ARTIKEL FRA JERNESALT - 21.6.04.

EU-forfatningen vedtaget af ministerrådet

I betragtning af at EU nu for første gang i sin historie har udsigt til at få en egentlig forfatning, der nu dækker ikke mindre end 25 land og giver plads til yderligere et par egnede kandidater inden for nogle få år samt har fået regler for udmeldelse, så må resultatet hilses velkommen, uanset at der på flere punkter kan siges en del imod traktaten og at der vil være meget stor usikkerhed om den endelige vedtagelse i de lande der skal have folkeafstemninger om den.

Antallet af kommissærer vil fra 2014 blive skåret ned til 18, således at landene ikke længere hver vil have et fast medlem af kommissionen, men må lade repræsentationen gå på omgang. Det vil være praktisk umuligt eller altfor tungt at køre videre med 25 kommissærer. Allerede C. Northcote Parkinson beregnede i 1957 ineffektivitetskoefficienten for regeringer, råd og bestyrelser til at ligge mellem 19,9 og 22,4 og kunne allerede dengang fastslå at det kun var enormt bureaukratiske lande som Sovjetunionen, Cuba, Kina og de østeuropæiske satellitlande som tillod sig at ligge over 22.

Det kan dog ikke forebygge enhver bekymring, for det er nu engang kommissionen der er nøglen i EU's store og tunge bureaukrati og derfor en svækkelse af de enkelte landes position, at de i perioder sidder udenfor. Men det skal samtidigt huskes, at det er samtlige lande der med mellemrum må lide denne tort. Danmark har til det sidste kæmpet hårdt, men forgæves for fastholdelsen af én kommissær pr. medlemsland, men den nye ordning rammer alle lande, også de store. Og det er derfor forkert at se den som et specielt tab for danske interesser.

Den nye magtfordeling indeholder også ny regel for afstemninger i ministerrådet, hvor alle lande fortsat har én stemme. Den nye regel siger, at en afgørelse kræver 'dobbelt flertal': nemlig at mindst 55 pct af landene stemmer for (det vil med 25 lande sige mindst 15 for), men samtidigt at flertallet skal repræsentere mindst 65 pct. af EU's befolkning. Reglen giver fordel for store og små lande, mens den går ud over lande af mellemstørrelse. Og det rammer konkret Polen og Spanien, der derfor begge har sat sig energisk imod reglen, men til sidst måtte give sig.

For Europa-parlamentets vedkommende er der sat et maksimum på 750 medlemmer (mod de nuværende 732), hvilket giver plads til endnu nogle lande. Et land kan højst have 96 pladser og skal mindst have seks. Og det sikrer overrepræsentation for de små lande, hvilket må siges at være et stort gode for disse.

Beslutninger vedr. udenrigspolitik, forsvar, skattepolitik, strafferet og visse sociale spørgsmål kræver fra 2014 ikke længere enstemmighed, men blot kvalificeret flertal, men der gives dog de enkelte lande mulighed for at kunne forlange en generende beslutning forelagt et topmøde. Dog skal der være enstemmighed i ministerrådet om, i hvilke tilfælde og på hvilke konkrete områder flertalsafgørelser skal være mulige.

Principielt fastholdes nærhedsprinicpppet, at EU skal respektere de enkelte nationalstaters ansvar for egne anliggender, herunder terrritorial integritet og opretholdelse af lov og orden.

De nationale parlamenter har ret til at blive hørt, når der skal tages beslutninger i EU.

EU-parlamentet får øgede beføjelser i forhold til ministerrådet og kommissionen, idet parlamentet fremover bliver medbestemmende om EU's samlede budget, store dele af landbrugs- og fiskeripolitikken, asyl- og flygtningepolitikken, politisamarbejdet og retspolitikken samt udviklingsbistanden.

Denne udvidelse af parlamentets magt udlægges som øget demokratisering, men det er og bliver ord, eftersom alle valg til EU-parlamentet, inklusive det allersidste den 13. juni 2004, viser at valgdeltagelsen i langt de fleste lande er lav. Intet tyder på at der skulle kunne ske ændringer her, derfor er al tale om demokrati en tilsnigelse.

Den nye forfatning har en egentlig forsvarsunion som målsætning. Men da en sådan formentlig har lange udsigter, er der givet interesserede lande mulighed for at gå hurtigere frem i denne henseende end andre. Medlemslandene lover hinanden undsætning i tilfælde af terror eller andre trusler. Men historierne om såvel Irak som Eksjugoslavien viser, at det er så som så med viljen til enighed på dette område.

Unægteligt pæne ord, som ingen kan have noget imod på papiret, men som man nok vil fortolke forskelligt når det kommer til konkrete, praktiske afgørelser. Det gælder ikke mindst det tvetydige begreb pluralisme.

Derfor er det værd at lægge mærke til, at Italien, Litatuen, Malta, Polen, Portugal, Slovakiet og Tjekkiet ikke kom igennem med ønsket om at få kristendommen indføjet i præamblen som en af kilderne til de europæiske værdier. Præamblen fastslår at samarbejdet inden for unionen skal fortsætte ad civilisationens, fremskridtets og velstandens vej, og henviser også til Europas kulturelle, religiøse og humanistiske art, men vedstår sig altså ikke specifikt arven fra kristendommen, selvom den ikke kan tænkes væk som værdigrundlag for Europas kulturhistoriske udvikling.

Det yderst katolske Polen kæmpede (med Vatikanets bistand) til det sidste for at få ordet med i præamblen, men måtte give op over for specielt Frankrigs hårdnakkede modstand. Uenigheden er mere end symbolsk, for den franske begrundelse med at man i Frankrig lægger stor vægt på den skarpe adskillelse mellem religion og politik holder ikke vand, eftersom denne adskillelse først og fremmest har noget med sekulariseringen at gøre, og ikke i sig selv kan bestride de historiske kendsgerninger. Tværtimod kan det påpeges, at den europæiske sekularisering forudsætter lige netop den adskillelse mellem religion og politik som kristendommen selv har accepteret, ja ført an med i Europa.

Afvisningen af en henvisning til den kristne arv i præamblen til den nye traktat er derfor i realiteten en svækkelse af selvbevidstheden om arven og dermed en alvorlig svækkelse af hele det værdigrundlag som påberåbes. Det er derfor beklageligt at den borgerlige danske regering ikke kunne bakke op om en henvisning, men valgte neutralitetens vej. Det falder tilbage på Anders Fogh Rasmussen og hans forsøg på at gøre værdierne til noget centralt i den politiske proces. For her han han forsømt en glimrende lejlighed til at fastholde det centrale.

Det skal i denne forbindelse blot lige nævnes, at afvisningen af henvisningen til den kristne arv, er faldet i god jord i Tyrkiet, der som bekendt er stillet forhandling om optagelse i udsigt, skønt landet hverken geografisk eller kulturelt hører hjemme i det europæiske fællesskab.

Det er ingen hemmelighed at såvel Danmark som Storbritannien får problemer med at hale en folkelig godkendelse af traktaten hjem. Men også den spanske avis El Mundo er citeret for mene, at sandsynligheden for en vedtagelse i alle 25 lande er lille. Og det store polske dagblad Gazeta Wyborcza formulerede sin skepsis på denne måde: "Vores regeringsleder kommer hjem fra topmødet med nogle aftaler, som tvinger Polen til at følge de store lande, hvis de vil tvinge deres vilje ned over os."

Uenigheden om en ny kommissionformand røber en hel del af problemet. Der er dyb uenighed mellem lande der som Frankrig og Tyskland ønsker en stærk union og en stærk formand og så dem der som Storbritannien, Danmark, Polen og Spanien og mange andre ønsker en pragmatisk politik, organisation og formand. Bekymringen i disse lande er ikke mindst Frankrigs og Tysklands åbenlyse dominans, som personer som præsident Chirac og kansler Schröder bestemt ikke gør mindre.

Under alle omstændigheder kan det slås fast, at udvidelsen af EU med ti nye lande er definitiv, og at en eventuel forkastelse af den nye traktat ikke tilbagekalder denne udvidelse, men selvfølglige vil give den store problemer.

Det er kun godt, at ministerrådet langt om længe er nået frem til et kompromis om den nye traktat, sådan at denne nu kan blive offentliggjort og debatteret i alle landene, og en afgørelse på et eller andet ikke for fjernt tidspunkt kan blive truffet. Men det er givet, at der vil blive stadigt stigende problemer med at holde sammen på en så stor organisation med et så ambitiøst projekt.

EU-valget 2004  (16.6.04.)
EU's store dag  (2.5.04.)
Sammenbruddet i Bruxelles  (17.12.03.)
Fogh, EU og forbeholdene  (24.9.03.)
Ny EU-traktat?  (EU - 30.6.03.)