JERNESALT - dataset

Jernesalt

Dynamisk

komplementær

helhedsrealisme

Samfund

Eksistens

Sekularisering

Coronakrisen

E-Bøger

SAMFUND

Danmark

Flygtningekrisen

Muhammed-sag

EU og EUROPA

USA

Mellemøsten

Terrorismen

Miljø og klima

Medier

Polen

EKSISTENS

Værdier

Værdimanifest

Livskvalitet

Musik

Film

Kunst

Kunstblade

Etik

Litteratur

Psykologi

Erkendelse

SEKULARISERING

Verdsliggørelse

Virkelighed

Afdogmatisering

Oplysning

Sund fornuft

Ideer og ideologier

Frihed

Religion

Humor

2019-FILOSOFIEN

Forord

Krisen

Udfordringen

Håbet

Efterskrift

ESSAYS

RETORIK

ONTOLOGI

VIRKELIGHED

ENFOLDIG TALE

SKIDT OG KANEL

REDAKTION

PROGRAM

INTRODUKTION

INSPIRATORER

OVERSIGTER

EMNEINDEX

PERSONINDEX

LINKS

E-MAIL

utils prefix normal Forside Oversigter Redaktion At læse Jernesalt Sendemand Vrangsiden Kontakt

JERNESALT - hedegaard01

ARTIKEL FRA JERNESALT - 8.2.13. (Ugebrev 6)

Islamkritik er mere end kamp for ytringsfrihed

Tirsdag den 5. februar skete det der egentlig måtte anses for forventeligt i et gammelt veludviklet demokrati der er begyndt at huse en meget stor befolkningsgruppe af muslimer, der stammer fra undertryke lande med ofte uindskrænket magt til præsteskaber, klaner og kongehuse og med absolutte dogmer, mandsdominans og enevælde, og som derfor har vanskeligheder med at blive integrerede, ja, i mange tilfælde modsætter sig integration og i værste fald bliver fanatiske modstandere af demokratiet, sekulariseringen, kvindefrigørelsen og de øvrige vestlige værdier. Denne tirsdag blev den hårde islamkritiker Lars Hedegaard der er formand for Trykkefrihedsselskabet udsat for et attentatforsøg på sin bopæl på Frederiksberg. Han slap heldigvis uskadt, fordi attentatmanden, der udgav sig for et postbud der skulle aflevere en pakke, forfejlede sit første revolverskud og derefter omgående blev slået i ansigtet af Hedegaard og derved kom ud af balance. Efter endnu et mislykket forsøg valgte han at flygte. Og er ikke siden blevet set.

Detaljerne er blever nøje gennemgået på alle medier. Politiet har kun få spor, men vidner mener i dagene forud at have set en mand med rød jakke gå rundt i nabolaget. Motivet kendes naturligvis slet ikke, men da Politiets Efterretningstjeneste i forvejen har meldt ud om forøget risiko for islamistisk terror mod Danmark - på grund af landets militærindsats i Afghanistan, Libyen og sidst Mali - regner alle selvfølgelig indtil videre med at attentatforsøget mod Hedegaard må skyldes islamistisk ekstremisme. Og PET har ladet Hedegaard 'gå under jorden' og rådet ham til at holde lav profil nogen tid. Han får formentlig tilbudt sikkerhedsvagt døgnet rundt - ligesom tegneren Kurt Westergaard - og det betyder en voldsom indskrænkning af bevægelsesfriheden (og velsagtens også at han må skifte bopæl). Men han vil naturligvis ikke indstille sin kamp mod den islamistiske trussel.

Atttentatforsøget har vækket politikerne på Christiansborg af deres illusioner om at terrortruslen i Danmark skulle være et overstået kapitel. Alle bakker principielt op om yringsfriheden - uanset om man iøvrigt mener at Lars Hedegaard gennem årene har været for skarp eller ej i sin kritik af islam og sin pukken på Trykkefrihedsselskabets understregning af at ytringsfriheden omfatter retten til at håne, spotte og latterliggøre islam.

Også pressen bakker principielt op om ytringsfriheden, men Politikens chefredaktør Bo Lidgaard undlader ikke i sin leder onsdag den 6. at stemple Lars Hedegaards udtalelser om muslimer i Danmark som forvrøvlede, hadefulde, fornedrende og forkastelige. Politiken "deler den helt grundlæggende præmis for debatten i vores demokrati at den foregår i frihed og fredeligt. Den der truer endsige udøver vold i anledning af andre menneskers fredelige adfærd eller udtalelser, sætter sig uden for samfundets fællesskab..... Der er ganske enkelt ingen undskyldning og ingen gyldig grund, der på nogen måde kan legitimere vold og drab på en politisk debattør..... Men den trussel, der nu fordrer vores solidaritet med Lars Hedegaard, ophøjer ikke hans synspunkter til sandhed."

Dagen efter trykker Politiken et par læserbreve der som sådanne ikke dækker redaktionens holdning, men siger temmelig meget om holdningen på venstrefløjen. Den ene skribent nærmest beklager at den ulykkelige attentatmand ikke fik ram på den Lars Hedegaard der "i årevis har svinet, spyttet og konstant nedvurderet folk af anden trosretning". Og den anden - universitetslektor i dansk litteratur Erik A. Nielsen - kan ikke nære sig for helligt at postulere at Lars Hedegaard, Kurt Westergaard og Jyllands-Posten ikke er i stand til at skelne mellem ytringsfrihed og retten til at fornærme og udtale sig blasfemisk om muslimerne. "Det er dem der har bragt Danmark så højt op i fanatiske muslimers aggressioner. Hvad har deres forkomne begreb om frihed ikke kostet alle danskere i forhøjet trusselsbillede og kæmpemæssige stigninger til efterretningsudgifter? Lars Hedegaard er ikke et tragisk offer, han er et patetisk fjols!"

Og ovenpå en så unuancert og patetisk udmelding fra en religiøs humanist bliver det nødvendigt at sige fra - og bakke op om den ubetingede ytringsfrihed i vort moderne sekulære demokrati: I den private omgang med mennesker kan man lade høflighedshensyn gå over sandhedshensyn og skåne folk for ubehagelige sandheder med såkaldte 'hvide løgne'. Men i den offentlige debat skal der alene tages hensyn til sandhedsværdien og ikke til høflighed. Man skal naturligvis ikke pådutte folk løgnagtige og uverificerbare udsagn om ulovlige og strafbare handlinger, for så kan man retsforfølges, men debattørerne har den uindskrænkede ret til at sige deres ærlige mening om folks moralske, religiøse, videnskabelige og kunstneriske meninger, holdninger, principper, idealer, forbilleder, profeter og guder.

Hvad angår muslimerne skal man ikke holde hånden over deres uhyggelige fordomme, forældede dogmer, primitive kvindesyn og udemokratiske indstilling til elementære frihedsrettigheder, men tværtimod blive ved med at påpege urimelighederne i disse ting - uanset at disse muslimer ofte på fundamentalistisk vis påberåber sig religiøse følelsers eller deres æres ukrænkelighed eller ligefrem gudelig autorisation af deres normer og dogmer. Den modernitet vi selv har vundet gennem århundreders hård kamp for frihed, den har ikke blot givet os nogle juridiske frihedsrettigheder vi kan gøre gældende i selve retssystemet, men sandelig også en moralsk forpligtelse til vedvarende at gøre op med alle tendenser til eller forsøg på at ophøje egne subjektive meninger og holdninger til absolutte eller guddommelige sandheder. Sådanne sandheder er menneskelige meninger og holdninger ikke, det bliver de aldrig, og det vil være et kolossalt tilbageskridt hvis den i vore demokratier vundne adskillelse mellem folkeligt kontrolleret verdslig magt og absolut ukontrolleret religiøs magt fra et præsteskabs side skulle blive undergravet eller opløst.

Demokrati fungerer ikke uden sekularisering. Og derfor er enhver ophøjelse af religiøse dogmer og normer til absolutte sandheder og retsregler en gift for demokratiet der må bekæmpes med alle demokratiske midler, herunder både ytringer, tegninger, frihedsrettigheder, politi- og efterretningsarbejde og i yderste fald militær indsats.

Latterliggørelse og forhånelse af fundamentalisters tro på profeters og guders åbenbarede sandheder, af deres næsegruse underkastelse under enevældige og kvindeundertrykkende herskere eller deres stupide misbrug af profeters og guders navne til terror mod anderledes tænkende er ikke alene på sin plads, den er helt nødvendig. Og derfor gør både Kurt Westergaard med sin milde og stilfærdige humor og Lars Hedegaard og hans kæmpfæller med deres grovere udfald demokratiet en stor tjeneste. Demokratiet har ingen overlevelseschance, hvis det på nogen måde giver efter for fanatiske menneskers ekstremistiske angreb på sekulariseringen.

Når dette er sagt, skal der imidlertid også peges på et forhold som tilsyneladende ikke har haft den store interesse i den offentlige debat, nemlig at kampen mellem det vestlige demokrati og truslerne fra udemokratiske ideologier af muslimsk tilsnit ikke i det lange løb afgøres af hverken naiv humanistisk eftergivenhed over for indvandrere eller systematisk forhånelse af ekstremisternes primitivitet og overtro, men forudsætter en aktiv og fornuftig indsats for at udbrede selve kendskabet til og forståelsen for den moderne sekulariserings store fortrin og progressivitet i den verden vi står i og som har enorme kulturelle og miljømæssige udfordringer foran sig.

Denne aktive indsats er flertallet af politikere og meningsdannere i den vestlige verden imidlertid slet ikke i stand til at levere i dag, fordi de totalt savner indsigt i dybdepsykologi og dybdereligion og derfor falder for hele den livsløgn om multikulturalismen og kulturrelativismen som betyder dyb tvivl på egne værdier. Man falder for fristelsen til at anse alle kulturværdier og alle religiøse værdier som lige gode - og forstår med andre ikke at der faktisk er nogle af dem der er dybt reaktionære og skal afsløres og imødegås, mens andre er dybt progressive og skal fremmes. Almindelig debat er i denne sammenhæng uundværlig, men ikke nok. Humoren er absolut nødvendig fordi dyb humor er et af de bedste midler mod fanatisme og fundamentalisme. Men hvis ikke det vestlige demokrati og den vestlige kultur forstår at sekulariseringen er alfa og omega for at komme videre i retning af frihed så vil det ikke være muligt at finde frem til en ny samfundsorden som både kan inkludere alle borgere uanset herkomst, race, køn og religiøse forbilleder og hænge sammen i bevarelse af sin indre konsistens og sin ydre vilje til overlevelse.

Jan Jernewicz

Henvisninger:

Links:

Trykkefrihedsselskabet

Relevante artikler på Jernesalt:

Muslimerne må gøre op med al islamisk absolutisme  (7.12.05.)
Reform af islam kræver opgør med absolutismen  (21.11.05.)
Muslimerne, ytringsfriheden og følsomheden  (20.10.05.)
Sekulariseringen må opdateres  (29.11.04.) så den kun verdsliggør selve den politiske magt