JERNESALT - dataset

Jernesalt

Dynamisk

komplementær

helhedsrealisme

Samfund

Eksistens

Sekularisering

Coronakrisen

E-Bøger

SAMFUND

Danmark

Flygtningekrisen

Muhammed-sag

EU og EUROPA

USA

Mellemøsten

Terrorismen

Miljø og klima

Medier

Polen

EKSISTENS

Værdier

Værdimanifest

Livskvalitet

Musik

Film

Kunst

Kunstblade

Etik

Litteratur

Psykologi

Erkendelse

SEKULARISERING

Verdsliggørelse

Virkelighed

Afdogmatisering

Oplysning

Sund fornuft

Ideer og ideologier

Frihed

Religion

Humor

2019-FILOSOFIEN

Forord

Krisen

Udfordringen

Håbet

Efterskrift

ESSAYS

RETORIK

ONTOLOGI

VIRKELIGHED

ENFOLDIG TALE

SKIDT OG KANEL

REDAKTION

PROGRAM

INTRODUKTION

INSPIRATORER

OVERSIGTER

EMNEINDEX

PERSONINDEX

LINKS

E-MAIL

utils prefix normal Forside Oversigter Redaktion At læse Jernesalt Sendemand Vrangsiden Kontakt

JERNESALT - mellemoest11a

ARTIKEL FRA JERNESALT - 28.2.11.

Gaddafi står for fald

Libyens enerådige leder siden 1969, den omkring 70-årige oberst Moammar Gaddafi står nu med ryggen mod muren efter at større og større dele af befolkningen er blevet inspireret af tunesernes og egypternes uhyre begejstrede og målrettede oprør mod deres gamle reaktionære diktatorer.

I Libyen har flere større byer og provinser inden for blot en lille uge løsrevet sig fra Gaddafis kontrol - herunder den næststørste by Benghazi i øst. Flere officerer og hærenheder er gået over til oprørerne - og det samme er flere ministre og ambassadører, herunder justitsministeren, der har sat sig for at danne en overgangsregering i Benghazi, og FN-ambassadøren der har tilsluttet sig Sikkerhedsrådets fordømmelse af Gaddafis nedkæmpning af oppositionen.

Gaddafi har ladet rå og kyniske lejesoldater fra Centralafrika tage affære i Tripoli, hvilket vil sige at de frit anholder eller skyder demonstranter, ja lader snigskytter fra tagene dræbe alle der bevæger sig ud på gaderne, så de centrale dele af Tripoli nu ifølge de få øjenvidneskildringer der slipper ud henligger som nærmest mennesketomme.

Og Gaddafi selv har altid forstået - på psykopatisk vis - at optræde selvsikkert, farverigt og provokerende, nogle gange som prangende officer, andre gange som bonde (fx på en traktor) eller som beduin (på en kamel eller i sit beduintelt). I de senere år har han også optrådt i selskab med vestlige statsledere han tidligere havde på nakken på grund af sin støtte til den internationale terrorisme, dette gælder Tony Blair, Gerhard Schröder, Sarkozy og Berlusconi. Men i de allersidste dage har den forfængelige mand vist sig i korte tv-indslag fra den mest ynkelige og latterlige position: Fra bagsædet af en bil i regnvejr, hvor han holdt en paraply over sig og kom med ligegyldige bemærkninger om bl.a. vejret. Og siden fra en eller anden mørk platform der angiveligt var anbragt på den Grønne Plads, dvs. hans egen revolutions plads, hvorfra han kom med store bombastiske udfald mod oprørerne og en tom appel til folket om at danse, synge og være glade.

Gaddafis sønner har på tv forsøgt at mane til ro og orden og gentaget påstandene om at Gaddafi sidder sikkert ved roret og har situationen under fuld kontrol. Men alt tyder på det modsatte, at diktatoren er så trængt, at det kun er et spørgsmål om få dage, før han må give op. Kæmper han alligevel til sidste mand og kugle, vil det betyde blodbad i Tripoli med måske tusinder af ofre. Men det vil ikke kunne redde ham. Det vil tværtimod kun bekræfte at manden er gal, dvs uden nogen som helst forståelse for realiteterne. Hans totale mangel på situationsfornemmelse viser sig specifikt i at han nu - som andre tabere i lignende situation - er blevet grebet af forfølgelsesvanvid. Han tror alle har rottet sig sammen imod ham, ikke alene de frihedselskende unge mennesker i hans eget land, men også de arabiske ledere, hele den vestlige verden med USA og EU i spidsen samt selveste Al-Queda og Osama bin Laden. Dette vanvid udelukker enhver mulighed for at forstå oprørets berettigelse og dermed også for at forstå nødvendigheden af selv at trække sig.

Libyen indtager en særstilling i den arabiske verden, fordi Gaddafi som svoren tilhænger af Den panarabiske Bevægelse og vedholdende støtte til den islamistiske terrorisme har isoleret sig mere og mere fra såvel de øvrige arabiske lande som den vestlige verden. Men han har kunnet tillade sig at gøre det i kraft af landets enorme olieindtægter og hans kanalisering af en betydelig del af disse til opbygning af landets infrastruktur, sundheds- og skolevæsen, efter de socialistiske og islamiske principper han formulerede i sin 'Grønne bog' i 1975. Det har bl.a. medført at han har kunnet tiltrække arbejdskraft fra mange lande, herunder Egypten, Tyrkiet og endog Kina.

Disse fremmedarbejdere har nu måttet flygte i huj og hast ud af landet, fordi de føler sig usikre og ikke aner hvad den nærmeste fremtid vil byde på. Også libyere forsøger at komme ud af landet og tage til Italien og Frankrig som flygtninge. Det gav efter oprøret i Tunesien navnlig problemer på den italienske ø Lampedusa, men vil på sigt stille de sydeuropæiske lande over for risikoen for massive flygtningestrømme. Og hvis der er noget Sydeuropa ikke har brug for netop nu, er det flere flygtninge fra Afrika. Derfor har Italien, Spanien og Frankrig prøvet af få EU med på en fælles flygtningepolitik, men uden held. De må selv klare problemerne. Det EU håber er at Gaddafi falder - og at der efterfølgende kommer ledere til der kan løse selve udviklingsefterslæbet, så libyerne kan se formålet med at blive i deres eget land.

For FN's vedkommende gælder, at Sikkerhedsrådet enstemmigt har opfordret til boykot af Gaddafi, med våbenembargo og indefrysning af midler samt forbud mod Gaddafis udrejse. Denne sanktionsvej har USA straks gjort alvor af. Flere lande indefryser de milliarder Gaddafi har stukket til side i udenlandske banker, men det hedder at han nåede at flytte mange af dem fra amerikanske konti til engelske, inden indefrysningen i USA blev effektiv.

Nato har været indkaldt til et ekstraordinært møde for at tage stilling til eventuel militær intervention i Libyens interne anliggender, men Frankrig og Italien vil ikke være med, og desuden vil et indgreb kræve så lang tids forberedelse, at det formentlig slet ikke bliver aktuelt. Man må regne med Gaddafis fald længe inden.

Ulykken er at Gaddafi (og hans familie) ikke har nogle steder at flygte hen. For ingen vil have dem. Og dette betyder jo at manden næsten er tvunget til at kæmpe til sidste mand i sine forskansninger i Tripoli. Man kan vanskeligt forestille sig at han vil risikere samme skæbne som Iraks Saddam Hussein. Så et blodbad er desværre meget sandsynligt, med mindre tilstrækkeligt mange officerer og hærenheder skifter side inden det er for sent.

Oberst Gaddafi som person adskiller sig markant fra de øvrige enevældige herskere i den arabiske verden ved at være så uberegnelig at det nærmer sig det utilregnelige. Han har gjort Libyen til et land der i modsætning til Egypten, Jordan og Saudi-Arabien ikke har været med til at sikre den stabilitet i regionen som de vestlige statsledere foretrækker og har gjort til omdrejningspunktet for deres realpolitik.

De vestlige lederes omslag skete efter at Gaddafi kom dem i møde med accept af retsforfølgelse af de to libyere der var mistænkt for Lockerbie-terroren i 1988 og med udbetaling af erstatninger til de familier der var blevet ramt. Den ellers foragtede 'landsbytosse' kom ind i varmen og fik fornemme statsbesøg. Og våbenleverancer er jo altid til fals for olie.

Også Tunesiens nu afgåede præsident Ben Ali fandt støtte lige til det sidste i Frankrig, idet han så sent som i december modtog besøg af den franske udenrigsminister Michelle Alliot-Marie som lovede ham støtte til bekæmpelse af oprørerne. Dette er nu kommet frem i aviserne. Hun forsøgte i første omgang at stemple beskyldningen som en misforståelse, men da den viste sig at kunne holde vand er hun blevet fyret af præsident Sarkozy. Dét betragtes til gengæld som ofring af en syndebuk. For hun har næppe tilbudt den tunesiske præsident nogetsomhelst uden Sarkozys vidende. Det udstiller blot de vestlige landes realpolitiske dilemma præcist som det er.

Alle lande fører naturligvis i praksis realpolitik - medmindre de ligefrem falder i storhedsvanviddets eller forfølgelsesvanviddets grøfter (som Hitler og Stalin - eller i vor tid Saddam Hussein og Mugabe). Men de vestlige lande - og ikke mindst USA og de store EU-lande - prøver i hvert fald bevidst at holde kursen et passende sted mellem rene magtinteresser og mere 'ideale fordringer'. Det vil konkret sige at de på den ene side aldrig slipper hensynet til egne økonomiske, militære og handelsmæssige interesser - herunder våbensalgs- og olie-interesser - og at de på den anden side heller aldrig slipper hensynet til overordnede og langsigtede mål som udvikling, demokrati, sikkerhed og fred. Det førte som bekendt til bl.a. anden verdenskrigs front mod nazismen og fascismen (i alliance med Sovjetunionen) og efterfølgende til den kolde krig med den internationale kommunisme (Sovjet, Mao-Kina, Nordvietnam og Nordkorea). Og i det nye årtusind til kamp mod den internationale terrorisme, som primært er af islamistisk oprindelse.

De to ting harmonerer ikke særligt godt med hinanden, da magt og idealer i princippet er modsætninger, og man ser derfor i praksis hele tiden afvejninger der er usikre og kritisable - og som også bliver kritiseret. Men et gennemgående træk er de vestlige stormagters præference for stabilitet. Man slog til overfor Nazityskland, da der ikke var andet at gøre. Man vovede at gå i krig med Nordvietnam, hvis ideologiske kraft man undervurderede, men kom hurtigt til at fortryde det. Og man holdt sig konsekvent tilbage i Østeuropa i 1956 (Ungarn), 1968 (Tjekoslovakiet) og 1980-81 (Polen), fordi man ikke ønskede at udfordre den sovjetiske atommagt. Til gengæld slog man i 2001 til i Afghanistan og i 2003 i Irak - og har begge steder fået store problemer, militært, økonomisk og politisk. Hvad det ender med her, kan kun tiden vise. Slaget er slet ikke tabt, men sejren heller ikke hjemme, før den afghanske og den irakiske befolkning selv kan klare deres indre sikkerhed og udvikling.

Og i denne situation er det så at en bølge af revolutionære oprør fra ungdommen og middelklassen skyller hen over arabiske lande som Tunesien, Algier og Egypten og truer alle de gamle, mere eller mindre forstenede diktaturer, som fortsat er hovedleverandør af olien til de rige lande. Disse lande bliver i højere og højere grad præget af social frustration, som de dygtige islamister kan udnytte til deres specielle formål. Og dette betyder at selve stabiliteten nu for alvor trues i hele regionen.

Principielt støtter de vestlige landes befolkninger og regeringer altovervejende kampen for frihed og menneskerettigheder i hele verden, men social uro og politisk ustabilitet er altid en trussel, fordi den medfører usikkerhed om hvad der vil ske i de pågældende områder. Og her tænker vestmagterne ikke blot på olien - selvom al uro kan aflæses på olieprisen - men også på statens Israels eksistens og den islamistiske ekstremismes konsekvenser.

Olien fra Mellemøsten bliver de vestlige lande ikke uafhængige af de første årtier; Israels muligheder for på langt sigt at opretholde sin vundne suverænitet vil afhænge både af fred mellem staterne i området og af en dybtgående mentalitetsændring blandt palæstinenserne og andre muslimer; og tilgangen til den islamistiske ekstremisme ophører ikke før muslimerne får muligheder for at få både frihed og økonomisk og social udvikling.

Sociale og politiske omvæltninger i Mellemøsten er derfor en nødvendighed for egentligt fremskridt - og det har været et af de mest opmuntrende tegn ved de sidste ugers udvikling at der gennem ungdommens oprørsbevægelser er skabt et kolossalt momentum som det bliver uhyre svært for de reaktionære magthavere at bremse. Forhåbentlig kanaliseres det ind i konstruktive og progressive baner. Men det vil sige ind i en ny civil orden og allerhelst også noget der tåler sammenligning med sekulær vestlig parlamentarisme.

Revolution skal helst ikke ende i hverken kaos (anarki) eller i nye enevældsformer af militaristisk eller islamistisk art. Ben Ali i Tunesien, Mubarak i Egypten, Gaddafi i Libyen kan som i sin tid Saddam Hussein i Irak betragtes som skræmmebilleder på arabiske tyranner der har holdt deres befolkninger nede med alle midler. Det vidunderlige ved de aktuelle frihedsrevolutioner er at de er båret af både entusiasme, humor og kreativitet.

Mellemøsten er kommet under forvandling i en totalt overraskende målestok - og derfor har mange enevældige konger og diktatorer grund til at frygte udviklingen. Men de vestlige lande skal også "kende deres besøgelsestid", som det hedder, med et udtryk det kneb for nogle indvandrere at få fat på i debatten forleden på DR1 om den arabiske verden. De forvekslede ordet med 'besøgstid'). Men udtrykket betyder at være forberedt på en kommende prøve eller at kende det rette tidspunkt for passende og nødvendige handlinger. Her er hverken tale om at handle overilet eller overgearet, men om at finde den udvej der tilgodeser både de kortsigtede og de langsigtede hensyn for alle involverede parter. Derfor må de vestlige landes ledere gøre op med deres hidtidige, alt for kortsigtede realpolitik og begynde en langsigtet, mere flerstrenget realpolitik der tager højde for de brede arabiske befolkningers stigende ønsker om frihed.

Jan Jernewicz

Henvisninger:

Links til:

Al Jazeera - english
White House, USA
State Department, USA
CNN

Relevante artikler på Jernesalt: