JERNESALT - dataset

Jernesalt

Dynamisk

komplementær

helhedsrealisme

Samfund

Eksistens

Sekularisering

Coronakrisen

E-Bøger

SAMFUND

Danmark

Flygtningekrisen

Muhammed-sag

EU og EUROPA

USA

Mellemøsten

Terrorismen

Miljø og klima

Medier

Polen

EKSISTENS

Værdier

Værdimanifest

Livskvalitet

Musik

Film

Kunst

Kunstblade

Etik

Litteratur

Psykologi

Erkendelse

SEKULARISERING

Verdsliggørelse

Virkelighed

Afdogmatisering

Oplysning

Sund fornuft

Ideer og ideologier

Frihed

Religion

Humor

2019-FILOSOFIEN

Forord

Krisen

Udfordringen

Håbet

Efterskrift

ESSAYS

RETORIK

ONTOLOGI

VIRKELIGHED

ENFOLDIG TALE

SKIDT OG KANEL

REDAKTION

PROGRAM

INTRODUKTION

INSPIRATORER

OVERSIGTER

EMNEINDEX

PERSONINDEX

LINKS

E-MAIL

utils prefix normal Forside Oversigter Redaktion At læse Jernesalt Sendemand Vrangsiden Kontakt

JERNESALT - koensrollerarabien

ARTIKEL FRA JERNESALT - 28.5.12.

Hader arabiske mænd virkeligt kvinder?

Det er i hvert fald den egyptisk-amerikanske feminist og kommentator Mona Eltahawys meget forståelige påstand som direkte følger af det højst skændige og nedværdigende overgreb hun blev udsat for fra magthavernes side efter anholdelsen som aktivist på Tahrirpladsen i Kairo for et halvt år siden. Hun blev dér omringet af fem-seks mænd som tog hende på brysterne og i skridtet og efterfølgende tæskede hende, brækkede hendes hænder og foretog endnu værre seksuelle overgreb. "De er hunde", skrev hun på Twitter - og tilføjede: "Bare vent, idioter, til jeg kommer ud og skriver en artikel om det her". Det gjorde hun nemlig, og artiklen eller essayet blev offentliggjort i Foreign Policy, og på det seneste også i Politiken, som jævnligt har bragt klummer af hende. Essayet har naturligvis vakt debat, fordi det er så stærkt og utvetydigt, men det har næppe påvirket hendes ydmygere. De har formentlig aldrig fået det at se. Og de indser garanteret ikke deres idioti på grund af hendes ret ensidige argumenter.

Når Eltahawys essay her skal gøres til genstand for analyse, er det udelukkende for at påpege en uheldig skævhed i den psykologiske bedømmelse af de egyptiske mænds og det eyptiske systems kvindeundertrykkende adfærd, og absolut ikke for at anfægte hverken detaljerne i hendes beretning eller hendes angreb på det herskende system i Mellemøsten. Men det er efter undertegnedes mening vigtigt at holde fast i at der må skelnes mellem had til de demokratiske og sekulære kræfter der ønsker frihed fra al undertrykkelse og derfor også kvindefrigørelse og så det mere almindelige, individuelle kvindehad som i mange tilfælde har mest med neurotisk kvindeangst at gøre. Tænk bare på den svenske kvindehader par excellence, dramatikeren August Strindberg, der var komplet umulig som ægtefælle og så forfølgelse alle steder. Kvindehad er alt for simpel en betegnelse på det uhyggelige og forkastelige fænomen Eltahawy beskriver og som er en fatal svøbe i islamisk kultur og politik som helhed.

Det centrale i hele den store arabiske omvæltning - eller det arabiske forår som det også kaldes, selvom det rækker ud over alle årstider - er og bliver kampen for friheden, herunder ubetinget også kvindernes frihed og frigørelse, og derfor er det afgørende primært at se og forstå systemets reaktion mod frihedsbevægelsen som en hårdnakket kamp for mændenes hidtidige fundamentale privilegier og en tilsvarende hårdnakket kamp imod enhver form for ændring af eller opgør med disse ældgamle privilegier der har været begrundet såvel med tradition som med islam. De kendes også fra jødedommen, der som bekendt er meget ældre end islam, og de går dermed tilbage til en tid hvor menneskene tænkte i absolutistiske og holistiske baner. Ethvert angreb på mændenes dominans og privilegier eller enhver stillen spørgsmålstegn ved deres status er på det psykologiske plan ikke blot et angreb på mænds magtposition, men altid også et direkte, konfrontalt angreb på selve mandskønnets identitet, selvbevidsthed og selvforståelse, og derfor er det psykologisk set let begribeligt at muslimske mænd reagerer som de gør, for de har trods udviklingen i omverdenen fastholdt en yderst primitiv forestilling om mandens identitet og betragter derfor helt selvfølgeligt angrebet på det etablerede system som et udslag af decideret vantro der igen er inspireret af det rent sekulære og vestlige hedenskab.

Af samme grund kommer man ingen vegne med snævre feministiske synspunkter som dem Mona Eltahawy lægger frem. Men naturligvis er de ikke ligegyldige. De er tværtimod så stærke og virkningsfulde, at de må modsiges på rette måde, så vi kan komme kvindefrigørelsen i den arabiske og islamiske verden nærmere. For Eltahawy har ubetinget ret i at køn og seksualitet i allerhøjeste grad har med det arabiske forår at gøre. Vel at mærke ikke blot med "den seksualitet der gemmer sig i mørke hjørner og lukkede soveværelser" (men skam også med den), men først og fremmest med det fundamentale forhold at hele det politiske og økonomiske system behandler halvdelen af menneskeheden som dyr og ydermere gør sig skyldige i systematiske kvindemishandlinger der alle, som hun skriver, "opstår af en giftig blanding af kultur og religion".

Specifikt og præcist slår Eltahawy ned på problemets kerne med en påpegning af at mødommen er en del af forklaringen på de arabiske mænds kvindeydmygende adfærdsmønster. Det er nemlig som om der i den arabiske verden hersker tvivl om den menneskelige biologi og kvinders naturlige kønsdrift. Men det mest uhyggelige ved undertrykkelsen af kvinderne er den jomfrutest militærjuntaens håndlangere udsætter anholdte kvindelige aktivister for. En læge stikker sine fingre op i aktivistens skede for at lede efter jomfruhinden. Noget sådant er efter vestlig målestok ubetinget overgreb og voldtægt, og formålet med ydmygelsen er indlysende. Magthaverne vil have kvinderne til at tie stille, holde op med at være aktivister og i stedet blive i deres hjem.

Det besynderlige i denne forbindelser er at høre at de gejstlige på saudisk tv er besat af kvinder og deres kropsåbninger. Ekstremisterne vil altid bestemme over kvindekønnet. Kvinder skal hverken ses eller høres uden for hjemmet. Derfor skal de gå tilhyllede på den ene eller anden måde; de skal straffes hvis ikke de gør det, og endog straffes hvis de fx kører bil. Og de skal til hver en tid have at vide, forstår man, at de biologisk set er anderledes bygget end mænd, ja, dybest set er andenrangs på grund af kønsorganernes indretning, den kvindelige cyklus og fødslerne.

Det er her vigtigt at holde fast i at der i gammel, i vore øjne primitiv kultur er en grundlæggende inddeling af verden i en absolut dual modsætning mellem godt og ondt, helligt og profant samt rent og urent. Denne fundamentale sondring ligger i selve kosmologien og skal derfor ses som absolutter i et holistisk verdensbillede der bestemmer såvel etik og moral som ritualer og skikke. Alt er i de gamle samfund og kulturer spundet ind i urokkeligt bindende forestillinger om altings sammenhæng i den store kosmologiske kamp mellem gode og onde kræfter.

Hvad blodet angår repræsenterer det i mange religioner livskraften eller 'sjælen'. Blodets kraft kan være enten livgivende, dæmonafværgende eller 'uren' og farlig. Blodets betydning er blevet særligt understreget og lovfæstet i Det Gamle Testamente. Blod må ikke spises, "for blodet er livet i alt kød" står der i 3. Mosebog, kap. 17. At udgyde et andet menneskes blod fører skyld med sig, hvad der dog ikke forhindrer krige eller nedslagtning af de vantro (der er principiel forskel på individer og folk). Blod kan dog også være afværgende over for det onde; derfor var det jødisk skik at stryge blod på dørstoplen for at holde dødsenglen borte. Men det er den i mange religioner udbredte forestilling om urenhed i forbindelse med menstruation og fødsel der har haft den mest indgribende virkning på kvindens sociale stilling og har ført til kvindens isolering i hendes 'perioder'. Blandt ortodokse jøder er det stadig en ufravigelig regel af en mand ikke må så meget som røre ved sin menstruerende ægtefælle.

Vi kan undre os over at en sådan forældet kosmologi overhovedet opretholdes i moderne tid, hvor naturvidenskaben forlængst har undergravet alle forestillinger om en absolut deterministisk sammenhæng mellem fysiske, biologiske, etiske og sjælelige forhold. Men vi kan ikke benægte opretholdelsen, og vi kan slet ikke komme den til livs uden at forstå dens psykologiske grundlag: det er selve mandsindividets, mandskulturens og mandsreligionens identitet der er på spil.

Derfor hører det med til bedømmelsen af fænomenet i den nutidige arabiske verden, at den arabiske kultur er en æreskultur.

Herbert Pundik har engang ud fra sit dybe kendskab til den mellemøstlige verden forklaret sagen på denne måde: "Æresbegrebet er en central institution i arabiske samfund. Det dominerer forholdet mellem mennesker, i familien, i samfundet og også forholdet mellem nationer. Æren har intet at gøre med rigdom eller anden form for magt. Den er uangribelig, uanset hvem du er, og hvad du er, og den må forsvares for enhver pris, med alle midler. Om nødvendigt med vold, og hvis ikke i denne generation, så i den næste."

Pundiks forklaring kom i forbindelse med sagen om Muhammed-tegningerne, hvor han påpegede, at et angreb på profeten Muhammeds hellig status vanærer ikke blot ham selv, men alle muslimer. Og når så krænkelsen oven i købet kommer fra den vestlige verden, føles den allerværst, for så berører den det store flertals ambivalente følelser over for Vesten. I dette flertals øjne er det nemlig den vestlige verdens skyld at den arabiske verden i dag henligger som en underudviklet region, plaget af fattigdom, sygdom, analfabetisme og despoti, og ikke som det kulturelle og økonomiske midtpunkt det var i middelalderen. Flertallet af arabere opfatter deres situation som ydmygende. Og i denne elendighed er krænkelser af profeten ekstra ydmygende, fordi netop islam er en væsentlig kilde til selvrespekt, værdighed og identitet.

Tingene hænger sammen, og vi kommer derfor ikke uden om at magthaverne i Mellemøsten overalt må se det arabiske forår og alle forsøg på omvæltninger i frihedens og kvindefrigørelsens navn som et decideret angreb på den arabiske mands ære. Hvad der igen betyder at kampen for frihed og kvindefrigørelse overalt i den arabiske verden er en kamp for modernitet, sekularisering og oplysning, som nødvendigvis må skræmme alle arabiske mænd fra vid og sans fordi den bogstaveligt talt undergraver deres indgroede, traditionelle og ubevidste æres- og identitetsfølelse.

At tale om arabiske mænds kvindehad turde i denne forbindelse være vildledende, for deres dybe mangel på respekt for kvinder som ligeværdige mennesker stikker langt dybere end had - og den er derfor også langt sværere at komme til livs end had. Hverken feministisk eller moralistisk fordømmelse tjener noget formål. Det er tværtimod nødvendigt med et sejt og tålmodigt arbejde for oplysning om frihed, sekularisering og ligestilling mellem kønner og herunder også påpegning af nye tidssvarende muligheder for mandlig ære og identitet.

Der er reelt meget langt igen, før det arabiske forår får banet vej for ægte sekulært demokrati og ægte ligestilling mellem kønnene. Alle steder løber det arabiske forår ind i vanskeligheder, allerede fordi dets aktivister er for naive i magtkampen og ikke fatter ret meget af hvor stærke og dybe psykiske forestillinger og kræfter de er oppe imod. Det skal huskes at det arabiske forår udsprang af de ændringer der skete i og med ekstremisternes terrorangreb på World Trade Centret i New York den 11. september 2001 og de vestlige landes efterfølgende krige mod Taliban i Afghanistan og Saddam Hussein i Irak. Disse krige og deres berettigelse diskuteres stadig i den vestlige verden - oftest på grundlag af de katastrofale fejl der uheldigvis blev begået (herunder amerikanske soldaters ydmygende, seksuelt betonede behandling af krigsfangerne i Irak) - men set i det store perspektiv og det store sigt er vi stadig ved begyndelsen af omvæltningen i Mellemøsten. Det kan stadig tage tredive år eller mere, før vi ser resulaterne af alle anstrengelser og forhåbninger.

Kvindeundertrykkelsen og kvindeforagten i den arabiske og islamiske verden hører ikke op før det sekulære demokrati har slået rod med god civil orden, god parlamentarisk skik, god økonomi og god folkeoplysning. Og dette har stadig lange udsigter, hvad ikke blot det aktuelle præsidentvalg i Egypten tydeligt viser, men også det aktuelle syriske diktaturs værste udartning til fulde bekræfter.

Jan Jernewicz

Henvisninger:

Links til:

Mona Eltahawys' blog
Det marikanske magasin Foreign Policy's debat om Mona Eltahawys essay
Wikipedia om Mona Eltahawy

Relevante artikler på Jernesalt:

Er 'Det arabiske forår' ved at løbe ud i blind vold?  (24.11.11.)
Løber 'Det arabiske forår' ud i ørkensandet?  (24.11.11.)
At være egypter på revolutionsdagen 11.2.11.  (12.2.11.)
At være revolutionær - apropos oprøret i Egypten   (31.1.11.)

Afsnit om islam fra kapitel om 'De store religioner i og omkring Europa' fra 'Jernesalts 2009-filosofi'

Mennesket _ kapitel af Jernesaalts 2009-filosofi med afsnit om:
Biologi - Aggressivitet og dominans - Seksualitet - Socialitet, ulighed og kønsforskel - Musikalitet og spiritualitet

Kvindernes Kampdag: Er der stadig brug for en Kvindernes Kampdag?  (8.3.12.)
Burkaforbud - et led i kvindefrigørelsen eller et led i diskrimination af muslimer?  (18.08.09.)
At være mand og at være kvinde, hvilken forskel!  (18.2.11.)
Kvinderne, valget og realitetsprøvelsen  (10.9.11.)
Hadets tiltrækning og livsløgn   (31.7.06.)

Muslimerne må gøre op med al islamisk absolutisme  (7.12.05.)
Reform af islam kræver opgør med absolutismen  (21.11.05.)
Alt det besvær med islam  (7.9.05.)
Muslimerne, ytringsfriheden og følsomheden  (20.10.05.)
Frihedspris til islam-kritikeren Ayaan Hirsi Ali  (21.11.04.)
Sharia, Sherin og sekularisering   om Sherin-Khankan-sagen og Det Radikale Venstre (29.9.02)

Arabisk æresfølelse er utidssvarende   (7.11.05.)
Mellemøsten i historiens smeltedigel  (18.8.05.)
Demokratiet og den muslimske verden  (16.2.04.)

Øvrige henvisninger til Jernesalts egne artikler:

Artikler om Mellemøsten
Artikler om Samfund  (se iøvrigt linkene i venstre ramme)
Artikler om Eksistens  (se iøvrigt linkene i venstre ramme)
Artikler om Sekularisering  (se iøvrigt linkene i venstre ramme)

Redaktion
Essays
Emneindex
Personindex

Programerklæring af 2.6.02.
Jens Vrængmoses rubrik
Per Seendemands rubrik (fra 2005)

At læse Jernesalt
Introduktion til Jernesalts filosofi
Komplementaritetssynspunktet
Modstanden mod komplementaritetssynspunktet

Den komplementære helhedsrealisme
De psykiske grundprocesser
De psykiske fundamentalkræfter
Konsistens-etikken
Etik og eksistens

Livskvalitet (fire artikler) (2002-03)
Ontologi-serie (tolv artikler) (2010)
Virkelighedsopfattelse (syv artikler) (2007)
Religion som emergent fænomen i biologien (28.12.09.)