JERNESALT - dataset

Jernesalt

Dynamisk

komplementær

helhedsrealisme

Samfund

Eksistens

Sekularisering

Coronakrisen

E-Bøger

SAMFUND

Danmark

Flygtningekrisen

Muhammed-sag

EU og EUROPA

USA

Mellemøsten

Terrorismen

Miljø og klima

Medier

Polen

EKSISTENS

Værdier

Værdimanifest

Livskvalitet

Musik

Film

Kunst

Kunstblade

Etik

Litteratur

Psykologi

Erkendelse

SEKULARISERING

Verdsliggørelse

Virkelighed

Afdogmatisering

Oplysning

Sund fornuft

Ideer og ideologier

Frihed

Religion

Humor

2019-FILOSOFIEN

Forord

Krisen

Udfordringen

Håbet

Efterskrift

ESSAYS

RETORIK

ONTOLOGI

VIRKELIGHED

ENFOLDIG TALE

SKIDT OG KANEL

REDAKTION

PROGRAM

INTRODUKTION

INSPIRATORER

OVERSIGTER

EMNEINDEX

PERSONINDEX

LINKS

E-MAIL

utils prefix normal Forside Oversigter Redaktion At læse Jernesalt Sendemand Vrangsiden Kontakt

JERNESALT - eurokrise11e

ARTIKEL FRA JERNESALT - 19.12.11.

Politisk bedrageri at trumfe tilslutning til Europagten igennem uden folkeafstemning

Netop som EU's såkaldte præsident, den belgiske politiker og haiku-digter Herman van Rompuy har forelagt udkastet til den nye Europagt eller finanspagt som EU-topmødet tirsdag den 20. skal tage stilling til, er det kommet frem at den franske præsident Sarkozy på det fatale nattemøde i Bruxelles 9.12. satte statsminister Helle Thorning-Schmidt brutalt på plads da hun blev ved at køre på sine håbefulde ideer om et kompromis mellem alle 27 EU-lande om traktatændringerne. Sarkozy afskar hende ifølge Financiel Times kort og godt med ordene: "I står udenfor, og I er nye. Vi gider ikke høre på jer!"

Det var naturligvis ikke pænt sagt af manden, men det var ærligt - og sandt! Tysklands kansler Merkel eller kommissionsformand Barroso, der har forstået at tage venligt imod Thorning, ville aldrig havde udtalt sig på den stødende måde, for deres intentioner er at få så mange ikke-eurolande som muligt med i opbakningen til den nye pagt, således at Storbritannien kan stå isoleret tilbage som taber eller det den rabiate euro-forkæmper Marlene Wind kalder en "europæisk pygmæ". Sarkozys ord er grove løjer, der bekræfter at den beslutning om at skære igennem som skete i slutningen af oktober var et regulært kup, og som desuden endegyldigt afslører at eliten i EU ikke længere har tålmodighed til at vente på resten af landene (og slet ikke på befolkningerne), men nu kører deres eget løb for at redde euroen. Det sidste skal være dem vel undt, for det vil kun skabe endnu mere usikkerhed på finansmarkederne hvis euroen bryder sammen, men redningen forudsætter aldeles ikke at de ialt ti EU-lande der ikke er med i euro-samarbejdet skal tilslutte sig reglerne for dette samarbejde. Man accepterede i sin tid da euroen blev vedtaget og senere implementeret at de lande der tilsluttede sig euroen naturligvis skulle holde de særlige regler der blev udarbejdet, men at de lande der af den ene eller anden grund ikke ønskede at tilslutte sig, selvfølgelig ikke skulle være bundet af reglerne.

Euroen og dens særregler blev i sin tid indført med henblik på at afskaffe de meget svingende nationale valutaer og dermed den mulighed der består i at bruge valutakursen som instrument i de forskellige nationaløkonomier. Man håbede at denne fastkurs-politik kunne sikre landene mod inflation, men man tog hverken højde for at den globale finanskrise gør fastkurspolitik til en spændetrøje eller at enkelte medlemslandes uansvarlige gældsstiftelse er undergravende for helheden. Reglerne for euro-samarbejdet er egentlig gode nok, men de rummer ikke sanktioner til at forhindre de uansvarlige lande i at sætte hele systemet på spil, og da denne uansvarlighed overraskende nok har vist sig at være et langt større problem end man havde forestillet sig, er det forståeligt at man nu gør op med slendrianen og strammer reglerne.

Den store fejl i den selvbestaltede elites tænkning ligger i at man partout vil have alle 27 medlemslande til at acceptere reglerne for de 17 eurolandes særlige forpligtelser. Og når man ikke blot håner Storbritannien for som det foreløbigt eneste land at erklære sig for retten til at føre sin egen nationaløkonomi, men også sætter den kompromissøgende danske statsminister på plads på en taktløs måde, så viser det lige præcis at man fra topledelsens, kommissionens og præsidentsskabets side ønsker at indføre den økonomiske union som der ikke var enighed om at indføre ved den sidste store traktatændring i Lissabon. Nu prøver man så at indføre den forkætrede union ad bagvejen, med barske ord til de lande der ikke vil være med og pæne, ja, smigrende ord til de små og svage lande der egentlig også helst vil være fri, men som savner mod til at følges med Storbritannien og i stedet vælger føjeligheden over for de store centralmagter. Og for at det ikke skal være løgn, beder man alle lande give besked allerede tirsdag den 20. Det kan ikke blive mere usselt.

Sandheden om den nye europagts vedtagelse er, at de lande der ikke er med i Euro-samarbejdet ikke kommer til at deltage i topmøderne om euroen, og at de lande der eventuelt med professor Marlene Winds udtryk "står og tripper for at komme ind i Euro-samarbejdet" heller ikke får lov til at deltage i Euro-møderne, selvom de godkender finanspagten. Danmark har endog fået udtrykkeligt bekræftet, at vort principielle euro-forehold består, og at Danmark derfor ikke ville kunne rammes af sanktioner, selvom vi skulle overtræde de euro-regler vi frivilligt har valgt at følge for at fastholde fastkurspolitikken.

Men hvorfor så hele overtalelsesforsøget eller - for at sige det grovere - hele manipulationen?

Der er kun et eneste svar: Manipulationen sker fordi topledelsen i EU ønsker at stive deres autoritet af og gøre deres egen euro-politik til normen for alle 27 EU-lande - uanset om de enkelte lande er med i euroen eller ej. Den slags plejer man at kalde magtmisbrug, tvang eller rent ud diktatur. Og de lande der føler sig generet af Merkel-Sarkozy-Barrosos eller Frankfurtergruppens pression bør naturligvis ikke føje sig, men kæmpe for deres soleklare ret til at være fuldgyldige EU-medlemmer uanset om de vælger spor et eller to.

Hele snakken om at EU ikke har en fremtid uden én stor fælles økonomi, én udenrigspolitik og ét præsidentskab er syg. Det der foregår er en eller anden svært gennemskuelig kombination af tysk 'Kraftmeierei' (Helmuth Schmidts pragtfulde udtryk) og fransk antibritisk politik. Men fast står at spillet er udemokratisk eller - som man kan kalde det hvis man absolut vil pakke ordene bedre ind - 'underskud på demokrati'. Det er totalt overflødigt på kort sigt, men det kan blive fatalt på længere sigt, fordi det sætter flere lande, herunder Danmark uden for centrale afgørelser, samtidigt med at det legitimeres at der ikke længere er noget der hedder demokratiske afgørelser uden for det af eliten definerede centrum.

Desuden gælder at den nye europagt eller finanspagt med de nye regler for Euro-samarbejdet intet økonomisk problem løser på kort sigt ud over at forsøge at skaffe flere midler til hjælpekassen, fordi man ikke gør noget ved vækstproblemet og derfor er havnet i den spændetrøje der hedder at alle skal spare sig ud af gælden. Man burde omdøbe hjælpefonden til det tyskerne plejer at kalde "Kranken- und Sterbekasse".

Det er ganske bemærkelsesværdigt at den tidligere tyske kansler Helmuth Schmidt og iøvrigt andre internationalt orienterede socialdemokrater som tidl. statsminister Poul Nyrup Rasmussen og nuværende folketingsformand Mogens Lykketoft understreger at de nye regler ikke batter. Nyrup hævder at finanspagten er præget af konservativ tysk ideologi, ja, han kalder udviklingen tragisk. Og også det svenske socialdemokrati går imod den nye pagt. Det kan indbære at den svenske mindretalsregering ikke får mandat til eventuelt at tilslutte sig principperne i den.

Men nok så vigtigt er det at høre tidligere nationalbankdirektør Erik Hoffmeyers mening. Han udtalte 9.12. til epn.dk at snittet er blevet lagt forkert i pagten. "Det, de har forhandlet om, er finanspolitikken, og mit synspunkt er, at det ikke er det afgørende i eurokrisen. Det afgørende er, at der er sket et skred i konkurrenceevnen mellem Tyskland og de stabile lande på den ene side, og så middelhavslandene." Hoffmeyer forstår godt Tysklands behov for at få stillet en sikkerhed om, at de andre EU- og især eurolande fører en ansvarlig finanspolitik, da det er tyskerne, der i stor grad finansierer de kriseramte landes underskud. Men dermed løser man ikke det centrale problem: skævvridningen mellem Sydeuropa og Nord- og Vesteuropa. "Man kan ikke bestemme, at lønomkostningerne skal udvikle sig parallelt i hele EU. Det er ikke noget, man kan bestemme med en traktat. Man skal tolerere en betydelig arbejdsløshed i de lande, der har haft for stor stigning i deres omkostningsniveau."

Klarere kan det ikke siges, hvor løsningen ligger, eller hvor ubehagelig den bliver for de uansvarlige lande.

Nu skal Danmark overtage formandsskabet for EU det næste halvår, og i praksis bliver det den nye Europaminister Nikolai Wammen der skal tage sliddet. Det bliver hårdt, men selvom han allerede har været ude med en understregning af at dansk tilslutning til europagten ikke kræver folkeafstemning, da den ikke i juridisk forstand indebærer suverænitetsafgivelse, så må man håbe regeringen ikke bliver hængende ved denne formalitet. For det reelle er at selve eurosamarbejdet grundlæggende indebærer suverænitetsafgivelse, og at det danske euro-forbehold var en afvisning af dette samarbejde.

Logisk set er det derfor fuldstændigt malplaceret at regeringen og folketinget giver nogensomhelst tilslutning til en traktatmæssig stramning af reglerne som Euro-landene skal forpligte sig til. Disse lande må naturligvis gøre hvad de vil, for at redde euroen, og det er endda også i dansk interesse at euroen bliver reddet. Men dels er det slet ikke de påtænkte nye regler der kan redde euroen, dels og navnlig er Danmark politisk og moralsk ikke bundet af eurosamarbejdet. Derfor bør regeringen under alle omstændigheder sende sin eventuelle tilslutning til den nye finanspagt til regulær folkeafstemning, således at de danske vælgere får opfyldt deres fulde demokratiske ret til at bestemme hvordan dansk nationaløkonomi skal stå i forhold til euroen.

Det er også hvad SF'eren Steen Gade understreger i disse dage. Han var med til at sikre det danske euro-forbehold i 1992, og han mener ikke forbeholdet er noget værd hvis regeringen nu begynder at fifle med det. Kernen i euro-forbeholdet er den nationale frihed til at afgøre hvor vi selv står, altså konkret fortsat at holde os uden for euroen og euro-samarbejdet.

Men desværre er det typisk for den nye regerings linje og spin at europæeren Helle Thorning-Schmidt ikke står last og brast med Storbritannien og fastholder sit oprindelige krav om et kompromis mellem euro-landene og ikke-eurolandene som alle kunne tilslutte sig. Hun tror muligvis fortsat at hun efter euro-landenes eller euro-elitens ensidige beslutning - eller deciderede kup - kan spille en rolle som mægler mellem den hårde kerne i eurosamarbejdet og landene helt udenfor. Men det er en illusion, således som Sarkozys flabede udtalelse viser. Og den vil betyde forstærket dansk splittelse om EU-politikken.

Det får hverken socialdemokraterne eller SF nogen gavn af. Det gør til gengæld Enhedslisten, Liberal Alliance og Dansk Folkeparti.

Jan Jernewicz

Henvisninger:

Links til:

EU's officielle website
EU-kommissionen
EU-parlamentet

Relevante artikler på Jernesalt:

EU splittes i to - uden at gældskrisen og vækstproblemet løses  (10.12.11.)

Økonomiens store elendighed i Europa er virkelig tragisk  (17.11.11.)
Barroso begik statskup i Bruxelles og splitter dermed EU  (28.10.11.)
Eurolandene løser den akutte gældskrise, men ikke de langsigtede problemer  (27.10.11.)
Er demonstrationerne mod finansverdenen nytteløse?  (16.10.11.)
Eurokrisen bremser unionsbestræbelserne  (30.9.11.)
Finanskrisen strammer til igen og gør politikerne afmægtige  (11.8.11.)
Status over året 2010  (31.12.10.)
Status over året 2009  (31.12.09.)
EU's nye redningspakke  (11.5.10.)
EU's storhedsdrømme definitivt bristet  (20.11.09.)
EU-topmødet oktober 2009  (2.11.09.)
Status over året 2008 - et år der endte i dyb krise  (30.12.08.)
Den økonomiske krise nu for alvor en omvæltende realitet  (29.10.08.)
Finanskrisen afslører økonomiens fundamentale irrationalitet  (8.10.08.)

EU, Østudvidelsen og Tyrkiet  (18.12.04.)
EU's store dag  (2.5.04.)
Sammenbruddet i Bruxelles  (17.12.03.)
Ny EU-traktat?  (EU - 30.6.03.)
Polen stemte ja  (Polen - 9.6.03.)
16. april 2003 - en stor dag for Polen og Europa
Den historiske EU-udvidelse  (15.12.02.)

Irsk nej giver EU kvaler  (15.6.08.)
Ingen folkeafstemning om EU-traktaten  (12.12.07.)
EU's reformtraktat kom i hus  (21.10.07)
Fransk og hollandsk nej  (2.6.05.)
EU-forfatningen vedtaget af ministerrådet  (21.6.04.)

Øvrige henvisninger til Jernesalts egne artikler:

Artikler om Danmark
Artikler om EU
Artikler om Samfund  (se iøvrigt linkene i venstre ramme)
Artikler om Eksistens  (se iøvrigt linkene i venstre ramme)
Artikler om Sekularisering  (se iøvrigt linkene i venstre ramme)

Redaktion
Essays
Emneindex
Personindex

Programerklæring af 2.6.02.
Jens Vrængmoses rubrik
Per Seendemands rubrik (fra 2005)

At læse Jernesalt
Introduktion til Jernesalts filosofi
Komplementaritetssynspunktet
Modstanden mod komplementaritetssynspunktet

Den komplementære helhedsrealisme
De psykiske grundprocesser
De psykiske fundamentalkræfter
Konsistens-etikken
Etik og eksistens

Livskvalitet (fire artikler) (2002-03)
Ontologi-serie (tolv artikler) (2010)
Virkelighedsopfattelse (syv artikler) (2007)
Religion som emergent fænomen i biologien (28.12.09.)