsætte. Generelt gælder at alle diktatorer og og alle enevældige monarker vil være under et stadigt stigende pres for at påbegynde reformer, men også at de vil prøve at holde sig ved magten længst muligt. De kan ikke længere lukke øjnene for hvor udviklingen bærer hen, men så længe de ikke kan se et for dem selv rimeligt alternativ, er der ikke store chancer for at de vover sig ud i ændringer. Til gengæld er der for alvor kommet gang i oprøret fra de unge og veluddannede borgeres side. De ønsker først og fremmest frihed og i vid udstrækning også vestligt demokrati og vestlig ligestilling. Men de er ikke ordentligt organiserede til at kunne hamle op med de etablerede systemer - og de kan end ikke hamle op med fx Det muslimske Broderskab i Egypten. Det positive er længslen efter frihed. Det usikre er hvordan islam skal kunne komme til at fungere som det store flertals indiskutable religion samtidigt med at der gradvis sker en eller anden form for demokratisering. Reelt er der kun ét håb, nemlig at der vil ske en sådan grad af sekularisering at demokratiet i sidste ende bliver muligt uden at islam forsvinder som folkelig forankring og rettesnor. En sådan sekularisering er slet ikke umulig. Den skal blot ske på en helt anden måde end vi har oplevet sekularingen i den vestlige verden, det vil sige som noget helt andet end den umulige total-adskillelse mellem religion og politik som de fleste vestlige politikere og eksperter hylder som den sande form. Problemet er at ingen af parterne forstår at sekularisering præcist skal defineres som adskillelse af politisk magt og religiøs magt, dvs at religiøse ledere og institutioner skal afholde sig fuldstændigt fra enhver ambition om at indføre præstestyre, kalifat eller hvad man nu kalder det. De skal i stedet for holde sig til at gøre religionen til rettesnor for moralen eller livsførelsen og livsmeningen, dvs til et rent åndeligt fænomen. Men den slags kræver forståelse for komplemtaritetstænkning, og den er der meget få mennesker i både den vestlige og den muslimske verden der er i besiddelse af. Terrortruslen Til toppen Næste Derfor vil den muslimske verden fortsat i mange år frem være præget af ofte fanatisk kamp mellem fundamentalistiske islamister og mere liberalt indstillede muslimer der accepterer frihedsrettihederne og ligestillingen mellem mand og kvinde. Og derfor vil der også fortsat eksistere islamistiske ekstremister der vil bekæmpe anderledes tænkende med alle midler, både i deres hjemlande og i de vestlige lande. Dette ses ikke blot i det ikke-arabiske Iran, men i Irak, Afghanistan, Egypten, Libyen, Syrien, Yemen og Saudi-arabien, ja stort set i alle arabiske lande. Ekstremister har forskellige navne som Taleban, Wahhabisme og Salafisme, men tankegangen er den samme: islam skal fortolkes som på Profetens tid, og Profeten skal hverken kritiseres eller hånes. Sålænge denne friheds- og demokrati-udelukkende fundamentalisme eksisterer, vil der være risiko for terrorisme, og vi i den vestlige verden vil være naive, hvis vi tror risikoen er blevet mindre i dag end for ti år siden. Verden forandrede sig med terrorangrebet på World Trade Centeret i New York i 2001. Resultatet blev bl.a. krigenen i Afghanistan og Irak. Og de har set i det lange perspketiv trods katastrofale fejl været både de militære og menneskelige omkostninger værd, for de har i høj grad været med til at vise hele verden, inklusive alle muslimer hvad forskellen er på frihed og religiøst funderet diktatur. Men der er meget lang vej til en sekularisering der gør demokrati muligt og minimerer risikoen for terrorisme. USA Til toppen Næste USA har unægteligt sit ansvar for en kamp mod terrorisme og terrorskabende diktatur der har været behæftet med så mange store fejl som tilfældet er. Præsident Obama har langt om længe fået gennemført sit øfte om at trække USA helt ud af Irak, men krigen har været ufattelig dyr for USA, så dyr at man roligt kan sige den har været medvirkende årsag til stormagtens finansielle krise. Også Afghanistan-krigen koster USA dyrt. USA er i dag så trængt, at det ikke længere økonomisk magter udslaggivende engagementer i Mellemøsten. Præsident Obama har på det sidste fået genrejst lidt af sin store popularitet, men kan ikke være sikker på genvalg til efteråret. Det vil sandsynligvis kommet til at afhænge af, om republikanerne finder den rette konkurrent, og det ser tvivlsomt ud på nuværende tidspunkt. Men uanset hvem der vinder, består de økonomiske problemer. og intet tyder på at Europa eller Kina vil være i stand til at hjælpe. De næste år - måske de næste mange år - bliver hårde tider for alle. Kapitalen Til toppen Næste Grunden hertil er ikke alene overforbruget af midler til militære formål eller andre tunge projekter som rumforskning, og den kan heller ikke simplficeres til overforbrug af skattemidler til velfærdsgoder og udbygningen af den offentlige sektor, selvom alle de nævnte ting må tages op til fornyet kritisk overvejelse. Grunden til den økonomiske krise skal også populært sagt søges i Wall Street, hvor de store amerikanske banker og New Yorks Børs (New York Stock Exchange) har hovedsæde. Wall Street er højfinansens magtcentrum - og har specielt siden det store børskrak i 1929 også været forbundet med frygten for det totale kollaps. I de seneste par år har vi oplevet flere ekceptionelt store bankkrak i USA som uundgåeligt har forplantet sig negativt til resten af verden og gjort den ene politiske 'bankpakke' efter den anden nødvendig, og i anden omgang belastet statskasserne så alvorligt at flere lande, men ikke mindst verdens hidtil førende økonomi, er blevet låst fast i næsten umulige valg mellem dårlige løsninger. De gamle økonomiske teorier og strategier synes uholdbare. Da finansverdenen ydermere provokerer almindelige mennesker med helt fantastiske og helt uigennemskuelige cheflønninger, chefbonusser og aftrædelsesordninger, er det ikke underligt at menigmand ikke længere tager kapitalens ophobning, værdisætning og anvendelse for lige så uangribelig som tidligere, men er begyndt at kræve ændringer og gennemsigtighed. Det har foreløbig ført til Occupy-Wall Street bevægelsen i USA og tilsvarende bevægelse i London og andre hovedstæder. Vi har set demontrationer af tusinder af mennesker, men ganske som andre steder hvor folk protesterer mod det ene eller andet (fx. på Frihedspladsen i Egypten mod de politiske magthavere), så er resultater svære at få øje på. For finanssektorens og især børsernes vedkommende er der jo tale om nogle mærkelige fiktive størrelser som kursværdier på andre fiktive størrelse der hedder aktier, obligationer og valutaer. I det små og på det lokale plan er der naturligvis tale om at værdier har 'interdependens' - bunden sproglig forbindelse - til de pengesedler og mønter almindelige mennesker kan købe fødevarer og klæder for i butikkerne, men på det store og globale plan er det størrelser der får kæmpeformuer rundt omkring hos enkeltpersoner, private fonde og andre uigennemskuelige foretagender til at styrtdykke den ene dag og ryge til vejrs den næste, alt efter hvordan de 'økonomiske vinde' blæser og det vil i praksis sige efter hvad der på psykologisk plan rejses af forventninger eller frygt og panik. Og den slags kan man altså ikke demonstrere imod ved at stille sig op foran børsbygningen i Wall Street eller andre tilsvarende bygninger. Det indser nogle af demonstranterne naturligvis, og det har så igen ført med sig at nogle optimistiske hoveder har troet at det var en idé af genopfriske gode gamle Karl Marx's såkaldte kapitallogik. Og ret skal være ret, Marx var en stor analytiker (men et knapt så godt menneske, jf. Paul Johnson), men han tog altså grundlæggende fejl på nogle vigtige punkter. Han troede kapitalismen automatisk ville føre til en social elendighed der automatisk ville føre til en klassekamp som proletariatet ville vinde, således at kapitalismen kunne afskaffes og en rationel socialisme kunne indføres. Han var med andre ord determinist og fundamentalist samt blind. Han kunne ikke se at kapitalen ville havde fordel af at sørge for at flertallet af mennesker, de arbejdssøgende, ville få mulighed for stigende forbrug. Og han kunne slet ikke se at markedsøkonomien - uanset hvad den fører med sig af ulighed - er den eneste mekanisme der er i stand til at sikre lavest mulige omkostninger pr. produceret enhed. Dette betyder ikke at der ikke i dag er brug for dybtgående kritik af kapitalen, kapitalismen og det faktisk eksisterende finanssystem, men at der skal helt andre teorier, begreber og strategier til at ændre forholdene i den rigtige retning. Specifikt er det helt nødvendigt at komme til fuld indsigt i komplementariteten mellem frihedsprincippet og ligheds- eller tryghedsprincippet, for uden komplementaritetssynpunktet bliver man hængende i et dybt forældet klassekampssynspunkt der hverken tager højde for markedsøkonomiens store fordele i forhold til planøkonomien eller for de sociale problemers faktiske karakter i det moderne velfærdssamfund og i den fattige del af verden. Komplementaritetssynpunktet indebærer at man accepterer at mennesket nu engang fra naturens side er indrettet med både en grænsesprængende nysgerrighed, udfoldelsestrang og konkurrencelyst der betyder at mange sætter friheden langt højre end trygheden, men samtidigt også med et grundlæggende behov for socialt fællesskab, tilfredshed med udviklingen og det bestående og derfor også et værn om hvad der er opnået. Trygheden, ligheden og fællesskabet sættes over den individuelle frihed. Eller sagt med eksistentialismens yndlingsgloser: tryghedstilhængerne sætter immanensen over transcendensen, mens frihedstilhængerne gør det modsatte. Biologisk set kan ingen af tendenserne undværes. Alle har i virkeligheden brug for og nytte af begge dele, individuelt som kollektivt. Politisk er det derfor uholdbart og nytteløse at vælge mellem principperne således som både liberalister og socialister gør det. Problemet er naturligvis at omsætte komplementaritetssynspunktet til praktisk politik. Og det første man her skal indse, er at det ikke er muligt at finde en eller anden neutral model som på objektiv vis deler sol og vind lige. Det var ganske vist det idealisterne bag 'Oprør fra midten' (Villy Sørensen, Kr. Helveg Petersen og Niels I. Meyer) forsøgte med ideen om ligevægtssamfundet. Men det er ren utopi eller teori. Det kan ikke etableres, for modsætningerne er netop af en sådan dynamik at ligevægt er principiel umulig. Man må alene forlade sig på at den demokratiske debat og kamp, hvor man deler sig efter anskuelse og regerer på skift, kan skabe fornuftige løsninger på langt sigt. Men gennem insigt i selve komplementaritetsfilosofien kan man undgå de værste fejltagelser. Det afgørende er af man forstår at de mange initiativrige mennesker der findes skal have lov til udfoldelse, og at de mange jævne mennesker der helst vil forblive ved det gamle skal have lov til at sætte nogle grænser for de andre - uden at fremdriften udelukkes. EU og Eurokrisen Til toppen Næste Siden 2009 er hele EU-området lige som store dele af den øvrige verden havnet i en så alvorlig krise, at den ikke kan løses alene ved genbrug af gamle metoder og strategier. Ideen med hele det europæiske fællesmarkedsprojekt, som førte til etableringen af EF, var oprindeligt at forhindre de gamle vesteuropæiske stormagter, inklusive Vesttyskland i at gentage fejlen der førte til de to verdenskrige, nemlig den nationalistiske selvhævdelse og indædte kamp mod hinanden. Man ville i stedet skabe et fællesmarked med fælles regler for konkurrencen - uden at ophæve de enkelte landes nationale suverænitet. Siden blev EF udvidet og omdannet til en såkaldt 'økonomisk union', og fra 2001 kom i netop denne forbindelse en fælles valuta, euroen, ind i billedet. Meningen med denne var at undgå at de enkelte lande konkurrerede med de andre ved hjælp af deres egne valutaansættelser. Under fuldstændigt stabile og ensartede økonomier en for alle ganske fornuftig indstilling. Men når stabilitet og ensartethed ikke eksisterer fører metoden kun til problemer, først og fremmest at uansvarlige regeringer udnytter kreditmulighederne til at gældsætte sig langt ud over hvad deres egne økonomier gør rimeligt og fornuftigt. Og ulykken var at der navnlig i Sydeuropa var for mange af den slags regeringer og at enkelt af dem, nemlig Grækenland, simpelthen ikke havde en sund økonomi og konkurrenceevne der kunne berettige til optagelse i euro-klubben. Efterhånden som den almindelige finanskrise bredte sig, blev euroen truet mere og mere, og til sidst indså de førende euro-stater Tyskland og Frankrig sammen med EU-kommissionen at der måtte skrides ind øjeblikkeligt mod de uansvarlige regeringer og samtidigt laves om på reglerne for euroen, således at man kunne undgå lignende kriser i fremtiden. Det var som påpeget på Jernesalt i en artikel 28.10. et decideret statskup fra Barrosos side. Og det har efterfølgende skabt påstået behov for en traktatændring der sætter nye regler for den eksklusive euro-klub som alle EU-lande skal acceptere. Meningen er mere magt til Eliten og Frankfurtergruppen (først og fremmest Tyskland, Frankrig og kommissionen) med den tyske kansler Merkel som den helt dominerende skikkelse. De der ikke vil være med, bliver forsøgt hægtet af, det gælder ikke mindst Storbritannien der under den konservative David Cameron har været fornuftig nok til at sige nej til at betale gildet for andre. Isoleret set vil det være en fordel for alle parter at selve eurokrisen bliver løst hurtigst muligt, da ophævelsen af den fælles valuta vil give store problemer, men på længere sigt er det slet ikke en løsning af euro-krisen der skal til for at løse Europas økonomiske problemer, det er derimod at få genskabt den økonomiske vækst og derigennem også genskabt tilliden til systemet/institutionerne og håbet til fremtiden. Og hvad dette angår, er man lige så vidt i dag som man var for et halvt år siden. Vækstproblematikken Til toppen Næste Idealisterne mellem os vil straks indvende at det slet ikke drejer sig om at få gang i væksten, for væksten er i sig selv med til at lave problemer både menneskeligt og klimamæssigt. Hvad det drejer sig om er derimod at skabe grøn vækst, vækst der er fremtid i fordi miljøet skal reddes på langt sigt, og vækst der er rige teknologiske muligheder i. Det er underforstået at vækst ikke er til at komme udenom, og det skyldes naturligvis at udviklingen er meget lettere at styre og regulere under økonomisk vækst end under økonomisk tilbagegang, depression eller recession. Som regel peger man her først og fremmest på de økonomiske og politiske erfaringer (ikke mindst fra trediverne), men i virkeligheden skyldes det dybest set menneskets natur. Det er igen frihedsprincippet og transcendensen der spiller ind. Det ligger i menneskets natur at udfolde sig, tilfredsstille nysgerrigheden og skabertrangen, at tage initiativer og nå nogle mål - i stedet for blot at blive ved med det gamle. Det er naturligvis altid de unge der her går forrest. Sådan har det altid været, og sådan vil det vedblive at være. Vækstprincippet er uomgængeligt. Derfor kan vækstproblemet med hensyn til miljø og klima netop kun løses, når væksten i fremtiden gøres så grøn som muligt, og vi således kommer frem til en bæredygtig udvikling. Klima, overbefolkning og fattigdom Til toppen Næste Om dette overhovedet er muligt på globalt plan, kan der stilles store spørgsmålstegn ved, for både fattigdommen og overbefolkningen er enorm. Og netop disse to problemkomplekser hænger nøje sammen. Fattigdommen er stor, fordi fødevareproduktionen ikke kan følge med befolkningstilvæksten, der jo ikke bare har været betragtelig, men nærmest er eksploderet siden 2. verdenskrig. I dag har vi passeret det gigantiske tal på 7 milliarder mennesker på vores lille klode, og det uhyggeligste er at størstedelen af tilvæksten sker i de såkaldte udviklingslande. En væsentlig grund til tilvæksten er den humanitære, herunder den medicinske hjælp til truede områder. Den synes vi alle sammen er en god ting, det er derfor vi kalder den humanitær, for selvfølgelig er det det eneste menneskelige at hjælpe dem der er i nød når man kan. Ulykken er imidlertid at man hjælper til overlevelse på kort sigt, men ikke nødvendigvis sikrer de nødstedte befolkninger i at kunne brødføde sig selv på længere sigt - endsige undgår at gribe uhensigtsmæssigt og skæbnesvangert ind i naturens ellers viselige indretning, at der er sammenhæng mellem evnen til at skaffe føde og evnen til at forplante sig, hvis man vil undgå sygdomme, lidelser, hungersnød og død. I de seneste år er til problemerne kommet en foruroligende indsigt i at den stigende udledning af CO² som hænger nøje sammen med befolkningstilvæksten, behovet for øget fødevareproduktion og for øget industrialisering påvirker klimaudviklingen så uheldigt, at den direkte truer et sundt miljø. Der er uenighed blandt videnskabsmænd og eksperter om hvor alvorligt problemet er, men de fleste accepterer i dag at der nødvendigvis skal ske betydelige ændringer i CO²-udledningen inden år 2020 hvis en global katastrofe skal undgås inden århundredets udgang. Det er navnlig havstigning og oversvømmelser der vil true. Men ét er som bekendt at forstå problemet, noget andet at gøre noget ved det. Og her kniber det i allerhøjeste grad på det globale plan. FN's store klimatopmøde i København i 2009 - (COP15) - var som udførligt behandlet her på siderne en kæmpefiasko. Og for nylig blev klimatopmødet COP 17 afsluttet i Durban i Sydafrika med et næsten lige så dårligt resultat. Formelt var det en smule bedre fordi man blev enige om en såkaldt køreplan for de næste forhandlinger, men reelt bandt landene sig ikke til de CO²-reduktioner inden år 2020 som skønnes at være betingelsen for at redde klimaet. Modsætningerne mellem rige og fattige lande og mellem EU, USA, Kina og Afrika er for store, og det vil de vedblive at være. Alle kan såmænd godt se problemet i det store globale pespektiv, men alle - med meget få undtagelser - kæmper for egne, snævre interesser. Danmark Til toppen Næste Danmark har fået ny regering - og det er ikke gået stille af. Det tog socialdemokraternes formand Helle Thorning-Schmidt mange dage at få etableret sin S-R-SF regering med de radikales Margrethe Vestager og SF's Villy Søvndal som makkere, men regeringen kom da på plads til folketingets åbning - og siden er den løbet fra den ene dårlige sag til den anden, og fra den ene dårlige meningsmåling til den næste. Meningsmålingerne giver tab til socialdemokraterne og SF, men fremgang til de radikale og ikke mindst til Enhedslisten som nyder fordel af at være helt uden for regeringen. De samme meningsmålinger giver alle fremgang til Lars Løkke Rasmussen og Venstre, der er kommet over de 30 %, lille tilbagegang til Dansk Folkeparti, stilstand for Liberal Alliance og fortsat uheldssvanger tilbagegang for de konservative. Men regeringen kan såmænd sidde fire år, hvis den blot kan holde sammen. Det mest bemærkelsesværdige ved situationen er at det er Margrethe Vestager der i de flestes øjne står som den stærke skikkelse i regeringen, mens Helle Thorning står langt under flere af sine partifæller og Villy Søvndal er havnet som en blandt flere lavtplacerede SF'ere. Det er tydeligt at regeringen kun kom til magten, fordi et flertal af vælgere fravalgte den gamle regering uden at være begejstrede for den nye konstellation som sådan. SF står som den helt store taber og er åbenlyst kommet i krise. En meningsmåling viser oven i købet af et stor flertal af vælgere betragter Villy Søvndal som en belastning for regeringen. Og i hans eget parti er man bekymret for at han ikke kan klare dobbeltrollen som partiformand og meget rejsende udenrigsminister. Som sædvanligt tror bekymrede partifæller at problemet kan klares med bedre kommunikation udadtil. Det tror undertegnede ikke på. Og i Søvndals tilfælde vil jeg ikke lægge skjul på at han allerede har overrasket mig ganske betydeligt i yderst negativ retning. Set i bakspejlet synes han mere og mere kun at have haft ambition om at blive minister og ikke om at føre S og SF i virkelig ny retning. For at sige det groft: han synes at gøre Aksel Larsens store og kyniske fejl fra 1966/67 om igen! Der er ikke skygge af nytænkning i manden! Margrethe Vestager skal nok få gavn af sin indtræden i regering med S og SF, for hun véd virkelig hvad økonomi er og har ikke haft illusioner om nogen let opgave. Men for Helle Thorning-Schmidt tegner alt sig virkeligt hårdt. Udover dårlige meningsmålinger udsættes Thorning for kritik af selve regeringsledelsen, således at forstå at regeringens egne ministre efter sigende savner klare perspektiver og ambitioner fra hende. Det undrer nu ikke undertegnede, for uanset hvor dygtig Helle Thorning må siges at være i retning af at kunne lære sine lektier, så har ingen hidtil observeret nogen original tankegang hos hende. Hendes eneste ambition har tilsyneladende været at blive statsminister, og hendes middel hertil har været at føre sig stilsikkert frem, sige det rigtige på de rigtige tidspunkter, smile og være optimistisk samt undgå enhver provokation - og så lade det hele understrege af smukt udseende og velklædthed. Hun forstår ikke alene at føre sig på de bonede gulve, men også at blive set og fotograferet ved alle lejligheder som en dame der omgiver sig med de fineste i selskabet. Men 2012 bliver et hårdt år. Den økonomiske krise er langt fra løst i Danmark, og endnu mindre i EU. Kickstarten af den danske økonomi kan formentlig skære toppen af den øgede ledighed, men egentlig økonomisk vækst ligger ikke lige om hjørnet. Den vil nemlig afhænge af udlandet og konjunkturerne. Og nu overtager Danmark formandsskabet i EU på et tidspunkt hvor alt er fokuseret på løsningen af selve eurokrisen, og hvor alle vigtige beslutninger om euroen tages i den lukkede euro-klub, hen over hovedet på de EU-medlemmer der som Danmark og Storbritannien holder sig udenfor. Helle Thorning-Schmidt er vellidt i Tyskland og i Kommissionen, men som bekendt kom den franske præsident Sarkozy til at sige den taktløse sandhed højt på et møde i EU-rådet: Danmark er et lille land, I er ikke medlem af euroen. Vi gider ikke høre på jer. Storbritanniens David Cameron tror heller ikke på hendes muligheder for at blive hørt. The Economist har brugt en artikel på at analysere hendes situation, og den falder ikke gunstigt ud. Sydsvenska Dagbladet skrev i går lige ud at Danmark bliver statist i EU. Og det store problem er jo faktisk også at Helle Thorning ikke ser kendsgerningerne i øjnene, men selv tror på at hun kan komme til at optræde som mægler mellem euro-eliten og de udenforstående lande som Storbritannien, Sverige og Danmark. Måske røber hun lidt om sine planer i nytårstalen i aften. Den kaldes hendes chance for at fortælle hvad hun egentlig vil. Men den er lige så meget hendes store risiko. Hun kan falde igennem som den der ikke siger andet end almindeligheder (men naturligvis vil gøre det med et stort smil), og det netop på et tidspunkt hvor der er behov for at høre hende sige noget væsentligt og hvor der også hos hendes egne er forventninger om at hun endelig spytter ud. Hun kan jo næsten kun komme til at skuffe. Men hun ønskes da held og lykke til posten som statsminister og halvårs-formand for EU's ministerråd. Normskred, spin og værdikamp Til toppen Næste Efter regeringsskiftet er det kommet frem at der i skatteministeriet har været en påfaldende interesse for Helle Thorning-Schmidt og hendes ægtefælles skattesag tilbage i 2009 og 10. Der har været møder mellem skatteministeriet, departementschef og direktøren for Skat i Københavns kommune om sagen som alene hører under sidstnævnte instans. Der er efter alt at dømme truffet den rigtige beslutning af Skat København, men departmentschefens interesse synes at pege på en meget usædvanlig og uheldig sammenblanding af jura og politik. Og det kan ikke udelukkes at skatteminister Troels Lund Poulsen, dennes spindoktor og personer i partiet Venstres pressetjeneste har været indblandet. Det vil nu altsammen blive undersøgt - og resultatet vil først foreligge om et par år. Det yderst beklagelige er selve normskredet. Hvem der end bliver hængt ud i sidste ende - og det er der på nuværende tidspunkt ingen der kan sige med sikkerhed - så har hele sagen vist nøjagtigt det samme som lækagesagen i Forsvarsministeriet under Søren Gades ministertid, nemlig at selve systemet med at hente de særlige rådgivere for ministrene uden for embedsmandsværket lægger op til kompetencestridigheder der giver ansvarsforflygtigelse og i sidste ende medfører alt for stor risiko for sammenblanding af jura og politik. Det hævdes ganske vist, bl.a. af Helle Thorning-Schmidt og flere eksperter, at ordningens regler er klare og tilstrækkelige nok. Men det kan man bare ikke overbevise befolkningen om. Ordningen er under al kritik. Det værste er måske i virkeligheden slet ikke at de personlige rådgiveres position i forhold til embedsmændene forekommer yderst betænkelig, men at spindoktorer overhovedet er kommet ind i billedet som centrale figurer i ministerierne og partierne. For selvfølgelig skal alle ministre og ledende partipolitikere have kompetent rådgivning af folk der har forstand på kommunikation, eftersom kommunikationen betyder mere og mere i det informations- og mediesamfund vi lever i. Men det betyder jo ikke at disse rådgivere skal bestemme tingene eller kommunikationen. Og det er lige præcis det man får mistanke om at de er kommet til i højere og højere grad gennem de sidste ti år. Dette er hverken godt for folkestyret eller for de politiske partier og ledere. For det skyder i realiteten et led ind mellem lederne og folket, ja det gør i værste fald svage ledere til marionetter for stærke spindoktorer. Det skete ikke med en stærk partileder som Anders Fogh Rasmussen, det ville heller aldrig være sket med en Poul Nyrup Rasmussen eller endnu længere tilbage med en Jens Otto Krag eller H.C. Hansen, endsige en kæmpe som Stauning. Men hvad med Helle Thorning-Schmidt? - Jeg spørger bare i al uskyldighed (!), for det er en uhyggelig tanke at al hendes veltalenhed, store smil og glatte fremtræden bare skulle være et simpelt produkt af spindoktorers højt betalte præstationer. Og det rejser igen spørgsmålet om den del af vores dages værdikamp der går på forholdet mellem substans og form. Er vi ved at havne dér hvor formen er vigtigere end substansen, hvor reality-showet er vigtigere end realiteterne og hvor underholdningen har erstattet sandhedserkendelsen? Hvis det er tilfældet, er det ikke så underligt at der er blevet krise i verden og i Danmark. Og det vil slet ikke være mærkeligt om kriserne kommer til at trække ud og ender i billig underholdning. Problemer er der nok af, og hvad de politiske grundproblemer i Danmark anno 2012 angår skal der påny peges på det store og afgørende komplementaritetsproblem mellem frihedsprincippet og tryghedprincippet, fordi det direkte griber ind i mulighederne for at løse problemet om forholdet mellem den offentlige sektor og den private sektor såvel som i den store idé omkring 'den tredje vej', vejen mellem socialismen og liberalismen som alene kan komme uden om klassekampens gamle fælde. Men hverken Socialdemokraterne eller Venstre forstår komplementaritetssynspunktet. Dette kan ikke siges tit nok, men unægteligt er sandheden fortsat ilde hørt. Det vil jo ikke sige at politikerne ikke foretrækker sandhed frem for løgn, men at ny erkendelse har meget svært ved at trænge igennem, fordi den forstyrrer gamle tankevaner og ødelægger livsløgne og illusioner. Og dem er der rigtigt mange af i dagens Danmark og dagens Europa. Med disse betragtninger ønsker den samlede redaktion læserne et godt nytår! Jens Vrængmose - Jan Jernewicz - Peer Sendemand Henvisninger Til toppen Relevante artikler på Jernesalt: Det arabiske forår: Er 'Det arabiske forår' ved at løbe ud i blind vold? (24.11.11.) Gaddafi er død, men Libyen står tilbage med store problemer (21.10.11.) Løber 'Det arabiske forår' ud i ørkensandet? (24.11.11.) Gaddafi falder, men det arabiske forår har langt igen (22.8.11.) Syrien også i oprørets tegn (26.4.11.) Gaddafi står stadig for fald (21.3.11.) Gaddafi står for fald (28.2.11.) At være egypter på revolutionsdagen 11.2.11. (12.2.11.) At være revolutionær - apropos oprøret i Egypten EU - Eurokrisen: Politisk bedrageri at trumfe tilslutning til Europagten igennem uden folkeafstemning (19.12.11.) EU splittes i to - uden at gældskrisen og vækstproblemet løses (10.12.11.) Økonomiens store elendighed i Europa er virkelig tragisk (17.11.11.) Barroso begik statskup i Bruxelles og splitter dermed EU (28.10.11.) Eurolandene løser den akutte gældskrise, men ikke de langsigtede problemer (27.10.11.) Er demonstrationerne mod finansverdenen nytteløse? (16.10.11.) Eurokrisen bremser unionsbestræbelserne (30.9.11.) Finanskrisen strammer til igen og gør politikerne afmægtige (11.8.11.) Danmark: Arme Helle Thorning (6.11.11.) SF's top frustrerer medlemmer og vælgere (9.10.11.) Helle Thornings S-R-SF-regering og dens grundlag (4.10.11.) Helle Thorning vandt statsministeriet med dårligt resultat for S og SF (16.9.11.) Valget, udfordringerne og partierne (13.9.11.) Kvinderne, valget og realitetsprøvelsen (10.9.11.) Farcen om dansk politik giver endeligt valg (28.8.11.) Henrik Dahls store politiske desillusionering (13.6.11.) S og SF fremlægger deres 2020-plan (17.5.11.) Ny formand for socialdemokraterne (13.4.05.) Socialdemokraterne i krise (12.12.04.) Endelig gik han, Nyrup! (19.11.02.) Krag, standpunkterne, nederlaget og latterkoncilet Villy Søvndal - hans verden, væsen og rolle (19.05.08.) Status over året 2010 (31.12.10.) Status over året 2009 (31.12.09.) Status over året 2008 (31.12.08.) Status over året 2007 (31.12.07.) Status over året 2006 (31.12.06.) Status over året 2005 (31.12.05.) Status over året 2004 (04.01.05.) Status over året 2003 (31.12.03.) Status over året 2002 (01.01.03.) Øvrige henvisninger til Jernesalts egne artikler: Artikler om Samfund (se iøvrigt linkene i venstre ramme) Artikler om Eksistens (se iøvrigt linkene i venstre ramme) Artikler om Sekularisering (se iøvrigt linkene i venstre ramme) Redaktion Essays Emneindex Personindex Programerklæring af 2.6.02. Jens Vrængmoses rubrik Per Seendemands rubrik (fra 2005) At læse Jernesalt Introduktion til Jernesalts filosofi Komplementaritetssynspunktet Modstanden mod komplementaritetssynspunktet Den komplementære helhedsrealisme De psykiske grundprocesser De psykiske fundamentalkræfter Konsistens-etikken Etik og eksistens Livskvalitet (fire artikler) (2002-03) Ontologi-serie (tolv artikler) (2010) Virkelighedsopfattelse (syv artikler) (2007) Religion som emergent fænomen i biologien (28.12.09.) Jernesalts 2009-filosofi Forord - Begreber og aksiomer - Krisen ved årsskiftet 2008/09 - Verdensbilledet 2009 Livet - Mennesket - Sjælen - Sproget - Samfundet - Overordnede politiske parametre Udfordringen - Helhedsrealismens advarsler - Helhedsrealismens anbefalinger - Efterskrift Værdimanifest (fra 2003)) Værdimanifest i forkortet udgave Sagregister til værdimanifest Til toppen Til forsiden PrintVersion Tip en ven |
|
|
Komplementær helhedsrealisme som ebog i opdateret udgave |
|
|
Vilh. Grønbech Kulturopgør? |
|
|
Niels Bohr komplementær filosof? |
|
|
Erling Jacobsen - moralbegrunder? |
|
|
Konrad Lorenz - Kulturopgør? |
|
|
Isaac Newton Geni eller gal? |
|
|
E-bog om Newton og eksistensen |
|
|
Storm P. et sandt humormenneske? |
|
|
Romantikken nu som ebog? |
|
|
J.S. Bach musikalsk helhedsrealist? |
|
|
Ingmar Bergman 100 års drama? |
|
|
Virkelighed som ebog? |
|
|
Mozart skønhed eller dybde? |
|
|
Mozart - Mahler nu som ebog? |
|
|
Tidssvarende bud på eksistensen som e-bog |
|
|
Blake skør eller genial? |
|
|
Niels K. Jerne eksistens eller filosofi? |
|
|
Kulturopgør som ebog? |
|
|
Nihilisme eller romantik? |
|
|
Grundtvig profet eller fantast? |
|
|
Peer Sendemand - enfoldig tale? |
|
|
Hjælp! Hvordan læse Jernesalt? |
|
|
Konsistensetik nu som e-bog |
|
|
Carl Nielsen - fortsat modernist? |
|
|
Blicher en drømmer? |
|
|
Blicher og Grundtvig nu som ebog? |
|
|
H.C. Ørsted holistisk naturfilosof? |
|
|
Ugler i mosen eller guider til Jernesalt? |
|
|
R. Wagner en folkeforfører? |
|
|
Grim ælling eller geni i svøb? |
|
|
Skabelsen sandhed eller myte? |
.jpg)
|
|
Frans en hellig mand? |
|
|
Johannes Paul II - reaktionær? |
|
|
Bohrs filosofi nu som ebog? |
|
|
Filmskabere nu som ebog? |
|
|
Blake og Chagall nu som e-bog |
|
|
Gustav Mahler - skabelsesberetter? |
|
|
Livskvalitet nu som ebog? |
|
|
Storm P. og anden humor nu som e-bog |
|
|
Dragekamp - kollektivt ubevidst? |
|
|
begrebsleg eller livskvalitet? |
|
|
Troldtøj - blot overtro? |
|
|
Politiken højeste oplysning? |
|
|
1Q84 - løgn eller virkelighed? |
|
|
|
Bolde i luften - latterligt? |
|
|
Helios - myte eller sandhed? |